Den Kønsmoral, der er gældende i det borgerlige Samfund, er direkte overtaget fra kristendommen og den kristne kirke. - Borgerskabet har paa mange omraader gjort sig mer eller mindre fri af den kristne moral. Kapitalismens økonomiske system har skabt en hensynsløs og egoistisk moral, som staar i den mest skærende modsætning til kristendommens kærlighedslære. Kristendommens kommunistiske moral er ganske uforenelig med privatejendomsretten og den frie konkurrence. De kristnes idealer og fordringer til sig selv og hinanden anses for smukke og ophøjede; men det kunde ikke falde borgerskabet ind at tage dem alvorlige paa den maade, at de kunde anvendes som rettesnor for det praktiske liv. De faa mennesker, der kunde finde paa noget saadant, anses for mer eller mindre forrykte sværmere, som man medlidende ryster paa hovedet ad. Hvis de bliver alt for højrøstede og generende, maa de helst spærres inde som farlige for den offentlige sikkerhed.
    Kønsmoralen er ikke saa direkte afhængig af ejendomsforholdene og samfundsordningen. Det borgerlige samfund har ikke behøvet at udvikle en kønsmoral, der svarer til det kapitalistiske system. Man har overtaget den kønsmoral, der var gældende i det førkapitalistiske samfund, d. v. s. den kønsmoral, som særlig er udformet af den kristne kirke. Derved bliver det borgerlige samfund paa dette omraade vogteren af en gammel tradition, som kan sættes op imod de nye fremrykkende klasser og deres omvæltende tilbøjeligheder.
    Den magt, som de traditionelle religiøse og moralske forestillinger har over menneskenes sind, er et udmærket vaaben at anvende imod det nye, som altid prøver at nedbryde traditionerne. Kristendommen, som stammer fra og er en videreudvikling af den jødiske religion, hører til de saakaldte "asketiske" religioner, hvis andre bedst kendte repræsentanter er Buddhismen, Jødedommen og Islam.
    Buddha prækede askese overfor alle de materielle nydelser og behov, Muhammed var meget liberal overfor kønsnydelsen, medens kristendommen, saaledes som den er bleven udformet gennem Paulus og Augustinus, har gjort kønslivet tll centrum for de asketiske bestræbelser. Ingen anden af de store religioner har forfulgt kønslivet i den udstrækning som kristendommen.
    I oldtidens religioner, i østasiaternes sædelære og i naturfolkenes forestillinger er kønsdriften og kønslivet naturlige og berettigede udslag af menneskenes indre kræfter. I de fleste religioner har kønslivet været genstand for dyrkelse og tilbedelse i stor stil hvilket ikke er mærkeligt. Saasnart det er gaat op for menneskene, at forplantningen betinges af kønslivet, maa dette komme til at staa for dem som noget meget ophøjet - som selve livets kilde; og da det tillige bereder sanselig nydelse, som gudernes bedste gave til menneskene.
    Det er værd at huske, at kristendommens asketiske syn paa det kønslige som noget syndigt og skammeligt kun har haft gyldighed for en ganske lille del af menneskeheden og kun i en ganske kort periode af menneskenes historie. Her i Europa er vi alle opdraget i den asketiske anskuelse - den er hamret ind i vor bevidsthed gennem forældrenes, skolens og al anden opdragelse. Der er næppe en eneste af os, der helt har frigjort sig fra denne synsmaade. Det gælder selv de faa virkelig frigjorte og selvstændigt tænkende mennesker - hvor meget mere saa ikke det store autoritetstro og traditionstro flertal!
    Overfor denne instinktsmæssige fastholden ved den asketiske anskuelse kan det være heldigt at fremhæve den historiske kendsgerning, at det asketiske livssyn ikke er en naturnødvendig og rimelig bestanddel af de menneskelige forestillinger, men er noget ganske specielt for den kristne religion og livsanskuelse.
    Det kunde nu være værd at spørge:
    Hvilke opgaver har en kønsmoral? - og hvorledes opfylder den borgerlige kønsmoral disse opgaver?
    Mennesket er et socialt væsen, der lever i et organiseret samfund. Det er nødvendigt, at ethvert enkelt menneske indretter sin opførsel efter hensyn til sine medmennesker og til hele samfundets vel. Ellers vilde samfundet overhovedet ikke kunne opretholdes. Til dette formaal tjener al etik og alle moralske forskrifter. Kønsmoralen er kun den del af hele samfundsmoralen, der særlig tager sigte paa en regulering af kønslivet.
    En regulering er nemlig nødvendig af flere Grunde:
    Kønslivets egentlige og vigtigste formaal er forplantningen. Mennesket har ligesom alle andre levende væsener en tendens til ubegrænset formering. Det hænger sammen med. at forplantningen ikke blot tjener til at opretholde arten, men tillige tjener et andet formaal, nemlig den fremadskridende organiske udvikling.
    Denne kan kun holdes igang derved, at der til stadighed frembringes et meget stort overskud af nye levende væsener, saaledes at de bedst egnede kan udvælges gennem kampen for tilværelsen eller paa anden maade.
   Saalænge menneskene levede i en ren naturtilstand, var de underkastet de samme love som alle andre dyr. Men efterhaanden som kulturbevægelsen er skredet frem, er den naturlige udvælgelse for menneskets vedkommende sat mere og mere ud af kraft. Det kultiverede menneske er ikke saa afmægtig overfor de ydre kræfter, som naturmennesket var. Som følge heraf er menneskenes dødelighed meget stærkt nedsat og den gennemsnitlige levealder c. 3 gange saa lang som i naturtilstanden.
    Den ubegrænsede formeringstendens bestaar derimod stadig. En ubegrænset formering vilde uundgaaeligt i længden føre til overbefolkning. En regulering af forplantningen bliver derfor nødvendig. De færreste tænker paa, at den kristelig-borgerlige kønsmoral her har en praktisk og meget vigtig opgave, som den virkelig delvis er i stand til at løse - men hvorledes gør den det? Ved at prise kønslig afholdenhed som idealet og ved kun at anerkende børneavl indenfor ægteskabet som legitim opnaas der selvfølgelig en ikke ringe begrænsning af formeringen. At denne begrænsning er fuldstændig planløs og slet ingen hensyn tager til menneskenes kvalitet, er en sag for sig. Men der opnaas virkelig ad denne vej en begrænsning af børnefødslerne.
    En anden opgave for kønsmoral en er at regulere familielivet til fordel for den herskende samfundsordning. Derved at ægteskabet er den eneste anerkendte form for kønslig forbindelse, tvinges de enkelte mennesker til at underordne sig samfundets krav i det daglige liv. Kvindernes og børnenes forsørgelse sikres og børnenes opdragelse tillige. Gennem denne regulering af kønslivet opnaar samfundet en overvældende indflydelse paa alle de enkelte mennesker.
    En tredje og meget vigtig opgave for kønsmoralen vilde det være at opretholde og efterhaanden forædle menneskeslægtens kvalitet. I naturtilstanden skete dette ved hjælp af den naturlige udvælgelse. Denne er hos kulturmennesket sat ud af kraft. En forædling af menneskeslægten kan kun opnaas ved at menneskene selv tager sagen i sin haand og indfører en planmæssig og rationel racehygiejne.
    De barbariske folkeslag har i større eller mindre udstrækning praktiseret en primitiv racehygiejne, men den kristne moral, som hovedsagelig var indstillet paa det hinsides, har helt ladet denne opgave ligge. Den borgerlige kønsmoral har heller ikke gjort nogetsomhelst forsøg paa at løse denne opgave, hvad der maaske ikke er saa meget at sige til, da den videnskabelige erkendelse, som er nødvendig for at kunne praktisere rationel racehygiejne, først for ganske nylig er kommet menneskene i hænde og endnu er ret ufuldkommen. Den herskende kønsmoral gør imidlertid direkte modstand mod alle racehygiejniske bestræbelser. Der findes en vistnok uovervindelig modsætning mellem kirkens og racehygiejnens syn paa forplantningen og kønslivet.

J. H. Leunbach.