B. S. Ingemann: [Fjorten Eventyr og Fortællinger 1820-64], 4
Snedker Frants havde nu travlt med at indrette sit Værksted, og Johanne med at ordne Alt i Huset og give det den gamle kjære Skikkelse igjen. Den lille Dagligstue til Gaden, med det grønne Paneel og med den gammeldags Alkove, fik nu Stole, Bord og Dragkiste paa samme Sted som i gamle Dage. Farbroders Lænestol blev ogsaa sat i Kakkelovnskrogen ligesom tilforn og syntes kun at vente paa den gamle Mesters Tilbagekomst. Naar saa de unge Folk sad der om Aftenen i Tusmørket, medens Ilden knittrede muntert i Vindovnen og lyste gjennem Laagen ud paa Gulvet, savnede de ofte den Gamle og talede om ham med Veemod og Kjærlighed. Men Johanne saae dog imellem lidt ængstelig hen til den ledige Stol i Krogen, og naar Maanen skinnede ind paa den gjennem de smaae Vinduesruder, var det hende undertiden ligesom han sad der endnu, men bleeg og blodig og med dryppende Lokker.
»Lad os tænde Lys, sagde hun da - Barnet er uroligt, synes mig, jeg maa see, om der er Intet, som trykker det.«
En Aften var der intet Lys nede; det maatte hentes i Pakkammeret paa Loftet. Hun tændte Stumpen i Lygten og gik ud, medens Frants vuggede Barnet og vilde lulle det roligt. Da hørte han et Bulder paa Loftet, som af et faldende Menneske, og han syntes Johanne havde skreget; han lod Vuggen staae og foer op ad Loftstrappen efter hende. Der laae hun, med den slukte Lygte i Haanden, bleeg og afmægtig, ved Liigkisten. Forfærdet bar han hende ned, fik tændt Lys og bragt hende til Live, medens han bekymret spurgte om hvad der var hendet hende.
»Ak, jeg er dog et stakkels frygtsomt Barn - sagde Johanne og fattede sig - vær ubekymret for mig! det var kun Farbroders Kiste, som forskrækkede mig. Jeg vilde have bedet dig hente Lysene; men jeg skammede mig, og da Trækvinden blæste Lyset ud i Lygten deroppe, var det som en Dødnings kolde Aandepust berørte mig, jeg stødte i Mørke paa Liigkisten og syntes Kistelaaget hævede sig - og saa tabte jeg Sands og Samling i min barnagtige Forfærdelse.«
»Den Kiste skal ikke oftere forskrække dig - sagde Frants - jeg sætter den imorgen i Avisen til Salg.« Den blev nu ogsaa buden tilfals; men naar en Kjøber meldte sig, var den enten for stor eller for lille.
En Dag kom Hr. Stork med Skjødet paa Huset og Kjøbekontracten. Han var en høi og svær Mand, med et Ansigt, som ingen Velvillie indskjød, skjøndt det næsten bestandig smilede, hvilket, naar man nøie gav Agt derpaa, dog snarere lignede et Slags Krampe. Han gik gjerne med en ildrød Vest og klædte sig i det Hele som en Pebersvend, der gaaer paa Frierie og gjerne vil skjule sin Alder. Han var den Dag endnu mere venlig og forekommende, end sædvanlig, roste Barnets Skjønhed og dets Liighed med den smukke Moder, og tilbød Frants et Laan til at udbedre og forskjønne sin nye Bolig med, hvilket Frants dog ikke modtog, da Huset netop var ham kjærest i sin gamle Skikkelse. Kun Værkstedet ønskede han at udvide med det gamle Pulterkammer ved Enden af Huset, hvortil Døren var spærret, og som Hr. Stork for det Første havde forbeholdt sig, da han brugte det til Brændekammer og havde Indgang dertil fra Nabohuset, som han selv eiede og beboede.
Ogsaa heri var Hr. Stork meget føielig; han lovede saasnart muligt at lade Kammeret udrydde og Indgangen til Naboehuset tilmure. »Naar Alle havde saa ærlige og honette Naboer som jeg - føiede han høflig til - behøvedes der slet intet Skillerum mellem Husene.«
»Hvad har du dog mod den gode Hr. Stork? Johanne! - sagde Frants, da han var gaaet - han er jo Artigheden selv. Hvad kan han gjøre ved, at han har den Smule Krampe i Ansigtet?«
»Jeg vilde dog heller, vi havde en anden Mand til Nabo og Intet med ham at skaffe,« sagde Johanne og slog Skodden for Døren efter ham.
Frants arbeidede nu med Lyst og med Flid og stod sildig ud paa Aftenen i Værkstedet, naar der var et og andet Arbeide, det hastede med, eller som han med særdeles Lyst og Kjærlighed vilde fuldende. Han vilde gjerne hæve sit Haandværk til Konst, og arbeidede helst i de finere Træsorter, hvoraf han kunde danne Boskab med smukke Former og konstige Prydelser. Dette var især siden hans Svendereise blevet hans kjæreste Lyst. Men hans Armod nødte ham til at see paa det Nødvendige, og da han var bekjendt for at gjøre smukke og gode Liigkister, var dette hans sædvanligste Syssel. Han gjorde undertiden i lang Tid intet Andet, for siden at have Fred, naar han fik isinde at gjøre et Stykke til sin Fornøielse. Naar han nu om Aftenen stod og høvlede paa Fjælen til en Liigkiste, faldt det ham ofte ind at tænke paa al den Sorg og Bedrøvelse, dette hans Arbeide vilde bringe i det Huus, hvorhen det skulde bæres, og det var ham en underlig Tanke, at han kunde maaskee møde det Menneske sundt og frisk imorgen paa Gaden, som han nu allerede hamrede Liigkisten sammen til. Hvad om den maaskee var til dig selv eller din Kone eller en af dine bedste Venner, tænkte han videre. Han blev da beklemt og underlig tilmode over sine egne Tanker og over sin bedrøvelige Gjerning, og ønskede kun, han var saa velhavende, at han ingen Liigkiste behøvede mere at forfærdige.
En Aften var intet Saadant faldet ham ind, men han havde været saa ivrig i sit Arbeide, at han først mærkede, det var sildigt, da Vægteren havde raabt Tolv. Han vilde endnu kun slaae et Søm i den store Kiste, han stod med ved Høvlebænken; da syntes han, Nogen hviskede bag ved ham: »hamrer og høvler du endnu? til hvem er den Kiste?«
Han tabte Hamren af Haanden og saae sig forfærdet om; men der var Ingen. Det er de gamle dumme Tanker, som spøge i mit Hoved, og nu faae Røst i den underlige Midnat, tænkte han, men lod nu Høvl og Hammer hvile, og tog Lyset for at gaae til sit Sovekammer; men Lyset var udbrændt og gik ud, før han kom til Døren. I Mørket forvildede han sig nu saaledes i Værkstedet, at han paa enhver anden Tid vilde have leet over sig selv; thi hvorledes han saa vendte sig, kom han altid tilbage til den spærrede Pulterkammerdør. Da dette var hendtes ham tre Gange, blev han staaende og syntes Noget rørte sig i Pulterkammeret; gjennem en Sprække paa Døren syntes han at skimte Glimtet af et Lys, og han troede at høre en Lyd som Pjasken i Vand med en Karklud. Det er en underlig Tid at vadske Gulv paa, tænkte han, idet han bankede stærkt paa Døren og spurgte høit: hvem der var inde, og hvad man gjorde der saa silde. Men idetsamme forsvandt Lyset, og der blev dødsstille.
Jeg maa dog have taget feil, sagde Frants ved sig selv og søgte at besinde sig og finde Døren til Sovekammeret; men nu faldt Tanken ham ind om hans gamle Mester, som jo var druknet, og som saa ofte havde staaet her og arbeidet med ham sildig ud paa Natten; og det var ham ligesom Høvlen skulde røre sig igjen, hvor den Gamle havde staaet, og som om de endnu havde et Arbeide at gjøre sammen i denne Verden.
Forvirret af disse underlige Tanker, fandt han endelig Døren og gik til Sengs.
Kone og Barn sov allerede sødelig, men Frants havde ingen Ro for de besynderlige Drømme. Han syntes den gamle Mester Flok stod for ham og sagde: »hvorfor kom jeg ikke i min Kiste? hvorfor kom jeg ikke i christen Jord? Søg og du skal finde! - udslet Forbandelsen, at den ikke skal ramme dig!«
Da han om Morgenen vaagnede, saae han syg og bleeg ud, og Johanne spurgte bekymret, om han fattedes Noget. Men han vilde ikke ængste hende med sine Drømmerier til Unytte og skammede sig selv derover. Jeg er med alle mine gode Tanker om min Styrke og min sunde Forstand dog i Grunden lidt nervesvag og overtroisk, sagde han til sig selv og glædede sig over Johannes og Barnets Sundhed og blomstrende Udseende.
Han gik til sit Arbeide og søgte at slaae Drømmen af Hovedet, som en Følge af hans Nattevaagen og ophidsede Phantasie. Men nu vilde intet Arbeide ret lykkes ham, og hans sædvanlige Munterhed var borte. Tiden nærmede sig nu ogsaa, da Huset skulde betales; men Skiftet var endnu ikke sluttet, og han plagede sig med Sorg for det daglige Udkomme og Frygt for den truende Fremtid. Søg og du skal finde! tænkte han da tit og lod Høvlen hvile, bank og dig skal oplades! men hos hvem skal jeg søge? paa hvilken Dør skal jeg banke? hvorledes skal jeg udslette Forbandelsen? og hvilken Forbandelse? min gamle Mester blev jo virkelig begraven i christen Jord; Johanne har jo ladet sig vise hans Grav og bragt Blomster til den; at han ikke fik den Kiste, der var ham bestemt, kan jeg jo ikke gjøre ved eller ændre; men at der ingen Velsignelse er ved hans Huus, begynder jeg nu næsten at mærke.
Naar han saaledes var mismodig, gik han ofte ud for ikke at bedrøve den fromme Johanne med sin Forstemthed. Men hun mærkede vel, at han sørgede for Udkommet, og at han ofte lod Høvlen ligge af Mismodighed. Hun saae derfor gjerne, han gik ud og adspredte sig; thi hun frygtede for hans noget aftagende Sundhed. Selv søgte hun imidlertid ved Syning og det Lidet, hun derved kunde erhverve, at skjule de Mangler, som meest maatte falde i Øinene i det daglige Liv.
Gik Frants ene ud om Aftenen, var hans Gang som oftest over Lange-Bro og forbi de Druknedes Dødningehuus. Hvergang han kom dertil, gik han langsommere og huskede paa Johannes Ord, og han syntes nu ogsaa, at det var ligesom han maatte see ind gjennem de lave Vinduer, om ikke den gamle Mester laae der endnu og ventede paa sin Kiste. Men han gik dog altid forbi og gruede for at see derind. Naar han saa siden gik tilbage over Broen, og Maanen skinnede venligt paa Skibene i Bugten og paa de hvide Gavle og Pakhuse ved Bredderne, fik han gjerne friskt Mod igjen, og det var ligesom han kom hjem fra en lang Reise og skulde nu gjenfinde Kone og Barn, Huus og Hjem og Alt, hvad hans Hjerte hang ved, paa den anden Side af Broen. Men naar han saa kom til sit Huus og læste Skriften paa Muren: »et forbandet Huus«, tog han ofte en Steen, og gneed derpaa til han ikke længer kunde læse hvad der stod. Slet Forbandelsen ud, hvis den ikke skal ramme dig! tænkte han; men næste Dag stod den afskyelige Indskrift der igjen og syntes ligesom opfrisket og rødere.
Nu blev ogsaa Barnet sygt, og Johanne begyndte at græmme sig og frygte baade for Mandens og Barnets Liv; thi Frants blev hver Dag mismodigere og blegere, som Barnets Sygdom tiltog og Terminen tillige nærmede sig, da Huset skulde betales.
En Aften kom han hjem fra sin sædvanlige Vandring. Johanne sad grædende ved Barnets Vugge, og der var en Uro og Ængstelighed over hende, som hun forgjeves søgte at skjule.
Frants sad længe taus i den gamle Farbroders Stol og stirrede paa den bekymrede Moder.
»Ja du havde Ret - sagde han endelig og foer op - det var dog bedre paa vort Loftkammer, end i dette ulyksalige Huus. Siig mig kun hvad du tænker paa, Johanne! har Doktoren været her? hvad siger han om Barnet?«
»Bliver det værre til Natten - sukkede Johanne og pegede paa Bordet - saa ligger der det sidste Redningsmiddel.«
Frants tog Recepten fra Bordet og stirrede paa de uforstaaelige latinske Ord, som skulde han deri læse sin Skjæbne. Men Bogstaverne svømmede forvildet for hans Øine i de bittre frembrydende Taarer.
»Og imorgen - vedblev Johanne - imorgen er det en Ulykkesdag. Veed du endnu ingen Udvei til at betale Hr. Stork?«
»Nei, Kone! men det er kun en lille Sorg imod denne -« sagde Frants og pegede paa det hede stønnende Barn. »Har du været i Værkstedet? - vedblev han efter et smerteligt Ophold - jeg har været flittigere, end du troer; men maaskee er det for os selv, jeg har arbeidet. Vor sidste Nødtørft har jeg maaskee sørget for. Den store nye Kiste er vel istand til at rumme os Alle.«
»O, var det saa vel! - udbrød Johanne og omfavnede ham med hede Taarer - kunde vi alle tre følges ad til en bedre Verden, hvad havde vi da at sørge for mere? men adskille os vil man; imorgen bliver du kastet i Fængsel, hvis du ikke kan betale Hr. Stork, og jeg sidder ene her med det døende Barn.«
»Hvad siger du? i Fængsel? hvor veed du det? har han været her og talt til dig derom? til mig har han jo ikke sagt et Ord, og dig vil han skræmme tildøde med slige Trudsler?«
Nu fortalte Johanne hvorledes Hr. Stork paa den senere Tid ofte var kommen for at tale med Frants, som det hed, men altid naar han var fraværende. Han havde da nogle Gange slaaet sig til Ro og sagt den unge Kone plumpe Smigrerier, beklaget hendes Mands slette Omstændigheder og lovet at hjelpe ham ud af al Forlegenhed, naar han hos den smukke Kone kunde vente Taknemlighed. Hun havde tiet dermed for Frantses Roligheds Skyld og vidste endnu heller ikke ret hvad hun skulde troe om disse Yttringer. Hun vovede heller ikke at fornærme den mægtige Mand, skjøndt hun hvergang stod som paa Gløder i hans Nærværelse, og havde bestandig syslet med Barnet for ikke at see paa det modbydelige Krampesmiil i hans afskyelige Ansigt. Men hver Dag var han bleven dristigere og mere paatrængende, og da Johanne endelig med Afskye forstod hvad hendes rene Sjæl var for uskyldig til at see i dets hele Afskyelighed, havde hendes oprørte Følelse nu iaften givet hende Mod til at see ham rolig og kold i det smilende Skurkeansigt med al en fornærmet Hustrues Værdighed og Kraft. Hun havde behandlet ham med al den Foragt, han fortjente, og han var gaaet bort med den Trudsel, at hvis hun talede et eneste Ord om denne Samtale til Frants, og selv ikke imorgen var af andre Tanker, skulde Frants inden næste Sol gik ned være hans Gjeldsfange, og kunde da glæde sig over sin smukke Kones Troskab i Slutteriet.
»Nu vel! - sagde Frants rolig - han har mig i sit Garn; undgaae ham kan jeg ikke, men Nederdrægtigheden er for ussel til at nedbøie mig. Blind har jeg været, at jeg ikke saae hvad Helvede der laae bag dette Smiil, og uforsigtig, at jeg indlod mig med den stemplede Nidding. Men vil Gud kun bevare dig og Barnet, skal jeg ikke tabe Modet. Vær kun rolig, min Johanne.«
Det var blevet sildig ud paa Natten. Barnet vaagnede op i heftige Feberrystelser, og Frants gik med Recepten til Apotheket.
»Det sidste Redningsmiddel - sukkede han - hvis det nu slog feil - hvo skal da trøste den arme Johanne, naar jeg imorgen Nat sidder i det mørke Fængsel, og hun maaskee staaer ene og klæder Barnet i Liigskjorten. Og skal vi miste dig, lille venlige Engel! hvo skal da smile sorgløs til os i Sorgen? Det var da den Lyksalighed, jeg drømte om i det gamle kjære Familiehuus; ja man har Ret, det er - forbandet.«
Apotheket var lukket; han havde givet Recepten ind gjennem den lille Laage paa Døren og sad nu paa Steentrappen udenfor og ventede paa de Lægemidler, man tilberedte. Det var en skjøn stjerneklar Decembernat; men Kulden gjennemisnede den sørgende Fader; han saae hverken Maane eller Stjerner, men stirrede mørk og haabløs paa de frosne Brostene. Da gik Vægteren forbi, hilsede venlig og sagde: »god Morgen!«
»Gud hjelpe mig for Morgen det er - mumlede Frants - i min Sjæl bliver det aldrig meer Morgen, og denne iiskolde Vinternat knuger mig til Graven.«
Fra Taarnet slog Klokken nu Eet, og Vægteren sang med reen og klar Stemme i de simple dybe Toner:
Hjelp os, o Jesu kjære, vort Kors i Verden her taalmodelig at bære! Der er ei Frelser fleer.
Ræk os din Haand, o Frelsermand! saa vorder Byrden let.
»Sagde jeg det ikke nok, at der vilde komme Liig ud af Huset inden Aaret var omme« - sagde den gamle Brødkone paa Hjørnet til sin Datter, da, tre Dage efter, en smuk sort Kiste, med Passer og Vinkelmaal over Kors paa Laaget, bares ud af Snedker Frants's Huus. Den var ledsaget af Frants og det hele hæderlige Snedkerlaug, alle i sorte Klæder og med deres Kaarder ved Siden.
»Det skal jo være den gamle Snedkermester Flok, som nu først bliver virkelig begraven - sagde Brødkonens Datter - saa var det dog virkelig hans Been, man fandt under Træet i Naboens Hauge?«
»Ja, det har jo den unge Mester Frants beviist for Retten« - tog en Fiskerkone Ordet, idet hun satte sin Kurv ned paa Fortouget og satte sig paa Hanken, for i Magelighed at betragte Liigfølget. - »See, der gaaer han den unge smukke Mester - vedblev hun - nu kan man dog for Fremtiden tjene en Skillingspenge hos ham, siden Huus og Gods er hans, og den gamle gjerrige Stork faaer en lang Næse.«
»Og maaskee en lang Hals med - sagde Kjældermanden - hvis det ellers er sandt hvad man siger, at han hemmelig har taget den ærlige Mester Flok af Dage.«
»Det har jeg længe tænkt, at den Karl blev hængt engang - sagde Brødkonen - han kjøbte jo aldrig for to Skilling Brød hos mig uden han vilde have for den tredje i Tilgift.«
»Havde man kun fat paa ham - sagde Kjældermanden - i tre Dage har Ingen seet ham i Byen.«
Juleaften sad en lille lykkelig Familie i Snedkermester Floks forrige Huus ved Kanalen. Barnet sad sundt og friskt paa den skjønne Moders Skjød, og den
unge Mester Frants fyldte glad og stille det gamle Familiebæger med Viin. »En lyksalig Juul, min Johanne! - sagde han rørt - det saae det ikke ud til for fjorten Dage siden. Nu sidde vi som velhavende unge Folk her i vort eget lille Huus, ligesom din gode salig Farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke meer at hamre Liigkister sammen ved Midnat, men kan gjøre smukke Stole og Komoder til lykkelige nygifte Folk, kan holde Svende og Drenge i Værkstedet og have en glad Aften ved hver Høitid. Og nu har du Fred, gamle Mester! - føiede han høitidelig til og saae hen til Stolen i Kakkelovnskrogen, ligesom han sad der endnu - du har taget Forbandelsen fra Huset og givet os din Velsignelse; derfor skal din Ihukommelse være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig Opstandelse!«
Pulterkammerdøren havde Frants ladet tilmure og han lod Værkstedet blive som det var i den gamle Mesters Tid. Den indridsede Skrift paa Muren havde han ladet overhvidte og den var ikke kommen mere tilsyne.
Da han nu næste Gang gik over Lange-Bro og kom forbi de Druknedes Dødningehuus, gik han rolig hen til Vinduet og sagde ved sig selv: nu kan du gjerne see derind; gamle Mester Flok ligger der dog ikke og venter paa sin Kiste. Men forfærdet foer han tilbage; thi et blaat opsvulmet Dødningeansigt stirrede ham med opspilede Øine imøde, og han kjendte i de afskyelige fordreiede Træk den forsvundne Storks skrækkelige Morderansigt.
»Selv har du da givet dig det Endeligt, som du paaløi min myrdede uskyldige Mester - sagde Frants - Intet Menneske savner dig i Verden uden Bøddelen, hvis Øxe du undveeg. Dog begravet skal du blive, din Kiste har jeg høvlet paa, da du lagde Planen til at lægge mig i Graven. Gud være din syndige Sjæl naadig!«
Frants lod ham i Stilhed begrave og gav ham den Kiste, han havde troet var til ham selv, da han for faa Uger siden stod modløs i sit Værksted og saae ingen Redning i sin store Nød og Jammer.
Lykke og Velsignelse syntes nu ret at have hjemme i hans Huus og være med ham i al hans Gjerning. Den gamle Mesters Bibel kom ofte ned fra Hylden og husvalede det stille fromme Ægtepar med de evige Forjættelser, medens den tillige mindede dem om, at al denne Verdens Lykke og Glæde dog var forgjængelig. Kom en Prøvestund da imellem blandt de gode Dage, og blev det stundom ogsaa de Lykkeliges Lod at sørge ved en kjær Vens Bortgang eller vaage en kummerfuld Nat ved et elsket Barns Sygeleie, saa forsagede de dog ikke, men rakte hinanden kjærlig Haanden over Bibelen og haabede. Naar da Vægteren sang:
Hjelp os, o Jesu kjære, vort Kors i Verden her taalmodelig at bære! der er ei Frelser fleer -da kom Frants hiin Nat ihu, da han sad haabløs og fortvivlet paa Apothektrappen og ventede paa det sidste Redningsmiddel, som dog Gud gjorde overflødigt. Han maatte da altid istemme de sidste Ord af Sangen:
Ræk os din Haand, o Frelsermand! saa vorder Byrden let.