Simon Paulli:
Flora Danica Det er: Dansk Urtebog. 1648
- Flora Danica er navnet på to danske bogværker. Det første blev udgivet af lægen Simon Paulli (1603-80) i 1648.
Det er en praktisk anlagt bog, efter sin tids normer et pragtværk. Bogen er blevet til
på Christian IV's initiativ, og den er skrevet på dansk, hvilket passer godt med bogens
hensigt: At beskrive lægeurter til gavn for "den gemeene [almindelige] mand",
som ikke havde råd til at søge læge.
Planternes rækkefølge er utraditionel, men i grunden ikke upraktisk for den ulærde,
"gemeene" læser. Planterne er delt ind efter den tid på året, hvor de
blomstrer: vinter, vår, sommer og efterår; inden for hver årstid er planterne listet
alfabetisk efter de latinske navne.
Bogen er delt i et tekstafsnit og et tavleafsnit. Der er 384 tavler. Teksten beskriver
planternes navne, udseende og anvendelse (især den medicinske) i et for en nutidig læser
morsomt sprog.
Beskrivelserne af de enkelte planter er opbygget
efter et fast skema, hvilket gør bogen lettere at bruge. Opbygningen er:
Navnet (Naffnet)
Her opregner Paulli plantens navne på dansk, tysk og latin. Han har gjort sig umage for
at opspore så mange danske navne som muligt
- Udseende (Udvortis Skickelse)
Beskrivelse af plantens udseende, evt. sammenligning med andre planter
- Voksested (Steden)
- Anvendelse (Krafft oc Brug)
Beskrivelse af plantens anvendelsesmuligheder, især den medicinske, men andre
anvendelsesmuligheder har også fundet plads.
Bogen er genudgivet i 1971-72 som fotografisk optryk med indledning og kommentarer af
Johan Lange og Vilh. Møller-Christensen. |