link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 62

[4,116 s342 Betalt ros er velfortjent satire]

           Libr. IV. Epigramm. 116. 

      Turpius est tepidè laudari qvàm lacerari, 
           Scommata nos pungunt, tepida dicta necant. &c. 

   Maadelig Roes er anstødeligere end maadelig Last: thi den som roeser med en slags Kaaldsindighed, synes at ville rose, men ikke at kunne: den derimod som laster med Bitterhed, kand holdes for at kunne rose, men ikke at ville. Den første giver sig ud for min Ven, og den sidste erklærer sig for min aabenbare Fiende. Naar min Ven intet stort fremfører til min Berømmelse, forringer han min Person; naar min Fiende angriber mig med Hidsighed, forringer han ingen uden sig selv. Saaledes er den førstes Lunkenhed ubehageligere end den sidstes Invective: thi det synes, at under all kaaldsindig Roes, ligger ligesom skiulet en Art af fiin Satire, da derimod et groft og hidsigt Skandskrift, synes alleene at tilkiendegive Skriverens Vrede og Uvenskab. Det eene er at skade uden at true, det andet er at true uden at skade. Jeg anseer de fleste Gravskrifter, Parentationer og Lykynskninger ikke anderledes end en Art af Satires. Thi, naar Skribentere give dem ud for Berømmelses Taler eller Skrifter, og man intet derudi finder uden som er triviale og kand siges om de fleste Mennesker, er det ligesom han vil sige: Denne Mand, som jeg tager mig for at afmale som en Helt eller som et Munster paa Dyd, haver desvær! ikke givet Materie til at sige saa meget til hans Berømmelse som jeg gierne ønskede; man maa derfore tage Villien for Verket. Saadan Panegyriqve eller Æreminde kand lignes ved forgyldte Bøger, der indeholde intet uden reent Papiir, eller ved Medailler, paa hvis eene Side staaer en Mands Portrait, med Henviisning til hans Bedrifter, som skal findes paa den anden Side, da derpaa dog ikke er et eeneste Bogstav. Peder Paarses Reise og Bedrifter ere udførte udi 4 Bøger, og endskiønt man derpaa havde anvendet 8, var det dog ikkun en Reise fra Callundborg til Aars. Vi see dagligen komme for Lyset Liigprædikener og Parentationer udi tykke Folianter, men finder gemeenligen intet derudi, uden en Mands Fødsel, Daab, Skolegang, Giftermaal og salige Endeligt. Saa at, naar man alleene vil holde sig til det som er merkværdigt, bliver det ikke uden Bøger af reene Blade, eller, som er det samme, Skrifter opfyldte med unyttige Characterer og Ord af ingen Betydning. Med saadanne Parentationer synes at skiemte det Engelske Gravskrift, saa lydende:
              Here lays John Small. That is all. 

   Dette Gravskrift, som udi sig selv er en Satire, er af samme Importance som de sædvanlige Epitaphier og Parentationer. Thi, endskiønt disse kand giøres udi god Intention, saa er dog Effecten den samme, og de Efterlevende bør ansee dem med samme Øjen. I hvad Stiil eens Liv og Levnet bliver udført, enten det er udi høj eller lav, enten det er udi Prosa aller Vers, enten det er saa vidtløftigt som de sædvanlige Parentationer, eller saa kort som ovenanførte Engelske Gravskrift, saa gives dermed intet andet tilkiende, end at den afdøde haver været et Menneske. Hvad kand Efterlevende Slægtinger være tiente dermed? hvad vinde Døde og Levende derved, og Efterkommerne gives tilkiende, at een haver giftet sig, giort Børn, haver reist Udenlands, er kommen karsk tilbage, og andet deslige? det er jo ligesom man frygter for, at Posteriteten skal ignorere deres maadelige og mavre Bedrifter. Det er jo bedre, at der aldeeles intet tales om en Mand, end at der tales om de Ting, som ikke fortiene at omtales: thi det første lider ingen ved, saasom man kand regne Taushed til en Forsømmelse, men ved det sidste lider en Mands Reputation, og Berømmelsen derfore kand ansees for en Satire.
   Dette tage dog Folk gemeenligen ikke udi agt: thi de fleste Børn lade med Bekostning trykke deres Forældres Bedrifter, alleene for at vise, at de intet have giort, som fortiener at føres i Pennen. Denne Syge er saa almindelig, at fast ingen tager saadant udi Betænkning, endskiønt Stervboden ofte er saa fattig, at, naar Omkostningerne paa Vers og Parentationer ere giorte, der intet bliver til at deele imellem Arvinger, uden de trykte Exemplarier af den Afdødes Lovsange, hvis Maverhed kommer Læseren til at gispe.
   Der fortælles i gamle Dage at have været en Skik, at ingen maatte begraves, førend nogen indfandt sig, der kunde sige en Ting den Afdøde til Roes. Dette forhindrede dog ingen Begravelse; efterdi hvor slet Levnet den Afdøde end havde ført, saa gaves der dog altid en liden Leilighed at sige ham noget til Berømmelse. En Aagerkarl, der ved sine haarde og ubillige Renter havde giort sig forhadt af alle, døde paa den Tiid: hans Legeme blev længe liggende u-jordet, efterdi ingen udi den heele Stad kunde hitte paa det ringeste til hans Roes. Endeligen indfandt sig en Barbeer, som vidnede, at intet Skiæg havde været ham lettere at rage end den Afdødes, hvorpaa han strax blev begraven. Hvis saadan Lov endnu var ved Magt staaende, kunde man nogenledes begribe Aarsagen til de tørre og mavre Æreminder og Lovsange, som giøres over de Afdøde, skiønt man i visse Maader kunde sige, at det var bedre at ligge ubegraven, end at begraves paa et saa slet Fundament: thi udi Berømmelsen selv var en bitter Satire, saa at den eene Mands Roes graverede den Afdøde meer, end den heele Stads Taushed. Man finder blant de gamle Danske Ordsprog dette: halft at roese er halft at skielde: man kunde vel og sige: halft at roese er heelt at skielde, helst, naar en Lovsang skeer udi Forsæt at roese; thi, naar i saa Maade intet roesværdigt findes, kand man være forsikred om, at der intet roesværdigt kand siges; saa at de Epitheta, som tilegges den Afdøde af Stor, Dydig, Tapper, Duelig, ere ikkun blotte Ord af ingen Betydning, og give desstørre Anledning til Spot, jo mindre de passe sig paa Personens Bedrifter. Man lader sig ikke altid forblinde af store Titler, af høje og prægtige Expressioner, hvormed een og anden Heltesang eller heroiske Vers ere opfyldte. Jeg for min Part, naar jeg annalyserer Virgilii store heroiske Poema, og derfra tager dets prægtige Episoder, anseer det heller som en Satire over den gode Æneas end en Lovsang: thi Indholden af dette store Poema er, at Æneas af Storm blev dreven til Carthago, hvor han krænkede Stedets Dronning under Ægteskabs Løfte, hvilken han siden forlod, skydende Skylden paa sin Moder Venus, der havde destineret ham til et andet Partie. Derpaa kom han til Italien, hvor han berøvede Kong Turno sin forlovede Fæstemøe, og endelig skildte ham baade ved Liv og Rige. Det er troeligt, at om Æneas selv havde seet dette Poema, han ikke vilde have været ret fornøjed dermed; men at han vilde have dømt, at Virgilii Sigte ved dette glimrende Verk havde været heller at udbrede sit eget end den Trojanske Printses Navn; efterdi Stiilen er ligesaa stort Beviis paa en ypperlig Poet, som Materien er paa en slet Helt: ja han vilde maaskee have holdet for, at det Ord Pius eller den dydige Æneas var ikkun et Spotte-Ord, som ikke passede sig til Historien. Med saadant Skudsmaal, hvorledes det end er stiilet, kand ingen være fornøjed, og kand Skriveren derfor vente sig hverken Tak eller Belønning. Det kand i visse Maader lignes ved den Recommendation eller det Pass, som Clement Marot gav sin Tiener, saa lydende:
             Gourmand, Ivrogne & assuré Menteur, 
             Pipeur, Voleur, Jureur, Blasphemateur, 
             Sentant le dard de cent pas à la ronde 
             Au demeurant le meilleur homme du monde. 

   Intet Skudsmaal er bedre, end et kaalt Skudsmaal; af hvilken Tanke ogsaa fornuftige Tienere ere, og derfore heller ville ingen Recommendationer have, end saadanne som bestaar alleene udi blotte Ord og tilkiendegive, at en Herre haver intet got haft at sige. Naar een byder sin Tienneste an, og intet Pas kand vise fra hans forrige Herre; staaer jeg i Betænkning om at antage ham eller ej: hvis han derimod producerer en kaaldsindig Attest, som for Exempel: Denne Person, som en Tiid lang haver tient mig, og som jeg med Villie og udi Venskab haver afskeediget, vil jeg have alle og enhver recommenderet: saa tager jeg ham aldeeles ikke an; thi den første viser, at hans Herre ikke haver villet, men den anden, at hans Herre ikke haver kunnet sige noget got.
   Man seer saaledes, at kaaldsindig Recommendation er værre end ingen, ja undertiden værre end Last, og at et hvert Menneske haver meer Aarsag at supprimere det første end det sidste. Endeligen kand herved giøres den Anmerkning, at enten Roes er stor eller maadelig, saa er det fordeelagtigere at være lastet end roset af onde Mennesker. Hvorudover Antisthenes, da han hørte sig at være roset af Almuen, sagde: hvad ont haver jeg da giort?
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek