V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 100-109

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 100-109

   »Kan du kaste?« spurgte hun.
   »Jeg troer det nok,« svarede jeg.
   Hun bøiede sig ned og pegede mod Søbredden, som laae fuld af Stene, der glimrede som Guld.
   »For hver en Steen, Du kaster over Søen,« sagde hun, »springer et af Dine Arbeider frem af Klippen, saa godt og feilfrit, som dem, der gjemmes her paa Søens Bund. Men naaer Du ikke Søens anden Side, da er Din Tid forbi, og Dine Arbeider skulle glemmes, som de ere forglemte, der hvile her.«
   Jeg foer op og bukkede mig ned mod en af de guldglindsende Stene. Men da mærkede jeg nok, at jeg maatte have drømt, thi jeg fik kun en af de vaade, rullede Stene her i Kildeløbet; men hen over Søen saae jeg endnu hendes Skikkelse langsomt at drage bort, indtil den forsvandt i Taagen paa den anden Side. Jeg troer, det var Huldren, der gjækkede mig.«
   »Ja,« svarede jeg smilende, »det kan gjerne være; men saa har hun gjort en lang Reise iaften. Har De ellers Intet hørt eller læst om Nemisøens Historie?«
   »Nei,« svarede han sørgmodigt, »jeg har fortalt Dem, at jeg Intet veed.«
   »Det er mærkeligt,« svarede jeg; »thi dersom De kjendte denne Søes Historie, da kunde jeg vel forklare Deres Vision eller Drøm som en Gjenspeiling fra det Hørte eller Læste, men nu kan jeg det ikke.«
   »O, fortæl mig den Historie,« bad han, næsten i samme Tone som den, hvormed et Barn beder om et Eventyr.
   »Nuvel,« svarede jeg. »I den ældste Tid, længe før der kom Mennesker paa Jorden, var Nemi ikke en Sø. Den var tvertimod et Bjerg og ovenikjøbet et ildsprudende Bjerg; det har jeg hørt en lærd Naturforsker fortælle inde i Rom. Den havde Kammerater i Nærheden af samme Slags, som den selv. Udbrud fulgte paa Udbrud, Lavaen flød og strømmede hen over Campagnens Sletter og dækkede den hvide Kalkbund med sine rødglødende Masser. Ja, saameget Blod flød der i Jordens første, vældige Kampe, at det dækkede alle Høiderne omkring Rom med Undtagelse af Monte Mario. Der slæbte den lærde Naturforsker mig selv engang hen og huggede de deiligste Østers ud af Kalken med sin Hammer - det vil da sige Skallerne, for det Gode ved dem var borte. Saa kom der en anden, en lysere Tid. Guder og Mennesker færdedes paa Jorden. Skoven var fuld af flygtende Nympher og forfølgende Fauner. Dryader, Undiner og Sylphider smilede fra hvert Træ, fra hver Bæk og i enhver Luftning. Det var Guldalderens Tid. Skjønheden herskede paa Jorden, selv Døden var en Genius, man kjendte Intet til Beenrade eller Fasteprædikener. Nemi hvilede i Harmoni med den øvrige Natur. Den havde for længe siden hørt op at sprude, dens Krater var indsunket og dets Bund dækket af Viinløv og Blomster, af Pinier og mægtige Egeskove. Da herskede Numa i Rom; men over Rom og Numas Hjerte herskede igjen den skjønneste blandt Kvinder, Nymphen Egeria. I de maaneklare Nætter lagde Numa Kongespiret og Kronens gyldne Ring til Side; de vare tunge nok at bære paa om Dagen. Men Diana harmedes over, at Numa benyttede hendes Kyskheds Speil til sine natlige Møder, og en Aften, da han og Egeria forlode den hellige Grotte, ramte en af Dianas Pile Kongen ved hans Elskedes Side. I stum Fortvivlelse flygtede Egeria til Nemis hellige Lund; hun sørgede og græd, saa at selv Diana ynkedes ved hendes Jammer. Da steeg Gudinden ned fra sin Himmel for at trøste den Bedrøvede; men hun vilde Intet høre af den, der havde dræbt hendes Elskede. Gudinden vrededes, hun berørte Nymphen med en Piil, og den skjønne Egeria flød hen i et eneste strømmende Taarevæld, den samme Kilde, hvorved vi nu sidde. Og Vældet flød ustandseligt. Det fyldte den dybe Dal og druknede de dunkle Skove, hvis Stammer endnu kunne sees i Søens Bund; men Vandet hævede sig, og Nemisøen fremkom, den skjønneste af Italiens Søer. Saa gik der en rum Tid. I Rom herskede ikke Numa, men Tiber. Han byggede paa Nemisøens Vande Verdens ottende Underværk, sin svømmende Villa. Forneden var den dannet som et Skib, men foroven bar den Loft og Tag af Guld, indlagt med Elfenbeen og Perlemoder. Sagnet fortæller, at Villaen havde hundrede Sale, alle af en uhyre Pragt, og i enhver af dem stod en Statue af ubegribelig Skjønhed. Men den skjønneste af dem Alle var Venussalen. Dens Vægge vare udelukkende dannede af hvide og røde Coraller, og imellem disse snoede sig de forunderligste Havplanter, alle af drevet Guld. I Midten af Salen stod en Statue af Venus Anadyomene, hugget af en af Grækenlands første Mestere. Denne Sal blev aldrig betraadt af Nogen, undtagen af Tiber og dem, han havde udvalgt til sine Offere. Gjennem en hemmelig Dør blev den Kvinde ført ind, der skulde offres til Gudinden, og naar Tiber i tøilesløst Raseri havde fuldbragt sin Offring, blev det skjændede Liig gjennem en anden Dør kastet ud i Søen og sænket i Forglemmelsens Vande. Paa denne Tid levede der i Rom en Kvinde ved Navn Egeria. Hun var skjøn som Venus, men kysk og ubønhørlig som Diana selv. Ofte havde Keiseren søgt at lokke hende, men hun, der regnede sig i Slægt med Numa og Egeria, havde afviist enhver Tilnærmelse. Da omringedes hendes Huus en Nat af Keiserens Livvagt. Egerias Broder dræbtes paa Tærskelen af hendes Sovegemak, hvor han forsvarede sin Søsters Ære; hun selv førtes til Venussalen i Tibers svømmende Villa. Da Uslingen her, ene med den værgeløse Kvinde, sønderrev hendes Slør og løsnede hendes Belte, styrtede hun sig i Fortvivlelse mod den haarde Koralmuur for at knuse sit Hoved. Væggen gav efter, den hemmelige Dør sprang op, og den Ulykkelige styrtede ud i de skjermende Bølger. Men fra Søens Dyb lød et huult, forfærdeligt Drøn. Vandet reiste sig, som i Vrede. Villaens Bund søndersloges af fremskydende Klipper, og den mægtige Keiser reddedes afmægtig af en nubisk Slave, der svømmede med ham til Land. Villaen sank og er aldrig mere kommen tilsyne, end ikke i sine ringeste Spor, skjøndt vindesyge Dykkere tidt have forsøgt paa at finde den igjen; men Tiber var bleven saa rystet, at han aldrig mere vovede sig ud paa den hævnende Sø. Ja, selv i Rom troede han sig ikke sikker for Egerias Frænder, men flygtede til det klippefaste Capri, hvor han troede sig sikker.«
   Malm blev siddende en Stund tankefuld, efterat jeg havde endt min Fortælling. Han støttede igjen sit Hoved i begge Hænder, og jeg troede oprigtig talt, at hans Tanker havde været langt fra mit Eventyr. Pludseligt saae han op og sagde:
   »Hvor det var smukt, og hvor De veed Meget!«
   Jeg haabede, at det var Indledningen til en ny Samtale og gjentog dobbelt kraftigt mit Angreb paa hans Reiseplan. Men han var ubevægelig; Mismodets Slanger havde kvalt ham, som Athenes kvalte Laokoon.
   »Og Sigrid,« sagde jeg, idet jeg rykkede frem med min sidste Stormcolonne, »hvorledes vil De møde hende, naar De kommer hjem?«
   »Jeg kommer heller ikke hjem,« sagde han, idet han paany skjulte Ansigtet i sine Hænder.
   Saadan sad vi en Stund tause, tænkende Hver paa Sit. Da lød der et skarpt Skrig hen over Søen. Det var en Maage, en af de sidste Efternølere, som forlod Nemi for at drage til Ostia. Malm sprang op; denne Naturlyd fra Hjemmet havde ligesom vakt ham. Han saae et Øieblik efter den bortdragende Fugl og sagde derpaa halvt ved sig selv: »Jeg gad dog vide, om en Steen kan række over Nemisø.«
   »Umuligt,« svarede jeg. »De kan lige saa godt prøve paa at ramme Maagen, der nu trækker hen over Genzano.«
   »Troer De?« sagde han med en særegen Betoning. Derpaa bukkede han sig ned og greb nogle af de hvide Stene ved sine Fødder. Han bøiede sig tilbage; aldrig har jeg seet skjønnere Model til en Jaculator. Stenen foer ud af hans Haand, susende og syngende, som kom den fra en Slynge. Jeg lyttede i spændt Taushed. Et Par Secunder efter hørtes en svag Klang og derpaa en Raslen mellem Stenene paa den modsatte Søbred. Malm havde Ret - den var naaet derover. Uden at sige et Ord sendte Malm en anden og derpaa en tredie Steen efter den første. Tilsidst greb han lidt overmodig en af de større Stene, hvormed han havde opstemmet det lille Kildevæld.
   »Lad det nu være godt, Malm,« sagde jeg, »den gaaer i Søen.«
   Malm kastede paany. Den tunge Steen foer ud gjennem den hvide Taage, men faa Øieblikke efter hørtes et tungt, dumpt Plask hen over Vandet. Jeg vendte mig mod Malm; han var bleg af Smerte, og hans høire Arm hang kraftesløs ned.
   »Der sprang Noget i min Arm,« sagde han kort.
   Han havde Ret. Ved vor Ankomst til Rom, hvor vi fik fat i en fransk Læge, viste det sig, at et Par Senefibre vare bristede i Overarmen. Lægen ordinerede den strengeste Ro og erklærede, at Armen ikke kunde bruges førend om sex Uger. Jeg fik Malm bragt til mit Logis, og fra denne Aften blev Malm og jeg Venner. Ikke »gode Venner,« som i Kjøbenhavn. Nei, Gud frie os - blot Venner.
   Saaledes gik det til henimod Foraaret. Malms Arm var for længe siden lægt; men hans Studie var ligesaa tomt som før, og jeg begyndte at frygte for, at hans Natur var som den romerske Agaves, der kun sætter Blomst hvert tredivte Aar. Maimaaned lakkede imod Enden; Heden begyndte at komme, Sciroccoen og Malarien med den. Skandinavernes Kreds blev tyndere og tyndere. Hver Uge faldt et Blad fra Stammen, nogle hvirvledes nordpaa, medens andre førtes afsted til Albano, Frascati, Neapel og Sorrento. Vi havde dengang for Skik, at enhver Bortreisende gjorde et Gilde, for ved en ægte, romersk Viin at sætte lidt Smag paa Vandet fra Trevi. Det traf sig saaledes, at tre Kunstnere drog bort paa eengang, og der var derfor gjort meer end sædvanlige Anstalter i Rafaellos Vigne, hvor Festen skulde holdes. Malm kom aldrig til disse Gilder. Ja, han drak ikke engang Viin, og det var egenlig det Eneste, jeg havde imod ham. Det vakte derfor en ikke ringe Forbauselse, da vi omtrent midt under Festen saae Malm komme ned ad Havens Gange. Han saae besynderlig inspireret ud; hans ellers sikkre Gang var iilfærdig og urolig, og hans Øine straalede med en usædvanlig Glands. Han satte sig taus ved den nederste Bordende; jeg skjød uden at sige et Ord en Mezzo hen til ham.
   »Det er formeget,« raabte En af Skaren overgivent, »Malm er fuld, giv ham en Foglietta.«
   »Troer Du?« sagde Malm og maalte ham med et Blik, der fik Blodet op i Kinderne paa ham.
   »Malm har fundet en Gigant paa Campagnen,« raabte en Anden. »Nu skal han blot have Dovrefjeld ned for at give ham Noget at staae paa.«
   Malm sendte Angriberen et lynende Blik. Hans første barnlige Planer vare uheldigviis komne ud blandt Kunstnerne, og gav Anledning til idelige Sarkasmer. Han pleiede at møde disse og endnu værre Angreb med rolig Taushed; men idag syntes han ikke at være oplagt dertil. Deels for at afbøde nye Hentydninger, deels fordi der virkelig var noget Usædvanligt og Gaadefuldt hos ham, spurgte jeg:
   »Hvad har Du bestilt idag, Malm?«
   Han saae roligt, udfordrende omkring i Kredsen.
   »Jeg har faaet et Jerngestel sat op,« sagde han høitideligt.
   »Hille den!« raabte en Tredie. »Det var svært meget bestilt i en Vinter! Det skal vel staae til Tørring i Sommer?«
   Malm var i Begreb med at skjænke i sit Glas; men hans Haand rystede, saa at Vinen flød hen over Dugen. Han satte den skjøre Foglietta saa haardt fra sig, at den brast i tusinde Stumper. Hans Ansigt var liigblegt, og hans Læber dirrede, saa at han ikke kunde tale.
   »Er der Ingen, der vil spille Kav med Malm?« raabte Den, der først havde talt.
   Malm foer op i sin fulde Høide. Blodet dryppede fra hans Underlæbe, og hans Øine rullede saa vildt, at den kaade Spotter uvilkaarligt dukkede sig under Bordet.
   »Ikke forlanger jeg at skaanes af Eder,« raabte han med tordnende Stemme, »men ei heller vil jeg haanes af Hundehvalpe! Kom imorgen til mig, hvo der vil, og see saa, om Olaf Malm forstaaer at gjøre Noget.«
   »Der blev Malm vred,« sagde Een, da han var gaaet. »Gud veed, hvad han nu vil gjøre?«
   »Trække Halen af sine Frøer, naar han kommer hjem,« sagde en Anden, »eller spille nærmest til Væg med Knapper.«
   Dermed syntes den Sag at være endt, og Gildet begyndte paany.
   Jeg var gaaet kort efter Malm. Forsvare ham kunde jeg ikke; thi han var nu engang stemplet som denne Vinters Syndebuk, og høre paa flere Gemeenheder vilde jeg ikke. Desuden vidste jeg, at han og jeg omtrent bleve betragtede som to Alen af eet Stykke. Malm & Co. heed det dengang. Jeg bankede paa Døren til hans Studie; der blev ikke lukket op. Jeg lyttede, men han syntes ikke at være derinde. Saa gik jeg alene hjem.
   Den næste Dag, henimod Middag, besøgte jeg Malm. Han stod alene i Studiet med Modelleerstokken i Haanden og heelt oversmurt med Leer. Paa den ene Væg havde han med Kul tegnet Gaarsdagens Gilde. Man saae Rafaellos Vigne og ved det lange Bord samtlige Kunstnere, individuelt kjendelige, men fremstillede som Fauner og Satyrer, der stangedes med hverandre. En ganske ung Satyr sad med ynkelige Miner under Bordet og opfangede i sin hule Haand den Viin, der dryppede ned ovenfra, medens Malm og jeg i Menneskeskikkelse fjernede os i Baggrunden.
   Denne Tegning undrede ikke mig, der kjendte Malms mesterlige Talent i Caricaturen; men hvad der slog mig med Forbauselse, var en Gruppe i Leer, som stod paa den forhen altid tomme Cavalletto, og som syntes at have maattet kræve mere end een Nats Arbeide for at blive færdig. Den forestillede en Faun, der i overstrømmende Faderglæde løfter sin lille Søn høit iveiret og spøgende stanges med de smaa buttede Horn, der lige ere ifærd med at bryde frem paa Drengens Pande. Det var et udmærket Arbeide. Faderens stærke, men dog smidige og muskuløse Figur dannede en smuk Modsætning til Drengens runde, buttede Former, og det halvt forskrækkede, halvt glade Udtryk i dennes Ansigt tog sig fortræffeligt ud imod de barske og haarde Linier hos den skjæggede Vildmand. Jeg betragtede i flere Minuter dette Arbeide, der naturligviis ikke var gjennemført i sine Enkeltheder, men egentligt kun raat opklasket paa Stativet; men fra hvilken Side jeg end saae det, og hvor streng en Critiker jeg end monne være, kunde jeg dog ikke Andet end erkjende, at det var et udmærket, heelstøbt Arbeide, som blot kunde vinde ved den finere Udførelse.
   »Det er godt,« sagde jeg til Malm. »Det er et Kunstværk.«
   »Ja, det troer jeg ogsaa,« svarede han roligt, idet han med Modelleerstokken glattede lidt paa den ene Fod.
   »Fik Du gjort det i Aftes?« spurgte jeg.
   »Aa nei, engang i Morges, tænker jeg.«
   »Men naar tegnede Du da Skizzen paa Væggen der?«
   »Det gjorde jeg nok, da jeg kom fra Gildet igaar, kan jeg troe. Da saa Solen kom frem, fik jeg Lyst til at gjøre Noget i Leer, og saa blev det til ham, som staaer der.«
   Jeg trykkede Malms Haand og lykønskede ham endnu engang til hans Arbeide. Derpaa bad jeg ham om at benytte Tiden vel og foreholdt ham stærkt, at han ikke skulde bryde sig om, hvad de andre Kunstnere sagde med Hensyn til Udførelsen. I saa milde Udtryk som muligt lod jeg ham vide, at Tiden var kostbar, og at det var nødvendigt at sende et Arbeide hjem, dersom han haabede paa Fornyelse af Legatet. Endelig viste jeg ham en, efter min Mening, ubetydelig Feil ved Figurens høire Arm, der syntes mig vel kort, og tog derpaa Afsked med ham.
   Naar der i Rom er skeet et eller andet Usædvanligt i den skandinaviske Leir, løber Rygtets Tusindbeen lige saa hurtigt om, som i Kjøbenhavn, og det undrede mig derfor ikke, at man allerede om Middagen i Trattoriet talte om Malms udmærkede Arbeide, som allerede flere Kunstnere havde seet. Alle vare enige om, at Sujettet var saa mesterligt opfattet, at det spaaede ham en stor Fremtid; men Alle vare de uenige om den pludselige Inspiration, der saa hurtigt havde skabt dette Arbeide. Kun jeg havde Nøglen til denne Gaade. Ved min Bortgang fra Studiet havde han givet mig sin Tegnebog med den Bemærkning, at han havde modtaget Remisser hjemmefra og ønskede, at jeg skulde afgjøre hans Regning i Trattoriet, da han ikke selv kom derned. Idet jeg aabnede Bogen, for at betale hans meget beskedne Gjæld, faldt et Brev ud, som han efter Gjennemlæsningen ikke havde lagt sammen. Det var underskrevet af hans Moder, og paa den nederste Kant af Papiret stod som en Slags Efterskrift: »Sigrid beder Dig hilse.« - Det var Sigrid, der havde skabt Malms Faun.
   Jeg fik den Eftermiddag et fortrædeligt Brev. En Blok fra Carrara, som jeg længe havde ventet, var forulykket underveis, idet Jorden var skreden ud med en Brink, der førte ned til Teveronen. Jeg maatte selv tage afsted for at udvælge en ny, og da denne Forretning efter en otte Dages Tid var fuldendt, tog jeg lige til Neapel, hvor jeg af den danske Consul havde modtaget en Bestilling. Derfra drog jeg til Palæstrina, som jeg havde udvalgt mig til Sommerophold, og saaledes kom det sig, at jeg først henad Efteraaret gjensaae Malm.
   En smuk Eftermiddag i September kom jeg til Rom og begav mig strax paa Veien til hans Studie. Jeg glædede mig ret til at gjensee hans Faun, som jeg vidste havde fængslet ham til Rom den hele Sommer, og som nu maatte være fuldført. Jeg havde med Villie ikke spurgt Nogen om dens Fremgang, da jeg vilde nyde Skuet, uforstyrret af smaalige Indvendinger, og lettede nu rask Klinken paa Døren, uden at banke paa. Men hvad skildrer min Overraskelse, da jeg fandt Studiet tomt, Væggene hvidtede, og en mig ubekjendt fransk Kunstner ifærd med at udpakke sine Sager i det lille Værelse, der havde været Vidne til saamangen fortrolig Samtale mellem Malm og mig.
   Forstemt vandrede jeg ned ad Gaden. Underveis traf jeg en Bekjendt, og nu fik jeg hele Sammenhænget at vide. Malm havde i tre Uger efter min Bortreise arbeidet meget flittigt, opfyldt af sin Genius. Han havde i al denne Tid modtaget Besøg baade af Venner og Fjender. Han var blevet feteret og lovpriist af begge Parter; men hver Enkelt havde havt en lille Bemærkning at gjøre, om ikke for Andet, saa dog for at sige Noget. Hvad jeg havde frygtet for, var netop skeet; han havde laant Øre til en Critik, som han ikke forstod, og som ikke forstod ham. En havde meent, at den høire Fod var for kort; en Anden, at Figuren ikke sank nok i det venstre Knæ; en Tredie, at Barnet blev løftet for høit, og saa videre. Alle disse forskjellige, ofte modstridende Domme havde gjort ham vims paa det Hele. Han havde begyndt at makke paa sit Arbeide, og den ene Rettelse drog med Nødvendighedens Magt den anden efter sig. En skjønne Dag havde han opdaget, at Figuren var forkluddret, og saa havde han brækket det Hele ned igjen.
   Samme Aften besøgte jeg Malm. Han havde faaet et lille Studie oppe i Via della Purificazione. Det var trist, fugtigt og mørkt; der var ingen Have, ingen Roser og ingen Cisterne. Derimod var der muggen Luft og Scorpioner i Overflødighed. Malm selv var lige saa trist som sine Omgivelser. Legatet var blevet taget fra ham, da Fundatsen indeholdt den Bestemmelse, at Legathaveren inden et Aar skulde have fuldført et Arbeide. Til al Lykke havde han modtaget et Brev fra sin forrige Huusbond, der i varme Udtryk lykønskede ham til hans første heldige Arbeide, som han haabede at see i Marmor, naar han om et Par Aar kom til Rom. Med dette Brev var der fulgt den sædvanlige Understøttelse fra hans ædle Velynder; fra Sigrid og Moderen havde han derimod ikke hørt et Ord. Jeg tilbragte den hele Aften med at trøste Malm og lægge Planer for Fremtiden. Det var en vanskelig Opgave, thi han var i samme Humeur som hiin Aften ved Nemi, og hertil drog endnu et Par andre, bittre Strømninger gjennem hans Sind. Han frygtede for at være glemt af Den, han elskede meest, og nærede allerede nu et stille Nag imod sin Efterfølger i Legatet, en svensk Billedhugger Dahlkvist, hvem vi begge betragtede som en talentløs Person, der blot ved gode Connexioner nød en Understøttelse, som var lige saa vigtig for Malm, som ilde anvendt paa den Anden.
   Nogle Dage efter besøgte jeg den unge Svensker. Det var en meget elskværdig og affabel Person. Han smilede kjønt og trykkede nydeligt i Haanden; han var rigtigt, hvad man kalder et pænt Menneske, dannet og beleven, men Kunstner var han minsæl ikke. Han viste mig nogle af sine Skizzer, thi, skjøndt han kun havde været fjorten Dage i Rom, havde han næsten gjort en Snees Stykker; de vare alle, ligesom han selv, nydelige, slikkede og kjedelige. De gjorde alle det samme Indtryk paa mig, som en flydende Comptoirhaand maa gjøre paa den, der af Skriften vil udlede et Menneskes Characteer; der var nemlig aldeles ingen. Jeg saae strax, at Dahlkvist var en sikker Mand for Legatet, for Professorerne og for Publikum. Han kunde gjøre to Arbeider om Aaret istedetfor eet; smigre, smiske og trykke i Haanden for Tre, og lave de nydeligste Nympher og Dryader i Canovas fordømte Maneer, altid saa runde og dreiede som Elfenbeen. Men Et var og blev mig klart: Dahlkvist var Grøftegraver der, hvor Malm kunde være Konge.
   Det var øiensynligt, at Malm selv følte dette. Han udtalte sig imidlertid aldrig, ikke engang til mig, med Bitterhed eller Harme mod Dahlkvist. Han følte, at Retten, juridisk seet, var paa Dahlkvists Side, thi selv havde han jo ikke præsteret noget Arbeide; derimod mærkede jeg godt, at han bestandig undveeg sin Rival, hvor han traf sammen med ham, og kunde det ikke undgaaes, var han rolig, afmaalt og kold, medens Dahlkvist derimod overøste ham med Complimenter, samtidig med at han i Smug latterliggjorde dette Naturgeni, som han kaldte ham, for de andre Kunstnere. Det var heller ikke let at tænke sig større Contraster end disse to; det var den tamme Civilisation og den vilde Naturkraft, der stod mod hinanden.
   Vinteren sled sig saaledes hen. Malm bestilte Intet - »han spadserede,« som Dahlkvist udtrykte sig. Dahlkvist derimod arbeidede ivrigt, og det ene lille Cabinetstykke efter det andet gik i Form af slumrende Bacchantinder eller badende Nympher fra Leret over i Gibsen. Saaledes naaede vi den otteogtyvende Januar, Frederik den Sjettes Fødselsdag. Det var dengang Skik og Brug, at Consulen i denne Anledning gav et Middagsgilde, hvortil sædvanligviis kun de Danske indbødes. Malm og Dahlkvist havde imod Sædvane ogsaa modtaget Invitationskort, men jeg troer næsten, at de gjensidig antog om hinanden, at Ingen af dem vilde give Møde, og saaledes traf de netop begge sammen. Vi holdt dengang vore Gilder i Palazzo Ruspolis store Sal, som var kunstnerisk udsmykket i Dagens Anledning. Dahlkvist havde gjort de to Løver, der som Skjoldholdere bare Rigets Vaaben; men det var mærkværdigt, hvor fortræffeligt de lignede et Par friserede Faar. Han fik ogsaa en Reprimande af Consulen; dog ikke i den Anledning, men fordi han havde glemt, at det var Vildmænd og ikke Løver, som bar det danske Riges Vaaben; det var næsten en politisk Forbrydelse i de Dage. Ved Siden af den store Sal havde vi et Par mindre [s110] Aftrædelsesværelser, hvor der blev drukket Caffe og senere spillet Whist. Da Malm ved Bordet tilfældigviis kom til at sidde ved Siden af Dahlkvist, blev han ganske bleg og sagde ikke et Ord. Denne spurgte derimod i den meest forekommende Conversationstone til hans Helbred, beklagede den slette Luft i hans Studie og bad ham med uforskammet Ironie ikke at overanstrenge sine Kræfter. Malm derimod sendte ham et Par hvasse Blik, men sagde Intet; derimod lagde jeg Mærke til, at han imod Sædvane drak Viin, navnlig Marsala, som dengang baade var bedre og stærkere end nu. Dahlkvist vedblev at overøse ham med Complimenter, og det var maaskee for at faae dem til at glide ned, at Malm vedblev at tømme Caraffen. Jeg bemærkede et ondskabsfuldt Udtryk i hans Modstanders Øine og stødte Malm paa Armen.

Vilhelm Bergsøe Homepage