Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 48

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 48

[3,74 s282 Omvend ikke ved tvang, men ved kloge ord]

           Libr. III. Epigramm. 74. 

     Leges miramur sacras, tentare flagellis 
          Mortales ac vi reddere velle pios.

   Saasom der ere mange Skyldigheder, hvortil Mennesker med Formaninger, Løfter og Opmuntringer ikke kand drives, saa er Straf og Tvang af Fornødenhed indført og ved Love autorisered. Naar den Lade ikke kand bevæges til Arbeide med Ord, maa Riis og Svøbe bruges: naar den Halstarrige ikke vil bekiende, maa bruges Piinebænk; naar den Skyldige ikke vil betale, maa giøres Arrest paa hans Gods og Person, og naar den Ugudelige vil forføre sin Næste og bringe den paa onde Veye, maa han forvises Landet. Men der er nogle Synder, hvilke, endskiønt de udi sig selv ere store, ere dog menneskelig Straf ikke underkastede, saasom menneskelige Love strekke sig ikke uden til Misgierninger, som øves med andres Skade. Herudover kand ingen actioneres eller straffes for Gierighed, Hovmod, Karrighed, Vellyst, Ødselhed, og andre deslige hæslige Qvaliteter, hvilke befattes under det Navn af Fejl, saalænge andre derved ikke lide, og forurettiges. Det var alleene hos de gamle Persianer, hvor Folk efter Xenophons Beretning bleve actionerede og straffede for Utaknemmelighed; men hos ingen anden Nation: thi det er ellers en Udyd, som allevegne lastes, men ingensteds straffes (nunqvam punitur, ubiqve improbatur.) Og, endskiønt Straf kunde bruges, vilde den dog ingen Virkning have. Man kand ved Tvang, Riis og Svøbe hemme Actioner, som flyde af onde Begierligheder, men ikke Begierlighederne selv; ligesom man med Magt kand holde en Morders Haand tilbage, men ikke hemme hans Intention til at myrde. Heraf flyder det Ordsprog, at Tanker ere toldfrie: hvorved tilkiendegives, at onde Inclinationer ved Straf og Tvang ikke kand hindres. Sindets blotte Fejl kand ved Tvang ikke alleene ey rettes, men de kand ogsaa derved forøges; saa at det er ikke alleene ugiørligt, men endogsaa skadeligt at bruge saadanne Midler. Jeg vil til Oplysning af denne Materie ikkun anføre tvende Vitia eller Sindets Fejl, nemlig Vantroe og Kaaldsindighed udi Guds-Dyrkelse, for at vise hvad Virkning Tvang og Straf derudi haver havt eller kand have.
   Man kand ved Straf og strænge Love hindre en Vantroende at forplante sin Vantroe, og at forføre andre dertil: man kand med Magt tvinge ham til at underskrive alle Troens Artikle: man kand bringe ham offentligen til at fordømme og at tilbage kalde, hvad han enten haver talt eller skrevet mod en almindelig Troes Bekiendelse. Men, endskiønt man kand tvinge ham til at sige, at han troer, saa kand man dog ikke tvinge ham virkeligen til at troe, saasom det er ligesaa ugiørligt at bestorme Vantroe med Magt, som at drive en Kriigshær paa Flugten med logiske Argumenter. Langt fra, at Vantroe med Magt kand bestrides: den heller derved forøges; een Deel, saasom Sindet deraf forbittres, een Deel og saasom Mistanke om en herskende Troes Svaghed derover formeeres: thi man søger ikke at bruge Magt, naar man med Ord og Persvasioner kand udvirke en Ting.
   Det samme som kand siges om Vantroe, kand og siges om Kaaldsindighed udi Gudsdyrkelse. Gudsfrygt bestaaer udi Kierlighed til GUd; og at tvinge een med Magt til at elske, er ikke alleene ugiørligt, men end ogsaa skadeligt. Hvis en Mand vil forsøge paa med Hug at bestride sin Hustrues Kaaldsindighed, kand han vel drive hende til at sige: Jeg elsker; men han kand aldrig bringe hende til at elske; tvertimod den forrige Lunkenhed vil derved forvandles til Kaaldsindighed, og endeligen endes med Had, Afskye og Bitterhed. Vel fortælles om de Moscovitiske Koner, at de elske ikke deres Mænd, uden de af dem brav blive pryglede. Men det er troeligt, at saadan udpisked Kierlighed er ikkun en simulered Kierlighed; og Posito, at den er virkelig, saa er det et Paradox og en rar og selsom Egenskab, som ikke findes uden hos samme Lands Matroner; thi det er ellers en almindelig Regel, at man ved Haardhed alleene tilveyebringer en slaviske Frygt, hvilken føder ikke uden Had og Kaaldsindighed.
   Heraf sees, at der er intet Middel til at bestride Lunkenhed udi Gudsdyrkelse, end ved Persuasioner og Opmuntringer, og at de Siælesørgere, der stedse catechisere med Svøben udi Haanden, formere ikke saa gode Meenigheder, som de der bruge Douceur og Sagtmodighed: thi begynder man først at faae Afskye for Læreren, faaer man med Tiden og Afskye for Lærdommen; saa at det gaaer herudi som med Skole-Disciple, hvilke en Skolemesters Strænghed kand indprente Afsmag for Studeringer: tvertimod, Kierlighed til Skolemesteren opvækker Lyst til Skolen. Thi, naar en Lærer kand vinde Disciplernes Kierlighed til sin egen Person, haver han Spilled vundet. At saadant stedse practiceres med Succes, viser os den daglige Erfarenhed. Men Lærere forfremme Gudsfrygt og gode Gierninger ved intet bedre end ved Exempler. Vel sige Prædikantere: giør hvad vi sige, og ikke hvad vi giøre; men, om en Medicus aldrig selv vil udi lige Svaghed bruge de Medicamenter, som han foreskriver andre, kand Patienten ingen Tilliid fatte dertil. Prædikener og Formaninger have i saa Maade lige saa slet Virkning, som en vis Munks, der med blodige Eeder pleiede at true, at hvis han hørte nogen af sine Tilhørere at bande, skulde han excommunicere ham. Af saadanne Trusler kunde Tilhørerne vel blive bange, men ingen Afskye bekomme for Eeder, som de merkede Prædikanten selv at være saa lidt sparsom paa. En trættekiær Mand opmuntrer forgieves andre til Fred, og en gierig eller vellystig Prædikant udvirker lidet ved den herligste Tale mod Gierighed eller Overdaad. Saadan Lærer er, som Seneca siger, lige saa nyttig som en Styrmand, der udi Storm haver selv Søesyge (non magis mihi talis prodest præceptor, qvàm gubernator in tempestate nauseabundus.) Naar en uskikkelig Prædikant straffer Synden, meene Tilhørerne, at det er ikke hans Alvor; thi han maa raabe, sveede, og med knyttede Næver banke sin Prædikestoel, overtaler han dog ikke Tilhørerne, at giøre det, som han selv ikke giør, eller at lade det, som han selv ikke lader. Det heeder her, som en gammel Poet siger: Vil du, at jeg skal græde, saa maa du græde først.

Ludvig Holberg Homepage