Det kan ikke nægtes, at Agitationen blandt de Intellektuelle er nødvendig, hvis den socialistiske Idé, saa smertefrit som Forholdene til sin Tid vil tillade det, skal kunne omsættes i en brugbar Samfundsform. Socialismens blændende Storhed og dens Simpelhed i Konstruktionen berettiger da ogsaa til at tro, at den alvorligt søgende med suggestiv Kraft vil tilegne sig dens Grundsætninger og lade dem gennemsyre hans Livsanskuelse. Og der er Brug for den Intellektuelle baade nu og i det socialistiske Samfund, hvad enten han der som Tekniker sættes til at lede de socialiserede Bedrifter, eller han som Jurist og Nationaløkonom skal administrere efter det ny Samfunds Retsregler; ja, som Lærer og Læge har det ogsaa sin enorme Betydning, at han samfundsmæssigt er indstillet paa de Opgaver, der stilles ham. For Socialismens og for hans egen Skyld maa han aandeligt tilegne sig dens Indhold. Nu kan det maaske nok siges, at den borgerlige Nationaløkonomis krinkelkrogede Uhyrlighed ikke frister nogen redeligt søgende Sjæl. Men Milieuet, de tilvante spidsborgerlige og kapitalistiske Synsmaader uddybet og videreført af Kirke, Skole og Universitet, har bundfældet sig i ham. Her har "Clarté" sin Opgave. Dens Medlemmers mundtlige Paavirkning, Tidsskriftets positive Oplysninger, dets skarpe Kritik og bidende Satire er de Vaaben, hvormed Fordommene skal besejres. Som Socialdemokrat kunde jeg ganske vist ønske "Clarté" nøjere knyttet til mit Parti, da Kommunismen næppe faar Lejlighed til at løse Socialiseringsspørgsmaalet her til Lands. Men forhaabentlig kommer det søndrede Samarbejde i Stand paany; Splittelsen har altfor længe tæret paa Arbejderklassens Slagkraft; dog heldigvis ikke her i Landet.
    Der er imidlertid en Opgave, som jeg ikke kan se, "Clarté" har søgt at løse. Det er den Intellektuelles Stilling til Arbejderklassen, naar han gennem "Clarté"s Agitation er vundet for Socialismen. For det kan næppe være Meningen, at han i olympisk Ophøjethed skal beskæftige sig med akademiske Diskussioner om socialistiske Teorier. Selvfølgelig vil det altid være en underholdende og til Dels ogsaa udviklende Hjernegymnastik at konstruere nye Samfundsformer; intet er lettere, naar man ikke behøver at tage de praktiske Forhold i Agt. Skal han faa nogen egentlig Værdi som Socialist, maa han gaa ind i Samarbejde med den organiserede Arbejder. Saafremt dette ikke sker, vil den Intellektuelle i sin Afsondrethed let bukke under for den Fare, at han føler sig hævet over Arbejderen eller ogsaa ser paa denne som Type i romantisk, idealiseret Skikkelse. Begge Synsmaader, hvad enten de er samlet eller findes hver for sig, gør ham værdiløs som Socialist, ligesom den organiserede Arbejder med fuld Ret vil se paa ham med Mistillid. Haandens Arbejder er ikke ringere end Aandens og heller ikke en homogen Masse, der kan agere Type.
    Det vil naturligvis altid være Undtagelsen, der som Herbert Iversen søger manuelt Arbejde, men det gøres heller ikke nødigt. Den Intellektuelle kan ogsaa paa anden Vis komme i Kontakt med Haandens Arbejder. Som Medlem af den lokale Vælgerforening vil han altid kunde drage Lære af Begivenhederne, ligesom han almindeligvis vil faa den Indflydelse, som hans Intelligens, Arbejdsevne og Vilje berettiger ham til; men han skal deltage paa lige Fod med Arbejderen og gøre Arbejdet for Sagens Skyld, aldrig af personlige Hensyn. Der har den intellektuelle Kommunist sin store Svaghed. Han er nærmest indstillet negativt; han skal finde de svage Punkter, kritisere dem og helst undgaa at bemærke Lyssiderne. Han reducerer sin Indflydelse til lig Nul og skader som Regel den Sag, han ønsker at gavne. Den Intellektuelle maa ogsaa, hvor det lader sig gøre, støtte Arbejdernes kooperative Virksomheder ved Medlemsskab, ved Køb af deres Varer eller ved Brug af deres Arbejdskraft. Og i Særdeleshed bør han tage Del i det oplysende Arbejde, hvor hans Indsats paa Grund af hans særlige teoretiske Uddannelse bliver af stor Værdi. Det er kun tre Aar siden, Arbejderklassen oprettede sin særlige Kulturcentral - Arbejdernes Oplysningsforbund - i nøje Forbindelse med de faglige, politiske og kooperative Organisationer. Jeg tror, at den Intellektuelle indenfor denne Virksomheds Rammer kan yde en mægtig Indsats, naar han møder med en redelig Vilje, saaledes at Arbejderne, der skal nyde godt af hans teoretiske Indsigt, faar Tillid til ham og betragter ham som Ven og Kammerat, der arbejder med samme Formaal for øje: Det socialistiske Samfund. Samtidig med at han viser Arbejderen, at Krop gør det ikke alene, vil han selv lære, at Aand kun eksisterer i Kraft af Hændernes Slid; begge Parter vil med andre Ord lære at respektere hinandens Arbejde som lige nødvendige Faktorer i det moderne Kultursamfund. De har fælles Interesser og fælles Fjender. Den Intellektuelle kan gennem dette Samarbejde i mange Tilfælde give Arbejderen en videre Horisont og selv modtage praktisk Erfaring om de mange Vanskeligheder, som det kapitalistiske Samfund bereder Arbejderklassen. Derved bringes han ogsaa til Forstaaelse af og Kendskab til Fagorganisationernes Værdi.
    Hvis den intellektuelle Socialist med Redelighed tager Del i de her skitserede Opgaver under Iagttagelse af de forskellige lokale Forhold, vil han sikkert faa Glæde af Samarbejdet, ligesom jeg tror, han vil kunne bidrage væsentlig til at gøre Socialismen almen menneskelig og derved lette Overgangen til den ny Tid.

Poul Nord.