Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 37

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 37

[2,146 s228 Bed til Gud, men uden bestemt ønske]

            Libr. II. Epigramm. 146. 

       Numen qvando ores, orandi causa silenda; 
             Qvi causas profert, exprobrat, haudqve rogat.

   Jeg haver ved een og anden Leylighed givet visse Betænkninger over brugelige aandelige Bønner. Nogle af disse mine Betænkninger ere befundne ikke at være ilde grundede, andre ere blevne censurerede. Jeg haver udi Almindelighed viset at, naar man indstiller sig som Supplicanter for den store GUd, bør det skee med all muelig Ærbødighed, og at Anstændighed bør iagttages saavel udi Ord som Geberder. Denne Thesis, som i sig selv er gandske orthodox, haver givet mig Anledning til at examinere de brugelige Bønner, saavel Materie som Form angaaende; og er da adskilligt mig forekommet, som efter mine Tanker kunde behøve nogen Correction. Jeg haver i Almindelighed ikke forkastet aandelige Sange; thi de, som saadant foregive, have ikke med behørig Attention læset mine Skrifter. Jeg haver holdet for, og er endnu af de Tanker, at et Te Deum eller en Taksigelse for en Seyer med all Anstændighed kand udføres, saavel udi Sang som udi instrumental Musiqve. Jeg haver alleene løsligen giort nogle Erindringer, angaaende daglige Poenitentzes Bønner, eller saadanne, hvorved man enten tilbeder sig Naade eller afbeder U-naade. Saadanne Bønner eller Supplicationer haver jeg holdet meere naturligt at frembringe udi Tale end udi Sang, meere udi Sukke end operistiske Lob og Tremulanter. De, som giøre slige Anmerkninger til Kietterier, extendere Religionen for vidt, og giøre fleere Troes Artikle, end der virkeligen ere eller bør være. De holde det selv u-anstændigt for en Supplicant at fremføre deres Anliggende for en verdslig Herre udi Sang, men holde det gandske anstændigt i Henseende til GUd. Dette kand oplyses med en Historie, som her i Landet virkeligen er tildragen. En vis Cammer-Tiener udi en stor Herres Huus, som havde deslige Principia, blev een og anden gang af Pagernes Hofmester haardt derfore tiltalt, saasom han, nemlig Hofmesteren holdt Sang for en Troes Artikel, og i den Henseende ansaae Cammer-Tieneren som et ugudeligt og ryggesløst Menneske, efterdi han talede derimod. Cammer-Tieneren, som engang en Morgen havde et Ærende, frembragte det for ham udi Sang saaledes:
   Guten Morgen! Herr Hofmeister! die Pagen wollen Stiefeln hahn; Und wenn sie die nicht kriegen, so müssen sie barfuss gahn: Ich bitte demüthiglich.
   Hofmesteren blev da heed om Hovedet, og spurte, om han var gall: hvorpaa den anden svarede: Der Herr Hofmeister kan es nicht leiden. Aber unser HErr GOtt muss es verlieb nehmen. Hofmesteren blev da slagen af sin egen Critiqve, saa at han holt for, der kunde være nogen Grund udi den andens Foregivende.
   Jeg gaaer herudi ikke saa vidt, men jeg siger alleene, at det synes mig meer andstændigt at bede om Syndernes Forladelse med Sukke end udi Sang. Hvad som jeg drister mig frit til at censurere, ere visse Melodier, som passe sig heller paa Springe-Dantze end paa Kirke-Sang: Iligemaade dette, at man undertiden applicerer et og det samme Ord til en halv Snees og fleere differente Toner, da dog Ordet udi sig selv ingen Emphasin haver. Saaledes udi den daglige Kirke-Sang. Vi troe, synges udi differente Toner lige saa længe paa den Particul Vi, som paa et halvt Vers. Hvorudover om een efter 3 à 4 Tacters Sang af en Hendelse blev forhindret at continuere, havde han i al den Tiid intet sagt uden det Ord Vi. Det var i mine Tanker rimeligere at applicere hvert Ord eller Stavelse til sin Tone: saaledes giorde de Gamle, og saadant er endnu brugeligt udi Recitativer, hvorudi Sangen vel bliver Sang, men nærmer sig dog meere til Talen.
   Disse og deslige Anmærkninger synes mig at kunne giøres uden Beskyldning af Heterodoxie: thi det er noget, som kand dadles eller forsvares uden mindste Skaar i Religionen. De andre Anmærkninger, som jeg haver giort over Bønner og Lovsange, er ikke af større Betydning. Jeg haver, for Exempel, anført som en Slags U-anstændighed den Sædvane at bede og arbeide tillige, eendeel efterdi den Ærbødighed vi ere GUd skyldige, udfordrer, at vi sætte alting til side, naar vi, som Supplicanter, indstille os for ham, eendeel ogsaa, efterdi den Attention vi have til Arbeidet giør Skaar i vor Andagt. Thi en retskaffen Bøn udkræver alle Menneskets Tanker. Herudover heder det: Difficilius est orare, qvàm arare, i. e. det er vanskeligere at bede end at arbeide. Jeg forkaster derfor ikke de slags Bønner, men siger ikkun, at det er meere anstændigt at sette verdslig Handtering til side, saalænge Bønner varer. Dog drister jeg mit frit at laste visse Spinde-Kierlingers Devotion, der ved Spinderokken tale og synge vexelviis. Thi jeg anseer saadant ligesaa lit for Bønner, som deres, der af en Sædvane sige: HErr GOtt! naar de strække sig om Morgenen: thi saadanne Bønner, saasom de skee taliter qvaliter, vil GUd ogsaa taliter qvaliter bønhøre. Man siger derfore udi Ordsproget: Hunde-Bønner fare ikke til Himmels.
   Allermest er at laste deres Devotion, der bede og synde tillige. Thi mangen Skræder klipper sin Næste en Alen til Skade, medens han tillige med intonerer: Jeg vil din Priis udsiunge. Og mangen en Møller stiæler med Haanden, medens han lover GUd med Munden. Margaretha Dronningen af Navarra fortæller om en ung Printz, at han besøgte aldrig sin Maitresse, uden han udi en Kirke, hvor igiennem hans Vey faldt, giorde sin Bøn, saa vel paa Hen- som Tilbage-Reisen, og siger derfor, at han var en gudfrygtig ung Herre. Men det vil sige, at han havde den Qvalitet at kunne bede og synde paa eengang.
   Jeg haver ogsaa giort Erindring om visse populare Talemaader udi daglige Bønner, dog uden at laste dem, efterdi de kand autoriseres med store Helgenes Exempel. Jeg siger alleene, at der ere visse Talemaader, som skurre i mine Øren: for Exempel: naar jeg hører een der beder for Syge, betiener sig af den sædvanlige Expression: reed du selv Sengen under dem; ønskede jeg heller, at Bønnen blev betegned med disse Ord: kast en Naades Straale ned for at vederqvæge dem. Og haver jeg paa et andet Sted viset, at en Malebarer stødte sig engang derover, da han hørte, at man undervisede Ungdommen udi saadan Stiil, og derover søgte at exprimere Meeningen anderledes.
   Jeg forkaster ey heller de daglige Bønner, som giøres om Regn, Soelskin, god Vind &c. Jeg bekiender alleene, at om det mig blev overdraget at forfatte Bønner, at jeg ikke skreed til Specialia; og det af adskillige Aarsager. 1.) Efterdi, hvad som kand være nyttigt for mig, er paa samme Tiid skadeligt for min Næste. Den samme Soelskin eller Regn, som vederqvæger min Ager, kand forderve andres; og den Vind, som bringer mit Skib frem, kand drive utallige andre tilbage. 2.) Efterdi jeg haver merket, at saadant haver givet Anledning til en slags Overtroe blant Almuen. Thi, naar en Præst beder forgiæves om Regn eller Soelskin, og paa en andens Bøn følge de ombedne Ting, heder det ofte hos Almuen, at det er stor Forskiel, naar Hr. Niels eller Hr. Jacob beder, endskiønt begge Mænd kand være lige gode og bede med lige Andagt. Jeg haver viset ved anden Leylighed, at det var brugeligt udi et vist Land, intet at ombede for sig selv, men alleene for Kongen og Landet, saasom man holdt for, at der var saadan Foreening mellem Kongen og Undersaatterne, at deres Velfærd ikke kunde separeres fra hinanden. Jeg siger derfore, at, hvis det var mig betroed at concipere deslige Bønner, bad jeg alleene om Jordens Grøde i Almindelighed, og en velsignet Høst: eller, hvilket var end sikkere; jeg bad, at GUD vilde give os det, som er os mest tienligt, og betienede mig af Agurs grundige Bøn, som findes Proverb. 