| Index
| -1
| +1 |
B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826), 3, 327-402
Tredie Deel
���Fra Kong Valdemars og Dronning Beengjerds Bryllupsdag syntes en stor og mærkelig Forandring at være foregaaet saavel med Kongen selv og med hele Hoflivet paa Ribehuus som med Statsbestyrelsen og Krigsvæsenet. Det var som Kongens kjække ungdommelige Helteaasyn nu først havde modtaget det store kongelige Udtryk og den mandige urokkelige Fasthed, som var hans store Fader egen, men som hos Sønnen syntes at have udviklet sig med endnu dristigere Træk. En saa mægtig Herskeraand afprægede sig i hans hele Væsen, at selv Grev Albert og Erkebispen mangengang følte sig slagne af den overlegne Selvtillid og Kraft, der syntes at gjøre enhver af hans Beslutninger og Planer nødvendig og uimodsigelig.
���Ved Hoffet herskede en langt større Pragt, end tilforn, og en alvorligere, strengere Tone, som kun lidet behagede de unge muntre Riddere. Dette spanske Væsen, som man kaldte det, lagdes den unge stolte Dronning til Last, og Kongens Kjærlighed og Hengivenhed til hende ansaaes af Mange som en stor Ulykke for Landet. Hun sad ofte hele Timer i Lønkammeret hos Kongen; men han følte sig fri og lyksalig ved hendes Side, og kun de, som ikke kjendte Kongens mægtige Eiendommelighed, der først i dette Forhold kunde udbryde med sin hele Vælde, troede, det var hendes Raad og Anslag, han fulgte, hvergang han udstedte et Magtbud, som hans gamle forsigtige Raadgivere misbilligede.
���For med Kraft at kunne udføre sine store krigeriske Foretagender, havde han ikke taget i Betænkning at indføre Told og paalægge Geistligheden en betydelig Skat. De lavere Folkeklasser, som i Dagmars Tid vare blevne befriede fra mange Tynger, maatte nu ogsaa bidrage betydeligt til at udrede det stedse voxende Krigsstyr. Misfornøielsen herover blev snart almindelig; men Folket elskede dog Kongen for høit til at dadle ham derfor, og Dronning Beengjerd maatte bære Skylden for ethvert nyt Paalæg og enhver Byrde, som trykkede Folket. Bittre Nidviser om hende gik fra Mund til Mund, og naar hun lod sig see blandt Folket, havde hun ofte krænkende Beviser paa det Had, som hun ved sin dristige Foretagelsesaand syntes at have opvakt imod sig.
���Paa en Herredag til Samsøe havde imidlertid Kongen strax efter sit Bryllup ladet Dagmars unge Søn den lille Valdemar hylde, som sin tilkommende Eftermand. Derved opfyldtes Folkets inderligste Ønske, som aldrig kunde glemme den fromme Dagmar, og som ikke var roligt, førend det var forvisset om at see hendes Søn engang paa Thronen, hvilket maaskee kunde blive tvivlsomt, hvis Dronning Beengjerd fødte Valdemar Sønner.
���Neppe var denne vigtige Handling foretaget, førend Kongen maatte tænke paa Landets Forsvar mod Keiser Otto og de nordtydske Fyrster. Uagtet det store Nederlag, den bandlyste Keiser havde lidt i Frankerig ved Bovines, hvor Dronning Beengjerds Broder den kjække Grev Ferdinand var bleven fangen, havde Keiseren dog ikke opgivet sine Planer mod Danmark, og den bandlyste Bisp Valdemar havde ved de mægtigste Overtalelsesmidler vidst at bestyrke hans Forsæt. Medens Keiser Frederik blev kronet i Aachen og hyldet af hele det sydlige Tydskland, havde Keiser Otto atter samlet en mægtig Hær i Nordtydskland, og agtede nu idetmindste at gjenvinde sin Faders Henrik Løves Besiddelser, som forstørstedelen vare underlagte den danske Krone. Om Keiser Ottos Plan udstrakte sig videre, er uvist; men hans fortrolige Raadgiver Bisp Valdemar syntes ikke at have et mindre Maal for Øie, end at styrte sin kongelige Fætter og bestige den danske Throne, om det saa for det Første skulde være som Keiser Ottos Lehnsmand og tilsyneladende Vasal af denne hans mægtige Beskytter.
���Bisp Valdemar havde allerede gjort det første fjendtlige Skridt og med en Hær af Stadinger ødelagt af Slottet Stodo. Kongen havde beleiret Stade, men ophævet Beleiringen og trukket sig tilbage til Dannevirke, for med hele sin Styrke at modstaae den store forenede Magt, hvormed Keiser Otto og hans Broder Pfalsgreve Henrik med Markgreven af Brandenborg og Bisp Valdemar drog mod Hamborg.
���Førend Kongen kunde komme Hamborg til Hjelp, havde de lidet dansksindede Hamborgere allerede overgivet Staden til Fjenden, og Bisp Valdemar udøvede nu andengang sit strenge Herredømme i denne Stad, uagtet den var bleven beæret med Navn af en keiserlig fri Rigsstad. Den krigerske Bisp havde forenet sig med den tydske Hær, som allerede var rykket over Elben og havde oversvømmet en Deel af Nordalbingien.
���Paa en stor Slette stod den keiserlige Leir og Keiseren holdt Raad i sit Telt med Markgreven af Brandenborg, om man her skulde oppebie Kongen eller rykke videre frem. Den blege uanseelige Keiser gik urolig frem og tilbage i det store prægtige Skarlagenstelt, medens den svære bredskuldrede Markgreve stod rolig støttet til sit Sværd og raadede til at rykke frem. Nu traadte et Budskab ind i Teltet og meldte, at Kongen af Danmark rykkede imod dem i Spidsen for en stor Hær: han var ledsaget af en prægtig Qvinde, som tumlede en høi hvid Ganger og ikke saae ud som noget virkeligt Menneske, sagde man; hendes Brystharnisk glindsede som en Sol, hed det, og hendes røde Fjærbusk som Luer, og Hæren, som fulgte dem, var over 60,000 Mand stærk. Den ene Speider kom efter den anden og bekræftede denne Beretning; enhver af dem vilde endnu have seet et større Antal Fjender og alle omtalte de med ængstelig Uro det usædvanlige Syn af den blege dristige Skjoldmøe ved Kongens Side, som de holdt for et farligt og overnaturligt Væsen, og som de paa Keiserens Befaling maatte beskrive paa det Nøiagtigste.
���»Hvad kan det være med denne Qvinde - sagde Keiseren urolig, da han atter var ene med Markgreven - høi - bleeg - sorte funklende Øine - en flakt Ørn paa Kjortelen. De taabelige Menneskers Beskrivelse har fremkaldt et Billede for min Sjæl, som jeg ikke vilde see med legemlige Øine, kunde jeg saa dermed vinde en Verden.«
���»Jeg forstaaer Eder ikke, Herre Keiser! - sagde den gamle Markgreve - hiin Qvinde er visselig ingen anden, end Dronning Beengjerd. Jeg kjender hende, den stolte Sværmerinde. Det har altid været hendes høieste Ønske saaledes engang at kunne flyve frem i Spidsen for en Hær, og helst hvor Faren og Æren var størst. Det Ønske kan hun nu faae opfyldt: hun og hendes stolte Gemal kan nu erfare hvad det betyder for en liden Herre, som Kongen af Danmark, at trodse en Keiser og hele Nordtydsklands forenede Magt.«
���»Lader os ikke prale for Tiden, Hr. Markgreve! - svarede Keiseren - det er ikke første Gang Kong Valdemar har mødt en tydsk Keiser paa sine Grændser. Jeg maatte selv høre de Danskes Seiersang over Keiser Philips Flugt. Lader os kun mage det saa, at de Danske ikke skal synge den Vise andengang!«
���»Kan Henrik Løves keiserlige Søn tvivle paa Udfaldet af dette Tog? - sagde Markgreven - vi behøvede ikke Halvdelen af denne Hær for at indtage Skandinavien.«
���»Krigslykken er dog lunefuld og ustadig - svarede Keiseren nedslaaet - det har jeg selv nylig erfaret ved Bovines. Er vor Skytshelgen os ikke gunstig, hjelper al vor Styrke os kun lidet. Lader os kun ikke foragte Fjenden! den samme Kong Valdemar har jo viist Eder selv, Hr. Markgreve! at Jordbunden er slibrig paa denne Side Elben og ikke god at staae fast paa.«
���»Den Lærdom vil jeg nu betale ham - brummede Markgreven harmfuld. - Det var vist ellers bedre, Herre Keiser! om vi nu erindrede os vore Seiervindinger, end kom vore Ulykker og Nederlag ihu. Begynde vi først selv at forsage, kan den svageste Fjende let blive vor Overmand.«
���Nu traadte en høi anseelig Herre med Hjelm og Pantser ind i Teltet. Hans hvide Vaabenkjortel lignede en forkortet Messeskjorte og paa det røde Harnisk var et stort Guldkors anbragt paa Ryggen ligesom paa en Messehage; i sit trekantede Skjold bar han en tredobbelt Guldkrone, udstrakt af en Haand gjennem en lynende Tordensky, og under den laae en knækket Krumstav, der var halv forvandlet til et Septer. »Fjenden standser og slaaer Leir - sagde han - maaskee betænker han sig paa et Hovedslag, naar han seer vor Styrke; men jeg raader Eder, Herre Keiser! modtag ingen Fredsvilkaar! Seirens Herre siger Eder ved mig: udslet din Fjende af Jorden! jeg har idag givet ham i din Haand.«
���»Vil I være Prophet, Biskop Valdemar! - svarede Keiseren - saa giv mig et Tegn paa, at Seiren er mig saa vis! Kongen af Danmark har bragt en Qvinde med sig, som man holder for en Hex eller en Helgeninde; det er Dronning Beengjerd, troer Hr. Markgreven; men ligemeget hvo hun er, det er mig intet godt Tegn, at Fjenden ikke har mere Frygt for os, end at en skrøbelig Qvinde ved Valdemar Seiers Side tør ride os saaledes imøde.«
���»Jeg forstaaer Eder, Herre Keiser, - svarede Bisp Valdemar - I er selv for oplyst til at nære slig Fordom. Dronning Beengjerd skal have nogen Liighed med eders afdøde unge Gemalinde; hun klæder sig omtrent paa samme Maade som Keiserinde Beatrix; hun er ogsaa høi og noget bleeg - nok for Hoben til at gjøre hende til et Gjenfærd. Nu vel, Hoben er lettroende og tager let enhver tilfældig usædvanlig Omstændighed for et ondt Varsel. Det gjælder derfor kun om at give dem et lykkeligt Tegn, et gunstigt Forvarsel, som kan overvinde hiin overtroiske Frygt for en taabelig overmodig Qvinde - saa er Seiren os vis. Hør et Raad, Herre Keiser! har I ikke de to kæmpestærke Dystriddere endnu, som ingen Djævel kan rokke i Sadelen? lad dem gjøre deres Konster for begge Hære og udæske et Par af Fjendens Krigsmænd! i samme Øieblik, de har strakt deres Modstandere i Sandet, lade vi alle Lurerne blæse og styrte frem til Slag, og jeg giver Eder mit Hoved, Herre Keiser! om vi ikke skal træde hele den danske Hær under Fødder, som en Flok Græshopper.«
���»Det Raad er ikke galt - sagde Keiseren - kan I med et Par kraftige Bibelsprog gjøre dem faste, saa de ikke gjøre ondt værre, saa troer jeg det kunde være en Krigslist, der maaskee vilde spare os meget Blod.«
���»Hanswurstspil! - brummede den gamle Markgreve - jeg troede vi vare dragne over Elben for at holde et ordentligt Feltslag og vinde en hæderlig Seir, men ikke for at see paa et taabeligt Gjøglespil, hvis Udfald desuden er uvist, og som ligesaa let kan blive os til Skam og Ulykke, som til Nytte.«
���»Det forstaaer I Eder ikke paa, Hr. Markgreve! - sagde Keiseren fornærmet - Raadet er godt nok, naar det kun kan udføres godt: jeg kjender de to Dystriddere; de ere som af Jern og Staal, og vil Bisp Valdemar holde en Præken for dem, blot halv saa god, som den han holdt for mig, da han fik mig til dette Tog, saa er jeg vis paa det vil lykkes - og saaledes skal det nu være.«
���»Det er altsaa eders Befaling? Herre Keiser! - spurgte Bisp Valdemar, som kjendte Keiserens Ubestemthed - kan I stole paa eders Dystridderes Mod og Styrke, Iver for Sagen skal jeg snart bibringe dem, saasandt jeg har Tunge i Munden. Jeg lader nu Alt ordne efter denne Plan. Endnu før Sol gaaer ned, kan Udæskningen skee, og imorgen ved Solens Opgang Tvekamp og Slag« -
���»Og Seier, vil St. Magdalena og den hellige Michael! - sagde Keiseren og kyste sukkende en Reliqvie, han bar om sin Hals. - Troe mig, Hr. Markgreve! uden et saadant lykkeligt Tegn er al vor Magt og Styrke forgjeves mod denne Valdemar Seier; han har et ulykkeligt Navn for sine Fjender.«
���Markgreven taug, da han saae, det ikke hjalp at gjøre flere Indvendinger, og Bisp Valdemar gik, for at udføre sin og Keiserens Plan.
���I den danske Leir var der stor Lystighed og Glæde. Det Held, hvormed Valdemar paa samme Sted havde forjaget Keiser Philip, og den Krigslykke, der altid havde ledsaget den seiersælle Konge, gav de danske Krigere en saadan Tillid til hans Anførsel, at de kun lidet bekymrede sig om Fjendens Styrke. Den uanseelige Keiser Otto havde mange Danske seet i Ribe og de agtede ham fast ikke meer, end et Barn; hans slette Krigslykke og sidste Flugt fra Frankerig havde desuden gjort ham til Spot for alle Riddere og Svende. Markgreven af Brandenborgs brede Ryg kjendte man ogsaa, hed det; den bandlyste Bisp syntes dem vel en forvoven Karl; men det var en almindelig Tro, at hverken han eller Keiser Otto nogensinde kunde have Lykke og Velsignelse med sig, saalænge Kirkens Forbandelse hvilede paa dem.
���Det var allerede henimod Aften. Valdemar sad hos Dronning Beengjerd i sit Telt, hvor han udkastede Angrebsplanen til næste Dag og glædede sig over den gode Stemning i Hæren. Leiren gjenlød af Kæmpeviser og lystige Krigssange; nu lød der Trompetklang uden for Teltet, og en keiserlig Herold lod sig melde. Ledsaget af to strunke Trompetere, traadte den høie statelige Herold ind og bragte den besynderlige Udfordring.
���To keiserlige Riddere, hed det, vilde - med Keiserens, deres Herres, Tilladelse - give de Danske en Prøve paa hvad de kunde vente sig af at ville stampe imod Braadden og maale sig med deres Overmænd; de udæskede derfor to af Kong Valdemars Stridsmænd til at prøve Kræfter med dem i begge Hæres Paasyn.
���»Hils eders Herre og Keiser - svarede Valdemar - at jeg ikke er kommen hid for at see paa Tournering og Dystrid, men for imorgen med Guds Hjelp at slaae ham med samt hele hans Hær tilbage fra mine Enemærker; jeg tvivler ikke paa hans Ridderes Manddom; men frygter han maaskee for, han ikke selv skal faae Tid til at see sine Ridderes Tapperhed, saa skal jeg gjerne føie ham deri og lade et Par af mine Mænd prøve Styrke med hans Kæmper før Slaget.«
���Med denne Besked maatte den keiserlige Herold vende tilbage, hvorpaa Valdemar strax sammenkaldte sine vigtigste Høvdinger og Riddere, for at lade dem vide, at der næste Dag skulde leveres Fjenden et Hovedslag, saasnart den antagne Tvekamp var endt, uden Hensyn til hvad Udfald den fik. Men nu kom Spørgsmaalet om hvilke to Riddere man skulde betroe Afgjørelsen af denne NationalÆressag, som en saadan Tvekamp rimeligviis vilde ansees for.
���Grev Albert, Grev Otto, Junker Strange og Absalon Bælg fremtraadte strax og udbade sig denne Ære. Carl af Rise traadte ogsaa nærmere, men var for beskeden til at tilbyde sig lydelig. Hans Blik til Grev Otto røbede ogsaa, at han ved Tanken om Tvekamp og Æressag brændte af Begjærlighed efter at afgjøre en anden personlig Strid, Krigsloven og Kongens Tjeneste forbød ham at tale om.
���Kongen betragtede sine kjække Riddere med Velbehag, men rystede paa Hovedet. »Ingen af Eder skal det være - sagde han bestemt - Slaget og Seiren er Hovedsagen, og dertil behøver jeg Jer Alle; Tvekampen er igrunden en storagtig Narrestreg, som ikke kan gjøre Udslaget, hvor gavnligt et lykkeligt Udfald deraf end kan være til Hærens Opmuntring. I er mig som min øverste Feltherre for vigtig og uundværlig, Grev Albert! Du tildeels ogsaa, flinke Otto! du er med al din Raskhed og Kjækhed desuden ingen Goliath og her behøves mere plump Legemskraft og Rytterstyrke, end ridderlig Aand og Dygtighed. I er heller ikke skikket dertil, Junker Strange! skjøndt I var min Vaabenmester og svinger eders Landse som den Bedste; I begynder alt at blive noget til Aars og kan gjøre mig vigtigere Tjenester ved Gesandtskaber og Underhandlinger, end som Fægtemester. Og I min gode Absalon Bælg! ja I er sandt at sige for tyk: I er ikke let at løfte af Sadlen; men styrter eders Ganger, saa bliver I liggende der. Jeg seer paa Ridder Carl af Rise, at han ogsaa har Lyst til dette Eventyr; men ham bruger jeg andensteds. Nei, jeg har allerede gjort mit Valg. Kald mig Svend Starke og Broder Gamling hid! de ere de bomstærkeste og tillige de behændigste Slagsbrødre, jeg endnu har seet.«
���»Men, Herre Konge!« - indvendte Grev Albert - et Par grove frisiske Hesteprangere?« -
���»Hærmænd og Riddere ere de jo dog - svarede Kongen - fordi de ikke ere Hofmænd og ziirlige Herrer, kan dog ingen Ridder nægte at træde i Kreds med dem.«
���»Men de ere dog Friser og ikke rette Danske - sagde Absalon Bælg - og hvad var saa Æren, om de ogsaa gik af med Seiren?«
���»Ingen Misundelse, Hr. Ridder! og ingen Forskjel paa Friser og Danske! - svarede Kongen heftig. - Enhver, som tjener Kongen af Danmark villig og tro, er dansk i Sind og Hjerte. Et Par tydske og danske Mænds Haandfasthed afgjør desuden ikke Spørgsmaalet om Tydsken eller Dandsken er stærkest, slig Barnagtighed overlade vi Peblinger.«
���Paa Kongens Bud indtraadte nu strax to undersætsige og bredskuldrede unge Mænd i korte frisiske Vaabenkjorteler og med et Par lange Spær i Hænderne, hvormed de vare vante til at springe over Sumpe og Diger. Den Lethed og Færdighed, hvormed Friserne vidste at bruge disse Spær, havde allerede fra gammel Tid gjort dem berømte.
���Broder Gamling havde foruden dette Vaaben en svær Kølve paa Nakken og paa sit halvskaldede Hoved bar han en Stridshue af loddent Gjeddeskind, som tilligemed det stærke sorte Skjæg gav ham et vildt Udseende. Svend Starke havde faaet sit Tilnavn af sin bekjendte Styrke i at brydes; han stod derfor i stor Anseelse blandt sine Landsmænd, og Ingen agtedes deri for hans Lige, uden Broder Gamling, som endogsaa gjorde ham Rangen stridig. De vare Svogre og gode Venner. Fra deres store Avlsgaarde paa den frisiske Grændse rede de almindeligviis om og dreve en indbringende Hestehandel med deres jydske og tydske Naboer. De skammede sig ikke ved denne deres Fædres Næringsvei, som satte dem istand til i Krigstider at udruste et betydeligt Antal Ryttere. Uagtet deres Raahed og uridderlige Væsen havde derfor Kongen ikke taget i Betænkning at give dem Herreskjold og fuld Hærmandsstemme paa Herredagene. I sidste Keiserkrig havde de endogsaa ved deres udmærkede Kjækhed vundet Ridderslaget paa Valpladsen. Men i deres Dragt og Adfærd forandrede de derfor Intet, og da de nu traadte frem for Kongen, hilsede de ham med et plumpt og trohjertigt: »hvad Godt? Hr. Konge!«
���»Kan I tager Jer paa at vende op og ned paa to af Keiserens stærkeste Riddere?« spurgte Valdemar.
���»To hver? Herre Konge!« - spurgte Svend Starke, ligegyldig og rolig, medens han betragtede Kongen med et ærligt godmodigt Smiil og gneed sig paa Armen - »O, ja, det tænker jeg nok, vi kan magte; jeg har før taget mod tre paa eengang - men de duede da heller ikke ret meget, kan jeg troe«, tilføiede han beskeden.
���»Paa et Par Stykker meer eller mindre, kommer det ikke saa nøie an, Hr. Konge!« tog Broder Gamling Ordet, og tog nu først Gjeddehuen af sit halvskaldede Hoved, efterat han havde sat Kjølven ved sin Fod - »siden jeg slog mig fra Bogen og slap for den fordømte Faste i Klosteret, er jeg Gud skee Lov, kommen lovlig til Kræfter.«
���»Har du været paa Veie til at blive geistlig og forsage Verden? - spurgte Kongen den svære Stridsmand - det seer du mig ikke ud til.«
���»Ak ja, Herre Konge! - svarede Broder Gamling - jeg begav det ogsaa itide: den megen Fasten og Beden bekom mig ilde; det var ogsaa kun en andægtig Grille, jeg havde faaet, fordi jeg havde slaaet et Par Hestetyve ihjel i Slagsmaal, og da jeg derhos kom for Skade at slaae min Prior et Breviar i Panden ved Ottesangen, maatte jeg løbe derfra med halv Tonsur; men derfor hedder jeg dog Broder Gamling til min Dødsdag.«
���Kongen underrettede dem nu om Sagen, og de paatoge sig med Glæde at møde de keiserlige Riddere, naar de maatte fægte paa deres egen Viis uden alle ridderlige Konster.
���»Eders Guldsporer og ridderlige Skjold maae I dog medbringe - svarede Kongen - at Fjenden ikke skal vrage Jer. Naar I kun ikke overtræde Tourneerlovene, gjør I forresten bedst i at fægte som I ere vante til; det kan Ingen formeene Jer.«
���Dermed lod han den Sag være afgjort og lod de to stærke Friser gaae tilbage til det lystige Lag, de havde forladt blandt deres Kammerater.
���»Og nu, min ædle Beengjerd!« - sagde Valdemar og vendte sig kjærlig til Dronningen, da Hærførerne og Ridderne havde forladt Kongeteltet for at berede Alt til Slaget - »lov mig nu, at du ikke imorgen uden Nødvendighed vil udsætte dig for nogen Fare! - Jeg har givet efter for dit heftige Ønske, og din Nærværelse her i Leiren har gjort den forsagteste Krigsmand forvoven; men skal jeg med Rolighed og Besindighed ordne Slaget, maa jeg vide dig sikker.«
���»Jeg vil dele Fare som Ære med dig, min Valdemar! - svarede Beengjerd - jeg var ikke værd at nævnes Valdemars Dronning, hvis jeg nu krøb i Skjul og søgte Sikkerhed, hvor det gjælder dit Liv og din Ære.«
���»Men husk paa, min Beengjerd! det er et dobbelt dyrebart Liv, du sætter paa Spil: det Haab, du nylig har glædet mig med« -
���»Frygt ikke derfor! - afbrød Beengjerd ham og rødmede - den raske Bevægelse og den livlige Spænding i Felten er mig visselig langt tjenligere, end den Frygt og Uro, jeg vilde pines af, naar jeg ikke kunde følge dig. Den raske Krigstummel gjør mig dobbelt sund og glad. - Stilheden og Uvisheden om din Skjæbne vilde dræbe mig og vort spæde Haab.«
���»Nu vel da, saa følg mig, kjække uimodstaaelige Tryllerinde! - svarede Valdemar og omfavnede hende heftig - til Seir og Lykke blev Volmar fød - naar jeg seer Ilden i dine Øine, seer jeg, Stjernerne sige Sandhed, og jeg tvivler ikke paa Lykken og Seiren.«
���Næste Morgen, da Solen stod op, stode begge Hære i Slagorden ligeoverfor hinanden. Midt imellem Hærene holdt et lige Antal af tydske og danske Riddere, som Kampdommere ved Dystriddet, og to saakaldte Vaabenkonger, med deres Fjæderhatte og hvide Marskalksstave i Hænderne, afmaalte Kamppladsen tilligemed deres Herolder og de saakaldte Vaabenpersevanter. Fra den keiserlige Hær foer nu et Par strunke Riddere frem, hvis Pragt og Vaabenglands syntes at ville blænde Alles Øine. De tumlede deres sorte Hingste med stor Lethed og Færdighed og lode dem gjøre de forvovneste Spring, medens de svang deres Landser og med høi Røst udfordrede deres Modstandere.
���Kongen holdt rolig ved Beengjerds Side for Midten af den danske Hær, omgiven af Erkebisp Andreas, Bisp Peder, Ivar Glug, Absalon Bælg og hundrede af de anseeligste danske Riddere. Junker Strange og Carl af Rise holdt sig nærmest til Dronningen; thi de havde den hemmelige Befaling af Kongen, ikke at vige fra hende og med deres Liv og Ære at staae ham inde for hendes Sikkerhed. Grev Albert holdt stille og alvorlig paa høire Fløi i sin sorte Rustning, og ved venstre Fløi tumlede Grev Otto utaalmodig sin fnysende Hingst.
���Paa Kongens Vink rede Svend Starke og Broder Gamling ud af Frisernes Slagrække, paa et Par smaa muntre Heste, med deres lange Spær i Hænderne. Deres smaa runde Skjolde bare de i en Rem paa Ryggen og ved Siden bare de korte brede Slagsværd i simple Jernkjæder. Deres Dragt var forresten som sædvanlig og de vare hverken forsynede med Hjelm eller Harnisk.
���»Sender Kongen af Danmark os et Par af sine ringeste Svende? - spurgte den ene af de keiserlige Riddere - I maae nok være vante til at fægte med Hælene, siden I bære Skjoldet paa Ryggen. Slige Karle agte vi ikke at slaaes med.«
���»Vi vilde kun ikke skræmme Jer med vore Skjoldmærker - sagde Broder Gamling - derfor toge vi dem paa Ryggen. Naar vi fægte med Hæle, er det ellers kun mod vore Bæster.«
���»Hvad seer jeg? I bære jo ordentlig Guldsporer, naar bleve I da slagne til Riddere?« spurgte den anden keiserlige Herre og loe haanlig.
���»Det skal jeg saamæn sige Jer - svarede Svend Starke - vore Guldsporer vandt vi uden stor Møie, da vi sidst joge de Keiserlige over Elben.«
���»Den uforskammede Grobian! - mumlede den keiserlige Dystridder og vendte sig til sin Sidemand - skal vi indlade os med dem eller ikke?«
���»Det gaaer her ud paa Spot og Drillerie, mærker jeg - svarede den anden - men vil I som jeg, Hr. Ridder! saa lade vi de lurvede Karle undgjælde for deres Dumdristighed, hvad enten de ere ordentlige Riddere eller ikke; vi svore jo Bispen høit og dyrt at nedlægge hvem vi mødte, og her er ingen Tid at spilde. Tag I ham, der gav Jer det grove Svar! jeg tager ham med Gjeddehuen.«
���Derpaa rykkede Ridderne tilbage, satte sig i Angrebsstilling og fore frem med fældede Landser mod deres Fjender, som ikke lode til at bekymre sig derom, men bleve holdende rolig paa deres smaa Heste til det Øieblik, da de stærktbevæbnede Riddere paa deres pantsrede Stridshingste syntes at skulle styrte over dem og knuse dem; men da gjorde Friserne et pludseligt Sidesving og sprang af deres Heste; ved Hjelp af deres lange Spær gjorde de et Par uhyre Spring, medens Dystridderne vendte for at gjentage Angrebet; men nu havde de keiserlige Herrer Fjenden tilfods paa deres venstre Side og fik snart begge et saadant Stød under Hjertekulen af de lange frisiske Spær, at de med al deres Styrke og Ridderfærdighed styrtede af Sadlerne.
���Svend Starke og Broder Gamling stode nu stille og gave deres Modstandere Tid til at komme paa Benene; derpaa kastede de deres Spær og styrtede saa tæt ind paa Livet af Modstanderne, at Ingen meer kunde bruge Sværd eller Dolk, men at Seiren nu ene beroede paa Armstyrken og Færdigheden i at brydes. I det første Tag strakte Broder Gamling sin Modstander til Jorden, og da den Faldne dog ikke vilde erklære sig for overvunden, men drog sin Dolk for at gjennembore ham, betænkte Broder Gamling sig ikke længe, men stødte ham Sværdet ind under Brystharnisket og gav ham sit Banesaar.
���Endnu brødes Svend Starke med sin stærke behændige Modstander, men da det varede ham for længe, slog han Dystridderen med den knyttede Haand saaledes for Panden, at Hjelmranden foer ham ind i Hjernen og han styrtede død om paa Stedet.
���Et dæmpet Veeraab lød fra den keiserlige Hær og et høit Seiersraab fra den danske. De frisiske Kæmper grebe hastig deres Spær igjen, svang sig med et Par vældige Spring paa de overvundne Ridderes Heste og rede tilbage mod deres Plads i Slagrækken, medens deres egne smaa Heste, som et Par overgivne Føl, sloge bag op og fulgte dem. Men inden de naaede Hæren, befalede Valdemar: frem! Lurerne klang i begge Hære; som et Lyn foer Grev Otto med det venstre Rytterfløi mod Fjendens høire, medens Grev Albert med besindig Kraft angreb Fjendens venstre Fløi og Valdemar selv ved Dronningens Side blandt sine hundrede kjække Riddere rykkede frem mod Fjendens Midtpunkt.
���Ottos Hidsighed bragte vel en øiebliklig Uorden i den danske Slagrække, dog den Forvirring, han derved frembragte i den keiserlige Hær, var langt større. Men nu saae han Markgreven af Brandenborg og hans Sønner ligefor sig. Han standsede uvilkaarlig et Øieblik, og det skar ham i Hjertet at see den gamle, ham saa venligt sindede Herre og sin nye Ven, den raske Ridder Johan, som sine nærmeste Modstandere. Dog han betænkte sig ikke længe: »leve Kong Valdemar Seier!« raabte han høit, ligesom for at overdøve enhver anden Tanke i sin Sjæl, og med dette Løsen foer han og hans Rytterskare saa vældigt frem, at Markgreven og hans Sønner maatte vige.
���Grev Alberts Bueskyttere vare imidlertid i fuld Virksomhed; men Bisp Valdemar gjorde ham en kjæk og fast rasende Modstand. Dog førend Slaget endnu var fuldkommen begyndt og medens Kongen endnu ved Dronningens Side rykkede rolig frem med Hærens Hovedstyrke, saae Keiser Otto ængstelig Forvirringen paa sit høire Fløi, han saae Kong Valdemar selv ligefor sig, han saae tillige den høie stolte Dronning, hvis Skikkelse, Dragt og ædle Bevægelser nu atter, ligesom før ved Beskrivelsen over hende, syntes at fremkalde et Billede for hans Sjæl, som paa den forunderligste Maade slog ham med Gru og Bævelse. »Staae de Døde op imod mig?« mumlede han og blegnede, idet han hovedkulds rykkede tilbage med Hærens Midtpunkt. Ved den Skræk og Forvirring, som herover opstod, vendte de fleste Keiserlige Fjenden Ryggen, og i et Øieblik var Flugten almindelig. Bisp Valdemar maatte nu ogsaa med stor Harme trække sig tilbage. Grev Albert fulgte Kongen, som stormede den fjendtlige Leir og nødte Fjendens Hovedstyrke til at lade Alt i Stikken og med et stort Tab af Mandskab og Heste at flygte med Keiseren og Markgreven over Elben. Imidlertid undkom Bisp Valdemar ad den vestlige Kant og kastede sig med sine Ryttere ind i Hamborg.
���Kongen standsede ved Elben og lod Forfølgelsen ophøre.
���»Gaaer det ikke anderledes til i Krigen? - sagde Beengjerd - eller vilde Keiser Otto kun give os et Lystspil og et Hestevæddeløb? paa den Maade kunde gjerne alle mine Fruer og Møer have været med uden at en eneste havde faaet Leilighed til at daane.«
���Kongen smilede, mange af Ridderne loe, og snart gjenlød hele Hæren af Latter og Spotsange over Keiserens korte Besøg og store Hastværk. Men Kongen rystede paa Hovedet: »det er mig ubegribeligt - sagde han - her stode mange tappre Mænd imod os; en mægtigere Haand maa have stridt for os; denne Seier skal vi ikke rose os af. Kan en saadan Hær flye uden Sværdslag, hvad er da Menneskestyrke?«
���Nu blev Kongen en Piil vaer, som sad fast i Dronningens Purpurkaabe. »Lader os ikke spotte Fjenden! - sagde han alvorlig - Døden har været Eder nærmere, min Dronning! end vi drømte om.« Han drog Pilen ud af Dronningens Kaabe og saae med Forbauselse, at den vendte Odden ud ad og umuligt kunde være kommen fra Fjenden. Heelt betænkelig stak han Pilen fast i sin Vaabenkjortel og taug.
���»Hvi saa bleeg, min Valdemar! - hviskede Beengjerd kjærlig - ved din Side kunde Pilen jo ikke saare mig, seer du. Det undrer mig kun, at jeg ikke saae hvorfra den kom.«
���»De Fjender, man ikke seer, ere netop de værste - sagde Kongen - den Piil har saaret mig meer, end om jeg havde tabt et heelt Slag.«
���Dronningen trykte kjærlig hans Haand og tog hans stærke Udtryk kun for en overdreven Yttring af hans Kjærlighed.
���Under lystige og overgivne Sange drog den største Deel af Hæren tilbage til Dannevirke. Kongen havde sat Svend Starke og Broder Gamling til Overhøvdinger blandt deres Landsmænd, og lod dem tilligemed Grev Otto blive tilbage med en Deel af Hæren ved Elben; Grev Albert sendte han mod Hamborg og ledsagede selv sin Dronning tilbage til Ribe. Han sørgede omhyggelig for, at hun stedse var omringet af hans meest troe og hengivne Riddere og besluttede, aldrig meer at lade sig overtale til at tage hende med i Felten.
���Paa Tilbagereisen var hun munter og glad; Kongen skjulte sin hemmelige Uro og fordulgte hende Aarsagen dertil. Det første, han foretog sig, da han var kommen tilbage til Ribehuus, var en hemmelig og streng Undersøgelse angaaende den forræderske Piil. Han viste den til Junker Strange og Carl af Rise, som havde redet Dronningen nærmest, og de forsikkrede, at de ingen Bueskytter havde seet i Nærheden. Kongen lod alle Ribe Vaabensmedde besee Pilen, men ingen af dem vedkjendte sig den som sit Arbeide. Han sammenlignede den med andre Pile i sit Rustkammer og fandt, at den havde meest Liighed med den Piil, som paa Valpladsen ved Lene var uddragen af den faldne Ebbe Sunesøns Bryst. Men hvad der fast ængstede Kongen meest derved, var en Indskrift, som fandtes paa Pilen, og som man ansaae for en hemmelighedsfuld Trudsel: der stod nemlig med Runeskrift de Ord: »jeg har Brødre.«
���Dog længe gav Kongen sig ikke Tid til at gruble herover. Han maatte benytte Øieblikket og kunde ikke lade Vaabnene hvile, skjøndt Vinteren nærmede sig og lod til at blive streng. Han vidste vel hvad Kronen i Bisp Valdemars Skjold havde for en dristig Betydning, og han besluttede, ikke at hvile, saalænge denne hans farlige og dumdristige Fjende og Efterstræber var i Besiddelse af Hamborg og havde Venner og Beskyttere i Tydskland.
���Kongens Harme mod Bisp Valdemar og hans Beskyttere var saa stor, at han i denne strenge Vinter 1216 gik med en Hær over den frosne Elb, for at afskjære ham al Undsætning. Han gjorde atter et Angreb paa Stade, plyndrede og brændte strengelig i Pfalsgreve Henriks Land og trængte lige til Zelle. Han forlod ikke Pfalsgrevens Land, førend han havde erobret alle hans faste Stæder og Slotte, tvunget Indvaanerne til Underkastelse og taget Gidsler og store Pengebøder af dem. Derpaa gik han tilbage over den frosne Elb og forenede sig med Grev Albert, som endnu beleirede Hamborg.
���Den forvovne bandlyste Bisp havde trodset ethvert Angreb og befæstet Staden saaledes, at den syntes uindtagelig. Kongens Harme var stegen til det Høieste og han svoer høit og dyrt, med Ild, Hunger og Sværd at gjøre en frygtelig Ende paa Staden, hvis den ikke overgav sig. Ved Egeskoven, hvor siden den nye Stad blev bygget, anlagde han strax en ny Befæstning, og paa den anden Side af Byen ved Skibsbakken havde Grev Albert en stærk Skandse. Elben var spærret med Pæle og Jernkjæder og saaledes al Tilkørsel saavel tillands som tilvands forhindret. Alle Landsbyer rundt om Byen havde Kongen derhos uden Skaansel ladet brænde og nu angreb han Byen med al Magt, med Armbøsser, Blider, med Pile, Ild og gloende Stene.
���Kongens Forbittrelse og den langvarige Beleiring havde gjort Krigerne vilde og grusomme. En Dag holdt Kongen paa sin hvide Hingst i Leiren ved Schlaten; rundt om han lød Beleirernes vilde Angrebsskrig, og han stod i Begreb med at give Befaling til en stor almindelig Storm; ingen Fredsforslag eller Underhandlinger vilde han høre; da bragte Grev Albert ham det Budskab, at den ængstede Bye havde overgivet sig paa Naade og Unaade, men at Bisp Valdemar atter havde undveget Kongens Harme ved Flugten.
���Forbittret over Bispens Flugt, befalede Kongen strax Ridder Ivar Glug at rykke ind i den overgivne Bye for at besætte den. »Gjør Nogen sig opsætsig, saa hug ned! - bød han - de har ingen Skaansel fortjent af mig, de Forrædere!«
���»Men, Herre Konge! - indvendte Grev Albert - betænk i eders billige Vrede« - -
���»Her er Intet at betænke - afbrød Kongen ham i frygtelig Harme - havde I betænkt Jer kortere, Grev Albert! og lagt Staden i Aske før jeg saae den, skulde den fordømte Bisp nu været begraven under dens Gruus.«
���Grev Albert taug og harmede sig over den ufortjente Dadel.
���Ivar Glug havde for sin Kjækhed og Iver under Beleiringen faaet Tilladelse af Kongen til at bære en sølvblaa Løve i sit Skjold; med dette hæderlige Vaabenmærke paa Armen iilte han nu bort uden Ophold for at besætte Staden. »Ridderen af den blaae Løve skal I lystre« - bød Kongen det bortdragende Mandskab. Men mange af de vildeste Krigere havde seet Kongens Vrede og hørt hans Ord, at Byen ingen Skaansel fortjente; disse fulgte uden Tilladelse med den unge ivrige Befalingsmand til Staden, i Haab om at faae Leilighed til at gjøre Bytte. Under saadanne Omstændigheder var det ikke muligt for den uerfarne Ridder Glug at tæmme Krigernes Vildhed og forhindre alle Uordener ved Stadens Besættelse.
���Kongen agtede endnu inden Midnat at bryde op med Leiren; han havde dertil uddeelt de nødvendige Befalinger, og tilladt Krigerne efter den langvarige Anstrængelse at forlyste sig i Leiren med Øl og Mjød. Selv var han mørk og forstemt over Bisp Valdemars Flugt. En halv Time før Midnat holdt han reiseklædt paa sin Ganger ved Leirens Udkant tæt ved Elben, paa det Sted, hvor man havde ophugget Isen for at vande Hestene. Det var en klar Maaneskinsnat; han hørte hæslige vilde Skrig i Leiren under Tummelen med det almindelige Opbrud, men holdt det for nogle berusede Krigeres Glædesskrig og agtede ikke derpaa; men nu kom de gjennemtrængende Skrig nærmere og han saae en Flok Qvinder komme hylende og jamrende fra Leiren, med flyvende Haar og sønderrevne Klæder; de fore ham med vilde Fortvivlelsesskrig forbi og nedbade Himlens Forbandelse over ham og alle Danske, idet nogle styrtede sig i Floden og bortreves øiebliklig af Strømmen under Isen, andre sank døde til Jorden af de Saar, de selv havde givet sig, og de øvrige flyede med uafbrudt Jamren til Staden.
���Kongen lod strax Grev Albert og flere Høvdinger kalde og lod iilsomst redde de Ulykkelige, der endnu kunde eller vilde reddes.
���»Hvad er det? hvad er skeet?« spurgte Valdemar med Gru og anede Ulykken. Med Harme og Afskye berettede Grev Albert hvad han selv først i samme Øieblik havde erfaret, at en Flok Krigere uden Tilladelse havde fulgt Besætningen til Staden, hvor de i deres Vildskab og Overmod, førend Befalingsmanden kunde forhindre det, havde yppet Klammerie og dræbt nogle Borgere, ja endogsaa slæbt Børn ud af Husene og myrdet dem, hvorpaa de vare vendte tilbage til Leiren i Mørkningen med en Hob unge Koner og Jomfruer, som de i Drukkenskab med barbarisk Vildhed og Tøilesløshed havde vanæret.
���Da Kongen hørte dette, blev han saa hvid i sit Ansigt som en Dødning. »De Uhyrer - raabte han - Død og Fordømmelse! det skal de betale - ingen Time skal de leve - afsted, Albert! lad Dødsdommen fuldbyrde! Enhver Kriger, som saaledes har vanæret det danske Navn, skal øiebliklig nedhugges og udryddes af Jorden. Skynd dig!«
���Taus vendte Grev Albert sin Stridshingst, og det skete som Kongen havde budet.
���Medens den bratte Bloddom fuldbyrdedes i Leiren, sad Kongen taus og stille paa sin Ganger, med dyb Smerte i det strenge Aasyn. Han saae hvor fredelig Maanen speilede sig i Elben, hvor nys de ulykkelige Qvinder vare bortrevne; han saae hvor rolig den store stjernefulde Himmel hvælvede sig over den øde hærgede Egn, hvor de gruelige Spor af alle Krigens Ulykker og Rædsler omgave ham. »Dagmar! fromme Dagmar! - sukkede han - græder du nu over mig hist i din rolige Himmel? havde du ikke bedet for den forvorpne Bisp, havde megen Jammer kunnet være undgaaet.« Han hørte de fjerne dæmpede Dødsskrig og slog det mørke Øie til Jorden. Saaledes sad han endnu taus og tankefuld paa Hesten, da Grev Albert standsede sin sorte Hingst ved hans Side.
���»Eders Villie er udført, Herre Konge! - sagde den alvorlige Feltherre - vi har nu ingen Børnemorder og Qvindeskjænder meer i Hæren. De skreg paa Skriftemaal og Sacrament. - Jeg gav dem Frist til et Fadervor; dermed kunde de vel nøies.«
���Med Deeltagelse saae den mørke ridderlige Herre det dybe Mismod i Kongens Aasyn og glemte sin Fortrydelse over det haarde, ubillige Ord, Kongen den Dag havde sagt ham: »Hvi saa nedslagen, min ædle Konge! - sagde han - skeet er skeet. Ingen skal nu sige Eder paa, at I ikke holder streng Mandstugt.«
���»Ja bag efter, naar Ulykken er skeet, - svarede Kongen - naar Synet af min Harme først har gjort Mennesker til Djævle og glubende Udyr. Hine Qvinders Skrig og Forbandelser vil jeg høre i min sidste Time.«
���»De ere hævnede! - sagde Albert - den Skamplet paa vor Ridderære er aftvættet med Blod.«
���»Men det Blod kunde være sparet - svarede Kongen heftig - hiin Skamplet skulde aldrig have besudlet min Krigerære, havde jeg havt Venner, som min Fader havde dem. Havde en Axel eller en Esbern staaet mig nær, da jeg, i min Vrede over den fordømte Bisps Flugt, glemte at lyse Fred over de Overvundne - de havde visselig erindret mig kraftig derom og ikke frygtet et vredt Ord af deres Konge.«
���»Frygt var det ikke, som bandt min Tunge - sagde Grev Albert, dybt krænket i det stolte Hjerte - Harme var det, billig Harme over ubillig Dadel - jeg frygter Ingen, min kongelige Frende! og jeg agter kun Faa saa høit, at de kan fornærme mig; det kan Ingen i Verden som I - men I er min Konge, og jeg tier.«
���»Det skal du ikke, min kjække Albert! - sagde Kongen og rakte ham Haanden - tal mig kun saaledes til, saa jeg kan see, jeg har Mænd og Venner om mig. Gud forlade os begge hvad her idag er skeet! vi baade kunde og burde have hindret det.«
���Derpaa sporede Kongen sin Hingst og Grev Albert fulgte ham til Opbrud med Hæren.
----------
���Denne oprørende Tildragelse havde gjort saa dybt og smerteligt et Indtryk paa Kongen, at det varede længe, inden han nu foretog sig noget nyt betydeligt Krigstog. Da han kom tilbage til Ribehuus, modtog han vel den glædelige Efterretning, at Dronning Beengjerd havde født ham en Søn, og han sluttede med heftig Glæde Moder og Barn i sine Arme; men næsten paa samme Tid indtraf tvende vigtige Dødsbud, som formindskede hans Glæde. Hans Svoger Kong Erik i Sverrig var død, og hans store Ven paa St. Peders Stol, den djærve og standhaftige Pave Innocenz havde endt sit mærkelige Liv og faaet Pave Honorius til Eftermand.
���En Dag sad Kongen i sit Lønkammer i en vigtig Raadslagning med Grev Albert, Erkebisp Andreas og Junker Strange.
���»Tillad mig da, Herre Konge! at jeg tager Korset saalænge og drager mod de Vantroe i Lifland - sagde Grev Albert og reiste sig, da Forhandlingerne vare endte - mig kan I dog ikke sende til den nye Pave. Medens I nu med aandelige Vaaben nøder den hellige Fader, som Keiseren før, til at besegle eders Herredømme over Christne og Hedninger og laaner St. Peders Nøgler til at lukke Fjenden ude af Landet, var det vel ikke overflødigt, om jeg beredte Eder Veien paa anden Viis og saae hvorledes Sagerne staae i Lifland, inden Ridderne med Blodkorset fordærve os Alting deroppe og bygge deres forfængelige Kirke der paa Gjøglesand med Hanswurster og gudelige Bødler.«
���»I har Ret, Grev Albert! - svarede Kongen - I kjender nu min store Plan. Hvis den lykkes, skal hele Lifland og Estland, med Guds og St. Michaels Hjelp, inden tre Aar være christnede og danske. Men jeg maa mage det saa, at jeg ikke taber den ene Krone, medens jeg griber efter den anden. Jeg maa have bundet Hænderne paa de gamle Fjender, inden jeg forlader Danmark og angriber de nye; han, som er mægtigst til at løse og binde, maa laane mig sin Haand, hvis det skal lykkes. Til at løse slige Statsknuder kan jeg ikke bruge eders Sværd, kjække Albert! men Riddere forstaaer I at haandtere, og eders Navn formaaer Meget saavel blandt Christne som blandt Hedninger. Drag med Gud og kom igjen, naar jeg behøver Eder! Tag saamange Riddere og Væbnere med, som har Lyst til at følge Jer og Iver for Sagen! De unge Riddere har ikke godt af at gaae ørkesløse, mærker jeg. Der er den unge rask Carl af Rise, som tilforn var eders Lærling og Væbner; det er en brav Knøs; han er mig hengiven med Liv og Sjæl; men han har faaet Nykker og hænger med Hovedet, som en uheldig Beiler; tag ham med og hold ham varm i Tjenesten! Med vor raske Fætter Otto er der ogsaa Ugler i Mosen: hans hovedkulds Barnetrolovelse og tvungne Lystighed huer mig ikke; lad ham forsvare eders nye Fæstning ved Trawe og hjelp mig at sørge for, at han og Ridder Carl ikke komme hinanden nær! ellers brække de Halsen paa hinanden for den dumme Histories Skyld, I nok husker. Og dermed Gud befalet!«
���Grev Albert tog nu Afsked med Kongen og forlod strax Ribehuus med Carl af Rise, Absalon Bælg og mange unge Riddere, som, ledsagede af en Deel geistlige Herrer, lode sig korse med Grev Albert og droge under hans Banner til Lifland.
���Carl fulgte sin forrige Vaabenmester med en Uro og Spænding, som Grev Albert vel anede Grunden til, men dog ikke lod til at bemærke. Den unge Ridder anstrængte sig øiensynlig for at vinde hans Agtelse og Kjærlighed; thi han haabede nu vist, at Rigmors tilsyneladende Kulde og Ligegyldighed kun var Forstillelse og Frygt for Faderens Strenghed, og at naar han kun kunde vinde den stolte Greves Samtykke, vilde hans Lykke være gjort. Paa Veien til Vestervig havde hans Søster fortalt ham saa mange smaa, betydningsfulde Træk af Rigmors barnlige og lunefulde Væsen, som alle vidnede om hendes Deeltagelse og skjulte Kjærlighed for hendes Barndomsridder, at Carl, selv med al sin beskedne Frygt, maatte fæste Liid dertil. Siden den Tid havde han forgjeves søgt Leilighed til at tale med Rigmor og teet sig saa forkeert og besynderligt, at Kongen selv var bleven opmærksom paa hans drømmeagtige Adfærd og havde troet bedst at sørge for ham, idet han gav ham en ny Leilighed til at vinde Ære og Berømmelse ved kjække og dristige Foretagender.
���Dette Middel forfeilede heller ikke sin sædvanlige Virkning, og snart var Carl den virksomste og ivrigste af alle Grev Alberts Korsriddere.
���I Riga havde Grev Albert havt en vigtig Sammenkomst med den tydske Ordens Sværdmester Volqvin og Hærmesteren Hermand Balke, som forgjeves havde anvendt al sin Overtalelseskonst paa at bringe Albert til at fraraade sin Konge al videre Indblanding i deres Foretagender mod disse barbariske Lande, hvor saamange tydske Riddere allerede havde fundet deres Grav. Grev Albert lod sig hverken skuffe eller skræmme af den listige Hærmester, hvis Plan han gjennemsaae, og efter et tilsyneladende fredeligt Forbund drog han med sine Riddere og Geistlige med den christne Hær mod Vellin, hvor Esternes Hærfører Lembit stod med en Hær af 6000 Mand.
���Korsriddernes Hær var kun halv saa stor; dog ved Grev Alberts og hans Ridderes Hjelp vandt de en glimrende Seir ved Vellin og beholdt Valpladsen.
���Slaget var endt, og Seirherrerne begrove de Faldne. Paa Valpladsen stod Ridder Carl, saaret og blødende, ved Grev Alberts Side og havde forsømt at lade sit Saar forbinde af Omsorg for sin kjære Feltherre og Vaabenmester, hvis Liv havde været i stor Fare.
���»Blev I ikke saaret eller forknuust? ædle Herre! - spurgte Carl - det saae frygteligt ud, da I laae under den styrtede Hingst blandt de rasende Vildmænd. Det var en Guds Lykke, den raske Absalon Bælg saae det itide.«
���»Min troe kjække Carl! - sagde Grev Albert bevæget - dig var det dog, som nedlagde den stærke Lembit og frelste mit Liv; uden dig havde Absalon Bælg Intet udrettet, og jeg havde nu været sønderrevet eller offret til de fordømte Afguder. Men du bløder. Lad dig forbinde! jeg fattes jo Intet. Kom lad mig standse Blodet med mit Skjærf!«
���»Tak, tak, kjære Herre! - sagde Carl - det har Intet at sige. Kunde jeg kun vise Eder engang, at jeg har saa godt og ærligt Blod i mine Aarer, som nogen riig Lehnsgreve og fornem Herre!«
���»Hvi saa? - spurgte Feltherren og studsede - har jeg nogensinde ladet dig høre, at du ikke var riig og fornem nok? Komme vi engang med Guds Hjelp med Liv og Seir tilbage til Danmark, lover jeg dig paa Kongens Vegne Borg og Fæste.«
���»Borg og Fæste kunde jeg vel leve foruden, kjære Herre! - sagde Carl - der er kun een Skat i Verden, min Hu staaer til, og kan jeg ikke vinde den, vil jeg aldrig attraae anden Lykke, end et godt Navn og en ærlig Død, helst for eders og vor store Konges Ære.«
���»Hm! - svarede Grev Albert mørk - den Skat, du drømmer om, kjender jeg nok; men slaae de taabelige Tanker af Hovedet, Carl! du er en kjæk og brav Ridder; men den Seierskrands, du famler efter, hænger dig for høit. Viid, min Søn! den mindste Sidegreen paa Skjoldungestammen, glemmer aldrig sin kongelige Rod, og lige Børn lege bedst, veed du.«
���»Jeg hørte en Historie i min Barndom - sagde Carl - den glemmer jeg aldrig; det var om den kjække ung Hagbarth, som vandt den deiligste Kongedatter iløn og qvad lyksalig om Kjærlighed og Troskab, da Bødlen førte ham til Galgen derfor. Han var en Kongesøn, det er sandt; men Ridder Folkesøn, som førte Kong Sverkers Datter af Kloster, var ingen Kongesøn.«
���»Ha, dumdristige, forfængelige Gjæk! som du dog er! - svarede Grev Albert heftig - troer du, min Datter er en letfærdig skjøn Signe eller en taabelig Nonne, som kunde tage dig for en Guds Engel og løbe bort med dig - bilder du dig ind, Grev Alberts Datter et eneste Øieblik kunde glemme hvad hun skylder mig og den høie Stamme, hvoraf hun er udsprungen - saa kjender du kun lidt til min storsindede Rigmor. Ikke engang Ravhjertet om hendes Hals kan du vinde. Havde jeg en Datter, som uden mit Minde turde give en Ridder sin Tro iløn - saa skulde vistnok ingen ærekjær Prinds eller Fyrste gjøre dig din Lykke stridig. Men nok om den Sag! Æren og Lykken vil vi ikke skjemte med. Du veed min alvorlige Mening i dette Stykke. Kan du ikke slaae de Griller af Hovedet, bliver du en Gjæk for al Verden og forspilder dit Liv paa en taabelig Drøm. Lad nu dit Saar forbinde og hold dig rolig, til det er lægt! saa vil jeg glemme hvad du her har snakket over dig.«
���Med disse Ord vendte Grev Albert ham Ryggen og overlod ham til hans egne Tanker og Saarlægens Omsorg; men Carl besluttede nu fuldt og fast, trods den stolte Grev Alberts Ubøielighed, at sætte sit Haab og Rigmors Kjærlighed paa en afgjørende Prøve.
���Imidlertid gav Feltherren ham snart Andet at tænke paa, end dristige Elskovseventyr og gav længe ham og alle Ridderne fuldtop at tage vare i Lifland.
���Da endelig Grev Albert efter mangen blodig Fægtning erfarede, at han med sin lille Hob Korsriddere Intet kunde udrette mod de talløse Hedninger, opgav han sin Plan at bestorme Øsel og modtog det ærefulde Forlig, Hedningerne tilbød ham i Riga. Derpaa drog han med sine Riddere til Slesvig, hvor Kong Valdemar havde sammenkaldt alle sine Lehnsmænd og Vasaller for at lade Dagmars niaarige Søn Prinds Valdemar krone.
���Kongens store Plan var imidlertid lykkedes: ved Erkebisp Andreas's virksomme Indflydelse hos den nye Pave havde han ikke alene erholdt pavelig Stadfæstelse paa Keiser Frederiks Erkjendelse af det danske Herredømme i Tydskland, men han havde endogsaa erholdt et Gavebrev af Pave Honorius paa Alt, hvad han fremdeles vilde erobre i Estland. De gunstigste Omstændigheder syntes at forene sig for at fremskynde det store afgjørende Tog mod de nordlige hedenske Lande, hvilket Erkebispen saalænge havde virket for, og som Grev Albert nu med Glæde saae beredt og besluttet. De vigtige Efterretninger vare nemlig indtrufne, at Keiser Otto, med stor Ruelse over sin Opstand mod Paven, under stærke Selvrevselser var død i Hartesburg med Poenitentssvøben i Haanden, og at den urolige Bisp Valdemar syntes at ville følge hans Exempel og endelig opgive sine stolte verdslige Planer; thi med stor Anger og Sønderknuselse havde han ladet sig indvie til Cisterciensermunk i Lockum Kloster i det Calenbergske. Kongen syntes nu med Tryghed at kunne forlade Fædrenelandet, saameget meer som den uroligste af hans nordtydske Vasaller Grev Henrik af Schwerin havde begivet sig paa en Valfart til det hellige Land. Valdemars Vaabenmagt var stor, og hans Hu stod nu kun til at sætte Kronen paa det store Erobringsværk, saasnart han til Folkets Beroligelse havde ladet sin Førstefødte krone. Gjerne havde hans kjække Dronning villet ledsage ham paa dette Felttog; men hun havde atter en diende Søn ved Brystet; hun kunde ikke engang være tilstede ved Kroningsfesten i Slesvig, men var bleven tilbage paa Ribehuus med sine Damer. Ingen syntes mindre tilfreds hermed, end Carl af Rise, som lønlig havde haabet at see Jomfru Rigmor igjen ved denne Fest.
���Med stor Pragt og Høitidelighed var Kroningsacten endt. Paa Slottet i Slesvig stod Kongen med Grev Albert ved Vinduet i Riddersalen og saae hvor hidsig Grev Otto tumlede sin vilde Skimmel ud af Slotsgaarden.
���»Han er vred for Alvor - sagde Kongen - men han adlyder dog. Ridder Carl har I vel ogsaa sat i Virksomhed?«
���»Han maa nu alt være ifærd med at indskibe sit Mandskab - sagde Grev Albert - jeg troede ellers den gamle Tvist imellem dem var glemt.«
���»Troer I, at eders Lærling, kjække Albert, nogensinde glemmer en Æressag? og troer I vor unge Frende har mindre Sprudeild i Blodet, end Nogen af os? De saae jo til hinanden i Kirken som det gjaldt Liv og Død. Under Felttoget holder Krigsloven dem nu i Tømme og de faae vel Leilighed til at kjøle det hidsige Blod. Jeg vilde nødig blande mig videre i Sagen. - Men hvad tykkes Eder om mine Udrustninger? kjække Albert!« spurgte Kongen nu med Stolthed og Glæde.
���»De overgaae mine dristigste Forventninger, Herre Konge! fem hundrede Langskibe og hvert paa hundrede og tyve Mand - det maa jeg tilstaae: eders rige Lehnsmænd har ikke sparet paa deres Skatte.«
���»De velhavende Kjøbstædsborgere ikke heller - svarede Kongen - og vor fromme Erkebisp har foregaaet sine Bisper med et priseligt Exempel; han er bleven ung igjen den gamle troe Andreas. Selv Bisp Peder, som man allerede sagde død, har reist sig med Liv og Kraft fra sin Sotteseng og vil være med.«
���»Dette Tog har i mange Aar været de kjække Sunesønners Yndlingshaab - bemærkede Grev Albert - det er intet Under, at de understøtte det med Lyst og Kraft; og visselig! den fromme Erkebisp havde Ret: førend hele Landet er undertvunget og christnet, bliver der ingen Ende paa Barbariet og Vederstyggeligheden derovre: jeg har nu selv seet de oprørende Spor af deres Menneskeoffringer og Grusomheder mod de Christne; de rive Indvoldene ud af dem som glubende Uhyrer. Enhver christen Sjæl maa nu velsigne eders store dristige Foretagender, min Konge! Men knurre ikke Bønderne over det svære Krigsstyr? de fem hundrede Smaasnekker med Mandskab og Fødemidler er intet ringe Bidrag.«
���»Hoben veed aldrig selv hvad den vil - sagde Kongen - kun det veed Bonden, at han vil have gode Dage; Æren og Seiren tager han gjerne med, naar sligt kan faaes for Intet. I den fromme salig Dagmars Tid var jeg for skaansom og eftergiven; derfor skriger man nu paa, jeg er haard og streng, og min ædle kjække Dronning er dem især en Torn i Øiet. Dog det jævner sig vel. Folkegunsten er som Veir og Vind; den blæser ikke længe fra eet Hjørne. Den Konge, som vilde bekymre sig derom, blev snart en Bold for alle Vinde. Jeg veed nu hvad jeg vil og hvad jeg kan. De fromme Herrer Klerke knurrede ogsaa, da jeg førstegang lagde dem Skat paa; nu, da det gjælder et Korstog, er ingen villigere og ivrigere, end de.«
���»Drager du nu i Krig, Fader! saa tager du mig vel med?« afbrød en lille guullokket Dreng Kongens og Grev Alberts Samtale, idet han klyngede sig kjærlig til Kongens Knæ og betragtede ham bedende med de venlige blaae Øine. Det var Festens niaarige Konge, den lille Prinds Valdemar. Kongen betragtede den skjønne Dreng med inderlig Glæde.
���»Det er førstegang, du beder mig om sligt - sagde han venlig og klappede Drengens røde Kinder - naar du blev Konge, vilde du jo have Fred med hele Verden; nu er du paa en Maade Konge, min Søn! men til du bliver større, gjør du dog bedst i at holde Ord.«
���»Jeg vil altid holde Ord - svarede Drengen - jeg vil ogsaa gjerne have Fred med alle Mennesker; men den fromme Erkebisp sagde jo idag, at der kun var Fred hos Gud i Himlen og at enhver from Christensjæl maatte kæmpe mandelig paa Jorden for Guds Rige. Skal jeg dog engang være en rigtig Konge og føre Krig for at forsvare Landet, saa maa jeg jo ogsaa lære det, Fader! og see hvordan du bærer dig ad, at jeg engang kan blive en ordentlig Konge, som du.«
���»Min fromme Dagmars Søn - sagde Kongen bevæget - du har din Moders sagtmodige Hjerte, som du har hendes Øine og Haar. Du bliver neppe nogen stor Kriger; men jeg vil sørge for, at du med Guds Hjelp kan blive en lykkelig Fredsfyrste.«
���»Kan der da aldrig blive en rigtig Konge af mig - spurgte Drengen og de klare Taarer stode ham i Øinene - hvorfor lod du mig da krone i Kirken idag? Erkebispen meente dog, jeg vilde blive en god Konge, og alle Folk raabte høit og glædede sig derover; men hvad kan det hjelpe Altsammen, naar jeg ikke, som du, kan forsvare Folket og Riget og tvinge de ugudelige Hedninger til at lade være at stege og pine de Christne.«
���»Du skal fra idag af have en Vaabenmester, min Valdemar! - svarede Kongen - naar jeg kommer hjem igjen, skal du vise mig hvad du har lært, og naar jeg saa næste Gang drager i Leding, skal du følge mig; derpaa har du mit Ord.«
���Dermed var Drengen beroliget. »Du maa ikke troe, jeg er bange, Fader! - sagde han glad - jeg tør nu ride paa den graae Hingst og jeg græder aldrig meer, naar jeg støder mig; kun naar du er vred og kalder mig en fiin spærlemmet Pigedreng, eller naar jeg har gjort Nicolai Fortred« - -
���»Du gode fromme Dreng! - afbrød Valdemar ham heftig, idet han løftede ham op til sit Bryst og kyste ham - Gud lade dig bevare dit kjærlige Sind til du bliver gammel og graa! feig og forsagt vil du ikke derfor blive; hvad du mangler i Styrke vil han give dig, som er stærk i de Svage, sagde din salige Moder.«
���Dermed slap han Drengen og lod ham løbe tilbage til Grev Clauses lille Nicolaus og hans andre Legebrødre.
���Kongen var bevæget. Billedet af hans fromme Dagmar var atter blevet levende i hans Sjæl og havde stemt ham mildt og veemodigt. Han lod Grev Albert berede Alt til Afreisen og gik ind i Slottets Rustkammer for at iføre sig sin Rustning.
���»Havde hun levet i denne Time - sagde han ved sig selv - maaskee havde hun nu dog bedet for de arme forblindede Hedninger - maaskee havde hun nu spurgt mig om det ogsaa kun var for Guds og den hellige Christendoms Skyld, jeg griber Sværdet igjen - og Dagmar, Dagmar! hvad skulde jeg svare dig? - Nei, nei, jeg er ingen Helgen - jeg vil ikke hykle for mig selv - tilgiv mig, fromme Sjæl! - jeg er det gamle Verdensbarn endnu og jeg kan ikke Andet. - Til Seir og Lykke blev Volmar fød! - ha Beengjerd, min kjække Beengjerd! din dristige Aand forstaaer mig kun ganske. Hvad de høie usynlige Magter bestemte Valdemar til, skal han blive.«
���Han iførte sig nu sit gyldne Harnisk; derpaa tog han Skjoldet med Hjerterne og de sølvblaae Løver fra Væggen. »De stolte Løver skal ikke blues og ruste - sagde han - men Hjerterne ikke heller; nei visselig! ingen vild umenneskelig Kriger vil jeg vorde: de hedenske Qvinder skal ikke, som hine Ulykkelige, forbande mig og de Danske. Streng Mandstugt vil jeg holde - Mildhed og Forbarmelse skal med det hellige Kors ledsage mit Sværd og mit Banner - jeg være saa verdslig som jeg vil - jeg kæmper dog for Korsets som for Kronens Ære.«
���Nu faldt hans Øine paa en stor rød Plet paa Flisegulvet, som man forgjeves havde søgt at udslette og lagt en gammel Pantsersærk over for at skjule. »Ja, her var det den blodige Gjerning skete - her myrdede Gildebrødrene Kong Niels - sagde Kongen tankefuld - det var Landets egne Børn, som myrdede deres lovmæssige Konge. Hm - mod mig knurrer man nu ogsaa og mod Beengjerd; jeg gjør heller ikke Folket lykkeligt, siger man - ha, hvad større Lykke vil man da, end Ære og Seir - naar havde Danmark siden Knud den Store da en Konge, som var mægtigere og bød over en større Hær, end jeg i denne Time. Det koste hvad det vil! Valdemar Seier maa fortjene sit Navn.« Derpaa greb han Sværd og Skjold og forlod det skumle Rustkammer.
���En halv Time efter foer Kongen ned ad Slien for selv at være tilstede ved Hærens Indskibning. Dagen efter drog den unge kronede Prinds Valdemar tilbage til Ribehuus med sit Følge, medens hans mægtige Fader stod under det bugnende Seil paa sin Dragestavn i Spidsen for tusinde Seilere og omringet af sine Riddere og Lehnsmænd. Blandt de mange geistlige Herrer, som fulgte ham paa dette Tog, vare, foruden Erkebispen og Bisp Peder, den slesvigske Bisp Nicolaus og de liflandske Bisper Herman og Theodorik, og blandt hans Vasaller og Lehnsmænd saaes dennegang ogsaa en ham tro og hengiven Vender, den kjække Fyrst Witzlaw af Rygen. Paa et af de største Langskibe stod Grev Otto blandt Friserne med Svend Starke og Broder Gamling ved Siden, og i Spidsen for de fem hundrede mindre Skibe foer Carl af Rise paa en let Seiler, paa hvis Speil den forvovne Elsker havde ladet sætte Rigmors Navn med store forgyldte Bogstaver.
----------
���Ved Lyndanisse, ikke langt fra Stedet, hvor det gamle Reval blev bygget, strækker sig en stor Sandbanke ud i den finske Bugt; der laae en Skandse, som Estlænderne ved Rygtet om Valdemars Ankomst havde stærkt besat, da de med Rette frygtede for, at han der vilde gjøre Landgang.
���De kjække Hedninger havde længe ventet dette Angreb og havde beredet sig paa at forsvare deres Afguder og deres Frihed til det Yderste. De havde samlet en uhyre stor Hær af deres Troesforvandte fra Preussen, Lithauen, Semigallien og Rusland og havde betroet Anførselen af Hæren til den berømteste af de Semigalliske Ældste, den gamle Westhard, der var ligesaa bekjendt for sin Grusomhed mod de Christne, som for sin Snildhed, Kjækhed og Drabelighed i Kampen.
���Aldrig var der i disse Egne seet saa stort et Antal Krigere samlet. Deres Styrke var saa stor, at den gamle Westhard troede, det blotte Syn af slig en Magt maatte være tilstrækkeligt til at skræmme den dristigste Fjende tilbage. Uagtet han ikke havde isinde at levere noget Hovedslag ved Lyndanisse, hvor han ikke med Fordeel kunde benytte sig af hele sin Styrke paa een Gang, fandt han dog den store terasseformige Sandbanke særdeles skikket til sin Hensigt; han lod den derfor fra øverst til nederst saa tæt besætte med Krigere, at den ene ikke syntes at kunne røre sig for den anden; paa samme Maade lod han alle Høiderne ved denne Deel af Kysten besaae med Krigere, saa at man fra Søsiden intet Andet kunde øine, end lutter glindsende Hjelme og Spyd, og hele Landet derfra maatte see ud som een eneste stor Valplads, opfyldt med kampfærdige Mænd, der ikke engang havde levnet Plads til nogen Fjende.
���Øverst paa Bakken paa en stor Kampesteen stod den gamle høie Hedningfeltherre selv i sin korte Bjørneskindskjortel med det plumpe Egeskjold, prydet med et kobberbeslaget Oxehoved, paa Armen, og en stor Stridsøxe i Haanden. Han var kjendelig for Alle ved sin Kæmpeskikkelse og ved den røde flyvende Hane, han, ligesom Afguden Rhadegast, bar paa sin lodne Stridshue. Den store Stridsøxe brugte han baade til Vaaben og til Commandostav og paa dens Bevægelse mod Himlen eller Jorden kunde enhver Kriger strax see, om han skulde frem eller tilbage. Nærmest omkring ham stode Esternes Ældste og alle de unge stærke Krigshøvdinger, blandt hvilke en høi smuk Mand med en sort Løve paa Stridshuen i Særdeleshed tildrog sig Alles Opmærksomhed. Paa Høiene holdt de barføddede Hedningpræster en gruelig Menneskeoffring af fangne Christne, og under vilde hylende Sange indviede de Krigernes Sværde i de ulykkelige Slagtofferes Blod.
���I tre Dage havde Hedninghæren allerede i denne Stilling anstillet Offringer og ventet paa Fjenden. Solen stod alt høit paa Himlen den fjerde Dag, og den gamle Westhard raadslog utaalmodig med Esternes Ældste, og sine Høvdinger og meente, den store Flaade, man havde seet i Østersøen, maatte have taget en anden Vei. Da lød det pludselig: »der er de, der er de!« og man saae nu en Flaade med en stor Skov af Master flyve ind gjennem den finske Bugt, med Seilene udpustede af en rask Sydostvind.
���»Hvormange Skibe troer du der kan være? Kyriawan!« spurgte Feltherren den unge Høvding med Løven paa Stridshuen, efterat han havde uddeelt sine Befalinger og nu saae Flaaden styre lige paa Lyndanisse.
���»Med Dromer og Knorer er der vist ved de tusinde Snekker - svarede den unge Høvedsmand - men næsten Hælvten ere dog kun smaa.«
���»Saa kan der ikke være over 70,000 Mand, baade med Roerkarle og Stridsmænd - sagde Feltherren - kan du see, om Kongeskibet er med?«
���»Jeg seer et stort Langskib med en forgyldt Drage i Forstavnen og med purpurrøde Seil.«
���»Det er gamle Volmars Drage - sagde Westhard - saa er Kongen selv med, og vi skræmmer dem neppe fra Landet. Nu kun ikke for rask, Kyriawan! ere vi endogsaa ti mod een, her hjelper det os ikke, og den der gaaer et Skridt frem, naar jeg har raabt tilbage, lader jeg som en Christenhund levende opskjære.«
���»Ved min sorte Gud! - sagde Kyriawan mørk og berørte Løvebilledet paa sin Stridshue - maatte jeg raade, skulde ingen Dansker komme levende iland; men det maa I forstaae, strenge Høvding!«
���»Enten skal de alle flye inden min Stridsøxe synker - sagde Westhard - eller de skal Alle blive her og fortæres af vore Ravne; forstaaer du mig nu?«
���Kyriawan nikkede taus og reed kort efter bort fra Høien for at uddele Feltherrens Befalinger.
���Ved Dragestavnen paa Kongeskibet stod Valdemar i sin gyldne Rustning, mellem Erkebisp Andreas og Bisp Peder, og saae forbauset mod den fjendtlige Kyst, som i Middagssolen blinkede af de utallige Hjelme og Spyd. Et større Antal Fjender havde han aldrig seet for sig, og førstegang i hans Liv forlod den Rolighed og Besindighed ham, hvormed han ellers uforfærdet gik en overlegen Fjende imøde. Han taug og saae mange af sine kjækkeste Krigere blegne: selv i Grev Alberts dristige Ansigt saae han en Spænding og Forbauselse, som vidnede om, at han ansaae en Landgang her for umuelig.
���»Fordømt! - udbrød endelig Kongen og stampede i Dækket - er det Koglerie og Djævelsblændværk, eller har al Verdens Hedninger forsamlet sig her for at spotte os? - alle Seil ned! her var det jo Afsindighed at lande. Seilene ned!« Kongens Befaling gjenlød nu fra Skib til Skib, hvorpaa alle Seilene langsomt glede ned og hele Flaaden standsede. Et vildt hylende Haanskrig lød ved dette Syn fra Kysten og under et umaadeligt Brag af de utallige Stridsøxer og Skjolde opreistes fra alle Høiene ved Kysten lange Stager med blodige Hoveder af de offrede Christenfanger.
���Kongen og alle Krigerne stode tause og harmede sig. Bisp Peder gik urolig frem og tilbage paa Dækket og ønskede kun Tilladelse til at give sin brændende Iver Luft. Erkebisp Andreas stod imidlertid rolig med foldede Hænder og syntes at bede.
���»Nu hvad siger I? fromme Herre! - afbrød endelig Kongen hans stille Andagt med harmfuld Røst - her var et godt Raad bedre, end den bedste Bønnebog.«
���»Min Sjæl er stille for Gud - svarede Erkebispen høitidelig - thi af ham er min Forventelse. Er han eders Klippe, Herre Konge! da skal I ikke rokkes; han vil hjelpe os for sit Navns Æres Skyld og frie os og forlade os vore Synder for sit Navns Skyld.«
���»Nu er det ikke Tid at prædike om vore Synder, ærværdige Herre! - sagde Kongen utaalmodig - Siig mig kun, om I mener, vi kan lande her!«
���»Trykker ingen svar Synd eders Sjæl, Herre Konge! - svarede Erkebispen i samme Tone uden at bekymre sig om Kongens Heftighed - tør I lægge Haanden paa eders Hjerte og sige: for Guds Rige og hans Æres Skyld drog jeg Sværdet; saa land i Guds Navn! og han, som er vor Styrke, skal ikke gjøre os til Skjændsel for vore Fjender og til Bespottelse blandt Hedningerne.«
���»Hvo er reen og retfærdig for Gud? - sagde Kongen betænkelig - behøves der en Hær uden Synd til her at vinde Seier, saa maatte jeg have udskrevet Helgene til mine Landsedragere og Guds Engle til mine Ryttere. Hvad siger I? Bisp Peder!«
���»Vi ere Alle Misdædere for Gud - udbrød den ivrige Bisp og steeg op paa en Roergalt for at høres af Alle - vilde Herren nu gaae i Rette med os for vore Overtrædelser, maatte vi visselig knuses og forgaae; men han lever, ved hvem vi ere retfærdiggjorte, og ved ham skal vi leve og seire. See, hist staae de, Guds Ord og Guds Navns Foragtere, disse hedenske Uhyrer, som have myrdet vore Brødre og udrevet christne Hjerter til deres blodige Afguders Ære - see! hist svinge de vore Brødres Hoveder paa deres Spyd. Skulde vi see paa sligt et Syn og vige? nei, da maatte der ikke være en Draabe christent Blod i vore Hjerter. Tæl ikke Fjendens Arme og spørg ikke om deres Styrke! Land i Guds og alle Helliges Navn, Herre Konge! og jeg siger med den hellige Sanger: de Ugudelige have draget deres Sværd og spændt deres Buer for at fælde og slagte dem, som ere oprigtige paa Veien; men hvad skal Kjød gjøre os, naar Aanden er med os? deres Sværd skal komme i deres Hjerter og deres Been skal sønderbrydes - de skal blive som Avner for Veiret og Herrens Engle skal støde dem bort - deres Vei skal blive mørk og slibrig og Herrens Engel skal forfølge dem; men vor Sjæl skal glæde sig i Herren - den skal fryde sig i hans Frelse.«
���»Amen!« sagde Erkebispen og Kongen og alle Krigerne gjentoge det.
���Bisp Peder var nylig kommen op af en svar Sygdom; hans Aasyn var blegt som en Dødnings; men hans Øine tindrede og hans Røst var mægtig, som om en prophetisk Aand talte igjennem ham.
���»Ret saa, min kjække Bisp Peder - sagde Kongen nu glad og trøstig - I taler som en dygtig Guds Mand og paa eders Ord vil jeg lide.« - »Seilene op! vi lande!« - bød han nu med sin mægtige Feltherrestemme, og under et almindeligt Jubelraab heisedes atter de tusinde Seil. Flaaden styrede lige mod Kysten og kastede Anker; under en stadig Pileregn gik Hæren i Land paa Aareskuderne, medens Fjenden paa deres Feltherres Befaling trak sig pludselig tilbage fra Kysten og lod Valdemar, til hans store Forundring, uhindret udskibe hele sit Mandskab og besætte Høiderne ved Bugten.
���»Storm du nu strax Skandsen med dine Friser, min raske Otto!« sagde Kongen til sin unge Søstersøn, saasnart han saae Hæren paa Landet. Og Grev Otto blev glad ved strax at betroes saa vigtigt et Hverv.
���Nu vendte Kongen sig til Grev Albert. »Fjenden lader til at ville lokke os i en Fælde - sagde han - det var neppe af Frygt de droge tilbage. Saasnart Skandsen er vores, skal den udvides og befæstes stærkt, for at dække os og Flaaden Tilbageveien. Vi vil ikke overile os, Albert! her vil vi nu strax opslaae Leir. Lad Carl af Rise og Absalon Bælg imidlertid udforske Fjendens Bevægelser!«
���Den kloge Feltherre billigede Kongens Forsigtighed og skyndte sig at udføre hans Bud. Absalon Bælg var strax ved Haanden, han svang sig flux paa sin Hest og lovede at opsøge Carl af Rise, men han søgte ham over en halv Time forgjeves.
���Under den steile Bakke ved Stranden var en dyb Sandgrube, som dannede en rummelig Grotte; dette afsides Sted havde Bisp Peder strax valgt sig til Bolig, istedetfor et Telt, og Carl af Rise havde været ham behjelpelig med at berede ham et Straaleie der og bringe ham de faa Fornødenheder fra Skibet, som han ønskede. Her saae Absalon Bælg endelig forundret Carl af Rises Skimmel staae uden for Grotten og Ridder Carl træde ud deraf med et saa besynderlig høitideligt Aasyn, som om han havde seet Aander eller havt himmelske Aabenbaringer.
���Saasnart Ridder Carl hørte Kongens Befaling, kom han dog strax til Besindelse og svang sig paa sin Skimmel uden at sige et Ord.
���Medens Grev Otto nu rask og lykkelig bestormede den fjendtlige Skandse med sine dristige Friser, og den øvrige Deel af Hæren opslog Telte og forskandsede Leiren med Pæle og Græstørv, rede Carl af Rise og Absalon Bælg op mod en høi Bakke, hvorfra de troede at kunne oversee hele Egnen. Det var en smuk Sommeraften først i Juni; Veien var øde og stille; der var intet Menneske at see, og Aftensolen beskinnede fredelig det af Krigsfolk nedtrampede Græs paa de fjendtlige Sletter.
���Ridder Carl reed endnu taus og tankefuld og Absalon Bælg ventede utaalmodig paa at hans Ledsager af sig selv skulde meddele ham hvad Besynderligt der lod til at være hændtes ham.
���»Var der Engle eller Djævle i den Hule, hvorfra I kom ud, Ridder Carl! - spurgte han endelig - I har jo tabt baade Mund og Mæle derinde, og jeg kunde ligesaa gjerne ride paa Udforskning med en Træmand.«
���»Jeg var hos den fromme Bisp Peder - svarede Carl - han vil leve som Eremit i den Grotte, saalænge Leiren staaer ved Lyndanisse. Det er en mærkelig Mand, og det maa ikke undre Jer, at en Samtale med ham kan give en Lægmand fuldtop at tænke paa.«
���»Bisp Peder! - gjentog Absalon Bælg - ja vil I blive klog paa ham, kan I have nok at tænke paa; jeg tænker han gjør os Alle gale tilsidst; jeg har aldrig seet ham saa forunderlig som i disse Dage; han seer jo ud som en Død, der er opstanden af Graven, og hvert Ord, han siger, gjør et Indtryk paa Kongen og os Alle, som han var en Aandeseer eller Prophet. Den kloge Henrik Harpestræng ryster paa Hovedet og mener, at hans Sygdom og hans brændende Iver for dette hellige Tog har forvirret hans Hjerne. Han skal have sagt i sin Sygdom, at han har været død i fem Aar, men at han har bedet Gud om at maatte vende tilbage i Legemet for at være med paa dette Korstog.«
���»Hvad han saa har sagt i sin Sygdom eller ikke - svarede Carl - saa veed jeg vist, at hverken Henrik Harpestræng eller Nogen af os bliver saa klog som han i vore Dage. Naar jeg undtager hans Broder Erkebispen og Abbed Gunner i Øm, er der neppe saa lærd en Mand i hele Danmark.«
���»Han maa være saa lærd, som han vil - sagde Absalon Bælg - jeg giver ikke Stort for hans Forstand, naar han kan see Englen paa St. Lucii Spiir i Roskild true med Sværdet i Maaneskin, eller naar han, som nys i Ebelholt Kloster, kan see Voxlys og himmelske Fakler paa Abbed Vilhelms Grav. Siden han kom saa slet fra det i Slaget ved Lene, har han nok af Anger og Bodfærdighed vaaget og fastet over sine Kræfter, og det er intet Under, at han nu kan see saa mange Sole og Maaner paa Himlen som det skal være.«
���»Man sige hvad man vil! - svarede Carl alvorlig - han er en from og gudfrygtig Mand, og skulde Nogen agtes værdig til at have himmelske Syner og Aabenbaringer, veed jeg Ingen, hvem jeg snarere vilde troe det om, end om ham.«
���»Men for Pokker, er det da ikke Afsindighed - ivrede den tykke Ridder - han bilder sig jo ind, han er Kongens Skytsaand, og at Lykken ikke længer kan være med Kongen, naar han forlader ham; han vil jo have læst Kongens Skjæbne i en Bog, som ingen Anden havde Magt til at aabne - og hvad den gamle Saxo skal have sagt ham i sin Dødsstund« - -
���»Lad os ikke tale om slige dunkle og underlige Ting, ædle Ridder! - afbrød Carl ham urolig - det er ikke godt at grunde for meget paa Sligt, det overgaaer vor Forstand. Her maae vi have Øinene med os og ikke glemme hvorfor vi ere udsendte.«
���»Her er ingen Fjender at see endnu - tog Absalon Bælg atter Ordet og studsede over Carls Urolighed og den hemmelighedsfulde Alvor, hvormed han søgte at afbryde denne Samtale. Men jeg fik jo ikke at vide hvad vor nye Peter Eremit har præket for Jer i sin Hule - vedblev han - da I kom ud derfra, skulde man troe, I havde været i den syvende Himmel. Han har vel aldrig sat Jer nogle af sine fromme Griller i Hovedet? tag Jer iagt, Ridder Carl! Grillefængeriet skal være slemt til at smitte; jeg har længe mærket, at I er alt for lettroende: I har hørt saamange Mirakler og Eventyr hos den gamle Saxo i eders Barndom, at de allerforunderligste Ting synes Eder rimelige og naturlige.«
���»Med eders Forlov, ædle Ridder! - svarede Carl heftig - det er en daarlig Forstand og et taabeligt Hovmod, som vil indbilde Jer og alle selvkloge Mennesker, at der intet Andet er sandt og virkeligt, end hvad I kan tage og føle paa. Troede jeg ikke allerede i denne Verden at fornemme en høiere Natur og et inderligere Sammenhæng mellem Aand og Legeme, mellem det Himmelske og Jordiske, end det, vi daglig erfare, saa vilde Alt, hvad jeg hører og seer i Verden, kun have lidet Tillokkende for mig. Hvad Bisp Peder har betroet mig vil jeg ikke sige til Nogen og mindst til Eder. I vilde kun lee og spotte derover, eller vel endog ryste medlidende paa Hovedet over mig, som over den fromme Bisp, og sige jeg var ikke rigtig i Hovedet.«
���»Nu faaer I ikke Ro, før I har sagt mig det« tog Absalon Bælg atter Ordet og anvendte nu al sin Overtalelseskonst for at vinde Carls Fortrolighed. Han lod endogsaa tilsidst som han ikke var utilbøielig til at antage Bisp Peders Iver og Begeistring i denne hellige Krig for en Art guddommelig Indskydelse.
���»Naar I paa eders Ridderære vil love mig at tie dermed - sagde endelig Carl og gav efter for den Trang, han selv følte til at meddele sig - saa hindrer det vel ikke, at I veed det.«
���Absalon Bælg lovede Taushed.
���»Saa viid da - vedblev Carl, spændt og ivrig - her forestaaer os visselig en stor Ulykke; men naar vi gjøre Bod og Poenitentse, vil Herren sende os et Tegn i Nøden; kun ved det kan vi seire - og jeg« - her standsede han og rødmede - »troe kun ikke, det er Hovmod! jeg føler kun alt for vel hvor ringe og uværdig jeg er dertil - jeg er udseet til et Frelsens Redskab for Mange, hvis jeg ydmyg og from adlyder Vinket og giver Agt paa Tegnet fraoven.«
���»Tag ikke min dristige Mening ilde op, Ridder Carl! - svarede Absalon Bælg og havde Møie med at holde sin Latter tilbage - Enten er den fromme Bisp afsindig eller han har isinde at benytte eders og menig Mands Lettroenhed til et fromt Gjøglespil. Slaae de Tanker af Hovedet og lad os ikke vente andre Tegn og Underværker, end dem, vort gode Sværd og vor Troskab mod Kongen, med vor Iver for Christendommen og den retfærdige Sag, paa en ærlig og naturlig Maade kan fremkalde!«
���»Jeg har al Agt for eders ædruelige Forstand og eders ridderlige Dygtighed - sagde Carl fortrydelig - men jeg maa tilstaae, jeg anseer Jer ikke for at have mindste Forstand paa aandelige Ting: det undrer mig ikke, at I kun seer Afsindighed eller listig Underfundighed, hvor jeg ærer de usynlige Magters underfulde Vink og Tilskikkelse. Det fortryder mig kun, at jeg ved min Aabenhjertighed har udsat mig for eders Ringeagt og medlidende Spot; men det faaer nu saa være. Vi vil snart faae at see hvad eders Dygtighed og verdslige Klogskab og hvad al Menneskemagt her formaaer.«
���Dermed gav Carl sin Skimmel af Sporerne og reed i Fiirspring op paa Bakken, hvorfra han ved de sidste Straaler af den nedgaaende Sol overskuede Egnen. En stor Skov begrændsede Udsigten mod Sydkanten og foran Skoven opdagede hans skarpe Syn en fjendtlig Forpost.
���»I havde Ret - raabte nu Absalon Bælg og indhentede ham hastig - vi skulde havt Øinene med os og ikke sladret om Tegn og Mirakler. See engang tilbage, Ridder Carl!«
���Carl saae hastig tilbage og bemærkede med Forbauselse to Flokke fjendtlige Ryttere, som fra modsatte Sider fore mod hinanden bag ved dem og allerede havde afskaaret dem Tilbageveien.
���»Enten maae vi nu lade os nedhugge eller overgive os«, sagde Absalon Bælg.
���»Eller hugge os mandelig igjennem«, sagde Carl og drog sit Sværd.
���»Var jeg saa fast i Mirakkeltroen som I, vilde jeg troe, det var muligt - svarede Absalon Bælg og drog ligeledes sit Sværd. - Det er da vel Ulykken, der er spaaet os; see nu til, I hitter Tegnet og hjelper os ud af denne Knibe, saa vil jeg troe, I er en Mirakkelmand.«
���»Ingen Spot, Hr. Ridder! skal ikke Fjenden træffe os i skammelig Strid! Lad os i Guds Navn gjøre hvad vi kan! skal vi falde, fordres der Intet meer af os i Verden; saa maae Andre fuldbringe hvad vi ikke vare værdige til.«
���Med disse Ord foer Carl mod Fjendens sluttede Rytterlinie, uden at see, om hans Vaabenbroder fulgte ham eller ikke. Snart reed Absalon Bælg forpustet ved hans Side og nær var det dristige Foretagende lykkedes dem. To fjendtlige Ryttere styrtede ved det første hidsige Angreb, og Linien var brudt. »Nu rask afsted!« raabte Absalon Bælg og sporede sin lette Hingst. Men Carl skammede sig ved at vende Fjenden Ryggen; han vendte sin Ganger i ubændig Stridslyst; Absalon Bælg bandte ham heftig, men vendte ogsaa og foer ham til Hjelp. Der faldt endnu en fjendtlig Rytter; men i samme Øieblik vare de to forvovne Riddere tæt omringede af hundrede fældede Spyd. De vare upaatvivlelig blevne gjennemborede fra alle Sider, havde ikke en stærk mandig Stemme raabt nogle Ord, som de ikke forstode, idet den unge Hedninghøvding pegede paa den sorte Løve paa sin Stridshue.
���»Vi overgive os paa Tro og Love« - sagde Absalon Bælg og overrakte den fjendtlige Høvding sit Sværd.
���Carl beed sig harmfuld i Læben og tabte Sværdet af den saarede Haand.
���Paa et Vink af Høvdingen vare de i et Øieblik bundne.
���»Under den Sorte os Seier, skal han have Jer med Huud og Haar - sagde den vilde Kyriawan - I ere et stoltere Offer, end hundrede Oxer.«
���De fangne Riddere blegnede, og midt i Rytterhoben maatte de nu følge Kyriawan og hans overmodige Ryttere til Skoven.
���De tvende unge Ridderes Udeblivelse bekymrede Kongen og alle Ridderne høilig, og der blev udsendt et større Antal Riddere til at udforske Egnen og Fjendens Stilling. Erkebispen og Bisp Peder vare især urolige for Carl af Rise, og Bisp Peder indesluttede sig taus og betænkelig i sin Hule.
���Skandsen var indtaget og befæstet, og Kongen tænkte paa at rykke frem i Landet, da endnu ingen Fjende lod sig see. Nogle Dage gik imidlertid hen med Raadslagninger og Tilberedelser. En Morgen, da Alt var beredt til Opbrud, meldte der sig et stort Gesandtskab af Esternes Ældste. Kongen, som just opholdt sig i den forjagne liflandske Bisp Theodoriks Telt, modtog dem der og hørte med Forundring og Glæde deres Andragende. De lovede nemlig en fuldkommen Underkastelse og forlangte at døbes. Erkebispen og nogle af de andre Bisper døbte dem strax med stor Glæde ved Stranden, hvorhen Kongen selv og hans vigtigste Hærførere og Riddere havde ledsaget dem. Men Bisp Peder traadte ud af sin Hule og rystede betænkelig paa Hovedet; han vilde ingen af dem døbe, men nærmede sig til Kongen og hviskede ham et hemmeligt Ord i Øret. Dog Kongen bekymrede sig ikke derom; thi den ivrige Bisp syntes ham hver Dag mere forvirret og gaadefuld.
���De hedenske Gesandter havde lovet at bringe alle deres Landsmænd til at underkaste sig og lade sig døbe, saavelsom at tilbagesende de to fangne Riddere; de bekræftede deres Løfter med Eed under mange underlige Fagter, medens de kastede Stene i Vandet over deres Hoveder. Derpaa bleve de med prægtige kongelige Gaver tilbagesendte til deres Landsmænd.
���Da de droge bort, fulgte Bisp Peder dem i nogen Frastand og saae, hvad han havde formodet, at de omhyggelig afvaskede deres Hoveder i det første Vandsted, de traf paa, og dette var ham et sikkert Tegn paa, at de kun i en listig forrædersk Hensigt havde besøgt den christne Leir og kun paa Skrømt havde modtaget den Daab, de saaledes ilede med at aftvætte. Han tøvede ikke med at underrette Kongen og Grev Albert derom; men hans hemmelighedsfulde Væsen og sære ivrige Adfærd bestyrkede dem endnu mere i den Formening, der allerede var udbredt om ham, at han leed af Sygdom og Sindsforvirring; og man fæstede ingen Tro til hans Advarsler. Han tiltalte Kongen med haarde og dristige Ord af Jeremias og gik som en truende Ulykkesprophet tilbage til sin Hule.
���Næste Dags Aften vare de fangne Riddere endnu ikke tilbagesendte, og til Fjenden havde man Intet videre hørt eller seet. Kongen holdt et alvorligt Krigsraad i sit Telt; men i Leiren gjorde Krigerne sig tilgode, og man troede, at dette hele Felttog allerede saagodtsom var endt uden Sværdslag.
���I et af de største Telte sade Svend Starke og Broder Gamling ved Ølkruset blandt de sjællandske Ryttere, Kyradskrigere og Bueskytter. De talte om Keiser Ottos Flugt og deres Tvekamp med de to keiserlige Riddere. Alle roste Kongens Manddom og Tapperhed.
���»Men hvad siger I da om Dronningen - tog Broder Gamling Ordet - aldrig har jeg endnu seet saa herlig og mandhaftig en Qvinde. De Keiserlige vare, min Tro, mere bange for hende, end for os Alle tilhobe.«
���»Det er intet Under - sagde en gammel Rytter - hvem er ikke bange
for hende? den Onde skinner hende jo skinbarlig ud af de sorte Øine.
Har I ikke hørt hvad hun sagde til Kongen Morgenen efter Brylluppet og
hvad alle Folk synger om hende i Danmark?« Derpaa greb han Kruset og
begyndte at synge: [Note: See Visen om Dronning Beengjerd i danske Viser fra
Middelalderen.]
»Aarle om Morgenen langt før Dag
Hun krævede sig for Morgengav':
Give I mig, kjære Herre! Samsøe
Og en Guldkrone af hver en Møe!
Vee da vorde hende Beengjerd!«
���»Hold Mund med den dumme Nidvise! - raabte Broder Gamling - den har jo den puklede Claus Klumpe gjort, fordi han ikke strax fik Guld og grønne Skove for sine Dumheder.«
���»Syng I kun Visen! - raabte en heel Flok sjællandske Ryttere - Visen er god nok: hun har ingen bedre fortjent; hvad var det saa Kongen sagde?«
���»Kongen sagde nei - vedblev den Gamle - han talte et godt Ord for de fattige Møer; men Qvinden blev ved at plage ham.« Og nu sang han igjen
»Min kjære Herre, lad det saa være!
I lade ikke Fruer Skarlagen bære!
Min Herre, den Bøn maa I mig vide:
I lade ikke Bondesøn god Hest ride!
Vee da vorde hende Beengjerd!«
���»Skam skulde hun faae, vilde hun tage vore gode Heste fra os, Skam skulde hun faae! - raabte alle Rytterne efter hverandre og gjentoge Omqvædet - bliv ved! hvad sagde saa Kongen dertil?«
���»Han sagde nei, og talte et godt Ord baade for Fruer og Bønder; men Qvinden blev ved at plage ham: hun vilde have Landet beslaaet med Jernlænker, saa at ingen Sjæl skulde komme ud eller ind, uden at pines for Told, og dertil skulde den fattige Bonde føre Kul og Ved og Borgerne betale de Ribe Smedde; men saa slog Kongen i Sengefjælen for hende, saa det knagede.« Dermed slog den halvdrukne Rytter i Feltbordet og sang:
»Min Fader var en Konning for mig,
Han havde en Fader til Konge for sig,
Uden slige Paafund danske Konger sig føde
Og lægge ikke Bønder og Borger strax øde.«
���»Det var vel svart af Kongen - leve Kong Valdemar! en Slyngel hvo der svigter den Skaal!« raabte alle Rytterne i Munden paa hverandre og tømte deres Kruus.
���»Den Skaal drikker jeg med af Hjertens Grund - sagde Broder Gamling og stak sit Kruus ud til Bunden - Kongen leve! men Dronningen, min Salighed, med! og synger I endnu et Nidvers om den kjække stolte Dronning Beengjerd, ved alle Helgene og Djævle, saa faae I med mig at gjøre, om I saa var hundrede Skabhalse og Hallunker om mig.« Her satte han sit Kruus saa fast i Planken, saa det brast.
���»Bryd du dig ikke om den forløbne Munk, Kammerat! - raabte nu en ung stærk Kyradskriger og reiste sig - de frisiske Storpralere skal hverken forbyde os at synge eller drikke.«
���»Syng! syng!« raabte alle Rytterne og Bueskytterne og reiste sig.
���»Ja, hvor var det nu vi slap?« sagde den gamle Rytter, lidt betænkelig, og saae til Broder Gamling og Svend Starke, som stak Hovederne sammen og knyttede de vældige Næver.
���»Fy for den Lede, Kammerat! tør du ikke synge meer? - raabte den unge klammerielystne Kyradskriger - ere vi saa mange Sjællandsfarer her og skulde lade os lumpe af et Par Friser? Tør ikke du, saa tør jeg: vil I vide hvad Dronningen sagde, saa hør efter!« Og nu sang han med vrængende Stemme:
»Kjære Herre! hvad tør Bonden mere ved
End Vændredør og Flagreled?
Hvad skal Bonden med mere i Boe,
Foruden en Øxen og en Ko?
Vee da vorde hende Beengjerd!«
[Note: Vandredør: sammenflettet Vidiedør.]
���Men neppe havde den unge Kyradskriger sjunget dette Vers, førend han tumlede til Jorden, truffen af et svært Ølkruus i Panden. Idetsamme sprang Broder Gamling og Svend Starke over Bordet midt ind iblandt Rytterne, og der begyndte saa alvorligt et Slagsmaal, at de to frisiske Kæmper, med al deres Styrke og Behændighed, nær vare blevne ihjelslagne, havde de ikke faaet hastig Hjelp af deres Kammerater og Landsmænd, som ilede til i Hobetal og blandede sig i Slagsmaalet.
���Den Larm, som herved opkom i Leiren, naaede snart Kongeteltet, og Kongen udsendte strax Grev Albert med streng Befaling til at holde Orden og Mandstugt. Kun med Møie lykkedes det den alvorlige Feltherre, ved hans store Anseelse blandt Krigerne, at bringe dem til Rolighed. Da Slagsmaalet endelig var ophørt og nogle Krigere strengelig straffede, sang de sjællandske Ryttere dog endnu langt ud paa Natten Smædesange om Dronning Beengjerd, og Kongen hørte selv med stor Harme det hadefulde Omqvæd:
»Vee da vorde hende Beengjerd!«
eller som nogle sang:
»Skam faae hun Beengjerd! Herre Gud være med Kongen!«
���Valdemar blussede af Forbittrelse og stod alt i Begreb med at udstede en frygtelig Befaling mod de dumdristige Oprørere; men da lød pludselig det Skrig i Leiren: »Fjenden! Fjenden!« og i et Øieblik var der saadan en Forvirring og Uorden i hele Leiren, at det ikke var muligt for Høvdingerne at samle deres Mandskab. Kongen greeb sine Vaaben og foer ud af sit Telt. Det var en mørk og stormfuld Nat. Faklerne udblæstes. Krigerne løb frem og tilbage. Fra fem forskjellige Sider i Leiren lød der Forfærdelsesskrig og Vaabenbrag, og fra alle fem Kanter styrtede Fjenderne frem med vilde hylende Angrebsskrig. Kongen svang sig paa sin Ganger med Grev Albert og Grev Otto. Han anstrengte sig forgjeves for at bringe Orden i Hæren. Naar Fjenden dreves tilbage paa een Side, trængte han frem fra fire andre, og Mørket gjorde al ordentlig Modstand umulig. En Flok Hedninger, ledsagede af hine forræderske Gesandter, brøde endogsaa ind i Bisp Theodoriks Telt, hvor de den forrige Dag havde seet Kongen; de troede, det var Kongeteltet, og myrdede Bispen, i den Formening, at det var Kongen. De slæbte det mishandlede Liig om med sig og raabte: »Kongen er falden! Kong Volmar er falden!«
���Da de Danske hørte dette, blev Skrækken og Forvirringen endnu almindeligere.
���Udmattet af den spildte Anstrengelse, standsede Kongen tilsidst sin Ganger og saae fortvivlet mod den mørke Himmel. »Forbarmende Gud! - raabte han - forlader du mig i denne Ulykkesnat!«
���»Endnu er der Frelse og Forbarmelse foroven, naar I omvender Eder, forblindede Konge!« lød idetsamme en velbekjendt kraftig Røst i hans Øren. Det var Bisp Peder, der holdt paa en sort Hingst ved hans Side med en brændende Fakkel i sin Haand; de sneehvide Haar fløi om hans blottede Hoved, hans blege Aasyn var stærkt oplyst af Fakkelskinnet, og der brændte en Ild i hans Øine, som fast forfærdede Kongen.
���»Herren staaer de Hoffærdige imod - sagde Bispen med huul Stemme og slyngede den gnistrende Fakkel - kun de Ydmyge giver han Naade; ydmyg Eder, Herre, for Kongernes Konge! sværg ham Bod og Bedring! - lov mig helligt, at I aldrig meer vil høre paa den stolte Beengjerds Raad eller plage Folket over dets Evne! - giv den hellige Nicolaus's Kirkeskat tilbage, som I med vanhellig Haand har frataget Helligdommen, som en formastelig Kirkeraner!«
���»Død for Fordømmelse! hvad vover I at sige mig, Afsindige!« udbrød Kongen forbittret og hævede i sin Harme Sværdet mod Bispens blege Aasyn og hvide Hoved.
���»For Gud i Himlens Skyld! tæm eders Vrede, Herre Konge! - raabte nu Erkebisp Andreas og reed i sin erkebispelige Ornat ind imellem Kongen og Bisp Peder - læg ikke Haand paa en from Herrens Tjener, fordi han siger Eder Sandhed. Ogsaa jeg maa sige det: Herren har taget sin Haand fra Eder for eders Synders Skyld, og lover I ikke Bod i denne Stund, maae vi visselig Alle forgaae.«
���»Gudsdød! ere de da alle besatte - mumlede Kongen. - Nu vel, ærværdige Herre - sagde han høit og fattede sig - jeg lover Bod og Omvendelse, hvis det endelig saa maa være; men her er ingen Tid til lang Poenitentse - hvad Raad veed I da i denne helvedes Nød og Forvirring?«
���»Det er St. Viti og Modesti Dag [Note: Den 15de Juni.] - tog nu Bisp Peder atter Ordet - den skal blive mærkelig i Danmarks Krønike; men St. Laurentii Aften ei mindre; lad den blive en Bods- og Faste-Aften, Herre Konge, for alle Mænd i Danmark fra Tolvaarsdrengen til den udlevede Olding!« -
���»Nu vel, lad dem faste i Guds Navn til evig Tid! - sagde Kongen utaalmodig - men hvad hjelper det os her?«
���»Hvad Herrens Lys kan hjelpe, kan I allerede legemlig see - svarede Bisp Peder og pegede mod Øst, hvorfra det første Dagningslys udbredte sig over Leiren - og see hist, Herre Konge! seer jeg ret, flyer nu Fjenden fra Strandbjerget for den kjække Witzlaw.«
���»Fra det Bjerg skal jeg under Bøn vise Eder Veien til Seiren«, sagde Erkebispen rolig og foldede sine Hænder.
���»Men hist flygte mine danske Ryttere. Afsted!« raabte Kongen og vendte sin Hingst.
���»Nei bliv! jeg besværger Eder, Herre Konge! - raabte Bisp Peder med en Myndighed, som Kongen, uden at vide hvorfor, maatte adlyde - Seer I hvor Esterne standse? - og see, hist fører Grev Albert alt de Flygtende tilbage; der kommer Grev Otto med Friserne. Giv Hæren Tid til at samle sig om Eder og forsøm ikke Morgenbønnen! Før Solen staaer op, er vor Stund ikke kommen.«
���»Gudsdød, er I en Hexemester, fromme Herre! - sagde Kongen forundret - I har Ret, nu kommer der Orden i Tingene. Lovet være Herren!«
���»I Evighed, Amen! - tilføiede Bisp Peder - Men bie paa ham, og hør mig! Fjenderne trække sig kun tilbage for at komme igjen som et Hav; de har seet os i vor Svaghed, lad dem see hvor vi søge vor Styrke!«
���»Han har Ret, Herre Konge! - sagde Erkebispen - byd Hæren knæle og bede! den Stund er ikke spildt, hvori vi ruste os med de himmelske Vaaben.«
���»Jeg faaer vel at troe Jer, I fromme Herrer!« sagde Kongen, og saasnart Hæren nu var samlet, lod han den rolig opstille i Slagorden udenfor Leiren, og uden at bekymre sig om Fjendens udæskende Haanskrig og stærke Fremrykken med deres umaadelige stedse voxende Vrimmel, bød han Hæren knæle og istemme den sædvanlige Ottesang.
���Kongen steeg selv af sin Hest og knælede med Erkebispen og Bisp Peder i Spidsen for Hæren. De dybe Psalmetoner rungede mægtigt og høitideligt mod den rødmende Morgenhimmel, og Hedninghærenes vilde hylende Skrig forstummede.
���I dette Øieblik stod Solen op.
���»Nu, i Guds og alle Helliges Navn, frem!« raabte Kongen og svang sig paa sin hvide pantsrede Stridshingst; og nu begyndte det store mærkelige Volmar-Slag, som for en stor Deel afgjorde Estlands Skjæbne.
���Efter Valdemar kan Slaget med Rette bære dette Navn, skjøndt det ikke stod ved Staden Volmar, som Nogle have meent. Ikke langt fra Lyndanisse og det senere byggede Reval betegne endnu de mange Høie bag det store saakaldte Strandbjerg den mærkelige Valplads.
���Hedningernes Styrke var overlegen og den gamle Westhard anførte dem med udmærket Klogskab og Sindighed. Hvor den røde Hane blinkede paa hans Stridshue, maatte ofte de Danske vige; men da Kongen mærkede det, rykkede han selv med Hærens Hovedstyrke mod dette Punkt, medens Grev Albert kastede de tappre russiske Hjelpetropper tilbage, og Grev Otto med de lette Ryttere paa venstre Fløi havde fuldt op at skaffe med at holde den unge dristige Kyriawan Stangen.
���Kampen fortsattes med stor Tapperhed og Udholdenhed fra begge Sider til over Middag; men nu begyndte de Danske at udmattes; Fjenden derimod forstærkede sig idelig med friske Krigere, og deres Mængde var saa stor, at hvor mange der end faldt, syntes de dog stedse talrigere. Nu indtraf der en Begivenhed, som syntes ganske at skulle bringe Seiren paa Hedningernes Side. Den kjække Kyriawan havde seet, at hvor Hærens Hovedbanner vaiede, strede de Danske med den største Orden og Sikkerhed. Paa Banneret var af Dronning Dagmars fromme Haand Kongens Vaaben, de tre sølvblaae Løver og de fire og tyve gyldne Hjerter, afbildet; det var plantet paa en Høi, hvorfra det kunde sees af hele Hæren. Nærmest ved det streed Grev Otto, blandt Jyderne, og de raske Friser med Svend Starke og Broder Gamling i Spidsen. Ved en snild Vending vidste Kyriawan at lokke den hidsige Otto og de to frisiske Kæmper med deres Ryttere bort fra Høien; og medens Kyriawan lod sine Ester flye for dem, foer han selv med en liden udvalgt Flok Ryttere op paa Høien fra den modsatte Side og erobrede Banneret med en fast utrolig Hurtighed og Raskhed.
���Da de Danske nu ikke længer saae det store kongelige Banner vaie, bleve de som lynslagne af Forfærdelse, og der opstod en saadan Forvirring i Hæren, at selv Kongen og Grev Albert tabte Haabet og ansaae Slaget allerede for tabt.
���Men nu raabte Bisp Peder med høi Røst: »Seer mod Himlen, Christne! og forsager ikke! - seer I Tegnet fraoven!«
���Krigerne standsede og saae mod Himlen, og i Stormen hvirvlede et stort rødt Banner med et hvidt Kors over deres Hoveder.
���»Jo høiere det løftes, jo nærmere er Seiren«, lød, som gjennem en uhyre Raaber, en stærk og mægtig Røst, som Ingen mærkede hvorfra kom, men som mange troede kom fra Himlen.
���»See, det er vor himmelske Konges Banner - raabte Bisp Peder - kun ved det kan vi seire; men falder det i Fjendehaand, maae vi visselig forgaae.«
���»Et Vidunder, et Vidunder!« raabte Alle forbausede, medens Banneret fløi høit over deres Hoveder og bares af Stormen hen imod Hedningernes Hær, uden at Nogen kunde naae det og gribe det.
���»Frem, frem! - raabte Bispen - redder det himmelsendte Banner!« og med en Iver og Kraft, som kun et guddommeligt Vidunder syntes at kunne indgive, styrtede de opflammede Krigere fremad.
���Idet Banneret saaledes hvirvlede hen over begge Hære, stode Absalon Bælg og Carl af Rise afvæbnede paa en Høi, der var omringet af estniske Fodfolk, og hvor de blandt en Hob andre christne Fanger bleve bevogtede, for strax efter Slaget og Seiren at offres til Afguderne. De vare begge modfaldne. Absalon Bælg forbandede Carls taabelige Mod, som var Skyld i deres Ulykke; men Carl hørte det ikke: han knælede og bad. Han og Absalon Bælg vare de eneste af Fangerne, som ikke vare bundne; thi den kjække Kyriawan havde af Agtelse for deres Tapperhed ladet dem befrie fra Baandene den sidste Dag, de kunde vente at leve.
���Da Carl nu med en inderlig Bøn for Kongen og sine Landsmænd opløftede sine Øine mod Himlen, saae han det glindsende Korsbanner over sit Hoved. »Tegnet! Tegnet - Frelse fra Himlen!« raabte han som afsindig af Glæde og sprang op. Banneret dalede paa Toppen af Høien; han greb det og svingede det begeistret over sit Hoved.
���Solen skinnede paa det hvide Kors, og Carl af Rises høie Skikkelse var kjendelig for alle Danske paa den himmelblaae glindsende Rustning. Hjelmen var faldet af hans Hoved; hans lange gule Lokker flagrede i Stormen om hans Skuldre, og som han saaledes stod, lignede han Engelen Michaels Billede, som han undertiden forestilles med Seiersbanneret i Haanden og med de nedstyrtede Dæmoner under sine Fødder.
���Ved Høiens Fod var Kamp og Tummel. »Seer! seer! - raabte Bisp Peder - det himmelske Banner er i christne Hænder midt blandt Fjender.« Med Svend Starke og Broder Gamling ved Siden huggede Grev Otto allerede ind paa de estniske Fodfolk, som bevogtede Høien, og inden disse kunde forhindre deres Fanges dristige Foretagende, laae de knuste under Hestehoven, og de danske Ryttere omringede Høien.
���Otto havde strax kjendt Jomfru Kirstines Broder i den skjønne dristige Fanefører. Han sendte øiebliklig ham og hans Staldbrødre Vaaben og Heste, medens han selv vedblev at adsprede Fjenden. Nu foer Carl paa en høi hvid Hest, med det hellige Banner opløftet i begge Hænder, hen til det Sted, hvor Kongen og Grev Albert trængtes haardest. Absalon Bælg slog mandelig ved Carls Side, og en ung rask Svend ved Navn Uffo med 34 kjække Væbnere ledsagede ham. Alles Øine vare henvendte paa det vidunderlige Korsbanner, og hvor det vaiede ved Kongens Side, maatte Fjenderne flye.
���Imidlertid stod Erkebisp Andreas, omringet af sine Bisper og Klerke, paa Toppen af det saakaldte Strandbjerg, hvor en Mængde Blider og store Krigsmaskiner vare opstillede; derfra kunde han oversee begge Hæres Bevægelser og derfra sendte han ofte Kongen vigtige Raad og Vink under Slaget. Med inderlig Bevægelse saae han den store Fare, hvori han med sine fromme og velmeente Raad, som den ivrigste Opmuntrer til dette Korstog, havde styrtet Kongen og sine Landsmænd. Da han saae Kyriawan borttage det kongelige Banner, sendte han ufortøvet et Iilbud til Kongen med et vigtigt Budskab og lod strax sætte alle Krigsmaskinerne i Bevægelse, men Blidernes Kraft var for svag til at naae Fjenden, som nu endogsaa havde afskaaret ham al Forbindelse med Kongen og Hæren. Han saae Fjendens store Overmagt og bad knælende, med brændende Andagt og hede Taarer, idet han opløftede sine Hænder mod Himlen.
���Længe laae han i denne Stilling og nu hørte han det glade Udraab blandt sine Klerke: »de Danske seire - Fjenden viger!«
���Han priste Gud og blev ved at bede; men da han tilsidst af Mathed lod de oprakte Hænder synke, hørte han Klerkerne raabe: »Vee! de Danske vige.« Da blev den gamle Andreas pludselig heelt underlig tilmode; han erindrede sig hvorledes Moses ved sin mægtige Bøn havde nedbedet Seiren fra Himlen. »Store forbarmende Gud! - udbrød han - vilde du høre mine brændende Bønner og give dine Kæmper Seier for dit Navns Æres Skyld, da maatte jeg vel bede og anraabe dig til mit sidste Aandedrag.« Og han udstrakte atter de bævende Hænder mod Himlen.
���»Fjenden flygter - Kongen seirer!« raabte nu Bisperne og Klerkene forbausede; og da samme besynderlige Sammentræf endnu een Gang indtraf og de Danske vege, idet den udmattede Erkebisp atter lod Armene synke - da ilede Bisperne og Klerkene til og understøttede knælende den fromme Erkebisps Hænder. Saaledes vedbleve de nu at understøtte ham i Bøn og Paakaldelse saalænge Slaget stod, til endelig ved Solens Nedgang den hele estniske Hær tog Flugten over de mange tusinde Liig og forfulgtes med Seiersraab af de Danske.
���»Lovet være den Almægtige!« sagde nu Erkebispen og vilde reise sig; men han sank bleeg og udmattet tilbage i Bispernes og Klerkenes Arme. Dog, da nu Kongen og alle Hærførerne med glade Seiersraab forsamlede sig om ham, reiste han sig atter med Styrke og begyndte et høitideligt Te Deum, som Kongen og hele Hæren med Glæde og Andagt istemte, medens Carl af Rise svang den vidunderlige Korsfane over Kongens Hoved.
���Den besynderlige Begivenhed med denne Korsfane, der siden, under det berømte Navn Dannebroge, bevaredes som en Helligdom i Slesvig Domkirke, forklaredes vel af Nogle paa en naturlig Maade, og Fanen ansaaes siden af Mange for et af Paven hidsendt Cruciat; men Sagnet om dens Nedfalden fra Himlen bevarede sig dog hos Folket til de sildigste Tider og gav dette National-Palladium en saadan Ærværdighed og Hellighed hos Folket, at det hvide Kors i den røde Grund igjennem Aarhundreder betegnede de danske Søkrigere Veien til Roes og Magt og blev i Danebrogsordenen et Hæderstegn for Fædrenelandets fortjente Mænd, med den betydningsfulde Indskrift: for Gud og Kongen.
���Da Te Deum var sjunget paa Valpladsen, uddrog Kongen sit Sværd og lod de 35 unge Væbnere fremkalde, som med Carl af Rise og Absalon Bælg havde bevogtet det forunderlige Banner og ført ham og Hæren til Seier under dets hellige Tegn. I Hærens Paasyn slog han dem alle til Riddere og gav dem Tilladelse til at bære et hvidt Kors i rødt Felt i deres Skjold. Carl af Rise og Absalon Bælg gav han samme hædrende Vaabenmærke, hvorhos han lovede Carl af Rise, at hans Faders forskertsede Lehn, Karise Gaard og Gods, skulde nu, da den gamle Radulf var død, afstaaes ham og hans Livsarvinger til evig Tid, uden Tab for Radulfs Sønner, som Kongen paa anden Maade vilde holde skadesløse.
���Carl bøiede sit Knæ og kyssede Kongens Haand med inderlig Glæde og Taknemmelighed, ikke alene over det gjenerhvervede Fædrenegods, som han høilig elskede, men fornemmelig fordi han nu haabede med Held at turde beile til Grev Alberts skjønne Datter; thi han haabede endnu stedse, at det var Sandhed, hvad hans Søster Kirstine havde forsikkret ham, og at den skjønne lunefulde Rigmor virkelig elskede ham iløn.
���Der var stor Glæde og Lyksalighed i Leiren hele Natten, og Dagen efter havde allerede Ridder Carl og mange af de unge Riddere faaet deres Skjolde prydede med det nye hædrende Mærke.
���»Til Lykke, Ridder Carl!« sagde Grev Albert næste Morgen til den unge Lehnsherre af Rise, som med glædetindrende Øine traadte ind i Feltherrens Telt, med sit friskmalede Skjold paa Armen, og fortalte ham, at han nu, da dette Korstog saa lykkelig var endt, havde faaet Tilladelse af Kongen til at følge ham tilbage til Danmark og tage sit Lehnsgods i Besiddelse.
���»I er en Lykkens Yndling - sagde den alvorlige Feltherre i noget kold og fremmed Tone og betragtede ham med gjennemtrængende Blik - som Erkebispens Pleiesøn og Bisp Peders Fortrolige, maa I forstaae lidt meer, end jert Fadervor, mærker jeg, siden I, uden at slide paa jert Sværd, forstaaer at hente os Seiren fra Himlen.«
���»Derfor priser jeg hverken min eller noget Menneskes Kløgt, strenge Herre! - svarede Carl med troskyldig Ærlighed - den vidunderlige Begivenhed med Banneret er mig ligesaa ubegribeligt et Guds Under, som den maa være Erkebispen og ethvert Menneske. Men I har Ret: jeg maa prise mig lykkelig, at jeg med al min Ringhed værdigedes til at gribe det hellige Klenod, da det sendtes os.«
���»Vær ærlig og oprigtig, Ridder Carl! - sagde Grev Albert mørk - og lad de Klerketalemaader fare! Jeg anseer Jer ikke for nogen eenfoldig Sværmer; skal jeg ikke ansee Eder for en listig Hykler, saa siig mig Sandhed! Miraklet med Banneret var en Aftale mellem Eder og de fromme geistlige Herrer, som paa dette Tog baade vilde være Feltherrer og Propheter, ja vor Herre selv, om det kunde gaae an. Hvad den halvafsindige Bisp Peder har drømt og spaaet, har den snilde Erkebisp bragt til Opfyldelse; saameget er idetmindste vist, at Banneret kom fra Bjerget, hvor Erkebispen og alle Klerkene stode.«
���»Ved den levende Gud! Herre Greve! - sagde Carl forbauset og med krænket Æresfølelse - I fornærmer høilig baade mig og hine fromme ærværdige Herrer, hvis I troer, at vi ved et bedragerisk Gjøglespil har villet bespotte Gud og holde Kongen og alle Christne for Gjæk. Hvor var desuden nogen Aftale mulig? jeg stod jo fangen midt blandt Fjenderne.«
���»Men hvad Vind det var, vidste man dog, og hvor langt en Blide kan virke ligeledes; eders Rustning var ogsaa kjendelig nok paa Høien. Har I da ikke sagt til Absalon Bælg og alle de andre Krigsfanger, da Banneret faldt, at det var Tegnet fra Himlen, som I ventede? og hvem uden Bisp Peder eller Erkebispen har bedet Jer vente paa Tegn og Mirakler?«
���»Ingen anden; det er Sandhed, Herre Greve! og kalder I det en Aftale og et beregnet Gjøglespil - saa« - -
���»Saa kalder jeg Barnet ved dets rette Navn, var der endogsaa lidt Lykketræf med - afbrød Albert ham heftig - I skal ikke bilde mig ind, at Guds Engle eller nogen Skrædderhelgen i Himlen giver sig af med at sye smukke Silkefaner og Standarter til os. Lad Folket længe nok opbygge sig med slige Eventyr! naar den Tro giver Krigerne Mod, er den saavel mig som Kongen velkommen; men jeg er for gammel til at holdes for Gjæk af Klerke og deres forløbne Læredrenge. Tilstaaer I mig ikke Sandheden, Ridder Carl! saa vov aldrig meer at træde for mine Øine! Var jeg eders Herre og Vaabenmester og tog jeg mig af Eder fra eders Barndom, for at I nu skulde lade Jer bruge til at kaste mig og enhver ærlig Ridder Blaar i Øinene og hjelpe til at fordunkle min Feltherreære ved et taabeligt Gjøglespil?«
���»I Guds og alle Helliges Navn, ædle Herre! - svarede Carl med Haanden paa sit Bryst - har jeg sagt Eder en Usandhed og nogensinde tænkt paa at bedrage Eder eller nogen christen Sjæl, saa maa Bødlen sønderbryde mit ridderlige Skjold og lade det slæbes bagvendt gjennem Skarnet af det usleste Øg, saa vil jeg lade Ridderskabets hellige Mærke udslette af min Skulder med kogende Vand, og I maa lade mig nedslæbe fra Skafottet til Liigbaaren under evige Forbandelser som en falsk og æreløs Ridder.«
���»Nu vel - svarede Grev Albert med et medlidende Smiil og klappede ham paa Skulderen - jeg vil da troe, I har været et blindt og godtroende Redskab i Andres Haand. Nu vil jeg kun give Eder et godt Raad: bliv I Klerk jo før jo heller og gjør Karisegaard til et Kloster, sæt et Kors og et Dødningehoved paa eders Snekkespeil istedetfor Jomfrunavnet, som I har været saa artig at sætte der! Verdslig Daad og Lykke er dog Tant og Forfængelighed for saa from en Sjæl, som allerede er indviet i himmelske Hemmeligheder. Jeg bliver nu her tilbage for at beskytte Kirken med mine simple verdslige Vaaben og for at grundfæste Kongens Herredømme her; det tænker jeg at kunne gjøre uden Mirakler. Jeg har al Respect for Bisper og Præster saavelsom for alle Propheter og Mirakkelmænd; men en Ridder, som venter paa Tegn fra Himlen, naar det gjælder, har han ogsaa Kongen og hele Clerisiet til Ven - min Mand bliver han i Evighed aldrig.«
���Grev Albert vendte ham med Ringeagt Ryggen; og med dyb Qval i det krænkede Hjerte forlod Carl af Rise sin forrige Vaabenmesters Telt. Hans skjønne dristige Haab om at vorde Grev Albert af Nordalbingiens Svigersøn syntes for evig bortfaren, som en skuffende Drøm.
���Bleeg af Harme og Sorg og med forvildet Aasyn ilede han ned til Stranden. Det var som Grev Alberts Kulde og Foragt havde nedstyrtet ham fra en salig underfuld Himmel til en tom og glædesløs Verden, fuld af Sviig og Bedrag, og hvor selv det Helligste kun var Maske og elendig Øiensforblindelse; thi Grev Alberts Tvivl havde et Øieblik bragt ham selv til at tvivle paa Alt, hvad han dog troede at have seet og erfaret.
���Da han kom ned til Stranden, saae han en stor Mængde Mennesker samlede. I Kongens og mange Ridderes Nærværelse døbte Erkebispen og Bisp Peder en stor Skare Hedninger. Carl trængte sig frem imellem Krigerne og hvad han nu saae og hørte bragte atter Freden tilbage i hans Sjæl med Troen paa det opløftende Underværk, som han syntes her paany at see bekræftet i dets velsignede Virkninger. Blandt Hedningerne kjendte han nemlig med glad Forbauselse den vilde dristige Kyriawan, som rev den sorte Løve af sin Hjelm og traadte den under Fødder.
���»Nu veed jeg, at de Christnes Gud er mægtigere end alle andre - sagde Hedningen - Giv os en god Gud for en ond! han, som sendte Eder hiint Banner i Nøden, paa ham og ingen anden vil jeg nu troe til min Død.«
���»Maatte den vildeste Hedning komme hid for at beskæmme mig« - sagde Carl ved sig selv og slog rødmende sine Øine til Jorden. Da han opløftede dem igjen og saae den fromme Erkebisps ærværdige Aasyn, gjorde han ham en lønlig og inderlig Afbigt i sit Hjerte, fordi han et Øieblik havde ladet sig forlede til at tvivle paa hans og hans begeistrede Broders Redelighed. Carl fik nu ogsaa hele sin sædvanlige Kjækhed og Frimodighed tilbage; den skjønne Rigmors Billede fløi ham atter i livsglade Drømme gjennem Sjælen. »Herrens Haand er mægtig med mig og jeg vil ikke forsage - sagde han halvhøit ved sig selv, idet hans Blik faldt paa hans nye Skjoldmærke - den vantroe Greve skal dog see, at Kjærlighed er mægtigere, end Frygt.«
���»Ret saa, min Søn! troe paa Kjærligheden og Kjærligheden troer Alt«, hviskede en venlig Stemme ham i Øret. Det var Bisp Peder, som med foldede Hænder gik ham stille forbi til sin Hule.
----------
���Fire Uger derefter stod Jomfru Rigmor ved Dronning Beengjerds Side paa Slotssvalen paa Ribehuus og glædede sig over Kongens prægtige Seiers-Indtog paa Slottet. Den stolte kjække Dronning straalede i sin kosteligste Pragt. Hun havde efter sin sidste Nedkomst gjenvundet det friske livlige Udseende og hele den blændende, jomfruelige Skjønhed, som saa uimodstaaelig havde henrevet Valdemar den første Gang, han saae hende. Derimod syntes den lunefulde Jomfru Rigmors mindre blomstrende Kinder at røbe en hemmelig Hjertesorg, hvilket dog paafaldende modsagdes af hendes Livlighed og muntre Adfærd.
���Fremmerst i de glade Korskrigeres Skare reed nu Kongen over Slotsbroen mellem Erkebispen og Bisp Peder, og det store røde Banner med det hvide Kors vaiede glimrende over Fjærbuskene; det blev høit opløftet af en ung Ridder med himmelblaat Harnisk og lukt Hjelmgitter, i hvem Rigmor med bankende Hjerte troede at gjenkjende Carl af Rise.
���Dronningen og hendes Damer hilsede Kongen og hans Følge med deres viftende Hovedduge, og den unge Prinds Valdemar løb sin seierrige Fader sjæleglad imøde i Slotsgaarden, for at fortælle ham, at han nu kunde ride Dystrid med de største Kertesvende.
���Kongen sprang af den hvide Ganger, trykte Drengen til sit Bryst og ilede op paa Slottet i sin skjønne Dronnings Arme.
���Hun hilsede ham med Begeistring og Glæde: »Hil dig, min kongelige Helt! - sagde hun - til Seier og Lykke er du fød, og ingen Konge i Verden skal nu nævnes din Lige.«
���Med stormende Glæde trykte Kongen hende til sit Bryst. »Ja, min Beengjerd! - sagde han, svimmel af sin Lykke - nu er min Glæde og Lyksalighed først fuldkommen; nu først er den Time kommen, da jeg tør nævne mig Valdemar Seier og spørge, om nogen Mand i Verden er lyksalig som jeg.«
���»Og see vore Sønner, min Valdemar! see dog hvor de ere voxede!«
���Idetsamme løb den lille treaarsgamle Erik ham glad og venlig imøde, og den lykkelige Fader tog Drengen paa Armen og kyssede ham hjertelig.
���»Han kommer til at ligne sin Fader - sagde Dronningen - men glem dog ikke min lille egensindige Abel! han skal jo ligne mig, sige Alle; nei, see, han skjønner alt; du gjør ham ordentlig skinsyg ved at kjæle for Erik.«
���Kongen satte den smukke venlige Dreng tilbage paa Fodklædet og vendte sig nu til den lille aarsgamle Dreng med de sorte Øine, som paa Fostermoderens Arm rynkede Pande og knyttede de smaa Hænder ad Broderen.
���»For tusind Pokker! hvad gaaer der af Drengen - sagde Kongen og loe - nei, nu har jeg aldrig seet Mage - er han ikke virkelig vred; nei, det er dog afskyeligt. Var jeg ikke saa glad og lyksalig i dette Øieblik, min ædle Dronning! - sagde han alvorlig - og lignede Drengen dig ikke saa velsignet, jeg troer, sandt for Herren, jeg revsede ham strengt, hvor lille en Pusling han er. Under du ikke din Broder min Velsignelse, Dreng! eller kan du ikke give Tid til Raden kommer til dig? nu, saa kom da! dig vil jeg jo ogsaa holde af. Nei, see om han vil!«
���»Fy, Abel!« sagde Dronningen og tog Drengen paa Armen. Nu sprang Barnet glad paa Moderens Arm. Valdemar kyste den lille Egensindige og følte sig lykkelig over al Maade.
���Den seierrige Konges Hjemkomstsdag var var en Høitidsdag over hele Landet. En større og prægtigere Seiersfest var endnu ikke feiret paa Ribehuus. Erkebisp Andreas forestod den kirkelige Takkehøitid i Domkirken med høitidelige Begeistring og bød Folket love og prise den store himmelske Konge, som saa vidunderlig havde sendt de troe danske Korskrigere og deres heltemodige Konge Frelse og Seier fra Himlen. Han beskrev det himmelske Vidunder med prægtige Farver og med en saadan Sandhed og Salvelse i Ord og Aasyn, at enhver som hørte og saae den ærværdige Olding, maatte bøie sit Knæ og med ydmyg Tro tilbede den Ubegribelige, for hvem Intet i Verden er Umulighed.
���Kongen selv syntes dybt bevæget ved den fromme Erkebisps Ord; men Dronningen betragtede ham og Erkebispen med et forskende Blik og syntes forbauset over, at de begge lode til at antage hiin besynderlige Begivenhed for et virkeligt Vidunder.
���Da Kirkefesten var endt, modtog Kongen i Slottets store Riddersal sine Vasallers og ypperste Mænds Lykønskninger. Han sad med Septer og Krone ved Dronningens Side paa sin prægtige Elfenbeens Throne, og over Thronen vaiede det hellige Korsbanner. Da Rigets Raad og de anseeligste Lehnsmænd havde bevidnet Kongen deres og Folkets Glæde over hans lykkelige og seierrige Hjemkomst; fremtraadte Bisp Peder med Bispestaven i den høire Haand og en stor Pergaments-Bog i den venstre. Der glindsede en selsom Ild i hans begeistrede Øine; men hans Aasyn var blegt som en Dødnings; han var i fuld bispelig Ornat, og ved hans høitidelige Fremtræden vege Alle ærbødig tilside. Med Øinene fæstede paa Korsbanneret bøiede han sit Knæ og lagde Bogen ved Thronens Fod. Derpaa reiste han sig langsomt: »Timen er kommen, som jeg forventede - sagde han - Herren undertraadte vore Fjender og gav dem et Banner, som ham frygtede - hos ham er Livets Kilde, og i hans Lys skal vi see Lys. Hil Eder, Kong Valdemar Valdemarsøn! - vedblev han - eders Æres største Time er kommen. Det er nu vitterligt for Mennesker, at Herrens Haand er over Eder og Fædrenelandet. I en saadan Stund lovede jeg at bringe Eder denne vigtige Bog; det er den gamle Fader Saxos Arvegods til Eder og det danske Folk; det er et sanddru Vidnesbyrd om Folkets og eders høisalige Fædres Liv og Idrætter: deri kan I see som i et Speil hvortil Danmarks Folk er født og baaret, og hvad der blev af dem alle, de Store og Mægtige, som glemte Herrens Ære for deres egen og glemte Sjælens Frelse for at kaldes store blandt Daarer. Under det Frelsens Banner, Herren sendte os i Nøden, tyktes det mig sømmeligst at overrække Eder slig en kostelig Sjælegave.«
���Her afbrød Kongen ham hastig, idet han priste den salige Fader Saxos Flid og store Fortjenester og takkede Bisp Peder for den Omhue hvormed han havde ladet Bogen afskrive.
���Men Bisp Peder havde ikke udtalt; han stirrede Kongen skarpt i de mægtige Herskerøine og vedblev: »Naadens og Velsignelsens Stund er vel kommen, Herre Konge! men skal ikke Naaden vorde til Tugtelse og Velsignelsen til Forbandelse, saa ihukom hvad I lovede mig for Guds Aasyn i hiin Nødens og Forsmædelsens Nat før St. Viti og Modesti store Dag! forglem ikke i eders Lykke, at den samme Haand, som ophøiede, kan fornedre, og at Herren staaer de Hoffærdige imod, men giver de Ydmyge Naade! Den forbarmende Gud velsigne og bevare Eder i sin Frygt til Dagenes Ende! men holder I ikke hvad I har lovet, da ihukom mine sidste Ord, naar en streng Dom gaaer over Eder og Folket! thi den Stærke skal blive til Blaar, siger den Herre Zebaoth, og hans Gjerning til en Gnist og der skal Ingen være, som udslukker.«
���»Forfærdeligt! - hviskede Dronningen - er den fromme Herre bleven afsindig?«
���Da reiste Kongen sig med dæmpet Harme og erklærede med Værdighed og Kraft, at han ene gav den Almægtige Æren for sin Lykke og Seier, og at han haabede, den Nød og Trængsel med Guds Hjelp skulde være fjern, som den fromme Bisp Peder i sin sygelige Tilstand og overdrevne Iver truede ham og Folket med; forresten, tilføiede han, var her ikke Stedet til at høre paa Poenitentse-Taler, som kun havde hjemme i Kirken og i Skriftestolen.
���Bisp Peder lod ikke til at høre disse Ord, han stirrede stift og uafladeligt paa det hellige Korsbanner. »Vee, Vee! - raabte han nu med frygtelig Stemme - Korset flammer over dit Hoved, Kong Valdemar! bryder du dit Ord - smelter det Kronen paa dit Hoved - see Fristeren er nær - og Dødsfjenden vaager« - - Han vilde have sagt meer; men Mælet forlod ham pludselig, han tabte Bispestaven af Haanden og sank knælende og udmattet til Jorden. Erkebisp Andreas og nogle Kanniker ilede ham til Hjelp og opløftede ham fra Gulvet; han hævede endnu engang sine Arme mod Himlen, som han vilde bede; hans Blik forklaredes, som han saae et himmelsk Syn over Kongens Hoved, og han sank død tilbage i deres Arme med et venligt Udtryk af Fred i det ærværdige Aasyn.
���Denne Tildragelse havde rystet Alle og frembragt en stor Forstyrrelse i den almindelige Glæde. Taus og tankefuld, forlod Kongen Riddersalen med den forbausede Dronning, med hvem han havde en lang og fortrolig Samtale i Eenrum.
���Jomfru Rigmor havde ved Høitideligheden i Riddersalen staaet blandt Damerne ved Dronningens Side og forgjeves seet efter Carl af Rise blandt Ridderne. At han ikke var bleven tilbage i Estland med hendes Fader og Grev Otto, vidste hun, og at det var ham, der ved Kongens Indtog havde baaret Korsfanen, formodede hun vist; men hvorfor han havde redet med tillukt Hjelmgitter og ikke siden ladet sig see, var hende ubegribeligt. Hun fandt det ikke passeligt at spørge efter ham, men sad endnu tankefuld og urolig i sit Kammer henad Aften, da hendes gamle Fostermoder Marthe, som sædvanlig, kom trippende, med hendes Skarlagenskaabe paa Armen, for at følge hende til den hellige Vesper i Domkirken.
���»Jeg troer jeg vil læse mit Ave iaften herhjemme, gode Marthe! - sagde Rigmor mismodig - jeg har Hovedværk og er endnu ikke kommen mig af Skrækken over den arme Bisp Peder, som saaledes faldt død om iblandt os.«
���»Ak ja, det maa have været et forskrækkeligt Syn - sagde Marthe og ordnede Lægene i sin Blyantskaabe - jeg takker min Gud og Herre, at jeg ikke var fornem nok til at faae det at see; men det Forskrækkeligste derved var nok hvad den fromme Guds Mand skal have sagt til Kongen paa sit Yderste.«
���»Det forstod jeg ikke ret - sagde Rigmor - men Dronningen sagde, det var en vild forvirret Tale, som der ingen Forstand var i.«
���»Ak ja, ak ja! - sukkede Marthe - hvad en Døende siger er der gjerne meer Forstand i, end denne Verdens Børn har Lyst til at forstaae. Men hør! nu ringer det til Vesper; skal jeg da gaae alene iaften? Nu ja, som I vil, min hjerte Jomfru! det vil vist ellers blive smukt og opbyggeligt der iaften. Kongen og Dronningen kommer der og alle de unge Riddere. Ak ja, de Stakler har vel ikke længe hørt et fredeligt Gudsord for bare Krig og Tumult, og Mange ere blevne ilde nok tilredte. Der er nu den unge Hr. Carl af Rise - ak ja« - - her paakom der den Gamle en slem Hoste.
���»Nu, hvad han da? hvad han da?« spurgte Rigmor utaalmodig og ængstelig.
���»Ih, ham har jo Hedningerne hugget Næse og Øren af - sukkede Marthe - derfor gaaer han nu altid med lukket Hjelm.«
���»Gud i Himlen!« raabte Rigmor og blegnede.
���»Ak ja, saaledes gaaer det til i Krigen - vedblev Marthe - hans stakkels Søster og hans Moder vare komne saa glade hertil for at tage imod ham, og saa skal de finde ham saaledes lemlæstet! hvad hjelper det ham nu, at han er bleven Lehnsherre af Karise? nu er der dog ingen Pige i hele Landet, som vil tage ham, om han saa havde ti Slotte og Godser. Han skal derhos være hjertesyg, Stakkel! han var neppe kommen hertil, førend han maatte gaae til Sengs, og den Sygdom bliver vist hans Helsot: det skal være udaf lønlig Elskov til en smuk fornem Jomfru. Ak ja, der er megen Sorg og Nød i denne syndige Verden.«
���»Arme, arme Carl! - sukkede Rigmor sagte - Men hvem har da sagt dig alle de Ulykker? Marthe! jeg vil haabe, du lægger det Halve selv til, som du pleier.«
���»Jeg har saamæn hørt det af Jomfru Kirstine selv, det stakkels fortalte Pigebarn, som man engang snakkede saa meget ilde om her. Jeg troede, hun var død og begraven; men som jeg før gaaer over Horsetorvet, hører jeg Nogen raabe: Marthe! lille gode, fromme Moer Marthe! og da jeg skal see mig for, staaer saamæn og sandelig, det stakkels Pigebarn grædende i Døren hos Mester Troels. Hun havde blot kaldt paa mig for at fortælle mig den Ulykke med Broderen og for at spørge mig om jeg ikke meente, I nok kom til Vesper i Domkirken iaften; for hun vilde saa inderlig gjerne see Eder igjen, men vilde ikke give sig tilkjende for nogen Mo'ers Sjæl; og jeg maatte da love hende at
tie som en Muur. Hun fortalte med sine grædende Taarer, at hun nu intet Raad i Verden vidste for sin arme Broder, uden at gaae i Kirke og bede for ham. Ak ja!«
���»Kom med Kaaben, Marthe! følg mig strax til Kirken! hvorfor sagde du mig ikke det strax?«
���»Jeg havde jo lovet at tie, hjerte Jomfru! jeg tænkte ogsaa nok, at I som et fromt Christenbarn ikke vilde forsømme eders Ave.« Hun hængte nu hastig den statelige Kaabe om Jomfruens Skuldre og fulgte hende ud af Døren. »Jomfru Kirstine vilde saa inderlig gjerne tale med Jer - vedblev hun - maaskee er det ikke heller værre med hendes Broder, end at han jo nok kunde komme sig, naar vi alle kjønt vilde bede for ham, og det vil I vist ogsaa gjerne, min hjerte Jomfru! jeg har jo nok mærket, at I altid har holdt en Klat af den raske smukke Dreng; men Hilleskam! nu er han jo en stor og berømmelig Ridder; det var jo ham, der greb den hellige Fane, som en Engel fløi lige ned fra Himlen med. Han maa vist være en from og gudelig Herre, siden en saadan Naade kunde vederfares ham - og nu har han baade Borg og Fæste. Havde kun de ugudelige Hedninger ikke skamferet ham saa ilde, ak ja, hvem veed hvad der saa endnu kunde skee? jeg drømte saamæn om ham forleden Nat og om Jer med, lille Jomfru Rigmor! og jeg syntes han var baade heel og holden og saa sund og frisk, som en Fisk; hvem kan vide, om ikke en Engel fra Himlen ligesaa godt kan give ham et Øre og en Næse igjen, som den velsignede Fane og al den Lykke og Ære.«
���Saaledes blev Marthe ved at snakke, medens Rigmor ilede taus og beængstet foran hende til Domkirken. Den deeltagende Jomfru tænkte kun paa sin kjære Barndomsridder, som saaledes var lemlæstet og vanheldet, og hun bebreidede sig i sit Hjerte, at hun kunde tænke saa meget paa hans Udseende, naar han laae dødssyg af Elskov til hende, og hun dog havde ham saa inderlig kjær, som hun havde. Marthe havde Møie med at følge sin urolige Jomfru, som hun i den halve Skumring ikke turde forlade. »Giv dog Tid, hjerte Jomfru! - stønnede hun og hostede - det sømmer sig ikke at løbe saa stærkt for en ærbar Jomfru, hvorvel det er til Kirke, og jeg kan, sandt for Herren, ikke vinde med. I finder dog ikke Jomfru Kirstine uden jeg er med.«
���Rigmor maatte nu finde sig i at gaae langsommere. »Du gaaer ogsaa som en gammel Snegl idag, Marthe! - sagde hun utaalmodig - Vesperen er vist forbi, inden vi komme der.«
���»Jeg har ikke løbet saaledes i tyve Aar - stønnede Marthe - Gud give, I altid maa være saa ivrig til Bøn og fromme Gjerninger, min hjerte Jomfru! ak ja, i mine unge Dage kunde jeg nok have løbet omkap med Jer.«
���Da de nu traadte ind i den store dunkle Kirke og havde besprængt sig med Vievandet ved Døren, knælede Marthe først andægtig og bad; Rigmor fulgte hendes Exempel; derpaa fulgte hun Fostermoderen til en af de nederste Kirkestole, hvor hun saae en høi, statelig smykket Jomfru i Silkekaabe og med en glimrende Guldtop; hun var ene i Stolen og knælede paa Bønskammelen med en Rosenkrands og et Breviar i Haanden.
���»Der er hun!« hviskede Marthe; og Rigmor kjendte strax Jomfru Kirstines Søndagskaabe og den Sølvmors Hoveddug, hun selv engang havde baldyret til hende; men hun saae kun et Glimt af hendes kjære venlige Ansigt; thi saasnart Nogen nærmede sig, skjulte Kirstine strax sit Ansigt med Hoveddugen.
���Rigmor skyndte sig ind i Stolen og knælede ved hendes Side. »Kirstine, kjære Kirstine!« hviskede hun og rakte hende hemmelig Haanden.
���»Ak, kjæreste Jomfru Rigmor! - hviskede Kirstines velbekjendte Stemme, medens Rigmors Haandtryk besvaredes varmt og heftigt under Kaaben - jeg har saa meget at sige Eder; men her tør jeg ikke: jeg vil ikke kjendes af noget Menneske uden af Eder.«
���»Følg mig siden til mit Kammer! men siig mig nu kun eet Ord! er din stakkels Broder reent skamferet?«
���»Ak, desværre - sukkede Kirstine - men hvad værre er: han døer af Elskov til Eder.«
���»Arme, arme Carl!« sukkede Rigmor.
���»Virgo amata, ora pro nobis!« [Note: Beed for os, elskede
Jomfru!] sang Marthe og tyssede paa dem. Og de talede nu ikke meer sammen,
førend de havde læst deres Ave Maria til Ende og uden
Anstød kunde forlade Kirken.
���Nu gik de Arm i Arm, ledsagede af Marthe, op mod Slottet, og Rigmor bestormede den sørgmodige Veninde med tusinde kjærlige Spørgsmaal om Carl, hvilke hun dog meest kun fik besvarede med heftige Haandtryk.
���»Ak, du veed jo, kjære Kirstine! hvor meget jeg altid har holdt af ham! og det gjør mig saa bitterlig ondt, at jeg saaledes kunde forstille mig imod ham Kongens Bryllupsaften. Jeg kunde kun ikke lide, at han kom saa velfornøiet og fortrolig og lod til at forudsætte, at jeg nødvendig maatte elske ham.«
���»Men I elskede ham dog ret inderlig?«
���»Det forstaaer sig; men min Fader er streng, veed du, og har bestemt mig til en udenlandsk Fyrste eller til Klosteret, og havde Carl Mod til at tænke paa mig for Alvor, maatte han dog ogsaa kunne udholde en Prøve, og ikke lade sig forskrække af en koldsindig Mine; han maatte være ligesaa dristig som beskeden, og ligesaa tro og udholdende til at vinde mig selv, som kjæk og uforfærdet til at overvinde alle Hindringer.«
���»Det skal I see han er. - Ak, men naar I nu seer ham med det eene Øre og den fæle Skramme over Næsen?« -
���»Hvad? ikke Andet? - raabte Rigmor glad - det kan da ikke gjøre ham saa forskrækkelig styg, og naar jeg ret betænker det, kjære Kirstine, maatte jeg jo dog holde ligemeget af ham, skulde jeg ogsaa aldrig kunne fordrage at see Andet af ham, end hans kjære troe Øine, og dem har han jo dog ikke mistet?«
���»Kjære velsignede Rigmor!« hviskede hendes Ledsagerinde glad og kyssede hende uden at tage Sløret tilside. Og nu løb de op ad Slotstrappen til Rigmors eensomme Værelse. Gamle Marthe gik ud med Rigmors Kaabe, og de vare alene.
���»Men tag dog nu den dumme Stads tilside, gode Kirstine! jeg har jo endnu neppe seet dine venlige blaae Øine.« Dermed tog Rigmor den tætte Hoveddug fra sin kjære Gjests Ansigt, som hun klappede og kyste venlig.
���Med Varme og Heftighed gjengjeldtes hendes Kjærtegn. Men da tog Rigmor pludselig Haand og Mund tilbage og blev blodrød af Skamfuldhed, Glæde og Harme; thi nu opdagede hun først paa den skarpe Hage, at det var Carl af Rise selv, som hun havde favnet og betroet sin Kjærlighed til. Hun beed sig i Læben og besluttede at hevne sig tilbørlig for denne dristige List.
���»Sæt dig, gode Kirstine! - sagde hun hastig - du er, min Tro, voxet et godt Stykke og er bleven slemt solbrændt i Klosteret; du har vist ogsaa forkjølet dig paa Reisen: jeg synes du er noget hæs. Men lad os nu tale et alvorligt Ord sammen om din Broder! hvad jeg sagde dig før, veed du da nok, var min Spøg. Er han endnu den samme indbildske Gjæk, som før, og bilder sig ind, at jeg for Alvor kan lide ham? See du faaer snakket ham de Griller af Hovedet! Har han nu tilmed et Øre mindre og en Skramme over Næsen, saa kan du da nok vide, at jeg ingen Trøst kan give ham, om han saa laae ti Gange for Døden af Elskov til mig. Nei, en smuk Mand vilde jeg dog have, naar jeg endelig skulde giftes; men de fleste Mænd ere dog Gjække, og jeg vil langt heller føie min Fader og gaae i Kloster, end lade mig plage og beherske af en taabelig Ægtemand.«
���Carl af Rise blev bleeg som et Liig ved denne Tale. Paa Grund af Tusmørket og sin store Liighed med Søsteren, troede han endnu ikke, han var kjendt; han drog hastig Hoveddugen over Ansigtet igjen og taug stille; men et dybt smerteligt Suk vidnede om hvad der foregik i hans Hjerte.
���Hvor glad Rigmor end var ved at see ham karsk og uskadt, var hun dog endnu ikke hevnet nok. »Hils din Broder, gode Kirstine! - sagde hun med ligegyldig Tone - og siig ham, at jeg mener ham det ret godt og har heller ikke glemt alle de smaae artige Riddertjenester, han viste mig, da vi vare Børn; men andre Tider, andre Forhold - selv om jeg ikke gik i Kloster, kunde jeg dog aldrig tænke paa at blive en simpel Ridders Frue; der er mangen fyrstelig Beiler, han dog aldrig kunde komme i Betragtning imod.«
���»Nok, nok Jomfru Rigmor! - udbrød nu Carl fortvivlet og kastede Sløret, Kaaben og Hovedguldet paa Gulvet - I har grusomt drevet Spot med dette arme Hjerte. Farvel for evig!«
���»Ih, hvad seer jeg? kan jeg troe mine Øine - Hr. Carl! hvilken Dumdristighed! - raabte Rigmor, som overrasket og fornærmet - vover I saaledes at holde mig for Gjæk?«
���»Tilgiv mig det sidste fortvivlede Forsøg paa at udforske eders Hjertelav til mig, Jomfru Rigmor! Nu veed jeg først hvor ulykkelig jeg er. Ja, I har Ret: jeg var en taabelig indbildsk Drømmer, hvergang jeg kom vor skjønne Barndom ihu og trykkede disse visne Blade til mit Hjerte; det var Liigblomster fra min eneste og sidste Vens Jordefærd og jeg Daare bildte mig ind, de skulde faae Liv igjen og følge mig til Liv og Glæde paa min Bryllupsdag.« Med disse Ord tog han en lille visnet Krands af Buxbom og Vintergrønt fra sin Barm og vilde sønderrive den; men han standsede pludselig og trykkede den til sine Læber. »Nei, dette mit eneste forgængelige Pant paa eders Velvillie skal dog følge mig i min Grav - sagde han - og snart, snart skal Karise Kirkegaard eller Valpladsen skjule mig og min Daarskab. Rigmor, Rigmor! Gud forlade dig det! jeg vilde døe salig for dig som Hagbarth; men en tro og kjærlig Signe lever ikke meer i denne Verden. Farvel!«
���Han gjorde nu et hastigt Skridt imod Døren og vilde bort; men da faldt Rigmor ham om Halsen og loe og græd paa eengang. »Carl! min elskede Carl! - udbrød hun - vilde du virkelig lade dig hænge for min Skyld! - jeg har piint dig grusomt. Tilgiv mig! hvad jeg sagde dig paa Veien fra Kirken var Sandhed; men hvorfor ragede du dig heller ikke bedre, naar du vilde gjælde for en Jomfru?«
���»Rigmor, Rigmor! velsignede Rigmor! - raabte han ude af sig selv af Glæde og trykkede hende til sit Bryst - tør jeg troe dig? du kjendte mig og vilde straffe mig?«
���»Troe mig, troe mig, Carl! - hviskede hun kjærlig og kyste ham - om jeg saa plagede Livet af dig, jeg elsker dog Ingen som dig. Men hvilket dumdristigt Vovestykke! hvis Nogen saae os her? - hvis Marthe kom« - -
���»Marthe veed Alting, min Rigmor! den gode Gamle kunde ikke see mig døe af Elskov.«
���Nu kom Marthe hastig ind og traf de Elskende i en inderlig Omfavnelse. »Afsted, afsted, Hr. Carl! Haartop og Hovedguld paa! i Kaaben igjen! jeg er bange, der kommer Nogen - ak ja! - sagde hun ængstelig - den Ungdom, den Ungdom!« og nu pyntede hun Carl igjen med den bortkastede Jomfrustads og trippede atter hen til Døren paa Udkig.
���»Farvel, farvel, min Carl! - hviskede Rigmor - du maa vel gaae, og saaledes tør vi aldrig sees meer; mit gode Navn og Rygte og min Fader« -
���»Hans Minde faae vi aldrig, førend du er min Ægtehustru for Gud og Verden. Har du Mod, min elskede Rigmor! saa viis mig det nu! lad en Klerk forene os hemmelig endnu i denne Nat, i denne Time! lad mig føre dig til Karise! der skal ingen Magt paa Jorden adskille os.«
���»Gud forbarme sig! det gaaer aldrig godt.«
���»Jeg har beilet hos din Fader forgjeves; han er ubøielig« - -
���»Hvad? hos min Fader, førend hos mig? - her knyttede Rigmor den lille Haand og truede - havde jeg vidst det, skulde jeg have piint dig dobbelt saa længe. Nu, hvad sagde han da?«
���»Han var saa vis paa din Lydighed og din Frygt for hans Strenghed, at han for Spot halvt lovede mig dig, hvis jeg uden hans Samtykke kunde vinde blot Ravhjertet, du der bærer.«
���»Der har du det med det andet - sagde Rigmor rask og trodsig - er det sandt? Carl! troer han mig virkelig saa frygtsom og en saadan Slavinde af hans Egensindighed, saa kom, saa vil vi vove det; havde jeg ikke ogsaa en Villie, var jeg ikke Grev Alberts Datter. Det skulde gaae underligt til, skulde jeg ikke kunne gjøre ham god igjen; hvor streng han lader, er han jo dog kun en Mand.«
���»Min Brud, min heltemodige Brud!« - raabte Carl ude af sig selv af Glæde og omfavnede hende heftig.
���»Ak Rigmor! Barn, kjæreste bedste Jomfru Rigmor! det gaaer dog aldrig i Evighed an - jamrede nu Marthe ængstelig og vreed sine Hænder idet hun løb frem og tilbage - hvad vil eders strenge Hr. Fader sige? jeg er ulykkelig - jeg er dødsens, naar han faaer det at vide.«
���»Du følger med os til Karise - sagde Carl - Kongen og Erkebispen maae gjøre Alting godt hos Grev Albert.«
���»Du skal altid blive hos os, lille gode Marthe!« sagde Rigmor venlig og klappede den Gamle paa Kinden.
���»Ak ja, jeg har jo drømt det saaledes altsammen og det maa være Himlens Villie - sukkede den føielige Gamle og hentede hastig Rigmors Kaabe. - Nu saa i Guds og den hellige Jomfrues Navn - vedblev hun og kom med en Bylt under Armen tilbage - vil I selv vove og forsvare det, ak ja - saa har jeg en Frende i Kapittelhuset, som kan læse Velsignelsen over Jer i et Øieblik; men jeg er bange vi ere røbede - jeg hører Nogen paa Gangen.«
���»Stæng for Gangdøren - sagde Rigmor ængstelig - og følg os gjennem Stegerset til Baggaarden! ak Carl, Carl! nu bliver jeg dog saa angest. Ær din Fader og din Moder, hedder det« - -
���»Mod, min Rigmor! Ær din Fader med at have Mod og kraftig Villie som han! du skal forlade Fader og Moder, hedder det ogsaa. Den hellige Kirke skal velsigne os. Gud beskytter trofast Elskov; kom! det gjælder mit Liv og al min Lyksalighed i Verden. Over mit Hoved komme Følgerne! jeg er beredt paa Alt.« Derpaa tog han hende rask om Livet og førte hende hastig og ubemærket ud af Slottet for at udføre det vovelige Foretagende.
----------
���»En fordømt Streeg!« sagde Kongen Dagen efter og gik, reiseklædt, med et aabnet Brev i Haanden, frem og tilbage i Dronningens Gemak. - »Derfor havde han saadan Hast med at faae Lehnsbrevet udstedet og faae Orlov til jeg selv drager i Leding. Gudsdød! en slig Dumdristighed har jeg ikke hørt Mage til siden Historien med Ridder Folkesøn og Kong Sverkers Datter. Og hvad er nu herved at gjøre? Grev Albert tilgiver dem det aldrig i Evighed; kommer han hjem, river han Karisegaard ned over deres Hoveder og fordrer Ægteskabet hævet af Cleresie og Pave.«
���»Skade for den vakkre Rigmor! - sagde Dronningen - kan de reddes, min ædle Konge! og kan Grev Albert paa nogen mulig Maade forsones« -
���»Derpaa er ikke at tænke. Alt hvad jeg kan gjøre er, at lade dem have Fred saalænge muligt, og lade Grev Albert blive i Estland, saalænge der er nogen rimelig Grund dertil. Han er mig hengiven med Liv og Sjæl den kjække Albert; men jeg kjender ham: han er som Jern og Staal, naar det gjælder hans Faderret og hans huuslige Anliggender; deri lader han hverken Konge eller Keiser blande sig. Men kom nu, min Beengjerd! det hjelper ikke at tænke meer derpaa. Du skal nu snart see din kjære Audacia igjen.«
���»Tak, min Valdemar! - sagde Beengjerd og trykkede hans Haand med Heftighed - du veed ikke hvor du glæder mig med denne Reise. Vel føler jeg mig stærk nok til at foragte den lavsindede Hob og dens taabelige Had: den største Mands Kjærlighed har givet mig Mod til at trodse en heel Verdens Miskjendelse; men det er dog tungt at see sig hadet, og jeg føler mig dog mangengang, naar du ikke er mig nær, ret fremmed og forladt blandt disse fjendtlige Mennesker, som misunde mig din Tillid og Kjærlighed og mistyde hvert Ord og hver Mine. Den eneste qvindelige Sjæl, som her forstod mig og viiste mig Velvillie, var den vakkre lunefulde Rigmor. Nu har ogsaa hun forladt mig, og jeg længes nu dobbelt efter min kjære venlige Audacia.«
���»Hun var din første Ungdoms Fortrolige - sagde Kongen deeltagende - og det undrer mig ikke, at du gjerne vil see hende igjen; men det smerter mig dybt, at du blandt Fremmede maa søge den Kjærlighed og Hengivenhed, som man her lader dig savne. Dog lad det ikke forstyrre vor Lyksalighed, min kjække høihjertede Dronning! Folket er et egensindigt lunefuldt Barn; det har ingen Sands for den Høihed og Storhed, som ikke skjuler sig i Mildhed og nedladende Venlighed; men dets Sind er godmodigt, omskifteligt og let at vinde, som Barnets. Skjænk dem blot et Smiil, en venlig Afskedshilsen! og du skal see, naar vi komme tilbage, vil mine brave Danske ikke glemme, du er Danmarks og Valdemars Dronning. Jeg glæder mig ogsaa til denne Reise - vedblev han hastig, da han saae en bitter Mismods-Taare i sin Dronnings skjønne Øine - og troe ikke, jeg bringer dig noget Offer dermed, min Elskede! Er Grev Henrik virkelig død paa sin Valfart, som man siger, bliver det mig ingen blot Lystreise; som Grevehusets Værge vil jeg bringe den lille Nicolaus's Arverettigheder i Orden. Grev Gunzelin er neppe den Mand, som gjør Indvendinger, og de tydske Love spørger jeg ikke om, som Konge af Danmark.«
���»Men hvis Audacia ikke indvilliger, min Valdemar! saa lover du mig dog at lade Sagen beroe? jeg vilde nødig, at vort venskabelige Besøg skulde volde hende Ubehageligheder. Maaskee lever dog Grev Henrik endnu og kan komme tilbage.«
���»Nu, vi vil see. Det schwerinske Huus har jeg ingen Grund til at begunstige; men den ædle Grevinde vil jeg gjøre alt Muligt for.«
���Med disse Ord rakte Valdemar Dronningen Armen og førte hende gjennem Riddersalen til Slotstrappen. Det kongelige Par hilsedes ærbødig af reiseklædte Herrer og Damer, som i to store Rækker ventede paa dem for at ledsage dem. Kongen hjalp Dronningen paa hendes lette Zelter og besteeg selv sin hvide Hingst. Derpaa drog det prægtige Tog ud af Slotsgaarden og gjennem Ribe Gader, hvor en stor Menneskevrimmel bevægede sig travl og nysgjerrig for at betragte dem.
���»Hvad maa en saadan Reise ikke koste det fattige Land?« sagde en tyk adstadig Borgermand med en kort Lædertrøie og et stort Skjødskind, idet han vranten trykkede sig den smudsige Hue ned over Panden. Det var Oldermanden for Ribe talrige Grovsmede. »Det er ogsaa Dronningens Paafund - vedblev han - hvad forstaae vi dumme Danske os paa saadan en Perle? det maa Tydskerne forstaae. Nu vil vi snart faae at høre hvorledes de skrige og skraale over hendes Deilighed og store Væsen. Derude vil man bære hende paa Hænderne, medens vi her raabe Ak og Vee over hende.«
���»Nu, nu, Mester Claus! - sagde en lille pyntelig Mand, som stod ved hans Side med sin hvide Bomuldshue i Haanden - hvad Ulykke er der i, at hun tager sig lidt frisk Luft og seer sig om i Verden? En Dronning kan dog heller ikke sidde hele Aaret ved Spinderokken, som eders gode Hustrue. Saaledes som vor Dronning bliver æret og elsket, kan hun vel sagtens længes efter gamle Venner og Frender. Det er suurt at være fremmed og ilde lidt, hvor man skal være hjemme.«
���»I har godt ved at rose hende, Mester Kjeld! - svarede den tykke Grovsmed - I fortjener en god Skilling mellem Aar og Dag blot ved at pudse hendes Ædelstene og gyldne Smider. Medens I smedder Armbaand og Guldbratser til den storagtige Dronning, maa jeg for halv Løn smedde Bolt og Halsjern til de stakkels Bønder, som ikke vil betale hende Dronningeskatten. Nei da priser jeg Dronning Dagmars Tid, da gav den rige Bonde mig meer for et Plougjern, end jeg nu fortjener paa hundrede Bøiler.«
»Skam faae hun Beengjerd, Herregud være med Kongen!«
lød det nu i alle Gader, saasnart Toget var draget forbi.
���»Hør, hvor uforskammet! - sagde den lille Guldsmed - synge de nu ikke den skammelige Vise om Dronningen igjen!«
���»Det er hendes Afskedshilsen, og bliver Velkomsthilsenen ikke værre, kan hun takke sin gode Helgen« - mumlede Grovsmeden. - »Det er vel, de ere borte - tilføiede han - det var dog Synd, skulde Kongen høre det; han kan have Kors nok i hende alligevel.«
���»Det er en Lykke for de kaade Peblinger, at Kongen ikke kan høre hvad de synge - sagde Guldsmeden - han var ellers nok Mand for at holde baade de Smaae og de Store i Ave.«
���»Snak I ikke om Ave, Mester Guldspurv! - brummede Grovsmeden - vil I ikke synge med de Fugle I er iblandt, saa tag Jer iagt, at de ikke gjør Jer til Plukkefisk! Gak I hjem og smed en Guldhank til eders spanske Krukke! Den Krukke gaaer dog saalænge til Vands til hun kommer øreløs hjem.«
���Derpaa gik den vrantne Oldermand til sin Esse, og den pene Guldsmed listede sig klogelig ud af Vrimlen.
----------
���Tre Maaneder vare forløbne siden Kongen og Dronningen vare dragne til Schwerin. Det var en kold Octobernat. I en mørk snever Celle i Klosteret Lockum i det Calenbergske sad en høi pøniterende Munk halv opreist i en sort Liigkiste, som tjente ham til Seng. Paa Bønskammelen ved hans Side brændte en Lampe mellem et Timeglas og et Dødningehoved. Han havde et frygteligt udtæret Ansigt med enkelte store, fast kongelige Træk; men den største Deel af Ansigtet var skjult af det graasprængte halv rødlige Skjæg, som filtrede sig uredt om de smudsige gule Kinder. En stor forreven Cistercienserkappe, hvis hvide Farve ikke meer var kjendelig, skjulte den nederste Deel af hans kæmpestore skindmagre Legeme. Foroven var han nøgen til Beltet; hans Ryg og de høie Skuldre vare bedækkede med blodige Striber, og en knudret Pønitentsesvøbe i hans Haand røbede Aarsagen dertil. Denne angerfulde Selvplager var Bisp Valdemar, som ved sine strenge Bodsøvelser i dette Kloster allerede var kommen i stort Ry for Hellighed og nu med samme Iver attraaede denne Ære, som han før higede efter verdslig Magt og Berømmelse.
���Han syntes i den natlige Eensomhed at være plaget af svare Anfægtelser; han stirrede vildt hen i Luften og slog Kors for sig. »Viig fra mig, Frister! - mumlede han - kommer du nu igjen med din fordømte Krone, med dine Dolke og din Gift? viig fra mig! eller bøi dig i Støvet og knæl! seer du ikke, jeg er en hellig Mand? Seer du ikke hvor de kysse mine Fødder, naar jeg sidder og hudfletter mig paa den spidse Steen derude, og hvor de andægtige Pillegrimme bøie sig for mig, naar Glorien begynder at skinne om mit Hoved i Solskinnet. Ha, nei, nei, det er ogsaa Blendværk - det er ogsaa dit Værk, gamle Hovmodsdjævel! saalænge der er en Draabe Blod i mit syndige Skind, faaer jeg dig dog ikke pidsket ud. Nu er det Midnat igjen. Nu gjælder det at holde den Sorte ude af Døren - han er dog den Værste.«
���Nu begyndte han ivrig at bede; men af og til slap ham en frygtelig Eed og Forbandelse ud af Munden, og han revsede sig selv haardt derfor med Svøben. Da aabnedes Døren paa Klem: et Par vilde skelende Øine stirrede ind til ham, og under en askegraa Pillegrimshætte kom et sortkruset Skjæg og et bruunt dristigt Ansigt tilsyne.
���»Spar eders arme Ryg, min fromme Helgen! - sagde en haanlig Stemme og loe - I pidsker dog ikke den gamle Bisp Valdemar ud af Helgenskindet.«
���»Viig fra mig, Satan!« - raabte Bispen og stirrede forfærdet paa den natlige Gjest.
���»Kjender I ikke eders gamle Ven meer? ærværdige Herre! - sagde Pillegrimmen og traadte ind - Hold dog ikke en andægtig Pillegrim for den lede Satan! Kommer jeg ogsaa lidt silde paa Natten og hedder jeg endogsaa den Sorte, saa har jeg dog derfor hverken Klør eller Hestehov endnu. See, kjender I mig nu? Ærværdige!« Han kastede Hætten og Pillegrimskaaben, og sorte Grev Henrik stod der i sin ridderlige prægtige Dragt med det store Rubinhalsbaand over Brystet.
���»Grev Henrik! hvad vil I mig her? - stammede Bispen forvirret og slog Kaaben over sine nøgne Skuldre, idet han reiste sig og steeg ud af Liigkisten - Hvi kommer I hid og forstyrrer mig i min Andagt? Verden og dens forfængelige Handeler har jeg opgivet, som I seer. Et forvildet Verdensbarn, som I, er kun en Frister, den Onde sender mig, for at gjøre mig Veien til Helligheden trang.«
���»Jeg kommer fra en hellig Valfart, Ærværdige! og den skal skee en Ulykke, som ikke herefterdags kalder mig en from Herre. Ingen Pillegrim gaaer jo Lockum Kloster forbi uden at see Jer; skulde da jeg, eders gamle Ven, gaae eders Dør forbi uden at hilse paa Eder? Det er en god Stund siden vi saaes, og Intet er foranderligere, end Mennesket; men saaledes havde jeg dog ikke ventet at træffe Eder. Blev Thronen, I kæmpede for, alt en Ligkiste? blev Septeret, I fødtes til, en ussel Pønitentsesvøbe og skal Kongesønnen, den kjække Bisp Valdemar, saaledes ende?«
���»Saaledes ender al Verdens Høihed og Forfængelighed. Tael ikke til mig om Septer og Throne! de fordømmelige Drømme ere forbi.«
���»Ogsaa naar I hører, at der kun behøves een dristig Beslutning og een lykkelig nat for at fuldbringe hvad vi forgjeves i ti Aar har tænkt paa?«
���»Frister, Frister! er det Fromheden, du bringer med fra det hellige Land?«
���»Jeg var ogsaa i de Vises Land, Ærværdige! blandt Ægyptens Underværker lærte jeg hvad Menneskemagt og Menneskevillie formaaer, naar den er stadig og udholdende.«
���»Men Ormen, som ikke døer, Ilden, som ikke udslukkes, hvad Raad fandt I derfor i de Vises Land?«
���»Derfor er der ogsaa Raad, Ærværdige! Jeg bringer en Skat hjem med mig, som nu skal spare mig alle Valfarter og Pønitentser. Vidste I hvad for en kostelig Saft denne dyrebare Jaspis indeslutter, og havde I blot een Draabe deraf - saa kunde I spare eders syndige Legeme og behøvede aldrig at frygte for jer Sjæl.« Med disse Ord fremtog Grev Henrik en klar sleben Jaspis, hvori en rød Vædske var indesluttet, og holdt den for Lampen.
���»Blod, Blod! - skreg Bispen - ha, brænder der ikke Blod nok paa vore Sjæle?«
���»Men dette Blod, Ærværdige! - det slukker al Blodbrand i al Evighed - det slukker alle Skjærsildens og Helvedes Flammer - det udsletter alle gamle og nye Synder: Saa sagde mig den fromme Pelagius. See, en saadan Skat er et Kongerige værd imellem Brødre.«
���»Ha, men er det ægte?« Her krummede sig Bispens magre Fingre krampagtigt efter Reliqvien, som Greven hastig tog tilside.
���»Troer I en pavelig Legat, troer I den fromme Bisp Pelagius i Alba vilde have svoret sig sin Salighed fra for Guld? Blodet er, min Sjæl! ægte nok, og dyrt har jeg betalt det; enten skal Pelagius og hele den hellige Kirke være evig fordømt, eller jeg har Syndsforladelse og Salighed nok til os begge.«
���»Een Draabe, en eneste Draabe kun paa min brændende Isse! - raabte Bispen og knælede - den dobbelte Bandstraale luer der endnu og strider med Glorien.«
���»Vel, vel, Ærværdige! - svarede Grev Henrik kold og forvarede Reliqvien med et hæsligt Smiil - naar vi sees igjen, og under een Betingelse: I er for hellig til at tage Deel i mine verdslige Planer, seer jeg vel; men en hellig Ven kan jeg ogsaa behøve. Naar I hører om en dristig Daad, hvorfor Bandstraalen truer mit krusede Hoved, saa lad mig see hvad I formaaer hos Pave Honorius! og saa kan I maaskee endnu betænke Jer paa, om en Draabe af denne Jaspis og en indbildt Glorie eller Kongen af Danmarks Krone bedst kan kjøle eders brændende Isse.«
���»Ha, jeg forstaaer dig! du er dog den lede Satan. Viig fra mig, Frister! viig fra mig, evige Løgner! Dit hellige Blod, som din Krone, er Djævelsblendværk tilhobe. Dit Spotord var kun Sandhed - ja, her er min Throne - her er mit Septer; med det trodser jeg dig endnu.« Med et vildt Blik satte den ulykkelige Bisp sig nu stoltelig paa Kanten af sin Liigkiste og svingede Svøben over sit skaldede Hoved.
���»Afsindige Daare! med Jer er der Intet meer at udrette«, mumlede Grev Henrik harmfuld, idet han kastede Pillegrimskappen om sig og gik bort med en haanlig Latter.
���»Lee kun, saa hele Helvede ryster! - mumlede Bisp Valdemar og korsede sig - du maatte dog vige.« Derpaa sank han bleeg og udmattet om i Liigkisten.
���Da han om Morgenen kom til sig selv, reiste han sig med en høitidelig triumpherende Mine og fortalte de andægtige Klosterbrødre hvorlunde han i denne Nat havde havt en svar Anfægtelse, men at han med den hellige Jomfrues Hjelp, under strenge Bodsøvelser, havde drevet den Onde ud af sin Celle. Han haabede, at han nu, som den hellige Antonius, havde faaet Bugt med Fristeren for evig, og at de nu snart kunde synge hans Sjælemesse og lukke Laaget til paa hans Kiste.
----------
���Grev Henrik fortsatte imidlertid, som en andægtig Pillegrim, sin Hjemreise, og, høilig beundret af sine Landsmænd for sin Fromhed og Ydmyghed, gik han til Fods gjennem sit eget Grevskab til Schwerin.
���En klar Vinteraften viste den nedgaaende Sol ham endelig Schwerinersøen med Slottets høie Taarne i det Fjerne. Han standsede og grundede paa hvorledes han nu kunde overraske sin skjønne Gemalinde og forsikkre sig om hendes Troskab; thi hans stærke Tilbøielighed til Skinsyge havde ikke forladt ham paa hans hellige Valfart. Jo nærmere han kom Hjemmet, jo daarligere forekom det ham at stole paa en smuk Hustrues Troskab, som man ikke strengelig havde prøvet. Som han i disse Tanker gik langsomt fremad gjennem den sorte afbladede Egeskov, saae han en lille krumrygget geistlig Herre med stor Iil komme ridende fra Slottet, og han gjenkjendte den forviste Erkedegn Arnfred fra Ribe, som han havde taget i Beskyttelse og gjort til sin Slotscapellan.
���»Velkommen, velkommen, min naadigste Velynder og Herre! - raabte Arnfred og sprang af Hesten - Rygtet om eders lykkelige Hjemkomst har kaldet mig fra mit Ave og gjort mig til en ganske rask Rytter, som I seer. Jeg skylder Eder meest af Alle, at det sømmer mig først af Alle at byde Eder velkommen til eders - ak, til Slottet vil jeg sige?« Her satte han et høist ynkeligt Ansigt op.
���»Hvad betyder det Bededagsansigt? Klerk! Slottet er vel mit endnu, vil jeg haabe. Hvor staaer det til? min Gemalinde og min Broder leve dog vel?«
���»O ja, som man tager det; men man har sagt Eder død, strenge Herre! Skade, at I ikke« - -
���»Hvad! for Djævlen! at jeg ikke var død, vil du vel aldrig sige?«
���»Den hellige Augustin bevare min Tunge! Skade, at I ikke kom hjem for tre Maaneder siden! vil jeg side, saa kunde meget nu være bedre og anderledes« - -
���»Nu, saa skriig, Ulykkesfugl! hvad Ulykke er her da skeet?«
���»Kongen - Kongen af Danmark har været her.«
���»Kong Valdemar? ha! - og alene?«
���»Nei, hans stolte Dronning var med for at besøge eders Frue.«
���»Nu, hvad Ulykke var der saa deri? min Broder var dog hjemme? og de bleve vel modtagne med Høflighed?«
���»O ja, særdeles høfligt, strenge Herre! I kunde ikke selv være bleven modtagen høfligere: Kongen var som Huusbond og Herre paa Slottet, og inden han reiste, havde han, med eders Hr. Broders og eders føielige Gemalindes Samtykke, paa sin Myndlings Vegne taget Halvdelen af Grevskabet og Slottet Schwerin i Besiddelse, som eders Søstersøns den unge Grev Nicolaus's lovmæssige Arv og Gods.«
���»Hvad! raser du? en saadan Paastand har han vovet, og man har været dum nok til at indvillige« -
���»Som sagt, Herre Greve! Kongen var som Herre og Huusbond her paa Slottet, og eders skjønne godhjertede Frue kunde Intet negte ham - hun troede Eder desuden jo død« - -
���»Intet - Intet kunde hun negte ham? Død og Helvede, nu lyver du, Satan!«
���»I misforstaaer mig, strenge Hr. Greve! - Den hellige Augustin bevare min Tunge fra Bagvaskelse! - jeg taler kun om Fordringen paa Grevskabet og Slottet. Andet tør jeg ikke tale om, men« -
���»Nu, hvorfor stammer du? Grevskabet og Slottet spørger jeg nu ikke om: min Arv og mit Mandslehn skal Keiseren og de tydske Love vel hævde mig. Den Anmasselse er mig endog velkommen; den skal Kong Valdemar høilig fortryde; men hvad videre?«
���»Intet videre, strenge Herre! kun beviiste Kjendsgjerninger kan I drage ham til Ansvar for. Blik og Miner tør jeg ikke udlægge. Sligt bekymrer Keiseren og de tydske Love sig heller ikke om.«
���»Blik og Miner? ha, lyver du, Satan! skal det koste dit Liv.«
���»Jeg siger Intet bestemt, strenge Herre! jeg har kun en Mistanke, en lille Frygt, som min Omsorg for eders Ære og min egen Sikkerhed ikke tillader mig aldeles at fordølge. Eders skjønne Frue var, som sagt, meget høflig, særdeles høflig mod den smukke veltalende Konge. Dronning Beengjerd var hver Dag mindre tilfreds her og skyndte paa Afreisen; men der indtraf hyppige Forhindringer og Opsættelser. Da endelig de høie Herskaber reiste iforgaars, græd eders skjønne Frue ret bevægelig. Man siger en lille Tvist mellem hende og Dronningen har gaaet hende meget nær. Siden de høie Herskabers Bortreise har hun været tungsindig, og det prægtige Armbaand, Kongen gav hende ved Afskeden, betragter hun ofte med ømme Taarer.«
���»Død og Helved, Arnfred! kan jeg troe dig? du bærer gammelt Nag til Kongen, veed jeg, du vilde vel glæde dig, naar du saae ham i Nød og Ulykke« -
���»Det skal jeg ikke negte, strenge Herre! som en god Christen bør jeg hade alt Ondt, og jeg hader eders Fiende, som jeg hader alle uretfærdige Tyranner og Uskyldighedens Forførere. Men, agt vel derpaa! jeg anklager ham ikke; jeg tør i denne Sag Intet vidne; thi hvad der kan være betroet mig, som Sjælesørger, forlanger I dog ikke at vide? det kan hverken I, strenge Herre! eller nogen Magt paa Jorden bringe over mine Læber. Hvad jeg tør sige, det fælder Ingen, og vogt Eder, at I ikke lægger Mere deri, end der er! jeg vilde kun give Eder et Vink« - -
���»Et skjønne Vink, min fromme Herre! det viser mig Helvede aabent. Man har altsaa betroet dig Hemmeligheder, som Ingen kan aftvinge dig? godt, godt! veed jeg hvor den Helvedes Skat er begraven, staaer det til mig, om jeg vil grave den ud eller ikke. Ha, den Skam og Skjændsel skal hevnes dyrt. Men Vee dig, har du skuffet mig!«
���»Undersøg selv, strenge Herre! og finder I, jeg har sagt et eneste Ord, som ikke var Sandhed, saa være jeg selv den Første, som falder for eders retfærdige Hevn!«
���Grev Henrik taug og betragtede den listige Klerk med et gjennemborende Blik. Han saae et triumpherende Smiil i hans nedrige Aasyn, og uden længer Betænkning greb han sin Dolk og satte den mod den tvetydige Anklagers Strube: »Bekjend nu Alt, eller far til Helved, som en nederdrægtig Løgner og Bagvasker!« raabte han fraadende.
���Arnfred faldt paa Knæ og bad ham betænke, at den samvittighedsfuldeste Klerk dog var et skrøbeligt Menneske, og at det var en gruelig Synd at friste ham over Evne og tvinge ham til at bryde sin hellige Embedseed.
���»Sladder, elendige Hykler! du vilde jo tvinges: havde du villet tie og holde din Eed, havde du ikke sagt mig halvt saa meget. Nu, kort og godt! døe som en giftig Æreskjænder, eller bekjend! eet Ord er mig nok: skyldig eller uskyldig? du veed hvad jeg mener - Sværg, at du vil være evig fordømt, hvis du lyver!«
���»Gud og den hellige Jomfrue forlade Eder den Synd, strenge Herre! men jeg tvætter mine Hænder, jeg vil ikke med en Løgn skjule Forbrydelsen. Saa viid da: den skjønne Synderinde bekjendte mig Alt i Skriftestolen i en angerfuld Time; men hun fortrød strax igjen sin Aabenhjertighed og frygtede, jeg skulde forraade hende. For at være sikker paa min Taushed, truede hun mig endogsaa med at anklage mig hos Eder for en syndig Tilbøielighed til hende, hvis jeg røbede hende. Nu veed I det, Herre Greve! det være da vovet! troe nu hvem I vil! jeg udsiger Ordet - det være min Fordømmelse, hvis jeg lyver! - skyldig, skyldig!«
���»Vel, jeg vil troe dig, som man kan troe en Klerk med dit Ansigt. Men nu tier du, som en død Hund. Intet Menneske skal vide min Skjændsel; jeg skal bære den, som en klog Mand, og hevne mig, som en Prælat. Jeg var ikke forgjeves i de Vises Land. Min Hevn skal modnes, før den rammer; men da skal den ramme vist og sikkert, og Europa skal studse ved hvad en tydsk Greve formaaer. Følg mig til Slottet, Arnfred! vær taus og tro! og du skal ikke fortryde det.«
���»Jeg er eders med Liv og Sjæl, strenge Herre!« sagde Arnfred og holdt ydmyg Stigbøilen, medens Greven svang sig i Sadlen. Paa Klerkens Hest foer den frygtelige Pillegrim nu op mod Slottet.
���»Jeg har ham hvor jeg vil - mumlede Arnfred og listede sig langsomt bag efter - hvad jeg svoer, kan jeg forsvare: skyldig, skyldig, det er dog den Ene som den Anden - den, som synder i Eet, synder jo i Alt - lad den knipske Grevinde nu kun sige hvad hun vil! han troer hende dog ikke. Og Kongen - ha! kunde jeg leve den Dag, at see mig hevnet paa ham og Grev Otto og den hele stolte Slægt, saa forvandt jeg først den gamle Svie af Hundepidsken.«
���»Men Svien af Skorpionpidsken skal du aldrig forvinde« - hviskede en Stemme tæt bag ved ham. Han saae sig forfærdet tilbage, og der stod en qvindelig Skikkelse, klædt som en fattig Kjedelflikkerske, og stirrede stift paa ham med et Par sorte gnistrende Øine under den lurvede Kyse. I Haanden, som glimrede af prægtige Ringe, svingede hun en spraglet Svøbe, som syntes overtrukken med Slangehud. »Tak for sidst, krumme Satan!« hviskede hun, idet hun loe og greb ham i Kraven - »det var ikke langt fra Galgen - ha, ha! dengang bragte du mig godt Bytte. Men nu, nu har du gjort dit Mesterstykke. Det var Ret! lyv og bedrag og sværg dig Fanden i Vold! det siger Intet. Men Hevn, Hevn! det er en Lyst og Glæde.« Derpaa begyndte hun at dandse om med ham mellem de tørre Blade i Skoven, saa de fløi ham om Ørene, medens hun som en rasende Furie slyngede Slangesvøben over hans Hoved.
���»Hjelp, Hjelp! - skreg den forfærdede Klerk og var som slagen med Lamhed af Skræk - slip mig, slip mig, du Helvedes Plageaand!« Men jo mere han skreg, jo vildere loe hun og hvirvlede ham om med sig over Stub og Steen i det halve Mørke, til han af Gru og Forfærdelse styrtede om uden Bevidsthed.
���»Svend, Svend!« raabte hun nu med skingrende Stemme, og en plump halvvoxen Knøs i pjaltede Klæder, med en Knippel i Haanden og en stor Laasbue paa Ryggen, sprang frem af Buskene.
���»Her er jeg, naadige Frue! Jeg var paa Slottet; men dengang løi dog eders Stjerner: Kongen og Dronningen ere reiste i forgaars og Slotscapellanen har ingen Ulykke gjort.«
���»See, der ligger han - afbrød hun ham - han har gjort Ulykke nok; men det er godt: det er i sin Orden, og mine Stjerner løi dog ikke ganske.«
���»Hvad - har I selv faaet ham fat og sjunget ham i Dvale? skal jeg da nu slaae ham for Panden, den Hund?«
��� »Nei, lad ham ligge! han ligger paa sin Gjerning! han lever dog ikke til Sol gaaer ned igjen; men hvad han har saaet, skal jeg høste. Nu veed jeg meer, end gamle Thord selv. Har du Hestene?«
���»De staae her omme ved Gjerdet.«
���»Saa afsted! deri havde din Oldefader Ret - her raadslog Skorpionen med Skytten - men her skal det stolte Vildt ikke falde. Flux afsted til Ribe! - har du din Bue?«
���»Ak, naadige Frue! heller ti Mænd, end een Qvinde! hun skal være saa deilig.«
���»Det hjelper hende ikke! hvad bryde Stjernerne sig derom? See paa mig! jeg var ogsaa deilig engang; men hvad brød de kolde Stjerner sig derom? Vee, Vee! nu er jeg en Furie med Slangesvøbe, nu er jeg en Helvedes Plageaand og kan skræmme Livet af alle Skurke i Maaneskin; hvo kjender nu den deilige Hertuginde meer? og hun fødtes dog til Septer og Krone.« Med disse Ord holdt hun Hænderne for de forvildede Øine og græd bitterlig.
���»Ak, græd nu ikke igjen, høibaarne Frue! I er endnu saa deilig, saa det er en Gru, og jeg kan ikke udholde at see Jer græde; før maa I dog dandse og synge og lee, naar galt skal være. Jeg vil jo følge Jer til Verdens Ende og gjøre Alt hvad I vil.«
���»Nu, saa kom da, Slave! kom da, min troe Ulveunge! du skal blive en Greve; du skal blive en Hertug, som min Knud, naar jeg kommer i mit Rige. Guld og Ædelstene har jeg Nok af; tag det Alt - men skaf mig Hevn!«
���»Ak, I er saa god og rundhaandet, deilige Frue! hvor kan I dog være saa grum? naar jeg tænker derpaa« - -
���»Tør du tænke? Ulveunge! tuud, tuud! men tænk ikke! nei, lyde skal du - dertil er du fød og baaren - og mine Øine skal du lyde, som jeg maa lyde de gloende Øine deroppe. Fort, fort! inden vi har Fuldmaane igjen, maa det være skeet - vil ikke du, saa vil hundrede Andre.« Hun greb ham nu krampagtig i Armen og forsvandt hastig med ham mellem de tørre raslende Buske.
���Bleeg og skjælvende stod Arnfred næste Dag for Alteret i Schwerin Slotscapel og læste Messen. Grev Henrik og hans Frue sadde i den prægtige Herskabsstol ligeoverfor Alteret. Grevens Aasyn var mørkt og uroligt, og den skjønne Grevinde Audacia havde skjult sit forgrædte Ansigt bag Sløret. Greven betragtede hende af og til med et skarpt mistænkeligt Blik. Da slog hun Sløret tilside og vendte det smertefulde Aasyn imod Alteret, idet hun knælede paa Bønskammelen og syntes hensjunken i en inderlig Bøn. Da endelig hendes skjønne bedende Øine dalede, traf hendes Blik den skjælvende Klerk. Ramt af et Nerveslag styrtede han i samme Øieblik om for Alteret med et grueligt Skrig og blev med Forfærdelse baaren ud af Capellet. Han lallede Grev Henriks Navn og syntes at have et vigtigt Ord at sige ham; men inden han kom tilbage til Slottet, var han død.
----------
���Paa Veien fra Slesvig, hvor Valdemar havde opholdt sig nogle Dage, reed han en smuk klar Vinterdag langsomt ved sin Dronnings Side imod Ribe. Det talrige Følge af Riddere og Damer fulgte det kongelige Par i en ærbødig Afstand, for ikke at forstyrre deres fortrolige Samtale.
���»Ja, jeg havde Uret, min ædle Valdemar! - sagde Dronningen mild og kjærlig, idet hun slog Hermelinskaaben tilside og rakte ham Haanden - Jeg troede mig hævet over saa jammerlig en Lidenskab; jeg drømte aldrig om, at jeg nogensinde saaledes kunde lade mig overvælde af denne de svage Sjæles Sot. Tilgiv mig!«
���»Alt er glemt og tilgivet; men jeg begriber kun ikke« - -
���»Jo vist begriber du det. Tilstaae mig kun, kjæreste Valdemar! skulde nogen Qvinde i Verden kunne gjøre mig skinsyg, maatte det være hende. Hun har Alt, hvad jeg mangler: et mildere og kjærligere Aasyn og et blødere qvindeligere Hjerte, end min Audacias, har jeg aldrig kjendt, og jeg fortænker ingen Mand i, at han finder hjerteligt Behag i hende.«
���»Jeg troer dog ikke, hun behager mig meer, end fast alle vakkre venlige Qvinder.«
���»Lidt meer, lidt meer; men hvad siger det? Jeg skulde have glædet mig over, at min Veninde ogsaa var din; men det var som en ond Aand var faren i mig, og hvert venligt Ord, hvert livligt Blik, I vexlede, var mig et Dolkestik.«
���»Ubegribeligt, at jeg ikke mærkede det.«
���»Jeg forstilte mig: jeg foragtede selv min Svaghed og var for stolt til at røbe den, indtil den overvældede mig og var nær ved at gjøre mig afsindig; da først kom de frem og fik Betydning, alle de utydelige halve Ord og Hentydninger, som jeg forlængst havde hørt om dig og foragtet. Hvad man har sagt om dig og den skjønne svenske Enke og om Jomfru Kirstine af Rise, som saa pludselig forsvandt paa vor Bryllupsdag, al den Snak havde jeg før leet ad og aldrig agtet værd at tænke paa; men nu kom alle slige Tanker som Dæmoner fra Sjælens dybeste Afgrund for at forvirre mig og gjøre mig uvis om din Kjærlighed og Troskab; nu erindrede jeg ogsaa din Opmærksomhed for Audacia, da vi førstegang saaes og hvorledes du forlod os begge for at ile i en Tredies Arme; den fromme uskyldige Dagmar syntes mig et ulykkeligt Offer for dit Letsind og din Ustadighed, og du, den eneste Mand i Verden, som jeg agtede og elskede, blev mig en svag almindelig Sjæl, som tusinde Andre, og en troløs svag Qvindeforfører.«
���»Beengjerd, min herlige Beengjerd! selv din Skinsyge har gjort mig stolt: den er mig kun et nyt Beviis paa din Kjærlighed, og jeg bebreider dig Intet; nogen Uret har jeg dog ogsaa; jeg vil tilstaae dig det: min altfor ligefremme Maade, at vise elskværdige Qvinder min Hyldest paa, har ofte givet min Ære til Priis for Mistanke og Bagvaskelse; den Feil har jeg aldrig kunnet aflægge. Men lad det nu være glemt! jeg bliver nu daglig ældre og adstadigere: see, mit Haar begynder alt at graane. Kun naar jeg seer dig, føler jeg mig endnu ung og kraftig nok til at beherske en Verden. Endnu bærer jeg ikke Knud den Stores Krone - et herligt virksomt Kongeliv seer jeg endnu imøde ved din Side - saasnart vi komme til Ribehuus« - -
���»Ak, gid jeg aldrig saae Ribehuus meer! - afbrød Dronningen ham heftigt og med et dybt Suk - det er mig af Hjertet forhadt, det mørke kolde Slot, hvor kun Had og Miskjendelse venter mig.«
���»Gudsdød! min Beengjerd! er du af samme Mening imorgen, drage vi overmorgen til Roskild eller til Slesvig eller til hvilket af mine Slotte, du vil. Men troe mig! Stedet gjør mindst til vor Tilfredshed. Kunde du følge mit Raad, min ædle Dronning! kunde du nærme dig med lidt mere Fortrolighed og Nedladenhed til den lunefulde Almue, som kun behøver et Smiil, et venligt Blik til at forgude os - du skulde see, Alt blev godt. Det udvortes Præg af Høihed og Storhed kan kun høie og store Sjæle fatte og høiagte; men den indskrænkede egenkjærlige Mængde oprøres derved og kalder det Overmod.«
���»Skulde Danmarks Dronning behøve at nedlade sig til ydmygende Konstgreb og Gjøglespil for at smigre en raa foragtelig Hob - svarede Beengjerd stolt - nei, er jeg Dronning, vil jeg føle mig og vise mig som Dronning, og vil mine Undersaatter ikke elske mig - foragte mig skal de ikke.«
���»Forstaae mig dog ret, min høihjertede Beengjerd! den Mildhed og Venlighed, som er saa mægtig til at vinde Hjerterne, skal ingen Maske være, intet hyklet paataget Væsen, men et sandt Udtryk af et venligt Hjertelav. Elsk kun mit Folk ret af Hjertet, min dyrebare Dronning! elsk det, som en Moder sine Børn! og du skal see, mine brave Danske lønne ikke Kjærlighed med Had.«
���Dronningen taug pludselig, og en blussende Rødme overfoer hendes Kinder. En svar Kamp syntes at foregaae i hendes Sjæl. »Ak, du har dog Ret, min Valdemar - udbrød hun endelig - jeg føler din milde skaanende Bebreidelse med Smerte. Jeg var aldrig en Moder for dit Folk. Det var kun Dagmar. Men døm mig ikke for strengt i dit Hjerte! Det er let at elske, hvor man bæres paa Hænder; men hvor man modtages med Fordom og intet venligt Ord hører, der er det en tung Pligt at skulle elske. Dog, jeg lover dig det helligt, min Valdemar! det skal blive anderledes, ved Gud i Himlen! Det skal blive anderledes.«
���Den skjønne Dronning var bevæget og der glindsede Taarer i hendes mørke Øine. Kongen trykkede hendes Haand til sine Læber og hviskede: »Amen! dertil give Gud sin Velsignelse! og jeg er den lykkeligste Konge i Verden.«
���Nu kom Følget nærmere, og man var ikke langt fra Ribe.
���»Man strømmer os allerede imøde, Herre Konge! - sagde Junker Strange - Seer I hvor det glimter og støver hist ved Aaen! og hør hvor de allerede larme og raabe!«
���»Den Maade at modtage os paa huer mig ikke - hviskede Dronningen ængstelig - det er jo et Opløb, som de ventede Fjenden.«
���»Den Frihed kan man ikke betage Folket, min ædle Dronning - svarede Valdemar - mig er det altid en Glæde, naar mine kjære Undersaatter vrimle mig saaledes muntre og livlige imøde.«
���»Da jeg reed ved din Side i Spidsen for din Hær mod Keiserens mange Tusinder, min Valdemar! da var jeg glad og frimodig; men idag er det mig, som du fulgte mig til en Udørken mod en Flok vilde Dyr, som vilde sønderrive mig ved din Side.«
���»Rolig, rolig, min kjække Beengjerd! lad Ingen mærke din ugrundede Mistillid! skulde du ikke være tryg ved min Side blandt vore egne kjære troe Undersaatter?«
���Medens Kongen og Dronningen med sagte Stemme vexlede disse hemmelige Ord, nærmede Folkeskaren sig med Larm og Glædesraab. Kongen hilsede venligt til alle Sider; men det var ikke den beængstede Dronning muligt at betragte den larmende Folkeklynge med et roligt og venligt Blik, og hendes Hilsen blev endnu mere stiv og tvungen, end nogensinde.
���»See hvor stolt! hun veed jo neppe om hun vil see paa Folk«, hviskede den ene af Tilskuerne til den anden, og medens Luften gjenlød af Glædesraab for Kongen, lød hist og her den gamle Nidvise igjen, og Beengjerd hørte nu selv tydelig det hadefulde krænkende Omqvæd:
»Skam faae hun Beengjerd! Herregud være med Kongen!«
���»Hører I eders Dronnings Velkomsthilsen, min Konge!« sagde hun med krænket Stolthed og blegnede, idet hun hastig drog Sløret for sit Ansigt for at skjule de bittre frembrydende Taarer.
���»Død og Fordømmelse! - raabte Kongen yderst opbragt - Hvo formaster sig til at fornærme Majestæten! Hug dem ned paa Stedet!«
���Paa Kongens Bud foer strax en Flok Riddere med dragne Sværd ind blandt Hoben, hvor de hørte den frække Haansang synges. Med Larm og Skrig adspredtes strax en stor Mængde Mennesker; men derved kunde det ikke undgaaes, at Børn og Qvinder jo kom til Skade og mange Uskyldige maatte lide med de Skyldige.
���Hvad man ikke før var opbragt imod Dronningen, blev man det nu, og skjøndt Kongen endnu bestandig hilsedes lydelig af Mange med fordobblet Iver, lød Haanskriget mod Dronningen dog endnu stærkere fra alle Sider. I den høieste Forbittrelse drog Kongen selv sit Sværd og vilde fare ind blandt de Dumdristige; men han følte det Mislige deri; han standsede pludselig sin Hingst; hele Toget standsede ved Sønderportsbroen, og Kongen bød Stilhed.
���»Stille, stille! Kongen vil tale!« lød det nu med en sagte Mumlen fra den Ene til den Anden, og i et Øieblik var der saa stille rundt om ham, som den store Folkeskare ved et Trylleslag var forstenet.
���Og nu opløftede Kongen sin stærke Røst og talte mægtige Ord til Skræk og Beskæmmelse for Oprørerne og til Ære for den Dronning, som han paastod, ethvert ædelt og høihjertet Folk maatte være stolt af. Han svoer ved sin kongelige Magt og Myndighed, at den, der ikke agtede og ærede Danmarks retmæssige kronede Dronning, som den, der var lige i Magt og Høihed med Kongen selv, skulde falde som en Landsforræder og formastelig Oprører for Bøddelens Sværd. Da han saaledes med sin vældige Herskerstemme havde nedtordnet Skræk og Forbauselse blandt de Misfornøiede, vendte han sig med Høihed og Værdighed til sine troe danske Mænd og erindrede dem om hvad Danmark var blevet til i de sidste mærkelige Aar. Han viste dem den Glands og Ære, hvortil han havde hævet det danske Navn og den danske Throne, siden den kjække Dronning Beengjerd deelte den med ham. Han viste Nødvendigheden af de Opofrelser, saa store og vigtige Foretagender krævede, og erklærede høit og lydeligt, at hvis hans Seiervindinger agtedes kjøbte for dyrt og hvis det danske Folk var saa vanslægtet og dybt fornedret, at det agtede Æren ringere, end Guldet, da vilde han blues ved at bære det Spiir, som hans store Forfædre bare med Stolthed. »Kalde I mig Valdemar Seier - sagde han endelig og slog heftig op med sin bevæbnede Høire - og ere I stolte af, at Danmarks Konge bærer sligt et Navn med Rette, hvor kan I da bede Gud være med mig og ønske Skam og Skjændsel over min ophøiede Dronning, som deler min Magt og min Ære. Fortjener mit Regimente Skam og Skjændsel blandt Danske, saa være Skammen og Skjændselen kun min! fra mig udgik hvert strengt Kongebud, og jeg skal staae til Rede og Ansvar derfor paa den yderste Dag for Kongernes Konge: i min Haand hviler Loven og Sværdet; men Lykken og Seiren kom fraoven; den kom med Høihed og Ære og tog Sæde ved min Side, og seer, danske Mænd! i denne Skikkelse kom Lykke og Seier, kom Lyst og Glæde, kom Magt og Ære til Danmarks Konge; hun fulgte mig uforfærdet mod den mægtigste Fjende: hver dansk Kriger, som saae hende, blev uovervindelig; men Danmarks Fjender blegnede og flyede. Og en saadan Dronning vil I ikke ære og elske?«
���»Leve Dronningen og leve Kongen!« raabte nu tusinde Stemmer blandt Folket høit og larmende.
���»Tak, min Valdemar! - hviskede Beengjerd og slog nu Sløret fra det skjønne bevægede Aasyn - for din Skyld hører jeg det første venlige Ord af dine Danske. Give Gud og vor Frue, at det ikke maa blive det sidste!«
���Neppe havde hun udtalt, førend Kongen hørte en hvinende Lyd, som af en Piil, tæt ved sig; han udbredte forfærdet sine Arme mod Dronningen, og hun segnede af Sadelen i hans Arme.
���»Mord, Mord! Forræderie! Dronningen er myrdet!« raabte tusinde Stemmer med Gru og Forfærdelse. Taus og bleeg stod Kongen paa Jorden med den blødende og afmægtige Dronning i sine Arme. En stor rusten Piil sad i hendes deilige Bryst; men Ingen saae hvorfra den var kommen.
���»Guds Dom - Guds Dom!« mumlede enkelte Stemmer blandt Folket; men Forfærdelsesraabet over den gruelige Gjerning og Jammeren over Kongens store maalløse Smerte overdøvede alle Yttringer af tilfredsstillet Had og Forbittrelse.
���Ridderne sloge en tæt Kreds om de kongelige Personer, og medens Mester Harpestræng øiebliklig undersøgte Saaret og drog Pilen ud af Dronningens Bryst, blev den kongelige Karm hentet. Men Saaret var dødeligt, og førend Karmen kom, laae Dronningen død i den ulykkelige Konges Arme.
���Kong Valdemars Indtog i Ribe med Dronning Beengjerds Liig i den samme gyldne Karm, som engang under Folkets Fryderaab havde ført Dronning Dagmar fra Stranden, var et Sørgesyn, som ingen Dansk glemte, der havde seet det. Selv de, der ivrigst havde sjunget Spotviser om den stolte ulykkelige Dronning, ynkede hende dog nu og forbandede hendes Morder, da de saae det skjønne Liig, blegt og blodigt, i den sønderknuste Konges Arme. Af alle de forfærdede og deeltagende Tilskuere gebærdede Ingen sig dog saa besynderligt, som en lille pukkelrygget Mand i en Bondekofte, der bestandig løb ved Siden af Karmen og hylede som en Afsindig, idet han gjorde de besynderligste Gebærder og Krumspring og raabte Vivat med en hæs qvækkende Stemme. Det var den forrige Hofnar Claus Klumpe. Kongen syntes i sin dybe Smerte hverken at bemærke ham eller nogen Gjenstand udenfor sig. Da endelig Karmen holdt for Slotstrappen paa Ribehuus og Dronningens Liig blev baaret ud af Karmen, laae den lille Vanskabning knælende ved Fodtrinnet af Karmen. Dronningens kolde blodige Haand faldt ved Bevægelsen ned fra hendes Bryst og berørte Dværgens fordreiede Ansigt, og med et gjennemtrængende Skrig foer han op, trængte sig hylende gjennem Folkeskaren og styrtede sig over Rækværket i den dybe Slotsbrønd; men i den store almindelige Skræk og Forvirring bekymrede Ingen sig om den afsindige Dværg.
----------
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek