1. Læserne have vel forstaaet Meningen: at da Jens Uhrmagers Fader, Jeppe Revl, friede til Sørens Birthe, saa kom Birthe løbende ind og raabte: »Hvad, vil Du beile (til) mig? Jeg kan jo tage Dig med een Haand og kaste Dig over Huset!« - For ikke at trætte Læseren, ansees det for rigtigst, ikke i det Følgende at lade Skrifttegnene nøie søge at fremstille den jydske Mundart, med Undtagelse af det aldeles uundgaaelige »a« og »it« eller »itte«. - Man vil bemærke, at Marie, Skolelærerdatteren, undertiden siger »jeg«. Det gjorde hun for at holde sig i nogen Øvelse med at være dannet; men hun turde ikke, undtagen i Enrum og Fortrolighed, fordi »jeg« ansees som Tegn paa nationalt Frafald. Derfor hedder det ogsaa i Laust Skalles Vise om Degnen:
»Han seier o aasse jei te sæ sjel,
Oliel, de ka dæ jo ingen;
Men djeri haaer Taavelæhied si Spil,
Thi han æ for ukynnæ po Tingen.«
2. Beise, sjæll. bisse, siges om Kvæget, der i den hede Tid og under Fluestik bliver vildt og løber afsted.