| Index
| -1
| +1 |
B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826), 2, 161-241
���Samme Dag, da Junker Strange med lønlig Bekymring forlod Prag og saa langsomt som muligt drog ned ad Elben med den skjønne veemodige Kongebrud, samme Dag holdt Grev Claus Bryllup med Grevinde Ida paa Schwerin Slot. Dagen tilforn havde Valdemar bilagt Sagen mellem Johan Ganz og Grev Henrik, og tilgivet Greven hans Overilelse og Voldsgjerning, under den Betingelse, at han skulde opbygge Graaboe Slot inden et Aars Forløb, fuldkommen erstatte Johan Ganz ethvert Tab og i Kongens Nærværelse række ham Haanden til Forlig. Den stolte Grev Henrik havde klogelig underkastet sig alle disse Betingelser og med sin Broders Samtykke endog sat Halvdelen af Grevskabet og Slottet Schwerin i Pant for Grevinde Idas Brudeskat og Mødrenearv.
���I den bedste Forstaaelse, som det syntes, med den danske Konge, endte Grev Henrik nu Dagens Høitidelighed med en Fest, som var endnu mere prægtig og glimrende, end nogen af de foregaaende.
���Den lykkelige Grev Claus tog sin tause og alvorlige Bruds stille Taarer alene for Virkningen af Vielsens glade Høitidelighed. Men Grev Henrik gav ofte Søsteren et strengt og advarende Blik. Hun samlede al sin Styrke for at synes rolig og tilfreds, og fuldende det Offer, hun bragte sin Stand og sine Brødres mislige Forhold.
���Det faldt ikke Valdemar ind, at her var et ædelt qvindeligt Hjerte, der sukkede lønligt over ham, som over en haard og grusom Fredsforstyrrer. I Grev Clauses Brud havde han kun seet den ubetydelige, almindelige Hofsjæl, for hvem en standsmæssig Formæling er et velkomment Bytte af udvortes Forhold og Forbindelser.
���Kongen saae og tænkte kun paa den skjønne Prindsesse Beengjerd. Vel havde Erkebisp Andreas bemærket hans daglig voxende Lidenskab og advaret ham derfor, idet han havde erindret ham om Junker Stranges Gesandtskab, hvis Hensigt han vidste. Men disse Advarsler frugtede kun lidet. Kongen havde vel lovet den fromme trofaste Ven, at vaage over sig selv og forlade Schwerin saasnart muligt; men her ventede han det afgjørende Budskab fra Bøhmen, og dets lange Udeblivelse gav ham Haab om, at Ridder Glugs Sendelse kunde have det forønskede Udfald. Han drømte sig allerede fri fra alle Baand. I Haabets glade Tummel havde han denne Dag hyppig grebet Bægeret, og nu stod han om Aftenen ved et Vindue i den glindsende Sal i en livlig og fortrolig Samtale med den henrivende Portugiserinde.
���Midt i den underholdende Samtale overraskedes de begge ved en kjæk og dristig Harpeklang, idet en dyb og kraftig Stemme sang Seirens og Skjønhedens Priis. Det var den islandske Barde Olaf Hvitaskjald; han havde snildelig bemærket hvad der foregik i Kongens og den skjønne Prindsesses Hjerter, og han greb nu Leiligheden til i et heldigt Øieblik at vise Kongen hvorlunde han ogsaa forstod den Konst at røre Hjerterne, til Trods for den blødhjertede Thorgeir Danaskjald. Han vidste nu hvilke Strænge han her skulde røre, og han sang ikke i blide smeltende Toner om den stille fredelige Skjønhed og Fredsfyrstens rolige Lyksalighed. Hans Harpe klang vildt og mægtigt, som Stormen over det oprørte Hav, og i stolte Seierstoner besang han Heltens herlige Flugt til Udødelighed og et evigt Navn, som Skjolds og Dans høie Kæmpegang ved Valkyriens Haand. Han beskrev Helten med kraftige Træk - og det blev Valdemars Billede; han beskrev den stolte dristige Valkyrie - og det blev Beengjerd.
���»Stolt og herligt! - sagde Prindsessen til den unge opflammede Konge - vel forstaaer jeg kun lidet af Qvadet; men det er nordiske Toner: saaledes tænkte jeg mig dem fra Kæmpernes Land, og saaledes føler jeg min Sjæl beslægtet og fortrolig med eders høie vidunderlige Heltefolk.«
���Valdemars Kinder blussede; hans kjække Øine tindrede; han greb Prindsessens Haand og trykte den med lidenskabelig Varme; der svævede ham allerede et Ord paa Læben, som paa det tydeligste vilde have røbet hans Sjælstilstand. Men da traadte Erkebisp Andreas alvorlig og advarende til. »Min Herre og Konge! - sagde han - et Budskab fra Bøhmen.«
���Valdemar blegnede og slap Prindsessens Haand. »Fra Bøhmen? - spurgte han - Ridder Glug? - nei, det er umuligt!«
���»Eders Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg« - svarede Erkebispen; og i det samme traadte, til Grev Henriks og Fyrsternes Forbauselse, den unge fangne Greve, i sin simple Væbnerdragt, kjæk og fri ind i Hallen, og hilsede Kongen og hele Selskabet med fyrstelig Værdighed.
���»Følg mig til mit Gemak!« sagde Valdemar og vaklede, men han samlede pludselig sin hele Styrke, og med tilsyneladende Rolighed bad han Prindsessen og Grev Henrik undskylde, at vigtige Statssager bortkaldte ham.
���Kongen gik hastig bort med Grev Otto, og enhver kunde see, at en høist vigtig og ubehagelig Forestilling havde forstemt ham. Prindsessen havde pludselig skiftet Farve; hun foregav en Upasselighed og forlod Selskabet.
���Grev Henrik saae efter den befriede Grev Otto og stampede af Harme i Gulvet, idet han beed sig krampagtigt i Læberne; men Grev Adolph og Bispen af Hildesheim hindrede ham i at give sin Harme Luft, og ilede med ham og de vendiske Fyrster til Grevens Lønkammer, hvor de holdt et hemmeligt Raad over hvad her under disse besynderlige Omstændigheder var at gjøre.
���»Vi ere forraadte! - udbrød Grev Henrik - den helvedes Dreng maa kunne hexe - eller her er Forrædere midt iblandt os. Ingen Djævel kunde undflye af det Taarn, og her hænger Nøglen. Et rask men dristigt Skridt kan maaskee redde os endnu: inden tre Timer kan Grev Albert bestorme Slottet; - men sidder Kongen saa i Taarnet«
���- -
���»For høit, for voveligt Spil, - afbrød Bispen af Hildesheim ham - men saae jeg ret paa den unge Grev Otto, sladdrer han ikke af Skole; maaskee kan denne Seddel sige os mere; den rakte han mig hemmelig i Forbigaaende.«
���»Lad høre, lad høre!« raabte Alle. Bispen oprullede nu en lille Pergamentsseddel og læste:
���»Det Taushedsløfte, ingen Trudsel kunde aftvinge mig, har Huset Schwerins gode Skytsaand bevæget mig til frivillig at aflægge. Saalænge Grev Henrik af Schwerin og hans Venner intet fjendtligt Skridt foretage mod deres Lehnsherre, min kongelige Morbroder, skal intet Menneske vide hvad jeg her har hørt og erfaret. Derpaa sætter jeg min fyrstelige Ære i Pant; men ingen Time længer er min Tunge bunden.
Otto, Greve af Lüneborg.«
���»Hm, - mumlede Grev Henrik - den Time kan vel komme engang, da vi frit tør løse den Drengetunge. For det første vil vi troe ham og forholde os rolige. Jeg skulde næsten troe, at min følsomme Søster Ida har havt en Finger i dette Spil«, tilføiede han og betragtede Nøglen til Fængslet, som hang med Kammen til Døren istedetfor til Vinduet.
���»Hvis saa er, - tog den alvorlige Grev Adolph Ordet - saa maae vi Alle takke eders ædle Søster derfor: hendes Hjerte har da taget Hovedet med paa Raad, som man kunde vente af Grev Henriks Frende.«
���Hiin Formodning var ikke ugrundet. Grevinde Ida havde allerede ved Slotsbroen bemærket den unge fremmede Væbners deeltagende Blik, da hun hiin Aften reed hjem fra Jagten. Fra Fangetaarnet ligeoverfor sit Vindue havde hun i de sidste Dage ofte hørt en klar ungdommelig Stemme synge danske Kæmpeviser. Hun havde nærmere erkyndiget sig om den nye Statsfange. Da hun nu hørte, det var hiin unge vakkre Væbner og at han havde udgivet sig for Grev Otto af Lüneborg, tilligemed Alt hvad man vidste om Aarsagen til hans Fangenskab, tog hun ikke længe i Betænkning at benytte sig af sin Adgang til Broderens Lønkammer, og bemægtige sig Nøglen til Fængslet. Hendes eneste Glæde paa hendes Bryllupsdag havde saaledes været at befrie den vigtige Fange, som ved sit Æresord og Taushedsløfte betryggede hende for Følgerne. Otto vidste ikke, om Absalon Bælg endnu var kommen, og han var urolig over saalænge at maatte fordølge Kongen det vigtige Budskab. Hvad Grevens plumpe Trudsler ikke havde formaaet, udvirkede derfor let et venligt Ord af Grevinde Ida, som paa denne Maade troede bedst at befæste Freden mellem sin Broder og det danske Kongehuus.
���Næste Morgen tidlig traadte Valdemar reiseklædt ud af sit Gemak og gav sine Mænd Befaling til øieblikligt Opbrud. Hans Aasyn var usædvanlig spændt og hans Blik uroligt. Han tog hastig Afsked med Grev Henrik og hans Broder, takkede dem høfligt for deres Gjestmildhed, og bad Grev Henrik bringe sin Gemalinde og Prindsesse Beengjerd den Afskedshilsen, han selv ikke kunde oppebie den passelige Tid til at bringe dem.
���I faa Øieblikke sad Valdemar paa sin raske Hingst og foer i stærkt Trav med sit hele Følge over Slotsbroen og gjennem den slumrende Stad. Ved Leiren standsede han kun ved Grev Alberts Telt for at give ham Befaling til at følge med og lade Hæren drage hjem. Med et fordobblet Følge af Riddere og Svende ilede Kongen derpaa, barsk som til et Felttog, for at modtage sin Dronning ved Manøe.
���Erkebisp Andreas var ikke den eneste, som formodede Grunden til Kongens mørke Aasyn; Broder Gunner og den islandske Barde troede ogsaa at vide hvad der foregik i den kongelige Brudgoms Hjerte, saasnart de erfarede Aarsagen til den hastige Reise. Men for Grev Otto var alt dette endnu en Gaade. Han troede at have bragt sin Morbroder et høist glædeligt Budskab, og kunde ikke forklare sig den Misfornøielse og Heftighed, hvormed Kongen havde affordret ham det forkommede Brevskab, hvis Indhold han dog Ord til Ord havde sagt Kongen. Valdemar havde fordret strengt Regnskab for hans Udeblivelse; men Ottos Løfte forbød ham at retfærdiggjøre sig, og han paadrog sig endnu mere Kongens Ugunst ved aabenhjertigt at erklære, at der var mødt ham Uheld, som han havde maattet forpligte sig til ikke at omtale.
���Misfornøiet, reed Grev Otto nu ved Kongens Side og troede, at Forsinkelsen af hans Budskab var den eneste Aarsag til Kongens Forstemthed, da han maaskee med Grund kunde befrygte ikke at komme tidsnok til Dronningens Modtagelse.
���Grevinde Ida, som, ved Grev Clauses Side og ledsaget af sine Damer og Terner, paa sin lette Jagthest havde indhentet Kongen, for at følge med sin Gemal til Ribe, saae med Deeltagelse den Forlegenhed og Uro, hun havde sat den unge Grev Otto i ved hiint Taushedsløfte. Ubemærket af de Andre, skjænkede hun ham et venligt tillidsfuldt Blik, og holdt Fingeren paa Munden. Otto besvarede stiltiende den tause Erindring med Haanden paa sit Bryst, og trøstede sig over Kongens Uvillie med den Overbeviisning, at han for Øieblikket dog tjente sin Konge bedst ved Taushed og derved tillige beroligede den ædle Grevinde Ida for hendes Broder.
���Førend Kongen naaede Eiderstrømmen, fik han tilstrækkelig Stadfæstelse paa sin Søstersøns Beretning. En lille tyk støvet Rytter indhentede Toget, imedens det holdt paa Veien og skiftede Heste. Idet Rytteren sprang af Hesten, gjenkjendte Kongen Absalon Bælg, uagtet hans blege Ansigtsfarve og hans haltende Gang.
���Førend Absalon Bælg forklarede Aarsagen til sin lange Udeblivelse, overrakte han Kongen et forseglet Brevskab og sagde med sit sædvanlige lette Sind, at om han end ikke dennegang vandt Guldsporen for sit Iilbud, saae han dog, at det glædelige Budskab, han bragte, ikke var meget gammelt, siden Kongen endnu først var paa Veien til sin Lykke.
���Uden at svare rev Kongen strax Seglet fra Brevet og læste det med et Aasyn som en Fange, der læser sin egen velbekjendte Dødsdom. Dog fattede han sig hastig, stak Brevet i Barmen og spurgte Absalon Bælg om Aarsagen til hans Forsinkelse. »Du har dog vel ikke svoret dig den Onde i Vold paa at fordølge dine Vanheld eller dumme Streger? - sagde han - dog du kan spare al Forklaring; her er Syn for Sagen, din hinkende Fod har vel bedre fortjent en Guldspore, end min Hr. Søstersøns hele og holdne Been. Du har af Iver for min Tjeneste sat din Hals i Vove, seer jeg; men laae du end selv under Badskjærs Haand, kunde du dog havt den Klogskab at sende mig Brevskabet med en Anden.«
���»Jeg vovede ikke at betroe saa vigtigt et Budskab i Fjendehaand, Herre Konge! - svarede Absalon Bælg - thi Schwerinerne troer jeg ikke bedre, end Fjender, og blandt dem var det jeg styrtede i en Faldgrube. Desuden stolede jeg paa min raske og lykkelige Medbeiler i dette Vedderid; et stærkt Stød i Hovedet havde tilmed berøvet mig Sands og Samling.«
���»Har du været gal? - svarede Kongen - det er en anden Sag, saa er du lovlig undskyldt. Havde min Søstersøn anført den Undskyldning, vilde jeg lade den gjælde.«
���Absalon Bælg forundrede sig over Kongens slette Lune paa saa lykkeligt og behageligt et Reisetog, og drog sig saasnart som muligt tilbage blandt Følget, for nøiere at erkyndige sig om hvad der var forefaldet.
���Den hastige Reise blev endnu mere fremskyndet, da Ridder Glug ved Broen over Hvid Aae indhentede Kongen med Junker Stranges mundtlige Svar, og lod ham vide, at hans Dronning var dragen med fulde Seil under Spil og Klang ned ad Elben, og at man nylig havde seet Kongeskibet krydse mellem Helgoland og Amrom.
���Kongen maatte samle al sin Styrke for at tilbagetrænge den bittre skjærende Følelse, som opfyldte ham, og som var nær ved at udarte til en ubillig Harme mod hans uskyldige ubekjendte Dronning. Han saae sig bunden i en uopløselig Lænke, som han selv og hans besynderlige Skjæbne havde sammenkjædet; men han besluttede med Værdighed at underkaste sig Nødvendigheden. Han søgte endogsaa at formilde dens Tvang, ved at tilbagekalde sig hiint Billede, som for faa Maaneder siden havde henrevet ham saa vidunderligt; men forgjeves: Billedet af den Bøhmiske Kongedatter var og blev nu et dødt, blegt Helgeninde-Aasyn, som den livlige Portugiserinde med sin yppige Livsfylde syntes aldeles at have fortrængt af hans lidenskabelig urolige Sjæl.
���»Nu rask frem! - raabte han til sine Mænd - om en føie Stund skal I see Danmarks Dronning; den Lykke, jeg rider imøde, er vel værd at brække Halsen for.« Dermed satte han Guldsporerne i Hingstens Sider og foer afsted, som det gjaldt et Vedderid paa Liv og Død.
���Kun med stor Anstrængelse kunde Ridderne følge ham; og han kom saa betimelig til Landingsstedet ligeoverfor Manøe, at han kunde iføre sig sin kongelige Hædersdragt og berede Dronningens Modtagelse paa det Prægtigste.
���Rygtet om Dronningens Ankomst havde allerede for nogle Dage siden med en utrolig Hast udbredt sig over hele Landet. I Ribe gjordes der store og prægtige Tilberedelser til hendes Modtagelse, og en uhyre Menneskevrimmel opfyldte Staden og dens Omegn. Langs med Nipsaaen til Havet, var Aabredden opfyldt med Mennesker, og paa Manøe var ligeledes Kysten tæt besat med de nysgjerrige Øeboer i deres nationale Høitidsdragter. Prindsesse Regitze med sin stive glimrende Hofstat var allerede ankommen til Skibsbroen, hvor hun holdt i sin gyldne Karm. Hun reiste sig fra Hyndet for at hilse og lykønske sin kongelige Broder til den forønskede Formæling. Han trykkede hendes Haand heftig og taug, og hun tog hans Taushed for et Tegn paa en dyb og heftig Bevægelse, som han ikke for saa Manges Øine vilde give Luft med Ord.
���Nu kom der Bud paa Bud om hvorvidt Kongeskibet var kommet, og det varede ikke længe, inden et høit og larmende Glædesraab blandt Folket forkyndte, at den gyldne Dragestavn var kommen tilsyne under Sylt. Snart saaes tydeligt det prægtige Langskib glide frem forbi Romøe, og Folkets Glædesraab besvaredes nu fra Skibet med Spil og Klang og Baadsmændenes lydelige Hurren.
���Kongen havde kastet sig paa sin melkehvide Dystløberhingst og tumlede den vildt og heftigt paa Sandet ved Strandbredden. Han saae ud imod Skibet, som bragte ham den fremmede Brud. Det Uvisse og Gaadefulde var nu blevet til Vished og Virkelighed; hvad han halvt med Haab halvt med Uro for faa Maaneder siden havde higet efter som i Drømme, skulde nu opfyldes; men han gruede lønlig for at see den ubekjendte Brud, som han nu dog vidste, han aldrig kunde elske. Det gyldne flyvende Drageskib var ham nu ingen Glædens Fugl, som bragte ham Lykke og Velsignelse, det var ham en frygtelig hvislende Slange, der bragte ham den bittre Frugt, han nys afsindig havde grebet efter, og som nu kostede ham hans Frihed og hans Paradiis paa Jorden.
���I Forstavnen paa Kongeskibet stod den stille skjønne Kongebrud ved Junker Stranges Side, og i nogen Frastand hendes Møer og Fruer. Hun betragtede med veemodblandet Glæde de grønne danske Kyster, som i deres venlige Vaarpragt laae udbredte for hendes Øine; hun saae de mange tusinde fremmede Mennesker, hvis Moder og Fyrstinde hun nu skulde være. Hun taug, og hendes Hænder havde foldet sig ligesom til en stille Bøn, medens en mild Taare ubemærket rullede ned over hendes Kind. Hun stod festlig smykket i Brudekjortelen af det himmelblaae Silke og med Perlediademet i de lysegule Lokker.
���Skibet gled alt ned under Manøe, og man var Landkysten saa nær, at alle Ansigter paa Kysten vare kjendelige. Da bemærkede Margaretha den stolte prægtige Rytter, som tumlede den hvide Hingst paa Sandet i Solskinnet: en prægtigere Mandsskikkelse syntes hun aldrig at have seet, og det bares hende for, at det vel maatte være hendes kongelige Brudgom.
���»Siig mig, hr. Strange Ebbesøn! førend vi komme nærmere Land, - vendte hun sig rødmende til sin Sidemand - hvo er vel den dristige Ungersvend, som rider den hvide Hest paa Stranden?«
���»Hil være Eder, ædle Dronning! - svarede Junker Strange - at I seer ham først af alle Mænd i Danmarks Rige! det er min Herre og Konge, eders stormægtige Brudgom, Kong Valdemar af Danmark.«
���»I seer dog ikke feil? Hr. Strange! - svarede Margaretha og skiftede Farve - hans Aasyn er vel herligt og kongeligt, og en fagrere Mand saae jeg ikke i Verden; - men han seer dog ikke ud som en Brudgom, der venter sin Brud.«
���»Min Herre og Konge er en streng og vældig Orlogsmand, ædle Dronning! - svarede Junker Strange - han er en Mand, som vel tør see paa sine Fjender: de flye for ham baade i Øster og Vester, naar han er vred i Hu; men paa skjønne Qvinder seer han ikke fuldt saa dristig, helst hvor han forud veed sig overvunden og fangen.«
���»Det tykkes mig dog en heelt underlig Færd, - sukkede Kongedatteren og slog Sløret for sit rødmende Aasyn - at Bruden kommer Brudgommen imøde, og at de begge maae spørge: hvo er denne?«
���»Vær trøstig og glad, fromme Dronning! - svarede Junker Strange og hans Røst bævede af en mægtig Veemods-Følelse, som han forgjeves søgte at skjule - Jeg haaber til Gud og vor Frue, at I aldrig skal fortryde denne Færd, saalænge I maa leve, og tykkes I Eder end fremmed her en Stund, det tør jeg vidne ved den høieste Gud: al den Stund, I maa leve, vil jeg være eders Tjener og Ridder, og hver ædel Sjæl i Danmark skal elske og ære Eder som en Himmelens Engel.«
���Nu kastedes der Anker i Sandet, og Aareskuden lagde tilborde. Under Folkets høie Glædesraab bares Dronningen iland med sine Møer og Fruer.
���Valdemar sprang fra sin Ganger og gik hende statelig imøde tilligemed Prindsesse Regitze, ledsaget af Erkebispen og alle Ridderne. Dronningen slog Sløret tilside. Inderlig bevæget, betragtede nu Kongen den deilige Prindsesse, der i den himmelblaae Kjortel bares ham imøde, som hans Brud, og hvis Blufærdighed og rene Engleaasyn fortryllede alle Øine, som saae hende. Han gjenkjendte hiint forglemte Drømmebillede, der ligesom fra en bedre Verden engang havde henrevet ham til Beundring og til en Kjærlighedslængsel, som denne Verden ikke syntes at kunne tilfredsstille. Nu stod hun for ham som hans ægteviede Brud. Stormen i hans urolige ængstede Sjæl opløste sig i inderlig Veemod; han syntes, at en salig Helgeninde var nedstegen til ham for at ydmyge og beskæmme hans ustadige Hjerte. Et renere uskyldigere Qvindeaasyn havde hans Øine aldrig seet, og han gik hende imøde med en Følelse af Anger og Blussel, som han aldrig før havde kjendt, men som bragte Taarer i hans stolte Helteøine. Han rakte hende sin Haand til Velkomst og bøiede uvilkaarlig sit Knæ, idet han hilste hende, som sin og Danmarks Dronning, og bød hende være velkommen og velsignet i sit Rige.
���Skibsbroen og Veien fra Strandbredden var beklædt med Silke og Skarlagen. Den prægtige forgyldte Karm stod beredt til at føre Dronningen til Ribe. Hun havde besvaret Kongens Hilsen og velsignet ham og sit jublende Folk med et dybt bevæget Hjerte, og med et Udtryk af Fromhed og usigelig Ynde, som gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Alle; nu steeg hun i Karmen, ledsaget af Prindsesse Regitze og liden Rigmor. Kongen svang sig paa sin Hest og gav Befaling til at drage frem. Men den larmende Folkeskare spændte Hestene fra Karmen, og mere bar end trak den til Ribe, under Velkomstsange og uophørlige Fryderaab.
���Førend man kom til Slottet, standsede Toget ved Domkirken. Kongen steeg af sin Ganger og gik op til Høialteret, ledsaget af Erkebispen og den talrige Ridderskare. Dronningen ledsagedes til Alteret af Junker Strange og hans tredive Riddere, og i hendes Følge var Prindsesse Regitze med sine Damer og de bøhmiske Møer og Fruer saavelsom Dronningens Hofmester Hr. Ib Urne og de andre fremmede Riddere. Liden Rigmor og Kirstine af Rise, Carl af Rises Søster, en deilig halvvoxen Pige, som nylig var kommen i Prindsessens Tjeneste, bare Dronningens Slæb. Ved Alteret bøiede Junker Strange sit Knæ for Dronningen og traadte ærbødig tilbage blandt Ridderne, efterat han havde overrakt Kongen et Pergamentsblad, hvorpaa den i Kongens Navn fuldbyrdede Formæling var stadfæstet. Dette Document overrakte Kongen til Erkebispen, som udlagte og oplæste det høit for Folket; og i Kraft deraf erklærede nu Erkebispen i den hellige Kirkes Navn Kong Valdemar Valdemarsøn af Danmark og Margaretha af Bøhmen rette Ægtefolk at være, hvorpaa han efter en høitidelig og rørende Tale meddeelte dem Kirkens Velsignelse.
���Derpaa gik Brudetoget med Kongen og Dronningen i Spidsen, i en høitidelig Procession over Silke- og Skarlagens-Tæpper op paa Ribehuus, ledsaget af det jublende Folk.
���Paa Ribehuus blev Kongens Bryllupsfest feiret med stor Pragt og Høitidelighed. Skjaldene besang den unge Dronnings Fromhed og Deilighed og Kong Valdemars Lyksalighed, og Ingen, som saae den skjønne Margaretha, kunde tvivle paa, at Valdemar jo maatte være den lykkeligste Brudgom i Verden.
���Det var en venlig mild Foraarsdag. En stor Mængde Fremmede opfyldte Slottet og Staden. Borgere og Bønder havde trængt sig til Slottet for at see det fyrstelige Brudepar, og Kongen viste sig fra Altanen med sin Dronning og modtog sit Folks glade Hyldest. Hans Sind var heftigt bevæget, thi han saae hvor høit han var æret og elsket, og hvor oprigtigt Folket glædede sig ved den Lyksalighed, de troede at være Vidne til. Mange tusinde Tunger gjentoge: leve Kongen og hans Brud! medens Thorgeir Danaskjald sang et hjerteligt Qvad til Ære for den deilige Dagmar, som snart gjenlød fra alle danske Hjerter og Tunger.
���Det Bøhmiske Navn Danxmar, hvormed Margaretha helst benævnedes og hilsedes af sine Landsmænd, var nemlig strax af det henrykte danske Folk blevet forvandlet til Dagmar eller Dagmor, hvormed de ellers benævnede Morgenrøden; thi saaledes som hun var fremstegen for dem fra Havet, med det guldgule Haar og det lyse fromme Aasyn, syntes hun dem liflig som Morgenrøden, og det var ligesom man haabede, at med hende skulde en ny herlig Morgenrøde opgaae over Danmark, idet Fredens, Fromhedens og Uskyldighedens Billede syntes at række Kraften og Heltemodet Haanden i en sjelden og lykkelig Forening af den ædleste Qvindelighed og den meest glimrende ridderlige Manddom. Navnet Dagmar beholdt Dronningen fra den Dag af saavel i Folkets Mund, som i Skjaldenes Sange, og det blev siden et Hædersnavn, hvormed Danmark til de sildigste Tider hilsede sine frommeste og elskeligste Dronninger.
���Junker Strange og de tredive danske Riddere, som havde fulgt Dronningen fra Bøhmen, saavelsom hendes Hofmester Hr. Ib Urne og de andre Bøhmiske Adelsmænd, som vare i hendes Følge, modtoge nu af Kongen kostelige Gaver: Skarlagens Æreskapper, Vaaben, Ringe, Guldbidsler og Paradeheste. Adskillige af dem modtoge endogsaa betydelige Forlehninger, og blandt dem var Grev Engelbret; thi uagtet han, af Høflighed mod Dronningen og maaskee af Overbeviisning, vilde have erklæret hiint spøgefulde Veddemaal for tabt, hvis det havde sømmet sig at tale høit derom, blev han dog af Kongen, uden al videre Forklaring, udnævnt til arvelig Lehnsbesidder af Grevskabet Gleichen med alle dets Herligheder. Da Junker Strange hørte dette, blev hans Aasyn mørkt: han erindrede sig hiin Skjemt ved Afreisen, og vidste af Kongens Brev, at han havde seet og beundret Prindsesse Beengjerd i Schwerin. Skjøndt Kongen nu lod som hiin Sammenligning mellem hendes og Dagmars Skjønhed var en længstforglemt Spøg, forstod Strange dog kun alt for vel, at Kongen selv nu i sit Hjerte ansaae Veddemaalet for tabt og fandt sig forpligtet til at opfylde sit Løfte. Uagtet Junker Strange intet fortroligt Ord endnu havde talt med Kongen siden Hjemkomsten, behøvede han nu ingen Bekræftelse paa den sørgelige Hemmelighed, som han i Kongens lidenskabelige Lønbrev forvarede taus ved sit Bryst.
���I Dronningens og hendes Damers Nærværelse skulde ogsaa i Anledning af Dagens Høitidelighed adskillige Adelssvende i Slotscapellet modtage Ridderslaget af Kongens Haand.
���Grev Otto og Absalon Bælg stode i spændt Forventning; men Kongen syntes ikke at erindre dem, ligesom de heller ikke vare blevne tilsagte til de sædvanlige Forberedelser. Efter foregaaende Badning og Skriftemaal, og efter at have modtaget Bodssacramentet, fremtraadte nemlig tolv unge Væbnere, Sønner af de fornemste Mænd i Landet og som alle havde aflagt tilstrækkelige Prøver paa Mod og Manddom i det sidste Felttog. De vare iførte hvide Klæder, og havde et Sværd hængende ved et Bind om Halsen. De nærmede sig først Alteret, hvor de overrakte deres Sværde til Slots-Præsten, som indviede Vaabnene og lyste Velsignelsen over dem, hvorpaa han hang dem i Bindet igjen om Væbnernes Hals. Derpaa neiede de unge Riddernovitzer for Alteret, idet de nærmede sig Kongens Sæde og knælede. Kongen spurgte dem i hvilken Hensigt de ønskede at indtræde i Ridderstanden, og om de agtede at beskytte den hellige Christendoms og Ridderskabets Ære. Dette bekræftede de med en høitidelig Eed. Kongen erindrede dem derpaa kortelig om de vigtigste Ridderpligter; han formanede dem til ikke at leve sorgløst i denne Verden, men beskytte Folket og dets retmæssige Konge og udøse deres Blod for Troen; han erindrede dem om at staae Enker, Faderløse og alle svage og uformuende Mennesker bi af al Evne, og være alle rene og dadelløse Damers Beskyttere mod Fornærmelser og ærekrænkende Ord; han opmuntrede dem endelig til Billighed, Tapperhed, Gavmildhed, Sanddruhed og ubrødelig Ordholdenhed. Derpaa lod han dem ved Grev Albert og Junker Strange overrække de gyldne Sporer, med den Erindring, at de ikke alene skulde tjene dem til Hestens Fremskyndelse, men til et Symbol paa, at Tapperhed og Ære vare Sporerne til alle ædle Ridderbedrifter. Paa samme Maade overraktes dem Pantsersærkerne, Kyradserne, Armskinnerne og Pantserhandskerne, og idet de bleve omgjordede med de indviede Sværd, blev det betydet dem, at dette var et helligt ridderligt Symbol paa Kydskheden, Retfærdigheden og den christelige Kjærlighed. Nu reiste den ridderlige Konge sig og gav enhver af dem tre Slag paa Skulderen med Fladen af sit blottede Sværd, idet han ved enhver af dem gjentog den sædvanlige Formel: »i Guds, den hellige Michaels og den hellige Georgs Navn gjør jeg dig til Ridder; vær tapper, uforsagt og tro!« Derpaa lod han dem overrække Hjelm, Skjold og Landse; nu reiste de unge Riddere sig, hilsede Kongen og Dronningen statelig og begave sig bort for at vise sig for Folket i deres Ridderpomp og ride et Dystrid eller en Gangerdands sammen i Slotsgaarden.
���Denne Høitidelighed syntes endt. For at samle sig havde Kongen gjort den saa omstændelig som muligt; endelig reiste han sig og gjorde Mine til at række Dronningen sin Arm for at forlade Capellet. Men da fremtraadte den unge Grev Otto med Kjækhed og Værdighed, og opfordrede det samtlige danske Ridderskab til at vidne, at han ikke havde aflagt saadanne Prøver paa Mod og Manddom, at han uden Ubeskedenhed kunde udbede sig Ridderslaget af sin Herres og Konges egen Haand. »Af ingen ringere Haand vil jeg modtage det - tilføiede han stolt. - Om min Herre og Konge endogsaa i dette Øieblik miskjender mig, haaber jeg dog vel, den Tid skal komme, da Kong Valdemar ikke vil fortryde, at han slog sin Søstersøn og Henrik Løves Sønnesøn til Ridder paa sin Bryllupsdag. Desuden er min kongelige Frende efter sit ubrødelige Ord og Tilsagn mig sine gyldne Sporer skyldig, - vedblev han med kjæk Frimodighed - thi skjøndt jeg blev forsinket - hvad jeg maaskee i sin Tid skal bevise skete af Troskab og Iver for min Konge - var jeg dog den Første, der bragte ham det lykkelige Budskab, at den skjønneste og ædleste Prindsesse var hans Brud.«
���Kongen saae forbauset paa den kjække Yngling og vidste ikke om han skulde vredes eller glædes over saa dristig og usædvanlig en Fordring.
���»For Ubeskedenhed har jeg hidtil ikke kunnet dadle den unge kjække Grev Otto af Lüneborg, - sagde han med streng Alvor. - Paa hans Raskhed og Dristighed har jeg havt usædvanlige Prøver; med hans sidste Foretagende var jeg utilfreds; men herover maa jeg opsætte min Dom til hans Ordholdenhed tillader ham at retfærdiggjøre sig. Han er min Søstersøn, ædle Riddere, jeg vil derfor overlade det til Eder at afgjøre, om hans Bøn og dristige Fordring strax kan opfyldes, og han uden alle videre Prøver og Forberedelser kan modtage Ridderslaget af min Haand.«
���Et eenstemmigt hæderligt Ja af det samtlige danske Ridderskab fulgte paa Kongens Opfordring; hvorpaa Grev Otto bøiede sit Knæ og modtog Ridderslaget af Kongens Haand med den sædvanlige Formel. Men idet Vaabnene overraktes ham tilføiede Kongen streng og alvorlig: »vær ikke blot tro og ordholden, Ridder Otto! men vær ogsaa sanddru og oprigtig! vær den sidste til at tale i Ældres Samfund, som jeg er vis paa, du vil være den første til at slaae til i Kampen, naar det gjælder Landets og din Konges Ære.«
���Den ubillige Bebreidelse, der laae i disse Ord, skjar den unge ærelystne Otto i Hjertet; men han ærede og elskede sin strenge heltemodige Konge for høit til at vredes paa ham derfor. Han bøiede endnu engang sit Knæ, kyssede Kongens Haand med de tause brændende Læber og drog sig hastig tilbage iblandt Ridderne.
���»Siden nu en Undtagelse fra den almindelige Vedtægt har fundet Sted, - sagde Kongen derpaa og vendte sig til sine ældste Riddere - fordrer Billigheden, at jeg endnu foreslaaer Eder en anden. Ridderloven siger vel, at Ingen, som er lam eller har noget legemligt Bræk, kan optages i den ædle Ridderstand, han være nok saa riig eller tapper; - dog her staaer en vakker ung Adelsmand af den ypperste Helteslægt her i Landet; han har viist sig brav ved Løvenburg, men er nylig i min Tjeneste bleven lam, jeg haaber kun for en Tid; kan det tillades, at jeg hædrer ham strax med Ridderslaget?«
���Med disse Ord vinkede Kongen ad Absalon Bælg. Neppe mærkede den lille tykke Bælg, at Talen var om ham, førend han til Kongens Forbauselse fremtraadte rask og fast, uden at halte eller ømme sig, uagtet det ulægede Saar og det opsvulmede Knæ voldte ham den heftigste Smerte.
���»Min Herre og Konge! - sagde han - naar det gjælder de gyldne Sporer, er jeg hverken halt eller lam, aldenstund begge Been ere lige lange, om de end ikke ere lige tykke.«
���Derpaa bøiede han det opsvulmede Knæ fast mod Fliserne, uden ved en Mine at røbe sin Smerte; og Kongen tøvede ikke med at give ham Ridderslaget under det almindelige Bifaldsraab.
���Til denne Høitidelighed var der i hele Forsamlingen intet opmærksommere Vidne, end Carl af Rise; han stod med sin Herres Kappe og Sværd bag ved Grev Albert; hans Kinder brændte som Gløder, og han tænkte kun paa hvor det vilde være herligt, naar han ogsaa engang kunde modtage Ridderslaget af den største Konges Haand. Han betragtede Kongen og Dronningen som et Par overmenneskelige Væsner, som man kun i Frastand kunde skue op til og beundre. Blandt de statelige Herrer og Hofmænd følte han sig vel fremmed og forladt; dog fandt han i den store fornemme Forsamling to Par venlige velbekjendte Øine, som tittede fortrolig og smilende til ham bag Dronningens Stol. Der stod nemlig hans Søster Kirstine, som han ikke havde talt med siden han drog med Erkebispen til Soer; hun var i hans Fraværelse kommen til Hove; ved hendes Side stod den lille lunefulde Rigmor, det deilige Barn, for hvis Øine Carl kun ønskede at vise sig som den drabeligste Helt i Verden.
���Da Festligheden i Capellet var tilende, og Grev Albert vendte sig for at modtage Kappe og Sværd, saae han med Forbauselse Drengens alvorlige og mandige Ansigt, medens Carl i sine Heltedrømme betragtede det halvuddragne Riddersværd og sukkede.
���»Giv mig Kappen og behold Sværdet, Carl! - sagde Grev Albert, idet han slog ham sagte og venligt paa Kinden - Du har nu været med mig i Leding, værget mig tro mod Baghold, og passet vel paa min Rustning og mine Fanger; herefterdags er du min Væbner og skal bære Sværd og Skjold ved min Side. Sølvsporen skal du dandse med iaften: vær flink, at den snart kan blive gylden!«
���Carls Øine tindrede af Glæde; han kyssede henrykt og taknemmelig sin ædle Herres og Vaabenmesters Haand; og da han nu fulgte Toget ud af Capellet med sin Herres Sværd ved sin Side, smilede vel en og anden Ridder ad den halvvoxne Knøs, som det lange Riddersværd slæbede efter paa Stenene; men Carl saae paa dem med et tillidsfuldt Blik, som han vilde sige: giv kun Tid! jeg voxer nok til Sværdet, hvor langt det er. Han var ikke lidet stolt ved at see, at den lille Rigmor med et Glædeshop slap Dronningens Slæb og klappede i Hænderne, da hun saae det store Sværd ved hans Side.
���Om Aftenen var Slottet paa det Prægtigste oplyst. I Slotshaugen brændte Fakler og Blus, medens Gigerne tonede fra Riddersalen og de statelige Herrer og Damer bevægede sig let og ziirligt i de glindsende Dandserækker.
���Kongen havde opført den første Dands i Riddersalen med sin Brud, og medens den unge Dronning nu med den livligste fast barnlige Glæde deeltog i Festen og beærede Junker Strange, Ridder Otto og de anseeligste Riddere med en Dands; gik Kongen ud i Slotshaugen, for at kjøle sig, og fordybede sig snart i en af de mørke lange Lindegange, som vare længst fra Slottet, og hvorigjennem Maanen kun hist og her kastede en svag Straale, medens Nipsaaen blinkede gjennem Ellebuskene i Baggrunden. Valdemars Hjerte var beklemt: den Rolighed og Fatning, han hele Dagen havde maattet tiltvinge sig, var ham et piinligt Sjælepantser, som han nu længtes efter i Eensomhed at kunne afkaste.
���»Store, retfærdige Gud! - udbrød han - saa er jeg nu da formælet - og, forunderlige uudgrundelige Tilskikkelse! - med den skjønneste, elskværdigste, den frommeste Guds Engel paa Jorden - med hende, for hvis blotte ufuldkomne Billede jeg sværmede som en afsindig Minnesanger - men som jeg nu, med al min Beundring for, dog ikke i Sandhed kan kalde min - ikke trykke glad og livsfrisk til mit Hjerte, som min Sjæls Fortrolige. Og dog aftvinger hun mig en Følelse, som jeg ikke kan nævne: Andagt vilde jeg kalde det, hvis hun var og blev en Drøm - et Helgenindebillede - en hellig uomfattelig Tanke. Og hende, som jeg nu ikke tør nævne, min stolte herlige Valkyrie - hende, som jeg stolt og dristig kunde flyve med gjennem Kamp og Seier til Udødelighed og et evigt Navn - hende, som jeg kunde favne med uendelig Livskraft og virkelig Glæde - hende seer jeg nu aldrig meer i denne Verden - hende har jeg forskjertset for evig for - en Drøm.«
���Som han halv høit udtalte disse Ord og gav sit beklemte Hjerte Luft, ubemærket af alle Levende, som han troede, stod pludselig en høi dunkel og formummet Qvindeskikkelse for ham i den halvmørke Gang og hævede en blinkende Dolk imod ham i Maaneskinnet.
���Han bekymrede sig ikke om Dolken: han syntes at see Beengjerds høie Skikkelse; han saae Diamanter i de dunkle Lokker; men et tæt sort Slør skjulte hendes Aasyn. I et blaat flagrende Gevandt svævede hun, taus og truende, forbi ham og forsvandt mellem Ellebuskene ved Aaen. Han tænkte og saae kun Beengjerd, og i den spændte underlige Stemning, hvori han var, udraabte han uvilkaarlig: »bliv, bliv! fordøm mig ikke! forlad mig ikke i Vrede, skjønne uimodstaaelige Tryllerinde! - din er jeg dog - din og ingen Andens i al Evighed. - Om Verdens ædleste Prindsesse, om en Engel fra Himlen kalder sig min Brud og min Dronning - dit er Hjertet dog - din er Sjælen for den Alvidendes Aasyn.«
���Han vidste ikke selv hvad han sagde - han stod med udbredte Arme, og saae nu først, han var alene. Da hørte han en deilig klar Qvindestemme, men bævende, og, som det syntes, halvqvalt af Graad, synge fjernt, som fra den modsatte Aabred, med en Blanding af Mildhed og inderlig Veemod:
»Er Hjertet mit, og er Sjælen min,
Om Kronen jeg vil ei spørge:
Dankonning! dands med din Brud saa fiin!
For Lykken Stjernerne sørge.
Nu vil jeg læse i Stjernebog,
Og see de kommende Dage;
I Dybet ned mig de Stjerner drog;
Engang jeg kommer tilbage.
Nu maa jeg vanke om Klint og Øe
Og fremme den Mægtiges Villie:
Naar Volmars Stjerner fødes og døe,
Jeg sjunger og dandser paa Tillie.«
���Sangens sørgmodige Toner tabte sig i det Fjerne, og Kongen syntes at høre en fjern Pladsken i Aaen, som af Aareslag eller som af en stor Fisk, der bevægede sig mellem Sivene. Det gamle Sagn om Havfruer randt ham i Tanker og han vidste ikke om han havde vaaget eller drømt. I en underlig veemodig Stemning gik han tilbage til Slottet, hvor Glæden og Munterheden snart nødte ham til at forglemme det besynderlige Eventyr.
���Da han traadte ind i Riddersalen igjen, foer Grev Otto ham i en Runddands forbi, med en lille venlig Blondine ved Haanden, hvis usædvanlige Skjønhed og Ynde endogsaa tildrog sig Kongens Opmærksomhed. Han spurgte om hendes Navn, og Erkedegn Arnfred, til hvem han adspredt havde vendt sig, nævnede ham Kirstine af Rise.
���»Hun er i Sandhed et deiligt Barn, som den unge Grev Otto ikke skulde sætte Griller i Hovedet, - sagde Klerken - hun er en Søster til den unge Væbner hist, som dandser saa strunk med sine nye Sølvsporer og svinger Grev Alberts lille Datter.«
���Den tjenstagtige Klerk taug og gik med et listigt Smiil tilside, da han mærkede, Kongen var adspredt og ikke gav Agt paa ham.
���Medens Valdemar nu nærmede sig Dronningen og sagde Grev Albert et venligt Ord i Forbigaaende om hans smukke muntre Datter, traadte Grev Otto ud af Dandsen og stødte paa Arnfred, som med et skalkagtigt Smiil bemærkede, at den unge fyrstelige Ridder stod sig godt hos de Skjønne, saavel de store, som de smaae. »Eders lille Dame - sagde han med en temmelig verdslig Kjendermine - bliver vist inden to Aar den deiligste Pige her ved Hoffet - endogsaa Kongen har bemærket det, og han er en stor Kjender, vil man sige.«
���»Kongen? - gjentog Otto hastig - ja saa.«
���»Ogsaa for Dronningens Øine - vedblev Klerken - har den lille Jomfru Kirstine fundet Naade: Dronningen skal have udbedet sig hende og Grev Alberts lille Rigmor til sin daglige Opvartning. Men I synes ogsaa adspredt, Hr. Greve! jeg vil ikke forstyrre Eder længer med min Underholdning. Jeg søgte Eder kun for at overrække Eder en lille hemmelighedsfuld Seddel, som en Ubekjendt nylig stak mig i Haanden og bad mig give Eder, naar Ingen saae det. Et lille ridderligt Eventyr, kan jeg gjette; men jeg er ikke nysgjerrig. I seer, Seglet er heelt og holdent.«
���»Det forstaaer sig, - svarede Otto - et Segl er jo en Helligdom, som vel i eders Haand maa være vel forvaret.«
���Dermed tog han hastig det lille Brevskab og gik tilside for ubemærket at see hvad det indeholdt. »Ved Midnat - i Lindegangen ved Aaen - paa Ridderære og Tro« - stod der med skjæve latinske Bogstaver og uden Navn eller Mærke.
���Otto forvarede Sedlen og længtes utaalmodig efter at erfare hvad det uventede Stævnemøde skulde sige.
���Saasnart Dronningen nu saae sin kongelige Brudgom igjen, gik hun ham glad og venlig imøde. Hun syntes ikke at bemærke, at han var adspredt og forstemt; hun troede ham rolig og tilfreds, som hun selv var. Hun vidste ikke hvor glad og lykkelig han kunde see ud: saaledes som hun først havde seet ham fra Skibet, da han tumlede sin vilde Ganger paa Sandet, saaledes saae hun ham nu ikke meer; den lykkelige Brudgoms Billede saae hun dog ikke heller; men den dybe Alvor i det mægtige Kongeaasyn troede hun nu eengang for alle maatte være hendes kongelige Brudgoms eiendommelige og uforanderlige Væsen. At han ærede og agtede hende høit, havde hun seet; hun havde seet den strenge Helt hjertelig bevæget ved hendes Modtagelse og hun kjendte og fordrede ingen større og heftigere Kjærlighed, end den Velvillie, hvormed han saa øiensynlig udmærkede hende fremfor Alle.
���Kongen havde vundet Herredømmet tilbage over sig selv og sin Sindsstemning; han greb nu det fyldte Viinbæger og det lykkedes ham endog for Folkets Øine at synes glad og lyksalig. Derfor hed det ogsaa i Folkesangen, som en rask Bondeknøs sang i Slotsgaarden:
»Saa drukke de deres Bryllupshøitid
Udi saa god en Stund:
Kong Valdemar og Dronning Dagmar
Saa vel hverandre und'
Der glædtes ved baade Store og Smaa,
Den Fattige med den Rige;
Der glædtes Bonde og Borger meest
Af Hjertens Grund tillige.«
���Enhver havde nemlig ved denne Bryllupsfest fri Adgang til Slottet, forsaavidt Plads og Orden tillod det, og for dem, der ikke kunde rummes i Slottets store Sale, var Slotsgaarden indrettet til en stor Bryllupssal med Fakler og Blus, lystig Spil og Dands og Overflødighed af stærkt Øl og Mjød. Der forlystede sig især de Ringe og Fattige blandt Almuen. At det ogsaa fornemmelig var denne store Deel af Folket, som glædede sig ved Dronningens Ankomst, og at det var Rygtet om hendes fromme og fredelig Sind og Folkets Haab om fredelige og lykkelige Dage, der gjorde Glæden saa stor og almindelig, dette vidner noksom det følgende Vers af Folkesangen:
»Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred,
Hun kom goden Bonde til Lise.
Havde Danmark altid saadanne Blomster,
Man skulde dem ære og prise.«
���Da nu Bægerne gik rundt i Riddersalen og det høie Brudepars Skaal lød høit og glædeligt, under Trompeternes Klang, i Hallerne som i Slotsgaarden, istemte fast alle Tilstedeværende med oprigtig Glæde hvad Bondeknøsen sang og hvad Folket siden ofte gjentog:
»Christ signe de unge Ædlinge to!
De længe maatte sammen leve!
Guds Ord, Retfærdighed, Dom og Skjel
For hver Mand at haandhæve.
Den Frøken kom af ædle Bøhmerland.«
���Midt under den almindelige Glædestummel syntes Valdemar at høre et dybt Suk i Nærheden af sig; han saae sig om og troede at skimte den samme høie tilslørede Qvindeskikkelse, som han før havde seet ved Aaen og som nu hastig forsvandt mellem de lystige Bryllupsgjester.
���Dandsen var ophørt i Riddersalen og Brudeblussene udslukte. I Slotshaugen ved Aaen gik Thorgeir Danaskjald alene i stille sværmeriske Drømme og saae hvorledes Maanen og Stjernerne speilede sig i Strømmen. Den skjønne fredelige Fest, Tonerne fra Riddersalen, Skinnet af Brudefaklerne gjennem det unge grønne Løv, Dronningens milde fromme Aasyn, Sangen og Vinen i de blinkende Bægere og fremfor Alt de deilige Brudepiger havde fremkaldt saamange skjønne og venlige Billeder i den syttenaarige Bardes Sjæl, at han ikke kunde tænke paa Søvn og Hvile den Nat. Af alle de ædle Møer og Fruer, han den Dag havde seet, var der dog ingen, som saaledes havde glædet ham at beskue, som Dronningen selv og de to deilige Brudepiger, der havde baaret hendes Slæb. Hiint Syn svævede ham endnu for Øie, som den hellige Agnese, baaren til Himlen af Guds Engle. Hvad han havde sjunget om den Bøhmiske Prindsesse den Dag han ved Kongens Bord førstegang saae hendes Billede, uden at vide hvis det var, erindrede han sig nu igjen, og hvad han da, ligesom i en prophetisk Drøm, havde anet, syntes ham nu at være gaaet i Opfyldelse. Folkets Glæde over deres fromme sextenaarige Moder syntes ham saa rørende og skjøn, og Billedet af hendes kjærlige Modtagelse ved Kysten stod ham saa levende for Øie, at han nu i Eensomhed digtede og sang hiin venlige Vise, som Folket saa ofte og gjerne gjentog og hvorpaa Omqvædet var:
»Der seiler Hr. Strange med Dronning Dagmar.«
���Som den stille Thorgeir gik saaledes halv drømmende halv syngende ved Aabredden, hørte han pludselig Klirren af Vaaben i Lindegangen. Han greb hastig sin korte Daggert og ilede efter Klangen. Snart saae han tre Sværd blinke klirrende i den halv oplyste Gang, og kjendte den lette spinkle Grev Otto, som forsvarede sig kjækt og ivrigt mod to svære Karle, der saae ud som fremmede Jægere. Thorgeir foer til med hævet Daggert; men inden han kunde naae de Kæmpende, saae han den ene af de fremmede Stimænd falde til Jorden for Ottos Sværdslag og den anden styrte sig ud i Aaen og svømme.
���»I jammerlige Niddinger! - raabte Otto - gjaldt det mig eller en Anden?«
���»Velbaarne unge Herre! - stønnede den saarede Jæger - det gjaldt saavist en Anden - det gjaldt mig arme Djævel - skaan mit Liv! - jeg kom i et fredeligt Ærind - skal vi drikke Forlig og godt Kammeratskab igjen? - jeg vil være en Slyngel, om jeg hænger Jer, naar I kommer og spionerer hos os - hjelp mig for gammelt Venskabs Skyld! - jeg forbløder mig.«
���»Er det dig, gamle Rødnæse! ja saa - sagde Grev Otto og rev sin fine Liinkrave af - stil dermed Blodet, gamle Slyngel! og lad mig saa høre dit fredelige Ærind!«
���»Lutter Venskab! - bandte den gamle Drukkenbolt - lutter christen Kjærlighed - Gratulatser og Omfavnelser - men det er Takken, man faaer hos de Store.«
���Otto vidste ikke, om det var Forstillelse eller om den underlige Karl endnu var halv beruset.
