Om Gustaf Munch-Petersen og hans forfatterskab[1]
af Martine Cardel Gertsen
Gustaf
Munch-Petersen er en af dansk litteraturs ”unge døde”. Han døde 26 år gammel
som frivillig i den spanske borgerkrig på republikansk side. Den tragiske
historie om den unge digter, der kæmper og dør for sine idealer, appellerer
umiddelbart til både følelser og fantasi. Derfor blev han – især i de første
årtier efter sin død – mindst ligeså kendt for sin dramatiske skæbne som for det,
han havde skrevet. For mens han levede var det aldrig lykkedes ham at slå
igennem i offentligheden. Efterhånden anerkendte eftertiden ham også som en
foregangsmand for den lyriske modernisme, fordi han med sit formsprog havde
været været forud for de fleste af sine samtidige danske kolleger.
Gustaf Munch-Petersen, der blev født i 1912, voksede op i en
velstillet, intellektuel familie i det københavnske borgerskab
sammen med to yngre brødre. Deres forældre gjorde alt, hvad de
kunne, for at sikre børnene en god opvækst og en grundig
uddannelse. Gustaf Munch-Petersens far var professor i
ingeniørvidenskab og hans mor, der stammede fra Stockholm, var
lektor i svensk på universitetet. Forældrene havde store
forventninger til deres ældste søn, som tidligt viste både
kreative og boglige evner. Det var meningen, at han efter sin
studentereksamen i 1930 skulle have en akademisk uddannelse. Men selv
om han begyndte på flere universitetsstudier, bl.a. psykologi og
kunsthistorie, kunne de ikke fastholde hans interesse i mere end nogle
måneder ad gangen.
Gustaf Munch-Petersen havde malet og tegnet, siden han var barn, og
han var begyndt at skrive digte, allerede mens han gik i
gymnasiet. Kunst og digtning blev tidligt det, han anså for sit
egentlige arbejde. Selv om han i nogle måneder tjente penge som
minearbejder i Grønland, var det i hovedsagen forældrenes
økonomiske støtte, der gjorde det muligt for ham at hellige sig
skrivearbejdet og søge inspiration på rejser til Sverige og
Italien. Fra 1935 boede han på Bornholm, hvor han giftede sig med
keramikeren Lisbet Hjorth, som han fik to døtre med. Men han var
fortsat afhængig af forældrenes finansielle hjælp, for hans
bøger fik gennemgående dårlige anmeldelser og solgte meget
lidt. Hans eksperimenterende måde at skrive på faldt ikke god
jord i 1930’ernes danske kulturliv, der æstetisk set var
konservativt. Bare det, at han skrev urimede vers og kun brugte små
bogstaver, virkede provokerende på flere kritikere. Også hans
utraditionelle metaforer var uforståelige for mange. Han tjente
heller ikke noget af betydning på sine malerier, selv om han
udstillede offentligt ved flere lejligheder.
Gustaf Munch-Petersen definerede sig fra begyndelsen som en
kunstner, der tilhørte avantgarden – en fortrop, der skulle
føre an på vejen frem mod noget nyt og anderledes. Og i hvert
fald i perioder af sit liv følte han sig overbevist om, at kunsten
kunne ændre verden. Mange af hans digte fremskriver utopiske
visioner af en væsensforskellig fremtid, muliggjort af en
revolution eller omvæltning. Længslen efter en radikalt
anderledes virkelighed gennemsyrer meget af det, han skrev, og den
følelse var en væsentlig kunstnerisk drivkraft for ham. Hans
tekster rummer flere forskellige og mere eller mindre tydelige bud
på, hvori revolutionen skulle bestå. Igennem de få år, han
var aktiv som forfatter, var han optaget af adskillige skiftende
retninger så som livsdyrkelse, surrealisme og primitivisme. Han lod
sig også inspirere af så divergerende strømninger som
socialrealisme og kristen mystik.
Gustaf Munch-Petersen interesserede sig først og fremmest for
idéer og kunst, og selv om hans sympatier lå på
venstrefløjen, var han ikke aktiv i organiseret politisk
arbejde. Derfor kom det bag på hans familie og venner, da han
valgte at kæmpe i den spanske borgerkrig. Der har givetvis ligget
et kompleks af forskellige bevæggrunde bag hans beslutning, men i
sine breve hjem fra Spanien fremstiller Gustaf Munch-Petersen sin
krigsdeltagelse som en fortsættelse af sit kunstneriske arbejde. I
den forstand kom den avantgardistiske kamp for det, han håbede
ville blive en bedre verden og en ny frihed, til sidst til at
foregå med håndgribelige våben, ikke længere med billeder
og ord.
[1] Indholdet i denne tekst bygger på Martine Cardel
Gertsen, Gustafs ansigter - selvfremstilling i Gustaf
Munch-Petersens forfatterskab (Göteborg og Stockholm: Makadam,
2003).