Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 51

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 51

[3,85 s293 Fremmedord kan ikke undværes]

            Libr. III. Epigramm. 85. 

         Te bene de lingvis credis, Faustine! mereri, 
              Dissona tollendo qvæqve superflua erant.

   Nogle have criticeret mine Danske Skrifter, efterdi derudi findes saa mange fremmede Ord. Jeg haver dog u-anseet slige Critiquer stedse continueret med min gamle Skrivemaade, helst saasom jeg af Erfarenhed haver merket, at, ligesom en Nation trænger iblant til en andens Varer, saa trænger ogsaa et Sprog til et andet Sprogs Gloser; saa at det er en stor Caprise at negte et beqvemt fremmed Ord Borgerskab, og end større, at skille det ved dets eengang erhvervede Borgerret, helst, naar Ordet haver saa længe været i Brug, at det af alle er bekient. Intet Folk haver herudi gaaet saa vidt som det Hollandske, hvilket man desmeere maa forundre sig over, efterdi intet Folk er villigere til at give alle Nationer Borgerret; saa at, ligesaa føjelige som de ere i Henseende til Mennesker, saa stor er deres Intolerance i Henseende til fremmede Ord, hvilke de uden Naade drive udi Landflygtighed, naar de ikke kand vise deres Ahner eller Adkomst fra de gamle Bataver.
   Vil man spørge, hvortil tiener den store Omhyggelighed, nogle af vore Tiders Grammatici lade see udi at reense Sprogene fra alle fremmede Ord, da kand siges, at den tiener til intet andet, end at giøre et Sprog vanskeligt ikke alleene for Fremmede, men end og for et Lands egne naturlige Indbyggere; thi man skiller sig ved bekiendte Ord, som alle forstaae, og i deres Sted enten digte nye, eller optage antiqverede Ord, som ere komne af Brug. Og, endskiønt man ikke nødes til enten at digte eller at optage af Brug komme Ord, saa nødes man dog at betiene sig ofte af det samme Ord, skiønt det passer sig ikke saa vel paa eet Sted som paa et andet. Jeg tilstaaer vel, at intet Europæisk Sprog er saa fattigt, at man jo derved tilstrekkeligen kand tilkiende give sin Meening. Men vil man forsøge paa at giøre det med Fynd og Ziirlighed, merker man strax en Mangel; thi eet er at give nogenledes sin Meening tilkiende, et andet er at exprimere sig med de beqvemmeste og mest adæqvate Ord, hvilket de Nationer kand giøre, som have mange Ord at gaae Vall udi, saa at de af 3 eller 4 kand udvælge det beqvemmeste paa et vist Sted, ligesom Bygningsmænd vælge de beqvemmeste Steene, hvorved Bygningen ikke alleene kand reises, men endogsaa ziires. Man seer, at de mest polerede Nationer saadan have i agt taget, og at de derved have bragt deres Sprog til største Fuldkommenhed: thi, jo større Fremgang de have gjort udi Videnskabe og Talekonst, jo større Fornødenhed have de fundet at betiene sig af beqvemme fremmede Ord. Det er en Merite at befodre Socialitet og Omgiengelse imellem Nationer: saadant forfremmes ikke ved at giøre Sprogene tunge og ukiendelige for sine Naboer, men giver heller tilkiende en Slags Misanthropie, efterdi man derved synes ligesom at vise, at man udi Sprogene giør saadan Munstring, paa det at vore Naboer, som tilforn have kunnet læse vore Skrifter, skulle herefter være blinde derudi. Nogle Skribentere i vor Tiid, synes og virkeligen at have saadant udi Sigte, og paa det ingen maa tvivle om deres Forsæt herudi, saa have de ogsaa udrøddet visse Bogstaver, ligesom for at vise, at hvis der var eet eller andet fremmed Ord, som de ikke kunde undvære, saa ville de dog ved Bogstavernes Forandring i det ringeste mage det saa, at Ordene skulle blive uforstaaelige. Saaledes; saasom man ikke vel kand undvære de Ord Doctor, Character, Academie, skriver man Dokter, Karakter, Akademie, &c. Dette kand man kalde at rase af lutter patriotisk Iver.
   Nogle Franske have i vor Tiid foretaget sig at reformere Sproget saaledes, at de ville have, at man skal skrive ligesom man taler. Det var at ønske, at alle Mennesker ikke talede uden hvad de tænkede, og ikke skreve uden hvad de talede; men at ville paa egen Haand reformere en Orthographie, som i nogle 100 Aar haver været udi Brug, er en daarlig Mands Arbeide: thi ligesom ingen fornuftig Mand klæder sig anderledes end alle Landets Indbyggere, saa taler og skriver han ej heller anderledes end andre. L'Abbé de St. Pierre Skrifter ere nyttige og sindrige: Men hans Singularitet udi at Orthographere, forspilder all den Credit man kand fatte for Manden, og foraarsager, at hans moralske og politiske Maximer blive nøjere driftet, og mindre Qvarteer dem gives end til andre Skrifter. Jeg for min Part kand sige, at jeg fattede Væmmelse til Skriftet, alleene af Titelen: Ouvrajes politiques, i Steden for Ouvrages, og derfore dessterkere haver censureret et og andet udi hans politiske Maximer, sær hans Forslag om at giøre heele Christendommen til en almindelig Republiqve. De gamle have sagt, at man maa tale som de levende, men leve som de afdøde Forfædre, og haver jeg selv saadant udført udi et Epigramma: Insolitum verbum tanqvam scopulus fugiendus.
   Cum matre Evandri fundere verba furor. Sermone assveto, præsentibus utere verbis;

