| Index
| -1 |
B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826), 3, 403-501
���Over tre Aar vare forløbne siden hiin ulykkelige Dag. Det var en af de første skjønne Foraarsaftener i Mai Maaned, og Sjællands lysegrønne Bøgeskove stode nyudsprungne i deres Pragt og Herlighed. I den skjønne Bøgelund ved Karisegaard havde en fortrolig Kreds af ridderlige Herrer og Damer leiret sig i det Grønne ved den saakaldte Fru Merthes Kilde, medens den fredelige Aftenklokke ringede og den nedgaaende Sol kastede sine sidste Straaler gjennem Lydhullerne paa det hvide fiirkantede Kirketaarn. Ved en høi lyshaaret Ridders Side sad en deilig ung Ridderfrue med Guldtop i de brune Haarfletninger og med et slumrende Pigebarn i Armen. En lille Toaarsdreng reed støiende om mellem Buskene paa Ridderens store Slagsværd, og havde sin Glæde af at løbe fra den gamle trippende Fostermoder, som skulde passe paa ham. En gammel ærværdig Matrone med en sort guldkantet Spidshue bredte Nadverdugen paa det friske Grønsvær og en fiin ung Jomfru med Gyldendugs Livstykke gik hende tilhaande med at tilberede det landlige Maaltid. Paa en fældet Træbul sad en reiseklædt Herre med en stor Guldring om Armen stille og alvorlig med en Strængeleeg og sang Visen om Junker Stranges Hjemkomst med Dronning Dagmar, medens hans kjærlige blaae Øine ofte dvælede med inderlig Velbehag paa den blomstrende Jomfru, der ikke var Dagmar meget uliig, men dog endnu mere lignede Jomfru Kirstine af Rise i hendes lykkelige Dage.
���»En herlig Aften, min Rigmor! - sagde Ridderen og trykkede den skjønne Frues Haand - sover vor lille Hedvig alt?«
���»Ak ja, hun giver den smukke Aften en god Dag - svarede Rigmor mut - hvor kan du dog være saa rolig, Carl! og hvor kan vi sidde her og høre paa gamle Viser eller tænke paa nogen Verdens Glæde, førend vi har taget en Beslutning. Kommer min Fader nu hjem fra Estland, som den gode Thorgeir siger, hvad vil der saa blive af? - Hav dog Øie med den vilde Albert, Marthe! lad ham ikke løbe i Parken!«
���»Lad os være glade saalænge vi kan, min elskede Rigmor! - tog Ridder Carl af Rise rolig Ordet igjen - Endnu er han jo ikke kommen til Ribe, og Faren er ikke større idag, end den har været i tre Aar; nærmere er den, det er sandt; men der maa dog en Ende paa Alting, og jeg er næsten glad ved at høre, det Uveir nærmer sig, som vi dog vidste maatte komme engang. Kom din Fader i dette Øieblik og saae os sidde saa fredeligt her, maaskee han dog tilgav os, om ikke for vor Skyld, saa for de uskyldige Børns Skyld; men vilde han adskille os, kom han med væbnet Magt og fordrede dig tilbage, saa skulde han dog see, jeg havde ikke Volde og Grave om Borgen for Intet. Dog jeg stoler paa Kongen og den fromme Erkebisp.«
���»Ak, hvad troer du Kongen bekymrer sig om os? siden den ulykkelige Dronning blev myrdet for hans Øine, er han jo bleven gammel og graa af Sorg; og Erkebispen, han tænker jo kun paa Bøger og Skrifter.«
���»Gud hjelpe Kongen! vi ere dog endnu tusinde Gange lykkeligere, min Rigmor! - Sørger han endnu lige dybt over Dronning Beengjerd, gode Thorgeir! - her vendte Carl sig til den nysankomne Gjest - hvorledes var han tilmode, da I saae ham sidst?«
���»Jeg beundrer ham i Sorgen som i Lykken - svarede Thorgeir Danaskjald og lagde Strængelegen tilside. - Vel seer han fast ud som en Olding: hans Haar er askegraat og hans Pande er furet; men Ilden i hans store Herskerøine er ikke udslukt, og han har maaskee i disse tre stille Sørgeaar virket mere for Danmarks Vel, end ved alle sine Seiervindinger. Han sidder daglig i Lønkammeret med Erkebisp Andreas og den lærde Abbed Gunner fra Øm og arbeider paa den nye Lovbog. Han forsømmer aldrig Raadet og Thinget; ja man mumler endogsaa om, at han endnu vil udføre den dristige Plan mod England og snart reise sig i sin Kraft og Vælde for at tilbagevinde Knud den Stores Krone. Han vaager ofte hele Nætter og det er næsten et Særsyn, at han, som i denne Tid, forfrisker sig nogle Dage paa Jagten. Men Grev Henriks Besøg synes at opmuntre ham.«
���»Grev Henrik af Schwerin? - spurgte Carl og sprang op - han i Besøg hos Kongen? det var en mærkelig Nyhed. Han og Kongen vare jo dødelige Fjender.«
���»Det har de ofte været og ere blevne forligte igjen. Naar Kongen bliver vred, kryber den snilde Greve altid til Korset, veed I. Siden den gamle Historie med Johan Ganz har Kongen jo to Gange tvunget ham til at være hans Mand. Da Kongen sidst var i Schwerin, veed I, han paa sin Myndlings Vegne tog det halve Slot og Grevskab i Besiddelse. Deri havde han nok ikke saa ganske Ret; men det skal nu Greven ved dette Besøg have faaet gjort om igjen. Han turde ikke komme uden Leide; men nu ere han og Kongen de bedste Venner af Verden. Greven er en rask, munter og beleven Mand, og Kongen kan behøve nogen Opmuntring og Adspredelse.«
���»Og nu drage de paa Jagt sammen, siger I?«
���»Ja ret ivrig; det opliver Kongen særdeles. Jeg var med iforgaars, da de seilede til Fyen; jeg har ikke i det sidste Aar seet Kongen saa oprømt. Greven fortalte om sin Valfart til Ægypten og det hellige Land og om en mærkelig Reliqvie, han havde medbragt og skjænket Schwerinerkirken. Han svoer høit og dyrt paa, det var Herrens virkelige Blod, som nu hver Himmelfartsdag skulde fremvises af Bispen, og at alle Pillegrimme, som da besøgte Schwerin, kunde faae Aflad hos ham ligesaagodt som hos Paven i Rom. Det er en kjæk og dristig Herre, men hans Fromhed har jeg ingen stor Tro til.«
���»Jeg endnu mindre, Thorgeir! nu, hvad sagde Kongen saa til det Pralerie?«
���»Han trak paa Smilebaandet og roste Grevens Fromhed. Til Gjengjeld roste Greven ham igjen og meente, at han maatte være en udkaaren Himlens Yndling, siden der endogsaa faldt Seiersfaner ned fra Skyerne til ham, saasnart han og hans Bisper vilde, og siden ingen Qvinde kunde see ham uden Fare. Men den Artighed leed Kongen dog ikke; han blev pludselig alvorlig og bad Greven betænke, at al Lykke og Velsignelse dog kom fraoven, og at hans Kjærlighedslykke i Verden nu i tre Aar havde været død og begraven.«
���»Arme Konge! han glemmer dog aldrig den skjønne Beengjerd.«
���»Han tænkte sikkerlig kun paa hende; men Grev Henrik lod til at forstaae ham anderledes; det kunde jeg see paa det skelende Blik. Greven skal være noget skinsyg, veed I; I har vel sagtens hørt det dumme Rygte, at Kongen paa sit sidste Besøg i Schwerin, kort før Dronningens ulykkelige Død, skal i Grev Henriks Fraværelse have havt et Kjærlighedseventyr med hans smukke Frue? jeg er vis paa, det er en skammelig Usandhed.«
���»Lutter Løgn og Bagvaskelse!« sagde Carl ivrig.
���»Den Snak er jo ogsaa glemt for længe siden - vedblev Thorgeir - paa det eneste Blik nær, kunde man heller ikke see Andet paa Greven, end at han var Kongen hjertelig hengiven.«
���»Hvo var med af Kongens troe Mænd?« spurgte Carl efter en alvorlig Taushed.
���»Den unge Kong Valdemar og Junker Strange var med, saavelsom Drosten og den gamle Kammermester foruden de sædvanlige Falkedrenge og Tjenere. De havde mange Hunde og Falke med og vilde til Smaaøerne ved Fyen. Jeg havde ogsaa fulgt længer med, havde jeg ikke troet det nødvendigt og vigtigt, saa snart som muligt at bringe Eder Budskabet om Grev Alberts Hjemkomst.«
���Carl faldt i dybe Tanker. »Hm, var jeg hos Kongen i dette Øieblik! - sagde han endelig - Naar agtede han at være paa Ribehuus igjen? og naar ventede man Grev Albert?«
���»Om tre Dage ventes de begge til Ribe. Eders Svigerfader var endnu i Holsteen, hed det.«
���»Og Erkebispen raader mig til Flugt?«
���»Ja, hvis hans og Kongens Forbøn, som han frygter, Intet udretter.«
���Carl sad atter en Stund i dybe Tanker. »Vil du som jeg, min Rigmor! - udbrød han nu rask og bestemt - saa reise vi Alle imorgen til Ribe. Saasnart Kongen kommer hjem, kaste vi os for hans Fødder og bede ham forsone din Fader. Kunde jeg endogsaa forsvare mig imod ham her eller kunde vi undgaae hans Vrede ved Flugten; jeg kan og bør dog ikke forlade Kongen længer, og du bliver dog aldrig tilfreds og lykkelig førend din strenge Fader har tilgivet os og givet os og de uskyldige Børn sin Velsignelse.«
���»Du har desværre Ret igjen - sukkede Rigmor - og jeg kan ærgre mig over, du skal være klogere, end jeg. Det nytter ikke, vi stampe mod Braaden. Jeg har nu i tre Aar været saa kjæk og munter, som det var mig muligt; men du veed ikke hvad jeg har lidt i Løndom. Jeg sover dog aldrig rolig nogen Nat, saalænge den Frygt og Uvished skal pine mig. Og dog - jeg pleier ellers ikke at være forsagt; men jeg veed ikke hvorledes det er: jeg bliver daglig ængsteligere for den Time, da jeg skal staae som en arm Synderinde for hans Aasyn. Jeg drømmer nu tidt, at han forbander mig og river mig fra dig og de velsignede Børn. Ak! jeg tør dog ikke see ham; nei, jeg troer, jeg døde af Skræk, hvis jeg saae ham uforsonet, saaledes som han inat stod for mig i Drømme« - -
���»Saaledes skal du ikke see ham. Jeg reiser alene, min Rigmor; jeg seer dig ikke igjen, førend jeg, med Guds og alle Helliges Hjelp, bringer dig Fred og Tilgivelse.«
���»Jesus, Maria! skulde jeg da være ene her paa Borgen? hvis man saa imidlertid kommer og slæber mig i Fængsel eller i Kloster?«
���»Det skal ingen Nød have; derfor veed jeg Raad. Thorgeir, ædle Thorgeir! - her greb Carl den stille Bardes Haand - jeg har havt Prøver paa eders Venskab. Det gjælder nu mit Liv og min høieste Lykke. I er ikke Kriger; men naar det gjælder om at beskytte ædle Qvinder og disse uskyldige Smaae, saa veed jeg I har Mod og Mands Hjerte til at holde Karisegaard lukket for enhver Uven, til jeg kommer tilbage.«
���»Tør I betroe Eder til min Beskyttelse, ædle Frue! - sagde Thorgeir og vendte sig venlig til den beængstede Rigmor - saa lover jeg Eder og Ridder Carl, at Ingen, som vil Eder ilde, skal sætte sin Fod indenfor Karise Borgmuur, saalænge jeg kan røre en Arm til eders Forsvar. Ja, om Kongen selv bød mig aabne Borgen« - -
���»Kongen! nei, Kongen maae vi adlyde - afbrød Carl den ivrige Ven - selv om han forlangte vort Liv, maae vi adlyde. Men derfor er jeg rolig: kan Kongen ikke redde os, han rækker ikke Haand til vor Undergang.«
���»Men min Fader, min Fader« - afbrød Rigmor ham ængstelig.
���»Han skal ikke søge mig her; jeg vil selv gaae ham imøde. Naar jeg ikke er her, vil han selv i sin heftigste Vrede intet voldsomt Skridt foretage sig mod den Borg, der indeslutter hans Barn og hans Børnebørn. Hold kun Borgporten lukket! og I ere Alle her sikkre. Jeg drager Uveiret imøde; men frygt ikke, min ædle Hustru! Kongen vil og maa frelse os. Jeg søger ham op hvor han er og møder din Fader ved hans Side.«
���»Saaledes er det vist bedst - sagde Thorgeir - jeg er altsaa imorgen Befalingsmand paa Karise.«
���»Nei, er det muligt!« sagde den smukke blaaøiede Jomfru Margrethe, Carls og Kirstines yngste Søster, og betragtede Thorgeir Danaskjald forbauset og kjærlig, idet hun satte Kurven fra sig og kom nærmere, »skal I nu være Befalingsmand her paa Borgen og forsvare os Alle? jeg troede, I kunde aleneste digte smukke Viser og synge til Strængeleeg.«
���»Jeg har heller ingen store Krigsbedrifter at rose mig af, ædle Jomfru! - svarede Thorgeir og rødmede - men jeg har dog været med ved Seirene i Polen og Preussen. Jeg veed desuden en Priis - tilføiede han dristigere - som maaskee endnu kunde gjøre mig til en drabelig Helt, hvis det behøvedes.«
���Jomfru Margrethe blev blussende rød og greb hastig sin Kurv igjen for at sætte Saltmadsfadet og Syltemælken paa Dugen.
���»Dersom I nu vil lange til Nadveren, Børn! saa er Alting istand efter ringe Leilighed« - sagde nu Carls Moder, den gamle omhyggelige Fru Ellen, og neiede statelig, idet Nøgleknippet klirrede ved hendes Sidebrask. Hun var næsten døv af Alderdom og bekymrede sig kun om Huusvæsenet.
���»Tak, tak, kjære Moder!« sagde Carl med forstærket Røst. »Lader os i Guds Navn spise og være muntre, at den gode gamle Moder Intet skal mærke«, sagde han til de Andre, og man leirede sig om Dugen. Jomfru Margrethe læste Bordbønnen med from Hjertelighed; og alle gjorde sig Umage for at synes rolige og glade. Den Munterhed, de saaledes paa Skrømt søgte at fremtvinge, blev snart, ved Carls tillidsfulde Ro og Fru Rigmors letbevægelige Sind, sand og virkelig. Oplivet af et Bæger kostelig Viin og ved den smukke Jomfru Margrethes Side, istemte Thorgeir Danaskjald endogsaa et begeistret Qvad til Danmarks og de danske Qvinders Berømmelse, hvorfor han lønnedes med et venligt Smiil af de Skjønne. Men Carl var imidlertid atter falden i dybe Tanker.
���»Gud velsigne og bevare Kongen! - udbrød han pludselig og greb sit Bæger - gid det gaae ham vel! og din strenge brave Fader, min Rigmor, min gamle Herre og Vaabenmester, Gud velsigne ogsaa ham, hvad Dom han saa udsiger over os!« Han tømte Bægeret bevæget. Derpaa reiste han sig hastig: »Og nu farvel, min Rigmor, farvel! mine velsignede Børn og alle I kjære Venner! jeg har ingen Ro længer paa mig - jeg maa afsted.«
���»Jesus, Maria! allerede?« raabte Rigmor forskrækket.
���»Jeg maa afsted: det er som Jorden brænder mig under Fødderne - jeg maa til Kongen; vær trøstig og beed, min Rigmor! vil Gud, kommer jeg snart med Fred og Lykke tilbage.«
���»Hvorhen? min Søn!« spurgte den gamle Huusmoder, medens hun uforstyrret besørgede Qvelsnadverstumperne til Huustyendet.
���»Til Hove, Moder! i Kongens Tjeneste« -
���»Nu, saa i Guds Navn, min Søn! glem kun ikke din varme SlagKappe! Natten er dog kjølig endnu.«
���Med voldsom undertrykt Heftighed omfavnede nu Carl Hustrue og Børn og dem Alle og paalagde endnu engang Thorgeir Danaskjald den omhyggeligste Omsorg for deres Sikkerhed. Uden at forlænge den smertelige Afsked, ilede han derpaa ad en Gjenstie op paa Gaarden og lod Thorgeir følge efter med de Andre.
���Da den venlige Barde, med Carls Moder under Armen, og Fru Rigmor, med sin lille sovende Hedvig ved Barmen og Albert ved Haanden, ledsaget af Jomfru Margrethe og gamle Marthe, stode i Borggaarden, tilvinkede Ridder Carl dem endnu et hjerteligt Farvel og foer i fuld Rustning over Vindebroen, ledsaget af en gammel graahaaret Tjener, som førte to muntre fuldt opsadlede Heste i en Line ved den høire Haand og havde en temmelig stor Vadsæk bag Sadlen. Den gamle Tjener var Bisp Peders troe Martin, som strax efter Bispens Død havde begivet sig i Carl af Rises Tjeneste.
���Uden at tale et Ord reed Carl længe ved Martins Side. Den gamle troe Svend kjendte sin unge Herre nu saa godt, at han ikke plagede ham med sin Snaksomhed, naar han saae, der var Noget iveien. At det gjaldt en lang og vigtig Reise og at Ridder Carl ikke havde isinde at fare i Mag, havde han strax formodet, da han havde faaet Befaling til at medtage den store Feltvadsæk og de to friske Heste til at skifte med. Da det nu gik fort ud paa Natten i det stærkeste Trav ad Veien til Corsøer, og Carl spurgte om hvad Vind det var, formodede Martin rigtig, at han vilde til Fyen eller Jylland.
���De havde saaledes redet et langt Stykke Vei, og uden at tænke paa Hvile skiftede de kun Heste.
���»En smuk lys Aften! - sagde Carl - hvor langt er vi vel henne i Maaneden?«
���»Vi har idag den 6te Mai, strenge Hr. Ridder! og vel snart den 7de - svarede Martin - thi seer jeg ret paa Maanen, har vi ikke længe til Midnat. Den 6te Mai har jeg godt ved at huske fra min gamle salig Herres Tid - vedblev han, da han mærkede, at Ridder Carl nu var ked af den lange Taushed - da skulde han altid være hos Kongen, skal jeg sige os, og da var der ingen Ro paa ham andensteds. Det var nu en af hans underlige Griller - Christ glæde hans Sjæl, den fromme salig Bisp! - men naar den Tid kom, var han aldrig god at komme tilrette med.«
���»Det var underligt - sagde Carl - veed du da ingen Grund dertil?«
���»Han maa vel sagtens have havt sine egne Tanker derved; men hvad saadan en klog og lærd Herre tænker, det gaaer over en eenfoldig Lægmands Forstand. Engang da jeg var med ham i Velskland og vi nær vare blevne ihjelslagne af Røvere, fortalte han mig Noget om en hemmelig Bog, han havde kiget i; men jeg skulde hartad troe, det havde bekommet ham ilde. Det var sagtens denne hersens Cyprianus eller hvad hun hedder. Men Kors bevare os! lad os ikke tale derom paa denne Tid!« Derpaa slog Martin et Kors for sig og begyndte at mumle en Bøn.
���Ved Martins Ord var Carl atter bleven taus og tankefuld. Han erindrede sig den forunderlige Begivenhed i Slotstaarnet paa Sæbygaard, og skjøndt han dengang var et Barn, stod det rædselsfulde og ubegribelige Optrin, da Lysene udsluktes og Bispen styrtede til Gulvet, endnu lyslevende for hans Øine. Han erindrede sig nu tillige alt det Besynderlige, han havde oplevet og som dermed syntes at staae i Forbindelse: han hørte atter Saxos Fortælling om Bjergmanden, der stod bag ved hans Stol i den Nat, Kong Knud døde; han erindrede det hemmelige afbrudte Skriftemaal i Bisp Peders Alkove; han saae atter den frygtelige Bjergmand ved Saxos Grav; han tænkte sig atter i hiin mørke Kjelder, hvor han hørte den bandlyste Bisp tale foroven med den døende Morder. Han erindrede hvad Bisp Peder, i sin underlige spændte Stemning, som med prophetisk Aand, havde sagt ham i Hulen ved Lyndanisse kort før Volmerslaget og Vidunderet med Dannebrogsfanen. Alt dette løb nu om i Carls Hoved, og som han nu nærmede sig Slagelse, kom han ogsaa hellig Anders ihu, og den Forbauselse, Efterretningen om hans Dødsdag havde opvakt hos Grev Albert og Bisp Peder, da han fulgte dem fra Sæbygaard med Fru Helene.
���»Hvad tænker du paa? Martin! - spurgte endelig Carl og udrev sig af sine Drømme - siig, troer du paa lykkelige og ulykkelige Dage, paa Stjernernes Indflydelse, paa Spaadomme og alt Sligt, som jeg har hørt saa Meget om i min Barndom?«
���»Naar den lærde Bisp Peder ikke vovede at negte det, strenge Hr. Ridder, og naar I selv har seet Dannebrogsfanen falde ned fra Himlen, saa veed jeg Intet saa ubegribeligt, at vi jo nok kan troe det.«
���»Men man kan dog ogsaa troe for meget, paastaaer den forstandige Pater Vilhelm paa Karise. Han har med stor Iver advaret mig for at tænke for meget paa alle slige Ting, som kun gjør os til Drømmere og Sværmere, mener han, og betager os al Dygtighed til vor Gjerning i Verden. Jeg har nu i de sidste tre Aar fulgt hans Raad, og saavel jeg som mine Bønder har ingen Skade havt deraf, troer jeg. Hvad der gaaer over vor Forstand, Martin! det skal vi kjønt lade staae ved sit Værd og ikke gruble over: Alt, hvad der ikke gjør os bedre eller lykkeligere, er af den Onde, siger Pater Vilhelm.«
���»Pater Vilhelm kan være saa klog paa Verden som han vil, strenge Herre! - svarede Martin - saa faaer han dog aldrig i Evighed mig til at troe, at den hellige Abbed Vilhelm og salig Hr. Anders af Slagelse og min egen fromme salig Bisp ikke forstode tusinde Gange mere af de himmelske Ting, end han drømmer om, og det uden at de havde lært det af den Onde. Havde min gamle salig Herre levet endnu, kunde han vist have givet Jer et godt Raad, hvis I vilde have betroet ham hvad der ligger Jer paa Hjertet og hvorfor vi saaledes maa fare afsted i den vildene Nat.«
���»Troer du virkelig? Martin! hvad Raad troer du da, din Bisp vilde have givet mig, naar jeg havde sagt ham, at Grev Albert kommer hjem en af Dagene og vil skille mig fra min kjære Hustru, og at Kongen maaskee i denne Nat sover under Tag med sin arrigste Dødsfjende?«
���»Det var to slemme Nyheder, strenge Herre! men den sidste - den sidste var med Forgunst dog den værste. Jeg veed nok hvad Bisp Peder vilde have sagt, naar I ikke vil tage det fortrydeligt op, strenge Herre!
���»Nu, siig frem!«
���»Tænk først paa Kongen og siden paa Jer selv! vilde han have sagt, og havde han levet i denne Time, saa havde han og jeg visselig vaaget hos Kongen inat.«
���»Gud forlade min kloge Skriftefader, er han ikke visere end baade du og jeg og din gamle salig Bisp - sagde Carl urolig og reed stærkere - jeg har tidt nok villet være afsted, men han har altid beviist mig soleklart, det var Sværmerie og Galskab. Din fromme salig Bisp havde paalagt mig aldrig at være fra Kongen nogen Mai Maaned; men han var dengang syg og underlig. Pater Vilhelm har fritaget mig derfor; han har forklaret mig det og meget Andet, ligesom Grev Albert og Absalon Bælg vilde gjort det, men med fyndig Lærdom og med den hellige Skrift selv. Det er nu iaar den tredie Vaar, jeg ikke har seet Kongen; jeg vidste tilmed han var vred paa mig; siden Dronningens gruelige Død har han jo heller Ingen villet see.«
���»Ak, det var ogsaa en forskrækkelig Gjerning - sukkede Martin - hvem er sikker meer i Verden, naar Dronningen ikke engang var det ved saa mægtig en Konges høire Haand? Endnu veed jo Ingen hvorfra Pilen kom?«
���»Jo, visselig, gamle Martin! - sagde Carl og saae mod Himlen - der er Een, som veed det, og han glemmer det ikke paa den yderste Dag.«
���»Deri har I Ret, strenge Ridder! den alvidende Herre Gud rammer nok alle Skjelmer og Mordere engang. Nu ja, med Dronningen fik det en gruelig Ende; hende var der dog ikke Mange, uden Kongen, som sørgede over; men gaaer det saaledes engang med Kongen selv« -
���»Saa Gud naade Land og Rige!« sukkede Carl og sporede sin Hingst. Men den sprang nu pludselig tilside og steilede; ogsaa Martins Heste bleve skye, og han havde Møie med at holde dem. De standsede i en Huulvei mellem to høie Bakker, og nu kunde Ingen tvinge Hestene frem.
���»Hvad er her da iveien?« raabte Carl.
���»Kors bevare os! seer I ikke Steilen over vore Hoveder, Herre! og see, her staaer to Djævle deroppe og rives om den Døde.«
���Carl løftede Hovedet i Veiret og saae forbauset, at der virkelig stod en Steile øverst paa Høien over Huulveien, og at to dunkle Skikkelser bevægede sig under Steilen og syntes at være i Færd med at grave en Grav.
���»Det er vel en Forbryder, man hemmelig begraver - sagde han rolig - læs dit Fadervor, Martin! og lad os i Guds Navn drage videre!«
���Men nu hørte han en qvindelig Stemme synge høit og skingrende deroppe:
»Saa rede vi ham en Seng udi Muld;
Før gav jeg ham Skatten af røden Guld:
Saa vel han ramte den Stolte.«
���Carl gruede og søgte forgjeves at faae sin Hest frem; den blev staaende som naglet til Jorden. Han foldede sine Hænder og saae med en stille Bøn op mod Himlen, ligesom et langt skjønt Stjerneskud eller en fjern Ildkugle gleed langsomt ned i Horizonten.
���»Nu faldt den store Stjerne i den nordlige Krone - raabte den qvindelige Stemme under Steilen - jeg saae det, Gamle! jeg saae det; slukkes nu ogsaa Stjernen i Løvens Øie?«
���»Endnu ikke - svarede en huul Mandsstemme - men fordunkles vil den; thi Crateret hersker og Skytten har Magten.«
���»Koglerie og Djævelskab! - sagde Martin og korsede sig - kunde I blot faae Skimmel frem, Herre! saa fulgte mine Heste nok efter.«
���Carl sporede atter sin Hingst; som et Lyn foer den nu frem gjennem Huulveien. Martin fulgte sin Herre, og snart havde de begge tabt Galgebakken og dens rædselsfulde Skikkelser af Syne.
------
���Den samme smukke Foraarsdag, da Thorgeir Danaskjald henad Aftenen havde besøgt Carl af Rise og bragt ham de vigtige Efterretninger, var det kongelige Jagtselskab i den tidlige Morgenstund med munter Jagtmusik og med deres Hunde og Falke gaaet iland ligeoverfor Faaborg paa den lille venlige Øe Lyøe. Ved en Kilde, tæt ved den nysudsprungne Bøgeskov ikke langt fra Strandbredden, havde Kongen ladet opslaae sit Telt. Grev Henrik, der den forrige Dag, som det hed, havde stødt sin Fod paa Jagten, havde den Dag undskyldt sig for at følge med, og var bleven tilbage paa sit Skib, medens Kongen og hans Søn den unge Valdemar streifede Øen rundt med deres Falke og Hunde, ledsagede af Junker Strange, Astrad Fracke og nogle Jægere.
���Den gamle Andreas Kammermester havde imidlertid havt travlt med at indrette det kongelige Telt, hvorunder Herskabet agtede at spise til Aften og overnatte. Den gamle troe Kammermester havde beredet Alting paa det Bedste til det kongelige Herskabs Opmuntring og Vederqvægelse. Han havde udsmykket Teltet med Skarlagenstæpper og med Mailøv, og sørget for, at Kongens og Prindsens Leie blev beqvemt og pynteligt; han havde med Bjørn Mundskjænk ladet Vinen øse i Sølvkanderne, og de gyldne Bægere polere og fremsætte, medens han ikke havde forsømt af og til at knurre paa Madsvenden og Kjøgemesteren. Udenfor Teltet havde han plantet store løvfulde Bøgegrene, hvorimellem der skulde brænde Fakler og Blus; thi skjøndt han ingen Smag selv fandt i Sligt, vidste han dog hvad der kunde fornøie Kongen; og skjøndt han selv var en Hader af Musik, havde han dog for Kongens Hornblæsere indrettet en Plads med Bænke og Forfriskninger paa en Høi, nærved Teltet, hvorfra der var Gjenlyd imod Skoven; selv for Kongens Falke og Jagthunde havde han omhyggelig sørget.
���Solen var gaaet ned; det var blevet sildigt, og endnu var Kongen ikke kommen fra Jagten. Den gamle Kammermester begyndte at blive utaalmodig og brumme paa Tjenerne. Han havde allerede et Par Gange ladet Faklerne tænde og udslukke igjen af Sparsommelighed; endelig hørte han Jagthornet og Hundeglammet og skyndte sig nu at faae alle Kerter og Fakler tændte.
���Det kongelige Jagtselskab nærmede sig Teltet. Kongen gik foran mellem Prindsen og Junker Strange.
���»Nu er jeg ogsaa baade mødig og hungrig - sagde Kongen - jeg mærker dog, vi blive gamle, Strange! dine Been vil nok ikke længer med.«
���»Det troer jeg vel, Herre Konge! - svarede Junker Strange og ømmede sig - saaledes som I har ført os om; der er jo ikke en Mose eller et Krat paa hele Øen, uden vi jo har været deri.«
���»Jeg vilde dog endnu engang forsøge om jeg kunde holde en Dagvandring ud med Solen«, sagde Kongen.
���»I kunde gaae omkap med Maanen med, troer jeg fast - sagde den muntre Hr. Strange - Dagens straalende Konge, som Olaf Hvitaskjald kalder den, er jo forlængesiden gaaet skamfuld til Hvile.«
���»Men den Konge gik dog lidt længer idag, end om Lyøe - svarede Kongen - hvor mange tusinde Aar troer du ikke han har gaaet Verden rundt i sin rolige Glands og Majestæt, og om tusinde Aar skrider han vel lige rolig og stolt hen over vore Grave. Naar jeg ret betænker det, Strange! - vedblev Kongen alvorlig - saa er det dog ikke stort bevendt med vor Høihed og Storhed, og et Menneskeliv er dog for stakket til at udrette Noget, der er værd at tale om efter hundrede Aar; men man maa blive gammel før man mærker det. Hvad jeg higede efter i min raske Ungdom, see, det har jeg dog nogenlunde naaet og meer dertil. Men hvad er det saa? skulde Valdemars Liv ikke være mere værd? oprigtig talt, Strange! selv en Keisers Høihed og Magt synes mig heelt tarvelig og ringe, siden jeg jog de to Keisere over Elben.«
���»Maaskee I endog tilsidst kunde faae Lyst til Sædet paa St. Peders høie Stol - tog Junker Strange atter Ordet i sin sædvanlige skjemtende Tone - Præstekeiserens Høihed og Magt maa I dog tilstaae betyder Noget i Verden, saalænge Konger og Keisere ikke holde sig for gode til at holde Stigbøilen for ham.«
���»Mellem os, gamle Strange! den er visselig den største Hersker paa Jorden, som hersker over Sjælene; den Hjerne, der først fødte hiin dristige Tanke, fortjente vel at bære en større Krone, end Kongers og Keiseres. Derfor har jeg ogsaa altid æret hiin mægtige Romerbisp meer, end alle Verdens Beherskere; men jeg takker dog min Gud, jeg ikke er i hans Sted.«
���»Hvi saa? Herre Konge! I vilde, saa sandelig! ikke sove paa den hellige Stol.«
���»Rigtig, Strange! det mener jeg just ogsaa: Herrens Statholder burde aldrig sove, og troede han ikke, han var det i Sandhed - da sov han vel mindre.«
���»Jeg veed ikke, om jeg forstaaer Eder ret, Herre Konge!«
���»Seer du, Strange! - vedblev Kongen - med Hellig Anders's og Bisp Peders Tro vilde jeg have flyttet Bjerge; med min egen maa jeg nøies med at flytte Throner, og førend Knud den Stores Throne staaer heel og holden paa sin gamle Plads« -
���»Nei, see dog, see! - afbrød den unge Valdemar dem og pegede mod Himlen - en Ildkugle!« -
���Alle saae mod Himlen og betragtede det sjeldne Natursyn.
���»Et herligt Syn!« - sagde Kongen, og idet Maanen belyste hans kraftige men nu stærkt gjennemfurede Herskeraasyn, og Vinden bevægede hans næsten afblegede Lokker, foer et Udtryk af pludselig Veemod over hans Pande, og det var ligesom han havde seet sine henfarne Venner i Skyerne. Taus og alvorlig gik Kongen med Junker Strange videre.
���Dagmars fjortenaarige Søn stod endnu med de klare blaae Øine opløftede mod Himlen. Han havde lænet sig til sit Jagtspyd, og som han stod der i den korte Læderkjortel, tæt besat med smaa Guldkroner, medens den lysegule Haarfylde, som kun halv skjultes af en guldkantet Purpurbaret, ringlede sig i Lokker om hans Liinkrave og de friske fiintfarvede Kinder, saae han fast ud som en deilig forklædt Jomfru. Med det reneste Præg af Sagtmodighed og Mildhed laae der dog tillige i Ynglingens Aasyn et Udtryk af Kjækhed og letbevægelig Heftighed, som viste, at han var Valdemar Seiers Søn. Han havde tabt sig i Beskuelsen af den stjernefulde Himmel og i fromme Tanker om den store uendelige Fred, hvori Kongernes Konge behersker den urolige Verden. Han maatte fordobble sine Skridt for at indhente sin Fader.
���De stode nu ved Kongeteltet, og Kongen overraskedes behageligt af den smukke Oplysning.
���»Nei, see mig til den gamle Kammermester - sagde Kongen - har han ikke fornægtet sin Tarvelighed og gjort Stads for os, som til et Sommeribyesgilde.« - »Det var Ret, min brave Andreas!« sagde han til Kammermesteren, som nærmede sig, stiv og ærbødig, og bøiede sig dybt, da Kongen klappede ham venlig paa Skulderen.
���»Qvelsnadveren staaer rede, min allernaadigste Herre og Konge!« sagde den Gamle, idet Taarerne stege ham i Øinene af Glæde over Kongens Tilfredshed og venlige Tiltale.
���Kongen gik ind i Teltet med sit Følge.
���»Dumt, at Grev Henrik ikke var med - sagde han og kastede sig træt i den gyldne Feltstol ved Bordet - idag gjorde min Trofast sit Mesterstykke; det skal ingen schwerinsk Støver gjøre ham efter.«
���»Og min raske Falk steeg saa høit, at jeg ikke kunde øine den«, sagde den unge Valdemar.
���»Men den bragte dig dog intet Bytte, Søn! du bliver aldrig nogen vældig Jæger.«
���»Jeg holder meer af at see Fuglen flyve, end falde ned, Herre Fader! og det gjør I jo selv: da I havde truffet den stolte Ørn i Flugten, ynkede I den dog, der den faldt.«
���»Du kan have Ret, min Dagmars Søn! - sagde Kongen alvorlig - det er dog en vild og egennyttig Glæde saaledes at standse Ørnen i dens Flugt og see Kongefuglen falde for en lumsk og ussel Piil. Jeg skyder ingen Ørne meer. Men hvor bliver vor lystige Greve af? Nu, der har vi ham.«
���I sin grønne Fløiels Jagtkjortel med Paternosterbaandet af Rubiner og Smaragder om Halsen og med sin garderigske Fjærhat i Haanden, traadte Grev Henrik ind i Kongeteltet. Han haltede lidt med den høire Fod; hans mørke Aasyn var uroligt og forvirret og hans Blik uvist og skelende, medens han med Møie syntes at bekæmpe en hemmelig Uro og satte et venligt smilende Ansigt op. »Undskyld mig, min naadigste Herre og Konge! - sagde han med usikker Stemme, idet han hilsede Kongen med mere Ydmyghed, end sædvanlig - Jeg har hele Dagen maattet ligge med varme Omslag om min Fod og havde nær ikke kunnet have den Ære og Lykke at hilse paa Eder.«
���»Kom, sæt Eder, Greve! og gjør ingen Omstændigheder! - svarede Kongen - Anstræng ikke Foden med at staae! Naar vi komme til Ribehuus, skal Mester Harpestræng snart bringe Jer til at gaae lige paa Benene. Han læger alle Beenskader hastigt og fortræffeligt; han veed nok, jeg ikke for min Død kan fordrage at see Nogen halte.«
���»Hvad har eders Naade da saameget derimod?« spurgte Grev Henrik, idet han nærmede sig Feltstolen ved Kongens venstre Side og tøvede med at sætte sig, inden den unge Kong Valdemar havde taget Plads ved sin Faders høire Haand.
���»Hvad jeg har mod at halte - gjentog Kongen - nu, det veed jeg ikke ret selv; men alt Vaklende og Uvist, alt Skjævt og Vindt i Lader og Miner kommer af en indvortes Skjævhed, siger Erkebisp Andreas, og hvorvel jeg ikke troer det, falder det mig dog ofte ind.«
���Grev Henrik skiftede Farve, og Junker Strange saae forlegen paa Kongen og blinkede; men Valdemar mærkede det ikke og lod ikke til at erindre Grev Henriks Naturfeil med det skjæve Øie.
���»Nu, for tusind Pokker, hvorfor sætter I Eder ikke? - sagde Kongen utaalmodig, da de Alle endnu stode omkring ham - her er vi jo ikke ved Hove, veed jeg. Skjenk i Bægerne, Bjørn! Vi kan trænge til en Hjertestyrkning.«
���Alle toge nu hastig Sæde. Bjørn Mundskjenk fyldte Bægerne, og Kongen tømte strax sit med alle Tegn paa den heftigste Tørst.
���»Nu kan jeg forstaae - sagde han og satte Bægeret fra sig, idet han gav sig ifærd med det store Saltmadsfad, uden at oppebie Anretningen af det sødne og brasede Vildt - nu kan jeg forstaae, hvorledes Esau kunde sælge sin Førstefødselsret for en Skaal Lindser: han maa have brugt sine Been ligesaa godt paa Jagten, som vi. Havde I været med idag, Grev Henrik! - vedblev han efter et Ophold - saa tog I neppe saa fiint til Bæger og Fad.«
���»Siden I ikke kan fordrage udvortes Skjævheder, Herre Konge! - svarede Grev Henrik med et Smiil - saa maa I tillade mig, at jeg, for at bøde paa de indvortes, holder Faste iaften. Jeg gjorde et Løfte i det hellige Land, og det har jeg forsømt at opfylde til iaften.«
���»Nu, lad høre! hvad var da det for et Løfte?«
���»At jeg ikke vilde være lystig og glad og ikke nyde Saften af Druer, saalænge der var en Rynke i min naadige Herres og Konges Pande, som jeg var Skyld i.«
���»Det var smukt og fromt tænkt, brave Grev Henrik! om det ogsaa først nu faldt Jer ind. Nu vel! de Rynker, I taler om, ere allerede udslettede, og de, der ere tilbage, ere af det Slags, som aldrig udslettes, og som bliver dybere og flere hver Dag. Men iaften ville vi være glade og glemme alle gamle Sorger. Vor ærede Gjest Grev Henrik skal leve!«
���Kongen tømte sit Bæger og alle hans Mænd gjorde ligesaa, undtagen den gamle tørre Andreas Kammermester, der aldrig overtraadte sine tarvelige diætiske Forskrifter, efter Henrik Harpestrængs Lægebog.
���Kongen lod atter Bægerne fylde og begyndte en skjemtefuld Samtale med Junker Strange og Astrad Fracke, som Grev Henrik med megen Kløgt og Fiinhed vidste at vedligeholde. Bægerne tømtes imidlertid hyppigt, og alle bleve glade, undtagen den gamle Kammermester, der som sædvanlig sad ordknap ved Bordenden, uden at bemærkes; men selv lagde han nøie Mærke til Alt og havde et skarpt Øie med den fremmede Greve, der nu hyppigt satte Bægeret til Munden, men drak næsten Intet og syntes dog lystigst af dem Alle.
���Paa Kammermesterens Foranstaltning begyndte nu Hornblæserne fra Høien ved Teltet at spille lystige Jagtstykker og raske Krigssange. Den gamle Andreas saae, at den Overraskelse behagede Kongen, og hans skarpe Ansigt udtrykte en underlig Blanding af Glæde herover og af den Pine, Musikken forvoldte ham selv. Kongen drømte sig tilbage i sin lykkelige Ungdom, han saae Faklerne mellem Løvværket uden for Teltet, og mange gamle kjære Erindringer om lykkelige Felttog og glimrende Seiersfeste paa Ribehuus glimtede livligt gjennem hans Sjæl. Men nu begyndte Hornblæserne at spille Kongens Livmusik, den stolte spanske Ridderdands, som han havde dandset med den skjønne Beengjerd, førstegang han saae hende paa Schwerin Slot, og som han havde gjentaget med hende deres Bryllupsaften. En inderlig Veemod blandede sig i Kongens Glæde; han greeb Bægeret og tømte det taus til den henfarne Ungdomsbruds Ihukommelse.
���»Det er dog et forunderligt Eventyr, det hele Liv - sagde han sagtmodig og satte Bægeret fra sig - men den høieste Lykke og Glæde er dog kun deilige Feeslotte i en Sommernatsdrøm.«
���»Det var et sandt Ord, Herre Konge!« - svarede Grev Henrik med et fromladent Smiil. »Men jo mere afvexlende Eventyret er, jo morsommere tykkes det mig - tilføiede han - naar jeg skal drømme en ret lystig Drøm, maa jeg snart være i Himmel og snart i Helvede; Intet er dog kedeligere, end en eensformig Lykke; nei, op og ned! det er i sin Orden, og en god Christen maa finde sig i Alt.«
���»Dog ikke i at fare til Helved? min gode Greve! lad os ikke spase saa formasteligt!«
���»Med Lykke og Ulykke maa en god Christen kunne spase - svarede Grev Henrik - og hvad er Himmel og Helvede vel andet? Førend jeg havde gjort min hellige Valfart, blev jeg ogsaa ofte mismodig midt i min Glæde, ved at tænke paa, at den var saa stakket og forgængelig; men see, Herre Konge! her har jeg to kostelige Klenodier, som jeg fik af en from Eremit ved den hellige Grav; naar man seer paa dem, lærer man, som en god Christen, at finde al Lykkens Omvexling og Ustadighed ret smuk og opbyggelig: see, her er en Qvist af de Palmeblade, og en Levning af de Purpurklæder, der kastedes paa Veien for vor Herre, da han gjorde sit Indtog i Jerusalem. Den fromme Eremit svor mig til paa Sacramentet, at de vare ægte, og at den, som bar dem hos sig, aldrig kunde blive forsagt, hvorledes hans Lykke i Verden saa omskiftedes. Vil I modtage dem af min Haand, Herre Konge! saa har jeg dog ikke gjort min hellige Valfart forgjeves.«
���»Tak, Tak! - sagde Kongen tankefuld og modtog de visne falmede Reliqvier - men er I saa vis paa, min gode Greve, at I ikke selv kan komme til at trænge til dem?«
���»Jeg har flere af det Slags, Herre Konge! og jeg under Eder dem vel - svarede Greven - skjøndt I er saa lykkelig en Himlens Yndling, at I vist aldrig vil behøve dem. Men hvis I nu tillader det, vil jeg synge Jer en lystig Vise, som den samme fromme Eremit sang for mig, da han en Aften, efter den lange Faste, havde faaet sig en lille Ruus i al Fromhed og Hellighed.« Uden at vente paa Svar begyndte nu Grev Henrik med sin falske høist latterlige Syngestemme at synge en halv andægtig halv bespottelig Drikkevise, hvorved der efter hvert Vers maatte drikkes. Visen var en snurrig Blanding af Tydsk og slet Latin. Alle loe af Grev Henriks pudseerlig skurrende Sang, og Ingen uden den gamle Kammermester syntes at bemærke det Forargelige i Ordene, hvoraf han dog kun forstod saare lidet. Under den almindelige Latter og ved den hyppige Drikken blev saavel Kongen som Junker Strange og Astrad Fracke beruset; ogsaa den unge Valdemar drak meer, end sædvanlig, men blev søvnig deraf istedetfor oprømt. Den tykke Bjørn Mundskjenk havde ikke forsømt at skjenke flittig for sig selv som for de Andre; han ravede og loe umaadeligt, medens han ivrig opfyldte sin Embedspligt. Kun den gamle Kammermester sad ædru og stille og tog ingen Deel i den almindelige Lystighed.
���»Det er silde - sagde endelig Kongen og tilbagekaldte med Kraft og Værdighed sin Besindighed - Daarskab har sin Tid med alt Andet. Nu vil vi holde op, medens Legen er god - det er jo Søndag imorgen.«
���Den gamle Andreas Kammermester, som ved Kongens heftige Hunger var bleven forhindret i at fremsige Bordbønnen før Maaltidet, vilde nu efter Sædvane læse fra Bords; han reiste sig med foldede Hænder for Bordenden og ventede paa Taushed og Rolighed. Men Kongen gav ham et Vink og rystede paa Hovedet: »Lad det være! - sagde han - vi maae hjelpe os foruden iaften - vi vil ikke bespotte Herren med en ubetimelig Bøn; Vinen er dog nu hartad bleven vor Mester.«
���Grev Henrik loe og forsikkrede, at han havde faaet sin Deel; han reiste sig ravende med de Andre og syntes i overgiven Lystighed at have paataget sig Claus Klumpes gamle Forretninger, idet han nu ikke holdt det under sin Værdighed, ved pudseerlige Bevægelser og almindelige Hofnarsfagter at vedligeholde den almindelige Lystighed; han ønskede Kongen og dem Alle en god rolig Nat og forlod Teltet, for, som han sagde, at sove sin Ruus ud paa Skibet.
���Junker Strange, Astrad Fracke og Bjørn Mundskjenk tumlede med Latter og Spøg til deres Telt ved Siden af Kongeteltet, medens Kongen og den unge Valdemar begave sig til den inderste Afdeling af det kongelige Telt, hvor de, uden at give sig Tid til at afklædes, kastede sig sorgløse og overvældede af Træthed paa deres Leie.
���Faklerne vare slukte udenfor Kongeteltet. Hos Junker Strange og Astrad Fracke, saavelsom i Tjenerteltet ved Siden, vare Kerterne slukte. Alle Kongens Tjenere sov; de havde fulgt deres Herres Exempel og ikke sparet paa Øllet og Mjøden. Paa den lille fredelige Øe var der stille som i et Sovekammer. Der var Ingen, som holdt Vagt, hvor ingen Ufred var at vente. I den yderste Deel af Kongeteltet brændte endnu en enkelt Kerte. Der puslede stille og spøgelseagtig den gamle Andreas Kammermester halv afklædt om endnu og beredte sit simple haarde Leie ligefor Indgangen til Kongens og Prindsens Sovested. Førend han tænkte paa Hvile, talte han omhyggelig Sølvbægerne og Viinkanderne og forvarede dem i et stort kobberbeslaget Skriin, hvori der desuden gjemtes en betydelig Mængde Sølv og Guld. Derpaa tog han Kassen med Kongens Ædelstene og Klenodier saavelsom nogle vigtige Papirer, Kongen havde givet ham i Forvaring, og gjemte som sædvanlig disse vigtige Sager under sit Hovedgjerde. Først da Alt saaledes var ordnet paa det Nøiagtigste, kastede han sig paa Leiet, med de magre Hænder foldede over Brystet, idet han stille bad sin Aftenbøn. Han reiste sig endnu engang for at see om Kongen og Prindsen ikke behøvede hans Tjeneste. Han drog Skarlagenstæppet tilside for den inderste Deel af Teltet; han hørte, de sov trygt, og gik sagte tilbage til sit Leie, men lod dog endnu Kerten brænde.
���»En syndig, en ugudelig Aften - mumlede han - Konger og Fyrster ere dog ogsaa Mennesker - ingen Bordbøn - ingen Velsignelse. - Den sorte Greve loe ilde. - Hm! - havde jeg kun en eneste vaagen og ædru Mand her inat! - ikke engang den aarvaagne Trofast - hvad skulde ogsaa Hundene paa Grevens Skib?«
���Det var langt over Midnat. Kerten var udbrændt; den gamle Kammermester reiste sig atter ængstelig fra sit Leie. »Hvad nytter det, jeg ligger her? - mumlede han - et Telt har jo tusinde Indgange - hm, den sorte Greve sang og loe dog som en Djævel.« Det var bælmørkt i Teltet; han syntes, Nogen hviskede i Nærheden, og med Forfærdelse hørte han nu, at Nogen bevægede sig tæt ved ham; han greb til sit Sværd, men følte sig i samme Øieblik angreben af fire stærke Arme, og førend han kunde skrige, havde han en Knevel for Munden; han slog fortvivlet og rasende om sig; men han var gammel og svag og kunde Intet udrette mod sine tause stærke Modstandere.
���Paa samme Tid som dette foregik i den yderste Deel af Teltet, laae Kongen endnu i sin første Søvn. Prinds Valdemar sov urolig og havde nylig skreget i Drømme. Da vaagnede Kongen ved en sagte Puslen og Klirren af Vaaben; han reiste sig, søvndrukken, halvt op i Leiet og famlede efter sit Sværd.
���»Hjelp, Hjelp, Fader! jeg er bunden« - raabte nu Prinds Valdemar; og idetsamme følte Kongen sig greben om Halsen af en iiskold jernpantsret Haand. »Tie stille, Tyran! eller I er dødsens - hviskede Grev Henriks velbekjendte Stemme - læg Drengen Knevlen i Munden, Karle!«
���»Forræderie!« raabte Kongen og befriede sin Hals fra det voldsomme Tryk med en rask og kraftig Bevægelse, idet han sprang op og kastede Forræderen tilbage; men nu følte han et dybt Dolkestik i sin høire Side. Han tumlede til Jorden, og medens han rasende slog om sig i Mørket med de stærke ubevæbnede Hænder, følte han sine Fødder fast sammensnærede og sit Hoved saaledes indviklet i Sengetæppet, at han ikke kunde give en Lyd fra sig og neppe drage Aande. Snart vare hans Hænder ogsaa bundne, og af otte stærke Arme følte han sig baaren ud i den kjølige Natteluft. Det var klart Maaneskin; men Kongen kunde hverken see eller høre; han var nær ved at qvæles: Harmen og Smerten bedøvede alle hans Sandser. Men den unge Prinds, der ligeledes bares af fire bevæbnede Karle, havde dog Ansigtet frit; han var ogsaa bunden paa Hænder og Fødder og Knevlen gjorde ham stum. Maanen skinnede ham i Øinene og han saae, at man førte ham og hans Fader til Skoven. Han kjendte Grev Henrik, som, tæt indsvøbt i en Kappe og med et draget Sværd i Haanden, gik bleeg og skjælvende ved Siden og skyndte med dæmpet Røst paa sine Tjenere.
���»Fik I Bugt med de Andre?« hviskede Greven.
���»De tre fornemme Herrer lode sig knevle og svinebinde i Søvne, strenge Herre! - brummede en raa dyb Stemme. - Tjenerskabet var ogsa godt tilpakket og nemt at haandtere; der var nok kun et Par Smaadrenge, som rendte fra os.«
���»For Satan, tal sagte, Hund! er der Nogen rendt fra Jer, kan vi jo forraades endnu. - Den gamle Drage fik I dog vel?«
���»Han slog og beed om sig som en Satan; han fik Knevlen reven af, og jeg maatte stoppe Munden paa ham med min Daggert. Min Broder tog Skrinet og Kassen.«
���»Godt, godt, brave Kunz! komme vi vel herfra, skal du og din Broder faae Hælvten af Skatten. Nu rask og forsigtig, Karle! først til Skoven - saa gjennem Krattet ned til Skibet - Vinden er stik imod - det kuler forbandet; I maa roe saa Blodet springer Jer af Neglerødderne; men I skal ikke fortryde det.«
���»I maa selv forsvare det for vor Herre - mumlede den gamle Jæger - jeg tvætter mine Hænder, strenge Herre! skal Nogen brænde for det i Helvede« - -
���»Tie stille, Hund! det er min Sag«, hviskede Greven. Og Skoven skjulte den urolige Kongerøver og hans Bytte.
���»Saae du dem? saae du dem? - hviskede den lille Tiaarsdreng med en Gjeddehue og en stumpet grøn Trøie, idet han sprang ud af Krattet med en Falk i begge Hænder - hu, ha! det var Røverne, Jens! hvem mon det var, de der slæbte afsted med igjen?«
���»Ak, Gud naade os! - jamrede hans Kammerat, en endnu mindre Dreng med en Snor og en tom Falkehætte i Haanden - Kongens Falk lod jeg flyve - ak, Gud naade os! den ene var unge Kong Valdemar - jeg saae hans Ansigt; Maanen skinnede lige paa ham; han saae ud som Peer Jensens Ole, da han laae i Kisten.«
���»Kors bevare os, lad os løbe til Kongen! lad os skrige og gjøre Larm!« - »Hjelp, Hjelp, Røvere, Røvere!« skrege de nu begge af alle Kræfter og løb til Kongeteltet. Der laae Andreas Kammermester i sit Blod ved Foden af Kongens tomme Leie. De forskrækkede Drenge ruskede i ham; han drog endnu et dybt Suk, idet han famlede efter Kongens Leie og opgav Aanden. De løb til næste Telt. Der laae Junker Stranges og Astrad Frackes Klæder og Vaaben og Bjørn Mundskjænks store Knivbælte; men der var intet Menneske at see. Med Skrig og Larm løb Drengene til Stranden. Der stode to af Kongens Tjenere, raadvilde og nedslagne, og vred deres Hænder, medens en rask ung Baadsmand tumlede ivrig med Kongeskibet og Baadene for at faae en af dem flot; men de vare alle gjennemborede, halvsjunkne og uden Takkel og Anker.
���»Hvor er hans egen Knor, den sorte Satan?« raabte Baadsmanden.
���»Hist ved Krattet - men hører I Aarerne! - de er allerede fra Land - Gud forbarme sig! hvad skal vi gjøre?«
���»Efter dem, efter dem! - raabte Baadsmanden - den lille Aareskude holder nok Søen. - Kom, Karle! tag fat! Kom med, Drenge! I skal øse.«
���Uden lang Betænkning sprang de to Tjenere og den ældste Falkedreng i Baaden. Den mindste var bange og nølede. Man lod ham staae. Baaden stødte fra Land, og der roedes af alle Kræfter. Jamrende løb den lille tilbageblevne Dreng frem og tilbage ved Bredden. Det stormede heftigt. Det klareste Maaneskin vexlede hastig med sort Mørke, idet smaae sorte Skyer fløi hen over Øen. Nu hørte Drengen et dæmpet Jammerskrig. Den lække Baad var sjunken; men et Skib med mange Aarer kæmpede sig voldsomt bort gjennem Brændingen.
------
���En større Forfærdelse og en mere knusende Sorg har maaskee aldrig ramt det danske Folk, end da Rygtet om dette uhørte Forræderie og denne mageløse Voldsgjerning foer Landet om, som en Løbeild. Rygtet forstørrede endogsaa Ulykken, og det hed i nogle Dage, at baade Kongen og hans Søn vare myrdede. Nu saae man først hvor høit den seierrige Valdemar med al sin Strenghed dog var elsket af Folket. Alle det daglige Livs Sysler standsede. Det var som Lynet var slaget ned i alle Borge og Hytter: Qvinder og Børn jamrede. Med alle Tegn paa Sorg og Gru i de forfærdede harmfulde Aasyn, samledes Mændene ved Gadestevne og paa Thinge for at raadslaae - ikke om et nyt Kongevalg, ikke om hvorledes Landet nu skulde styres og beskyttes - men kun om Hevn og om Kongens Befrielse, hvis han levede.
���Fire Dage efter den store ulykkelige Begivenhed var Rigets Raad forsamlet i Riddersalen paa Ribehuus og mange af Kongens hengivneste Lehnsmænd og Riddere strømmede til. I sin sorte Rustning stod Grev Albert af Nordalbingien midt iblandt det raadvilde og forfærdede Rigsraad med et Aasyn, hvori den dybeste Sorg og det frygteligste Nag var afpræget. Ved hans Side stod Grev Otto med blussende Kinder og med Haanden krampagtig knyttet om sit Sværdhefte. Den gamle Erkebisp Andreas sad taus og bleeg i en Armstol, med Taarer i de matte Øine. Foruden den store Sorg, som nedtrykte ham, kuede nu ogsaa et svart legemligt Onde den ærværdige Olding: en ulægelig Hudsygdom havde tvunget ham til at søge sin Afsked, og han havde allerede i nogen Tid kun ventet paa Pavens Tilladelse, for at nedlægge sin Erkebispestav og aldeles afsondre sig fra det menneskelige Samfund. Den store almindelige Nød havde nu kaldt ham hid fra hans eensomme Studerekammer i Kapittelhuset. Han sad ene ved Bordenden i dybe Tanker, medens Abbed Gunner med harmfunklende Øine gik heftig frem og tilbage paa Fliserne.
���»Han lever, han lever. Grev Albert veed det«, hviskede den Ene til den Anden; og Alle ventede med spændt Opmærksomhed paa, at den nysindtraadte mørke Feltherre skulde tale.
���»Ja, han lever, vor allernaadigste Herre og Konge lever - sagde Grev Albert nu med dæmpet Stemme. - Jeg har sikkre Efterretninger. Han er kommen farlig saaret men dog levende til Meklenborg; efter al Formodning smægter han og hans kongelige Søn i dette Øieblik i et af den forvorpne Henrik Borwins Fangetaarne, maaskee i Lentzen eller i Lesnitz.«
���Efter et almindeligt Udbrud af Deeltagelse fulgte en dyb Nedslagenheds Taushed, og der var et Øieblik dødsstille i Salen.
���»Ædle Herrer og danske Mænd! - tog Grev Albert atter Ordet - Ulykken er stor - aldrig har Danmark oplevet den større: en saa uhørt himmelskrigende Niddingsdaad har Krøniken neppe Mage til, og vel maa slig formastelig Ugjerning slaae os med Gru og Forfærdelse; men saalænge Valdemar Seier lever og der er troe danske Mænd til, er Nøden ikke større, end Haabet: saalænge der er en Draabe tro og ærligt Blod i vore Aarer, vilde det være en Skjændsel at spørge: hvad vil Danmark gjøre for at befrie og hevne sin store Konge? - Alt ville vi gjøre; - jeg seer det i eders Aasyn, ædle danske Mænd! Alt ville vi gjøre: intet Offer er saa stort, at vi jo ville bringe det; vor sidste Skjærv, vor sidste Blodsdraabe ville vi hengive« - -
���»Alt, Alt!« raabte Forsamlingen, som med een Mund, og alle Hænder opløftede sig og alle Øine funklede.
���»Ingen Tanke paa egen Ro, paa egen Lykke og Velfærd, paa Venner og Frender, paa Hustruer og Børn - intet Forhold, ingen Forpligtelse, ingen Kjærlighed og intet Had - ja selv ikke vor egen timelige Ære, om det var tænkeligt, skal fra denne Time af unddrage vor Arm og vor Kraft, vort Liv og vor Sjæl fra vor store Konges Tjeneste i denne hans svare Nød og Ulykke - det sværger jeg, det sværge hver troe, ædelbaaren Dansk med mig! Før skal Land og Rige forgaae - før skal vore Hænder visne, vort Navn og vor Ære udslettes, og dansk Troskab og Manddom blive til Spot for al Verden - før skal vore Hjerter indtørres i vort feige Bryst og vore Øines Lys udslukkes i den evige Fordømmelses Nat - førend vi skal lade den Skam og Skjændsel uhevnet, førend vi skal forlade vor store Herre og Konge i Udlændighed og forsmædeligt Fangenskab: Saasandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord!«
���»Amen!« sagde Erkebispen og reiste sig - »Amen!« raabte Abbed Gunner. Alle bekræftede den frygtelige Eed, og den mørke Feltherre vedblev: »I, gamle ærværdige Herrer! og Rigets Raad! I, som ikke længer kunne føre Landse og Glavind til Kongens Hevn og Befrielse! styrer I nu Landet med Viisdom! medens jeg og hver dansk Mand, der kan føre Vaaben og Værge, forener os Alle som een om at aftvætte denne Skamplet paa Danmarks Ære, idet vi tage Hevn og retfærdig Straf over den nedrigste Forræder og æreløseste Ridder i Christenheden, over det største Afskum, Jorden har baaret, siden den opslugte Uhyret, der med sit falske Kys forraadte vor himmelske Herre og Konge. Død og Fordærvelse over Grev Henrik af Schwerin! Død og Fordærvelse over hans Venner og Beskyttere!«
���»Død og Fordærvelse over dem!« gjentoge de forbittrede og opflammede Riddere.
���»Og spørger ikke om, hvorledes det skal skee! - vedblev den djærve Grev Albert - Her staaer jeg, den forraadte Konges Ven og kjødelige Søstersøn; her staaer min kjække Fætter, Grev Otto af Lüneborg; danske Mødre fødte os begge: Danmark er vort Moderland og Danmarks store Konge vor Frende og Herre. Vi har ved hans Side flere Gange ført Danmarks Hære til Ære og Seier, end Grev Henriks Venner med Fyrster og Keisere har flyet med Skjændsel fra Nordalbingiens Grændser. Enhver dansk Ridder og Mand, der nu vil kæmpe under vort Banner for Kongens Frihed og Danmarks Ære, ham modtage vi, som Ven og Vaabenbroder, med aabne Arme, selv om han var vor Dødsfjende. Fra denne Stund og til Kongen sidder fri og hevnet paa sin Throne, har vi Alle kun een Dødsfjende, eet Had og een Villie: Hevn og Frihed for Valdemar Seier! Død og Fordærvelse over hans Fjender!«
���Et larmende Bifaldsraab opfyldte Salen.
���Nu nærmede der sig med faste Skridt en høi Ridder i blaat Staalpantser, med lukket Hjelmgitter og et hvidt Kors i det røde Skjold, han hilsede Forsamlingen og blev staaende ligefor Grev Albert. »Hevn og Frihed for Valdemar Seier! Død og Fordærvelse over hans Fjender!« sagde han og slog Hjelmgitteret tilside. Med funklende Øine stod Carl af Rise for sin frygtelige Svigerfaders Aasyn, og et lynende Blik fra den mørke Greves Øine traf ham, medens Greven uvilkaarlig krummede Haanden om sit Sværdhefte. Men fast og rolig saae Carl ham i det stolte forbittrede Aasyn. »Strenge Grev Albert! min forrige Vaabenmester og Herre! - sagde han - I seer den Mand for eders Øine, som venter Fordømmelse af eders Mund og Døden af eders mægtige Haand. Jeg giver Eder mit Ridderord derpaa: jeg skal ikke undvige Dommen og Hevnen, naar dens Time er kommen; men Gud i Himlen og det ædle danske Ridderskab har hørt eders Eed og ridderlige Ord: fra denne Stund af og til Kongen sidder fri og hevnet paa sin Throne, har vi kun een Villie, eet Had og een Dødsfjende.«
���»Vel, det er svoret«, sagde Greven med huul Stemme og blegnede af tilbagetrængt Harme, idet han tog Haanden fra Sværdet og knugede den mod sit Brystharnisk. »Men vil I ikke friste mig over Evne, Carl af Rise! - vedblev han med en Røst, som syntes at komme fra en Afgrund - saa drag Visiret for eders Hjelm og lad mig ikke see eders forhadte Aasyn, før jeg, uden at bryde min Saligheds-Eed, for hele Verdens Øine kan knuse eders formastelige Pande.«
���Der blinkede en Taare i Carls Øine; men han bøiede sig taus og slog Visiret for sin Hjelm, idet han traadte stille tilbage blandt de forbausede Riddere.
���En almindelig Taushed paafulgte, og det varede nogle Øieblik inden Grev Albert kunde faae sin Fatning og Rolighed tilbage. Den gamle Erkebisp Andreas havde reist sig for at sige et forsonende Ord; dog da han saae det uforsonlige Nag i Feltherrens jernfaste Aasyn, foldede han sine Hænder og syntes at bede en sagte Bøn, men der kom intet Ord over hans Læber.
���Grev Albert uddeelte nu kort og fyndigt de nødvendige Befalinger til Høvdingerne, Styresmændene og Ridderne, derpaa forlod han Forsamlingen, efterat han først havde overdraget Rigets Raad og Erkebispen at sørge for Krigsstyret og ufortøvet at udstede de nødvendige Kundgjørelser og Opfordringer til Folket.
���Grev Alberts sorte Hingst trampede utaalmodig i Slotsgaarden. Med faste heftige Skridt skreed den mørke Feltherre ned ad Slotstrappen. Hans store Slagsværd klirrede paa Stenene og i hans strenge Blik glimtede Haabet om en stor og frygtelig Hevn. Han svang sig i Sadlen, og den unge Væbner, der holdt Hingsten, sprang tilside for dens voldsomme Spring. »Staae!« raabte Greven barsk, og det hidsige Dyr stod ubevægelig. »Hvad er dette?« spurgte han forundret, idet han afrev og læste en liden Budstikke, som var bunden til Saddelknappen med en Silketraad. Greven stirrede paa Budstikken og blegnede: »Hvem har været ved Hesten? Dreng!«
���»Ingen, strenge Herre! - svarede Væbneren og skjælvede - Ingen, uden et taabeligt Qvindemenneske, som nylig spurgte om Eder og klappede Hingsten. Hun gik strax igjen, og jeg saae ikke hvor hun blev af.«
���»Helvedestanke!« mumlede Greven og reed langsomt ud af Slotsgaarden.
���Da Carl af Rise traadte ud af Riddersalen for efter Grev Alberts Befaling strax at lade samle og udruste sit Bannermandskab, følte han en kraftig Haand paa sin Skulder. Han saae sig om og Grev Otto stod med blussende Kinder for ham og betragtede ham med et venligt deeltagende Blik.
���»Brave, trofaste Carl! - sagde Otto - kan vi aldrig meer blive Venner som før? nu forener Ulykken dog alle Hjerter og Hænder.«
���Carl slog Hjelmgitteret tilbage og betragtede ham med dyb Smerte i det ærlige Aasyn, idet alle gamle Erindringer med en underlig Blanding af Velvillie og Harme fløi ham gjennem Sjælen. »Jeg har elsket Eder høit, Grev Otto! - sagde han bevæget - og, ved den levende Gud! jeg elsker Eder endnu, som vi vare kjødelige Brødre. Der er min Haand, til Kongen er fri og hevnet, til denne store Nødens Tid er forbi, ere vi Vaabenbrødre og Venner i Liv og i Død« - -
���»Ret saa, brave Carl, i Liv og i Død!« gjentog Otto og trykte hans Haand med Heftighed og Varme.
���»Men overleve vi denne Kongens og Landets svare Prøvelse - vedblev Carl, og hans Aasyn blev atter mørkt og lidenskabeligt - og synker jeg da ikke sønderknuust for Grev Alberts uforsonlige Arm - saa er jeg Ridder og Broder, og for min og min ulykkelige Søsters Ære maa jeg kæmpe en Kamp med Eder paa Liv og Død. Tag til Pant derpaa denne min ridderlige Handske!«
���»Hvad! er det Alvor? Carl - spurgte Otto - vil du være din Vaabenmesters Abe og være ligesaa uforsonlig og egensindig som han? kan den gamle dumme Historie da ikke være død og magtesløs?«
���»Nei, stolte Greve af Lüneborg! - svarede Carl og kastede Handsken for hans Fod - ikke før Vanæren er død og den Beskæmmelse magtesløs, som I vild og overmodig har kastet paa et ubesmittet og ærligt Riddernavn. Agter I Eder for høi og fornem til at optage en simpel Ridders Handske, og vil I med eders kongelige Byrd unddrage Eder for Erstatning og Æresopreisning, saa viid da: lever jeg den Dag, da jeg seer min Konge fri, vil jeg for hans og det danske Ridderskabs Øine erklære Eder for en æreløs Ridder.«
���»Ha, Død og Ulykke! - raabte Otto og greb Handsken med rasende Heftighed - det vover I at sige mig! Nu, saa kom da strax! I skal intet Øieblik tvivle paa, om Grev Otto af Lüneborg tør modtage en Staalhandske.«
���»Derpaa tvivlede jeg aldrig, kjække Otto! - svarede Carl nu rolig - ogsaa uden Pant vilde jeg troe dig; men giv mig nu dog din Handske, som du har modtaget min! og til Tiden og Stunden er kommen, da Sværdet tør skille os imellem, skal du, ved St. Michael og den hellige Jomfru, intet fornærmeligt Ord høre af mine Læber, som jeg stoler paa, at du ikke nævner det Navn, der mellem os maa være Løsenet til Dødskamp; indtil den Stund kommer, ere vi samdrægtige Vaabenbrødre, og selv om jeg da falder for dit Sværd, skal jeg bevare mit Venskab for dig med min Ære.«
���»Underlige Drømmer, som du er! - sagde Otto formildet, idet han drog sin Handske af og rakte ham den - der har du da mit Pant; jeg skal indløse det hvad Time du vil. Men skal vi endelig brække Halsen paa hinanden engang, saa har du Ret, det kan altid skee tidsnok, og nu har vi Andet at gjøre.«
���Derpaa omfavnede de hinanden med heftig Hjertelighed og gik Haand i Haand ud af Slottet.
���Saasnart Grev Albert og de heftige unge Riddere havde forladt Rigsraadet, kunde først et roligt og besindigt Overlæg finde Sted. Grev Alberts og alle Riddernes voldsomme Iver for at befrie og hevne Kongen frygtede man for var forgjeves eller endogsaa farlig.
���»Jeg fik imorges et hemmelighedsfuldt Vink - sagde Erkebispen - jeg veed ikke, om det kom fra Ven eller Fjende: denne Budstikke laae paa min Bønskammel; jeg beder Eder holde dens Indhold hemmeligt, at ingen maaskee ugrundet Frygt skal hemme Folkets Iver for Kongens Befrielse. Hører hvad her staaer!« Og nu læste han de samme Ord, som nylig paa en lignende Budstikke havde forfærdet Grev Albert: »tir ikke Ulven, medens din Haand er i dens Svælg!«
���Alle taug, og en ængstelig Uro stod malet i alle de gamle Herrers Ansigter.
���»Hvad enten dette Vink kom fra Ven eller Fjende - tog Abbed Gunner endelig Ordet - saa bør vi ikke foragte det: Kongen og hans Søn ere i deres Dødsfjendes Vold. Om ogsaa den listige Forræder selv ved dette Trudselsord vil binde Hænderne paa alle Danske; sandt er det: ved et eneste Vink til sine Bødler kan han tilintetgjøre Danmarks Stolthed og sidste Haab. Frygt for Keiseren og andre Fyrster kan maaskee alene afholde den hevngjerrige Forræder fra at sætte Kronen paa sit Niddingsværk og myrde sine kongelige Fanger. Mit Raad er derfor, ædle Herrer! at vi ufortøvet sende et Iilbud om den forefaldne Ugjerning og en Opfordring om Bistand til Keiser Fredrik i Capua og til hans Søn Kong Henrik i Tydskland; thi om de ogsaa hemmelig glæde sig over den seierrige Konges Ulykke, og maaskee haabe at vinde Fordeel derved, maae de dog, visselig! for deres egen Æres Skyld, tage sig af en Sag, der middelbart angaaer alle salvede Hoveder og er en Forgribelse paa alle retmæssige Kongers Majestæt.«
���Man gav Abbed Gunner Ret heri; men endnu vigtigere og virksommere troede Erkebispen det vilde være, at fremstille Sagen i dens hele afskyelige Lys for Paven, og opfordre ham til paa sit guddommelige Embedes Vegne at lyse Fred over Herrens Salvede og sprænge hans Fængsel med Bandstraalen.
���Begge Raad besluttede man at følge. Abbed Gunner opsatte strax Skrivelserne til Keiseren og hans Søn. Med en fast ungdommelig Ild greeb den fromme Erkebisp selv Pennen og affattede en Skrivelse til Paven, hvori han med de meest glødende Farver afmalte ham den seierrige Valdemars store Fortjenester af Kirken og Christenheden; han skildrede Valdemar som den kongelige Korsridder, der, større og kraftigere, end nogen Kæmper for den hellige Grav, havde grundfæstet Kirken i det høie Norden, og nu beskrev han Grev Henriks æreløse og formastelige Udaad med al den Styrke, som hans Kjærlighed til Kongen og hans Afskye for Grev Henriks Færd kunde indgive ham. Han beviste, at den schwerinske Greves Fremfærd ingenlunde kunde undskyldes som den Svageres Selvforsvar og Nødværge mod en overmodig Usurpator og paatvungen Lehnsherre. Han tilstod vel, at Kongens Lehnsherreret over Schwerin grundede sig paa Overmagten og Vaabnenes Lykke; men han gjorde tillige opmærksom paa, at denne Ret efter Ridderskabets Love var retmæssig tilkæmpet i aaben ærlig Feide, og ikke alene stadfæstet af Keiser og Pave, men selv beseglet med den overvundne Lehnsmands Troskabseed, som ingen christen Ridder egenmægtig turde bryde, om han ogsaa havde været slavisksindet nok til at lade sig den aftvinge. Han beviste endelig, at Grev Henrik, saavel efter Ridderskabets Love, som efter den romerske Kirkes Kjendelse, nødvendig maatte fordømmes, som en meensvoren, æreløs Ridder og en ugudelig Forræder, naar han, uden at være løst fra sin Eed af Christenhedens hellige Fader, egenmægtig havde brudt den, og naar han uden formelig Undsigelse, selv under Venskabs Maske, havde formastet sig til et saadant Foretagende mod sin Lehnsherre og Konge.
���»Men visselig, visselig! - sagde den fromme Erkebisp og standsede - Eder, gode Herrer! kan jeg ikke fordølge, hvad der dog ved hver Linie, jeg skriver, paatrænger sig mig, men hvad jeg ikke vil skrive til den hellige Fader: ja visselig! en mægtigere og retfærdigere Haand, end Grev Henrik af Schwerins, har truffet vor store seiersstolte Herre og Konge; idet hiin elendige Tue væltede det store Læs, gik en streng Herrens Straffedom over en kæmpestor Aand, som svimlede i sin Høide, og i sin Herskerkraft, glemte den Høiestes Ære for sin egen. Men Kongernes Dommer er barmhjertig - vi ville ikke forsage.«
���Han taug nu og sluttede Brevet.
���»Ak, hvi har jeg ikke længer Kraft og Sundhed - sukkede han, da han havde gjennemlæst Brevet og overleveret det til de Andre - mine Ord ere matte; Herren lægge sin Velsignelse og Styrke dertil! hvo er jeg, at jeg vil frelse hans Salvede? hvo er jeg, at jeg vil tage den straffende Haand fra Kongens Hoved? mig har Herren jo selv slaget med en Ureenheds Sot, som lammer min Fod, og gjør mig uværdig til at fremtræde for St. Peders hellige Stol og tale min Herres og Konges Sag med levende og brændende Ord. Hvo overbringer nu den hellige Fader denne min sidste Bøn til ham og Christenheden?«
���»Jeg, jeg! - sagde Abbed Gunner heftig og reiste sig - vel er jeg langt fra at være saa værdig til slig vigtig Sendelse, som I, ærværdige Herre! med eders Ureenheds Sot, som I sukker over, vilde I staae tusinde Gange renere, end jeg, for St. Peders hellige Stol; kun min Kjærlighed til Kongen og Fædrenelandet tør jeg maale med eders; vil Gud og vor hellige Frue, skal jeg ikke mangle levende og brændende Ord, naar det gjælder Kong Valdemars Frihed og Frelse. Betroe mig Brevskabet, ærværdige Herre! Endnu i denne Time drager jeg herfra; jeg hviler ikke, før jeg seer den hellige Stad. Jeg seer ikke Danmark og eders fromme Aasyn igjen, før jeg, som eders kjække Broder fordum, kan møde Kong Valdemars Dødsfjende med en himmelsk Lynstraale, der skal knuse ham, om han saa stod for den Høiestes Alter.«
���»Ingen uden Eder, værdige Abbed Gunner! - svarede Erkebispen - kunne vi med Haab og Fortrøstning betroe dette Budskab. Far med Gud! - Herrens Engle være med Eder paa den farlige Vei! Maaskee seer I aldrig mit Aasyn meer i denne Verden, men udfører I viselig denne Daad, skal jeg takke og prise Eder derfor, naar vi mødes for Herrens Throne paa den yderste Dag. Fred være med Eder!«
���Med disse Ord, rakte han ham Brevskabet, og gjorde med de tre fremrakte Fingre Velsignelsens Tegn imod ham uden at berøre ham.
���Abbed Gunner knælede, idet han bevæget fremsagde den
sædvanlige Formel: »til Døden!«, [Note: In articulo
mortis.] og vilde gribe den fromme Erkebisps Haand for at trykke den til
sine Læber; men Erkebispen tog Haanden hastig tilbage: »rør
mig ikke! - sagde han veemodig og ængstelig - lad ikke min Ureenhed og
Besmittelse ogsaa ramme Eder og hindre eders hellige Valfart! naar vi sees
igjen, haaber jeg til ham, som helbreder Spedalske, at jeg kan række
Eder en renere Haand og give Eder Broderkysset ved Forbarmerens Fod. Gud
være med Eder og os Alle!« Her brast han i Graad og skjulte sit
ærværdige Aasyn i Bispekaaben, idet han med foldede Hænder
bøiede sit Hoved mod Bordet og bad.
���Abbed Gunner reiste sig heftig bevæget og forlod hastig Erkebispen og det tause alvorlige Raad.
���Ingen Time var forgangen, førend den kraftige og ivrige Gunner, med en anseelig Bedækning af Væbnere, reed ud af Ribe Bye, ledsaget af Ridder Johan Ganz og Hr. Niels Mule, hvilke skulde overbringe Brevene til Keiseren og hans Søn.
------
���Nitten lange Maaneder vare næsten forløbne, og endnu var der, til Manges Forundring, intet afgjørende Skridt foretaget til Kongens og hans Søns Befrielse. Frygten for en endnu voldsommere Ugjerning af Grev Henrik havde udbredt sig, som en slappende Lamhed, over hele Folket. Grev Alberts strenge og ivrige Befalinger, Grev Ottos ubændige Heftighed og Carl af Rises utrættelige Virksomhed var dog ikke istand til at overvinde denne almindelige Frygt, som gjorde de kjækkeste Riddere forsagte og ubestemte, og selv virkede tilbage paa Hærførerne og Kongens ivrigste Mænd. Raadvildheden og Ubestemtheden stod malet i Alles Ansigter, og selv Grev Albert gruede lønlig for det afgjørende Foretagende, han dog bestandig syntes at fremskynde.
���Kongens Fraværelse og Landets forladte herreløse Tilstand udbredte ogsaa snart sine sørgelige Følger: en ødelæggende Slaphed viste sig i alle Forhold, hvor en kraftig Bestyrelse fraoven nu savnedes. Sørøverne, som ikke i Mands Minde vare sete i Danmark, bleve nu dristige og hjemsøgte Kysterne, som graadige Ravne, ligesom i Borgerkrigenes ulykkelige Tid under Svend Grathe. Røvere og Stimænd opfyldte Skovene. Bondens Qvæg bortdreves fra Markerne, og selv Klosterne overfaldtes og plyndredes. Landets indvortes Sikkerhed udfordrede fordobblet Anstrengelse og Opmærksomhed, og Krigerne, som samledes under Grev Alberts Banner, maatte ofte forlade det igjen, for at bekæmpe Røvere og opfange Stimænd. Skatkammeret var udtømt, og det ved saa mange Krige forarmede Folk kunde ikke udrede Krigsstyret.
���Det var en sørgelig Juleaften i Aaret 1224. Paa Karisegaard sade Borgens Beboere, stille og mismodige, om Kaminen, og Thorgeir Danaskjald havde ingen Tone i sin Strængeleeg, som kunde opmuntre og trøste ham selv eller Andre.
���Siden hiin ulykkelige Foraarsaften, da Ridder Carl havde forladt dem, havde kun de forfærdeligste og sørgeligste Tidender hjemsøgt dem, som alle Danske. Den store almindelige Landesorg over Kongens og Prinds Valdemars Fangenskab syntes ogsaa her at have fortrængt enhver anden Sorg og Bekymring. Hvorledes Grev Albert i den fælles store Nød havde modtaget sin dristige Svigersøn, var, som en offentlig paafaldende Handling, noksom bekjendt, og Fru Rigmor syntes nu at have opgivet Haabet om hans Forsoning. Carl havde ikke seet Hustrue og Børn siden hiin Aften. Han fulgte den strenge Feltherre taus og trolig med tillukt Hjelm og var utrættelig i at udføre ethvert Hverv, der betroedes ham til Kongens og Landets Frelse. I Fader Saxos Skole havde den unge Ridder lært den Konst, som da endnu var sjelden selv blandt de ypperste Riddere: han skrev saa færdigt som en Klerk og var saaledes ikke ganske adskilt fra sin Rigmor. Den gamle Martin var vel en langsom, men tro og forsigtig Kjærlighedspost, og han havde nu til det eensomme Juleaftensgilde paa Karisegaard bragt Hilsen og Brevskab fra sin unge Herre. Til Løn derfor sad han ved Kaminen, ved sin skjønne Frues Side, og skulde i sin Herres Sted, som en kjærkommen Gjest, spise sin Julenadver og tømme et Bæger Viin ved det kjære Herskabsbord.
���Carls Brev var skrevet i Odense og handlede, som sædvanlig, meest om Kongen og om hvad man foretog sig til hans Befrielse. Endelig havde den strenge utrættelige Grev Albert samlet en Hær, hed det, og rykkede mod Hamborg. Han var mørk og taus som sædvanlig; Ingen vidste hvad han vilde foretage sig; han udsendte hyppige Budskaber med Breve og hemmelige Ærinder. Carl havde han betroet et vigtigt Budskab til Kongens troe Mænd i Fyen og paa Smaaøerne; om faae Dage skulde Carl atter vende tilbage til Hæren. »Grev Henrik frygter os - hed det videre - han skjælver for sin store Fange - intet Fængsel troer han sikkert. Kongen er ikke meer i Lentzen; han har nogen Tid siddet i Lesnitz i det snevre runde Forbrydertaarn. Ak Rigmor! - udbrød her den deeltagende Ridder og Skriften blev slet og vanskelig at læse - der har den store Kong Valdemar Seier kun havt otte Fods Rum til at give sin Harme Luft i - og før var et Kongerige hans store Sjæl for snevert. Maa ikke hvert tro og ærligt Hjerte briste af Harme og Forsmædelse! saaledes hevner hiin usle Trældyrsjæl sig paa den fangne Løve. Selv hiint snevre velforvarede Buur var ikke Forræderen sikkert nok. Danneberg Slot, sønden for Elben, det meest faste og utilgjængelige Røverslot, skjuler nu Danmarks Stolthed og Haab. Man taler om Underhandlinger med Keiseren; men Ingen troer ham; de ere Forrædere tilhobe.« Brevet sluttede med ivrige Bønner for den ulykkelige Konge og fromme kjærlige Velsignelser over Rigmor og Børnene i Udtryk, som vidnede om en voldsom tilbagetrængt Længsel efter at gjensee dem og om en hemmelig Frygt for deres Sikkerhed; han bad hende og Thorgeir iagttage den strengeste Forsigtighed og holde Borgen lukket, som i den uroligste Krigstid; han syntes hermed kun at ville advare for Røvere og Stimænd; men han tilføiede endnu, at Grev Alberts Taushed om deres Forhold var frygtelig.
���Rigmor havde ladet Lampen tænde og læste Brevet endnu engang. Hun sad længe taus med Pergamentet i Haanden; derpaa reiste hun sig hastig og omfavnede sine Børn med en usædvanlig Heftighed. Den lille Albert sad paa Thorgeirs Knæ og havde sin Glæde af at rive i den forstemte Strængeleeg; lille Hedvig sad paa en Skammel og sov, med Hovedet i den stille Jomfru Margrethes Skjød. Ved Moderens heftige Favntag foer hun forskrækket op af Søvne og græd; men den skjønne Jomfru Margrethe ringlede for hende med sit Nøgleknippe, og det venlige Barn var strax glad igjen.
���»Du kunde fast bedre være hendes Moder, end jeg, i denne urolige Tid, fromme Margrethe! - sagde Rigmor - Jeg beundrer ogsaa eders Taalmodighed, gode Thorgeir! lader I ikke den uregjerlige Dreng reent forstemme eders Strængeleeg?«
���»Saaledes passer den bedst til de Sange, jeg nu kan synge - sagde Thorgeir mismodig - Dog nei, - vedblev han med et kjærligt Blik til Carls og Kirstines skjønne søster og syntes at blues over sin Mismodighed - kan Jomfru Margrethe from og taalmodig synge Psalmer med eders ærværdige Svigermoder, og kan gamle Moer Marthe selv rolig fortælle Børnene Eventyr, saa maa jeg vel ogsaa kunne synge en Sang om Haab i Nøden, helst paa en høihellig Juleaften, naar al Verden skal glæde sig over den store Frelsens Konge.«
���»Ret saa, brave Thorgeir! - sagde Rigmor - giv os et fromt og frimodigt Juleqvad, før vi gaae til Hvile iaften! Klagesange høre vi nok af; saalænge Folket kun lægger Hænderne i Skjødet og sørger, kommer ikke Kong Valdemar ud af Fængslet.«
���»Sandelig! I gjør os alle til Skamme, ædle Frue! - sagde Thorgeir behjertet og reiste sig - saaledes som I der staaer for mig, seer I fast ud som en Heltinde. Medens jeg kun synger Sørgesange og hele Danmark jamrer, har I tusinde dristige Tanker og vil befrie Kongen paa tusinde Maader.«
���»Kun Skade, det blot er Tanker og smukke Drømme - svarede Rigmor - Luftcasteller kan vi Alle bygge; men hvad er der at gjøre, hvor selv min stærke Fader ikke kan røre sig, uden at gjøre Ondt værre? Har du seet Danneberg Slot? gamle Martin!«
���»Jeg er engang kommen der forbi med min fromme salig Herre - svarede Martin - det ligger som en Ørnerede paa Fjeldet, høit over Elben, og ingen Kat kan klavre derop. Men kjender jeg sorte Grev Henrik ret, lader han dog ikke Kongen blive der ret længe, naar han seer eders strenge Hr. Fader med vor Hær paa den anden Elbbred.«
���»Har han da endnu flere Fangehuller og Røverslotte?«
���»Kors! dem har han og hans Venner nok af, ædle Frue! det værste af dem alle er maaskee hans eget fordømte Hundehul i Schwerin Slotstaarn; det er berygtet over hele Tydskland. Nu har han gjort Slottet saa fast, at ingen Djævel kan indtage det; og det kan han have nemt ved: det ligger paa en Øe, skal jeg sige os, og maa kunne gjøres utilgjængeligt.«
���»Det har min Fader dog viist, det ikke var før,« svarede Rigmor kjæk. »Men siig mig, Martin! - spurgte hun atter efter en temmelig lang Taushed - saae du noget til de mange Røvere, her nu skal vrimle af allevegne?«
���»Jeg hørte nok derom, ædle Frue! men jeg selv saae dog ingen. Hos mig, kan jeg troe, var der da heller ikke Andet at hente, end Hug og Stik og braadne Pander; men jeg vil raade Jer, høibaarne Frue, at I holder Borgen godt lukket, og at I og Jomfru Margrethe ikke vover Jer ret langt uden Bevogtning; for skal jeg sige os, med Tugt at melde: smukke Fruer og Jomfruer skal det dumme Røverpak næsten være endnu værre efter, end efter Qvæg og Guld og gammel Klosterviin.«
���Rigmor smilede; men Thorgeir Danaskjald blev opmærksom. »Saa er vor Forsigtighed dog ikke saa urimelig, som I paastaaer, ædle Frue Rigmor! - sagde han betænkelig - og jeg behøver ikke at blues ved at være Befalingsmand her paa Karise og bevogte saa ædelt et Fruerbuur, medens de rette Riddere og Stridsmænd samles under Grev Alberts Banner.«
���»Jeg har længe beklaget eders bundne Stilling - svarede Fru Rigmor - jeg anseer ikke Faren her for større, end at jeg for min Deel gjerne turde fritage Eder for eders Løfte. Gaardsfogeden og Huuskarlene kan jo nok holde Borgen lukket: det var visselig bedre, I nu sang Krigssange for Mænd, end Sørgesange for Qvinder.«
���Neppe havde Rigmor sagt dette krænkende Ord, førend hun inderlig fortrød det, og rakte hastig den rødmende Thorgeir Haanden. »Ædle brave Thorgeir! - sagde hun med Varme - skjønner jeg kun slet paa hvad I her opofrer for min Skyld, saa velsigner jeg Eder dog for de uskyldige Børns Skyld, som I næsten tager Eder kjærligere af, end en Fader; for deres og for denne frygtsomme Jomfrues Skyld, beder jeg Eder nu dog ikke fortryde eders Løfte og ikke forlade Karisegaard førend min Carl kommer tilbage.«
���Thorgeir kyssede taus hendes Haand. Han følte sig bunden af sit Løfte og fast endnu mere af Jomfrue Margrethes kjærlige og frygtsomme Blik.
���»I bliver altsaa?« spurgte Frue Rigmor.
���»Det forstaaer sig, ædle Frue! kan jeg ikke beile til Ridderens Priis for Heltedaad og store Bedrifter, og kan jeg nu end ikke styrke Krigerne med Sang, hvortil jeg maaskee var dygtig, saa kan jeg dog endnu herfra udbrede Trøst og frimodigt Haab iblandt Folket, og Ingen skal sige om mig, at jeg brød mit Ord og forlod dem, der vare betroede mig i Nøden.«
���Med denne Erklæring var Rigmor vel tilfreds; men hun leed ikke Thorgeirs høitidelige Tone. Hun skjemtede og loe nu igjen over de kloge Mænds Forsigtighed, og drillede Thorgeir, som sædvanlig, med den Paastand, at intet Fruerbuur dog var sikkert, som havde en forelsket Skjald til Bevogter. For at skaane Margrethes røde Kinder, begyndte hun imidlertid strax en anden Samtale, og snart syntes Stemningen temmelig munter blandt dem Alle. Selv Jomfrue Margrethes og gamle Marthes Frygt for Røverne gav Anledning til mangen Spøg af den unge lunefulde Huusfrue. Hun fik snart Marthe Fostermoder til at fortælle gamle Røverhistorier, og naar da den gamle Amme selv og Jomfru Margrethe vare meest spændte derover, sprang Rigmor op og raabte: »der er de«, for at lee de forskrækkede Qvinder ud, naar de skrege. Midt i Rigmors Munterhed, blev hun dog ofte pludselig alvorlig, og da Børnene skulde til Sengs, var hun mod Sædvane heftig bevæget; der var endogsaa Spor af Taarer i hendes kjække Øine, da hun kom ud fra Sovekammeret og havde lagt dem i de smaa Kurvesenge.
���Ved Julenadverbordet læste Margrethe som sædvanlig Bordbønnen, og Ingen hørte andægtigere og med inderligere Følelse derpaa, end Thorgeir Danaskjald.
���Den gamle døve Bedstemoder sad stille paa sit Hædershynde, øverst ved Bordet. Hun sukkede dybt og saae til den Plads, hvor hendes ridderlige Søn pleiede at sidde. Alle forstode hende. Rigmor sukkede ogsaa; men der glindsede idetsamme en saadan Livlighed og Glæde i hendes mørke Øine, som om hun saae ham sidde der igjen.
���Jomfru Margrethe havde, før de satte sig til Bords, hemmelig stemt Thorgeirs Strængeleeg, som hun af den fromme Mester havde lært at behandle. Hun rakte ham den nu og bad ham om en Sang. Thorgeir greb villig den lille Haandharpe og sang et Drapa til Ære for Kongen og hans Mænd, hvori Volmerslaget og Vidunderet med Dannebrogsfanen med Liv og Begeistring var afmalet. Derpaa greb han sit Bæger og drak først paa Valdemar Seiers Befrielse og Lykke og dernæst en Skaal for alle hans troe Mænd og navnlig for Grev Albert og Carl af Rise. Idet saaledes alle fraværende Venner kjærlig erindredes, kom Jomfru Margrethe, Rigmor og den gamle Bedstemoder ogsaa venlig og veemodig den stakkels Kirstine ihu, som nu tilbragte den anden Juleaften, som indviet Nonne, i Vestervig Kloster.
���Tilsidst istemte Thorgeir Danaskjald efter Løfte et fromt og frimodigt Juleqvad, og, rørte af de hjertelige og opløftende Toner til den store himmelske Konges Priis, ønskede de alle hverandre en velsignet Juul og et lykkeligere nyt Aar, og gik til Hvile.
���Gamle Martin skulde reise næste Morgen tidlig. For at han ikke skulde gjøre Uro i Huset, som det hed, havde Fru Rigmor foranstaltet, at han kunde forlade Gaarden uden Larm saa tidlig, han vilde.
���Da Karisegaards Beboere næste Morgen samledes ved Davrebordet, savnedes den unge Huusfrue. Man ventede paa hende til det var Tid at gaae i Messen, men hun lod sig endnu ikke see, og med stor Forskrækkelse søgte man hende allevegne forgjeves.
���Thorgeir var fortvivlet; han erfarede nu først, at Borgporten paa Fru Rigmors Befaling havde været aaben hele Natten for Martins Skyld, og han frygtede for, der havde været Røvere, eller at Grev Albert hemmelig havde ladet sin Datter bortføre. Men da saae han en lille Seddel mellem Strængene paa sin Harpe og læste med Forbauselse og skjemtefuld Bebreidelse af Fru Rigmor, fordi han ikke bedre havde beskyttet hende mod Røverne; det lille Brevskab endte med den alvorlige Forsikkring, at ethvert Skridt, man vilde foretage for at opsøge hende, vilde være ligesaa forgjeves, som farligt for hende og dem Alle, og at selv Ridder Carl ingen foruroligende Efterretning maatte høre fra Karise.
------
���En klar Frostmorgen i Januar Maaned glindsede Solskinnet paa de riimfrosne Vadmels Telte ved Elben, hvor Grev Albert havde opslaaet sin Leir, og hvor tusinde blanke Spyd og Hellebarder blinkede mellem Krigsvognene, Bliderne og de vaiende Bannere. Ryttere, Bueskytter og Kyradskrigere vrimlede mellem hverandre, og foran det store Feltherretelt plantede en ung høi Riddersmand den hellige Dannebrogsfane med det hvide Kors.
���Grev Albert havde modtaget vigtige Efterretninger fra Tydskland. Han sad halv rustet i sin Læderkøllert ved Teltbordet, med Haand under Kind, og stirrede paa de vigtige Brevskaber, medens han af og til rystede betænkelig med Hovedet. I en Krog i Teltet stod en fiintbygget Kertesvend med deilige mørkeblaae Øine, men med smudsige jordfarvede Kinder og med en Jernblikshue dybt ned i Panden. Hans grønne Vaabenkjortel var usædvanlig lang, og nedenfor den lodne vide Skindbrog kom et Par Bukkeskinds Halvstøvler tilsyne, som syntes at være en halv Gang for store, og som vare sammensnærede med Remme om de smalle Ankler for ikke at falde af. Drengen gned med megen Flid Støv og Smuds af Feltherrens Sporer, men tabte ofte Skindlappen af Haanden og syntes ikke vant til dette Arbeide. I hans Bevægelser var der en usædvanlig Lethed og Smidighed, men tillige et Slags Forlegenhed, som hos Børn, naar de første Gang bære en ny Klædning.
���Grev Albert vinkede, og den forlegne Kertesvend kom med Guldsporerne.
���»Slet nok gjort - brummede Feltherren og lod dem spænde paa - gjør du det ikke bedre imorgen, skal du pakke dig. Nu mit Harnisk!«
���Let som en Fugl, hentede Kertedrengen det sorte Harnisk og spændte Remmene med bævende Haand.
���»Nu, hvorfor ryster du? - sagde han mildere - tør du ikke see mig i Øinene? Dreng! vil du tjene Grev Albert, maa du være rask og uforfærdet og kunne taale et haardt Ord. Jeg mener det ikke saa ilde. Det er godt. Lad nu Ridderen komme!«
���Kertedrengen sprang til Udgangen af Teltet og sagde et Par Ord til Vagten, hvorpaa han gik tilbage til sin Krog og pyntede paa Fjærbusken i sin Herres Hjelm.
���Kort efter traadte Carl af Rise ind med tillukket Hjelm, ledsaget af to stærke Ryttere, som paa hans Vink slæbte en tung Lædersæk hen til Feltherrens Fod og gik.
���»Her er Guld og Sølv fra St. Knuds Gildebrødre - sagde Carl - den gamle Slotsherre i Nyborg, Hr. Ludolph, var død; men med Brevet havde det sin Rigtighed; man bad mig bringe Eder det igjen, strenge Herre! og sige Eder, at en dobbelt saa stor Sum endnu kan bringes tilveie, naar samme Brev sendes til Borgemester Yvald i Roskilde eller til Gildehuset i Odense. Jeg medbringer desuden 400 velbevæbnede Ryttere af Borgere og Bønder.«
���Grev Albert hørte Carl af Rises Beretning uden at see paa ham eller svare et Ord. Han rakte kun Haanden ud efter Brevet og nikkede; hvorpaa han med Bevægelse syntes at betragte det store Voxsegl, hvori St. Knuds Billede med Septer og Krone var aftrykket.
���Carl bøiede sig taus og gik bort med et stille dæmpet Suk.
���Grev Albert blev nogen Tid siddende i samme Stilling. Derpaa gav han Vagten et Vink, og nu samledes Høvdingerne og Ridderne i Teltet. Carl af Rise var ogsaa iblandt dem, men han blev staaende i længst Frastand. Kertesvenden stillede sig ærbødig bag Feltherrens Stol. Nu reiste Grev Albert sig og hilsede de forsamlede Riddere.
���»Ædle Riddere og danske Mænd! - sagde han - I undres vel alle over, at saamange Maaneder ere henrundne og at jeg ikke endnu har ført Eder til Kong Valdemars Fængsel, for at sprænge hans Lænker og sønderknuse hans Dødsfjende. Jeg kunde have gjort det: Hjertet har brændt i mit Bryst og Sværdet i min Haand; men et hemmeligt Vink har slaaet min Arm med Lamhed og min Sjæl med Gru selv for Seieren. Hvad hjalp det os og Danmark, om vi sprængte Kongens Fængsel og fandt ham og hans kongelige Søn snigmyrdede i deres Lænker? En Grev Henrik af Schwerin kjender ingen Niddingsdaad, som han ikke er istand til at udøve. See, derfor har jeg tøvet. Vil nogen Ridder og ædelbaaren Mand anklage mig derfor eller sigte mig for Lunkenhed og Feighed?«
���»Ingen, Ingen i Verden - svarede Alle - Kongens Liv gaaer for Alt.«
���»Ja, for Alt - vedblev Grev Albert med bitter Selvfornægtelse - selv for vort eget gode Navn og vor timelige Ære; men, ved St. Michael! det er mig et dyrere Offer, end tusinde Liv. Maaskee skal mit Navn nu staae besmittet i Krøniken, maaskee vil en forblindet Efterslægt sige med Spot og Foragt: Grev Albert af Nordalbingien lod sin kongelige Morbroder smægte i Fængsel, og gjorde intet Skridt til hans Frelse. Ha, vidste den, der sagde det, hvad en ærlig Ridder maa lide, som har Sværdet draget og Armen fri, men dog ikke kan knuse Slangen om sin Broders Hals uden at myrde dem begge! - Kongen er ikke længer paa Danneberg Slot; han er ført til Schwerin« - -
���»Til Schwerin - raabte Mange - Vee! det Slot er uindtageligt.«
���»Intet Slot er uindtageligt, og Schwerin mindst, det har jeg prøvet - vedblev Feltherren - men hvor Bøddelsværdet hænger i et Haar over den ædle Fanges Isse, der er det skrøbeligste Skuur et uindtageligt Bolværk« - -
���»Men tillad mig, min fyrstelige Frende! - afbrød Grev Otto ham heftigt - hvad staae vi da her for? hvad skal vi med Sværd i Haand, naar vi ikke tør bruge det? hvi har vi anvendt saa megen Møie med at samle denne Hær? hvortil har Carl af Rise samlet Guld og Sølv hos Gildebrødrene? hvortil alle de tappre Mænd, som nu vrimle under vort Banner?«
���»Giv Tid, min kjække Fætter! - svarede Feltherren - hører mig til Ende, ædle Vaabenbrødre! Erkebispen og Rigets Raad har sat alt Haab til Underhandlinger. Sligt er min Pest; men jeg tilstaaer, det syntes hidtil klogest. Der er forlængst sendt Iilbud til Keiser og Pave, vide I. Fra Paven har man Intet hørt; men Keiseren underhandler med Grev Henrik, med sin kjære troe Mand, som han kalder ham, og den listige Bisp Conrad af Hildesheim er Underhandleren. Det gjælder om en Frasigelse af alle vendiske og nordtydske Besiddelser, og Kongen vægrer sig standhaftig. Hører videre - vedblev han med en bitter Latter - paa Rigsdagen i Nordhausen har Keiserens Søn tinget om kronede Hoveder, som en Hestepranger, og tilbudt Grev Henrik femten Kander Rhin-Viin for to Konger, er det ikke værdige Underhandlere og ædle Venner?«
���»Skam og Skjændsel over slige Venner!« raabte Ridderne forbittrede.
���»Og hvad mener I deres Venskab og Mægling gaaer ud paa? - vedblev Grev Albert - Kongens Frihed? nei, derom er kun Talen paa Skrømt - nei! et keiserligt Fangenskab for et greveligt - det er Meningen« - -
���»Død og Ulykke over de Niddinger!« raabte Alle.
���»Og skal vi nu vente til slig hæderlig Underhandling er beskrevet og beseglet? - tog Grev Albert atter Ordet - Holsteen er frafaldet, Grev Henrik beleirer Lauenborg; den unge landflygtige Grev Adolph, Henrik af Werle og den nye bremiske Erkebisp har forenet sig med ham. Fjenden skjuler sig ikke længer; han vover at byde os Spidsen. Det har jeg kun ventet paa. Herre være lovet! nu er det skeet. Naar vi nu rykke frem, maa det komme til et Slag, og da er Timen kommen, da vi kan hevne og befrie vor store ulykkelige Konge.«
���»Frem, frem, til Slag!« raabte alle Høvdingerne og Ridderne; og paa Grev Alberts Bud kom nu hele Leiren i Bevægelse.
���Under den store almindelige Tummel med Ryttere og Vogne ved Leirens Opbrud, stod Grev Alberts nye Kertesvend med sin Herres Stridshingst ved Tøilen udenfor Feltherreteltet og havde stor Møie med at holde det vælige Dyr; da kom gamle Martin, med alle Tegn paa Skræk og Angest, løbende til og tæmmede den steilende Hingst.
���»For Gud i Himlens Skyld, ædle Frue! - hviskede han - driv dog ikke denne farlige Spøg videre! - I vil dog aldrig med i Slaget?«
���»Troer du, jeg kom hid for at pudse Støvler og Sporer?« spurgte Rigmor, som under denne Forklædning kun var kjendt af den gamle troe Tjener, hvem hun med sin uimodstaaelige Overtalelsesgave og fast fyrstelige Myndighed havde tvunget til at være en taus og behjelpelig Medvider i hendes forvovne Foretagende.
���»Ak, faaer min unge Herre det at vide, er jeg dødsens - jamrede Martin og vred sine Hænder - jeg besværger Eder ved alle Hellige og Martyrer, naadige Frue! lad mig bringe Eder i Sikkerhed, inden vi rykke frem til Slag!«
���»Troer du, Grev Alberts Datter ikke tør see dragne Sværd?« -
���»Ak nei, I er kun altfor kjæk; men hvis I kommer til nogen Ulykke, kjæreste naadigste Frue!«
���»Tie stille, Gamle! jeg er intet Barn. Hvad man kan forlange af en Kertesvend, tør jeg vel idetmindste tage mig paa. Bring mig kun min lille Nordbak! Jeg skal nok selv holde Hingsten.«
���»Den sparker Jer Hovedet istykker, naadige Frue! I holder den for stramt. Ak, jeg blinde Dosmer, som ikke saae hvad Ulykke det førte til!«
���»Tier du ikke stille som en Muur, Gamle! forraader du baade mit og din unge Herres Liv«, hviskede nu Rigmor, idet hun saae sin Fader i fuld Rustning træde ud af Teltet.
���Martin taug pludselig og skyndte sig at hente den lille Nordbak, hvorpaa hans egensindige Frue var flygtet med ham fra Karise.
���»Tillader I, strenge Feltherre! at jeg fører og forsvarer det hellige Korsbanner?« sagde nu Carl af Rise, idet han slog Hjelmgitteret ned for sit Aasyn og traadte frem for Grev Albert.
���»Vi agte ikke dennegang at seire med Jertegn og Mirakler - svarede Grev Albert med bitter Foragt. - Den, som egenmægtig hentede hiint Vidunderbanner fra Slesvig, maa forvare det og svare Kongen og Kirken til det; men hvo der vil kæmpe under min Anførsel - følger Hertugen af Nordalbingiens Banner.«
���»Troer I, Lykken er større under Nældebladet, end under Korset, strenge Feltherre! - sagde Carl med dæmpet Harme og inderlig Bekymring - nu vel! saa tillad da Carl af Rise at forsvare Hertugen af Nordalbingiens Banner med sit Hjerteblod!«
���»Vel, Hr. Ridder! - svarede den mørke Feltherre - forsvar mit Nældeblad da! men slip det ikke, fordi det brænder!«
���Carl af Rise bøiede sig taus, med Haanden paa sit trofaste Bryst, og gik hen hvor begge Fanerne stode. Med stille Smerte tog han det store Korsbanner, forvarede det, omhyggelig sammenrullet, i et Læderhylster, og spændte det fast bag sin Sadel. Derpaa greeb han den hertugelige Fane med det grønne Nældeblad og svang sig rask paa sin Stridshingst.
���»Du kjære troe Carl! - hviskede den forklædte Kertesvend - vidste du hvor Rigmor nu stod, vilde Banneret brænde i din Haand« - -
���»Nu, hvor længe skal jeg vente? Dreng! - raabte Grev Albert barsk - falder du i Staver og snakker med Hingsten?«
���Hastig trak Rigmor den beroligede Hest nærmere til Teltet. Stridshingsten kjendte sin Herres Røst og stod nu stille som et Lam til han sad paa dens Ryg; da sprang den høit af Stolthed og Glæde. Som et Lyn foer Feltherren frem i Spidsen for den samlede Hær, ledsaget af den spinkle Kertesvend paa Nordbakken og af gamle Martin, som dennegang ikke tog i Betænkning at forlade sin Herre.
------
���Medens begge de fjendtlige Hære mødtes ved Møln, og medens der det blodige Slag holdtes, som varede fra Morgen til Aften, og hvis ulykkelige Udfald kun er alt for bekjendt; foregik der en anden, men hemmelig Kamp for den fangne Konges Frihed i et qvindeligt Hjerte, som fælles Nød og Ulykke drog med uimodstaaelig Magt til den fordum saa mægtige Seierherre.
���Den ulykkelige Grevinde Audacia, som ved sin Beundring og uforsigtige Hengivenhed for Kongen havde forspildt sin Fred og sit Rygte, sukkede nu ogsaa i et Slags Fangenskab og næsten under samme Tag som Kongen. I hiint afsides fængselagtige Gemak paa Schwerin Slot, som Grevinde Ida fordum havde beboet, havde den skinsyge Grev Henrik med tyrannisk Grusomhed ladet sin Gemalinde indspærre. Hendes ufordulgte Deeltagelse for den fangne Konge, da han sad i Lesnitz og paa Danneberg, havde endnu mere bestyrket Grev Henrik i Mistanken om hendes Utroskab; for at martre hende endnu mere, havde han netop bragt Kongen til det Taarn, som laae ligeoverfor hendes vellaasede Gemak, og hvor den høie Fanges Elendighed og nedværdigende Behandling hver Dag maatte være hende et piinligt Syn.
���Fra det Øieblik, dette var skeet, og Audacia med egne Øine havde seet den store Konge, lænket som den nedrigste Forbryder, føres forbi hendes Gittervindue til Taarnet, fra det Øieblik var al Tro paa Menneskelighed hos hendes despotiske Gemal udslettet af hendes Sjæl. Hun foragtede og hadede ham nu i samme Grad, som Medlidenhed med den fornedrede Høihed gjorde den fangne Konge til Gjenstanden for hendes ædleste og inderligste Deeltagelse. Hun syntes nu løsreven fra alle Pligter mod en Gemal, som saa uværdig havde miskjendt og mishandlet hende, og hun grundede kun paa hvorledes hun kunde skuffe sin Tyran og befrie baade sig selv og Kongen fra det oprørende Fangenskab.
���Grevinde Audacia var ikke længer den skjønne fyldige og blomstrende Qvinde, hvis favre Skikkelse selv begeistrede den raae graahærdede Kriger. Sorgen og Tiden havde virket stærkt paa hendes Udvortes; hertil kom maaskee ogsaa en lønlig Anger over det forfængelige Selvbehag ved den store Konges Hyldest, som havde paadraget hende saa megen Krænkelse og Nød. Det Ædlere i hendes Smerte gav hende undertiden Udseendet af en høi og stille Korsdragerinde; men den Harme og Bitterhed, hendes Gemals plumpe Skinsyge og uværdige Behandling indgjød hende, havde tillige givet hendes lidende Aasyn et skarpere og mindre skjønt Udtryk, som bestyrkede Mange i den almindelige Mistanke om, at hendes Lidelser ikke vare aldeles uforskyldte. Desuagtet var der en Værdighed i hendes Væsen og Adfærd, som indgjød alle Deeltagelse og Ærbødighed. Det qvindelige Tjenerskab paa Slottet havde især stor Medlidenhed med hende, og hun havde en hemmelig Velynder i Kunz Rødnæses Broder, den gamle Grændsevogter, som for sine Fortjenester ved det vigtige Røvertog var bleven Gaardsfoged paa Slottet. Han havde nemlig, den Dag, Kongen blev fangen, ført Grevens skjulte Tjenere med stor Forsigtighed fra Skibet til Skoven, hvorfra Overfaldet skete; han havde været med at gjennembore de kongelige Skibe, og havde bortført de kostbare Klenodier og Skrinet med Guld og Sølv, som den troe Andreas Kammermester forsvarede til sit Yderste. Af denne Skat havde han og hans Broder ikke faaet saa stor en Deel, som de syntes var billigt, og den vilde raae Karl syntes dog ogsaa, at Greven var for streng baade mod sin Gemalinde og mod den fangne Konge. Ved Hjelp af en hengiven Terne havde Grevinden nu, i sin Gemals Fraværelse, grebet til det ydmygende Redningsmiddel at træde i Underhandling med den listige Gaardsfoged, og ved Løfter om en stor Belønning havde hun overvundet alle hans Betænkeligheder. Hun havde endelig meddeelt ham en Plan til Flugt, paa hvis listige og forsigtige Udførelse hun satte alt sit Haab.
���Midt under de hemmelige Tilberedelser til dette Vovestykke, kom der nu det Budskab til Slottet, at der holdtes et stort Slag ved Møln, faa Mile fra Schwerin, og at udentvivl Grev Henrik og hans Bundsforvandte seirede. Der maatte iles, og Flugten blev bestemt til samme Aften, to Timer efter Ave Maria. Den gamle Gaardsfoged var virksom og forsigtig; han sladrede fortrolig med den vrantne Fangefoged og indbød ham til et lystigt Gilde til Ære for Grev Henriks Seier. Grevinden tilbragte Dagen i ængstelig Spænding. Den fangne Konge vidste Intet om hvor virksomt her arbeidedes paa at aabne hans Fængsel.
���Det blev Aften. Fire Heste stode sadlede og skjulte ved Slotsbroen. Den strenge ubarmhjertige Fangefoged laae beruset i sin Seng. Slottets Tjenere og Vagten sang lystig i Borgestuen og drak deres Herres Skaal med saadan Iver, at Ingen af dem kunde staae paa sine Been. Gaardsfogeden havde bemægtiget sig Nøgleknippet til Fængslet og lukket Porthundene inde i Stalden. Grevinde Audacia gik reiseklædt med sine Klenodier under Armen i sit Gemak. Døren stod paa Klem, og hun ventede paa Tegnet fra den fortrolige Terne for at forlade sit eget Fængsel og, som en venlig Frihedsforkynderinde, at træde ind i Taarnet til den fangne Konge. Den anden Time efter Ave Maria var næsten udløben og det var fuldkommen mørkt. Utaalmodig og ængstelig saae Grevinden ud i Slotsgaarden gjennem sit Gittervindue. Sangen i Borgestuen var ophørt, og der var stor Bevægelse og Uro mellem Slotsvagten og det drukne Tjenerskab paa Trappen; strax efter saae hun Fakler; hun hørte Hestetramp i Gaarden, og med Forfærdelse gjenkjendte hun nu sin Gemals Stemme, som med vilde Eder kaldte paa Gaardsfogeden og Fangevogteren.
���»Alt er tabt - jeg er forloren«, jamrede hun og styrtede baglænds om uden Bevidsthed.
���Overrasket og bestyrtet, havde Gaardsfogeden strax maattet overlevere sin strenge Huusbond Fængslets Nøgler; men han søgte dog nu snildelig at give dette Tegn paa sit mislykkede Foretagende Udseende af Troskab og Forsigtighed, idet han med forstilt Tjenesteiver berettede, at Rygtet om den naadige Herres Seier havde gjort alle hans troe Tjenere galne af Glæde, og at Fangefogeden havde været saa beruset, at man ikke turde betroe ham saa vigtige Nøgler.
���»Du hørte altsaa ikke til de troe Tjenere, siden du alene var saa klog, gamle Ræv! - brummede Greven med et skjævt mistænkeligt Blik - du gaaer nu i Hundehullet til Sagen er undersøgt. Før ham bort, Svende!«
���Et Par Væbnere af Grevens Følge trak strax afsted med Gaardsfogeden. Greven greb en Fakkel fra en af de Andre og vendte sig til den vigtige Krigsfange, han førte med sig. »Behag nu at følge mig til eders Morbroder, min høifyrstelige Herre! I længes nok efter ham, kan jeg vide - sagde han med spottende Høflighed - eders fine Page kan følge med; der er Plads nok til hele den danske Hofstat.« Med et stolt triumpherende Smiil i det forvovne Ansigt, pudsede Grev Henrik derpaa sin Fakkel paa en Afviser, saa Gnisterne fløi ham om de sortebrune Kinder, og gik med hastige Skridt hen mod Indgangen til Fangetaarnet. Omringet af bevæbnede Ryttere, fulgte med langsomme Skridt den vigtige Krigsfange, i sort Harnisk og uden Hjelm, men med et blodigt Axelskjærf om Panden og med Sammenlænkede Hænder og Fødder. En omhyggelig Kertesvend understøttede hans vaklende Gang.
���Den stolte hidtil uovervindelige Grev Albert nærmede sig saaledes sin Konges Fængsel.
���Efter en heel Dags anstrengende Kamp var den tappre Feltherre, mødig og bedøvet af Saar, falden i Grev Henriks Vold. Han havde intet Ord talt siden og intet Tegn givet til Smerte eller Harm. Som en bevægelig Ridderstøtte, lod han sig nu lede til Fængslet af sin Kertesvend, som trolig havde deelt hans Skjæbne, og i hvem han endnu ikke kjendte sin dristige Datter.
���Paa en sørgelig Maade saae Rigmor nu den første eventyrlige Hensigt med sit forvovne Foretagende opnaaet. Hun havde nemlig først tænkt paa at finde Veien til Kongens Fængsel, som hun dengang troede var paa Danneberg Slot; hun haabede dengang i sin dristige Begeistring intet Mindre, end ved Qvindelist ene at udrette hvad alle Danskes Mandemod saalænge havde maattet tage i Betænkning. Men neppe var hun kommen til Leiren og havde hørt, at Kongen var bragt til Schwerin, førend hun havde forandret sin Plan, og idet hun fulgte Hæren i den afgjørende Kamp for Kongens Befrielse, haabede hun tillige, i den ringeste Tjeners Skikkelse, at vinde sin Faders Kjærlighed og Tilgivelse. En stor Fristelse havde hun overvundet ved ikke at give sig tilkjende for sin kjære troe Carl; men hun frygtede med Rette, at hans Heftighed vilde røbe hende og forstyrre hele hendes forvovne Plan. I Slaget havde hun seet ham kæmpe drabelig med Banneret i Haanden; da hendes Fader laae saaret ved hendes Side, havde hun endnu hørt Carl raabe og kæmpe i Nærheden; men da endelig Fjenderne omringede og bandt baade hende og hendes afmægtige Fader, var hun bleven saa bedøvet og overvældet af Smerte, at hun Intet havde sandset, førend hun befandt sig fastbunden paa en fremmed Hest og paa Veien til Schwerin med sin Fader.
���Da hun nu nærmede sig Kongens Fængsel ved sin ydmygede Faders Side, foer atter hine første dristige Tanker gjennem hendes Sjæl, og selv hendes Bekymring for Carl maatte et Øieblik vige for de kjække stolte Drømme.
���Grev Henrik havde ført sine nye Fanger gjennem den mørke Taarngang og ned ad en dyb Vindeltrappe. Nu standsede han ved en kobberbeslagen Dør og raslede med Laase og Stænger. Døren gik op, og Fangerne traadte ind i en rummelig, men fugtig og bælmørk Hvælving. Grev Henrik blev staaende i Døren med Faklen i Haanden og med en ondskabsfuld Glæde i de hoverende Miner, for at see hvorledes dette Besøg vilde virke paa den fangne Konge, og for at Grev Albert ikke skulde savne Lys til ret at beskue sin egen og Kongens Elendighed.
���»Sover du? min Søn! - lød en dyb Stemme inderst i Hvælvingen - er det et Helvedes Blændværk? eller staaer min kjække Albert lænket og blodig for mine Øine?«
���Ved denne Røst syntes først Grev Albert at faae sine Sandsers Brug tilbage; han stirrede hen i Krogen, hvor den mægtige Røst kom fra, og nu oplyste Fakkelskinnet den stolte Konge-Skikkelse: sluttet i Lænker og stærke Boier, med Jern om Hænder og Fødder, sad den mishandlede Konge rolig og majestætisk paa en stor Kampesteen og bar om Halsen en Lænke, som var fastnaglet i Muren; hans Klæder vare sønderslidte og ukjendelige, og med det store graae Skjæg og det stærke nedhængende Haar saae han fast ud som en lænket Kæmpe med et Løvehoved. Ved hans Side laae hans unge blege Medfange; han var paa samme Maade lænket til Muren og syntes at sove trygt.
���»Min Herre og Konge!« udbrød Grev Albert og maatte for første Gang i sine Dage bøie sit Knæ for et Menneske.
���»Spot mig ikke mod din Villie! - sagde Kongen - kom i mine Arme, min Albert! den Throne, jeg her er lænket til, skal ikke friste mig til Hovmod. Du tøvede længe, min Søstersøn! - vedblev han smerteligt - men saaledes kom du dog for tidligt. Nu vel! ogsaa det skal jeg bære - tilføiede han rolig - endnu er jeg Konge. Min Fjende skal ikke høre mig klage. Velkommen, Ulykkesfrende!«
���Grev Albert reiste sig og ravede hen mod Kongens halvudbredte Arme, som de raslende Lænker holdt tilbage. Nu forsvandt pludselig Fakkellyset idet Fængselsdøren smeldede i og en harmfuld Haanlatter udenfor røbede Grev Henriks spildte Glæde.
���»Han er ikke lykkeligere, end vi - sagde Kongen - Nu rolig, brave Frende! naar stod Slaget? hvem er faldet? fortæl mig Alt! jeg kan høre det.«
���Kongens Rolighed gav ogsaa den sønderknuste Feltherre Fatning og Rolighed tilbage; og han underrettede Kongen om Alt, hvad der var skeet, fornemmelig om de uovervindelige Hindringer og den almindelige Frygt for hans og Prindsens Liv, som i saa lang Tid havde gjort enhver Plan til deres Befrielse uudførlig. Hvorledes Krigslykken havde forladt ham i dette Slag, hvortil han og alle Danske havde sat deres sidste Haab, kunde han dog ikke uden den dybeste Græmmelse berette, og Kongen maatte trøste ham med, at han ikke selv kunde have lagt nogen bedre Plan, og at ikke den Kjækkeste var Herre over Seiren.
���»Hvem er det, du taler med? Fader! - spurgte nu en mild venlig Stemme - jeg drømte, du sad paa din Throne og Grev Albert bragte dig et Seiersbudskab. Er det virkelig Eder? Grev Albert!«
���»I drømte sandt, min unge kongelige Herre! - svarede Feltherren - jeg traf min Konge i Fængslet større, end paa den største Throne i Verden, og bragte jeg ham end Budskab om et Nederlag, var jeg dog Vidne til en Seier, som jeg aldrig vandt større: Heltens Seier over Ulykken.«
���Prinds Valdemar sukkede dybt og den forklædte Rigmor gav ogsaa et lydeligt Tegn paa sin Deeltagelse.
���»Du kom ikke ene, Albert! - sagde Kongen - hvem bragte du med dig? - Jeg hører, her er et fremmed Vidne til vor Forsmædelse.«
���»En tro Tjener og Kertesvend fulgte mig hid. Han kalder sig Carl; paa det forhadte Navn nær, en vakker Dreng.«
���»Albert, Albert! - sagde Kongen - har Ulykken endnu ikke lært dig at tilgive?«
���»Agter I da at tilgive eders Dødsfjende, Herre Konge! - lød Svaret dybt og tonløst - kjender jeg Eder ret, kan ingen Lænke nedbøie Eder saa dybt, at I nogensinde glemmer Kongeblodet i eders Aarer.«
���»Der er Forskjel paa en dristig Ven og en fordømmelig Fjende - blev Carl af Rise ogsaa fangen?«
���»Han stred brav, det kan jeg ikke nægte. Han har fast været ivrigere, end jeg selv, til at skynde paa et afgjørende Skridt. Han har vel ventet Mirakler, kan jeg tænke. Om han faldt eller blev fangen, veed jeg ikke. Men vil I ikke gjøre mig denne Helvedes Afgrund endnu mørkere, min kongelige Frende! saa skaan mig for nogensinde at høre det Navn.«
���Kongen føiede sin uforsonlige Frende i denne Bøn; han spurgte nu til Erkebispen, Abbed Gunner, Grev Otto og alle sine andre troe Mænd. Men Rigmor sukkede dybt i sin afsides Krog og tænkte paa sin trofaste Carl, som maaskee nu laae død paa Valpladsen, og paa de uskyldige Børn, som hun havde forladt for at dele sin Faders og Kongens Fængsel. Mørket og Fængselluften nedslog et Øieblik hendes Mod; hun svøbte sig stille i sin Kappe og græd; men hun lod ikke sine Medfanger mærke sin Forsagthed. Udmattet af den overvættes Spænding og Anstrengelse slumrede hun endelig ind i sin Krog og drømte atter om et lykkeligt Liv paa Karise, om Flugt og dristige Foretagender.
------
���Tæt ved den lille Stad Møln i det Lauenborgske, hvor det store blodige Slag havde staaet, laae i Nærheden af Valpladsen en fattig Bondehytte med forrevet Halmtag og smaae søndrede Blæreruder i to umage Vinduer, som sade skjævt i den skrøbelige Leervæg. En mild Dag i Marts Maaned, tolv Uger efter Slaget, reed en gammel graaskjægget Mand over Valpladsen paa en høi stærkt bepakket Hingst. Han var klædt som en lauenborgsk Bondesmed med en Læderkabuds og et kort Oxehuds-Skjødskind. Han holdt Tøilen i den høire Haand, og det venstre Ærme i hans lodne Faareskindstrøie dinglede tomt og løst ved hans Side, hvor Skaftet af en stor Kniv stak frem af hans Belte. Han holdt ofte stille og betragtede med veemodig Opmærksomhed enkelte Steder paa Valpladsen, hvor Jorden var opreven eller Høie vare opkastede, og paa alle saadanne Steder steeg han af Hesten og knælede, medens han mumlede en heel Deel Bønner og skrev Kors i den fugtige Sandjord. Da han kom til den forrevne Hytte, saae han en gammel Qvinde sidde paa Tærskelen og karte Uld. Han studsede, da han betragtede hendes besynderlige Dragt; thi hun bar en ridderlig Vaabentrøie af det fineste gule Skind og hendes grønstribede Vadmelsskjørt var bundet op over Vaabentrøien med et kostbart Axelskjærf af blaat Silke.
���»Det fordømte Røverpak! - mumlede den gamle Rytter paa Dansk - see, hvor de har plyndret vore Ridderes Liig. Død og Ulykke! - raabte han nu, idet han kom nærmere og Hingsten vrindskede og fnyste - er det ikke min arme Herres Axelskjærf!«
���Gamle Martin var Rytteren, og den høie Hest, han reed paa, var Carl af Rises Stridshingst, som den troe Tjener Natten efter Slaget havde fundet saaret paa Valpladsen, da han med en Arm mindre vaagnede af sin Dvale, og, udmattet af Blodtab, forgjeves søgte efter sin Herre blandt de tusinde Liig. Det stolte Dyr havde han dog reddet og havde hos en medlidende Landsbyesmed faaet Huuslye og Pleie for sig selv og den troe Skimmel. Med den lægede Armstump og i Smedens gamle smudsige Klæder, som han af Forsigtighed havde tilbyttet sig for sine egne, havde nu gamle Martin først forladt Sottesengen, og hans første Udflugt var til Valpladsen. Han befrygtede med god Grund, at hans Herre var falden, og havde Carl af Rise fundet sin Grav paa Valpladsen, vilde den gudfrygtige Martin dog om muligt læse en Bøn over hans Grav, og saa godt, han kunde, rense den uindviede Jord med et helligt Mærke.
���Da han nu troede at kjende sin Herres Axelskjærf om den gamle Qvindes Skjørtelinning, sprang han som en Rasende af Hesten og foer hen imod hende. »Hid med min Herres Skjærf, forbandede Røverqvind!« raabte han paa Dansk og greb fast i Qvindens Skjørt.
���»Et galt Menneske!« raabte hun forskrækket og tabte Ulden og den ene Karte af Skjødet, idet hun sprang op og satte sig til Modværge med den anden Karte og de spidse Negle.
���Endelig kom Martin til Besindelse og skammede sig ved at have angrebet en gammel svag Qvinde. »Hvad nytter mig hans Skjærf, naar han dog er død og begraven?« mumlede han, og paa sit slette Tydsk begyndte han nu at tale Konen tilrette, idet han forklarede hende, at hans Mening kun var, at bede hende om en Drik Vand til at lædske sin Tørst med.
���»Da veed jeg, det er ingen Maade at forlange Vand paa, gale Menneske! - brummede Qvinden og tog Mod til sig. - Var min Søn saasandt hjemme, skulde han lade Jer selv hente Vandet paa Bunden af Brønden. Vil I opføre Jer ordentlig - føiede hun mildere til - saa var det dog Synd at nægte Jer en Drik Vand; I skal tilmed faae en Taar Mælk deri, naar I vil være maneerlig. Men er jer Hest ogsaa gal? han fnyser og hviner jo som en Djævel.«
���»Gamle troe Beest! du kjender nok ogsaa Skjærfet«, sagde Martin og klappede den urolige Hingst, idet han bandt den til Levningerne af et gammelt Stakit ved Vinduet. »Jeg maa snakke godt for den gamle Satan - mumlede han - har hun plyndret ham, veed hun vel ogsaa hvor hans Grav er.« - »Jeg maa vel hvile mig lidt i jer Stue, gamle Moer!« sagde han nu høit og saa fredeligt, han kunde, paa sit gale Tydsk.
���Efter nogen Knurren og Betænkelighed gav Konen ham Tilladelse til at træde indenfor. Men neppe havde han sat Foden over Dørtærskelen og var traadt ind i den lave Stue, førend han foer som besat hen til en Dragkiste, hvorpaa der laae et staalblaat ridderligt Harnisk, og da han i Arnekrogen saae sin Herres trekantede røde Skjold med det hvide Kors, kunde han ikke længer holde sin Harme tilbage. »Forbandede Røverqvind! hvor har I lagt ham?« raabte han, og Qvinden begyndte at skrige og jamre sig. »Ak! hjelp mig, kjære Herre! - skreg hun - her er et galt Menneske, som vil myrde mig.« Idetsamme fløi et grønstribet Hvergarns Omhæng tilside fra en høi Seng i Krogen, og et blegt og ungdommeligt Ansigt, med guult Haar og langt Skjæg, kom tilsyne.
���»Martin, gamle Martin!« raabte Carl af Rises velbekjendte Stemme, og den troe Tjener laae med et høit Udbrud af overvættes Glæde for sin Herres Seng og kyssede hans Haand under Glædestaarer.
���Da nu Konen saae deres Glæde og hørte hvem den gale Smed var, blev hun selv saa glad, at hun tog Martin om Halsen og kyssede ham. Derpaa trippede hun ud for at hente Mælk og godt Øl og alt hvad Godt der var i Huset, medens Ridder Carl og gamle Martin udøste deres Hjerter for hinanden.
���Det Første, Carl spurgte om, var om Kongen og Grev Albert, og om det var sandt, at de nu begge sade fangne paa Schwerin Slot. Martin sukkede; han bekræftede den sørgelige Sandhed og nævnede en heel Deel tappre Riddere, som vare faldne eller fangne.
���»Og min Rigmor - sukkede Carl - hun sidder nu paa Karise og sørger over min Død. Du saae hende jo Juleaften, Martin! men du bragte mig intet Brevskab fra hende. Hun var dog frisk og vel tilmode?«
���»Frisk som en Fisk!« svarede Martin og viskede hemmelig en Taare af sine Øine, idet han vendte sig forlegen og ængstelig bort fra Sengen.
���»Og de uskyldige Børn?« spurgte Carl.
���»Flinke raske Glutter - sagde Martin - men lad vor Herre nu sørge for Kone og Børn, til I kommer Jer, kjære Herre! Siig mig nu kun hvorledes I selv har det! I har ikke været langt fra at banke paa hos St. Peder, seer jeg ret.«
���»Jeg var sikkert bleven levende begraven blandt de Faldne - sagde Carl - havde ikke denne skikkelige Kone taget sig af mig. Hun var rigtignok, tilligemed sin Søn, ifærd med at plyndre mig blandt de andre Liig; men hun mærkede, der var Liv i mig endnu, og satte sig med Hænder og Fødder derimod, da man vilde kaste mig i Gruben. Jeg hørte den hele Trætte, men kunde kun røre det venstre Øienlaag, og det havde den gode Kone seet. Hendes Søn maatte slæbe mig hen til Hytten, og hvor lidt Liv der var i mig, er jeg dog nu, næst Guds Bistand, ved hendes Konst og Pleie næsten lægt og helbredet. Jeg mangler kun endnu nogle Kræfter, synes mig, for at kunne svinge mig paa min Hest. Ak, min troe raske Skimmel« - -
���»Han er, min Sjæl, frisk som en Fisk - raabte Martin glad - det er ham, der staaer herudenfor og vrindsker.«
���Carl steeg op af Sengen og tumlede hen til Vinduet, i hvis søndrede Blærerude han nu saae den velbekjendte hvidspættede Hestesnude.
���»Min troe gamle Skimmel!« raabte han og klappede det kjære Dyr paa Munden, medens Hingsten brød med hele Hovedet gjennem det skrøbelige Vindue og var nær ved at rive Huset ned i sin ubændige Glæde.
���»Nei, bliver I nu gal med? Hr. Ridder! - raabte hans Vertinde, som ilede til og trak ham tilbage til Sengen med en Myndighed, som hun kunde være hans Oldemoder - vil I have eders Indvolde ordentlig lægte, maa I lade mig raade og ligge stille paa jer Ryg en heel Maaned endnu. Og er det Maneer, at trække det gale Beest ind til mig gjennem Vinduet?«
���»Det er jo min gamle troe Skimmel - sagde Carl - vær ikke vred, kjære Moer! nu ligger jeg jo stille igjen. Gak dog ud og hold Styr paa Skimmel, Martin!«
���Martin gik ud og trak Hesten fra Vinduet. Imidlertid laae Carl stille og udmattet, medens hans Vertinde endnu holdt Huus med de Danske og deres Unoder. »Er Danmark fuld af slige Karle som I og eders Tjener - sagde hun - saa skulde Pokker have med det Folk at gjøre. I maa vel blive saa uregjerlige og gale af de mange Fisk, I æder; for saa meget veed jeg da nok, at det er jer Konge man kalder den store Fiskekonge, og at hvis han vilde sælge sit hele Land og kjøbe Brikker for det, kunde han ikke rumme alle sine Fisk paa de Brikker. Men hvad gaaer nu af Jer igjen! seer I Spøgelser i Krogen ved høi lys Dag? Jeg kommer nok til at lave Jer en Hjertestyrkning oven paa den Pust.« Med disse Ord løb hun ud af Stuen. Carl havde ikke lagt Mærke til hendes Tale, men laae stille og betragtede med et uroligt og bekymret Blik det hvide Kors paa sit Ridderskjold.
���»Ak, Martin! - sagde han bleeg og ængstelig, da den gamle Tjener nu traadte ind igjen - hvor blev Banneret?«
���»Det fordømte Nældeblad? - spurgte Martin - det hænger jo der ved eders Seng.«
���»Ja, det Ulykkesbanner reddede jeg dog - svarede Carl - det var allerede udseet til et Forklæde for min gode Vertinde; jeg gav hende mit Axelskjærf for det. Ak, men det hellige Korsbanner, Martin! Landets og Rigets dyrebareste Klenodie - det havde jeg egenmægtig hentet fra Domkirken i Slesvig, er det tabt, er jeg ulykkelig.«
���»Kors bevare os! det hellige Banner - sagde Martin - det saae jeg jo ikke i Slaget. Havde vi havt det for Øie istedetfor den fordømte Klud der, havde maaskee Kongen nu været hævnet og fri«. -
���»Ak, vi maatte jo ikke bruge det - sukkede Carl - Grev Alberts gamle Fordom og ulyksalige Stolthed var Skyld deri. Jeg maatte rulle det sammen og binde det bag paa min Sadel.«
���»Saa vær trøstig, i Guds Navn, Herre! - raabte Martin glad - saa har jeg det sikkerlig med. Alt eders Gods ligger urørt paa Skimmel, som da jeg fandt ham.«
���I et Øieblik var Martin ude af Stuen, og snart kom han tilbage med det omhyggelig sammenrullede Banner; han tog Hylstret deraf og udfoldede det i al dets Pragt over sin beroligede Herres Seng.
���»Gud og vor hellige Frue være lovet! Rul det hastig sammen igjen, kjære Martin! - sagde Carl og saae til Døren - lad ikke min gode Vertinde see det! Pynt og Stads er hendes Orm, hvor gammel hun er - om hun fik isinde at skjære sig et Søndagsforklæde deraf« -
���Martin adlød, og lagde det sammenrullede Banner paa Carls Befaling under hans Hovedgjerde.
���Nu kom atter den geskæftige Vertinde fra Stegerset med en varm Styrkedrik til Carl og et stort Saltmadsfad til sin nye Gjest. Hun nødte Carl til at drikke den bedste Drik ud til sidste Draabe og saa ikke tale et Ord meer. Derpaa satte hun Martin til Høibords og nødte ham til at spise og drikke og lade sin Herre udhvile sig efter den angribende Overraskelse.
------
���Det var ikke blot Carl af Rise, som leed haardt og længe af farlige Saar, der ligesom havde angrebet Livets ædleste og dybeste Rødder. Det hele danske Folk leed som af et eneste ulægeligt Saar, og med den store Kong Valdemar Seier vare fast alle Folkets Kræfter bundne. Den heftige Grev Otto, som med Nød var undkommen i det ulykkelige Slag ved Møln, havde med stor Harm og Sorg forgjeves anstrængt sig for atter at samle en Hær. Landets Stridskræfter vare udtømte, og Elendigheden var stor allevegne. Hvis Kongen ikke inden Aarets Udgang blev fri, syntes nu Folkets og Landets Undergang uundgaaelig.
���Siden Grev Alberts Fangenskab savnede Danmark ogsaa en Feltherre, som med almindelig Tillid kunde lede et nyt Felttog; thi Grev Otto ansaaes, med al sin Kjækhed og Raskhed, dog ikke for besindig nok til at betroes Overanførselen. Ethvert nyt voldsomt Skridt syntes nu desuden i høieste Grad betænkeligt; thi Grev Henrik havde i overmodig Trods paa sin Krigslykke og i Tillid til sin Magt over de vigtige Fangers Liv, ladet Yttringer falde, som lode befrygte det Grueligste.
���»Enhver Betingelse maae vi nu indgaae; - Kongens Liv og Frihed kan ikke kjøbes for dyrt«, dette var den sørgelige Erklæring hvormed Rigets Raad havde besluttet at underhandle med Grev Henrik om Kongens Løskjøbelse. Abbed Gunner var kommen til Schwerin, vidste man, med en truende Bulle fra Paven; adskillige tydske Fyrster syntes alvorlig at tage sig af Sagen, og Grev Otto paatog sig nu det bittreste af alle Foretagender: at drage som en fredelig Underhandler til Schwerin. I November Maaned reed han fra Ribe, ledsaget af Kongens hengivneste Riddere, hvoriblandt nu ogsaa Carl af Rise befandt sig. Denne troe kjække Ridder var vel nu fuldkommen karsk og helbredet; men foruden den store almindelige Landesorg, som nedtrykte ham dybt med alle Danske, havde han endnu en anden Hjertesorg at bære, som ene kunde være stærk nok til at knække Modet paa den Kjækkeste: den fast knusende Efterretning havde naaet ham, at hans Hustrue var forsvunden fra Karise, og enten frivillig var flygtet, som han ikke kunde begribe nogen Grund til, eller bortført af Røvere og Ransmænd, maaskee paa hendes egen Faders Foranstaltning. Sagens sande Sammenhæng vovede Martin ikke at betroe sin Herre, saalænge han selv, som Medvider i Fru Rigmors Vovestykke, endnu ikke vidste, om hun var bleven fangen med Grev Albert eller var omkommen i Slaget.
���Grev Ottos Reisetog til Schwerin lignede et stille sørgeligt Liigtog. Mange af Landets rigeste og anseeligste Mænd ledsagede ham, for med deres Gods og hele Formue at løskjøbe Kongen eller gaae i Fængsel for ham som Gidsler. Blandt disse Kongens troe Mænd saaes nu ogsaa Erkebispens Broder, den graahærdede Hr. Jacob Sunesøn af Mone, som var Herre over Møen og ligesom havde været død for Verden, siden Slaget ved Lene, hvor han havde kæmpet ligesaa mandigt som uheldigt ved Bisp Peders Side og havde seet sine to kjække Brødre falde.
���Den gamle Erkebisp selv kunde ikke være med paa denne Reise; men mere, end nogen Anden, virkede han for Kongens Befrielse, saavel ved sine kloge Raad, som ved sine hyppige Skrivelser til Paven og Europas mægtigste Fyrster. Denne Kongens og Landets troe Ven befandt sig selv i en Tilstand, der maaskee endnu var beklageligere, end Kongens. Den ulægelige Spedalskhed, som havde nødt ham til at nedlægge sin erkebispelige Værdighed, holdt ham nu over et Aar i et frivilligt Fangenskab. Paa den lille Øe Isøe, i Indsøen af samme Navn ved den nordøstlige Kyst af Skaane, levede den gudfrygtige Olding, som en anden Job, adskilt fra den hele øvrige Verden. Et lidet Steenhuus indsluttede der med sine skumle Mure den fromme lærde Herre, og hans eneste Selskab var hans Bøger og Skrifter. De faa Tjenere, han havde medtaget, maatte ikke komme ham nær for den farlige Smittes Skyld; de boede i et Huus for sig selv, og til bestemte Tider rakte de ham med største Forsigtighed gjennem en Luge hans tarvelige Føde og faae Fornødenheder. Saaledes havde han selv af Omsorg for deres Sundhed anordnet det. Døren til sin snevre Eremitbolig havde han tilspærret forinden med en stor Jernstang og han aabnede den ikke for noget Menneske. Lugen, der tillige tjente ham til Vindue, sad saa høit oppe i Muren, at han netop med sin Haand kunde naae den og modtage hvad der bragtes ham; han kunde selv kun see Himlen derigjennem, og intet Menneske kunde see ham og hans Elendighed. Frisk Luft nød han kun om Fredagen, naar han fastede. Paa den Dag maatte altid hans Tjenere forlade Øen, og da aabnede han sin Dør og gik, med et stort tungt Kors paa sine Skuldre, op til Ruinerne af den gamle Borg Bratesborg, som laae paa en Høi, og hvorfra han kunde see ud over Østersøen mod sin kjære Fædrenekyst. Han havde opgivet Haabet om Hjelp af al verdslig og menneskelig Konst, men forsagede dog ikke i sin tunge Prøvelse. Han tilbragte Tiden i sin Eensomhed med at lægge den sidste Haand paa sit vigtige Lovgivnings-Værk og med fromme Bodsøvelser og Grandskning i de hellige Skrifter. En Løibænk, en Træstol, en Bønskammel og et Egebord, der tillige tjente ham til Boghylde, udgjorde næsten hele hans tarvelige Boskab. Ved hans Leie stod det store Kors, han bar om Fredagen til Erindring om Frelserens Vandring til Golgatha. I sin bodfærdige Eremitstand bar han paa sit elendige Legeme en grov Bernhardinerkappe uden noget Tegn paa hans forrige Værdighed. Men ved Siden af den Steenstue, hvori han arbeidede og sov, havde han ladet indrette et lille ziirligt Huuscapel med et Crucifix og et Madonnabillede, og der stod nu hans erkebispelige Krumstav og Hue; der hang en Messesærk og to kostelige Chorkaaber blandt andre prægtige Tegn paa hans forrige Høihed og Værdighed; der forvarede han ogsaa blandt andre Helligdomme de hellige tre Kongers Billeder, med smaae gyldne Kroner, saavelsom den Crystalbuddik og det konstig forarbeidede Sølvskrin med Reliqvier, som omtales i hans Testament. Jobs Bog laae stedse opslagen paa hans Bord, og han havde til sin egen Trøst og Opbyggelse gjort sig et Udtog af alle de Steder deri, hvorved han kunde bestyrkes i ydmyg Hengivenhed i Guds Villie. Foruden hans med stor Flid glosserede Afskrift af Davids Psalmer, hvorover han havde holdt Forelæsninger i Riga, laae der mange Skrifter paa hans Bord, som vidnede om hans Lærdom og Flid, saavelsom om hans og Tidsalderens Fromhed. Foruden den romerske og canoniske Ret og den store Samling af gamle danske Love, som han benyttede til sit vigtige verdslige Arbeide, og foruden Petri Lombardi scolastiske Historie og en opbyggelig Bog af Abbed Stephan af St. Genoveva, laae der omhyggelig glosserede Afskrifter af de fem Mose Bøger, af Pauli Breve og af Evangelisterne, samt en stor Samling af Allegorier og Moraler, uddragne af det gamle og nye Testamente. En af hans kjæreste Bøger var Fader Saxos egenhændige Afskrift af den danske Historie med den kjærlige Tilegnelse, som nu ofte var ham en deeltagende Vennerøst fra Aandeverdenen i hans Eensomhed. Hans eget kjæreste Arbeide, det nu aldeles fuldendte og affilede Hexaëmeron, hvoraf hans Broder Jacob havde besørget ham en ziirlig Afskrift paa fiint Pergament, faldt ham ofte i Haanden, og han læste undertiden med høi Røst sine Yndlingssteder deri for de tause Mure, idet han trøstede sig ved, at om han endog var en ringe og fattig Digter, vilde den store guddommelige Herre, til hvis Lov og Priis han havde digtet og sjunget, ikke foragte hans Værk, selv om der var intet Menneske meer i Verden, som bekymrede sig derom. Naar hans legemlige Lidelser tillode det og Sorgen over Kongens og Danmarks Ulykke ikke betog ham Mod og Evne dertil, forfriskede han endnu ofte sit Sind, efter de juridiske Studier, ved gudelig Digtning, og arbeidede da paa et nyt Digt over de syv Sacramenter og nogle saakaldte Seqventser til Jomfru Marias Ære. Den hellige Jomfru var den eneste Qvinde, som den fromme Herre nogensinde havde tilladt sig at tænke paa og udøse sit Hjerte for. Under den lille udskaarne Trætavle i Huuscapellet, hvorpaa hun var afbildet med det hellige Barn paa sin Arm, vedligeholdt han altid med stor Omhu en brændende Lampe, og som Erkebisp havde han forordnet, at den hellige Jomfrues Fødselsdag og Himmelfartsdag skulde høitideligholdes med meer kirkelig Pragt og Værdighed, end tilforn. Naar han nu saaledes sad i sin Eensomhed og skrev latinske Sange til hendes Ære, som ingen hørte eller saae uden han selv, blev han ofte heelt glad og trøstig tilmode og syntes, at den skjønne guddommelige Jomfrue var ham nær og bragte ham Trøst og Velsignelse i hans Ulykke.
���I et saadant lyst og begeistret Øieblik sad han nu Juleaften i dette ulykkelige Aar ved sit Skriverbord og nynnede sagte paa en ny Hymne til Jomfru Marias Ære, hvori han bad til hende og hendes guddommelige Søn for Kongens og Landets Frelse. Skjøndt det var en høihellig Aften, havde han dog ikke bestemt at nyde Andet, end en Drik Vand og et Stykke ristet Havrebrød, hvori hans sædvanlige Aftensmaaltid bestod. Da han nu efter fuldendt Arbeide satte sig til det eensomme og kummerlige Maaltid, kom han de forrige Dage ihu, da han ved sin store Konges Side havde tilbragt denne hellige Aften i glædeligt Lag blandt Venner og Frender og nydt en vederqvægende Drik Viin af Kongens gyldne Bæger. Han sukkede dybt og foldede sine Hænder, og da han, efter den sædvanlige Bordbøn, satte Vandbægeret til sine Læber, fornam han med Overraskelse og Forundring, at det var fyldt med den samme kostelige Viin, som han pleiede at drikke ved Kongens Bord Juleaften. Uden at søge nogen naturlig Grund til denne Overraskelse, bøiede han andægtig sine Knæe og foldede sine Hænder, idet han forglemte al jordisk Sorg og Elendighed i den inderligste Bøn og Taksigelse over det vidunderlige Tegn, som han troede var ham forundt, og som med al sin Ringhed syntes at forjætte ham Opfyldelsen af hans største og ivrigste Bønner.
���Som han endnu laae knælende og sang en glædelig Julepsalme med høi Røst, bankede det mod Sædvane paa Lugen; thi det var allerede sildigt, og Ingen vovede ellers paa denne Tid at forstyrre ham. Han reiste sig forventningsfuld og aabnede Lugen.
���»Glæd Eder i eders Ulykke, ærværdige Fader! - lød en stærk mandig Stemme udenfor - Kongen er fri; han sender Eder dette Brevskab.«
���»Velsignet være du, som bringer mig sligt Julebudskab - svarede den Gamle - Hører jeg ret, saa er du min troe og brave Pleiesøn: Carl af Rise.«
���»Ak, ja, ærværdige Fader! - sagde Carls Stemme udenfor med et dybt Suk - jeg er den Carl, som I saa faderlig sørgede for, da jeg var Barn, og som nu dog ikke i eders Alderdom maa sørge for Eder, som en Søn. Ikke engang eders ærværdige Aasyn forunder I mig at see, og eders Haand maa jeg ikke trykke til mine Læber.«
���»Mit Aasyn skal Ingen see, som vil see Lyset; min Haand skal ingen røre, som vil leve - svarede Eremitten veemodig - Men lad mig nu glæde mig, Søn! og bringe min Bøns Takoffer for Herrens Ansigt! han har idag gjort Frelsning i Israel; han og hans Hellige har hørt min Bøn og løst sin Salvede af Lænken.« Derpaa knælede han med Kongens Brev i de foldede Hænder, og Ridder Carl stod længe taus udenfor og vovede ikke at forstyrre hans Andagt.
���»Naar blev Kongen fri?« spurgte nu Erkebispen og reiste sig.
���»Paa St. Thomas Apostels Dag!« svarede Carl.
���»Og paa hvilke Betingelser?«
���»Det staaer i Brevet, ærværdige Fader! skaan mig for at sige det! Den gruelige Pagt sønderknuser mit Hjerte og fylder min Sjæl med Gift og Galde.«
���»Rolig, Søn! den bittreste Kalk, Herren rækker os, maae vi tømme. Lad mine Tjenere vederqvæge dig og kom igjen om en Time!«
���Med disse Ord lukte Erkebispen Lugen og satte sig rolig paa sin Træstol. Derpaa rykkede han Lampen nærmere og læste Kongens Brev. Han læste om de uhyre Summer af Guld og Sølv, som til forskjellige Tider skulde betales, og om de smaalige Fordringer paa Klæder, flandersk Skarlagen og Graaværk til Grev Henriks Riddere, om de 40 Gidsler, som skulde gaae i Fængsel for Kongen til Alt var betalt, og hvoriblandt selv de unge Prindser og Erkebispens egen Broder blandt Landets vigtigste Mænd vare nævnte. Ved alt dette forandredes endnu ikke en Mine i den alvorlige Eneboers Ansigt. Han læste, at den unge Kong Valdemar endnu skulde sidde fængslet til Paaske; han saae, der aldeles ikke endnu var Tale om Grev Alberts Frihed, og hans Aasyn blev mørkt; men nu læste han hvorledes Grev Henrik for hver tusinde Mark, der fattedes i Løsepengene, kunde vælge til Gidsel hvilken dansk Mand, han vilde, og strax efter stod der, at dog Ingen uden frivillig skulde være Gidsel, og Oldingens Aasyn opklaredes. »Stort! - sagde han - Ingen finder Modsigelse heri, Ingen tvivler paa, at jo hver dansk Mand med Glæde gaaer i Fængsel for sin Konge.« Nu kom han til de vigtige Punkter om Afstaaelsen af alle nordtydske og slaviske Lande, om Rendsborgs Aftrædelse til Grev Adolph og om den frygtelige Eed, Kongen og alle hans Mænd skulde sværge paa aldrig at ville hevne den lidte Fornærmelse eller tænke paa Gjenerobring af de afstaaede Lande, og alt som han nu kom mod Slutningen af det skjændige Forlig, blev hans Aasyn uroligere og han knyttede undertiden den magre Haand krampagtigt. »Store Dommer histoppe! - sukkede han - leed os ikke i Fristelse! lad ikke min Mund forbande ham, som du gav Magt over den Stærke, og lad min Sjæl ikke spørge: er der Retfærdighed under Solen?«
���Han havde læst den uhørte ydmygende Pagt til Ende og seet, at hans egen kjække Broder Jacob, den djærve Bjørn Mundskjenk, Astrad Fracke og selv den raske Grev Otto af Lüneborg med saamange brave Danske havde underskrevet og beseglet den. Nu saae han Kongens egne Ord for, at han virkelig med Haanden paa det hellige Blods Reliqvie og med begge Hænder paa det hellige Testament havde aflagt den dyre Eed, hvormed han afsvor al Hevn og Opreisning; og nu først greb den grueligste Angest og Forfærdelse den gudfrygtige Olding, idet han læste hvad Kongen med skjælvende Haand havde tilføiet: »jeg kan - jeg vil ikke udholde det - stod der - jeg bryder den Pagt, skal det saa koste mig den evige Salighed. Vil du befrie min Sjæl fra Fordømmelse, saa skaf mig løst fra min Eed af den hellige Fader!«
���Haarene reiste sig paa den fromme Erkebisps Hoved; han styrtede paa sit Ansigt til Steengulvet og bad med Graad og dybe Suk for sin ulykkelige Konges Sjæl.
���Saaledes havde han ligget en Tidlang, da bankede det atter stærkt paa Lugen; han reiste sig med funklende Øine og med en Kraft og Værdighed, som naar han fordum stod for Høialteret. Han stødte Lugen op med det store Kors og raabte med høi Røst: »Carl af Rise! siig til min Herre og Konge: Hevnen hører Herren til, og Meenederen skal ikke see hans Aasyn.«
���»Død og Helvede, Gamle! hvad siger du - lød en mægtig Stemme udenfor, som ikke var Carl af Rises - et saadant Svar vover du at sende din Herre og Konge ved hans Tjener?«
���»Valdemar, min Konge! er det muligt! - udbrød den forbausede Erkebisp - kommer min Konge selv til den Spedalskes Huus for at hente Lægedom for en værkbruden Sjæl?«
���»Til hvem uden til Eder, fromme Fader! skulde jeg nu tye, naar det gjælder min Sjælefred - svarede Valdemar mildere - de Lænker, jeg har afkastet, skulde jeg endnu have baaret, havde I ikke formaaet den hellige Fader til at true min Dødsfjende med Bandet. Men de Lænker, jeg før bar, vare dog lette mod dem, jeg nu bærer. I Fængslet var jeg rolig; nu har jeg ingen Fred. Brændende Lænker knuge min Sjæl og sønderslide mit Hjerte. Kan jeg ikke løses af dette Helvedes Sjælebaand, maa jeg forgaae af Harm og Forsmædelse.«
���»Valdemar, min Herre og Konge! - svarede Erkebispen med bævende Stemme - før har jeg sørget med Smerte over Eder; men min Sorg var stille i Gud; nu bedrøver I min Sjæl til Døden. Ak, kunde jeg dog see eders Aasyn! kunde jeg med en Røst, som den sidste Basuns, kalde Eder tilbage fra det Fordømmelsens Svælg, I raver ved! Det var bedre om I laae uhevnet i Lænker til eders Dødsdag, Kong Valdemar! end om I nu kjøbte Eder Frihed og Hevn og al Verdens Magt og Høihed med Sjælens Fangenskab og den evige Død.«
���»Hør mig, hør mig, og vov ikke at fordømme mig! - raabte Kongen - mod en æreløs Ridder, mod en forvorpen Meeneder og Røver har jeg ingen Forpligtelse. Jeg svoer ham Nødværge-Eden; men havde jeg troet, den kunde binde mig, ved den levende Gud! jeg vilde da før have forsvoret mig til Djævelen. Min Læbe sagde Ordet; men en høi Stemme i mit Bryst svoer en anden Eed, som den store Hevner histoppe har fornummet. Han, som har Magt til at løse og binde evindelig, han kan jo ogsaa løse mig af min Qval og give mig min Sjæls Frihed tilbage: et eneste Ord af den hellige Fader kan for Gud og for Verden løse mig fra den nødtvungne Eed, jeg gav en meensvoren Røver og Forræder.«
���»Den canoniske Ret vil sige: ja, Herre Konge! - svarede Erkebispen - og alle Bisper og Klerke vil istemme det; eders Samtid vil maaskee sige: det var ret og forsvarligt; men Guds Lov siger: nei, nei i al Evighed! Den Lov, Herren skrev i Hedningernes Hjerte, raaber Vee over Synden, om saa al Verdens Vise, om saa en Engel fra Himlen vilde sige, den var Dyd. Tvang Meenederen dig til Eed, Kong Valdemar! saa vord ikke hans Lige! - vedblev han høitidelig - hvad du svor ved Herrens Blod og den høieste Guds Navn, skal du holde til den yderste Domsdag.«
���»Død og Fordømmelse! nei - raabte Kongen - Vil du ikke skrive for mig til Paven, saa kan jeg selv. Er du bleven en hyklersk Helgen og et Hængehoved, saa har jeg dog endnu troe og forstandige Tjenere blandt mine Bisper.«
���»Husk paa Saul og paa Simei, Herre! - raabte Erkebispen med ængstelig Stemme - Husk paa Antiochus og Alcimus, Konge! og lad ikke Herrens straffende Haand slaae dig med Lamhed og Dødsslag!«
���»Jeg kom ikke hid for at høre en Bodspræken - raabte Kongen med harmfuld Røst - Er du din Konge tro og underdanig, Andreas Sunesøn! saa skriv! jeg befaler dig det.«
���»Nei, nei, aldrig i Evighed! - raabte nu Erkebispen med en Røst, som talte en fremmed og mægtig Aand igjennem ham - Hør, Valdemar Valdemarsøn! saa siger Herren din Dommer: den troløse Zedechias brød Eeden mod sin Fjende, den han svor ved mit hellige Navn, og jeg lod hans Sønner slagtes for hans Aasyn og hans Øines Lys udslukkes.«
���Idet disse forfærdelige Ord tonede i Kongens Øren, hørtes et Bulder i Eremittens Hytte; Lampen sluktes og der blev taust og stille i det skumle Steenhuus som i en Grav.
���Kongen stod udenfor og stampede i Jorden. Ved hans Side stod Carl af Rise med en Fakkel i Haanden. Fakkellyset oplyste den store Konge-Skikkelse, som Ulykken endnu ikke havde nedbøiet. Med en mørkeblaa Kappe over den simple Ridderdragt og en flad bredskygget Hat over de lange afblegede Haar, stod Kongen høi og frygtelig der i Natten med det blege harmfulde Kæmpeaasyn, som nu var gjennemfuret af truende Rynker. Han rev Faklen af sin forbausede Ledsagers Haand og slyngede den forbittret mod Steenhuset, saa den gnistrede og sluktes. »Bort, bort fra den Afsindiges Pest-Bolig! - udbrød han - min bedste, min sidste Ven er bleven en Forræder mod mit Liv og min Ære. Han er slagen med Blindhed som med Vanvid i sin Spedalskheds Smitte. Men var han selv en Samuel og en hellig Prophet, skulde selv hans grueligste Forbandelse ramme mig, ved den evige Hevner histoppe! jeg vil hevnes, hvad Hevnen saa koster.« Derpaa gik han med stærke Skridt bort, og Carl af Rise fulgte ham taus og forfærdet.
���De nærmede sig til Baaden, hvor de hørte Tjenerne larme og saae Faklerne skinne paa Sneen i den rolige Vinternat. Kongen standsede pludselig: »Ridder Carl! - sagde han med dæmpet Røst - er du din Konge tro og hengiven?«
���»Store Herre og Konge! kan I tvivle?« - svarede Carl med Haanden paa sit Bryst, og der glindsede en tilbagetrængt Taare i hans ærlige Øine.
���»Hvert Ord, du har hørt i denne nat - bød Kongen med et strengt og advarende Blik - det er begravet i din Sjæl, som i en Afgrund.«
���»Ingen Grav skal være tausere, end jeg, Herre Konge! - men vredes ikke paa eders trofaste Tjener, og lad mig sige hvad der ængster mig svarlig!«
���»Nu, hvad er det? vil ogsaa du være Præst og Prophet?«
���»Lad ikke den fromme Erkebisps Trudsel gaae i Opfyldelse, Herre Konge! - udbrød Carl med ængstelig Hast - han er en hellig Guds Mand; han har bekræftet det ved Tegn og underlige Gjerninger. Spørg hans Tjenere, min Konge! og I skal høre, det er Sandhed.«
���»Du ærlige, lettroende Drømmer! - sagde Kongen med et flygtigt Smiil - siden du greb Dannebrogsfanen, seer du nok Mirakler allevegne. Nu, hvilke Underværker har den Guds Mand da gjort?«
���»Seer I de gamle Ruiner histoppe paa Bakken? Herre Konge!« sagde Carl og pegede paa nogle halvnedfaldne Mure, bedækkede med Mos og Snee, som glindsede prægtigt i det frembrydende Maaneskin, »der skal have staaet et Røverslot i gamle Dage; der fandt Erkebispens Tjenere ifjor en stor Skat af gamle hedenske Guldmynter. De begyndte strax at leve lystigt, og de svirede og sværmede snart saaledes om Natten, at de forstyrrede den fromme Erkebisp i hans Andagt; da blev han ivrig i Sindet, saaledes som før, og forbandede det uretfærdige Mammon, som forledte hans Tjenere til Synd og Ugudelighed, og da Tjenerne næste Dag vilde tage til deres Skat, var den forvandlet til Smaastene. Lee ikke deraf, Herre Konge! jeg har selv seet de forvandlede Penge, og see, her har jeg een af dem.«
���»Nu, for tusind Pokker! - sagde Kongen og betragtede den flade runde Steen, Carl rakte ham, - den ligner jo virkelig en gammel Mynt. Nu vel, det Mirakel kan jeg endda nok forklare; men hvad følger saa deraf? kan den fromme Herre hist i Steenhuset endogsaa forvandle Guld til Steen - Gudsdød! han skal ikke forvandle Kong Valdemar til et Hængehoved. Jeg er saa fast i Troen som nogen christen Konge, det har jeg viist; men en Helgen er jeg ikke, og hvad Christenhedens Fader vil erkjende for Ret, det vil jeg forsvare med Ære for Europas hele Ridderskab og for alle rettroende Sjæle i Christenheden.«
���Derpaa gik Kongen med stærke Skridt til Stranden og steeg i Baaden. Carl fulgte ham taus; langsomt stødte Baaden fra Land, og i den rolige stjerneklare Julenat stod Kongen alene ved Bagstavnen og saae tilbage paa Bratesborgs Ruiner, medens hans mørke Øine funklede af de vilde urolige Tanker. Men Carl af Rise stod i sit staalblaae Harnisk stille ved Forstavnen med foldede Hænder og bad sagte for den store Konges Sjæl og for den forsvundne Rigmor, som han ikke vidste hvor han skulde søge i Verden. Ogsaa til den uforsonlige Grev Alberts Fængsel foer en kjærlig medlidende Tanke; men Carl drømte ikke om, at den fangne Feltherre i dette Øieblik sov rolig i sin Lænke og hældede sit Hoved til den troe Datters Skulder, som han ikke kjendte og som han forlængst havde fordømt til evigt Fængsel i et Kloster.
���Kongen havde endnu ikke viist sig for sit bekymrede Folk. Han var strax efter sin Frigivelse gaaet ombord ved Travemünde for ikke at drage hjem gjennem det oprørske og frafaldne Nordalbingien. I sin frygtelige Sjæleuro havde han underveis givet Befaling til at styre først til Nordostkysten af Skaane. Hemmelig og forklædt var han Juleaften gaaet iland med Ridder Carl og nogle faa Tjenere og havde, efter en kort Fodvandring, paa en Fiskerbaad foretaget dette NatteBesøg til sin gamle Sjælesørger og troe Raadgiver paa Isøe. Han forlod nu Øen og dens gudfrygtige Eremit fast med en større Uro i sit Hjerte, end han havde medbragt. Med stille Pladsken af Fiskernes Aareslag gled Baaden gjennem den rolige Indsøe. Man steeg iland ved en Fiskerhytte, og taus vandrede Kongen med sit Følge den korte Vei tilbage til Stranden, hvor hans Snekke og det øvrige Følge ventede ham.
���Anden Juledag steeg Kongen iland ved Vordingborg og afkastede sin Forklædning. Et dybt Nag fortærede hans Bryst, og en mørk Sky laae over hans Pande, da han nu førstegang efter det lange Fangenskab hilste sit kjære troe Folk igjen. Han drog fra Bye til Bye og fra Thing til Thing for at vise sig for Folket og modtage sine Undersaatters hjertelige Velkomst-Hylding. Uagtet den Qval, som piinte hans stolte ydmygede Sjæl, kunde han dog ikke Andet, end bevæges dybt og inderligt ved de mangfoldige rørende Beviser, han nu modtog paa Folkets Deeltagelse og opoffrende Kjærlighed. Skjøndt Folkets Armod var stor, behøvede man dog ingen Skat at paalægge for at tilveiebringe den betydelige Løsningssum, der maatte udredes inden Dagmars Søn, den unge Kong Valdemar, kunde udgaae af sit Fængsel. Hvor Kongen viste sig paa Thinge og talte de dybt rystende Ord til Folket om den store Nød og Harm, han og hans Søn havde lidt, og om hvor dyrt han maatte kjøbe sin og Sønnens Frihed, kappedes Mænd og Qvinder og selv Børn om at lægge deres sidste Skjærv og deres kostbareste Smykker og Klenodier for hans Fod; og naar han takkede dem for deres Kjærlighed og med ædel Velvillie i det harmfortærede Kongeaasyn forlod et Thingsted, for at ride til et andet, trængte Qvinder og Børn, ja selv Krøblinger og Syge sig frem for at see ham og kysse Fligen af hans Skarlagenskappe. Hans Hals og Hænder bare endnu friske Mærker af Halsjernet og Bøilerne. Disse oprørende Tegn paa sin Mishandling og Ydmygelse viste han vel ikke til Skue, men tusinde Øine saae med Taarer, hvad der selv bevægede de haardeste og sløveste Sjæle, og med en Blanding af Smerte og Glæde, medlidende Suk og overdøvende Kjærlighedsraab blev Kongen overalt hilset og modtagen, fast som en Martyr og Helgen. Med rørende Sandhed sang derfor ogsaa Folkesangeren:
»Tak have ædle Jomfruer og Fruer!
De vare deres Herre saa huld:
De sparte for hannem ei Linde eller Kjæder
Og ikke deres Hovedguld.
Saa glade vare alle de danske Mænd
Deres Herre var løst af Møde,
Som Englene vare Paaskemorgen,
Vor Herre stod op af Døde«.
[Note: See Kæmpevisen.]
���At imidlertid Folkets Glæde over at see Kongen igjen tillige var blandet med et uudslukkeligt Nag til Greven af Schwerin eller sorte Grev Henrik, som de nu i dobbel Betydning kaldte ham, og at Haabet om snarlig Hevn over ham var almindeligt, derom vidner noksom hiin Folkesang, som gjenlød fra Alles Læber. De danske Krigere deelte fornemmelig deres store Konges Harme, og trods den dyre Eed, de vidste, der var svoren, sang de ofte høit, naar de saae Kongen:
»Lever han noget Kong Valdemar Seir,
Han hevner forvist sin Skade.«
[Note: See Kæmpevisen.]
���Valdemar blegnede taus og hans mægtige Haand krummede sig om Sværdheftet hvergang han hørte den Sang; men han syntes endnu en Tidlang kun at tænke paa at rense Landet fra Røvere og Stimænd og bringe indvortes Rolighed og Orden tilveie.
------
���Kongen var kommen tilbage til Ribehuus. Mørk og stille uddeelte han sine Befalinger, og mellem Juul og Paaske saae Ingen hans Aasyn uden en besynderlig Gru. Paasken kom. Løsningssummen for den unge Valdemar var betalt. Med et Udbrud af stormende Glæde modtog Valdemar nu sin kjæreste Søn og Medfange, Dagmars fromme Billede, og sluttede ham fri og frelst i sine Arme. Saalænge syntes Kongen under en frygtelig indvortes Kamp at have indesluttet enhver Hevn-Tanke dybt i sin Sjæl. Men tredie Paaskedag reed Carl af Rise paa sin Skimmel ud af Ribe Bye, ledsaget af Martin og ti Væbnere. Han havde et vigtigt Brev fra Kongen paa sit Bryst, som han under sit Livs Fortab havde svoret at bringe sikkert og egenhændig til dets Bestemmelse. Maalet for hans Reise og Hensigten dermed var vel en Hemmelighed, som Ingen vovede at spørge om; men hvo, der fra den Dag saae Kongens Aasyn, syntes at læse et frygteligt Haab deri, og naar han sad stille og tankefuld blandt sine Riddere, var det ofte som om een Tanke gjennemfoer dem Alle, og som om de kun ventede paa et Ord af Kongens Mund for at fare i Harnisk.
���Paa Schwerin Slot sad imidlertid Grev Henrik, stolt og tryg, og tænkte kun paa at udvide og befæste sin Magt og sit Herredømme. Sin ulykkelige Gemalinde bekymrede han sig ikke mere om. Han lod hende beboe en særskilt Fløi af Slottet og saae hende aldrig. Hendes mislykkede Forsøg paa selv at undvige og at befrie Kongen havde han opdaget, og han troede nu sin haarde Befaling imod hende fuldkommen retfærdiggjort. Over Gaardsfogeden og Ternen, som havde været Medvidere i hiin Plan, havde han holdt en streng Huusret. Han troede nu selv i Slaget ved Møln at have aftvættet enhver Plet paa sin ridderlige Ære, idet han havde givet Prøver paa, at det ikke var af Mangel paa Mod og Krigsdygtighed han, som den Undertrykte og Svagere, havde taget sin Tilflugt til List, dengang han fangede sin paatvungne Lehnsherre. Opblæst af sin Krigslykke og af det Ry for Manddom, han havde vundet ved at overvinde den tappre og berømte Grev Albert, brystede han sig nu som en uovervindelig Seierherre og gjorde Lauenborgs formelige Afstaaelse til den eneste Betingelse for Grev Alberts Frihed. Herpaa kunde og vilde den fangne Feltherre ikke indlade sig. Han bar sin Lænke mørk og taus, som den, der Intet meer havde at tabe i Verden, og agtede ikke Grev Henriks Forslag noget Svar værdigt. Tirret ved denne Foragt, behandlede Grev Henrik Kong Valdemars kjække Søstersøn endnu haardere og i sin overmodige Tryghed lod han de unge Prindser saavelsom Junker Strange, Astrad Fracke, Bjørn Mundskjænk og de andre Kongens troe Mænd, han havde beholdt i Fangenskabet, som Gidsler, paa mange ydmygende Maader føle sin Overmagt. Han kjendte den ridderlige Konge for vel, til at befrygte noget Fredsbrud af ham, saalænge Valdemar efter Christenhedens og Ridderskabets Love var bunden ved Samvittighed og Ære. Den snilde Greve stod sig vel hos Keiseren og alle de tydske Fyrster, ja selv Paven, som havde truet ham med Band og evig Fordømmelse, kaldte ham dog endnu en ædel Mand (nobilis vir). Desuden havde han mægtige Venner blandt Bisper og Prælater, som han haabede vilde have Indflydelse nok ved det pavelige Hof til at forhindre hvad han fra denne Side kunde befrygte. Til des større Sikkerhed havde han udstillet hemmelige Vagter og Speidere, som skulde standse og opsnappe alle danske Reisende, der agtede sig til Rom.
���En af de første Dage i September havde Grev Henrik et lystigt Jagtselskab hos sig, som for største Delen bestod af rige schwerinske Godseiere, der af Greven havde modtaget Herreskjold og ridderlig Værdighed, og som derfor ansaae sig forpligtede til at rose og ophøie hans Dristighed og Kjækhed over al Maade. Blandt flere fremmede Riddere og fyrstelige Herrer var paa samme Tid den unge Grev Adolph af Holsteen hans Gjest. Denne stille og alvorlige Herre, hvis gamle Fader havde siddet fangen paa Sjøborg og mistet alle sine Lande, var med Grund en af Valdemars uforsonligste Fjender. Grev Henriks Forræderie og uridderlige Fremfærd mod Kongen havde han dog aldrig billiget; imidlertid havde han derved faaet Hevn og Gjengjeldelse over Valdemar og havde nu tilbagevundet Nordalbingien og alle sin Faders gamle Rettigheder og Herligheder. Men hans Glæde derover var ikke stor; thi hans gamle Fader leed endnu af Følgerne af sit Fangenskab og de mange Gjenvordigheder, han havde gjennemgaaet; den gamle Herre havde forsaget Verden paa sit eensomme Herresæde Schawenborg, og sønlig Deeltagelse i Faderens Græmmelse havde gjort den unge ridderlige Greve mørk og indesluttet. Sporene af et længe næret og uudsletteligt Nag vare dybt indgroede i hans djærve Helteansigt; men hine Træk formildedes paafaldende ved et Udtryk af stille gudeligt Sværmerie, hvortil han fra sin Barndom havde været hengiven. I sin hertugelige Purpurkaabe med indvirkede Guldkroner sad han taus og betænkelig i det lystige Selskab og rystede paa Hovedet, medens Grev Henrik med overmodig Ligegyldighed, blot for at more sine Gjester og vise dem sin Kjækhed, lod sin nye ydmyge Huuscapellan oversætte og forklare det sidste truende Brev fra Paven. Det var af 19de Juni og indeholdt en alvorlig Opfordring til Greven af Schwerin til ufortøvet at løslade de kongelige danske Fanger og Gidsler, og til at opgive alle Fordringer paa de ubetalte Løsepenge for Kong Valdemar.
���Alle fandt, det var betænkelige Ord; men Grev Henrik loe haanlig
og lod forvovne Udtryk falde om de gamle afmægtige Lynglimt fra
Vaticanet, som ingen fri og kjæk Fyrste længer maatte bekymre sig
om. »Har jeg som en fri tydsk Rigsfyrste kunnet afkaste Kongedespotiet og
udslette den tredie Artikkel af Schwerinerretten [Note: Om Kongemagten "de
regia potestate".] - sagde han dristig - saa kommer den Tid vel ogsaa, da
man paa tydsk Grund og Bund tør træde slig en Lap under
Fødder.« Med disse Ord satte han sin smudsige
Støvlehæl paa det pavelige Segl.
���Den frygtsomme Huuscapellan korsede sig, men taug; de raae schwerinske Herremænd grebe lystige til deres Bægere og drak den forvovne Greves Skaal; men Hertug Adolph stødte Bægeret fra sig med Uvillie. »Husk paa Keiser Otto og Bisp Valdemar af Slesvig, Grev Henrik! - sagde han alvorlig - og foragt ikke den mægtige Haand, som dog kan løse og binde os Alle, om vi saa vare Konger og Keisere.«
���»Jeg kan selv binde og løse Konger og Fyrster - svarede Grev Henrik - det har jeg viist Paven og hele Verden.«
���»Ja vel, Grev Henrik! - sagde Hertugen - deres Hænder og Fødder kan I binde, og ikke blot naar de sove og ere berusede, men ogsaa i aaben ærlig Feide, det har I viist med den tappre Grev Albert; men Kongers og Fyrsters Sjæle« - -
���»Ogsaa dem kan jeg binde - svarede Grev Henrik og loe - kan I nægte, at jeg har bundet Kong Valdemars stolte hevngjerrige Sjæl, og at han nu maa fnyse til sin Dødsdag i afmægtig Harm? see om han nu tør løfte en Haand mod mig eller mod Eder, skjøndt han sidder fri paa sin Throne!«
���»Vel, Greve! I har bundet den største og stolteste Heltesjæl, jeg kjender - sagde Hertugen med et ædelt Udtryk i det alvorlige Ansigt - jeg maa hade ham til Døden, det er sandt; men jeg har dog altid æret hans Sjælsstyrke; jeg beundrer ham endnu i hans Ydmygelse og Selvbeherskelse, som jeg beundrede ham i eders Lænker. Det Samvittighedsbaand, hvormed I bandt hans Villie, det bryder han visselig ikke egenmægtig; men det undrer mig kun, at I er saa vis derpaa, Grev Henrik!«
���»Hvi saa? jeg kjender ham jo ligesaa godt som I, ædle Hertug!«
���»Men I var jo selv engang i en lignende Stilling - svarede Hertugen, og hans Mine var ikke fri for et flygtigt Spor af Ringeagt - dengang tog I dog ikke selv i Betænkning paa eget Ansvar at løse Jer fra en tvungen Eed, som en klog Statsmand.«
���Grev Henriks Kinder blussede, og et bittert Svar svævede ham paa Læben; men han tilbageholdt det. »Vi kom fra hvad vi talte om«, sagde han i ligegyldig Tone og greb til sit Bæger.
���»Det var om den hellige Fader - vedblev Hertugen rolig - og om hvorvidt han i Gjerningen var mægtigere, end den verdslige Fyrste, som bandt den stolteste Kongesjæl med en Eed. See, det vil jeg dog sige Eder, Grev Henrik! deri er den hellige Fader dog mægtigere, end I og vi alle, og han kan løse med et eneste Ord hvad I behøvede Kongers og Fyrsters Segl, dyrebare Reliqvier og hellige Bøger til, derhos en stor Fjendes Ærlighed og ridderlige Aand for at binde.«
���Grev Henrik blegnede. »Siden I er bleven Hertug i Nordalbingien - svarede han heftig - skulde man fast troe, at I erkjendte Jer for Kongen af Danmarks Vasal. I skulde dog erindre hvem I har at takke for Hertugkronen og ikke ringeagte den Haand, som kuede eders Faders Dødsfjende.«
���»Min Hensigt var ikke at fornærme Eder, kjække Bundsforvandte! - svarede den rolige Hertug - jeg misbilliger kun, at I ikke kan erkjende Storheden hos vor fælles Fjende, og at I af verdslige og vindesyge Grunde ikke vil agte paa hvad vor og Christenhedens hellige Fader paa Retfærdighedens og Menneskelighedens Vegne formaner Eder til og befaler Eder.«
���»Derfor skal jeg selv være ansvarlig baade i denne og den tilkommende Verden - sagde Grev Henrik ligegyldigt og tømte sit Bæger - med saa from en Herre som Eder vil jeg ikke tvistes om Samvittighedssager. Hver har sin Samvittighed, som I veed, og jeg har min. Jeg tænker endnu at opleve den Dag - tilføiede han med bitter Skjemt og vendte sig til de Andre - da den fromme Hertug Adolph med Klerkekappe og ærværdig Tonsur omvender os Alle i Skriftestolen.«
���Alle Ridderne smilede; men Hertug Adolph svarede med samme Rolighed som før: »Den Tid kan vel komme, mine Herrer! da jeg vil foretrække Dørtærskelen til Herrens Huus for Høisædet i Fyrsteslottet; men jeg tvivler paa, at jeg forleder nogen af disse gode Herrer til slig Daarlighed.«
���Nu aabnedes Døren hastig og den uvenlige Samtale blev pludselig afbrudt, idet en støvet Ridder traadte ind og rakte Grev Henrik et Brevskab. »Et Ulykkesbud, ædle Herrer! - sagde han forpustet - Kongen af Danmark er løst fra sin Eed.«
���Grev Henrik foer op som et rasende Menneske. »Løst fra sin Eed - raabte han - Død og Ulykke! saa er det ikke Tid at sidde her.«
���Alle fore op, undtagen Hertug Adolph, som blev siddende rolig i samme Stilling som før og tømte sit Bæger. Grev Henrik gjennemløb Brevet og kastede det, fraadende af Harme, paa Gulvet. »Han staaer alt i Spidsen for en Hær - raabte han - Fordømt! han rykker mod Ditmarsken. Hører I, Hertug Adolph! det gjælder Eder og Nordalbingien først.«
���»Jeg har ventet det - svarede Hertugen og reiste sig - Derfor kom jeg hid. Min Hær staaer rede.«
���»Og min skal være færdig til Opbrud inden 24 Timer - sagde Grev Henrik - der er min Haand, ædle Hertug! vi ere Venner og troe Bundsforvante i Liv og Død. Vi har fælles Fjende og fælles Tarv. Ingen Meningsforskjel skal nogensinde opløse vort Forbund.«
���Taus og rolig modtog Hertug Adolph hans heftige Haandtag. Det blev nu besluttet, at man ikke vilde give den forbittrede Konge Tid til at indtage Rendsborg og nærme sig Elben, men at man maatte drage ham imøde og standse hans Fremgang jo før jo heller.
------
���Den Tidende, som satte Alle saa pludselig i Bevægelse paa Schwerin Slot, var fuldkommen sand. Den troe Carl af Rise havde med den største Forsigtighed og Anstrængelse udført sit vanskelige Foretagende; han havde med Aarvaagenhed og Snildhed vidst at skuffe og undvige Grev Henriks Speidere og skjulte Baghold paa de danske Grændser. Han var kommen til Rom og havde været ligesaa heldig med Tilbagereisen, skjøndt han med sine faa Væbnere havde maattet bane sig Vei med Sværdet gjennem en formummet Stimandsskare paa Nordalbingiens Grændser. Det Brev, han havde bragt Paven fra sin Konge, var skrevet med Klogskab og Veltalenhed. Den pavelige Stols egen Værdighed og Fordeel var deri med Fiinhed berørt ved en Hentydning til det Haab, man kunde gjøre sig om Kong Valdemars Medvirkning til det hellige Lands Befrielse, naar han selv var befriet fra sit trykkende Aag. Denne vigtige Bevæggrund, forenet med Pavens velvillige Yndest for den heltemodige mishandlede Konge, havde ikke forfeilet sin Virkning. Ved en Skrivelse til Kongen af 26 Juni havde Paven formelig løst ham fra Eden og i Kirkens Navn befriet hans Samvittighed fra alle Skrupler og hans ridderlige og kongelige Ære fra al Plet og Lyde, naar han med Vaabenmagt vilde hævde sine af Keiseren og Paven tilforn erkjendte Rettigheder mod sine oprørske Vasaller.
���I mægtig Følelse af sin Frihed og Kraft havde Kongen, med dette Brev paa sit urolige Hjerte, grebet Skjold og Harnisk fra Væggen og svunget sig med frygtelig Glæde paa sin Stridshingst. For førstegang reed nu hans Søn den unge Valdemar kampfærdig ved hans Side; han bar en lueforgyldt Rustning og et Skjold ligesom Faderens med tre sølvblaae Løver og fire og tyve gyldne Hjerter. Grev Otto, Carl af Rise, Johan Ganz, Absalon Bælg med sine Svogre tilligemed mange flere kjække Riddere ledsagede Kongen, og i Spidsen for en anseelig Hær udfoer han alt som en frygtelig Dommer og Hevner og udbredte Skræk og Forfærdelse over de frafaldne Nordalbingier. De kjække Friser vare blevne ham troe og vare stødte til ham i store Skarer, anførte af Svend Starke og Broder Gamling. Dette var Kongen en velkommen Forstærkning; thi der var Ingen, der saa godt forstod sig paa Kampen i de sumpige Marsklande, som de raske Friser med deres Spær og lette Heste.
���Medens Kongen nu maatte begynde sit Felttog med at betvinge de frafaldne Ditmarsker, som satte sig tappert og haardnakket til Modværge, rykkede Grev Henrik og Hertug Adolph heelt op mod Eideren. Aftenen før St. Michels Dag havde de slaaet Leir tæt ved Floden. De havde samme Dag ved Flygtninger erfaret, at Kongen havde overvundet Ditmarskerne og var brudt op for at bestorme Rendsborg. Den Lykke og Raskhed, hvormed Kongen foer frem, havde gjort dem forsigtige og betænkelige. Sildig ud paa Natten sade de alvorlige og tause og tømte et Bæger Viin sammen i Grev Henriks Telt. Maanen speilede sig stille i Floden og blandede sit blege Lys med Skinnet af en enkelt Kerte i Teltet. Man hørte Skildvagternes afmaalte og eensformige Gang med de sagte klirrende Vaaben udenfor. Paa Grev Henriks Befaling var der stille i Leiren, og intet Lys eller Vagtblus maatte tændes.
���»Skulde hans gamle djævleblændte Lykke vende tilbage - mumlede endelig Grev Henrik og satte Bægeret haardt imod Bordet - hm, jeg Daare, som løste ham af Bøilerne!«
���»Fortryd ikke den Gjerning! - svarede Hertugen - Nu først kan vi vinde med Ære hvad vi ellers aldrig kunde rose os af. Gid der kun ikke var ført andre Vaaben imod ham, end dem, vi nu føre! Men skeet er skeet - I har lært ham at kjende Ulykken, Greve! nu veed han hvad det er for en ædelbaaren Fyrste at bære Lænker og Bøiler, og nu skal han ikke bestaae for min Faders Sværd i min Haand, saasandt som min Sag er retfærdig, og der er en evig Gjengjelder over os Alle.«
���»Han skal falde paa sin Gjerning - sagde Grev Henrik - men vi vil ikke forivre os, ædle Hertug! hvad enten eders Sag er retfærdigst eller ikke; Hevneren og Gjengjelderen deroppe, som I stoler paa, sender os ingen Ryttere. Førend Hertugen af Sachsen støder til os med sine tusinde Hjelme, kan vi ikke møde Kongen i aaben Mark.«
���»Hvi droge vi da hid? - spurgte Hertugen og studsede - maa Valdemar ikke møde os her paa Veien til Rendsborg?«
���»Her skal vi møde ham, naar han venter det mindst. Seer I hiint store Morads, ædle Hertug! - vedblev Grev Henrik med en listig Mine og pegede ud af Teltet - paa hiin Side gaaer Veien til Rendsborg. Her skjules vor Leir mellem Buskene; her venter han ingen Fjender. Saasnart mine Speidere nu bringe mig det Budskab, at han nærmer sig med Hæren paa hiin Side Mosen, saa sætte vi pludselig over med det lette Rytterie, og førend han kan begribe hvor Fjenden kommer fra, skal vi have gjort en større Ødelæggelse i hans uordnede Hær, end ved det største Feltslag.«
���»Vi ligge altsaa her paa Luur i et Baghold - sagde Hertugen fortrydelig og reiste sig - det har jeg ikke vidst, Grev Henrik! det var ikke min Plan og vor fælles Aftale.«
���»Tilgiv mig den lille Forandring, ædle Hertug! - tog Grev Henrik formildende Ordet og fyldte Hertugens Bæger - I var en Hader af al Krigslist, vidste jeg. I havde alt for øm en Samvittighed til at jeg turde meddele Eder dette Anslag før. Nu er alt Ansvaret mit, og jeg har befriet Eder for alle Skrupler. Enten maae vi nu lade Kongen tage Rendsborg lige for vore Øine, eller sætte rask over Mosen og standse ham paa Veien. Til Kamp i aaben Mark er her hverken Plads eller Tid.«
���»Det er en lav og smudsig Vei, I vil føre os til Seier paa, Grev Henrik! - svarede Hertugen med ivrig Harme - og ikke engang eders Klogskab kan jeg dennegang prise. Har I maalt Mosens Dybde, og veed I, om der ikke er Hængedynd, som kan blive en dyb og uberømmelig Grav for os Alle?«
���»Vi har stærke og raske Heste. - Hvor Meget kan vindes, maa Noget sættes paa Spil. Hvor der er dybest skal mine Ryttere ride fremmerst. Hundrede Mand og Heste opoffrer jeg til vor Bro; det sparer os maaskee tusinde siden. Faren troede jeg mindst vilde komme i Betragtning, hvor den tappre Grev Adolph var med - Farens Vei er ogsaa Ærens.«
���Nu traadte en Skildvagt hastig ind i Teltet. Han hilsede Feltherrerne ærbødig med Spæret. »Jeg høre Larm paa hiin Side Brokken, strenge Herrer! - meldte han urolig - det er vist den kongelige Hær.«
���Næsten i samme Øieblik kom en Speider og bekræftede Skildvagtens Udsagn. Og nu kom den ene Høvding efter den anden og ventede paa Feltherrernes Befalinger. Der var ingen Tid til lang Betænkning. Hertug Adolph var det i høi Grad vigtigt, at holde Kongen tilbage fra Rendsborg, og Grev Henriks Plan blev øiebliklig iværksat. I største Hast kastede Greven sig paa sin letteste Ganger. Hertug Adolph rystede paa Hovedet, men fulgte ham, og med saa liden Larm som muligt fulgte Rytterne deres fyrstelige Høvdinger.
���Det begyndte allerede at dages; men en stærk Taage laae over den sumpige Egn. Paa den anden Side af Mosen var Veien til Rendsborg opfyldt med Ryttere og Vogne. Ved Siden af de forreste Ryttere reed Kongen mellem sin Søn og Grev Otto over en stid grøn Eng, som gyngede under Hestehoven. De talede om Ditmarskernes Gjenstridighed og de vendiske Stæders Frafald. Den Maade hvorpaa Lybekkerne, under Skin af at seire en fredelig og glædelig Folkefest, havde bedraget og overrasket den danske Besætning, havde gjort et saa bittert og oprørende Indtryk paa den unge Valdemars ellers saa fromme og sagtmodige Sind, at han aldrig kunde tale derom uden den største Heftighed og Harme. »Ved Gud i Himlen, min Fader! - sagde han nu ivrig og opløftede sin Haand - dersom I ikke selv oplever den Dag, da I strengelig revser hine utaknemmelige og troløse Forrædere for deres Underfundighed, saa haaber jeg dog engang at kunne gjøre det, om det saa blev den eneste Krig, jeg førte i mine Dage.«
���»I Nøden har jeg lært at kjende mine Venner - svarede Kongen rolig - disse Kræmmerreder har jeg aldrig stolet paa: deres Fædreneland gaaer ingen halv Fod uden for deres Stadsmure; og deres Kjærlighed og Troskab høkre de med som med Peberet og Saltet. - Du har fegtet brav i disse Dage, min Søn! - vedblev han og betragtede den harmglødende Yngling med Velbehag - jeg gjorde dig Uret, da jeg troede, du kun var fød og baaren til at sidde hjemme paa Thinge og bære Spiret i Fred; men jeg vil dog give dig et godt Raad, min Valdemar! tænk aldrig paa hvad du vil gjøre om ti Aar, naar du agter at storme en Fæstning imorgen! og spild aldrig din Vrede paa de uridderlige Trældyr, som skryde, naar Løven er borte, og sparke til ham, naar de troe, han er død! der er ingen Ære at vinde hos den Slægt, om man ogsaa udryddede den af Jorden.«
���Grev Otto loe og spurgte Kongen hvi han da vilde vredes paa Greven af Schwerin og hans Venner.
���»De høre ikke til Trældyrslægten, min Søstersøn! - svarede Kongen med streng Alvor - Grev Henrik selv kunde være bleven en stor Mand, havde han ikke havt den lumske Tiger til Frende. At der ogsaa er Løveblod i hans Aarer, skal ikke hans Dødsfjende nægte. Husk paa Slaget ved Møln, min Søstersøn! vi kan hade ham som en Djævel! som Ridder kan vi foragte ham, men ikke som Kriger og Hærfører.«
���Grev Otto rødmede og taug.
���»Hvad Grev Adolph angaaer - vedblev Kongen mildere og fast veemodig - da vilde jeg ønske, han ikke var min Fjende, og at han ikke dømte værre om mig, end jeg maa dømme om sorte Grev Henrik.«
���»Hvi saa? min Herre og Konge!« - spurgte Grev Otto forbauset, og den unge Valdemar betragtede sin Fader med et kjærligt deeltagende Blik.
���»Hans Fader har jeg gjort Uret, haardelig Uret - sagde Kongen - Hver Dag jeg sad i Bøiler og Lænker i Taarnet, tænkte jeg paa den gamle Greve og paa Sjøborg, og da jeg kjøbte mig Frihed for Riger og Lande, saae jeg hvorledes den ydmygede Greve var tilmode, da han fraskrev sig Nordalbingiens Hertugkrone.«
���Der var blevet en Standsning i Toget; thi man kunde ikke see i den taagede Morgendæmring om Hæren var samlet eller ikke. Nu kom Absalon Bælg og Carl af Rise i fuldt Fiirspring farende og raabte: »Fjender, Fjender, Herre Konge!«
���»Hvor? drømmer I? - spurgte Valdemar og saae sig hastig omkring - hvor da? jeg seer Ingen.«
���»De sætte over Mosen«, sagde Carl. Nu hørte Kongen og alle hans Mænd en fjern Pjasken og Stønnen, som af vadende og arbeidende Heste, og man begyndte at skimte Vaaben og Ryttere gjennem Taagen.
���»Er det muligt! - raabte Kongen - nu, ved St. Michael! det Vovestykke skal de fortryde. Lad Rytterne rykke frem, Otto! men ingen Fodsbred nærmere Moradset, end jeg selv kommer. Jeg vil ikke begrave mine Ryttere i Dynd. Lad Jorden opsluge de Dumdristige!«
���»Sorte Grev Henrik er med - jeg seer hans røde Fjærbusk«, raabte Carl af Rise.
���»Saa frem, om saa Jorden synker!« bød Kongen og sporede sin Hingst. Den unge Valdemar og alle Ridderne fulgte ham, og Grev Otto med Rytterne styrtede efter ham.
���Midt i Mosen naaede de forbittrede Fjender hverandre. Mange Heste og Ryttere sank, og en hidsig Fægtning begyndte. Den Ene kunde ikke see den Anden for Taagen, og det var som usynlige Aander her kæmpede mod hverandre i Skyerne. Kongen stirrede under den heftige Kamp med vilde Blik kun efter Grev Henriks røde Fjærbusk, som snart forsvandt og snart igjen kom tilsyne. I Kampens Hidsighed kom han stedse dybere ud i Mosen. Et kraftigt Sværdslag knuste Kongens Hjelm i det Øieblik hans vilde Stridshingst sank med Bagbenene i Dyndet. »Fra Gjengjelderen!« lød en stærk huul Røst gjennem Taageskyen. Sværdet blinkede atter over Kongens hvide Hoved, men Carl af Rises Skjold modtog Hugget. Den unge Valdemar reiste sig i Sadlen, rev sin Hjelm af og satte den paa Faderens blottede Hoved, alle Ridderne omringede Kongen, og den drabelige Fjende var forsvunden.
���Kongens Hingst stod atter fast. »Død og Fordømmelse! - raabte Kongen - hvor kom det Slag fra? ha! den røde Hjelmbusk seer jeg ikke - frem, frem! jeg fattes Intet.«
���Med Kongen i Spidsen fore atter Ridderne frem; men snart var Fægtningen endt. Grev Henrik og Hertug Adolph maatte med et stort Tab søge Redning ved Flugten. Kongen havde ogsaa mistet mangen tapper Rytter. Men da Solen stod op og belyste den frygtelig oprevne Valplads, havde Kongen beholdt Marken. Man saae nu først hvad dette mislykkede Vovestykke havde kostet Fjenden, og hvor nær Kongen og alle hans Riddere havde været ved det samme bundløse Dyb, der havde opslugt Grev Henriks bedste Ryttere.
���Efter denne heldige men uafgjørende Fægtning fortsatte Kongen uhindret Toget til Rendsborg. Han trykkede sin djærve Søn taus i Haanden og gav ham Hjelmen tilbage, som han nu først bemærkede, da han følte, den havde trykket en blodig Ring om hans Pande. Den store sorte Stormhat, Kongen valgte istedet, gav ham et vildt og frygteligt Udseende. Han reed mørk og tankefuld frem og syntes at ruge over en Tanke, som han ikke vilde udsige.
���Snart hørte Valdemars Fjender med Forfærdelse, at han havde indtaget Rendsborg med Storm og næsten underkastet sig hele Nordalbingien; han foer frem med stor Strenghed og lod plyndre mange Stæder; han beleirede Itzehoe og Segeberg og syntes ligesaa mægtig og uovervindelig som tilforn. Men i Kongens Hjerte var en Uro, som ikke hans tilsyneladende Vaabenlykke og ikke Pavens beroligende Brev paa hans Bryst kunde dæmpe. Hvor han gik og stod, hørte han hiin Røst, som med det vældige Slag havde tilraabt ham: »fra Gjengjelderen«, og den fromme Erkebisps truende Advarsel gjenlød nu ofte forfærdelig i hans Sjæl. I Rendsborg havde han ladet en Klerk forelæse sig Kong Zedechias Historie af den hellige Skrift, og fra den Tid af var han endnu mere mørk og tankefuld, naar han ikke i den vilde Krigstummel syntes at forglemme og overdøve sine Nag.
------
���Paa Grændsen af Nordalbingien og Vagrien ligger en lille Landsby med en Kirke fra Midten af det tolvte Aarhundrede. Ei langt derfra flyder Floden Svantina, og imellem Floden og Kirken udbreder sig en stor bruun Lynghede, som af gamle Skribenter kaldes Svantinefeld. Herfra løber der mange Kilder og Bække til Floden, hvorfor denne Hede ogsaa af Almuen kaldes Bornhøved (Kildernes Hoved eller Udspring). Her stod endelig det store mærkelige Slag, som standsede Valdemar i hans frygtelig Hevn.
���Slaget stod, som bekjendt, paa St. Mariæ Magdalenæ Dag, Tirsdagen den 22de Juli 1227. Der stredes med største Heftighed og en fast rasende Forbittrelse fra Morgen til Aften. Kongen selv anførte Hærens Midtpunkt og havde Erkebisp Gerhard af Bremen og den tappre Hertug Adolph imod sig. Grev Otto anførte Hærens høire Fløi mod Hertugen af Sachsen. Den unge Valdemar, som havde faaet Carl af Rise ved Siden, anførte det venstre Fløi mod Grev Henrik af Schwerin og den lybske Borgemester Alexander. De nys betvungne Ditmarsker, som havde svoret til Kongens Fane, men som Kongen dog ikke tilfulde stolede paa, havde han stillet bag ved sig for at de ikke skulde gaae over til Fjenden. Kongen havde næsten Seiren i Haanden, Holstenerne vege, og Hertug Adolph kunde med al sin Kjækhed ikke bringe dem til at holde Stand: »Giv os Seier, Herre! - raabte den unge Hertug - og jeg opreiser et helligt Huus til din Ære, jeg afkaster det forfængelige Purpur og forsager Verden for at prise dig til min Dødsdag.« Saaledes bad han med oprakte Hænder midt i den fortvivlede Kamp. Kongen trængte frem med uimodstaaelig Vælde, og al Modstand var forgjeves. Men da vendte Ditmarskerne, efter Aftale med Fjenden, pludselig Spidserne af deres Skjolde iveiret og faldt Kongen i Ryggen. Aftensolen skinnede de Danske lige i Øinene og ligesom slog dem med Blindhed, Kongen og hans Mænd kæmpede fortvivlet iblinde mod den dobbelte Fjende, og Slagets Udfald var afgjort. Hvor vanskelig Seiren var at vinde over den store seiervante Konge, som endnu aldrig havde tabt noget Slag, sandede Fjenderne selv, idet de ikke kunde forklare sig deres Lykke uden ved et guddommeligt Vidunder, der som alle slige Sagn dog har en mærkelig Betydning, idet Kongens Ulykke tillagdes den Helgeninde, paa hvis Dag Slaget stod, og som kun ved sin store Anger og Bodfærdighed havde vundet Navnet af en mægtig Helgeninde i Christenheden: man paastod nemlig at have seet den hellige Magdalena i Skyerne, og man meente, det var hende, som havde blændet Kongen og de Danske med de brændende Solstraaler, hvorfor ogsaa Lybekkerne siden lode bygge et Kloster til hendes Ære.
���Solen var gaaet ned over den blodige Valplads. Fire tusinde danske Mænd og fast et lige Antal tydske laae døde eller lemlæstede mellem deres knusede Vaaben og styrtede Heste. Den kjække Grev Otto var efter en fortvivlet Modstand bleven afvæbnet og bortført som Fange. Den unge Valdemar var, saaret og afmægtig, baaren bort fra Valpladsen af Carl af Rise, som uden at bekymre sig om sine egne Saar endnu bar den ulykkelige Kongesøn paa sine Skuldre, da Natten faldt paa og indhyllede baade Venner og Fjender i det venlige Halvmørke, som gjør de nordiske Sommernætter saa skjønne, og som snart opklaredes af den opstaaende Maane.
���Udmattet lagde nu Carl af Rise sin ædle Byrde sagte ned ved Foden af en lyngbegroet Høi, hvor han hørte et Kildevæld risle. Han bandt sit Axelskjærf om Prindsens blødende Skulder, øste Vand af Kilden med sin Hjelm og søgte at oplive og forfriske den skjønne dødblege Yngling. Endelig opslog Dagmars Søn de mørkeblaae Øine og strøg de blodige gule Haar tilbage fra Panden. »Hvor er jeg? - sagde han - stod jeg ikke med sorte Grev Henrik for Guds Domstol? ak, nei, fangen - fangen - skal jeg atter i det sorte Taarn?« -
���»I er reddet og fri, min unge kongelige Herre! - sagde Ridder Carl - men Slaget er tabt, og vore bedste Mænd ere faldne« - -
���»Og min Fader - min store ulykkelige Fader - hvor er han? - lever han?«
���»Jeg veed det ikke, ædle Herre! - svarede Carl med klangløs Stemme og den dybeste Smerte - han befoel mig, ikke at forlade Eder, og jeg adlyder.«
���»Lad mig ligge! lad mig døe! hvad Magt ligger der paa mig? - søg min Fader! - red din Herre og Konge, Ridder Carl! jeg besværger dig ved min Moders Sjæl« - -
���»Jeg gav Kongen mit Ord - svarede Carl - førend I er i Sikkerhed, min ædle unge Herre! tør og maa jeg ikke forlade Eder, om saa Hjertet banker mit Harnisk sønder. Jeg seer et Lys histnede ved Floden. Lad mig bære Eder did! Der er vel en ærlig Holstener til endnu, som ikke forraader sin Konge.«
���»I skal ikke bære mig; jeg kan vel gaae - sagde den beængstede Søn og reiste sig hastig med stor Anstrængelse - langt kan jeg ikke gaae, men hiint Lys naar jeg vel. Ak! Fader, Fader! hvor er du?« - Han segnede atter udmattet til Jorden. Men Carl af Rise tog ham nu paa sine Skuldre igjen og bar ham med faste Skridt til Fiskerhuset ved Floden, hvor han saae Lyset skinne gjennem Blæreruderne.
------
���Da Grev Otto var ført bunden bort af Sachserne, og Carl af Rise var flygtet med den saarede Kongesøn fra Valpladsen, var der ingen levende dansk Mand mere at see paa det Sted, hvor Kongen nylig havde stridt mod den dobbelte Fjende, og hvor hans bedste Riddere nu laae knuste under deres pantsrede Stridsheste. Selv laae den gamle graahærdede Konge midt iblandt dem ved Siden af sin døende Stridshingst. Han aandede endnu; men han var forstødt og knuset af mange Hug og Stød; Odden af et fjendtligt Spyd stod i hans venstre Øie, og han vidste ikke meer hvad der foregik omkring ham. Da han begyndte at komme til sig selv, var det Nat. Endnu bedøvet af Smerten i Øiet, følte han sig ligesom i en hængende Stilling og i en Bevægelse, som det varede længe inden han kunde forklare sig. Endelig troede han at fornemme stærk Hestetramp under sig; det var ham ligesom han drømte, at han hang tværs over Sadlen paa en gallopperende Hest, med Hovedet understøttet af en kold, jernklædt Arm, og saaledes var det i Sandhed. En høi Ridder med tillukt Hjelmgitter og med en tydsk Ridderkappe over sit Harnisk reed saaledes i Maaneskinnet med den saarede og halvdøde Konge over Stub og Steen i det stærkeste Fiirspring, uden at mæle et eneste Ord. Da endelig Kongen blev sig sin Tilstand bevidst og havde samlet saa megen Kraft, at han kunde bringe et Ord over sine Læber, spurgte han i dyb smertelig Følelse af sin Magtløshed: »Ven eller Fjende?« og gjennem den fremmede Ridders Hjelmgitter lød nu med en Stemme, som skjar Kongen dybere i Hjertet, end den skarpeste Dolk, det korte rolige Svar: »Fjende.«
���Kongen drog et dybt Suk og følte neppe Smerten i sit Øie for den gruelige Tanke, at han nu førtes til det Fængsel, som skulde blive hans Grav. At det ikke var Grev Henrik selv, i hvis Vold han var falden, havde den fremmede Stemme vel sagt ham; men den havde en Klang, som ængstede ham mere, end om han havde hørt Grev Henriks vilde Tigerrøst. Den fremmede Ridders Stemme vakte med sin rolige Fasthed Erindringer i Kongens Sjæl, hvorved Samvittighedens fortærende Navn slog sine Klør i hans Hjerte. Han taug, og ønskede ikke at høre hiin Stemme anden Gang; han gjorde heller intet Forsøg paa at befrie sig: han følte kun altfor vel sin Magtløshed og den jernhaarde Arms Kraft, som dog medlidende holdt hans saarede Hoved opreist.
���Uden at have seet sin Fjendes Aasyn og uden at have hørt noget andet Ord, end hiint »Fjende«, af hans Mund, kom den ulykkelige Konge saaledes ad fremmede og ubekjendte Veie til et Huus, hvor hans Saar bleve forbundne og Spydsodden blev uddragen af hans Øie ved ubekjendte og tause Menneskers Hjelp. Saasnart han havde udhvilet og vederqvæget sig med den styrkende Drik, man rakte ham, blev han bunden til en Hest paa et blødt og beqvemt indrettet Hynde; den tause ubekjendte Ridder besteeg en anden Hest og greb Kongens ved Tøilen. Derpaa gik det fort igjen saa hastigt det var muligt, og efter flere Ophold, som Kongens Svaghed gjorde nødvendige, kom han saaledes ad Veie, han aldrig før havde seet, til en Stad, som han med stor Forundring troede at kjende. Det var mørkt, da han reed ind i Staden, men Gader og Huse kunde han dog skimte, og han havde seet dem for ofte før ved høi lys Dag, til at han kunde skuffe sig. Han var ikke i Fjendens Land; han saae, han var i Kiel, og nu bemærkede han først, hvad der allerede var skeet paa det sidste Sted, hvor de hvilede, at hans tause Ledsager havde ombyttet sin tydske Ridderkappe med en rød dansk Rytterkappe.
���Han standsede udenfor et stort hvidt Huus med en høi Steentrappe, og nu hørte Kongen danske Stemmer omkring sig, idet man løste ham af Saddelhyndet og ledte ham omhyggelig op ad Steentrappen.
���»Kongen, Kongen!« - hviskede den Ene til den Anden.
���Med en besynderlig Følelse af Smerte og Glæde kjendte Kongen nogle af sine egne troe Tjeneres Stemmer. Man kom ham med Lys imøde, og han saae nu, han var i Stadsbefalingsmandens Huus. Den gamle troe Herre stod allerede ærbødig ved hans Side og bad sin kongelige Herre være velkommen og velsignet under hans ringe Tag, hvorhos han meldte, at Stadens bedste Saarlæger skulde øiebliklig være tilstede.
���Kongen var traadt ind i den blanke bonede Storstue og var strax bragt til Hvile i en Armstol. Blandt de bekymrede og deeltagende Tjenere og Huusfolk stod den fremmede Ridder endnu taus ved Døren og betragtede Kongen gjennem Hjelmgitteret. Kongen vinkede ad ham og bød alle Andre forlade Værelset. Alle saae nu nysgjærrige paa den høie fremmede Skikkelse, som Ingen før syntes at have bemærket, og Kongen maatte vinke endnu engang inden han blev ene med sin besynderlige Redningsmand.
���Taus og rolig traadte den fremmede Ridder frem for Kongen og svøbte Kappen tættere om sin Rustning, som Kongen syntes at have seet et Glimt af, hvorved han studsede.
���»Hvo er du? høimodige Fjende! - spurgte Valdemar - Ved den levende Gud! hvad du har gjort imod mig skal jeg hverken glemme i denne eller den tilkommende Verden. Men hvi skjuler du dit Aasyn og hvi forsmaaer du min Tak? Hvo er du?«
���»Din Fjende!« svarede den samme faste rolige Stemme, som allerede eengang havde bevæget Kongens inderste Sjæl.
���»Kan Nogen lægge en Alen til sin Vext? - sagde Kongen - eller laante han dig sin Røst, som jeg krænkede dybest og forurettede haardest af Alle?«
���Ridderen nikkede og pegede mod Himlen, som tindrede stjerneklar gjennem det høie buede Vindue; derpaa foldede han de jernklædte Hænder og knugede dem heftigt mod sit Bryst, saa Pantseret raslede under Kappen; han løftede sit Hoved bedende mod Himlen og sagde langsomt og høitideligt: »forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere! Amen!«
���Kongen blegnede og sank tilbage i Stolen. Men uden at mæle et eneste Ord meer, forlod den fremmede Ridder Stuen og Huset; han svang sig hastig paa sin Hest og reed bort. Ingen af Husets Tjenere havde kjendt ham. Man sagde, han var pludselig forsvunden, og blandt Almuen udbredte der sig snart de forunderligste Formodninger om denne Kongens hemmelighedsfulde Redningsmand.
------
���Efter den Tildragelse foregik der efterhaanden en mærkelig Forandring med Kongen. Ikke blot medens han leed af sit smertelige Saar, men selv da han reiste sig i fuld Legemskraft igjen fra sit Sygeleie, syntes han at bære sin Ydmygelse og sine Fjenders Triumph med Rolighed og Selvfornægtelse, som en retfærdig Himlens Revselse. Ved Tabet af sit Øie og sit Navn, som den uovervindelige Seierherre, syntes han at have vundet et klarere Syn for den evige Sandhed og det Herredømme over sig selv, som han saalænge havde savnet. Han syntes derved tillige at have vundet en Deel af den Sjælefred tilbage, som den fortærende Higen efter Hevn hidtil aldeles havde berøvet ham. Men han var besynderlig stille og tankefuld: han havde Meget at angre og han gruede hemmelig for, at han endnu ikke havde udtømt Gjengjeldelsens store bittre Skaal. Tabet af de mange tappre Danske, som vare faldne ved Bornhøved, smertede ham dybt, og at hans Førstefødte ikke var falden syntes han ikke ret at kunne troe, førend han saae ham, uagtet Carl af Rise ikke havde tøvet med at opsøge sin Konge og bringe ham denne trøstende Efterretning.
���Inden Kongen forlod Kiel, saae han dog sin og Folkets Yndling igjen: han saae Dagmars Søn ilive og frelst ved den troe Carl af Rises Omhue, og han sluttede Sønnen i sine Arme, som om han var opstanden til ham af Graven. Men Kongen følte endnu Smerte i sit gjennemstukne Øie, og han kom ofte Kong Zedechias Skjæbne ihu, som den gudfrygtige Erkebisp havde truet ham med; han gruede for endnu at skulle opleve den Dag, da han skulde see sine Sønner myrdede for sit Aasyn, og i mørke Øieblikke qvalte han den Tanke, at hans Øines Lys maaskee derfor kun var halv udslukket, at han endnu, til Straf for sit brudte Løfte, skulde see en saadan uhyre Jammer gaae over sig og sin Slægt, og selv gaae som en barnløs Fader i Graven.
���Det Første, Valdemar foretog sig, da han atter sad helbredet paa Ribehuus, var en fredelig Mægling med hans bittreste Fjende om hans tre yngste Sønners Frigivelse. De vare endnu som Gidsler i Grev Henriks Vold, og selv deres Liv havde Kongen i sin Heftighed og rasende Higen efter Hevn sat i Fare. Ogsaa for sine to kjække Søstersønners Befrielse af det schwerinske Fangenskab sørgede han ivrig, saavelsom for Junker Stranges, Astrad Frackes, Bjørn Mundskjænks, Jacob af Mones og de andre Gidslers Udløsning. Efter mange Vanskeligheder og med store Opoffrelser, tildeels ved Medvirkning af Paven og den ædle Hertug Adolph, lykkedes det ogsaa Kongen tilsidst at bringe et Forlig tilveie, hvorved hans Sønner og Søstersønner skulde sættes paa fri Fod og Gidslerne udløses for andre. Endelig nærmede den Dag sig, da man kunde vente de udløste Fanger og Gidsler tilbage, og den unge Valdemar var reist bort for at møde dem.
���En kold Novemberdag ved Middagstid stod Kongens Hest sadlet for Slotstrappen paa Ribehuus. Carl af Rise og flere af Kongens Riddere og Svende havde længe staaet ved deres opsadlede Heste og ventet paa Kongen. Hvorhen han agtede sig vidste de ikke; men han havde givet dem Befaling til at følge ham paa en Reise. Endelig kom Kongen taus og alvorlig, med en høie Fjærhat over de hvide Haar og den graaværksforede Skarlagenskappe over sine Skuldre. Han satte Foden i Stigbøilen og blev saaledes staaende i dybe Tanker. Det ædle halvblindede Kongeaasyn, som saamange store Tanker og saamange Lidelser havde gjennemfuret, syntes ligesom ubevægeligt og forstenet; det store tankedybe Øie stirrede ubestemt og drømmende hen i Luften, uden at fæste Blikket paa nogen Gjenstand; hans venstre Haand hvilede paa Saddelknappen; den høire holdt han knyttet og ubevægelig i Siden. I denne Stilling blev han staaende ligesaa rolig som den høie hvide Ganger, der kjendte sin kongelige Herre og ikke rørte en Fod, naar han besteeg den. Alle taug forbausede og Ingen vovede at forstyrre Kongen i hans dybe Tanker. Der var stille i Slotsgaarden, som om Kongen og alle hans Mænd vare forvandlede til Steenstøtter. Med bekymrede Miner saae Ridderne og Svendene snart paa Kongen, snart paa hverandre, og den ene saae i den andens Blik den samme Tanke, som fyldte enhver af dem med Rædsel, men som Ingen vovede at nævne for sig selv; thi Solen var nær ved at dale og endnu stod Kongen ubevægelig i samme Stilling.
���Endelig foer Valdemar med Haanden til Panden som En, der besinder sig eller vaagner af en lang Drøm; han saae sig forundret om og tog Foden ned af Stigbøilen. Men uden at sige et Ord gav han kun Ridderne og Svendene et Vink til at begive sig bort og gik langsomt op ad Slotstrappen og gjennem Riddersalen til sit Lønkammer.
���Der tog han Dagmars Billede frem af den lille gyldne Lade og betragtede det nøie; han erindrede sig den Dag, da han stod ved Stranden og saae det gyldne Kongeskib fare bort for at hente den ubekjendte Brud, og den samme underlige Stemning kom tilbage, hvori han dengang i sine stolteste Ynglingsdrømme syntes at ane sin Lykkes Afhængighed af dunkle ubekjendte Magter. »Nu forstaaer jeg hvad han sang, den Gamle! - sagde han veemodig og studsede - hvi har jeg glemt det saalænge!
»Til Seir og Lykke blev Volmar fød
I Stjernerne staaer det skrevet«
���Nei, nei, saaledes stod der ikke i Stjernerne; saaledes sang han ikke heller.« - Han betænkte sig atter en god Stund. - »Ja rigtig saaledes var det - sagde han derpaa veemodig - i mine lykkelige Dage sang jeg det anderledes:
»Til Seir og Lykke blev Volmar fød;
Men sorgløs Mand har ei levet,
Og Lykken vendes kan om til Nød -
I Stjernerne staaer det skrevet.«
���Han sukkede dybt. »Og hvad var det, han sang om en farlig Jomfru - vedblev han - gjaldt det den arme Audacia? - ja vel, hun var from og reen, som en hellig Jomfru, og blev mig dog farligere, end alle mine Fjender. Og om Skytten? - ja rigtig, det Ord var sandt; men han sigtede ikke, den falske Skytte, han ramte uden at sigte.« Kongen faldt atter i dybe Tanker, og syntes forgjeves at grunde paa Slutningen af Kullemandens Sang. Endelig var det som han mindedes den. »Ja vel, ja vel, Gamle! - sagde han langsomt og smerteligt - det Baand, som bandt Hevnen i min syndige Sjæl, det brast, og hvis Haand var mægtig paa Jorden, som hans, der løste det? men Vee, Vee! Stjernen døde i Løvens Øie.« Han foer hastig med Haanden til sit udslukne Øie, som om en pludselig Smerte gjennemjog det, og sank atter hen i samme tause stirrende Stilling, som da han før stod med Foden i Stigbøilen.
���Da han kom til Besindelse igjen, saae han med Forundring, at der stod en høi alvorlig Ridder ligefor ham og betragtede ham med veemodige deeltagende Øine. Det var Carl af Rise, som, urolig over Kongens Tilstand, havde vovet at overtræde hans strenge Forbud og træde ind i hans Lønkammer. Han havde staaet der længe og betragtet Kongen med deeltagende Smerte. »Tilgiv, min naadige Herre og Konge! - sagde han nu, da han endelig saae, at Kongen fæstede sit Øie paa ham og syntes fortørnet over hans Dristighed - tilgiv, min store Konge! jeg frygtede I var syg og kunde behøve Hjelp.«
���»Jeg har været syg, farlig syg - svarede Kongen - det var en Sot, unge Ridder! som I maa bede Herren bevare Eder og hvert syndigt Menneske fra; thi den truer med den evige Død. Men den forbarmende Gud være lovet! han sendte mig Nød og Ulykke; han vidste det bedst: kun Nød og Ulykke kunde helbrede mig - kun Tigerens Klo kunde udrive min Sjæl fra Fordømmelsen.«
���»Ak, min kjæreste Herre og Konge! I er visselig legemlig syg, eller I knuges af en svar Bekymring. Vilde I betroe den ringeste af eders troe Mænd hvad der ligger Eder paa Hjertet - ak Herre Konge! hvorvel jeg selv har en Sorg at bære, som jeg neppe længer kan udholde, jeg vil dog bære eders Sorg med, om den saa knuser mig. Er der et Menneske i Verden, som veed Raad og Trøst for eders kongelige Sjæl, jeg vil opsøge ham, var det saa ved Verdens Ende.«
���Kongen havde sat sig tankefuld i sin Armstol; nu reiste han sig hastig, som greben af en pludselig Tanke. »Du kom i en beleilig Stund, min troe ærlige Ridder Carl! - sagde han - du seer selv heelt sorrigfuld ud og jeg veed vel hvad du sørger for: du har mistet den, du havde kjærest.«
���»Kjæreste Herre og Konge! - sagde Carl, inderlig bevæget - tænk ikke paa mig og min Sorg, men siig mig eders Bekymring, og om jeg med mit Liv kan kjøbe Eder en veltilfreds Time!«
���»Min Sjæls Bekymring - sagde Kongen med et uroligt Blik - den gjælder Meer, end denne Rest af Liv og den Lyst og Smerte, jeg nu her kan have tilbage. Hvad jeg tænkte paa før, da jeg faldt i Tanker hist ude ved Hesten - ja, det maatte den selv vide, som skulde sige mig hvad jeg helst vilde vide. Nu vel, Ridder Carl! skynd dig, stiig paa din Hest og hviil ikke før du kommer til Skaane. Paa Kullen har boet en Mand, som de kaldte Kullemanden; selv kaldte han sig Ridder; han nævnede sig ogsaa Thord Knudsøn Bonde. Han maa nu være over hundrede Aar, hvis han lever; men lever han og er der endnu, saa er han den eneste Mand i Verden, som maaskee veed Raad og Trøst for din Konges Sjæl. Iil, søg ham, Ridder Carl! og finder du ham ilive, saa spørg ham fra din Konge, om han veed hvad jeg tænkte paa idag ved min Ganger og hvad han siger dertil! hvert Ord, du hører af hans Mund, det skriver du i din Sjæl og betroer det kun til din Konge.«
���»I seer mig ikke igjen, Herre Konge, før jeg har opfyldt eders Befaling«, svarede Carl med Haanden paa sit Bryst. Kongen rakte ham sin Haand og Carl trykte den til sine Læber. Derpaa gav Kongen ham et Vink til at ile og lagde Fingren paa sin Mund, og faa Øieblik derefter sad Carl paa sin raske Skimmel og foer ud af Ribehuus Slotsgaard.
------
���Det var en stille stjernelys Vinternat, da Ridder Carl af Rise paa sin pustende og dampende Skimmel standsede ved Foden af Kullen.
���Med stor Besværlighed havde han fundet Veien dertil og havde ofte maattet spørge sig for; thi han havde aldrig været der før. I Nærheden af Kullen havde han først spurgt om Ridder Thord Knudsøn eller om den gamle Thord Knudsøn Bonde; men ham kjendte Ingen, og Carl frygtede for, han maatte være død. Da han endelig med Bekymring spurgte om Ingen havde kjendt Kullemanden, og om det var saa længe siden, han var død, havde man seet paa ham med store Øine og forskrækket peget op mod Toppen af Kullen, idet man korsede sig. Den Karl døde nok aldrig, hed det, for han var et Spøgelse eller en Troldmand og boede i et forhexet Taarn paa Kullen. Med denne Efterretning havde Carl maattet lade sig nøie; men han havde ikke for nogen Priis kunnet faae en Veiviser med sig til Kullemandens Bolig. Det var en Halsløs Gjerning at komme ham nær, helst om Natten, hed det, for da havde han Samqvem med Hexe og alle Helvedes Aander. Ene var da Carl reden videre ad den Vei, man med Gru havde betegnet ham.
���Nu saae han det mørke kullede Fjeld, som stolt og majestætisk ragede ud over Havet. Det nøgne Fjeld var endnu større og vildere, end han havde tænkt sig det; thi han havde forestilt sig det som Stevns Klint, hvormed det ogsaa havde Lighed. Han kunde ikke længer komme frem til Hest og ledte forgjeves om et Træ eller en Stub til at binde sin Hest ved; da saae han en Pæl paa en nøgen Lynghøi ved Stranden; han reed tankefuld derop og bandt Hesten til Pælen. Han klappede den urolige Skimmel og bød den staae rolig til han kom igjen; og det var ligesom det troe Dyr forstod ham; thi Skimmel blev nu staaende rolig og saae i Maaneskinnet efter sin Herre. Carl ilede op ad det steile Fjeld; han saae sig endnu engang tilbage efter Hesten og syntes at savne dens Selskab, og nu faldt det ham først ind, at det vel var en Retterpæl, han havde bundet sin Hest ved; thi han syntes at see et afpillet Dødningehoved paa Enden af den høie Pæl.
���En uvilkaarlig Gysen gjennemfoer den eensomme Ridder. Han gik langsomt videre og savnede nu ret den gamle snaksomme Martin, som paa den sidste lange Reise med sin Herre havde faaet Værk i den ene Arm, han havde tilbage, og som nu gik i Barndom og legede med sin Herres Børn paa Karisegaard.
���Carl nærmede sig Toppen af Kullen. En mørk haard Steenmasse, som han længe havde seet og hidtil taget for en Fjeldspids, stod han nu nær ved, og han saae, det var et rundt Taarn, opbygget af Klippestykker fra Kullen. »Det maa vel være Kullemandens Bolig«, sagde han og erindrede sig Taarnet paa Sæbygaard og den Skikkelse, han der havde seet opsamle de brændende Papirer i Luerne; hiin Skikkelse og Bjergmanden ved Saxos Grav havde han længe troet var en og den samme, og han tvivlede ikke paa, at hiin gaadefulde mand jo var den berygtede Kullemand. Dette besynderlige Væsen, der fra hans Barndom var traadt saa truende frem i hans Liv og hans Drømme, skulde han nu besøge og raadspørge for sin Herre og Konge. Alle gamle Sagn om Nekromanter og farlige Troldmænd bleve levende i hans Sjæl. »Ikke for al Verdens Rigdomme vilde jeg gaae denne Gang for nogen Anden« - sagde han - »jo for min Rigmor«, tilføiede han, og da det kjære dyrebare Navn klang paa hans Læber, foer et pludseligt Haabglimt gjennem hans urolige Sjæl og al hans Ængstelighed forsvandt. »Gud i Himlen! hvis hun lever - udbrød han - kan da ikke denne forunderlige Mand ogsaa vilde Raad og Trøst for min Qval? han maa sige mig hvor hun er og hvad jeg skal gjøre.«
���Carl fordobblede sine Skridt, han gik rundt om Taarnet og stod snart for en liden stærk tillaaset Dør ved den nordlige Side af Taarnet. Han tog Sværdet i sin Haand og bankede paa med Klodden af Heftet. Det gjenlød huult i den stille Nat; men det varede længe inden han mærkede noget Tegn til, at Taarnet var en Bolig for Levende. Endelig hørte han høit over sit Hoved en hæs og lallende Stemme, som syntes at komme fra et Hul høit oppe i Muren. »Hvo er du? Formastelige! - hviskede det - hvad vil du, hvor Døden sidder paa Tærskelen og Fordømmelsen lurer paa sit Bytte?«
���»Luk op, Hr. Thord Knudsøn! luk op, Ridder Thord! - sagde Carl - jeg er et Sendebud fra Kong Valdemar Seier.«
���»Endelig, endelig! - hviskede Stemmen deroppe - du kommer silde, Carl af Rise! Stjernen er slukket i Løvens Øie; Volmar Seiers Navn og Lykke er henfaret som et Stjerneskud, og formørket er den nordlige Krone.«
���»Luk mig op, vise Hr. Thord, - sagde Carl - jeg har et hemmeligt Budskab til Eder fra min Herre og Konge - jeg maa tale med Eder i Eenrum.«
���»Naar jeg seer Nordstjernen over dit Hoved, maa jeg lukke dig ind - svarede Stemmen - men vil du lyde mit Raad, Carl af Rise! saa skynd dig herfra! du er kommen i en ulykkelig Stund: Døden staaer ved din Side og søger sit Rov under mit Tag; han spørger ikke, om vi ere unge eller gamle.«
���Den hæse Stemme taug, og Carl hørte nu en skingrende qvindelig Røst, som syntes at tvistes med den Gamle i Taarnet og som endelig med vild Latter sang en Vise, der bragte Blodet til at isne i den gudfrygtige Ridders Aarer. Carl forstod kun enkelte gruelige Ord, men de vilde sønderrivende Toner syntes at komme fra en fortvivlet Sjæl, som i sin Smerte trodsede Himlen og den evige Dommer. Carl opløftede sit Hoved mod Himlen og kjendte Nordstjernen, som stod lige over Taarnet. Han greeb atter sit Sværd og bankede af al Magt paa Døren.
���»Jeg kommer, jeg kommer - lød den hæse Stemme fraoven - du tvinger mig, du mægtige Stjerne!«
���Det varede nu ikke længe inden der rasledes med Laase og Stænger; Døren gik op.
���»Saa træd da ind, formastelige Ridder! - lød den hæse Stemme stærkere - din Følgesvend er alt over min Tærskel. Det er nu din Sag, om du kommer levende ud igjen af disse Mure.«
���Med Sværdet i sin Haand traadte Carl ind i den mørke Hvælving og slog hastig et Kors for sig, da han saae den frygtelige Skikkelse, som i den sorte Bjergmandsdragt stod med en tændt Hornlygte i Haanden ved Taarntrappen. Han saae ud som en hundredaarig Olding og bar et stort hvidt Skjæg, som naaede ham langt nedenfor Bæltet; hans Ansigt var tørt, indskrumpet og jordgraat, som støvet Egebark; hans Øine vare matte og dunkle, og hans Ryg dannede en fuldkommen Bue. I denne Stilling var han liden og sammentrykt som en Dværg, men naar han kunde rette sin Ryg, maatte han være høiere, end den velvoxne Ridder. Hans lange Arme naaede næsten til Jorden. Paa Hovedet bar han en rund Læderhætte uden Skygge; det store bagvendte Skjødskind naaede ham til Hælene, og i Remmen, hvormed det var spændt ham om Livet, hang en lille Hornlygte, som ikke var tændt; i den høire Haand havde han en bred Krykkestav eller Knippel, som var tæt beskreven med Runer og ubekjendte Ziffre.
���»Følg mig!« - sagde Bjergmanden og gik foran op ad den snevre Vindeltrappe. Carl fulgte ham taus med bankende Hjerte; han talte 60 Trappetrin, og nu stode de for en Dør. Bjergmanden stødte den op med sin Stav, og de traadte ind i en rund rummelig Hvælving, med Træpaneler og fire store Luger mod de fire Verdenshjørner. Den runde Taarnstue var næsten aldeles saaledes indrettet som Observatoriet paa Sæbygaard, hvilket Carl aldrig kunde glemme. Han saae et Ildsted med mange underlige Kar og Leerflasker; han saae store Metalrør ved Lugerne, og midt paa Gulvet stod en Armstol ved et rundt Steenbord, hvorpaa der laae en Hob halvforbrændte Pergamentsblade med røde Ziffre. Den gamle Bjergmand satte sig taus i Stolen, uden at bekymre sig om sin Gjest, og holdt et stort slebet Glar for sine matte Øine, medens han bladrede i Papirerne og flyttede den store Jernlampe nærmere.
���Carl vovede ikke at forstyrre ham, men betragtede imidlertid med Opmærksomhed alle Gjenstande omkring sig. At den Gamle ikke bar sin Bjergmandsdragt forgjeves, syntes en stor Hob Stene og raae Metaller at vidne, som laae opdyngede ved Arnestedet. Dog Carl betragtede ikke længe de døde glindsende Skatte. Han søgte forgjeves efter den qvindelige Væsen, hvis skingrende Stemme før havde gjennemboret ham med saa besynderlig en Gru; tilsidst faldt hans Blik til en mørk Huling i Panelet, hvor der syntes at være indrettet et Slags Alkove, og han saae nu forbauset et dødningblegt rynket qvindeligt Ansigt, som, støttet paa tvende magre Arme og halv skjult af et sort uredet Haar, tittede frem med tindrende Øine og stirrede paa ham med et vanvittigt Smiil.
���Carl traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage, men fattede sig hastig og betragtede med spændt Opmærksomhed de endnu ikke aldeles udslettede Spor af Skjønhed og qvindelig Værdighed i det fortrukne ulykkelige Ansigt. Erindringerne om Sæbygaard, som Stedet, han stod paa, saa levende fremkaldte, bragte ham ogsaa den skjønne Fru Helenes Billede for Øie, og jo længere han betragtede det blege vanvittige Qvindeansigt i Paneelhulingen, jo flere Træk syntes han at gjenkjende af den skjønne Frue Helenes Aasyn. »Det er hende«, sagde han ved sig selv og betragtede hende med inderlig Medlidenhed. Hun nikkede ad ham med et forvildet Smiil, idet der randt en Taare ned gjennem Furerne paa den dødblege Kind; men hun forandrede ikke sin Stilling derved og gav ingen Lyd fra sig. Hun syntes af og til at kaste et frygtsomt og ængsteligt Sideblik til den gamle Bjergmand; men snart stirrede hun atter med de blinkende Øine paa Ridderen, og de skarpe fortvivlede Blik gjennemborede ham med samme piinlige Gru, som hine skjærende Toner, han før havde hørt.
���Endelig reiste Bjergmanden sig og greb den tændte Lygte, som stod ved hans Fod. Han gav Carl et Vink til at følge sig og aabnede en skjult Dør i Muren; indenfor den viste sig en Trappe, som syntes at føre op til Spidsen af Taarnet. Idet Carl forlod det runde Taarnkammer, kastede han endnu et Blik til Alkoven og bemærkede en saa frygtelig afsindig Glæde i den ulykkelige Qvindes Ansigt, at han ligesom blev let om Hjertet, da hans langarmede Ledsager lukte Døren i og skjød en Jernstang for paa den anden Side.
���Den Gamle steeg nu op ad Trappen; Carl fulgte ham taus og ventede urolig paa det Øieblik, da han i Eenrum kunde forelægge ham Kongens Spørgsmaal og tillige spørge ham om Raad og Trøst for sit eget bekymrede Hjerte.
���Da de havde steget nogle Trin, hørte Carl en skingrende Latter nedenfor og den samme gruelige Sang, som før havde forfærdet ham. Den Gamle lod ikke til at bekymre sig derom, men steeg rolig op ad Trappen, som endte sig i en Sneglegang og blev snevrere og snevrere mod Enden. Tilsidst stode de paa Spidsen af Taarnet paa en snever aaben Plads uden Rækværk, med den stjerneklare Himmel over Hovedet og den dybe svimlende Afgrund to Skridt fra dem paa alle Sider; thi det steile Taarn laae paa Spidsen af Fjeldet: paa den nordre Side var en liden Afsats ved Indgangen; men mod Havet syntes det at staae lodret med Fjeldmuren over Dybet. Det sortnede for den ellers saa uforfærdede Ridders Øine, og han maatte støtte sig ved Sværdet for ikke at styrte ned. Da han nu for at modstaae Svimmelheden fæstede sit Blik med al Styrke paa sin Ledsager, rettede Kullemanden sin krumme Ryg og stod kæmpestor for hans Øine med et vildt truende Aasyn. »Her ere vi ene - sagde han og betragtede Ridderen med et gjennemborende Blik - og her er jeg den stærkeste, hvor gammel jeg er - siig mig her mellem Himmel og Afgrund, hvad vil du vide?«
���Carl samlede al sin Kraft; han var beredt paa at forsvare sit Liv til det Yderste og brydes om Pladsen med den mørke Kæmpe i det første Øieblik, han kom ham for nær med sine lange Arme; men Kullemanden stod rolig og gav ham Tid til at betænke sig. Da kom Carl sin Konges Befaling ihu og glemte sin farlige Stilling. Han støttede sig fastere til Sværdet og forelagde den frygtelige Kullemand Spørgsmaalet om hvad hans Herre og Konge havde tænkt paa den Dag han faldt i Tanker, med Foden i Stigbøilen, og hvad han sagde dertil.
���Den Gamle taug og betragtede Stjernerne længe; de før saa matte Øine glindsede nu med en besynderlig Ild; derpaa sagde han langsomt halv nynnende:
»Din Herre og Konge tænkte paa
Hvorlunde det skulde hans Sønner gaae,
Naar han var gangen af Live.
Men siig hannem det for Sandingen saa:
Orlog og Tvedragt skulle de faae;
Dog skulle de Alle Konger blive.«
���Carl indprentede sig hvert ord i sin Sjæl, som gjaldt det Kongens og Landets Frelse, uden at han dog indsaae, hvorledes disse Ord kunne trøste eller berolige Kongen, da de snarere syntes ham at indeholde en ulykkelig Spaadom. Allerede paa Veien havde han gjort sig Skrupler over at søge Raad og Trøst hos en saa berygtet Spaamand, der var mistænkt for Omgang med onde Aander; men saalænge han kun udførte sin Herres Ærinde, havde han overvundet alle Betænkeligheder; nu var han nær ved at gaae bort, uden at spørge om hvad der laae ham selv saa tungt paa Hjertet.
���»Vil du vide meer - spurgte nu Kullemanden - saa vær snar, der staaer en Ulykkesstjerne over vore Hoveder.«
���»Ak Rigmor, Rigmor!« sukkede Carl og spurgte nu den Gamle i sit eget Navn, om han vidste hvor hans Hustrue var, og om han uden syndige og forbudne Konster kunde sige ham, om han skulde see hende igjen i denne Verden.
���»Kommer du levende herfra - mumlede den Gamle - vil du snart faae at vide hvor hun er; men er Kjærlighed ikke mægtigere end Had, faaer du det at vide til din Ulykke.«
���Carl grundede paa de dunkle Ord og søgte at finde Trøst deri for sit urolige Hjerte. Den Gamle vilde endnu have sagt meer; men da hørtes et gjennemtrængende Skrig fra Taarnets Inderste og Spaamanden blegnede - »Lampen! - raabte han - af Veien!« og styrtede, som rasende, ned af Snegletrappen, idet han stødte Carl saa voldsomt tilside, at han tabte Ligevægten paa Taarnpynten og faldt med Hovedet udenfor Muren; Carl saae ned i den umaadelige Dybde, men holdt sig fast og krøb tilbage til Trappen; i et Øieblik indhentede han den Gamle, og da nu Løndøren til det runde Taarnkammer foer op, slog en høi Flamme dem imøde. Lugerne og Panelerne brændte og paa Steenbordet mellem de blussende Papirer sad en udtæret qvindelig Skikkelse og loe og sang under vilde Skrig mellem de fortærende Luer. Carl greb hende i sine Arme og styrtede gjennem Røg og Flammer ned med hende ad den sidste Taarntrappe, medens den Gamle kun tænkte paa at slukke og redde sine Papirer og hemmelige Sager.
���Carl naaede det nederste Trappetrin; det lykkedes ham at faae Stangen fra Døren og komme ud i det Frie, uden at qvæles; men den ulykkelige Fru Helene laae forbrændt og halvdød i hans Arme.
���»Volmar, Volmar! - hylede hun - du har kostet mig min evige Salighed« -
���Carl lagde hende paa Fjeldet, for om muligt at redde den ulykkelige Spaamand, men saae nu med Forfærdelse, at Luen slog ud af alle Taarnlugerne og den Gamle stod paa Spidsen af Taarnet med et Bundt brændende Papirer i sin Haand, som han kastede rundt omkring sig i Luften, medens han brummede en Troldomssang og svang sin Runestav, som om han meente at kunne besværge Luerne; men de naaede ham allerede, og han hvirvlede sig fortvivlet i Flammerne og forsvandt.
���»Brænd nu, brænd, sorte Satan! - raabte den døende Qvinde - jeg brænder allerede - nu faaer Kong Volmar Fred for mig til Dommedag - jeg er Kullemandens Dronning - jeg farer med ham i Dybet. - Ha, Møllestenen - Møllestenen! - den hænger nu om min Hals i al Evighed - hvor er nu dine Dronninger? Volmar! - ak Dagmar! Dagmar! beed for mig! - stolt Beengjerd qvæler mig i sit blodige Halsbaand« -
���Under disse ængstelig afbrudte Udraab vred hun sig fortvivlet og var død. Carl foldede sine Hænder, han opløftede sit Hoved mod Himlen og det brændende Taarn; da slog Luen sammen over dets Tind og en sort Skikkelse styrtede ned ved hans Side. Det var den ulykkelige Kullemand, hvis Liig laae forbrændt og knuust mellem Stenene.
���Ved Synet af det brændende Taarn paa Kullen, var der strømmet en Mængde Mennesker til fra Omegnen for at slukke og redde. Almuens Frygt for Kullemandens forhexede Taarn, som man kaldte det, maatte vige for Nysgjerrigheden hos Mange og for Fogdernes Magtbud, som tvang dem til at komme de Ulykkelige til Hjelp.
���Saasnart Carl havde overgivet de to forbrændte Liig, som de Fleste ræddedes for, til nogle Bønders og en ærværdig Klerks Omhue, gik han med stille Gru tilbage til sin Hest, som han fandt ved Pælen paa Lynghøien, hvor han havde bundet den. Han saae nu tydelig Dødningehovedet paa Spidsen af Pælen og spurgte en skaansk Bonde, der fulgte ham, hvo den Forbryder havde været, hvis Hoved her sad til Skræk og Advarsel.
���»Han var en af de Satans Engle, som fløi bort med Kong Sverkers Datter af Klosteret - svarede Bonden - Den Galgenfugl Ridder Folkesøn, som løb af med Nonnen, han slap dog heelskindet derfra; men hans Væbner blev greben og halshugget. Sligt kunde jo heller ikke gaae saa let af - vedblev Bonden, medens Carl uden at svare klappede sin urolige Skimmel - hvor de Store slippe Galgen forbi, der bliver de Smaa let hængende, veed nok Herren. Det er Verdens Gang. Han griner ilde deroppe, den arme Djævel; havde det ikke været saa fornem en Jomfru, kunde han vel have spart sit hvide Halsbeen; men Uret har en lang Hale, og Bjørneunger skal man ikke lege Tagfat med.«
���Tankefuld satte Ridder Carl sig paa sin Skimmel og reed bort. Ridder Folkesøns dristige Gjerning havde nogen Lighed med Carls. Det var vel ingen Kongedatter, den danske Ridder havde bortført af Klosteret, men dog den mægtige Hertug af Nordalbingiens Datter, der var bestemt til Klosteret eller til en fyrstelig Brudgom. Nu, da han ikke vidste hvor hun var i Verden, var enhver anden Bekymring ham ringe; men han kunde dog ikke undlade at anstille Betragtninger over sin Stilling. Af Grev Alberts Uforsonlighed kunde han vente sig det Værste, helst hvis den strenge Fader ikke selv allerede havde spærret sin Datter i Kloster. Carl kunde nu vente at træffe Grev Albert paa Ribehuus; men hans Ærinde til Kongen og Haabet om tillige at kunne faae nogen Underretning om Rigmors Skjæbne fremskyndede ham. Synet af hiint Dødningehoved tog han for et Varsel om, at han nu reed til sin visse Død; men han sporede sin Skimmel og gav sig ingen Tid til at dvæle. Han haabede dog af Grev Alberts ridderlige Tænkemaade og af Kongens Retfærdighed og Gunst, at det i alt Fald vilde blive ham tilladt at falde som en ærlig og ædelbaaren Ridder, med Sværdet i Haanden, for Grev Alberts mægtige Riddersværd. En Kamp paa Liv og Død med hans forrige Herre og Vaabenmester var nu den høieste Lykke, han kunde vente, og om han ikke mere erkjendte den aldrende harmfortærede Feltherre for sin Mester og Overmand i al ridderlig Vaabenfærd, følte han dog, at det vilde være ham umuligt at bruge sin Kraft og sit Riddersværd til sit eget Livs Forsvar mod Rigmors ærværdige Fader. Ogsaa med Grev Otto havde han endnu den uafgjorte Æressag tilbage, og han drog til Ribe med den faste, men dog ikke nedslaaende Tro, at om han nu aldrig saae sin Rigmor igjen, vilde han rimeligviis ikke have lang Tid at sørge over hendes Tab i denne Verden, og at ventelig en af Kongens tappre Søstersønner vilde vorde ham en hæderlig og velkommen Banemand.
���I disse alvorlige Tanker reed Carl af Rise, efter en hastig og lykkelig Reise, en Søndag Formiddag ind ad Slotsporten i Ribe og op ad Grønnegaden til Ribehuus. Det var den samme Vei, ad hvilken han var kommen der første Gang, som Barn, i Karmen med lille Rigmor, den Dag han førstegang saae sin store Konge. Hans hele Liv fløi ham forbi i kjære veemodige Erindringer. Alle Gjenstande omkring ham vare de samme; men dengang drog han med barnlige Drømme og Forhaabninger ligesom ind i det forunderlige mangfoldige Liv, som han nu syntes at drage til Udgangen af. Ogsaa med Kongens stolte Drømme var det forbi; istedetfor til glimrende Erobringer og Seire syntes nu hans og Danmarks Haab at være sat til et stille og fredeligt Folkeliv, betrygget ved ydmyg Gudsfrygt og vise Love. Carl glemte sig selv og sine egne Bekymringer ved Tanken om Kongen og Fædrenelandet. Han saae Borgerne med deres Hustruer og Børn gaae med stille Glæde i de veltilfredse Ansigter fra Høimessen i Domkirken, og han kom ihu, at det var den 27de Søndag efter Trinitatis, da Evangeliet om Herrens Forklarelse paa Bjerget pleiede at synges fra Høialteret. Han foldede sine Hænder over Tømmen og bad stille, idet han reed Domkirken forbi; der glindsede en from Taare i hans ærlige Øine og han reed med trøstigt og freidigt Sind over Slotsbroen og steeg af sin Skimmel ved Brønden i Borggaarden. Han overgav Hesten til en Væbner og gik rolig op ad Slotstrappen. Han lod strax ved Dørvogterne og Drabanterne sin Ankomst melde til Kongen, som nys var kommen tilbage fra Høimessen og var eene i sit Lønkammer. Uden Ophold blev Ridder Carl indladt til Kongen, og den Vigtighed, hans hemmelige Ærinde syntes at have for deres Herre, opvakte stor Opmærksomhed blandt Drabanterne, der mod Sædvane havde faaet Befaling til at forlade Forsalen til det kongelige Gemak.
���Efter en halv Times hemmelig Samtale med Ridderen, traadte Kongen selv ud af sit Lønkammer, og med tillukt Hjelmgitter fulgte Carl af Rise ham langsomt til Riddersalen.
���Kongen var iført sin prægtige Salvingsdragt: med Kronen over de hvide Lokker og Septeret i Haanden skreed han langsomt og høitideligt frem med rolig Alvor i det herlige endnu skjønne Helteaasyn. Da Kongen traadte ind i Riddersalen, stode alle hans Riddere og Lehnsmænd i tvende lange Rækker paa begge Sider af Thronen. Carl fulgte ham med bankende Hjerte og standsede med en Blanding af Glæde og Uro, idet han saae den høie alvorlige Grev Albert i den sorte Rustning ved Siden af Junker Strange og Jacob Sunesøn, ved Thronens høire Side, og Grev Otto øverst blandt de yngre Riddere ved den venstre Side af Thronen. Paa et ophøiet Sæde, liigt den kongelige Throne og nærmest ved dens høire Side, sad Dagmars kronede Søn i al sin fyrstelige Pragt, og reiste sig ærbødig for at modtage sin kongelige Fader. Fra trende mindre ophøiede Sæder, men smykkede med stor Pragt, reiste sig trende rigelig prydede Drenge: det var Kongens yngste Sønner Erik, Abel og Christopher, som ligeledes vare udløste af deres Fangenskab som Gidsler for deres Fader.
���Kongen tog Sæde paa Thronen, og en Række af geistlige Herrer, hvoriblandt Abbed Gunner, Henrik Harpestræng og mange Bisper befandt sig, istemmede en høitidelig Lovsang, og priste den barmhjertige Gud, som efter saa store og svare Prøvelser atter havde givet Danmark sin Konge og hans Sønner med Landets kjækkeste Riddere tilbage. Derpaa reiste Kongen sig fra Thronen og talede med Værdighed og Kraft til sit troe danske Folk og Rigets ypperste Mænd. Han priste med Ydmyghed den Almægtiges ubegribelige Veie, som gjennem Trængsel og Nød førte de vildfarende Sjæle til Fred og Frelse; han erklærede, at hans sidste Dage nu skulde være indviede til Fredens og Retfærdighedens Gjerninger; og han vidnede med Haanden paa sit Bryst, at han nu ingen høiere Ære attraaede, end efter sin Død at kunne nævnes Valdemar den Stores Søn, Danmarks Beskytter og Lovgiver.
���Et hjerteligt Bifaldsraab af alle geistlige og verdslige herrer og af den store Mængde Borgere af alle Stænder, som opfyldte Salen, ledsagede Kongens Tale.
���»Og nu, ædle Riddere og danske Mænd! - vedblev Kongen - inden jeg forlader dette Sted, har jeg en Retfærdigheds Pligt at opfylde. Ridder Carl af Rise, som her staaer, og som jeg iøvrigt erklærer for en af mine bedste og hengivneste Mænd, har høilig fornærmet min fyrstelige Søstersøn Grev Albert af Orlamünde, idet han uden hans faderlige Minde og Samtykke hemmelig har bortført og ægtet hans eneste Datter. Af høimodig Iver for min Befrielse og Fædrenelandets Vel har min fornærmede Frende indtil denne Dag opsat at fordre Straf og ridderlig Fyldestgjørelse af Ridder Carl af Rise for dette hans dristige og egenmægtige Foretagende, og nu tillader jeg, ifølge min kongelige Magt og Myndighed, den fornærmede Fader selv at fordre hvad Straf, han troer med Ret og Billighed at kunne paalægge den Ridder, hvis Aasyn han har forsvoret at see, indtil denne Retfærdighedens og Gjengjeldelsens Time. Jeg har den Tillid til min ædle Frende, at hvis han ikke kan eller vil tilgive, han dog idetmindste ingen ærekrænkende Straf vil fordre over en saa agtet og ærlig Ridder, og at han vil lade Ridderskabets Love her gjelde, der for en saadan Fornærmelse vel fordre streng Fyldestgjørelse, men dog kun saaledes, som det egner og sømmer sig mellem kjække og ædelbaarne Riddere. Hvad Æreserstatning eller Straf, min ædle Frende kan fordre og Ridder Carl af Rise frivillig vil underkaste sig, bekræfter jeg her, efter begges Ønske, med mit kongelige og ubrødelige Ord.«
���»Min ædle Herre og Konge! - tog nu den mørke Grev Albert Ordet - Eders Ord og Tilsagn har vor fælles Dommer hist og alle danske Riddere her hørt; kom det ihu, naar I hører min Fordring! Den Mand, hvis Aasyn jeg forsvoer at see førend i denne Retfærdighedens og Gjengjeldelsens Time, og hvis Navn jeg bad Eder forskaane mig for at høre, da jeg mødte Eder i Elendighedens mørkeste Bolig - den Mand, hvis Herre og Vaabenmester jeg var og hvem jeg elskede som en Søn, til han nødte mig at hade ham, som min bittreste Fjende, ham fordrer jeg nu ingen anden Straf over, end at han enten kæmper med mig i denne Time paa Liv og Død, eller at han for min Konges og hele Ridderskabets Aasyn med tilbundne Øine knælende modtager det Gjengjeldelsens Slag, jeg har svoret med egen Haand at lade falde paa hans Hoved, og som jeg fortrøster mig til ligesaalidet skal krænke hans ridderlige Ære, som det skal beskæmme mit Navn, som Kong Valdemars fyrstelige Frende.«
���Alle Ridderne studsede.
���»Hvad! - raabte Kongen heftig og fortørnet - saaledes vover I at misbruge mit Ord og Løfte.«
���»Min kongelige Frende! - sagde Grev Albert rolig - et Kongeord er ubrødeligt; om jeg misbruger det, bliver det min Sag at forsvare hvad jeg gjør, og det fortrøster jeg mig til. Ridder Carl af Rise har Valget.«
���Valdemar betragtede med et gjennemborende Blik sin mørke frygtelige Frende; han betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han med undertrykt Harme: »hvor sælsomt det sidste Vilkaar end synes, og hvor skammeligt det vilde oprøre mig at see min Søstersøn forvandlet til en Bøddel og min Riddersal til et blodigt Rettersted - I har mit Ord og jeg bryder det ikke. Hvis Ridder Carl af Rise vil ydmyge sig til at vælge det sidste oprørende Vilkaar, da vil jeg vende mit Aasyn bort med Afskye, da skee eders Villie! - men jeg haaber, en kjæk ædelbaaren Ridder vil vælge det første Vilkaar, som, hvor smertelig dets Opfyldelse end vil være mig, dog nu ene kan ende denne Sag uden Skam og Skjændsel for Ridderskabet og Kongehuset.«
���Kongen taug og satte sig. Alles Øine vare nu henvendte paa Ridder Carl, som uden at mæle et Ord fremtraadte med faste Skridt og slog Hjelmgitteret fra sit blege Aasyn; han saae Grev Albert skarpt og roligt i det mørke jernfaste Ansigt. Derpaa tog han Hjelmen af sit Hoved, bandt Axelskjærfet for sine Øine, nedknælede for Thronen og ventede stille og ubevægelig det knusende Dødsslag af den Mands Haand, som det var ham umuligt at føre Vaaben og Værge imod.
���Uden at forandre en Mine uddrog Grev Albert sit mægtige Sværd og alle Ridderne stirrede paa ham med et Udtryk af Gru og Forfærdelse, som paa en Afsindig. Han traadte et Skridt tilbage og opløftede det vægtige Dommersværd. Kongen udstrakte sin Haand som for at holde Sværdet tilbage: han fristedes til med et Magtord at bryde sit Løfte og standse den oprørende Hevndaad; da sprang en ung Kertesvend frem af Væbnernes Række og stillede sig dristig mellem Ridder Carl og den truende Grev Albert. »Hold inde, ubarmhjertige uforsonlige Fader! - raabte Rigmors Stemme - see, jeg er eders Datter Rigmor, og den Ridder, her knæler, som en Forbryder, er min Ægtemand for Gud og Verden.«
���Grev Albert lod Sværdet synke og betragtede hende taus og rolig. Carl af Rise kjendte hendes Røst og udbredte sine Arme; men han rev ikke Bindet fra sine Øine og forandrede ikke sin Stilling.
���»See! - vedblev Rigmor - han har blottet sit Hoved for Hevnerens Sværd - han har ønsket Døden af eders Haand, strenge Fader! han vilde ikke kjøbe sit Liv med eders Blod - men saaledes skal han ikke henkaste det - han skal ikke længer bøie Knæ for den Ubarmhjertige. Stat op, Ridder Carl! og forsvar eders Liv! min Fader er ikke længer eders; jeg frasiger mig al Ret til at kaldes eders Hustrue i denne Verden; men eders Ære skal I ikke offre for min Skyld. Skal Nogen her saa æreløs myrdes, saa være det mig! jeg skjalv for min Faders Harme, da den var retfærdig - lad den nu knuse mig! nu trodser jeg den. See her, strenge Fader! her knæler Grev Albert af Nordalbingiens Datter. Har du Ret dertil, saa lad mig falde for din uforsonlige Haand; men jeg tillader dig ikke at besmitte vort fyrstelige Huses Ære ved en ringere Udaad.«
���Stolt og rolig knælede den kjække Datter for sin Faders Aasyn og betragtede ham med et uforfærdet Blik, hvori han gjenkjendte sin egen stolte, al Fare foragtende Sjæl.
���»Stat op, Ridder Carl! stat op min Datter! - sagde han rolig - Tillader I det, min Konge! vil jeg lade en fremmed og upartisk Stemme skille os imellem.« Derpaa gav han sine Væbnere et Vink og Thorgeir Danaskjald fremtraadte med sin Strængeleeg i Haanden. »Syng os nu Visen om den fangne Greves Hevn!« sagde den alvorlige Feltherre.
���Alle saae forundrede paa Skjalden. Han hilsede Kongen og Forsamlingen høitidelig, og efter nogle Greb paa sin Strængeleeg sang han et Qvad, hvis Indhold bevægede Alle, meest dog Ridder Carl og Fru Rigmor. Det begyndte med hvorledes den fangne Greve sad i Taarnet og trøstedes af sin Kertesvend og hvorledes han den sidste Dag, de sade der, havde kjendt sin stolte Datter og svoret at lønne hendes Troskab engang.
���»Fader! Fader! - udbrød Rigmor - du kjendte mig og taug.«
���»Tie stille! Visen er ikke dermed til Ende«, svarede Grev Albert alvorlig.
���Thorgeir Danaskjald blev ved og sang om hvad den fangne Greve havde svoret i sit Hjerte, da han gik ud af det mørke Taarn og tænkte paa Hevnen, han havde lovet sin Datters Ransmand. Nu beskrev han hvad han nylig var skeet og hvorlunde Ridderens eget Valg skulde bestemme, om han og Grev Albert skulde være Fjender eller Venner til Døden.
���Med et venligt Vink afbrød Grev Albert Sangen. »Du valgte ikke Dødskamp med din Hustrues Fader, Ridder Carl! - du valgte Døden af min Haand, og derfor svoer jeg at give dig min Datter og min Velsignelse. Jeg prøvede dig for haardt; men det glæder mig: Grev Alberts Datter kjendte jeg, nu lærte jeg ogsaa at kjende Carl af Rises Hustru. Gud velsigne Eder, Børn! forstod I nu hvorledes Grev Albert vilde hevnes?«
���Carl havde revet Bindet fra sine Øine og med stormende Glæde favnet sin Rigmor, der i den dristige Kertesvends Skikkelse nu hvilte ved hans Bryst, under en heftig Strøm af frembrydende Glædestaarer. Det gjenforenede Ægtepar styrtede sig i den forsonede Faders Arme, og Glæden var stor og almindelig.
���Carls og Rigmors Børn havde Thorgeir Danaskjald bragt med fra Karise. Synet af de uskyldige Børn havde bevæget den strenge Bedstefader. Han havde seet og favnet dem i Løndom uden dog at kunne opgive den haarde Prøve, der var Betingelsen for hans Udsoning. Nu kom Børnene paa Thorgeirs Vink, ledsagede af en ung skjøn Qvinde; det var Thorgeir Danaskjalds Hustrue, Carls og Kirstines fromme søster, Margaretha. Børnene fløi med et Glædesraab i de lykkelige Forældres Arme. Alle trængte sig med glad Deeltagelse nærmer, og Mange istemte det Bifaldsudraab, hvormed Kongen rakte Grev Albert Haanden. Men Grev Otto stod fjernt og stirrede blegnende paa den skjønne Fru Margaretha.
���Da den første Glædestummel var forbi og Kongen tilligemed den unge Valdemar og alle Ridderne havde lykønsket det lyksalige Ægtepar, traadte Grev Otto bleeg og langsomt hen mod Ridder Carl, som endnu svimlede af Glæde og overvættes Lyksalighed, og som nu ogsaa udbredte sine Arme mod denne sin kjæreste Ungdomsven og Vaabenbroder.
���»I glemmer i eders Lykke, ædle Ridder Carl af Rise! - sagde Otto og traadte et Skridt tilbage - at vi endnu idag maae bryde en Landse sammen paa Liv og Død og at jeg ikke kan modtage eders venlige Favntag, førend jeg med mit Blod har udslettet min Skyld og Brøde mod Eder. Jeg seer et Billede her for mine Øine, som mægtig erindrer mig derom. Hvor er eders ulykkelige Søster Kirstine?«
���Carls glade Ansigt blev pludselig veemodigt; en Taare tindrede i hans stille blaae Øine; han pegede mod Himlen og taug.
���»Død! - raabte Grev Otto - saa vær mig naadig, retfærdige Himmel! - kom nu, Ridder Carl! kom, lad mit Hjerteblod give eders uskyldige Søster hendes Ære og ubesmittede Navn tilbage i Graven!«
���»Hun har elsket Eder til sin Død og tilgivet - svarede Carl - hendes Elskov til Eder var Brøden, hun bekjendte sin Dronning - eders Seglring fulgte hende i Graven - med den trolovede hun sig med Eder for Guds Rige - hun var uskyldig og tro til Døden. Hun beder nu for os Alle hos Gud. Der er min Haand, Grev Otto! lad den lykkeligste Dag i mit Liv være en Freds og Forsonings Dag for os Alle!«
���Otto modtog taus og bevæget det ærlige Haandtag. Stille og sørgmodig forlod han den lykkelige Kongeborg, og Carl af Rise saae ham aldrig meer i sine Dage.
���»Lad os nu idag glemme alle vore Ulykker, min ædle kongelige Frende!« sagde Grev Albert til Kongen som en Time efter stod taus og tankefuld i Riddersalen og betragtede sine Børn og de glade Mennesker, der omringede ham, med et besynderlig veemodigt Blik. »I har dog eders Børn igjen, min Konge! og jeg har mine - vedblev Grev Albert - for et halvt Aar siden saae det ikke ud til at vi skulde opleve en saadan Glædesdag; man sagde mig da for vist i mit Fængsel, at eders uforsonlige Fjende Hertug Adolph havde ført Eder bunden paa sin Hest fra Valpladsen.«
���»Store Gud! Hertug Adolph! - udbrød Valdemar - nu, nu forstaaer jeg den Gaade; nu forstaaer jeg din Bøn, høimodige Fjende! - Forlad os vor Skyld, som vi forlade vore Skyldnere!«
���»Amen!« sagde Abbed Gunner. Og Kongen var saa glad den Dag, som man ikke i mange Aar havde seet ham.
���Efter denne Dag levede endnu den store Konge nogle vigtige og for Danmark velgjørende Aar og erhvervede sig Navnet af Valdemar Lovgiver. Abbed Gunner og den fromme Erkebisp, hvem dog Kongen aldrig meer saae, medvirkede trolig til det store Fredens Værk. Erkebispen endte sine Dage paa Isøe. De sidste Ord, Kongen havde hørt af hans Mund hiin frygtelige Julenat, maatte han endnu engang med Gru og Anger ihukomme. Han maatte endnu inden sin Død friste den tunge Skjæbne at see sin kjæreste Søn, Dagmars fromme Billede, gjennemboret af hiin ulykkelige Piil, som paa Jagten i Refsnæs Skov ved Kallundborg saarede hele Danmarks Hjerte. Den gamle haardt prøvede Konge oplevede dog ikke Opfyldelsen af Kullemandens Spaadom, som endnu Sagnet bevarer blandt Folket. Men Spaadommens misledende Indvirkning forledede ham maaskee til selv at fremskynde dens Opfyldelse ved det ulykkelige Misgreb at dele Regjeringen efter sin Død mellem sine Sønner; dog hans Øie saae ikke den store Sorg, Abels Brodermord foraarsagede Land og Rige, og hvorved Danmarks Lykke atter dalede og en mørk Nat udbredte sig over Folket, indtil den sidste mærkelige Valdemar fremstod, der ved Navnet Atterdag betegnede sit Slægtskab med Valdemar den Store og den navnkundige Valdemar Seier.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek