Endelig er den politiske Delingslinie i Danmark draget der, hvor det økonomiske Skel ligger. Opløsningsvalget i 1926 var fremkaldt af Erhvervskrisen i Forbindelse med de Radikales Holdning. Spørgsmaalet var: Skulde Socialdemokratiet lade sig tvinge til at føre »radikal« Politik i Rodes og Zahles Aand, d. v. s. saa nær op ad »Skatteborgeren« som muligt? Under en Inflation kunde Arbejderklassen maaske være ført nogenlunde uskadt igennem selv med en saadan Politik, men under Deflationen vilde det betyde Støtte til Kapitalisterne paa Arbejdernes Bekostning. Valget i December var derfor nødvendigt, og det kan ikke nægtes, at det fremtrædende Træk paa Møderne Landet over var Kampen mod Forræderen. Det var ogsaa naturligt. Det er en kendt Sag, at de Radikale i Kommunerne allerede i aarevis har spillet den Rolle i demokratisk Forklædning at være Lakajer for de besiddende. Derfor var den politiske Alliance og senere det politiske Samarbejde efterhaanden blevet en utaalelig Hindring for Arbejderklassens Bevægelsesfrihed.

Den gamle Frase om det samlede Demokrati, der altid tidligere blev hentet frem under Valgene ligesom de gamle Faner, vi ser paa Museerne, var netop nu saa mør og gennemhullet, at den ikke havde mere Kraft til at samle nogetsomhelst uden maaske Rode og Niels Frederiksen. Det radikale Parti, som i 1905 brød ud fra Venstre, var en Fortsættelse af den europæiske Liberalisme fra 50'erne med dens Krav om almindelig Valgret o. s. v., og den Georgeisme, som de bærer i Knaphullet, er nærmest en Slags Afholdsmærke til at vise Folk, at de aldrig mere vil røre Kapitalen. Efter den nye Grundlov i 1915 er den egentlige Forfatningskamp endt, og med Efterkrigstidens Forstyrrelser rykker de økonomiske Spørgsmaal frem i første Linie. Socialisering, Udstykning af Jorden, Rationalisering af Industrien, Ekspropriationer - saaledse Iyder de Hammerslag, der nu rettes mod det kapitalistiske Samfund, og overfor disse nye Signaler krymper Radikalismen sammen. Dens Ideologi er forældet, og dens »Ungdom« er snart graahaaret. Baandet mellem Intelligensen og Husmændene er næsten slidt over; de véd efterhaanden ikke rigtig, hvad de skal med hinanden. Men et Parti løber aldrig fra sin Oprindelse; det er Tiden, der forandrer sig, og en skønne Dag staar det klart, at Partiet er blevet uaktuelt. Saadan gik det Bondevennerne og de Nationalliberale, og saadan er det nu gaaet de Radikale. Det er et uaktuelt Parti overfor de foreliggende Opgaver, og dermed gaar det sin Død i Møde. Venstre er det iøvrigt heller ikke gaaet saa meget bedre, selv om det som Klasseparti er mere modstandsdygtigt. Madsen-Mygdal maatte ogsaa putte Venstres Program i Lommen, da han traadte frem for Rigsdagen for at tale Erhvervskrise. Thi ogsaa Venstres Program stammer fra den døende Liberalisme og er haabløst uaktuelt, Tungen ud ad Vinduet. I Politik gælder det som ubarmhjertig Regel, at det aldrig nytter at snakke om noget andet.

Her staar Socialdemokratiet - takket være dets oprindelige marxistiske Støbning - i den stærke Stilling, at det er fuldt paa Højde med Udviklingen, at dets Program og Agitation omfatter de væsentlige Sider af Krisen og peger paa Veje, som fører fremad. Skellet er sat. Socialdemokratiet er nu det mindste Parti i Folketinget, fordi det har alle andre imod sig, men det er samtidig nærmere ved Flertallet end nogensinde, fordi de andres Splidagtighed fremskynder deres ødelæggelse. - Efter halvtredie Aars Regering er Arbejderpartiet gaaet styrket ud af Valget og staar nu frigjort for borgerligt Makkerskab paa en ren socialistisk Linie. Det var næsten mer, end man turde haabe efter et saa utaknemmeligt Hverv, som en Mindretalsregering er for et Parti, der kræver økonomisk Omvæltning.

Overalt i Europa, hvor Arbejderregeringer har siddet som Mindretal, har det nemlig fremkaldt den ejendommelige politiske Situation, at Socialdemokratiet har Ansvaret for Administrationen, men Reaktionen har Magten over Lovgivningen. En saadan Tilstand kan for en kortere Periode være til Gavn derved, at Arbejderpartiet bevidner sin saglige Styrke og udvikler det Opbud af personlige Reserver, som al Regeringsmagt kræver. Paa disse Punkter har Ministeriet Stauning løst sin Opgave saa godt, at der efter 2 1/2 Aars Regering ikke under Valgkampen fremkom nogen virkelig Kritik af Administrationen. Dette er ikke blot al Ære værd, men det har den reelle Betydning, at Socialistforskrækkelsen dermed er sunket i Jorden og ikke mere kan manes op i de bredere Befolkningslag. Men trods disse Fordele kan Stillingen som regerende Mindretal ikke i Længden opretholdes af et socialistisk Parti. Det politiske Mundheld, som Edvard Brandes skabte under Krigen: Lov er Lov, og Lov skal holdes, er for de besiddende Klasser blevet en Garanti mod alle ubehagelige Overraskelser. Den politiske Krig føres kun fra Talerstolene og i Pressen, hvorved den bliver overskuelig og ufarlig; man søger Ro og undgaar Røre. Men Underklassens vigtigste politiske Vaaben har til alle tidligere Tider været det politiske Røre, crowds, som Englænderne siger, ligesom det omvendt har været Overklassens Mesterstykke at faa Masserne til at sulte i Ro. Det farlige ved Underklassens Mindretalsregering under kritiske Forhold ligger da deri, at det saa bliver Massernes egne Organer, der besørger Beroligelsen, hvorved det absolute politiske Hvilepunkt vil være naaet - til Glæde for Overklassen, som blot venter paa det øjeblik, Konjunkturerne gaar i Vejret, for at styrte Regeringen og selv tage Fordelene.

Valget har klaret Luften og lagt Ansvaret hos de Partier, som har Magten over Lovgivningsmekanismen. Venstre har ført sin Valgkamp med en fortvivlet Letsindighed ved ikke blot at tolke Gaardmandsklassens antisociale Egoisme, men tillige give saadanne Løfter om Nedskæringer og Lettelser for Kapitalen, at de maa tvinge Arbejderklassen til Sultegrænsen og alligevel ødelægge Statens Finanser. Regningerne strømmer ind. Arbejdsgiverne har allerede meldt sig med Krav öm at befries for alle Arbejderforsikringernes Byrder. Højfinansen kræver Landmandsbanken gjort flot til fri Bank igen. Skatteborgeren sætter Hylet flere Toner op. Det er det politiske Nytaar, vi gaar ind til, hvor den af Svindelperioden afkræftede Kapitalisme, som under Ministeriet Stauning laa paa Sygelejet, rejser sig - lidt huløjet og slunken, men forfrisket af Valget og hungrig efter ny Profit - for at kræve ind. Det bliver en uhyggelig Bøddel, som Venstre selv har manet op, og som Madsen-Mygdal hver Dag og Time vil have staaende bag ved sig.

Imens ser de Konservative til, ikke uden en vis Skadefryd. Kapitalens Interesser er nu saa store, at ingen bør vente andet, end at Reaktionen tilsidst finder sammen. Men maaske spiller Højre et højt Spil i disse Dage. Hvis Madsen-Mygdal snubler over de Sten, han har lagt sig selv i Vejen (og man maa huske, at naar Holsteinpartiet 2, Retsforbundet 2, det slesvigske Parti I og de Radikale 16 gaar fra, er Regeringsmajoriteten kun een Stemme - 47+28 -), saa kunde det jo være, vi fik Ministerskifte uden Valg, d. v. s. den søvnige Hr. Pürschel gled ind paa Pladsen, og det kan jo ikke nægtes og vil næppe være skjult for Majestæten, at de Konservative havde Fremgang ved Valget. Dette Parti er en sand Ophobning af politiske Fossiler fra 1848 fremefter, hvor snart sagt enhver politisk Relikt kan finde Optagelse. Derfor er Højres Dragt i vore Dage blevet denne snurrige Blanding af en Estrupsk Rustning og protektionistisk Trikotage. Det er sikkert det eneste Parti, hvis Ministre ogsaa vil tage trekantet Hat og Kaarde.

Men for Arbejderklassen er det uden Forskel, hvem der møder som Kapitalens Tjenere. Overfor hele denne Reaktion staar Socialismen samlet og stærkt. Ogsaa for Clarté har Valget i December været Optakten til et frugtbart Aar. Kampen mod Kapitalismen vil blive skærpet i de Aar, der kommer, og dermed stiger Kravet til socialistisk Oplysning og socialistisk Agitation ogsaa blandt de Intellektuelle.

Hartvig Frisch..

Friheden er kun et Fantom, naar en Klasse er i Stand til at udhungre en anden, naar den rige ved Monopoler har Ret over den fattiges Liv og Død .... Den Krig som de rige i Indlandet fører mod de fattige, er skrækkeligere end den som Udlandet fører mod Frankrig ...

Det er Borgerskabet, der i fire Aar har beriget sig paa Revolutionen, værre end Lensadelen er den ny Handelsadel, der undertrykker os. Priserne stiger og stiger, uden at man kan se Ende paa det. Er da Svindlernes Ejendom helligere end Menneskers Liv?

Abbe Jaques Roux, Medlem af det franske Revolutionskonvent.