| Index
| -1
| +1 |
Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 53-107]
Naar man paa Grund af ydre Omstændigheder indtræder i et nyt Livsafsnit, er det ikke uden Interesse at sammenligne de Indtryk, man før og efter modtager af de samme Gjenstande. Hidtil havde jeg kun været meget sjeldent i Kjøbenhavn; som de fleste Landsbybørn saa jeg det derfor i et næsten fortryllet Lys, og skjøndt jeg siden har gjort mange Reiser, veed jeg dog ingen, der i Nydelse kan sammenlignes med hin Tids Kjøbenhavnstoure fra Poulsminde. - Allerede et Par Mile fra Staden forekom det mig, at Alt begyndte at antage et andet Udseende: Roeskildekro og Røde Veirmølle laae som et Par Vedetter, der vare skudte ud fra Hovedkorpset, og mindede ved deres røde Tegltage og kjøbstadagtige Udvortes allerede om Byens Nærhed. Endnu interessantere var Damhuset, ikke blot fordi man her skulde holde og betale Bompenge, hvilket jeg rigtignok almindelig var den Eneste paa Vognen, som fandt interessant, men især fordi vi her kom til en virkelig Sø, en Gjenstand, som man ved Poulsminde kun kjendte af Navn; hvorfor jeg ogsaa altid, naar jeg læste om Søer, selv de dybe Walter-Scottske Loch's, uvilkaarlig tænkte mig dem som Damhussøen. Det mest Poetiske ved denne var maaskee endda de hvide Svaner, som man om Sommeren saa langt borte i den, ovre ved den modsatte Bred: at komme over til den og see, hvorledes der egenlig kunde være, hørte derfor ogsaa til mine ivrigste Ønsker, og det forekom mig, at al Romantik maatte findes derovre. - Derpaa fulgte den tillukkede, mystiske Søndermark og, paa Høiden af den lange Bakke, Frederiksberg Slot, hvor »Herskabet«, dette usigelig fornemme Begreb, residerede om Sommeren; hvor Oehlenschlæger havde boet som Dreng, og hvor man fremfor Alt saa de første Gardere med deres røde, sølvbesatte Kjoler, høie Bjørneskindshuer og martialske Miner. Lidt før vi naaede Slotsporten, holdt vi som oftest stille for, som Onkel sagde, at lade Hestene puste ud, men egenlig, troer jeg, fordi han vidste, hvor gjerne jeg vilde ind i Slotsgaarden og see, hvad der vel kunde gaa for sig. Naar jeg da fik Øie paa en galoneret Skikkelse i et af Vinduerne i første Etage, kunde jeg ikke lade være at troe, at det maatte være Kongen selv, og jeg tog uvilkaarlig til Kasketten: naar jeg imidlertid mærkede, at Onkel ikke rørte sig, lod jeg Haanden igjen synke, som om Ingenting var. For Slotsklokken havde jeg en stor Kjærlighed, og jeg gjorde altid, hvad der stod i min Magt, for at vi skulde vente, indtil vi havde hørt den slaae: denne Kjærlighed har jeg ogsaa siden bevaret; og ofte kan jeg endnu, naar jeg gaaer forbi, ikke lade være at standse, indtil jeg har hørt dens Klang gjenlyde over den eensomme Slotsgaard.
Og naar nu Slottet endelig var passeret, fulgte det ene interessante Punkt uafbrudt efter det andet. »Sorte« og »gule Hest« aabnede Rækken, førstnævnte i Person, sidstnævnte fremmanet af Digteren til nyt og bedre Liv i Poesiens Verden, efterat Blæsten havde gjort Ende paa det virkelige; - og efter disse kom da yderligere et helt Menageri af blaae Stude, gule Løver, hvide Lam og sorte Bjørne, der i forskjellige Stillinger prydede Husene. Alle disse Skikkelser syntes halvt at tilhøre min egen Legetøis-Verden, halvt det alvorlige Næringsvæsen og fik derved paa een Gang noget saa Tillokkende og dog saa Fremmedt og Naragtigt, at det forekom mig lige saa underligt, som om min couleurte Kjephest kunde have faaet Evne til at fungere som veritabel Ridehest og dog alligevel have bevaret sin Phantasi-Skikkelse som Kjephest. - Den morsomme, vigtige »Sise« alias »Accise eller Comsumption«, er jo nu desværre for de stakkels Reisende afskaffet; og den kommende Generation vil ikke mere kunne nyde den behagelige og trygge Fornemmelse, hvormed man tilforn, naar man var vis paa sin Uskyld, kunne sidde og lade Toldbetjentene snuse, ligesaa lidt som Fremtiden paa den anden Side vil kunne kjende den yndige Uro, hvormed man under et ærbart og ligegyldigt Udvortes gjennemgik Visitationen, naar man vidste, at der muligen et eller andet Sted kunde skjule sig en accisepligtig Genstand. Denne angeneme Uro havde jeg vel just ikke havt for vort eget Vedkommende; thi Onkel holdt strengt paa, at selv det mindste Vibeæg skulde udrede sin lovbefalede Tribut; men derimod havde vi nogle Gange havt Lars Smed med paa Vognen, og jeg er ikke utilbøielig til at troe, at hvis Betjenten var falden paa at undersøge hans Hat nøiere, da vilde det have vist sig, at Grunden til den Raskhed, hvormed den var sat paa tre Haar, ikke var at søge i nogen Slags Forfængelighed hos Eieren, men ene og alene i det fortrinlige Udbytte af den sidste Bekkasinjagt. Dette, fandt Smeden, kunde aldrig vedkomme Toldvæsenet; - »thi,« sagde han, »jeg har jo skudt dem hver eneste een nede i min egen Ellemose«: en Paastand, som Jakob iøvrigt afhørte med en noget mistroisk Mine. - Skjæbnen var dog gunstig for min gamle Ven Lars: vi slap hver Gang godt fra Undersøgelsen, og kjørte derpaa i strygende Trav hen over de grønne Stadsgrave, som Onkel næsten altid passerede med den Bemærkning: »Se her, Conrad! her tilhøire var det, Svensken stormede.« Tanken herpaa undlod ikke at sætte mig i krigersk Stemning, og naar da vor jernbeslagne Vogn buldrende foer igjennem den lange, hvælvede Port, kunde jeg ikke lade være at vende Hovedet ud til Siden og med vældig Røst, - dog ikke vældigere, end at den kunde tabe sig i Larmen, - commandere et imaginært Armeecorps paa det Allergrummeste og Blodtørstigste: »Fremad, Karle! Fæld Bajonetten! - Bataillon, ret! - Ingen Pardon! Ned med de Hunde! - Ind paa dem med det kolde Staal!« - - Længer kom jeg sjelden; thi naar Vognen havde passeret Porten, kunde man igjen høre Ørenlyd, og jeg maatte da, som Chilian, see til at styre mit martialske Mod. Dette faldt mig da ogsaa saa meget lettere, som jeg nu stod midt i den fortryllede Verden. Her var ikke blot en indbildt Hær, men først den virkelige Vagt ved Porten og derpaa Uniform paa Uniform inde i Byen, og det ikke som nu fordringsløse, ensfarvede Dragter, men høirøde, kraprøde, carmoisinrøde og purpurrøde, med hvide, blaae, grønne og gule Rabatter; og derimellem til Afvexling lyseblaae Husarer og mørkeblaae Søofficerer, graagule Brandfolk, guld- og messinggule Gardere, grønne Liv- og Castelsjægere samt sortrødgyldne Studenter! - Og kom nu hertil, at alle Honoratiores, som iøvrigt viste sig paa Gaderne, vare idetmindste ligesaa zirlig klædte som Præster og Proprietairer hjemme paa Egnen, naar de vare i deres bedste Stads, saa var det intet Under, at Livet i Byen forekom mig som en uafbrudt glimrende Hoffest, hvor Torvene og Gaderne vare ligesaa mange brillante Sale, gjennem hvilke Gjæsterne strømmede frem og tilbage, medens der ved hvert Skridt var sørget for deres Underholdning. Thi at betragte de høie Huse, i Forbigaaende lytte til en Lirekasse, ja blot at see ind ad Boutiksvinduerne var jo en uudtømmelig Morskab! Hvilken Mængde af Nydelse kunde man ikke have alene ved at betragte et Skab med Pibehoveder udenfor en Porcellainshandler, med Portraiter af Demetrius og Alexander Ypsilanti, Henriette Sonntag og Fru v. Krüdener og alle mulige andre Slags berømte Mænd og Kvinder, eller med Jagt- og Elskovsscener, underlige Carricaturer og forgyldte Vers: »Am schönen Tage deiner Geburt!« - Og et Besøg hos en Isenkræmmer: at staae i hans Bod eller blot see ind ad hans Vinduer, det var jo at see alle Grimms Æventyr foregaae for sine Øine, baade med Dyr og Trolde og Soldater og Konger og Alt, hvad der iøvrigt hører sig til, - og det saa klart og bestemt, med de allerlivligste Farver, saa at man næsten kunde høre dem skrige. Og hvor rigtigt var det ikke, at de just stod der i den mest brogede Uorden? Man kunde da ret efter Behag enten fordybe sig i hver enkelt eller lade sig fortumle af det Hele, indtil pludselig en krigersk Musik antydede, at et Regiment var i Anmarsch og dermed da en ny Herlighed. Med hvilken beundrende Studsen betragtede man saa ikke den vældige Skikkelse, Regimentstambouren, og den maaskee mindre vældige, men ialtfald som Eqvesterstatue imponerende Figur, Regimentschefen, med den tykke Major efter sig og den let hensprængende Adjutant ved Siden! - Kun Eet paatrængte sig altid som ærgerligt og stødende; thi medens det Hele iøvrigt var saa aldeles krigersk og uniformt, var dette dog aldeles ikke Tilfældet med de mange Soldat-Ansigter; dels bar mange iblandt dem Præg af en utilbørlig Fredsommelighed; og, hvad der var værre, ud af to Uniformer, der ikke i et Sting kunde skjelnes fra hinanden, tittede to Ansigter frem, hvoraf det tilhøire var lille, blegt og blondt, medens det tilvenstre var stort, rødt og mørkladent. Dette forekom mig næsten som Oprør imod hele den øvrige gode Orden; og jeg kan ikke undlade at bemærke, at jeg i en langt senere Periode har havt den Tilfredsstillelse at høre høitstaaende Militaire udtale en lignende Anskuelse og anerkjende, at Sligt i Grunden er stridende mod Begrebet om en ret Soldatesque.
Det vilde dog være ubilligt mod Læseren her at plage ham med de Reflexioner, hvortil Striden mellem det Militaire og det Personlige iøvrigt kunde give f.Ex. E. Burrit eller en liberal Journalist rigt og ønskeligt Stof. Heller ikke skal jeg dvæle længer ved Udmalingen af de mange andre Hovedstads-Henrykkelser: er Læseren født Landsbybarn, kjender han dem desuden bedre, end jeg kan skildre dem. Derimod havde jeg vel, hvis jeg kunde vente noget Svar, Lyst til at spørge bemeldte ærede Læser om Maaden, hvorpaa disse eller lignende Fortryllelser igjen forsvandt; thi det er ikke uinteressant, om en slig Vexling skeer umærkelig, eller om det sidste Qvantum, der bliver skjænket i Bægeret, er saa stort, at det er muligt at angive selve Øieblikket, da Bægeret løb over. Dette Sidste skal især være Tilfældet ved Erhvervelsen af de mest ideelle Goder; og man vil ikke sjelden høre Philosophi, Musici og andre artium liberalium magistri kunne næsten paa Minutet angive den Stund, da de modtoge deres Indvielse; ja, i »en skjøn Sjæls Bekjendelser« - at jeg skal vise, at jeg ogsaa kan citere Goethe, - læser man jo noget Lignende om Tilegnelsen af det religiøse Liv. Forsaavidt jeg for min ringe Del har fornummet noget Saadant, da har det ingensinde været mere fremtrædende end ved Tilegnelsen af den lille Tabel, der uagtet al Anstrængelse længe var forekommen mig som et ufatteligt Mysterium, indtil den en Dag, da jeg sad i et Nøddetræ i Poulsminde Have, paa een Gang gik op for mig som et Lys; og fra det Øieblik af og indtil Dato er den siden trofast vedbleven at være min fuldkomne Eiendom. - Langt hyppigere har imidlertid Tabet af mine ideelle Goder truffet mig som et Lyn fra en skyfri Himmel. Utallige Gange er det saaledes gaaet mig som Henrik, at jeg var nær ved at døe af Kjærlighed til en Pige, som jeg tog op til en eller anden Hane-Dands, eller endog blot tilbords til et langt Maaltid; men inden Dandsen eller Maaltidet var forbi, gad jeg ikke seet den Pige meer for mine Øine; - og med en lignende Pludselighed forsvandt Kjøbenhavns Fortryllelse for mig, da jeg nu drog ind for at fæste Bo der. For første Gang faldt det mig ind, at Roeskildekro saa forfalden ud og kunde trænge til at hvidtes. Da jeg bemærkede dette til min Ledsager, svarede han til min Overraskelse: »Ja, det har hun saamænd trængt til i al den Tid, jeg har kjørt forbi hende; og det er da nu snart paa fjortende Aar.« Endnu større blev min Forundring, da vi kom til Røde Veirmøllekro, der altid før var forekommen mig som en temmelig pompøs Bygning, men nu pludselig viste sig i en høist fordringsfri Skikkelse.
»Men Jakob!« udbrød jeg, »hvorledes er det dog, Veirmøllekroen seer ud idag?«
»Hun seer ud, som hun pleier van,« svarede Jakob.
»Men den er jo bleven ganske lille og grim,« sagde jeg.
»Nei,« svarede Jakob, »nei, hun har aldrig været anderledes; men ellers er det en meget stolt Kro.«
Jeg maatte saaledes antage, at jeg havde seet feil; men det samme Phænomen gjentog sig alligevel med Damhussøen, hvis fjerne, poetiske Bred idag hverken syntes fjern eller poetisk. Da jeg dog ikke her vilde gjentage det Samme som ved Veirmøllekroen, men alligevel følte Trang til at udtale min Stemning, gjorde jeg den Bemærkning, at man idag ikke saa Noget til Svanerne.
»Nei,« svarede Jakob, »de ere vel i Huus, kan jeg tænke: det er jo nu den Aarstid, da man tager alt Slags Kreatur ind.«
Hvorvidt det var af samme Grund, at jeg ikke udenfor Frederiksberg Slot saa Noget til min Elskede Fodgarde, drister jeg mig ikke til at afgjøre; men forsvunden var den ialtfald. Slottet derimod stod paa sin Plads og var endnu baade stort og smukt; men det havde tabt sin sædvanlige lyse og venlige Munterhed: Blæsten jog det gule Løv igjennem Porten, hvis ene Fløi knagende slog op og i; og da jeg et Øieblik traadte ind i Slotsgaarden, saa jeg intet levende Væsen uden mig selv derinde. Da vi havde Hast, kunde jeg ikke oppebie Klokkens Lyd, men maatte strax igjen stige tilvogns og bemærkede i det Samme, at man paa Grund af Løvfaldet kunde see gjennem Søndermarken i næsten alle Retninger, Noget, der slet ikke stemte med dens Character som lukket Mysterium. Og saaledes blev det fremdeles ved. Den sorte Hest saa ud, som om den snart vilde følge den gule; og blaa Stud forekom mig aldeles ikke velskabt; - da jeg var kommen gjennem Vesterport, blev jeg forbauset over, at jeg rent havde glemt at commandere til Nedsabling; og min Forundring var ikke mindre, da jeg, ved at betragte Skildvagtens røde Trøie, opdagede, at denne var af grovt og stygt Tøi, hvori man kunde see alle Traadene: dette var Noget, som den røde Farve tilforn havde meddelt en meer end tilstrækkelig Fernis. At den nu ikke længer havde en saadan Kraft, fik jeg strax efter et yderligere Bevis paa ved at see en borgerlig Infanterist-Uniform, der forekom mig næsten at kunne komme i Classe med den ældste af Degnens tre Frakker. Kort sagt, det var, som om et Par fortryllede couleurte Briller pludselig vare blevne revne fra mine Øine, og jeg forbausedes hvert Minut over, hvor skarpt jeg nu kunde see.
Uden iøvrigt at ville afgjøre, hvilket af mine to Syn der i sig selv var det skarpeste, er det ialtfald vist, at jeg fandt uendelig større Behag i det første end i det sidste; og jeg var kun daarlig tilmode, da vi, efter en lang og langsom Tour, nærmede os til mit Bestemmelsessted.
Min Tante havde jeg aldrig seet, men derimod havde hun for omtrent otte Aar siden, da hun blev gift med sin nu afdøde Mand, i høi Grad sysselsat min unge Phantasi. Min Farbroder paa Poulsminde blev nemlig meget misfornøiet, da han først hørte Tale om denne Forbindelse, som jeg troer, især fordi der var over 25 Aar mellem de to Parter; hvilket efter hans Principer var over fem Gange saa meget, som der burde være. Hvorledes det nu end dermed forholdt sig, fik jeg imidlertid dengang af hans Ord det Indtryk, at min nye Tante vel var en ung og skjøn, men ogsaa en meget farlig Person. Jeg havde en levende Medfølelse med min stakkels Onkel, som hun skulde have, og da jeg paa den Tid just havde en af mine kamplystne Perioder, besluttede jeg at paaføre hende Krig. Denne blev saaledes foranstaltet, at jeg skulde føre en Hær af alle Drenge mellem 7 og 10 Aar, hvorimod hun skulde være Anførerinde for alle Piger mellem 14 og 20. - I adskillige Slag led hendes Hær nu de forfærdeligste Nederlag; men ganske imod Sædvane skiftede jeg efterhaanden Sind, og det forekom mig mere tillokkende og aparte, at hun blev den Seirende. Efter en Kamp, mod hvilken Slaget ved Cannæ var Børneleg, blev min tappre Hær slagen; og efter Bedrifter, mod hvilke Neys og Tyboes vare Fjas, blev jeg overvældet og fangen. Under almindeligt Fryderaab bliver jeg ført frem for den seirende Anførerinde, som modtager mig siddende paa en Throne, og i skarpe Ord bebreider mig min Opsætsighed og Grumhed. Mit Svar er fuldt af Haan og vild Trods.
- »Er der da intet Middel til at bøie denne Staalnakke!« udbryder hun, og sidder et Øieblik taus og eftertænksom. Pludselig glider et Smil over hendes Ansigt, hun hvisker nogle Ord til den kvindelige Chef for Livvagten; med en jublende Latter meddeler denne det til de andre Krigerinder, og snart seer jeg paa alle Ansigter en Blanding af Haan og Glæde, der vel tildrager sig min Opmærksomhed, men dog kun lidet skrækker mig; thi jeg veed, at de ingen Pinsel kunne udfinde, der kan knække mit Mod. Men til min Forfærdelse seer jeg dog endelig, at jeg i denne Forvisning har skuffet mig. Herskerinden paabyder Taushed, sætter sig paa Dommersædet og oplæser min Dom: jeg er ikke dømt til Døden, ikke til Pinebænk, ikke til Fængsel, men til at være Fruentimmer. - Kjole, Forklæde, Mamelukker bringes ind; efter en fortvivlet, men kort Kamp er den kjække Dreng forvandlet til en Pige, og i ydmyg Trældom maa jeg nu overalt følge min strænge Herskerinde.
- - Saa langt var jeg omtrent kommen, da min Onkel vendte tilbage fra et Besøg i Kjøbenhavn, hvor han havde gjort Bekjendtskab med den nye Svigerinde, mod hvem han nærede saa stærke Fordomme uden endnu at have seet hende. Efterat dette var skeet, havde han ganske forandret sin Dom, og jeg hørte ham yttre, at nu kunde han ikke undre sig over, at hans Broder havde glemt den store Forskjel i Alderen. Med denne gunstige Forandring i hans Omdømme tabte sig imidlertid min Interesse for min Tante, og selv da jeg omtrent et Aars Tid efter hørte hende meget omtales og beklages, fordi hun havde mistet sin Mand, fremkaldte dette blot en ganske flygtig Deltagelse hos mig. Først nu, da jeg skulde i Huset hos hende, kom jeg igjen til at tænke paa hende.
I de senere Aar havde min Onkel paa Poulsminde iøvrigt heller ikke seet hende, da hun kort efter sin Mands Død havde bosat sig i Jylland: naar hun nu stundom blev omtalt, var det næsten altid som en stakkels sørgende Enke, der ikke havde Meget at leve af, og jeg havde derfor efterhaanden omskiftet mit tidligere Billede af hende med et andet, der forestillede hende som en mager, sortklædt Kone med et blegt Ansigt og sorte Haar, der begyndte at falde noget i det Graae; ligesom jeg ogsaa var forberedt paa, at hun vilde betragte mig som en lidet velkommen Gæst, hvem hun blot for at faae en forøget Indtægt fandt sig i at modtage. »Nu vel,« tænkte jeg, »bryder hun sig ikke om mig, saa kan jeg jo ogsaa lade være at bryde mig om hende: saa er vi kvit!« - Og saaledes ankom jeg da i en mindre venlig Stemning og med en noget trodsig Mine til mit nye Hjem, der laa et Stykke udenfor Østerport. Vi skulde have været der tidlig paa Formiddagen; men inden vi kom, var det allerede begyndt at blive Skumring; thi jeg havde saa liden Lyst til at komme der, at jeg fik Jakob til først at besørge alle sine andre Ærender.
Men ligesom der efter Nogles Forsikkring gives Dage, da man har en fast ufeilbarlig Divination, saaledes kan jeg af egen Erfaring bevidne, at der er andre, paa hvilke Ens Forventninger uafbrudt slaae feil. Da Vognen endelig holdt udenfor et ensomt beliggende, lille Sted, kom en Dame, som neppe saa ud til at være fem og tyve Aar, - skjøndt hun, som jeg siden erfarede, i Virkeligheden var tre Aar ældre, - ned ad Trappen og tog imod os. Hun var af Middelhøide, og hendes temmelig fyldige Figur tog sig meget fordelagtig ud i en søgrøn Kjole, der prydedes af en mørkerød Sløife. Hun havde usædvanlig stort blondt Haar og et smukt, rundladent og meget venligt Ansigt. Denne Dame var ikke nogen Anden end min ærede Tante, Fru Therese Malcolm selv, der, som det forekom mig, ogsaa paa sin Side syntes at have tænkt sig sin elskværdige Neveu noget anderledes, men iøvrigt modtog mig som en intet mindre end uvelkommen Gæst. Efterat have sagt Goddag i nogle venlige Ord paalagde hun Pigen at sørge for Jakob og mit Tøi, og førte mig derpaa op paa mit Værelse, der var meget smagfuldt og behageligt, men dog især overraskede mig derved, at der allerede, skjøndt vi endnu kun var i Begyndelsen af October Maaned, var lagt i Kakkelovnen, Noget, der vel forekom mig høist hensigtsmæssigt i det kolde Veir, men tillige meget besynderligt, da man paa Poulsminde ligesaa godt kunde have foreslaaet at holde Juleaften før den 24de December, som at lægge i Kakkelovnen før den 1ste November.
Da jeg kom ned til Thebordet, dette vigtige Moment i et begyndende Bekjendskab, fandt jeg vel ikke de mange solide Sager, som paa Landet pleiede at udgjøre vort Aftensmaaltid, men til Gjengjæld desto mere af den fornøielige Hyggelighed, som vor Tids Critici jo rigtignok pleie at satyrisere over, men som det alligevel, saavidt jeg skjønner, ikke bør formenes en Forfatter stundom at dvæle ved, da den dog i Virkeligheden udgjør en ikke ringe Del af Livets Behagelighed. Iøvrigt vil jeg for min Part overlade til den elskværdige Læserinde at tænke sig det Hele just saaledes, som hun arrangerer det: for hende er det ligesaa bekjendt, som det for mig, dengang jeg kom fra Poulsminde, og desværre mangen Gang senere, var fremmed. - Da jeg allerede har vist, at jeg kjender Goethe, vil jeg heller ikke, som Forfattere ellers pleie, naar en Mandsperson første Gang betræder »et kvindeligt Værelse«, minde om Faust og Gretchen, saameget mindre, som jeg troer, at, hvorledes det end kan have været med Ligheden mellem Fru Therese og Gretchen, saa har den dog sikkert været meget ringe mellem mig og Faust.
I Begyndelsen gik Samtalen mellem Fruen og mig ganske let, men efterat vi havde berørt de nærmestliggende Forhold, indfandt Forlegenheden sig hos mig, og jeg ønskede meget, at der var en tredie Person tilstede, paa hvem jeg kunde transportere en Del af Conversationen. Jeg ventede halvt, at en saadan skulde indfinde sig, da jeg havde hørt min Tante sige til Pigen, at hun skulde bede en Dame om at komme, der, saavidt jeg hørte, blev kaldt Tante Ludovika, og i hvem jeg saaledes havde al Anledning til at vente en Grandetante; i hvilken Forventning jeg dog blev skuffet, da jeg senere erfarede, at hun ikke var nogen virkelig Tante til Fru Therese, men at denne blot kaldte hende saa, fordi hun som Barn havde været i Huset hos hende. Iøvrigt lod bemeldte Dame ikke vente paa sig, men kom just som hun var kaldet, hvilket hun efter det Anførte jo da iøvrigt ogsaa var. - Hun var meget høj og smekker, havde en stor kroget Næse og sortegraat Haar, gik næsten altid klædt i Sort og svarede i det Hele meget bedre til min Forventning om min Tante, end Tilfældet havde været med denne selv. Hun førte sin Person med stor Anstand; naar hun sad stille, saa hun meget værdig ud, stundom endogsaa noget barsk; naar man derimod talte til hende, og især naar man spurgte hende om Noget, fik hendes Ansigt et yderst forbindtligt Udtryk, omtrent som om hun vilde sige: »Ja, spørg kun! hold ikke din Videlyst tilbage! Alt hvad jeg veed, skal jeg meddele Dig, og jeg haaber, at vi vel skulle træffe det Rette.« Sine Svar meddelte hun med en vis Vægt; og naar hun var færdig, gjorde hun oftest et lille Nik med Hovedet, som om hun vilde sige: »Se, saaledes forholder det sig!«
Da hun kom ind, nærmede hun sig meget venlig og sagde mig nogle forbindtlige Ord.
»Men,« tilføiede hun derpaa, »hvorledes er det min Therese! Du har stedse sagt til mig, at Du glædede Dig til at see din Neveu, den lille Conrad: det bliver nok snarere den store Conrad, Du iaften byder velkommen her i dit kjærlige Hjem.«
Fru Therese og jeg toge af denne Tiltale begge Anledning til at rødme, og hun svarede noget forlegen: »Ja, jeg havde rigtignok tænkt mig min Fætter - eller min Neveu, skulde jeg sige - en Del yngre. - Jeg vidste,« tilføiede hun, idet hun smilende vendte sig til mig, »ikke saa nøie Deres Alder; og min Svoger talte i sine Breve om Dem, som om De endnu var saa ganske ung, og kaldte Dem altid den lille Conrad.«
Uagtet Begrebet lille jo er meget relativt, og jeg ret vel f.Ex. i Forhold til Frøken Ludovika kunde tilegne mig dette Prædikat, saa behagede det mig dog slet ikke, at Onkel havde tillagt mig det; jeg lod det imidlertid være nok med et lidt genert Smil; hvorimod Frøken Ludovika svarede:
»Sagen er den, at for Hr. Proprietair Malcolm bliver hans kjære Brodersøn altid den lille Conrad, ligesom Du, mit kjæreste Barn! altid for mig bliver min lille Therese.«
Vi gik derpaa over til andre Materier, og jeg fandt mig snart meget tilfreds med Damernes Maade at være paa; især syntes Frøken Ludovika at lægge en Vægt paa min Mening, som jeg aldeles ikke var vant til og som ikke smigrede mig lidt. Alligevel forekom Frøkenen mig allerede den Aften noget egen: Da Fru Therese saaledes engang var gaaet ud, satte hun Koppen, hvoraf hun just drak, tilside og sagde, idet hun lagde sin Haand paa min Arm:
»Ja, kjære, unge Menneske! jeg ønsker Dem i Sandhed tillykke med at være kommen i dette Huus! - Himlen har stillet min Therese ene i Verden; men desto større Rigdom har hun derfor at give til de Faa, der komme indenfor hendes Kjærligheds Kreds; - ligesom jeg ogsaa kan tilføie, at Enhver, der slaaer Bo her i Huset, kan være forvisset om mit Venskab og min Deltagelse.«
Da det i den yngre Alder er vanskeligt at besvare Sligt med passende Ord, indskrænkede jeg mit Svar til en høflig, douce Brummen; og en lille Stund efter blev vort Selskab forøget med en Person, hvis Væsen ganske egnede sig til at jage alle blidere Sindsbevægelser paa Flugten. Det var den anden af de to Huusvenner, der kom til min Tante; - thi i den Tid, jeg var hos hende, kom der ingen andre stadige Gæster end disse to, og ved Skjæbnens Tilskikkelse traf det sig saa, at de begge gjorde Besøg denne Aften. - Det var hendes Huuslæge, Dr. Holm, hvem jeg, for ikke at trætte Læseren med Udførelsen af for mange Portraiter, blot vil silhouettere som en midaldrende Mand med et livligt Udvortes, men noget drøi baade i aandelig og legemlig Henseende.
Det forekom mig snart, som om Doktoren ikke rigtig sympathiserede med Damerne. De modsagde ham næsten altid, skjøndt paa en Maade, som om de vare lidt bange for ham. Med Frøkenen disputerede han tit om lærde og curiøse og især religiøse Materier; og ved slige Leiligheder var hun da meget alvorlig, medens jeg derimod aldrig ret vidste, om han mente, hvad han sagde. Saaledes kom de allerede den første Aften dybt ind baade i Himmel og Helvede, og Doktoren paastod til min Forundring, at hvad der var Himlen for En, upaatvivlelig vilde være Helvede for en Anden. Frøkenen yttrede i den Anledning, at man vel ei turde haabe, at Enhver skulde faa Sphærernes Musik at høre; men at dog vist neppe Nogen vilde betvivle, at hver den vilde henrives, som var lykkelig nok til at naaes af deres Klang.
»Jo, det vil jeg rigtig betvivle,« svarede Doktoren; »og kan De huske, at De sagde næsten det Samme, dengang De sidste Langfredag var paa Kirkeconcert; men jeg og den stakkels Phylax, der ogsaa var sluppen ind, vi udstod de største Lidelser.«
»Men De har jo ogsaa selv sagt, at De slet ikke har Øre for Instrumentalmusik.«
»Nei,« svarede Doktoren, »det har hverken Phylax eller jeg. Men sæt nu, at det ikke gik os bedre med Sphæremusik.« - -
Frøkenen svarede ikke derpaa, men baade hendes og Thereses Ansigt antog et misbilligende Udtryk, ligesom slige Yttringer af Doktoren overhovedet altid fremkaldte Damernes Uvillie. - Men dette var ogsaa næsten det Eneste, der stundom foraarsagede Misstemning i mit nye Hjem; thi iøvrigt forløb den nærmest følgende Tid meget behagelig for mig. Jeg nød en langt større Frihed, end tilforn; thi skjøndt min Farbroder ingenlunde plagede Folk med sin Myndighed, saa vidste man dog, at man havde en Villie over sig, som der ikke kunde være Tale om at unddrage sig. I mit nye Hjem derimod blev jeg behandlet som voxen Person, der kunde gjøre, hvad han vilde; hvilket jeg, som man kan vide, fandt meget behageligt, skjøndt jeg iøvrigt kun gjorde liden Brug deraf: Alt var saa vel ordnet for mig, at jeg uvilkaarlig fandt mig bedst hjemme, hvorvel Fru Therese, - saaledes bleve vi efter Frøkenens Forslag enige om, at jeg skulde kalde min Tante, - ingenlunde hørte til de egenlig Muntre eller meget Talende. Der var snarere en vis mild Alvorlighed udbredt over hende, eller, som Doktoren pleiede at sige til hende: hun saa altid sværmerisk ud. Hos Frøken Ludovika, der besøgte os meget ofte, kom jeg, som jeg troer, snart til at staae meget vel anskreven; hun besad Kyndighed i mange Sager, hvilken hun gjerne meddelte, og var da altid vis paa at finde en opmærksom Tilhører i mig. Især var hun en stor Elsker af Astronomien; og naar jeg undertiden om Aftenen fulgte hende hjem til hendes Bolig, der var indenfor Østerport, standsede hun almindelig flere Gange paa Veien for at orientere mig paa Himlen. Dog var det ikke nogen egenlig systematisk Undervisning, hun meddelte; hvorimod hun især dvælede ved enkelte Stjernebilleder, som vare saa at sige Favoriter hos hende; navnlig glemte hun sjelden paa vore Vandringer at omtale »Orions Belte«, »Saturni Ring«, »den store Bjørn, som i Folkesproget kaldes Carlsvognen«, »Leda«, »Svanen«, samt endelig fremfor alle den Stjerne, som kaldes »Atair«, paa hvilken jeg strax mærkede, at hun havde kastet en ganske særdeles Gunst, skjøndt hun de første Gange ikke vilde sige mig Grunden dertil. Endelig bragte jeg hende engang i særdeles god Stemning, da Talen faldt paa Nordstjernen, ved at meddele hende Indskriften paa den svenske Nordstjerne-Orden, »Occasum nescit«, og Betydningen deraf: Noget, jeg havde hørt paa Landet af vor Amtmand, der var hædret med bemeldte Orden. Da vi derefter paany kom til at behandle Atair og i nogen Tid havde dvælet ved Bestemmelsen af dens Vægtfylde, Afstand fra Jorden og Solen med flere intricate astronomiske Spørgsmaal, sagde hun endelig, efter i nogen Tid at have staaet hensjunken i Beskuelsen af titnævnte Atair:
»Jeg har, bedste Malcolm! forleden Dag, om jeg mindes rigtig, vist Dem det lille sydvestlige Hjørne paa Assistentskirkegaarden, hvor jeg ønsker, at mit jordiske Hylster, den forkrænkelige Del af mig, engang skal stedes til Hvile. Paa samme Vis vil jeg tilstaae Dem, at jeg ønsker og haaber, at den uforkrænkelige Del af mig, mit bedre Jeg, engang, naar jeg skal bort herfra, maa finde sit Hjemsted paa Atair: der veed og fornemmer jeg, at jeg vil finde mig vel.« - Og da vi lidt efter kom til at tale om »Taagepletterne« og de mange Stjerner, hvoraf disse bestode, udbrød hun: »Ja, i Sandhed! i min Faders Huus ere mange Boliger; og der er vel ogsaa beredt os Sted«; hvorpaa hun igjen vendte sig mod Atair, og da vi gik videre, saa jeg, at hendes Blikke vare vaade. Overhovedet havde hun altid ved slige Leiligheder et særegent Udtryk af Opløftelse i sit Ansigt, hvilket Doktoren paa sin Maade pleiede at betegne ved at sige, at hun saa lækkersulten ud, naar hun talte om Atair.
Jeg nægter ikke, at dette Udtryk om Frøken Ludovika forekom mig stødende, og i end høiere Grad var dette Tilfældet med Therese, der gjorde overordenlig meget af Frøkenen og udtrykte sig ganske anderledes om hende. Især talte hun, da vi vare blevne nærmere bekjendte, med Interesse om den Religionsundervisning, som Frøkenen havde meddelt hende og nogle andre unge Piger; ja, naar Talen kom herpaa, blev hun næsten varm og veltalende. »Bedre Øieblikke,« sagde hun blandt Andet, »end de Timer, vi dengang havde, vil jeg aldrig kunne faae. Der var i dem Noget, som jeg næsten vilde kalde forklaret, over Tante Ludovika. Ja, selv den Time, som kom næst efter, var bedre end alle de andre; og dog var der ingen anden Ting, hvori Tante var saa stræng som just i Religion: saasnart vi toge en Feil i Lærebogen og blot sagde f.Ex. et men for et og, saa fik vi strax tg; »thi«, sagde Tante, »alt Andet er Menneskeværk, og der kan man tit sætte Noget i Stedet; men i Religionen der staaer ikke et eneste Ord uden Hensigt, og selv den mindste Forandring kan her aabne Vei for de værste Vildfarelser.««
Det forekom mig, at Frøkenen havde Ret heri, og jeg fik hende ganske kjær, naar Therese saaledes roste hende. Lidt efter yttrede jeg til Therese, at hun vist havde været Frøken Ludovikas Yndling imellem Eleverne: »Ak nei,« svarede hun da: »Tante gjorde ingen Forskjel paa os; idetmindste kunde vi aldrig mærke det. Men undertiden hændte det sig, at vi, som vare i Huset hos hende, bleve bedte ud, og da vilde de Andre saa gjerne tage imod Indbydelsen, men jeg havde mere Lyst til at blive hjemme; og det, troer jeg nok, at Tante gjerne vilde have. Saa havde vi det rigtig deiligt, naar vi sad der alene om Aftenen; og da fortalte Tante saa Meget baade af Historien og Mythologien og meget Andet, saa at vi derover tit glemte baade Thetid og Sengetid, indtil de Andre endelig kom hjem.«
Jeg kunde ret levende sætte mig ind i, at disse Aftener havde været, som Therese sagde, deilige; og skjøndt jeg nu kun sjelden gav mig af med at phantasere, saa kunde jeg dog ikke lade være at forestille mig, hvor morsomt det vilde have været at indtage tredie Mands Plads i dem. Dog var det ikke lang Tid, jeg dvælede ved Forestillingen herom; thi Damerne viste mig med hver Dag mere, at de virkelig betragtede mig som et Medlem af deres Kreds, og jeg følte saaledes ingen Tilskyndelse til at opsøge i Phantasien, hvad jeg saa tilfredsstillende fik i Virkeligheden. Et Bevis paa vort venskabelige Forhold, men af en noget overraskende Art, gav Frøken Ludovika mig en Dag ved at foreslaae, at vi skulde træde i Correspondance sammen. - Noget forundret over dette Forslag udbrød jeg:
»Men hvorfor skulde vi det? Vi kan jo tale sammen, saa meget vi vil!«
Frøkenen, der, som jeg siden erfarede, allerede førte en lignende Brevvexling med Therese, svarede imidlertid, at der dog var Meget, som man bedre kunde behandle skriftlig end mundtlig, ligesom hun ogsaa mente, at man i Samtale kun sjelden ret udtømte en Gjenstand, saaledes som den burde udtømmes; hvorimod det skriftlige Foredrag i denne Henseende var mere fyldestgjørende. Heri maatte jeg vel give hende Ret, men jeg havde dog dengang ingen rigtig Lyst til at indlade mig paa Sagen, saameget mindre, som jeg syntes, at jeg havde Nok at skrive til mine Lærere. Jeg har imidlertid, som saa mangen anden brav Karl, altid havt vanskeligt ved at sige Nei til det kvindelige Kjøn, og jeg rettede mig derfor ogsaa nu efter Frøkenens Ønske, hvilket til Belønning indbragte mig Adskilligt, som interesserede mig meget.
Af mine egne Breve vil jeg ikke meddele Læseren Noget: de maae have været meget daarlige, eftersom Frøkenen, der dog altid var en mild Dommer imod mig, engang efterat have seet min danske Stilebog opfordrede mig til at skrive mine Breve ganske som mine Stile. Derimod vil jeg aftrykke et Brudstykke af et af Frøkenens Breve, som berørte hendes og Thereses Samliv, paa hvilket vor Brevvexling var blevet henledet, og hvorom jeg da fik adskillige Meddelelser. En af de mere betegnende blandt disse indeholdtes i nævnte Brudstykke, der lød saaledes:
- - »Af vor Samtale veed De, bedste Malcolm! at jeg foruden den hellige Skrift, Lærebogen, Catechismus og de andre af Gud selv og hans Udsendte til vi Menneskers Frelse givne Værker endvidere pleiede at lade mine Elever læse alle Slags gode Bøger, som handlede om Religion, Moral og de Videnskaber, der ellers kunne opløfte Hjertet til ret at nyde og smage Guds Herlighed, saasom Astronomi, Mythologi, lidt Anatomi - denne dog med Forsigtighed behandlet - samt flere lignende. Blandt andre findes der en for Barnehjertet høist tiltalende Bog, der fører Titelen: »Hr. Rahlffs Samtaler med sine Elever om det andet Liv«. Denne herlige Mand udvikler paa en saa gribende Maade det bedre Hinsides, at alle hans Elever, især en lille Pige ved Navn Lise, udbryde i Ønske om, at denne vor Prøvetid herneden dog snarlig maatte være tilendebragt; og - jeg nægter det ikke - paa mig gjorde hans Ord samme Indtryk: - end mere greben af dem var dog min Therese. - - Samme Dag, vi havde læst herom, studerede vi ogsaa Naturhistorie, og fandt der blandt Andet den Notits om de bittre Mandler: at de for Dyr af Fugleslægten, og især for de tamme Fugle, indeholde en hurtig, men for Menneskeslægten en langsomt dræbende Gift. Therese sagde Intet herom; men jeg lagde nok Mærke til, at hun siden var alvorlig og eftertænksom; om Eftermiddagen bad hun om Penge til at gaae ud og kjøbe Noget for. - Næste Dag var hun end mere alvorlig og, som jeg syntes, bleg og lidende, men tillige saa inderlig og kjærlig; hun søgte ret at gjøre det tilpas for Enhver og talte flere Gange om den Glæde, det maatte være at gjensees i en anden Verden med dem, man her havde elsket. - Om Aftenen havde jeg hændelsesvis et Ærende ind paa Thereses Værelse, efterat hun havde sagt Godnat: jeg gaaer derind, men - tænk Dem, unge Menneske! - tænk Dem min Skræk, da jeg seer hende sidde der med en heel Skok af Mandler - bittre! - jeg tvivlede ikke derpaa! - paa Bordet foran sig. Med en Døendes Mine vendte hun sig imod mig og sagde blot de Ord: »Tante! er det Synd?« - »Jeg veed det ikke!« raabte jeg: »Jeg veed det ikke! men, lov mig, Therese! lov mig, aldrig at gjøre det mere!« - - Et Øieblik vaklede hun, men endelig kastede hun sig i mine Arme, og, idet vi begge brast i Taarer, hviskede hun: »Tante! jeg lover det!« - Og hun holdt det; thi Thereses Ord er ubrødeligt. - Jeg greb de afskyelige Mandler, aabnede Vinduet og kastede dem alle ned i Gaarden: derpaa satte jeg mig hos Therese og forlod hende ikke, før Dagen gryede.
»Var det Synd?« spurgte hun mig; - og De gjør mig maaske samme Spørgsmaal: »Var det Synd?« - - Kjære Yngling! jeg veed det ikke! i Sandhed nei! - men jeg troer det! - jeg troer, det var Synd, - en ædel, en ophøiet Synd, men dog en Synd; - og jeg troer dette, ogsaa fordi Straffen, som allerede her i Livet saa ofte rammer Synden, ikke udeblev. - Paa Thereses egen Sundhed havde det, lovet være Gud! ingen blivende Indflydelse; men næste Morgen, da hun aabnede Vinduet: hvad saa hun da? - - alle de muntre Høns, de smaa Kyllinger og hendes kjære, kjære Duer, som uden at drømme om nogen Fare - kaglende, kurrende, jublende - fraadsede i de bortkastede Mandler!! Ak, hvor den stakkels Pige da følte Angerens Bitterhed! især da alle disse Fugle lidt efter begyndte at hænge med Vingerne, og da endnu inden Aften fem Duer, syv Kyllinger og en lille sort spansk Høne, der især var Thereses Yndling, - under store Smerter sank om og døde. - -
Endnu maa jeg dog fortælle Dem, hvorledes Doktor Holm, hvis haardhjertede Natur - uden at jeg vil nedsætte noget af mine Medmennesker, det være fjernt fra mig! - dog, som mig synes, hidtil altfor lidet er bleven Dem klar: - jeg maa fortælle Dem, siger jeg, hvorledes han ved denne Leilighed røgtede sit i sig selv saa skjønne og betydningsfulde Kald, - næst Sjælesørgerens maaskee det mest ophøiede af alle. - - Af Frygt for Thereses Sundhed sendte jeg Bud til ham og bad ham at komme; fortalte ham derpaa hele Begivenheden, og opfordrede ham baade til at give Therese Modgift for Legemet, hvis saa var fornødent, og tillige til som ældre og erfaren Mand at forholde hende det, som kunde siges imod selve den begangne Handling. I det Samme traadte Therese ind, og tænk Dem, bedste Malcolm! tænk Dem, De, som selv har et fintfølende Hjerte! - thi jeg veed, at det har De! - da gik han uden den mindste Forberedelse hen til hende og sagde: »Hør nu, min Tøs! naar Du næste Gang vil tage Livet af Dig, saa maa Du ikke bruge saadanne langsomme Midler, der virke om et halvthundrede Aar. Nei, vil Du gjøre Noget af den Slags, saa tag Du Dig en dygtig Portion Rottekrudt; det gjør en ganske anden Effekt. - Med bittre Mandler kan saadanne store, firskaarne Pigebørn, som Du, ikke udrette Noget: det er kun for smaa Piphøns!« - -
Hvad siger De, unge Menneske! om saadanne Ord, efter en saadan Begivenhed, til et saadant Væsen som Therese?!« - -
-------------
Jeg kunde ikke Andet end være enig med Frøkenen i hendes Betragtning af Doktorens Adfærd; og paa mig gjorde den nævnte Begivenhed et helt andet Indtryk, end den syntes at have gjort paa ham. Jeg følte Uro og Skræk ved Tanken om, at det dog havde været saa nær ved, at jeg aldrig skulde have seet Therese, og jeg gik den Aften meget tidligere, end jeg pleiede, ned i Dagligstuen, for at forvisse mig om, at hun virkelig var der. Hun sad rolig og syede ved Lampen; og efterat have sagt Godaften satte jeg mig i nogen Frastand og betragtede hende stiltiende. Der var, syntes mig, foregaaet en Forandring imellem os: jeg vidste en af hendes Hemmeligheder og var anderledes end før indviet i hendes Forhold. Og hun selv, hendes egen Person forekom mig ogsaa ligesom forandret: der var udbredt noget Helgenagtigt over hende; og som hun sad der saa stille og fordybet i sit Arbeide, havde jeg en inderlig Fornemmelse af, at man ikke turde give hende Uret, naar hun vilde tilhøre Himlen. Og dog var hun tillige saa jordisk deilig: hendes fyldige Skikkelse, hvor gjorde den sig ikke gjældende i den mørkeblaae Silkekjole! og idet hun bøiede sig fremad, saa at Lampen kastede sin fulde Glands paa den hvide Nakke og de tykke blonde Flætninger: hvor levende følte jeg da ikke, at dette dog ei tilhørte Himlen, men at det var, jeg maatte næsten sige, for godt til den. - »Jeg har,« tænkte jeg, »ofte i Romaner læst om de ravnesorte Lokker, der toge sig saa fortryllende ud til den snehvide Hals; men hvor det er en dum, klodset Smag, der passer for dem, som finde Behag i, hvad der er rigtig grelt! Nei, man skulde blot see dette: - Enhver maa jo dog tilstaae, at noget Deiligere kan der ikke sees!« - - Som jeg saaledes sad og betragtede, kan jeg sige, at det, man kalder Skjønhedssands, for første Gang blev vakt hos mig: jeg havde før altid ifølge en Art Tradition antaget, at blot den kunde være virkelig smuk, som havde sort Haar og krum Næse og derhos var høi og smekker: baade af min Farbroder og Præsten havde jeg saa ofte hørt dette udtale, at skjøndt jeg aldrig selv havde havt nogen Fornemmelse deraf, ansaa jeg det dog for en given Sag. Og nu saa jeg paa een Gang just alt det Modsatte og følte dog med en saa uendelig Vished, at dette var smukt.
De Timer, jeg havde frie, tilbragte jeg nu næsten udelukkende i vor lille Familiekreds; hvilket altid syntes at behage Therese. Hun spillede og sang nu ofte, hvad hun tidligere ikke havde gjort, og jeg hørte med inderligt Behag paa de smaa idylliske Viser af »Høstgildet« og »Peters Bryllup«. Til Gjengjæld maatte jeg, skjøndt det i Begyndelsen generede mig, undertiden læse høit; og det var da altid med en særegen Interesse, jeg læste de Fortællinger, hvori Navnet Therese forekom: jeg syntes, at de havde et ganske andet Liv end de, med hvilke det ikke var Tilfældet. Det vakte derfor i høi Grad min Deltagelse, da Frøkenen en Aften, da ogsaa Doktoren var tilstede, havde en Bog med sig, af hvilken hun var meget indtagen, nemlig »Martin Luther« af den tydske Forfatter Zacharias Werner, som i den Tid havde ikke faa Beundrere. Hun meddelte os noget af dens Indhold og berettede blandt Andet, at der i den var den alleryndigste lille Pige ved Navn Therese. »Hun er,« fortalte Frøkenen, »kun 9 Aar gammel og døer en Dag i et skrækkeligt Tordenveir, dels af Luftens Tryk og dels af Kjærlighed til en Yngling paa femten Aar, som hedder Theobald, og som ogsaa tilsidst døer, dels af et Kaardestød og dels af Længsel efter den lille forudgangne Therese.« - -
»Dersom Kaardestødet ellers har været forsvarlig ført,« sagde Doktoren, »saa vilde den sidste Grund slet ikke behøves.«
»Da de see hinanden første Gang,« fortsatte Frøkenen uden at tage Hensyn til Doktorens Bemærkning, »udraabe de begge: »En Engel!« og de ere ogsaa af Forfatteren fremstillede ganske som Luthers og Catharina v. Boras Skytsengle. Han spiller desuden paa Fløite og hun paa Cithar.«
Da jeg naturligvis senere læste Bogen, kan jeg bevidne, at Alt forholdt sig, som Frøkenen sagde; ligesom hun ogsaa ganske holdt sig til Sandheden, da hun fremdeles vedblev: »Men idet de døe, udsynge de sagte, eller, som der staaer paa Tydsk, »singen sie leise« hinanden ved Navn, og i deres Dødsstund er det da egenlig først, at man ret erfarer deres Kjærlighed. Dog sige de ikke Navnene ganske, som de ere, men hun henaander Theos-bald! og han derimod Theou-rosa. - Det er mig ikke ganske tydeligt, hvad det egenlig skal sige,« tilføiede Frøkenen og saa spørgende paa Doktoren.
»Det er noget Sludder,« svarede Doktoren: en Oplysning, som imidlertid ikke tilfredsstillede Frøkenen, hvorfor hun henvendte sig til mig, som da i al Beskedenhed svarede: »Theos-bald, det er halvt Græsk og halvt Tydsk og betyder Gud-snart; og Theou-rosa, det er halvt Græsk og halvt Latin, og betyder Guds-Rose.«
»Ak, hvor det er smukt og kunstigt«, udbrød Therese.
»Ja, svært udspekulert,« sagde Doktoren; »men Gud veed forresten, hvor den lille Therese havde lært Græsk fra?«
»Maaskee i Klosteret,« svarede Fru Therese.
»Kunde det maaskee ikke være som en Art Inspiration i Dødsøieblikket,« sagde Frøkenen. - »Paa første Pintsedag blev der jo ogsaa talt forskjellige Tungemaal af dem, som ikke havde lært Sligt,« tilføiede hun i en noget usikker Tone.
»Aa ja,« svarede Doktoren, »og ligesaa gik det jo ved Babels Taarn.«
Uden at bryde mig om at løse dette Problem, kunde jeg derimod ikke Andet end inderlig sympathisere med Theobald, naar han ved at see Therese udbrød: »en Engel!« eller naar han sagte henaandede »Theou-rosa!« - Efter Thereses Ønske læste jeg den hele Tragoedie høit for hende, og ønskede i den Tid Intet høiere end ret at ligne Theobald. Ja, jeg vil ikke fordølge, at jeg i den Anledning endog kjøbte mig en Fløite og begyndte at tage Musiktimer. Da jeg frygtede, at man skulde læse for meget i min Sjæl, turde jeg dog ikke øve mig hjemme, men vandrede ud paa Østerfælled, og gik der omkring og blæste. Localet var imidlertid ikke heldig valgt: saasnart Himlen ogsaa begyndte at blæse, fløi Tonerne fra mig; og adskillige Gange maatte jeg desuden finde mig i at blive antaget for Piber-Aspirant, Noget, som slet ikke smigrede mig. En desto mere ublandet Nydelse havde jeg ved vor Læsning hjemme. Den store og den lille Therese smeltede sammen til een Person for mig; og medens jeg læste det Øvrige, glædede jeg mig til de Scener, hvori »Therese« forekom. Engang kunde jeg ikke lade være at omtale den Lighed, som jeg saaledes fandt mellem Fru Therese og hendes Navne; men hun svarede mig da vistnok mildt, men ogsaa noget alvorlig: »Ak nei, det maa De ikke sige; - saa reen og overjordisk er vel næsten Ingen, og allermindst jeg; det føler jeg kun altfor dybt.« Men jeg følte herved kun desto dybere, at jeg dog havde Ret, og at hun blot ogsaa i elskelig Ydmyghed stod ved Siden af Werners lille Helgen.
Naturligvis vilde jeg være bleven uendelig lykkelig, hvis Therese havde yttret Noget om en tilsvarende Lighed mellem mig og Theobald. Dette skete imidlertid ikke; men Frøkenen, som saa ofte kom mig til Hjælp, skaffede mig dog paa en Maade ogsaa dette Ønske opfyldt. Ved Siden af sine mange Fortrin havde hun, som jeg troer, den lille Svaghed, at hun ikke vel kunde tie, især hvor der var Tale om Noget, som hun troede interesserede hendes Venner. Hun berørte saaledes en Dag, at hun havde modtaget et Brev fra Therese, og at deri ogsaa fandtes Noget om mig. Da hun vistnok mærkede, at jeg meget gjerne vilde see dette, laante hun mig Brevet, idet hun ligesom undskyldende tilføiede, at hun troede, det var meget gavnligt for Ens Selvkjendskab, om man saaledes kunde erfare Andres uforbeholdne Yttringer om En. Jeg gav hende ubetinget Ret og jublede i mit Hjerte, idet jeg tog Brevet til mig. Mit Besøg fik derpaa en hastig Ende og jeg løb, saa hurtig jeg kunde, ud af Østerport, uden dog at kunne vente med Læsningen, til jeg naaede mit Hjem. Da jeg kom ud i Alleen, sprang jeg over Grøften og tog Post inde bag et Træ, hvor Ingen kunde see mig; og her fremtog jeg da paa een Gang ilsomt og nølende det lille fine Brev. Jeg betragtede det T.M. i det grønne Segl, som jeg allerede saa ofte havde betragtet med Længsel efter at see det paa et Brev, som jeg maatte bryde; et Øieblik dvælede jeg ved Underskriften: »Din Th.«; og derpaa stjal jeg mig til hastig at kaste et Blik ind i Brevet paa det Sted, hvor jeg omtrent ventede at finde det, som angik mig. Da jeg der fik Øie paa et »Conrad«, følte jeg, hvorledes jeg rødmede, og idet jeg urolig saa mig om, lukkede jeg hastig Brevet sammen og skjulte det hos mig: jeg syntes, at der nødvendig maatte være usynlige Tilskuere; og det varede flere Minuter, førend jeg igjen vovede at begynde.
Men da jeg nu saa, at Brevet udtrykte meget velvillige Følelser, tabte jeg igjen Modet til at læse videre: jeg knappede min Frakke op og i, for ligesom at skaffe mig Paaskud til at udsætte Læsningen, og dog kunde jeg med det Samme ikke bare mig for at titte efter, hvad der stod. Endelig læste jeg det da; og hvad jeg havde brugt saa mange Omsvøb for at udfinde, lød, forsaavidt det angik mig, saaledes:
»Hvad Du, bedste Tante! yttrer om Conrad, er just det Samme, som har foresvævet mig. Du husker, at jeg havde tænkt mig ham ganske anderledes, og især meget yngre; som jeg troer, at jeg engang tilstod Dig, stod det for mig, som om han maaskee skulde erstatte mig den Lykke, det vilde have været, dersom Malcolm og jeg i vort Ægteskab vare blevne velsignede med Børn; jeg syntes, at det var saa naturligt, at min Mands Brodersøn kunde blive næsten som min Egen. Til denne Forventning svarede han jo rigtignok slet ikke; men skjøndt jeg derfor i Begyndelsen var ligesom noget undseelig, saa bleve vi dog snart gode Venner, da han var saa forstandig og venlig; og det varede ikke længe, før jeg betragtede ham næsten som en yngre Broder.
I den senere Tid synes jeg igjen, at det er noget anderledes og næsten mere, som jeg først havde ventet. Han er saa barnlig og tillige saa god og kjærlig i sit Væsen, at mit Hjerte ret kommer ham imøde; og tit naar han træder ind og saa venlig siger Godaften, faaer jeg ret en inderlig Lyst til at sige ham, hvor meget jeg holder af ham; og jeg er ofte vred paa mig selv, fordi jeg synes, at jeg ikke er saa kjærlig imod ham, som jeg burde være og i Hjertet har Lyst til.
Blot een Ting har jeg imod Conrad: - jeg frygter, kjæreste Tante! at han ikke er rigtig religiøs! Han følger nok med, naar jeg gaaer i Kirke; men af sig selv falder det ham aldrig ind. Jeg kan endogsaa mærke, at han ofte morer sig over Dr. Holms underlige Spotterier; og hvor stor Agtelse jeg endog i mange Henseender har for Holm, saa er jeg dog nu næsten bange, hvergang han kommer. Derimod var jeg meget glad over, at Conrad kom til at læse den skjønne Tragoedie »Martin Luther«, og fandt saa stort Behag i dette Digt, der er saa rigt paa religiøs og opløftende Følelse.
- Jeg maa dog fortælle Dig, at han forleden Dag paa sin venlige Maade sagde til mig, at jeg lignede den lille Therese. Jeg behøver ikke at sige Dig, at jeg kun altfor vel følte, hvor meget han deri tog feil; men det var dog underligt nok, at vi To just Dagen iforveien havde talt om, at han lignede Theobald. Jeg havde nær fortalt ham det; men den dumme Undseelse, som altid kommer over mig, gjorde, at jeg taug stille.« - -
Som man kan vide, følte jeg mig inderlig henrykt over, at Therese skænkede mig saa megen deltagende Opmærksomhed; og da jeg om Aftenen skulde ned til Thebordet, var jeg høist lykkelig over den Sindsstemning, hvormed jeg nu vidste, at hun modtog mit Godaften; ja, jeg kunde ikke lade være med sød Frygt at tænke mig den Mulighed, at hun kunde give efter for den Lyst, hun havde berørt i Brevet: Noget, der dog desværre ikke blev Tilfældet. - Imidlertid øvede jeg mig flittig paa Fælleden, og levede mig med en vis blid Glæde mere og mere ind i den Tanke, at jeg var Theobald; derimod vilde jeg Intet have forandret ved Therese. Frøkenen styrkede mig i min Illusion, idet hun ofte ikke kunde bare sig for at kalde mig »Theobald«; og da hun, som rimeligt var, kaldte Therese »Therese«, var Situationen let at vedligeholde. Uheldigvis benævnede hun mig ogsaa engang Theobald i Doktorens Nærværelse, hvilket gav ham Anledning til først at gjøre Nar baade af Theobald og Therese og siden, da jeg ved hans Bortgang fulgte ham ud, at sige til mig:
»Hør nu, min unge Ven! tag imod et godt Raad, og vogt Dem for at blive bortskjørtet af disse meget rare, men ogsaa meget forskruede Fruentimmer. Det er farligt i Deres Alder; og giver De for meget efter, saa kan De let komme til engang at svare høie Renter af den nærværende Tids Delice.«
Disse, som jeg troer, velmente Ord havde dog ikke den tilsigtede Virkning, men mishagede mig tvertimod meget. Det forekom mig oprørende at kalde disse elskværdige Damer forskruede og at tale om at blive »bortskjørtet« af dem; og da jeg kom ind igjen, havde jeg en Fornemmelse af, at jeg skyldte dem dobbelt Hengivenhed, for ligesom at give dem Opreisning, fordi jeg havde hørt dem omtale saaledes.
Hvorvel min Hengivenhed for Doktoren saaledes var i stærk Aftagende, havde jeg dog i denne Tid næsten større Længsel efter hans Komme end nogensinde før. Grunden hertil vilde jeg ikke være mig bevidst, og da den et Par Gange faldt mig ind, viste jeg den rødmende og leende bort som en Urimelighed; men jeg skulde tage meget feil, om den dog ikke - saa underlig er den forelskede Ungdom! - laa deri, at han næsten var den Eneste, som kaldte Therese Fru Malcolm; thi Frøkenen kaldte hende ved Fornavn, og Pigen benævnede hende blot »Fruen«. Og dog lød denne Benævnelse »Fru Malcolm« saa usigelig vel i mine Øren! - det var jo mit Navn: det lød, hviskede jeg til mig selv ganske, ganske sagte, som om hun var min - min Frue. Ja, da Doktoren engang havde været længe borte, kunde jeg ikke bare mig for selv at kalde hende ved Efternavn, istedetfor som ellers »Fru Therese«; dog fortrød jeg det strax, saasnart den kildrende Lyd naaede mit Øre; jeg blev skamfuld over mig selv, og det blev endnu værre, da Therese misforstod mig og spurgte, hvad der var passeret, siden jeg talte saa fremmed til hende. For Fremtiden maatte jeg da nøies med at udtale den kjære Benævnelse i Eenrum; men - ja, jeg gjentager det: saa underlig, men tillige saa inventiøs er den forelskede Ungdom - jeg, som aldrig tilforn havde lagt Mærke til, om der blev ringet paa Klokken eller ikke, jeg fik nu paa een Gang det fineste Øre for dens sagteste Klang og ilede, hver Gang jeg hørte den, som et Lyn ned ad Trappen for at komme Pigen i Forkjøbet; - Noget, der iøvrigt ikke var vanskeligt. Jeg kan med Sandhed sige, at det ikke var mig klart bevidst, hvorfor jeg gjorde det; men jeg bør heller ikke fordølge, at jeg havde en Følelse af rig Løn for min Møie, naar den Ringende da spurgte efter »Fru Malcolm«; og gjorde han det ikke, da vidste jeg dog uvilkaarlig selv at skaffe mig min Løn, idet jeg efter Omstændighederne svarede: »De vil tale med Fru Malcolm; jo, hun er hjemme«; eller: »Nei, De gaaer feil; Hr. N. boer ikke i dette Huus; her boer Fru Malcolm«; - eller noget Andet, hvadsomhelst, naar blot det tillokkende Navn indeholdtes deri.
At denne Yttring af min Følelse ikke var enestaaende, vil man iøvrigt let kunne forstaae. Alt hvad der havde nogen Forbindelse med Therese, fik derved en Trylleglands i mine Øine; ja, jeg syntes, at Folk saa anderledes ud, naar de kom fra hende, end naar de gik til hende. Jeg var ikke blot forelsket i hende selv, men jeg kan næsten sige, at jeg havde en lignende Følelse for hendes Breve, for de Bøger, hvori hun havde skrevet sit Navn, for det Sybord, hvorved hun arbeidede, og det Tøi, hvori hun klædte sig. Blandt Andet havde hun et rødt Shavl med hvide Palmer, hvilket hun pleiede at tage paa, naar hun besørgede sine smaa huslige Sysler; for dette, som sædvanlig hang i Forstuen, naar det ikke blev benyttet, følte jeg især Tilbøielighed, og saa ofte jeg gik forbi og vidste mig ubemærket, kyssede jeg det gjentagne Gange, ligesom jeg ogsaa mangen Aften sent og mangen Morgen tidlig, medens det øvrige Huus sov, har listet mig ned for at have den Fryd at svøbe mig ind i dette lykkelige Klædebon, der saa tit omsluttede min Kjærligheds Gjenstand.
Under alt dette var jeg meget flittig, og mine Lærere bevidnede mig ofte deres Tilfredshed. En Dag indtraf der imidlertid hos en af dem Noget, som i flere Timer berøvede mig al Agtpaagivenhed. Denne Præceptor boede langt fra mig, og det var derfor ordnet saaledes, at jeg undertiden udarbeidede de Opgaver, han gav mig, hjemme hos ham; hvilket da skete i et Værelse, som kun ved et Skillerum var adskilt fra hans eget: han var en Bekjendt af Doktor Holm, som ofte besøgte ham og flere Gange havde truffet mig der, ligesom jeg ogsaa kunde høre dem tale, naar jeg sad i Sideværelset. Da jeg den nævnte Dag havde siddet i nogen Tid og spekuleret paa Cirkelens Qvadratur, hørte jeg Doktoren komme, og efter nogen Tids Forløb drog deres Samtale, der blev ført temmelig høit, min hele Opmærksomhed bort fra Mathematiken. De kom først til at tale om Ægteskab mellem Nærbeslægtede, hvilket Doktoren erklærede for i Regelen at være meget forkasteligt, skjøndt han mente, at det var Noget, som i vor Tid ikke kunde vedkomme Lovgivningen. »Her i Landet,« tilføiede han, »ere Bestemmelserne derom nu specielt urimelige, idet man tillader Ægteskab med en kjødelig Farbroder eller Morbroder, men forbyder det med Farbroders eller Morbroders Enke, som dog ikke har een Draabe Blod fælles med sin Mands Broder- eller Søsterbørn.« Jeg rødmede som sædvanlig, naar Noget kunde henføres til mit og Thereses Forhold, men kunde iøvrigt ikke Andet end give denne Tale mit udelte Bifald; ligesom det ogsaa lød som Musik i mine Øren, da min Lærer bemærkede, at man let erholdt Bevilling til Giftermaal af sidstnævnte Art; hvortil Doktoren, saavidt jeg husker, imidlertid svarede, at det just allerstærkest viste Lovgivningens Urimelighed, naar der kunde være Tale om at give Dispensationer i Forhold, hvor Reglerne skulde hvile paa Naturlove: Sligt, mente han, kunde kun være tjenligt for det catholske Præsteskab og dets Myndighed. Da den Anden dertil svarede, at Sagen jo maaskee kunde være ligesaa tjenlig for det danske Cancelli og dets Myndighed, gik Samtalen over paa Politikens Omraade og havde ikke nogen særlig Interesse for mig, førend jeg pludselig hørte Thereses og Frøken Ludovikas Navne, hvilket jog mig op som Trompeten Krigshingsten. Det var min Lærer, der lod til at have ældre Bekjendtskab til Damerne, og som gjorde et Spørgsmaal dem angaaende, hvorpaa Doktoren svarede med at udtale sig meget stærkt om hvad han kaldte deres fjantede Sentimentalitet. »Ved den Gamle,« hørte jeg ham sige, »er der naturligvis ikke Noget at gjøre: hun er og bliver gal. Den Unge derimod er i sig selv slet ikke ilde og kunde endogsaa blive meget flink, naar hun blot kunde blive gift engang. Men naturligvis maa det store, fyldige Fruentimmer blive sentimental, naar hun sidder der hen som Enke nu snart paa tiende Aar. - Naar hun blot fik et Barn eller to om Aaret, saa gik det nok over.« - -
Jeg hørte ikke mere, saaledes susede det for mine Øren: jeg var rasende over den Maade, hvorpaa de omtalte Therese, og dog blandede der sig i mit Raseri en vis Henrykkelse. De sad der og talte høit om Ting, som neppe turde henaandes i den sagteste Tanke: - at være gift med Therese! at faae et eller to - - ah, jeg kunde ikke gaae videre, men greb i Hast efter en af mine Bøger for at lede Sindet hen paa noget Andet. Det var en Bibelhistorie, jeg fik i Haanden. Idet jeg slog op i den, traf jeg paa Fortællingen om den taalmodige Hjob og hans 10 børn, og kom til at tænke paa den Tid, da jeg sad med Christian og Thomas under den store Eg og udmalede, hvorledes jeg vilde vinde 7 Landslag istedetfor de 7 Sønner og 3 Søslag istedetfor de 3 Døttre. - »Ja det var dengang: da kjendte jeg ikke Therese; men nu - -.« Jeg kunde ikke længer holde det ud, og da Doktoren i det Samme gik, skyndte jeg mig saa meget som muligt med ogsaa at komme ud i det Frie, hvor jeg længe forgjæves søgte at faae min Ligevægt tilbage.
Med mere end almindelig Heftighed knugede jeg det røde Schavl til mit Hjerte, da jeg igjen stod i vor Forstue, og med endnu mere Tilbedelse end sædvanlig iagttog jeg Alt hvad der vedkom Therese. Jeg traf hende idag i en Situation, hvori jeg aldrig før havde seet hende, og som jeg ikke havde tænkt mig mulig for hende: hun skændte paa sin Pige, og det endog temmelig alvorlig. Denne Pige var overhovedet en meget forsømmelig Person, men idag havde hun især vist sig uforsigtig ved at lade en Lem staae aaben i en mørk Gang, som nogle smaa Børn pleiede at løbe igjennem, naar de legede; hvorved et Par af dem vare komne til Skade. Det var i Anledning heraf, at Therese mod Sædvane brugte sin huusmoderlige Myndighed, vistnok alvorligt, men tillige saa yndigt og indtrængende, at jeg ingensinde havde hørt nogen Prædiken, der forekom mig halvt saa opbyggelig. Og hvor fandt jeg ikke den forsømmelige Pige lykkelig: hvad vilde jeg ikke have givet for at være i hendes Sted! Der var næsten Intet, syntes mig, som kunde sammenlignes dermed. Det var en saa ny Stilling, hvori Therese her viste sig; - hvor kildrende og tillokkende maatte det ikke være at bringe hende i denne og at være Gjenstanden for hendes yndige Vrede!
Jeg fik en saadan Længsel herefter, at det formelig betog mig som et Slags Mani; og jeg tænkte hele Dagen næsten ikke paa Andet, end hvorledes jeg dog skulde bringe det til at faae Skænd af hende. Det faldt mig først ind at gaae ned og igjen lukke Lemmen op for Børnene; men det var mig dog baade for dumt og for ondskabsfuldt, hvorvel det en Tid lang var det Eneste, jeg kunde finde paa; thi jeg havde, som sagt, aldrig før seet Therese vred. Endelig sent om Aftenen kom jeg til at tænke paa, at hun oftere havde yttret Mishag med, hvad Frøkenen kaldte Doktorens Religionsspotterier, ligesom jeg ogsaa erindrede, at hun i sit Brev til Frøkenen havde yttret nogen Frygt for min Religiøsitet.
Tanken herom greb jeg med den største Glæde: »Jeg har det!« raabte jeg, idet jeg foer op: »Jeg vil være ugudelig! ja, rigtig gudsforgaaen, ti Gange værre end Doktoren! Jeg river ned paa Pastor X.; jeg troer ikke paa Djævelen; og imorgen er det Søndag, saa begynder jeg strax med ikke at gaae i Kirke!«
Jeg spildte virkelig heller ingen Tid, førend jeg næste Dag begyndte. Da Therese som sædvanlig spurgte mig, om jeg vilde gaae med hende i Kirke, svarede jeg, skjøndt jeg havde inderlig Lyst til at ledsage hende, dog temmelig rask, at jeg idag vilde bestille andre Ting, og at jeg saaledes ikke kunde have den tiltænkte Fornøielse. Jeg saa tydelig, at dette Svar ikke behagede hende; dog gjorde hun ingen Indvendinger, men lod mig blive ene tilbage, halv elendig og halv lykkelig over, at jeg havde begyndt saa tappert. Engang var jeg dog nær ved at løbe efter hende; men inden jeg endnu fik min Frakke paa, samlede jeg mig igjen og tilbragte siden Kirketiden med at tænke paa ny Ugudelighed, hvortil jeg da ogsaa snart fik Anledning. Da jeg nemlig lidt før Maaltidet traf Therese, kom hun mig venlig imøde, men sagde dog ligesom lidt bebreidende, at jeg var gaaet glip af en meget smuk og tiltalende Prædiken. Idet jeg samlede alt mit Mod, svarede jeg, at jeg ret gjerne vilde troe hende, men at jeg dog maatte tilstaae, at jeg slet ikke holdt af at høre Prædikener. Da hun overrasket spurgte om Grunden, svarede jeg, at det altid var det Selvsamme, man fik at høre, ligesom det ogsaa plagede mig, at jeg stedse, naar Præsten begyndte en Sætning, vidste Alt, hvad der vilde komme efter, inden han i sit udtværede Sprog var kommen halvt tilende. Istedetfor, som jeg havde haabet, at blive vred svarede Therese imidlertid paa den blideste Maade: »Men kjæreste, bedste Conrad! Om det nu ogsaa var saa, og om endog de, der ere klogere og mere belæste end vi Andre, ofte vide Meget af, hvad Præsten kan sige: er det saa dog ikke alligevel velgjørende at samle sine Tanker fra al Adspredelse og med hele den øvrige Menighed at henvende dem til det høieste Væsen?« - Jeg havde den inderligste Lyst til at kaste mig for hendes Fødder og give hende Ret; men ak! hun havde jo endnu ikke skændt det allermindste paa mig. Med blødende Hjerte svarede jeg hende derfor i en haard og spottende Tone, saa at hun taug stille og bedrøvet vendte sig fra mig; hvorpaa hun lidt efter forlod Stuen.
Til Middag ventede vi Doktor Holm, og inden Therese kom tilbage, havde han indfundet sig. Ved Maaltidet kan jeg, for at betjene mig af en udtryksfuld Lignelse, sige, at det var, som om Fanden selv red mig. Doktoren kom snart i Anledning af Søndagen ind paa sit Yndlingsthema, Skumleri over Kirken og dens Tjenere; og ganske mod min Følelse stemte jeg uafbrudt i, tildels endog stærkere end han selv, da jeg var uvant til den Slags Virksomhed og saaledes mindre istand til at veie mine Ord. De Andre lode begge til at være lige forundrede herover; men medens Doktoren lo og morede sig, gjorde det øiensynlig den modsatte Virkning paa Therese. I Begyndelsen søgte hun, hvad ellers aldrig var Tilfælde, naar Doktoren alene sagde Noget af den nævnte Art, at slaae vore Yttringer hen i Spøg; men efterhaanden taug hun stille, og hendes Ansigt antog et saa alvorligt og sørgmodigt Udtryk, at jeg umulig kunde have fremturet, hvis ikke Djævelen, som sagt, havde redet mig. Han gav mig uafbrudt af Sporerne, og da Samtalen nu næsten blot førtes af Doktoren og mig, og vi idelig søgte at overbyde hinanden, fik jeg fuld Leilighed til at erkjende Sandheden af, hvad der staaer skrevet: at med onde Mennesker bliver det værre og værre; de forføre og forføres. - Tilfældigvis kom Doktoren til at tage en Adresseavis i Haanden og udbrød, idet han kastede et Blik i den: »Ja, se nu der! man behøver jo blot at læse Anmeldelsen af et Dødsfald i Adresseavisen for strax at see, hvorledes Løgnen bemægtiger sig Alt, hvad der nærmer sig det Hjørne. Her takker nu en sørgende Borger Præsten for »den skjønne, trøstende, uanmodet holdte Tale«. Og dog tør jeg med Ed bekræfte, at Talen hverken var skjøn, eller trøstende, ja ikke engang uanmodet holdt.«
»Men hvoraf kan De dog vide det?« udbrød Therese.
»Jo, jeg kjender Præsten, og af hans Beskaffenhed kan jeg med fuld Sikkerhed sige, at de Taler, han holder, ikke ere skjønne. Borgeren kjender jeg ogsaa og talte med ham, ligesom han kom fra Konens Begravelse; men han var aldeles ikke trøstet, og for ham har Talen altsaa heller ikke været trøstende. Og hvad endelig det Uanmodede angaaer, saa forholder den Sag sig saaledes, at naar man sender Præsten et vist Gebyr og lader ham bede om »at følge«, saa er Meningen, der aldrig misforstaaes, i Virkeligheden den, at han skal holde Tale.«
»Det gaaer altsaa,« sagde jeg, »dermed ligesom med Indbydelsen til et Bal: der staaer paa Kortet, at man bedes til The, men Meningen er i Virkeligheden, at man skal dandse.«
Jeg Ulykkelige kunde som yderligere Exempel paa Affektation med end større Ret have tilføiet mig selv, der dengang i Virkeligheden var saa from og skikkelig som vel nogen 16aarig forelsket Yngling, men dog nu sad her og af al Magt agerede ugudelig.
Doktoren var i saa godt Lune, at han, som jeg troer, af Hjertens Grund lo af mit satyriske Indfald. For Selskabs Skyld stemte jeg selv i; men min Munterhed mindede mig paa en traurig Maade om det berømte Sted i Odysseen, hvor
- »Pallas Athene paa Stand blandt Beilerne vakte
Vild og umaadelig Latter, og rent deres Sind forvilded.
Alt lød Latteren tvungent fra deres fordreiede Kæver;
- - i Øinene traadte
Taarerne frem, og det bares dem for, at Jammer sig nærmed.«
Vort Maaltid kunde nu iøvrigt omtrent ansees for sluttet; og efter min sidste Bemærkning reiste Therese sig og gik ud med en lille Bøining for os. Doktoren tilkjendegav mig nu sit Bifald med den friere Livsanskuelse, jeg syntes at have tilegnet mig; men sjelden har nogen Ros glædet mig mindre. Til Kaffen kom Therese igjen ind: hun saa ikke paa mig, men jeg desto mere paa hende; og - jeg tog ikke feil; det var altfor tydeligt: hun havde fældet Taarer, og det for min Skyld, over mit oprørende onde og løgnagtige Forhold! Nu havde jeg Nok og forlangte ikke, at hun skulde skænde paa mig: jeg følte næsten Fortvivlelse over min Opførsel, men dog et Glimt af Henrykkelse, fordi hun havde grædt for min Skyld; det havde hun aldrig gjort, hvad saa endog Doktoren havde sagt. Med hæftig Længsel ventede jeg nu paa, at han skulde gaae; men inden dette skete, var Frøken Ludovika kommen, og hun blev derpaa den hele Aften. Denne forløb med pinlig Langsomhed, og jeg holdt Conduiten saa slet vedlige, at Frøkenen, der dog ingenlunde var nogen fin Iagttager, spurgte, om jeg var syg. Therese, som siden Middag hverken havde seet paa mig eller talt til mig, fæstede ved dette Spørgsmaal sine Øine paa mig med et Udtryk, som om hun ønskede, at det maatte være saa, for deri at kunne søge en Forklaring over mit Forhold. Jeg var lige ved at svare ja; men en pludselig Stolthedsfølelse forbød mig det, og jeg svarede med et muntert Ansigt, at jeg aldrig havde befundet mig bedre. Therese slog Øinene ned, og jeg knyttede Haanden af Raseri over min utidige Raskhed. Endelig kom da den Tid, paa hvilken Frøkenen pleiede at gaae hjem; men iaften kom der ikke Bud efter hende: hun bad mig om at følge sig; og jeg maatte sige Godnat til Therese uden at have givet hende den mindste Forklaring og uden at have faaet et eneste venligt Ord af hende.
Den Vandring, som nu paafulgte, var skrækkelig. Himlen var saa oversaaet med Stjerner som et Logulv en Løverdag Aften med Kjerner, og da jeg kastede et stjaalent Blik op til Atair, saa jeg med Gru, at den funklede og gnistrede trods nogen Istap i Solskin. Astronomien var saaledes ikke til at undgaae. Næsten uafbrudt stod Frøkenen stille og gjorde mig opmærksom paa de talløse Skjønheder, som udfoldede sig for vore svage dødelige Øine; og ved hvert tyvende Skridt bøiede hun Hovedet tilbage og sendte en venlig Hilsen til Atair, som sikkert, hvis der er Rapport mellem os og Stjernerne, maa have følt sin høie Ro afficeret baade af Frøkenens Kjærlighed og af min fortvivlede Utaalmodighed. Endelig fik Touren da Ende: jeg forlod Frøkenen, idet hun i Gadedøren kastede et sidste Blik til Himlen; og fløi nu hjem med et Stjerneskuds Hastighed.
Udenfor Huset standsede jeg et Øieblik. Igjennem Sprækken paa Vinduesskodderne kunde jeg see, at der endnu var Lys i Dagligstuen, og jeg følte den hæftigste Længsel efter at gaae derind. Men da jeg kom i Forstuen, turde jeg ikke, men gik langsomt op ad Trappen, idet jeg standsede ved hvert Trin i et sagte Haab om, at Døren maaskee skulde aabne sig. Dette skete dog ikke, og jeg gik da ind i mit Værelse, tændte Lys og stod derpaa et Øieblik stille og lyttede. - Jeg syntes, at jeg hørte Fodtrin nedenunder, og var ikke istand til at holde det ud længer: jeg tog min Beslutning, slukkede Lyset, gik ned ad Trappen og bankede ganske sagte paa Døren. Therese spurgte, hvem det var; og da jeg svarede, at det var Conrad, og at jeg gjerne vilde tale med hende, bad hun mig at komme ind. Hun sad i Sophaen og læste, som jeg siden saa, i en gudelig Bog: - paa de blonde Fletninger havde hun en lille hvid Kappe, som jeg ikke tidligere havde seet hende med: iøvrigt var hun klædt, som da vi før skiltes, i den mørkeblaae Silkekjole, som hun sædvanlig bar om Søndagen. Da jeg traadte ind, reiste hun sig og kom mig imøde, og uden ret at vide af mig selv udbrød jeg:
»Kjæreste Fru Therese! Jeg kommer for - for at - - ak, De er vist meget vred paa mig!«
»Vred,« gjentog hun, »nei tro dog ikke det, kjære Conrad! - Men lidt bedrøvet har jeg rigtignok været.«
»Ak, jeg beder Dem, tilgiv mig, at jeg har været saadan, - saa dum og afskyelig den hele Dag igjennem!«
»Ja, jeg kan sagtens tilgive Dem, Conrad! Mig har De jo ikke gjort det Mindste. Jeg er kun bedrøvet, fordi jeg, som De veed, holder saa meget af Dem og dog næsten maa troe, at De savner det Bedste af Alt. - Maaskee har jeg taget mig det mere nær, end jeg skulde; men jeg blev saa overrasket: jeg syntes, at De idag var anderledes, end De pleier; De er ellers saa mild og god, kjære Conrad! men idag« -
»Ak ja,« afbrød jeg hende, »tro mig, bedste, kjæreste Fru Therese! det var Altsammen kun Forstillelse: jeg mente ikke et Ord af Alt, hvad jeg sagde idag; og jeg havde saadan en Lyst til at følge med Dem i Kirke: engang var jeg paa Veien dertil, men - saa lod jeg igjen være.«
»Men Gud! hvorfor har De da forstilt Dem saaledes? Hvad skulde det dog betyde, Conrad?«
»O, jeg veed nu slet ikke, hvorledes det er gaaet til. Men jeg troer, jeg syntes, at De altid havde været saa venlig og elskværdig; - og nu veed jeg ikke, hvorledes det kom over mig: jeg fik saadan en Længsel efter, at De engang skulde blive vred paa mig; - - ak, kjæreste Fru Therese! det er umuligt, at De kan forstaae mig!«
»Nei, det var rigtignok underligt! Jeg synes da altid, at det er bedst, at Ens Venner holde af En.«
»Ja, De kan troe, jeg føler, hvor dum og urimelig jeg har været! Og De kan ogsaa være vis paa, at jeg har lidt for det og næsten været fortvivlet ved hvert Ord, jeg har sagt.«
»Og for saadant et Indfalds Skyld har De talt Usandhed den hele Dag igjennem, og gjort Løier med Ting, som ere saa alvorlige! - Men Conrad! hvor kan De dog være saa letsindig! Det havde jeg aldrig kunnet troe om Dem.«
»Ak, jeg veed ikke; det er, som om en ond Aand har været over mig. Men tilgiv mig, kjære, kjære Fru Therese! - Jeg skylder Dem saa Meget, saa Meget: det er just Dem, som har bragt mig til at tænke paa Religion og Alt, hvad der er godt! Før havde jeg aldrig slige Tanker; men siden jeg kom til Dem, seer jeg hele Verden anderledes end før, og jeg føler ret, at Alting er saa godt og dejligt.«
»O kjære Conrad, hvis det var saa, hvor det da vilde gjøre mig lykkelig! Og det skulde jeg være Skyld i! - Ak, jeg kan jo gjerne sige Dem det, nu da vi tale saa oprigtig med hinanden: jeg bad just nylig saa inderlig om, at De maatte faae et andet Sind, end jeg da troede, at De havde; - og saa var min Bøn allerede opfyldt, inden jeg udtalte den. - - Men De kan troe, at jeg bad ogsaa om Blidhed og Taalmodighed for mig selv, hvis vi for Fremtiden skulde blive uenige; og imorgen haaber jeg vist, at jeg ogsaa nok skulde have været anderledes, end jeg har været i Eftermiddag.«
»O, kjæreste Fru Therese! De har jo været just ganske saaledes, som De skulde være. - Men ikke sandt, nu er De ikke mere vred paa mig? De holder jo ligesaa meget af mig som før!«
»Ja, kjære Conrad! endnu meget mere. - Men jeg maa ogsaa inderlig bede Dem om Tilgivelse: De fik mig jo næsten vred, just da jeg burde være dobbelt kjærlig. Og hvor smukt er det af Dem, at De kommer til mig for at sige mig, hvad De her siger: jeg, som jo aldeles ingen Ret havde til at fordre Regnskab af Dem! - Men De kan ogsaa troe, at jeg skjønner paa det.«
Ved disse Ord rakte hun mig begge sine Hænder, og jeg saa Taarer i hendes Øine, idet hun tilføiede: »Og nu, kjæreste Conrad! vil vi jo ret af Hjertet tilgive hinanden Alt, hvad der kan være at tilgive, og holde dobbelt saa meget af hinanden som før: - ikke sandt, Conrad?«
Jeg kunde ikke svare paa hendes Spørgsmaal, saa lykkelig var jeg. Jeg trykkede hendes Hænder til mit Hjerte; mine Øine hvilede paa hendes deilige, bevægede Ansigt og rige Skikkelse; og jeg syntes, at jeg aldrig blot havde kunnet tænke mig noget Saadant. Den inderligste Længsel betog mig: ude af mig selv omfavnede jeg hende, og mine Læber søgte den søde Mund, om hvilken min Attraa nu i saa mange Dage og Nætter havde drømt. Hun gjorde ingen Modstand, og først, da jeg igjen lod mine Arme synke, sagde hun sagde: »Godnat, min egen kjære Conrad! Nu maae vi skilles for iaften.«
-------------
Under min i sin Tid udstrakte Romanlæsning var det altid forekommet mig urimeligt og usandt, naar der stundom blev fortalt, at »de Tvende« havde vexlet et Kys, uden at de dog derfor med det Samme betragtede sig som Forlovede. Naar Sligt havde fundet Sted, syntes mig, at Alt med det Samme var sagt og afgjort, saa at enhver Tvivl havde Ende. Saaledes gik det mig da ogsaa nu. Alting forekom mig afgjort: jeg havde ikke Spor af Tvivl om, at Therese var min, ligesom jeg selv med hver Tanke tilhørte hende. Og da hun næste Aften i Tusmørket spillede og sang nogle af sine smaa Sange, var det vel med Undseelse, at jeg igjen sagte vovede at kysse hende, men tillige med Følelsen af, at jeg dog derved ikke gjorde Andet, end hvad der nu var i sin Orden. Therese gjorde heller Intet, som kunde udrive mig af mine lykkelige Drømme: om hun end ikke just kom mig imøde, saa unddrog hun sig dog heller ikke min Kjærlighed, men viste mig stedse en mild Venlighed, som indeholdt Alt, hvad jeg forlangte, og gjorde mig ublandet lykkelig.
Saaledes vare nogle Uger forsvundne, da Therese en Dag i Midten af Marts fik Underretning om, at hendes ældre Søster, som boede i Fyen, var bleven hæftig syg og længtes meget efter at see hende hos sig. Saa hurtig som mulig ordnede Therese sine Sager saaledes, at Frøken Ludovika, medens hun var borte, skulde bestyre Huset, og afreiste derpaa uden Ophold. Det gik saa pludselig, at jeg, da jeg efter Afskeden paa Postgaarden igjen var kommen hjem, næsten ikke var istand til at fatte, at hun var borte, og at jeg maaskee i længere Tid ikke skulde see hende. - Vor lille Bolig, der nylig var saa munter og hyggelig, havde nu et melankolsk Udseende, og jeg skyndte mig blot med at komme op paa mit Kammer, hvor jeg søgte at tilbagekalde mig alle de lykkelige Timer, jeg havde levet med Therese, og alle de venlige Ord, hun havde sagt mig. Midt i dette Arbeide syntes jeg pludselig, at jeg hørte hendes Stemme nedenunder: jeg løb ned saa hurtig, jeg kunde, og tænkte, at Vognen maaskee kunde være gaaet istykker, eller at der kunde være kommet Afbud; - men da jeg kom ned, fandt jeg ikke Andet end de tomme Værelser. I Bordskuffen, som stod halv aaben, bemærkede jeg endel Papirer; jeg trak den hurtig helt ud og gjennemsøgte den ivrig, for maaskee at finde Noget, Therese kunde have skrevet; men det var kun gamle Regninger; og skjøndt hendes Navn jo vel stod paa dem, saa havde jeg dog nu været saa rig, at Synet deraf ikke, som for en Maaned siden, tjente til at stille min Længsel, men blot til med ny Hæftighed at vække den.
Efter et Par Dages Forløb meldte Therese os sin Ankomst til Søsterens Hjem; og derpaa fik Frøken Ludovika en fjorten Dages Tid senere et længere Brev, hvorefter den Syges Tilstand fremdeles var saadan, at Therese ikke kunde forlade hende. Iøvrigt befandt hun sig vel og skildrede sit Ophold behageligere, end hun havde ventet. »Især,« skrev hun, »har jeg megen Glæde af de Besøg, Præsten her i Sognet, Pastor A., næsten daglig aflægger her i Huset for at trøste og opmuntre den Syge. Inden jeg saa ham, var jeg noget bange, da det var fortalt mig, at han hørte til hvad man kalder den nyere philosophiske Skole, og jeg ventede derfor, at han vilde have mange nye Lærdomme. Men dette er saa langt fra Tilfældet, at jeg tvertimod ikke har kjendt Nogen, der holder saa meget paa næsten alt det Gamle. Jeg har hørt ham tale med flere ellers ærværdige ældre Præster, og der var adskillige Ting, hvorom selv de yttrede Tvivl og mere nymodens Meninger; men han, som var saa meget yngre end alle de Andre, var just allerstrængest og talte meget skarpt og stærkt; hvad man ikke skulde vente, naar man første Gang seer hans fine og zarte Skikkelse. Han disputerer ganske mærkværdigt, og kommer slet ikke med de Grunde, som man venter og selv kunde tænke sig, men med Beviser, som man skulde synes, at Ingen kunde falde paa, og som dog ere ganske uigjendrivelige og kunstige. Han faaer ogsaa bestandig Ret imod de Andre og har stor Anseelse hos de Fleste; ja, jeg hørte endogsaa en meget gammel Præst yttre, at han vistnok vilde blive Biskop og Tilsynsmand i Kirken. - Alligevel har han ogsaa megen Interesse for Poesi og skjøn Kunst, og jeg hørte ham forleden sige mange aandrige Ting om Billedhuggerkunsten. Han er ogsaa Baronessens kjæreste Selskab oppe paa Herregaarden, og det er nok især hende, som har skaffet ham det store Kald i saa ung en Alder: hendes Venskab gjør ham ogsaa megen Ære, da det er en særdeles from og begavet Dame. Iøvrigt ere alle de andre Damer, jeg har talt med, ligeledes enige i at rose ham. Han er ugift; og man mener, at han udelukkende vil hellige sig til sit Kald og dets høie Pligter.« - Herpaa fulgte nogle Spørgsmaal om vor Tilstand hjemme og tilsidst en kjærlig Hilsen til Frøkenen og mig, forbunden med Ønsket om et snart Gjensyn.
Dette drog imidlertid mere og mere i Langdrag, og da Frøkenen efter nogen Tid blev syg, var der ikke Andet for, end at jeg idetmindste foreløbig maatte søge mig et nyt Opholdssted. Efterat have skrevet til Therese derom meddelte min Farbroder mig, at jeg skulde flytte hen til Grosserer N.; og da han mente, at jeg nu var saa forstandig, at jeg nogenlunde kunde raade mig selv, blev det ordnet saaledes, at jeg kun skulde have Lidet at gjøre med Familien.
I sørgmodigt Lune forlod jeg det Sted, hvor jeg havde været saa lykkelig; men neppe havde jeg nogenlunde faaet mine Sager ordnede i min nye Bolig, førend Sorgen for Alvor indfandt sig. Da jeg en Dag gjorde et Besøg, lykønskede man mig nemlig paa min Tantes Vegne til, at hun var bleven forlovet. Jeg afviste dette leende som en Urimelighed; men nogle Timer efter traf jeg Doktor Holm, og han bekræftede det som en sikker Kjendsgjerning. Han saa paa mig, idet han fortalte mig det; men uden al Anstrengelse forandrede jeg ikke en Mine derved. Sagen forekom mig saa ubegribelig og fremmed, at jeg slet ikke kunde tænke mig den. Doktoren fulgte mig et Stykke Vei, og da jeg havde sagt ham Farvel, skyndte jeg mig hjem og lukkede min Dør i Laas. Jeg satte mig ned ved Bordet og holdt Hænderne for Ansigtet for ret at samle mig. Det Skete forekom mig umuligt, det kunde ikke være saaledes; hun havde jo holdt af mig og kysset mig: det var jo afgjort imellem os to. - Paa een Gang syntes jeg dog, at det maaskee var muligt; jeg saa mig forvirret om og vidste intet Raad i min Elendighed: hvad skulde jeg tage mig for? Det var, som om min Sjæl var tagen fra mig. - Saaledes sad jeg længe og tænkte blot paa, at Therese ikke mere tilhørte mig, indtil det paa een Gang faldt mig ind, at hun tilhørte en Anden: jeg rødmede hæftig, og min tause Bedrøvelse gik over til et fortvivlet Raseri. Jeg vilde hævne mig og fremfor Alt hævne mig paa hende, som havde handlet saaledes imod mig; og den Hævn, jeg vilde tage, skulde ikke være af den sædvanlige Art, men rigtig bitter og smertelig. Jeg kom til at tænke paa, hvad den gamle Philosoph havde svaret, da man spurgte ham om det sikkreste Middel til at hævne sig paa sin Fjende, - nemlig de berømte Ord: »Bliv bedre!« - »Jo vist,« tænkte jeg, »det skulde hjælpe stort! Hun vilde da blot glæde sig over, at lille Conrad var saadan en rar Dreng; - jeg er vis paa, at hun ikke er min Fjende: hun er endnu min allerkjæreste Ven! og just som Ven vil jeg derfor hævne mig paa hende. Jeg vil ikke blive bedre, men meer og meer ond fra denne Dag af. Hun sværmer jo for Fromhed og Religion: saa vil jeg rigtig hade Alt, hvad Religion hedder; jeg vil blive lumsk og grusom og gjøre alt det Onde, jeg kan udtænke. Og naar hun da erfarer det, vil hun nok fornemme, at det er hende, som er Skyld i det altsammen; og saa har jeg maaskee dog taget nogen Hævn over hende.«
- Doktoren havde hørt, at det var med en Greve, hun var bleven forlovet, og Tanken herpaa gjorde min Monolog endnu bittrere: »Det er vel altsaa for at blive Grevinde, hun har taget ham,« vedblev jeg. »Hvor jeg vilde ønske, at vi fik Krig! Saa vilde jeg gaae over til Fjenden og tjene mig op til General. Og naar hun og hendes Greve da en Dag sad ved Taffelet, omgivne af hele Egnens Adelskab, saa vilde jeg komme over dem, som Coriolan over Romerne. Mine Ryttere skulde fylde deres Slotsgaard, Salsdøren slaaes op, og Therese da gjensee mig mægtig og berømt, som Herre over baade hendes og Hr. Grevens Liv. Og jeg skulde ikke som Coriolan lade mig bøie af Kvindegraad!«
- Midt under disse af min klassiske Læsning paavirkede Udbrud fik jeg en Billet fra Frøken Ludovika, hvori hun meddelte mig - - »en sørgelig og en glædelig Nyhed fra Therese. Den første er, at hendes gode Søster er død, hvilket, som De kan vide, dybt har bøiet Thereses kjærlige Sind. Men i den samme Stund er der sendt hende Trøst. Den værdige unge Geistlige, der saa skjønt har røgtet sit Kald som den Afdødes Sjælesørger, har tilbudt vor elskede Therese sin Haand; og ved den Saliges Baare have de tilsvoret hinanden den alvorlige Troskabsed.« - - Tillige indeholdt Billetten, at Therese havde arvet en ikke ubetydelig Formue efter denne Søster, og at hendes ydre Stilling saaledes ogsaa vilde være meget god.
- I min daværende Sindsstemning kunde jeg ikke lade være at tænke, at Præsten havde friet til Therese for Arvens Skyld; dog følte jeg i det Samme, hvor ubillig min Mistanke var; thi til hende kunde man tilvisse nok frie for hendes egen Skyld. Jeg fik tillige under Læsningen af Frøkenens Billet Følelsen af, at jeg havde gjort Therese Uret: hun havde jo altsaa ikke taget Nogen for at blive Grevinde.
En blidere Stemning betog mig. »Jeg vil tæmme min Vrede,« udbrød jeg: »jeg, som elsker Therese, vil ikke ønske Ondt over hende. Hun vil sikkert komme til at leve lykkelig ude paa Landet, og hvor hun vil gjøre Alle omkring sig lykkelige! - - Hvor Christians Fortælling om Valfred dog var sand, og hvor dens Slutning dog vil blive prophetisk, meer end jeg dengang tænkte: »Therese levede lykkelig,« sagde han, »omgiven af hendes blomstrende Børn, der alle lignede den skjønne Moder baade i ydre Ynde og Hjertensgodhed.« - -
- - Men,« vedblev jeg efter en Stund: »» Valfred døde ugift.«« »Det var, sagde Christian, alt hvad der behøvedes om ham. Dengang syntes jeg, at Thomas havde Ret, naar han mente, at der kunde være meget Andet at fortælle om ham; men nu seer jeg, at Christian sagde sandt. - Ja, saaledes vil det gaae. Jeg vil leve eensomt mit Liv igjennem og blot arbeide paa at blive stor og udmærket. Saa kan jeg tænke mig, hvorledes Therese engang kommer her til Byen med sin - sin Mand og sine Børn, - og hvorledes vi saa igjen see hinanden. Det er en Aften i Theatret ved en stor Fest. Jeg, som ellers ei har Tid til Fornøielser, er den Aften som første Minister iblandt Kongens Ledsagere. Logen ligeoverfor har Præstens Veninde, Baronessen, taget, og i den sidder Therese og hendes blomstrende Familie. Jeg har et alvorligt, blegt og melankolsk Udseende, og gjenkjender ikke engang min Ungdomselskede. Men hun gjenkjender mig, og har selv under Stykket næsten stedse sit Blik fæstet paa mig. »Uagtet al sin Storhed seer han dog ikke lykkelig ud,« tænker hun og tilføier maaskee med et Suk: »Havde han faaet mig, da havde det dog vist været anderledes.««
- - »Ja, havde jeg faaet hende! Ak ja, hvor vi kunde have levet lykkelig sammen vi To!«
- Men dette skulde nu ikke være saa, og da Virkeligheden saaledes svigtede mig, kastede jeg mig med større Hæftighed end nogensinde før i Phantasiens Arme. Ogsaa mine nærværende ydre Forhold indeholdt megen Opfordring til at vende mig bort fra Virkeligheden. Medens jeg hos Therese havde levet i lutter Omhu og Kjærlighed, saa maatte jeg nu ganske sørge for mig selv. Med den Familie, jeg boede hos, havde jeg, som berørt, kun Lidet at gjøre: blot en enkelt Gang kunde jeg have et Ærinde ind til den og traf da almindelig den unge Frøken, en meget elegant Dame, der saa paa mig, som om hun vilde sige: »Strax ud af Døren, Du afskyelige Skoledreng!« Paa mine ærbødige Andragender svarede hun med en Beklagelse over, at hendes Fader saa ganske imod hendes Ønske vilde udleie de Værelser, som man vel ikke brugte, men »som man jo ogsaa saa overordentlig godt kunde lade staae ubrugte«; hvorpaa hun bøiede Nakken tilbage, hvilket var Tegn til, at jeg kunde gaae min Vei. Dette gjorde jeg da ogsaa, og vendte mig saa med dobbelt Længsel til Phantasien og afparerede med den Sorgen, saa at denne ikke traf lige paa Hjertet, men fik en skæv Retning. - Min meste Tid tilbragte jeg saaledes nu med at skabe romantiske Æventyr, hvortil jeg hentede Elementer fra mine tvende Liv, hos Therese og paa Poulsminde, samt fra det tredie i Romanverdenen. De to sidste afgave da almindelig Udstyrelse og »Staffage« til det Længsels-Thema, som havde sin Rod i det førstes svundne Herlighed. - Jeg var imidlertid fra den Tid af, da jeg levede med Christian og Thomas, altid vant til at meddele mig, og da jeg nu ikke kunde gjøre det til Personer, bidrog dette vel til, at jeg gjorde det paa Papiret; og saaledes begyndte da en Dagbog, som jeg fortsatte selv udover min egenlig sværmeriske Periode, og hvoraf jeg nu vil meddele den ærede Læser enkelte Stykker. Han vil deraf bedre end af min Fortælling kunne overskue saavel min som min Ven Christians Udviklingshistorie, hvilken nu igjen for os begge, maaskee meer end nogensinde, gik for sig gjennem Phantasier istedetfor Handlinger.
Den første Optegnelse, som jeg skal meddele, er nedskreven et Par Ugers Tid, efterat jeg havde erfaret den sørgelige Forlovelse.
---------------
Den 20. April.
Jeg vil ikke mere bryde mig om Therese: jeg vil tænke mig en anden Pige, der blot seer ud som hun, men ellers er ganske forskjellig fra hende, og ikke engang har samme Navn som hun. - Første Gang sees vi under ganske romantiske Forhold. Jeg vil være ung Skovrider og boe eensomt inde i en tyk Skov ovre i Jylland. En Dag, sidst i November, har jeg været paa Jagt ude paa den store Hede, som grændser til Skoven. Men da jeg henimod Aften rider hjem med nogle Urhøns i Jagttasken, begynder der et vældigt Snefog, saa at Himmel og Jord staae i Eet, og selv jeg er nærved at fare vild. Af og til maa jeg standse min Hest for at lægge Mærke til Egnen, men man kan ikke see ti Skridt omkring sig: Himlen har næsten lagt sig ned paa Jorden, og naar man seer opad, er det, som om den opløste sig i lutter Snefnug. Den eneste Veiledning er enkelte Buske, som man hist og her endnu er istand til at gjenkjende.
For med større Sikkerhed at kunne dette stod jeg undertiden af Hesten og slog Sneen af Buskene. Som jeg engang var ifærd hermed, forekom det mig, at jeg i Frastand hørte Nogen raabe. Jeg stod stille og lyttede, men fornam kun Vindens Piben og den hvislende Lyd af Snefoget. Paa een Gang hørte jeg igjen Raabet ganske tæt ved, og fik i det Samme Øie paa noget Mørkt, som med stor Fart kom imod mig. Jeg kastede mig paa Hesten, men var neppe kommen op, før et Par løbske Heste med en lukket Vogn fore forbi mig: paa Bukken sad to Mennesker og skreg om Hjælp med en saadan Iver, at de ikke engang lagde Mærke til mig. Jeg satte strax min Hest i Galop og red nogle Øieblikke ved Siden af Hestene, inden det lykkedes mig at faae fat i Tømmen. Da jeg havde opnaaet dette, søgte jeg ved korte og voldsomme Ryk at faae dem standsede, hvilket dog først skete, da vi kom til et Sted, hvor Sneen var blæst sammen, og hvor Farten derfor blev besværligere.
Det var den gamle Geheimeraad A. og hans deilige Datter Therese; - thi der er dog alligevel ikke noget andet Navn, som saaledes rigtig passer til hende. - De vare paa Reisen til næste Kjøbstad, og deres Kudsk var først faren vild og havde derpaa ladet sine Heste løbe løbsk. Den unge Frøken takkede mig med en Varme og Hjertelighed, som gjorde mig baade forlegen og fornøiet; og da Geheimeraaden ogsaa havde udtalt sin Tak, spurgte han mig, om jeg ikke end mere vilde gjøre mig dem forbunden, ved at skaffe dem et Logis for Natten; thi til Kjøbstaden var flere Mil, hvilke det iaften var umuligt at reise. Under Forudsætning af, at de vilde nøies med Tarvelighed, tilbød jeg mit eget Hjem, og red derpaa foran Vognen, efterat Kudsken igjen havde sat sig op, hvorimod Tjeneren gik ved Hovederne af de urolige Heste. Efter nogen Vanskelighed kom vi igjen paa rette Vei, og naaede snart Skoven, hvor jeg boede: her var vel mere Ly; men Touren gik dog kun langsomt, og af og til maatte vi ganske standse, naar Hvirvelvinden blæste store Snekolonner op foran os. Kudsken bandede; Tjeneren sukkede, og jeg tænkte snart med hemmelig Glæde paa den unge Dame, som jeg i Mørket blot havde kunnet skimte, snart med nogen Ængstelse paa, hvorledes jeg skulde opfylde mine Pligter som Vært mod saa fornemme Folk.
Endelig naaede vi da den lille Skovbolig med de to store Popler udenfor, hvis sidste Blade Stormen iaften førte med sig. Igjennem Vinduet skinnede Lys, og jeg slog med Ridepisken mod Ruden for at melde min Ankomst til den gamle Pige, der holdt Huus for mig. Hundene begyndte en vældig Støi, og strax efter viste hun sig selv i Døren under megen Jubel, som dog gik over til urolig Forventning, da jeg meldte hende de Fremmedes Ankomst. Disse kom nu ind i Stuen, som den gamle Cathrine til min Hjemkomst havde gjort saa behagelig, som Husets Evner tilstedede. I den store tre Etagers Kakkelovn, med Frederik den Femtes og Dronning Louises Billeder paa, brændte Bøgeknuderne fra forrige Vinter; paa Kakkelovnen vare strøede tørrede Roser og Lavendler, som Cathrine i Sommer havde samlet ude i Haven; og paa Bordet var Alt stillet i Orden til Aftensmaden. De Fremmede maatte være blevne nøisomme ved den Tour, de havde udstaaet; thi de udbrød i Berømmelse over Stuens Hyggelighed og beroligede derved igjen den gamle Pige. Med fornøiet Ansigt og mange Udraab over det skrækkelige Veir hjalp hun den unge Frøken Reiseklæderne af, medens jeg viste Geheimeraaden den samme Tjeneste. Therese stod nu for mig i al sin Skjønhed med dobbelt livlig Farve efter den stærke Kulde; og jeg, en ung Jæger, som sjelden var i Selskab med kvindelige Væsener og da altid undseelig, vovede neppe ret at betragte den deilige kjøbenhavnske Frøken, den fornemste og fineste Dame, jeg endnu havde seet. - Hendes milde og ligefremme Væsen gjorde dog, at jeg snart tabte Noget af min Forlegenhed: hun tilbød sig at skænke The for os; forsikkrede, at min gamle bøibenede Maskine var et Vidunder til at holde i Kog, og lavede endog selv Thevandspunsch til Geheimeraaden og mig; hvilket hun paastod maatte høre sig til i Jylland efter en Reise i et saadant Veir. Det var første Gang, hun lavede den Slags Punsch, og jeg maatte endog give hende Undervisning om, hvad der skulde bruges til den; men dog var det den bedste Drik, jeg nogensinde havde faaet: den var just ikke saa stærk, men den smagte saa deilig. Hun er vist rigtig god af sig; thi Hundene, som aldrig tage feil af Sligt, vare alle omkring hende, og hvert Øieblik kom der et stort Hundehoved og lagde sig i hendes Skjød. Hun fodrede ogsaa dem alle og vilde paa ingen Maade tillade, at jeg jog dem bort.
Om Natten laa Geheimeraaden i Gæstekammeret og Frøkenen i mine Forældres forrige Sovekammer. Henimod Morgenstunden vaagnede jeg og lyttede efter Veiret: Blæsten tog til, og jeg lagde mig ned igjen meget fornøiet over, at de Fremmede ikke den Dag kunde reise videre. Da Uveiret vedblev, og Geheimeraaden oven i Kjøbet var bleven upasselig, maatte de endogsaa blive fire hele Dage endnu. Saa deilig en Tid havde jeg aldrig tilbragt: det var et ganske andet Liv, end jeg pleiede at føre. I Stedet for den gamle Cathrine var Frøken Therese Værtinde, og vilde selv besørge Alting: det fornøiede hende meget mere her, sagde hun, end i Kjøbenhavn. - Hun gjennemsøgte ogsaa mit lille Bibliothek, og det morede hende da der at finde en Del bøger, som hun slet ikke kjendte; men det var rigtignok blot de gamle: de nyere havde hun alle læst, og det lod endog til, at adskillige af dem ikke vare saa ganske nye for hende. Endnu ældre var den Musik, jeg havde at byde paa; og jeg var halv forlegen, da hun endelig vilde have det gamle douce Klaver aabnet, og begyndte at spille derpaa efter min Moders Nodebog med Schulz's og Kunzens Melodier. Men da hun saa spillede saa smukt og sang saa yndigt dertil, var jeg henrykt over hendes Indfald og fik endnu mere Kjærlighed end før til den gamle Nodebog.
Det Bedste af det Hele er dog, at hun er saa fornøiet med Alting: hvert Øieblik udbryder hun i Roes over, hvor her er venligt og behageligt, og priser mig lykkelig, fordi jeg har det saa godt: ja, hun har endog et Par Gange sagt, at hun aldrig vilde forlange bedre end altid at boe her. - Ja, Gud give, det var saa! - Det er rigtignok ikke en Bolig, som hun er vant til; men jeg veed ikke, hvorledes det er: jeg synes ogsaa selv, at den i denne Tid er bleven meget smukkere og lysere, end den pleier at være; og saa seer den fornemme unge Frøken nu ogsaa saa deilig ud, naar hun gaaer omkring derinde. Dog er hun ikke mindre deilig, naar hun kommer udenfor: før, da det var lidt Opholdsveir, gik hun nogle Skridt ud i Skoven med mig; og da jeg nu saa hende derude under de høie Træer, og jeg selv stod ligeoverfor med Pallas ved Siden af mig, da var det ganske, som om Billedet i den store Jagtbog var blevet levende, og hun var en af Skovens Feer, der aabenbarede sig for den unge simple Jæger og nedlod sig til at elske ham. - Ak, jeg kan huske, hvorledes min Fader fortalte, at da han første Gang saa min Moder, vare alle hans Hunde saa venlige mod hende, og det var, sagde han, fordi de kunde mærke, at hun engang skulde blive deres Herskerinde: - mine Hunde vare jo ligeledes saa venlige mod den unge Frøken; maaskee, - ja Gud give, at det kunde tænkes! - -
Saaledes vil jeg have mit første Møde med Therese. Efter fire Dages Forløb reiser hun bort; men ligesom jeg længes saa inderlig efter hende, saaledes tænker hun ogsaa paa mig; og fjorten Dage efter besøge de mig paany paa Tilbagereisen. - Og da de saa igjen forlade mig, have vi smukt Veir: Skoven seer festlig ud, og alle Træerne have pyntet sig med den fineste Rim. Men det stunder ogsaa mod en dobbelt Fest: om faa Dage have vi Juul; og den fine deilige Fe har naadig nedladt sig til den unge Jæger og er bleven hans Elskede.
-------------
Den 12. Mai.
Nu er Christian kommen til Byen for at blive her i dette sidste Halvaar før Examen. Jeg var meget glad ved at see ham, men det var dog ikke ganske som før. Han fortæller mig rigtignok endnu Alt, hvad han tænker, men jeg kan slet ikke tale til ham om mig og Therese. Statskalenderen havde han med sig, og det er mærkværdigt, hvorledes han nu kan faae ud af den Alt, hvad han vil. - Iøvrigt blev jeg ganske forundret, da han igaar kom og sagde til mig: »Hør Conrad, jeg har Noget at bede Dig om!« Da jeg opfordrede ham til at sige, hvad det var, udbrød han endelig efter noget Omsvøb:
»Jeg vil bede Dig om at afstaae mig Frisenborg.«
»Frisenborg!« udraabte jeg.
»Ja,« svarede han, »Du husker jo nok, at Du fik det paa din Part en Gang ude paa Poulsminde; og nu generer det mig bestandig. - Jeg skal sige Dig, jeg har nu ved Hjælp af Statskalenderen faaet det saaledes, at jeg er bleven Besidder af alle de 4 jydske Grevskaber; hvormed iøvrigt ogsaa, efter et Arrangement, jeg har faaet bragt istand, følge de fire Palais'er paa Amalienborg. Men nu foresvæver det mig altid, at Du dog egenlig dengang blev den rette Eier af Frisenborg, og det generer mig, som sagt, en hel Del.«
»Men generer det Dig da ikke, at Grev Friis er den rette Eier?«
»Nei, det bryder jeg mig ikke om: det kommer ikke mig ved. Men med Dig er det en anden Sag.«
»Nu ja, Christian! Naar Du har de tre andre, saa vil jeg ikke forholde Dig det fjerde. Men hvad har Du nu egenlig isinde med alle de jydske Grevskaber?«
»Jo, det skal jeg sige Dig: - det har jeg allerede saa temmelig paa det Rene. Om Vinteren vil jeg boe paa Frisenborg som det ældste og fornemste: det skal være mit egenlige Hjem. Efteraaret derimod vil jeg tilbringe paa Lindenborg især for Jagtens Skyld; der er den store Vildmose, hvor der er saadan en Mængde af alt Slags Vildt, og især en udmærket Fuglejagt: det var der, som Du nok veed, at man endnu i Aaret 1772 skød Ulve; og det er jo ikke umuligt, at der endnu, allerdybest inde i Mosen, kunde luske en og anden omkring. - Naar Foraaret kommer, reiser jeg derimod til Schackenborg, der ligger saa sydlig nede i det Slesvigske, at hvor det derfor bliver Foraar en 14 Dage tidligere end de andre Steder. Sommeren bliver altsaa tilbage til Fussingø, som jo ogsaa er et deiligt Sted at passere sin Sommer paa.
Hele Tilstanden paa mine Godser skal iøvrigt være fortræffelig. Mine egne Jorder dyrkes efter de bedste og nyeste Regler, og paa Fussingø vil jeg have et Agerdyrkningsinstitut, til stort Gavn baade for mine egne Grevskaber og for hele Landet. Bønderne skulle alle være hoverifrie og have Fæste paa meget billige Vilkaar. Deres Gaarde skal være de smukkeste i Landet og omtrent være ens allesammen, f.Ex. have mørkegrønne Vinduer og Porte, og ellers ligne hverandre; desuden skal jeg faae dem til at dyrke deres Jorder godt og anlægge Haver baade ved Gaardene og Husene. - Paa Schackenborg vil jeg have en udmærket Malerisamling; paa Frisenborg og Lindenborg derimod Bibliotheker med mange fortrinlige Bøger og Haandskrifter og gammeldags hvælvede Læsestuer til at studere i. Alle Videnskabsmænd blive naturligviis godt modtagne; og naar vi have læst, skal vi leve lystig og gjøre Toure om paa Godserne. Selv vil jeg især sysselsætte mig med vort Folkeliv og dets Historie, som man jo nu læser og hører er det Allervigtigste at faae ordenlig behandlet. Jeg vil opspore gamle Melodier og Viser omkring hos Bønderne, førend det bliver for sent. »Thieles Danske Folkesagn« vil jeg være den, som har samlet og udgivet med oplysende Bemærkninger; jeg vil ogsaa skrive gode Folkeskrifter, og endelig vil jeg være Forfatter til Blichers Noveller: de kunde just passe godt til at være forfattede af en ung Godseier i Jylland. Jeg vil da lade dem udkomme i smaa Bind, f.Ex. tre Noveller ad Gangen: saa kunde der i nogen Tid komme et Bind ved Nytaar og et i Mai; dette sidste kunde da være Foraarets Nytaarsgave. Indholdet af første og andet Bind har jeg foreløbig bestemt, og da tænkt mig, at første Bind skulde indeholde f.Ex.: »en Landsbydegns Dagbog«, »Præsten i Veilby« og »Himmelbjerget«; andet derimod: »Juleferierne«, »Eneboeren paa Bolbjerg« og »Ak hvor forandret!« - Disse Noveller kunne gjerne i Folkemunde hedde: »den jydske Greves Fortællinger«; og jeg skulde da være »den jydske Greve« som den, der baade havde forenet alle de 4 jydske Grevskaber og gjort saa Meget for Jylland, og desuden givet saa fortrinlige Skildringer af dets Natur og Tilstand. Under dette Navn vil jeg være bekjendt over hele Landet; og til yderligere Oplysning om mig og min Virksomhed kunde der da endelig udkomme en nøiagtig og upartisk Beskrivelse over alle Grevskaberne og de mange fortræffelige Indretninger, der findes paa dem, hvilken kunde være skreven f.Ex. af Borgemesteren i en af de nærliggende Kjøbstæder og tjene til Opmuntring for mig og til Mønster for andre Godseiere.« -
-------------
Den 3. Juni.
Hvad der har forundret mig ikke lidt er, at Christian i den senere Tid er bleven ganske politisk. Allerede før jeg forlod Poulsminde, holdt han meget af at læse Aviser, men det har dog især tiltaget efter min Afreise, da Sammenkomsterne under den gamle Eg bleve sjeldnere. Siden han kom her til Byen, er det nu blevet rent galt. Han gaaer næsten hver Dag til en Conditor, hvor han læser alle Aviser; og han har været med ved flere store Almeenmøder, ja endogsaa ved to politiske Middagsgilder, hvor Enhver kunde komme med for Betaling, og hvor han har moret sig saa godt, at jeg næsten er ærgerlig over, at jeg ikke ogsaa gik med, skjøndt jeg rigtignok har Andet at tænke paa.
Da Thomas igaar var herinde, havde vi aftalt, at baade han og Christian skulde træffes hos mig: Christian havde Noget, sagde han, som han vilde have, at vi skulde høre. Thomas kom først og fortalte mig, at det nu var afgjort, at han skulde være Landhuusholdningsselskabs-Karl. Han sagde, at vore Samtaler, hvori vi vare saa meget Stort, havde gjort ham kjed af at være simpel Bonde; og han vilde nu see, hvad dette kunde lede til. Lidt efter kom Christian, og vi kunde strax see paa ham, at der var Noget paafærde. Efterat vi havde hørt, hvorledes det stod sig paa Poulsminde, indtraadte der en lille Pause, som Christian brød, idet han med mere Alvor end sædvanlig sagde:
»Jeg har ofte i det sidste Aarstid baade læst og hørt, at det Øieblik nu er kommet, da ogsaa Danmark bør indtræde i de frie Staters Række, og at et høist vigtigt Middel dertil er, at der afholdes større offenlige Samlinger og Fester, snart i et, snart i et andet Øiemed. Jeg har nu tænkt, at jeg vilde være en af dem, der staae i Spidsen for en saadan Friheds-Udvikling her hjemme, og at jeg derfor har maattet lide meget Ondt og havt mange Vanskeligheder at bekæmpe. Et betydeligt Antal ansete Mænd af alle Samfundsklasser beslutter i Anledning deraf at give mig et Tegn paa deres Deltagelse og overrække mig det ved en Fest, som afholdes til min Ære. Jeg har tænkt, at det vilde være ganske interessant, om min Stilling ved Siden af denne liberale Fremtræden var f.Ex. at være Gardeofficier: jeg kunde jo være Major i Garden tilfods, og mit Navn kunde jo være f.Ex. Knagenhjelm-Løvenklo. - - Festen afholdes ude paa Landet, og en Beretning derom indføres næste Dag i et af de mest læste Blade af Hovedredaktøren, som ogsaa har været med. Denne Beretning har jeg tænkt kunde lyde omtrent saaledes, som jeg her har skrevet.«
Efter et Øiebliks Taushed rømmede Christian sig, og begyndte med en noget høitidsfuld Stemme at oplæse den nævnte Beretning, hvoraf han siden meddelte mig en Afskrift, som jeg har indheftet her i Dagbogen:
»Folkefesten paa Bøgebjerg.
Det er med en Følelse af glad Tilfredshed, vi idag skride til at røgte Journalistens i Sandhed ellers ikke misundelsesværdige Kald. Det er idag vor Opgave at skildre en - i Ordets sande Betydning - Folkefest, afholdt til Ære for en - i Ordets sande Betydning - Folkeven! - - De fleste af vore Læsere ville allerede vide, at vi sigte til den igaar i store Bøgebjerg Skov afholdte Fest, hvorved Mænd af alle Samfundsklasser, men dog især af den danske Bondestand, overrakte Major i Garden tilfods, Hr. Ehrenreich Hugo v. o, en Hædersskænk til Vidne om deres Erkjendtlighed for hans kraftige og utrættelige Kamp i Frihedens Sold*).
[*) Den overrakte Gave bestod af et af Hr. Hofuhrmager X. forfærdiget
Guld-Cylinderuhr, en af Hr. Guldsmedmester Y. udarbeidet, værdifuld
Sølvthepotte, samt et hos samme Kunstner indkjøbt
Merskumspibehoved. Den Betydning, som Giverne ønskede at indlægge
i Gaverne, fremgaaer af Hr. Majorens Svar.]
I Sandhed, en sjelden Fest! En Fest - for Adelsmanden, der ei af anden Tvang, end af Hjertets og Taknemlighedens, hædres af Bondemanden; - for den høitstaaende Embedsmand, der ikke bruger sin Stilling nær Monarkens ophøiede Person til at fortale Friheden, men til mandelig at prædike dens Ret trods Øretuderes og krumryggede Hofmænds Snogehvisken; - en Fest for Gardeofficieren, der ikke driver Tiden hen i Minis Kaffehuus eller slider Brostenene paa Østergade, men, da det ei forundes ham at kæmpe Fædrelandets Sag med Kugle og Sværd paa den blodige Val, kæmper den med Pen og med Mund paa Discussionens Arena! - Desværre! ja, kun altfor sjelden en Fest! - -
Den lange Rad af Toaster aabnedes med en Skaal for Hs. Majestæt Kongen, udbragt af Hr. Overlærer, Dr. Mogensen, der efter Anmodning af Indbyderne havde overtaget Præsidiet. »Det var,« yttrede denne vor almenagtede Medborger, »altid Sæd i gamle Danmark, naar Dannemænd samledes til festligt Lag, da i første Bæger at drikke Dannerkongens Skaal. Og dette var ikke blot en gammel, men ogsaa en god Sæd, thi Kongen var Nationens synlige Repræsentant; idet man hædrede ham, hædrede man sig selv. Derfor var Taleren forvisset om, at Alle med ham vilde istemme et Længeleve for Dannerkongen!«
Derefter blev nedenstaaende smukke Sang af den for Sanggudindens Yndere velbekjendte Pseudonym »Mustapha« afsjungen til en af Hr. Musiklærer Moritz komponeret særdeles original og skjøn Melodi; hvorpaa Ordet gaves til Gaardmand Søren Mathiesen af Brænderup-Vissenberg, som da reiste sig og i en kort, af dyb og varm Følelse gjennemstrømmet, Tale udbragte den Feiredes Skaal. Taleren var, sagde han, »selv Fæstebonde og mindedes vel endnu fra sin Barndom Ladefogdens Pidsk og Træhesten, »der stod i det vestre Hjørne af Herregaarden.« Derfor havde han nys med Glæde drukket en Skaal for vor folkekjære Konge, der alt som Kronprinds havde begyndt at løse Bondens Lænker; - og derfor var det med dobbelt Glæde, han idag hilsede den Mand, som nu var ifærd med endelig tilfulde at bryde dem; - den Mand, hvis høie Værd man idag ønskede ogsaa paa en synlig og ydre Maade at anerkjende!« - - Paa dette Punkt af Talen opfordrede Hr. Mathiesen de tre Herrer Høiesteretsadvokat Olufsen, Snedkermester Momme og Gaardmand J. Christophersen til som Repræsentanter for de forskjellige Samfundsklasser at overrække de trende Gaver til Hr. Majoren. Hvorpaa Taleren endelig sluttede med at opfordre de Tilstedeværende til at udbringe et nidobbelt Hurra for »Frihedens nidkjære Ven og urokkelige Forkæmper, den høithædrede Major i Livvagten, v. Knagenhjelm-Løvenklo!« - en Opfordring, der af Forsamlingen modtoges med den mest levende Enthusiasme og Bifaldsraab, som næsten ikke syntes at skulle faae Ende.
Synlig bevæget takkede Hr. Knagenhjelm. Han udtalte, at man ikke maatte ansee ham for saa forfængelig, at han skulde troe denne Hyldest egnet til ham: det var den Sag, hvorfor han kæmpede, man i ham vilde ære. Han for sit Vedkommende vilde betragte denne Hædersstund blot som en Opfordring og Forpligtelse til end varmere og end utrætteligere at kæmpe for den fælles Frihedens Sag. »De har,« sagde han, »skænket mig et Uhr af det pureste Guld, med den sikkreste Gang: jeg vil heri see en Paamindelse om at bruge Tiden og hvert dens Øieblik til sikkert og urokket at gaae frem i Kampen for den pure og gyldne Frihed; (Hør! hør!) - De har skænket mig en Thepotte af det gediegneste Sølv: jeg vil deri see en Opfordring til, selv i Hvilens Øieblikke, ved det huuslige Livs Arne, ikke at glemme Striden for at fremdrage og hæve det gedigne Sølvmalm, der er Odel og Eie hos Kjærnen af mit Folk, hos Danmarks Bonde og hos Danmarks Borger! (Bravo! bravo!) - De har skænket mig et Merskumspibehoved, mine Herrer! - Nu vel, jeg vil deri see en Opfordring til at blæse Fjendens Anfald tilside, som jeg blæser Røgen ud af denne Pibe (Latter), og til ikke at frygte hans fnysende Vrede mere, end jeg frygter Havets boblende Skum!« (Meget godt! Bravo! Hør! Meget godt!)*)
[*) Det gjør os ondt her at maatte bemærke, at da flere
Tilstedeværende med Varme yttrede deres Bifald og gjentagne Gange
udbrøde »Meget godt! Meget godt!« saa gjorde Hr.
Godsforvalter Schlenz (fra Hovedgaarden Borstelberg), der stod udenfor Bordet,
den flaue Tilføielse: »Med Kryds!« - Kun det Smil og den
afvisende Haandbevægelse, hvormed Major v. K. affærdigede denne
»Witz«, reddede Hr. Godsforvalteren fra Tegn
paa de Tilstedeværendes Misbilligelse af Hr. Godsforvalterens kaade
Opførsel.]
- Taleren gik derpaa over til at vise, hvorledes man dog ikke maatte agte denne Fjende ringe, men være beredt paa Offre, naar man gik i Kampen mod ham. Paa en Maade, som gjorde et dybt Indtryk paa alle Tilstedeværende, udtalte han: »Lader os ikke glemme, mine Medborgere! at i Slaget maae de forreste Rækker falde; og at det kun var saare faa af de Israeliter, som droge ud fra Ægypten, der naaede det forjættede Land! - Jeg er fuldt beredt til at falde, og til at falde med Glæde, naar kun mit Folk maa gaae seierrigt af Striden; - og jeg forlanger ikke at naae det forjættede Land, naar blot den Ungdom, som nu gaar klædt i Blouse og Trøie, den, som nu nysgjerrig omstimler os, i halvdunkel Anelse om den dybe Alvor, der ligger selv i vort festlige Lag, - naar blot dette vort unge Danmark engang maa plante gamle Danmarks Banner høit paa Tinden af det erobrede Frihedens Jerusalem! - - Mit folk! Jeg takker Dig!« -
Kun saare ufuldkomment have vi kunnet gjengive dette mesterlige Foredrag, som helt igjennem fulgtes med den mest levende Opmærksomhed, idelig afbrødes af Bifaldsraab, og hos alle Tilstedeværende efterlod et Indtryk, som selv Tidens rullende Strøm ikke vil formaae at udvaske*).
[*) Endnu maae vi paa dette Sted bemærke, at Festen fik et
særligt smukt og tiltalende Præg derved, at 4 forhenværende
Garderkarle, der i sin Tid havde tjent under Major v. K., overrakte ham et
større Qvantum udsøgt Tobak til Piben, idet de tillige udtalte
deres Anerkjendelse af den humane Behandling, som de i sin Tid havde nydt af
Hr. v. K. De samme fire Mænd, der nu alle ere Familiefædre og
ansete Gaardmænd eller Boelsmænd hver i sit Sogn, afgave ogsaa
under hele Festen en frivillig Æresvagt for Hr. Majoren.]
Efterat man derpaa i nogen Tid havde tilfredsstillet Legemets Krav, hvorfor var overflødig sørget ved lange, festlig dækkede Borde, æskede Præsidiet atter Lyd og gav Ordet til Professor Philibert. - Det var et smukt Syn at see denne alderstegne Tænker, hvis Haar er graanet ved den natlige Lampe, her at færdes mellem en yngre Slægt og med freidigt Mod deltage ogsaa i den udadvendte Kamp. Allerede Professor Philiberts Navn havde en god Klang og vakte stor Deltagelse; men dobbelt blev denne forøget, da han - Tankens og Ordets viede Præst - i varme Udtryk foretog en Skaal for »Tankens og Ordets - det mundtliges som det skriftliges - paa Naturlove grundede Frihed saavel for Censur og »Gjennemsyn«, som for hvert andet hemmende Baand«. - Med Akklamation modtoges Toasten, og med Akklamation hilsedes Taleren, da han atter satte sig.
Stedets Sognepræst, den bedagede Consistorialraad Foff udbragte derefter en Skaal for »vort elskede Fædreland, vort kjære gamle Danmark«, hvortil Hr. Cand. phil. og Gaardeier Lindam knyttede en livlig og humoristisk Skaal for »det kjække, det vaagne, det fremadstræbende unge Danmark!«
Dernæst mindede Hjulmand Peder Holgersen af Tyrsting-Vrads i et smukt og afrundet Foredrag om, at denne Dag just var den, paa hvilken for 28 Aar siden den tilstedeværende Journalist, Hr. Redaktør Stjerne første Gang saa Lyset, og opfordrede i den Anledning de Tilstedeværende til at tømme et Bæger saavel for Geburtsdagsbarnets Fremtid som for den hæderlige Fortid, han allerede i saa ung en Alder havde skabt sig. - Hr. Stjerne staaer i for nært et Forhold til vort Blad, til at vi her driste os til udførligere at gjengive de velvillige og smigrende Ord, hvormed Skaalen indlededes, eller det hæderfulde Bifald, hvormed den modtoges: - kun det tør vi forsikkre, at den nævnte Hylding ikke blev bragt nogen Utaknemmelig, men at den vil indeholde en fornyet Opfordring for Hr. Stjerne til med faste Skridt at gaae frem paa den betraadte Bane, selv om denne - hvad vel turde hænde - stundom skulde blive strøet med hvasse Torne. -
Derefter gaves Ordet til Hr. Vexelmægler Wulff-Philip, som efter en skarp kritisk Indledning udbragte den vigtige Toast for det saa betydningsfulde Emne: »fuldstændig Orden i Statshuusholdningen og den yderst mulige Sparsomhed i Finantsadministrationen«; ovenpaa hvilken endnu fulgte en kort og kraftig Skaal af Hr. Lærer Ditmar, »for dem, der vide, hvad de ville!«
Efterat man derpaa havde havt et lille Ophold, under hvilket Knivenes og Gaflernes eensformige Raslen begyndte at ledsages af Champagneproppernes muntre Knalden, paabød Præsidiet atter Taushed og meddelte, at Jubilaren, Major Knagenhjelm-Løvenklo, atter havde Ordet: et Budskab, der hilsedes med saa stærke og længe vedholdende Bifaldsraab, at det varede flere Minutter, før den Feirede kunde komme tilorde. Han begyndte med at henlede Opmærksomheden paa et Spørgsmaal, der mere og mere krævede alle gode Borgeres fulde Agt: Arbeiderspørgsmaalet, »denne glødende Lavastrøm, som endnu hviler tilsyneladende rolig i Politikens Krater, men engang brusende vil overskylle Europas frugtbare Sletter«. - I et yderst interessant Foredrag, som vi haabe senere at kunne meddele in extenso, og som, uagtet den allerede om sig gribende muntre Stemning, blev hørt med dyb Opmærksomhed og tilbageholdt Aandedræt, - udtalte Hr. Knagenhjelm sig om dette Spørgsmaals Stilling til Danmark og navnlig til vort Fædrelands uformuende Landbefolkning, og sluttede med et Længeleve for »de danske Huusmænd, denne hæderlige, men høist fortrykte Classe af Medborgere!«
- Den næste Skaal var for Jødernes Emancipation og fulde Ligeberettigelse i social og politisk Henseende med deres christne Medborgere. Skaalen udbragtes af den dygtige og frisindede Redaktør af Skjelskør Ugeblad, Hr. Cand. phil. Becker, og besvaredes af den tilstedeværende mosaiske Troesbekjender, Hr. Handelsagent Meyer i et af stærk indre Bevægelse halvqvalt Foredrag, som fremkaldte dyb og almindelig Deltagelse hos alle Tilstedeværende*).
[*) Reactionens Hovedorgan, der ogsaa har afgivet sin »Beretning«
om Festen, har her i næsten ligefremme Ord tilladt sig den raae og
hadefulde Insinuation, at Hr. Meyer under det nævnte Foredrag skulde
have været - beruset! - - En saadan Beskyldning, paa hvis Gjendrivelse
vi ikke skulle spilde blot eet Ord, findes i den officielle Tidende, som
Regeringen benytter til sit Organ, som den ved alle Leiligheder begunstiger,
og som den, efter Velunderrettedes Paastand, lader tilflyde pecuniær
Understøttelse! - I Sandhed, man kommer snart for ofte til at mindes
Prinds Hamlets Ord: there is something rotten in the state of Denmark.]
Hr. Lærer Ulfilas udbragte dernæst en smuk Skaal for »alle Gode Kræfters Udvikling«; hvorpaa Hr. Kammager Petersen i hjertelige Ord lod de danske Skolelærere leve. Hr. Hjælpelærer Selmar svarede i et livligt og inspireret Foredrag, at dette visseligen kunde behøves.
Efterat derpaa Bonden Frederik Sørensen endnu havde udbragt en kjernefuld Toast for et friere og friskere Communalliv, og efterat tilsidst Præsidiets Skaal var udbragt, hævede dette Maaltidet; men næsten alle Deltagerne tilbragte dog endnu flere Timer under den gladeste og hjerteligste Munterhed, som alligevel bestandig bar Præget af, at det ikke var noget almindeligt Gilde, der her var feiret, men en Fest af dybere Indhold og blivende Betydning for vort unge Frihedsliv*).
[*) Som et lille, dog ret betegnende, Kuriosum skulle vi endnu
tilføie, at Hr. Amtmand, Greve Pfaltz just kom reisende forbi under
Festen og i den Tro, at denne afholdtes til Ære for hans Ven,
Kammerherre Marsvin til Bøllemose, i bedste Lune kjørte ned til
de opreiste Telte. Men da Hr. Amtmanden ved at høre nogle Ord af Peder
Holgersens djærve Tale snart kom til Kundskab om, at Festen ikke var til
Ære for Hr. Marsvin, men for Hr. Knagenhjelm, befalede han i
største Hast Kudsken at vende, og jog bort i fuld Galop. - Vi
ønske Hr. Pfaltz-Greven en lykkelig Reise.]
Til Slutning meddele vi efter Løfte den ved Skaalen for Hr. K. afsjungne Sang:
»Hil sidde Du, hil! Du Danmarks Gæve! -
Som Ebbesøn Galt den kullede Græve,
Saa vidste Du ogsaa at ryge de Ræve
Af Hulen ud, saa de glemte at kræve
Fra fattig Enke den sidste Læve!
Du splitted det Net, hvorpaa de mon væve,
Saa fast for sig selv de begyndte at bæve! -
Thi sidde Du hil blandt os, Du Gæve!
Snildt vifter dog Ræven med Hovmands-Svands;
Han lader Dig skimte den gyldene Glands
Af Stjerner og Nøgler, som hertillands
Man finder saa hyppig, som Bølger tilvands.
Men Du gaaer urokket din rolige Kands;
En dyrere Løn glimter frem for din Sands:
Naar Husmand og Bolsmand træ'er Frihedens Dands,
Du seer dem at række Dig Taaredugs-Krands!
Men skulde en Fjende os stævne til Val,
- Sligt Stævne for Dansken er kun som en sval
Skærsommernats-Dands under Høienlofts-Sal, -
Vi, Knagenhjelm! veed det, at Du uden Pral
Vil vise ham Veien til Dødningedal! -
Og var han end Jorden et Ris og en Kval,
Vi veed det: hans Lykke dog bliver kun smal,
Naar, Løveklo! Du skrider foran paa Val!
Glem nu dog hver Kamp imod hvert Tyranni!
Mod ikke-dansk Voldsmand, mod dansk Cancelli!
Lyt heller til Smaafugl og Skovmelodi,
Lyt til vore Toner og Hjerter! Deri
- Det veed Du foruden alt Stethoskopi -
Har Du, o vor Knagenhjelm! Hegemoni.
- Snart fylder af Aar Du jo fem Gange ni:
For Danmark lev endnu i fem Gange ti!
Mustapha.««
Her standsede Oplæsningen, og Christian saa sig omkring for at erfare, hvilket Indtryk hans Arbeide havde gjort. Udfaldet syntes fyldestgjørende: jeg udtrykte min Beundring over den Lighed, som fandtes mellem denne Beskrivelse og de rigtige Beretninger om rigtige Fester; og Thomas bemærkede i en meer end almindelig tilfreds Tone:
»Ja, den Major, det har da nok ellers været en stolt Mand i sit Embede, efter hvad man kan høre; og det, han sagde om Huusmændene, det var sandt hvert Ord. For se, min Fader han er nu ogsaa Huusmand, og han har ingen Jord; og det veed jeg da, at hver Huusmand, som ikke har Jord, han kunde rigtig godt trænge til at faae bare saa Meget som 4 Skæpper Land, vil jeg sige, til at holde en Ko paa og 3, 4 Faar og et Svin eller kanskee to. Og det var aldrig noget Større for Gaardmændene, som har saa megen Jord, at afstaae det: det kunde saavidt hverken gjøre dem til eller fra.«
»Ja, ikke sandt!« udbrød Christian, »det er just det, Majoren mener; og det vil han ogsaa nok sætte igjennem.«
»Ja, saa vil han ogsaa faae en stolt Begravelse, naar han engang skal til at døe!« svarede Thomas med tillidsfuldt Eftertryk.
------------
Den 6. Juni.
Jeg synes dog ikke ret om den Knagenhjelm: han er saa vigtig; og saa er det underligt, at han skal være Gardeofficier: saadan En er dog vist ikke rigtig liberal. - Nei, naar jeg skulde være Politiker, saa vilde jeg ikke være nogen Anden end St. Just. Jeg har just læst om ham i denne Tid: han var rigtignok noget haardhjertet, men dog ganske anderledes nobel end de andre Jakobinere; og saa havde han saadant et deiligt Ansigt: saa bestemt, og dog saa tungsindigt. - Jeg vilde da i mit tyvende Aar blive Medlem af Conventet og der udmærke mig som en af de Skarpeste og mest Energiske. Det, som jeg især har under min Styrelse, er Diplomatien; og den Regel, jeg deri gjennemfører, er den samme, som jeg opstiller allevegne: »Osez! toujours osez! encore osez!« Ved Hjælp af den slaaer Frankrig alle sine Modstandere; men iøvrigt skal det ikke være noget almindeligt Valgsprog blandt Diplomater.
Europæisk kjendt bliver jeg første Gang ved min Deltagelse i Ludvig den Sextendes Dødsdom, der især kunde ansees for et Værk af min urokkelige Bestemthed; og det er nu en Gru for alle de gamle rettroende Hoffer at skulle underhandle med denne unge Kongemorder. Det mest fredelige Forhold har Frankrig stedse havt til de nordiske Riger; og det kommer nu paa Bane at afslutte et fuldstændigt of- og defensivt Forbund med dem; hvilket bliver anseet for saa vigtigt, at Velfærdscomiteen beslutter, at jeg selv skal reise til Norden for at afgjøre Sagen. I Kjøbenhavn vækker denne Beslutning stor Sensation: de Liberale juble; men Hofmarschallerne ere ulykkelige, og vide ei, hvad de skulle gribe til, for at faae Kongemorderen til at tee sig manerlig. Paa den høitidelige Audiensdag gjør det derfor dobbelt Indtryk, da den unge Revolutionshøvding, i sin simple Dragt midt imellem de glimrende Uniformer, fremfører den franske Republiks Hilsen med ligesaa megen Finhed som Frihed og Værdighed.
Da Underhandlingerne, som drives med Udenrigsministeren, efterhaanden blive mere og mere vidtløftige, indbyder denne mig til at tilbringe nogen Tid med ham ude paa hans Godser, for der mere uforstyrret at kunne arbeide. Herude boer den gamle rige Aristokrats eneste Datter, hvem han har ladet opdrage i landlig Uskyldighed, men ogsaa i ægte gammeldags Principer. For hende har Revolutionen været et Æventyr, som hun i Grunden aldrig har tænkt sig existerede i Virkeligheden; og Mirabeau, Robespierre og de andre Republikanere, hun har læst og hørt om, staae for hende som de onde Trolde i Æventyret, om hvem man, som Doktor Holm engang sagde, allerede før det er sluttet, veed, at det gaaer dem galt. Jeg selv hører til de værste blandt disse Udyr; thi paa det interessanteste Punkt, som Æventyret endnu har fortalt, hvor den gode Konge blev myrdet, der var det netop Saint Just, som med en Villie af Staal og et Hjerte af Steen drev hans Dødsdom igjennem. - At jeg var kommen til Danmark og Kjøbenhavn, forbausede hende vel; men da Ministeren endnu aldrig havde ladet hende komme til Hovedstaden, stod ogsaa denne for hende som noget Fremmed: Billedet af mig kom derfor blot til specielt at sysselsætte hende, men tilhørte dog endnu kun Æventyret. Men da hun hørte, at jeg nu skulde ud til hendes eget fredelige Hjem, og at hun selv skulde see mig og tale med mig, blandede Virkeligheden sig paa en ængstende Maade med Æventyret: snart ansaa hun det Hele for umuligt, og troede, at der sikkert maatte komme Noget iveien; snart maatte hun dog igjen med en pludselig Skræk troe paa det onde Væsen, som hun nu virkelig skulde see for sine Øine.
I slige Tanker gik den unge Therese, Aftenen før vi ventedes, paa en Sti, som omgiven af Krat og Smaabuske førte fra Lystskoven ud til Landeveien. Ministeren og jeg havde sat hinanden Stævne i den to Mile derfra beliggende Kjøbstad; men da jeg ankom, laa der kun et Brev fra ham, hvori han undskyldte sin Udeblivelse og bad mig at kjøre lige til hans Slot, hvor Alt var beredt til min Modtagelse. Da det endnu var tidligt paa Eftermiddagen, gjorde jeg dette; men da jeg nærmede mig Stedet, fik jeg Lyst til at see den smukke Egn nøiere, og gik derfor tilfods ned ad den omtalte Sti.
Paa denne gik nu Therese og udmalede sig i Tankerne, hvor grum og afskyelig den forventede Gæst vilde see ud, hvor ligegyldig han vilde være for al Naturens Skjønhed, og hvorledes han kun vilde tænke paa Mord og Blod. I det Samme løftede hun sine Øine i Veiret og saa en fremmed Herre komme gaaende imod sig: hun betragtede den Kommende, der gik langsomt og undertiden stod stille som fortabt i Egnens Beskuelse. Uvilkaarlig gjorde hun den Bemærkning, at den Fremmedes Udvortes just dannede en Modsætning til det Billede, hun i sine Tanker var beskæftiget med. »Ak,« udbrød hun for sig selv, »gid det var ham, vi skulde have til Gæst istedetfor den fæle Franskmand. Han seer saa god og saa smuk ud; og med hvilket kjærligt Øie han betragter Naturen! Men hvor han ogsaa seer tungsindig ud! Hvem kan det dog være?« - Disse Tanker fore igjennem den unge Frøkens Hoved, medens jeg nærmede mig; og da jeg endelig med en ærbødig Hilsen gik forbi hende, besvarede hun denne med rødmende Kinder, og glemte rent St. Just over den unge Fremmede, der var ham saa ulig.
Faa Minuter efter, at jeg havde naaet Slottet, ankom ogsaa Ministeren, der var bleven færdig, førend han havde ventet, og derpaa havde skyndt sig efter mig. Efter et lidet Ophold følger han mig til Spisesalen, og der træffe vi den unge Frøken. - Idet hun gjenseer sin Ven nede fra Stien, undslipper hende et lille Udbrud af Forundring og Glæde over at have En hos sig, der, som hun føler sig vis paa, vil forsvare hende mod den frygtede Kongemorder. Med en venlig Mine gaaer hun os imøde; men det sortner næsten for hendes Øine, da Ministeren præsenterer os:
»Ma fille la comtesse Thérèse!«
»Le citoyen-ministre Saint Just!«
- To Maaneder efter tilstaae Therese og jeg hinanden vor Kjærlighed paa den samme lille Sti, hvor vi første Gang saae hinanden. Men Ministeren gjør det til en Betingelse for sit Samtykke, at jeg skal tage min Afsked fra Republikens Tjeneste og bosætte mig i Danmark; hvad der for Øieblikket er mig som Frihedens og Frankrigs Forkæmper umuligt. Jeg maa saaledes forlade min yndige Therese, segnende under Sorgen over, at jeg igjen skal drage ind i det blodige Paris, og kun lidet trøstet ved Haab om bedre Tider.
Den sjette Thermidor kom Saint Just til Paris; den ottende blev han anklaget, og den tiende med Robespierre og Terrorismens andre Høvdinge ført til Guillotinen. - Nogle og tredive Aar efter læste Grevinde Therese G. for første Gang Thiers's Revolutionshistorie, som da gjorde megen Opsigt, og som hendes ældste Søn just havde bragt hjem med fra Paris: dog var det, underligt nok, kun den mest blodige Periode, der syntes at interessere den iøvrigt saa fromme Grevinde; og hvor tit hun end læste denne, kom hun dog aldrig til Slutningen, men lod hver Gang Bogen synke, naar hun havde naaet det Sted, hvor det hedder: »Saint-Just mourut avec le courage, dont il avait toujours fait preuve.«
-------------
Den 18. Juni.
Mine Lærere have ladet mig vide, at jeg ikke bestiller saa Meget nu som før, og at jeg i de sidste Maaneder, som de sige, har begyndt at døse; ja, et Par af dem have sagt, at de ikke kunde borge for noget ordenlig Udfald, dersom jeg ikke blev flittigere. Jeg har slet ingen Lyst til at læse, og jeg bryder mig egenlig heller ikke om, hvorledes det gaaer med den dumme Examen; men jeg vil dog ikke have, at Therese skal ynke mig, dersom det gaaer daarligt, og jeg kan heller ikke lide, at min Farbroder skal troe, at jeg ikke kan overlades til mig selv. Jeg har derfor begyndt at tage ordenlig fat, og jeg vil ikke mere sidde og tænke paa Therese; thi det er dog det, som har taget al min Tid. Og jeg vil heller ikke nu skrive Meer i denne Bog, førend jeg er bleven Student: jeg skriver blot dette som en Slags Slutning.
Men hvor det er svært ikke at tænke paa Therese! Det er nu allerede fjerde Dag, jeg ikke har villet dette; og jeg kan ikke bestille Andet end jage hver Tanke bort, som kommer. Jeg længes meget mere efter hende nu, end før, da jeg havde Lov at phantasere om hende. Jeg kunde da ligesom sætte en Anden istedetfor hende; men hvergang Tanken nu flyver paa mig, saa er det blot hende, jeg længes efter, - just hende selv. Igaar saa jeg paa Gaden en Dame i et rødt Shavl med hvide Palmer, ligesom Thereses, og skjøndt jeg jo nok saa, at det hverken var hende eller hendes Shavl, saa kunde jeg dog ikke lade være at løbe efter den Dame for rigtig at see hende. Jeg fik ordenlig Hjertebanken, og jeg vilde have givet Alt, hvad jeg eiede, for at hun skulde have sagt et venligt Ord til mig; men hun saa ganske koldt og vredt paa mig. - Alting seer i det Hele uvenligt ud herinde, skjøndt her er varmt nok; og de grønne Træer staae paa Volden, som om de vilde gjøre nar af dem, der skulde blive herinde. Man skulde slet ikke have Træer i Kjøbenhavn, de have jo ikke noget her at gjøre: det er, som om man i en Landsby vilde have Boutikker med Strudsfjer og Parasoller.
Jeg har talt til Christian om, at han ogsaa maatte til at begynde for Alvor, thi han kan ikke saa Meget som jeg; men han svarede, at han havde saa daarlig Tid: der var saa meget Andet, han skulde tænke paa.
---------------
---------------
H. E. Schack Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek