B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826), 2, 241-323

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

��Medens Kongen og Grev Albert feidede lykkeligt i Preussen og Polen og gjorde store Erobringer fra Veixlen langs med Havet til Samland, nærmede Tiden sig, da Dronning Dagmar skulde være Moder. Hun glædede sig ofte inderlig, fast barnlig dertil; men undertiden blev hun beængstet og urolig tilmode. Derfor søgte hun jævnlig Bevægelse i fri Luft, og, ledsaget af Kirstine af Rise, gik hun daglig i Slotshaugen og sad der ofte halve Dage paa sit Yndlingssted mellem Ellebuskene ved Aaen, hvor hun havde ladet det side fugtige Jordsmon ophøie, og en liden Løvhytte indrette ved den sivgrønne Aabred. Der laae altid en lille nydelig Baad med Purpursæder og forgyldte Aarer, som Kongen havde ladet bygge til smaa Lystfarter med Dronningen paa Aaen. Naar Dagmar var alene med Jomfru Kirstine paa dette sit Yndlingssted, fandt hun ofte en barnlig Glæde i at sætte sig i den fastbundne Baad og vugge sig i den mellem de høie Siv og Rør, medens Jomfru Kirstine maatte synge Viserne for hende om Rosmer Havmand og Eline af Villenskov, om Elvehøi og Elvepigerne og de mange vidunderlige Sagn, hvorpaa de gamle danske Folkesange ere saa rige. Naar Dronningen hørte disse Sange, syntes hun at være kommen til et fortryllet Land, hvor den hele Natur ligesom var levende og besjælet, og hvor Englene fra hendes skjønne Barndomsdrømme under de simple rørende Toner gyngede sig med det voxne Barn i den gyldne Vugge.
��En Aften ved Solens Nedgang sad Dronningen saaledes vuggende og drømmende i Baaden. Jomfru Kirstine sad ligeoverfor hende paa Roerbænken og sang:

     »Bonden udaf Villenskov 
     De Trolde gjennem Vindvet saae: 
     Hjelp mig nu, Jesus Mariæ Søn! 
     Disse Trolde de agte mig paa. 

     Han slog Kors i hver en Vraa 
     Og meest udi hans Stue; 
     Forfærdedes nogle Trolde derved 
     De fløi ad vildene Skove. 

     Somme fløi Øster, Somme fløi Vester 
     Nogle fløi Nord paa; 
     Nogle fløi ned i dybene Dale; 
     Jeg troer de ere der endnu« - -
                    [Note: See Kæmpevisen.]

��Hvad fattes Eder, min ædle Dronning! - afbrød Kirstine pludselig Sangen - I bliver saa bleeg, og hvad stirrer I saa besynderlig paa?«
��»Ak jeg drømte saa sødt og tænkte paa min Fader og min Moder og mine Barndomslege - sagde Dagmar - men saa sang du om de onde Trolde, og mig syntes, de stak Hovederne frem af alle Buske og truede mig.«
��»Kors bevare os! - sagde Kirstine og saae sig halv ængstelig om - men I troer dog aldrig, ædle Dronning, at der er saadant Troldpak meer til i Verden; det var jo kun i gamle, gamle Dage, inden her var Kirker og Præster og rigtig christen Tro i Landet.«
��»Du sang jo dog selv, at Bonden slog det hellige Kors for Troldene - sagde Dagmar - jeg troer vel ikke saa lige Alt, hvad der staaer i slige Viser, men der er dog visselig ligesaavel onde som gode Aander til; derpaa kan ingen Christensjæl tvivle; og ingen Sjæl er saa god og uskyldig, at vi jo hver Aften maae bede den kjære Herre Gud befrie os fra det Onde. Siig mig, kjære Kirstine, seer du ikke ogsaa ligesom et blegt qvindeligt Ansigt hist imellem Sivene - nu synes mig endogsaa det bevæger sig - og seer du de vaade Lokker med Sivkrandsen?«
��»Ak ja, ædle Dronning! jeg seer noget lignende - befaler I ikke at vende tilbage til Slottet? det begynder allerede at skumre - og Aftenluften« -
��»Siig kun reentud, du er bange, lille Kirstine! - sagde Dagmar - nu er jeg det ikke længer: vi staae jo Alle i Guds Haand. Den blege Qvinde synes ikke heller at ville os noget Ondt; hun seer saa lidende og sørgmodig paa mig; maaskee er det en ulykkelig Pige, som har skjult sig derude for at beklage sin Nød for mig i Løndom. Maaske kan jeg hjelpe hende. See, nu kommer hun nærmere!«
��»Ak, det maa vist være et stakkels vanvittigt Menneske - sagde Kirstine med en Blanding af Frygt og Medlidenhed - see hvor besynderligt hun fordreier Ansigtet og peger mod Himlen - og hør! hør, hun synger« -
��Med dæmpet Frygt og nysgjerrig Opmærksomhed hørte Dronningen og Jomfru Kirstine nu tydelig en klar bævende Stemme, som sang afbrudt og sørgmodig mellem Sivene, medens den hemmelighedsfulde Sangerinde aldeles skjulte sig for dem. Forbauset hørte Dronningen følgende Ord:

    »Dagmar, Dagmar, du Dronning from! 
    Din Skjæbne spurgte jeg Stjernerne om. 

    En Søn du føder, saa lys og bold; 
    Hans Moder var varm; hans Fader var kold. 

    En Søn du føder med gyldne Haar; 
    En stakket Lykke jeg kun ham spaaer. 

    Han lege skal med Guldkronen rød 
    Til Fugl med Staalkloe volder hans Død. 

    Men hvis jeg Skriften foroven nam, 
    Dit unge Liv du lader for ham - 
       Langt borte fra Fader og Moder.«

��»Ak, hører du, Kirstine! - sukkede den fromme Dagmar og græd bitterlig - det er min Død hun spaaer mig. - Guds Villie skee! men her er dog saa skjønt i Verden at leve!«
��»For Guds Skyld! kom, min ædle Dronning, og lad os flye! det er en ondskabsfuld eller vanvittig Qvinde, som vil skræmme Livet af Eder med sine Spaadomme. For Gud i Himlens Skyld, lad os komme herfra!«
��Dronningen reiste sig vaklende for at stige af Baaden; men da sang atter den løndomsfulde Stemme veemodig og hjertelig:

      »I tør ikke græde, græd ikke fordi, 
      Himmeriges Dør staaer aaben for dig - 
         Den Havfru dandser paa Tillie. 

      I Himmerig skal du bygge og boe, 
      Der fanger du først baade Hvile og Ro; 
         Men Havfruen dandser paa Tillie.« 
                        [Note: See Kæmpevisen.]

��Med Møie kom Dronningen af Baaden og sank bleeg og afmægtig om i den forfærdede Jomfru Kirstines Arme.
��»Jesus Maria!« raabte den beængstede Pige og hørte nu en stærk Pladsken, som af Aareslag eller af Nogen, der svømmer; men denne Lyd blev svagere og svagere og tabte sig snart ganske der, hvor Aaen løber større og bredere ud imod Havet.
��»Var det en Drøm? - sagde Dronningen, idet hun slog Øinene op og reiste sig langsomt - eller har vi virkelig hørt og seet en Havfru, som spaaede mit Barn ilde og mig selv den bittre Død?«
��»Ak, tænk ikke meer paa den besynderlige Hændelse, gode fromme Dronning! - bad Kirstine - det har sikkerlig kun været den gale Malene, som maa være løben ud af Ribe Daarekiste. Jeg har engang seet hende og hørt hende synge. Hun gaaer ogsaa gjerne med Krandse i Haaret og synger ligesaadan underlig og forvildet Snak og Stumper af gamle Viser om Trolde og Hexe. Jeg skal aldrig meer synge saadanne Viser for Eder: havde vi ikke havt Hovedet fuldt af slige Eventyr, skulde vi nok have seet hvem det var og ikke ladet os saaledes forskrække.«
��Det lykkedes tilsidst ogsaa den omhyggelige Kirstine at berolige Dronningen og faae hende til at antage hendes rimelige og naturlige Forklaring af denne gaadefulde Hendelse, som Kirstine dog selv hemmelig ængstede sig over. Dagmar lod for det Første Kirstines beroligende Formodning gjælde, men bad hende dog imidlertid ikke tale til Nogen om hvad der var hendet; selv vilde hun i al Stilhed lade det nærmere undersøge.
��Næste Dag befandt Dronningen sig vel og syntes munter som sædvanlig; men hun vovede sig dog aldrig meer nogen Aften ned til Aaen, og naar hun havde været ene i sit Lønkammer, syntes Jomfru Kirstine dog ofte med Bekymring at kunne see paa hendes Øine, at hun havde grædt.
��Som den betænkelige Fødselstime nu nærmede sig, længtes Dronningen ofte inderlig efter Valdemar. Hr. Ib Urne maatte hver Dag ind og fortælle hende Alt, hvad man hørte om Kongen og hans Færd. De sidste visse Efterretninger, man havde fra ham, vare om den polske Hertug Mistwins Undertvingelse, og hvorledes denne mægtige Fyrste havde maattet sværge Kongen Troskabseed. Om Grev Albert og Ridder Otto spurgtes mangen djærv og dristig Daad, og Alle, som yndede den kjække Ridder Otto og havde frygtet for Følgerne af hans Overilelse mod Erkedegnen, glædede sig nu ved at høre, at han som Korsridder havde udført den Bodsgjerning, der for denne Sags Skyld ved et Pavebrev var bleven ham paalagt af Erkebispen, idet han ved en dristig Ridderdaad havde befriet ti christne Præster af Fangenskabet hos de Vantroe. Ingen glædede sig meer ved denne Efterretning, end Kirstine af Rise; men hun fordulgte det omhyggelig og lod som om hendes store Glæde og Beundring kun gjaldt Kongens Lykke og Seier.
��Om Carl af Rise hed det, at han havde reddet sin Vaabenmesters Grev Alberts Liv ved et uventet Baghold paa de polske Grændser.
��»Den raske gode Dreng!« sagde Rigmor med barnlig Aabenhjertighed og klappede i Hænderne, da hun hørte det. Hun huskede ikke Andet, end at de begge vare Børn endnu; men Rigmor var nu næsten en halvvoxen Pige, og havde Carl af Rise hørt, hun havde kaldt ham Dreng, vilde han have fortrydt storlig derpaa; thi han var nu ligesaa høi som Ridder Otto, og langt stærkere, og han drømte ikke om Mindre, end om at vinde Guldsporen paa dette Felttog.
��Det gik dog lykkeligere med Dronningens Nedkomst, end hun havde ventet, og der var stor Glæde paa Ribehuus og over hele Landet, da den Tidende hørtes, at den fromme Dronning Dagmar havde skjænket Kongen en Søn og Thronarving. Uagtet nemlig Kronen ikke var arvelig men Folket havde Valgret, var den førstefødte Kongesøn dog somoftest den, det danske Folk helst og klogeligst valgte. I de samme Dage havde ogsaa den stille sørgmodige Grevinde Ida født en Søn til Verden, og den lykkelige Grev Claus, som var bleven tilbage paa Ribehuus, ilede selv med disse glade Efterretninger til Kongen.
��Dronning Dagmar græd af Glæde og inderlig Hjertenslyst, da hun vuggede den lille lysøiede Prinds paa sine Arme; men det var hende et stort Skaar i hendes Moderglæde, at Valdemar ikke var tilstede og kunde dele hendes Lykke, og at ikke hendes Fader og Moder kunde see hvor lyksalig hun var. Hun kyssede Barnet vel tusinde Gange og takkede Gud for den vidunderlige Gave og for den usigelige Fryd, som hun aldrig før havde drømt om kunde være saa stor og overvættes. Hun saae Barnet i de stille blaae Øine og det var som hun saa sig selv ind i Sjælen. De fine gule Silkehaar vare ogsaa hendes; men hun saae dog i Barnet kun den seierrige Valdemars Søn og bad kun om, at Drengen maatte vorde god og from og blive Kongen og Folket til Glæde og Velsignelse.
��Dagmars Moderglæde over hendes lille Valdemar, som hun allerede nævnede ham, var saa stor, at den udtømte hendes Kræfter. Følgerne af Skrækken hiin Aften ved Aaen og de sørgmodige Dødstanker, hiin ulykkelige Spaadom havde efterladt i hendes stille Sind, holdt hende endnu paa Sygeleiet, da hun modtog Kongens Brev, hvori han høilig glædede sig til at see hende, som en lykkelig Moder, og modtage sin Førstefødte af hendes Arme.
��Prindsesse Regitze, som havde modtaget Kong Eriks Ægteskabstilbud, læste i samme Stund med jævn Tilfredshed et Brev fra sin Broder, hvori han meldte, hvad han ogsaa havde tilskrevet Dronningen, at den første Dag i næste Maaned, som ved Brevets Modtagelse nu var nær forhaanden, agtede han at holde en stor Seiersfest paa Ribehuus, hvorved han tillige vilde lade sin Søn døbe og holde sin kjære Søsters Bryllup med stor Hæder og Glands. Derom var der ogsaa afsendt Bud og Brevskab til Kong Erik i Sverrig.
��Dagen førend den store Festdag var bestemt gjorde Kong Valdemar med vaiende Faner og klingende Spil sit Indtog paa Ribehuus under Folkets larmende Fryderaab. Det glade nysgjerrige Folk strømmede i store Skarer ud og ind gjennem Ribe Porte, for at see og hilse deres seierrige Konge og for tillige at betragte den fremmede Konges Indtog; thi der var sendt Kong Erik en talrig Ridderskare imøde og han kunde ventes hvert Øieblik.
��Valdemar svang sig af sin Stridshingst i Slotsgaarden og ilede, støvet og jernklædt, som han var, op paa Slottet, hvor han haabede at see den unge blomstrende Moder komme ham sjæleglad imøde med hans Førstefødte. Men hans Glæde formindskedes svarlig, da han nu hørte af sin Søster Regitze, at Dronningen endnu ikke var fuldkommen karsk, og at hun endnu ikke maatte forlade sit Sovekammer. Han traadte da ind til hende i det dunkle Gemak og følte sig strax besynderlig nedslagen og beklemt midt i sin kraftigste Livsglæde af den indespærrede Luft, der kom ham imøde, og det sparsomme Lys, som ikke viste ham en sund blomstrende Moder, men en stille bleeg Qvinde med et fiint spædt Barn i de bævende Arme.
��Dagmar laae paa en Løibænk med Purpurtæpper; hun følte sig svag og angreben; men Glæden gav hende Kræfter. Hun reiste sig og løftede Barnet mod Valdemar med høi stille Glæde, men tillige med inderlig Veemod; thi hun saae hvilket smerteligt Indtryk Synet af hendes Svaghed gjorde paa Kongen. Der glindsede en voldsomt tilbagetrængt Taare i hans stolte Øine; han udbredte heftig Armene mod Moder og Barn med en overvældende Følelse af Glæde og Smerte, men Dagmar bævede frygtsom tilbage for hans Rustning og Barnet skreg. Valdemar lod hurtig sine jernpantsrede Arme synke og rakte Dagmar sin Haand.
��»Tilgiv min Ubetænksomhed - sagde han - jeg ventede ikke at gjensee dig saaledes; jeg troede, du var karsk og glad og havde født mig en stærk og kjæk Søn.«
��Med disse Ord kastede han Pantseret hastig fra sig og satte sig nu roligere ved Siden af Dronningen paa Løibænken. Men Dagmar bøiede sit Hoved over Barnet og græd.
��»Græd ikke, du fromme velsignede Dagmar! - sagde nu Valdemar mild og venlig - græd ikke fordi jeg kommer saaledes ind til dig, som en Stormløber! - Tak, inderlig Tak for Gaven, du har bragt mig og Danmark! har den kun ikke kostet dig selv Sundhed og Tilfredshed!«
��»Kjære stærke Valdemar! - svarede Dagmar og klappede ham venlig paa Haanden - du finder mig som et stort Barn, der frygter og græder for den mindste Smaating. Jeg er ikke hjertesyg, men savner kun Kræfter, og Klangen af dit Harnisk var nok til at skræmme mig og bringe mig i Graad. Men naar jeg nu kan see dig hver Dag, saa skal du see hvor karsk og glad jeg skal blive.«
��»Min Fraværelse har dog ingen Deel i din Svaghed? - spurgte Valdemar - det gjaldt Folks og Rigers Vel, det gjaldt Korsets Fred og Ære. Jeg har holdt mit Ord: Herren gav Hedningerne i min Haand og du seer mig igjen som Seierherre.«
��»Gud velsigne din Iid og din Seier - sagde Dagmar - gjaldt det Korsets Fred og Ære, var min Længsel og mit Savn kun en ringe Offerskjærv til den store Fredens og Kjærlighedens Herre. Men tænk nu ikke paa mig, kjæreste Herre og Konge! tag nu Sønnen paa eders faderlige Arm og giv ham eders Velsignelse! Nu græder han ikke mere; see, nu smiler han rolig og vilde gjerne række de smaae Arme imod Eder, hvis han kunde.«
��Kongen tog Barnet paa sin Arm og betragtede det med blandet Glæde. »Gud styrke og velsigne dig, min Søn! - sagde han bevæget - du har din Moders fromme Øine og faaer vist hendes deilige Haar; men skal du engang bære Septer og Krone, maa du ikke frygte for mit Pantser. Vidste jeg ikke, det var en Prinds, du havde skjenket mig, fromme Dagmar! - vedblev han og lagde Barnet forsigtig tilbage i Moderens Arme - vilde jeg troe, det var en lille fiin Prindsesse, hvis fromme Billede engang kunde pryde Kirker og Klostere og gjøre Skjalde og unge Fyrster til Gjekke.«
��Kong Eriks Ankomst kaldte nu Kongen fra Moder og Søn og nødte ham til at overvinde det forstemmende Indtryk, Dronningens Svaghed og Synet af den spærlemmede Prinds havde gjort paa ham. Det første Møde med hans kongelige Svoger var ham ubehageligt; thi den svenske Konges Frimodighed og kjække Væsen erindrede Kongen om Slaget ved Lene og om at han nu rakte den Mand Haanden, som Ven og Svoger, der havde været Skyld i saa mange tappre Danskes Fald. Det var første Gang i Verden, Valdemar saae sig i den Nødvendighed, at skulle modtage en Gjest, som kunde rose sig af at have beholdt Valpladsen og sjunget Te Deum, medens de Danske sang Sørgesange. Men Valdemar betvang denne Følelse af Uvillie og krænket Stolthed og modtog sin kongelige Gjest og Svoger med ridderlig Høflighed og hædrende Opmærksomhed.
��Den store Fest paa Ribehuus havde opfyldt Slottet og Staden med Fremmede. Kongen havde tidlig om Morgenen besøgt Dronningen og fundet hende glad og rolig. Smykket med sin kongelige Kroningsdragt, havde han derpaa fulgt med den dobbelte Høitidsskare til Domkirken.
��Først blev der sjunget et høitideligt Te Deum for Christendommens Udbredelse og den kongelige Korsridders store Seiervindinger i Preussen og Polen; derpaa blev med stor Pragt og Høitidelighed den lille Prinds Valdemar døbt af Erkebisp Andreas, som til Slutning fuldbyrdede Formælingsacten med Kongen af Sverrig og Prindsesse Regitze.
��Ved en Pille i Kirken stod under disse Høitideligheder Ridder Otto ved Carl af Rises Side.
��»Aldrig saae jeg koldsindigere Brudgom - hviskede Otto - da lider jeg bedre den høie svenske Ridder med det forvovne Ansigt, som staaer fremmerst blandt Kong Eriks Drabanter. Det er den dristige Ridder Sune Folkesøn, som ifjor bortførte Kong Sverkers Datter af Wreta Kloster, trods Konge, Bisp og hele Cleresiet.«
��»Det var jo en halsløs Gjerning - hviskede Carl - hvorledes slap han derfra?«
��»Som du seer. Han staaer sig godt hos den nye Konge og er hans første Mand. Det var en rask og listig Streg. Han havde klædt sig og sine Svende ud som Engle, og saa troede alle de andægtige Nonner, at han førte den skjønne Prindsesse Helene til Himlen. Nu er hun hans Hustru og har født ham en rask Søn, og der er Ingen i Sverrigs Land, som tør krumme et Haar paa den kjække Sune Folkesøns Hoved.«
��»Kan en svensk Ridder føre en Kongedatter af Kloster og det kan gaae godt - sagde Carl - saa kan en dansk Ridder vel ogsa forsøge sin Lykke.«
��»Bliver du gal, Carl! - spurgte Otto - du tænker dog aldrig paa slige Eventyr?«
��»Kors! jeg er jo ikke Ridder endnu.«
��»Skulde jeg bortføre en Jomfru her af Kirken, veed jeg nok hvem jeg tog - hviskede Otto overgiven og hans Øine faldt paa Carls Søster den smekkre Jomfru Kirstine, som bar Brudens Slæb - men det skulde ikke være for at efterabe den svenske Ridder - tilføiede han hastig - jeg vilde før gjøre det Modsatte og føre den smukkeste Pige i Kloster. Hoffet er en Fordærvelse for de stakkels Børn maa du troe. See, om ikke din Søster har flere Øine, end Bruden! Selv min Morbroder Kongen seer oftere paa hende, end jeg vilde lide, hvis jeg var hendes Broder.«
��»Min Søster er en ærlig og tugtig Pige - svarede Carl fornærmet - hun behøver ikke at spærres inde, for at bevare sin Ære.«
��»For hendes Ære turde jeg slaaes med hele Ridderskabet - sagde Otto - men man har før seet en ærlig Møe komme i slet Ry blot fordi hun var fager og venlig mod Alle.«
��»Da veed jeg dog, Ingen taler ilde om min Søster? - spurgte Carl og hans Kinder blussede af Harme - var jeg saasandt Ridder som I, Grev Otto, skulde Ingen blot spøge dermed og beholde Panden heel til Aften.«
��»Tys, tys, ikke saa hidsig, Væbner Carl! I forstaaer dog vel Spøg?« sagde Otto og gik tilside; thi Carl begyndte at blive høirøstet og drage de Omkringstaaendes Opmærksomhed til sig.
��Carl og Ridder Otto vare paa det sidste Felttog, ved mangen dristig Daad, de havde udøvet sammen, blevne Vaabenbrødre og fortrolige Venner; men de vare dog fast hveranden Dag uenige og sagde hinanden haarde Ord; thi Ridder Otto viste i sit dristige Væsen en vis Tillid til sin høie Byrd og sin ridderlige Overlegenhed, som fornærmede Carl; den simple fattige Riddersøn havde derimod en plump og djærv Maade at gjøre sine Fordringer gjældende paa, som intet Hensyn tog til Byrd og Stand, men kun til Manddom og ridderlig Dygtighed, og deri haabede han nu snart ikke at staae tilbage for sin høitflyvende fyrstelige Vaabenbroder. »Fader Saxo havde Ret: ilde er det for Rakke at lege med Bjørnehvalpe«, sagde Carl gjerne ved sig selv, hvergang der saaledes kom en Kurre paa Traaden mellem ham og Grev Otto. Men Dagen efter vare de gjerne de bedste Venner af Verden igjen, og havde Otto virkelig fornærmet, var han strax villig til at tilstaae det og gjøre det godt igjen.
��Da Toget nu med Kong Eriks og Dronning Regitzes Brudeskarer gik ud af Domkirken, traadte Carl beskedent tilside, for at gjøre Plads og følge bag efter Kong Valdemar og hans Riddere blandt de andre Væbnere og Svende. Næst Kongen gik nu Ridder Otto ham kjæk og rask forbi ved Grev Alberts Side, og Carl følte ydmyget hvor ringe og ubetydelig han var mod sin fyrstelige Vaabenbroder. Blandt den tilstimlede Folkeskare saae han ved den saakaldte Kathoveddør en fattig krumrygget Pillegrim, som med et listigt ondskabsfuldt Blik betragtede Grev Otto og ikke tabte ham af Syne. Carl blev opmærksom og syntes i Pillegrimsdragten at kjende Erkedegn Arnfred, som for den svare Mistanke, der var falden paa ham, var bleven forviist Kongens Riger og Lande. Saasnart Ridder Otto ikke mere var at see fra Kirkedøren, var den mistænkelige Pillegrim forsvunden af Trængselen. Carl glemte nu øiebliklig den lille Tvist, han nylig havde havt med Otto, og besluttede at opsøge ham snarest muligt og advare ham. Han skyndte sig op paa Slottet; men det var ham ikke muligt den hele Dag at komme Grev Otto saa nær, at han kunde give ham et Vink; thi han kunde ikke trænge sig frem mellem Ridderne og de statelige Hofmænd, som nærmest omgave de Kongelige, og blandt dem var bestandig Ridder Otto, der, som Kongens Søstersøn, paa en saadan Høitidsdag ikke kunde forlade sin Plads blandt Kongens Nærmeste.
��Henimod Aften, da den største Festlighed var forbi og de muntre Gjester begyndte at bevæge sig friere blandt hverandre, fik Carl dog Leilighed til at give sin Søster et Vink, idet hun vilde forlade Dronning Regitze, til hvis Opvartning hun den Dag var bestemt, og begive sig til Dronning Dagmars Gemakker.
��»Hvad vil du? kjære Broder! - sagde Kirstine og trykkede kjærlig hans Haand - vi faae ingen Tid idag til at tale ordentlig sammen. Jeg skal til Dronningen: hun sidder eene, Stakkel! og kan ingen Deel tage i al denne Herlighed.«
��»Eet Ord, kjære Kirstine! skulde du see Grev Otto og uden Anstød kunde sige ham et Par Ord, saa beed ham vogte sig og siig ham, at hans Dødsfjende den forviiste Klerk er her, han, som han lod pidske ud af Kongens Gaard. Jeg har selv seet ham; han gaaer sikkert omkring her og lurer hemmelig paa Hevn.«
��»Jesus Marie! hvad siger du!« sagde Kirstine forskrækket og blev bleeg som et Liig.
��»Nu hvad fattes dig, Søster! du har Intet at frygte. Beed kun Grev Otto see sig for og ikke gaae et Skridt uden Vaaben! Men siig ham det endelig saaledes, at Ingen udlægger det ilde, see hverken for mildt til ham eller nogen anden fornem Herre! Ak, kjære Søster, husk paa, vi ere den fattige Ridders Børn og et godt og ærligt Navn er al vor Arv og Eie.«
��»Hvorledes kommer du derpaa? kjære Broder!« spurgte Kirstine forundret.
��»Nok derom, gode Søster! glem kun ikke hvad jeg sagde dig« -
��»Ak, nei - det maa skee strax. See, der staaer Ridder Otto jo hos Kongen. Jeg gaaer strax hen til ham og siger det« -
��»For Guds Skyld, nei, Søster! det sømmer sig ikke« - indvendte Carl og vilde holde hende tilbage; men hun var allerede borte; og strax efter saae Carl hvorledes det var lykkedes hans Søster at faae Grev Otto dragen ud paa Svalen, hvor den unge fyrstelige Herre syntes med særdeles Liv og Deeltagelse at underholde sig med hende.
��»Det gaaer aldrig godt! - sagde Carl urolig ved sig selv - hvi tog jeg ikke Dristighed til mig og vovede mig selv derop blandt de Store! hun er mere hofvant, end jeg; men Otto havde Ret - hun maa være forsigtig.«
��Carl stod ved den aabne Dør til Riddersalen, hvoraf Tjenere og Svende trængte sig ud og ind. Han kom ved en Vending til at see ud i Forsalen, og uden længer at give Agt paa sin Søster og Ridder Otto, trængte han sig pludselig med Heftighed gjennem Døren og forsvandt.
��Ridder Otto stod imidlertid alene paa Svalen med Kirstine og lod ikke den undseelige og forskrækkede Jomfru komme til Orde af Glæde over det hemmelige fortrolige Vink, hun havde givet ham; han fandt det vel ikke saa ganske sømmeligt for hende; men det smigrede ham dog høilig og han sagde hende nu saa mange smukke og artige Ord, at den arme Pige blev baade rød og bleeg.
��»Men jeg har Noget at sige Eder, Ridder Otto! - afbrød hun ham endelig - I maa for Guds og den hellige Jomfrues Skyld ikke troe, jeg vilde afbryde eders Samtale med Kongen eller saa ubeskedent gjøre Tegn til Eder, havde der ikke været Nød paa Færde: eders Liv er i Fare, ædle Herre!«
��»Mit Liv - afbrød Otto hende overgiven og smilede - min Frihed vil I vel sige, smukke Jomfru! og deri kan I have Ret. Eders venlige Deeltagelse for mig, da Alle her miskjendte mig, glemmer jeg aldrig. Dengang maatte jeg iile bort, uden at faae Tid til at takke Eder; men troe mig, skjønne Kirstine! hvad jeg lod tilbage« -
��»Ak, eders Seglring - afbrød Kirstine ham hastig - det er sandt, den har jeg - jeg fandt den og gjemte den til Eder. See! her er den.« Med disse Ord tog hun Sølvbratsen frem af sin Barm, for at afløse Ringen. »Men ak! - vedblev hun forvirret - hvad jeg kom for at sige Eder« - -
��»Hvad seer jeg? min gamle Seglring! - afbrød Otto hende henrykt - og saaledes forvaret! - o! løs den ikke af, skjønne Kirstine! bær den bestandig saaledes! og lad mig være saa lykkelig at haabe, den ikke er Eder en ukjær Erindring!«
��»Men, min Gud! Hr. Greve! - sagde Kirstine blussende rød - hvor kan jeg beholde eders Ring med eders fyrstelige Vaaben?«
��»See, jeg har jo en anden - svarede Otto - og vil I endelig give mig en Erstatning for den, saa giv mig det lille Ravkors, der hænger ved Siden af den!«
��Uden at svare løste Kirstine Ravkorset af Halskjæden og rakte Grev Otto det, som henrykt modtog det og greb med det samme hendes Haand og trykte den til sine Læber.
��»Men, kjære Ridder Otto! eders Liv er virkelig i Fare - begyndte Kirstine igjen og skjulte hastig Seglringen - for Guds Skyld, hør dog hvad jeg havde at sige Eder! Her gaaer en forklædt Forræder om og lurer paa Eder; min Broder Carl har seet ham og bedet mig advare Eder - det er den forræderske Klerk, som I engang fornærmede.«
��»Hvad, Arnfred? - spurgte Otto opmærksom og slap hendes Haand - det er umuligt: han er jo forviist.«
��»Ak, han er her alligevel og vil vist stræbe Eder efter Livet. Hvad skal vi dog gjøre?«
��»Lad ham vove paa at komme! jeg har før været blandt Fjender i Tusindtal, og I troer dog vel aldrig, jeg frygter for en enkelt Mand?«
��»Ak nei, Hr. Otto! - sukkede Kirstine - jeg veed jo nok hvor kjæk og forvoven I er; men hvo kan forsvare sig mod en lumsk og hemmelig Morder? han kan støde Eder en Dolk i Hjertet, naar I mindst tænker derpaa.«
��»Frygt kun ikke, gode Pige! - jeg vil tage et Brystharnisk under min Kjortel; naar jeg kun veed hvor jeg kan vente en Fjende, lader jeg mig ikke forraske. Tak for eders venlige Advarsel! tak ogsaa eders ærlige trofaste Broder! det var smukt af ham, at han vilde advare mig: jeg har dog idag mod min Villie fornærmet ham.«
��»Det talte han Intet om, ædle Herre! men lad mig nu stole paa, at I er forsigtig! jeg er saa angest og bange for den lumske Klerk.«
��»Imorgen skal I vist høre, han sidder i Taarnet - sagde Otto og trykte hendes Haand med Varme - Gud velsigne Eder!«
��»Christ og vor Frue bevare Eder!« - sagde Kirstine og gjengjældte Haandtrykket frygtsom og næsten umærkeligt, medens hun hastig tog sin Haand tilbage - »jeg tør ikke blive her længer - Dronningen venter mig.«
��Derpaa skyndte hun sig bort. Ridder Otto saae sjæleglad efter hende, og først da han ikke meer saae hendes slanke lette Skikkelse i Riddersalen, gik han bort for at følge hendes Raad og forsyne sig med et Brystharnisk under sin Hofkjortel.
��Da Otto traadte ud af Riddersalen, kastede han en Kappe over sin glimrende Hofdragt. For at komme til sine Værelser i Slottets nordlige Fløi, maatte han gjennem en lang mørk Gang. Han havde næsten glemt hvad han gik efter og tænkte kun paa den skjønne Jomfru Kirstine og den varme Deel, hun tog i Alt, hvad der angik ham. Uden at gjøre sig nogen bestemt Forestilling om hvad den Tilbøielighed kunde føre til, som han selv følte for hende, og som han nu saa tydelig sporede og saa ubetænksom nærede hos hende, gik han munter og letsindig gjennem Gangen og nynnede paa en Elskovsvise. Ved det matte Skin af en næsten udbrændt Lampe, som ellers Dag og Nat brændte i Gangen, saae han nu langt borte en dunkel Skikkelse bevæge sig frem og tilbage udenfor Døren til hans Værelser. Han standsede pludselig og greb til sin lette pyntelige Kaarde, som han kun bar til den ziirlige Hofkjortel, og som kun var lidet skikket til nogen alvorlig Dyst. Han betænkte sig paa om han, saa slet bevæbnet, skulde gaae frem eller vende tilbage; men han følte strax Skamrødmen paa sine Kinder over en Frygt, som han for første Gang var sig bevidst. Han drog Kaarden og nærmede sig langsomt den dunkle formummede Skikkelse, i hvem han troede at kjende Arnfred paa den listende Gang. Han var endnu omtrent tyve Skridt borte fra Gjenstanden for sin Opmærksomhed og betænkte sig paa om han skulde angribe eller give Tid til han blev angreben, da slukkedes den udbrændte Lampe, og der blev saa mørkt omkring ham, at han ikke kunde see Kaarden i sin Haand. Han standsede igjen og bekæmpede den overvældende Gru, som overfaldt ham; derpaa gik han langsomt videre frem mod Døren og følte sig forsigtig for til alle Sider med Kaarden. Idetsamme hørte han det klirre og en anden Kaarde rørte ved hans. Uden at sige et Ord huggede han vildt iblinde rundt om sig, men fik idetsamme saa vældigt et Hug over Armen, at Kaarden fløi ham af Haanden og nu hørte han en velbekjendt Stemme:
��»Hvor blev du af? fordømte Snigmorder! jeg er Grev Otto - kom kun igjen! dennegang slipper du ikke med Hundepidsken.«
��»Carl! - raabte nu Otto - er det dig? er du fra Forstanden? du har saaret mig - jeg er jo Otto; du har nys advaret mig, og nu kommer du selv og overfalder mig - er det dit Venskab?«
��»Gud i Himlen! hvad har jeg gjort! - sagde Carl - er det Eder, Ridder Otto! jeg troede saa vist, det var den fordømte Klerk. Jeg meente det saa godt. Har jeg saaret Eder haardt?«
��Snart kom det til Forklaring mellem Vennerne. Med Armen om Carls Hals gik Otto ind med ham i sit Værelse. Ottos Saar var ikke betydeligt. Snart var Armen forbunden, og Carl overtalte nu sin Ven til at blive rolig paa sit tillukte Værelse; selv vilde Carl føie Anstalter til at opspore og fastholde hans hemmelige Fjende; thi han havde fra Døren til Riddersalen tydeligt seet Arnfreds Skikkelse forsvinde i en af de mørke Gange, som førte fra Forsalen til Slottets Sidefløie.
��Efter denne Aftale skiltes Vennerne ad, og dette Eventyr havde endnu knyttet dem nøiere og inderligere til hinanden.
��Med bævende Hjerte og blussende Kinder var imidlertid Jomfru Kirstine traadt ind til Dronning Dagmar, og Dronningen havde bortsendt de andre Opvarterinder, hun den Dag havde valgt for at unde sin kjære Kirstine den Glæde at være med ved Festen. Da Kirstine nu var ene med Dronningen, undrede Dagmar sig over hendes Taushed og den synlige Forvirring og Sindsbevægelse, hun forgjeves søgte at dølge. Dronningen betragtede hende med Ømhed og Deeltagelse.
��»Du kommer ikke som en fri og glad Fugl fra Festen idag, gode Barn! - sagde hun venlig og tog Kirstines Haand - dit Sind er i Bevægelse og din Haand bæver - hvad fattes dig?«
��»Ak, Intet, ædle Dronning! jeg har kun løbet lidt for stærkt igjennem Gangen.«
��»Kirstine! - sagde Dagmar mildt advarende og betragtede hende nøie - nu taler du ikke Sandhed; der ligger dig Noget paa Hjerte. Har du ingen Fortrolighed til mig? veed du da ikke endnu, at jeg har dig kjær, som du kunde være min egen Søster?«
��»Ak, ædle Dronning! - sukkede Kirstine - hvor kan en fattig Ridders Datter nærme sig saaledes til Eder, som til en af sine Lige? der er jo saadan en uhyre Afstand imellem os.« Det faldt hende nu ogsaa pludselig ind hvilken Afstand der var mellem hende og Kongens Søstersøn, og hun kyssede Dronningens Haand med inderlig Veemod, medens hede Taarer udvældede af hendes Øine.
��Dronningen klappede hende paa de vaade Kinder. »Et fromt og godt Hjerte, mit Barn! - sagde hun kjærlig - gjør den Ringeste og Fattigste rigere, end en Dronning, for Guds Øine; hos ham gjælder ikke Kongeblod og høi Byrd. Skjænk mig din Fortrolighed, Barn! jeg kan ikke taale at see dig bedrøvet.«
��Kirstine sukkede dybt, men taug.
��Dronningen strøg de gule Lokker fra hendes Pande. »Du er nu paa den Alder, mit gode Barn, - vedblev hun - da man siger unge Piger ofte har hemmelige Hjertesorger, hvad jeg dog, Gud skee Lov, aldrig har kjendt. Siig mig, kjære Kirstine! er nogen Mand i Verden Skyld i de Taarer, hvormed du væder min Haand, og i den Uro, som bevæger din Barm?«
��Kirstine troede sit Hjertes Hemmelighed røbet og blev rød heelt ned over Halsen. »En Mand - stammede hun - ak, min ædle Dronning! hvor falder I derpaa? - jeg er jo kun femten Aar endnu.«
��Her blev Samtalen afbrudt og Kirstine troede sig befriet fra sin Forlegenhed, idet Kongen traadte ind for at see til Dronningen og selv erkyndige sig om hendes Befindende.
��Dagmars Kinder vare blevne røde og hendes Øine livfulde af Samtalen med Kirstine og den Hjertebevægelse, hvori hun derved var kommen. Hun besvarede Kongens Hilsen og Spørgsmaal om hendes Sundhed med livlig Røst og reiste sig uden Besværlighed for at modtage ham.
��Kirstine fik hastig Taarerne af sine Øine; hun havde hilset Kongen ærbødig og vilde trække sig tilbage til Sideværelset; men Kongen, som kom oprømt og munter fra Festen og fandt Dronningens Tilstand bedre, end han ventede, klappede den undseelige Jomfru paa Kinden. »Bliv kun, lille Kirstine! - sagde han - og hjelp mig at opmuntre Dronningen! jeg seer, du forstaaer dig bedre derpaa, end jeg selv. Som jeg hører, synger du smukke Viser.« Han vendte sig nu atter venlig til Dagmar: »Er I saa karsk, min ædle Dronning! at I kan taale slig Adspredelse, kunde jeg nu ret have Lyst til at høre en af de Sange, I har sagt mig, eders lille vakkre Kirstine trøstede og opmuntrede Eder med i min Fraværelse.«
��»Som I vil, min kjære Herre og Konge!« - sagde Dagmar og rakte Valdemar sin Haand, medens hun tog Sæde ved hans Side. »Syng, mit Barn, hvis du kan - sagde hun opmuntrende til den bævende Pige - vær kun ikke frygtsom! Kongen vil idag neppe være vanskelig at synge for. Jeg har ikke længe seet Eder saa glad og oprømt - her hvilede atter hendes venlige Øine paa Kongen - hvorvel jeg ikke kunde være tilstede ved Festen, har jeg dog ogsaa ret glædet mig i Stilhed over al den Lykke og Velsignelse, Herren skjænker os idag; vor lille Valdemar har været from og stille i Kirken, hører jeg; see! han sover nu sødelig og drømmer om de kjære Guds Engle.«
��Hun betragtede med inderligt Velbehag det sovende Barn, som laae i den gyldne Vugge ved hendes Løibænk. Valdemars Øine hvilede ogsaa med Glæde paa Barnet, medens Kirstine stod rød og forlegen og pillede paa sit Livbaand.
��»Jeg har ikke længe kunnet sidde saa rolig og huusfaderlig her hjemme - afbrød Valdemar sin og Dronningens Taushed - du seer idag ret sund og glad ud, min fromme Dagmar! og jeg haaber, du snart kan glæde Hoffet og Folket med dit milde Aasyn. Men hvor blev Sangen af? idag vil jeg ikke høre Andet, end Sang og Glæde.«
��»Syng, kjære Kirstine!« sagde Dagmar; og Kirstine tog nu endelig Mod til sig og sang den gamle Vise om Jomfruen, som var forvandlet til en Nattergal, [Note: See danske Viser fra Middelalderen.] og som en fremmed Ridder kom til og bad qvæde en Vise, hvorfor han vilde lade Fuglens Fjædre beslaae med Guld og dens Hals beklæde med Perler. Alt som hun sang blev hun underlig bevæget derved; hun sang nu hvad Nattergalen svarte Ridderen:

        »Jeg passer ei paa dine Fjædre af Guld, 
        Som jeg for dig skulde bære: 
        I Verden jeg er en fremmed vild Fugl 
        Og ingen Mand monne mig kjende« -

��Hendes Stemme bævede, og det var hende ligesom det var om hende selv hun sang, og da hun nu paa Ridderens Spørgsmaal til den forvandlede Jomfrue, om hun da leed Ondt af Hunger, Kulde og Snee, skulde synge hvad Nattergalen svarte, da blev hun saa overvældet af den veemodige Følelse, at hun kun med Møie kunde frembringe Ordene:

      Mig tvinger ei Kulde, mig tvinger ei Snee, 
      Som falder paa Veien hiin brede; 
      Mig tvinger fast meer en lønlig Sorg, 
      Der gjør mig Angest og Møde.«

��Og nu kunde hun for den heftige og lydelige Graad ikke synge mere.
��»Du er ikke vel, mit Barn! - sagde Dronningen - gak ud og fat dig! Kongen vilde jo ikke høre Graad og Sørgesange.«
��»Stakkels Barn! hvad fattes dig?« - sagde Kongen deeltagende og greb hendes Haand.
��»Ak, tilgiv mig og lad mig gaae, min naadigste Herre og Konge! - bad Kirstine - jeg er selv en fremmed vild Fugl, som ikke kan synge for saa stor og mægtig en Herre.«
��Kongen slap hendes Haand; og med begge Hænder for Øinene ilede hun ud af Gemakket.
��»Hvad fattes det gode smukke Barn? - spurgte Kongen - min Nærværelse kan dog aldrig være hende saa frygtelig.«
��»Jeg forstaaer mig ikke paa hende idag - sagde Dagmar - hun har altid glædet sig saa hjertelig, naar hun hørte eders Lov og Priis, og naar der kom Budskab om eders Seiervindinger, var hun ofte ligesaa glad og lykkelig derover som jeg; hun taler aldrig om Eder uden med den største Beundring og Hengivenhed, og nu flyer hun grædende for Eder og kan ikke synge Eder en Vise til Ende; der maa sikkert være hendet hende Noget; men hun har Fortrolighed til mig, og jeg tænker vel at faae at vide hvad det er for en lønlig Sorg, som trykker hende.«
��»Skade for det unge vakkre Pigebarn, skulde hun allerede saa tidlig have en Hjertesorg! - sagde Kongen - selv hendes Ængstelighed og Bedrøvelse klæder hende velsignet; men hun er intet Barn meer, seer jeg, hun er voxet og bleven fager.«
��»Næst dig, kjære Valdemar! - sagde Dagmar - har jeg ingen Sjæl kjærere i Danmarks Rige. Hun er ellers munter og kløgtig og hvad hun har for et elskeligt Hjerte veed Ingen bedre end jeg.«
��»Men, for tusind Pokker! hvad fattes hende da? - spurgte Kongen fast utaalmodig - jeg kan for min Død ikke lide, Nogen sørger. Spørg hende ud, kjære Dagmar! har du hende saa kjær, skal hun, Gudsdød, ogsa være lykkelig.«
��»Du kjære heftige Sjæl! - sagde Dagmar og smilede - Du glemmer i din Kraft og Vælde, at han, der raader over Lykken, sidder høiere, end alle Konger og Fyrster.«
��Dronningens fromme Bemærkning bragte nu Kongen paa alvorlige og vigtige Tanker om Folkets og Rigets Lyksalighed. Han søgte at meddele Dagmar sine store Udsigter i Fremtiden og tilbragte saaledes endnu en venlig og fortrolig Time med hende i Eenrum.
��Da Kongen havde forladt Dronning Dagmars Gemak, kom Jomfru Kirstine tilbage og bad Dronningen tilgive hende den barnagtige Frygt og Ængstelighed, som havde afbrudt hendes Sang for Kongen.
��»Var det virkelig intet Andet? - spurgte Dagmar - hav Tillid til mig, gode Kirstine! og betroe mig hvad der ligger dig paa Hjertet! du har ingen oprigtigere Veninde, end mig, og Kongen selv har sagt, han vil gjøre dig lykkelig, hvis det staaer i hans Magt.«
��»Kongen! - gjentog Kirstine, glad forskrækket - den store herlige Helt! - ak, nei, det er ikke muligt - det kan dog hverken han eller I, ædle Dronning! en stakkels fattig Ridderdatter tør dog aldrig tænke paa en Lykke, hvortil hun ikke er fød og baaren. Jeg vil heller aldrig tænke derpaa. Spørg mig kun ikke mere derom, gode, velsignede Dronning! jeg tør dog hverken betroe Eder eller noget Menneske hvad Gud i Himlen kun veed, og hvad det maaskee ogsaa er Synd og Formastelse at tænke paa.«
��»Synd og Formastelse - gjentog Dronningen og studsede - derfor bevare dig Gud og alle Hellige i Naade! endnu har du ingen ugudelig og formastelig Gjerning at bebreide dig, det veed jeg. Bevar din Hemmelighed fremdeles i dit Bryst! nu vil og tør jeg ikke vide den.«
��»Ak, nei, min ædle fromme Dronning! - bad Kirstine og knælede for hendes Fod, medens hun grædende lagde Hovedet i hendes Skjød - troe dog, for Guds og den hellige Jomfrues Skyld, intet Ondt om eders stakkels Kirstine! jeg vil jo gjerne tilstaae Eder det, at jeg har ham inderlig kjær, ham, jeg aldrig tør kalde min, ham den kjækkeste og elskværdigste af alle Mænd i Verden; men han veed Intet derom og faaer det aldrig at vide. Synd og Formastelse er det dog visselig ikke, naar Ingen veed det, uden jeg og Gud i Himlen, naar jeg ærbar og stille bærer hans Billede i min Sjæl, men aldrig meer lader ham gribe min Haand og læse min Hemmelighed i mine Øine« - -
��»Ulykkelige!« udbrød Dagmar og blegnede; thi hun troede nu for vist, at det var Valdemar, hun meente.
��»Ja vel maae I kalde mig ulykkelig, ædle Dronning! men hvad kan jeg derfor? Synd og Formastelse var det kun, naar jeg et Øieblik kunde glemme det svælgende Dyb, som adskiller os - og før skal mit Hjerte briste. Rinder der intet Skjoldungeblod i mine Aarer, som i hans, saa rinder der dog stolt ædelt Ridderblod, og et godt og ærligt Navn er al min Arv og Eie.«
��»Arme, arme Kirstine! jeg forstaaer dig - sagde Dronningen med et dybt smerteligt Hjertesuk - Gud styrke og trøste dig, arme Barn, arme forvildede Sjæl! jeg kan ikke. Bede for dig kan jeg kun, og det vil jeg; bede for dig vil jeg i min sidste Stund. Forsag ikke! hvo veed - hvo veed hvad der kan skee? vort Liv og vor Lykke er i den Almægtiges Haand.«
��Heftig rystet og bevæget, bøiede Dagmar sit Hoved mod Kirstines Bryst og græd; hun var en Afmagt nær og Kirstine kaldte forskrækket paa hendes Terner. Et farligt Tilfælde var indtruffet med den unge svage Moder, og Henrik Harpestræng blev kaldet. Han rystede paa Hovedet og fandt hendes Tilstand betænkelig. Den forskrækkede Jomfru Kirstine var utrøstelig og bebreidede sig med Rette, at den ædle Dronnings Deeltagelse i hendes Hjerteanliggende havde foranlediget denne Ulykke.
��Dronningens pludselige og farlige Tilbagefald afbrød Festen paa Ribehuus med almindelig Forskrækkelse og Bekymring. Kongen kastede Tavlebordet om og sprang op for at ile til hende. Dronning Regitze forlod sin kongelige Brudgom for at see til hende. Men Lægen havde formeent Alle Indgangen og forlangte kun Stilhed og Ro for den Syge. Paa Kongens Befaling blev der nu snart saa stille paa Slottet, som om alle dets talrige Beboere vare uddøde, og kun i Ribe og dens Omegn vidnede den urolige Folkestimmel og de mange bortdragende Gjester om Dagens Festlighed og afbrudte Glæde.
��Det var sildigt ud paa Aftenen. Udenfor Slotsporten stod Thorgeir Danaskjald stille og veemodig ved Carl af Rises Side og betragtede det store mørke Slot, som nylig glimrede af Fakler og Lys og gjenlød af Bægerklang og festlig Tummel, men hvor nu Glæden med Festligheden var forsvunden, som ved et Tordenslag. Endnu skinnede der kun et stille mat Lys fra den syge Dronnings Gemak, medens hist og her en enkelt Lampe bevægede sig uroligt og ængsteligt gjennem de tilstødende Gange og Gemakker. Himlen var mørk og overtrukken: det var som Døden svævede truende i de tunge Regnskyer over Kongeborgen.
��»Skulde Glæden og Lyksaligheden nu allerede være forbi paa Ribehuus - sukkede Thorgeir - det havde jeg dog ikke troet, da her forrige Gang brændte Brudeblus og da Bønderne dandsede saa lystelig her i Slotsgaarden.

       Der seiler Hr. Strange med Dronning Dagmar!

sang jeg dengang saa glædelig; nu er det mig som jeg snart skulde synge:

       Der flyve Guds Engle med Dronning Dagmar.

��Men hvi staae vi her saalænge? gode Carl! I staaer jo som fastgroet og stirrer paa de Forbigaaende, som I havde Vagt her og ventede en Fjende i hvert Menneske, der kommer fra Slottet.«
��»Det gjør jeg netop ogsaa - svarede Carl - men seer jeg ret, har jeg nu Øie paa den, jeg søger. Seer I den krumme dunkle Skikkelse, der kommer listende forbi Brønden med en Bogrulle, eller hvad det er, under Armen?«
��»Hvad vil I ham? lad ham gaae med Fred! det er jo en stakkels fattig Pillegrim, som nok ligger paa Reisen til det hellige Land.«
��»Det er en Ulv i Faareklæder, som ligger paa Reisen til Helvede - sagde Carl - det er den forviste Klerk, som stræbte Grev Otto efter Livet og vilde forraade Kongens Hemmeligheder til Fjenden. Jeg har været paa Spor efter ham den hele Dag; men han har nok mærket det og altid vidst at undgaae mig. Nu er han mig da sikker. Paa Slottet tør jeg ingen Støi gjøre; men saasnart han har Foden her udenfor Porten, griber jeg ham i Muslingekraven og bringer ham til Taarnet. See, nu staaer han stille og seer sig om. Kom lidt tilside! I maa troe, den Karl har intet Godt isinde, hverken mod Kongen eller mod Grev Otto; han har fundet Beskyttelse hos Greverne af Schwerin, har man sagt; er han i deres Tjeneste, er han sikkert nu her, som en Speider og Forræder. - Men hvor blev han nu af igjen? jeg seer ham ikke. Det er som forhexet; jeg er færdig at troe, han kan gjøre sig usynlig. Kom, kjære Thorgeir, hjelp mig at oplede ham!«
��»Er han endnu i Slotsgaarden, maae vi jo vel kunne finde ham - sagde Thorgeir - hænger det saaledes sammen, har jeg ingen Medlidenhed med ham.«
��Medens Carl og Thorgeir nu gik ind i Slotsgaarden for at opsøge og gribe den listige Arnfred, var han gjennem Baggaarden lykkelig undkommen og reed snart i fuldt Fiirspring gjennem Ribe Gader med en Rulle vigtige Papirer under Armen, som han under Festens Tummel med en mageløs Dumdristighed havde vidst at finde Veien til i Kongens Lønkammer.
��Den snilde Klerk havde strax bemærket, at han var blevet kjendt af Carl ved Kathoveddøren, idet han med sit hevngjerrige Blik efter Otto havde røbet sig; han havde derfor klogelig opsat sin egen personlige Hevn til en bedre Leilighed og skyndt sig med at udføre den vigtigere Skurkestreg, af hvis lykkelige Udførelse hans hele Fremtidslykke afhang hos Greverne af Schwerin. Med de vigtige Papirer under Armen og en sleben Dolk under Kappen havde han paa Tilbageveien fra Kongens Lønkammer skjult sig i de mørke Gange paa Slottet for at oppebie Tusmørket og i Haab om endnu at træffe Grev Otto. Men da Festen saa pludselig blev afbrudt, maatte han tilsidst sørge for sin Sikkerhed, og nu, da han reed over Sønderportsbroen, aandede han først friere og reed noget langsommere det korte Stykke Vei ved Aaen, som førte til Skoven.
��Som han saaledes reed, hørte han pludselig en Pladsken i Aaen, hvorved hans Hest blev sky og foer til Siden; han blev selv saa forskrækket derover, at han tabte Tøilen af Haanden; men hvad der end mere forfærdede den overtroiske Klerk og bragte hans onde Samvittighed i Bevægelse, var Synet af en bleg qvindelig Skikkelse, der med en Sivkrands i de mørke flagrende Lokker dandsede i Maaneskin ved Aaen og sang en vild frygtelig Sang, som hun ofte afbrød med en skingrende Latter. Haarene reiste sig paa Synderens Hoved. Galgebakken ligeoverfor, hvor en Forbryder laae paa Steile og Hjul, og hvorfra et Par hæse Ravne blandede deres Skrig med Qvindens Sang og Latter, forøgede endnu mere hans Forfærdelse. Han læste alle de Bønner, han i sin Angest kunde huske; men hans Hest steilede og fnyste og snart laae han afmægtig i Græsset ved Aaen.
��Da han kom til sig selv, saae han sig ængstelig om: han saae kun Steilen paa Galgebakken og hørte Aaens Brusen, men Hexen, som han troede at have seet, var forsvunden, og han tog Mod til sig og reiste sig. Hans Hest var borte; i Græsset ved hans Side blinkede hans Dolk; den greb han hastig; men forgjeves søgte han med ængstelig speidende Blik om de vigtige Papirer; de vare ingensteds at finde. Han syntes atter at høre en Pladsken i Aaen og en fjern Latter mellem Sivene, og uden at søge længer om Papirerne, flygtede han med Dolken i Haanden saa hastig, de skjælvende Been kunde bære ham, og forsvandt paa hiin Side Galgebakken, som en Forbryder, der løb fra Galgen og fra Bøddelens Haand.
��Næste Morgen traadte Henrik Harpestræng med et glad Ansigt ind til Kongen og underrettede ham om, at det stod sig bedre med Dronningen, og at han troede hendes Liv var uden Fare, hvis det forresten var Guds Villie, at hun skulde komme sig.
��»Hendes Fromhed og Gudfrygtighed, Herre Konge! - sagde den lægekyndige Klerk - hjelper hende dog mere, end al min verdslige Konst; thi Hellighed, høie Herre, er det bedste Lægemiddel baade for Sjæl og Legeme. Naar Dronningen derhos vil vogte sig for alle heftige Sindsbevægelser, saavelsom for gammelt Nødekjød, Sokjød, Bukkekjød og røget Harekjød, item for Lax, Spægesild, Hornfisk og altslags Spægemad, saa haaber jeg med den hellige Jomfrues Hjelp, at det ingen Fare skal have.«
��Kongen overbeviste sig strax selv derom. Han besøgte nu Dronningen ofte og saae hende daglig bedres. Han glædede sig hjertelig derover og forlod ikke Ribehuus. Men det var ligesom dette uvante stille Liv og Luften i Sygestuen nedtrykte hans friske Livskraft og var hans heftige Natur imod.
��Hvad der end mere forstemte ham, var den ubehagelige Efterretning fra Rom, at den bandlyste Bisp Valdemar, som havde ydmyget sig for Paven, ved Keiser Ottos Indflydelse ikke alene var bleven løst af Bandet og havde faaet Tilladelse til at holde Messe i Bispedragt, men at han endogsaa, og - som det hed - efter Keiserens Villie, skjøndt imod Pavens udtrykkelige Betingelse, var af Hertug Bernhard af Sachsen paany indsat til Erkebisp i Bremen. Keiser Otto, hed det fremdeles, var kort før bleven kronet af Paven og havde ydmyget sig til at holde Stigbøilen for ham.
��Junker Strange stod i Kongens Gemak, da han modtog disse Tidender.
��»Hvad siger du dertil? Strange! - sagde Kongen og kastede Brevet harmfuld paa Bordet - min overmodige Fætter sidder igjen paa sin Erkebispestol; Keiser Otto arbeider hemmelig imod mig i Rom. Nu da Philip er død, trænger han ikke meer til min Arm. Jeg læste det i hans sledske hykkelske Øine, da han forlod mig. Seiersfesten her og Glæden over sine Landsmænds Flugt undte han mig ikke. Det varer vel ikke længe, inden han ogsaa staaer med en Hær paa mine Grændser.«
��»I Guds Navn, Herre Konge! - svarede Junker Strange, munter - saa kan I vel ligesaagodt vise den ene Keiser Vinterveien, som den anden. Med Paven staaer han sig ellers neppe ret længe, holder han ikke bedre Eed og Forpligtelse, end det lader til. I Kong Frederik af Sicilien frygter han med Føie en farlig Medbeiler; men rykker han for Alvor mod ham i Apulien, er det ude mellem ham og Paven.«
��»Tag mig det sidste Pavebrev, Strange! - sagde Kongen og kastede sig fortrædelig i sin Armstol - det ligger hist paa Hylden blandt de udenlandske Sager.«
��»Hvor? Herre Konge!« spurgte Strange og søgte forgjeves efter Brevet.
��»Ved Documenterne om de schwerinske Anliggender.«
��»Dem seer jeg ikke heller.«
��»Hvad? - raabte Valdemar og foer op - er du slagen med Blindhed?« Han gik nu selv hen til Hylden og saae med Forbauselse, at hans vigtigste og hemmeligste Papirer vare forsvundne.
��»Død og Fordømmelse! hvem har været her? - udbrød han i frygtelig Harme - har Døren ikke været laaset og lukket! eller har vi Forrædere midt iblandt os?« -
��Der blev nu søgt paa det Nøiagtigste efter de bortkomne Papirer; men de vare ingensteds at finde og Kongen harmede sig forgjeves over dette dumdristige og ubegribelige Ran.
��Den fromme Dagmar mærkede Kongens Forstemthed og havde flere Gange bedet ham adsprede og opmuntre sig med Jagt og ridderlige Sysler. En Dag gjentog hun dette Ønske i Henrik Harpestrængs Nærværelse.
��»Dronningen har saa visselig Ret, min naadige Herre og Konge! - sagde Lægen og betragtede Kongen med Opmærksomhed - Ørnen maa flyve og Hvalen svømme, ingen af dem kan høre en Messe til Ende. Stuen er ikke eders Element, Herre Konge! I maa jage og tumles og derhos i nogle Dage drikke Jernurt paa Viin, ellers er I istand til at faae Guulsot. Et fromt og fornøiet Sind er forresten det bedste Raad, jeg veed.«
��Da Henrik Harpestræng nu tillige forsikkrede, at Dronningen næsten var helbredet, gav Valdemar ogsaa efter for Dagmars indstændige Bøn og drog med et talrigt Jagtselskab til Skanderborg, hvor han agtede i nogle Dage at adsprede sig ved Falke-Jagten, som fra hans Barndom var hans kjæreste Forlystelse. Grev Albert, Ridder Otto og Absalon Bælg fulgte med ham; men Junker Strange lod han blive tilbage paa Ribehuus; thi denne Dronningens troe og hengivne Ridder vidste ofte ved sin muntre godmodige Skjemt at opmuntre hende, og han havde Befaling til ufortøvet at sende Kongen et Iilbud, hvis Dronningens Tilstand paa mindste Maade skulde forværres.
��Dagen efter Kongens Afreise befandt Dronningen sig saa vel, at hun førstegang fik Tilladelse til at nyde den friske Foraarsluft i Slotshaugen, hvorefter hun saa inderlig længtes.
��Det var en skjøn klar Maimaanedsdag. Jomfru Kirstine kunde ikke ledsage sin Herskerinde; thi hun laae syg af en heftig Feber og havde ikke seet Dronningen siden den sidste ulykkelige Festaften. Dronning Regitze var Dagen efter Brylluppet dragen med sin kongelige Gemal til Sverrig. Men Grevinde Ida, som endnu selv var noget svag efter sin Nedkomst, ledsagede Dronningen med et Par Terner. Større Selskab yndede Dagmar ikke. Hun vilde saa gjerne atter see sit Yndlingssted ved Aaen; men hun havde dog en hemmelig Gru for dette Sted, hvortil ingen uden Jomfru Kirstine vidste Grunden. Uagtet Dronningen derfor strax paa Grund af Frastanden forandrede sin Beslutning og opgav sit Ønske om at komme til Aaen, troede Grevinde Ida og Ternerne dog at gjøre hende en Glæde ved at bringe hende derhen. De fik hende overtalt til at sætte sig i en Bærestol, og ad en Omvej, som Dronningen ikke kjendte, lode de hende bære til Løvhytten ved Aaen.
��Glad overrasket, men dog halv forskrækket, saae Dagmar sig pludselig paa det kjære Drømmested. Det var ved høi lys Dag, og snart var enhver Ængstelighed og Betænkelighed borte. Hun sad munter paa Bænken ved den gyngende Baad og drømte atter mild og rolig om sin Barndom og om en lykkelig Fremtid.
��Saaledes havde hun vel siddet en Timestid, og man tænkte allerede paa at vende tilbage til Slottet, da saae Ternerne og Grevinde Ida med Forundring en fattig Betlerqvinde nærme sig med en sort Kyse dybt ned over Øinene og med vaade forrevne Klæder; hun gik krum med en Krykkestav under Armen, som en gammel syg Qvinde, men under Kysen saae de et blegt ungdommeligt Ansigt med et Par sorte gnistrende Øine.
��»Hvor er den fremmede Qvinde kommen herind? hvad kan hun ville os?« sagde Grevinde Ida. Og Dronningen, som hidtil havde seet drømmende paa de smaa Bølger i Aaen, blev nu først den fremmede Skikkelse vaer og udstødte forskrækket et Skrig.
��»Frygt ikke, ædle Dronning! - sagde Grevinde Ida - det er kun en fattig stakkels Kone, som formodentlig vil betle; men det er uforsvarligt, at man ikke paa denne Tid har holdt Havedøren lukket. Gak din Vei, lille Moer! - sagde hun til Qvinden - her er ikke Stedet til at tale med Dronningen.«
��»Jo her er just det rette Sted«, svarede den fremmede Qvinde og opslog en høi forvildet Latter, idet hun paatrængende nærmede sig Dronningen. »Har I glemt hvad Havfruen spaaede Jer? Dronning Dagmar! - vedblev hun med et halv veemodigt halv skadefro Smiil - det hjelper ikke at stride mod Strømmen: hvad der staaer i den store blaae Bog histoppe, kan dog Ingen forhindre. Jeg kan ogsaa spaae: ræk mig eders Haand, Dronning Dagmar! saa skal jeg sige Eder om Havfruen sagde Sandhed.«
��»Bort, bort! - sagde Dagmar og blegnede - jeg vil ikke spaaes - jeg vil ikke vide min Skjæbne - ak, jeg veed den jo kun alt for vel. Vil du dræbe mig, onde Qvinde!«
��»Jeg er for ringe til at ville og I med - svarede Spaaqvinden - vi maae, see, det er Sagen. Stjernerne spørge ikke om hvad et Par Orme vil, som krympe sig i Støvet. I er vel hovmodig fordi I kaldes Dronning af Danmark og kalder den største Helt i Verden eders Ægteherre; men derfor skal I ikke see en stakkels fordømt Sjæl over Hovedet. Jeg har ogsaa drømt engang, jeg var Dronning. Derfor maatte min Gamle ned ad Trappen, sige de onde Tunger; men det veed jeg Intet af; det maa den Sorte forsvare. I er ikke stort mere Dronning, end jeg, skjøn Dagmar! - vedblev hun og loe - Nei, der er den skjønne Prindsesse Beengjerd fra Portugal - hun har sorte Øine, som jeg, og hun vil bære Kronen for os begge. For hende sang Valdemar Elskovssange, medens I stod for Alteret med hans Tjener. Kjender I Kong Valdemars Haand og Segl, saa læs og see om jeg lyver! I skal ikke troe, det var Eder, Kongen tænkte paa, da han af Høflighed og Medynk favnede Dronning Dagmar.«
��Med disse Ord rakte hun Dronningen et sønderrevet Brev, og saa let som en Hind var hun forsvunden mellem Buskene.
��Bleg og skjælvende stirrede Dronningen paa det sønderrevne Brev; hun kjendte Valdemars Haand og Segl; Bogstaverne løb i Eet for hendes Øine; men hun læste Nok for at see, det var en Befaling til Junker Strange, at vende tilbage fra Bøhmen uden Kongebruden, hvis det ikke var for sildigt. Ogsaa Beengjerds Navn saae hun; men nu tabte hun Brevet af Haanden og sank afmægtig til Jorden.
��Junker Strange og Henrik Harpestræng vare ved Ternernes Anskrig i største Hast ilede til. Med stor Bekymring og Forskrækkelse blev Dronningen bragt tilbage til Slottet. Junker Strange havde seet det velbekjendte ulykkelige Brev og tilintetgjort det.
��I Dronningens Gemak lykkedes det først Mester Harpestræng at bringe hende til sig selv. Hun saae sig forundret om og syntes kun dunkelt at erindre hvad der var foregaaet, men hun var beængstet og urolig og kunde ikke see Mennesker nok omkring sig.
��»Tænd Lys! - sagde hun - det er jo mørk Nat - hent mig alle de Fruer, der er i Danmark! hent mig alle de Vise og Lærde! - Nei, hent mig kun liden Kirstine! hun er dog den eeneste af Jer Alle, som forstaaer mig: hun hørte ogsaa hvad Havfruen sang:

        En Søn du føder saa lys og bold - 
        Hans Moder var varm, hans Fader var kold -

��Var det ikke saa hun sang? liden Kirstine!« Her vendte hun sig med et forvildet Blik til Lægen og græd.
��Jomfru Kirstine var ved Budskabet om Dronningens Tilstand midt i Feberheden sprungen ud af Sengen og havde ihast kastet sin guldbaldyrede Stadsekjortel om sig. Hun traadte nu ind til Dronningen og hendes Øine vare saa taarefulde, at hun ikke kunde see Lysene og Kjerterne, man paa Dronningens Befaling havde tændt. Da Dagmar saa hende, hævede hun sig fra sit Leie og omfavnede hende.
��»Kan du læse, Barn! - sagde Dagmar - saa tag den hellige Læst og læs min Sjel til Ro! saa skal du slide det røde Skarlagen og ride paa min Ganger, naar jeg er død og borte.«
��»Ak, kunde jeg kun hjelpe Eder, min ædle Dronning! kunde jeg frelse eders Liv med mit eget - jeg gjorde det jo saa gjerne.« Hun tog Bogen i Haanden og stirrede deri. »Ak, hjelpe Eder Gud Fader i Himmerig! - den rige Christ forbarme sig over Eder! - Eders Pine er haardere end Staal.«
��»Læs, læs, kjæreste Kirstine! - bad Dagmar ængstelig - hør! nu synger Havfruen igjen:

          En Søn du føder med gyldne Haar - 
          En stakket Lykke jeg kun ham spaaer.

��Giv mig mit Barn! - giv mig mit Barn! lad den onde Qvinde ikke faae Magt over ham! - læs, læs!«
��Dagmar trykte Barnet ængstelig til sit Bryst; og Jomfru Kirstine læste i den hellige Bog saa godt hun kunde, medens Taarerne randt hende paa Bog og paa Haand.
��»Ak, vil Gud dog have det og det saa maa skee - sagde Dagmar endelig roligere - saa send strax Bud til Skanderborg og beed min Herre og Konge komme!«
��Førend Dronningen havde ønsket det, var det allerede skeet: paa Junker Stranges Foranstaltning var der allerede sendt to Iilbud til Skanderborg efter Kongen.
��Carl af Rise var den, som sidst var bleven sendt; men han reed saa stærkt, at han kom langt forbi det første Bud. Da han saaledes kom farende mod Skanderborg Slot, stod Kongen paa Høieloftsbroen og saae ud over Veien.
��»Gud hjelpe mig for Budskab, den Svend bringer - sagde Valdemar - han rider som det gjaldt Liv og Død. Gud veed hvor det nu staaer til med Dagmar.«
��Snart bragte Carl af Rise det sørgelig Budskab; han var selv saa rørt derved, at han neppe kunde tale. Kongen stødte til Jernrækværket paa Høieloftsbroen saa det bøiede sig. »Gud forbyde, hun skulde være død før jeg kommer«, sagde han og iilte til sin Ganger. Med hundrede Riddere og Svende drog han fra Skanderborg. Da han reed over Randbøl Hede, var der kun femten, som endnu kunde følge ham; da han kom til Gridstedbro fulgte Carl af Rise ham kun med Møie paa sin udmattede Ganger, og da han foer over Ribe Bro, var han alene.
��Der var stor Ynk og Jammer i Fruerstuen; Dronningen havde modtaget Sacramentet og den sidste Salvelse, og da Kongen nu reed op ad Strædet, som førte til Slottet, lød det Jammerskrig over hele Slottet, at Dronningen var død. Hun laae ogsaa bleeg og uden Livstegn i Jomfru Kirstines Arme.
��Fast aandeløs af det hurtige Ridt traadte Kongen ind ad Døren. »Død - død? - spurgte han - og uden at sige mig det sidste Farvel« -
��Grædende knælede Jomfru Kirstine ved Løibænken og holdt endnu den blege Dronning i sin høire Arm; hun rakte med inderlig Medynk Kongen sin Haand: »Giv Eder tilfreds, min ædle Konge! - sagde hun - hendes sidste Ord var eders Navn - ak! hun vilde saa gjerne endnu een Gang have seet Eder.«
��»Beder, beder med mig, Alle, som ere herinde! - sagde Kongen og bøiede sit Knæ - beder en christen Bøn for mig, at hun maa opslaae sine Øine og at jeg maa tale endnu et kjærligt Ord med hende i denne Verden!«
��Paa Kongens Bud knælede Alle og bad; og det var som et Vidunder for dem Alle, da den dødblege Dronning nu virkelig aabnede sine Øine endnu engang og stirrede paa dem, som en Gjest fra Aandeverdenen. Mange fore forfærdede tilside; men Kongen nærmede sig hende og greb hendes Haand.
��»Ak, min strenge Herre og Konge! - sagde hun - hvi vakte I mig af min salige Blund med eders mægtige Bøn og Klage? - Ræddes ikke for mig! - vedblev hun med et forvildet Blik til de skjælvende Fruer og Terner - min Synd var ikke stor, sagde Herren min Dommer - ak, havde jeg kun ikke snørt mine smaa Silkeærmer om Søndagen. Men gaaer, gaaer Alle! Gud velsigne Eder og dømme Eder saa naadig som mig! bliv du alene, min Valdemar! med dig har Herren endnu forundt mig et Par korte Afskedsord.«
��Alle gik og Valdemar blev ene med den Døende.
��»Du har dog havt mig kjær, min Valdemar! - sagde hun veemodig - jeg seer det paa dit blege Aasyn og paa Taaren i dit strenge Øie - du havde mig kjær, som en venlig Søster, og det gjør dig ondt at skilles fra mig; - men naar Lyset er slukt og Døren er lukt, saa er den glemt, som er udelukt.«
��»Dagmar, Dagmar! - sukkede Valdemar smertelig - kan du tvivle paa min Hengivenhed og Troskab?«
��»Nei, nei! derpaa tvivler jeg ikke, og jeg bebreider dig Intet i min sidste Stund. Hvad kunde du for, at du saae den stolte Beengjerd før mig?«
��»Ha, hvor veed du - hvo har sagt dig - stammede Valdemar og en brændende Rødme foer over hans blege Kinder - Ved Gud i Himlen, Dagmar! jeg var dig tro - og jeg saae ikke Beengjerd fra den Stund, jeg havde svoret dig Troskab.«
��»Havde du mig kjær - da saae du hende aldrig meer; - dog nei - lad det Ord være dødt med mig! - det er nok, jeg har plaget dig, medens jeg levede; naar jeg er død, skal jeg vorde din gode Aand - men intet Løfte skal binde din høie kongelige Sjæl. Ak, men vogt dig, vogt dig, min Valdemar! Beengjerd er stolt og ærgjerrig. Din Hu staaer ogsaa til Høihed og Magt. Husk paa Dagmar og tænk paa din udødelige Sjæl, naar din Haand er udstrakt mod denne Verdens fordærvelige Herlighed!«
��Valdemar taug og sukkede dybt.
��»Endnu eet Ord, min Valdemar! - naar Smerten over min Bortgang er forsvunden, og du ikke længer kan udholde at leve ene i Verden; saa tænk paa hende, som jeg elskede høiest, og som elsker dig høiest af alle Mænd i Verden. Kun for mig har hun røbet hvad ellers kun Gud i Himlen veed. Du saae selv hvad hun leed for den lønlige Elskov, hun bærer til dig i sit Hjerte. Hun er langt skjønnere og bedre end jeg; og vil du give Danmark og vor Søn en Moder, saa spørg ikke om Byrd og Kongeblod, spørg om Hjertensgodhed og Sjælehøihed - ræk Kirstine af Rise din Haand, lad hende arve Dagmars Krone!«
��Forbauset hørte Kongen disse Ord og troede, Dagmar endnu talte i Vildelse: »Tie stille dermed, min Dagmar! - sagde han veemodig - Din Krone kan ingen Terne arve, og hvad du har været for mig og Danmark vil ingen Qvinde meer paa Jorden kunne blive.«
��»Kom mit Ord ihu, naar jeg er død - hviskede Dagmar - og nu levvel for denne Verden! giv alle Fredløse Fred for min sidste Bøns Skyld, løs alle angerfulde Syndere af Jernet! Vogt vor kjære unge Søn, som mit dyrebareste Arvegods! lad ham bære Danmarks Krone, naar Herren kalder dig til mig og den evige Hvile!«
��Nu blev Dronningens Aasyn igjen forvirret og hendes Blik uroligt og ængsteligt; hun streed den sidste lette Kamp. »Ak, havde jeg kun ikke snøret mine Ærmer hiin Søndag og sat Striger derpaa - sukkede hun - havde jeg kun ikke den Synd at bære, saa havde jeg ikke havt saa ond en Nat.«
��»Fromme uskyldige Barnesjæl! - sukkede Valdemar - er det al den Synd, du har at bære paa? o, salig, salig hvo der saaledes kunde døe!«
��»Salig, salig! - tonede det nu lifligt fra den fromme Døendes Læber - salig hvo der seer hvad jeg nu seer! - salig hvo der hører hvad jeg nu hører! - der sidde de alle de fromme Guds Engle i Himmerig - see, de vente paa mig - jeg kommer. Og hør! efter mig ringe Himmerigs Klokker. Hvor mig længes efter de Sjæle!«
��Med et himmelsk forklaret Aasyn udbredte hun sine Arme; da de sank tilbage, vare de fromme Øine lukte - og hendes salige Aand var bortfaren.
��Længe stod Kongen taus og sorrigfuld ved den skjønne Afsjæledes Larve, og betragtede det himmelske Smiil, hvormed hun endnu i Døden syntes at ville trøste og husvale ham. Han kyssede de blege kolde Hænder og lagde dem foldede under hendes Barm. Da foer han med Haanden over Øiet og borttørrede en heed fremtrængende Taare.
��»Sov sødt til Dommedag, min Dagmar! - sagde han med bævende Stemme - beed da for mig og for alle Danmarks Sjæle ved den Eviges Throne!« Han tog det moderløse Barn af Vuggen og gik langsomt ud til de jamrende Fruer i Sidegemakket. Han overrakte Grevinde Ida Barnet og bad hende sørge for det, som for sit eget. Derpaa gik han taus til sit Lønkammer og vilde intet Menneske see den hele Dag.
��Sorgen over Dronning Dagmars Død var saa stor over hele Landet, at man neppe hverken før eller siden saa almindelig har begrædt nogen dansk Dronning. Sagnet om Havfruen, som havde spaaet hendes Død, lød nu fra Alles Læber, og snart tonede det med de forunderligste og eventyrligste Tilsætninger i en Folkesang, som er gaaet fra Mund til Mund til de sildigste Tider. Ogsaa hendes Død og forunderlige Opvækkelse ved Kongens og de fromme Fruers Bøn saavelsom nogle af hendes sidste Ord til Kongen, som vel vare hørte fra Sideværelset og komne ud blandt Folket, bleve snart Gjenstanden for en Folkesang, som almindelig tillagdes Thorgeir Danaskjald. Nogle af de skjønneste og meest rørende Træk deri, om Kongens hastige Ridt fra Skanderborg, om den fromme barnlige Dronnings Samvittighedsuro over Helligdagsbrøden med Silkeærmerne og hendes sidste begeistrede Ord, da hun saae Guds Engle og hørte Himmerigs Klokker ringe, findes Ord til andet, som de her ere fortalte, i hiin gamle Folkesang. Den Omhu og Kjærlighed, hvormed disse Sagn og disse elskelige Træk af Dagmars Liv og Død ere bevarede, vidne noksom om, at Danmark aldrig har eiet nogen Dronning, som i høiere Grad har besiddet Folkets Kjærlighed.
��Med stor Sørgepragt og under Folkets almindelige Sorg og Klage blev Dronning Dagmars Liig ført til Ringsted, ledsaget af Kongen og alle hans Riddere, medens Liigklokkerne ringede over hele Landet. I St. Bents Kirke ved Siden af den første store Valdemar og hans Dronning Sophia blev Dronningens Liig hensat med stor Høitidelighed under Bønner og Sjælemesser, og Erkebisp Andreas holdt en Tale til Kongen og Folket, hvorved intet Hjerte blev ubevæget og intet Øie tørt.
��Da Sørgetoget drog tilbage fra Kirken, reed Kongen taus og stille mellem Erkebispen og Grev Albert gjennem de stille alvorlige Folkerækker. Dog kun saalænge Kongen drog forbi taug Alle ærbødig stille for at hilse og betragte ham. Grev Otto, som med de yngre Riddere sluttede den lange Sørgerække, hørte derimod, ved en Standsning i Toget, blandt de mange Udbrud af hjertelig Medynk og Deeltagelse, ogsaa mangen Yttring af letsindig Nysgjerrighed og Rygtesladder blandt den lunefulde Almueshob.
��»Ak, saa ung og smuk en Konge, og allerede Enkemand!« sagde den unge vakkre Møllerkone ved Ledet.
��»Ak, ja, saadanne Stød giver Verden, mit Barn! - sagde en gammel tyk Kone ved hendes Side - da jeg mistede min første salig Mand, var jeg saamæn ligesaa bedrøvet og lidt til - han græd jo ikke engang. Men naar man er ung og vakker og har noget tilbedste, sidder man, Gud skee Lov, ikke længe eene. Med en Konge har det ingen Nød: han kan jo faae hundrede Koner for een, om han saa hverken er ung eller smuk.«
��»Saa mild og god en Dronning faae vi dog aldrig meer - sagde Møllerkonen - Gud bevare os kun i Naade for den stolte Prindsesse af Portugallien.«
��»Dermed har det ingen Nød - svarede en Tredie - hende maatte Kongen jo forsværge aldrig at see meer. Men der er den svenske Fru Helene, som nu saalænge har været forviist og i Unaade; hun kan maaskee nu komme i Naade igjen, gammel Kjærlighed ruster ikke, siger man.«
��»I veed kun lidt deraf - tog den tykke Kone Ordet igjen - hun er jo gaaet fra Forstanden og er jo desuden en leed Hex; men er det sandt, hvad jeg har hørt en Fugl synge om, saa vil det ikke vare længe inden den salig Dronnings smukkeste Terne bliver Dronning; til hende har han længe havt et godt Øie, siger man, og den fromme salig Dronning bad ham paa sine Knæ paa sit Yderste om at han ikke maatte forspilde Pigens Ære, men gjøre hende til sin virkelige Dronning.«
��Grev Otto blev nu opmærksom. »Hvilken skammelig og fordømt Sladder!« udbrød han heftig og stirrede saa harmfuldt paa Sladderkjærlingen, at hun blev forskrækket og skjulte sig mellem Folkeklyngen.
��Toget drog videre fort. Men Ridder Otto kunde ikke glemme den Snak om Dronningens smukkeste Terne, hvorved han ikke kunde tænke paa nogen Anden, end Jomfru Kirstine, som saaledes ogsaa almindelig benævnedes. Skjøndt han holdt det for en løs og ugrundet Tale, foruroligede det ham dog mere, end han vilde tilstaae sig selv.
��»Hvor de Taaber dog kan snakke - sagde han til Absalon Bælg, som reed nærmest ved hans Side paa Veien til Ribe - neppe har den bedste og elskværdigste Dronning lukket sine Øine, før det følesløse Qvæg vil have Kongen formælet igjen; og paa Brude er der ingen Mangel, hører jeg; man har strax hele tre ved Haanden. Ogsaa eders skjønne Fru Moder gjør man den Ære at sætte paa Listen.«
��»Det er den gamle Snak, som jeg dog troede nu var glemt - svarede Absalon Bælg fortrædelig - min stakkels ulykkelige Stifmoder tog sig den Snak nærmere, end den var værd. Hun har nu reent forsaget Verden og har fordybet sig saaledes i Astrologien hos den gamle Thord Knudsøn paa Kullen, at Folk troe, hun er gaaet fra Sands og Samling. Jeg er nær ved selv at troe det - tilføiede han - hvad jeg hører om hende er kun lidet trøsteligt. Mine Brødre har forgjeves søgt at bringe hende tilbage blandt Mennesker; men hun er i denne Grille egenraadig og lunefuld som i alle andre. Maaskee har der virkelig engang spøget en Krone i hendes Hoved; thi Kongen gjorde engang særdeles af hende. Men hvad var det, man sagde om en Terne ved Hoffet? det var sagtens Jomfru Kirstine af Rise, man meente; Dronningen skal virkelig paa sit Yderste, formodentlig i Vildelse, have bedet Kongen tage hende til Ægte.«
��»Er det muligt - spurgte Otto spændt - men hvor kan Nogen vide Sligt? hvo var da tilstede?«
��»Ingen, saavidt jeg veed - svarede Absalon Bælg - men ved Hoffet har Vægge og Dørre jo Øren. Saa meget urimeligt er det da heller ikke: Jomfru Kirstine er virkelig den deiligste Pige, Nogen vil see; hun er en agtbar Ridders Datter, og hver Mand veed, hun var mere Dronningens Veninde, end hendes Terne. Hvo kunde formene Kongen at gjøre hende til Hertuginde den ene Dag og til sin Dronning den anden.«
��»Hvad? I troer det var muligt?« - spurgte Grev Otto heftigt og hans Kinder blussede.
��»Nu, nu, min høifyrstelige Herre! - svarede Absalon Bælg og smilede - frygt kun ikke for det ringe Svogerskab! Skjoldungeblodet er allerede i Kog hos Jer, seer jeg. Det kan vist aldrig falde Kongen ind for Alvor, om ogsaa den høisalige Dronning med fuld Bevidsthed havde ønsket det. Han sørger saa alvorligt over den fromme Dagmars Tab, at det vist vil vare længe inden han kan tænke paa et nyt Valg. Skeer det nogensinde, skal I snarere see han beiler til den stolte Prindsesse af Portugal. Hende saae han i Schwerin, og da jeg bragte ham Budskabet om Dronning Dagmars Ankomst, hørte jeg Adskilligt derom.«
��»Man har altid havt travlt med at paadigte vor ridderlige Konge Elskovshistorier - sagde Grev Otto lettere om Hjertet - Min kjække ungdommelige Morbroder oplives altid i smukke Damers Selskab og siger dem da vel ogsaa artige Ord iblandt, som let tages for vægtigere, end de ere. Saaledes er det vel ogsaa gaaet ham i Schwerin. Endogsaa den smukke Grevinde Audacia tog man ikke i Betænkning at gjøre til hans Elskerinde.«
��»Sorte Grev Henriks Gemalinde? - spurgte Absalon Bælg - nu, det maa jeg sige, man har stor Lyst til at gjøre vor Konge til en Salomon, ikke alene i Viisdom, men ogsaa i Daarskab. Men sandt er det: der gaaer ikke Røg af Branden, uden der er Ild i den, og saameget er vist: eders kongelige Morbroder er en farlig Mand, saavel for Qvinder, naar han er mild, som for Mænd, naar han er bister.«
��Denne sidste Bemærkning, gjorde Grev Otto atter alvorlig og tankefuld, og han talte intet Ord meer paa Veien til Ribe. Han mærkede nu først selv, hvor kjær han havde den skjønne Jomfru Kirstine, og det var ham en piinlig Tanke, at nogen anden Mand i Verden skulde kunne gjøre ham hendes elskværdige Hjerte stridigt. Han havde før kun betragtet den skjønne Ridderdatter som Dronningens fornemste Terne, som han i Følelsen af sin høie kongelige Byrd kun syntes at nedlade sig til, idet han letsindig og hensigtsløs gav efter for den behagelige Følelse, at have gjort Indtryk paa hende. Denne ham halv ubevidste Tilbøielighed tog nu pludselig en saa alvorlig Retning, at han betragtede sin fyrstelige Grevekrone og sin kongelige Byrd, som ret smukke men tilfældige Prydelser, der dog aldeles fordunkledes af den skjønne Jomfrue Kirstines Yndigheder.
��Som en Drømmende kom Grev Otto tilbage til Ribehuus.
��Kongen var i de første Dage efter sin Hjemkomst ikke at faae i Tale. Til Dronning Dagmars Ihukommelse havde han givet Befaling til Slottet Dronningholms Opbyggelse ved Anderød Bye, paa et af de Steder, som Dronningen, paa sin Reise gjennem Sjælland, fornemmelig havde fundet stort Behag i.
��Neppe viste Kongen sig atter med roligt Aasyn for Folket og i Rigets Raad, førend Grev Otto forlangte at tale ene med ham i hans Lønkammer. Vigtige Statssager opfyldte atter Kongens Sind. Han havde nylig modtaget Efterretningen om Keiser Ottos Bandsættelse, som sidste Skjærtorsdag med de sædvanlige frygtelige Ceremonier var bleven formelig forkyndt af den strenge og dygtige Pave, fordi Keiseren mod sin Eed og Forpligtelse havde vedblevet at bekrige Kong Frederik af Sicilien. Nu var ogsaa det vigtige Budskab kommet fra Bøhmen om Kong Frederiks Udvælgelse til tydsk Keiser og om det store Parti, han allerede havde, da saavel Kongen af Bøhmen og Hertugerne af Baiern og Østerrige, som Landgreven af Thyringen og Erkebispen af Magdeburg, Mainz og Trier havde aabenbart erklæret sig for ham imod den bandlyste Keiser Otto. En ny stor indbyrdes Krig maatte nu nødvendig udbryde i Tydskland, og Valdemar havde besluttet at forlade den falske Ottos Parti og erklære sig for den nye Keiser. Vigtige Raadslagninger med Grev Albert og Erkebispen havde gjort hans Beslutning fast, og Underhandlingerne med Keiser Fredrik vare allerede i fuld Gang. Rygtet om den snedige Keiser Ottos Plan, at forlige sig med de nordtydske Fyrster og den myrdede Keiser Philips Parti ved at ville ægte hans efterladte Datter, gjorde ikke Valdemar vaklende i hans Beslutning; han saae heri kun et nyt Beviis paa den underfundige Keiser Ottos fjendtlige Hensigter mod Danmark, saavelsom paa hans Forstillelse og Falskhed. Thi vel havde han erklæret Keiser Philips Morder i Rigets Acht og fredløs; men Mange meente dog, at han selv hemmelig havde staaet i Forbindelse med Morderen, og var denne Mistanke grundet, maatte man vel grue for den Kjærlighed, han nu hyklede for sin myrdede Fjendes Datter. Det var Valdemar en oprørende Tanke at staae længer i Forbund og venlig Forstaaelse med den bandlyste Keiser, som saa sort en Mistanke hvilede paa, og han vilde heller have en aabenbar Fjende i ham, end en falsk Ven.
��Som Kongen overveiede disse vigtige Statssager, meldte Grev Otto sig og blev indladt; men Valdemars Tanker vare saa langt fra det, hans heftige og forelskede unge Søstersøn havde at sige ham, at han ikke længe kunde blive klog paa hvad han egentlig vilde; thi Otto vilde dog ikke ligefrem komme frem med sit Hjerteanliggende, men talte saa forblommet om Ære og Lyksalighed, om Kongeblod og Hjertets Adel, om Fordom og fri Selvbestemmelse i Livets vigtigste Anliggender, at Kongen tilsidst tabte Taalmodigheden.
��»For tusind Pokker! hvad er det da, du vil? - afbrød han den stammende Yngling - er du bleven Klerk eller Skjald, eller har du tabt Forstanden? thi jeg vil ikke være ærlig, om jeg forstaaer et Ord af hvad du siger.«
��»Jeg vil kun sige Eder, min kongelige Morbroder! - sagde nu Otto - at jeg med eders Tilladelse agter at beile til en elskværdig ung Dame.«
��»Nu, i Guds Navn! til ti, om du vil - sagde Valdemar og smilede - det er din egen Sag, min vakkre Søstersøn! i Hjerteanliggender blander jeg mig aldrig; thi jeg forudsætter, at dit Valg ikke gjør dig eller Kongehuset Skam.«
��»Det var just hvad jeg vilde forklare Eder, Herre Konge! - vedblev Otto - thi skjøndt jeg i den Sag er min egen Herre, vilde jeg dog nødig, at mit Valg skulde mishage Eder - og da I kjender den unge Dame, min Hu og mit Hjerte staaer til, vilde jeg, førend jeg erklærede mig bestemt, erfare« -
��»Maaskee hvorledes din Skjønne huer mig - afbrød Valdemar ham utaalmodig - hvad kan det hjelpe dig? Nu siig frem! - hvem er det da?«
��»Hun er vel ikke af fyrstelig Æt og høi Byrd - svarede Otto - men hun er en brav Ridders Datter og var eders høisalige Dronnings kjæreste og bedste Veninde« - -
��»Dog aldrig Kirstine af Rise? - spurgte Kongen og studsede - har jeg gjettet ret, gjør det mig ondt for dig, raske Otto!«
��»Hvi saa? min Herre og Konge! - spurgte Otto hastig og betragtede Valdemar med et uroligt forskende Blik - Paa hendes Dyd og Ærbarhed har I vel Intet at udsætte? og jeg frygter for ingen Medbeiler i Verden« -
��»Nu, Nu! ikke saa kjæk, min unge Ven - afbrød Valdemar ham med en hemmelig Følelse af sin Overvægt - vel er du ung og vakker og forstaaer snildt at belægge dine Ord; men de unge Piger har ofte underlige Griller, seer du, og man har Exempler paa, at den unge duunhagede Ridder, som i Dandsesalen og ved Dystriddet drog de fleste Øine til sig, dog ikke gjorde saa stadigt og alvorligt et Indtryk paa det ædle Qvindehjerte, som den barske skjæggede Ridder ved Tavlebordet, der, med et Par Rynker i Panden og et Par Skrammer paa Kinden, maaskee havde indtaget flere Borge end Hjerter.«
��»Jeg har ikke siddet i Arnekrog, Herre Konge! - svarede Otto opfarende - naar I med eders Riddere drog i Leding, og naar jeg undtager Eder selv og maaskee min Fætter Grev Albert, er der ingen Helt og Ridder i Danmark, jeg viger for.«
��»Det var Synd at sige, du manglede Tillid til dig selv, min kjække Otto! - svarede Kongen - jeg maa tilstaae, jeg har seet større og dristigere Daad af dig, end af mange ældre og besindigere Riddere; men jeg har dog en god og gyldig Grund til at troe, at du med al din Kjækhed og Raskhed ikke er den Ridder, som Jomfru Kirstine sætter høiest. Hvad hendes Stand og Byrd angaaer, saa er hun vel ikke din Lige; dog derfor var vel Raad. Hendes Dyd og Ærbarhed er ulastelig, og jeg vilde selv ønske - dog nei - jeg kunde aldrig ønske at see baade dig og hende ulykkelige. Nok sagt - der kan Intet blive af. Vil du ikke troe mig, saa forsøg selv din Lykke! men jeg siger dig det forud: du henter dig ligesaavist en Kurv, som jeg hedder Valdemar Valdemarsøn. Slaae nu de Griller af Hovedet og tal ikke meer til mig derom! jeg har vigtigere Ting at tænke paa.«
��»Min kongelige Morbroder! - tog Otto ivrig Ordet - afviis mig ikke saa koldt, hvor det gjælder mit Livs høieste Lykke! Siig mig ærlig og oprigtig: er I ikke selv min lykkelige Medbeiler?«
��»For tusind Pokker! - udbrød Valdemar heftig - hvad anseer du mig for? troer du, jeg allerede har glemt den Dronning, som hele Danmark begræder, og som neppe er kold endnu i Graven? og troer du, jeg nogensinde vilde skjænke hendes Krone til en Terne?« -
��»En ædel Ridderdatter, min Konge!«
��»Ligemeget! kald hende Prindsesse, om du vil! men hold mig ikke for din Medbeiler! havde jeg ogsaa Grund til at troe, jeg her vilde være lykkeligere, end du, kunde det dog aldrig falde mig ind, om saa baade Døde og Levende opfordrede mig dertil. Hvor er den Snak kommen ud blandt Folk? Hvo har bragt dig paa den afsindige Tanke? - Hvo har sagt dig« - -
��»Altsaa er det dog meer, end løs Folkesnak? - sagde Otto med Skinsygens hede Glød paa sine Kinder - I har Grund til at troe, at I her vilde være lykkeligere, end jeg, min Konge! - I siger mig bestemt, at jeg vilde hente mig en Kurv. I har havt bedre Leilighed, end jeg, til at udforske Jomfru Kirstines Sindelag, kan jeg vide. Nu vel, min Konge! Jeg viger for den Mægtigere og Lykkeligere, som er for stolt til at nævne sig min Medbeiler og til at lade en Terne arve Dagmars Krone. Tak for eders Oprigtighed! den befrier mig fra en stor Daarlighed. Men Gud forlade Eder, at I har forspildt tvende Menneskers Ro, som maaskee vilde give deres Liv for eders Ære og Lykke!«
��Uden nærmere at forklare sig, foer Grev Otto med alle Tegn paa den heftigste Lidenskabelighed bort, og Kongen saae forbauset og veemodig efter ham.
��»Arme forelskede Dreng! - sagde Valdemar - maaskee har jeg sagt ham baade for meget og for lidt. Han holder dog af mig, den kjække raske Knøs! jeg har mod min Villie gjort en slem Streg i hans Regning. Pigen gjør det mig ogsaa ondt for. Hm, Børnegriller tilhobe! fordi jeg klapper en vakker ung Pige paa Kinden, døer hun vel ikke af Elskov. Og fordi en lunefuld Jomfru faaer isinde at gjøre mere af mig, end af min stolte Søstersøn, springer han vel ikke strax i Slotsbrønden. Kommer Tid, kommer Raad. Kunde jeg glemme den uimodstaaelige Beengjerd« - - Længer kom han ikke i sine Betragtninger; da han nævnede dette Navn, steeg uvilkaarlig Blodet til hans Kinder; han slog Øinene ned, som bluedes han for sig selv, og hans forvirrede Blik traf paa den lille aabne Guldlade, der laae for ham paa Bordet med Dagmars fromme Billede. Han betragtede det længe med et ømt veemodsfuldt Blik. Han erindrede sig hendes sidste Ord om Beengjerd. Det var ham som den Henfarnes stille fromme Aand var ham nær, og han satte sig rolig til det vigtige Arbeide, hvori hans unge heftige Søstersøn havde afbrudt ham.
��Kongen var nu ganske Statsmand og Kriger og i sine vigtige kongelige Sysler syntes han daglig meer og meer at forvinde enhver anden Sorg. Den ene Maaned gik hen efter den anden. Folket talte endnu bestandig om Dagmar, og Ingen ønskede at see hendes Krone paa noget andet Hoved.

                       --------

��Over to mærkelige Aar vare forløbne siden Dagmars Død; store og vigtige Begivenheder vare skete.
��For Markgreven af Brandenborgs faste Slot Wetemund, tre Miil sønden for Stettin, var en dansk Leir opslaaet og der gjordes alvorlige Tilberedelser med Blider og Stormstiger til et Hovedangreb. Det var en smuk St. Hans Aften i Aaret 1214. Af Grev Alberts Telt traadte to unge Riddersmænd ud, i fuld krigersk Rustning, med høie Fjærbuske i Hjelmene og Guldsporer paa de Bukkeskinds Støvler. Det var Grev Otto af Lüneborg og Carl af Rise.
��»Imorgen storme vi da Slottet - sagde Carl - Kongen gjør os dennegang tilskamme som sædvanlig; her staae vi endnu, medens han har stormet Muthen og jaget Markgreven ud af hans Rede. Ha, hvem der havde været med! det er en Lyst at være med ham selv, naar det gjælder: naar han slaaer op med Haanden og raaber: frem! og de to smaa Furer mellem hans Øine blive store og dybe, saa veed vi, det gjælder Liv og Død, og saa Gud naade Fjenden, hvis han ikke løber. Husker du, da han jog Markgreven tilbage over Elben? det var en lystig Dag; og da vi tog Stettin og Pazewalk tilbage - og idag for to Aar siden i Kurland« -
��»Den Dag husker du nok paa, hvergang du hører dine Guldsporer klirre - svarede Otto - du fortjente dem ogsaa ærlig, det maa jeg lade dig; men istedetfor Ridderslaget af Kongens Sværdflade havde du maaskee dog faaet det af den skarpe Eg, saa du havde husket det til din Dødsdag, havde du ikke havt din Søsters gule Haar og blaae Øine.«
��»Hvad vil I sige dermed? Ridder Otto! - spurgte Carl, stødt og forundret - havde Kongen ikke troet, jeg fortjente Ridderslaget, havde han vel neppe givet mig det; og hvad kommer det min Søster ved?«
��»Maaskee meer, end du troer, min vakkre Vaabenbroder! - svarede Otto - bliv kun ikke vred, fordi jeg siger hvad sandt er! Jeg tilstaaer jo, du fortjente den Ære, at faae Ridderslaget paa Valpladsen af Kongens egen Haand, blandt de tre tusinde faldne Fjender; men havde du seet Kongens vrede Aasyn, da han raabte: holdt! og du i din Hidsighed blev ved at forfølge Kurlænderne - havde du hørt hans mægtige: Gudsdød! hvem er den uforskammede Væbner, som ikke adlyder? saa vilde du give mig Ret, og istedetfor at vredes paa mig nu, vilde du takke mig for dit Liv og dine gyldne Sporer.«
��»Hvorledes? - spurgte Carl - for mit Liv takker jeg kun Gud og St. Georg, og for Guldsporerne kun Kongen og mit gode Sværd, saavidt jeg veed.«
��»Mig, din gode Ven og Vaabenbroder, takker du derfor, om jeg maa bede - tog Otto Ordet igjen - havde jeg ikke raabt til Kongen: det er Carl af Rise, Jomfru Kirstines Broder, og havde Kongen ikke seet din paafaldende Liighed med din smukke Søster, da du endelig hørte, du var kaldt til Kongen og med knuset Hjelm sprang af Hesten og bøiede dit Knæ for ham - saa havde visselig det Sværd, han havde løftet i Vrede mod dig, knuust din hvide Pande, istedetfor at falde formildet og hædrende paa din Skulder.«
��»Var jeg vis derpaa - svarede Carl opbragt - saa vilde jeg før give Kongen Guldsporerne tilbage, og blotte mit Hoved for hans kongelige Sværd - end have min Søster at takke for hans Naade og den stolteste Ære, jeg har nydt.«
��»Nu, nu! - sagde Otto formildende - hvad Ulykke var der da i, at Kongen ingen Uretfærdighed begik og at din tilfældige Liighed med en smuk Pige maaskee fremskyndte din Ophøielse, som dog hele Ridderskabet erkjendte dig værdig til?«
��»Harmeligt, fordømt harmeligt er det - sagde Carl - og hvad kommer min Søster da Kongen ved?«
��»Ja det maa du spørge ham selv om - svarede Otto med bitter Kulde - eller er du saa uvidende om hvad alle Folk sige, at du nu førstegang hører hvor høi en Stjerne din smukke Søster har hos Kongen? hun sørger jo for Dagmars Søn, den unge Prinds Valdemar, som hun kunde være hans Moder; hun boer jo endnu paa Ribehuus, det forstaaer sig, som Grevinde Idas Veninde og som Prindsens Fostermoder, men det er jo vitterligt for Alle, at hun adlydes og æres der som en halv Dronning, som en Dame af stor Indflydelse, der kun mangler Kronen og Bispens Velsignelse for at være tilfulde og med al Ære hvad hun gjælder for.«
��»Ha, skammelig Løgn og Bagvaskelse - raabte Carl, og hans hele Legeme skjælvede af den høieste Forbittrelse - Kongens Slegfredviv skulde min Søster være, saaledes hedder det uden Omsvøb. Og det siger I, Grev Otto! I, som har kaldt Jer min Ven og Vaabenbroder, I, hvem jeg har elsket som en Broder og vilde offre Liv og Blod for - min Søsters ærlige Navn og Rygte tør I besmitte med slig løgnagtig og uforskammet Beskyldning! selv Kongens eders store Morbroders Ære vover I at sætte saadan en Plet paa! Død og Ulykke! det gjælder eders Liv. Træk fra Bælgen, Bagvasker! I er fra denne Time af min Dødsfjende: I har myrdet min Ro og min Ære.«
��I den heftigste Forbittrelse havde Carl allerede draget sit Sværd; hans fornærmelige Ord havde bragt Ottos Blod i Kog; men ved Carls Hidsighed blev Otto som sædvanlig besindig og han fortrød hvad han i sin Iversyge havde sagt.
��»Carl, kjære Carl! - sagde han nu, medens han behændig afbødede de vilde hidsige Sværdslag - min Hensigt var ikke at fornærme dig: kunde jeg kjøbe din Søsters Ære med mit Hjerteblod, ved Gud i Himlen! jeg gjorde det: ingen Mand har havt hende kjærere, end jeg« -
��»Jo, det mærker jeg - raabte Carl og holdt et Øieblik inde, medens han drog Veiret og atter gav sin Harme Luft med Ord - det er ikke førstegang, du har talt fornærmeligt om hende: husker du, da du bad mig spærre hende i Kloster for at bevare hendes Ære? det har hun ikke fortjent af dig: havde du hørt hvorledes hun talte om dig, havde du seet hvor hun bævede for dit Liv, da jeg bad hende advare dig for den lumske Klerk« - -
��»Er det sandt! - udbrød Otto glad - ak, men hvad hjelper det? havde du hørt hvad hun har betroet Dronning Dagmar og hvad den stakkels Dronning maaskee har taget sig sin Død over, havde du hørt hvad Kongen yttrede for mig, da jeg var blind og taabelig nok til, at ville være din og maaskee hans Maag paa eengang« -
��»Fordømt Løgn og Bagvaskelse tilhobe! - raabte Carl igjen - ha, var du Kongens Søstersøn tusinde Gange, var du min kjødelige Broder, som du var min bedste, min eeneste Ven - med dit Liv skal du dog betale den Skjændsel, med dit Blod skal du aftvætte den Skamplet, du sætter paa Kongens og min uskyldige Søsters Ære.« Nu foer han atter i blindt Raserie løs paa ham med Sværdet og den behændige Otto maatte anvende al sin Vaabenkonst og Færdighed for at afbøde de rasende Sværdhug.
��Den heftige Vaabenklang ligeudenfor Feltherrens Telt vakte Opmærksomhed, og Fegtningen havde ikke varet mange Øieblik, før den høie alvorlige Grev Albert i sin sorte Rustning stod kæmpestor mellem de Fegtende og slog med et Mesterslag Sværdet af Haanden paa sin hidsige Lærling, idet han med en Svingning slog Ottos Sværd tilside, saa det surrede ham i den fiintbyggede Arm.
��»Har I begge tabt Forstanden paa eengang? - sagde Albert med rolig Feltherremyndighed og i den fulde Følelse af sin Overvægt - I Kongens Navn! eders Sværd, Grev Otto af Lüneborg!« her vendte han sig kold og fremmed til sin Fætter; og uden Indvending overrakte Otto ham høflig sit Sværd; thi han vidste, den strenge Fætter var ikke at spøge med.
��»I gaaer til eders Telt - tilføiede Feltherren - og forlader det ikke i fire og tyve Timer. Og I, Ridder Carl af Rise! tag eders Værge op igjen! jeg veed, I vilde ikke have løftet det mod Kongens Søstersøn, uden I var høilig fornærmet. Men I har forbrudt Jer mod Krigsloven og jeg maa straffe Eder. Ingen af Eder skal nu dele Æren med mig imorgen ved Stormen. Om en Time er I paa Veien til Gent, Ridder Carl! og bringer Kongen et Brevskab fra mig.«
��Uden at vente paa Svar gik Grev Albert rolig tilbage i sit Telt.
��En Time efter reed Carl mismodig med sit Brevskab paa Veien til Gent, medens Grev Otto sad harmfuld i sit Telt og hørte paa Stormtilberedelserne i Leiren.
��»Dosmer, som jeg var! - sagde Otto ved sig selv og slog sig for Panden - at jeg ikke kan glemme den Pige, at jeg nu for hendes Skyld lader Æren og Seiren flyve mig forbi! og hvad kunde Carl derfor? han var mig dog altid en tro hengiven Ven. Maaskee er det heller ikke saa galt, som jeg troer. Kongen har jo ikke i halvandet Aar været paa Ribehuus, han tænker jo kun paa Krig og Orlog. - Maaskee gjør jeg hende dog Uret, den stakkels Kirstine! Da jeg reed bort og saae foragteligt op til Vinduet paa hende uden at hilse hende - ak det smertelige Blik glemmer jeg aldrig. Og dog - nei, jeg vil aldrig tænke paa hende mere.« For at indbilde sig selv og sine Vaabenbrødre, at han ikke lod sig bringe ud af sit gode Lune ved sin Telt-Arrest, lod han sig nu bringe en Kande Viin og nynnede en lystig Vise.
��Carl havde paa Veien til Flandern gode Stunder til at overtænke hvad der var hendet og udfinde Grunden til Grev Ottos bittre og fornærmelige Udeladelser, der havde fremkaldt det voldsomme og, som det syntes, ulægelige Venskabsbrud imellem dem. Han tvivlede ikke paa sin Søsters Uskyldighed og var langt fra at have sin store Konge mistænkt for en hemmelig og lastværdig Forbindelse med hende; men Ottos Ord og den skammelige Folkesnak, som havde givet Anledning dertil, havde efterladt en Braad i Carls trofaste Sind, som neppe den fuldkomneste Æreserstatning syntes ham tilstrækkelig til at udrydde. Han besluttede at drive denne Sag til det Yderste og aabenhjertig at fortroe sig til Kongen. »Hun maa bort, bort fra Ribehuus - sagde han til sig selv - maaskee var et Kloster hende tjenligst, arme fortalte Pige! han elsker hende selv, han er skinsyg, det er aabenbart; men han skal aldrig see hende meer; han skal give os Opreisning med Sværd og Landse, om saa Grev Albert tusinde Gange, om saa Kongen selv stillede sig imellem os. Ilde er det for Rakke - hm - han er Kongens Søstersøn, men jeg er derfor ingen Hund min Søster ingen Skjøge. Jeg skal vise ham det, jeg fik ikke Ridderslaget for min Søsters Skyld, kjøbte ikke min Ære med hendes Skjændsel.«
��Som han saaledes i den stille maanelyse St. Hans-Nat af og til gav sin Harme Luft i heftige lidenskabelige Udbrud, medens Hesten fortsatte sit stærke Trav over en stor lyngbegroet Hede, gjorde Hesten pludselig et Sidespring og blev staaende urolig. Han greb den fastere i Bidslet og saae sig om til Siden; forbauset fik han der Øie paa en høist elendig menneskelig Skikkelse, som laae tværs over Veien og som han havde været nær ved at ride over. Synet af den Fremmede opvakte baade Medynk og Gru: det var et bleegguult udtæret Menneske i en smudsig forreven Laibroderkappe; han vred sig som i fortvivlet Dødskamp i Støvet, og udbredte Armene mod den standsede Ridder.
��»Ved St. Qvirin og St. Valentin! - jamrede en huul klangløs Stemme - hav Barmhjertighed, hvis I er et christent Menneske, og bring mig til en Klerk, som jeg kan skrifte mine Synder for, inden jeg pines i den evige Ild!«
��»Arme Menneske! - sagde Carl - var jeg saa hverken Ridder eller Christen, kunde jeg dog ikke lade Jer ligge her. Kan I hænge fast bag ved mig paa Hesteryggen, skal jeg bringe Jer til nærmeste Huus, hvor knap Tid jeg har. Ræk mig Haanden, og stiig op paa min Fod!«
��Uden at svare reiste den lange Beenradskikkelse sig og rakte ham en kold vissen Haand; med mindre Besværlighed, end man kunde vente sig af en Døende, slap han op bag Sadlen paa Hestens Ryg; som med Krampestyrke klamrede han nu de lange magre Arme fast om Carls Liv. »Riid nu, inden Satan griber os begge!« raabte han; og Carl jog Sporerne i Hestens Sider og foer afsted i susende Gallop.
��Han havde redet saaledes en god Stund og endnu saae han intet Huus paa den nøgne Hede; han saae kun i Maaneskinnet Hestens Skygge ved Siden med de to Rytterskygger og den Fremmedes flagrende Kappe, der fløi som en stor sort Sky omkring dem. Hvor kjæk og behjertet Carl var, følte han sig dog besynderlig beængstet og hjerteklemt af det ubehagelige Reiseselskab. Spøgelsehistorierne fra hans Barndom randt ham levende ihu; de magre Dødningearme klemte ham over Brystet og han følte sig mægtig fristet til at afkaste Byrden. »Klem mig ikke saa fast - sagde han - I er jo færdig at qvæle mig - ha, hvem er I?«
��»Riid, Riid - hviskede den hæse Stemme bag ved ham - jeg skal sige dig hvem jeg er, naar du kan tie: jeg er Satans bedste Kok; men jeg har ingen Lyst til at svede i hans Kjøkken. See, han har mig alt ved Kappefligen; og to Djævle har han sendt mig til en Forsmag: den eene æder min Lunge; den anden suger min Marv. Nu, lystig, Kammerat! døer jeg, før jeg faaer skriftet, skal du saaledes ride med mig hver Midnat. Riid!«
��Carl sporede sin Hest og uden at spørge videre foer han frem over Heden mod et mat Skin af et Lys eller en Lampe, som lyste ham trøstende imøde i nogen Frastand. Men han havde længer dertil, end han troede; mange Veie krydsede sig paa Heden og gjorde den vildsom, og tykke Regnskyer havde skjult Fuldmaanen. Carl foer som iblinde over Stok og Steen og læste sagte en Bøn, medens han med Gru hørte en hæs Hvisken bag ved sig af den frygtelige Reisefælle, som snart bad og snart loe og udstødte forfærdelige Eeder.
��»Hold Mund, Satan! - raabte nu Carl - siger du et eneste ugudeligt Ord meer, kaster jeg dig af og lader dit visne Aadsel ligge paa Veien til Ravnene.«
��»Ho, ho, Kammerat! det gaaer ikke saa let - hviskede hans Plageaand og klemte sig fastere til ham - fik jeg Bugt med Kongen af Danmark, kan jeg vel sagtens raade med dig.«
��»Kongen af Danmark? - gjentog Carl forfærdet - Død og Fordømmelse! har du forgrebet dig paa ham, skal du klæde Hjul og Steile.«
��I den skrækkeligste Spænding foer han fort og vilde nu ikke for al Verden afkaste sin Byrde, hvor gruelig den var ham. Endelig standsede han ved et Huus; derfra var det, han havde seet Lys, og nu saae han, det var et eenligt usselt Herberg, hvor der stod en Karl ved Laden med en Hornlygte. Han følte sig idetsamme pludselig befriet fra sin Byrde. Han sprang af Sadlen ved Laden, og ved Gaardskarlens Lygte saae han faa Skridt bag ved sig den lange udtærede Dødningskikkelse ligge bevidstløs paa Jorden i et Anfald af den faldende Syge.
��»Kors! hvad er det? Hr. Ridder! - sagde Karlen og korsede sig - har I bragt Døden eller den Onde med til Kroes?«
��»Det er en dødssyg Forbryder, som nok er løben fra Galgen etsteds - sagde Carl - jeg fandt ham paa Heden. Hjelp mig ham til Sengs og skaf mig ham tillive! jeg har lovet ham hastigt Skriftemaal og det skal han faae.«
��En klækkelig Drikkeskilling overvandt Karlens Gru for at røre ved den halvdøde Synder, og med Karlens Hjelp blev den afmægtige Gjest baaren ind i Herberget.
��I den første smudsige Gjestestue sad der tre brandenborgske Ryttere og sang lystige Viser ved Ølkruset, og i en Krog sad en høi anseelig Herre i sort Ridderdragt med Hjelmen dybt ned over Panden. Carl havde til denne Reise iført sig en simpel Vaabenkjortel af bruunt nederlandsk Bomuldstøi; og uden andet Værge, end Sværdet og den glatte Staalhue uden Fjærbusk, gjaldt han, hvor han kom frem, kun for en simpel tydsk Riddersvend, naar man ikke lagde Mærke til hans gyldne Sporer. Da han saae Skjænkestuen fuld af Fjender, betænkte han sig paa hvorledes han, uden at røbe sig, skulde udføre hvad han havde besluttet. Han forlangte strax et særskilt Værelse til sig og sin syge Kammerat, som han kaldte ham, og saasnart han i den øverste Gjestestue ved de sædvanlige Huusmidler havde faaet sin Reisefælle vakt af hans Afmagt, bad han Verten og hans Folk gaae ud. Derpaa stængede han for Døren, pudsede Lampen og betragtede den Fremmedes frygtelige Ansigt. Han saae ud som en Forbryder af det nedrigste Slags, som havde gjort Misgjerninger til sit Haandværk og solgt Sjæl og Salighed for de mægtige Synderes Guld. Han lod til at være en Sydlænder, og de smaa urolige Øine røbede en Forslagenhed og Lumskhed, som selv Dødsangesten og den synlige Samvittighedsuro ikke kunde overvinde.
��Saasnart han syntes fuldkommen ved sin Bevidsthed igjen, saae Carl ham stift i Øinene og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Jeg lovede Jer hastigt Skriftemaal - sagde han - det skal I faae, Elendige! bekjend nu paa Øieblikket hvad I har havt med Kongen af Danmark at gjøre - eller, ved den levende Gud! jeg sender Jer uden Bod og Sacrament til Helved.« Med disse Ord drog han hastig sit Sværd, satte den skarpe Od mod Synderens Strube, og gjorde Mine til øiebliklig at støde til.
��»Ho, ho! - sagde den Fremmede og rullede de smaa Øine vildt - er jeg paa Pinebænken? der har jeg før været. Hvad kommer den døde Konge af Danmark Jer ved? det var jo ikke mig, som gav ham Giften jeg kogte den kun, og for den Synd har jeg Aflad« - -
��»Død - Kong Valdemar død - forgivet - jamrede Carl og tabte Sværdet i sin Forfærdelse af Haanden - og du hans Morder!« - rasende greb han Sværdet igjen - »saa træffe dig Himlens Forbandelse saa vist, som du nu ikke slipper levende af mine Hænder!«
��»Mord! Hjelp! - skreeg den Syge og greb med Haanden i det skarpe Sværd - er I afsindig? jeg har jo aldrig seet Kong Valdemar - Mord, Hjelp!«
��Ved den Syges Jammerskrig blev der Larm i Sideværelset. I et Øieblik var Døren sprængt, og de tre brandenborgske Ryttere med den høie sorte Ridder styrtede ind, ledsagede af Verten og hans Folk.
��»Den nederdrægtige Karl, den fordømte Skurk! vil han myrde sin syge Reisekammerat? - see han bløder - han bløder, den arme Djævel!« raabte den Ene i Munden paa den Anden, og førend Carl fik Tid til at besinde sig, havde de tre stærke Ryttere kastet sig over ham og afvæbnet ham.
��»Svinebind ham, den nederdrægtige Skurk! - raabte den høie fremmede Ridder - kast ham i Kjælderen til det bliver Dag og han kan blive hængt for Alles Øine.«
��Uden at Nogen vilde høre paa Carls Forsvar og Retfærdiggjørelse, blev den strenge Ridders Befaling ufortøvet udført, og med sammenbundne Arme og Been blev Carl kastet ned i et mørkt Hul under Gulvet, og Lemmen tillukket og laaset over ham.
��Her laae han, halv bedøvet af de voldsomme Stød, og skar Tænder af Harme; da bemærkede han, at der blev roligere oven over ham, og gjennem en Sprække i Lemmen kunde han nu høre den fremmede Ridders Stemme.
��»Vi er nu ene, arme Djævel! - sagde den dybe kraftige Røst - du vil kun give dit Hjerte Luft for en Klerk, siger du; nu vel! kan du ikke see mig, saa kom hid med din Haand! føler du den hellige Tonsur? jeg skjuler den kun med Hjelmen, hvor den ikke behøves. Jeg er en indviet Herrens Tjener og kan give dig Absolution for alle Synder. Fat Mod, min Søn, og bekjend! Naadens Dør er bred.«
��»Og jeg er smal, Herre! - svarede den Syges hæse Stemme med en vild Latter - der er ikke Fugleføde paa min Krop; men slipper Sjælen først ud, er jeg bange, den bliver saa tyk og bred af den megen Gift, jeg har kogt, at Naadens Dør dog bliver for snever.«
��»Altsaa Morder, Giftblander! - sagde den ridderlige Klerk - nu ja, det seer du ogsaa ud til; men trøst dig, min Søn! saadanne Folk behøver man ogsaa i Verden: de ere ligesaa nødvendige som Slanger og Skorpioner, ellers lod den kjære Herre Gud dem jo ikke leve.«
��»Ho, ho! saa er jeg jo ovenpaa - svarede den Syge - det har jeg tit tænkt før. Men er I kun en virkelig Præst! - jeg har et gammelt Afladsbrev i min Lomme. Seer I? det har en Bisp givet mig; men jeg veed kun ikke, om det kan gjælde meer, for han blev siden sat i Band.«
��»I Band - mumlede Ridderen - det kan træffe den Bedste: jeg kjender den Bisp, det traf to Gange. Her er Trækvind, jeg vil sætte min Hjelm paa igjen. Luk dine Øine for Lyset! det blænder dig; jeg kan sætte Lampen tilside. Nu til Meningen, Søn! hvad har du paa Samvittigheden! Tiden er knap; jeg har Andet at gjøre, end at dvæle her, og du med, saavidt jeg mærker. Hvad er det for et Mord, som trykker dig meest?«
��»Det sidste, det sidste - sagde Synderen - hun var saa ung og smuk - og det var fjerde Dagen efter Brylluppet - men hvad skulde Keiseren med sin Fjendes Datter.«
��»Prindsesse Beatrix, den unge Keiserinde! den Synd var svar - sagde den dybe Stemme med Udtryk af Medynk. - Du var da Redskabet, Elendige! men hvo var Haanden? hvis var Sjælen, som fødte den giftige Tanke?«
��»Ho, ho! - sagde Synderen - jeg var kun Redskabet, Haanden, som brugte mig, maa svare for den Sag, ikke sandt? Hr. Præst! - en Haand, som bærer Septer og Rigsæble, visner ikke saa let; men Pinden, han rørte i Giftkjedelen med, Vee, Vee! see, den er dog vissen. Ak, beed, beed, fromme Herre! beed for mig! skaf mig kun en læmpelig Skjærsild for den Synd! - for Kongen, som fik Pesten, ja for ham skal først Greven og den bandlyste Bisp brænde.«
��»Døe nu kun, Elendige! og tie for evig med hiin gamle Synd! nu veed jeg Nok - tordnede Ridderens Stemme - nu kan jeg hviske Otto det Ord i Øret, som jeg længe har ledt om. Mord, Mord! det er et mægtigt Ord, selv paa dine visne Læber, gustne Domenico! kunde det standse Blodet i mit Hjerte, var jeg ikke Herre over Blodet, som over dig og din Tunge. Kjender du mig nu, og husker du Eeden, du svoer mig?«
��»Ak, naadigste Herre Bisp! - her bævede den Døendes Stemme - er det Jer selv? eller kommer den Onde i eders Skikkelse for at annamme min syndige Sjæl? dræb mig ikke, før I har skaffet mig Aflad endnu engang! jeg har jo ikke brudt min Eed; jeg har jo ikke nævnet eders Navn for nogen levende Sjæl, ikke engang for Eder selv, og jeg lever saa ingen Time - men er I en hellig Mand igjen, er I løst af Bandet, saa giv mig et nyt kraftigt Aflad og tag det gamle igjen! det har Satan slaaet Streg over i den Stund, I blev bandlyst.«
��»Døe - døe, Elendige! - gjentog den mægtige Stemme - see saa! hjelp dig nu som du kan! men venter du Salighed af mig, saa fortvivl! - jeg er andengang bandlyst.«
��»Vee, Vee - jamrede den Døende - den, I velsigner, er forbandet - Eders Fingre brænde i Luften - Vee, Vee! I har indviet mig til den evige Ild.«
��»Krymp dig kun og døe, usle Øgle! - lød atter den dybe Stemme - du var født til at tjene de Mægtige og forgaae. Døe kun i den Tro, at den bandlyste Bisp skal brænde for dig! han brænder: Bandstraalen luer paa min Isse; men jeg leer derad: Hjelmen skal kjølne den Brand til den slukkes af Kronen. Er du alt død af Skræk, arme Djævel! - lød nu den hule Stemme dæmpet - ret saa! det visne Aadsel forraader Ingen meer.«
��Med unævnelig Gru havde Carl fornummet hvert Ord og tvivlede ikke paa, at den sorte frygtelige Ridder jo var den forvovne Bisp Valdemar, som nu andengang var bandlyst, og som nu, da hans Svoger Hertug Bernhard var død, søgte Beskyttelse hos Markgreven af Brandenborg og hos Keiser Otto, der ligesaavel som Bispen trodsede Bandet. Carl erindrede sig Fader Saxos sidste dunkle Ord, som han i sin Barndom havde hørt i Bisp Peders Alkove, og som han nu pludselig syntes grant at forstaae. »Indvies jeg saaledes paa underlige Maader i Urettens Hemmeligheder - sagde han ved sig selv - da skeer det visselig ikke for Intet. Valdemar, min store Konge! dig stræber man efter Krone og Liv, som din Broder - den samme forbryderiske Haand forfølger dig som ham. Ha, var jeg fri - Hvad er mit Liv og min Ære mod Kongens?«
��Der var blevet dødsstille oven over ham. Han bad en stille Bøn og slumrede ind af Mathed og Anstrengelse.
��Da han havde sovet nogle Timer, blev han vækket af en stor Bevægelse og Uro i Huset. Han hørte Hestetramp og Hundeglam udenfor. Derpaa blev det stille igjen. Det var bælmørkt omkring ham; men paa Hanegalet i Gaarden kunde han høre, det maatte være i Dagningen. Kort efter aabnedes Kjælderlemmen og en kroget Mand med en Lygte i Haanden steeg langsomt og forsigtig ned ad Trappen til ham. Han kjendte den gamle gjerrige Vert, som, da han var bunden, havde spændt Guldsporerne af hans Støvler og stukket dem til sig.
��»Er I levende endnu - sagde Værten - saa kan I nu takke eders gode Helgen, at Brandenborgerne fik Andet at tænke paa, end at føre Skjelmer til Galgen.«
��»Er de borte - spurgte Carl - Bispen med?« »Hvilken Bisp?«
��»Den fremmede Ridder vil jeg sige.«
��»Ja vel!« svarede Verten ligegyldig idet han satte Lygten paa Trappen og betragtede Carls Klædedragt med Opmærksomhed, men uden at gjøre Mine til at befrie ham. »Der kom Bud om at Markgreven og Keiser Otto var ved Primberg, skal jeg sige os, og saa lod den strenge Hr. Ridder strax sadle og foer afsted som Fanden havde hentet ham, uden at huske paa Jer. Jeg vilde heller ikke erindre ham om Jer; jeg tænkte som saa: her er jo Lov og Ret i Landet og skal Nogen føre mine Gjester paa Veien til Galgen, er der Ingen nærmere dertil, end jeg. Eders smukke Kammerat ligger da, stiv og død som en Sild, deroppe i Sengen, som I vel kan vide. Jeg har Vidner nok paa, at I var ifærd med at slaae ham ihjel og havde nok givet ham sin Rest under fire Øine, inden vi kom til. Det var en smal Sag at faae Jer dømt og hængt. Men I seer mig ud som en skikkelig Mands Søn, og jeg holder Jer hverken for en Prakker eller Gnier. Den Døde er nu dog død og jeg har en christelig Tænkemaade: hvad rager det mig, om I tager Livet af jer gode Ven eller ikke, naar I kan svare for Jer og betale hver Mand Sit? Vil I nu betale baade jert eget og hans Natteleie og hvad I begge kunde have fortæret, hvis I ikke havde faaet Forfald, foruden hvad hans Jordefærd kan koste, og vil I dertil give mig en anstændig Betaling for min Uleilighed og Uro, saa skal jeg løse eders Baand og lade Eder ride, uden at gjøre meer Qvalm af den Sag. Eders Kammerat var ellers en lumpen Prakker - tilføiede han - Her er Guldkatten, han havde om Livet; der er min Tro, ikke en halv Skilling i den, som I seer.«
��»Ja saa - svarede Carl - havde den ogsaa været fuld af Guld og Ædelstene, vilde jeg ikke have raadet nogen christen Sjæl at røre derved.«
��»Død og Pestilentse! han er vel aldrig død af Pest?« raabte Verten forskrækket og kastede en stor klingende Pung ud af Lommen.
��»I har altsaa indsat Jer til hans Arving paa egen Haand - sagde Carl - er I ikke bange for Blodpenge, saa for mig gjerne. I behøver ellers ikke at frygte for Pesten: han lod til at have Lungesyge og faldende Sot; men hvad han døde af var nok Helvedes-Brand i Samvittigheden.«
��»Ikke andet - svarede Verten og tog Pungen op igjen - den Syge smitter ikke mig; jeg har saa god en Samvittighed som nogen Kromand i hele Christenheden og jeg behøver ikke at være bange for Blodpenge. Men siden I nu veed saa god Beskeed, vil jeg løse Jer paa Tro og Love, Hr. Ridder, og give Jer eders smukke Guldsporer tilbage, saa kan I som en Standsperson betale efter Behag.« Dermed stak han Pungen i Lommen og løste Carl af Baandene.
��Uden at forlænge sit Ophold meer end nødvendigt, tilfredsstillede Carl den smudsige Vert, og snart travede han paa sin Ganger paa Veien til Gent.
��I Nærheden af den flanderske Grændse indhentede han en Dag en talrig prægtig Ridderskare, og da han kom Toget nær, saae han, det var gode Venner og Landsmænd; han hilsede dem overrasket og blandede sig i deres Skare. Det var Junker Strange, som med Bisp Peder, Absalon Bælg og tyve af de fornemste danske Riddere var sendt til Keiser Fredrik, for i sin Konges Navn at lykønske ham som tydsk Keiser og tillige begjere Stadfæstelse af den nye Keiser paa Valdemars store Besiddelser og Erobringer i Tydskland. Dette vigtige Hverv havde Junker Strange udført med sin sædvanlige Kløgt og Duelighed og han medbragte nu et Diplom fra Keiser Fredrik, hvori Valdemars Herredømme erkjendtes over Nordalbingien, Stormarn, Ditmarsken og Vagrien, over Hamborg, Lübek, Lauenborg og Meklenborg, saavelsom over Grevskaberne Schwerin og Slavien eller Rygen og Pommern. Dette Diplom var underskrevet og beseglet af Keiseren og tolv geistlige og verdslige Herrer og Fyrster.
��Junker Stranges glade Ansigt og hans Følgeskabs Lystighed stemte ogsaa Carl til Munterhed og fortrængte de mørke Tanker og Billeder, hans Strid med Grev Otto og Eventyret i Herberget havde opfyldt hans Sind med. »Men hvad gjør Kongen da i Gent? - spurgte han Junker Strange - jeg troede ham endnu i det Brandenborgske, da jeg pludselig til min Forundring fik Befaling til at søge ham i Flandern.«
��»Derom maa I vel spørge - svarede Junker Strange og smilede - men undre os kan det ikke hvor han saa er; Kongen er ikke af de Folk, som man kan tage hvor man sætter dem; da jeg forlod ham, holdt han sit Seiersindtog i Stettin. Nu vil man sige, han har sat sine oprørske Lehnsmænd Greverne af Schwerin Stævne hos Grev Ferdinand, som har tilbudt sig at mægle et Forlig imellem dem og Kongen. Hr. Absalon Bælg har rigtignok givet os en Formodning om en tilsyneladende Bihensigt, som maaskee dog kan være Hovedhensigt; men jeg veed ikke om man bør tale derom.«
��»Hvorfor ikke det? - sagde Absalon Bælg og reed nærmere - mellem Landsmænd behøver man ikke at være saa forsigtig, og hvad en dansk Mand siger om sin Konge, tør han vel staae ved. Hvad er rimeligere, end at vor snilde ridderlige Konge, idet han drager til Flandern i et vigtigt Statsanliggende, tillige agter at fornye et smukt og kjært Bekjendtskab? og er det sandt, at Prindsesse Beengjerd er hos sin Broder i Gent, behøves der ikke stor Kløgt til at gjette, hvorfor den Fredsmægling just skal skee der.«
��»Prindsesse Beengjerd? - sagde Carl og studsede - for et Par Aar siden hed det jo, hun var gaaet i Kloster i Portugal.«
��»Det har vel kun været paa en Prøve - sagde Absalon Bælg - en saa stolt og skjøn Prindsesse tager neppe Sløret for alvor, saalænge hun har en Krone for Øie.«
��Carls Ansigt opklaredes mærkeligt, da han hørte dette. »Ak, gid det var saa vel!« udbrød han og tænkte kun paa, at hvis Kongen formælede sig igjen, vilde maaskee derved Rygtet ophøre om hans Tilbøielighed til Kirstine.
��»For Kongens og Danmarks Skyld tør jeg ikke ønske det - sagde Bisp Peder, som reed nærmest ved Junker Strange - den stolte Portugiserinde bliver aldrig nogen Dagmar; var hun end tusinde Gange saa deilig, Dagmars Hjerte faaer hun dog aldrig.
��Junker Strange trykte Bispens Haand og taug. Hvor munter og sorgløs den aldrende Ridder end var, kunde han dog aldrig tænke paa den fromme Dronning Dagmar, uden at der kom Taarer i hans troe ærlige Øine.
��»Bønder og Klerke vilde maaskee neppe bære den kjække Portugiserinde paa Hænderne, som Tilfældet var med Dronning Dagmar - sagde Absalon Bælg med et Sideblik til Bispen - men en krigersk Herre som vor Konge maa den dristige Falk dog være kjærere, end den fromme Turteldue. I troer dog vel aldrig, Herre Bisp, at hun skulde have saa kjetterske Meninger, som man beskylder hende for? - vedblev han. - Dersom I ikke vil fortryde derpaa, ærværdige Herre, saa troer jeg netop, at den Dadel, man hører om hende, er det bedste Beviis paa, at hun er en stor og kongelig Sjæl, som er hævet over sin Tid og dens Fordomme. Hvor hun kommer til at raade, vil idetmindste den dumme Hob ikke blive for mægtig og kjephøiet, og den geistlige Stand, med eders Tilladelse, maaskee faae Lov til at dele Ridderstandens Tynger og Byrder, naar den vil dele vor Myndighed og verdslige Ære.«
��Samtalen havde taget en vel alvorlig Vending, som let kunde blive krænkende for den ærværdige Bisp Peder. Junker Strange, som kjendte Absalon Bælgs og hans Brødres aristocratiske Meninger og frygtede for Bisp Peders Heftighed, afbrød derfor hastig Samtalen med et lystigt Indfald. Under Skjemt og muntre Sange fortsatte nu Ridderne Reisen, og den islandske Barde, som var med, sang dem Visen om Regnar Lodbrok og den kjække Aslaug, som han med nogle dristige Tilsætninger søgte at hentyde paa Kong Valdemar og Prindsesse Beengjerd.

                       --------

��I Riddersalen paa det grevelige Slot i Gent sad en Eftermiddag henimod Aftenen Kong Valdemar ved et stort grønt Bord mellem Grev Ferdinand af Flandern og Erkebisp Andreas og hørte adspredt og misfornøiet paa hvad den heftige Grev Ferdinand i sit halv portugisiske og halv tydske Tungemaal og med sine livlige Gebærder sagde til Forsvar og Undskyldning for Greverne af Schwerin og deres aabenbare Forbindelse saavel tilforn med den afdøde Keiser Philip som nu sidst med Markgreven af Brandenborg. Hvad Forsvaret i den ridderlige Portugisers Mund manglede i Orden og Sammenhæng erstattedes ved hans Trohjertighed og Varme, og naar Traaden undertiden slap ham, tog hans rolige Sidemand Bispen af Hildesheim med megen Kløgt og Fiinhed Ordet og opmuntrede Valdemar til christelig Mildhed og Sagtmodighed, idet han gjorde Grev Henrik til en af hans hengivneste Venner og Beundrere, som kun Tidsomstændighederne havde ledet paa Afveie.
��Kongen havde allerede opholdt sig tre Dage paa Slottet og hver Dag hørt det samme Forsvar og de samme Undskyldninger; men Greverne af Schwerin havde endnu ikke personlig indstillet sig, og førend de selv kom og underkastede sig enhver Betingelse, vægrede Kongen sig bestemt ved at indlade sig paa noget Forlig. Hvad der desuden forstemte Kongen og afdrog hans Opmærksomhed fra den fortrædelige Underhandling, var en skuffet Forventning, som han dog ikke lod sig mærke med for Nogen. Absalon Bælgs Formodning var nemlig ikke aldeles ugrundet. Kongen havde hemmelig haabet at gjensee den skjønne Prindsesse Beengjerd der paa Slottet; men endnu havde han Intet seet til hende og intet Ord hørt om hende. Kongen vilde ikke spørge, om hun var der eller ei, og Grev Ferdinand syntes ikke at tænke paa Andet, end Fredsmæglingen i de schwerinske Grevers Sag og sin egen dristige Plan til et Hærtog mod Kong Philip af Frankerig, i hvilket Foretagende han ventede kraftig Understøttelse af Valdemar, paa Grund af Misforstaaelsen mellem Kongen af Frankerig og hans Dronning Ingeborg, som var Valdemars Søster.
��Under slige Forhandlinger vare Dagene gangne hen; men hver Dag blev Kongen fortrædeligere og vanskeligere at overtale.
��»Vil Grev Henrik ikke selv komme og staae mig til Rede og Ansvar for sin Fremfærd - med disse Ord opfoer endelig Valdemar utaalmodig - saa drager jeg endnu i denne Time herfra, og det er sidstegang jeg lader mig overtale til at underhandle med mine oprørske Vasaller i Mindelighed.«
��Idetsamme aabnedes Døren og Grev Henrik af Schwerin traadte ind med sin Broder Gunzelin ved Siden. Grev Henrik var bleeg og syntes angreben af en mægtig Sjælekamp. Med sleben Høflighed og tilsyneladende Ydmyghed hilsede han sin opbragte Lehnsherre, idet han undskyldte sin lange Udeblivelse dermed, at han ved sin alt for store Iver for at opfylde Kongens Ønske var styrtet med sin Ganger og ikke i fire Dage havde været istand til at fortsætte Reisen. Saasnart han saae, at Vredesfurerne mellem Kongens Øine begyndte at udslettes, steeg hans Dristighed og Selvtillid og med sand kraftig Veltalenhed gav han en saadan Skildring af sin Stilling og sine Forhold og fremsatte sin mislige Sag i saa fordeelagtigt et Lys, at Kongen selv maatte beundre hans sjeldne Talegaver og hørte paa ham med Deeltagelse. Den snilde Greve talte om hvad han havde vovet, som en ringe tydsk Fyrste, ved at modsætte sig saa mægtig en Seiervinder og hvad han fremdeles vovede ved nu at forlade de nordtydske Fyrsters Parti; han vidste ligesaa listigt og fiint at smigre den ærgjerrige Konge, som han med Mod og Bestemthed syntes at hævde sin Selvstændighed og aftvinge Kongen den Agtelse, Valdemar aldrig nægtede en kjæk og dristig Fjende.
��»Jeg vilde ønske, I handlede ligesaa brav, som I taler - svarede Kongen - men lad os blive ved Sagen! erkjender I min LehnsherreRet over Grevskabet Schwerin og de Forpligtelser, I har overtraadt ved at gjøre fælles Sag med mine Fjender?«
��Grev Henrik beraabte sig paa Ord og Udtryk i de ældre Tractater og Documenter angaaende hans Forhold til den danske Krone, som han udlagde til sin Fordeel, og erklærede sig berettiget til at vælge hvilket Parti, han vilde, naar Tydsklands Fyrster deelte sig i saa vigtig en Strid om den tydske Keiserværdighed. »Enhver Forpligtelse, jeg med Haand og Segl har bekræftet, skal jeg iøvrigt erkjende - sagde han rolig - og jeg beder Eder, stormægtigste Konge! at I for disse retsindige Herrers Øine vil fremlægge de Tractater og Forpligtelser, jeg efter eders Formening skal have overtraadt.«
��Valdemar saae sig i en piinlig Forlegenhed og harmede sig over ikke at kunne fremlægge de ham listelig fratagne Documenter. »Jeg har troet det overflødigt, at vise Eder Sort paa Hvidt for hvad I veed ligesaa godt som jeg, Grev Henrik! - svarede han forbittret - maaskee kunde I ellers selv bedre, end nogen Anden, fremlægge de skriftlige Vidnesbyrd om eders Brøde, som I nu saa dristig stoler paa, jeg ikke har ved Haanden. Men det forsikkrer jeg Eder: hvad jeg og min høisalige Broder med vort gode Sværd i ærlig aaben Feide har vundet, mægter jeg med det samme Sværd at tage tilbage, hvad Øieblik det skal være, hvis det gjøres mig stridigt.«
��»Det er den Stærkeres Ret, stormægtigste Herre! - svarede Grev Henrik - den gjælder desværre langt meer i vor Tid, end den blandt christne Konger og Fyrster burde. Talen er ikke her om hvad I med Magt formaaer, men kun om hvad I med tilsyneladende Ret og Billighed kan fordre, paa Grund af et ubetinget Overherredømme, jeg, tvungen eller frivillig, men dog med sund Sands og Samling skal have erkjendt. I synes at have mig mistænkt for at have fravendt Eder de Beviser, hvorpaa I grunder eders Paastand; men jeg tør med min Eed paa det hellige Sacrament bevidne, at jeg hverken er i Besiddelse af eller nogensinde har været i Besiddelse af noget saadant Document.«
��Kongen studsede og betragtede ham med et forskende Blik. »En Meeneed vil jeg hverken troe Eder eller nogen Ridder af Ære istand til - sagde han - nok sagt! vore ældre Tractater og Documenterne om eders Lehnsforhold til den danske Krone med flere vigtige Papirer ere mig paa en ubegribelig Maade frakomne, og naar I fordrer andre Beviser for eders Brøde, end hvad I selv og hver Mand veed, maa jeg for det Første her som Dommer og Lehnsherre tie. Det Forgangne faaer altsaa være glemt og nu er Spørgsmaalet kun, om I for Fremtiden vil erkjende mig for eders Lehnsherre eller ikke.«
��Forhandlingen blev nu afbrudt ved Budskabet om Junker Stranges og hans Følges Ankomst. Kongen bad Grev Henrik og hans Broder betænke sig paa en afgjørende Erklæring til næste Dag, og forlod Riddersalen med synlig Harme for at modtage det vigtige Gesandtskab i sit eget Gemak.
��»Efter hvad Kongen selv har erklæret - vendte nu Grev Henrik sig med en triumpherende Mine til Erkebisp Andreas og de øvrige Herrer - saa staaer jeg og min Broder nu ikke her som Forbrydere mod den danske Krone, men som selvstændige tydske Fyrster, paa hvis frie Valg og Villie det beroer, om vi for Fremtiden ville være Kong Valdemars Mænd eller ikke, og derom skal jeg imorgen meddele Kongen og Eder vor Bestemmelse.«
��Grev Ferdinand saae forundret paa den dristige Mand, som paa saa ubegribelig en Maade havde retfærdiggjort sig; og Bispen af Hildesheim hviskede ham hemmeligt i Øret, idet han reiste sig: »Bravo, Greve! det var en snild Streg; nu er eders Sager paa det Tørre.«
��Det var blevet Aften. Efter en Times Samtale med Kongen havde Junker Strange forladt hans Gemak. Med Keiser Frederiks vigtige Diplom i sin Haand gik Kongen med stærke Skridt op og ned i sit eensomme Værelse, da Carl af Rise nu traadte ind og overrakte ham Grev Alberts Skrivelse. Kongen aabnede Brevet og gjennemlæste det hastig. »Det er godt - sagde han og undrede sig over at Carl blev staaende - har I Andet at melde mig, Ridder Carl?«
��»Herre Konge! - svarede Carl undseelig - jeg frygter for paa en ubeleilig Tid at bede Eder om et Øiebliks Opmærksomhed. Jeg har paa Veien hertil ved en besynderlig Hændelse erfaret, at eders Fætter den bandlyste Bisp Valdemar af Slesvig endnu hemmelig stræber Eder efter Krone og Liv. Han er dragen til Markgreven af Brandenborg og Keiser Otto. Han er et frygteligt Menneske.«
��»Det er mig intet Nyt - svarede Kongen - var det intet Andet?«
��»Ogsaa for Grev Henrik af Schwerin vilde jeg advare Eder, Herre Konge! hvis I ikke vilde fortryde paa, at jeg uopfordret blander mig i eders Anliggender.«
��»Du mener det godt med mig, min vakkre Carl af Rise! - afbrød Valdemar ham og klappede ham paa Skulderen - men du maa troe, jeg kjender bedre mine Fjender, end du, og jeg veed bedst selv hvad jeg har at gjøre og lade.«
��»Endnu en Bøn, Herre Konge! - tog Carl atter Ordet - forund mig en Plads blandt de Riddere, til hvem eders kongelige Persons Bevogtning nærmest er betroet! det har fra min Barndom været mit høieste Ønske, og hertil kommer nu, at det for Øieblikket er mig umuligt at iagttage Krigsloven under min strenge Vaabenmesters og Feltherres Grev Alberts Banner, og afholde mig fra Tvekamp i Leiren, saalænge den Æresstrid ikke er afgjort, som jeg har med eders Søstersøn Grev Otto.«
��»Hvad! Æresstrid? - spurgte Valdemar heftig - Hanekyllinger, som I er! hvad pukkes I da om?«
��»Det er en Sag, Herre Konge! hvori der Ingen bedre kan være Voldgiftsmand, end I selv. Grev Otto har beskyldt min uskyldige Søster Kirstine for en Forbindelse og et Forhold, som krænker baade hendes og en langt vigtigere Persons Ære« - -
��Kongen studsede. »Dum Snak og Kjærlingesladder - afbrød han Carl hastig - derfor skal min Hr. Søstersøn faae med mig at gjøre. For din Søsters Ære kan du være rolig; den kan hverken Grev Otto eller nogen Anden sætte Klik paa. Jeg skal sørge kongelig saavel for hende som for dig. Forresten intet Ord meer om den Sag! Du kan nu blive her. Junker Strange skal anvise dig din Plads blandt mine Drabanter og Riddere.«
��Carl betragtede sin store seierrige Konge med et tvivlende Blik og vidste ikke hvad han skulde troe om den Forsørgelse, Valdemar lovede ham og hans Søster. Men da slog ham Høiheden i Valdemars Aasyn og det Vidnesbyrd om Sjælens Storhed og Adel, som talte ud af de kjække Kongeøine. Beskæmmet over sin Tvivl, bøiede Carl uvilkaarligt sit Knæ og kyssede Kongens Haand, medens en blussende Rødme bedækkede hans Kinder. »Jeg vil med Glæde gaae i Døden for eders Liv og Ære, min Konge! - sagde han tillidsfuld - og jeg lægger med Tryghed mit Liv og min Ære i eders retfærdige Haand.« Derpaa hilsede han Kongen ærbødig og forlod Gemakket.
��»Hvad en eneste Pigegrille dog kan volde Forvirring og Uro i mange Hjerter - sagde Valdemar og saae deeltagende efter ham - den troe ærlige Knøs! nu plager han og Otto sig selv og hinanden og ere nær ved at holde mig for en større Gjæk, end dem selv, blot fordi et Pigebarn har faaet isinde at lege Dronning engang. Hm, Børn ere vi dog tilhobe - vedblev han - hvad gaaer jeg nu her og harmer mig over disse Smaaherrers jammerlige Konstgreb? med et eneste Vink kan jeg jo bøie dem i Støvet. Hvi har jeg gjort en vigtig Sag af et Par ubetydelige Vasallers Opsætsighed? hende saae jeg dog ikke igjen, den stolte Skjønne, jeg aldrig kan glemme. Boer jeg under Tag med hende nu? eller sidder hun langt borte i et Kloster? er hun mig nær og hader mig? eller er hun langt borte og har glemt mig? Ha nei, glemt mig har hun ikke; ligegyldig var jeg hende ikke: hun maa elske eller - hade Valdemar evindelig. Men kan jeg ogsaa ønske at see hende igjen? burde jeg ikke flye hende istedetfor at søge hende? Hm, hvor længe skal den fromme blege Dødning staae advarende mellem mig og Livet? Uimodstaaelig drages jeg tilbage til hiin første uudslukkelige Elskov. Hvi kan jeg da ikke glemme den fromme Døendes Ord? de kom dog ikke fra hendes kjærlige Hjerte. Dødens Taage laae over hendes Øine og hun saae kun Mørke, hvor jeg seer Lys og Liv. Bort, bort, du kjære Skygge! gjør ikke Valdemar til en ængstelig Drømmer!«
��I disse Tanker stødte han Døren op, som førte til Slotshaugen, for at drage frisk Luft - saa indbildte han sig selv; men det saae snarere ud som han agtede at bespeide Slottets Tilstand. Han slog Skarlagens Kappen om sig og gik ud. Slottets to fremragende Sidefløie betragtede han med særdeles Opmærksomhed, isærdeleshed den østlige, som ret saae mørk og klosterlig ud. Denne hele Deel af Slottet var bygget i en ældre Stiil, end det øvrige Slot, og syntes i Forening med det gamle Steencapel at udgjøre en Bygning for sig selv. Den Deel af Slotshaugen, som grændsede dertil, var ogsaa adskilt ved en høi Kirkegaardsmuur fra den øvrige store Hauge, som var prydet med Vandspring og høie Taxpyramider. Valdemar gik langs med Muren, som var halv skjult af Brombærbuske og vilde Rosenhække; han søgte og fandt tilsidst ogsaa en Indgang, men som var snever og næsten tilvoxet af Tjørnebuskene, og han traadte ind i den mindre indhegnede Have, som han nu saae tillige var Kirkegaard.
��Det var en smuk Midsommeraften. St. Hansormene lyste i Græsset mellem Gravene, og Duggen perlede i Maaneskinnet paa Blomsterne. I stille veemodige Tanker gik han frem og stødte paa et aabent Gravcapel, hvor der brændte en Lampe under et udskaaret Madonnabillede. Han traadte derind og saae sig omgiven af store Marmorsarkophager med Billeder, Vaabener og Indskrifter. Paa Vaabenerne saae han, det maatte være den forrige flanderske Greveslægts Gravsteder. Han standsede og læste den berømte Balduins Navn og den hæderlige Indskrift, hans Svigersøn Grev Ferdinand havde sat til hans Ære: han nævnedes der som Korsets store Kæmpe Greve af Flandern og Keiser i Constantinopel. Valdemar betragtede med Deeltagelse den store Helts tomme Gravminde; thi at han ikke her kunde være begraven vidste han vel. »Hvad er dog al Verdens Storhed og Herlighed?« sagde han og vilde vende tilbage, da blev han opmærksom paa en ny glindsende Marmorsarkophag, som stærkest oplystes af Lampen, han traadte nærmere og saae et høit qvindeligt Billede i fuldkommen Legemsstørrelse udhugget i Marmor paa Laaget. Den høie Qvinde bar en stor rund Haartop, en opstaaende pibet Halskrave og en aaben bræmmet Armkjortel, over Hals og Bryst vare tre store Guldkjæder antydede og paa Underkjortelen var i mat Arbeide indridset en flakt Ørn. Med Forbauselse gjenkjendte Valdemar den Dragt, hvori han førstegang havde seet Prindsesse Beengjerd. Det var hendes Høide og slanke Skikkelse; men over Ansigtet faldt fra Candelabren en Slagskygge, som hindrede ham i at see det. Bleg af Angest og Forfærdelse greb han Lampen med skjælvende Haand fra Madonnabilledet og oplyste Ansigtet paa det blege Marmorbillede; han saae en svag Efterligning af Beengjerds skjønne Aasyn og et dybt smerteligt Suk steeg fra hans Bryst. Fødderne bævede under ham og med stive stirrende Øine læste han den Indskrift: »Berengaria, Prindsesse af Portugal, fød i Aaret efter Christi Byrd 1190 - død« - - Meer saae han ikke. Lampen faldt ham af den skjælvende Haand og udsluktes, og selv styrtede han hen over Marmorbilledet og vædede det med brændende Taarer.
��Da han kom til sin Besindelse igjen, ravede han taus og nedbøiet gjennem det dunkle stille Gravcapel og fandt snart Udgangen, hvorigjennem Maanen lyste klart. Det var ham nu som den hele Verden var uddød trindt om ham og han stod ene tilbage mellem Grave. Han vidste ikke selv hvorhen hans Fødder bare ham; da vaktes han af den dybe Forstenelse ved Klangen af en Harpe og han hørte en deilig qvindelig Stemme med en Blanding af Veemod og Bitterhed synge:

      »Jeg drømte jeg var i Himmerig 
             Udi den favre Bye; 
      Jeg havde min Kjærest i min Arm - 
          Vi fulde gjennem den Skye.«

��Valdemar kjendte den gamle danske Sang, som han selv havde lært Beengjerd, han kjendte den deilige Stemme, som med fremmed Tone udtalte det Danske. »Beengjerd, Beengjerd! du lever - udraabte han og styrtede ind i en aaben Havesal. Han saae en qvindelig Skikkelse sidde ved Harpen i det klare Maaneskin. Hun reiste sig høi og stille imod ham. »Beengjerd, Beengjerd! - raabte han, ude af sig selv af Henrykkelse, og udbredte Armene imod hende - lever du og elsker du mig endnu, saa skal nu hverken Levende eller Døde adskille os.«
��»Valdemar, Valdemar! stolte troløse Valdemar! - sagde den høie skjønne Prindsesse og traadte et Skridt tilbage - jeg har hadet dig til Døden - men jeg elskede dig dog - jeg har afsagt Verden for din Skyld - min Liigkiste stod færdig og ventede mig, jeg vilde aldrig see dig mere - og dog - din er jeg, din i al Evighed.«
��Med en voldsom Strøm af Taarer sank hun i hans Arme og Valdemar følte sig lyksalig og elsket uden Grændser.
��Da Kongen næste Dag traadte ind i Riddersalen til de forsamlede Herrer og Fyrster, forbausedes Alle ved hans opklarede og tilfredse Aasyn. Enhver, som havde seet med hvilken Harme han den foregaaende Dag havde forladt Forsamlingen, kunde ikke forklare sig denne paafaldende Forandring. Han traadte frem som den lykkeligste Seierherre med et sammenrullet Pergament, som en Commandostav, i Haanden.
��Grev Henrik skelede til Papiret, med et uroligt Blik til Bispen af Hildesheim, og skiftede Farve; thi han troede, det var hint bortkomne Document, Kongen havde faaet tilbage, og at han nu dermed vilde beskæmme sine underfundige Lehnsmænd for Alles Øine. Men til Grev Henriks Beroligelse erklærede Valdemar, at han nu ikke længer vilde tvistes om Smaating, men var beredt til Fred og Forlig, naar Greverne af Schwerin vilde sværge ham Troskab for Fremtiden og erkjende den Lehnsherreret over Grevskabet Schwerin, som Keiser Frederik og hans Fyrsteraad i dette Diplom havde stadfæstet. Han lod derpaa Erkebisp Andreas oplæse Diplomet. Da Erkebispen kom til Underskrifterne, lyttede Alle til med den meest spændte Opmærksomhed, og da han havde nævnet Keiserens og alle de sydtydske Herrers og Fyrsters Navne, og lagt Diplomet med de mange store Segl for Alles Øine paa Bordet, reiste Grev Henrik sig med kjæk Bestemthed og erklærede, at dette Diplom, som ingen af de nordtydske Fyrster havde underskrevet og beseglet, ikke kunde agtes for gyldigt, idetmindste ikke for bindende og gjældende for ham og hans Broder, og det saameget mindre som Kong Frederik af Sicilien endnu ikke af samtlige tydske Fyrster var erkjendt eller paa behørig Maade stadfæstet i sin Keiserværdighed. Det var en let Sag for Kongen af Bøhmen, Hertugerne af Bayern, Østerrige og Lothringen, saavelsom for Erkebisperne af Mainz, Trier og Besançon, tilføiede han, at stadfæste Kongen af Danmarks Herredømme over Lande, hvorover de Intet havde at sige; men her behøvedes fornemmelig de Herrers og Fyrsters Navne og Segl, som her savnedes, da det var dem og ingen Anden det angik.
��Alle studsede over Grev Henriks dristige Indsigelser og Kongen reiste sig med en Heftighed, som lod befrygte det Værste. Men inden han fik Tid til at give sin Harme Luft, forandrede Grev Henrik pludselig Mine og Adfærd og erklærede høflig, at uden Hensyn paa dette Diplom og paa alle Keiseres og Fyrsters selvraadige Anmasselser, vilde nu dog han og hans Broder give Kongen af Danmark et frivilligt Beviis paa deres Agtelse og Hengivenhed: de vilde tage deres Grevskab til Lehn af ham og sværge ham Troskab, samt love at staae ham bi med 60 Heste og Hjelme imod alle hans Fjender, endog paa hiin Side Havet.
��Dermed var Valdemar tilfreds; han satte sig rolig ned igjen, og Grev Henriks Indsigelser mod Keiserens Diplom fandt han det efter denne Erklæring ufornødent at gjendrive. Et Lehnsbrev blev strax opsat, som Greverne af Schwerin underskreve og beseglede, samt bekræftede med en høitidelig Eed. I dette Document kaldte Valdemar sig, i Kraft af Keiserens Diplom, de Slavers og Venders Konge, og Grev Henrik vovede ikke at gjøre nogen Indvending derimod.
��Forhandlingen syntes saaledes endt til Alles Tilfredshed og Kongen talte nu saa mild og venlig med Grev Henrik og hans Broder, som der aldrig havde været nogen Strid imellem dem. Han takkede Grev Ferdinand for hans venskabelige Mægling, men raadede ham fra Toget mod Frankerig og bad ham ikke at stole paa Keiser Otto, som rimeligviis vilde lade ham i Stikken, hvis Toget mislykkedes. Grev Ferdinand, som ved sit Løfte var bunden til hiint Tog, lod sig vel ikke ved Kongens Advarsel bevæge til at opgive det; men da han nu var fuldkommen underrettet om Valdemars spændte Forhold med Keiser Otto, rakte han ham trohjertig Haanden. »I har Grund til at dømme heelt anderledes om Henrik Løves Søn, end jeg - sagde han. - Efter det Skridt, I har gjort, og det Partie, I nu aabenbart har valgt, var det uklogt og modsigende, om I vilde deeltage i mine Foretagender. Jeg drager nu, vil Gud og vor Frue, om kort Tid herfra; maaskee seer jeg da aldrig mit kjære Flandern meer; maaskee samles vi heller aldrig meer i denne Verden, min høie kongelige Gjest! men tager jeg eders Venskab og Agtelse med mig, vil jeg sætte høi Priis derpaa, og selv blandt eders Fjender vil jeg være stolt af at kunne nævne den kjække Valdemar Seier af Danmark som min Ven og ridderlige Broder.«
��Valdemar gjengjeldte den fyrige Portugisers Venskabsyttringer med Varme og havde før sin Afreise endnu en vigtig hemmelig Samtale med ham.
��Da Kongen endnu samme Dag i Selskab med de schwerinske Grever og Bispen af Hildesheim forlod Gent, var der ingen af hans Mænd, der drømte om, at han tænkte paa Andet, end Statssager. Under hans Ophold der paa Slottet havde Ingen seet Prindsesse Beengjerd, og Rygtet om, at han egentlig var kommen der for at beile til hende, blev nu modsagt som en Urimelighed. Prindsessen havde ganske afsagt Verden, hed det, og havde forsvoret nogensinde at formæle sig.
��Af sin Gemalinde havde Grev Henrik erfaret, at Prindsessen boede i klosterlig Eensomhed paa Slottet i Gent og aldrig lod sig see for Nogen. Han havde længe havt en Formodning om Valdemars Tilbøielighed til hende og frygtede for at Kongens Ophold i Gent maaskee tillige kunde have en Formæling med hende til Hensigt. Det var nemlig ikke Grev Henrik ligegyldigt om Greven af Flandern ved Svogerskab med Valdemar nu maaskee skulde drages fra Keiser Ottos Partie og i Fremtiden blive det danske Kongehuus hengiven. Under Opholdet paa Slottet havde Prindsessens Usynlighed og den fuldkomne Taushed, der herskede om hende, beroliget ham i denne Henseende; men Kongens glade Ansigt syntes dog at røbe en Lykke, som gjorde Grev Henrik betænkelig.
��Da Greverne af Schwerin og Bispen af Hildesheim nu paa den flanderske Grændse toge Afsked med Kongen, og Valdemar med munter Venlighed bad Grev Henrik hilse sin skjønne Gemalinde, lod Grev Henrik et Par Ord falde om Kongens sidste Ophold paa Schwerin Slot, og spurgte med det samme, uden at lægge Vægt derpaa, om han ikke siden havde seet den lunefulde Prindsesse Beengjerd, der nu var bleven ligesaa fortrædelig og menneskefjendsk, som hun før var livlig og munter.
��Kongen lod som han ikke hørte dette Spørgsmaal. »Det var mig uforglemmelige Dage, jeg dengang tilbragte hos Eder - sagde han - og det gjør mig ondt, at Erindringen om min Nærværelse ikke kan være Eder og eders skjønne Frue saa behagelig. Beed hende undskylde den Forstyrrelse, mine Krigere siden maatte gjøre paa det skjønne Slot! Jeg skal nu saa hastig som muligt lade min Besætning rømme det. Lad nu saaledes alle Misforstaaelser mellem os være glemte for evig! Det glæder mig, Grev Henrik! at jeg uden Nag og med et oprigtigt Hjerte kan række Eder Haanden til Afsked. Gid I maa være ligesaa overtydet om min Redelighed og Velvillie, som jeg fra nu af stoler paa eders Ord og ridderlige Ære.«
��Grev Henrik svarte paa det Høfligste, idet han anbefalede sig til Kongens Bevaagenhed, og blev med sit lille Følge ærbødig holdende paa Skilleveien, til Kongen med sin store Ridderskare var dragen forbi.
��»Med al sit Hovmod og Tyrannie har han dog noget besynderligt Indtagende - sagde Grev Henrik til Bispen af Hildesheim, da Støvskyen skjulte Kongen og hans Følge - skjøndt jeg maa hade ham til min Død, maa jeg dog tilstaae, han har et sandt kongeligt Væsen, som vel kan gjøre Indtryk paa Qvinder og svage Sjæle.«
��»Det er hans Fædrenearv - svarede Bispen - I er dog ikke skinsyg, fordi han bad Jer hilse eders skjønne Huusfrue? Find Jer nu med christeligt Taalmod i eders Stilling, ædle Herre! eftersom Sagerne stode, er den jo fortreffelig. Jeg kan ikke noksom undre mig over det besynderlig lykkelige Tilfælde med hine Documenter. Ærligt talt, Grev Henrik! I veed dog hvor de ere?«
��»Troer I jeg vilde tilbyde en falsk Eed? Hr. Bisp!« spurgte Henrik fornærmet.
��»Gud frie os, kjære Greve! men en vis from Skuffelse, hvad vi kalde fraus pia, maa jeg dog, med eders Tilladelse her formode. Det være nu som det vil! eders Sager staae nu efter Omstændighederne paa det Bedste, og gjør I nu snart Alvor af eders hellige Valfart, kan I gjerne blive en Helgen endnu.«
��»Mener I virkelig? ærværdige Herre! - spurgte Grev Henrik med en halv fromladende halv listig Mine - ogsaa om jeg endnu havde isinde at gjøre min gode Lehnsherre en lille Streg i Regningen, hvorved den Eed, jeg svor igaar, maatte betragtes som en aftvungen undskyldelig Nødløgn?«
��»En hellig Valfart kan udrette forunderlige Ting - svarede Bispen - kunde I fra en saadan Reise kun medbringe en eneste Draabe af det hellige Blod in natura, var I dermed istand til at udslette et heelt Lands Synder.«
��»En heel Flaske skal jeg medbringe - sagde Henrik - men inden jeg tænker paa hiint hellige Tog, kunde jeg have stor Lyst til at vide, om min smukke indtagende Lehnsherre ikke har havt et lønligt og lykkeligt Elskovseventyr i Gent. Den ene Dag var han barsk og vild, som en Bjørn, og næste Dag mild, som en Brudgom; Sligt maa have havt sine Grunde. Jeg kunde ogsaa have Lyst til et lille Eventyr. Jeg skjøtter ikke om at see Schwerin igjen, seer I, førend Luften er renset der og den danske Besætning borte. Saalænge har jeg nu isinde at være Grændsevogter her paa Veien til Flandern og have et Øie med, at man ikke udfører forbudne Vare. Forstaaer I? Hr. Bisp!«
��»Saa halvt om halvt - svarede Bispen - men vogt Jer, Hr. Greve! det kan blive Eder en dyr Spas, og for mig sømmer det sig neppe at tage Deel deri.«
��»Eders Ærværdighed skal ingen Fare komme i, det forsikkrer jeg Eder. Jeg har Folk her i Nærheden, som før har været med paa Duefangst; men har jeg ikke engang misforstaaet eders fromme Øine, Ærværdige! vil det neppe være Eder ubehageligt, at skjule det elskværdige Bytte i et af eders utilgjængelige Lønkamre, og bevare en from Sjæl for denne Verdens Tant og Forfængelighed.«
��»Ja saa - hviskede Bispen og lagde Fingeren hemmelighedsfuld paa den rynkede tilspidsede Mund - men det gaaer aldrig an, det er for dristigt.«
��»Lad mig derom! - sagde Greven - det er i alt Fald kun et Forsøg; mislykkes det, skal det kun koste et Par Jægere. Det Hele beroer iøvrigt paa en Gisning. Kommer her inden tre Uger et prægtigt Gesandtskab forbi, saa veed vi naar Falken skal flyve.«
��Grev Gunzelin var redet forud med det øvrige Følge. Nu sporede Grev Henrik og Bispen af Hildesheim deres Gangere for at indhente ham.

                       --------

��Fjorten Dage efter reed Junker Strange, Grev Otto og Absalon Bælg med tredive danske Riddere over Korsveien ved den flanderske Grændse ad Veien til Gent; og nogle Dage efter drog den samme Ridderskare tilbage, forøget med ligesaa mange flanderske Riddere, og med en høi, prægtig smykket og tilsløret Dame, tilligemed flere, mindre iøinefaldende, Damer og Terner imellem sig. Det begyndte at mørknes, og de skulde gjennem Egeskoven ved Grændsen.
��»Lader os tænde vore Fakler - sagde Junker Strange - vi har intet Maaneskin, og Veien er vildsom.«
��Snart vare 60 Fakler tændte, og det var et prægtigt Syn at see Glandsen af Vaabnene og de flyvende Gevandter ved de svævende Blus under Hingstenes muntre Dands i den mørke Egeskov.
��En ualmindelig munter Spøg syntes at forlyste dem Alle og de adstadigste Riddere loe saa høit at Skoven syntes forvandlet til et Hanswurst-Theater.
��»Det er alt for galt - sagde endelig Junker Strange - lad den Spøg nu fare, Grev Otto.«
��»Prindsessen har Intet derimod - lød Grev Ottos Stemme mellem Damerne - jeg har desuden udfundet, at det er en høist nyttig Forsigtighedsregel i disse usikkre Egne.«
��Idetsamme mærkedes en forvirret Bevægelse blandt de bageste Riddere. »Kongen af Danmark! - Plads! Plads!« lød det fra den ene til den anden, og forbauset saae Junker Strange og de danske Riddere deres Konges velbekjendte Skikkelse paa den hvide Hest i den sædvanlige gyldne Rustning og med de gyldne Hjerter i Skjoldet, fare taus med lukket Hjelmgitter gjennem de aabnede Ridderrækker. Ved hans Side saae de en Herre i sort Rustning og ligeledes med tillukket Hjelm, som Alle erkjendte for Grev Albert. Uden at tale et Ord, fore de uventede Herrer hen til den høie tilslørede Dame. Den mægtige Kongeskikkelse slog sin kjæmpestærke Arm om den Skjønnes Liv og satte hende, uagtet en stærk Modstand, paa sin Saddelknap. Medens Alle endnu forundrede sig over denne besynderlige Fremfærd, men af Ærbødighed for Kongen intet Ord vovede at sige, var i et Øieblik den formeentlige danske Konge med Damen og sin Ledsager forsvunden i den mørke Skov.
��»Bedragerie! Spitsbuber! - raabte Junker Strange - efter dem, Absalon Bælg! efter dem, I unge Herrer, som ride raskest! jeg tør nu ikke forlade vore Damer. Vi maae med alt det dog prise vor Lykke. Det er baade til at lee og harme sig over.«
��Uden Ophold foer Absalon Bælg med ti unge Riddere ind i Skoven efter de Flygtende, medens de øvrige Riddere sluttede sit tættere om deres Damer og fortsatte Toget langsomt og med spændt Opmærksomhed gjennem Skoven.
��De to stærke schwerinske Jægere, som i den kongelige og ridderlige Forklædning havde udført denne dristige Streg, fore imidlertid ad velbekjendte hemmelige Stier gjennem Skoven, og uagtet al den Uleilighed, de havde med deres balstyrige Bytte, undkom de dog lykkelig, efterat de med stor Anstrengelse havde taget sig den Frihed at binde Hænder og Fødder paa den stærke urolige Skjønne. Uagtet de til deres store Forundring ingen Lyd havde hørt af hendes Læber, havde de dog for Sikkerheds Skyld bundet hende et Klæde om Munden.
��»Hun er for stolt til at give Hals eller give os et godt Ord - sagde den falske Grev Albert - det ligner hende.«
��»Hun er stærk som Satans Oldemoder - brummede den falske Konge og pustede - hun er færdig at gjøre mig meer af det, end en Vildbas.«
��De standsede nu ved Udgangen af Skoven, hvor der holdt et Par formummede Herrer tilhest og syntes at vente dem.
��»Har I hende? - raabte den Ene - Bravo! de har hende. Nu afsted til Klosteret med hende! Viis dem Veien, Ærværdige! og sørg I nu for Resten! Nu kan Kongen af Danmark holde Bryllup med sin Terne.«
��Ved disse Ord gjorde den fangne Dame saa urolig og voldsom en Bevægelse, at hun nær havde sprængt sine Baand og var sprungen fra Saddelknappen.
��»Tøv lidt, stolte Prindsesse! - brummede Rytteren og bandt hende fastere - dennegang faaer I ikke Bryllup med en Konge. Er I altid saa uregjerlig, skulde Fanden være jer Brudgom.«
��Nu gik det fort over Stub og Steen til henimod Morgenstunden. Da standsede Rytterne ved en stor hvælvet Port. I al Stilhed aabnedes Porten. Rytterne sprang af og bare den Fangne gjennem mange mørke Gange til en hvælvet Steenstue. Der lagde de den bundne Fange paa en Løibænk og forlod det mørke Værelse i al Stilhed. Strax efter kom en geistlig Herre ind med en Lampe i Haanden og nærmede sig langsomt den tilslørede Skjønne.
��»Kan I tilgive, ædle Prindsesse! - sagde han - kan I tilgive hvad en fortvivlet og ulykkelig Elskov har forledet mig til? Ak, lad mig løse de uværdige Baand, som trykke Eder! Nu er jeg eders Fange og nu maa I binde mig med eders fortryllende Rosenkjæder. Men det er en evig Hemmelighed, min Naadigste! I har dog jo afsagt og forsaget Verden, har man sagt; det er ogsaa min sørgelige Lod. Lader os da nu forsøde hinanden Eensomheden ved en from sagtmodig Hengivenhed i Skjæbnens Villie.« Under disse Ord løste han den Fangnes Arme og Been og undrede sig over hendes Taushed og Ubevægelighed. »Ak Qvinden er et skrøbeligt Redskab - sagde han - hun er daanet.« Da saae han det fastbundne Klæde om hendes Mund; han løste det hastig og vilde drage Sløret tilside. Men da sprang pludselig den befriede Fange op fra Løibænken, rev Sløret og den glimrende Fjærhat tilligemed en stor løs Haartop af sit Hoved, kastede den guldstjernede Silkekaabe tilside, og en rank smekker Yngling, i en guul snever Skindtrøie med Silkebrog og Bukkeskinds Halvstøvler, stod for ham. Det var Grev Otto, som i hiin Forklædning havde moret Damerne og Ridderne paa Veien, og som nu var virkelig bortført og ranet som en Jomfru. Han gav sin længe dulgte Harme Luft ved strax at gribe den geistlige Herre i Kraven og kaste ham med et vældigt Slag til Jorden. Derved faldt Lampen paa Gulvet og udsluktes, inden de endnu ret havde seet og kjendt hinanden. Den forfærdede Prælat vilde gjøre Anskrig, men Otto holdt ham for Munden. »I har Ret, Ærværdige! nu er I min Fange - sagde han - og mine fortryllende Rosenlænker skal I ret strax fornemme.«
��Uden at give sig tilkjende eller indlade sig paa nærmere Forklaring, bandt han ham øiebliklig det samme Klæde om Munden, som han nylig selv havde baaret, og snørede ham Hænder og Fødder fast med sine afløste Strikker. Derpaa iførte han sig hastig Prælatens Reisekappe og Hue, ønskede ham en behagelig Nat, og fandt lykkelig Døren, som var lukket forinden. Han slog den i Laas efter sig og tog Nøglen med sig, hvorpaa han søgte at finde en Udvei gjennem de mørke Gange.
��Han havde neppe gaaet nogle Skridt, førend en tyk Klosterbroder mødte ham med en Lygte. »Allerede? Herre Bisp!« hviskede han.
��Otto nikkede og trykte Huen dybere ned over Øinene, og idet han efterlignede Prælatens pibende Mæle, sagde han bydende: »foran! - min Hest! - Tand for Tunge!«
��»Strax, strax, Ærværdige! - sagde den ydmyge Klosterbroder og lyste ham med sagte listende Skridt gjennem Gangen - Hesten staaer udenfor Porten ved Laden, hvor I behagede at sætte den; men Nøglen til Porten tog I jo selv.«
��Nu vare gode Raad dyre. Otto tænkte paa at true Munken til at skaffe ham ud; han greb efter den lille Dolk, han altid bar i sit Belte, og som han forgjeves under Bortførelsen havde anstrengt sig for at faae fat paa; men idet han nu søgte den, fandt han med Uro, at den maatte være tabt.
��»Har I glemt den? Ærværdige! - spurgte Munken - er den ikke i eders Sidelomme?«
��»Nøglen, rigtig! her er den vist« - udbrød Otto glad og fandt en stor Nøgle i Sidelommen paa den fremmede Kappe; men han havde glemt at forandre sit Mæle. Munken studsede og mærkede Uraad; han lod hastig Lygteskinnet falde Otto i det halvskjulte Ansigt.
��»Jesus Maria! Forræderie!« raabte han og sprang tilside. Da rev Otto ham hastig Lygten af Haanden, og greb ham idetsamme saa haandfast i Halskraven, at han ikke kunde skrige høit. »Giver du en Lyd fra dig, Munk! er du dødsens - hviskede han - luk mig ud paa Stedet! eller jeg jager dig min Dolk i Livet.«
��Otto mærkede, at den svære Munk rystede under hans Haand; han slap ikke Halskraven, men lod kun sin bævende Veiviser engang imellem drage Veiret, og tvang ham saaledes til at gaae taus foran gjennem den sidste mørke Gang og derfra gjennem Klostergaarden til Porten. Her maatte han betroe Munken Nøglen, men holdt ham fast i Kraven medens han lukte op. Pludselig gjorde nu den stærke Munk en Bevægelse, som han vilde løsrive sig; men Otto holdt ham fast og trak ham ud med sig af Porten. Han nødte ham til at lukke den i Laas efter dem; hvorpaa han tog Nøglen tilbage og forvarede den.
��»Nu skaffer I mig en Hest, ærværdige Herre! og er saa god at føre mig til Veien - sagde han høflig - jeg nødes ellers til at gjøre en brat og voldsom Ende paa eders kostbare Liv.«
��Munken skelede til den Haand, Otto klogelig holdt skjult under Kappen, som om han deri skjulte en Dolk, og taus førte den skjælvende Klerk ham til Laden, hvorved der stod en høi opsadlet Hest. Otto saae nu Veien ligefor sig; han lod den forfærdede Munk løbe, svang sig rask i Sadlen og foer i den halvlyse Morgendæmring derfra, i Tillid til sin gode Lykke, uden at vide hvorhen. Nøglen til Klosterporten kastede han fra sig og vilde nu have følt sig fuldkommen tryg, hvis han kun havde havt sit gode Sværd ved sin Side.
��Grev Otto var aldrig mere lystig og overgiven, end naar der var gaaet ham Noget imod, som han tog sig ret nær, men som han dog søgte at skjule baade for sig selv og for Andre. Efter Uenigheden med Carl af Rise havde hans hemmelige Lidenskab for Kirstine atter faaet Magt over ham, og skjøndt han daglig havde besluttet, aldrig meer at tænke paa hende, gjorde han hende dog dagligt Afbigt i sit Hjerte for hiin skammelige Mistanke og for sine fornærmelige Tanker om hende, som han dog ofte faldt tilbage til. Troede han endogsaa hendes Forhold ulasteligt, kunde han dog aldrig faae den harmelige Tanke ud af sit Hoved, at hun hemmelig elskede Kongen.
��Medens Kongen var i Gent, havde Grev Albert lykkelig stormet den brandenborgske Fæstning, hvorved Otto havde maattet finde sig i at være en uvirksom Tilskuer. Dette var et Skaar i den ridderlige Ynglings Ære, som krænkede ham meer, end han lod sig mærke med.
��Da Kongen var kommen tilbage fra Gent og i Grev Alberts Leir havde udvalgt Gesandtskabet, der skulde bringe Prindsesse Beengjerd, som hans forlovede Brud, til Danmark, havde Otto med fornyet Haab havt en Samtale med Kongen om Jomfru Kirstine; men skjøndt han nu ikke længer kunde mistænke sin kongelige Morbroder for sin hemmelige Medbeiler eller for nogen fortrolig Forbindelse med hende, havde den Maade, hvorpaa Kongen havde undveget hans Spørgsmaal, og den Strenghed, hvormed han havde irettesat ham for Striden med Carl, dog endnu mere bestyrket ham i Mistanken om Kirstines hemmelige Tilbøielighed til Kongen. Istedetfor at drage med Valdemar og Grev Albert tilbage til Ribe, havde han derfor udbedet sig Tilladelse til at følge Junker Strange til Flandern. Paa hele denne Reise havde dog Ingen været lystigere, end Otto. Den sidste overgivne Spøg med Forklædningen var ligeledes en Virkning af den lystige Trods, hvormed han vilde bekæmpe og overvinde sin ulykkelige Kjærlighed.
��I den geistlige Reisekappe, med den sorte Klerkehue dybt ned over Panden, reed han nu frem hvorhen Hesten vilde bære ham. Hans Bortførelse forekom ham nu som en latterlig Gaade, og han fortrød kun, at han ikke havde givet sig Tid til at faae nærmere Oplysning om Ophavsmanden til dette Eventyr, som han vel begreb gjaldt Prindsesse Beengjerd. Snart glemte han imidlertid hvad der var hændet og hensank i Drømmerier om Jomfru Kirstine og om alle de venlige Ord og Øiekast, hvormed hun syntes at have lagt sin Velvillie til ham for Dagen. Hesten, som mærkede, at dens Rytter var beskjæftiget med sine egne Tanker, begyndte snart ogsaa paa sin Viis at falde i Tanker og havde længe staaet rolig og græsset ved en Grøft paa Veien, førend Otto mærkede det.
��»Har den Pige da forhexet mig! - sagde han idet han endelig opfoer af sine Drømme og satte Hesten i Gang igjen - Jeg er jo ingen Valdemar, og han er nu eengang hendes Afgud. Nu kan hun da bære Brudelysene for hans stolte Brud. Maaskee betænker hun sig da og tager tiltakke med Kongens Søstersøn. Ha, nei, nu skal hun ikke see mig, før jeg er fri og for evig løsreven af de forhexede Lænker. Jeg kunde nu have Lyst til at trolove mig med den første den bedste Prindsesse eller - Taterqvinde, blot for at vise Kirstine og Kongen« - -
��Her blev han afbrudt i sine Betragtninger, idet han hørte Hestetramp bag ved sig og troede sig forfulgt af de samme Fjender, han nys saa lykkelig var undsluppen. Det var blevet lys Dag, og han saae en stor Flok Ryttere bag ved sig. Han harmede sig over sin Forvandling til en vaabenløs Klerk og vilde dreie om ad en Sidevei, for at undgaae dem. Men den fremmede Hest vilde ikke adlyde sin nye urolige Herre; jo meer han vilde tvinge den, jo ubændigere og stædigere blev den. Ligesom Otto nu tumlede med Hesten og derover tabte Klerkehuen af sit guultlokkede Hoved, saae han sig omringet af Rytterne, som paa en gammel Ridders Befaling spærrede Veien, medens den gamle alvorlige Herre med to unge Riddere rede nærmere og betragtede ham med Opmærksomhed.
��»Som jeg siger Eder, Herre Fader! det er ham og ingen Anden - sagde den yngste Ridder, en smekker, sorthaaret Yngling - men han er ubevæbnet: jeg beder Eder, lad ham drage sin Vei med Fred! han skaante mit Liv paa Tilbagetoget over Elben.«
��»Fordømt Ihukommelse! - brummede den gamle fyrstelig smykkede Herre - Grev Otto af Lüneborg! - raabte han barsk - i vor retmæssige Keisers og det tydske Riges Navn, tager Markgrev Albert af Brandenborg Eder til Fange.« Med det samme gav han sine Ryttere et Vink, hvorpaa de indsluttede Otto mellem sig og gjorde Anstalter til at binde ham.
��»Fy nei! - raabte den unge mørkhaarede Ridder - det kan ikke være min strenge Faders Mening: Baand er for Slaver og Forbrydere, ikke for Riddere og Fyrster.«
��»Jeg er vaabenløs, som I see - sagde Otto til Rytterne - paa dette stædige Bæst skal jeg nok lade være at ride fra Eder. Ræk mig min Hue!«
��Rytterne saae forlegne og tvivlsomme til deres Herre, medens en af dem strax ærbødig sprang af Hesten og rakte Grev Otto Huen.
��»Hændelsen har gjort mig til eders Fange, Hr. Markgreve! - sagde nu Otto og vendte sig frimodig til den gamle Herre - jeg veed, I vil ikke misbruge slig tilfældig Overvægt. Havde I fanget mig paa Valpladsen med Landse og Sværd, da kunde I fordre mit Sværd og min Ganger og holde mig fangen til jeg blev udløst; nu kan I vist kun i det høieste forlange, at jeg skal være eders Gjest idag, og dertil er jeg rede.«
��»I skal blive behandlet som det sømmer sig eders fyrstelige Stand og Værdighed - svarede Markgreven - og giver I mig eders ridderlige Æresord paa, at I ikke vil undvige, vil jeg mere betragte Eder som en æret Gjest, end som en Fange.«
��»For idag har I mit Ord, Hr. Markgreve! - svarede Otto - men paa Kong Valdemars Bryllupsdag vil jeg dandse paa Ribehuus.«
��»Holder Kongen af Danmark Bryllup? - spurgte Markgreven og studsede - derfor altsaa hans Tilbagetog: mig troer han vel alt han er færdig med; han troer vel jeg skal følge de schwerinske Grevers smukke Exempel og ydmyge mig for ham, som han var Tydsklands Keiser? Nei bie! - Eders stolte Morbroder spiller et høit Spil, Grev Otto! den Hendelse, som idag bringer os saaledes sammen, anseer jeg for en gunstig Tilskikkelse, saavel for min og Nordtydsklands Sag, som for Eder. I er Kongen af Danmarks Søstersøn, det er sandt, og det undskylder eders Ungdomsforvildelse. Men har I glemt, at I er den store Henrik Løves Sønnesøn, og vor lovmæssige Keisers Brodersøn? I hører med Rette mere Tydskland, end Danmark til, kjække Yngling! og det skulde glæde mig, kunde jeg nu vinde Eder tilbage for Fædrenelandet og aabne eders Øine for den Afgrund, I har stillet Eder paa Randen af, i eders blinde Beundring for en kjæk Usurpator og herskesyg Tyran« - -
��»Ingen Fornærmelser mod min kongelige Morbroder, Hr. Markgreve! - afbrød Otto ham rask - om jeg er tydsk eller dansk, om min Iid og mit Liv høre Fader eller Moder til, Keiser eller Konge - det skal mit Hjerte og mit gode Sværd vise Verden til min sidste Time. Er jeg endogsaa eders Fange, til Forræder mod min svorne Herre og Konge skal I ikke gjøre mig.« Han vendte sig fra den gamle Markgreve og hilsede høflig de to unge Riddere, som vare Markgrevens Sønner Johan og Otto.
��Ridder Johan, som var den yngste og af lige Alder med Grev Otto, trykkede hans Haand med Varme og glædede sig ret til at gjøre nøiere Bekjendtskab med den unge berømte Helt, som han hidtil kun havde seet med Sværdet i Haanden paa den lette Stridshingst, som en seirende Fjende.
��Otto maatte nu følge med Markgreven og hans Sønner til det faste Slot Primberg, og blev snart saa fortrolig med Ridder Johan, at han fortalte ham den pudseerlige Anledning til sin geistlige Mummedragt, og hvorledes han udentvivl havde befriet Prindsesse Beengjerd for at komme i Kloster paa en egen Maade.
��Den muntre Ridder Johan loe hjertelig over det lystige Eventyr, og ønskede Intet inderligere, end at han engang kunde kalde den raske Grev Otto af Lüneborg sin Ven og Vaabenbroder.
��Absalon Bælg og de ti unge Riddere havde imidlertid forgjeves gjennemstreifet Skoven, og havde saaledes adspredt og forvildet sig, at Absalon Bælg og Ridder Glug nu om Morgenen saae sig forladte af alle de Andre og uden for Skoven paa en Vei, som de ikke vidste hvorhen førte. De havde endnu intet Mennesket seet, da de fik Øie paa en talrig Rytterskare, som med glindsende Vaaben i nogen Frastand kom dem imøde. For ikke at falde i en overlegen Fjendes Haand, sprang de hastig af Sadlen og skjulte sig med deres Heste i Buskene ved Veien, hvorfra de ubemærkede kunde betragte de Forbifarende.
��Da nu Rytterskaren kom nærmere, kjendte de danske Riddere Markgreven af Brandenborg og hans Sønner, og med stor Forundring saae Absalon Bælg Grev Otto, formummet som Klerk, midt blandt disse Kongens aabenbare Fjender og hørte ham tale munter og fortrolig med Ridder Johan. Han vidste ikke hvad han skulde troe herom, thi hvor mistænkelig dette Selskab end saae ud, kunde han dog paa ingen Maade tvivle paa Grev Ottos Ærlighed og Troskab mod Kongen.
��Ridder Glug havde ikke kjendt Grev Otto i den geistlige Dragt, og Absalon Bælg taug stille med sin Opdagelse. Han bad nu Ridder Glug kun søge Veien tilbage til Junker Strange og hans Riddere eller i alt Fald til Ribe, og overlade ham alene at opsøge Grev Otto. Derpaa bestege de deres Heste igjen og rede hver til sin Side. Absalon Bælg fulgte i Frastand Markgreven af Brandenborgs Spor lige til Primberg Slot og skjulte sig i et Bondehuus i Nærheden af Slottet, uden endnu selv at vide hvad han vilde foretage sig.
��Næste Morgen stod han i Betænkning om han skulde ride op til Slottet eller ikke. Han stod ved Stalden i Bondens Gaard og lagde Bidslet paa sin Hest; derfra kunde han gjennem den halvaabne Port see heelt op til Slottet. Han saae nu to raske Riddere fare over den nedladte Vindebro, og kjendte snart fra sit Skjul Grev Otto og den unge Markgreve Johan, som begge i let Jægerdragt tumlede et Par muntre Hingste hen ad Veien under Latter og Spøg, som fortrolige Venner; bag efter dem kom en Flok brandenborgske Ryttere.
��Den danske Ridder var et Øieblik uvis om han skulde nærme sig dem og give sig tilkjende; men snart overvandt han enhver Betænkelighed, og i Tillid til Grev Ottos Redelighed, som han dog umuelig kunde drage i Tvivl, hvormeget end Skinnet var imod ham, svang han sig paa sin Hest og indhentede dem.
��»Hvad seer jeg? min tykke Ven, Absalon Bælg!« raabte Otto overgiven og hilsede ham venlig.
��»Jeg har længe søgt Eder forgjeves - sagde Absalon Bælg alvorlig - og ventede mindst at træffe Eder saaledes.«
��»Saa glæder det mig at have overrasket Eder - svarede Otto - jeg har været i Brandenborgsk Fangenskab, maa I vide, og den ædle ridderlige Markgreve Johan, som I her see, skylder jeg min hastige Frigivelse. Jeg drager nu med Markgrevens Leide til Ribe, og haaber at komme tidsnok til Kongens Bryllup.«
��Absalon Bælg hilste den unge Markgreve med kold Høflighed og fulgte nu med dem. Hans Mellemkomst syntes at have gjort dem alvorlige og tause. Saaledes rede de sammen en Stund.
��»Jeg maa nu forlade dig, min kjære Otto! - sagde endelig den unge Markgreve idet han standsede og rakte Otto Haanden - men jeg haaber den broderlige Pagt, vi har sluttet, skal overleve alle stridige Forhold, og at den Tid engang vil komme, da ingen uvis Betingelse skal adskille os!«
��»I syv Aar kan meget forandres - svarede Otto - men det veed jeg, mit Venskab for dig skal ikke forandres, hvad enten vore Hænder eller vore Sværd skal mødes først, og hvad enten din Søster engang vil holde Pagten eller ikke.«
��Derpaa omfavnede de unge Venner hinanden, og Ridder Johan reed tilbage til Slottet.
��Otto sporede sin Hest og red taus med Absalon Bælg et Stykke foran de brandenborgske Ryttere.
��»Eders besynderlige Fangenskab, Grev Otto! - sagde nu Absalon Bælg - synes mig at have havt vigtige Følger, og forstod jeg Eder ret, saa har den snilde Markgreve vidst at smedde Eder i en Lænke, som er saa lang, som eders Livstraad.«
��»Det var mit eget lystige Indfald - svarede Otto - jeg vilde ikke see Ribe igjen, uden som Fæstemand, seer I, og nu er Prindsesse Mechtilde af Brandenborg min Fæstemøe.«
��»Var det da hende, som bortførte Jer - spurgte Absalon Bælg - det maa da være en haandfast og velvoxen Dame.«
��»Nei, saa galt er det dog ikke! - svarede Otto og loe - hun er kun otte Aar endnu; hun fandt, jeg var en smuk lang Dreng at lege med. Det har ingen Hast med Brylluppet, seer I; jeg kan tidsnok blive en kjedsommelig Ægtemand. Nu vil jeg være en lystig Ridder og have en Dame at kæmpe for, som ikke saa snart forelsker sig i Andre, og som ikke faaer graae Haar, inden jeg har holdt op at være en Nar for smukke Piger.«
��»Jeg vil ikke være ærlig, om jeg forstaaer et Ord af alt dette - sagde Absalon Bælg - vil I have mig til Bedste, Ridder Otto! eller har I faaet en Skade i Hjernen?«
��»Ingen af Delene, Ridder Bælg! I kan frit ønske mig til Lykke: jeg er virkelig trolovet paa en Maade; har vi ikke Fred med Brandenborg om syv Aar, kan min lille Fæstemøe sende mig Trolovelsesringen tilbage, om hun vil. Jeg er heller ikke videre bunden: jeg har kun sat min Arveret til Brunswig i Pant.«
��»Og eders Ære?«
��»Nei Æren tilhører mig selv, som min Arm og min Troskab tilhører min Konge.«
��»Men eders Hjerte, arme Grev Otto!«
��»Det tilhører Danmark og Friheden - svarede han heftig - og alle Skjønne i den vide Verden, som ere ligesaa rene og uskyldige som min Otte-Aars-Brud.« Nu gav han Hingsten af Sporerne og foer saa hastig afsted, at Absalon Bælg og de brandenborgske Ryttere havde Møie med at følge ham.
��Ved den brandenborgske Grændse drog Markgrevens Leide tilbage, og uhindret fortsatte Grev Otto og Absalon Bælg deres Reise til Ribe. Af de enkelte afbrudte Oplysninger, den lunefulde Grev Otto fandt for Godt at meddele ham, havde Absalon Bælg imidlertid sluttet sig til Sammenhængen i hans besynderlige Eventyr.
��Da de rede over Sønderportsbroen, saae de en stor Folkestimmel paa Ribe Gader, og saae mange prægtige Tilberedelser til den store Bryllupsfest, som de hørte var bestemt til næste Dag. Men de hørte intet Udbrud af Glæde og ingen muntre livlige Folkesange. Det var som Folket endnu sørgede over Dronning Dagmar og betragtede hendes stolte glimrende Efterfølgerinde med uvillige fordomsfulde Øine og næsten med Frygt; thi hun havde ikke Dagmars milde kjærlige Aasyn og forstod ikke - hvad der hos Dagmar var ukonstlet Natur - ved et Smiil og en Hilsen at vinde tusinde Hjerter. Hvo, der havde været tilstede i Ribe ved Dronning Dagmars Indtog og Bryllupsfest, havde med Forundring bemærket den store Forskjel paa Folkets Adfærd og den paafaldende Kulde, hvormed Almuen havde modtaget og hilset den nye Dronning.
��Bryllupsdagen kom. Det skjønne stolte Brudepar drog i den prægtige Brudeskare til Domkirken. Nu lød der vel et heftigt og inderligt Glædesraab til Ære for Kongen, isærdeleshed fra de begeistrede Krigere; men Beengjerds Navn udraabtes kun af nogle faa meest fremmede Stemmer, hvis svage Bifaldsraab og udanske: Vivat! endogsaa hist og her opvakte Latter blandt Almuen og det saameget meer, som Hofnarren, den lille puklede Claus Klumpe med sin qvækkende Stemme overlydt gjentog dette Udraab, idet han stod paa Hovedet for Dronningen og tillod sig den meest overgivne Spas.
��Den skjønne stolte Prindsesse bemærkede Folkets Uhøflighed med et Smiil, som kun var lidet skikket til at vinde de egensindige Hjerter; og det harmfulde Blik, Kongen kastede ud blandt den uhøviske Almue, tilligemed den tilfældige Omstændighed, at en Flok Ravne fløi skrigende hen over Brudefølget, udbredte en frygtsom Anelse blandt Almuen, der kun var altfor tilbøielig til at opdage slette Forvarsler ved dette Bryllup. Hertil kom endnu, at en bruunfarvet qvindelig Skikkelse, klædt som en omflakkende Kjedelflikkerske, havde stillet sig ved den saakaldte Kathoveddør, hvorigjennem Brudetoget gik ind i Domkirken, og medens Erkebispen velsignede det kongelige Par og Kirken gjenlød af Bønner og gudelige Sange, forfærdede Kjedelflikkerqvinden den sammenstimlede Almue, som ikke kunde rummes i Kirken, med en afsindig gaadefuld Vise, fuld af ulykkelige Spaadomme om Dyrtid, Krigstid og alle mulige Ulykker og Landeplager. Vel blev hun snart jaget bort af Vagten og blev lønnet med Spot og Latter af Mange; men hvad hun havde sjunget gik dog fra Mund til Mund, og snart var det et almindeligt Sagn, at onde Aander havde sjunget med ved Kong Valdemars og Dronning Beengjerds Bryllup.
��Om Aftenen var der vel Harpeklang og Gigespil paa Slottet, og Olaf Hvitaskjald sang et konstigt særrimet Drape til Ære for Dronningen; men der var ingen Forlystelser for Almuen; Thorgeir Danaskjald taug, og den islandske Bardes ziirlige Qvad fandt ingen Gjenlyd blandt de alvorlige Bryllupsgjester.
��Kongen syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil; han havde kun Øie for Beengjerd, som i sin prægtige portugisiske Dragt, med Guldkronen i de sorte flettede Lokker, med den tredobbelte Diamantkjæde om den høie Barm og med Guldstjernerne i den mørkeblaae Silkekjortel, straalede herlig for hans Øine, som Nattens store, høitidelige Stjernedronning. Vel havde det lidenskabelige Elskovsnag og hendes Foragt for Verden og Menneskene efterladt et uudsletteligt Præg af Tungsind i hendes noget blege skjøndt deilige Aasyn; men Ilden i hendes sorte Øine tindrede atter i livfuld Glands, og naar hun betragtede sin store kongelige Brudgom, farvede atter en let Rødme hendes Kinder.
��Da nu Hofmarsken havde anordnet Alt til Dandsen, vendte Valdemar sig fortrolig til Beengjerd. »Erindrer du den Dands, vi traadte sammen paa Schwerin Slot? min høie Brud! - spurgte han kjærlig - siden den Time saae jeg dig ofte i mine Drømme svæve mig saaledes forbi, snart kjærlig og smilende, snart med bortvendt Aasyn, som du aldrig meer vilde see mig i Verden. Kom nu, min ædle Dronning! og dands ind i Livet med mig igjen! - Nu begynder først mit rette Liv: hidtil var mit Hjertes Glæde kun en Drøm, og mit Liv en vild Hentumlen under bedøvende Vaabenklang og vaiende Seiersfaner, men uden Kjærlighed og Glæde.«
��Beengjerd trykte Kongens Haand med en Heftighed, som røbede den længe dulgte Lidenskabelighed og Sydlænderindens flammende Sjæl. »Ja, kom, min Valdemar! - hviskede hun - vi vil dandse ind i det nye Liv, hvor intet Nag og ingen Tvivl har hjemme og hvor mine stolte Drømme om Kjærlighed, Høihed og Storhed ikke ere Tant og skuffende Gjøglesyner.« Hun reiste sig, og paa Kongens Vink istemte nu Fløiter og Giger hiin stolte høitidelige Dands, som erindrede Beengjerd om hendes herlige Fædreneland og om hiin Aften paa Slottet i Schwerin, da hun førstegang saae Kongen og dandsede den samme ridderlige Dands med ham.
��Kongen førte sin Brud frem paa det bonede Flisegulv. Alle betragtede med Forundring det ædle kongelige Par. De dandsede ene, og et stoltere Syn havde ingen dansk Ridder seet.
��Da Dandsen var forbi og Kongen havde ført sin Brud tilbage til hendes ophøiede Sæde, herskede der en saadan Stilhed og høitidelig Stemning i Riddersalen, at det fast syntes Valdemar ængsteligt. »Nu en ægte dansk Skjolddands, mine Riddere! - afbrød han pludselig Stilheden - lad mig høre Klangen af eders Skjolde til Tourneervisen!«
��Paa Kongens Vink traadte strax Ridderne i Rad med Sværd og Skjolde, og under Vaabenklang og Lurernes Brag dandsede de med de klirrende Sporer paa Fliserne, saa det dundrede, medens de mægtige Basstemmer sang den gamle bekjendte Tourneervise, hvis Omqvæd er:

         »Det donner under Ros, de danske Hofmænd der de udride.«

��»Herligt! - sagde Beengjerd og hendes sorte Øine tindrede - med slige Dandsere, min Valdemar! skal det ikke lyste Keiseren at træde i Lag. Ved eders Side, min høihjertede Konge! og i Spidsen for slige Mænd kunde jeg have Mod til at indtage en Verden.«
��»Nu først - svarede Kongen og trykte sin kjække Bruds Haand - nu først skal Europa med Rette nævne mig Valdemar Seier.«
��Medens Kongen hengav sig til de stolte Seiersdrømme, der ledsagede hans Kjærlighedslykke, sad Grev Albert tankefuld i sin sorte Ridderdragt ved et Tavlebord hos Erkebisp Andreas og vexlede mangt alvorligt Ord med ham om Keiser Ottos og de nordtydske Fyrsters fjendtlige Planer mod Danmark og om Nødvendigheden af et nyt alvorligt Tog til Estland og Lifland. Men efterhaanden afdroges Grev Alberts Opmærksomhed saavel fra Spillet som fra Samtalen, idet hans skarpe Feltherreøine opdagede den mærkelige Flid, hvormed Ridder Carl af Rise søgte at tækkes hans Datter, den muntre lunefulde Rigmor, som nu var en fuldvoxen Pige og glimrede som en af Festens skjønneste Damer.
��»Nei, see mig til den unge Ridder Carl - sagde Grev Albert endelig til Erkebispen - ved St. Michael! troer jeg ikke, min Datter har fundet Naade for hans Øine. Han var hendes troe Ridder, da de endnu begge vare Børn; den gamle Ret lader han nu til at ville fornye.«
��»Om nu saa var, Grev Albert! - svarede den fromme Erkebisp - han er i eders Helteskole bleven en kjæk og dygtig Ridder, og Kongen har ingen ivrigere Tjener; han har et fromt og kjærligt Sind; fattig er han, det er sandt: hans hele Rigdom er hans Sværd og hans gode Navn; men efterlader jeg mig verdslig Formue, skal han være min Arving, og jeg troer vel« - -
��»I vil dog aldrig beile for eders Pleiesøn til min Datter? - spurgte Greven forundret - i saa Fald vil jeg blot sige Eder to Ord i Fortrolighed. Min Datters Haand er fra Vuggen bestemt til en ædel ung Fyrste af det landgrevelige Thüringske Huus, som hun endnu ikke har seet, men som gamle Løfter og Forpligtelser med Rette har forbundet med mig og mit Huus paa det Nøieste. Hiin Forbindelse var min salige Hustrues inderligste Ønske, og næst min ridderlige Ære, er min tabte Hedevigs Minde, som I veed, det Eneste, som giver mit glædeløse Liv Betydning og Værd.«
��»Og for et ubetænksomt Ønske af eders ædle henfarne Frue vil I ikke tage i Betænkning at forstyrre tvende ædle Hjerters Lyksalighed? slig Kjærlighed til den Døde er Synd mod de Levende, ædle Herre! og har I selv følt hvad Kjærlighed og et lykkeligt Ægteskab er, saa undrer det mig« - -
��»Lad os ikke tale derom, ærværdige Herre! - afbrød Grev Albert ham med mørk Alvor - jeg veed hvad jeg kan fordre af en Datter og hvad et fromt og gudhengivent Hjerte formaaer. Tvinge hende skal jeg aldrig; men forskyder hendes Hjerte den Brudgom, jeg vil bringe hende, saa maa hun vælge den Brudgom, som I paa eders hellige Embedes Vegne umuelig kan andet end erklære for den største og bedste.«
��»Ja saa - sukkede Erkebispen - Frelserens Brud altsaa, eller Fyrstens, hun aldrig saae! - arme Rigmor! - arme Carl!«
��»Med eders Carl har det vel ikke saa stor Nød - svarede Albert - og med min Datter endnu mindre: seer jeg ret, har hun den unge indbildske Herre lidt tilbedste. Seer I hvor hjertelig hun leer og hvor forlegen han piller paa sit Axelskjærf?«
��Grev Albert saae ikke ganske feil: Jomfru Rigmor syntes virkelig at have den forelskede Ridder Carl lidt tilbedste og fortalte ham med det muntreste Lune af Verden, hvorledes hun fuldt og fast havde bestemt at gaae i Kloster. Carl syntes vel, at hendes Blik og Miner modsagde denne Erklæring, som han selv havde fremkaldt ved alt for dristig og fortrolig at erindre hende om deres venlige Barndomsforhold med Hentydning paa en endnu lykkeligere Fremtid; men jo mere han nu betragtede den skjønne fuldvoxne Jomfru, jo mere forlegen og frygtsom bemærkede han, at det ikke længer var Barnet, han talte med, men Grev Albert af Nordalbingiens hertugelige Datter. Det faldt ham nu først ret nedslaaende ind, at han, som en fattig Ridder uden Gods og Lehn, vel til Nød kunde agtes værdig til at træde en Dands med hende og bryde en Landse til hendes Ære ved Dystriddet, men at han maatte være en Lehnsgreve eller Fyrste, for at kunne tænke paa for Alvor, hvad han dog fra sin Barndom havde drømt om og hvad der havde været den hemmelige Spore til al hans Manddomsfærd og ridderlige Iid.
��»Tilgiv mig, ædle Jomfru Rigmor!« sagde han nu i smertelig Følelse af sin Ringhed og den ydmygende Afstand imellem dem, som hendes lunefulde fornemme Væsen kun alt for tydelig mindede ham om, »tilgiv, at jeg erindrede Eder om en Tid, da Grev Alberts Datter ikke skammede sig ved at tage den fattige forladte Carl ved Haanden og give ham Buxbom og Vintergrønt fra Fader Saxos Jordefærd! dengang tænkte jeg rigtignok, I var en lille Prindsesse fra et af mine Barneeventyr; men at I engang vilde blive en stor Prindsesse eller en fornem Nonne tænkte jeg ikke paa.«
��Han var inderlig bevæget og Taarerne vare nær ved at komme ham i Øinene; men da loe Jomfru Rigmor.
��»Alt forladt, Ridder Carl! - sagde hun spøgende - hvad Ulykke var der vel i, at I erindrede mig om mine Barnestreger? Prindsesse er jeg jo heller ikke endnu, og fordi jeg gaaer i Kloster ad Aare, kan jeg jo gjerne dandse en Runddands med Eder iaften; det var jo dog egentlig Meningen af eders artige Tale.«
��Carl bukkede nu koldt og rakte Rigmor høflig Armen for at føre hende til Dandserækken. En lystig Dands begyndte, og Rigmor syntes lutter Livlighed og Glæde. Carl, som ellers var en rask og behændig Dandser, bevægede sig stiv og kold som en vandrende Støtte og tog saa ofte feil i Dandsen, at Rigmor tabte Taalmodigheden. »Nu har jeg da aldrig havt forunderligere Dandser«, sagde hun halv høit, og Carl blev endnu mere forvirret.
��»Gaae dog ikke i Søvne, kjære Carl!« hviskede hun ham nu venlig i Øret med sin velbekjendte barnlige Stemme, og som ramt af et Trylleslag, betragtede Carl hende med Forundring og glad Overraskelse. »Rigmor! Rigmor!« hviskede han og foer nu, pludselig oplivet, i begeistret Elskovsruus hen med hende gjennem Dandserækken, som fløi han i salig Henrykkelse til Himlen. Men snart faldt han atter ned fra sin Drømme-Himmel, og kom med den bittreste Følelse til Besindighed, idet han hørte Rigmor med kold og fremmed Tone sige høit og ligegyldigt: »I er ude af Takten, Hr. Ridder! vi gjør maaskee bedst i at træde ud.«
��Carl bukkede og slap hendes Haand. Hun hoppede let og munter fra ham og han hørte hende lee høit og fortælle de unge Damer, at Ridder Carl af Rise havde i Felten glemt at dandse, og vilde enten staae Skildvagt eller løbe Storm i en Runddands.
��De unge Damer loe, og Carl foer, blussende af Forbittrelse og krænket Stolthed, ud i Slotshaugen.
��Her gik han heftig frem og tilbage i Lindegangen og gav sin Harme Luft som sædvanlig i enkelte heftige Udbrud. Hans gamle Hjertesuk: »ilde er det for Rakke at lege med Bjørnehvalpe«, undslap ham nu atter; da hørte han en trippende Gang bag ved sig. »Rise Carl, lille Rise Carl! - qvækkede Claus Klumpes hæse Stemme - vil du hænge dig, min Dreng! saa bie lidt og tag mig med!«
��»Hvad vil du? gamle Gjæk! - spurgte Carl fortrædelig - gak din Vei! jeg har ingen Lyst til at spase.«
��»Jeg, min Tro, heller ikke! - svarede Dværgen og græd, idet han for at spotte sig selv tog en Steen op fra Jorden og tørrede sine Øine med - nu er det ikke længer Tid at spase i Danmark; det er forskrækkeligt, min unge Ven! det er himmelskrigende, det kan vel bringe Øinene til at rinde paa en gammel Patriot, som har seet Landet blomstre, Fædrift og Agerdyrkning trives, Kongen seire tillands og tilvands og de gode gamle Skikke holdte i Agt og Ære - nu skal vi see hvor det vil gaae.«
��»Nu, hvad Ulykke er der da skeet?« spurgte Carl.
��»Jo det vil blive en net Regjering herefterdags - klynkede Dværgen - ingen Narrestreger, ingen Plumpheder, ingen Næsviisheder! det vil blive et bedrøvelige Regiment, høitærede Ven! ak, Danmarks lykkelige Dage ere forbi. Nei, da priser jeg Dagmars Tid: hun var saa fiin, som nogen Engel i Himlen, men fik dog aldrig ondt i Maven, fordi jeg slog en Kolbøtte eller vendte Mølle paa en Høitidsdag. Hun gjorde ingen Hund Fortræd. En ærlig Nar kunde sige hvad han vilde, naar han kun lod Gud og Kongen i Fred. Ak, Dagmars hvide Haand har mangengang klappet min syndige Pukkel, - vedblev han og hulkede - derfor skal jeg, om Gud vil, staae paa Hovedet for hende i Himmerig. Men stolt Beengjerd hader alle Narre. Det Kjætterie skal hun fortryde. Pas kun paa, hun skal fortryde det, saasandt jeg hedder Claus Klumpe. Den Tid skal komme, da hun maa ønske Landet var fuldt af slige Narre, som vilde raabe vivat for hende og staae paa Hovedet for hende i Skarnet. Farvel, Kammerat! jeg har været næsviis og skal pakke mig.«
��»Arme Djævel! skal du bort? - spurgte Carl deeltagende - hvor vil du da hen? du var dog en lystig Krabat, som man vel endnu engang imellem kunde trænge til, naar man tager sig Verden for nær og glemmer, at alt under Solen er Forfængelighed.«
��»Jeg vil løbe Landet rundt! - svarede den lille Vanskabning og fordreiede Ansigtet med vilde hævngjerrige Gebærder - jeg vil synge Viser for de Smaae, saa det skal ringe for de Stores lange Øren. Jeg kan ogsaa være Skjald, naar det kniber: -

        »Vee da vorde hende Beengjerd!«

��Hvad synes dig om det Omqvæd? nei det duer ikke: -

        »Skam faae hun Beengjerd! Herregud være med Kongen!«

��See det skal være Omqvædet paa alle mine Viser. Og nu farvel, lille Rise Carl! skulde din høibaarne Hjertenskjær gjøre sig fornem og knipsk, som stolt Beengjerd, saa hæng dig ikke op, før du faaer mig med! siig: godnat, Allerkjæreste min! hils dine Forældre, min Hjerte!«
��Dermed gav den afsatte Hofnar Carl et plumpt Afskedssmæk med Brixen og løb sin Vei.
��»Ak, Narretrøst baader kun lidt - sukkede Carl - Godnat, Allerkjæreste min! Godnat, Liv og Lykke! Godnat, Himmel og Paradiis! - det er et tungt Ord at sige, naar man har meer at tabe i Verden, end en Narrehue.«
��Som Carl stod i disse tungsindige Tanker, saae han en qvindelig Skikkelse gaae frem og tilbage udenfor Slotsvinduerne, med alle Tegn paa den heftigste Fortvivlelse; det var en statelig smykket Jomfru med Sølvtop og Skarlagenskappe. Carl glemte for et Øieblik sin egen Harm og Sorg, og nærmede sig deeltagende den skjønne Ulykkelige.
��»Carl, min Carl! er det dig?« lød ham en kjærlig Stemme imøde, og hans Søster Kirstine fløi i hans Arme og heldede sit forgrædte Ansigt til hans Bryst.
��»Kirstine, kjære Kirstine! hvad fattes dig?« spurgte han, bekymret, og drog den skjælvende Pige hastig ind med sig i Lindegangen.
��»Jeg kan ikke udholde det længer - jamrede hun - bring mig bort herfra, kjære Broder! langt, langt bort - til et Kloster, hvor intet Menneske meer kan see mig! Gud forlade ham det! - den Skam og Spot er bittrere, end Døden.«
��»Hvem har gjort dig Skam og Spot, kjære Søster! siig frem! og, ved den levende Gud! jeg skal hevne dig. Grev Otto! - ikke sandt? - Grev Otto er den Nidding. Saasandt jeg lever! han skal betale det med sit Hjerteblod.«
��»Ak, nei! ak, nei! kjære Broder! jeg har ham dog kjær, som min Sjæl. Han maa have været beruset. Han stirrede saa vildt og frygteligt og vidste vist ikke selv hvad han sagde« - -
��»Ha, hvad sagde han? Søster! for hvert Ord skal han staae til Regnskab.«
��»Ak, hvad veed jeg Alt, hvad han sagde! det var mig som jeg skulde synke i Jorden af Skam og Forfærdelse. Han bad mig haanlig ønske sig til Lykke; thi nu var han ingen Gjæk længer, som troede paa de danske Pigers Ærlighed; han havde trolovet sig med et halvt Svøbelsebarn i Tydskland - sagde han og loe - for ikke meer at skuffes af nogen dansk Pige; ingen var tro meer - selv den, han troede uskyldigst, havde ikke bluedes ved at nære en syndig Elskov til Kongen og dræbe den uskyldige Dagmar ved saa skamløs en Tilstaaelse. Det var mig, han meente, det sagde mig hans luende Øine, mig holder han for den Forvorpne, som skal have tilstaaet den fromme salige Dronning slig en ugudelig Elskov. Ak, den ulyksalige Vildfarelse! Kongen selv skal troe det - hele Landet skal troe det; de onde Bagvaskere sige endogsaa, jeg er Kongens Frille. Ak, Broder, Broder! den Skam kan jeg ikke udholde.«
��»Fordømt! - raabte Carl og stampede - men hvorved har du givet Anledning til den Snak? Søster! hvad har du da tilstaaet Dronningen?«
��»At jeg elskede Otto, maatte jeg tilstaae hende: hun kunde see det paa mig - hun bad og nødte mig dertil; men at jeg aldrig tænkte paa at blive hans, sagde jeg ogsaa, og Kongen - Gud bevare mig! - ham har jeg aldrig drømt om.«
��»Søster, arme Søster! - sukkede Carl - hvad skulde du, hvad skulde jeg blandt de Store? Vor Faders onde Skjæbne forfølger os - nu forstaaer jeg din Ulykke; den fromme Dagmar maa have misforstaaet dig og troet, det var Kongen, du meente. Alle sige, hun paa sit Yderste har bedet ham ægte dig. Heraf den hele Sladder. Og Grev Otto - ja ham forstaaer jeg ogsaa, ja min Søster, han har elsket dig - men han fortjener aldrig at see dig meer, han er vild, heftig og skinsyg - men« - -
��»Broder, Broder! - her opfoer Kirstine med den heftigste Glæde af sin Sønderknuselse - taler du Sandhed - er det muligt? - Gud i Himlen! ja det er muligt - det sagde mig jo hans Øine forlængst - det sagde mig jo Tonen i hans Stemme - det sagde mig selv hans Haan og Foragt, da han reiste - og nu hans vilde Heftighed og krænkende Ord - ja nu veed jeg det - han har elsket mig - han elsker mig endnu, hvor dybt han end miskjender og foragter mig. Gud velsigne dig, Broder, for det Ord! nu skal jeg bære min Ulykke, nu skal jeg ikke fortvivle, om saa hele Verden foragter og fordømmer mig; kun han maa ikke foragte mig; kun han maa ikke miskjende mig. Siig ham det, kjæreste Broder! siig ham Sandheden, jeg har betroet dig! siig ham, det var ham, jeg lønlig elskede - det var for hans Skyld, jeg leed Spot og Skam. Siig ham tillige, at jeg aldrig meer kan see ham, men at jeg tilgiver ham af mit inderste Hjerte og skal elske ham tro til min Død. Siig ham, at jeg beholder hans Seglring! - jeg skal tage den med mig i min Grav; med den trolover jeg mig med ham for Evigheden. Siig ham det Altsammen, og at den arme Kirstine var uskyldig! - siig ham det, om ikke før, saa naar jeg er død! Og nu bort, bort herfra, i denne Nat, i denne Time! Før mig til Vestervig Kloster, Carl! til vor gode fromme Faster og til hiin liden Kirstines Grav, som sørgede sig ihjel for Prinds Buris. Der vil jeg ogsaa finde Hvile og Fred; der vil jeg glemme Verdens Spot og Skam og græde stille over mit forspildte Liv til mit arme Hjerte brister; men fortvivle vil jeg ikke; nei, min Broder, nei, fortvivle vil jeg ikke - han elsker mig jo dog.«
��»Arme Kirstine! jeg forstaaer dig - sukkede Carl - det skjær mig i Hjertet for dig, og du er med al din Jammer dog lykkeligere, end jeg. Var jeg elsket af hende, som foragter mig, kunde jeg maaskee ogsaa forsage Verden; dog nei, nei, det kunde jeg ikke. Kom, min stakkels Søster, gjør dig rede! du skal komme til Vestervig. Hestene skal snart være sadlede. Om en halv Time venter jeg dig ved Slotsporten.«
��»Tak, du gode troe Carl! - svarede Kirstine og tørrede sine Øine med de gule nedfaldne Fletninger - du har givet mig Livet tilbage med et Ord: Du maa heller ikke fortvivle - Troe mig, Carl! Jomfru Rigmor holder mere af dig, end du tænker.«
��»Ak nei, Søster! det veed jeg bedre - sukkede Carl - den Drøm er forbi.«
��Med inderlig Kjærlighed omfavnede de ulykkelige Sødskende hinanden og gik ad en Sidevei tilbage til Slottet. En halv Time efter rede de tause og stille gjennem Ribe Bye ad Veien til Vestervig.