Danske Kulturtidsskrifter 1917-45
Red.: Det Kongelige Bibliotek
Clarté (1926-27)
1927
Nr. 07-09 - August-September
[9] s. 142-145
C. R. Arnold: DINTA og Fagforeningerne
I "Social-Demokraten" skrev Martin Andersen Nexø fornylig nogle Kroniker om det af Storkapitalen oprettede Deutsches Institut für technische Arbeitsschulung (Dinta). - Efter "Wirtschaftliche Nachrichten für Rhein und Ruhr" gengiver vi i dette og følgende Nummer en Artikel af Overingeniør C. R. Arnold, en af Dintas egne Mænd, om Dinta og Fagforeningerne.
Vi fremfører denne Artikel som et afskrækkende Eksempel paa, hvorledes den moderne Storindustri betragter Mennesket som en ren Arbejdsfaktor, der skal kultiveres til at yde det bedste og det mest mulige paa samme Maade som en Maskine eller en Kvægbesætning.
Det Arbejde, som Deutsches Institut für technische Arbeitschulung (Dinta) har indledet, har i Fagforeningskredse af alle Retninger udløst et overmaade stærkt og i Hovedsagen uvenligt Ekko. Dette kan ikke virke overraskende paa den, som har erkendt, at ethvert Forsøg paa at vinde Indflydelse paa Arbejderne - dette uroligste Lag i vor sociale Bygning - altid vil være ledsaget af de mest umiddelbare og mest vidtrækkende samfundsmæssige Udstraalinger. Vi oplever en Tid med en overordentlig stærk samfundsmæssig Bevægelse. Vor Industris hastige, stormende Udvikling har - ligesom Kølen paa et Skib i Fart - gennemskaaret Overfladen paa et dejgagtigt, uforanderligt Stændersamfund og har efterladt sig urolige og foranderlige Dønninger. Denne Uro har vi i Tyskland kendt siden Midten af det forrige Aarhundrede. Det bismarckske Rige forsøgte at gyde Olie paa Bølgerne i Form af Sociallovgivning, og Statsmagten sørgede iøvrigt for, at disse Bølger ikke overskyllede den sociale Ordens Kyster. Statsmagten brød sammen i 1918 under et Angreb af fremmede Ideer, som havde forbundet sig med næsten hele Verdens bevæbnede Magt, og den sociale Bevægelses paa ny oprørte Vande har nu ingen anden Begrænsning end sin egen Brænding.
En stor Del af det tyske Folk er blevet afhængige Lønarbejdere og tror, at den Tvangssituation, de derved er kommet i, i den Grad baster og binder dem, at den enkelte gennem sine individuelle Bestræbelser og Ydelser umuligt kan bryde den, og saaledes er det store Flertal af disse Afhængige blevet grebet af den Tanke, at de kun gennem kollektiv Optræden kan værge sig mod den Usikkerhed, der følger af deres samfundsmæssige Stilling. De søger dog ikke at værge sig blot ved defensiv Optræden, men ogsaa ved en Offensiv, rettet mod en Omdannelse af hele den samfundsmæssige Bygning tillige med dennes Grundlag - de eksisterende Ejendomsforhold - for at indordne alle afhængige, og fremfor alle Arbejderne - under et nyt Samfund og en ny Stat med lige Ret for alle og med samme Maal af social Betydning og Sikkerhed for alle. Saaledes opstaar Arbejderbevægelsen som social og politisk Bevægelse, hvorved utvivlsomt Størstedelen af Arbejderne - trods alle Forskelle m. H. t. Ønskernes Rækkevidde - sættes i Bevægelse i samme Retning. De sociale Organisationsformer for denne Arbejderbevægelse er i første Linje Fagforeningerne.
Imidlertid - Fagforeningerne, der oprindelig kun er anlagt paa Arbejderen som homo øconomicus, altsaa paa at hæve hans sociale og økonomiske Stilling - har ikke nøjedes med at beslaglægge dette specielle Udsnit af Arbejderens Personlighed, men de har efterhaanden fyldt hele hans indre Menneske med deres Ideer og Stræben. Fagforeningernes Indflydelse paa Arbejderne har udvidet sig til at beslaglægge hele Arbejderens Personlighed. For at gøre dette muligt, for ogsaa at udnytte det naturlige Fond af Altruisme, der faar ethvert normalt Menneske til at begrænse sin Egeninteresse af Hensyn til andre og særlig af Hensyn til det almene Vel - har Fagforeningerne maattet søge at parre Arbejdernes Egeninteresse med deres Altruisme, og de har da faået fastslaaet, at Arbejderklassens Interesser falder sammen med Samfundets almene Interesser, saaledes at enhver skader Almenvellet, som vover at modsætte sig Arbejderklassens Interesser. Fagforeningsbevægelsen befinder sig utvivlsomt endnu i det første Stadium af denne Proces, og hvorvidt dens Maal faktisk falder sammen med det almene Vel, det hører endnu til de problematiske Sider af den samfundsmæssige Udvikling, der ligger foran os. Stærkest bliver Almenvellet og Arbejdernes Særinteresser gjort til et og samme af Marxisterne, fra hvis Lejr disse Tanker og Motiver strømmer over ogsaa i de kristelige Klassefællers Lejr.
Ud fra denne Erkendelse forstaar man ogsaa det Fjendskab, hvormed Fagforeningerne møder Dintas Arbejde. Dinta henvender sig til Arbejderen som Personlighed; men denne bliver af Fagforeningen betragtet som dennes Monopolbesiddelse - og Modsætningen er der. Alt, hvad der fra Fagforeningsside anføres mod Dintaarbejdet kan henføres til denne fundamentale Aarsag. Alligevel skulde det synes muligt at gøre den naturlige Oppositionsstilling melllem Fagforeningerne og Dinta mindre skarp.
Lad os først betragte Stillingen: Dinta driver Virksomhedsarbejde. Hele dets Indsats gaar ud paa at virke indenfor Virksomheden, dette Begreb, der omfatter teknisk Produktion og menneskeligt Samarbejde. Genstanden for dets Arbejde er Fabriksmennesket i Ordets sande Betydning, nemlig Arbejderen og Funktionæren, forsaavidt han ikke alene bærer Værkets Produktionsproces gennem Anvendelsen af sine faglige Kundskaber og Færdigheder, men ogsaa invirker paa den ved sin menneskelige, personlige Værdi, sin Indsats af industriel Troskab, Samvittighedsfuldhed og Fællesaand. Det er klart, at man i Realiteten ikke kan adskille Fabriksmennesket fra det sociale Menneske, og at de Strømninger, som gaar gennem det sociale Menneske ogsaa har Fabriksmennesket til Virkefelt og omvendt. Alligevel er det øjensynligt, at der fra Virksomhedens Side kan gøres meget, som vel ikke ændrer det sociale Menneskes Stilling, men som indenfor Bedriften virker til at forøge og uddybe Fabriksmenneskets Fagfærdighed og Kundskaber og til at befri dets Aktivitet fra mange psykologiske Hæmninger, f. Eks. Bekymring, Ulyst, Ærgrelse, Ligegyldighed osv. Saaledes opstaar de praktiske Forholdsregler, som Dinta anbefaler Virksomhederne, og som i Hovedsagen kan sammenfattes i: Arbejdsskoling, Arbejdsopdragelse (for Voksne Arbejdstilnærmelse) og Arbejdsgennemførelse.
I Almindelighed kan det siges, at Dinta gennem praktisk Anvendelse af exakt, naturvidenskabelig Psykoteknik paa Arbejdsfaktoren Mennesket først underkaster denne en rent rationelt-kvalitativ Vurdering, dernæst ansætter ham og først derefter gennem Brugen af psykologiskpædagogiske Midler ogsaa søger at bringe Arbejderen i et gunstigt indre Forhold til hans Arbejde og dettes saglige og personlige Betingelser. Saaledes opstaar ved Siden af den umiddelbare Arbejdsorganisation ogsaa Velfærdsarbejde, Arbejdet for at befri Arbejderen for Bekymringer og Byrder, Opgaver, som hidtil har været tildelt Socialpolitiken, men som af os bliver maalt og vurderet efter deres produktionspolitiske Værdi.
Dintaarbejdet gaar ud paa at forøge Produktionen. Og dette bliver først muligt, naar foruden den bedste tekniske Udrustning og Bedriftsorganisation Fabriksmennesket giver det yderste af sin tekniske Kunnen og sin Sjæls Villen. Da vort Arbejde saaledes tager Sigte paa den levende Personlighed, bliver denne det Medium, hvorigennem vor produktive Virksomhedspolitik virker ud over Virksomheden, paa den sociale Asmosfære. Her kolliderer denne Virkning med det sociale Menneske, som Fagforeningerne lægger Beslag paa.
Ifølge Sagens Natur indtager Fagforeningerne en anden Stilling til Fabriksmennesket end Dinta. Virksomheden med sine særlige, saglige, personlige og af Privatejendommen bestemte økonomiske Forhold er Bæreren af en Virksomhedsejendommelighed, af en vis Differentiering, og fremkalder i Arbejderfronten, som socialt Lag, som Klasse betragtet, Forskelle, hvorigennem den ene Arbejders Stilling ofte bliver meget væsensforskellig fra den anden Arbejders. Disse Forskelle kan Fagforeningerne imidlertid ikke bruge som Grundlag for deres Arbejde; de abstraherer derfor fra det særegne og søger i Arbejdernes Stilling det fælles Almene for at bygge paa det. Dette finder de i det store og hele - med bevidst Overseen af alle værkstedsmæssige, stedlige, personlige og familiære Særegenheder - i, at alle Arbejderes eller dog store Arbejderkategoriers Lønniveau og sociale Stilling befinder sig paa omtrent samme Plan og besidder samme Grad af Usikkerhed. De understreger dette Fælles og opvækker hermed et fælles ønske om at hidføre bedre Tilstande. Dette Kollektivønske kalder man den fælles Interesse. Saaledes retter Fagforeningsarbejdet sig mod Maal langt ud over den enkelte Virksomhed, mod den nationale økonomi, ja, mod Samfundet simpelhen og mod det, der særlig kendetegner det - Ejendommens Suverænitet. Saaledes ser Fagforeningen bort fra Virksomhedens økonomiske Grundlag og fra det psykologiske Grundlag for det fælles Virksomhedsarbejde og virker saaledes forstyrrende ind paa Fabriksmennesket og paa Atmosfæren i Virksomheden. Og dette navnlig siden det er lykkedes dem at udøve denne Indvirkning ved Statsmagtens Mellemkomst. Heraf forklares det, at den sunde Bedriftsraadstanke er stagneret, siden Fagforeningerne har underkastet sig Bedriftsraadene og berøvet dem deres Karakter som Repræsentation for Bedrifterne. Ved denne Kendsgerning: at Fagforeningerne staar fremmede overfor Virksomhederne, kan ikke rokkes.
Saaledes opstaar - uden nogen villet Tendens - to psykologiske Strømninger i enhver Arbejder, der samtidig er underkastet Virksomhedens og Fagforeningens Indflydelse; de er væsensforskellige og støder sammen i enhver Arbejders Bevidsthed. Men dette kan og vil Fagforeningerne ikke taale, thi hvis Værkstedsarbejdet (Dintaarbejdet) har Held med sig, maa dette virke psykologisk i det mindste paa den Maade, at det forhaler den Udvikling af Samfundet, som Fagforeningerne ønsker.
En klar Redegørelse for Modsætningsforholdet i Enkeltheder er let gjort. 1. Dintas Institut og Organisation bliver lagt for Had paa den Maade, at Dinta bliver koblet sammen med andre mislibige og fordægtige Organisationer, og disse Organisationers Maal, Arbejde og Anskuelser bliver tilskrevet Dinta, der da gøres til Genstand for den samme Kritik, hvormed de nævnte Organisationer forfølges fra Fagforeningernes Side. F. Eks. har Indstiftelsen af Statspolitisk Forening, bestaaende af Erhvervslivets ledende Mænd, i Fagforeningskredse fremkaldt denne Sætning: "Aha, her har vi Generalstaben, og i Dinta har vi Tropperne; Angrebets Maal: Staten". Den Slags Formodninger er intet andet end Konstruktioner af en overvagtsom og overængstelig Mistro. Ligesaa slaas Dinta hyppig i Hartkorn med "Gesellschaft für Deutsche Wirtschaft- und Sozialpolitik" og med "Bund für Nationalwirtschaft und Werbsgemeinschaft". Vi fremhæver, at det, der er ejendommeligt for Dinta, nemlig at begrænse sig til Virksomheden som det Sted, hvor Ejendommen og Produktiviteten skal regenereres, ikke kendetegner de nævnte Foreninger, og vor Forbindelse med dem bestaar kun i lejlighedsvise Meningsudvekslinger. Og heri ændres intet ved det i et Blad offentliggjorte Brev fra Dintas Berliner-Repræsentant. Det, der afsløredes gennem dette Brev, var Dinta ubekendt, og Berlin-Repræsentanten har stillet sin Stilling til Raadighed.
Dinta er klart og tydeligt en Indretning, skabt af Industrien, og har den Opgave at arbejde med det, der hidtil er forsømt m. H. t. en exakt og taktisk Indordning af Bedriftsmennesket under Fabriksproduktionens Aand og Form.
(Fortsættes.)