���»Hjelp mig den dumme Karl op paa Slottet! - sagde han til Thorgeir, som stod taus og forundret ved hans Side - det er en gammel Bekjendt, seer jeg - han meente mig det saa godt, saa jeg neppe kan røre min Arm. - Lever han, skal vi nok faae Sandheden ud af ham.«
���Thorgeir tog nu den svære Jæger ved Skulderen og det rødhaarede Hoved. Otto tog ham ved Benene, og saaledes bare de ham op mod Slotstaarnet, medens han brummede afbrudt mellem Tænderne, og skjældte sin Kammerat for en Slyngel, som havde ladt ham i Stikken.
���»Havde Bryllupsøllet ikke været stærkere, end jeg - mumlede han - havde jeg vel faaet den Bogfinke ved Vingebenet, der nu har mig ved Støvlerne.«
���»Troede du, jeg var en Fugl eller Jomfru, som man kunde fange og bortføre? - sagde Otto - jo det var et smukt Stævnemøde - derfor skal den fordømte Klerk staae mig til Regnskab, var han saa Erkedegn og Kongens Skriftefader ti Gange.«
���Derpaa forsvandt de mellem Lindene.
���Tidlig om Morgenen efter Brylluppet var der stor Folkestimmel paa Ribe Gader, for at see Kongen og Dronningen drage til Ottesangen i Domkirken. Kongen reed ikke paa sin hvide Hingst, som sædvanlig, men han sad i den gyldne Karm, ved den deilige Dagmars Side.
���Under det almindelige Glædesraab nærmede en gammel Bonde sig den kongelige Karm, og sang høit og tydeligt:
Skal Bonden bag Ploven synge,
Hun gange foruden Tynge!
God Villie drager stort Læs tilbyes.
Skal Konningen Seier vinde,
Han ei vore Hænder binde!
Ei bunden Hund beder mange Dyr.«
���Kongens Aasyn blev mørkt ved den Vise, som han ikke for første Gang hørte. Dronningen spurgte om hvad det var, man sang.
���»Det er den gamle Vise om Plougskatten - svarede Valdemar misfornøiet - dermed er Bonden ikke tilfreds, og jeg har været nødt til for den Sags Skyld at lade nogle oprørske Bønder fængsle paa Vordingborg. Hiin Graaskjæg vil nok gjøre dem Selskab.« - »Kjør til!« - raabte han til Kjøresvenden, og snart overdøvedes den gamle Bonde med sin Sang af Vognens Rumlen og de nysgjerrige Tilskueres Glædesraab.
���Da Kongen kom tilbage fra Ottesangen, var han særdeles mildt og sagtmodigt stemt. Den fromme Erkebisp Andreas havde efter Kongens Ønske hørt hans hemmelige Skriftemaal og meddeelt ham og Dronningen Sacramentet. Ingen anden vilde Valdemar betroe den Hjerteshemmelighed og den Strid i hans Inderste, som foruroligede ham. Den gudfrygtige Erkebisp havde ogsaa med Varme grebet denne Leilighed til at lægge Kongen paa Hjertet Alt hvad han troede der kunde bringe Fred i hans Sind og hjelpe ham til at overvinde hiin fortærende Lidenskab, der truede med at gjøre hans fromme uskyldige Dronning til et Offer for hendes ædle Tillid og Hengivenhed.
���Med en anden Kjærlighed i Hjertet bluedes Valdemar ved at skuffe den rene uskyldige Sjæl, som havde hengivet sig til ham; han vidste intet bedre Middel til at overvinde sig selv, end at styrte sig i en stor og mægtig Kamp til Kronens og Christendommens Ære; han havde derfor, som Bod for sin lønlige Brøst, fuldt og fast besluttet et Korstog til det hedenske Lifland. Denne Beslutning havde Erkebispen saameget mere billiget og bestyrket ham i, som det længe havde været denne fromme Herres eget inderligste Ønske, at see Christendommen grundfæstet hos hiint forvildede Folk, og at kunne beskytte dens Bekjendere og Udbredere mod Vold og Overlast.
���Da Kongen efter Ottesangen var ene med den unge Dronning, trykte han hendes Haand med Hjertelighed, og inden han meddeelte hende sin Beslutning, opfordrede han hende til, efter Landets Skik og Brug, at fordre den saakaldte Morgengave eller at yttre hvilket Ønske hun helst vilde see opfyldt og hvis Opfyldelse det stod i Kongens Magt at glæde hende med. »Lad eders Bøn ikke være ringe, min ædle dyrebare Dronning! - tilføiede han - og und mig den Glæde at give Eder det første Beviis paa min Hengivenhed.«
���Den fromme Dagmar betænkte sig ikke længe. »For mig selv har jeg intet Ønske, min kjæreste Herre og Konge! - sagde hun - thi jeg tvivler ikke paa, at I jo har mig hjertelig kjær og vil bevare eders kjærlige Villie for mig saalænge Gud under mig at leve hos Eder og det gode danske Folk. Men siden I tilstaaer mig en Bøn, saa rinder der mig et Løfte ihu, som jeg gav min fromme gudfrygtige Moder, da vi skiltes. Der sidder en Fange paa et af eders Slotte, som har fortørnet Eder saare, og som skal have oplagt farlige Raad mod Riget og Kronen under eders høisalige Broders Regimente. Han blev betvungen og fangen af eders mægtige Haand og har nu længe bødet haardt for sin Vildfarelse. Lad Naade gaae for Ret og giv eders Frende den ulykkelige Bisp Valdemar af Slesvig nu fri af Fængslet for min Bøns Skyld! giv ham tilbage til Slægt og Venner! og han vil vist aldrig forsynde sig imod Eder.«
���Kongens Aasyn havde forandret sig mærkeligt. »Tie stille med den Bøn, min ædle Dronning! - sagde han mørk - kommer Bisp Valdemar ud af Sjøborg Slot, gjør han Eder til Enke inden Aaret er omme. Selv den hellige Fader har jeg nægtet Opfyldelsen af denne Bøn; det er en farlig og vigtig Sag, som jeg idetmindste endnu et Aar maa betænke mig paa.«
���»Kongers Liv som deres Hjerter er i den Almægtiges Haand - svarede Dagmar - kom min første Bøn ihu, naar Herrens Ord i eders Hjerte tilsiger Eder det! - Jeg har imidlertid en anden Bøn, som I visselig vil opfylde for Guds Skyld og for hans Skyld, som var alle Fattiges Formynder og Trøster: giv de fattige Bønder frie for den Plougskat, som trykker dem! og giv de Fanger løs af Jernet, som for denne Sags Skyld i deres Nød og Trang har forglemt deres Lydighed mod Loven og dens strenge Haandhævere!«
���»Et slet Exempel for Oprørere! - sagde Kongen - dog jeg seer i denne eders Bøn, min fromme Dronning! et skjønt Beviis paa eders moderlige Kjærlighed til Folket - det skal skee som I ønsker.«
���Dermed ringede han med Sølvklokken, som stod paa Bordet, og gav strax Befaling til, at Junker Strange skulde vente ham i Lønkammeret.
���»I talte om Herrens Ord i vort Hjerte - vendte han sig nu atter til Dronningen - og det glæder mig, at I saaledes nævner det høie uimodsigelige Kald, som bestemmer ethvert Menneskes Iid og Gjerning i Verden. Derfor kan jeg nu ogsaa, uden Frygt for at mistydes af Eder, betroe Eder hvad jeg anseer for Herrens uimodsigelige Røst i mit Hjerte, og hvad jeg idag har lovet Gud og vor Frue.« Og nu aabenbarede han hende sin Beslutning, ufortøvet at drage til Lifland med Erkebispen og Hæren, for at beskytte de forfulgte Christne der og fremme Ordets Udbredelse blandt de Vantroe.
���Dagmars klare blaae Øine opfyldtes med Taarer; men hun sagde intet Ord for at holde ham tilbage eller gjøre hans Beslutning vaklende.
���»Drag med Gud, min ædle Herre og Konge! - sukkede hun - var det til en verdslig og forfængelig Kamp I drog, vilde jeg sørge - nu maa jeg glæde mig, om eders Bortgang og Fare end koster mig Taarer.«
���Valdemar sluttede hende bevæget og overrasket i sine Arme.
���»I eders rene fromme Haand - sagde han - betroer jeg med Tryghed Kongespiret i min Fraværelse; i Spidsen for Rigets Raad styre I nu viselig Folk og Land, medens jeg sørger for Kronens Ære og Glands og opfylder mit Løfte!«
���Dronningen betragtede ham med et veemodigt prøvende Blik.
���»Ak, min allerkjæreste Herre! - sagde hun mildt advarende - er den verdslige Krones Ære og Glands Eder kun ikke dyrebarere, end den evige Livsens Krone, vi ogsaa her maae tragte efter! I har et stort og mægtigt Herskersind, min kjække Brudgom, men deri har I ogsaa en stor Frister at bekæmpe. Fortørnes ikke paa mig, fordi jeg ikke kan fordølge Eder denne min største fast eneste Bekymring! hvad gavnede det os, kjæreste Herre! om vi vandt den ganske Verden, men leed Skade paa vor udødelige Sjæl?«
���»Du kjære fromme Præstinde! - svarede Valdemar og smilede - havde du ikke været Qvinde, var du vist bleven Bisp eller Pave. Her døde nylig en gudfrygtig Præst i mit Rige, som var saa hellig, at man troer, han kunde gjøre Mirakler; han har ofte sagt mig det samme; vor gode fromme Erkebisp formaner mig ogsaa flittig til Selvfornægtelse og Ydmyghed; men hvad hjelper det Alt? Verden kræver sin Ret, og Falken bliver aldrig til Due. Naar jeg troer mig ydmygst, mærker jeg dog altid, at jeg ikke er fød og baaren til at hænge med Hovedet, men til at kneise rask og fri over Hoben, og røre mig mægtig i den Verden, jeg har for Øie. Jeg tilstaaer det: jeg er endnu et uroligt og heftigt Verdensbarn, som ikke kan nøies med det himmelske Rige, men vil have Kronen og Herligheden med i denne Verden. Dog lad det ikke ængste dig, min fromme Dagmar! jeg taber derfor ikke den Herlighedens Krone af Syne, som jeg ikke her kan gribe, men som dog ene laaner alle Kroner paa Jorden deres rette Lys og Glands.«
���Med disse Ord forlod Valdemar sin fromme elskelige Dronning og gik til sit Lønkammer, hvor Junker Strange allerede ventede ham.
���Ophævelsen af Plougskatten og Fangernes Løsgivelse paa Vordingborg var vel det Første, Kongen bød sin troe Ven og Raadgiver sætte i Værk; men han havde endnu et andet fortroligt Ord at sige ham.
���»Kjære trofaste Strange! - sagde han - du har seet og kjendt mig fra jeg var lille; du har været et taust og tro Vidne til alle mine Daarligheder; ogsaa den sidste bevarer du i dit troe Bryst. Lad den være død og magtesløs! - tilintetgjør hiint lidenskabelige Vendekaabebrev, jeg sendte dig! - du havde desværre Ret - du kjendte mit ustadige Hjerte bedre, end jeg selv; men jeg vil tvinge det til Stadighed og Troskab; og bliver jeg end aldrig en lykkelig Gemal, ulykkelig skal den uskyldige Dagmar dog ikke blive for min Skyld. Hun er meget for from og god til mig, det tilstaaer jeg; og nu seer jeg vel, vi passe sammen som Ørn og Due; men vil Gud og den hellige Knud, skal hun dog aldrig fortryde, at hun forlod Fader og Moder og blev Ørnens Brud i det fremmede Land.«
���»Min Herre og Konge! - svarede Junker Strange - her er Brevet, I sendte mig med Ridder Glug; fra den Stund, jeg foer fra Prag, har det brændt paa mit Bryst som et Neldeblad. Sønderriv det selv og lad det være dødt og magtesløst! Det glæder mig af Hjertet, at jeg, i min Uro for eders og den fromme Dronnings Fred, dog ikke forgjeves har stolet paa eders medfødte Kongesind og paa den Magt, Hjertensgodhed og Deilighed har over alle store Hjerter.«
���Kongen greb Brevet med Heftighed og rev det over.
���»See saa! - sagde han - saaledes sønderriver jeg ethvert Krav paa egen Lyksalighed, som en brudt og ugyldig Pagt med den store Sjælenes Frister. Fra denne Time af er jeg kun Konge og Korsdrager, og under Gud mig Kraft som Villie, skal min Lyksalighed nu kun være min ædle Dronnings Fred og mit Folks og Riges Ære. Men bevare vil jeg dog dette ydmygende Minde om min Ustadighed og Svaghed, at jeg aldrig skal hovmode mig og troe mig stærk, naar jeg sidder her ene for Guds Aasyn i mit Lønkammer.« Dermed forvarede han det sønderrevne Brev omhyggelig blandt sine vigtigste og hemmeligste Statspapirer, og heftig bevæget trykkede han den troe Ven til sit Hjerte.
���»Saaledes kjender jeg den store Valdemars Søn«, sagde Junker Strange og modtog sin unge Konges Favntag med hjertelig Glæde. »Og nu, min Herre og Konge! - vedblev han munter - paa en god og ærlig Beslutning følger et glad og roligt Ansigt. - Jeg har altsaa dog ingen Utak fortjent som eders Brudefører, og I maa dog tilstaae mig, at imod Prindsessen var hendes Contrafei en Skygge. See, det har jeg her endnu; siden min Konge ikke har fordret det tilbage, agter I maaskee at lade mig beholde det til en venlig Erindring om min korte forlorne Brudgomsstand.«
���»Billedet?« gjentog Kongen og saae halv forlegen paa den velbekjendte gyldne Lade, hvori det gjemtes; »ja vel, det kan du beholde« -
���Junker Strange rystede paa Hovedet og aabnede veemodig Laden, saa det skjønne Billede kom tilsyne.
���»Jeg forstaaer dig, gamle tro Ven! - sagde Kongen og rødmede - tag denne Guldkjæde til Erindring om den skjønne Lænke, du bragte mig, men giv mig Billedet! vel maa jeg blues hvergang jeg kaster mine Øine derpaa; men det skal dog følge mig til min Grav og minde mig om Eed og Pligt og om den Drøm, der dog var den venligste og uskyldigste, jeg drømte.«
���Derpaa gjemte han Billedet ved sit Bryst, uden at see paa det, og med Haanden under Kinden sad han en Tidlang taus ved Bordet og stirrede mod Jorden.
���Junker Strange rystede atter paa Hovedet: »naar kommer den Tid, min ædle Herre og Konge! da I faaer afdrømt? - tog han endelig Ordet igjen med sin gamle Frimodighed - de Præster, Skjalde og Qvinder har dog, med eders Tilladelse, bragt Eder en heel Deel Skramlerie ind i Hoved og Hjerte, som I skal have ondt ved at faae ud igjen til I bliver gammel og graa. Nu, i Guds Navn, munter og lystig, min Konge! jeg rider nu til Vordingborg med Junker Knud og løsgiver Fangerne; naar jeg kommer tilbage, er her vel virkelig Bryllupsglæde, haaber jeg.«
���»Imorgen før Gry bryder jeg op med Hæren til Lifland! - her opfoer Valdemar hastig - jeg har afdrømt, Strange! herefter skal du see mig vaagen. Du støder til Hæren med dit Banner saasnart du kan. Faer med Gud!«
���Kongen gik med store Skridt op og ned af Gulvet; og Junker Strange tog hastig Afsked og gik.
���Strax efter meldte Kammersvenden den unge Grev Otto. Han traadte ind med den høire Arm forbunden.
���»Hvad, saaret? - spurgte Kongen - har du allerede havt en Hanekamp, en ridderlig Æresdyst?«
���»O, nei, min kongelige Frende! - svarede Otto - jeg har kun fanget en Stimand, som havde et Ærinde til Eder; dette Brevskab har han selv udleveret; men her er et andet, som fandtes omhyggelig skjult i hans Ærme.« Han overrakte derpaa Kongen begge Brevskaber og fortalte oprigtig sit natlige Eventyr, saavelsom den Mistanke, han havde om, at Erkedegn Arnfred stod i Forbindelse med den schwerinske Stimand og hans Herskab.
���Valdemar gjennemlæste hastig begge Breve. »En høflig Lykønskning fra Grev Henrik til mit Bryllup - sagde han - og et navnløst Brev til en Ubenævnt fra en nederdrægtig Gjæk, som synes at have stor Lyst til at røbe mine Hemmeligheder, naar han vidste dem. Ingen af Delene synes mig af stor Vigtighed. Har den schwerinske Jæger været beruset, som du siger, og vil han nu Ingenting tilstaae, saa maa han for min Skyld søge hvad Galge han vil. Hans Angreb paa dit Liv eller din Frihed maa vel være skeet i Ruus og maa være en Sag imellem dig og din Fange. Klerken, du talte om, skal jeg vide at vogte mig for; men her er intet gyldigt Beviis imod ham. Har han fornærmet dig og havt dig til Gjæk, nu, saa afgjør du det med ham som du vil og tør! men med de geistlige Herrer vil jeg helst være udenfor Legen. Som det lader til, min unge Hr. Ridder! - tilføiede han med et Smiil - har du nok selv været saa lystigt og eventyrligt stemt igaaraftes af Vinen og Dandsen med de smukke Brudepiger, at du formodentlig ikke ret har vidst selv hvad du foretog dig. Vær en andengang forsigtigere førend du løber til ethvert Stævnemøde, og jag ikke for hidsigt efter ridderlige Eventyr!« -
���Med denne Formaning lod Kongen sin unge Søstersøn gaae, og Otto harmede sig i sit Hjerte saavel over denne Irettesættelse, som over den Ligegyldighed, hvormed Kongen betragtede en Sag, der, i Forbindelse med hvad Otto vidste om de schwerinske Grevers hemmelige Sindelag, syntes ham den strengeste Undersøgelse værd.
���Ligesom Otto nu med krænket Stolthed forlod Kongens Lønkammer, mødte han i Borggaarden den krumryggede Erkedegn Arnfred, som syntes forbauset ved at see ham, og søgte at liste sig forbi ham gjennem Baggaarden, hvor Kongens Jagtsvende og Falkedrenge forlystede sig med at afrette Hunde og Falke. Otto lod ham ikke undvige, men skyndte sig ind i Baggaarden og traadte ham hastig i Veien.
���»Tøv lidt, ærværdige Herre! - sagde han blussende af Vrede - jeg skylder Eder Tak for den vakkre Indbydelse til Stævnemødet.«
���»Min naadigste Hr. Ridder og Greve! - svarede Klerken krybende og skjælvende - jeg vil ikke haabe, at noget Ubehageligt - jeg seer, I er saaret og vred; men jeg forsikkrer Eder ved den hellige Augustin, jeg er saa uskyldig og uvidende i den hele Sag, om et nyfødt Barn.«
���»Kan vel være, fromme Herre! - svarede Otto - men anstaaer det en saa uskyldig og hellig Mand at være Overbringer af hemmelige og mistænkelige Indbydelser, det være sig til Elskovshandeler eller Snigmord? og kan I nægte, at I staaer i Forbindelse med Kongens arrigste Fjender og har tilbudt at forraade dem hans Hemmeligheder?«
���»Kan I bevise hvad I beskylder mig for!« - svarede nu Arnfred trodsig, medens Kongens Tjenere forlode Falkene og Hundene og stimlede til. »Har jeg fornærmet Eder eller Kongen - vedblev Klerken høirøstet - saa behag at søge mig for mit rette Forum, og lad den canoniske Ret skille os imellem! her mellem Hunde og Drenge anstaaer det hverken mig eller Eder at tvistes.«
���»Jeg giver eders canoniske Ret Døden og Djævelen, - raabte den forbittrede Yngling - paa anden Lov og Ret forstaaer jeg mig ikke, end paa mit gode Sværd: vil I slaaes med mig paa Liv og Død, saa kom! - hvis ikke, fortjener I at sparkes ud af Kongens Gaard, som en Nidding og Forræder.«
���»Tag Jer iagt, unge hidsige Herre! - truede Arnfred, og tog sig al den Værdighed paa, han formaaede - krummer I et Haar paa en hellig Kirkens Tjener, vil det komme Jer dyrt at staae. Havde Kongen selv tilladt Jer en saadan ugudelig Fremfærd; han skulde komme til at angre det svarligt. Jeg klager for Erkebisp og Pave. I skal blive excommuniceert - sat i Band - fordømt timeligt og evigt« -
���»Klag længe nok til Erkebisp og Pave! - raabte Otto - men hold Jer kun til mig! Kongen vil ikke have med slig en elendig Karl at gjøre; men jeg erklærer Jer, i mit eget Navn og paa mit eget Ansvar, for en Nidding og Forræder for alle disse brave Folks Øine, og enhver Kongens troe Tjener, som her staaer, giver jeg paa mit eget Ansvar baade for Keiser og Pave, Lov til at jage Jer ud af Kongens Gaard med Hundepidsken.«
���Den raske kjække Otto stod høit anskreven hos alle Drenge og Tjenere paa Slottet, og neppe havde han sagt dette ubesindige Ord, førend Alle raabte: »ud med Forræderen! ud med Forræderen!« og Hundepidskene surrede allerede om Klerkens Arme og Been.
���Under de skrækkeligste Forbandelser og Trudsler maatte den beskæmmede og forfulgte Erkedegn tage Flugten, medens Jagthundene, under den almindelige Larmen og Skrigen, toge den Flygtende for et Stykke Vildt og sønderslede hans Kappe og Klæder.
���»Stands Hundene og lad ham løbe! - raabte Otto - han er ikke værd at slide en ærlig Hundepidsk i Stykker paa.« Og uden anden betydelig Skade, end Skrækken og Skammen, slap Arnfred ud af Slotsgaarden og ilede ufortøvet med de sønderrevne Klæder til Kapittelhuset og til Erkebispen, ledsaget og beklaget af den forbausede Almue.
���Denne Tildragelse havde gjort stor Opsigt paa Slottet og i Staden. Erkebisp Andreas havde strax efter været hos Kongen med Grev Albert; Kongen havde været høilig forbittret, hed det; men Nogle sagde dog, at han havde søgt at undskylde sin ubesindige Søstersøn ved at fremlægge et Forræderbrev, som Erkebispen havde erkjendt for Arnfreds Haandskrift. Rygterne og Meningerne om denne Sag vare høist forskjellige. I Almindelighed tog Medlidenheden dog den mishandlede Klerks Parti. At Fornærmeren var en fornem Herre og Kongens Søstersøn, forværrede Sagen. Erkedegnens Brøde var ikke beviist, hed det, og Erkebispen selv havde erklæret sig nødt til, for Geistlighedens Sikkerhed og Værdighed at indmelde Sagen for den pavelige Stol.
���Imidlertid gik Grev Otto urolig frem og tilbage i Slotshaugen. Hidsigheden havde sat sig, og efter hvad der var hændet, indsaae han vel, at han hvert Øieblik kunde vente en Arrestbefaling. Et saa forhaanende Angreb paa en anseelig Klerk vidste han vel udsatte ham saavel for Almuens som for de talrige Klosterbrødres Forfølgelser, og han overlagde nu med sig selv, om det ikke var rigtigst og klogest, under slige Omstændigheder, at forlade Hoffet og Ribe i al Hast.
���Som han gik i disse foruroligende Betragtninger, saae han en let qvindelig Skikkelse fare imod ham, med de gule nedfaldende Lokker flagrende om Halsen, og ganske bleeg af Angest og Forfærdelse. Det var den smukke Kirstine af Rise.
���»Gud i Himlen, Ridder Otto! - udbrød hun grædende - hvad har I gjort? Man leder efter Eder over hele Slottet for at fængsle Eder. Kongen, Erkebispen, alle Mennesker ere forbittrede paa Eder. Selv den fromme Dronning siger, det var en Ond og ugudelig Gjerning. Jeg er den eneste, som dog umulig kan troe, I er ond og ugudelig. Men kom, kom! lad mig skjule Jer i Melkestuen, inden de faaer fat paa Jer og sætter Jer i Taarnet!«
���»Vær rolig, du gode velsignede Pige! - svarede Otto glad, og glemte al Fare ved at see hendes elskværdige Deeltagelse. - Vær rolig og tvivl kun ikke paa min Uskyldighed! jeg har kun straffet en Hykler og Forræder: han har villet lokke mig i Snigmorderhænder; han har villet forraade min Herre og Konge; han har ærlig fortjent sin Beskæmmelse, og anden Skade fik han jo ikke.«
���»Gud skee Lov! I er uskyldig - raabte Jomfru Kirstine glad og tørrede Taarerne af de blaae Øine med Halsdugen - det vidste jeg nok, I kunde ikke være ond og ugudelig, men for Guds og den hellige Jomfrues Skyld! kom, lad mig skjule Jer! Kongen er saa vred, saa vred, siger man.«
���»Gud velsigne dig, gode kjære Kirstine! men der kommer Nogen; jeg vil ikke undvige. Skjul dig i Busken der! man vil tale ilde derom, hvis man seer dig her saaledes.«
���Blodrød af Undseelse, kastede Jomfru Kirstine et Blik paa sin forstyrrede Paaklædning og krøb hastig ind i Busken.
���Otto saae nu, det var Grev Albert, som nærmede sig. Han gik ham frimodig imøde.
���»En dum Historie, min unge hidsige Hr. Fætter! - sagde den alvorlige Feltherre - Jeg søgte dig paa Kongens Befaling. Han synes dog vredere, end han er; men han kan ikke redde dig, er du ikke inden en Time ude af Slottet og Byen. Man søger dig nu paa Slottet for at fængsle dig; men din Hest staaer sadlet ved Haugeporten. Kast en Hættekappe om dig og vær ude af Landet saasnart muligt! Ved Elben støder du med dit Banner til Hæren, og følger os til Lifland.«
���»Bring Kongen min Tak, jeg adlyder strax! - svarede Otto - jeg haaber, at I, min strenge Fætter! ligesaalidt som Kongen, holder mig for et slet og hevngjerrigt Menneske, for denne Ubesindigheds Skyld; man maatte jo være Stok og Steen for ikke at opbringes mod en saadan nederdrægtig Forræder.«
���»Ikke mod Satan selv skal en Ridder fægte med Hundepidsken, - svarede Grev Albert mørk - brug nu Sværdet desbedre mod Kirkens Fjender, og Alt kan maaskee blive godt endnu. See kun til, du kommer herfra!«
���Grev Albert taug og saae forbauset til Busken, hvorfra et lille lyshaaret Pigehoved lyttende stak frem.
���»Træerne og Buskene seer jeg har Øren her,« tilføiede han, og trak Otto hastig bort med sig. Otto saae endnu engang med et venligt taknemmeligt Aasyn tilbage til Busken og forsvandt med den mørke ridderlige Herre blandt Abildtræerne.
���»Han er reddet, Alt kan blive godt endnu - sagde Jomfru Kirstine og hoppede ud af Busken, da de vare borte - men ak, nu maa han flygte, den smukke kjække Ridder; maaskee kommer han aldrig meer igjen. Ak, see der har han jo tabt sin kostelige Seglring. Hvor skal jeg nu kunne bringe ham den? Jeg faaer gjemme den for ham til han kommer igjen.«
���Derpaa tog hun Seglringen op og bandt den med en Silketraad fast til Sølvbratsen i sit Livstykke, ved Siden af et Ravkors og en hellig Reliqvie, som hun altid gjemte ved sin Barm. Og nu løb hun, let som en Fugl, ad en Gjenstie tilbage til Slottet.
���Dagen efter var der stille og øde paa Ribehuus. Kongen var dragen i Leding med Hæren, medens Erkebispen med sine tre ridderlige Brødre anførte Flaaden; Erkebispens fjerde Broder, den kjække ivrige Bisp Peder, fulgte med Kongen tilligemed Grev Albert og Grev Engelbret af Gleichen. Brødrene Ivar og Ebbe Glug, Esbern Snares Sønner og deres tvende Svogre, Johan Ganz, Ove Dyre og mange flere navnkundige Lehnsmænd og Riddere havde ladet sig korse af Bispen og fulgte Kongen med talrige Krigerklynger under deres Bannere. I Kongens Følge var desuden den gamle troe Andreas Kammermester, saavelsom Thorgeir Danaskjald og den islandske Barde, tilligemed Broder Gunner og Henrik Harpestræng. Carl af Rise reed nu rask og glad, med Sværdet og sit glatte Væbner-Skjold, ved sin høie Vaabenmesters Side. Snart indhentede Junker Strange med en betydelig Forstærkning Hæren, og ved Elben stødte Grev Otto til med et udsøgt Mandskab af Friser.
���Dronning Dagmar sad nu ene tilbage paa Slottet blandt sine Møer og Fruer. De første Timer efter Afskeden lukkede hun sig inde i Capellet, og gav sit Hjerte Luft ved Graad og fromme Bønner. Mild og rolig traadte hun atter ud af Capellet, og lod strax sin Hofmester Hr. Ib Urne kalde. Med ham raadslog hun om hvorledes hun viseligst kunde benytte den store Magt og Evne, Herren nu havde skjenket hende, til at udbrede Lykke og Velsignelse omkring sig.
���Hr. Ib Urne var en ligesaa klog og besindig, som from og goddædig Herre, og en bedre Raadgiver kunde Kong Primislaus neppe have medgivet sin Datter. Synet af den redelige gamle Ridder, med de hvide fromt adskilte Haar og det præstelige Udseende i den korte tydske Ordensdragt, erindrede altid Dagmar om hendes fromme kongelige Fader, som Hr. Ib Urne endogsaa vel paafaldende syntes at have taget til Mynster saavel i Klædedragt som i Adfærd. Han raadede Dronningen fremfor Alting til ikke at udstrække den Magt og Myndighed, Kongen havde overladt hende, videre, end til saadanne milde og christelige Foretagender, hvorved hun kunde erhverve sig Folkets Kærlighed og Tillid, uden hos Rigets Raad at paadrage sig Mistanke om verdslig og forfængelig Herskesyge eller Lyst til at indlade sig i de Regjeringsforretninger, hun endnu ikke kunde kjende.
���»Christ og vor Frue bevare mig fra en saadan daarlig Selvklogskab! - svarede Dagmar - ikke Faderens men kun Moderens Omsorg for de mange tusinde Børn paaligger mig. Men skal jeg ikke blot af Navnet være en Moder for det kjære danske Folk - vedblev hun efter nogen Betænkning - saa maa jeg jo selv see og kjende Landet og Folket, og det kan jeg ikke ved at sidde stille her paa Ribehuus. Jeg ønsker at gjøre en Reise gjennem Landet; og kunde det sømme sig for mig at reise ubekjendt, vilde jeg maaskee saaledes faae Leilighed til at see Land og Folk i en sandere Skikkelse, end naar jeg som Dronning drog omkring og modtog mine Undersaatters Hylding. Kunde jeg, som en simpel Ridderfrue, med et lidet Følge uden Pragt og Opsigt, drage Landet igjennem, vilde det være mig en stor Glæde og Adspredelse i min Eenlighed og ikke friste mig til forfængeligt Selvbehag.«
���Imod dette Dronningens Ønske havde Hr. Ib Urne kun nogle faa Betænkeligheder i Henseende til Maaden, og han raadede hende til at underrette Rigets Raad derom og i Alting rette sig efter Folkets Skik og Sæder.
���Faa Dage efter reed Dronningen, som til et Jagttog, paa en adstadig hvid Pasganger ud af Slotsgaarden, ledsaget af Prindsesse Regitze, Grevinde Ida og Jomfru Kirstine af Rise, saavelsom af Drosten, Hofmesteren og de to bøhmiske Kanniker Renert og Albrecht foruden adskillige Tjenere og Terner.
���Det fyrstelige Reisetog var med al sin Simpelhed dog prægtigere, end man her tillands var vant til at see, og hvor den skjønne Ridderfrue med de fornemme Herrer og Fruer drog hen, blev hun hilset af det glade Folk som deres unge elskværdige Dronning. Hun besøgte saaledes de vigtigste Stæder i Landet og de fleste kongelige Slotte saavel i Jylland som paa Øerne. Da hun ikke selv kjendte Landet, havde hun overladt Reisens Anordning til Drosten; dog gjorde hun undertiden en Forandring deri efter Hofmesterens eller den ærværdige Renerts Forslag.
���Da de vare komne til det nordlige Sjælland, var det denne geistlige Herre meget om at gjøre, at faae Dronningen til Sjøborg Slot, hvis skjønne Beliggenhed i den stille Indsøe han i Særdeleshed priste; hvorimod Drosten Astrad Fracke og Prindsesse Regitze bestandig søgte at forhindre det, men uden at anføre nogen antagelig Grund derimod.
���En Dag betragtede Dronningen den skjønne Egn ved Gurre Søe og pegede paa et Sted ved Søen, hvor hun ønskede engang at kunne bygge et Slot; thi Stedet erindrede hende om hendes Barndoms lykkeligste Dage i en lignende fredelig Egn, hvor hendes Fader havde et Lystslot. Ved denne Leilighed talte Renert atter om Sjøborg, som han syntes laae endnu skjønnere, end det Slot, Dronningen drømte sig ved Gurre Søe. »Vi ere nu ikke langt derfra«, sagde han. Og Dronningen fik stor Lyst til at see det, men mødte atter Indvendinger.
���»Hvad besynderligt er der da ved det Slot, - sagde hun - siden Meningerne ere saa deelte om at besøge det? jeg veed dog, det er ikke et af de farlige fortryllede Slotte, hvorom de provensalske Troubadourer fortælle saa meget Vidunderligt.«
���»Det har som oftest været brugt til Statsfængsel, min ædle Dronning! - svarede Prindsesse Regitze - der var det gamle Hertug Adolph af Holsteen for kort siden endnu sad fangen, og for at undgaae slige ubehagelige Erindringer« - -
���»Nu er han jo fri og forligt med Kongen, - sagde Dagmar - han lever jo tilfreds og nøisom paa Schawenborg og bekymrer sig ikke mere om forfængelig Glands og Herlighed. Vi ride nu til Sjøborg, Hr. Drost!« - her vendte hun sig med mere Bestemthed, end man havde tiltroet hende, til Astrad Fracke. - »Fyrstelige Personer - tilføiede hun alvorlig - skulde mindst undflye slige Minder om Magtens og Høihedens Fald og Fornedrelse og om den Mægtiges Haand, som er over os Alle.«
���Man fandt det ikke sømmeligt at gjøre flere Indvendinger,
og snart saae Dronningen det ældgamle Slot, som mellem Ruinerne af en
gammel Stad laae paa en lille Øie i en Indsøe, hvor det med sine
stærke Mure og høie Taarne syntes utilgængeligt. Kun paa
Dronningens udtrykkelige Befaling vovede Fiskerne at føre Selskabet
over til Øen. De gik til Fods gjennem Levningerne af den forfaldne
Stad, hvor nu kun nogle fattige Fiskerhytter stode opklinede til store Mure af
gamle Steen-Bygninger. De maatte tøve en Stund ved den tillukte
Slotsport, medens Borgfogden betænkte sig paa, om han paa Dronningens
Befaling turde lukke op eller ikke. Imidlertid læste og forklarede de
lærde Kanniker den latinske Indskrift, som var indhugget i en Steen over
Slotsporten, og som vidnede om Slottets Ælde, da det deri sagdes at
være opført af Hedningerne i Aristoteles og Alexander den Stores
Dage. [Note: Vixit Aristoteles & Alexander dominatur Dum per gentiles castrum
Sjöborg fabricatur.]
���Endelig aabnedes Porten og Reiseselskabet traadte ind i Slotsgaarden.
���»Her er mørkt og skummelt«, sagde Dagmar og betragtede det høie stærke Fangetaarn og de tykke Borgmure, som beængstende indesluttede det stille øde Gaardsrum, hvor Græsset groede høit over Brostenene og intet Spor af Liv og Virksomhed var at see.
���»Var jeg ikke kommen saa vidt, kunde jeg fast fristes til at vende om, - vedblev Dronningen - her seer ud som jeg tænker mig det i en Borg, hvor den sorte Død har havt hjemme.«
���»Eders Naade ønsker maaske ikke at see mere«, sagde en lille stærk Mand med et vrantent og skummelt Ansigt, som, med en lodden Hue i den ene Haand og et stort Bundt Nøgler i den anden, flere Gange havde bukket ydmygt for Dronningen, uden at hun havde bemærket ham. Det var Slotsfogeden, hvis Hilsen nu Dronningen besvarede, idet hun erkyndigede sig om hans Navn og Bestilling.
���»Boer her nu slet Ingen paa Slottet?« spurgte hun adspredt.
���»Ingen uden jeg, eders Naade! med min gamle Hustru og Slutteren - svarede han med usikker Stemme - og det forstaaer sig - vedblev han hastig, da Dronningen saae sig om - den ærværdige Hr. Bisp der i Taarnet. Det er ham, der seer herud gjennem Jernstængerne; han vil maaskee gjøre eders Naade sin underdanige Opvartning, og snakke Eder allehaande for om sin slette Behandling; men jeg beder Eder ydmygst, at I ikke vil høre paa hans Snak eller indlade Eder med ham; det er en farlig gudsforgaaen Krop, som der ikke er et Ord Sandhed i.«
���»Ak, er det her han sidder, den ulykkelige Bisp!« sukkede Dagmar og saae med inderlig Medlidenhed op til Fængselsgitteret; men Forfærdelse blandede sig med hendes Medynk, da hun nu saae det vilde blege Ansigt, som med et uredt rødligt Skjæg fordreiede sig krampagtigt bag Gitteret, idet to mørke funklende Øine stirrede hende imøde mellem Jernstængerne.
���»Dronning Judiths ædle Datter! Danmarks fromme Dronning! - lød nu en huul Mandsstemme fra Taarnet - jeg besværger Eder ved den forbarmende Gud og vor hellige Frue, at I ikke forlader denne Jammerens Bolig, inden I har hørt hvad den ulykkelige, mishandlede Bisp Valdemar har at sige Eder.«
���»Tal frit, Ulykkelige! - svarede Dronningen - I kan Intet have at sige mig, som jo Alle maae høre.«
���»Har Rygtet om eders Fromhed ikke ogsaa bedraget mig - raabte Fangen med bitter Stolthed - saa vil I vist ikke fordre, at en Biskop af kongeligt Blod skal give sin Elendighed til Priis for eders Terner og Tjenere: jeg, som har hørt Kongers og Keiseres Skriftemaal, skal vist ikke forgjeves betle hos Eder om et Øiebliks Samtale uden spottende Vidner.«
���»Her er visselig Ingen i mit Selskab, som spotter den Ulykkelige - svarede Dronningen - men jeg vil opfylde eders Ønske.« - »Før mig ind paa Slottet, og bring den fangne Herre for mig!« bød hun Slotsfogeden.
���Han trak paa Skuldrene og rystede betænkelig paa Hovedet, idet han med en fortrædelig Mine langsomt aabnede Døren for Dronningen og hendes Følge.
���De traadte ind gjennem Forsalen i en stor hvælvet Riddersal, fuld af Støv og Spindelvæve, og hvor Ugler og Flaggermuus fløi forskrækkede ud gjennem de sønderbrudte Vinduer.
���»Eders Naade maa undskylde, at her ikke er feiet og pudset - mumlede den trevne Slotsfoged - her pleie vi ikke at vente andre Fremmede, end dem, der maae være fortrolige med Støv og Natfugle. Her kan eders Følge opholde sig, og i Værelset her jævne ved skal jeg bringe Eder Fangen gjennem Løngangen. Men jeg maa udbede mig et Par af eders stærkeste Svende til Hjelp; naar jeg løser ham fra Blokken, er han ellers istand til at slaae mig for Panden og undløbe. Den ærværdige Hr. Bisp er stærk som en Bjørn og ikke at spøge med. Jeg beder eders Naade endnu eengang - tilføiede han - at I ikke agter paa hvad han siger; han er den lebendige Antichrist og jeg troer fast, han har forsvoret sig til den Onde.«
���Paa Dronningens Vink fulgte nu et Par Svende med Slotsfogeden; hvorpaa Dagmar bad sit Følge blive, og gik ene ind i det anviste Sideværelse.
���Det var et lidet dunkelt Kammer, med et eneste Vindue, som sad høit oppe i den tykke Muur og var forsynet med Jernstænger. Paa Væggene hang der store Jernlænker, Bøiler og allehaande gamle forrustne Kobberredskaber, hvis Bestemmelse syntes at have været at tvinge Fanger til Bekjendelse; deres Ælde og Skikkelse vidnede om Hedenskabets barbariske Tider. Et plumpt Steenbord med Skrivertøi og en lille Malmklokke var tilligemed to gamle Stole forresten det eneste Boskab i det skumle uhyggelige Marterkammer.
���Dronningen satte sig i den store Armstol ved Bordet og ventede en Stund med Haanden under Kinden paa den mærkelige Fange, hvis vilde stolte Aasyn hun fast gruede for at see igjen.
���Snart hørte hun Raslen af Lænker; en Løndør i Væggen, som hun ikke før havde seet, blev aabnet, og nu saae hun det samme frygtelige Ansigt, hun nylig havde seet bag Gitteret. Med Hænder og Fødder sammenlænkede traadte den høie stolte Bisp med kongelig Anstand og Værdighed frem for hende og hilsede taus, medens han, med et bydende og foragteligt Sideblik til Slotsfogeden og de to Svende, der ledsagede ham, syntes at vente paa at Dronningen skulde give dem Befaling til at forlade Værelset.
���Dronningen havde reist sig og besvaret hans Hilsen; men Synet af den stolte Fange havde rystet hende; hun syntes at have Møie med at fatte sig og tøvede med at give den Befaling, han ønskede. Bispen vendte sig da selv med bydende Mine til Slotsfogeden: »I og eders Haandlangere ere overflødige her - sagde han - troer I, Danmarks Dronning ikke har Mod til at være ene med en lænket Mand?«
���Slotsfogeden og Svendene saae uvisse og spørgende paa Dronningen.
���»Gaaer kun udenfor Døren! - sagde hun med usikker Stemme - jeg skal ringe, naar jeg vil Eder Noget.«
���Slotsfogeden og Svendene gik, og Dronningen gav Bisp Valdemar et Vink til at sætte sig, medens hun selv sank tilbage i Armstolen og følte sig angreben af det stærke Indtryk, den besynderlige Fange gjorde paa hende.
���Han blev staaende og betragtede hende med et skarpt gjennemtrængede Blik.
���»Kan dette Aasyn ogsaa skuffe - sagde han bitter - saa er det sidste Glimt af Gudbilledet paa Jorden en falsk bedragerisk Maske. Kjender I mit Liv og den formeentlige Brøde, hvorfor jeg bærer disse Lænker, ædle Dronning!« - vedblev han roligere, og det var ligesom en Blanding af Mildhed og Veemod dæmpede Vildheden og Bitterheden i hans stolte kolde Aasyn.
���Dagmar havde foldet sine Hænder, og det var ligesom en lønlig Bøn havde givet hende den Rolighed og Styrke tilbage, som hun før savnede.
���»Jeg kjender eders Fødsel og nøie Slægtskab med det danske Kongehuus - tog hun nu med stille Værdighed Ordet - jeg veed hvorledes den verdslige Krones Glands har ledet eders dristige Sjæl paa Afveie; men jeg haaber at I nu i eders Trængsel og Gjenvordighed har vendt eders Sind til Fredens og Frelsens Herre. Efter min fromme Moders Formaning var ogsaa min første Bøn til min Herre og Konge et endnu vel forgjeves Ønske om eders Frigivelse.«
���»Forgjeves? - gjentog Bispen med smertelig Heftighed - uforsonligt er hans Had da, og hans Hevn uudslukkelig, den stolte lykkelige Seierherre, som jeg bar paa disse Arme og sang Kæmpeviser for, før jeg drømte om, at han skulde sidde paa Danmarks Throne, naar jeg sad i Bolt og Lænker paa hans Bud.«
���»For Uretfærdighed kan I ikke anklage min ædle Herre og Konge - tog Dagmar Ordet igjen - og hvad I saa har at sige mig, beder jeg Eder erindre, at jeg er Valdemars Dronning og intet Ord bør høre, som fornærmer min Ægteherre og Konge. Hans mægtige Haand er falden tungt paa eders Hoved, og det smerter mig dybt at see en Mand som Eder i Lænker; men« - -
���»Men jeg bærer dem med Rette, mener I - hør mig, ædle Dronning! hør hvorledes det gik til med mit Fangenskab og døm saa, om jeg bærer disse Lænker med Rette, og om den Harm, som fortærer mig, er syndig og uretfærdig. Vel sandt, jeg greb Sværdet i aaben Kamp mod Kong Knud, da han med væbnet Haand sigtede mig for Svig; i Forbund med den gamle Hertug Adolph gjorde jeg Fordring paa den Krone, min Fastersøn ikke havde mere Ret til, end jeg. Han sendte eders kjække Gemal den unge Hertug Valdemar imod os. Krigslykken var os ugunstig; vi bleve overvundne. Men den Overvundne har ogsaa Rettigheder: vi søgte Fred og Forlig, og paa Tro og Love, under Løfte om sikkert Leide, betroede vi vort Liv og vor Frihed i Seierherrens Haand. Og see! saaledes holdt man de dyre Løfter og Eeder: som dømte Misdædere kastedes vi, uden Lov og Dom, i dette Fængsel. Dyrt maatte den gamle Hertug Adolph kjøbe Liv og Frihed med Fortabelsen af sine helligste Rettigheder; og jeg, som intet Hertugdom havde at kjøbe min Frihed for, jeg sidder her endnu blandt Ugler og Tudser. Maa da ikke denne himmelskrigende Uretfærdighed neddrage Himlens Forbandelse og Straffedom over Throne og Folk! og kan det Rige bestaae for den Retfærdiges Dom, hvor Tro og Love saaledes er traadt under Fødder?«
���»En saadan Uretfærdighed kan jeg umulig tiltroe min ædle høimodige Konge - svarede Dagmar - I fordølger mig visselig Sandheden, Herre! jeg har hørt tale om en svar, en gruelig Brøde« - hun holdt inde og betragtede med Gru hans vilde urolige Aasyn.
���»I blues ved at nævne den skjændige Opdigtelse af Underfundighed og Svig - tog han nu Ordet - og det gjør eders fromme Hjerte Ære. Kong Knuds bratte Død skulde være mit Værk - ikke sandt? - her loe han krampagtigt - eller jeg skulde idetmindste være Medvider i et Mord, som maaskee aldrig er skeet, og som aldrig er beviist for Verdens Øine. Som en hemmelig Kongemorder og farlig Efterstræber af mine Fastersønners Krone og Liv er jeg behandlet: saaledes skal det synes et retfærdigt Selvforsvar at indespærre mig her til min Dødsdag. Men jeg bar dog disse Lænker, da Kong Knud endnu var karsk; jeg var fordømt, mod Tro og Love, som en Forræder og Kongemorder, førend den retfærdige Haand fraoven knuste min meensvorne Dommer og drog ham for den evige Hevners Domstol.«
���»Hvad Kong Knud kan have forsyndet sig imod Eder, ærværdige Herre! - svarede Dagmar - det maa han forsvare for hiin store Dommer og det kan dog aldrig regnes min retsindige Gemal til Brøde« -
���»Vilde han ikke dele Broderens Brøde, hvi gjorde han da ikke godt hvad hiin gjorde ondt, og løste sin ulykkelige Frende af Lænken, da Magten og Kronen var hans? - men derom vil jeg tie; jeg vil ikke glemme, det er med hans rene, fromme Dronning jeg taler. I veed nu, ædle Dronning, med hvad Ret jeg sidder her: havde jeg myrdet Kong Knud, som han vel kunde have forskyldt af mig - hvi beviste man det da ikke for al Verden? hvi lod man da ikke Bøddelsværdet falde knusende paa mit Hoved, og Ravnene fortære mig paa Steilen? Skaansel var det visselig ikke. Men kan Ingen opstaae imod mig og vidne, jeg er skyldig, saa fordrer jeg Frihed og Erstatning for hvad jeg her har lidt, ikke som Naade, nei, som streng Retfærdighed, som et helligt Krav paa Menneskelighed.«
���»Var I fri i dette Øieblik - svarede Dagmar - og havde I udført hvad der engang var eders Agt og Villie, sad I nu, mægtig og hædret, paa Danmarks Throne, tilstaae mig det, Ulykkelige! da bar min kongelige Gemal maaskee de Lænker, jeg med Bedrøvelse seer betynge eders fribaarne Hænder.«
���»Ha, var det saa! - svarede Bispen, og Tanken om en slig Lykkesomskiftelse gav hans mørke Øine en frygtelig Ild - sad jeg nu paa Danmarks Throne, hvortil jeg havde større Ret og Adkomst, end Nogen, sukkede eders lykkelige Gemal nu i disse Lænker - han standsede pludselig og skiftede Farve, derpaa vedblev han med nedstemt Tone - ædle Dronning! vilde I da ikke kalde mig ubarmhjertig og grusom, hvis jeg ikke paa eders fromme Bøn vilde løse hans Lænker, og paa hans Eed og Æresord give ham tilbage til Verden og Menneskenes Samfund?«
���»Jeg haaber endnu at see Eder fri engang - sagde Dronningen og betragtede ham med et forskende Blik - men kunde Kongen da stole paa, at I vilde holde den Eed og opfylde det Løfte, som maatte være den nødvendige Betingelse for eders Frihed? kunde han da stole paa, at I aldrig mere vilde lade Eder forlede af daarlig Herskesyge eller uchristelig Hevn til at efterstræbe ham og hans Krone? jeg seer paa eders Aasyn, ærværdige Herre, at I endnu ikke har forligt Eder med Gud og hans Tilskikkelse, og at eders Hjerte endnu ikke er frit for Had og Bitterhed og fredløs Higen efter Høihed og Magt.«
���»Dronning, Dronning! - svarede Bispen og hævede sit Hoved - I er selv fød af høikongelig Æt og kan ikke foragte den Krone, I bærer. Fordøm ikke hiin stolte Higen i mit Bryst, som bød mig i Bispekaaben gribe dristig efter mine Fædres Krone! Bind Ørnen til Dueslaget eller til det hellige Alter, og see, om den ikke vil løsrive sig og søge Veien over Skyen mod det herlige Sollys! Sjælshøihed og medfødt Storhed foragter de smaalige Skranker, som Lykken og et lunefuldt Folk vil opreise for Aanden og Modet; og visselig! havde dette Hoved ikke været viet og salvet til en Krone af Kongernes usynlige Konge, skulde jeg ikke havt Kraft til at holde det opreist under disse Lænkers fornedrende Vægt.«
���Som han saaledes talte, glindsede hans Øine af en sværmerisk, halv vanvittig Ild; men idet han veemodig betragtede sine Lænker, tilføiede han med bitter Selvfornægtelse: »dog derfor kan I nu være rolig, Kong Valdemars Dronning! giver Kongen mig fri paa min Eed og mit Løfte om Fred og Forsonlighed, saa gaaer jeg tilbage til Kirken, til hvis ophøiede Tjener jeg for Verdens Øine er salvet og viet; og i dens hellige Skjød vil jeg stræbe at glemme hvad jeg under gunstigere Stjerner kunde have øvet og virket for en utaknemmelig Verden. Glandsen og Høiheden har jeg seet fare mig forbi, som en skuffende Drøm - jeg vaagnede i Fængsel og Lænker - og, ved Gud og vor hellige Frue! er mit Fængsel sprængt og mine Lænker afrystede, skal jeg ikke andengang fristes til at ville beherske en Verden, jeg har lært at foragte.«
���»Gud give, at I med et frommere Sind kunde afsige Verden, end I nu synes stemt til, ærværdige Herre! svarede Dagmar og betragtede med Ængstelighed og dyb Medynk hans urolige, men lidende Aasyn. Den Behandling, I her har været underkastet, kan jeg vel vide har været lidet skikket til at formilde eders heftige Sind og forsone Eder med Verden og Menneskene; men jeg giver Eder mit Ord paa, at eders Tilstand fra idag skal forbedre, og hvad jeg formaaer til at fremskynde eders fuldkomne Frigivelse og Udsonelse med Kongen, skal jeg visselig ikke undlade. Han, som raader for hvad der skal komme, vil lede Alt til det Bedste og give Eder Styrke til at bære Ulykken, som Lykken, naar den vender tilbage. Men giv mig eders Haand derpaa, ærværdige Herre! og lov mig det for den Alvidendes Aasyn, at I vil komme mig ihu og mindes, jeg er Valdemars Dronning, naar I, som jeg haaber, snart for min Bøns Skyld udvandrer fri fra disse Mure! Giv mig eders Haand derpaa! og jeg vil troe, hvad eders mørke Aasyn endnu synes mig at nægte, at I for hans store Kjærligheds Skyld, som bar Korset for os Alle, vil stræbe at taale og tilgive, og lade enhver Tanke paa Hevn imod ham, jeg elsker, være fjern fra eders Sjæl, saasandt som I selv engang haaber Tilgivelse hos den evige Forbarmer!«
���»Visselig, Visselig!« udbrød Bispen, heftig bevæget; hans urolige Blik syntes for første Gang at hvile med Fred paa den fromme Dronnings Aasyn og Skikkelse, medens han greb hendes Haand og førte den ærbødig til sine Læber. - »Jeg lover Eder med Haand og Mund for den Alvidendes Aasyn - vedblev han høitidelig - at jeg aldrig i mit Liv skal glemme denne Time, og vorder jeg fri for eders Bøns Skyld, skal jeg aldrig glemme hvad jeg skylder Kong Valdemars ædle Dronning. Ja, blev jeg mægtig og stor, som jeg nu er ringe og foragtet - tilføiede han stolt og opløftede sit Hoved - satte Herren mig selv paa St. Peders høie Stol og gav mig Magt til at løse og binde evindelig - jeg vilde ikke binde ham, som bandt mig, naar slig en Engel stod ved hans Side; jeg vilde ikke med Kirkens Lyn og Forbandelse knuse ham, som med sit verdslige Spiir nedtrykte mig i Støvet, saalænge en saadan Fredens og Forsonlighedens Engel stod imellem os. - Og nu Fred være med Eder, ædle Dronning! staaer jeg end mishandlet og fornedret for eders Øine, og ere mine Hænder end bundne, som Apostelens i Hedningers Fængsel, som en indviet Kirkens Tjener og en fri Forkynder af det levende Guds Ord, staaer jeg her dog endnu og meddeler Eder, i Kraft af Indvielsens Helligdom og paa mit hellige Embedes Vegne, den saliggjørende Kirkes Velsignelse.«
���Med disse Ord opløftede han den lænkede Haand med høi biskoppelig Værdighed. Dronningen saae ikke den lænkede Fange; hun saae kun den høie mægtige Uddeler af det Helligste; hun bøiede uvilkaarlig sit Knæ og modtog med foldede Hænder hans Velsignelse.
���Derpaa gik Bispen taus og stolt tilbage mod Løndøren, hvorfra han var kommen. Dronningen reiste sig og ringede, hvorpaa Slotsfogeden med Slutteren og Svendene traadte ind og fulgte Fangen gjennem Løngangen til Taarnet.
���Stille og tankefuld, sad Dagmar endnu i Marterkamret og eftertænkte hvad hun kunde og turde gjøre for den ulykkelige Bisp, da Slotsfogeden kom ene tilbage gjennem Løndøren og ventede taus i en ydmyg Stilling paa hvad Dronningen efter den lange Samtale med Fangen havde at sige ham.
���»Har Kongen udtrykkelig befalet, at Biskop Valdemar skal bære Jern og være smeddet til Blokken, som en Dødsfange?« spurgte hun rolig og betragtede ham med et Blik, som han søgte at undvige.
���»Om ikke just udtrykkelig - stammede Slotsfogeden forvirret - saa har jeg dog min Konges strenge Befaling til at indestaae med mit eget Liv for Fangens Tilstedeværelse, og dertil har jeg intet sikkrere Middel, end Lænken og Blokken.«
���»Kan Slottets Udgange da ikke bevogtes? - spurgte Dronningen videre - og ere dets Mure ikke faste nok til at modstaae en enkelt Mands Kræfter? hvorfor seer jeg ingen Vagt og Besætning her?«
���»Efter de Forholdsregler, jeg hidtil har fulgt - svarede Slotsfogeden, endnu mere forlegen - har jeg troet at kunne spare min strenge Konge slig unødvendig Udgift; men naar eders Naade befaler det, skal jeg øiebliklig lade Vagter besætte alle Udgange og give Fangen al den Frihed, min egen Sikkerhed kan tillade.«
���»I har altsaa egenmægtigt udvidet eders Myndighed - sagde nu Dronningen fortørnet - I har uden Nødvendighed ladet den Ulykkelige vansmægte i Lænker. Derfor skal I staae Kongen til Rede og Regnskab, naar han kommer hjem. Det er hans og min Villie, at Slesvigs Biskop behandles med al den Skaansel og Værdighed, som tilkommer hans høie Byrd og hans ærværdige Stand, og at I ikke udstrækker eders Myndighed her en Haarsbred videre, end I har udtrykkelig Fuldmagt til. Jeg lader nu en af mine troe Tjenere blive her tilbage; og vogt Eder, Hr. Slotsfoged, at I ikke handler anderledes, end I kan forsvare! I vil blive dragen til strengt Ansvar for enhver Uretfærdighed, her i min kongelige Gemals Navn er blevet udøvet.«
���Angest og skjælvende, kastede Slogsfogeden sig paa Knæ og bad Dronningen for den hellige Jomfrues Skyld ikke gjøre ham ulykkelig og anklage ham for Kongen, hvorhos han forsikkrede, at den ærværdige Hr. Bisp skulde nu blive behandlet som en Konge og faae godt Øl og Kjødmad selv paa Fastedagene, om hun befalede det.
���Uden at give den krybende Slotsfoged nogen Trøst, gik Dronningen tilbage til Riddersalen. Der kom Prindsesse Regitze hende urolig og misfornøiet imøde og bad hende, som snarest forlade dette sørgelige og ubehagelige Opholdssted. En saa lang Underholdning med Kongens bittreste Fjende og saa farlig en Statsforbryder, gav hun ogsaa Dronningen at forstaae, kunde let mistydes og lægges hende til Last af Kongens Venner.
���»Min kongelige Gemal har en utro Foged paa dette Slot, - sagde Dagmar rolig - det glæder mig, at Hændelsen førte mig hid. Kongen er streng og retfærdig; men her bliver hans Befalinger misbrugte af Lavhed og Egennytte til Uretfærdighed og Grusomhed. Sørg for, Hr. Hofmester! - her vendte hun sig til Ib Urne - at en tro Kongens Tjener bliver her tilbage og paaseer, at den fyrstelige Fange ikke behandles strengere, end Kongen udtrykkelig har befalet!«
���Hr. Ib Urne satte strax denne Dronningens Befaling i Udøvelse. Snart begav Reiseselskabet sig tilbage gjennem Slotsgaarden. Dronningen kastede endnu et veemodigt Blik op til Fængselsgitteret og syntes at skimte Fangens blege Ansigt i den mørke Baggrund. Taus og alvorlig forlod hun det skumle Fangeslot, og førend hun paa den modsatte Søbred atter havde besteget sin Ganger, afbrød Ingen den almindelige Taushed.
���Den stille Grevinde Ida og Jomfrue Kirstine af Rise rede nærmest ved Dronningens venstre Side. De glædede sig af Hjertet over hendes milde goddædige Adfærd og talte nu med Deeltagelse om den ulykkelige Fange, hvis fyrstelige Udseende selv i Frastand mellem Jernstængerne havde forbauset dem.
���»Men han har dog et frygteligt Tigerblik - indvendte Prindsesse Regitze - og min Broder Kongen har vist Ret; havde Bisp Valdemar Evne, som Villie, vilde han være Keiser eller Pave, og Vee da den, der ikke bøiede sig for ham!«
���»Der er noget Stort men Frygteligt i hans Aasyn - sagde Dagmar - dog med Herrens Hjelp kan vel hans medfødte Høihed overvinde det dybe Had og den stolte Menneskeforagt, som fortærer ham.«
���»Efter hvad mine Brødre har fortalt mig om ham - sagde Grevinde Ida - har jeg længe beklaget, at en Mand med saa store og herlige Evner skulde være sjunken saa dybt; jeg har dog altid troet, hans Ulykke har været større, end hans Brøde.«
���»De kjække Grever af Schwerin - svarede Prindsesse Regitze - see i vor urolige Bisp Valdemar kun Helten og Krigeren, og som saadan fortjener han vistnok Agtelse; men hans lave Byrd paa mødrene Side er umiskjendelig saavel i hans Iid som i hans Aasyn, og man kan ikke fortænke det danske Kongehuus i, at han her betragtes med heelt andre Øine. Skjøndt han paa en Maade er min Frende, vilde jeg dog ikke være ene med ham for al Verden, og jeg maa beundre vor unge Dronnings Mod: han skal undertiden have slige Anfald af Raserie og Grumhed, at intet Menneske er sikker for ham.«
���»Den Ulykkelige! - sukkede Dagmar - han har brudt Freden med sig selv og med Verden, og til Freden i Forsoneren kan han endnu ikke finde Veien i Ydmyghed.«
���»Eders Naade fortrød dog ikke, at vi kom til Sjøborg?« spurgte Renert med et selvtilfreds Smiil og drev med Besværlighed sin Ganger nærmere. Men Dronningen hørte det ikke; hendes Øine dvælede med venlig Ømhed paa Grevinde Ida og Kirstine, hvis stille Hjertelighed og Hengivenhed hun i ethvert Ord og enhver Mine kunde læse.
���Med disse to venlige hengivne Sjæle blev den fromme Dronning hver Dag mere fortrolig. Prindsesse Regitze derimod var hende for kold og klog, og skjøndt Dronningen agtede hendes Bestemthed og rolige Besindighed, følte hun sig dog aldrig ret fri og glad i hendes Selskab; thi det var hende ligesom den ældre forstandige Regitze vilde være hendes Hovmesterinde og som Kongens Søster give sig Anseelse af en Vigtighed og Indflydelse, der ikke kunde være Dronningen behagelig. Enhver barnlig Spøg af den unge godmodige Dronning syntes i den alvorlige Regitzes Øine ikke at passe med en Dronnings Anstand og Værdighed og med de strenge Regler for Hoflivet, som Prindsessen paa det nøiagtigste indpræntede sine Damer. Saaledes deelte og adskilte sig, strax efter Tilbagekomsten til Ribehuus, det qvindelige Selskab paa Slottet; og der dannede sig ligesom to forskjellige Hofstater, som syntes fremmede for hinanden.
���Imidlertid gik Sommeren dog venligt og behageligt hen for Dronning Dagmar under stille veldædige Sysler, medens Kongen færdedes lykkelig i Lifland og lagde Grunden til den christne Kirke i dette hedenske Land.
-------
���Ved Grevehoffet i Schwerin havde Kongens Bryllup med den bøhmiske Prindsesse vakt den største Opmærksomhed og Deeltagelse især hos Slottets qvindelige Beboere. Dog var det kun den aabenhjertige Grevinde Audacia, som lod sig forlyde dermed. Prindsesse Beengjerd havde derimod siden Kongens pludselige Bortreise ikke nævnet hans Navn og havde omhyggelig undgaaet enhver fortrolig Samtale om ham med Audacia. Da Efterretningen kom om den prægtige Bryllupsfest paa Ribehuus, sad Beengjerd ved Grev Henriks Side ved Bordet; hun blegnede og da man blev opmærksom paa hendes Tilstand, skød Blodet strømmeviis fra hendes venstre Haand, som hun med Bordkniven havde skaaret et dybt Saar i. Hun lod Haanden forbinde og syntes med den største Ligegyldighed at høre Nyhederne fra Danmark. Fra den Dag af syntes Prindsessen endogsaa langt mere oprømt og munter, end tilforn, hun deeltog med Heftighed i alle Forlystelser og var endogsaa undertiden lystig indtil Overgivenhed.
���»Det var glade, lykkelige Dage, I skjænkede os!« sagde Audacia, da Prindsesse Beengjerd kort Tid efter stod reiseklædt i hendes Gemak, for at drage tilbage til Portugal. »Hvor misunder jeg Eder det varme sydlandske Blod, Prindsesse! min Glæde er dog kun mod eders, som en jævn Arneild mod et flammende Vesuv. Hvor vil den Mand være stolt og beruset af Lykke, som engang i eders Arme flyver til de lyksalige Øer.«
���»Der findes neppe Mænd - svarede Beengjerd og loe - den Slægt kjender ingen anden Lykke, end den, man ikke behøver at flyve til, men kan sende Bud efter, som efter Vinen i Kjælderen. Misund mig ellers ikke mit varme Blod, kjære Audacia! - vedblev hun hjerteligere og hendes Stemme bævede - Vulkanen kan være artig nok at see paa, men dybt i dens Indre brænde de evige Flammer. Naar I hører fra mig igjen, ædle Veninde, sidder jeg maaskee med Breviaret og Dødningehovedet i Cellen og har sagt god Nat til hele den skjønne Verden, som I troede kunde fortrylle mig.« - »Kongen af Danmark lærte mig en nordisk Sang - vedblev hun efter et tankefuldt Ophold - den Sang kan jeg endnu et smukt Vers af:
»Jeg drømte, jeg var i Himmerig
Udi den favre Bye,
Jeg havde min Kjærest i min Arm -
Vi fulde gjennem den Skye.«
���Her brast hun i en heftig Graad og sank i den deeltagende Venindes Arme. Nu erfarede først den forbausede Audacia, at Beengjerd under Lystighedens Maske skjulte et sønderrevet Hjerte, martret af den dybeste Smerte, den meest krænkede Stolthed og den bittreste Følelse af Foragt for det hele mandlige Kjøn, blandet med en fortærende uudslukkelig Lidenskab for den eneste Mand, hun havde følt Agtelse og Beundring for, men som nu dog syntes hende en Slave af en ussel, foragtelig Statskonst.
���»I gjør visselig den unge elskværdige Konge Uret - sagde Audacia, da Beengjerd havde overvundet det heftige Udbrud af Smerte og atter blev bitter imod ham. - Hvad kunde han for, at han ikke havde seet Eder et Par Maaneder før? De arme Fyrster ere dog mere at beklage, end at dadle, naar de maae beile iblinde, for Folks og Rigers Skyld, og først mærke, de have et Hjerte som andre Mennesker, naar Haanden er bunden ved Tractater og Gesandter.«
���»Jeg regnede ikke Valdemar til Hoben af Fyrster - svarede Beengjerd - og det smerter mig, jeg kunde tage feil af ham. Men anderledes er det ikke med disse Verdens Herrer: naar de synes at tilbede os, er det kun en Tidsfordriv, en Adspredelse, de søge, som ved Tavlebordet; naar deres Tjenere melde dem, at Taffelet er dækket, kaste de Brikkerne om og forlade ligegyldig Spillet, om det saa gjaldt et sønderrevet Hjerte eller en Sjæls Salighed.«
���»Ligegyldig forlod Kongen os visselig ikke - tog Audacia atter Ordet - og, som jeg hører, har han strax forladt sin unge Dronning for at drage i en farlig og vovelig Kamp.«
���»Ny Tidsfordriv, ny Adspredelse - svarede Beengjerd bitter - hvorlænge skal en ung elskværdig Prindsesse, som opoffrer Alt for at benaades med en Kongehaand - hvorlænge skal sligt troskyldigt Offerlam holde Kongeørnen tilbage fra Fjeldet og Valpladsen? - ret saa! han søger det større Bytte og bekymrer sig ikke om Smaaligheder.«
���»Jeg troer at kjende Mændenes Hjerter bedre - sagde Audacia - men skeet er skeet. Paa den stolte forvildede Kongeørn vil vi nu ikke mere harmes. Han har Fjender nok i Verden, og han maa flyve høit, hvis de ikke skal naae ham.«
���»Hvad Nød har han? - spurgte Beengjerd - han staaer jo som en Kæmpe blandt Dværge, og har desuden baade Keiser og Pave til Ven.«
���»Men Keiser og Keiser er nu to, som I veed, og faaer Philip Overhaand, som hele Nordtydskland nu haaber, saa kan den Tid vel komme, da hverken Keiser Otto eller Paven kan redde Kongen af Danmark.«
���»Lad eders dristige Gemal kun vogte sig, kjære Audacia! - sagde Beengjerd og hævede Pegefingeren advarende - sender Valdemar atter en Hær til Schwerin, vil der maaskee neppe meer blive Dands i disse Sale. Og nu lev vel, kjære Veninde! I seer, jeg er kold og rolig igjen, som det sig bør. Lad den Svaghed, jeg har røbet Eder, være en evig Hemmelighed imellem os, og hvad I saa hører om mig, saa troe dog aldrig, jeg er slig en nervesvag, smeltende Maaneskins-Dame, som en Mand kan forstyrre Hovedet paa! Der rinder ogsaa Kongeblod i mine Aarer.«
���Med disse Ord afbrød Prindsessen den fortrolige Samtale. Uden med en Mine at røbe sin Sjæls Tilstand, tog hun Afsked med Greverne af Schwerin og lovede at besøge Grevinde Audacia igjen, naar Grev Henrik engang gjorde Alvor af sin Valfart til det hellige Land.
-------
���Vinteren kom og nødte Valdemar til at ende det liflandske Korstog. Hvad der var skeet for Christendommens Udbredelse saae han vel, var ikke tilstrækkeligt, og for at grunde sit verdslige Herredømme i Landet, behøvede han en langt større Vaabenmagt. Sit faste Slot paa Øsel havde han selv maattet afbrænde, og da han saae sit eget overilede Værk opgaae i Flammer for sine Øine, svoer han høit og dyrt, at hvis han ikke levede den Dag, da det hele Land var christnet og dansk, saa vilde han ikke nævnes den store Valdemars Søn.
���Medens Kongen drog tilbage med Hæren, blev Erkebisp Andreas i Riga, hvor han tilbragte Vinteren med at oplyse og forklare Davids Psalmer for Klerkerne.
���Kongen var kommen tilbage til Ribehuus med en Seier over sig selv, som var større, end om han havde erobret et Rige. Hans Aasyn var roligt og tilfreds, og Dagmars Glæde var stor, da hun saae ham. Hun fortalte ham strax med barnlig Oprigtighed Alt, hvad hun i hans Fraværelse havde tænkt og drømt og oplevet, hvorledes hun havde lært at kjende og elske hans Folk, og hvor inderligt hun havde længtes efter ham og bedet for ham.
���Han sluttede hende rørt i sine Arme som den reneste uskyldigste Qvinde, hvem det i denne forvildede og fordærvede Verden syntes forbeholdt, kun at see det Skjønne og Gode og bede kjærlig for hver syndig og vildfaren Sjæl, som en Søster.
���Sammenkomsten med Bisp Valdemar paa Sjøborg og det Løfte, hun havde taget af ham, hvis han blev fri, var den vigtigste Nyhed, Dagmar havde at meddele Kongen ved hans Hjemkomst. Hun havde, uden at vide det, truffet det lykkeligste Øieblik til at røre Kongens Hjerte ved en tro og sanddru Beskrivelse over den Tilstand, hvori hun havde seet hans ulykkelige Frende, og hendes gjentagne Bøn om Barmhjertighed og Naade for den virkelig forurettede Fange var ikke forgjeves.
���Dagen efter sin Hjemkomst gik Kongen tankefuld frem og tilbage i sit Lønkammer og lod sin Skriver opsætte et Brev til Pave Innocenz, hvori han erklærede, at Knud Magnussens Slegfredsøn Bisp Valdemar af Slesvig, som havde stræbt den høisalige Kong Knud og ham selv efter Kronen og Livet og derfor nu i syv Aar havde siddet fangen paa Slottene Norborg og Sjøborg, vilde han nu efter Pavens Anmodning sætte paa fri Fod, paa den Betingelse, at den urolige og farlige Bisp af Paven strengelig blev tilholdet at forlade Riget og ikke forene sig med dets Fjender, men drage til Rom og forholde sig rolig.
���Denne Skrivelse blev ufortøvet afsendt og Kongen følte sig glad og let om Hjertet derved; thi han erkjendte selv, at hans Broder Knud havde handlet ubilligt ved at berøve Bispen Friheden, og at han selv havde været strengere mod sin farlige Frende, end hans velgrundede men dog ubeviislige Mistanke kunde retfærdiggjøre.
���Prindsesse Regitze og de ældste af Rigets Raad rystede paa Hovedet, da de hørte, at Kongen vilde frigive Bisp Valdemar, og de ansaae denne hans Mildhed og Eftergivenhed for en stor og vigtig Statsfeil, som de, med al deres Agtelse for den fromme Dronning Dagmar, dog høilig dadlede hende for at være Skyld i.
-------
���En klar Vinterdag sad Bisp Valdemar ved Gitteret i Sjøborg Fangetaarn og forede en stor tyk Ædderkop med levende Fluer, som han havde samlet i deres Dvale og bragt tillive ved Ildstedet. Han ømmede sig af og til ved Smerten i sine Fødder, som ved den lange Indesidden vare opsvulmede. Han var vel ikke længer smeddet til Blokken og han kunde, uden at hindres af Lænker, nu bevæge sig nogle faa Skridt i det snevre vel tillaasede Taarnkammer; men han bevogtedes nøie, og gjennem en skjult Aabning i Muren kunde Slutteren see enhver af hans Bevægelser og bemærke Alt, hvad han foretog sig. Bispens Aasyn var endnu langt mere vildt og frygteligt, end da Dronningen saae ham. Haar og Negle havde han ladet voxe; det røde Skjæg var smudsigt og filtret, og han lignede mere et vildt Dyr, end et Menneske. »Suug, Staldbroder, suug! - mumlede han og stirrede paa Ædderkoppen - suug Livet ud af Millioner, til du bliver tyk som en Oxe! saa skal du faae den store Spyflue med Septer og Krone; men æde ham maa du ikke - pine ham skal du, til han seer ud som jeg - til der ikke er mere Kjød paa hans Been, end en eneste Ravn kan fortære. Ha, elendige, barnagtige Hevndrømme! syndige ubispelige Tanker!« - Her foer han op og straffede sig haardt med en PoenitentseSvøbe, og Slutteren hørte hvor han vaandede sig under Slagene og bad.
���»Til slig jammerlig og afmægtig Ondskab - mumlede nu Fangen igjen - til slige fornedrende Tanker har Tyrannie og Mishandling nedværdiget en Kongesøn. Ha, er det den Onde, som frister mig i det lille Uhyre der? - see, hvor geskæftig den arbeider og piner sit Bytte! ret saa! - syng og spræt kun, Fange! du slipper ikke. Saaledes - ha, saaledes vilde jeg see ham sprætte, saaledes qvæles og hildes dybere og dybere i Fordærvelsen. Tie stille, Frister! tie stille! - viig fra mig Satan!« dermed slog han til Ædderkoppen og knuste den med Svøben. »Hvad gjorde jeg - sukkede han efter et Ophold sagte og nedslagen - det var min sidste, min eneste Ven i Verden, min troe Staldbroder i Nød og Jammer. I syv Aar har vi dog forligtes og levet fredeligt sammen - maatte jeg nu myrde dig, arme Djævel, fordi jeg ingen Anden kunde knuse! - Nu er jeg da ganske ene i dette Helved - sukkede han smerteligt - og Fristeren ramte jeg dog ikke - nei, han staaer udenfor og leer.«
���En dæmpet ondskabsfuld Latter hørtes virkelig i Nærheden. Det var Slutteren, som morede sig over Bispens sære Fagter og troede, han var afsindig.
���Som sædvanlig efter slige heftige Udbrud af Harme, Hevnlyst og Anger, hensank nu den ulykkelige Fange i en dyb Stilhed og Taushed, og da kunde Ingen uden Livsfare nærme sig ham. Af denne Dvale blev han mod Sædvane forstyrret ved Hestetramp og Larm i Slotsgaarden. Han reiste sig forbittret og saae ud af Gitteret. Han saae et prægtigt Tog af Riddere og Damer ride ind i det øde Gaardsrum, hvor Slotsfogeden løb urolig frem og tilbage og hilsede ydmyg og krybende det fremmede Herskab.
���»Er det nu blevet Skik ved Hove at reise til Sjøborg for at see den nye Nebucadneser? - mumlede han og trak hastig sit Hoved tilbage fra Gitteret - den Triumph skal de ikke nyde, at see mit elendige Aasyn.« Han bøiede derpaa sin Ryg med stor Besværlighed og rullede en svær opreven Gulvsteen for Døren. Det varede ikke ret længe, inden han hørte Nøgler og Jernstænger rasle, og Døren aabnedes paa Klem.
���»Hvem er der? - raabte han med frygtelig Stemme - jeg vil Ingen see - jeg vil ikke vises til Skue, som en fangen Bjørn. Den første, som træder over min Dørtærskel, sønderriver jeg med mine Ravneklør.«
���»Her er en fornem Herre fra Ribe, som bringer Eder et lykkeligt Budskab, Herre Bisp! - sagde Slotsfogeden i langt høfligere Tone, end sædvanlig - han bringer vigtige Brevskaber fra Kongen og Paven.«
���»For Pavens Budskab lukker jeg op, for Kongens ikke«, svarede Fangen og bortrullede Stenen.
���»Da vilde Pavens Budskab kun lidet gavne Eder uden Kongens«, sagde Junker Strange og traadte ind ad Døren; men da han nu saae hvem han talte til, veeg han forfærdet et Skridt tilbage. »Gud forbarme sig! er I Bisp Valdemar! - sagde han - havde min Konge seet Eder saaledes, havde I visselig ikke siddet her saa længe.« - »Jeg kommer hid for at forkynde Eder Frihed«, vedblev han og overrakte Bispen Kongens skriftlige Befaling til hans Frigivelse.
���Et Glimt af Glæde foer over Fangens skumle Aasyn; men da han saae Kongens Navn og Segl, blev hans Ansigt mørkt igjen. »Giv det til min Bøddel der! - sagde han og pegede paa Slotsfogeden, som stod frygtsom i den halvaabnede Dør. - Han kan modtage Befalinger af eders Konge, jeg ikke. Men lad see, hvad skriver den hellige Fader? han er min eneste Herre og Øvrighed i Verden.«
���Junker Strange overrakte ham nu Pavens Brev, hvori den fangne Bisp truedes med Kirkens Band, hvis han ikke øiebliklig efter sin Frigivelse drog til Rom og afholdt sig fra al Forbindelse med Kongens Fjender.
���»Saa det var Betingelsen - sagde Bispen bitter - Herodes og Pilatus altsaa Venner. Nu vel! hils da eders Konge, Hr. Ridder, og siig ham, at jeg ryster Støvet af mine Fødder paa Grændsen af hans forbandede Land og sætter aldrig min Fod meer paa dansk Grund, saalænge han bærer Krone og Septer; hvorlænge det skal være, veed Ingen af os; men der er en stor Hævner over os Alle. - Og nu afsted!«
���»Endnu Eet, ærværdige Herre! - sagde Junker Strange - jeg har medbragt Eder et uventet behageligt Reiseselskab, som I dog ikke skulde lade Eder see for i denne sørgelige Skikkelse: det er eders høifyrstelige Søster Hertuginde Jutta af Sachsen, som ved Efterretningen om eders Frigivelse selv er reist hid for at afhente Eder.«
���»Min Søster Jutta! - raabte Bispen og syntes et Øieblik at have forvundet al sin Harme - saa er der dog et Menneske til endnu, som bekymrer sig om mig - hvor er hun? jeg vil see hende« -
���»Dog ikke i denne Skikkelse, Ærværdige! - indvendte Junker Strange og stillede sig i Veien for ham - I vil forskrække hende - har I da ingen andre Klæder? - faae dog Haar og Negle menneskelige!«
���»Nei, nei, Hofsnog! saaledes - just saaledes skal hun see mig - saaledes, som I har tilredet mig, skal Hertug Bernhards Gemalinde see mig, at hun kan vidne for Tydsklands Fyrster hvorledes man i Danmark behandler en kongelig Prælat og en viet christelig Biskop.«
���Med disse Ord stødte den voldsomme Bisp baade Junker Strange og Slotsfogeden tilside og styrtede som en Rasende ud af Døren. Da han kom ud af Taarnet og indaandede den frie Luft i Slotsgaarden, saae han sin Søster, som ilede blegnende imod ham fra Slotstrappen, og han styrtede udmattet og afmægtig til Jorden.
���Da han opslog sine Øine igjen, saae han sig paa en Løibænk, i Slottets Forsal, og i sin bekymrede Søsters Arme.
���»Broder, Broder! arme, mishandlede Broder!« - jamrede den blege aldrende Dame, idet hun græd og vred sine magre Hænder, saa de gyldne Ringe faldt paa Gulvet - »skal jeg saaledes see dig igjen!«
���»Jutta! er det dig - sagde Bispen og reiste sig vaklende - ja rigtig! men du kjender mig vel neppe? ja, see kun ret paa mig og lad dette Elendighedens Billede ikke udslettes af din Sjæl, før det er betalt, hvad der i syv lange Aar er skrevet paa Regning med Gift og Galde!«
���»Ak styrk dig, kjære Broder - sagde den bekymrede Hertuginde og rakte ham med bævende Haand et Bæger Viin, som Junker Strange havde ladet bringe - styrk dig, arme Broder! at vi kan komme bort herfra og aldrig see denne Jammerens Bolig meer!« Derpaa tog hun en liden Guldkam frem af sin Sidebrask og redte hans Haar og Skjæg;
»Og for hver Lok hun hannem redte,
da fældte hun modige Taar'«
hedder det endnu derom i den gamle Folkesang.
���»For mig skal du ikke græde, kjære Søster! - trøstede han hende halv sagte - lever jeg et Aar og er karsk, fuldtvel skal jeg hevne min Harme.«
���»Ak, tie dermed! - hviskede Hertuginden ængstelig - kommer du atter paa Sjøborg Taarn, seer jeg dig aldrig meer.«
���Junker Strange var lydhør og intet Ord var undgaaet hans Opmærksomhed; men han var selv inderlig bevæget ved at see den stolte Bisp i saa ydmygende en Forfatning, og de Trudselsord, der ved hans Frigivelse nu faldt ham af Munden, ansaae den godmodige Ridder kun for ufrivillige Yttringer af den Ulykkeliges spændte og sygelige Stemning. Med en Skarlagens Ridderkappe skjulte Hertuginden nu sin Broders smudsige og forrevne Fængselsdragt. Derpaa fulgte hun ham ned ad Slotstrappen og lod ham løfte paa en adstadig Ganger; thi han var for svag til selv at stige i Sadelen. Saa hurtigt, som hans Kræfter tillode det, forlod Biskop Valdemar saaledes med Hertuginden og hendes Følge Sjøborg Slot og reiste strax ud af Landet. Han vilde først begive sig til sin Svoger Hertug Bernhard af Sachsen, for derfra, som det hed, at fortsætte Reisen til Rom, saasnart hans Sundhedstilstand gjorde det muligt.
���Junker Strange havde med Deeltagelse taget Afsked med Hertuginden og hendes tause Broder, hvorpaa han med sit Følge var reden langsomt og tankefuld tilbage til Ribehuus.
���Da den brave ærlige Ridder atter stod for sin Konge i det lønlige Gemak og fortalte hvorlunde han havde røgtet sit Ærinde og hvilken Ynk han havde seet paa den høie fyrstelige Fange, saae han Taarer i Kongens strenge Øine og greb hans Haand med Varme. »Tak fordi I betroede mig det Budskab, Herre Konge! - sagde han - hvorvel det ikke var lysteligt: jeg har seet mangt sørgeligt Syn i Verden; men Gud lade mig aldrig oftere see slig en Mand i Fængsel og Nød! det skjærer mig altid dybt i Hjertet at see medfødt Høihed og Storhed fornedret.«
���»Har jeg gjort ham Uret - sagde Valdemar - saa tilgive Gud mig det i Naade! har jeg nu handlet uklogt ved at give ham fri, som man jo siger, og vil jeg snart faae Skam og Skade til Tak; saa er det dog bedre at lide, end at gjøre Uret. For hvad der staaer i Stjernerne raader dog ingen Magt og Klogskab i Verden.«
���Junker Strange troede ikke at burde fordølge sin Konge de Trudselsord, den befriede Bisp havde udstødt i sin Heftighed, og Kongen faldt i dybe og alvorlige Tanker derved.
���»Du skal see, han gaaer ikke til Rom - sagde Valdemar betænkelig - han trodser Pave, som Konge, den Stolte, og ægger snart alle mine aabenbare og hemmelige Fjender til Hevn.«
���»Men saa rammer den knusende Bandstraale ham, hvis den hellige Fader, som man siger, er en Mand af Ord og ingen Nathue« - indvendte Junker Strange. - »Slaaer Bispen sig til eders aabenbare Fjender, Herre Konge! saa veed vi jo hvor vi kan træffe ham med Sværd og Skjold. Men I talte om hemmelige Fjender; dem kan ingen brav Mand vogte sig for. Hvem mener I med dem?«
���»I Fortrolighed, Strange! - svarede Valdemar - Keiser Otto har jeg viist vigtige Tjenester; han kalder mig vel ogsaa Broder og Ven, saalænge han behøver min Arm mod den selvgjorte Keiser Philip og Hertugen af Schwaben; men troer du, han har glemt, han er Henrik Løves Søn, og at jeg blev ved Vaabenmagt Henrik Løves Arving. Jeg troer ikke den vanslægtede logrende Løveunge bedre, end mine egne tvungne Lehnsmænd i Venden og Schwerin. Af Bisp Valdemars Svoger i Sachsen kan jeg nu heller intet Godt vente mig. Husker du hvad Hertug Bernhard sagde, da han saae Henrik Løves store Kobberløve i Brunsvigs Slotsgaard? »hvorlænge vil du med aaben Strube vende dig mod Østen? sagde han, hold op dermed! du har hvad du vil; vend dig nu mod Norden!« see, det Ord glemme de tydske Fyrster og Keisere aldrig. - Men lad Løven komme med sin aabne Strube og med hele sin Yngel! den skal finde mig lysvaagen.«
���Med disse Ord gik Valdemar med store Skridt ud af Døren, og Junker Strange fulgte ham til Raadet.
-------
���Nogen Tid var forløben, og det Uveir, Kongen havde seet optrække imod sig, var nu ikke langt borte. Den indbyrdes Uenighed i Tydskland mellem de to Keisere og deres Partier syntes at ville ophøre. Philip havde til Mortensdag 1207 sluttet Vaabenstilstand med Keiser Otto, han drog nu med en mægtig Hær, i Forening med flere tydske Fyrster, mod Norden, og man troede, det gjaldt et Anfald paa Danmark. Samme Bud, som bragte Kongen denne Tidende, overbragte ham ogsaa den vigtige Nyhed, at Bisp Valdemar havde fundet Beskyttelse hos Keiser Otto og var, til Trods for Pavens Befaling, saavel af geistlig som verdslig Menighed valgt til Erkebiskop i Bremen.
���Harmfuld over disse Efterretninger, havde Kongen strax ladet Grev Albert og Bisp Peder kalde til sig. Den strenge rolige Feltherre og den ivrige Bisp stode allerede tause og forventningsfulde i Gemakket, medens Kongen endnu gik heftig op og ned ad Gulvet med de vigtige Brevskaber i Haanden.
���»Læs!« sagde Kongen og overrakte dem Brevene, som de læste og tilbagegave.
���»Hvad agter I at gøre? min kongelige Frende!« spurgte Grev Albert uden at forandre en Mine i sit Ansigt.
���»Erkebisp - den Formastelige!« udbrød Bisp Peder heftig og betragtede Kongen med urolig Iver.
���»I see, det er ikke Tid at sidde længer rolig her hjemme - sagde Kongen - min kjære Fætter Bispen er Skyld i Alt. Ham er det, som har hidset mig alle Tydsklands Djævle paa Halsen. Han drømmer nok alt, han er Pave, og fra Bremens Erkebispestol vil han skaffe mig mere at gjøre, end alle de Andre tilsammen. Men hør! min Plan er lagt: Lad øiebliklig Hæren sammenkalde, min kjække Søstersøn! Vi maae ikke give Philip Tid til at sætte Fod paa dansk Grund. Og I, gjæve Bisp Peder! I skal være min Talsmand i Rom. Drag ufortøvet did og gjør Indsigelse paa mine Vegne mod Bisp Valdemars Valg til bremisk Erkebiskop! Jeg skal give Eder Brev og behørig Fuldmagt med. Det er af ingen ringe Vigtighed; jeg stoler paa eders Iver og Dygtighed. I holder Eder ufravigelig til Pavens egne Ord og den udtrykkelige Betingelse for Bisp Valdemars Frigivelse.«
���Med disse Ord afskedigede Kongen dem begge, og Dagen efter drog han selv med Grev Albert og sine Riddere, i Spidsen for en lille udvalgt Hær, mod Rigets Grændser, medens Bisp Peder, ledsaget af sin gamle troe Martin og tvende bevæbnede Svende, med største Iil begav sig paa Veien til Rom. Kongens Brev og Fuldmagt havde han forsigtig selv fastsyet til Brystlommen i sin Underkjortel.
-------
���Over en Maaned var forløben. Bisp Peder havde reist Nat og Dag. Den største Deel af Reisen var gaaet lykkelig for ham. I et sortrøget og smudsigt Herberg mellem Terni og Rom sad han en Aften, gjennemblødet af Regn, i den almindelige Gjestestue. Han lod Martin tørre Reiseklæderne ved Ildstedet, medens han ved det fastpælede smudsige Bord forfriskede sig med et Bæger Orvietto-Viin.
���»Saavidt kom vi da - smaasnakkede Martin - og imorgen ved denne Tid kan vi jo, om Gud vil, være i Rom. Det er, min Tro, et herligt Land dette Velskland, naar de stakkels Folk kun ikke vare saa eenfoldige: forlanger jeg en Kande Øl, kommer de mig altid med den fordømte Olie; det er alt det, de veed hvad en Flaske Viin er for noget. Herre Bisp! - sagde han nu høit - nu er Reisekappen tør; vil I nu tage den paa og lade mig faae Kjolen tørret. I er, Gud hjelpe mig, istand til at faae en Feber paa Halsen, saaledes kom I farer afsted og bryder Jer hverken om Regn eller Uveir. Rom løber jo ikke fra os, veed jeg.«
���Bispen lod ham snakke og gav ham Kjortelen, medens han svøbte sig i Kappen og tænkte paa den latinske Tale, han vilde holde for Paven.
���»Det maa dog nok være Snak med alle de Røvere, der skal være hertillands - vedblev den snaksomme Martin - endnu har vi jo ingen seet; men nysgjerrig er man her som Pokker. Før var jeg nær aldrig sluppen fra en Tydsker, som med Djævels Vold og Magt vilde vide hvem vi var og i hvad Ærinde vi reiste.«
���»En Tydsker? - spurgte Bispen og blev opmærksom - hm, hvad svarte du ham da?«
���»Ih, jeg svarte hvad sandt var, at min Herre var en fornem Bisp fra Danmark, Kongens bedste Ven, som reiste med vigtigt Bud og Brevskab til Paven - og at jeg var« - -
���»Dum Sladder og Pral! - afbrød Bispen ham fortrædelig - hvem bad dig om at gjøre Nogen klog derpaa?«
���»Om Forladelse, strenge Herre Bisp, hvis jeg deri har forseet mig - svarede Martin og tabte Kjolen af Haanden - jeg kunde gjerne have bundet ham Noget paa Ærmet, men I pleier jo aldrig at kunne lide, nogen Menneskesjæl lyver; dermed siger I jo vi gjør Venskab og Kammeratskab med Djævelen - Kors bevare! og havde jeg sagt Andet, havde jeg jo aabenbart løiet.«
���»Du kan tie, hvor Tale ikke baader - sagde Bispen heftig - her troede jeg mig dog sikker for din Snaksomhed, siden du ikke forstaaer et Ord af Sproget; i Tydsken troede jeg ikke heller du var stærk.«
���»Ak, Herre Bisp! jeg hjelper mig som jeg kan - svarede Martin - det Latin, jeg lærte i Kapittelhuset, kommer mig her godt tilpas. Men vil I ikke tage Brevtasken selv til Jer, Herre! - jeg er bange den skal komme Ilden lidt for nær.«
���»Gudsdød! min Brevtaske - raabte Bispen og foer heftig op - giv hid! den maa ikke komme fra mit Bryst: den er mig vigtigere, end alle vore Reisepenge.« Derpaa tog han den vaade Kjortel paa igjen.
���Bispen og gamle Martin havde under denne Samtale ikke bemærket, at en høi, taus Pillegrim var kommen ind i Stuen til dem og havde sat sig i en mørk Krog ved Døren. Nu kom ogsaa Huusverten ind med et Par fremmede bevæbnede Ryttere, som talte slet Italiensk og syntes at være Tydskere.
���»I skal altsaa følge den fromme Hr. Pillegrim til Loretto - sagde Verten frittende - det maa være en tung Gang for en fornem Herre, især naar han har svolne Fødder; men at han ikke maa tale et Ord paa hele Reisen synes mig dog næsten den værste Poenitentse. Ak, du kjære Herregud! hvad kan man ikke komme til at love den hellige Jomfru naar man er i Nød og Betryk! jeg har saamæn selv engang lovet hende ikke at spørge nogen Reisende om hans Navn et heelt Aar, for en fordømt Stregs Skyld.«
���»Det Aar er nu da vel ude?« skjemtede en af de fremmede Ryttere.
���»Ja for længe siden, kjære Sjæl! og slige Løfter gjør jeg aldrig meer. Man maa dog jo vide hvem man har under sit Tag, at man ikke skal huse Røvere og Kjættere. En anden Sag er det med Folk, som den fromme Pillegrim der, som et helligt Løfte berøver Navn og Mæle. Men Maaltidet er beredt, mine Herskaber! Vi spise vel Alle af samme Fad. Forsaavidt vi trænge til Føde, ere jo alle den kjære Guds Skabninger lige.«
���Der traadte nu flere Gjester ind og satte sig ved det dækkede Aftensbord midt i Gjestestuen, hvor ogsaa Bisp Peder havde taget Sæde. En tyk smudsig Qvinde, som var Vertens Hustrue, satte et stort Fad dampende Macaroni paa Bordet. Verten stillede sig ved Bordenden og læste med foldede Hænder en Bøn. »Huusfred, Landefred og Samvittighedsfred!« saaledes endte han Bønnen, og da han i samme Øieblik bemærkede en Feil ved Anretningen, slog han sin Hustru Saltkarret i Hovedet, og spurgte, med Ønsket om en tredobbelt Forbandelse, om det var at dække bord for saa fornemme Herskaber.
���Den huuslige Strid, som heraf opstod, blev afbrudt, idet den tause Pillegrim i Krogen pludselig reiste sig og gav Verten et Vink, medens han kastede en Pung paa Bordet, som Verten hastig stak til sig.
���»Det strider mod min fromme Herres Løfte - sagde den fremmede Rytter - at tage Deel i Bordets Forlystelser, saavelsom at hvile nogen Nat under Tag, inden han naaer Loretto.«
���»Ja saa! - sagde Verten - saa ønsker jeg Eder en lykkelig Reise og beder den hellige Jomfru ledsage Eder.«
���Pillegrimmen vendte sig for at forlade Stuen; det var stærk Aftenskumring og Pigen traadte just ind med to Lamper, som hun satte paa Bordet med det sædvanlige Ønske om den lykkeligste Nat. Hastig nærmede Pillegrimmen sig Døren, men i det han med et skarpt Blik betragtede Bisp Peder, gled den store Pillegrimshætte ham ned over Nakken; Lampelyset faldt stærkt paa hans Ansigt, og Bisp Peder, som var bleven opmærksom paa den besynderlige Gjest, syntes forbauset i det blege rødskjæggede Ansigt at gjenkjende Bisp Valdemars vilde lidenskabelige Træk.
���Verten havde fulgt sine Gjester til Dørs og var kommen tilbage. »En smuk Helgen! - sagde han og korsede sig - han gaaer bodfærdig paa sin Fod gjennem Byerne; han nyder kun Vand og Brød og mæler intet Ord i Herbergerne: men paa Landeveien rider han magelig, har baade Kjødmad og Viin med sig og taler tydsk som en Djævel med sine Drabanter. Nei, med Fromheden og Helligheden i Verden er det reent forbi.«
���»Jeg saae ikke feil. Det var Bisp Valdemar - hviskede Bisp Peder til Martin - han reiser ikke til Loretto men til Rom. Har Paven ikke mit Budskab, inden han kommer, er det galt. Hold reen Mund og lad strax Hestene sadle!«
���»Men har han kjendt Eder, Herre Bisp! var det maaskee dog sikkrest at lade ham drage forud. Han har fire stærke Ryttere med sig.«
���»Vi ere jo ogsaa fire. I Kongens Ærind holder ingen Dansk Mandtal over Venner og Fjender. Der er vel ogsaa flere Veie til Rom. Gjør som jeg siger!«
���Martin gik, og snart stode Hestene sadlede for Døren. Bisp Peder havde imidlertid af Verten erfaret hvad Vei Tydskerne med Pillegrimmen vare reiste; han havde tillige faaet Anviisning paa en anden langt kortere Vei til Rom, men som gik gjennem en vild og farlig Fjeldegn. Dog derfor vidste Verten Raad. For god Betaling var strax en kyndig Veiviser beredt til at ledsage de Reisende.
���Bisp Peder betalte rigelig det Maaltid, han ikke gav sig Tid til at nyde, og svang sig rask og ivrig paa sin Ganger. Den omhyggelige Vert gav ham en from Velsignelse med paa Veien; men Bispen blev betænkelig derved; thi Tonen i Vertens Stemme erindrede ham om Bordbønnen som endte med Forbandelse; og da han saae den Veiviser, Verten havde anbefalet, var han nærved at fortryde sin hastige Beslutning. Men nu reed Føreren foran paa sit Muulæsel. »I Guds Navn!« sagde Bisp Peder og fulgte ham.
���De havde redet nogle Timer. Mørket tiltog og Veien blev vanskeligere og snevrere mellem Fjeldene; den slyngede sig i saamange Bugter og Krumninger, saa man syntes at komme ligesaameget tilbage, som frem. Tilsidst var der intet Spor meer at see. Føreren holdt stille og erklærede, at han havde forvildet sig og ikke længer kjendte Vei eller Sti. »Men hist seer jeg Fakler paa Fjeldskrenten - sagde han - det er vist Æseldriverne fra Herberget; de vilde samme Vei som vi. Dersom de gode Patroner tillade det, vil jeg give de godt Folk et Tegn, som vi bruge her i Nødsfald til gode Venner.«
���Uden at vente paa Svar tog han hastig en Pibe frem og stødte tre Gange deri med en hvinende og gjennemtrængende Lyd. Tegnet besvaredes strax af et lignende, og Faklerne kom nærmere.
���»Man kommer - sagde Veiviseren - det var en Lykke, jeg ikke glemte min Jægerpibe.«
���Bisp Peder saae skarpt og betænkeligt paa den gule sortsmudskede Italiener. Det var netop saa lyst endnu, at han kunde skimte et listigt Smiil om hans tynde Læber. Bispen reiste aldrig ubevæbnet; med Haanden paa sit Sværdhefte kastede han et tillidsfuldt Blik mod Himlen og kaldte paa Martin. »Siig til Svendene - sagde han paa dansk - at vi maae i Guds Navn være beredte paa et pludseligt Angreb.«
���»Herregud! er det saaledes fat!« sukkede Martin og skyndte sig at udføre sin Herres Befaling.
���Det varede ikke mange Øieblik før de saae sig omringede af en Flok vilde smudsige Karle med Fakler og blinkende Sværd. Føreren var forsvunden. Martin og de to Svende saae forfærdede paa den store Overmagt; men de grebe dog uden Betænkning til deres Sværde. Bispen havde strax sit Sværd draget; men hans Hest blev sky for Faklerne; den steilede med ham paa en Fjeldskrent og styrtede.
���Bedøvet af det stærke Fald, laae Bispen med Sværdet i Haanden nedenfor Skrenten og vidste ikke hvad der var foregaaet. Da han kom til sig selv, var der bælmørkt omkring ham; han hørte Martin og Svendene jamre sig og bande i nogen Frastand. Med Besværlighed reiste han sig og famlede i Mørket frem efter Lyden. »Det var bedre I bad, end bandte - raabte han - hvor er I? hvor blev Røverne?«
���»Det var Djævle og ikke Mennesker - jamrede Martin - men Gud og vor Frue være lovet, at I er levende, Herre! jeg ligger her og kan ikke røre en Haand.«
���»Vi slog fra os saalænge vi kunde - sagde den ene af Svendene - men der var vist ti mod een.«
���»Tyve Djævle mod een, vil du sige - raabte Martin - ak, hjelp os, kjære Herre, vi ligge her bundne og svømme i vort Blod.«
���Endelig fandt Bispen sine bundne Tjenere og skjar deres Baand over med sit Sværd. De sprang op og saae sig om; men der var Ingen at see og høre i Nærheden. Langt borte saae de endnu Glimt af Faklerne, som snart forsvandt mellem Fjeldene.
���»Var det virkelig Røvere og ikke Djævle?« - sagde Martin, som nu først mærkede, at han intet betydeligt Saar havde faaet, og at det, han før havde taget for Blod, kun var en Bæk, han havde ligget i. »Ak, kjære Herre Bisp! - vedblev han - da jeg saae Hesten styrte ned med Jer ad Skrenten, blev det sort for mine Øine, jeg huggede fra mig hvad jeg kunde; men der var, som sagt, vist over tredive Slyngler om at binde mig.«
���»Tak din Gud for Livet og pral ikke, Martin! - sagde Bispen - blev nogen af Jer farlig saaret?«
���»Det er et Guds Under, at der er en heel Lem paa nogen af os - sagde Martin - jeg vil ikke prale, kjære Herre! hvor mange Røvere der var, skal jeg rigtignok lade være usagt, for jeg havde andet at gjøre, end at tælle dem; men at jeg har forsvaret mig ordentlig, selv da jeg var bunden og ikke kunde røre en Lem, see det kan jeg bevise Eder, Herre! der ligger Randselen med eders Ordensklæder og her har jeg Guldpungen. Jeg lod ikke de Kjeltringer tage en Hvid deraf.«
���Bisp Peder foer nu med Haanden til sin Brystlomme. »Guds hellige Blod! den er borte - udbrød han forskrækket - jeg er plyndret - hele Reisen er forgjeves.«
���»Jeg har den jo, Herre! raabte Martin - her har jeg jo Guldposen.«
���»Hvad spørger jeg om Guldposen? Brevtasken, Brevtasken med Kongens Brev og Fuldmagt« -
���»Det var en Ulykke, kjære Herre! havde I kun betroet den til mig! - men har I ikke tabt den i Faldet? vi maae lede til den findes.«
���»Forgjeves, forgjeves - den er borte - den er ikke tabt - den er ranet med Vold og Magt - den var syet godt fast - Kjolen er sønderreven - Lommen er afskaaren. - Ha, det var ikke almindelige Røvere. Guld og Klæder brød de sig ikke om - mine Brevskaber gjaldt det - ha, dette Overfald var den formastelige Bisp Valdemars Anstiftelse. Hvad skal jeg nu i Rom uden Brev og Fuldmagt?«
���Den heftige Bisp var næsten fortvivlet. Han vred sine Hænder og vidste ikke, om han nu skulde drage frem eller tilbage.
���»Min kjære, gode Herre! - trøstede Martin ham venlig og troskyldig - hvor kan I dog tage Eder den Ting saa nær? I veed dog vel sagtens hvad der stod i Brevet, og saa veed jeg dog, I kan belægge eders Ord vel saa godt som Kongen selv. Og hvad Fuldmagt behøver I? naar den hellige Fader seer eders ærlige danske Ansigt, saa kan han jo nok see, I farer ikke med Usandhed.«
���»Gamle trofaste Martin! - sagde Bispen glad - gjennem din Mund taler min gode Skytsaand til mig. Ja du har Ret: med Guds Hjelp kan jeg undvære Kongens Brev og Fuldmagt. Jeg vil ikke sørge for hvad jeg skal sige: han, som i denne Time holdt sin beskjærmende Haand over os, han kan ogsaa give mig Ord og Fuldmagt, som ingen Konge kan give mig bedre, og ingen Røver fratage mig. Kom! vi vil i Herrens Navn drage videre. Jeg har før fundet Vei hvor der var vel saa mørkt, og værre Fjender i Nærheden; men jeg havde ham med mig, som er Veien og Lyset.«
���Bispens tillidsfulde Ord gave nu ogsaa Svendene Modet tilbage. De fandt snart alle Hestene, og, skjøndt man hverken kunde see Vei eller Sti, fulgte Tjenerne nu dog trøstige deres gudfrygtige Herre, som med Hænderne foldede over Sadelknappen lod Hesten gaae sin egen Gang, uden at røre ved Tøilen.
���De havde saaledes redet tause en Tidlang, og Ingen vidste hvor han kom hen.
���»Jeg gad dog vidst, Herre Bisp! - sagde nu Martin betænkelig - hvor I før har fundet Vei i saadant Mulm og Mørke. For mine Øine er det, som vi reed her mellem lutter Klippestyrtninger og dybe Afgrunde.«
���»Saa er det jo ved hvert Skridt, vi gaae i Verden - svarede Bispen - om vi ogsaa i vor daarlige Selvklogskab ere stokblinde derfor.«
���»Var det saaledes at forstaae, fromme Herre! saa maa I vel have Ret; men jeg troede ikke, I talte til mig, som vor Herre til Disciplene.«
���»Ogsaa i bogstavelig Forstand var det Sandhed, jeg sagde - svarede Bispen - med Tro og Tillid til den usynlige Veiviser, har jeg før fundet Vei, hvor Mulmet og Mørket gjorde mig mere beklemt om Hjertet, end her, og hvor værre Fjender vare mig nær, end de, jeg her frygter for: det var i et mørkt forbandet Taarn, hvor der var Koglerie og Djævelskab.«
���»Kors bevare os! hvorledes kom I da derfra? Herre!« spurgte Martin, nysgjerrig og frygtsom, idet han saae sig om og korsede sig.
���»Jeg maatte gaae derfra gjennem Ildsluer, og det var min velforskyldte Straf, fordi jeg vilde være klogere, end det er et christent Menneske forundt, og kige i den Bog, som skjuler Menneskenes Skjæbne og Fremtid.«
���»Er der da virkelig en saadan Bog til?« - spurgte Martin og glemte at see efter den farlige Vei - »det er jo den, man kalder Cyprianus.« Han slog atter et Kors for sig, da han nævnede dette Navn og saae sig betænkelig tilbage.
���Svendene vare blevne noget tilbage. Man var kommen til et Sted, hvor der kunde ride to jævnsides, og Martin reed med spændt Opmærksomhed hen ved sin tankefulde Herres Side.
���»Lad os ikke tale meer om slige Ting - sagde Bispen med dæmpet Stemme - saameget vil jeg kun sige dig, Martin! naar du vil tie dermed: Det bæres mig for, at jeg har Grund til at troe, at af denne min Reises lykkelige Udfald afhænger min store Herre og Konges Liv og Lykke. Hans høisalige Broder Kong Knud kunde maaskee endnu have levet og siddet paa Danmarks Throne, havde han sendt mig denne Vei og brugt Kirkens Arm, hvor han brugte sin egen. Men det forstaaer du dig ikke paa, gamle Martin! spørg mig aldrig mere om slige Ting! Lad os drage vor lige Vei med Gud og ikke bekymre os om de forborgne Ting og dem, som skal komme!«
���Tause og stille, fortsatte nu Bisp Peder og hans Tjenere Reisen, som iblinde, til det blev Dag; og da de nu saae sig tilbage, gyste de Alle, og det syntes dem et forbarmende Guds Underværk, at de, uden at nedstyrte og knuses mellem Fjelde og Afgrunde, havde kunnet ride en saadan Vei i Mørket. De traf snart paa Mennesker og erfarede nu, at man vel kunde komme ad denne Vei til Rom, men at intet Menneske vovede derpaa om Natten. Nu kunde de ikke uden en stor Omvei komme tilbage paa den almindelige og ellers kortere Vei. De havde imidlertid Dagen for sig. De leiede en ny Veiviser. Snart saae de den gule Tiber; de fulgte den smukke Vei langs med dens Bredder, og inden Aften naaede de lykkelig Rom.
���Uden at standse noget Øieblik for at betragte den store mærkelige Stads Herligheder og mærkværdige Oldtidsminder, begav Bispen sig Morgenen efter sin Ankomst i sin bispelige Ornat til Vaticanet, og forlangte øiebliklig at indlades i et høist vigtigt Anliggende til Pave Innocenz. Han maatte imidlertid tøve over en Time i Forsalen; thi hans Hellighed - hed det - havde lukket sig inde i sit Lønkammer med en fremmed Pillegrim, som man troede var en fornem Afsending fra Keiseren og de tydske Fyrster. Heftig og utaalmodig gik Bisp Peder op og ned i Forsalen. Endelig aabnedes Døren til Pavens Gemakker, og med et stolt triumpherende Smiil fremtraadte den høie tause Pillegrim, i hvem Bisp Peder nu tydelig kjendte sin Konges Dødsfjende, Bisp Valdemar. Kjæk og frimodig treen Peder Sunesøn sin formummede Fjende imøde, og det hoverende Smiil i Pillegrimmens Aasyn forsvandt pludselig. Han syntes et Øieblik overrasket og forfærdet, men med et listigt foragteligt Blik paa sin afvæbnede Anklager og Modstander, forlod han taus og hastig Forsalen, uden at lade som han kjendte ham.
���Med fuld Fortrøstning paa sin retfærdige Sag og det Sandhedens ubedragelige Vidnesbyrd, han nu med fordoblet Iver og Kraft følte sig mægtig til at aflægge for St. Peters hellige Stol, traadte Bisp Peder ind for den strenge og mægtige Pave Innocenz.
���Paven sad med sin Purpurfløiels Skulderkrave over den hvide Liindragt, i en forgyldt Armstol, med Foden paa en rød Fløiels Skammel, hvorpaa de hellige Nøgler vare indvirkede, og ved hans Side stod et Bord med et Crucifix mellem en stor Mængde Papirer. I det kraftige Oldingsansigt laae en Ro og Bestemthed, som forbausede. Hans Haar var graat men krusede sig kraftigt om den røde FløielsCallot, som skjulte Tonsuren. Synet af denne mægtige Mand, som fra sit Lønkammer beherskede Konger og Keisere, gjorde et stærkt Indtryk paa den danske Bisp, som for første Gang stod for sin strenge Overherres Øine. Han bøiede sit Knæ og kyssede Korset paa hans fremstrakte Fod; derpaa reiste han sig frimodig og gjorde i sin Konges Navn den alvorligste Indsigelse mod Bisp Valdemars uretmæssige Valg til bremisk Erkebisp. Han beraabte sig paa Pavens eget Brev og udtrykkelige Betingelse for den fangne Bisps Frigivelse, og inden Paven fik Tid til at spørge om Brev og Fuldmagt fra Kongen, aflagde Bisp Peder en sanddru Beretning om det natlige Overfald og tilbød sig med den helligste Eed og sine Tjeneres Vidnesbyrd at bekræfte Sandheden i sit Udsigende.
���Den strenge kraftfulde Innocenz syntes et Øieblik raadvild og ubestemt. Den ligesaa snilde som dristige Bisp Valdemar havde nylig saaledes fremstillet ham Sagen, og havde vidst at lægge en saadan Vægt paa Keiserens og de tydske Fyrsters Gunst og Forbøn, at den ellers saa standhaftige Innocenz næsten havde besluttet at tilgive ham og bekræfte hans Erkebispevalg, hvis det paa nogen Maade lod sig forene med hans Ord og Løfte til Kongen af Danmark.
���Saaledes som Bisp Peder nu med Kraft og Iver oplyste Sagen, maatte Paven betragte Bisp Valdemar som en farlig og egenmægtig Oprører selv mod den pavelige Stol. Den svare Mistanke, der endnu hvilede paa hiin listige overmodige Prælat, som Efterstræber af hans kongelige Fætteres Krone og Liv, og nu denne sidste underfundige Voldsgjerning mod Bisp Peder, hvori den Anklagede, efter al Sandsynlighed, havde Deel - alt dette gav nu ved Bisp Peders klare og ivrige Fremstilling, Bisp Valdemars Sag et saa misligt Udseende, at Paven besluttede at undersøge Sagen paa det Strengeste med Cardinalerne, og gav Bisp Peder det bedste Haab om et forønsket og lykkeligt Udfald for ham og hans Konge.
���Glad forlod denne Kong Valdemars tro og nidkjære Afsending Vaticanet og ventede nu rolig paa det bedste Udfald af sin Sendelse.
���Bisp Valdemar erfarede den samme Dag ved sine Venner og Speidere, at Cardinalerne i Anledning af hans Sag vare samlede hos Paven, og at han kunde vente at blive dragen til strengt Ansvar for mange svare Beskyldninger. Han fandt det ikke raadeligt at oppebie Udfaldet af denne mislige Sag, og da man næste Morgen søgte ham for at høre hans Forsvar, var han intetsteds at finde. Han havde hemmelig om Natten forladt Rom for at tage sin Tilflugt til sine verdslige Venner og Beskyttere.
���Efter Bisp Valdemars Flugt syntes hans Sag at drages i Langdrag, og den utaalmodige Bisp Peder frygtede med Rette for hans mægtige og formaaende Velyndere, saavel ved Pavehoffet selv, som blandt de anseeligste Konger og Fyrster i Europa. Den ene Uge gik efter den anden, og to Maaneder vare forløbne, uden at det endnu lod til, at Paven og Cardinalerne vilde tage nogen endelig Beslutning. Men nu indløb den forbausende Efterretning, at Bisp Valdemar var flygtet til Keiser Philip og Hertug Bernhard af Sachsen, af hvem han med bevæbnet Bedækning var ført til Bremen, og at han der var bleven modtagen med stor Jubel og Glæde som Erkebiskop. Dette voldsomme Indgreb i de pavelige Rettigheder fortørnede Innocenz høilig: han betænkte sig nu ikke længer paa at erklære Bisp Valdemar for en Oprører mod Kirken og den pavelige Stol, og et formeligt Bandbrev blev udstedet, hvis Overbringer blev bemyndiget til at kuldkaste hans Magt og Myndighed som Erkebisp i Bremen og erklære ham fredløs og forbandet, til han bodfærdig og angergiven selv indstillede sig til Dom for den pavelige Stol.
���Udrustet med denne mægtige Bandstraale, begav Bisp Peder sig øiebliklig paa Tilbagereisen fra Rom, og inden han saae sin Herre og Konge igjen, agtede han selv at drage til Bremen og fuldføre dette farlige Foretagende. Thi der var ingen ved det pavelige Hof, som under disse Omstændigheder havde Mod og Lyst til at udsætte sig for den aabenbare Livsfare, der var forbunden med at overbringe det pavelige Bandbrev i en fjendtlig Stad til en saa mægtig beskyttet Forbryder mod Kirken.
-------
���Som Bisp Valdemar en Dag stod for Høialteret i Bremens Domkirke og i sin nye erkebispelige Ornat læste Messen for det forsamlede Folk, traadte en høi Mand ind i Kirken, iført en stor hvid Hættekappe med et sort Dødningehoved, udsyet paa Brystet; hans Ansigt var skjult af Hætten, der naaede ham i en Spids til Brystet, og gjennem to store Huller i Hætten tindrede et Par mørke ildfulde Øine. Den alvorlige formummede Skikkelse nærmede sig Alteret og lagde det pavelige Bandbrev opslaget for Erkebispens Øine. Han stirrede forbauset paa den pavelige Bulle og blegnede. Den Formummede traadte tilbage og var forsvunden blandt Folket; og nu lød en mægtig Røst gjennem Kirken: »Erkebisp Valdemar er lyst i Kirkens Band; Vee den, som beskytter Kirkens Fjende! - forbandet er den, han velsigner - hans Stav er brudt og den hellige Salve bortsveden af hans Isse.«
���En almindelig Forfærdelse udbredte sig over Menigheden. Som lynslaget styrtede Folket ud af Kirken. Den bandlyste Erkebisp tabte Krumstaven af Haanden og sank afmægtig om for Alteret. Men Bisp Peder, som havde været Overbringeren af det frygtelige Bandbrev, var faa Timer efter ude af Bremen og paa Veien til Kong Valdemar, som efter Rygtet havde slaaet Keiser Philip paa Flugt fra Nordalbingien og var dragen med en stærk Besætning ind i Brunswig.
���Rygtet om Keiser Philips mislykkede Angreb paa Danmark, om hans hovedkulds Flugt og den danske Konges seierrige Fremgang havde sat hele Nordtydskland i Skræk og Forbauselse. Til dette mægtige Angreb havde de smaa nordtydske Fyrster sat al deres Tillid, og adskillige af Kong Valdemars Vasaller og Lehnsmænd havde uden Betænkelighed gjort fælles Sag med Keiser Philip og sendt ham Hjelpemandskab mod deres forhadte Lehnsherre.
-------
���Paa Schwerin Slot holdt sorte Grev Henrik et vigtigt Krigsraad med Bispen af Hildesheim og Grev Adolph. Hertug Bernhard af Sachsen havde ved en egenhændig Skrivelse stadfæstet Efterretningen om sit og Keiser Philips Nederlag paa de danske Grændser, hvilket han dog kun kaldte et mislykket Angreb og et øieblikligt Tilbagetog, som han nu haabede skulde formaae Keiseren til en alvorligere Rustning i Bamberg. Greven af Danneberg og den vendiske Fyrste Henrik Borwin og hans Brødre havde nylig forladt Schwerin med Løfte om Hevn og virksom Understøttelse mod den fælles Fjende.
���»Sagde jeg det ikke nok - sagde Bispen af Hildesheim - I var for hidsig, Grev Henrik! I vilde ryste Frugten af før den var moden, og den traf Jer steenhaard i Panden. Krigslykken er nu eengang med Kong Valdemar, og paa den Vei kommer I aldrig til Maalet.«
���»Paa Omveie endnu mindre, Herre Bisp! - sagde Grev Adolph - hvad hjalp det nu, at vi ikke selv aabenbart var med Keiseren? havde vi været med, skulde Hæren dog ikke have ladet sig jage, som en Flok Faar.«
���»Det var et sandt Ord, kjække Grev Adolph! - sagde Henrik af Schwerin og beed sig harmfuld i Underlæben - hvad hjalp det dumme Svogerskab mig? hvad hjalp Forliget med Johan Ganz? mit halve Grevskab staaer endnu i Pant, og Graaboe Slot opbygger jeg aldrig. Hvad hjelper alle vore Skriverier, Hr. Bisp! alle de fine forblommede Ord har Fanden skabt: vor hele Plan er nu i Kongens Haand og hvad han ikke kan stave sig til, har den næsvise Grev Otto fortalt ham. Ha, hvi lænkede jeg ikke den Øretuder fast til Blokken, da jeg havde ham! Nu ere Vingerne voxede paa Vildgaasen, og han bryder sig ikke meer om mine Jægere, end at han sender mig Knud Rødnæse selv tilbage med Brev og Hilsen og Tak for sidst. Hør hvad den dumdristige Dreng tør skrive mig til.« Her rev han et Brev op og læste:
���»Hilsen tilforn og skyldigst Tak for det ædle Gjestevenskab »i Schwerin Slotstaarn! »Hvorlunde Jagten løb af paa Kong Valdemars Bryllupsdag, »kan eders dygtige Jæger selv berette, hvis han det ei har for»gjættet hos Vildttyvene i Ribe Tyvehul. Eders gudelige Ven »og fromme Mellemhandler hos Kongen, har jeg paa min »egen Fare ladet Sold og Løn udbetale med Hundepidsken. »Hvad mig selv anbelanger, da er jeg, efter de sidste Op»dagelser, i alle Maader løst fra min Eed og mit Tausheds»løfte, og hvad der er dunkelt og forblommet i eders kløgtige »Skrivelse til Keiseren, har jeg tilfulde oplyst min Herre og »Konge om. Jeg vilde ønske, at jeg for Fremtiden, med mere »Agtelse og med Tillid til eders ridderlige og fyrstelige Ære, »kunde nævne mig
»eders aabne og altid kampfærdige Fjende
»Ridder Otto, Greve af Lüneborg.«
���Grev Henrik sønderrev Brevet og kastede Stumperne harmelig paa Gulvet.
���»Hvad vil I harme Jer over den kaadmundede Drengs Stikpiller? - sagde Bispen af Hildesheim - Er det sandt, at Grev Albert rykker med en Hær mod Schwerin, har I nu vigtigere Ting at tænke paa. Dennegang ender det neppe med Dands og Lystighed, som sidst. Jeg vil raade Eder at forlade Slottet snarest muligt med eders Broder og Gemalinde, hvis I ikke troer, det kan forsvares saa længe, til Keiser Philip og Hertug Bernhard, kan komme sig af Skrækken og sende Jer Undsætning.«
���Som de endnu raadsloge herom, kom en Grændserytter jagende ind i Slotsgaarden. Han bragte Greverne af Schwerin den forfærdende Efterretning, at Grev Albert havde forstyrret Wittenburg og ødelagt Slottet Boitzenborg, og at han plyndrede og ødelagde allevegne, hvor han drog frem, uden Skaansel. Kongen af Danmark - hed det - havde selv været med ved Boitzenborg og havde der havt en fortrolig Sammenkomst med Keiser Otto. Derfra var Kongen dragen med Keiseren til Ribe; men Grev Albert og den unge Grev Otto af Lüneborg rykkede med stærke Skridt mod Schwerin.
���Grev Henrik skummede af Harme. Han gav Befaling til sine Krigshøvdinger at samle alt krigsdygtigt Mandskab i Schwerin og at berede sydende Beeg og gloende Stene til at modtage Fjenden med. Det hjalp ikke, at Bispen af Hildesheim raadede til Flugt og føiede Anstalter til selv at forlade Slottet. Grev Henrik vilde Intet høre derom, og Grev Adolph erklærede, at han vilde blive og dele Skjæbne med sin kjække Bundsforvandte.
���Medens Alt var i Bevægelse paa Schwerin Slot med Forsvarstilberedelser, stødtes der i en Trompet fra Taarnet, og en høi fremmed Mand i en graa Hættekappe lod sig melde, som en gammel Ven, der kom i et vigtigt Anliggende. Slotsbroen blev nedrullet og den Fremmede indladt. Da han traadte ind i Riddersalen til de forsamlede Herrer og Fyrster, studsede Alle, som om en Hevnens og Forfærdelsens Aand var traadt ind iblandt dem, idet den Fremmede slog Hætten tilside fra det vilde udtærede Aasyn.
���»Erkebispen af Bremen - den kjække Bisp Valdemar!« lød det nu fra Mund til Mund, og Grev Henrik bød ham velkommen, som en tro Ven og Staldbroder i Nøden.
���»Kalder I mig Ven og Staldbroder endnu, naar I hører hvem jeg er? - sagde den frygtelig alvorlige Gjest - jeg er en fredløs, en bandlyst Mand« - -
���»Fredløs! - bandlyst!« - gjentoge Alle med Forfærdelse.
���»Fredløs og bandlyst!« gjentog ogsaa Grev Henrik, men rakte ham Haanden med det samme, »Ven og Staldbroder er I mig dog ligefuldt - Ven og Staldbroder i Nød og i Hevn.«
���»Saa hør da - sagde den mørke Gjest - jeg troede Innocenz for frygtsom og de tydske Fyrster og Folk for heltemodige: hvorledes det er gaaet Keiser Philip og Hertug Bernhard veed I, mig ramte Bandstraalen for Høialteret selv; den har smeltet Krumstaven i min Haand og bortsvedet en hellige Salve af min Isse, siger man; men jeg har endnu Marv i min Haand og Kongeblod i mine Aarer. Giv mig for Bispehuen en Hjelm og for Monstransen et Sværd! og I skal ikke have kaldt mig Ven og Staldbroder i Nøden forgjeves.«
���»Hvad har I da isinde, lad høre, kjække Herre! - sagde Grev Henrik - Fjenden er for Døren, og her er ikke lang Tid at raadslaae.«
���»Slottet kan I ikke forsvare med den Haandfuld Folk, I har - tog den krigskyndige Erkebisp nu rolig og besindig Ordet - det er slet befæstet, har jeg seet, især fra Østsiden, og Grev Albert er ikke at spøge med. Lad en lille Besætning her tilbage, for at underhandle med Fjenden om en taalelig Overgivelse! men følg selv ufortøvet med mig til Bamberg! Medens I der sætter Mod i Keiser Philip og driver paa et afgjørende Tog mod Dansken og Keiser Otto, drager jeg i Spidsen for mine gamle Sachser og Bremere mod Hamborg; jeg tager Staden ved Storm og Overrumpling og derfra skal jeg give Kong Valdemar Andet at tænke paa, end at plyndre og ødelægge Schwerin. Keiser Otto er ham kun gunstig paa Skrømt; det veed Ingen bedre end jeg; han vil nu søge Hjelp i England; men inden den Hjelp kommer, maa det være ude med det danske Tyrannie. Min overmodige Fætter har nu ogsaa blandet sig i de svenske Kronstridigheder, et veed I maaskee alt - de tappre Sunesønner ere med 16000 Danske og Bøhmere dragne Kong Sverker til Hjelp mod Prinds Erik. Det er et lykkeligt Øieblik. Kan jeg nu holde Kongen Stangen ved Hamborg, medens Svensken slaaer Sunesønnerne og I med Keiser Philip og Hertug Bernhard trænger Grev Albert paa denne Side - saa maa Danmarks Throne styrte, og saa skal jeg lære Kong Valdemar og den strenge Innocenz, hvad en bandlyst Kongesøn formaaer.«
���»Høiærværdige Hr. Broder! - sagde Bispen af Hildesheim og studsede - det er nok ingen simpel Ridderhjelm, I vil bytte Eders Bispehue med: forstaaer jeg Eder ret, vil I have en gylden Ring om den; men betænk, det er en halsløs Gjerning! uden Fred med vor hellige Fader, rammer Bandstraalen Kronen som Infulet.«
���»Lad det være min Sag, Hr. Broder! - afbrød Erkebispen ham stolt og tillidsfuldt. - Har I overveiet min Plan, Grev Henrik! saa betænk Jer ikke længer! her ere Øieblik kostbare.«
���»Jeg følger Eder, kjække Herre! - sagde Grev Henrik bestemt. - I er fød til at bære Septer og Krone.«
���Neppe var denne Beslutning tagen, førend den blev sat i Værk, og inden en Time havde de schwerinske Grever med deres Familie og Kostbarheder forladt Schwerin Slot og drog med deres Venner og Bundsforvandte til Bamberg.
-------
���Kong Valdemar havde imidlertid ved en stor Seiersfest paa Ribehuus havt Keiser Otto til Gjest. Folket var stolt og svimmel af Krigslykken og deres seierrige Konge. Skjaldene priste hans Seier og hoverede over Keiser Philips og de tydske Fyrsters Flugt og Nederlag. Selv den fredelige, sagtmodige Thorgeir Danaskjald syntes beruset af sin Konges Lykke og gav Folket en Seierssang, hvori han priste Fædrenes Manddom og Dygtighed og berømte Kongen, som den store Valdemars uovervindelige Søn. Skjøndt det var Keiser Ottos Fjender, hvis Flugt og Nederlag der hoveredes over, behagede det dog ikke Henrik Løves Søn at høre den tydske Manddom og Dygtighed ringeagtet i Danmark. Keiser Otto havde ikke sin Faders heltemodige Udseende: han var uanseelig af Vext; hans ubestemte noget fromladende Ansigt syntes bedre at passe til en Klerk, end til en Keiser, og hvor han viste sig ved den høie Valdemars Side, kunde ikke al hans keiserlige Pragt erstatte hvad han manglede i Kraft og Værdighed til at gjøre Indtryk paa Folket.
���Skjøndt Valdemar viste sin keiserlige Gjest al den Ære og udvortes Høflighed, han kunde fordre, var Kongen dog for ærlig og oprigtig til ganske at kunne fordølge sin Mistillid til ham; og Keiseren forlod ham og det danske Folk med et dybt og hemmeligt Nag i Hjertet og med den Beslutning, ikke længer, end nødvendigt, at holde Freden og Forbundet med den seiersstolte Konge af Danmark.
���Da Keiseren var borte, var Valdemars Aasyn først fuldkommen tilfreds og roligt. Han syntes nu endogsaa at have forvundet enhver hemmelig Sorg og at have forglemt den skjønne Beengjerd; idetmindste var hans Glæde sand og oprigtig, da den fromme elskværdige Dagmar kort efter hans Hjemkomst meddeelte ham sit og Danmarks glædelige Haab om en Thronarving.
���Midt i Glæden herover og førend Seiersrusen endnu var forbi, fik nu Kongen den uventede og ubehagelige Tidende, at den bandlyste Bisp Valdemar havde den 3die August taget Hamborg med Storm og plyndret den overrumplede Stad paa det Ubarmhjertigste. Paa samme Tid hørte han Tidenden om, at Grev Albert og Grev Otto havde indtaget og besat Schwerin Slot uden betydelig Modstand, men at Grev Henrik og hans Venner vare hos Keiser Philip i Bamberg, hvor der foretoges svære Udrustninger. Fra Sverrig bragtes tillige det Budskab, at Prinds Eriks Vaabenmagt var stor og overlegen, men at Bisp Peder og hans Brødre dog agtede at vove et Hovedslag.
���»Han er mig for hidsig, den kjække Bisp! - sagde Kongen, og gik med dette sidste Budskab i Haanden heftig frem og tilbage i Dronningens Gemak. - Fra Romerreisen skilte han sig mesterlig; her frygter jeg, hans Heftighed bringer ham selv og hans kjække Brødre i Ulykke.«
���Han udstedte nu hastig en Deel Befalinger og lod sit Harnisk bringe.
���Dronningen sad imidlertid taus og stille ved sit Sømmebord og betragtede sin heftige Gemal med et veemodigt Blik.
���»Velan! jeg drager mod Hamborg - sagde Kongen nu høit og bestemt, efterat han enstund havde staaet taus og tankefuld, med Haanden paa Panden - men, saasandt jeg er den store Valdemars Søn! jeg farer ikke i Harnisk forgjeves. Jeg forlader dig atter, min ædle Dagmar! og du seer mig kun som Seierherre igjen. Det gjælder Land og Rige.«
���»Ak, min kjæreste Herre og Konge! - sukkede Dagmar, medens Valdemar iførte sig sin Rustning - kommer da den Tid aldrig, da I kan sørge for Land og Rige i Fred? og skal jeg da stedse kun see Eder som et herligt glædeligt Drømmesyn, der kommer og forsvinder, men aldrig kan boe og bygge hos mig i Herrens Fred og Glæde?«
���»Naar jeg bliver gammel og graa - svarede den jernklædte Konge og hvilte Haanden paa det store Slagsværd - da faaer jeg og Danmark vel Fred engang, haaber jeg, og da har jeg et stort Fredens Værk at udøve, som jeg nu ikke kan tænke paa: at bygge Landet med Lov sømmer sig en viis og god Konge; men Kronens Sikkerhed og Ære maa der først sørges for. Saalænge mine Fjender vaage, kan jeg ikke hvile og tænke paa Fredens Gjerning. Gud være med dig, du fromme Fredens og Sagtmodighedens Billede! i din venlige Nærhed tør jeg ikke dvæle og indslumre. Til Seir og Lykke blev Volmar fød - men Lykken vendes kan om til Nød - har en gammel Spaamand sagt mig. See, derfor vil jeg gribe Lykkens Vinger fast, medens de endnu suse over mit Hoved. Gud styrke dig, min Dagmar, farvel!«
���Med disse Ord forlod Valdemar sin fromme Dronning og Ribehuus. Dagmar sad atter forladt paa det store øde Slot; men snart hørte hun Tidender fra ham.
