Siden Danmark efter Inflationens Ophør er indtraadt i Rækken af de europæiske Stater, der mærker Krigens og Fredsslutningens økonomiske Resultater for Alvor, har Reaktionen her som andet Steds fundet sammen under Devisen: Nedskæring.

Gennem længere Tid har vi fra forskellig Side stadig faaet at vide, at Befolkningens Levefod er højere end Nationens samlede Økonomi kan bære; Arbejderne har mere i Løn end Erhvervslivet kan taale, og Tjenestemændene faar mere i Gage, end Skatteyderne kan holde til. Det siges, at det ikke alene er selve Driften af de forskellige Virksomheder, som derved bliver urentabel, i hvert Fald højst utilfredsstillende; det er ogsaa saaledes, at Arbejdernes og Tjenestemændenes for høje Levefod - dels direkte, dels gennem Skatterne - beskærer de store Indtægter i den Grad, at Kapitaldannelsen hindres. Og uden stadige Tilførsler af Kapital kan et moderne Næringsliv ikke trives, endsige udvikles videre.

Det kan naturligvis ikke gaa an uden videre at afvise den Slags Argumenter med Henvisninger til, hvad der er retfærdigt og hvad ikke. Man kan ganske vist sige, at Arbejderes og Tjenestemænds Levefod blev tilstrækkelig stærkt beskaaret i Perioden 1914-19, da Priserne steg stærkere end Lønnen, saaledes at det ikke er mere end retfærdigt, at de nu faar Kompensation for, hvad de dengang tabte. Men selv det mest retfærdige Forlangende maa give op overfor en tom Kasse. Hvor intet er, har selv Kejseren tabt sin Ret; og hvis virkelig det danske Samfund er urentabelt eller i hvert Fald mindre givtigt end før Krigen, saa er en Nedskæring af Levefoden en uomgængelig Nødvendighed.

Det er nødvendigt at forudskikke den Bemærkning, at mange i deres Bedømmelse af den danske Levefods Højde lader sig vildlede af visse ydre Tegn, f. Eks. af Befolkningens Velklædthed, det er rimeligt nok, at store Krese af Befolkningen er mere velklædt nu end før Krigen, selv om dette er temmelig vanskelig at vurdere med nogenlunde Sikkerhed. Man maa imidlertid huske at denne større Velklædthed tildels ikke er et Udtryk for et større Forbrug i det hele taget, men for en Ændring af Forbruget, - dels en tvungen Ændring, navnlig som Følge af en Forringelse af Boligforholdene, - dels en frivillig Ændring, som f. Eks. give sig Udslag i mindre Spiritusforbrug og færre Børn pr. Familie.

Men ogsaa i Realiteten har Levefoden i hvert Fald i nogle Aar fra 1919 og fremefter utvivlsomt været noget højere end før Krigen. Til Vurdering heraf har man hyppig foretaget Sammenligninger mellem Løn og Prisstigning, Forhold som det her vil føre for vidt at komme nærmere ind paa. Efter Krigen blev Arbejds- og Tjenestemandslønninger som bekendt automatisk reguleret i Henhold til Prisniveauets Bevægelser; saaledes at da Højkonjunkturen i 1921 blev afløst af Prisfald, gik ogsaa Lønningerne ned; Hensigten med dette System var at holde de paagældende Befolkningsklassers Levefod nogenlunde paa samme Højde. Men ikke længe efter, at Prisnedgangen var indtraadt, blev Tjenestcmændenes Levefod skaaret ned ved en Del af det saakaldte Konjunkturtillægs Bortfald; og paa samme Tid Iykkedes det Arbejdsgiverne at gennemtvinge en almindelig Lønnedsættelse ud over Pristallet.

Men ogsaa ad andre Veje forringedes visse Befolkningsklassers Levevilkaar, og da navnlig gennem en Forøgelse af Arbejds1øsheden; hvor Arbejdsløsheden er stor, forringer den ikke alene de Arbejdsløses Levevilkaar, men ogsaa de beskæftigede Arbejderes, idet disse Folk gennem Ekstrakontingenter o. 1. maa bidrage meget væsentlig til deres arbejdsløse Kammeraters Underhold. Og man tør nok sige, at den enorme Arbejdsløshed, der siden 1921 - bortset fra en kort Inflationsperiode - har hersket her i Landet, har virket som en overmaade følelig Nedskæring i hele den danske Arbejderklasses Levevilkaar.

Derimod har Gaardmandsstanden, store Dele af Handelsstanden og de Industrielle netop i Aarene efter Krigen kunnet opretholde en forholdsvis høj Levefod, for Gaardmandsstandens Vedkommende vistnok højere end det nogensinde fører set i Bøndernes Verdenshistorie. Der er nu sket dette, at disse Befolkningsklasser er blevet ramt dels af Deflationen her i Landet og dels af Verdenskonjunkturerne. Det har nu for første Gang i 40 Aar kunnet mærkes for Alvor, at det danske Næringsliv er overordentlig kunstigt opbygget, baseret som det i det væsentlige er paa Eksporten af nogle faa forædlede Landbrugsartikler. Man har længe kunnet forudse, at en Forøgelse af denne Eksport maatte standse ved en vis Grænse, dels fordi Verdensmarkedet er begrænset, og dels fordi der optraadte andre Leverandører paa det samme Marked. Dette er nu sket, og Landbrugets Fortjeneste er derfor blevet formindsket; dog maa man ikke overse den Kendsgerning, at mange vigtige Raastoffer for det danske Landbrug er faldet endnu mere i Pris end Priserne paa Smør og Flæsk.

Men under alle Omstændigheder er Landbrugernes Indtægter noget mindre end blot for 1-2 Aar siden, de maa sætte deres Levefod ned. Og dette virker naturligvis videre paa de øvrige Erhverv; naar Landbrugernes Levefod gaar ned, formindskes deres Forbrug af Tekstil, Skotøj o. a. Industrivarer, hvorved Beskæftigelsen i Industrien formindskes, de Handlende faar mindre Omsætning, Baner og Skibe faar mindre at transportere osv. Herved formindskes Indtægten og Levefoden for de Mange Erhverv ganske automatisk.

Der er i og for sig intet at sige hertil. Hvor et Land har opbygget sit Næringsliv saa ensidigt som Danmark - og det har vel ikke kunnet andet -, saa maa man tage Konsekvenserne, naar Bagslaget kommer. Dette kunde vi ogsaa alle finde os i, hvis Tidernes Tryk fordeltes nogenlunde ligelig paa os alle, hvis vi alle stod solidariske, som en Nation, om at hjælpe hinanden og dele ondt og godt.

Saaledes gaar det imidlertid ikke for sig i Praksis. Medens Titusinder af Landets Familier proletariseres gennem den permanente Arbejdsløsheds tjener visse Kredse stadig store Penge: passive Kapitalister, hvis Penge har faaet forøget Værdi ved Kronestigningen, Importører, visse Industrielle osv. Nu skulde man tro, det maatte være en Regerings Opgave at udligne disse store Modsætninger. Men hvad sker i Virkeligheden? Der opstaar en Regering, udgaaende fra Gaardmændenes og Godsejernes Kres, udelukkende med den Opgave at vælte det økonomiske Tryk fra Landbruget og fra de store Indtægter over paa de andre. Denne Regering og disse Krese kender ikke Begrebet Nation uden som Floskel; thi den vil ikke, at vi bærer Byrderne i Fællesskab. Den vil, som bekendt, tage en Del af Lønnen fra Tjenestemændene, beskære Udgifterne til de Gamle, Syge og Arbejdsløse, for at deres egne Folk kan slippe saa meget billigere. Forsaavidt ligger Forholdet klart nok.

Nu vil de Folk imidlertid gerne have os til at tro, at de handler i en højere Sags Tjeneste; det er ikke Bondeegoisme, de vil praktisere, men det er national Økonomi, hvorved de forstaar den rene Manchesterteori, fuldstændig fri Konkurrence paa alle Felter, ogsaa mellem Lønarbejdere indbyrdes; den enkelte maa kun regne med sig selv, kan han ikke skaffe sig Beskæftigelse, maa han forsvinde fra Bordet i den store Husholdning. Paa den Maade lover de at føre os gennem Krisen, til ny Opgang for det danske Næringsliv.

Det er sikkert unødvendigt at advare Arbejderne mod at sætte deres Lid til dette Program, thi der er ikke Tvivl om, at der med dette Program sigtes navnlig mod Arbejdernes Lønninger (Tjenestemændene er jo nu overgivet til Nedskæring). Men nogle Arbejdere kunde jo ræsonnere som saa: hvis vi gik 10 pCt. ned i Løn ud over Pristallet, og Arbejdsløsheden derved blev formindsket, kunde det betale sig for os, - dels fordi vi derved kunde faa en hel Del Kammerater i Arbejde, dels fordi vi vilde spare Ekstrakontingent til Arbejdsløshedskassen.

Hertil vil jeg sige, at hvis den danske Arbejder skal ind paa dette, at konkurrere ved at sætte sin Løn ned, saa skal han ned med 40 pCt. i Løn for at opnaa en væsentlig Forøgelse af Beskæftigelsen. Thi selv Tyskere og Englændere, hvis Løn dog ligger lavere end de Danskes, slæber paa en mægtig Hær af Arbejdsløse, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Fejlen ligger adskilligt dybere end i Lønspørgsmaalet, nemlig deri at Europa, herunder Danmark, ikke kan regne med en fortsat Forøgelse af deres ensidige Eksportindustrier (her i Landet den animalske Industri); skal der skabes taalelige Vilkaar for Europas Folkemasser, da maa det ske ad andre Baner. Men selv om det skulde være umuligt at sikre Europas Folk en Levefod paa Højde med den, der var almindelig før Krigen, saa kan der ogsaa leves et Iykkeligt Liv paa et saadant Grundlag, naar blot der beskæres os alle nogenlunde ligelige Lønvilkaar. Sker dette ikke, men skal Byrderne tværtimod yderligere væltes nedad, da vil en saadan Politik forgifte de europæiske Folkelegemer i en uoverskuelig Aarrække.

Knud Korst.