Politiken
De bergske blade
De ferslewske blade
Social-Demokraten
Det moderne gennembruds tidsskrifter
Illustrerede magasiner
Vittighedsblade
Gründertid og presse
Den offentlige mening
Føljeton og føljetonister
Reportage
Interview
Xylografi og visuel kultur
Jounalistik og telegrafi
”Angaaende Pressen!”
Pressen - udvalgte eksempler
Magasiner - udvalgte eksempler
Pressen i maleriet
Pressen i vittighedsbladene
Reportage
Effekter
Litteraturen skal sætte problemer under debat, erklærede Georg Brandes, og opfordrede dermed forfatterne til at tage ved lære af aviserne. Pressens gennembrud og det moderne gennembrud var to sider af samme sag. ”Tanken om det kommende Blad har gjort mig helt politisk”, skrev J.P.Jacobsen ved grundlæggelsen af Morgenbladet i 1873. Og i Holger Drachmanns roman Forskrevet fra 1890 kundgøres det, at ”Bladliteraturen” er fremtidens litteratur. Herman Bangs føljetoner i Nationaltidende, Viggo Hørups kommentarer i Politiken og den politiske agitation i Venstrepressen og Social-Demokraten forandrede det åndelige Danmarkskort. I denne proces hjalp det, at jernbaner og postvæsen bandt landsdelene sammen, at Ritzaus Bureau sluttede kontakt med resten af verden, og at ny teknologi gjorde det muligt at trykke stadig mere til stadig mindre priser. Når debatten så løjede af, kunne man underholde sig med illustrerede magasiner, der tilbød syn for sagn om nye opfindelser, andre kulturer, moderne omgangsformer.
Litteratur:
Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De danske aviser, bd. 1-3, 1989
Politiken blev grundlagt i 1884. På dette tidspunkt nåede kampen om parlamentarisme kogepunktet. Viggo Hørup og Edvard Brandes havde været med til at give Morgenbladet en central plads i København, men i 1883 ragede Brandes uklar med Chresten Berg over en skarp kronik om Grundtvig, og året efter kom Hørup på kant med Venstre efter sin berømte antimilitaristiske tale over spørgsmålet ”Hvad kan det nytte?”. Begge blev opsagt fra Morgenbladet, men grundlagde så Politiken som ”Organ for den højeste Oplysning” – og dermed også som organ for det moderne gennembruds forfattere: Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Holger Drachmann m.fl. Politikens første domicil lå på hjørnet af Strøget og den nu bortsanerede Integade: Et klart signal om at her talte det nye København.
Edvard Brandes (1847-1931) havde gjort tilløb til en akademisk karriere som magister i orientalsk filologi i 1872 og dr. phil. i 1879, men hans hovedindsats kom til at ligge inden for det journalistiske og politiske felt. Han blev en frygtet teaterkritiker, en forkætret dramatiker og erhvervede efter at være blevet folketingsmand i 1880 ry for at være den ”bedst-hadede” mand i Danmark. Om sit forhold til journalistik skrev han 1885 i et brev til August Strindberg:
”Jeg tænker som du, at journalistik er bedre end skønlitteratur – men nogen stor forskel ser jeg ikke på disse virksomheder. Sandt nok, man må i romaner og skuespil blotte sig selv og sine venner på en højst indiskret måde, men er det ganske sikkert, at en journalistartikel ikke fordrer hjerteblod? Og om jeg dramatiserer min avisartikel og kalder den for et skuespil, idet jeg fingerer, at mine abstraktioner er virkelige mennesker, hvad er ulykken? Hvad det kommer an på, er at finde de bedst mulige midler til agitationen, propaganda, udspredning af fornuft – jeg er ligeglad, hvordan det sker, når blot det nogenlunde lykkes”.
Viggo Hørup (1841-1902)var søn af en landsbylærer, havde som ung et nært forhold til fætteren Holger Drachmann, uddannede sig til jurist, begyndte at skrive politiske føljetoner i Morgenbladet, kastede sig ud i politik og blev 1876 folketingsmand. Hørup havde som skribent en sylespids pen og som taler en skarp tunge, hvor han med paradokser, persiflage, vilde overdrivelser og urkomiske billeder hentet fra den bondekultur forstod at klæde sine modstandere af. Erik Henrichsen karakteriserer i sin biografi Hørups stil således:
” Som Sprogkunstner var han Demokrat til Pennespidsen og Tungespidsen. Han tænkte bestandig paa sit Publikum og forestillede sig dette Publikum som en Bondealmue. Derfor oversatte han saa at sige alle Spørgsmaal og Tilfælde i Bondegaardens Sprog og trak den ned i det daglige Livs Atmosfære”. Han var på mange måder en læremester for Henrik Pontoppidan.
Litteratur:
Bo Bramsen: Politikens historie set indefra 1884-1984, 1983-84
Kristian Hvidt: Edvard Brandes: portræt af en radikal blæksprutte, 1987
Torben Krogh: Viggo Hørup. En illustreret levnedsskildring, 1984.
Pressen blev den vigtigste slagmark under forfatningskampen mellem Højre og Venstre, og venstrepressens hovedmand var den læreruddannede gårdmandssøn Chresten Berg (1829-1891), som med oprettelsen af Kolding Folkeblad i 1871 stiftede det første af ”De Bergske Blade”. Berg grundlagde et også i 1873 et trykkeri, og det satte ham i stand til at starte venstreaviser i Thisted, Viborg, Ringkøbing og Holstebro. På Sjælland udgav han fra 1874 Frederiksborg Amts Avis og Holbæk Amts Avis (1880), og i 1873-92 var han udgiver af Morgenbladet i København. På Morgenbladet kunne han tælle de radikale Edvard Brandes og Viggo Hørup blandt sine medarbejdere, men det kom til et brud i 1884, da Venstre delte sig i en moderat, ”dansk” gruppe og en radikal, ”europæisk” gruppe. Berg bevægede sig over i en mere moderat politisk position. Chresten Berg var gårdmandssøn fra Vestjylland, folkeskolelærer, rigsdagsmand for Venstre fra 1865 og hovedmand bag programmet for Det forenede Venstre 1872. Der gik frasagn om ”overfolketingsmandsen” Bergs imponerende og dominerende udstråling. Bjørnstjerne Bjørnson sagde om ham: ”Når Berg kommer ind i et værelse, er det som om hele Danmark kom sejlende”. I sin roman ”En Politiker” (1889) tegnede Edvard Brandes et mere sarkastisk portræt: ”Han ligner en Rugmark, som han sidder dér, gulblond i Farven, bred og bølgende, saamange, mange Aks, der snart rejser sig frejdige og frodige, snart bøjer sig for Vind og Vejr, krybende langs Jorden – saamange Aks, at man vilde vente rig Næring af denne vide Flade! Og hvad yder saa de mange Aks? ... – en bitte smule Mel, der aldrig forslaar til det store Brød, som den store Mark synes at slaa op”.
Hvordan man end vurderer venstrepressen i almindelighed og den bergske presse i særdeleshed: Avislæsning blev mere og mere udbredt på landet. I 1880 skrev Joakim Larsen i Meddelelser om forskjellige Forhold vedrørende Skolevæsenet i Danmark: ”Læsningen af Aviser [breder] sig stedse videre blandt Landbefolkningen, især paa Grund af den nyeste Tids politiske Røre. I mere end én Indberetning hedder det, at ”Aviser og Blade findes i alle Huse”, og selv i Egne, hvor der ellers ikke er Læselyst, holdes dog Aviser”.
Litteratur:
Frode Aagaard: De bergske blade, 1967
Gennembrudenes største mediekoncern blev opbygget af Jean Christian Ferslew (1836-1910), der oprindelig blev uddanne som gravør og litograf for at kunne overtage sin fars plads i det litografiske etablissement Bing & Ferslew. Ferslew var en tidstypisk iværksætter, en såkaldt ”Grúnder”, der ene mand opbyggede en vidt forgrenet virksomhed. I 1856 indførte han fra Tyskland den første litografiske hurtigpresse til Danmark, og i 1857 grundlagde han firmaet Carl Ferslew & Co. Med speciale i gravure, litografi og bogtryk. I 1864 lagde han med udgivelsen af Kjøbenhavns Dags-Telegraph grunden til de såkaldte ”Ferslewske Blade”. I 1873 grundlagdes Aftenposten, som bliver en stor økonomisk succes, og i 1875 indførte han fra England den såkaldte Victoriapresse, som var en rotationspresse med stereotypitryk på ”endeløst papir”. I 1876 grundlagde han Nationaltidende, hvor Herman Bang i årene 1879-84 vakte opsigt med sine føljetoner under rubrikken ”Vexlende Themaer”. I 1877 indførte Ferslew de første sættemaskiner i Danmark. I 1881 grundlagde han en papirfabrik og nogle år senere en cellulosefabrik. Samtidig voksede bladkoncernen, og han overtog blade som Dagens Nyheder og Dagbladet. Ferslews industrialisering og kapitalisering af åndsarbejdet er beskrevet i Herman Bangs roman Stuk (1887), hvor hurtigpressen fremstår som et uhyre, der piner livet ud af de linjebetalte journalister.
Eduard Emil Wiinblad (1854-1935), udlært som typograf i Bianco Lunos Bogtrykkeri, indmeldt i Internationale 1873, fra 1875 ansat i Social-Demokratens nye trykkeri, hvorfra han hurtigt avancerede til journalist. Han kunne ifølge legenden sætte en artikel ”direkte op af Sættekassen”, når der manglede stof. Fra 1881 blev han redaktør for Social-Demokraten, som under hans ledelse blev et stort og indflydelsesrigt dagblad.
Det moderne gennembruds tidsskrifter
J.P.Jacobsen debuterede i 1872 med novellen ”Mogens” i Nyt dansk Maanedsskrift, der blev redigeret af Vilhelm Møller (1846-1904). Bladet var inspireret af det avancerede Revue des deux Mondes. Blandt bidragyderne til tidsskriftet, der udkom 1870-74, finder man også brødrene Brandes, Sophus Schandorph og Holger Drachmann, og tidsskriftet introducerede også navne som Charles Darwin, John Stuart Mill og Henri Taine. Vilhelm Møller blev imidlertid udkonkurreret, da Brandes-brødrene efter Georgs fejlslagne forsøg på at blive professor satsede på at gøre et tidsskrift til deres platform.
I 1874 påbegyndte de to Brandes-brødre udgivelsen af Det nittende Aarhundrede. Maanedsskrift for Literatur og Kritik. (1874-77), som bragte oplysende artikler af tidens videnskabsmænd (bl.a. filosoffen Hans Brøchner, Harald Høffding, kunsthistorikeren Julius Lange, kulturhistorikeren Troels-Lund, J.A.Fridericia og litterære bidrag af bl.a. J.P.Jacobsen, Holger Drachmann, Henrik Ibsen. Georg Brandes bidrog med forfatterportrætter og anmeldelser, Edvard Brandes med portrætter af skuespiller og teateranmeldelser. Med omkring 1500 abonnenter blev tidsskriftet ikke den forventede succes, og tidsskriftet blev nedlagt, da bladets forlægger Fr. V.Hegel (Gyldendal) nægtede en trykke en novelle af Edvard Brandes med den begrundelse, at den var ”så modbydelig sanselig og rå”.
For ”det moderne gennembruds mænd” kom der imidlertid straks en ny platform, da F. Hendriksen i 1877 påbegyndte udgivelsen af Ude og Hjemme, nordisk illustreret Ugeblad. (1877-1884). Xylografen F. Hendriksen kom allerede som 13-årig i lære på Illustreret Tidende, men professionelt og politisk fik han det afgørende skub til sin karriere under et ophold i London. Han stræbte efter at knytte forbindelse mellem grundtvigianisme og radikalisme, og han knyttede af mange tidens førende skribenter til bladet, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, brødrene Brandes, Holger Drachmann, Julius Lange, Sophus Schandorph. Med baggrund i Hendriksens xylografiske mesterskab opdyrkede Ude og Hjemme en særlig genre: Illustrerede digte – eller digte skrevet over xylografiske forlæg. Den 25.12. 1881 bragte bladet således et J.P.Jacobsens digt ”En vidtstrakt Hede med mossede Sten” håndskrevet direkte på et ark illustreret af August Jerndorff og derefter skåret i acsimile i F.Hendriksens Xylografiske Institut.
I 1844 skrev G.F.Ursin i bogen Formskærerkunsten og Kobberstikkerkunsten, at illustrationer var tidens løsen: ”Vor Tidsalder synes i høi Grad at lægge Vind paa at udbrede til billig Priis Afbildninger, deels af Kunstværker, dels af andre Tegninger, og at ledsage mangfoldige af de Skrifter, den fremkalder, med interessante og lærerige Billeder, eller, som det kaldes, illustrere dem”. De illustrerede blade indgik i et internationalt marked, hvor man im- og eksporterede de massereproducerede billeder, og hvor udenlandske bestsellerforfattere hurtigt blev oversat til det glæde for det hjemlige publikum. Det første store illustrerede magasin var Illustreret Tidende (1859-1924), det største illustrererede magasin blev Illustreret Familie-Journal (1877-), men mange andre bladudgivere så deres snit til at udnytte efterspørgslen efter det, som et af disse blade blev navngivet efter: Nutiden i Billeder og Text (1876-1890).
Illustreret Tidende, der blev grundlagt af O.H. Delbanco, havde sit forbillede i det tyske Illustrierte Zeitung. Formålet blev præsenteret straks i første nummer: ”Illustreret Tidende, ugentlig Beretning om vigtige Begivenheder og Nutidens Personligheder, fremdeles Noveller, Fortællinger, Reiseskizzer, samt Meddelelser, henhørende under Videnskab, Literatur, Konst og Industri”. Bladet blev hurtigt en succes, og maleren Otto Baches illustrationer fra krigen i 1864 blev et regulært gennembrud for bladet. Billederne blev samlet i en særudgave, To hundrede Træsnit (1864), som gav læserne syn for sagn. Illustreret Tidende var en rugekasse for unge talenter som f.eks. Georg Brandes, der allerede i 1862 blev tilknyttet bladet.
Illustreret Tidende henvendte sig til borgerskabet og akademikerne, men magasinpressens ekspansion viste, at der var et stort marked uden for denne kreds. I en reklame i Illustreret Tidende, nr. 14, 1885, introducerede forlaget et nyt magasin med ordene: Nordstjernen (1885-xxxx), red. ”Det er en Kjendsgerning at alsidig og dannende Oplysning ikke kun udbredes under en lettere og mere tilgængelig Form, navnlig til aandelig Adspredelse, end naar de populært bydes i et Blad med Afbildninger i en udstrakt Maalestok. Det er den Tanke, der allerede længe har fremkaldt Ønsket hos undertegnede Forlagsfirma om ogsaa at udgive et billigt illustreret Ugeblad, hvis Stof netop er beregnet til at være til Underholdning for Hvermand”.
Størst udbredelse hos ”hvermand” nåede imidlertid Illustreret Familie-Journal (1877-), der blev grundlagt af Carl Aller. Han gjorde det gennemillustrerede ugeblad til tidens største udgiversucces. I 1877 skal oplaget have været 4000, i 1879 mere end 15000, i 1880 42000 og 1884 60000. Moralske og melodramatiske familieidyller, såvel i ord som billeder, vekslede med eksotiske billeder fra Orienten, Afrika og Amerika, men der blev også sørget for orientering om nye opdagelser og opfindelser. Man kan måske sige, at Carl Aller med dette tidsskrift sørgede for et moderne gennembrud i massekulturen.
Litteratur:
Eric Johannesson: Den lysande familjen. Familjetidsskriften i Sverige 1850-1880, 1980
Palle Lauring: Fjern og nær set gennem Illustreret Tidende, 1966
Realisme og karikatur er to sider af samme sag. I Danmark introducerede M.A. Goldschmidt karikaturen i Corsaren (1840-1846). Det moderne gennembrud blev også et gennembrud for vittighedsblade, som tog samtiden på kornet i ord og billede. Det mest udbredte blad var Punch (1873-1894). Dette gennemillustrerede, satiriske blad var inspireret af det engelske forbillede Punch, the London Charivari, som igen var navngivet efter mester jakelfiguren i de engelske Punch & Judy shows. Punch var moderne i sin form, men reaktionært og ikke så lidt antisemitisk. Det moderne gennembruds forfattere hørte til bladets yndlingsmodstandere, men Karl Gjellerup, der selv blev latterliggjort, lader i romanen Germanernes Lærling hovedpersonen indrømme, at Punch forstod at forme meninger: ”Iøvrig havde han aldrig yndet den Avis [Morgenbladet]; det var jo Venstres Organ; han havde betragtet den gennem Punch-Øjnee som noget latterligt, noget under Niveauet”. Socialisternes modtræk til Punch var Ravnen (1876-1921), hvor især Saxo W. Wiegell i ord og streger søgte at spidde borgerskabet, der i øvrigt ofte blev fremstillet som det jødiske borgerskab. Kritikken var ofte besk, og redaktøren Harald Brix blev i 1877 idømt 4 års forbedrings- og tugthus. Mindre politisk bundet var Oldfux (1881- siden 1889: Blæksprutten), som til gengæld kunne byde på avancerede tegninger af Hans Tegner og Alfred Smith.
Industrialderens helt var den såkaldte Gründer, foretageren der startede nye virksomheder. Ikke mindst bladverdenen åbnede mulighed for disse foretagere. I kraft af industrialiseringen fik typografer og xylografer og andre med en praktisk baggrund som håndværkere eller handelsmænd en chance for at grundlægge og udvikle deres egne virksomheder. Gravøren og litografen Jean Christian Ferslew, der opbyggede de ”Ferslewske Blade” er et eksempel. Litografen og opfinderen Carl Aller, der sammen med sin kone Laura Aller grundlagde Nordisk Mønstertidende og derefter Illustreret Familie-journal er et andet eksempel. Xylografen F. Hendriksen, der grundlagde ugebladet Ude og Hjemme, er et tredje eksempel. Ekspansionen inden for den illustrerede presse åbnede mulighed for, at folk som brødrene Axel Theordor og Johan Adolph Kittendorff kunne grundlægge vigtige litografiske og xylografiske firmaer. De illustrerede familieblades ideologi med dens dyrkelse af familieliv, fremskridt, frihed, selvhjulpenhed og stræbsomhed flugtede med de værdier, som havde bragt grundlæggerne frem fra små kår. Men typografen Emil Wiinblads succeskarriere som redaktør for Social-Demokraten viser, at fagbevægelsen åbnede beslægtede muligheder for social opstigning.
”Inden der med Nytte kunne dannes et nyt Ministerium, maatte der skabes det en offentlig Mening, som kunde bære det”, skrev Viggo Hørup i 1884 i et Politisk Tilbageblik. Men i demokratiseringsprocessens første årtier, var det stadig svært at omstille sig fra lokalsamfundets mundtlige kultur til den landsdækkende offentlige debat, der blev ført i presse og parlament. Dels var det Højre, der slog tonen an – og det var en tone tyk af foragt over for Venstres talsmænd, der blev karakteriseret som transtøvler, dromedarer, tørvebønder, snoldelev’er og halvstuderede røvere. Dels var Venstreaviserne ikke særlig slagkraftige. Det var små aviser, der ikke var læservenlige, hverken i opsætning eller stil. Stoffet var ofte hentet fra det organisatoriske liv, sproget var stift og sætningerne lange. I en vis forstand var det Højre og Højreaviserne, der var deres egentlige adressater. Venstreaviserene fungerede som kamporganer, der skulle godtgøre, at man kunne måle sig med modstanderne. Men dermed var det Højre, der afgjorde med hvilke våben, kampe skulle føres. Som Hørup udtrykte det: ”Hele Vanskeligheden laa i vort eget Parti. De sagde nok: ”vi er lige”, men de følte sig ikke paa samme Trin som de andre. Helt og igennem var der en indgroet Højagtelse for Modstandere, der behandlede dem en canaille.” Hørups egen kontante og konkrete stil var et forsøg på at ændre præmisserne for den offentlige debat: ”Vi havde Krig mere med en Kultur end med et Parti”.
Med føljetonen bringes underholdningen ind i meningspressen, dels i form af fortsatte romaner, dels i form af hyggelige eller frække, men altid personlige artikler om løst og fast. Føljetonen var placeret under en vandret streg, der adskilte den fra det øvrige stof, og her ”under stregen” kunne skribenterne tillade sig at gå over stregen- Føljetonen kunne handle om hvad som helst, men kunne kendes på den personlige vinkling af det valgte emne. Den første danske føljeton tryktes i Dagen, 1. april 1841. I 1860erne udviklede Erik Bøgh med sine ”Dit-og-Dat”-føljetoner genren, og snart markerede en stribe skribenter sig som føljetonister: Robert Watt, Richard Kaufmann, Cabiro alias P. Hansen m.fl. Fra 1870erne gjorde Herman Bang føljetonen til en kunstart, og han skrev selv - i Nationaltidende den 23. maj 1880 – den bedste karakteristik af føljetonskribenten: ”En Feuilletonists Arbejde bestaar hverken i at læse, studere eller tænke meget – han maa bestandig se meget. [...] Og hvad en Feuilletonist frem for alt maa kunne se, er det, som vi alle ser, og som ingen ser, det, der ligger os saa nær, at vi hver Dag løber Panden mod det, og som vi aldrig har gidet høre noget om, fordi vi hører om det hver Dag – kort sagt det, som ligger os nærmest, og som vi derfor ikke kender”.
Jo mere aviserne gjorde ud af nyhedsstoffet, jo mere betydning fik reportagen. De fleste af livets områder kunne gøres til genstand for den levende, døgnaktuelle reportage, men især ulykker, kriminalitet og politiske møder indbød til denne nye journalistiske genre. Journalister som Robert Watt, Richard Kaufmann og Henrik Cavling opdyrkede rejsereportagen, hvor de med deres livlige stil fik læserne til at føle sig hensat til boulevarderne i Paris og floddamperne på Mississippi. Vilhelm Topsøes omsatte sine erfaringer som folketingsreporter i bogen Politiske Portrætstudier (1878), og trak på de samme erfaringer i en række politiske scener i romanen Nutidsbilleder (1879). Samme Topsøe skrev også rejsereportager fra Amerika, hvor han både blev forskrækket og fascineret over energien i den amerikanske presse: ”De amerikanske Blade forbause En ved deres Brogethed. De meddele alle mulige Dagsbegivenheder og meget Mere. Paa samme Side, paa hvilken de meddele, at 2 og 2 ere ikke 4, naar der er 22, at den Middag, til hvilken man ikke blev bedt, er den vanskeligste at fordøje, og andre lignende Kjældermænd og Aphorismer, indeholde de en indgaaende med Talstørrelser overdænget Undersøgelse af den Vandkraft, som kan antages at være tilstede i denne eller hin Stat.”
En avisgenre som interviewet nåede ikke at få et gennembrud i den periode, hvor det moderne ellers brød igennem på alle fronter. Georg Brandes skal have udtalt, at interviews var en fornærmelse mod folk, der selv kunne skrive. Men allerede i 1874 kunne journalisten Robert Watt i andet bind af sin rejsebog fra Amerika, Hinsides Atlanterhavet, berette om den nye genre: ”Der har i amerikansk Presse udviklet sig et Begreb, der er døbt interviewing, hvilket maa betegnes som en Udvæxt paa enhver Presse”.
I 1868 skrev Emil Sauter, medstifter af Danmarks Lærerforening, i Dansk Landbotidende en artikel, hvor han anbefalede, at der ikke blev anskaffet billedbøger i sognebogssamlingerne på landet, ”idet Bønderbørnene ere saa glubske efter Billeder, at de for deres Skyld rive Bøgerne itu...” Men udviklingen lod sig ikke vende. Gennem hele det 19. århundrede ekspanderede den visuelle kultur, og efterspørgslen efter massereproducerede billeder var enorm.
Første trin i udviklen af de illustrerede bøger og blade kom i 1798, da litografiet eller stentrykket blev opfundet af tyskeren Aloys Senefelder. Det første danske litografi blev lavet i 1812, og f ra 1840erne fandtes der mange litografiske værksteder, både i København og i de større oprovinsbyer, kendtest nok Bærentzen & Co., grundlagt i 1837.
Andet trin kom, da englænderen Thomas Bewick udviklede zylografiet som en forfinet udgave af ældre tiders træsnit. Ved at bruge kobberstikkerens værktøj på endestykker af det hårde buksbomtræ blev det muligt at gøre stregen snittet tyndere og mere bevægeligt, ligesom det bliver muligt at skabe en hel skala af nuancer mellem sort og hvidt, af F.Hendriksen kaldet ”Tonesnit”. Samtidig havde xylografiet den fordel, at det kunne trykkes sammen med teksten.
Omkring 1860 udviklede bl.a. Carl Aller den teknik, der gjorde det muligt at lave xylografier direkte efter fotografier. I slutningen af det 19. århundrede måtte xylografiet vige for fotografiet.
Fotografier fra Carl Allers virksomhed viser, hvordan xylograferne sider på række og geled under vinduerne, og i Opfindelsernes Bog, der udkom i 1877, netop det år hvor Illustreret Familie-Journal begyndte at udkomme, kan man i artiklen om det grafiske arbejde læse, at xylografien bar ”tydeligt Præg af sit engelske Udspring”, idet ”Fabriksarbejdets og Arbejdsdelingens Aand udtaler sig tydelig derigjennem”.
Litteratur:
Vibeke Stybe: Fra Billedark til billedbog, 1983.
F. Hendriksen: Minder og Oplevelser, 1910
Erik Dal: Nogle tidlige xylografier af F. Hendriksen, 1984
Man forstår den revolution, som telegrambureauerne skabte, når man læser redaktør Enevold Sørensens tilbageblik på 1870ernes venstrepresse: ”Der var intet Telegrambureau, der samlede Nyhederne hele Verden over og leverede Stoffet ind ad Døren, ingen Hovedstadskorrespondenter – det var længe næsten umuligt blot at faa en Referent fra Rigsdagen. Ganske umuligt var det for Venstrebladene at faa Meddelelser fra offentlige Kontorer”. I 1870erne begyndte flere og flere aviser dog at få glæde af de telegrafkabler, som efterhånden omspændte hele jordkloden. I 1866 grundlagde journalisten Erik Ritzau (1839-1903) Ritzaus Bureau, og dermed blev der sluttet kontakt til nutiden hele jorden rundt. Et tidsskrift kaldet Nutiden i Billeder og Text er naturlig vis up-to-date, og i nr. 23 fra 1877 skrev Adolf Bauer i artiklen ”Journalistiken og Telegrafien”: ”Faa Opfindelser have i den Grad frembragt en Revolution i vor Tid som den elektriske Telegraf. Der er næsten intet Omraade, hvor den ikke har trængt ind, intet, hvor den ikke har frembragt gjennemgribende Forandringer”.
På en måde der slet ikke kan overvurderes bidrog aviser og blade til Det moderne gennembrud. I romanen
Forskrevet (1890) lader Holger Drachmann ligefrem en redaktør Bentzen, der er tegnet over Viggo Hørup, udtale en dødsdom over romangenren, idet ”Fremtiden er Bladliteraturens”. Et citat fra J.P.Jacobsens breve (28. april 1873) til Edvard Brandes – i anledning af
Morgenbladets grundlæggelse – kan give et indtryk af bladhungeren. Og et indtryk af hvordan det moderne gennembruds forfattere bestræbte sig på at demonstrere deres gode, progressive vilje over for brødrene Brandes:
”Angaaende Pressen!
Den Gemenhed hvormed Venstre og vore Socialistrudimenter forfølges i den nyreaktionære Presse er utrolig. Tanken om det kommende Blad har gjort mig hel politisk, saa jeg har sat mig til at holde Dagbl[adet], Fædre[landet], Social[isten] og Almuevennen, hvilke Blade jeg samvittighedsfuldt læser. Det bliver mere og mere klart, at Bladet maa gaa stærkt til Venstre”.
Web-udstilling: Presse og magasiner
Politikens hus i Integade
Politiken gjorde sin entré med pauker og basuner. Den første reklamebrochure fortæller, at politik er oppositionspolitik. Politikens mål skulle være at blæse de reaktionære magter omkuld på alle områder. Henvisningen til strømninger i udlandets politik og kultur lyder som en hilsen til Georg Brandes’ storværk om Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Det højreorienterede vittighedsblad Punch tog fra starten Politiken under ukærlig behandling. Brochurens program om en udvidet horisont blev således reduceret til: andemad.
Morgenbladet 21.6.1881
Viggo Hørup ville ændre rangordningen i samfundet, men rangordningen var gået bønderne i rygraden som næsegrus beundring for den nationalliberale dannelse. Dannelsen måtte skæres ned, den måtte splittes og derefter vindes, og for Hørup gik vejen til sejr over en alliance mellem den politiske opposition og den litterære opposition. Hørup ville politisere det moderne gennembruds mænd, men gjorde selv den politiske kommentar til en kunstart.
[Viggo Hørup: De Nationalliberale og Dannelsen (1. spalte]
I 1871 påbegynder Louis Pio udgivelsen af Socialistiske Blade i tvangfri Hefter, som kort efter fortsætter som Socialisten, og derefter fra 1874 udkommer under navnet Social-Demokraten. Betegnelsen ”Storpresse” er i nær familie med det ”Storborgerskab”, som socialisterne bekrigede, men stilen i artiklen viser, at det er ”Storpressen”, der definerer den verbale klassekamp.
[Socialisten nr. 6, august 1871] [Socialismen og Storpressen (om Pariserkommunen - uddrag)]
Magasiner - udvalgte eksempler
Samtidig med at de fysiske volde omkring København blev sløjfet, fjernede Illustreret Tidende de mentale volde. I 1885 bringes der en reportage om ”Det afghaniske Spørgsmål”, og spørgsmålet anføres som presserende, da journalisten kommenterer billedet fra Afghanistan med det alarmerende ord: Verdenskrig (se begyndelsen af artiklen her).
[Konflikten i Afghanistan - illustration]
Carl Aller grundlagde Illustreret Familie-Journal i 1877, og det blev hurtigt tidens største udgiversucces med et oplag på 100.000 i 1885. Opdagelser og opfindelser var populært stof i den tids familieblade, og Illustreret Familie-Journal spenderede i 1887 et par sider på den hypermoderne teknik bag Illustreret Familie-Journal.
Se udvalgte illustrationer her:
[Det ældre og det nyere trykkeri]
[Sætteri]
[Trykkeri (1)]
[Trykkeri (2)]
I 1902 blev der afholdt en storstilet presseudstilling i Industriforeningens bygning. Til udstillingen lavede Rasmus Christiansen en række malerier, der illustrerede faser i denne historie. Her et påfaldende fredsommeligt billede af ”Morgenbladets Redaktionslokaler omkring 1875”.
Man har sagt, at morgenbønnen i det moderne samfund blev afløst af morgenavisen, men når det gjaldt valgresultater kunne læserne ikke vente til næste dag. Bernhard Olsen har her tegnet, hvordan Dagstelegrafen med opslag og løbesedler orienterer sine læsere om aftenen på valgdagen den 2. april 1876.
Der læses, der skrives, der tænkes, og der tales. Asor Hansen viser i sit maleri fra 1887 de journalistiske hovedskikkelser i Social-Demokratens redaktionskontor, fra venstre redaktøren Emil Wiinblad, H.V.Lund, agitatoren og lyrikeren A.C. Meyer samt kritikeren C.E. Jensen.
Adresseavisen i København havde også et adressekontor, hvor man pr. opslag kunne lede efter arbejde, bolig mv. Erik Henningsen har her malet Morgen i Adresseavisens Gaard (1881).
Agitatorer med aviser, bønder med aviser, postbude med aviser: Igen og igen viste L.A. Ring med sine malerier, at avisen havde åbnet landsbyerne for livet uden for sognegrænsen.
I vittighedsbladene kunne man undertiden finde et humoristisk signalement af læserne. Her giver Klown sit bidrag til læseverdenens sociologi.
[Klown, 1885, nr. 12: To tegninger med overskrifterne: 'Hvem der læser Bladene' og 'Hvem der læser Bøgerne']
Pressen var intenst optaget af begivenhederne i Pariser under ”kommunardernes” socialistiske opstand i 1871. Særlig opmærksomhed vakte kvindernes deltagelse i opstanden. Dæmoniseringen af ”Petroløsen”, der satte byen i brand, kaldte minder frem om fortidens hekseforfølgelse. Men vittighedsblade som "Folkets Nisse" (1871/31) forsøgte at modvirke panik med et skvæt komik.
I oktober 1884 udkom første nummer af Politiken, og det konservative vittighedsblad Punch (1884) tog straks fat på at latterliggøre dette organ for moderne oplysning. Den lille Edvard Brandes har indsæbet venstreføreren Chresten Berg, og nu står Viggo Hørup klar til at føre kniven mod deres gamle chef. I baggrunden følger to andre venstreførere, Frede Bojsen og Sofus Høgsbro nervøst udviklingen.
[For større billede - klik her!]
Selv om tidens presse var delt efter skarpe partiskel, kunne den hastigt voksende gruppe af journalister godt se en interesse i at danne en forening. Her satiriserer Punch (1888) over forsøget på at få Journalistforeningens medlemmer til at ”synge i kor”.
[For større billede - klik her!]
Reportagen blev en af de nye litterære genrer under det moderne gennembrud, og reportagetegningen foregreb en senere tids reportagefoto. Her bringer Gazetten fra 1889 et skønsomt udvalg af aktuelle ulykker.
['Voldsomt Sammenstød paa Kjøbmagergade'] ['Fald fra 4. Sal'] ['Kulosforgiftning ved Husuml']
”Kvik” kaldte et af tidens blade sig, og det havde en fin lejlighed til at leve op til sit navn, da det i januar 1887 kunne bringe en billedreportage fra den brand, som netop havde ramt bladets lokaler.
Mange af Guldalderens forfattere var præster, og de skrev med evigheden for øje. De fleste af det moderne gennembruds forfattere var også journalister, og de skrev for dagen og vejen. Punch gjorde gerne grin med denne kommercialisering af kunsten. Her Punch 1880 med satire over Herman Bang og Holger Drachmann, der mødes ved Klitmøller, hvor de begge er draget til for at dække et skibsforlis for pressen.
En reporter drager ud. Henrik Cavling under sin første rejse til Amerika, hvor han i 1888 skulle dække præsidentvalget. Inspiration fra amerikansk presse fik Henrik Cavling til at omdanne Politiken til en ”omnibusavis”, dvs. en avis der henvendte sig til alle uanset socialbaggrund og partifarve.
[For større billede - klik her!]
I årene op til 1870 omspændes hele jordkloden af telegrafkabler. I 1866 åbner en tidligere løjtnant, Erik Ritzau, sit berømte telegrambureau, og dermed bliver der sluttet kontakt til den globale samtidshistorie. 25 år senere, i 1891, skriver Næstved Tidende, at hvis kineserne i dag foranstalter massemord på europæerne, ”saa ved alle Mennesker Besked derom i Morgen Formiddag i det seneste, for ikke at tale om, at man ved Hjælp af Ritzaus Byro og en Telefon kan sidde hjemme paa sit Kontor og næsten øjeblikkelig faa Besked om, hvordan man i samme Stund konspirerer og grupperer inde i Rigsdagen”.
Bernhard Olsen grundlagde i 1885 vokskabinettet Skandinavisk Panoptikon, og blandt tableauerne finder man denne reproduktion af cafeen Stephan a Porta, hvor publikum kunne lade sig dupere over de livagtige kopier af bl.a. Herman Bang og August Strindberg. Bernhard Olsen kaldte Panoptikon for ”en plastisk Tidende”, ”et Sidestykke til de grafisk illustrerede Tidender”, hvor man finder ”alle Tidsskrifternes Rubrikker”, fra hofliv og politik til teater og cafeliv.
Den 21.10.85, i de mest ophedede politiske kampår, gennemførte typografen Julius Rasmussen et attentatforsøg mod Estrup. Den 21.10.85 blev begivenheden afbildet på et træsnit i Illustreret Tidende 25.10., og det var selvfølgelig et billede, der vakte stor interesse. Den senere filmmogul Ole Olsen startede sin mediekarriere med at forevise dette billede i en perspektivkasse.
”Lad os løfte dem højt, at de kan føre os stærkt”, sagde Viggo Hørup om Venstres førere. De politiske helte – hvoriblandt Viggo Hørup selv – blev hyldet med bl.a. tørklæder og litografier. Litografiet af venstreførerne fra 1880 omtales i Henrik Pontoppidans provisorienovelle Tro til Døden, hvor Peder Brusgaard som ”de blaa Kalkvægges eneste Prydelse” har ”det bekendte Billede af Demokratiets fem Herrer hængende i Glas og Ramme over Sofaen”.
['Venstretørklædet']
Avissælgersken
Ude og Hjemme, 1880.