Hverdagens betydningsfulde banaliteter. Tale ved åbningen af udstillingen alle tiders tryk - Småtrykssamlingen i 100 år. Det Kongelige bibliotek 20. juni 2002

O, at være en høne…. Indledningsstrofen var Frank Jæger’s Være-digt randt mig straks i hu, da jeg i min egenskab af en flittig – for ikke at sige lidenskabelig – gæst i Småtrykssamlingen fik den ærefulde forespørgsel om at sige nogle ord her ved indvielsen af samlingens udstilling om sig selv, i anledningen af dens runde fødselsdag. Det gør jeg naturligvis gerne, for

O at være en småtryksbruger

Ingen kan finde, hvor er.

Gemme sig dybt i KB’s mave

Finde ting, som ingen andre ser.

Som forsker i hverdagslivets kulturhistorie – med en særlig interesse for relationerne mellem børn og voksne – har emner som barnevogne, trehjulede cykler, flyverdragter, sandkasser, legepladsredskaber, skoleprogrammer, byrådsreferater, privatskoler, skolebespisning, plejebørn, fritidshjem – men også kvindelige roere og sportstøj – gennem årene fået mig til at sætte kursen mod småtrykssamlingen. Men hvorfor lige der kunne man spørge – og svaret er, hvor ellers? For en hverdagens kulturhistoriker er småtryk bare sagen. De 6 millioner spor efter menneskelig aktivitet, om det nu er drevet af idealisme, religion eller pekuniære interesser, som findes her, kender næppe deres lige…. At være lukket inde med dem, midt inde i det alvorstunge og lærde KB’s indre, det er en oplevelse, som ingen burde forskåne sig selv for. Her er rum til grinet, men også til de seriøse og overraskende overvejelser omkring forbindelseslinier, brud og kontinuitet i den danske kulturhistorie.  Her møder man hverdagslivet ned til den mest intime detalje – et liv med glæder og sorger – og mange, mange besynderligheder.

  Før KB’s ombygning var der tilmed den mulighed, at man kunne blive glemt…. Bag tykke grønne branddøre, som lukkede med et smæk og undertryk – og med en gammel olivengrøn telefon som livlinie til verdenen udenfor. En omverden, man fra sit ophøjede skrivebord og gennem det runde vindue kunne se fare forbi nede på Kalvebod Brygge, lykkelig uvidende om, hvad en ”bindekapsel” i kardus og karton er – og at disse kapsler – som intet har at gøre med besøg fra det ydre rum – tilmed eksisterer i tre formater; kvart, oktav og så det, som ikke passer nogen steder… og at det kræver en særlig kunstfærdighed og en vis oplæring at kunne lukke dem med to helst identiske sløjfer.

Hvem vil ikke gerne glemmes et sådan sted? En hel nat mellem hylder, opsat med rustne og ornamenterede vanger – og med hylde-, for ikke at sige kilometervis af småtryk. Selv har jeg tit haft brug for at tage natten til hjælp, når klokken var 16 og det viste sig, at jeg heller ikke var blevet glemt i dag – og min fornemmelse sagde mig, at jeg kun lige var kommet.

  Det lyder alt sammen mere end godt, men hvad betyder det? Er det nu så vigtigt, lever vi ikke lige godt uden at vide, at man i 1950’erne kunne gå på ægteskabskursus hos KFUK i København og blive undervist i seksualitet, jura, kvindens udearbejde og konflikter i ægteskabet? Eller at man i Odense i 1899 organiserede sig i en Dragtreformforening med det formål at udbrede kendskabet til reformdragten. Af foreningens §’er fremgår det bl.a. at ”De kvindelige Medlemmers Underbeklædning maa være saaledes indrettet, at den intet steds strammer. De Klædningsstrykker, der erstatter Korsettet sys efter Legemets Form og maa ikke være forsynet med Blanchetter (en slags stivere). Det hed videre i § 3b – noget kryptisk – at ”De mandlige Medlemmer ere forpligtede til at støtte Foreningen…” Måske er denne viden kuriøs og anekdotisk for nogen, for andre er anekdoten – småtingen – sporet, der åbner op for en anderledes historie: der slår knuder på, modsiger, stiller spørgsmålstegn ved de i forvejen kendte fortællinger; som bringer uorden og pauser – og åbner op for at refleksionen kan antage nye veje. Som i disse to tilfælde, der med 50 år til forskel, i glimt viser, hvordan mænd og kvinder i fællesskab har taklet ændringer i synet på kvinden, hendes krop og identitet mellem arbejde og moderskab.

Begge disse to småtryk findes blandt de mange udstillede genstande på denne udstilling, som også rummer en hel montre helliget …. Barnevognskataloger. Hvad er fornuften i dette – hvordan kan man overhovedet få noget ud af dem?

  Til det er der at sige, at barnevognen er et stykke såkaldt anonymt design, hvor vi altså hverken kender opfinderen eller de senere videreudviklere af produktet. Vi er derfor henvist til at studere katalogerne – og patentansøgningerne i Rigsarkivet, hvis vi vil have viden om, hvornår barnevognen først kom på gaden – hvorfor den så sådan ud – og hvordan den har ændret sig over tid.

  Af katalogerne kan vi aflæse mindst fire forskellige ændringer over tid, fra barnevognen blev ”opfundet” omkring 1860-70 i Berlin og London – før den tid, bar man på de mindste  - det havde man i overklassen en barnepige til - eller opbevarede dem i kurve – hvis ikke de blev svøbt og hængt på en knage. Netop fordi det var så ny en opfindelse, skulle man faktisk have et barnevognskørekort for at få tilladelse til at køre med den på gaden ---- datidens fortorve var alt for smalle til den trafik.

  For det første kan vi konstatere, at designforbilledet bevægede sig fra hestevognen til bilen ( 1930’ernes folkevogn, 1960’ernes dollargrin til de moderne stationscars med de afrundede hjørner)

Men også cykelteknologien har været vigtig – fra bremser på hjulene til nutidens superlette stel med designinspiration fra mountainbiken. Sagt lidt firkantet så barnevognen står rent designmæssigt og teknologisk mellem cykelen og bilen.

  For det andet kan vi konstatere en udvikling på producentsiden fra mange forhandlere og importører, som også forhandlede cykler til specialiserede virksomheder.

  For det tredje kan man konstatere, at ændrede barnesyn fører til ændrede barnevognsdesign. Her har lægerne været centrale – deres oprindelige modstand af hygiejniske og moralske grunde – det var før gummihjul og dengang alting skulle være ro, regelmæssighed og renlighed førte til begejstring og krav om udesøvn til alle. Derfor blev barnevognene dybe og fik vindskærm på i 1920’erne og 1930’erne – og i parentes bemærket betyder det, at mange danske barnevogne stadig har et indvendigt mål på 95-97 cm, så selv en 2-årig fortsat kan stå ude og sove; en anden vigtig faktor i barnevognens popularisering har været Mødrehjælpen, som allerede omkring år 1900 lånte fattige mødre til en barnevogn. 30 år senere klagede de kulturradikale arkitekter og planlæggere over, at mødre uden alt for meget at gøre godt med, brugte alt for mange penge på en barnevogn. De ville have flæser og blonder, sving og krummelurer – funktionalisterne ville have rationalitet – og svaret blev: en folkebarnevogn, som efter alt at dømme forhandledes hos Brugsen og produceredes af firmaet Itkin på Amager Strandvej.

  For det fjerde kan vi konstatere – stadig ved blot at se på de gamle barnevognskataloger – at moderne og tiderne skifter – og ikke mindst at barnevogn og forældreskabet er tæt forbundet; i moderne tid, hvor alle farer rundt, er den tunge barnevogn afløst af en let og sammeklappelig –og som det fremgår af et af de seneste års kataloger fra Danmarks eneste tilbageblevne barnevogns fabrik Odder, så sælger man i dag barnevogne til far ligeså meget som til mor.

  Småtryk er altså kilder til hverdagshistorien – de er sporene efter menneskelig aktivitet. En småtryksbruger er at ligne med en detektiv, som går op opdagelse – som snuser rundt og bruger sin øvrige viden – sin intuition og sin fantasi - til at afæske de mange spor en eller flere meninger. For ham eller hende kan de mindste spor viser sig at have den største betydning og det banale bliver derved betydningsfuldt. 

  Når alt dette er sagt, og inden jeg siger endelig tillykke til afdelingen med sig selv og udstillingen og held og lykke med de næste 100 år, så må jeg gå til bekendelse – jeg er i virkeligheden frygtelig dobbeltmoralsk, hvad småtryk angår. Jeg er storforbruger af småtryk i min forskning, men hjemme vil jeg ikke have dem indenfor døren. Reklamer, nej tak står der på min hoveddør…. Hvad skal man mene om det? Måske er det endnu én af livets mange irrationaliteter, måske ville det være noget andet, hvis nutidens småtryk lignede fordums tiders, men helt ærligt, jeg tror ikke det ville gøre den store forskel. Så meget desto større er min glæde over at vide, at der er andre som med stor omhu tager vare på hverdagens betydningsfulde banalitet – også når sådan et spor er lig med en reklame fra Netto.

  Den enkle morale i al denne snak er, at småtryk er befordrende for den empiriske fantasi – men de er også en reminder til os, om at det i livet – tit – er de små ting der tæller. Intet er banalt, det er altid vigtigt for nogle – for dem, som producerede og organiserede – for de som købte eller meldte sig ind – for alle os, som kom til senere og gerne vil vide noget om, hvorfor og hvordan? Og dem bliver der flere og flere af i disse år, hvor interessen for kultur-, mikro- og hverdagshistorien nærmest er eksploderet. Derfor spår jeg Småtrykssamlingen en stor og vigtig fremtid. Med disse ord vil jeg atter sig tillykke –  og ønske, at denne udstilling må anspore endnu flere til at benytte jeres herlige samling. Tusind tak for ordet…..