V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 70-79

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 70-79

   Jeg vendte mig om og vilde gaae videre; da følte jeg en Haand blive lagt paa min Skulder og en bekjendt Stemme udbrød:
   »Hvad Pokker, Aabye! Lever Du endnu? Jeg troede, Du var pillet af for længe siden.«
   Jeg vendte mig om og gjenkjendte en Collega i Kunsten, en af disse forsorne, jernhaarde Fyre, som beholde Lystigheden til det Sidste og ikke vilde tabe Modet, selv om Døden grinede ind ad Døren for at lade sig presentere.
   »Ja, hvorfor skulde jeg ikke leve?« svarede jeg, gaaende ind i hans Toneart. »Livet er jo kjært, som Matrosen sagde, da han reddede Kjøbenhavneren.«
   »Javel,« sagde han, »og derfor hænger man i til det Sidste, som Kjøbenhavneren gjorde. Naar jeg spørger, om Du lever, lille Aabye, er det egentlig af to Grunde. For det Første, fordi Du er ansat paa Almindeligheden, som for Øieblikket synes at have stærk Ansats til at blive en Ualmindelighed, og dernæst fordi jeg troede, at saadan en Damon og Pythias som Du og Jessen ikke ret længe kunde leve adskilte fra hinanden.«
   »Hvad mener Du!« raabte jeg. »Jessen er da vel ikke - -?«
   »Av, for Fanden!« sagde han. »Det vidste jeg s'gu ikke af. Jo, Jessen er væk; han er færdig, om jeg saa maa udtrykke mig.«
   »Naar skete det?« spurgte jeg, idet jeg standsede ved Voldbakken.
   »Igaarmorges ude paa Frederiks Hospital,« svarede han. »Blev angrebet Klokken Fire og døde Klokken Syv; det kan man kalde prompte og expedit Aflevering.«
   »Leed han meget?« spurgte jeg med bævende Stemme.
   »Ja, reent forbandet,« svarede han. »Efter det første Anfald bad han Opvartningskonen give sig en Skalpel, der laae paa hans Bord, for at han kunde aabne en Aare; men hun gav sig til at skrige, det Fæ, løb ud og sagde til Overlægen, at han vilde tage Livet af sig. Saa maatte han jo gaae hele Touren igjennem. Det gjør mig s'gu ellers ondt for Jessen. Han var en Smule blød, men ellers en rigtig skikkelig Fyr. Naa, hvor vil Du hen? Jeg stikker ned ad Gothersgade; jeg skal være paa Bureauet imorgen Klokken Syv og har ingen Lyst til at faae en Balle Vand over Hovedet.«
   Jeg gik sønderknust videre. Jessen død, min bedste, min fortroligste, min eneste Ven borte, død, uden at jeg engang anede det. Jessen død - det var jo næsten en Umulighed. Hvorfor skulde netop han gaae bort, der var saa udmærket skikket til at leve og saa lidet til at døe? Det var ikke mere end to Dage siden, vi havde truffet hinanden paa Gaden, talt om Sygdommens sørgelige Fremskridt og lovet hinanden at tage Regres til Efteraaret, naar Epidemien var forbi. Uvilkaarligt kom jeg til at tænke paa den uhyggelige Scene ved Søllerødsø. Ved en Ideeassociation sprang min Tanke til den snevre Gyde i Quartier latin. Jeg syntes i min ophidsede Phantasi tydeligt at see min afdøde Fader ved det forunderlige Stevnemøde med Fader Bernot og hørte hans Raab: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame!«
   Halvt drømmende tumlede jeg op af min Trappe og traadte paany ind i de tause, øde Værelser, hvor jeg næsten forekom mig selv som en enlig Gjenganger, der ikke længere har Ro i Graven. Jeg lukkede Vinduerne for den nedstrømmende Regn og satte mig tankefuld hen i den mørkeste Krog af Stuen for uforstyrret at kunne hengive mig til mine sørgelige Betragtninger. Men det var som om en Dæmon forfulgte mig. Selv Mørket maatte jeg ikke engang have i Ro. Det ene blinkende Lyn foer over Himlen efter det andet, og i denne vexlende Belysning af natsort Mørke og blaaligblege Glimt forekom vor gamle Dagligstue mig ikke alene uhyggelig, men næsten rædselsfuld. Jeg var i Gravstemning - jeg har ofte leet ad dette Ord og fundet det at være, hvad min Ven fra Volden vilde kalde cadaverlyrisk - nu forstod jeg dette Udtryk, følte denne Stemnings Berettigelse, men kunde ikke engang faae Ro til at udhvile i den. Jeg tændte Lys og søgte efter Lecture. Paa Bordet laa, sendt fra min Boghandler, det nyeste Humbug: »Sikkert Værn mod Choleraen.« Jeg greb Piecen, kylede den hen i en Krog og gik saa ud med Lyset for at aabne Postkassen og see Dødslisten efter i Aftenberlingeren. Ved at lukke Avisen op, faldt en lille Billet ud af den. Adressen var skreven med en uøvet og udannet Haand paa tyndt, blaaligt Papir og Brevet lukket med en Oblat, som var trykket ud med Fingeren. »Til Hr. Daagter N. Aabye« stod der; det var altsaa et Brev til min Fader. Jeg brød det, Indholdet var kort, men den rystende Haand tydede ogsaa paa, at Vedkommende havde maattet skynde sig. »Kom snart! Jeg er meget slet; jeg troer jeg døer.« Disse tre korte Sætninger vare Brevets eneste Indhold, men de vare centnertunge i al deres Korthed. Under disse Par Linier var der til venstre gjort Anløb til et Slags Efterskrift, som atter var udstreget; til høire stode to, næsten ulæselige Navne. »Laura« fik jeg dog ud af det ene.
   Det var tydeligt, at det var en af Faders gamle Patienter, en Fattig, som henvendte sig til ham; men hvo denne gaadefulde Laura var, formaaede jeg ikke at gjætte. Fader havde aldrig omtalt hende for mig, og Brevet selv opgav kun Navnet, ingen Adresse eller Bopæl. Jeg var næsten egoistisk nok til at glæde mig over at kunne dysse min Samvittighed i Ro paa denne bløde Hovedpude, da der blev ringet voldsomt paa min Dør. Jeg lukkede op og saae en gammel, fiirskaaren Sømand, drivende af Regn og med et sørgmodigt, forlegent Udtryk i sit veirslagne, barske Ansigt.
   »Med Forlov at spørge, er De Doctoren?« sagde han.
   Jeg bejaede det, og han vedblev:
   »Med gunstig Forlov, vilde jeg gjerne vide, om Doctoren ikke vilde være saa behagelig imod mig, at gaae ud med paa Christianshavn, for at see til - -?«
   Noget, der lignede en Hulken, kvalte den gamle Sømands Stemme, og han foer med Haanden over Øinene, da jeg spurgte:
   »Hvem hos Dem er syg?«
   »Ingen hos mig,« svarede han, »med gunstig Forlov, Hr. Doctor. Hun er bleven syg ude af Huset, syg paa et Sted, hvor hun er kommen forkeert i Havn, Hr. Doctor; men jeg vil dog ikke lade Tøsen døe for den Sags Skyld, med gunstig Forlov.«
   Jeg fik Manden ind i Stuen, og ved nærmere Forklaring viste det sig, at han var Baadsmand og boede i Nyboder; Konen var død, Sønnen paa Togt. Han havde en Datter, »som forresten var kommet paa den forkeerte Side af Lagnet, om jeg saa maa sige, Hr. Doctor,« og hun var nu bleven syg i Dronningensgade paa Christianshavn, hvor hun havde taget Logis.
   Der var noget forunderligt Rørende ved den gamle Sømands strenge Moralitetsfølelse paa den ene Side og Smerten over hans ulykkelige Datter paa den anden. Det var klart, at han allerede for længe havde ladet hende drive sin egen Sø, og Angeren herover syntes at pine den gamle Mand lige saa meget, som Følelsen af hendes Brøde. Nu, da hun var syg, forskudt, fattig og elendig, var hele den Medlidenhedsfølelse, som han tidligere havde sluttet inde og trængt tilbage i sig selv, pludseligt dukket op med en Kraft, som han ikke kunde beherske, og som næsten satte ham i en feberagtig Stemning.
   Efter de Symptomer, han beskrev, og efter det Stadium, Sygdommen alt havde naaet, var der imidlertid ikke stort Haab tilbage. Ja, der var saalidet Haab, at det næsten var naragtigt at gaae derud; men dog greb jeg, trods min Dødstræthed og trods den nedstyrtende Regn, min Hat og Kappe og ilede med den gamle Mand ned paa Gaden - blot det, at faae noget at bestille, at faae Tankerne til at gaae i en anden Retning, var mig en Vederkvægelse efter den Aftens oprørte Følelser.
   Hurtigt og næsten uden at tale et Ord ilede vi til Gammeltorv, hvor jeg lod ham sætte sig ind i en Droske, der i fuld Galop førte os langs Philosophgangen til Langebro. Der brød Uveiret imidlertid løs i hele sin fulde Styrke, og de, som paastode, at Choleraen udviklede sig af Mangel paa Elektricitet, kunde her faae rigelig Leilighed til at overbevise sig om det Modsatte. Glimt fulgte paa Glimt. Lynene sloge ned med et drønende Brag, snart til høire ud over Kallebodstrand og Amager, snart til venstre ind over Byen, Havnen og Sundet. Pludseligt standsede vor Hest og steilede omtrent midt paa Broen. Det var umuligt for Kusken at bringe den fremad, selv en Droskehest kan komme under Omstændigheder, hvor den antager, at det er bedre at vende om end gaae fremad. Vi steg ud og lod Kusken vende, saa godt han formaaede, og da det pludseligt faldt mig ind, at Christianshavns Apothek laae et betydeligt Stykke fra Patientens Bopæl, lod jeg den gamle Baadsmand sætte sig ind igjen, for over Knippelsbro og Brogade at naae Apotheket og der gjøre et Par Indkjøb, inden han traf sammen med mig paa det opgivne Sted. Selv arbeidede jeg mig, med Hatten trykket ned over Øinene og Kappen svøbt tæt omkring mig, frem imod Regnen og den rasende Vind, langs den øde og skumle Reberbane. Lynene blendede og forvirrede mig, Hatten kunde jeg neppe holde paa mit Hoved, Paraplui var der nu slet ikke Tale om - det var en fortvivlet Tour for et Menneske, der i de sidste fjorten Døgn kun havde havt fire Timers Søvn om Natten, og Alt det for at redde en Kvinde, som efter min Anskuelse ikke kunde reddes, og som, selv om man gav hende tilbage til Livet, i dette maaskee kun vilde see en Gave, som hun hellere havde undværet. Hver Gang jeg naaede en af de gamle, osende Tranlamper, hvis rødlige Skær tjente som svage Ledestjerner paa min Vei, maatte jeg staae stille for at trække Veiret og samle nye Kræfter. Havde jeg ikke havt min Fader i saa frisk Minde, og havde det ikke været en af hans Patienter, troer jeg næsten, at jeg var vendt om igjen, skjøndt dette stred mod en af de første Grundsætninger, som han havde indprentet mig.
   Endeligt naaede jeg til det betegnede Sted og standsede ved en høi Steentrappe, der førte op til en lav og smal Gadedør, som var reven af Led paa sit øverste Hængsel og nu hang og klapprede for Vinden. Det var et underligt høit, smalt og skummelt Huus at see til. Mange Etager vare stablede den ene ovenpaa den anden; det saae næsten ud, som de øverste trykkede de nederste, og som om Bjælkeværket, kjed af det bestandige Pres, længtes efter at skilles fra Muurstenene og kaste disse tilligemed Husets Beboere ud paa Gaden. Dertil var Huset saa skummelt, mørkt og uhyggeligt, at jeg pludseligt fik Indtrykket af, at det lignede en Liigkiste, der var stillet paa Enden, og som nu, i Følelsen af denne sin ubekvemme Stilling, havde stor Lyst til at falde forover og bore sig ned i Jorden, hvor den hørte hjemme. Mit Blik faldt paa den sure, forsumpede, med grønne Fugtighedspletter bedækkede Kjælderetage, hvis eneste Beboer syntes at være en Seddel, hvorpaa der stod »Logis for Søfolk«. Det gled derfra til den lave Stue, hvis smaae Vinduer smeldede for Vinden, og som med sine røde Gardiner og forskjellige transparente Malerier angav sig selv som »Café og Billard«. Det gled derfra op langs den kulsorte Muur, hvis indlagte Glasstumper glimtede i Lynene, til første, anden, tredie, fjerde og femte Sal, hvor det forsvandt i et Chaos af ituslagne Ruder, sønderbrudte Tagsteen og gabende Tagrender, der længselsfuldt skuede ud efter de Underdele, som de havde eiet i en lysere og bedre Ungdom. Havde man sammensat en Comitee af pengegriske Huusværter og givet dem den Opgave at bygge et Huus, indrettet til at seigpine, forgive og besmitte det størst mulige Antal Mennesker paa det mindst mulige Fladerum, saa troer jeg dog ikke, at de, med al deres Opfindsomhed og Eftertanke, vilde have kunnet construere noget saa udtænkt Uhyggeligt, saa udsøgt Skummelt, saa gjennemgaaende Pjaltenborgsagtigt, som den sorte Kasse, der i dette Øieblik laae for mig. Et Lynglimt belyste paany Huset, medens jeg betragtede det, og mit Blik faldt derved paa en lille, hvid, fiirkantet Plade med Noget, der lignede en Rottefælde, i Midten. Det skulde forestille en Sky, der udslyngede Lyn til alle Sider, og underneden stod med gammeldags, skjæve Bogstaver: »Tordenskyen« - nu vidste jeg, hvor jeg var.
   Jeg gik op ad Steentrappen og traadte ind i en Slags Forstue, der førte ud til et Gaardsrum, som lignede et Svinetrug, og hvorfra en kvælende Stank slog mig imøde. Jeg bankede paa Døren til Caféen, Ingen svarede. Jeg lukkede Døren op, en klagende Klokke var al den Røst, der bød mig Velkommen - ikke et Menneske var tilstede. Jeg gik gjennem den lille Billardstue, snublende over Ballerne og Queuerne, der laae kastede rundt omkring i øde Forvirring. Famlende frem gjennem Mørket, stødende an mod Borde og Stole, rivende Flasker og Glas overende, naaede jeg gjennem Skjænkestuen ind i et usselt Beboelsesværelse, for atter derfra igjennem Kjøkkenet at komme ud i Forstuen. Da Ingen agtede paa mine Raab eller den Allarm, jeg gjorde, forsøgte jeg at samle mig op ad den snevre, tilsølede og stinkende Trappe, som et pludseligt Lynglimt viste mig tilhøire. Jeg tog fat i Rækværket og begyndte Opstigningen. Der laae Halm og Stumper af Klude spredte hist og her, og et Par Katte, som hvæsende og skrigende kom buldrende ned ad Trappen, var alt det Liv jeg mødte. Ved første Sal standsede jeg igjen og forsøgte at orientere mig ved det svage Lys, der faldt ind igjennem de smaae, i Bly indfattede Ruder, som næsten heelt dækkedes af selve Opgangen. Jeg ravede omkring, dundrede paa Dørene, næsten halvkvalt af den mephitiske Stank, der opfyldte Trappegangen, og som tiltog, jo høiere jeg steeg op; men jeg hørte kun den hule, rullende Gjenlyd af mine Støvlehæle, der bearbeidede Døren - Ingen kom for at lukke mig op, Ingen syntes at tage mindste Hensyn til mig. Den samme Scene gjentog sig ved anden Sal. Kun var jeg her nærved at styrte ned ad Trappen, fordi Rækværket manglede i en stor Udstrækning, og jeg i Mørket havde faaet mine Fødder indviklede i de forhullede, gamle Lagener og den Halm, som i stor Mængde laae netop paa dette Sted. Stanken var forfærdelig, og det saae næsten ud, som om man her havde indpakket en eller anden stor Gjenstand, der ved Flytningen havde sønderbrudt Rækværket. Jeg steeg op til tredie Sal og støttede mig halv afmægtig mod Dørstolpen, inden jeg bankede paa. Et Forsøg paa at skaffe frisk Luft gjennem et af de smaae, blyindfattede Vinduer havde jeg maattet opgive; thi for det Første lod det sig ikke aabne, men syntes i Tidens Løb at være sammenvoxet med Vinduets Karm, og da jeg trykkede nogle af de smaae Ruder ud, væltede der en Lugt op fra Gaardsrummet, som fik mig til at retirere saa hurtig som muligt. Efter nogen Anstrengelse fik jeg fat i et Stykke Reb, der hang ned ad Døren og syntes at tjene som Klokkestreng. Jeg ringede. Klokken gav en dump og skrattende Klang, der næsten syntes at ligne en rallende Latter, og som øieblikkelig efterfulgtes af en langrukken, hylende Tuden og en lydelig Skraben paa Døren. Hver Gang jeg ringede, gjentog det Samme sig, kun hylede Hunden stærkere og kradsede paa, som om det gjaldt Liv og Død at komme bort. Jeg satte Skulderen mod Døren og trykkede til, men havde ikke behøvet at lægge saamegen Kraft imod et saa skrøbeligt Sprinkelværk. Den fløi op, og jeg tumlede ind i et mørkt Rum, hvor jeg faldt over Hunden, der høit hylende af Glæde sprang over mig og glammende foer ned ad Trapperne, hvor den forsvandt gjennem Udgangsdøren. Den havde Grund dertil - kun den, der harværet inde i en Gravhvælving, formaaer at skildre den Luft, der her slog mig imøde, da jeg gled i de Uhumskheder, hvormed Gulvet var oversaaet. Uden at ændse Mørket eller de steile Trapper, foer jeg bort uden at betænke, at der endnu manglede et Par Etager i min Undersøgelse. Luften paa Trappen syntes at være balsamisk imod den, jeg lige havde forladt, og som var saaledes, at selv en Hund ikke syntes at kunne leve i den. Jeg satte mig ned paa et af Trinene, lænede min Arm mod Rækværket og støttede Hovedet derpaa - jeg troede, at jeg skulde faae ondt. Derpaa gik det op for mig, at jeg endnu havde to Etager tilbage, og at den Syge, hvis overhovedet en saadan fandtes, maatte ligge deroppe. Kun Tanken om, at jeg havde en ligefrem Pligt at opfylde, drev mig derop; men det gik mig her, som i de andre Etager - Dørene holdt sig haardnakket lukkede, al min Raaben og Banken var forgjeves, Øde og Mørke herskede overalt.
   Allerede troede jeg at være bleven skuffet eller have taget feil. Jeg stod nu øverst oppe og havde de af Dagens Solskin gjennemvarmede Tagsteen næsten lige over mit Hoved. Da opdagede jeg, at Trappen endnu gjorde en smal Svingning, og at derfra en raat sammenføiet Træstige førte op til et Hul, der maatte munde ud paa Loftet, og hvor der kunde være en svag Mulighed for, at der virkelig her, næsten under Hanebjælkerne, fandtes levende Væsener. Med stor Møie kravlede jeg derop og traadte ind i en Atmosphære, saa heed, saa tung, saa beklumret og saa trykkende, at ethvert normalt construeret Menneske maatte faae Hovedpine blot ved et Par Minuters Ophold. Der herskede et complet ægyptisk Mørke i den Gang, hvori jeg var kommen ind, og som var saa smal, at jeg med mine Albuer berørte Væggene, medens jeg passerede igjennem den. Det var efter min Forstand umuligt, at et Menneske kunde leve eller aande her, og jeg havde villet forlade den uden videre Undersøgelse, hvis jeg ikke ved Enden af Gangen havde troet at bemærke et meget svagt Lys, der af og til blussede op, som om det truede med at gaae ud. Jeg famlede derhen og opdagede en lille Trædør, som stod paa Klem af den gode Grund, at den ikke havde Laas. Jeg bankede paa og lyttede - intet Svar, ingen Lyd hørtes, men Lyset gik ud. - Jeg troede, at man af Frygt havde slukket det, bankede paany og raabte: »Det er Lægen! Er det her, man er syg?« - Jeg syntes at høre en klynkende Lyd, som af et Barn, men ellers var der Ingen, der svarede. Hurtigt stødte jeg Døren op, traadte indenfor og bestræbte mig for at gjennemskue det tætte Mørke, der hvilede over Alt, med Undtagelse af det ene Hjørne af Stuen, hvor den lange Tande af et udbrændt Tællelys udbredte et rødligt Skin, som var det en stor St. Hansorm, der laae paa Gulvet. Foran mig var et særdeles lille Vindue eller Luge, og i det svage Lys, som faldt ind igjennem denne, troede jeg at bemærke en hvid Skikkelse, der laae paa Gulvet, trykket op imod Hjørnet under Taget og tilsyneladende i en Stilling, som om den afværgende og i Forfærdelse rakte begge Haandflader ud imod mig.
   »De skal ikke være bange!« sagde jeg med høi Røst, idet jeg traadte nærmere. »Det er Lægen, der kommer for at see til Dem.«
   Intet Svar.
   »Lider De meget? Har De havt Krampe?« spurgte jeg, idet jeg langsomt nærmede mig Skikkelsen og bøiede mig ned over den.
   Igjen intet Svar; men paany den samme underlige, halvt klynkende, halvt klagende Lyd, som jeg havde hørt, da jeg stod ude paa Trappen.
   »De skal ikke tabe Modet,« sagde jeg og bøiede mig ned for at føle Patientens Puls. Jeg fik fat i en Haand, der var stiv og kold som Iis.
   I det Samme slog et flammende Lyn hen over Himlen; det usle Hul blev klart som Dagen. Paa Gulvet, foran mig, laae en ung Pige, næsten nøgen; hendes lange, gule Haar var revet løs og snoede sig uordentligt, indfiltret med Halm og Høvlspaaner, omkring et blaaligblegt, sammensunket Ansigt, hvis store, aabne Øine stirrede paa mig uden Spor af Liv. Jeg foer tilbage med en Rædsel, som jeg ikke kan beskrive; den kolde Sved brast ud af min Pande, og en iiskold, strømmende Fornemmelse rislede fra min Nakke ned over Ryggen og tvang mig næsten til at rette mig i Veiret. I dette Øieblik stod Alting klart for mig - Huset var uddøet - her, ligefor mine Fødder, laae det sidste Offer, gaaet bort i Jammer og Fortvivlelse, uden at en eneste kjærlig Haand havde ydet hende Pleie, uden at et eneste trøstende Ord havde lydt til hende i hendes Dødsstund.
   Jeg lænede mig op til et lille, faldefærdigt Bord med en Følelse, jeg ikke kan beskrive. Et Øieblik troede jeg, at jeg selv var syg eller paa Nippet til at blive vanvittig. Det forekom mig, at hvide, taageagtige Skikkelser svævede igjennem Rummet, og at jeg hørte Klagelyde som af Aander, der fulde af Rædsel og Smerte flygtede bort fra en Jord, hvor Alt kun var Død og Ubarmhjertighed. Det lynede flere Gange, og hver Gang den blaaligblege Lysning foer gjennem Rummet, kunde jeg ikke faae Blikket bort fra den rædselsfulde Skikkelse, der laae udstrakt foran mig, og hvis Træk jeg havde en Anelse om, at jeg havde seet før og kjendte godt. Jeg var stivnet af Rædsel, og skjøndt jeg vidste, at jeg havde Svovlstikker hos mig, og at Alt vilde forsvinde, naar jeg blot tændte een af disse, forekom det mig en næsten uovervindelig Anstrengelse at føre Haanden til Vestelommen og stryge en af. Pludseligt bragede et Tordenskrald lige over Hovedet. En hvid Skygge fløi op fra Gulvet med et Skrig, der tabte sig i Tordenens Rullen, fløi hen over min Arm og rev med klingende Lyd noget ned fra det Bord, hvortil jeg støttede mig. Ude af mig selv foer jeg hen til Døren, rev Svovlstikkerne op og tændte en tre fire Stykker paa eengang. Jeg vendte Hovedet bort, medens Svovlet brændte af, i dettes dæmpede og usikkre Belysning turde jeg ikke see paa Noget. Først da Flammen blussede klart iveiret, vendte jeg mig om og saae en Kat, der med et Udtryk af vild Skræk sprang hen i en Krog, hvorfra den paany udstødte et af sine Klageskrig. Jeg nærmede mig Liget med usikkre Trin og holdt Flammen tæt under dets Næse for at prøve, om der var Livstegn tilbage. Flammen blussede roligt og klart iveiret - den Flamme, der havde næret hendes Liv, var forlængst udslukket. Svovlstikken gik ud, og med rystende Haand tændte jeg nogle nye, medens jeg knælede ved hendes Side. Da de lyste op igjen, og jeg med mere Ro betragtede hendes Træk, hævedes al Tvivl. Det var en ung Pige, som min Fader havde næret stor Interesse for, som tidt havde syet hjemme i vort Huus, og som Fader for et Par Aar tilbage havde faaet anbragt i Tjeneste hos en velhavende Embedsmand. Jeg kjendte hende godt, jeg havde selv været hendes Læge paa Frederiks [s80] Hospital, hvor hun havde været indlagt, og hvor hun havde gjort Opsigt blandt de unge Medicinere ved sin Skjønhed og barnlige Ynde. Hun var dengang kjendt paa Hospitalet under Navn af »Barnet« og »Perletand«, to Navne, der tydede hen paa to af de meest fremherskende Kjendetegn hos hende. Hun var et af mine smukkeste Hospitalsbekjendtskaber, og da jeg sidst, for ikke mere end to Aar tilbage, saae hende hos den Justitsraad, hvor hun tjente, efter at jeg var kommen hjem fra Krigen, var hun Livet, Sundheden og Munterheden selv. Hendes rige guldgule Haar, som i tykke Fletninger laae om en rank og fiintformet Nakke, hendes lyseblaae, straalende Øine med det barnlige Udtryk, hendes lille, coquette Næse, Smilehullerne, den skjælmske Mund og den lille Kløft i den buttede Hage, vare Skjønheder, som nok kunne trække Tilbedere til sig. Disse havde hun havt, det havde jeg vel hørt Tale om; jo, jeg havde endog hørt Navnene paa to af de Lykkeligste nævne; men, at hun var bragt saavidt, at hun skulde ende saa rædselsfuldt, det havde jeg ikke drømt om.

Vilhelm Bergsøe Homepage