-------
���En Dag sad Dronningen i Fruerstuen og syede paa smaa Huer og Christentøi til den lille forventede Thronarving. Ved hendes høire Side sad Grevinde Ida sørgmodig og tænkte paa sine Brødres ulykkelige Strid med Kongen, medens Naalen ofte faldt ud af hendes Hænder; hun havde samme kjære løndomsfulde Syssel som Dronningen og hendes Skikkelse røbede tilstrækkelig hendes Tilstand. Jomfru Kirstine af Rise slog munter Guldspolen i den lille Silkevæv og nynnede paa Thorgeir Danaskjalds Seierssang, som meest var til Ære for Kongen, men hvori Grev Albert og Ridder Otto ogsaa nævnedes, som Kongens bedste og kjækkeste Riddere.
���Paa en Skammel ved Dronningens Fod sad liden Rigmor og lyttede til Sangen.
���»Er det da kun Konger og Riddere, som fortjene Ære og Priis? - sagde Rigmor - kan ikke Væbnere ogsaa være flinke?«
���»Aa jo! - svarede Kirstine - men saa blive de nok ogsaa Riddere engang, og hører man nogen rask og dristig Gjerning af dem, blive de nok ogsaa besjungne. Nu vil der blive Nok at synge om, naar Bisp Peder Sunesøn og hans tappre Brødre komme hjem med Seier fra Sverrig.«
���»Gid du sige det i en god Tid, kjære Kirstine! - sagde Dronningen - det gjælder mangent kjært og dyrebart Liv. Ogsaa mange af mine kjære troe Landsmænd droge did. Gud veed, om de komme tilbage.«
���»Men hvad skal de da i Sverrig? - spurgte Rigmor utaalmodig - det er jo med Tydskerne vi har Krig, derovre, hvor Fader og Ridder Otto og Carl af Rise er.«
���»Kongen vil ikke blot beskytte sig selv og sit Rige - svarede Dagmar - han vil ogsaa beskytte sine Venner og Frender. Saae du ikke nok den fremmede ulykkelige Konge, her var, som saae saa bleeg og god ud, ham, der sad ved Siden af Keiseren ved Bordet! det var Kong Sverker fra Sverrig; han var forjaget af sit Rige og bad Kongen om Hjelp, og i Nøden skal man kjende sine Venner; see, derfor laante Kongen ham mange af sine bedste Riddere; min Fader i Bøhmen gjorde ligesaa. Ak, de meente det godt, de kjære Sjæle! men Lykken og Seiren er i Herrens Haand.«
���»Men Herren mener det jo ogsaa godt - sagde Rigmor - saa har det jo ingen Nød.«
���»Visselig, mit gode Barn! - svarede Dagmar og klappede hende rørt paa Kinden - hvad han tilskikker os er godt, om det ogsaa er Sorg og Trængsel; hans Raad og Veie ere urandsagelige.«
���Dagmars moderlige Samtale med hendes kjære Brudepiger blev afbrudt af Hr. Ib Urne, som bragte hende Tidender fra Kongen.
���»Eders høikongelige Gemal, ædle Dronning! er karsk og vel, Gud være lovet! - sagde han - i sin retfærdige Vrede har han slaget Bro over Elben og gjort et drabeligt Indfald i det Bremiske med Ryttere og Vogne, formodentlig for at lokke den bandlyste bremiske Erkebisp ud af Hamborg; men det forstokkede Verdensbarn løber ikke i Fælden. Han bliver i sin faste Øgle-Rede og forskandser sig, som han vilde true Danmark og trodse Kongen og den hellige Fader derfra i al Evighed. Til Modvægt og Værn mod den Belialsbisp anlægger Kongen nu en stærk Befæstning ved Elben, lige over for Hamborg. Grev Albert har faaet Befaling til at forene sin Hær med Kongens; thi man venter nu hver Dag de Keiserlige Philister med stor Magt fra Bamberg.«
���»Gud beskytte Kongen og den retfærdige Sag! - sagde Dagmar - er der ingen Tidender fra Sverrig?«
���»Man taler om et stort Slag ved Lene, høibaarne Dronning! men Rygterne om Udfaldet ere forskjellige og ikke alle som Duft fra Libanon.«
���»Det er mig ingen gode Tegn - sukkede Dagmar - skaf mig snarest muligt Vished, kjære Hr. Hofmester! jeg frygter, jeg seer aldrig vore kjære troe Bøhmere meer. Ak, jeg er dog imod min Villie Skyld i megen Ulykke her: for min Skyld kom de brave Landsmænd dog hid til Norden, maaskee for at lægge deres Been i det fremmede Land. Og den utaknemmelige Bisp Valdemar, som gav mig Haand paa, at han ikke vilde hevne sig! havde jeg ikke havt saa stor Ynk med ham, og bedet saa inderlig for ham, havde han visselig endnu siddet fangen paa Sjøborg.«
���»Vilde Herren saaledes gaae i Rette med os for vore gode Gjerninger - sagde Hr. Ib Urne - hvor vilde det da gaae os med de slette?«
���»Ak, slet og ringe er dog al vor Gjerning, - sagde Dagmar - men han, som kjender Hjerterne, vil forbarme sig i Naade. Iil, kjære Hr. Hofmester! og lad mig ikke længer være i Uvished og Frygt!«
���Hr. Ib Urne gik. Snart erfarede ogsaa Dagmar og Kongen den sørgelige Tidende om Nederlaget ved Lene, som har gjort saa dybt og varigt et Indtryk paa alle danske Hjerter, at Erindringen derom har bevaret sig hos Folket til de sildigste Tider i en uforglemmelig Sørgesang. Uagtet Slagets ulykkelige Udfald og det store Nederlag, de Danske lede under Anførsel af den kjække heftige Bisp Peder Sunesøn og hans tre Brødre, havde Kong Valdemar dog ingen Skam af sine Mænd; thi med Sandhed sang Folket med Skjalden:
»De Danske de stode saa mandelig bi
De Svenske til liden Fromme:
Langt heller de vilde paa Stedet døe;
End fra Hr. Sverker rømme.
De Svenske vare to og tre mod Een;
Thi blev i Krigen stor Nød:
Saa mangen Ridder der blegned om Kind,
Saa mangen Hofmand blev død.«
[Note: See Kæmpevisen.]
���Blandt de tappre danske Riddere, som vare faldne i dette Slag og bleve begravne i Sverrig, vare Bisp Peders og Erkebisp Andreas's tvende Brødre, den berømte Hr. Ebbe Sunesøn til Knardrup, Kong Sverkers Svigerfader, og Hr. Laurids Sunesøn, saavelsom den raske Grev Engelbret af Gleichen, Hr. Carl Graa og Ridder Ove Dyre med det gyldne Horn. Bisp Peder selv og hans Broder Jacob af Mone vare undkomne med Livet og dragne med den sørgelige Tidende til Kongen. Den ulykkelige Kong Sverker undkom vel ogsaa med Livet, men faldt siden i et nyt Slag ved Gestilren, ikke langt fra hiin ulykkelige Valplads ved Lene. Af de mange danske og bøhmiske Stridsmænd, som havde fulgt ham og Sunesønnerne i denne ødelæggende Kamp, kom der kun faa tilbage, og det var et sørgeligt Syn for alle Danske at see de blodige Heste og de tomme Sadler. Derom hed det veemodig i hiin folkelige Sørgesang:
»De vare vel otte tusinde Mænd,
Der de af Danmark fore hen;
Vel neppe fem og femti Mand
Kom hjem til Landet igjen.
Mellem de Bjerge og dybe Dale
Der gjælde baade Ugle og Ravn,
Der græder saa mangen smuk Fæstemøe,
Haver mist sin Fæstemand.
De Fruer de stande udi Høieloft,
De vente, deres Herrer skal komme;
Hestene de kom blodige hjem,
Og Sadlerne de vare tomme«
[Note: Se Kæmpevisen.]
���Valdemar holdt paa sin hvide Stridshingst for Hamborg og opmuntrede sine holsteenske Bønder til at arbeide rask paa Skandser og Volde, da Bisp Peder og Ridder Jacob Sunesøn, ledsagede af gamle Martin, kom, nedslagne og bedækkede med Blod og Støv, til Leiren og bragte ham denne Jobspost.
���Kongen beed sig i Læben og taug, for ikke med noget harmfuldt bebreidende Ord end dybere at saare Bisp Peder og hans Broder, som havde seet deres Brødre falde ved deres Side, og ikke havde forladt Valpladsen, saalænge der var en dansk og bøhmisk Stridsmand tilbage, der holdt Stand.
���»Det er den retfærdige Guds Straf over mig og min Slægt - sagde Bisp Peder - det var ikke for Konge og Fædreland vi dennegang streed men for os selv og vor ulykkelige Svoger. Jeg misbrugte eders høimodige Gunst, Herre Konge! til eders og Landets Fordærv og paa en Tid, da I selv kunde behøve vor Arm og vort Skjold. See, derfor var Herren ikke med os; jeg tog ham ikke paa Raad med mig i min blinde Iver og Fortrøstning paa egen Kraft og forfængelig Styrke; derfor lod han mig see mine Brødres blodige Pander og jog mig som en overvunden og beskæmmet Flygtning hid, for at jeg skulde bekjende min Skyld for eders Aasyn, min strenge Herre og Konge! Straf mig nu som jeg har forskyldt! men lad eders retfærdige Vrede kun komme over mit Hoved! min Heftighed og Utaalmodighed var Skyld i den hele Ulykke.«
���»Kunde jeg meer harmes paa dig, min brave trofaste Bisp Peder! - sagde nu Kongen og lagde sin Haand deeltagende paa hans Skulder - saa fortjente jeg ingen Medynk og Trøst, naar jeg selv engang tabte Lykken og Seiren af Haanden, og den Dag kan jeg vel ogsaa opleve. Forbud og Varsel om Lykkens Omskiftelse sender Herren mig idag ved dig. Dine djærve Brødres Fald smerter mig dybt, jeg havde ingen bedre og trofastere Venner - den kjække raske Engelbret - Carl Graa - Ove Dyre med sit klingende Horn - ingen af dem seer jeg da heller meer kæmpe modig og lystig ved min Side. Bleve de jordede paa Valpladsen, eller faldt deres Liig i Fjendens Hænder?«
���»Vi begrove dem, Herre Konge! medens vi endnu havde kjække Stridsmænd omkring os. Denne Piil drog jeg af min Broder Ebbes troe Bryst« -
���»Giv hid - sagde Valdemar - den skal gjemmes til hans Ihukommelse blandt Seiersfanerne, han bragte mig i bedre Dage.«
���»Jeg bad for deres Sjæle - vedblev Bispen og hans stærke Stemme bævede - jeg kastede Jord paa dem med mit blodige Sværd. Gud give dem en salig Opstandelse og lade ikke deres Blod komme over mit syndige Hoved!«
���»Vær trøstig, fromme Herre - sagde Kongen bevæget. - I er, som eders hellige Navnebroder, vel snel til at drage Sværdet, men ogsaa ivrig, som han, i at angre og fortryde. Hvad I har at bebreide Eder ved dette Tog tilgive Gud Eder i Naade, som jeg af Hjertet tilgiver og beklager Eder! - Men her er nu ingen Tid til Sorg og Klager. Tabt er tabt, og de Døde komme ikke tilbage.« Kongen sagde nu ogsaa et Par venlige Ord til den tause bekymrede Hr. Jacob og fortalte dem derpaa hvorledes Sagerne stode, og at man for det Første blot kunde tænke paa at holde Bisp Valdemar indesluttet i Hamborg og berede sig paa at møde og tilbageslaae den store Hær, hvormed Keiser Philip ventedes fra Bamberg.
���Erkebisp Andreas, som var kommen tilbage fra Riga og opholdt sig hos Kongen i Leiren, hørte nu, stille og gudhengiven, Efterretningen om sine Brødres Død. Han var hver Dag med Bisp Peder og Grev Albert i Kongens Krigsraad og tog ivrig Deel i Krigstilberedelserne.
���En Dag traadte Erkebispen med Bisp Peder ind i Kongens Telt, og Valdemar kunde see paa Brødrenes Ansigter, at de havde et godt Budskab at bringe ham.
���»Der maa være hendet noget Overordentligt og Nedslaaende for Fjenden, Herre Konge! - sagde Erkebispen - der er stor Uorden og Forvirring i Hamborg; vore Forposter har seet Krigerne kaste deres Vaaben og forlade Skandserne; eders dristige Søstersøn Grev Otto og min unge raske Pleiesøn Carl af Rise har strax benyttet sig af denne Uorden og vovet sig forklædte ind i Staden for at udforske hvad der er paafærde. Et fast utroligt Rygte siger, at Keiser Philip er død, og at Bisp Valdemar skal være pludselig forsvunden af Hamborg.«
���»Det kan jeg umulig troe - sagde Kongen - men ligemeget, om de Rygter ere sande eller falske! vi vil drage Fordeel af Forvirringen. Lad strax blæse til Storm imod Staden!«
���Paa Erkebispens og Grev Alberts Vink klang nu Luren i Leiren. Der blev stor Tummel med Heste, Krigsfolk og de svære Stormmaskiner. Kongen og Grev Albert svang sig paa deres Heste; Bisp Peder foer allerede med draget Sværd blandt de ordnede Kriger-Rækker og opmuntrede dem med kraftige Ord, og snart rykkede hele Hæren i god Orden mod Staden.
���Midt i den fjendtlige Bye gik Grev Otto og Carl af Rise imidlertid med de korte Sværd under deres Kjøbmandskapper blandt en stor Hob hamborgske Borgere, Skippere og Lastdragere, som strømmede skareviis til Raadhuset.
���»Han er borte - sagde en adstadig Borger - han har smurt Haser og ladt os Alle kjønt i Stikken; det tænkte jeg nok: slig en bandlyst forjagen Bisp kunde aldrig bringe os Andet, end Ulykke og Forbandelse.«
���»I kan troe, den Onde har skinbarlig taget ham - mumlede en Skipper - og det har han ærligt forskyldt, som han har handlet med os: har vi ikke der maattet slide og slæbe for ham, som umælende Bæster, paa de fordømte Skandser, saa Blodet sprang os ud af Neglerødderne.«
���»Men han var dog en allerhelvedes Karl! - meente en Lastdrager med et forvovent Røveransigt - han gav Paven en god Dag og turde bygge Taarne lige for Kongen af Danmarks Næse.«
���»Han stolede nok paa, han havde den nybagte Keiser i Ryggen - sagde Skipperen - men nu har Fanden jo ogsaa taget den gode Ven; han har nok gabet for høit, da han vilde sluge hele Tydskland.«
���»Han fik Nordalbingien i Vrangstruben, Kammerat! - sagde en stærk buttet Baadsmand, hvis Tungemaal røbede, at han var fød paa hiin Side Elben - eller I kan troe, han er død af det Bugvrid, han fik, da Kong Valdemar pidskede ham tilbage over Elben.«
���»Nei Keiser Philip har faaet en forgiftet Daggert mellem Ribbenene - sagde Borgermanden - og man vil sige, den kom fra hans gode Ven, den lille gudfrygtige Keiser Otto.«
���»Den er vel snarere kommen fra den stornæsede Konge af Danmark - sagde en stor haandfast Kræmmersvend - han har jo sin Næse allevegne og har gjort os Peberet og Saltet dyrt nok her i Staden.«
���Nu tabte Grev Otto Taalmodigheden og, uden at betænke sin farlige Stilling, drev han den forbausede Kræmmersvend en saadan Kindhest til med den venstre Haand, at han tumlede.
���»Troer I, Kongen af Danmark skiller sig af med sine Fjender ved Snigmord!« raabte Otto forbittret og svang i det samme med den høire Haand Sværdet til sit Forsvar; thi med stort Skrig styrtede nu den hele Flok Borgere og Lastdragere imod ham.
���»En dansk Spion! en dansk Spion! - raabte de - ned med ham! hæng ham! steen ham! knuus ham!«
���Carl af Rise saae forbauset den store Fare, Ridder Otto havde styrtet sig i. Der havde været god Leilighed for Carl til at komme bort, uden at røbes: han gjorde ogsaa en uvilkaarlig Bevægelse til Flugt; men, blodrød af Skam, sprang han nu tæt til Ottos Side og dækkede ham Ryggen saa godt, han kunde, med sit Væbnersværd.
���»Der er to! der er flere - ned med dem, de Hunde! Strikken om Halsen paa dem!« raabte den opbragte Almue og begyndte at kaste Skarn og Stene efter dem. Men hiin lille buttede Baadsmand med flere haandfaste Kammerater trængte sig til for at forsvare dem, og under denne Strid lød der pludselig stor Larm og Skrigen fra alle Gader og Stræder. »De Danske storme! Fjenden er for Stads-Porten!« lød det, og i et Øieblik var den store Folkehob adspredt. Kræmmersvenden og Baadsmanden, som allerede havde faaet hinanden i Haarene, vare bortrevne med den urolige Folkeskare, og der var en saadan Tummel og Forvirring i Byen, at Ingen meer gav Agt paa Otto og Carl, som klogelig gjemte deres Sværd under Kapperne, og gik op paa den nærmeste Skandse. Der saae de Hæren rykke frem imod Byen, men det lod ikke til, man tænkte paa Forsvar. Allevegne laae der bortkastede Vaaben, og store Skarer af Flygtninger droge med Larm og Skrig gjennem Gaderne. Endelig sagtnedes den forvirrede Tummel, og fra Raadhuset drog en pyntelig Skare af sortklædte Herrer gjennem Gaderne: det var Borgermester og Raad, som efter deres Tyrans Undvigelse vare blevne enige om at overgive Staden til den danske Konge, hvorfor de nu droge ham imøde for at overrække ham Stadens Nøgler og udbede sig hans kongelige Gunst og Beskyttelse.
���Ridder Otto og Carl blandede sig mellem Folkeskaren, som fulgte dette Optog. Men da de mødte Kongen tæt ved den aabne Stadsport, bragte de ham ingen Nyhed; thi han vidste allerede Alt, og fik nu af den hamborgske Øvrighed sikker Bekræftelse paa, at Keiser Philip virkelig var myrdet i Bamberg af Pfalsgreve Otto af Witelsbach, og at derved, som ved et Lynslag, hele den keiserlige Hær var splittet ad, og alle de tydske Fyrster havde begivet sig hjem til deres egne Lande. Om Bisp Valdemar sagde kun Rygtet, at han var paa Veien til Rom for at underkaste sig Paven og bede om Naade og Befrielse fra Bandet.
���Kongen lod nu kun en Besætning drage ind i Hamborg med streng Befaling til at behandle Staden som en fredelig Bye. Derpaa afskedigede han den hamborgske Øvrighed med Mildhed og drog tilbage til Leiren. Her holdt han strax et hemmeligt Raad med Grev Albert og Erkebispen; thi vigtige Budskaber vare komne fra Rom og et stort Gesandtskab fra Sverrig. Store og mægtige Planer opfyldte Kongens Sjæl.
���»Lykken er dog ikke vegen fra mig - sagde han - den synes aldrig at have været mig gunstigere. Det er som en mægtig usynlig Haand har slaget mine Fjender og gjort deres Raad og Anslag til Intet: hvor jeg rykker frem, aabne Portene sig for mig, og mine Fjender flye, førend jeg kan naae dem med Sværdet. Jeg har nu saa mægtig en Hær samlet, som der behøves til at erobre et Kongerige. Min første Tanke var Sverrig: der har min Ære lidt et Tab; der har førstegang Lykken vendt mig Ryggen og der ligger mangen brav dansk og bøhmisk Ridder uhevnet i Sandet ved Lene. Men seer, ædle Herrer, hvad Kong Erik skriver mig til! Folket har valgt ham til Konge, og han haaber, jeg vil agte Folkets Ret og Myndighed dertil. Han beder mig, høimodig glemme det sidste ulykkelige Slag, hvoraf de Danske havde ligesaa stor Ære som Tab. Han tilbyder mig Fred og Venskab og begjerer min Søster Regitze til Dronning.«
���»Vil eders ædle Søster modtage dette hæderlige Tilbud - sagde Grev Albert - maa jeg ansee det for den største Lykke for Danmark og for Eder. I kan da med Tryghed, min kongelige Frende! vende eders Vaaben hvorhen I vil, uden at have en mægtig og farlig Fjende i Ryggen.«
���»For menneskelige Øine staaer det ikke anderledes til at indsee, Herre Konge! - sagde Erkebispen. - Er det Guds Villie saaledes at grunde Freden i Norden, kan Christendommen vente sig store Ting af eders fromme Sind og eders seierrige Vaaben.«
���»Af min kloge Søster frygter jeg ingen Indvending - sagde Valdemar - hun er over den Alder, hvori Lidenskab kan bestemme hendes Valg; hun har desuden aldrig lignet mig i dette Stykke. Kong Erik er en tapper og agtværdig Herre. Jeg elsker ham ikke; men det var ubilligt, om jeg vilde nægte, hvad han desværre har nødt os til at bekjende. Min Søsters Kjærlighed til Danmark og til mig vil overalt hæve enhver Betænkelighed.«
��� Kongen satte sig til sit Teltbord og greb Pen og Pergament. Han brugte ingen Skriver til sine fortrolige og hemmelige Brevskaber. Han var selv usædvanlig kyndig i alle boglige Konster og havde endogsaa udfundet en ny og beqvemmere Maade at skrive Runer paa ved Hjelp af Punkter. Han skrev nogle faa vigtige Ord til sin Søster, lagde den svenske Konges Beilerbrev ved Siden og lod ufortøvet Junker Strange kalde. Ham blev det overdraget, at bringe dette vigtige Andragende til Ribe, og derfra uden Ophold at bringe Prindsessens Svar til Sverrig og paa behørig Maade at bringe dette betydelige Anliggende i Orden.
���»Og seer nu - vedblev Kongen, da Junker Strange var gaaet - seer nu, I gode Herrer! hvad den hellige Fader her skriver mig til; det overgaaer langt min Forventning, og jeg kan fornemmelig takke Eder derfor, min troe virksomme Erkebisp Andreas! den kloge og kraftfulde Innocenz vil af al Magt understøtte mine Foretagender mod de Vantroe i Preussen og Lifland; han kalder mig sin kjæreste Søn og har udstedet Breve til alle christelige Fyrster trindt om Danmark, hvori han under Bandsstraf forbyder dem at anfalde eller forurolige Danmark, at forhindre mine christelige Foretagender eller formindske mine og mine tilkommende Arvingers Rettigheder.«
���»I er Lykkens Yndling, Herre Konge! - sagde Grev Albert forbauset - I forstaaer den store Konst, at kæmpe med himmelske som med jordiske Vaaben.«
���»Kirken har valgt Eder til sin Ridder og Vaabendrager, Herre Konge! - sagde Erkebispen - og den Almægtiges Haand er øiensynlig med Eder. Et saa stort, saa vigtigt Øieblik kommer sjelden meer end eengang. Lad intet verdsligt Hensyn til større Magt og Ære nu forvilde Eder! Opgiv de stolte Kæmpeplaner med Britannien! Knud den Store, høilovlig Ihukommelse, den mægtige Knud, Herre Konge, hvis Arving I tænker paa at blive, satte jo sin Krone paa Guds hellige Alter, da denne Verdens Smiger og Forfængelighed vilde friste ham til at sætte sin Ære over den Almægtiges.«
���»Et Korstog altsaa først og et Korstog sidst - det er nu, som før, eders Raad og Mening, ærværdige Herre! - sagde Valdemar med dæmpet Stemme og syntes at bekæmpe en stor fristende Tanke - thi at jeg skulde lade Hæren drage hjem og selv sove ind paa Ribehuus, anseer I neppe for den Iid, dette store vigtige Øieblik fordrer. - Velan da! - vedblev han bestemt efter nogle Øieblikkes Taushed - imorgen drage vi med Hæren mod Preussen; jeg skal vise mine christne Fjender, at jeg er vaagen og tør glemme dem over Hedningerne. Jeg vil nu ikke see Ribehuus, førend Sørgesangen over Slaget ved Lene kan overdøves af nye Seierssange. Thorgeir Danaskjald og den djærve Islænder skal følge os. Den Forfængelighed maa I holde mig tilgode, min fromme Sjælesørger! at medens jeg sørger for Kirkens Seier og Korsets Ære blandt de Vantroe, jeg tillige vil have sørget for min ridderlige og kongelige Ære og mit Navns Ihukommelse hos en vantro Efterslægt.«
���Den fromme Erkebisp trak paa Skuldrene og taug. Men Grev Albert hævede stolt sit tungsindige Aasyn og betragtede den kjække ærelystne Konge med Velbehag. »Ved St. Michael! - sagde han begeistret - et lovligt og priseligt Eftermæle, er den eneste Lykke paa Jorden, som ikke døer og henfarer, og som det er værd for en ærlig Ridder at stræbe efter. Var Eftermælet ogsaa Tant og Forfængelighed, vilde jeg ikke drage Staalhandsken paa for at vinde et Kongerige.«
���»Ja vel, høie Herrer! - sagde nu Erkebispen - hvor Evangeliet ved eders Ridderfærd engang prædikes i Fred, der vil man sige til eders Ihukommelse hvad I gjorde. Den Retfærdiges Navn skal ikke udslettes, hans Ihukommelse bliver i Velsignelse; men Guds og den Korsfæstedes er Æren.«
���Med disse Ord heftede han et rødt Silkekors paa Kongens og Grev Alberts Skuldre.
���Det nye vigtige Korstog var saaledes bestemt, og Dagen efter bar hele Hæren slige Kors og drog med vaiende Faner og klingende Spil mod de fjerne hedenske Lande.
-------
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek