Thøger Larsen (1875-1928)

Bakker og Bølger. Digte (1912) [1-18]

Nærværende bind i serien er udgivet ved Lotte Thyrring Andersen i 1995.

Der pibler Vand og Sang, Frimodighed,
mens Sommersolen ødsler alt i Møde
sin Selvfortærings Straalefrodighed.
De levende har næsten glemt de døde.

De gaar i gylden Søvn og Salighed,
som tror de, denne Dag har altid været.
Og Fjorden har en Drøm om Kølighed
fra Evighed, af Dybets Kilder næret.

Jeg føler Lyst til god og gavmild Sang:
»Ak veed du vel, du stygge blinde Larve,
at du skal være Sommerfugl engang,
naar Farve staar og drømmer over Farve?«

Hvor underfuldt, at denne Dag er vor
og ikke een af de utalte Dage,
da vi er Fremtidssyner eller Jord!
Min Sjæl - se ikke frem og ej tilbage!

Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv
blev stærk af Søvnen i de svundne Tider.
Den lange Drøm i Natten før mit Liv
som Glimt og Glemsel under Evnen glider.

Og hvad var Kraftens Lykke under Sol,
om ej den følte Væksten ud af Stunden -
blandt Slummergrøde: Stenbræk, Strandviol -
sprang ud som Fuglesangens Træ i Lunden?

En solhvid Pige svømmer i min Fjord.
Hun salter i dens Blaa sit Legems Grøde.
Og Gys af Søen om den vide Jord
gaar gennem den, der fødtes for at føde.

Hun bæres af et Afgrundsspejl af Dag -
er frigjort, sluppen løs fra alle Strande.
Det kviddrer ned fra hvide Skyers Drag,
fra Sjæl, der svirred over mange Lande.

En ensom Draabe falder
fra Løvet og forstummer
i Nattens ømme Stilhed
og Havens Maaneslummer.

Se Græsset gror i Søvne,
den milde Dagregn dies,
før Muldens Moder-Evne
til andre Morg'ner vies.

Et enkelt Skin, et sparsomt
Søvnlys fra Maanen strømmer.
De spæde Straaler varsomt
berører alt, som drømmer.

De melder lønligt Løvet
og Havens Blomsterstande,
at de har kysset Støvet
i Maanens stille Lande.

De synes tavst at sige:
Véd I, som Natten skærmer,
om i de dødes Rige
Opstandelsen sig nærmer?

Der bølger Varme over Bakkens Kamme
og Kornets trygge slummerdunkle Riger.
Som saligt-salte Blik er Søer og Damme,
beruset blaa af Sol og nøgne Piger.

Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften.
Og Skyer som en anden Klodes Bjerge
gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften
sig lader blindt besove og besværge.

Alt lever i en øm og yppig Spænding,
de skjulte Safter giver Mod til Glæde.
Og Disens Bølger vugger uden Brænding
mod sære Kyster, ingen kan betræde.

Døgnfluen aner ved en blaa Violrand
det evige. Og over Marken varlig
gaar mættet Modningslugt af Korn og Solbrand.
Og Tordenskyens Latter lyder farlig.

Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, -
som gabte Graven ud af hver en Vaaning,
som vented alle døde nu at vaagne
til ærlig Dag paa Bakkens grønne Skraaning.

Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.

Af Badet løber Bondens hvide Datter -
de kære Vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine Bryster højt med Latter,
mens Tordenregnen straaler ned imod dem.

Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.

Se Nordenvindens Jagen
bevæger Sommerdagen.
Den bringer sløve Drømme
til Køerne, som tygger;
den svømmer gennem Rugen
som Aander, der har Skygger.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.

Det flimrer under Øen
af Solen over Søen -
en blegnet Ild, som Dybet
snart blotter og snart dølger,
som døde Luers Genfærd
i Dans paa Jordens Bølger.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.

Af Solen Marken brændes,
og Agerkaalen tændes.
De gule Blomster nejer
sig under Vindens Færden,
som de i Søvne mindes
en gammel, salig Verden.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.

Dagbrisen gaar som en Aande af Korn
moderlig hen over Bakker og Bølger.
Høvderne vandrer med rokkende Horn
fra deres Lejer, som Dalene dølger.
Solen kom hjem nu til Ager og Eng,
manede Livet af Søvne og Seng
ud over Bakker og Bølger.

Landet blev virkeligt, Solen blev varm,
Skorstenen ryger fra Dalen og Bjerget,
Sognene drømmer i Fjordenes Arm,
Natten i Kløfterne ligger besværget.
Dørene aabnes til Lade og Hus,
Modenhed slaar gennem Karme sit Sus,
svangert, i Glemsel besværget.

Dagen, som ejer al Himmelens Hvælv,
synes dog mødig af evige Somre,
synes at grunde saa blidt paa sig selv;
Vognenes Hjul over Vejene domre,
Dønning af Glemslernes Rigdom tilforn -
Menneskeslægter og Køer og Korn
gennem de evige Somre.

Højere stiger den tyngede Sol.
Rugmarkens Aks er en duvende Trængsel -
ak, mon de hørte, at Leerne gol?
Hvisker de sammen i Angst eller Længsel?
Leen og Riven langs Jordryggen gaar,
Ungdom og Latter slaar ud mellem Skaar,
blandet med Angst eller Længsel.

Børnene bader ved Middagens Brand,
ligger i Sandet og varmer sig Bugen, -
se, mod det blinkende mulmblaa Vand
Legemer nøgne og lyse som Rugen!
Faderen mejed, og Moderen bandt,
Børnene fulgte langs Agerens Kant,
nappede Kerner af Rugen.

Grønningens Lys er saa svimmelt og ømt,
fyldt af en stille Fortabelsens Styrke,
Dagen er halvt som et Solskin paa Skrømt,
som var dens inderste Væsen et Mørke.
Jernene skriger saa grumt gennem Luft.
Jorderig nærmer i Høstdagens Duft
sig med Fortabelsens Styrke.

Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa,
hvor Ild fra Solen leger som unge Slanger!
Du Synderinde af Ungdom og uden Anger
skal Vandenes salte Søvn-Omfavnelser faa.
Om Morgenen vokser under den lyse Sky,
som levede vi under selve Tidernes Gry.

Jeg ser dig for mig, kun i en solhvid Særk,
og Luften flytter varsomt med Lys og Skygger.
Din trygge Skønhed fortroligt paa Jorden bygger
og vidner, at Himlens Hvælving er strakt og stærk.
Du tøver - og tager mig i dine Øjnes Blaa,
der sejrer og siger saa svangert: Vi forgaa!

Et Morgensmil i Kindernes Buer staar,
som Sejersminder efter en sluknet Rødme.
Et Skær af Solens Kraft og af Syndens Sødme
i Blikkets Søer under det unge Haar.
I Barmens vuggende Hvidhed en Gud har leet,
mens Stjernernes inderste Underværk er sket.

Dit Væsens Troper straaler imod min Hu -
uendelig frodigt under din gode Pande.
Mit Hjerte løftes af Have og gyldne Vande.
Befriet - lutter Menneske blev du nu.
Et Baal af uudgrundelig Nøgenhed
slog gennem mit Sind, som Lyn slaar i Havet ned.

Som dugget Sølv dine Øjne nu ser paa mig,
du vaagnede Pige, der sover for alle Tider.
Og Lykken ligger omkring os til alle Sider.
Og svale Vande ligger og venter dig.
I alle Former løb du af Stjernen fuld,
du gaadefulde Ætling af Mødre i Mud.

Havde Oldtids Helt sig banet
Vej til Kystens Siv,
sprang imod ham Oceanet
som en krummet Kniv.
Flint og Staal i Bølger blaane,
skriger gennem Vejr:
»Hisset hersker Sol og Maane,
Kriger, kom ej der!«

Længe holdt de Trusels-Vande
Verdens Racer skilt.
Drømme om Vidunderlande
red dog Sindet vildt.
Gennem Uvejrsskrig og Skræmsel
gik en Solblinks-Bro,
som et Flammespil af Glemsel,
der stak Ild i Tro.

Drøm om Lykkens længst fortabte
evig grønne Ø!
Var det dig, der Skibet skabte,
drev det ud i Sø,
drev den stærke unge Kriger
ud for Stormens Fart,
ud til Rov af Gods og Piger
af en Fremmed Art?

Drømmeskib fra Sagnets Morgen,
Skib fra Daadens Dag,
fulgt af Sejren og af Sorgen -
Hæder om dit Flag!
Bar end Noahs Ark paa Kernen,
hvoraf alting gror,
kom Columbus hjem med Stjernen,
med den salte Jord.

    Paa Danmarks Mulde
    Sne og Vinterkulde
og lange Nætter længe skjuler Skatten.
    Og onde Vinde vifter
    ved Maaneskifter.
Og Hundestjernens Ild gaar gennem Natten.

    Hør Blæsten tuder:
    »Der er ingen Guder!«
Men Himlen tynger Hytten, truer Borgen.
    Og Barnet ser fra Puder
    de frosne Ruder,
et Dødens Eden i den røde Morgen.

    Men Regnbu'skæret
    staar en Dag i Vejret,
det alle Vaarens Farver vildt forjætter.
    Og Sang fra Fugletunger -
    og Fugleunger
og Korn velsigner Danmarks lyse Nætter.

    De klare Kilder
    sig i Græs forvilder,
og Kvæget staar i Tøjr til alle Sider.
    Mens Barnet gaar ved Grøfter
    og grønne Kløfter
og plukker Blomsterne i Lykkens Tider.

    Fra svungne Leer
    suser svage Veer,
men Slæt og Høst af Døden dufter sødligt.
    Og hjem langs Hegn og Dige
    gaar Karl og Pige,
mens alt i Solnedgangen smægter rødligt.

    Paa Danmarks Mulde
    Somrene er fulde
af Solens og af Jordens Gudegaver.
    Og Mand og Hustru hviler
    en Stund og smiler,
hvor Æblet hænger tungt i Bondehaver.

    Mod Danmarks Rige
    Bølgens Buer stige.
Det mumler ind fra Verdens frie Vande.
    De styrket har saa mangen
    med Vuggesangen
imellem Danmarks Land og alle Lande.

Tiden ejes af Kloderne
og gribes af Mands og Kvindes
solbesværgede Jordsjæl,
der savner og tror at mindes
den inter-astrale Lykke,
der vist maa i Verden findes.

    Nat om Alverden!
Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,
    Stjerne-Systemer,
Dybets utallige Ild-Diademer,
alle de snurrende Gnister i Himlen.

    Ud i det høje
ser jeg som Trold med et Trealens Øje.
    Ind i det sorte
vender jeg Blikket, og Nuet er borte.
Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

    Frem sig at svinge
ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe.
    Verdener vaage
ru i Orions forrygende Taage.
Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

    Aldrig ved Randen -
evigt jeg møder kun Mørket og Branden.
    Virkeligheden
blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,
nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

    Vildsomt at vide,
mangen en Jord har nu Skyerne hvide.
    Natten fordølger
talløse Reder med Bjerge og Bølger.
Dage i alle Fortærelsens Farver.

    Helveder tindre
midt i den sorte Fortabelses Indre,
    ødsler med svimle
Drømme om salige Guder og Himle -
Virkeligheder i Vidder af Glemsel.

    Morgenens Rande
brænder sig frem over Have og Lande.
    Og mens vi stænge
Døren for Mulmet paa Marker og Enge,
strømmer nu Asiens Piger af Senge.

Mer ene var aldrig
en Sjæl paa en Stjerne
end du foran Døden
i Isnattens Fjerne.

Og aldrig var Røsten,
der Hjerterne rører,
mer inderlig ene
med det, der ej hører.

Og aldrig gik træt Mand
mer hjemløs til Hvile
midtvejs i de maane-
forvildede Mile.

Da Vennerne tav
i de isede Ørke,
laa Verdens Mund lukket
mod dig i dit Mørke.

Du kæmped dig frem
imod Gravens Munding
som fattigste Stormand
paa Jordens Runding.

Du gemte de hellige
Kort i dit Værge
med Isrigets fjerneste
Fjorde og Bjerge.

Og bar dem i Dødsmulm
og vaandefuld Færden
et Skridt mod de levende
Hjerter i Verden.

At Jorden ej raned
den Løndom tilbage,
som kostede eder
de kommende Dage.

Du hjalp med at maale
det yderste Øde, -
du maalte det dybere,
medens du døde.

En Gru fik du bragt os
fra Kvalen, der lides,
hvor Solen og Surtur
umælende strides.

Saa smertelig nær
har du bragt os det fjerne,
hvor stanset du laa
mod din stenhaarde Stjerne.

Fremtids-Disen drog hans Øje.
Mellem Fjælde, mellem Høje
sang han Lyst til Land at pløje.

Land, hvor Sol mod Bølgen iler,
midt i Engen Lykken hviler,
Norges friske Datter smiler.

Ud han sang, den store Seer,
Sætrens Liv og Høstens Leer,
Maanens Magt og Havets Veer.

Sang ny Verdner op af Vande,
sang med Gryet paa sin Pande
om nyt Liv i gamle Lande.

Hør, hvor Sangen alle Steder
fra de tusind Hjem sig breder,
som fra tusind Fuglereder.

Et stille Solskin hviler
hen over Gulv og Bord -
en maalløs Drøm, der Stuen
og alle Ting besvor.

Se Orchideens Blade
i Himmelrigers Blund.
Jeg føler mig som vaagen
paa Oceanets Bund.

Der svajer Græs og Grene,
og Vinden høres hid.
Det er af alle Tider
en eller anden Tid.

Hernede under Tyngden
og Luftens høje Sø
gaar Drømmen ind ad Ruden
for hos mit Sind at dø.

Alvidenhed forseglet
en Løndom her mig gav -
den gæster venligt Nuet
i en møbleret Grav.

Hist henne staar i Krogen
den gamle Lænestol.
Der sidder Isaac Newton,
vendt mod en Plet af Sol.

Træt ind mod dette Vindu
staar alle Tiders Blaa.
Jeg ser det gamle Solskin,
som Isaac Newton saa'.

Og Lysets dybe Tavshed
forvirrer al min Ro.
Den døde Stue drømmer,
saa mine Planter gro.

Selv dæmrer jeg som Kimen
i en Gudindes Skød.
Og Verden er som Syner,
der ses i salig Død.

En Bogryg staar med falmet
tohundredaarigt Guld
og kalder med et Mæle
fra Munde under Muld.

O dyrebare Solskin,
som ingen Sjæl forstaar!
Lad denne Time dvæle
hos mig i tusind Aar.

Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje,
det unge Foraar skrider over Høje.
Hun vinker Søndenvinden op at danse
og Barnet ud at binde Blomsterkranse.

Sommer

Staar Solen mellem os og Krebsens Stjerner,
i salig Søvn sig nærer Frø og Kerner.
Det næste Livets Flor det faldne følger,
og Ungdom svaler sig i Svulm af Bølger.

Efteraar

Men atter daler Lyset for vort Øje,
og Leen sabler Livet ned om Høje.
Sangfuglen rejser bort, og Græsset mørkner,
og Dyr faar travlt, før Agrene bli'r Ørkner.

Vinter

Stenbukkens Stjerner staar nu Sol bag Ryggen,
Sneriget daler ned, og lang er Skyggen.
Ved Bord og Lampe Jordens Børn sig sætter
og lukker Døren for de sorte Nætter.

     Solglimt fra de gamle Floder,
     der i Sagnets Eden flød,
     ejed Moder efter Moder
     i sit Øjes Ungdomsglød.
     Af den Drøm, vort Køn har arvet,
     blev vort eget Øje farvet.
     Smilets Glar og Graadens Vande
     dølger de fortabte Lande.

MANDSKOR

     Muld og Hav vort Væsen drage
     med en større Klodes Skær.
     Jord, vi kalder: Kom os nær,
     og vær vor i vore Dage!
     Løndom, som i Græsset gror,
     Løndom, som i Bølgen bor!
     Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
     Giv os Sjæl af dine Straaler!

RECITATIV (Mandsstemme)

Ud af Elementerne strømmer Sjælenes Kræfter,
Sønner og Døtre følger Fader og Moder efter.
Øjne, som Skummets Øjne ved Havets Bred,
aabnes i Nuet og blændes af Evighed;
de stirrer mod Jorden i Tørst efter Tingenes Sandhed,
den slaar dem med Solskinsdagens syvfarvede Blindhed.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?

Ved blaa Søer gaar de blaaøjede Piger.
Lyshaarede Børn plukker Blomster paa Danmarks Diger.
Bakkerne spejler Agrenes Farver i Fjordene.
Duggede Brøl stiger i Dalen paa Hjordene.
Hvor det er fjernt og nær! En Dag af tusinde Aar -
en Dag, i hvis Frugtbarhed alt det forgangne staar.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?

Enge med dette Græs! Bølger ved disse Strande!
Eders Hemmelighed er de fortabte Lande.
Aarmillioners Lyst skinner i Kvindernes Sang,
naar de ved Barnets Søvn holder dets Vugge i Gang.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør.
Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før.

SOLO (Mandsstemme)

     Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv.
     I mig dens Kræfter strømmer.
     Jeg føler Stjernen i mig selv,
     hvor alle Farver drømmer.

     De Drifter, som i Ungdoms Sang
     mod Himlens Vidder tindre,
     af dybe dulgte Kilder sprang
     i Jordens eget Indre.

     Af Muld og Hav sprang Livet frem
     i fjernt forglemte Tider.
     Til Muld og Hav gaar Livet hjem
     hver Gang det Døden lider.

     Og alle Ting, jeg kommer nær,
     har Dyb, jeg aldrig maaler.
     Ej røber Solen, hvad de er,
     men kun, hvordan de straaler.

     Dog nærmer Verden sig saa øm.
     Og Maanen over Haven
     er som fortabte Sjæles Drøm
     om Solens Skin - i Graven.

     Det er, som Sø i Sommervind
     og Danmarks grønne Dale
     staar spændt som Sluser mod mit Sind,
     vil briste ud i Tale.

     Det er, som Jordens Hav og Muld
     med alle deres Døde
     er med en Viden underfuld
     mig gaaet stumt i Møde.

     Det uudsigelige Land
     som Genfærd søger Sjæle.
     Og Stjerners Mulm og Stjerners Brand
     i mig vil have Mæle.

RECITATIV (Mandsstemme)

Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før.
Hver ny Ungdom sætter Virkeligheden Stævne.
Gav den aldrig sig helt, gav den dog Kraft og Evne.
Hver ny Ungdom maa vinde sit Jorderige.
Derved nye Muligheder af Mørket stige.

SOLO (Kvindestemme)

     Vejen hjem til Jorden bar
     stundom om ad andre Kloder.
     Da Copernicus blev va'r
     Jordens Dans omkring dens Moder,
     sprang af Sindet andre Floder.

RECITATIV (Mandsstemme)

Den, der søger i Nuet efter den sande
Virkelighed, aner Fortids og Fremtids Lande.
Blodets Jernsang jubler mod bundløst Blaa
om Lykkens Nærhed. Eden vil genopstaa.
Æbletræet frister med Sommergaven.
Endnu gaar Eva stundom nøgen i Haven.

SOLO (Kvindestemme)

     Darwin øjned Livets Træ.
     Stammen stod bag Dødens Trone.
     Fra de tabte Landes Læ
     lød en overskygget Tone.
     Men i Nuet staar dets Krone.

RECITATIV (Mandsstemme)

Virkelighed! Paa Vejen til dig vi naaede
rundt om Jord gennem Tvivl og Storme og Fraade.
Afstand lærte du os ved Damp og Hjul at besværge.
Vort Blik har dvælet i Skyggen af Maanens Bjerge.
I dit Navn letter Mennesket nu fra Muld,
og Luften vil mørkne og surre af de kommende Kuld.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden giver Evner - som ingen Sinde før,
Virkeligheden, Gaaden, hvori vi lever og dør!

KOR

     Muld og Hav vort Væsen drage
     med en større Klodes Skær.
     Jord, vi kalder: Kom os nær,
     og vær vor i vore Dage!

     Løndom, som i Græsset gror,
     Løndom, som i Bølgen bor!
     Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
     Giv os Sjæl af dine Straaler!

Stormen langs Jorden fejer og strør
og tager af Natten Styrke.
Nu suger i hvert et Skorstensrør
Fortabelsens tørstige Mørke.

Luerne hopper i Kakkelovn
og danser paa tirrede Gløder,
gad hylle hele det sorte Sogn
i Skyer og Morgenrøder.

Stormen river en Dør paa Klem
og klager for bundløs Elende,
har alle Veers Vokaler i Gem
og jager mod Verdens Ende.

I Luften duver der fulde Sejl.
Nu søger Fortabelsens Flaade
de arme Straaler fra Maanens Spejl,
den sidste fortyndede Naade.

Men Maanen er borte, Natten mæt
af blindt henfarende Kulde.
Naar Bygen kommer, er Mørket tæt,
som om det var manet af Mulde.

Afgrundens Snekker raser forbi
Vinduers enlige Gnister,
og stundom høres en Lem slaa i
som Laag over møre kister.

Luerne spiller paa Asken klart
og slikkende Tidsler forme,
gale af Lyst til en Himmelfart
med de usalige Storme.

O Jylland, mod dine Sande
den dunkle evige Mumlen gaar
af Jordens rejsende Vande,
af slørede Røster fra Tidens Vaar.

Om Skibe, der kommer med Fangster,
gaar Skyggernes Jag under Havets Skyer,
som Tog af ilende Angster,
der flygter ind mellem Gaarde og Byer.

Mit Land med solgrønne Marker,
hvor Ko efter Ko slog Mulen i Græs,
hvor Solen og Vejret barker
den Haand, der strør Korn fra Aas til Næs.

Min Barndoms Fjordland, hvor Lærker
har kvidret sig ind i de saliges Blaa,
hvor Sejlenes solhvide Mærker
i Sværmerdrift mellem Kysterne gaa.

Hvor Tyrene brøler mod Østen,
naar Gryet lufter fra Jordens Rand, -
hvor Rugen helder mod Høsten
og Blomsten mod Natten. Min Barmdoms Land.

Her gik mig de hellige Stjerner
forbi med hver sit evige Liv.
Da bøjed sig Aks og Kerner.
Da lagde sig Viddernes Larm og Kiv.

Ellen gik harmfuld
ved Mørkgaardens Høje.
Ungdom og Taarer
stod blaa i hendes Øje.

Tordenhatte stabled
sig himmelhøjt i Østen.
Gaarden sov til Middag,
træt og hed af Høsten.

Men Ellen gik alene
sommerklædt i Varmen.
Hørlige var Hjertets
Hammerslag i Barmen.

Se, Erik red af Gaarde,
rank paa Hesteryggen.
Hovene de haarde
slog ned i Hesteskyggen.

Hen jog han over Ager
og Vejen ned mod Fjorden,
som Drivskyen jager
sin Skygge over Jorden.

Den vilde Erik Mørk!
Han standsede dernede.
Ellens Ungdom svulmede
af Sødme og Vrede.

Den smukke Erik Mørk!
Han svang sig af Hesten
ved Bredden, hvor Vandene
var blaa af Sommerblæsten.

Hendes Bryster steg frem
til de fuldeste Buer.
Hun vred sig i Sorgernes
sødeste Luer.

Han klædte sig af
og vandred ud i Fjorden,
der eet med Havet danner
et tungt Beslag om Jorden.

Ellen sank ned
til Højens grønne Side,
bed sin Arm til Blods
og blotted sig af Kvide.

Stirred mod hans hvide
Ryg i de blaa Strømme:
»Gud, tag din Pisk i Haand
og lær ham ret at svømme.«

Ak Maj - ak Juni ....
det var ikke blot Minder.
Det drak af hendes Hjerte,
saa det saas paa hendes Kinder.

Al Lykken var nu Løgn, -
men som Løgne kan tindre!
Og Sandheden, Sandheden
sov i hendes Indre.

Med graadsalte Øjne
saa vrede, saa ømme
fulgte hun den hvide
Ryg i de blaa Strømme.
- -
Ak Maj .... ak Juni ....
hvor kort .... og hvor længe ....
da sammen de fulgtes
leende til Senge.

De frodige Nætter
om Jorden derude
stod som brunstige Blik
imod Kammerets Rude.

Sommervinden strøg
sin Sorgløshed mod Muren.
Selv Kamrets bløde Mørke
var svangert som Naturen.

I Drømmeriets Vildnis
har Elskoven hjemme,
hvor Lykken aander rygende,
men ej har Vid og Stemme.

Blikket lammes af
det uudgrundeligt nøgne.
To Sind strømmer sammen
under lukkede Øjne.

Det dagklare Øje,
der dømmer og ser,
dummes af det Under,
at Skabelsen sker.

'Den frugtbare Lykkes
Livskilder glider
gennem Underverdnens Nat
fra Oprindelsens Tider.

Aa disse lyse Nætter
med Glæden forborgen ...
Legemer, der stedse
blev hvidere af Morgen.

Med drukne Øjne
hilste de Gryet -
ny Himmel, ny Jord,
Alverden fornyet.

Haa, Livets Lovsang
laa løs i Kværken
paa Gærdesmutten
og Gøgen og Lærken. -

Han var Arving til Gaarden,
skulde giftes med Penge.
Taabelige Bondetøs,
at gaa med ham til Senge! -

Forbandet, forbi!
Hvad hjalp alle Taarer?
Men hvem der dog endnu engang
blev Kærligheds Daarer!

Hun drømte og græd,
til Leerne blev hvæsset.
Skyggen af en Fugl
fôr hen over Græsset.

Mellem lange Skyer
den solblaa Himmel
strakte sig hen
i Tange og Strimmel.

Op at binde Neg
deromme bag Haven ...
Nej. Om de saa slæbte
hende lige i Graven.

Hun løb over Marken
til et Krat i et Hjørne
og gemte sig i Skjul
af krogede Tjørne.

Nu kunde de lede
og larme og bande.
De tirred hendes Vrede
til Bægerets Rande.

Hun laa i en Skraaning
og saa' over Vidder
mod Verdner af Kornneg
og Himle af Kvidder.

Der nikked en Smørblomst
imod hendes Pande,
en blind fra den straalende
Saligheds Lande.

Den bragte hende Slummer
og Drømme saa søde
af tankeløs Sommer
og graadmild Grøde.

II

Støt staar alt og viger.
Knapt Nuet er til Stede.
Den Sol, som nu er oppe,
vil snart være nede.

Mens Dagene tændes
og Dagene slukne,
alt levende befarer
den Strøm, hvor det skal drukne.

Den Dag, du længtes efter
den kom og forlod dig.
Den Dag, som du frygter,
den flyver imod dig.

Og det blev Oktober
med Aftenrødme
fra Solnedgange
af sygelig Sødme.

Erik var rejst,
og Ellen gik ene
i dunkle Tanker
blandt døende Grene.

Ellen var flygtet
fra Folkestuen.
Hun hævede Brystet
mod Himmelbuen.

Inde sad Karlene
og gloed som Tyre.
Og Pigerne kunde ej
Latteren styre.

Og selv i Søvnen
huggede Høgen.
Hun drømte, de saa' hende
tyk og nøgen.

Solen stod rød
paa Bakkekammen.
Og ømme Skyer
blev spejlet i Dammen.

Pinte det Jorden
at lægge det sidste
tynde Sommerens
Purpur i Kiste?

Aa - hvem der var Barn ...
en Aften - hjemme ...
Da mærked hun Jordens
milde Stemme:

»Mit Barn! Er du mødig
af Spot og Smerte -
da kan jeg dulme dig
hele dit Hjerte.

Jeg er nem at finde
til Senge i.
Jeg har aabne Døre
ved Vej og Sti.

Jeg har stærke Træer
i Mørkgaardshaven -
og mørke Kilder
i Mergelgraven -«

Hun syntes, hun ned
i Jorden gled,
mens Kirken ringede
Solen ned.

Men atter mærked
hun Muldens Stemme:
»Vil du hellere Barnet
hos mig gemme?

Der skal det hverken
ha' Føde eller Klæder.
Og det bliver ikkun
een Gang det græder -«

Hun søgte et Halmstraa
i Himmelbuen.
Men hun maatte flygte
til Folkestuen.

III

Novemberdagen klædte sig
i rørende Straaler.
Da rysted hun Mørkgaardens
Muld af sine Saaler.

Hun lejed sig en Hytte,
en arm og ensom Bolig.
Saa stænged hun Døren -
aa, Stuen var saa rolig.

Hvor her var godt at sove
i Graad og vildsom Vaande -
at ligge som en Kornmark
og kun drage Aande.

Hun sov i et Døgn,
som aldeles forsvunden.
Som i Muld eller Moders Liv
var Tiden henrunden.

Hun sov, som Lyset slukkes,
naar Aftenen endes,
vaagned, som Ruden dugges,
naar Dagene tændes.

Aa - ned igen i Dybet,
der føder Morgenrøden -
det moderlige Mulm
før Livet og bag Døden.

Men Solen staar lavt
over Bakken i Ruden,
bestraaler hende Haaret
og Panden og Puden.

Hun aabner sin Særk
og ser paa sine Bryster:
Kom, Verden, og kys -
eller spot, hvis dig lyster!

Hun strækker sig og gror
af den himmelblaa Naade,
ligger nøgen og tror
paa den gavmilde Gaade.

Hun er saa træt af Sorger,
saa Tankerne hvile,
saa hun faar Kraft at svulme,
at glemme og at smile.

Og Hjertet, som pumper
sin Ungdoms blinde Floder,
veed knapt, om det lever
i Barn eller Moder.

Og Drømmenes Bobler
gennem Tankerne stige,
bristende i Skæret
af Himlens blaa Rige.

Hun synker i den Søvn,
hvor de skyldfri snorke.
Hun drømmer om Sommerskyer
og flyvende Storke.

Om Solen, som den skinner
paa badende Kroppe,
naar Kornet staar og vugger
med tyngede Toppe.

Naar Børnene løber
barbenede paa Agre,
og hvide Sommerfugle
mellem Børnene flagre.

IV

Graa Dage, Regn og Taager -
lidt Sol i Middagsstunder.
Og Ellens Sind laa svimmelt
imellem Gru og Under.

Snart sang det med Sødme
i alle hendes Aarer.
Snart sank hendes Hjerte
i Søer af Taarer.

Det viste sig svært
at lukke Verden ude.
Stænged hun Døren,
saa keg man ved en Rude.

Snart een, snart en anden
af dem, som hun kendte,
kom ind for at vejre,
hvor snart det var i Vente.

Hun tav. Og taalte Øjne,
hvis Blink var som Knives.
Hun mødte dem, som den,
der har Lov til at trives.

Hun nærmede sig ingen.
Saa turde hun vel mene,
at hun havde Lov
til at leve alene.

Men nej. Alverden
Forklaring maatte kræve.
Hun banded gennem Taarer -
og lærte at væve.

Og Søgning fik hun.
Nysgerrige Koner
mangled Mile af Tøj
og blev skattede Spioner.

Og Ellen fornam
deres voksende Glæde,
jo sværere det blev hende
Væven at træde.

Og Dristigheden steg,
som Bæltet sig strammed.
Men Ellen behændig
al Visheden lammed.

Det var ikke fri,
at de ytrede Vrede.
De undte hende Søgning
og stod med alt tilrede -

Dog naar de aabned Døren,
saa lukkede hun Sjælen.
Og ingen fik bragt
hendes Nakke under Hælen.

Selv Tugten og Trøsten
aldeles brændte inde
for Præsten, som mødte
med en Menighedskvinde.

Der var svangre Koner,
som til Tak for deres Møje
havde skimtet en Braad
af Haan i hendes Øje.

Sladdren sled sig hæs
i Forargelsens Drage.
Men hun skulde bare vente:
Der var Faktum tilbage.

V

Vinteren blev mild.
Og en blæsende Aften
begyndte Ellens Veer -
hvor fik hun nu Kraften?

Og alt hendes Stivsind -
nu skulde det vel smuldre.
Hvem kunde bære
den Haan paa sine Skuldre?

Før hævede hun Modet
med syv Pigers Styrke
og skubbed denne Stund
i det yderste Mørke.

Men nu - nu var det Stunden.
Og Mørket laa om Hytten.
Al Kraft var brugt og svunden.
Hun laa i Angst og Lytten.

Aa - kom der blot ingen
de allerførste Dage.
Hun tændte ikke Lyset
og voved knapt en Klage.

For tiende Gang
gik hun hen for at mærke,
om Slaaen var for Døren,
om Øsknerne var stærke.

Hun laa igen paa Lejet,
som under Jorden nede:
Saa kom, du lille Barn,
din Moder er rede!

Da tog det i Døren.
Hun fôr i Angst fra Puden.
Nej. Her kom ingen ind.
Her var ingen buden.

Hun spændte sine Tænder
haardt imod hinanden,
fordi hun mærked, Skriget
stod hendes Sjæl til Randen.

Hun laa som Døden tavs,
det hug i Hjertets Sluse.
Hun øjned gennem Vindvet
Gnister i andres Huse.

Det tog paany i Døren:
Aa - væk fra dette Helved.
Men hun laa strakt paa Lejet
og stirrede og skælved.

Nu kaldtes hun ved Navn.
Men hun svarede intet.
Saa hørte hun en Ed,
savtakket og flintet.

Blæsten tog paa
saa jammerlig at tude.
Aa - Stuen var jo mørkere
end Verden derude.

Øverst i Vindvet
laa Himlens blinde Vaade -
Himmel uden Drømme,
Nat uden Naade.

Veerne stinged,
og Stjerner stak som Syle
gennem hullede Skyer,
saa Mørket maatte hyle.

Paa Pinslernes Mark
Helheste gik for Ploven.
Og Satan gik paa Vejen
og dumpede med Hoven.

Hun lytted med et ulmende
Skrig i Aandedraget.
Det var vel kun et Træben
der slog med Jernbeslaget.

Og Angster og Smerter
tog fat for fuldt Orkester.
Og der var Bal i Helvede,
og hun var blandt dets Gæster.

Det Skrig, som havde ulmet
saa hedt i Aandedraget -
det hug nu Ildtungerne
i Loftet og Taget.

Aa - nu blev det stille,
og hun løb fuld af Glæde.
Af Mathed og Salighed
maatte hun græde.

Hun rakte hen til Bordet
for Lyset at tænde:
Lad kun Alverden komme,
lad Lyset kun brænde!

Snart græd en lille Dreng
i Moderens Arme.
Hun selv var en grædende
Verden af Varme.

Herregud! Hvi havde
hun været saa bange?
Det var jo ej saa svært.
Og det hændte saa mange.

VI

Det fløj over Sognet
paa glitrende Vinger.
Ravnene fik Ret.
Og Sejrens Harpe klinger.

Forhærdet, forskruet
og uden Hjælp og Varsel
havde Ellen i Nattens Mulm
og Ensomhed »gjort Barsel«.

Hvad havde hun vel ment
med sin Dølgen og Forhærden?
Skulde Fødslen været Løgn
og Ungen ud af Verden?

Det havde Gud forbudt. -
Hu hej og Hosianna! -
Hun havde vel fortrudt
og trængte nu til Manna.

Befriet aanded op
hver ædel Mand og Kone.
Naturens Lov stod fast
endnu i Sladdrens Zone.

Man hvæssed Klo og Næb,
skønt - ak - med Sorg og Smerte.
Man fejred hendes Fald
med Brystet fuldt af Hjerte. -
- -
Men Ellen lo i Dybet,
forklaret efter Kvalen,
og var for Barnets Læber
et Kildespring i Dalen.
- -