Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 46

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 46

[3,54 s274 Jeg klæder mig efter moden]

             Libr. III. Epigramm. 54. 

       Cur dubitas hirtam tibi falce recidere barbam, 
            Cum cernís barbas deposuisse viros. 

                    (Til N. N.)

Hvi tager du udi Betænkning, min kiære Ven! at lade dit Skieg afrage, naar du seer det heele Menneskelige Kiøn at gaae med blotte Hager? Hvorfore vil du giøre dig latterlig, og give dine Uvenner Anledning til at drive Spot med dit Skieg, og sige: at du holder det ved lige alleene for ikke at ligne Mennesker. Du holder det vel for Anstændighed at blive ved de gamle Sædvaner, og at efterfølge de ærværdige Forfædres Fodspor, hvilke havde deres Skieg saa kiert som deres Liv, holdende for at Skiegget ærede Manden. Men det kommer mig for, at du ikke nøje haver overvejet hvad Anstændighed er. Det er anstændigt at klæde sig som andre, og u-anstændigt at iføre sig en Dragt, som ingen meer bruger. Det er latterligt, at distingvere sig ved gamle aflagde Moder; thi hvad som i gamle Dage var en Zirath, kand nu være en Vanheld. Det var en anstændig Mode i fordum Tiid at gaae med smaae Kraver om Halsen; men nu seer man ikke uden Pekelheringer udi den Equipage. Gamle Mænd bare da ogsaa alle Kaaber, men nu bæres de ikke uden af Matroner. En Urtepotte er smuk af Anseelse og ziirer Folkes Huse, naar den sættes udi Vinduer; men vil nogen bære den paa Hovedet igiennem Gaderne, bliver det til ingen Zirath, men til Vanheld, efterdi det er usædvanligt. Hvo som først optager en Mode, er en Nar, og den, som holder den længst ud er ikke et Haar bedre. Det er fornuftigt, ja philosophisk, udi Klædedragt og Levemaade at rette sig efter Landets Moder. Naar Arlequins smaae Huer ere udi almindelig Brug, er det en Nar, som alleene vil bruge Doct. Baloardi store Hatte; og naar Baloardi store Hatte er i Moden, er det daarligt at bruge Arlequins Huer. U-anstændighed bestaaer ikke udi Klædedragten selv, men udi Klædedragtens Singularitet. Om en Præst forrettede Tienesten udi borgerlig Dragt, vilde alle med Billighed støde sig derover, og det ikke i Henseende til Dragten, men til dens Usædvanlighed. Jeg siger, ikke i Henseende til Dragten: thi man seer af Kirkehistorien, at de første Geistlige vare udi Klædedragt ikke kiendelige fra andre Borgere. Man seer vel Skilderier, hvorudi de ældste Kirkefædre afmales i geistlig Dragt; men de samme Skilderier ere ligesaa u-efterretlige, som det, hvorudi man seer Pilatus afmalet med en Cardinals Hue paa Hovedet, eller det Jødiske Paaskemaaltiid hvorudi man seer en Westphaliske Skinke paa Bordet. Da man engang adspurte en gammel viis Mand, hvi han dantsede, svarede han: efterdi den heele Stad dantser. Herudover, naar min Skræder spørger mig, hvorledes jeg vil have mine Klæder skaarne, svarer jeg: efter Moden; og meener jeg, udi saadant Svar at være større Philosophie, end om jeg beder ham at skiære dem efter mit Hoved: thi det første viser en Slags Kaaldsindighed udi indifferente Ting; det sidste derimod tilkiendegiver en Bekymring og Omsorg for mit Legems parure, item, at jeg vil have mine Klæder saaledes afpassede, at, om jeg ikke behager andre, jeg dog kand behage mig selv. Jeg veed vel, at man henfører gemeenligen det sidste til Philosophie; men jeg haver viset ved adskillige andre Leiligheder meenige Mands Vildfarelse udi Dyders og Lyders Definition, og at Philosophie confunderes med Egensindighed og Capriser. Thi een, som udi Levemaade og Klædedragt vil distingvere sig blant andre Mennesker, tilkiendegiver heller Hovmod end Ydmyghed, heller Egensindighed end Fornuft. Diogenes, da han saae nogle fra den Øe Rhodo udi prægtig Equipage, sagde han: det er Hovmod; og da han siden saae nogle Lacedæmonier udi grove og skidne Klæder, sagde han: det er ogsaa Hovmod. Jeg for min Part, hvis det blev en almindelig Mode at fæste en Ræverumpe til sin Ryg, tog jeg aldeeles ikke udi Betænkning at beqvæmme mig til samme Mode, for at være andre liig. Man siger vel, at en viis Mand bør distingvere sig fra Almuen, og ikke see efter hvad som er brugeligt, men efter hvad som er fornuftigt: det var i den Henseende, at Diogenes trængede sig at gaae ind udi en Skueplads, da alle ginge ud, og da han blev adspurt om Aarsagen dertil, sagde: det pleier jeg stedse at giøre: men dette kand ikke forstaaes om indifferente Ting, som om Klædedragt og Moder; thi at distingvere sig udi saadant fra alle andre, er en Daarlighed. Da den bekiendte Niels Klim merkede, at han udi det Land Martinia blev anseet som et Monstrum, efterdi han ingen Hale havde, beqvemmede han sig til Landets Mode og derudover uden Critique og videre U-leilighed omgikkes med Indbyggerne.
Jeg beder derfore, kiære Ven! at du dette nøje overvejer, og beqvemmer dig til efter alle andres Exempel at aflegge dit Skieg: thi, saasom denne Mode ikke bruges meere blant Mennesker, men alleene blant Gedebukke, saa tiener den til intet andet, end at exponere dig til adskillige ubehagelige Critiquer; thi det er ligesom du derved vil sige: Jeg beholder mit Skieg, paa det at jeg ikke skal confunderes med Mennesker, men at man maa tage mig for en Gedebuk. Det verste er, at du med all denne Præcaution end ikke kand faae Borgerskab blant Gedebukke: thi du haver Skiegget, men du haver dog ikke Hornene, i det ringeste ere de ikke synlige; saa at du derfor blant begge Nationer, saavel Mennesker som Gedebukke bliver anseet som et Monstrum. Jeg lader dig ingen Roe have, førend du skiller dig ved denne umenneskelige Parure: thi ligesom stridende Partier ofte ikke slutte Fred med hinanden uden med de Vilkaar, at Fæstninger skal raseres, saa faaer du ikke mit Venskab, uden du indgaaer den Artikel, at din Hage skal sløifes.

Ludvig Holberg Homepage