Danmarkshistorien er skrevet talrige
gange. Den har været offer for alskens intellektuelle moder og luner, og har
gennemgået ligeså mange revisioner og omskrivninger. Historieskrivningen har været
styret af et fokus på politiske forhold, på økonomiske forhold og på sociale
forhold for blot at nævne nogle af tendenserne i nyere tid. Men fælles for de
hidtidige Danmarkshistorier er, at de kun i ringe grad har beskæftiget sig med
dansk videnskabs og teknologis historie. Det fremstilles ofte, som om videnskab
er en menneskelig aktivitet, der det meste af tiden lever sit eget liv, isoleret
fra det øvrige samfund, indtil der pludselig dukker genier som Tycho Brahe, Hans Christian Ørsted eller Niels Bohr op på scenen –
til nationens udelte begejstring, men i øvrigt uden de store konsekvenser for
Danmarkshistorien. Det er heller ikke usædvanligt at se det danske samfunds
tekniske udvikling beskrevet som noget, der finder sted i henhold til en
uafvendelig, teknologien iboende drivkraft. Bortset lige fra de få tilfælde,
hvor danske opfindere som Poul la Cour eller Valdemar Poulsen har været ophavsmænd
til interessante teknologier, der ganske vist ikke blev de helt store succeser,
men måske burde være blevet det. Indtil videre har der altså i de forskellige
udgave af Danmarkshistorien kun i beskedent omfang være fokuseret på
naturvidenskabens og teknologiens rolle og funktion som en integreret del af
samfundet. Denne udstilling skulle gerne vise, at disse ting ikke kan adskilles
og ses uafhængigt af hinanden. Hvis du ønsker at vide mere om
naturvidenskabens historie i Danmark, kan du se mere fra dette link Dansk
Videnskabs Historie. Her
finder du hjemmesiden for et stort projekt, finansieret af Carlsbergfondet, som
over de næste 4-5 år vil udgive et 4-binds værk om dansk naturvidenskabs
historie fra vikingetiden til vore dage. Det er projektets ambition, at man i
fremtidige Danmarkshistorier vil få meget svært ved at ignorere
naturvidenskabernes store betydning for det samfund, vi lever i og den historie
vi deler.
Videnskab, teknologi og samfund
Danmark - et landbrugsland
Selv om industrialiseringen af Danmark så småt
var på vej, var landbruget langt det vigtigste danske erhverv i perioden
1870-90. Det gælder uanset, om man måler efter antal beskæftigede eller efter
erhvervets andel af bruttonationalproduktet. Konkurrence fra bl.a. USA nødvendiggjorde
dog i perioden en drastisk omlægning af landbrugets produktion fra korn til
animalsk produktion af smør og bacon af høj kvalitet. Udviklingen var ikke forårsaget
af, men blev hjulpet på vej af en række teknologiske gennembrud på den tid. I
1879 opfandt L.C. Nielsen således den kontinuert virkende Maglekilde-centrifuge,
der viste sig langt mere effektiv end nogen tidligere metode til separation af
fløde fra mælken. [se ”Dansk landbrug og videnskaben”]. Sammen med
smørkærnen og dampmaskinen blev Maglekilde-centrifugen det teknologiske
omdrejningspunkt i de mange fællesmejerier og andelsmejerier, der i disse år
skød op som paddehatte rundt om i Danmark. Det første andelsmejeri blev
oprettet i Hjedding ved Varde i 1882. Otte år senere var der over 700 danske
andelsmejerier i drift.
[Tegning af Maglekilde-centrifuge og skitse af andelsmejeri]
Dansk landbrug og videnskaben
Docent N.J. Fjord (1825-91) er periodens store skikkelse inden for videnskabeliggørelsen af dansk landbrug. [se ”Danmark – et landbrugsland”]. I årene 1879-83 udførte han en række forsøg, hvor han sammenlignede den nye centrifugeteknologi med de klassiske metoder til at separere fløden fra mælk, ligesom han sammenlignede forskellige centrifuger indbyrdes. Resultaterne var så overbevisende, at Fjord i 1883 blev chef for det nyoprettede forsøgslaboratorium ”Den kgl. Landbohøjskoles Laboratorium for landøkonomiske Forsøg”. Under hans ledelse foregik i de følgende år en række ”bevægelige forsøg”, det vil sige forsøg på forskellige gårde rundt om i landet. Her blev der fx givet skummetmælk, rug, byg, majs og kartofler til svin og kalve med henblik på at finde frem til de doseringer, som gav den hurtigste vækst. Med til forsøgene hørte en kvalitetsbedømmelse af de slagtede dyr på slagteriet. Senere iværksattes også en række forsøg med at give roer til malkekvæg. Disse forsøg kom i stand, fordi det var en udbredt opfattelse, at når malkekøer for en stor del levede af roer, ville mælken blive ”tynd”, altså mindre næringsrig. Forsøgene demonstrerede klart, at der var tale om en myte. Da Fjord døde i 1891 blev han mindet som en national helteskikkelse. Fjord var dog ikke en enmandshær. Flere andre dygtige forskere ydede en vigtig indsats for dansk landbrugs videnskabeliggørelse, fx professor i mejerilære Th.R. Segelcke og professor i veterinærfag Bernhard Bang. [se ”C.J. Salomonsen og den mikrobiologiske revolution”]. En tredje var V. Storch (1837-1918), leder af forsøgslaboratoriets kemiske afdeling. Han blev især kendt for sine undersøgelser over flødens syrning med forskellige typer rendyrkede mælkesyrebakterier. Formålet var fremstilling af standardsmør af høj kvalitet. I arbejdet med rendyrkning af mælkesyrebakterier var Storch inspireret af Emil Chr. Hansens arbejde med rendyrkning af gær på Carlsberglaboratoriet. [se ”J.C. Jacobsen og Carlsberglaboratoriet”]. Når dansk landbrug formåede at gennemføre den store omlægningsproces så hurtigt og så succesfuldt, skyldes det ikke mindst, at man havde held med at skabe en kort vej mellem forskning og daglig praksis. De mange nye folkehøjskoler [se ”Naturvidenskab på højskolerne”], foruden landbrugsskoler og landboforeninger, fungerede som effektive formidlingscentre på lokalt plan for de mange forskningsresultater og innovationsforslag, som kom i en lind strøm fra forskningscentrene på Landbohøjskolen i København. At denne forskningsindsats har spillet en vigtig rolle, og at den hurtigt blev omsat i daglig praksis fremgår af officielle statistikker, som viser, at den gennemsnitlige årlige mælkeydelse per ko voksede fra cirka 1000 kg til 2000 kg i løbet af perioden 1860 til 1890.
[ N. J. Fjord og V. Storch]
Kemi som nyttig videnskab
Kemien fik en mere betydningsfuld rolle i form af praktiske resultater, der hurtigt og med stor økonomisk gevinst kunne overføres til industrien. Det drejede sig blandt andet om fabrikation af så forskellige ting som soda, potaske, klor, kunstgødning, sprængstoffer, cement, sæbe, øl, alkohol, medicin, farver, smør og ost. Når man ser på den viden, der blev produceret giver det i mange tilfælde ingen mening at adskille institutionaliseret kemisk forskning på universitetet og andre offentlige laboratorier og den kommercielle forskning. Julius Thomsen [se “Julius Thomsen: kemiprofessor og direktør”] kunne således sagtens være både professor i kemi ved universitetet og direktør for fabrikken ”Øresund”. Fabrikken anvendte blandt andet kryolit udvundet fra Grønland til produktion af soda (natron) efter en metode Thomsen havde opfundet og patenteret. Soda var et uhyre vigtigt produkt, der blev anvendt til fremstilling af for eksempel sæbe, glas og en række kemiske stoffer. Sodafabrikation var en af de største og vigtigste kemiske industrier, der samtidig byggede på et solidt kendskab til kemisk teori og krævede en videnskabelig grundforskning. “Øresund” blev i 1869 gennem industrimanden C. F. Tietgen [se ”Carl Frederik Tietgen - 1800-tallets danske imperiebygger”] solgt til de to unge kemiingeniører, Vilhelm Jørgensen og G. A. Hagemann. I 1870 producerede fabrikken 1.930 tons kryolitsoda. Thomsens metode var dog dyr og blev efterhånden udkonkurreret af mere rentable fremstillingsmetoder. Fabrikationen af kryolitsoda blev indstillet i 1895.
[Opløsning af amoniaksoda på fabrikken Øresund. Fra Fabrikken Øresund .]
Naturvidenskabens kommunikationskanaler
Naturvidenskaben optrådte på tryk i mange forskellige sammenhænge: i lærebøger, almene afhandlinger og tidsskrifter. Det blev i løbet af perioden 1870-1890 mere og mere almindeligt for danske forskere at offentliggøre deres arbejder i udenlandske tidsskrifter, men kommunikationen til den danske offentlighed – både den videnskabelige og den populære – var også i vækst. I disse år kom en række forskellige tidsskrifter på markedet. Der var selvfølgelig specialiserede og faglige videnskabelige tidsskrifter, men de stod ikke alene. Populariseringen slog igennem på forskellige måde og i forskellige forklædning. Dels som intern orientering til bestemte faggrupper om naturvidenskabelig forskning, dels som oplysning til den nysgerrige og interesserede offentlighed, og dels som markedsføring af ideologiske programmer som det var tilfældet med kredsen omkring Georg Brandes. Med den stadigt stigende professionalisering i sidste halvdel af det 19. århundrede åbnede der sig nye karriereveje for naturvidenskabelige og tekniske kandidater. En af disse var rollen som formidler. Udviklingen indenfor naturvidenskab og teknologi var i rivende udvikling. For at følge med var det nødvendigt, at der både blev skrevet og oversat meget. Det krævede både engagement og faglig indsigt. Men samtidig skulle tingene jo også udgives. I perioden var der adskillige fagfolk der gik ind i rollen som tidsskriftsredaktører – på forskellige niveau og med forskellige ambitioner, men alligevel i en sådan grad, at man kan tale om en nye karrieremulighed.
[Udvalg af periodens naturvidenskabelige tidsskrifter]
Eksperimentel og matematisk fysik
I perioden var der især to fysikere, der gjorde sig bemærket. Ludvig Valentin Lorenz (1829-91) var lærer både på Blaagaard’s Seminarium og den militære Højskole fra 1866. I 1887 fik han tildelt en stilling som “fri videnskabsmand” af Carlsbergfonden og kunne fra da af hellige sig sit videnskabelige arbejde. Lorenz var en omhyggelig eksperimentator og besad samtidig et godt kendskab til den matematiske fysik. Han beskæftigede sig især med emnerne lys, elektricitet og varme, men arbejdede trods sin ubetvivlelige originalitet meget isoleret. Han skrev i 1870erne flere lærebøger i fysik oprindeligt til brug på officersskolen. De var vanskeligt læste, men præget af stor originalitet og selvstændig tankevirksomhed. Christian Christiansen (1843-1917) var først docent ved Polyteknisk Læreanstalt fra 1876 og ti år senere professor i fysik på universitetet. Han var stærkt påvirket af Lorenz, hvilket lærebogen Indledning til den mathematiske Fysik I-II, der blev udgivet i 1887-88, bar præg af. Med denne lærebog blev de studerende indført i fysikkens matematiske metoder, der nu dominerede de fysiske videnskaber. Indtil da havde Christiansen ellers i stor udstrækning benyttet sig af originale videnskabelige arbejder fremfor håndbøger og almene introduktioner. Således brugte han sin egen læsning af den britiske fysiker, James Clerk Maxwells Electricity and Magnetism til at få studenterne igennem stoffet. Da Kirstine Meyer [se “Kvinder og naturvidenskaben”] som ung fysikstuderende spurgte, om han kunne anbefale en bestemt stor tysk håndbog som grundlag for studiet, svarede han: “Ja, jeg ved ikke, hvad De synes, jeg kan ikke lide de store Bøger”. Forholdene for eksperimentelle øvelser på universitetet var meget primitive. Der fandtes ikke noget laboratorium. I stedet brugte man apparater fra demonstrationssamlingen og stod med dem på katederet, rundt om i vindueskarme og på forhåndenværende bænke. Alligevel var begejstringen, sammen med graden af frihed, stor blandt de studerende.
[L.V. Lorenz og Christian Christiansen ]
Matematik på et højere niveau
I 1871 omlagde man på Polyteknisk Læreanstalt undervisningen i matematik så der nu blev optaget studenter hver år på det to-årige kursus fremfor blot hvert andet år tidligere. På matematikkens såvel som på andre områder var der tætte bånd mellem Polyteknisk Læreanstalt og universitetet. Universitetets studerende skulle således i deres første to studieår følge matematikkurset på Polyteknisk Læreanstalt. Til gengæld skulle universitetet udlåne undervisere. Den stadig eneste professor i matematik ved universitetet, Adolph Steen, var både en god pædagog og en aktiv politiker. Takket være hans virkekraft fik man ansat endnu en lærer. Valget faldt på Hieronymus Georg Zeuthen (1839-192). Det var et godt valg. Danmark fik med ham sin første internationalt kendte matematikprofessor. I det hele taget var det gode tider for dansk matematik. Der var flere dygtige, unge matematikere og nogle af dem disputerede endda. Gennem filologen Johan Ludvig Heibergs doktordisputats om Arkimedes, blev Zeuthen optaget af matematikkens historie og sammen med Poul la Cours lærebog til højskolebrug, Historisk Mathematik, medvirkede de generelt til at øge interessen og gøre Danmark til et foregangsland på dette felt. Zeuthen gjorde meget for sine studerende, både som underviser og som redaktør af Tidsskrift for Matematik i årene 1871-89. Hans egne publikationer talte både danske og internationale i tidsskrifter som for eksempel Mathematische Annalen og Comptes rendus. Han modtog et væld af internationale hædersbevisninger og afløste i 1878 zoologen Japetus Steenstrup [se “Zoologiens mand, Japetus Steenstrup”] som sekretær for Videnskabernes Selskab [se “Mødesteder for videnskabens udøvere”]. Zeuthen tog som mange af sine samtidige videnskabelige kolleger aktiv del i universitetets administration både som medlem af konsistorium – universitetets ledelse – og som rektor. Samtidig deltog han ivrigt i det kirkelige liv, bl.a som medlem af det Kjøbenhavnske Kirkefonds bestyrelse. Med de internationale ambitioner og den succes der fulgte kom Zeuthen til at stå som en moderne matematiker i den nye professionelt orienterede generation af videnskabsfolk, der vandt frem i perioden.
[Zeuthen i 1909 ved sidste forelæsning]
Darwinismen og dansk videnskab
Det første eksemplar af Charles Darwins The Origin of Species kom til Danmark d. 1. januar 1860. Professor i zoologi ved Københavns Universitet, Japetus Steenstrup [se "Zoologiens mand, Japetus Steenstrup"], optrådte på Darwins liste over de 36 udvalgte udenlandske recipienter af værket og noterede i sin dagbog denne dato for modtagelsen. Selvom Steenstrup tog teorien alvorligt, blev han imidlertid ikke darwinist. En seriøs afventende holdning var i det hele taget betegnende for den umiddelbare reaktion i Danmark. Udgivelsen fik en vis opmærksomhed i naturfaglige miljøer og i den populære presse, men generelt var den darwinistiske debat i starten forbeholdt en væsentlig mere snæver kreds af specialister end det var tilfældet i England. Samtidig blev den traditionelt idealistisk orienterede danske naturhistorie udfordret af en række yngre naturforskere, der insisterede på at indarbejde et evolutionsteoretisk perspektiv i forskningen og undervisningen. Den yngre generation havde dog svært ved at etablere sig på universitetet og først i 1880erne efter Darwins død forsonedes modstandere og tilhængere i enighed om at der i Darwin under alle omstændigheder var tale om en stor naturforsker. En del af forklaringen på darwinismens sene gennembrud i Danmark skal findes i den stærke naturfilosofisk idealisme der fra århundredets start var præget af den tyske naturromantik og stadig dominerede dansk videnskab i 1860erne. Danske videnskabsfolk var derfor ved udgivelsen af The Origin of Species i 1859 ikke på samme måde som mange af deres engelske kolleger modtagelige for en omfattende begrebsmæssig forandring af de naturhistoriske ideer. Først med den nye generation af yngre naturforskere opstod der grobund for evolutionslæren i videnskabelige kredse. Det betød at en egentlig darwinistisk debat kom til Danmark med omkring ti års forsinkelse.
[Titelblad til Charles Darwins "On The Origin of Species"]
Ingeniøren – fra stand til profession
I perioden 1870-90 skete der flere forandringer på Polyteknisk Læreanstalt. Studentertallet var stadig så lavt, at stort set alle lærere og studerende kendte hinanden, sådan som man får et indtryk af, når man betragter dette afslappede billede fra gården ved den gamle læreanstalt i Studiestræde. Fotografiet stammer fra omkring 1886. Kandidatproduktionen øgedes dog lidt efter lidt, fra cirka 5-10 om året før 1975 til 15-25 om året mellem 1875 og 1890. Heraf var hovedparten bygningsingeniører med ”anvendt naturvidenskab” (kemiingeniører) som næststørste gruppe. I takt med den øgede studenterbestand foregik der en vis forskydning i ingeniørernes ansættelsesforhold bort fra de traditionelle jobs som embedsmænd i stat, amt og kommune over mod ”nye” jobs som tekniske problemløsere i private erhverv, ikke mindst industrien. Der var dog tale om en glidende udvikling, ikke de store reolutioner. Men blandt Læreanstaltens studerende og de unge færdiguddannede ingeniører ulmede utilfredsheden med den polytekniske uddannelse, der med alt for få lærere, forældet udstyr og manglende sammenhæng mellem teori og praktik ikke synes at være gearet til den moderne tids krav. Først i 1890’erne brød utilfredsheden ud i lys lue. Resultatet blev foruden stiftelsen af Dansk Ingeniørforening i 1892 en betydelig professionalisering af den danske ingeniøruddannelse i løbet af det næste årti.
[Billede af lærere og studerende i gården i Studiestræde i året 1886]
Kvinder og naturvidenskab
Kvinder fik først adgang til universitetet i 1875. Fra starten var der dog meget få kvinder, der begyndte på en uddannelse. Hvad eksamen angik var kravene ens for begge køn. Kvindelige kandidater var med deres universitetseksamen imidlertid afskåret fra offentlig ansættelse. De kunne heller ikke søge optagelse på kollegierne. Ikke desto mindre klarede de første to kandidater i fysik sig flot: Hanna Adler (1859-1947) grundlagde og blev rektor for Sortedams Gymnasium. Kirstine Meyer (1861-1941) modtog i 1899 Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Selve studiet var ikke anderledes for de kvindelige kandidater. Der blev ikke gjort nogen forskel, selvom både de enkelte professorer og de mandlige medstuderende tog diskret hensyn til, at der nu var kvinder til stede ved forelæsninger og laboratorieøvelser. Kirstine Meyer beretter fra sin studietid, at geologiprofessor J. Fr. Johnstrup [se “Johannes Frederik Johnstrup og dansk geologi”] var noget nervøs over blot at skulle have en enkelt kvindelig studerende blandt de mandlige. Af hensyn til hende “mødte han da altid overordentlig præcis til sine Timer for at gøre det muligt for hende at gøre den Tid, hun skulde være alene med sine mandlige Kammerater, ganske kort”. Under en ekskursion til Bornholm havde han arrangeret, at en kvindelig bekendt kom med, så den ene kvindelige student ikke endnu engang ville være alene omgivet af mænd. Det var, mente Kirstine Meyer, “omsorgsfuldt – men ganske unødvendigt”. Professoren i kemi, Julius Thomsen [se "Julius Thomsen: kemiprofessor og direktør"] var den eneste der ikke var begejstret for kvinders adgang til universitetet. I 1888 da de nye bygninger blev indrettet til Polyteknisk Læreanstalt, hvor Thomsen var direktør, modsatte han sig at der ved toilet og omklædningsrum blev taget hensyn til, at der kunne være kvinder blandt de studerende. Der findes ikke eksakte tal for antallet af studenter i perioden, men indtil omkring 1880 har det samlede antal ved Naturvidenskabelig Fakultet næppe overskredet 20 om året. Først fra 1913 har vi eksakte tal på kønsfordelingen. På det tidspunkt udgjorde kvinderne omtrent 1/6 af de studerende i naturvidenskabelige fag. Den første kvindelige kandidat med en naturvidenskabelig grad var Sofie Rostrup, der i 1889 tog en magisterkonferens i zoologi.
[Kirstine Meyer]
Naturvidenskab på højskolerne
Præget af livsglæde og optimisme, samt lige vilkår for begge køn præsenterede højskolekulturen et alternativ til universitetet og de andre højere læreanstalter. Af de tre mønsterskoler – Askov, Vallekilde og Testrup – fik naturvidenskab og teknologi den vigtigste betydning på Askov Højskole med ansættelsen i 1878 af fysikeren Poul la Cour (1846-1908), der i samtiden – takket være sine talrige opfindelser – havde fået tilnavnet “Danmarks Edison”. Gennem især sine meteorologiske og aerodynamiske eksperimenter var han med til at gøre højskolerne til et nyt og folkeligt forum for videnskab og teknologi. Naturvidenskaben blev populariseret og gjort tilgængelig uden at der blev slået plat på den. Dermed fik højskolerne en vigtig funktion i forbindelse med den almene forståelse for videnskabens principper og generelle betydning. La Cour kom til Askov på foranledning af forstanderen Ludvig Schrøder. I forbindelse med oprettelsen af Askov Udvidede Højskole blev det besluttet at der skulle undervises i matematik og fysik på højt niveau, og man havde brug for en velegnet person, der både kunne udøve hvervet på en faglig forsvarlig måde og samtidig have en folkelig gennemslagskraft. Poul la Cour sagde uden betænkning ja til jobbet. Han skrev selv en del af materialet til sin undervisning, blandt andet Historisk Matematik, der kom i første udgave i 1882 og i anden reviderede udgave i 1888. Generelt havde folkehøjskolerne sammen med landbrugsskolerne, som for eksempel Ladelund og Dalum, en stor indflydelse på udbredelsen af kendskabet til naturvidenskab og teknologi. Videnskaben blev gjort både folkelig og tilgængelig men stadig med et højt ambitionsniveau.
[Poul la Cour]
Jernbanesystemet udbygges
Allerede inden 1870 var størstedelen af det danske hovedjernbanenet anlagt, men det var ikke sket i henhold til én samlet plan. Fx var de sjællandske jernbaner privatejede, mens det jysk-fynske stambanenet var statsligt. I løbet af perioden 1870-90 skete der en fortsat udbygning på to planer: Dels foregik der en kvalitativ udvikling hen mod et stort dansk jernbanesystem med fælles ledelse, fælles tekniske standarder, fælles takstpolitik osv., en udvikling der nåede et foreløbigt højdepunkt med statens overtagelse af de sjællandske jernbaner i 1880. Dels skete der en udbygning af jernbanenettet til de tyndtbefolkede yderområder, som Vestjylland og Vendsyssel. På kortet er angivet, hvornår de enkelte strækninger i det danske stambanenet blev indviet [se ”Jernbanen binder landet sammen”]. Billedet viser den første jernbanebro over Limfjorden, en milepæl i det langstrakte jernbaneprojekt Da broen blev indviet i 1879, afsluttedes den tids største ingeniørarbejde i Danmark. Broen blev dog ikke bygget af et dansk ingeniørfirma, men af et fransk selskab. Den gyldne epoke for danske brobygnings-ingeniører var endnu ikke kommet.
[Jernbanenet i Danmark (situationen i 1875).]
Jernbanen binder Danmark sammen
Med indsættelsen af dampfærger mellem Korsør og Nyborg i 1883 fuldførtes et sammenhængende, statsligt ejet jernbanenet fra København til Esbjerg/Struer og fra den tyske grænse til Aalborg/Frederikshavn. Først nu kunne jernbanen for alvor revolutionere gods- og persontransporten mellem landsdelene. En rejse, der før jernbanens tid varede dage, kunne efter 1883 gennemføres på timer. Danskernes fornemmelse af tid og rum gennemgik en dramatisk ændring i de sidste årtier af 1800-tallet. Selv ude i de små bysamfund, langt væk fra hovedstadens hektiske politiske, erhvervsmæssige og kulturelle atmosfære, bankede de nye tider på, efterhånden som jernbanefolket fik vævet det danske jernbanenet i et stadigt tættere mønster. [se ”Maleren L.A. Rings nøgterne registrering af teknologiens fremmarch”]
[Dampfærgen ”Korsør” i Illustreret Tidende 1883.]
Danmark bliver en telegrafi-stormagt
I 1894 markerede Store Nordiske Telegrafselskab sit 25-års jubilæum med udgivelse af et pragtværk, der fortæller om selskabets succesfulde opvækst til verdensfirma. Som kortet viser, kontrollerede firmaet i 1894 vigtige telegraflinier i Europa og mellem Vesteuropa og Det fjerne Østen. Firmaet blev grundlagt i 1869 som en fusion af tre dansk-engelsk-norske selskaber, der tilsammen ejede søkabler mellem de tre lande plus et søkabel mellem Danmark og Rusland. Initiativtageren til fusionen var Privatbankens unge direktør C.F. Tietgen. [se ”Carl Frederik Tietgen: 1800-tallets danske imperiebygger”]. Hans plan med Store Nordiske var at gøre Danmark til korsvej for den hurtigt voksende telegramtrafik mellem England og USA i Vest, Rusland, Kina og Japan i Øst, Skandinavien i Nord og Middelhavslandene i syd. Planen hvilede på en analyse af, at mange lande var utrygge ved den igangværende storpolitiske udvikling, som truede med at gøre den fremvoksende stormagt i Europas midte (Tyskland) til centrum for den europæiske telegraftrafik. Tietgen vurderede, at hvis et dansk selskab kunne tilbyde sikker og pålidelig transittrafik for telegrammer gennem Danmark til konkurrencedygtige priser, ville det få mange kunder. Tietgens vurdering viste sig at holde stik, da det i 1870-72 lykkedes Store Nordiske som det første selskab i verden at få etableret telegrafisk forbindelse mellem Europa og Det fjerne Østen. Foruden de allerede eksisterende europæiske søkabler havde firmaet nedlagt søkabler på strækningen Vladivostok-Nagasaki-Shanghai. Desuden havde Tietgen ved hjælp af en kynisk og veltilrettelagt lobbyvirksomhed i Skt. Petersborg opnået den russiske regerings koncession på overførsel af telegrammer mellem Vesteuropa og Kina/Japan via den netop fuldførte russiske linie tværs over Rusland fra Skt. Petersborg til Vladivostok. Efter at Store Nordiske fra 1870 var blevet enige om at dele det kinesiske marked med det store engelske telegrafselskab Eastern Extension, tjente det danske firma i de følgende år store penge på sine telegraf-investeringer.
[Store nordiske telegrafnet (1894)]
Telefonen kommer til Danmark
Telefonen, opfundet af Graham Bell i 1876, kom til Danmark tre år senere. I København fandtes i starten af 1880’erne to private telefonselskaber, dels Kjøbenhavns By- og Hustelegraf fra 1879. Dels et selskab ejet af Bell-koncernen. Bells første telefoncentral lå i Lille Kongensgade. Ved starten i januar 1881 havde den 3 ekspeditricer og 22 abonnenter, der kunne føre samtale med hinanden vha. telefonapparater som det viste. Bankdirektør C.F. Tietgen [se ”Carl Frederik Tietgen – 1800-tallets danske imperiebygger”] kunne i første omgang ikke se nogle fordele ved den nye opfindelse. Tværtimod ville han meget have sig frabedt at blive ringet op ”af en hvilken som helst urtekræmmerdreng”. Allerede i 1882 havde han dog skiftet opfattelse. Det år stiftede han nemlig firmaet Kjøbenhavns Telefon-Selskab (KTS), der opkøbte de to tidligere telefonselskaber og i de følgende år dominerede den københavnske telefoni. De privatejede telefonselskabers tid varede ikke længe. Rigsdagen vedtog i 1894 en lov, der sikrede staten aktiemajoriteten i en række nye, regionale telefonselskaber. Fx fik Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab (KTAS) og Jydsk Telefon Aktie Selskab (JTAS) koncession på at drive telefontrafik i hhv. Sjælland og en stor del af Jylland.
[Tegning af multiplebordene ved KTS-central]
Lys over landet!
I 1882 startede verdens første elværk på Manhattan. I Danmark kom der til at gå 10 år før det første offentlige københavnske elværk blev indviet. Det lå i Gothersgade, og var især beregnet til at levere elektricitet til gadebelysning. Den vigtigste grund til den lange forsinkelse var, at mange af landets kommuner i de foregående år havde investeret store beløb i kommunale gasværker, og at politikerne nødigt ville påføre disse konkurrence fra et nyt belysningssystem. Dette kom klart frem, da den første private ansøgning om tilladelse til at oprette en elektrisk centralstation i København nåede Københavns Magistrat i 1884. Magistraten afviste ansøgningen og benyttede lejligheden til at formulere et sæt restriktive koncessionsbetingelser – inspireret af udviklingen i Berlin - som fremtidige ansøgere skulle leve op til. Bl.a. måtte en koncessionshaver regne med at skulle erlægge afgift til kommunen som kompensation for den forventede nedgang i gassalget. Betingelserne var så skrappe, at ingen private ansøgere så sig i stand til at opfylde dem de følgende år. Det betød dog ikke, at københavnerne slet ikke fik lejlighed til at se det nye, vidunderlige elektriske lys. Allerede den 5. juli 1882 kunne værten på det nyåbnede Etablissement National således forlyste sine gæster med en spektakulær ”elektrisk Fest”, hvor stemningen var nærmest ”østerlandsk”. Andre private interessenter fik også deres elektriske behov styret ved at anlægge såkaldte blokstationer, dvs. små elværker, der kun havde til formål at forsyne en enkelt privat ejendom eller virksomhed med elektricitet. Herved undgik man at genere offentlig vej med kabelnedlægning, og der krævedes følgelig ingen offentlig tilladelse. Udviklingen gav dog anledning til nogen bekymring hos fremskridtsvenlige københavnske politikere, der frygtede, at for mange af den slags private anlæg kunne ende med at gøre et rationelt, kommunalt elektrisk system illusorisk. I 1889 blev det derfor besluttet at sende gasværksingeniør Ib Windfeld-Hansen på fire ugers studierejse i Europa for at han kunne rapportere om fordele og ulemper ved forskellige tekniske og administrative løsninger. Windfeld-Hansens rapport fik stor betydning for udviklingen de følgende år, fordi den gav politikerne det, de ønskede: Gode argumenter for at elektrisk belysning ikke ville skade gassalget, og gode argumenter for at kommunale jævnstrømsværker burde udgøre rygraden i den københavnske elforsyning. Allerede i september 1889 forelå da også Magistratens egen ansøgning til Borgerrepræsentationen om oprettelse af en kommunal elforsyning med foreløbig ét centralt elværk. Ansøgningen blev godkendt og i 1892 kunne Gothersgadeværket indvies med Windfeld-Hansen som driftsbestyrer.
[Billede af den elektriske fest i Etablissement National, Illustreret Tidende, 1882]
Københavns kloakering
Københavns befolkning blev næsten fordoblet i perioden 1860-90, fra 200.000 til knap 400.000. Den øgede befolkning gav mulighed for større produktion og større skatteindtægter, men udgifterne til skoler, hospitaler osv øgedes også dramatisk. Det samme gjorde udgifterne til bortskaffelse af spildevand og latrin. Omkring 1890 var ikke mindre end 24.000 latrintønder i brug, hvoraf cirka 3000 hver nat blev kørt ud til oplagspladserne omkring byen. Støj og lugtgener ved disse transporter gav anledning til nærmest uophørlige klager. Situationen syntes ved at komme ud af kontrol, da Borgerrepræsentationen i 1879 besluttede at sende viceinspektør ved Københavns Brolægnings- og Vejvæsen Charles C.C. Ambt på studietur for at studere kloakforholdene i Edinburgh, London og Paris (han havde allerede to år i forvejen været i Tyskland). Ambts rapport med titlen ”Kloakanlæggene i Kjøbenhavn og nogle fremmede Hovedstæder”, redegjorde for fire forskellige tekniske løsninger på latrinproblemet, nemlig a) Gruber, b) Tønder, c) Peumatiske indretninger, d) Vandklosetsystemet. I rapporten lader Ambt klart skinne i gennem, at han anser vandklosetsystemet for at være den teknisk bedste løsning. Han opstiller regnestykker, der skal overbevise modstanderne om, at der ikke er tale om en voldsomt dyr løsning, når man sammenligner med de samlede udgifter ved den eksisterende latrinhåndtering. Dertil kommer, at en indførelse af vandklosetsystemet kan forventes at betyde mindre lugtgener og en stærkt forbedret sundhedstilstand i København. I slutningen af 1880’erne blev en omfattende kloakeringsplan udarbejdet under ledelse af ingeniør Ambt, og i de følgende år rasede en voldsom debat mellem tilhængere og modstandere, inden Borgerrepræsentationen vedtog en revideret plan i 1897. Planen blev støttet af læger og progressive politikere, der advarede mod risikoen for dødelige epidemier a la koleraepidemien i 1853, hvis der ikke snart blev gjort noget. Modstanderne strittede imod, både af økonomiske grunde og fordi de ikke var overbeviste om at planen ville virke, men til sidst blev stanken i byen så uudholdelig, at modstanden smuldrede væk. Selv om gennemførelsen af Ambts plan må betegnes som en succes, kom der dog til at gå over 75 år, inden der var installeret vandklosetter i alle byens ejendomme. Tegningerne viser ingeniør Ambts skitser af vandklosetter, tegnet under studietur til Tyskland i 1877.
Videnskab, teknologi og kultur
Videnskab og litteratur
Med Georg Brandes i spidsen fik naturvidenskaben en særlig betydning for litteraturen i perioden. Inspireret af positivismen og franskmanden Hippolyte Taine blev litteratur set som en art samfundsvidenskab, der burde koncentrere sig om at skildre nutiden og derigennem deltage aktivt i den offentlige debat. Ved at overføre videnskabelige idealer til litteraturen ville man være i stand til at anlægge en kritisk vurdering og afdække en objektiv sandhed i det, man søgte at skildre. Videnskab og ideologi gik hånd i hånd. Det fik stor indflydelse på samtidens forfattere og kunstnere, der også var modtagelige for ny videnskabelig viden. Darwins teorier [se "Darwinismen og dansk kulturliv"] spillede en væsentlig rolle i den forbindelse, men var ikke alene om at definere den positivistiske ånd der prægede mange af den generations forfattere. Menneskelivet blev studeret med samme grad af videnskabelig objektivitet som når en læge dissekerede en menneskekrop eller en kemiker eksperimenterede i sit laboratorium. Det slog igennem i den litterære ambitions grundtone, men videnskaben fandt også vej i sprog og beskrivelser. Således lod Karl Gjellerup videnskaben tjene som en art refugium, hvor hovedpersonen i romanen Romulus fra 1882 får fred for det følelselsesmæssige oprør, der martrede ham: “Og Livet, der havde saaret ham med sin stingeste Torn, da han vilde beskue det i Elskovsdrømmens Rosenskær, bød ham til Glemsel den lidenskabsløse, ophøjede Ro, som klarer Forskerøjet, naar Naturen viser det sine intimeste, usynligste Hemmeligheder bag Mikroskopets Rude, i det blaanende Skær af Skomagerkuglens Kobbervitriol”. I 1884 udtrykte J. P. Jacobsen den samlede ambition for litteraturen i det korte digt; “Lys over landet, – Det er det, vi vil”.
Darwinismen og dansk kulturliv
Udbredelsen af evolutionslæren i Danmark kan ikke ses isoleret fra kulturpersonligheder og filosoffer som eksempelvis Edvard og Georg Brandes, Harald Høffding og den unge botaniker J. P. Jacobsen, der gennem populære artikler i Nyt Dansk Maanedsskrift brugte sit kendskab til Darwin som adgangskort til kredsen omkring Brandes brødrene. Desuden oversatte Jacobsen selv Darwins hovedværker – Arternes Oprindelse og Menneskets Afstamning – der blev udgivet af Gyldendal i henholdsvis 1872 og 1874-75. Det er bemærkelsesværdigt, at den offentlige debat - også i teologiske kredse - først tog fart omkring 1870, da disse kulturpersonligheder blandede sig. Sammenfaldet med det moderne gennembrud i dansk åndsliv betød endvidere at der nu opstod en magtfuld intellektuel elite, der med evolutionslæren som rygrad fremhævede en videnskabelig ideologi til udbredelse i mere generelle samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge. Dette fik omsider konservative kredse til at reagere. Så længe det blot drejede sig om en intern videnskabelig diskussion var den uinteressant i offentlig sammenhæng. Men da darwinismen blev koblet til en bredere og mere generel debat blev den problematisk. Da det skete havde diskussionen allerede kørt nogen tid i andre lande og der var derfor nok at tage af i udenlandske medier. En væsentlig del at debatten herhjemme blev derfor ført gennem strategisk udvælgelse og oversættelse af udenlandske - især engelske og tyske - debatindlæg. Efter Darwins død blev han hædret af en lang række kulturpersonligheder og flere udgivelser til Darwins minde så dagens lys. Således skrev forfatteren Karl Gjellerup, der senere delte Nobelprisen med Henrik Pontoppidan, Aander og Tider: Et Rekviem over Charles Darwin i 1882 (se titelblad her). Få år senere i 1889 var det filosoffen Harald Høffdings tur med udgivelsen af Charles Darwin (se titelblad her).
Ingeniøren – en ny tids helt?
Henrik Pontoppidans store roman ”Lykke-Per” udkom 1898-1904, men første del foregår i 1870erne og 1880erne. Bogens hovedperson, Per Sidenius, er en præstesøn der gør oprør mod familien og det mørke, indeklemte livssyn, den repræsenterer. Han bliver uddannet som ingeniør og udvikler under en udlandsrejse højtflyvende visioner om gigantiske ingeniørprojekter, der skal forme Danmark i den nye tids ånd. Og Per har virkelig lykken med sig i denne del af bogen: Han kommer i kontakt med den jødiske rigmand Salomon, som lover at hjælpe ham med at virkeliggøre visionerne. Han forlover sig desuden med Salomons begavede steddatter Jakobe, der ser Per ”som det tyvende Aarhundredes Menneske”:
” ... han var som det første, formløse Udkast til en kommende Gigantslægt, den der endelig skulle tage Jorden i Besiddelse som retmæssig Herre og omskabe den efter sit behov, - en Forløber vokset op i lummer Stueluft under trykket af al slags smaaborgerlig Kleimodighed og Overtro og Underkuelse og derfor ubændig, selvraadig og pietetsløs, uden tro på andre lykkebringende Magter end saadanne, der kunne faa et Staalhjul til at snurre.”
Her knækker filmen for Lykke-Per. Netop da han skal træffe den afgørende beslutning, der skal sætte det store projekt i gang, bliver han totalt handlingslammet. Lidt efter lidt indser han, at han slæber rundt på en tung arv, som det ikke er muligt for ham at kæmpe sig fri af. En arv som vil gøre ham til ”en Sidenius alle sine Dage”. Han ender sin tilværelse som ensom vejassistent i det yderste Vestjylland.
[Omslaget til første og sidste bind af Lykke-Per (1898-1904)]
Maleren P.S. Krøyers fascination af moderne teknologi
P.S. Krøyers maleri ”Fra Burmeiser og Wains Jernstøberi” blev det store hit ved forårsudstillingen på Charlottenborg i 1885. Kunstkritikere overgik hinanden i begejstrede anmeldelser af billedet, der både blev opfattet som et kunstværk i den realistiske genre og som hyldest til den moderne tid: ”Alene Æmnet! Hvem skulle vel i Kunstens ideale, romantiske Perioder have tænkt, at København engang skulle samle sig i Beundring om et Maleri, der forestiller et Maskinværksted […] Og dog er det sket, det er lykkedes Krøyer at sætte vor industrielle Tid med al dens Støben og Hamren et Skønhedsmonument, om hvis Varighed, Ægthed og Værdi vel næppe nogen vil tvivle”, skrev Sigurd Müller i det konservative Dagbladet. Social-Demokratens unavngivne anmelder var også glad for maleriet, men hans anderledes politiske baggrund gjorde, at han så noget helt andet i Krøyers billede: ”…det er sådanne virkelighedstro Billeder af det arbejdende Folks Liv, vore Malere bør give sig af med, selv om det ikke er paa Bestilling, og det er ogsaa en fornøjelse at se, hvorledes de Unge mere og merer føres i Armene paa dette Liv og søger de Midler, der bedst gengiver det, som det er.”
[P.S. Krøyer: Fra Burmeister & Wains Jernstøberi]
Maleren L.A. Rings nøgterne registrering af teknologiens fremmarch
L.A. Rings ”Ledvogteren” (1884) er et af få danske malerier fra perioden – ud over Krøyers B&W-billede - der har moderne teknologi som centralt motiv. Men i modsætning til Krøyers billede, der udtrykker uforbeholden fascination af moderne teknologi, registrerer Ring nøgternt, hvad den frembrusende teknologi gør ved mennesker, her i hans barndoms landsby Ring i nærheden af Næstved. Billedets grundstemning er melankolsk men ikke nostalgisk. Farverne er holdt i mørkegrønne, brune og sorte nuancer, kun himlen er ensartet mælkehvid. Den blege sol fremkalder lange diffuse skygger fra ledvogterhuset, ledvogteren og fra det led, han (symbolsk) har lukket bag sig. Om få øjeblikke vil toget med sin last af passagerer og gods suse forbi det lille trinbræt, for det standser sjældent på dette sted, der ligger langt fra alting. Når toget er passeret, vil ledvogteren åbne leddet bag sig, så landsbyens beboere og kreaturer atter kan passere sporet. Dag ud og dag ind vil ledvogteren gøre sin pligt. Men glad er han ikke. De sænkede skuldre og armene slapt ned langs siden vidner om resignation over over de nye tider. Ledvogterens træsko, enorme af omfang, tyder på, at han har været bonde. Måske en forarmet husmand, der fik sværere og sværere ved at få det til at løbe rundt under landbrugskrisen. Nu er han ansat ved jernbanen. Økonomisk har han fået det bedre, men samtidig har han mistet noget af sin identitet. Han har lukket et led bag sig og er ikke længere en naturlig del af landsbyens århundredgamle fællesskab.
Personer, institutioner og virksomheder
Videnskabelige institutioner i København
Den naturvidenskabelige forskning og undervisning var fordelt på en række forskellige institutioner. Flere - men langt fra alle - havde tilknytning til Københavns Universitet. Kortet viser placeringen af de forskellige institutioner.
Naturvidenskabeligt ansatte ved Københavns Universitet
Det naturvidenskabelige fakultet blev grundlagt i 1850 og havde fra starten 7 normerede professorater. Ved universitetets 400-års jubilæum, 29 år senere, talte ansatte 8 professorer og 3 docenter i matematik, astronomi, fysik, almen og teoretisk kemi, fysisk kemi, zoologi, botanik, mineralogi. På collagen der blev udfærdiget til jubilæet ses: H.G. Zeuthen, J.F. Johnstrup, C.V Holten, J.Th. Reinhardt, Julius Thomsen, Adolph Steen, Japetus Steenstrup, D.F. Didreichsen, S.M. Jørgensen, T.N. Thiele og J.C. Schiødte. I 1890 var det samlede antal ansatte vokset yderligere til 15.
[Collagen laves interaktivt, så det markeres hvem personen er, når der klikkes på navnet. Kommer evt. senere]
Johannes Frederik Johnstrup og dansk geologi
Den tidligere professor i geologi, J. G. Forchhammer havde med en baggrund i kemi og flere rejser til Færøerne og Shetlandsøerne, samt et Englandsophold bag sig, taget et vigtigt skridt henimod en beskrivelse af den danske geologi. Han tog udgangspunkt i Englands geologi og regnede med, at noget tilsvarende nok gjorde sig gældende for Danmark. Det var ikke helt tilfældet, men ikke desto mindre lykkedes det ham at skaffe et nogenlunde geologisk billede af Danmark. Istidshypotesen var han imidlertid ikke meget for. Det blev hans efterfølger, Johannes Frederik Johnstrup (1818-94), der fik den etableret som solid videnskabelig teori. Johnstrup videreførte Forchhammers arbejde med kortlægningen af Danmarks geologi, men med en anden forklaringsmodel. Han var af den overbevisning, at istidshypotesen gav det bedste billede af Danmarks stenrige overfladelag. I en række udgivelser gennem 1870erne og –80erne demonstrerede han en klar forståelse af isbevægelsesmekanismer og istidskronologi. Johnstrups engagement rakte imidlertid videre end til blot den danske geologi og i løbet af 1870erne foretog han en del rejser til Island, Færøerne og Grønland hvis geologiske særegenheder han beskrev med stor nøjagtighed. Takket være Johnstrups organisatoriske og politiske talent, lykkedes det ham i 1876 at få Indenrigsministeriet til at iværksætte en geologisk og geografisk undersøgelse af Grønland. Johnstrup var fra starten leder og senere formand for den øverste kommission for “Grønlands geologiske og geografiske undersøgelse” og den første redaktør af Meddelelser om Grønland. I 1888 lykkedes det endelig for Johnstrup at få oprettet et institut for en detaljeret geologisk undersøgelse af Danmark. “Danmarks Geologiske Undersøgelse” kom i første omgang til at ligge under Kultusministeriet og havde Johnstrup som leder.
[J.F. Johnstrup]
Zoologiens mand, Japetus Steenstrup
Japetus Steenstrup (1813-97) var uden sammenligning den mest fremtrædende person i dansk zoologi i det 19. århundrede. Han blev allerede som 33-årig professor i zoologi ved universitetet og havde således ved indvielsen af det nye Zoologisk Museum [se “Naturvidenskabens offentlige rum”] i 1870 en lang videnskabelig karriere bag sig. Han havde været en af drivkræfterne bag flytningen af de geologiske samlinger og oprettelsen af det nye museum, og således virket aktivt til forbedringen af vilkårene for undervisning såvel som forskning indenfor zoologiens område. Udover sine forskningsresultater, der i stor udstrækning byggede på zoologisk materiale indsamlet af skibskaptajner i handelsflåden og marinen, havde Steenstrup en stor andel i populariseringen af zoologien. Han virkede aktivt som formand i Naturhistorisk Forening med over 135 videnskabelige foredrag og 55 populære i en periode på mere end 40 år. Som 29-årig blev han indvalgt til det kongelige Danske Videnskabernes Selskab [se “Mødesteder for videnskabens udøvere”]. Han var sekretær for selskabet i perioden 1866-78 og blev i 1880 valgt som præsident, men modtog dog ikke valget. Steenstrup havde gennem sit venskab med J. C. Jacobsen [se “J. C. Jacobsen og Carlsberglaboratoriet”] en stærk indflydelse på oprettelsen af Carlsbergfondens tilblivelse og til sin død medlem af dets bestyrelse. I det hele taget var Steenstrup centralt placeret og høstede – trods stærkt uvenskab med en anden af tidens førende zoologer, Jørgen Christian Schiødte – stor anerkendelse for sit arbejde som universitetslærer, museumsmand, inspirator, popularisator, samt for sit organisatoriske og administrative talent. Ved universitetets 400-års jubilæum i 1879 overrakte tidligere studenter i taknemmelighed for hans indsats Steenstrup et mindealbum: “Japetus Steenstrup – til Erindring om taknemmelige Disciple”.
[Japetus Steenstrup]
[P.S. Krøyer: Professor i zoologi, Japetus Steenstrup holder foredrag]
J. C. Jacobsen og Carlsberglaboratoriet
Allerede fra starten af karrieren ønskede J. C. Jacobsen (1811-1887) at indføre videnskabelige metoder i ølbrygningen. Han var af sin fader blevet tilskyndet at gå til forelæsninger hos altmulig-naturforskeren H. C. Ørsted, kemikeren og mineralogen J. G. Forchhammer og kemikeren W. C. Zeise i det nye Selskab for Naturlærens Udbredelse. Senere fulgte han også forelæsninger på Polyteknisk Læreanstalt [se ”Ingeniøren - fra stand til profession”]. Carlsberg var et moderne bryggeri i den forstand, at man bevidst satsede på forskning og indførelse af ny teknologi. Jacobsen havde tidligt satset på dampmaskiner i produktionen og i udviklingsarbejdet oplevet nytten af en direkte tilknyttet videnskabelig forskning. Stærkt inspireret af Ørsted og Louis Pasteur oprettede han i 1875 Carlsberglaboratoriet. Det var imidlertid ikke meningen, at det skulle virke som et internt virksomhedslaboratorium. Tværtimod gjorde Jacobsen det klart, at forskningsresultaterne skulle være offentlig tilgængelig og derfor ikke blot forbeholdt bryggeriet. Ved stiftelsen af Carlsbergfonden i 1876, der formelt overtog laboratoriet, blev det nedfældet i statutterne at “Intet resultat af institutets virksomhed, som har betydning i teoretisk eller praktisk henseende, må hemmeligholdes”. Målet for laboratoriet var at “prøve de Lærdomme, som Videnskaben allerede har tilvejebragt, og at udvikle dem ved fortsatte Studier til et muligst fuldstændigt videnskabeligt Grundlag for Maltnings–, Brygnings–, og Gjærings–Operationerne”. Laboratoriet var fra starten inddelt i en afdeling for kemi og en for fysiologi. I løbet af ganske kort tid havde laboratoriet udviklet sig til en betydelig forskningsinstitution af international standard.Ved universitetets 400-års jubilæum blev J. C. Jacobsens indsats for videnskaben belønnet med tildelingen af en æresdoktorgrad.
Julius Thomsen: kemiprofessor og direktør
Hans Peter Jürgen Julius Thomsen (1826-1909) var en af dansk kemis store personligheder i perioden. Efter at have været lærer i agerdyrkningskemi ved Polyteknisk Læreanstalt og i fysik ved den Kongelige Militære Højskole kom han i 1864 som underviser i kemi til universitetet. I 1866 blev han udnævnt til professor og bestyrer af det kemiske laboratorium. Internationalt gjorde han sig især bemærket med sine termokemiske undersøgelser, der kulminerede med udgivelsen af det store fire-binds værk Thermochemische Untersuchungen (1882-86). Thomsen var en af de mange videnskabelige udøvere i perioden, der ikke var bange for at omsætte sin videnskabelige viden til praktisk brug. Thomsen var således tæt involveret i den kommercielle udnyttelse af kryolit til sodafabrikation [se “Kemi bliver en nyttig videnskab”]. Han var tidligt engageret i hygiejnespørgsmålet [se ” Københavns
kloakering”] som samfundsproblem og aktivt engageret i politik som borgerrepræsentant i København. Her præsenterede han den teknisk-videnskabelige sagkundskab og fik i denne egenskab stor indflydelse på en række vigtige sager. Han var desuden medlem af bestyrelsen for Polyteknisk Læreanstalt [se ” Ingeniøren - fra stand til profession”] og fungerede fra 1883 som dens direktør. Julius Thomsen blev i 1888 valgt til præsident for det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab [se “Mødesteder for videnskabens udøvere”]. I det hele taget modtog han i perioden en række udmærkelser, der befæstede hans stilling som en af landets førende og mest indflydelsesrige naturvidenskabsmænd. Således blev han valgt som medlem af Royal Society 1876, æresdoktor ved Uppsala Universitet 1877 og æresdoktor ved Københavns Universitet 1879.
C. J. Salomonsen og den mikrobiologiske revolution
I perioden skete der fantastiske fremskridt indenfor mikrobiologien – ikke mindst takket været Louis Pasteurs arbejde. Herhjemme var Carl Julius Salomonsen (1847-1924) en af bakteriologiens pionerer. I 1871 bestod han sin lægevidenskabelige embedseksamen, men fortsatte sine videnskabelige studier under Peter Panums vejledning. Dette førte i 1877 til doktordisputatsen Studier over Blodets Forraadnelse. I arbejdet med disputatsen var Salomonsen kommet ind på bakteriologiens område og kom i de følgende årtier til at præge den mikrobiologiske forskning i Danmark. Blandt andet viste han i 1878, at tuberkulose er en infektionssygdom. I 1883 blev han udnævnt til midlertidig docent i Bakteriologi ved universitetet og fik samme år stillet et laboratorium til rådighed i en kælderbygning i Botanisk Have. Hermed blev Københavns Universitet det første sted med en selvstændig lærestol i dette fag. Salomonsen havde stærke internationale kontakter til blandt andre Paul Ehrlich, Louis Pasteur og specielt Robert Koch i Tyskland, der havde vakt opsigt med sine undersøgelser af miltbrandbakterier. Efter offentliggørelsen af Kochs forsøg med tuberkulin til tuberkulosebehandling i 1890 var Salomonsen en af de få der modtog en prøve. Salomonsens ihærdighed førte i 1902 til oprettelsen af Statens Seruminstitut. Senere blev han medstifter af Medicin-historisk Museum og rektor for Københavns Universitet. Carl Julius Salomonsen var Brandes brødrenes fætter og som de stærkt engageret i kulturdebatten. Han havde et vågent øje på hvad der rørte sig og ofte skarpe meninger. I 1884 deltog Pasteur som en af hovedtalerne ved den internationale lægekongres i København, hvor han fremlagde sine vellykkede forsøg på at vaccinere hunde mod hundegalskab. Pasteurs besøg var en stor begivenhed og virkede forstærkende – stimuleret af Salomonsen – på interessen for mikrobiologi blandt yngre forskere. Den mikrobiologiske forskning trivedes endvidere på Carlsberglaboratoriet [se “J. C. Jacobsen og Carlsberglaboratoriet”] med Emil Christian Hansen og på Den kongelige Veterinær– og Landbohøjskole med Bernhard Bang [se ”Dansk landbrug og videnskaben”].
[Salomonsens laboratorium i Botanisk Have, malet af Tycho Jessen (1893)]
Carl Frederik Tietgen – 1800-tallets danske imperiebygger
Carl Frederik Tietgen var født i Odense 1829. Han lærte handel og købmandsskab og stiftede bekendtskab med den klassiske liberalisme i Manchester. Hans danske platform blev fra 1857 direktørstillingen for den nystartede bank, Privatbanken. Med kapitalen bag denne bank kunne han begynde at realisere sit syn på en hensigtsmæssig dansk erhvervsudvikling. Det gjaldt om at tilvejebringe et godt grundlag for vækst ved at sikre kapitaltilførsel til industrien samt ved at udvikle landets infrastruktur, ikke mindst inden for transport- og kommunikationssektorerne. I de følgende 3-4 årtier udnyttede han med stor dygtighed og hensynsløshed sin direktørstilling som afsæt for skabelsen af en lang række aktieselskaber inden for handel, transport, industri og kommunikation. Nogle af de vigtigste er følgende: Det forenede Dampskibsselskab (1866), Store Nordiske Telegraf-Selskab (1869) [se ”Danmark bliver en telegrafi-stormagt"], De danske Sukkerfabrikker (1872), Burmeister & Wain (1872) [se ”Maleren P.S. Krøyers fascination af moderne teknologi”], A/S Tuborgs Fabrikker (1873), De danske Spritfabrikker (1881) og Kjøbenhavns Telefon-Selskab (1892) [se ”Telefonen kommer til Danmark”]. Tietgen var således 1800-tallets danske selskabs-imperiebygger par excellence. Det hører med til billedet af Tietgen, at han var god til at finde og fastholde dygtige medarbejdere til at stå for den tekniske drift af de mange nye aktieselskaber. Blandt disse medarbejdere rager især ingeniøren Gustav Adolf Hagemann op.
[Carl Frederik Tietgen]
[Tegning af Tietgen som det ubestridte midtpunkt ved fest på Skydebanen, Illustreret Tidende, 1882]
Mødesteder for videnskabens udøvere
Videnskabsfolk mødtes ikke kun i laboratorierne. Med den stigende professionalisering blev der oprettet en lang række selskaber og foreninger. Disse havde mange forskellige funktioner, men tjente først og fremmest til at knytte kontakten mellem naturvidenskabens udøvere og udbrede kendskabet til naturvidenskabelig viden. Nogle var hovedsagelig henvendt til specialister og fagfolk, men andre havde en bredere tilslutning og inkluderede entusiastiske amatører såvel som interesserede medlemmer af den voksende borgerlighed. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der blev grundlagt i 1742, var dog forbeholdt en videnskabelig elite. I løbet af det 19. århundrede kom tyngdepunktet for selskabets virke til at ligge på formidling og fremme af matematisk og naturvidenskabelig viden. Selskabet havde tætte forbindelser med Carlsbergfonden, der blev oprettet i 1876 til fremme af studiet af naturvidenskaberne, matematik, filosofi, historie og sprogvidenskab. Direktionen på fem medlemmer blev udpeget af Videnskabernes selskab. Tre af disse var desuden medlemmer af direktionen for Carlsberglaboratoriet [se "J. C. Jacobsen og Carlsberglaboratoriet"]. En helt anden karakter havde for eksempel Naturhistorisk Forening og Botanisk Forening. Formålet for Botanisk Forening var at arrangere ekskursioner og holde møder med foredrag. Tilsvarende fik de naturhistoriestuderende deres egen forening NOA. Indenfor de naturhistoriske fag i det hele taget var der en stor interesse blandt amatører og samlere, hvilket også gav sig udslag i udgivelsen af flere mere eller mindre populære tidsskrifter og magasiner [se "Naturvidenskabens kommunikationskanaler"].
[Videnskabernes Selskab]
Naturvidenskabens offentlige rum
I perioden satsede man stort på at skabe nogle nye offentlige rammer for naturvidenskaben. Målet var at gøre den videnskabelige viden om naturen tilgængelig for det københavnske borgerskab. Ved at sørge for at befolkningen blev behørigt imponeret håbede man at opnå en anerkendelse af naturvidenskabernes store betydning og derigennem tilslutning og forståelse for nødvendigheden af fortsat at satse på videnskabelig uddannelse og forskning. De vigtigste af den slags projekter i perioden er Zoologisk Museum og Botanisk Have, der begge blev yndede udflugtsmål for tidens københavnere. Begejstringen for disse nye videnskabelige paladser slog også igennem i pressen. Således i Illustreret Tidende, der berettede om åbningen af det nye Zoologisk Museum i Krystalgade i november 1870. Museet vakte stor opmærksomhed for sin indretning – også i udlandet. En stor lys hal stod i centrum for gallerier i flere etager overdækket af et glastag. Da man ikke skelnede mellem en publikumssamling og en videnskabelig samling blev stort set alt hvad man havde udstillet. Selvom der ikke var gjort meget for at forklare og oplyse de besøgende om samlingen, så strømmede folk til i et antal mellem halvtreds– og femogfirstusinde årligt i de to timer museet var åbent onsdag og søndag. Botanisk Have opnåede en lignende popularitet. Allerede i midten af 1850erne var det blevet foreslået, at den da trængte have og de indeklemte og overfyldte samlinger på Charlottenborg skulle flyttes. Rigsdagen bevilligede i starten af 1860erne penge til anlæggelsen af en ny botanisk have på voldterrænet, men først ti år senere kom de endelige bevillinger så byggeriet og beplantningen kunne komme i gang. Væksthusene blev opført efter udkast af J. C. Jacobsen [se "J.C Jacobsen og Carlsberglaboratoriet"] og slotsgartner Tyge Rothe. I 1874 stod haven færdig med bibliotek og museum. Selvom flytningen trak ud havde københavnerne nu fået endnu en adgang til hvad naturvidenskaben kunne præsentere.
[Zoologisk Museum kort efter indvielsen. Fra Illustreret Tidende]
[Botanisk Have]
Udstillingen i København 1888
Hovedbygningen til den store nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888 blev opført på det sted, hvor Københavns Rådhus ligger i dag. Arkitekten var i øvrigt også den samme (Martin Nyrop). Alle sejl blev sat til for at hive en succes i land. Danmarks deltagelse i tidligere europæiske udstillinger havde ikke just været en succes, i hvert fald ikke hvis man skal måle udbyttet efter de anmeldelser, danske udstillere plejede at trække fra den mest progressive del af kommentatorerne. Berømt og berygtet er således de hårde ord, danske kunstudstillere måtte lægge øre til ved den store udstilling i Paris i 1878. ”Nu efter Krigen, hvor de [danskerne] blev ladt i Stikken, ligesom vi er blevet det, har danskerne vel nok Kunstnere, men de ejer ikke mere nogen Kunst”, var Ch. Blanc’s sviende kommentar. Og kritikeren Victor Cerbuliez sammenfattede sin vurdering i bemærkningen ”Le Danemark s’efface” (”Danmark svinder hen”), der gjorde et uudsletteligt indtryk på Georg Brandes. Udstillingen i 1888 – hundredåret for stavnsbåndets ophævelse - blev på mange måder en oprejsning, ikke bare for dansk kunst og kunsthåndværk, men også for dansk landbrug og industri, der nød godt af hjemmebanefordelen. For en objektiv betragtning kunne udstillingen i København i 1888 ikke måle sig med de spektakulære verdensudstillinger, der fandt sted i Europa og USA i sidste halvdel af 1800-tallet. Men med høje besøgstal og god pressedækning blev udstillingen dog en betydelig succes og et vidnesbyrd om dansk vilje til fremskridt og fornyelse.
[Foto af udstillingsbygningen under opførelse]
[J.C. Jacobsen - Carlsberg]