Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 1,3
[Cancellistens Manuscript]
III
Il lui parlait le doux langage
Des yeux, des mines, du maintien,
Que nos dames savent si bien
Comprendre par le grand usage.
Demoustier.
Romantisk er vel min Historie ikke; Romantiken passer kun slet med vore Glacè Handsker og lakerede Støvler! men hverdags er den dog heller ikke, da jeg har brudt alle Love, som Etiquette og Skik og Brug paabyde. Du veed, Vilhelm, og De, Herr Jespersen, vil nu erfare, at jeg, uagtet mine tyve Aar, endnu aldrig har følt den Lidenskab, som Menneskene kalde Kjærlighed, men har, siden jeg slap ud af et strengt Formynderskab, flagret saa lystigt som den vildene Fugl fra den ene Fornøielse til den anden. Jeg har moret mig som vist kun faa; Alt, hvad jeg har villet, er lykkedes; og hvor ubetænksomt jeg endog undertiden har styrtet mig ind i de meest forrykte Affairer, er jeg stedse sluppet heelskindet derfra. Derfor har jeg bevaret mit gode Humeur, hvad jo nutildags er en Sjeldenhed blandt unge Mennesker i min Alder. Men for at komme til min Historie, som tager sin Begyndelse i de sidste Dage af forrige Maaned, saa var det en smuk Morgen, at jeg drev ned ad Vimmelskaftet, oplivende mine Nerver med en Cigar og mine Tanker med en Beregning, hvis Udfald viste, at der endnu var Raad til Chocolade om Formiddagen, et godt Middagsmaaltid og Tivoli om Aftenen. Jeg maa vist have leet fornøieligt over dette brillante Budget; thi en ung Dame, som kom mig imøde, kunde ikke fordølge et Smiil, vist paa min Bekostning. Hun slog Øinene ned, men kunde dog ikke bare sig for at tilsende mig et halvt tilsløret Blik, idet hun passerede mig, hvoraf jeg tog Anledning til at gjøre hende den meest gracieuse Compliment, der i Øieblikket stod til min Raadighed. Hun blev næsten forskrækket, og ilede hurtigt videre. Jeg stod stille og saae efter hende; hun var saa elegant i sit simple Morgentoilette, og havde en Gang saa let, at jeg troede, hun var Dandserinde. Da hun var kommet et Par Huse fra mig, saae hun tilbage; men da hun opdagede mig paa den samme Plet stirrende efter hende, blev hun rød, vendte hurtigt Hovedet bort, og skyndte sig endnu mere end før. Hun var snart forsvunden, og jeg fortsatte min Gang, men tænkte uvilkaarligt paa det grønne Schavl og den hvide Hat, og spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke havde fulgt efter hende, da jeg dog intet Bedre havde kunnet gjøre. Dagen med dens Afvexlinger forjog imidlertid Tanken, og jeg havde næsten glemt dette Møde, da Skjæbnen vilde, at jeg om Aftenen paa Tivoli igjen skulde erindres derom. Og dette skete saaledes. Det blev Regnveir, og Folk strømmede fra alle Sider ind i Concertsalen, saa der opstod en betydelig Trængsel. Jeg stod ved Vinduet og morede mig med at høre de forskjellige Taler, der blev holdt, for at formaae Folk til ikke at trænge ind, da jeg pludselig fik Øie paa en ung Dame med en hvid Hat, der næsten besvimet blev baaren af Trængslen. Jeg styrtede mig imod Indgangen. »Tilbage, tilbage,« raabtes der fra Salen, og Folk begyndte at vige, men jeg brød frem, til jeg naaede den unge Dame, greb hende om Livet og bar hende udenfor.
Misunder mig Guder, sagde jeg halvhøit, idet jeg tøvede med at skille mig ved min Byrde. Hun betragtede mig ved dette Udraab, og jeg saae, at hun gjenkjendte mig. Hun vilde takke mig for min Hjelp; men jeg afbrød hende, idet jeg sagde:
O, jeg er altfor meget belønnet, til at kunne modtage Deres Tak. Taal blot min Nærhed, til De træffer Deres Familie, som De blev skilt fra i Trængslen.
De forlanger ikke meget, sagde den unge Dame, thi der seer jeg min Moder og Tante komme ud fra Salen. Da jeg ikke maa takke Dem, saa Farvel.
Hun havde taget sin Handske af, for at rette ved sin Dragt; jeg greb den, trykkede et Kys derpaa og sagde:
De faaer den, naar vi sees næste Gang.
Hun saae forbauset paa mig, men vendte sig, for at gaae hen til sin Familie; jeg gjemte Handsken paa mit Bryst, og lod hendes Ansigtstræk indpræge sig i min Sjæl medens mine Tanker, accompagnerede af den smukke Musik, hvirvlede sig med Røgen af min Habanah.
Den næste Morgen førte mine Skridt mig uvilkaarligt til Vimmelskaftet. Jeg drev op og ned mange Gange, stod stille ved hvert Boutiksvindue og lod til at anstille dybsindige Undersøgelser over alle Industriens Frembringelser, medens jeg ivrigt speidede til begge Sider og ligesaamange Gange lykønskede mig, naar jeg i det Fjerne saae en Hat eller Schavl, der lignede hendes, som jeg fortvivlede naar Hatten eller Schavlet kom nærmere og jeg opdagede at jeg havde taget Feil. Timerne forløb, og jeg gav mig til at speculere paa hvilke andre Gader der var Rimelighed for, at hun kunde passere; men da Rimeligheden desværre var lige stor for de fleste Gader her i Byen, og et længere Ophold i Vimmelskaftet syntes mig utaaleligt, begyndte Haabet at svækkes for mig, og jeg at frygte for at maatte overlade vort Møde til den lunefulde Skjæbne. Dog ganske vilde jeg ikke overgive mig, jeg gik op til en Conditor paa Routen og indqvarterede mig der ved Vinduet til det blev mørkt, og jeg altsaa maatte opgive Haabet for den Dag. Men heltemodig var min Udholdenhed; i tre Dage mødte jeg i den tidlige Morgen hos Conditoren og indtog min Plads ved Vinduet, som jeg ikke veeg før Mørket forjog mig; og som der staaer i Kæmpeviserne: Den fjerde Dag ad Qvelde - da viste sig i mit Speils Horizont en hvid Hat og et grønt Schavl. Jeg stormede ud og fulgte efter, og da hun dreiede om ad en Gade, der var mindre befærdet, nærmede jeg mig og sagde:
Jeg har maattet vente længe, Frøken, inden jeg fik Leilighed til at tilbagelevere, hvad jeg var fræk nok til at berøve Dem.
Hun blev noget forskrækket ved min Tiltale, men da hun gjenkjendte mig, svarede hun roligt:
Ah, det er Dem; ja, har De maattet vente for at gjengive mig min Handske, er Skylden da i ethvert Tilfælde Deres egen. Men fly mig den.
O, Frøken, det var ikke ene for at give Dem den stakkels Handske, at jeg har ventet med Utaalmodighed; jeg ventede for at finde en Leilighed til at see Dem, til at tale med Dem, til at sige Dem, at jeg troer jeg elsker Dem; ja, Frøken jeg troer det, jeg veed det ikke; thi uagtet jeg er tyve Aar har jeg endnu aldrig kjendt Kjærlighed. Jeg skammer mig ikke ved at tilstaae det, især nu da jeg er moralsk overbeviist om at jeg elsker; - o ja, anderledes kan jeg ikke forklare den Uro, der har bemestret sig mig, denne Higen efter at see Dem, denne uimodstaaelige Drivt til at sige Dem det, uagtet jeg af Deres vrede Blik og mørke Ansigt seer, at jeg maaskee fornærmer Dem.
Hun saae virkelig meget vred ud, og det var langt fra i nogen opmuntrende Tone at hun sagde:
De gaaer rask tilværks; det er anden Gang, jeg er beæret med Deres Nærværelse, og allerede en Erklæring.
Frøken, sagde jeg tilintetgjort, hvad skal jeg gjøre? maatte jeg ikke give Dem en tilfredsstillende Grund for at jeg, der aldrig er forestillet for Dem, tiltaler Dem paa offentlig Gade, Noget jeg vel veed paa det Strengeste er forbudt i Lovene for anstændig Opførsel. Men jeg troede, at naar jeg havde sagt Dem det, De da vilde indsee den uundgaaelige Nødvendighed af, at jeg nærmer mig Dem; at De da vilde tillade mig at følge Dem, og da skulde jeg lade, som jeg aldrig var faldet med Døren ind i Huset, men smukt begynde med Begyndelsen.
Jeg troede at have bevæget hende, thi et Øieblik foer et Smil over hendes Læber; men hun antog sit kolde og fornemme Væsen, idet hun sagde:
Nu antager jeg, at De tilstrækkeligt har benyttet den Omstændighed, at De kom mig tilhjælp forgangen Aften. Giv mig min Handske, eller lad være, det er mig ligegyldigt; men forlad mig nu, og jeg vil haabe, at De herefter vil finde det mindre nødvendigt at nærme Dem mig, thi ellers nødes jeg til at lade mig ledsage af Tjeneren.
Jeg rakte hende Handsken med en ynkelig Mine, og satte et bedrøveligt Ansigt op, da jeg hilste hende til Afsked, thi jeg var sønderknust. Hun gik, og jeg stirrede sorgfuld efter hende; men en Tanke slog mig, og Øieblikket efter var jeg ved hendes Side.
Tilgiv mig, Frøken, at jeg kommer igjen; men der faldt mig Noget ind, som jeg syntes jeg burde sige Dem, hvis De vil taale at jeg følger Dem til hiint Hjørne.
Hun saae meget fornærmet til mig, men jeg vedblev:
De har maaskee neppe troet, idet De før forbød mig at tiltale Dem paa Gaden, at De derved afskar mig enhver Maade at nærme mig Dem. Men det har De. Uden at jeg selv har Skyld deri, hører jeg dog til de Udstødte, til dem, der have Gaden og de offentlige Steder til deres frie Tumleplads; men for hvem enhver Families Dagligstue er lukket. Jeg gjentager, Skylden er ikke min. Jeg har aldrig kjendt Familielivet uden af Bøger, eller af hvad jeg stundom har følt, naar en sildig Aften Musik og Glæde er tonet fra de oplyste Værelser, og jeg er standset, for et Øieblik at tænke mig, hvor lykkelige de Mennesker dog maae være, der deeltage i en saadan Lystighed. Jeg vil saaledes aldrig kunne træffe Dem i de Selskaber, hvor De kommer; og jeg maa træffe Dem. Men jeg har læst og hørt om saamange Maader, hvorpaa det er lykkedes en Udstødt at faae Adgang, og der faldt mig netop et Middel ind; - ja Frøken, De bliver maaskee vred, naar jeg siger det. De er det alt, kan jeg see, blot fordi jeg antyder det; men betænk, at dette Middel er mit sidste; thi jeg bryder mig ikke om Livet, uden i Deres Nærhed. - Og jeg meente kun, at hvis der var en Maade, hvorpaa jeg kunde faae Leilighed til, blot i et Ærinde, at komme indenfor Deres Families Dørtærskel, og det lykkedes mig, at Deres Fader eller Moder fandt mig efter deres Smag og bad mig komme igjen; - og netop denne Maade faldt mig ind; thi Frøken, Skjæbnen kunde blot have begunstiget mig saavidt, at De havde tabt Deres Armbaand, og jeg fundet det; De averterede derom i Avisen og - Medlidenhed, Frøken, det er mit sidste Haab.
Jeg veed ikke, om mine Ord gjorde noget Indtryk paa hende; thi jeg var selv for bevæget til at kunne iagttage. Imidlertid varede det dog noget, inden hun svarede:
Jeg har ikke tabt mit Armbaand.
Men om det var Tilfælde eller om det skete med Villie skal jeg ikke kunne sige, idet hun vendte sig for at gaae, gled en lille Portefeuille ud af hendes Haand, og faldt tæt ved min Fod. Med mere end Lynets Hurtighed bukkede jeg mig, tog den op, og idet jeg triumpherende raabte: »Hav Tak, o min Stjerne, Du har ikke forladt mig«, hilste jeg hende, der af Forbauselse var standset og lod til at ville tiltale mig, men atter fortsatte sin Gang, da hun saae jeg fjernede mig med hurtige Skridt.
Her er den, endte Felix sin Fortælling, idet han fremtog en lille grøn Portefeuille; den viger ikke fra mit Hjerte, før jeg imorgen Middag overgiver den i min henrivende Ubekjendtes egne fortryllende Hænder, medens Fader, Moder, eller hvem det nu kan være, der er Familiens Overhoved, til Belønning for min Redelighed og som Erkjendelse af mine fine Manerer, inviterer mig til at blive om Aftenen.
Dermed gyngede han sig tilbage paa Stolen, og kastede begge sine Been op paa Bordet, uden i fjerneste Maade at bekymre sig om den rene Dug, eller om os, der sade nok saa anstændigt.
Flint tog Ordet og sagde:
Der kunde vel bemærkes Adskilligt ved vor Vens Eventyr; men da det ikke er tilende, antager jeg at vi gjøre rettest i at ajournere Discussionen til vi høre hvorledes det spænder af imorgen; saameget mere, som jeg gjerne selv ønsker at komme til Orde og fortælle hvad der hændtes mig for en otte Dages Tid siden.