Af Maxim Gorki.

Tolstoi og Dostojefski er begge store Genier. Med Talentets Kraft har de rystet hele Verden. De har rettet hele det overraskede Europas Opmærksomhed mod Rusland, og de er begge som jævnbyrdige gaaet ind i den umaalelige Række, der tæller Navne som Shakespeare, Dante, Cervantes og Goethe. Men engang har de gjort deres mørke og ulykkelige Hjemland en daarlig Tjeneste.
    Det var netop paa den Tid, da vore bedste Mænd udtømte deres Kræfter og faldt i Kampen for at befri Folket fra dets Undertrykkere. De unge Kræfter, som var færdige til at springe ind der, hvor de andre faldt, standsede, forvirrede, oprørte, foran Galgerne og Tvangsarbejdet. Det gaadefuldt ubevægelige Folk tav ligesom Jorden, der opsugede Blodet, som flød i Kampen for dets Frihed. Borgeren længtes, i Rædsel for den revolutionære Kamps Udbrud, efter Ro og Orden, og var beredt til at adlyde den sejrende, udlevere den besejrede for at stikke en aldrig saa lille, men lækker Bid Magt til sig som Løn for sit Forræderi. Reaktionens tunge, graa Skyer drev over Landet, Haabets lysende Stjerner slukkedes, Forsagthed og Sorg trykkede Ungdommen ned. Den sorte Magts blotplettede Hænder vævede paany behændigt Trældommens Næt.
    I denne triste Tid skulde Folkets Førere have sagt til dets fornuftige og brugbare Kræfter:
    Folkets Fattigdom og Uvidenhed, det er Kilden til hele vort Livs Ulykke. Det er det Sørgespil, som vi ikke kan staa som uvirksomme Tilskuere til, fordi vi alle af Tingenes egen Magt vil blive tvunget til at spille de lidendes og de ansvarshavendes Roller. Vi er Mursten for Staten. Af os bygger den Mure og Taarne og styrker sin onde Magt. Kunstfærdigt skiller den os fra Folket, og dermed opnaar den, at hele Verden bliver magtesløs i Kampen mod dens sjælløse Mekanisme. Et fornuftigt Menneske kan ikke være rolig, saa længe Folket bare er en Slave og et blindt Dyr. Livet kan aldrig blive smukt, saalænge der er saa mange fattige og saa mange Slaver omkring os. Staten dræber Mennesket for at vække Dyret i ham og styrke sin Magt gennem hans dyriske Kraft. Begrib, at der findes ikke noget andet Land, hvor Mennesker af Fornuft, af Ære, er saa ensomme som hos os. Og derfor, kæmp for Friheden og Retfærdighedens Sejr - i denne Sejr ligger Skønheden. Jeres Liv vil blive et Heltedigt.- "Vær taalmodige," var Dostojefskis Ord til det russiske Folk i hans Tale ved Puschkinmonumentets Afsløring.
    "Gør dig selv fuldkommen," har Tolstoi sagt, og han tilføjede: "Sæt dig ikke op mod det onde."
    Der er noget nedtrykkende, hæsligt og beskæmmende, der er en Slags ond Ironi i disse Taler om Taalmod og om ikke at kæmpe mod det onde. Thi de to Verdensaander levede i et Land, hvor den Vold, som blev øvet mod Menneskene, naaede ukendte Grænser ved sin hensynsløse Kynisme. Den ustraffede og berusede Magts Vilkaarlighed, forvandlede det hele Land til et Torturkammer, hvor Magtens Tjenere, fra Guvernøren til Soldaten, plyndrede og frækt pinte Millioner af Mennesker og haanede dem, som Katten haaner en fangen Mus.
    Og til disse forfulgte Mennesker sagde man: Sæt Jer ikke op mod det onde, vær taalmodige!
    Dette pinlige Eksempel belyser bedst den russiske Literaturs Indstilling overfor Folket. Hele vor samlede Literatur er bare en haardnakket, egensindig Lære om en taalmodig Indstilling overfor Livet, en Lovsang til Uvirksomheden. Og det er naturligt !
    Anderledes kan Borgernes Literatur ikke være, selv om de borgerlige Kunstnere er Genier.

Maxim Gorki.