28. Informations vej til Sverige.
Børge Outzes "testamente"

28.1

Inf. 273, NN 238 fra O til DPT & H
Opraab fra Frihedsraadet, tirsdag den 19. september 1944

Det var vigtigt, at "Information" hver dag nåede ud til de illegale bladredaktioner i Danmark, men lige så vigtigt var det, at "Information" kom ud af landet. Det skete på mange måder: med de illegale bådruter over sundet, opheftet med tegnstift under DSBs godsvogne, i et ekstra hult tændrør på ruteflyet fra Kastrup. I Malmö stod folk fra Dansk-svensk flygtningetjeneste parat til at ekspedere nyhederne videre til Stockholm. Den 29. august 1943 oprettedes i Stockholm under ledelse af Erik Seidenfaden "Dansk Pressetjeneste", som redigerede stoffet og videresendte det til f. eks. svensk og engelsk radio, til svenske aviser og til udenlandske korrespondenter i Stockholm.

Hjemmefronten, 1. årg. nr. 2, marts 1943
Hjemmefrontens Nyhedstjeneste nr. 16-17, den 26. april 1944
Løbeseddel: Hjemmefronten, den 26. april 1944
Løbeseddel: Hjemmefronten, den 16. september 1944/Danmarks Frihedraad
UT Hjemmefrontens Udlandstjeneste, nr. 20, april 1945

Også det illegale blad "Hjemmefronten", som var hjemsøgt af adskillige razziaer og deraf følgende reorganiseringer af gruppen, havde sine folk i Sverige, som modtog Information. Gruppen udgav herfra "U. T., Hjemmefrontens Udlandstjeneste" med det formål at orientere de danske bladredaktioner om indholdet i den fri verdens presse. I krigens sidste tid sendte gruppen således hver uge 500 eksemplarer af "U. T." hjem.

18.9.44 Inf. 281 NN 246 (med Børge Outzes håndskrift)
Dansk Presstjänst, Kvälltjänsten, den 18. september 1944 (s.1-2)
Information nr. 281, den 18. september 1944

De to viste eksemplarer af "Information" er lavet efter mikrofilm, der er smuglet til Sverige. I kanten på det ene er den sidste varme nyhed tilføjet med Børge Outzes håndskrift: "Tyskerne spærrede i Nat hele Grænsen til Danmark for al Trafik undtagen for militære Patruljer. Aarsagen endnu ukendt." - Dagen efter, den 19. september 1944, fandt aktionen mod det danske politi sted. Børge Outzes håndskrevne nyhed dukker næsten uændret op allerede i samme dags aftenudgave - "Kvällstjänsten" - fra "Dansk Pressetjeneste" i Stockholm, mens nyheden har fået en fyldigere formulering i den senere samme dag udsendte danske udgave af "Information".


28.2

Børge Outzes "testamente" (2 kuverter, følgebrev, brevets s. 1):

Kuvert: til Henrik...
Kuvert: at aabne efter min Død
Brev til Henrik Kraft (Leo i Malmø)
Børge Outzes "testamente" s. 1
Teksten til Børge Outzes "testamente" med indledning af John Fellow Larsen

Den 9. september 1944 skrev Børge Outze ikke blot dagens "Information", men også sit "testamente". Det er et brev, som han stiler til sine venner, og hvori han gør status over sit liv, fordi han føler, at han har Gestapo i hælene, og at heller ikke hans ny tilholdssted er sikkert. Levende vil han ikke tages. Hvis det alligevel skulle ske, regner han med at blive skudt. Som de dødsdømte i tysk fangenskab beder han om, at man sender den sidste hilsen til slægtninge og venner, at man hjælper hans kone og børn, en datter og det barn, som ventes til jul, og at man bl. a. "støtter enkelte, som ikke hører til hos os. 3 af dem er Tyskere!"

Brevet forseglede han i en konvolut, som kun måtte åbnes, hvis han døde, og som han håbede at kunne få uåbnet tilbage efter krigen. På den yderste kuvert skrev han: "Til Henrik i Malmö (Leo)", og afsenderkoden slørede han yderligere ved at foregive, at brevet var afsendt fra "Aarhus".

"Leo" i Malmö var Henrik Kraft, reklamechef på Tuborg. På Tuborg havde Henrik Kraft stået for en intern informationsskrivelse til Tuborgs direktion af samme karakter som de interne informationer på Nationaltidende, der udviklede sig til det illegale nyhedsbureau "Information". En af Henrik Krafts meddelere havde været Børge Outze, og Henrik Kraft havde ikke bare selv benyttet Børge Outzes informationer, men også allerede i august 1943 sendt dem ud af landet, bl. a. til Ebbe Munck i Stockholm, hvorfra initiativet til oprettelsen af "Dansk Pressetjeneste" udgik. Også illegal rutefart over sundet og flere andre illegale aktiviteter var Henrik Kraft med i, og i december 1943 blev han sendt til Sverige, fordi han med sin viden om det illegale Danmark var en for stor sikkerhedsrisiko, hvis han skulle falde i Gestapos hænder.

Godt en måned efter, at Børge Outze havde skrevet sit "testamente" blev han taget af tyskerne, og "Information" måtte "samles op" og videreføres af et nyt hold under ledelse af redaktionstriumviratet Kai Johansen, Næsh Hendriksen og Eigil Steinmetz. Hvordan Børge Outze slap bort fra tyskerne og kom til Sverige og overlevede krigen for at videreføre og lede "Information" som legalt dagblad, er en af besættelsestidens mere eventyrlige historier. Hans "testamente" fra september 1944 befinder sig i dag i privateje, og det vises her offentligt for første gang.


Næste montre | Udstillingsoversigt