Da Émile Zola (1840-1902) udsendte sin roman Germinal (Gyldendal 519 sider, 175 kr.) vakte den mere end almindelig opsigt. Den vakte forargelse. For Germinal beskriver tingene som de er. Og det var ikke hverdagskost i 1885.

Dengang blev tilværelsens "laveste" sider, hvis de overhovedet kom på tryk, i det mindste indhyllet i en æstetisk distance. Sådan som i et andet fransk mesterværker Gustav Flauberts Madame Bovary fra 1860'erne. (Gyldendal, 1991, 205 kr.).

Det var også nyt at lade skikkelser udenfor borgerskabet danne grundstammen i persongalleriet. Germinal handler om en strejke blandt de nordfranske kulminearbejdere. En strejke som får blodige konsekvenser.

Bogen er fuld af imponerende og skræmmende masseoptrin: Orgieagtige scener, politiske møder, hævngerrigt raseri, vild panik. Og, som litteraten Erich Auerbach har beskrevet det:

Tarvelige og rå glæder, tidlig fordærvelse og hurtigt forbrug af menneskematerialet, seksuel tøjlesløshed og, i forhold til livsbetingelserne, alt for overdreven børneavl, da samlejet er den eneste gratis forlystelse.

Germinal indgår i en serie på 20 romaner. Blandt de kendteste af de øvrige er Nana, som i sit udgangspunkt er en My Fair Lady-historie. Men Nana ender rædselsfuldt. Og den er mere end fortællingen et menneskes opstigen og nedtur. I faldet river hun mennesker omkring sig med.

Zola kaldte sin teknik naturalistisk og han ville bruge sine romaner til at udfolde "videnskabelige" teser om menneskelivet.

Den særlige kvalitet i Germinal og Zolas andre, naturalistiske romaner, er imidlertid, at samfundsskildringen ikke, som ofte i vor tid, udelukker skildringen af tilværelsens mere uhåndgribelige sider, sjælens dunkle liv.