link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 53

[3,91 s301 En historiker må oftest savne gode kilder]

          Libr. III. Epigramm. 91. 

      Historiam vitæ speculum cum cerno Fabulle, 
          Hoc Studium vellem me coluisse magìs. 
     Rursus cum cerno, qvàm fluctuat atqve vacillat, 
          Hoc Studium vellem me coluisse minùs. 

   Naar jeg betragter af hvilken Nytte og Vigtighed det historiske Studium er, fortryder det mig, at jeg haver ikke anvendt meere Tiid derpaa: naar jeg derimod betragter den U-vished og de Stridigheder, som derudi møde, fortryder det mig at have anvendt saa megen Tiid paa det Studium. Hvad den allerældste Historie angaaer, saa bestaar den alleene af poetiske Fictioner. Fra Verdens Skabelse indtil Syndfloden have vi intet uden hvad som findes udi den Hellige Skrift; hvilket er alleene et kort Slægt-Register. Samme Tiid kaldes derfore den mørke Tiid (adælon). Fra Syndfloden indtil de første Olympiades have vi fast intet uden poetiske Fabler; hvorudover samme Tiid kaldes den Fabelagtige (mythikon). Den paafølgende Tiid alleene fører Navn af Historie, og derfore kaldes (Historikon). Men, endskiønt man fra den Tiid begynder at regne sandfærdige Historier, saa finder man dog over alt Sandhed blandet med Digt, en stor U-vished og stridige Relationer. Historien af det første Monarchie, nemlig det Assyriske, er saa forvirred, og Skribenternes Relationer derom saa stridige, at der ikke findes mindste Overeensstemmelse hverken udi Tiden eller Regenternes Navne, saa at, naar man haver anvendet nogle Aar paa dens Læsning, er man ligesaa klog som da man begyndte. Man haver i mange 100 Aar arbeidet paa at conciliere stridige Beretninger derom, at udfinde den rette Chronologie, Regenternes Orden og Succession, og dette store Monarchies Oprindelse, Fremvext og Langvarighed. Og efter at den lærde Verden haver udtømmet dets Kræfter paa saadant Arbeide, legges omsider for Dagen, at der aldrig haver været saadant Monarchie til. De store Monarcher fra Belo til Sardanapalum, som have holdet den største Deel af Verden i Ave, forsvinde paa een gang, eller blive forvandlede til næsse Konger: thi man kand fast demonstrere, at det gamle Assyriske Monarchie, som gives en Tiid af meere end 1000 Aar, er en pur Digt, saasom man finder Asien paa samme Tiid at have været fuld af andre souveraine og independente Riger: hvilket stemmer ikke over eens med dette almindelige Monarchie. Man finder en Suite af Syriske, Phoeniciske, Israelitiske Konger, hvoriblant nogle af dem have været anseelige og mægtige; og kand man sige, at Israels Konge David var den mægtigste Konge i Asien i hans Tiid. Jeg vil ikke tale om de Ægyptiske Konger, sær Zesostris, som siges at have undertvunget heele Orienten indtil Indien. Det gamle Assyriske Monarchie maa derfore forsvinde, og det til yderste Confusion for dem, som have anvendt saa megen Tiid paa dets Historie, og Lærere maa blues ved at have slidt Riis og Ferler op paa Ungdommens Rygge, for at indprænte dem Historier, som findes ikke at være til uden i visse gamle Skribenteres Hierner. Hvad en Ctesias haver fundet for got at digte, er antaget for troeværdig Historie af andre, og er saaledes forplantet til denne Tiid. Adskillige andre Ting, som med Omstændighed fortælles at være skeed udi Asien, medens det gamle Assyriske Monarchie florerede, ere af samme Surdei; og findes der de, som holde for, at den Trojanske Kriig er ikke ført uden udi Homeri Hierne. Man kand ikke sætte Begyndelse til det Assyriske Monarchie uden fra Pul, som levede fast 1000 Aar efter Belum eller Nimrod, der ellers holdes for den første Monarch. Fra bemelte Puls Tiid haver Assyrien fast voxet andre Folk over Hovedet, og haves da meere Vished om Historien, skiønt derudi over alt møde stor Forvirrelse.
   Det Persiske Monarchie, hvis Stifter var Cyrus, saasom det er yngere, saa haves derom meere Vished. Ikke desmindre, naar man confererer Ctesiæ Historie, som foregives at være grundet paa gamle Persiske Monumenter, med de Græske, synes det at være differente Historier, saasom der er U-overeensstemmelse baade udi Tiden, udi Regenternes Bedrifter og deres Navne. Og hvad Xenophon haver antegnet om Cyri Fødsel, Død &c. er gandske stridigt med hvad som anføres af den navnkundige Arabiske Skribent Mirkond, og som siges at være grundet paa gamle Persiske Monumenter, haver ikke mindste Overeensstemmelse med de almindelige Historier.
   Den gamle Græske Historie er ikke andet end en Samling af raa og vanskabte Fabler, saa at man finder ingen tilforladelig Historie, førend man kommer til Herodoti sidste Bøger: hvorvel det er end ikke Troes Artikle, hvad som findes udi de samme. Man kand derfore holde Thucididem for den første sandfærdige Historieskriver: men det er skade, at hans ypperlige Skrift intet indeholder uden en deel af den Peloponesiske Kriig, som udi hans Tiid blev ført imellem de Græske Stæder. Paa hans og Xenophontis Græske Historier kand man nogenledes forlade sig, naar man undtager de mange opdigtede Orationer, som derudi findes, og som fast giøre den tredie Deel af de Græske og Romerske Historier.
   Hvad som siges om de Assyriske, Persiske, Græske og Romerske, kand og siges om alle andre Nationers Historier, hvis første Tider indeholde intet uden selsomme og umenneskelige Fabler. Det vilde blive for kiedsommeligt at tale om enhver Nation udi sær. Jeg vil ikkun alleene til Beviis herpaa forestille den gamle Danske Historie, hvorudi ere 3 differente og saa stridige Hypotheses, at den eene haver aldeeles ingen Lignelse med den anden. Vi have udi nogle 100 Aar diverteret os med Læsning af nogle Sneese Kongers Bedrifter, som en Iislænder udi vor Tiid haver stødt fra Thronen, og udi deres Sted haver givet os igien nogle faa, men derhos fast ligesaa fabelagtige Regentere, som de forrige, saa at een Roman er bleven corrigeret med en anden Roman. Herudover, at studere Nordiske Antiqviteter, er ikke andet end at rage udi Mødinger, og et Arbeide, som man til Straf for Forseelse burte dømme visse Folk til, hvis der ikke fandtes saa mange, der frivilligen applicerede sig derpaa, som paa et nyttigt Hoved-Studium.
   De nyere Historier af medio ævo eller udi den saa kaldne Middel-Alder, er saa vidt bedre, efterdi man derudi i det ringeste haver Regenteres Orden og Succession: men derudi bestaaer fast den heele Herlighed; thi man seer fast i det øvrige ikke uden en Kiede af u-rimelige Jertægn og Miracler. Og saasom Skribentere da mestendeels have været Munke og Pavernes Creature, kand man aldeeles ikke forlade sig paa de Portraits, som giøres over Regentere.
   Siden Lutheri Reformation og den gamle Grovheds Udrøddelse have vi havt bedre Historier, saavel i Henseende til Stiil som til Materie, skiønt Tallet paa de samme er ikkun maadeligt; thi de fleeste nye Historier laborere af samme Fejl, som de gamle, ja end af fleere, og er Sandhed og Oprigtighed rarere at finde hos disse end hos hiine. Det er at beklage, at man hos Christne Historie-Skrivere skal finde en Fejl, som Romere og Græker, skiønt Hedninger, vare frie for. Denne Fejl bestaaer derudi, at de gemeenligen rose og laste Regentere ikke efter deres Dyder og Lyder, men efter den Sect, som de udi Religionen have antaget. Christne Skribentere burte udi Sandhed distingvere sig heller blant andre, og Oprigtighed burte være et Kiendetegn paa den Christelige Religions Rigtighed. Men de fleeste Christne Skribentere have ingen Lyder kunnet see hos orthodoxe og Dyder hos heterodoxe Regentere. Jeg vil ikkun her til Exempel anføre tvende Keisere, som regierede paa een Tiid. Constantio Constantini Magni Søn gives et temmeligt got Skudsmaal af de Tiders Skribentere; og er det troeligt, at hvis hans Historie havde været skreven af en Arrianer, han havde bleven afmalet som et Mynster paa Dyd, endskiønt han kand settes i Classe med de værste Romerske Keisere, saavel i Henseende til hans daarlige som haarde Regiment: hans Daarlighed sees af Hoffets Reformation efter hans Død, da der blant andet fandtes henved 1000 Hof-Barberere, der alle førte sig op som Raadsherrer. Udi Haardhed overgik han i visse Ting de største Tyranner: thi han underholdt visse Speidere, der skulde efterforske hvad Folk drømmede, og lade dem straffe paa Livet, som havde drømt noget, der var ubehageligt for Hoffet. En saadan Speider var en Persianer, ved Navn Mercurius, hvilken derudover førte Titel af Drømmenes Greve (Somniorum Comes). Dette indjog alle saadan Skræk, at ingen turde fortælle sine Drømme, ja neppe tilstaae, at han havde sovet. Hans Successor Julianus derimod, som udi Mildhed, Tapperhed, Indgetogenhed og Forstand overgik fast alle sine Formænd, forestilles som et Mynster paa Udyd, efterdi han var ikke de Christne bevaagen.
   De publiqve Censurer, som ere indførte udi adskillige Lande, foraarsage og at en Ting ikke skrives, som den er, men hvorledes en Stat vil have, at den skal være; og naar saaledes er, kand en Historie ikke recommenderes uden af Stiilen, efterdi Sandhed, som er Siælen deraf, desidereres. Man seer derfor ogsaa, at de censurerede Historier ere ikke uden Lovsange eller tørre og mavre Dag-Registere, og det Stempel af Imprimatur, som settes paa Bogen, kand forsikkre Læseren om, at han derudi intet andet vil finde.
   De faa gode Historier derfore, som i disse sidste Tider komme for Lyset, ere Producter af de Lande, hvor saadanne Censurer ikke ere indførte. Jeg siger de faa gode Historier, efterdi det er ikke Censurer alleene, men adskillige andre Ting, som forderve en Historie. Utidig Kiærlighed til Fæderneland, Haab om Belønning, Orthodoxie, Factioner, Had og andre Ting kand ogsaa forderve en Historie, og qvæle Sandhed. En Tory fortæller ikke en Ting paa samme Maade som en Whig, ligesom en Guelf fordum førte Historien anderledes ud end en Gibbeliner. Historier indrettes gemeenligen efter Personen som skriver, og Landet, hvorudi den skrives. Herudover haver man Møye ved at udlede Sandhed, og maa man conferere stridige Skrifter sammen, førend man kand erhverve sig nogen Oplysning. Man seer saaledes, at af Fornødenhed ved hvert Feltslag, Action, Beleiring og Stads Erobring anføres begge Parters Relationer, hvilke gemeenligen ingen Overeensstemmelse have med hinanden, og maa Læseren ved at tage en Middelvey søge at udlede sandhed, saa vidt som mueligt.
   Hvad som foruden ovenmelte Aarsager i vor Tiid giøre Historier ufuldkomne, er dette, at et hvert Menneske nu omstunder agerer Historicum, og Bøger skrives ikke for Læserens men for Skribentens Nytte. Thi det heder nu: Man maa hitte paa noget for at fortiene en Haandskilling. Dette tilvejebringer den store Mængde af Historiebøger i vor Tiid, hvorudi man seer de samme Ting opkaagede og udførte i anden Stiil, saa at det gaaer herudi til som med Klæder, hvilke man lader snoe, vende, oppudse, omskiære og omfarve, og sælger dem omsider for nye.
   Af saadanne Feil laborerer dette ædle Studium, hvilket i sig selv, næst Guddommelige Tings Videnskab er af alle det nyttigste, og hvis Læsning mest maa recommenderes Mennesker, særdeles høje Standspersoner. Jeg haver anført disse Feil ikke for at sætte Mispriis paa Historier, men for at vise, hvad Præcautioner der maa bruges ved Læsningen, og for at opmuntre Læseren til Taalmodighed: thi de fleste Historier ere som Mødinger, hvorunder Guld og Ædelsteene ligge skiulte, og som ved nøje Eftersøgning kand findes.
   Jeg haver udi en Fortale til min Dannemarks Historie tilkiende givet mine Tanker over de sidste Tiders Historier, hvorfore jeg derom her intet videre haver at erindre. Jeg vil ikkun alleene lidt udførligere vise Aarsagerne til det, som jeg haver anført om Engelske og Franske Historier, og hvi andre Landes Skribentere ikke skrive Historier med samme Succes. Saadant reiser sig ikke egentligen deraf, at der udi Tydskland og Norden er større Mangel paa Historieskrivere end udi Engelland og Frankerige; men det reiser sig fornemmeligen af Mangel paa gode Materialier. Ved gode Materialier forstaaer jeg curieuse Memoires eller Commentarier, som ere skrevne paa differente Tider af Statsministres og Generaler, og hvoraf er stor Mængde særdeles udi Frankerig. Disse Memoires contribuere ikke mindre til Historiens Nytte end til dens Zirat. Man haver ikkun at igiennemlæse Ludwig XIII. Historie, som er beskreven af Vassor, for at blive overbeviset derom: thi den heele vitløftige Historie er ikke andet end en Kiæde af deslige Memoires, hvilke ikke alleene løsligen tilkiende give de Tiders Bedrifter, men vise de rette og hemmelige Aarsager dertil. Derudi blive lagt for Dagen Cabaler, Hof-Intriguer og andre deslige Ting, hvilke ere Hiulene, som drive alting. Derudi gives ogsaa Portraits paa Generaler, Statsmænd og Hofbetientere, saa at man kand læse Historien med ligesaa stor Behag som Nytte. Slige Memoires ere ikkun gandske faa udi andre Lande: thi de Materialier, som derudi findes, bestaae alleene udi visse Actis publicis, Breve, Manifester, Tractater &c. hvilke vel ere nyttige, men hvoraf man ikke kan forfatte uden tørre og ubehagelige Historier. Man seer deraf alleene, at en Ting er skeed, men ikke hvorfor den er skeed. Thi de største Revolutioner reise sig undertiden af ringe Aarsager, hvilke man ikke finder udi Archiver og Actis publicis, men alleene udi saadanne Memoires, der ere forfattede af Mænd, som selv have haft Hænder udi Sagen, ja selv været Hiulene derudi. Om man skal troe Brantome, saa er een af de største Krigs-Expeditioner, som udi de sidste Tider er skeed, foraarsaget af en Amourette. En Ministers Egennytte, en Favorites Ambition, en Elskov, have ofte sat heele Lande udi Bevegelse, saa at Krige tit have haft gandske anden Aarsage end dem som man finder udi Manifester, og udi de Documenter, som forvares udi Archiver.
   Det er udaf Mangel paa saadanne Memoires, at visse Skribentere nødes til at opfylde deres Historier med saa mange unyttige og triviale Ting, og hvoraf Læseren faaer Væmmelse for et Studium, som ellers i sig selv af alle er mest behageligt og tilligemed mest nyttigt. Udi Tydskland og Norden haver aldrig været Brug, at store Mænd have antegnet deres Tiders Bedrifter, hvorfore vi have fast ikke haft andre Historier end som saadanne, der findes udi Aviser og publiqve Tidender, hvilke ere heller Skallene af Historier end virkelige Historier, og spaaer jeg, at de ej heller herefter ville blive anderledes udi Frankrig, efterdi der nu omstunder ingen Xenophontes, Thucidides eller Cæsares findes meere, det er, saadanne Mænd, der til Efterkommernes Nytte antegne deres egne Bedrifter. Man seer der nu ikke, som udi forige Seculo, Memoires de Fleury, de Villars, de Vend“me, de Berwik. Store Generaler og Statsmænd bemænge sig nu ikke meere med at skrive, men overdrage det Handverk til Pøbelen: hvorudover de forventende Historier ville blive af gandske anden Natur, end de som vi forhen have haft. Udi Engeland derimod kand endnu være nogenledes Haab til gode Historier, jeg siger nogenledes, efterdi Statsmænd og Generaler der og ophøre med saadant: men man lader derimod ved Trykken publicere alt hvad som dagligen forhandles udi Parlamentet, og hvad som holdes for Mysteria, som ingen offentligen maa tale om udi andre Lande. Derved erstattes nogenledes den anden Mangel, og foraarsages, at man udi samme Land ikke kand gandske desperere om gode Historier i Fremtiden.
   Hvad mine egne Historier angaar, da saasom jeg er udi samme Casu, som alle andre Skribentere paa denne side af Rhinstrømmen, da haver ikke jeg derved kunnet giort, hvad jeg haver ønsket at giøre. Dog endskiønt jeg ikke haver kunnet skrive nogen god Historie, haver jeg dog viset, hvorledes en god Historie bør skrives. Hvis derfore nogen merite mig kand tillegges, bestaaer den derudi, at jeg haver søgt at bestride den almindelige slette Smag, hvoraf vore Historie-Skrivere have laboreret, og viset, hvad som er for meget og hvad som er for lidt udi vore hidindtil publicerede Historier. Og meener jeg at kunne være nogenledes autoriseret til at giøre saadanne Erindringer, efter at jeg fast udi 40 Aar haver hænget udi de beste Historiers Læsning.
   Jeg haver ellers nøje givet agt paa Feil, som de Nordiske Antiqvarii fremfor andre Landes Skribentere falde udi, ved at extendere Rigernes Ælde alt for vidt, og at tale alt for prægtigen om Forfædrenes Bedrifter. Ved saadant hører en Nation ofte ilde, og faaer Tingen Navn af Forfængelighed og Charlatanerie. De Danske Antiqvarii extravagere herudi, og vore Naboer end meere; thi alt hvad som findes paa Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa Dovrefield, og Frugten af det forbudne Træe skulde blive til et Svensk Æble. Det var at ønske, at efterkommende Skribentere saadant vilde moderere, og ikke holde sig til andet end det som er klart og beviisligt. Ingen kand tvivle om de Nordiske Rigers Ælde og Gothernes store Bedrifter; men man kand ved ingenieuse Gisninger strække en Ting for vidt ud, saa at man kand finde Danske og Svenske Colonier end udi det ubekiendte Sydlige Land, ja omsider ogsaa udi Maanen. Det gaar her til, som med de 10 Israels Stammer, hvoraf Jøderne finde Colonier og Stiftelser udi alle Jordens Parter, endogsaa udi America, og, om de sige, at en af Patriarken Jacobs Sønner er den samme Dan, som haver været første Konge i Dannemark, kand man ikke bebreide dem saadant, men maa sige, at andre Folk herudi betale os med vor egen Mynt.
   Man kand ellers sige, at Kiernen af all Historie er det som findes hos de Græske Skribentere, som følge efter Thucididem, og hos Romerske, som følge efter Sallustium og Livium, og det saavel i Henseende til Stiilens Ziirlighed som Historiens Oprigtighed. Thucidides, Xenophon, Polybdius, Diodorus Siculus, Plutarchus, Dion Cassius, Herodianus &c blant de Græske: og Sallustius, Cæsar, Livius, Svetonius, Tacitus &c. vare alle Mænd distingverede ved Lærdom, og høje Stands-Personer; thi det var alleene deslige Mænd, som da gemeenligen bemængede sig med at skrive Historier, anderledes end nu omstunder, da det er bleven alles Handverk. Hvorudover det meste, som efter ovenanførte Mænd er skrevet udi Historier, er ikkun af liden Betydning. Vel er sandt, at de fleste sildere Græske Skribentere, som have skrevet den Constantinopolitanske eller det Østlige Keiserdoms Historie, have været Mænd af stor Byrd og Anseelse, nemlig Patriarcher, Printser, Princesser og Kejsere selv. Men de kand aldeeles ikke lignes med de forrige, hverken i Henseende til Materien eller Stiilen. Hvad Materien angaar, da er den fuld af Partiskhed, og kand henføres enten til Lovsang eller Satire. Hvad Stiilen anbelanger, da er ingen Historie u-rimeligere: thi, naar man undtager nogle faa Skribentere, som Procopium, Cantacuzenum og Chalcondylum, kand man sige, at den heele Constantinopolitanske Historie ligner heller Poesie end solut Stiil, og synes heller at være skreven for at synges, end at læses. Thi de almindeligste Talemaader exprimeres udi højtravende Ord; for Exempel: i Steden for at sige, at en døde, siges der, at han nedsteg til det Sted, hvorfra ingen igien opstiger; og i Steden for at sige: han eller den vidste intet deraf, exprimerer man sig saaledes: det var ham ligesaa vanskeligt at vide eller sige, som det er GUd let at sige, hvor mange Draaber Havets Vand bestaaer af. Saa at der fattes ikkun Versene, for at giøre den heele Historie til Poesie. Det er ellers at beklage, at de vigtigste Historier, og de som vi trænge mest til at læse, ere allerslettest skrevne, ja saaledes, at man kand ikke uden Væmmelse læse dem: da derimod de Historier, som ere af mindre Nødvendighed, ere skrevne med stor Fynd og Ziirlighed. De Romerske og Græske Historier ere udarbeidede med yderlig Flid, men de ere ikke nær af den Nytte, som den saa kalden Middel-Alders Historie, hvilken dog er af en saa umenneskelig Smag, at der behøves stærke Maver til at fordøje dem. Thi det er af den Middelaldrige Historie vi maa lede efter Oprindelsen til alt hvad som hører til de nu værende Europæiske Riger og Stater, efterdi de fast alle ere stiftede udi samme Tider, da de ziirlige Romerske og Græske Historiers Læsning tiener alleene til Curiositet og Fornøjelse, naar man alleene undtager det Morale, som læres af de mange herlige Exempler, som derudi findes.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek