Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 4,4
[Slutning]
IV
Cette histoire étant vraie elle n'a pas
besoin d'être vraisemblable.
Fr. Soulié.
Vi forlode Augusta, da Emilie løb fra hende og Felix kom tilsyne. Han næsten bar Vilhelm, der havde sin ene Arm slynget om hans Hals, og med oprevne Klæder og vaklende Skridt ikke syntes at kunne holde sig opreist. Han trykkede et Tørklæde imod sin Side; men da de vare komne over Grøvten og ud paa Stien, faldt hans Haand ned og Blodet strømmede frem. Augusta styrtede til og hjalp Felix at føre ham hen til Bænken; derpaa tog hun sit Tørklæde, lagde det paa Saaret og rev sit Schavl i Strimler, for at danne et Bind, som hun i utrolig Hurtighed viklede udenom, men uden med et unyttigt Ord at spørge om det Forefaldne, uden mindste Klage, men med Forfærdelsen malet i hvert af hendes Træk. Først da hun havde forbundet ham, og man paa Ladegaardsveien hørte en Vogn komme, gjorde hun Felix opmærksom derpaa, og han fløi afsted for at anholde den. Det var heldigviis en tom Vienervogn, der skulde ind til Byen; og lidt efter kjørte den med den saarede Vilhelm, der næsten livløs laa i Augustas Arme, igjennem Nørreport, og naaede snart hans Hjem, hvor Felix, efter at Vilhelm var bragt op, ilede afsted efter en Læge. Og imedens sad Augusta ved hans Leie og holdt sin Arm under hans Hoved; hun rakte ham Vand, da han leed af en heftig Tørst, men han var for udmattet til at tale, og hendes Blik bad ham blot at ligge rolig. Først da Lægen, efterat have sonderet Saaret og anbragt en ny Forbinding, forsikkrede, at der ikke var nogen Fare tilstede, først da kom en Lyd over hendes Læber, idet hun takkede Gud, og en Strøm af Taarer lettede hendes beklemte Hjerte. Hun kastede sig paa Knæ ved Foden af Sengen, og laae længe saaledes. Felix, der ved sin ængstelige Trippen omkring og ved at sønderrive sine Handsker havde givet Tegn paa den høieste Urolighed, fik ved Lægens Erklæring Tilbøielighed til at gjøre Pirouetter; men da Lægen itide advarede ham, dæmpede han sin Lyst, indtil han fulgte med denne for at hente hvad han havde foreskrevet; men nu yttrede han sin indre Tilfredshed paa flere umiskjendelige Maader, men især ved at kaste sin Hat ned ad alle Trapper og sparke til den, indtil den naaede ud paa Gaden. Her tog han den op, og inderlig fornøiet ved at betragte de forskjellige Buler, den havde modtaget paa denne Tour, trykkede han Lægens Haand og foer afsted paa Apotheket. Da han vendte tilbage, var Vilhelm falden i Søvn, og vaagnede først da Capitainen en Times Tid efter kom for at see til ham.
Han undløb? spurgte han ængstelig og med Anstrengelse.
Nei, sagde Capitainen, men vær nu blot rolig; imorgen skal jeg fortælle Alting. Sagerne staae meget bedre end Nogen af os havde ventet, naar Du nu blot vil ligge stille, at Du snart kan komme paa Stylterne igjen. Men nu skal Du min Sjæl sove, imens jeg hviler mig en Smule herhenne ved Kakkelovnen, indtil jeg igjen skal paa Farten, og Augusta bringer mig en Dram, jeg ærligt har fortjent.
Felix vilde gjerne have sin Nysgjerrighed stillet, men Capitainen sagde ham, at han havde godt af at vente, og af at tage sig en Snaps med og følge ham ud paa Eventyr. Han undrede sig over Capitainens Hemmelighedsfuldhed og over at han sagde Du til dem allesammen.
Tak, Du Smaa, sagde Capitainen, da Augusta hurtigt havde arrangeret en lille Anretning, Du er en god Tøs. De have været slemme ved Dig, men nu skal det Fanden tage mig være forbi, tro Du mig. Herefter skal Ingen kunne gjøre Dig Fortræd. Naa, græd nu ikke; vi have Alle Grund til at være glade.
Naar blot Vilhelm maatte leve, hulkede hun.
Vist saa, afbrød Capitainen hende; han er jo uden Fare, og er en sund og stærk Dreng, der ikke kreperer af saa lidt.
Augusta gik hen til Sengen, men kom snart tilbage og satte sig paa en Skammel ved Capitainens Fødder.
Han sover, sagde hun imedens hun bestandigt havde Øinene fæstede paa Sengen, han sover, saa vil jeg ogsaa haabe, at Gud sparer hans Liv, for at jeg kan vise ham at jeg ikke er utaknemmelig for hvad han har gjort imod mig. O da denne fornemme Dame fornærmedes ved at see mig, da - og en næsten overjordisk Salighed straalede af hendes Øine - da sagde han, at jeg var hans Forlovede. Jeg veed vel, tilføiede hun med Ydmyghed og vendte sit Ansigt bort, det var kun for at forsvare mig; o, men han vilde jo ikke have forsvaret mig, dersom han ikke holdt af mig; - der har aldrig været Nogen før, der har forsvaret mig; - men han skal heller aldrig fortryde det; jeg skal aldrig glemme, at han er en fornem Herre og jeg -
Hun fuldendte ikke men skjulte Ansigtet i sine Hænder.
Men for Pokker, Pigebarn, udbrød Capitainen, troer Du da, at en brav Karl som Vilhelm, regner Din ulykkelige Barndom som en Forbrydelse?
Det har han for ofte viist mig, at han ikke gjør, svarede Augusta sagtmodig; men lad os ikke tale derom. Mig er det nok, at han sagde det til de fornemme Damer, jeg glemmer aldrig hans Ord; men heller aldrig at jeg ikke er hans Forlovede.
Ikke er? foer Felix op, hør Augusta, jeg har kjendt Vilhelm i mange Aar, og aldrig har han sagt et alvorligt Ord, uden han i eet og alt har staaet derved. Kom, Capitain, lad os drikke de Forlovedes Skaal.
Det er rigtigt, sagde Capitainen; der, tag et Glas og klink med os. Du skal, vedblev han og tvang den grædende Pige et Glas i Haanden. De klinkede og drak. Augustas Taarer randt i hendes Glas; Capitainen tog hendes Haand og sagde:
Troer Du, min Tøs, at en gammel Karl, som jeg, driver Abespil med de Ting, som vort Lands Sæder og Skikke ansee for hellige? - Tør Dine Øine, og gaae hen til Vilhelms Seng, hvor Din Plads bør være saa længe han ligger for Anker, og hvor jeg ogsaa veed Du helst vil være. Men vær ved godt Mod; thi jeg giver Dig mit Ord, at et nyt Liv er nu begyndt for Dig, og Du vil finde dem, der ville gjøre Dig det ligesaa lykkeligt som det tidligere ikke har været det.
Han trykkede et Kys paa hendes Pande og læste i hendes Øine, at hun fattede Tillid til hans Ord, og det var med et lettet Sind og et fortrøstningsfuldt Haab til Fremtiden, at hun satte sig ved den Saaredes Leie. Capitainen og Felix gik, og en halv Time forløb uden anden Afbrydelse af den Stilhed, der herskede i Værelset end Vilhelms regelmæssige Aandedræt, der forkyndte at han laae i en rolig Søvn, og Uhrets Dikken, der lod høre hvor stille der var. Da lød lette Skridt paa Trappen, og en sagte Banken paa Døren ud til Gangen. Augusta skyndte sig at lukke op, og saae til sin lige store Forundring som Glæde Emilie St. Clair.
Nogle faa Ord forklarede tilstrækkeligt Grunden til hendes Besøg, og Augusta ilte med at forsikkre hende, at Vilhelm var uden Fare, og at Capitainen vist snart kom igjen. Emilie, der vilde vente paa ham, tog Plads, idet hun bad Augusta at sætte sig ved hendes Side; og stille hvidskende førte de nu deres Samtale, for ikke at vække den Sovende, hvis regelmæssige Aandedræt de kunde høre fra det andet Værelse.
Hvor Vilhelm vil blive glad ved at høre, at De har været her, sagde Augusta tilsidst; han har saa ofte talt til mig om Dem; - hvor munter De var. Han har sagt, at De var den Bedste af alle de unge Damer, som han har informeret. O, men jeg veed det jo selv; De er den Første, der nogensinde har sagt mig et venligt Ord; De kan maaskee ikke huske det, men det var da jeg endnu var hos Deres Tante. Og nu i Eftermiddag, da de Andre forhaanede mig, da kom De mig tilhjælp, saa kjærlig som om De var min Søster. O, ikke sandt, De foragter mig ikke?
Foragte Dem? De elsker ham jo.
Høiere end mit Liv; men De veed heller ikke, hvor god han har været imod mig! - Han har reddet mig af en Fordærvelse, som De ikke kjender, ikke engang af Navn! - O det vilde være en Skjændsel om jeg ikke elskede ham.
De har Ret; det er smukt af Dem; De har ingen Familie at tage Hensyn til; De har Ret til at elske ham - o, jeg kunde misunde Dem, det er Deres Pligt. De forstaaer mig maaskee ikke; men jeg meente, at man ofte maa hengive sig til een, for hvem man aldrig kan føle Kjærlighed, ligesom man ogsaa imod sin Villie maa elske en Anden, der kun har forvoldt os Sorg og Fortred.
Jeg forstaaer Dem, sagde Augusta, De mener Felix, Hr. Bearn vilde jeg sige.
Emilie saa forbauset paa hende.
O ja, bliv ikke vred; men han elsker Dem bestandigt, og han har nu grædt en heel Maaned for Deres Skyld.
Emilie fattede sig.
Men han er selv Skyld deri, sagde hun; jeg veed vel, han vidste ikke deraf, men hans Indiscretion har forvoldt mig mere Sorg, end De har Idee om. O, det kunde have været ganske anderledes. Men nu er det engang saa, og kun Gud veed hvorledes det vil ende. Men for Himlens Skyld, ikke et Ord til ham, om hvad jeg her siger; jeg beder Dem, nævn ikke engang, at jeg har været her, hører De. Men De kan gjerne sige ham, at det ene er hans Skyld, - ikke fra mig, men som fra Dem selv. Det vil De nok; jeg har forsvaret Dem hjemme, De vil ogsaa gjøre dette for mig.
Og saaledes fortsatte de unge Piger Samtalen, uden at lægge Mærke til at Tiden forløb. Først da stærke Skridt hørtes paa Trappen og Døren gik op, tænkte Emilie paa, at det havde været bedre, om hun var gaaet lidt før.
Vi skynde os altfor meget til at ville opholde os ved at skildre hendes Forvirring, Capitainens Overraskelse og den Mængde forskjellige Følelser, der strømmede ind paa Felix. Emilie forklarede i et Par Ord hendes Nærværelse, og Capitainen fandt ikke alene hendes Forklaring tilstrækkelig, men yttrede endogsaa, at hans tilkommende Svigerdatters Nærværelse netop var yderst heldig, da han havde noget at meddele, som ikke var hende aldeles uvedkommende. Vilhelm var vaagnet under alt dette, han befandt sig uden Feber og fuldkommen vel, paa nogen Mathed nær, men urolig efter at høre den nærmere Forklaring. Capitainen, der selv var forlegen for at fortælle, fjernede Augusta under Paaskud at skaffe nogle Vare, og efter at de havde taget Plads rundt om Vilhelms Seng, aflagde han i faa men tydelige Ord sin Beretning. Han var tilligemed Felix kommen ind paa Marken, just som Vilhelm havde naaet den Person han løb efter, og som ingen anden var end netop den paatrængende Tigger, der havde incommoderet Fru St. Clairs Selskab. De saae dem brydes; men da Tiggeren opdagede, at der kom Hjælp, benyttede han sig af sin Kniv for at slippe løs fra Vilhelms kraftige Tag. Felix standsede, for at hjælpe sin Ven; men Capitainen havde fortsat Forfølgelsen; og med en Hurtighed, som undrede ham, naar han nu tænkte derpaa, men hvis Virkninger han ogsaa var vis paa at faae at føle om nogle Dage, rendte han Tiggeren op og kastede ham til Jorden med et vel anbragt Slag. Derpaa greb han hans Kniv, og med Knæet paa hans Bryst truede han ham med at jage ham den i Halsen, dersom han gjorde den mindste Bevægelse; og i denne Stilling havde han besluttet at blive, indtil Hjælp paa en eller anden Maade var kommen til. Han tænkte netop paa, at opfylde Luften med et mægtigt Raab, da Tiggeren pludselig nævnede ham ved Navn.
Det er dog Dem, sagde denne, o, saa vær barmhjertig, og flyt Dem lidt, thi som De nu ligger, vil De snart knuse Brystet paa en gammel Bekjendt.
Capitainen flyttede sit Knæ, uden dog at give mindste Slip paa sin Fange.
Tak, sagde denne; ja De kjender mig vel ikke igjen, Hr. Capitain? For tyve Aar siden vilde jeg ogsaa have pareret paa Umuligheden af, at vi to skulde gjøre saadan en Gruppe. Jeg er Copist Fischer.
Det kan være muligt, sagde Capitainen, saa maa Du have skjæmmet Dig fælt siden den Tid. Men det kan ogsaa være ligegyldigt, for her skal Du Død og Pine ligge til jeg faaer fat i Politiet; Du har stukket min Ven ihjel.
Jeg stak ikke saa dybt; han døer ikke deraf. - Ha - hør mig, Capitain Jespersen, jeg vil nødig i Politiets Kløer; lad mig slippe, og jeg skal sige Dem en Hemmelighed, som jeg ellers ikke solgte for mange Penge. Hør, vedblev han, da Capitainen ikke værdigede ham noget Svar, jeg veed hvor Deres Datter er; - ja, jeg skal sige Dem det, endnu imens Deres Knæ ligger paa mit Bryst, naar De blot vil give mig Deres Ord paa ikke at udlevere mig til Politiet, hvis Deres Ven kommer sig. Jeg skal følge med Dem, De kan indelukke mig, til De er overbeviist, at han ingen Skade er kommen til, og at det jeg vil sige Dem er sandt. Giver De mig Deres Ord derpaa? Dem vil jeg endnu troe.
Nu vel, Du har det, tal.
Saa viid da, at Deres Datter er det unge Fruentimmer, som hedder Augusta, som var indskreven, og som nu bliver holdt af - Deres Ven.
Du er en Skurk, sagde Capitainen; men Din Ondskab gjør ikke sin rette Virkning. Staa saa op, jeg skal holde mit Ord; men nu følger Du med, og beviser, hvad Du har sagt, og gjør Du ringeste Mine til at løbe, skal Du faae en Lussing af samme Sort som før, og saa er jeg løst fra mit Ord og overgiver Dig til Politiet.
Derpaa vare de fulgtes ad ind til Byen og ovenpaa, hvor Capitainen boede og hvor Copisten endnu var. Her havde han vidtløftig berettet, hvorledes han efter hiin Scene, som Capitainen erindrede at han tidligere havde fortalt sine Venner, og derfor ikke vilde repetere, var bleven mere melancholsk og hadefuld mod Verden end før, saameget mere, som hans pecuniaire Forhold vare i yderste Forfald. Nøden fristede ham til at skrive falske Vexler; han blev greben og sat i Tugthuset. Her havde han truffet sit Ideals forrige Kammerpige, Cecilie, hende, som hiin Aften havde lukket ham ind til det bedrøvelige Stevne. Hun var yderst forbittret paa sin forrige Frøken, der ikke havde hindret sin Fader i at lade hende arrestere for at ubetydeligt Tyveri. De kom ud af Fængslet omtrent paa samme Tid, og Tilfældet førte Cecilie sammen med sin forrige Herskerinde, der overgav hende sit Barn. - Capitainen vilde ikke nævne de Skjændigheder, som saavel Copisten som Cecilie havde fortalt; men blot berette, hvorledes de besluttede at bruge dette Barn til deres Hevn og til med Tiden at presse Penge ud af Moderen. Vi vide hvorledes, sagde han, og Dem Emilie, skal jeg senere fortælle det saavelsom hvad der endnu er Dem aldeles uforstaaeligt. Kun maa De vide, at Augusta er Datter af Deres Tante, herfor har jeg tilstrækkelige Beviser i disse Papirer, som vi netop nu have hentet ude hos Cecilie. Den gamle Hex vilde ikke ud med dem, men jeg truede og lokkede saalænge, til hun endelig fortalte mig meget mere end jeg næsten gider troet. Her havde jeg god Nytte af vor Ven Felix, som stoppede Kjærlingen i Farten, da hun vilde undslippe, og senere holdt mig to Banditter fra Halsen, som hun kaldte tilhjælp.
Vi faae nu at tænke paa, saaledes endte Capitainen sin Fortælling, som imidlertid ofte var bleven afbrudt af hans Tilhøreres Udbrud af Glæde og Forundring - vi faae nu at tænke paa, hvorledes vi blive af med disse Personer; han har yttret Lyst til at tage til Amerika, da han er kjed af at drive om, og tillige er lidt forknyt for Politiet; men det kan vi jo altid tale om. Det Vigtigste vi nu have at gjøre, er at forberede Augusta derpaa, og det kan Ingen gjøre saa godt som De, lille Emilie.
Hun var allerede forsvunden, og inden Felix havde forklaret Capitainen, hvilken uopsættelig Forretning, han aldeles havde glemt, men som nu absolut kaldte ham bort, laae den grædende Pige i sin Faders Arme; han kyssede hende paa Panden, Øinene, Munden og Kinderne og gav sin Følelse Luft ved adskillige Kjæledæggenavne, men endnu flere colossale Besværgelser. Han trykkede Vilhelms Haand, saa Blodet næsten sprang ham ud af Neglerødderne, og raabte tre Gange Hurra, da han saae Emilie omfavne Augusta og hilse hende som Søster; imens Felix stod i den længst bortfjernede Krog og hulkede som et Barn.
Da endelig Roligheden nogenlunde var vendt tilbage, erindrede Capitainen Emilie om, at hun havde noget at sige ham. Hun bad ham følge sig hjem, idet hun da underveis kunde tale med ham. Hun tog en hjertelig Afsked fra Augusta og Vilhelm; men den ulykkelige Felix, med hvem hun den hele Tid ikke havde vexlet et Blik, gik hun forbi, som om hun ikke bemærkede ham. Men i det Øieblik, da Capitainen traadte ud af Gadedøren, som Felix med den sorteste Fortvivlelse i alle Miner aabnede for dem, rakte hun ham sin Haand og sendte ham et Blik, der hurtigere end Lynet forjog hans Fortvivlelse, og selv Erindringen derom.