             Moribus at vivas, Papile, præteritis.

   Hvilket paa Dansk kand forklares saaledes: det er en Dyd at efterfølge de gamle Forfædres Sæder, men en Daarlighed at ville tale ligesom Kong Dans Olde-Moder.
   Man skiemter med Engellænder, efterdi de have antaget saa mange fremmede Ord, og beriget sig med andres Fiedre; og grunder sig herpaa den Historie, som fortælles om det Engelske Sprogs Oprindelse: nemlig, at Fanden engang kastede alle Sprog i en Gryde, og da de begyndte at kaage, tog han Skummet, og deraf giorde det Engelske Sprog. Men Engelænderne kand igien skiemte med andre Nationer, naar de see deres Skrifter at laborere af Mangel paa Ord. Vil nogen spørge, hvorudi den Mangel bestaaer, da haver man ikkun at blade lidt udi de reformerede og fra alle fremmede Ord rensede Skrifter, for saadant at bevise. Denne korte Dissertation tillader ikke at tale omstændigen herom. Jeg vil derfor alleene lade mig nøye med at anføre et par Exempler til Beviis herpaa. Det Ord Poet er af alle Nationer, af Læge og Lærde bekiendt: i steden derfore skrive de grammaticalske Reformatores nu omstunder: Ein Tichter; og derved i steden for et bekiendt og beqvemt give os et ubekiendt og ubeqvemt Ord. Thi en Digter er en Løgner, hvilken Titul man ikke kand give til een, der udfører bibelske eller andre sandfærdige Historier udi ziirlige Vers. Silius, Italicus, Lucanus, Lucretius &c. ere Poeter, men ikke Digtere, med mindre man vil sige, at de Krige, som have været førte mellem Romere og Carthaginenser, eller mellem Romere indbyrdes, ere opspundne af Poeterne. Allermindst fortiener Lucretius saadan Titel, efterdi han udi Vers med største Oprigtighed haver anført Epicuri Philosophie. En som lyver udi solut Stiil, hvilket nu omstunder desværre mange Historieskrivere giøre, kand heller kaldes en Digter, end en Poet, der udfører en sandfærdig Materie udi Vers. Videre, det Ord Antiqvitet er alle bekiendt, saa at, naar een siges at legge sig efter Antiqviteter, forstaaes af alle derved, at han studerer paa gamle Skrifter og Monumenter. Dette Ord have Sprogenes nye Rensere ogsaa forkastet, og i dets Sted betiene sig af det Ord: Alterthum; hvilket heller betyder Senectus end Antiqvitas. Naar man derfore siger: er leget sich auf Alterthümer, kand man i en Hast bilde sig ind, at der tales om een, der udi Elskov haver en forderved Smag, saa at han jager mest efter gamle Kierlinger. Jeg kunde anføre utallige andre Exempler af samme Natur, hvis Verkets Korthed tillod saadan Vidtløftighed.
   Jeg haver ellers sagt, at intet Folk gaaer saa vidt herudi som det Hollandske; thi de nye Hollandske Skribentere lade sig ikke nøje med at udrødde almindelige fremmede Ord, men endogsaa Konstgloser, hvorved deres philosophiske, mathematiske, techniske og grammaticalske Skrifter blive saa uforstaaelige og defigurerede, at en lærd Hollænder kand med større Lethed læse dem paa Latin end udi sit eget Moders Sprog: thi der berøves for Exempel at forklare paa Latin, hvad man meener ved roepende Vall, gebährende Vall, hvormed de nu exprimere Genitivos og Vocativos.
   Men, saasom jeg ingen vil disputere sin Smag, saa indvikler jeg mig herudover ikke i Proces med nogen. Det er ey heller udi det Forsæt denne Dissertation er skrevet. Jeg haver derved alleene villet giøre Reede for min Skrivemaade; og viset, at det er med gandske vel beraad Hu, at jeg betiener mig af beqvemme fremmede Ord, og at jeg u-anseet all den Critiqve, som derover kand giøres, stedse fremturer udi saadant Forset.

Ludvig Holberg Homepage