Industrialismen kom sent til landbrugslandet Danmark. Men danskerne havde nok hørt og læst om de umådelige produktioner af tøj og metalvarer, der fandt sted i England, Nordamerika og Centraleuropa. Af den voksende romanlitteratur og magasinerne fremgik også klart de sociale tilstande, der fulgte i industrialiseringens kølvand.

Danmark var ikke fra naturens hånd velsignet med bomuld og jernmalm; men de nødvendige råvarer kunne let importeres i et Europa baseret på omfattende handel og kolonidrift, hvis man havde den fornødne arbejdskraft. Det havde man ikke i Danmark før henover midten af 1800-tallet, hvor omlægningerne i landbruget drev hundrede tusinder af mennesker, hovedparten mænd, fra land til by, og mange af disse videre i emigration til Amerika, Australien og New Zeeland. Samtidig søgte titusindvis af kvinder hertil fra et ludfattigt Sydsverige i håbet om et bedre liv. Når dertil føjes, at de slesvigske krige 1848-50 og 1864 med de store slag ved Isted og Dybbøl kostede henved 5.000 unge mænd livet, og at mænd var mindre modstandsdygtige end kvinder under koleraens hærgen i 1853 og 1866, kunne det ikke skjules at bybilledet domineredes af mange unge kvinder.

Billig arbejdskraft var således til rådighed for foretagsomme handelsmænd; og væverier, systuer og tekstilfabrikker indrettedes i stort tal i baghusene i hovedstadens og købstædernes bymidter, tæt på de kælder- og kvistværelser, hvor de unge kvinder fra landet havde lejet sig ind. Betalingen til sypiger, væversker og tilskærersker kaldtes ikke uden grund for en “sulteløn”; de kunne nemlig ikke for den alene holde sig med kost, tøj og logi. Der skulle mere til - ekstra syarbejde om aftenerne og om søndagene, eller et kontant tilskud fra en “herre”, som for aftalte modydelser forstrakte pigen med penge og naturalier.

De piger - med et fordelagtigt ydre -, der ikke formåede eller ønskede at kombinere hårdt arbejde i tekstilindustrien med ekstraarbejde, kunne få en plads i et af de mange etablissementer for seksuelle ydelser - bordellerne, der skød stærkt frem i disse år. Her blev København et sandt eldorado med et righoldigt udbud i de små gader omkring Vor Frue Kirke (“Latinerkvarteret”), Amaliegade og Skt. Annæ Plads ved havnen, og Holmensgadekvarteret overfor Christiansborg og Rigsdagen. For de mange tilrejsende rigsdagsmænd fra provinsen indrettedes efter udenlandsk forbillede komplekset Westend på Vesterbro.

Overskudet af kvinder i Det moderne Gennembruds årtier havde dog også helt anderledes positive konsekvenser - i fag- og kvindebevægelse, i litteratur, pædagogik og videnskab.