30. v. 8. 9. HErre giv mig hverken Fattigdom eller Riigdom, men fød mig med mit daglige Brød, paa det jeg af Overflod ikke skal fornegte dig, eller jeg af Armod skal stiæle, og tage min GUds Navn forfængelig. Man finder saadanne slags Bønner at have været recommenderede end ogsaa af Hedninger. Joh. Damascenus vidner, at de Pædalii, en Indiansk Nation, tilbade sig intet af GUd uden Retfærdighed. Apollonius Thyaneus holdt for, at Bønner bør alleene være saaledes indrettede: Giv mig, o HErre! hvad som er mig tienligt. Socrates berømmer hos en gammel Poet saadan Bøn: O Jupiter! giv os det Gode, enten vi bede eller ikke bede derom, og giv os ikke det Onde, endskiønt vi tilbede os det. Hid henhører de herlige Vers hos Juvenalem:
   Permittes ipsis expendere Numinibus, qvid Conveniat nobis, rebusqve sit utile nostris; Nam pro jucundis aptissima qvæqve dabunt Dii. Carior est illis homo, qvàm sibi. - - -Vor Religion er i sig selv beviislig nok, uden at den skal grunde sig paa Erholdelse af timelige Ting som vi bede om. Af saadan Indbildning flyder ofte den Uheld, at Almuens Troe svækkes, naar det, som ombedes, ikke erholdes: thi den lader sig ikke altid nøye med de Forklaringer, som da giøres, nemlig, at Bønnen ingen Kraft kand have for dens Synders skyld. Dog drister jeg mig ikke herudi at censurere de sædvanlige Formularier til Bønner : jeg siger ikkun alleene min Meening, som jeg underkaster andres Correction.
   Med samme Præcaution haver jeg talet om de Lovsange, der holdes over Seyer, som erhverves over Fiender. Jeg vrager ikke saadanne Lovsange, skiønt jeg tilstaaer, at de komme mig anstødelige for, helst, naar de holdes udi alle Tilfælde, saavel udi offensive som defensive Krige. Thi saadanne Bønner og Taksigelser komme mig for, som deres, der med Andagt bereede sig til Dueller, og aflegge Taksigelse til GUd, naar de have fældet deres Modstandere. Mig synes, at det er sikkere at bede GUd, at han vil bøye vore Fienders Hierter til Fred og Forlig, end at frembære Bønner om Seyer, som ikke kand erholdes uden Blods Udgydelse, og heller at paatage Sørgeklæder end at triumphere over en saadan Fordeel. At bede om sin Fiendes Undergang er at bede og at bande tillige. Hvis den Ære af Prædike-Embedet var mig betroed, talede jeg og ikkun sielden om Fanden; men jeg skiød Skylden gemeenligen paa Mennesker selv: thi, at raabe ved alle Leyligheder paa Satan, er ligesom at ville frikiende sig selv. Ingen kand tvivle om, at jo Diævelen er en Skalk: men man kand, efter Ordsproget, at giøre Fanden Uret. Man kand høyligen tvivle om, at GUd tager saadan Excuse for fulde. Man seer, at verdslige Dommere og paa det Fundament ikke moderere deres Domme. De lade Tyven citere Fanden, og dømme ham dog til Galgen.
   Angaaende den rare Anmærkning, som er Indholdet af oven anførte Epigramma, da vil den maaskee finde mindst Bifald, efterdi den strider imod alle Landes og alle Tiders Praxin: ja holdes for en Concept, som ikke kand fødes udi en sund Hierne. Jeg tilstaaer gierne, at det er en særdeles Præsumtion at viige fra Meeninger, som uden Exception af det heele menneskelige Kiøn ere antagne, og ved en bestandig Praxin ere autoriserede. Men Erfarenhed viser, at hvor almindelig og hvor gammel en Meening er, saa kand den dog behøve Correction. Almindelige Meeninger have ofte deres Oprindelse af et eeneste Menneskes Hierne; og, naar en Lærdom først erhverver nogle faa anseelige Mænds Approbation, kand den let blive almindelig. Thi det gaaer her til, som naar een udi et Selskab gisper, saa gisper ved Sympathie det heele Laug med ham. Adskillige Lærdomme, som i nogle 100 Aar have været holdne for almindelige Axiomata, ere nu omstunder bekiendte Vildfarelser, saa at alle eenstemmigen forkaste det, hvorom ingen tilforn haver tvivlet.
   Indholdet af omtalte Epigramma er dette: Naar du vil bede, maa du ikke give Aarsagen tilkiende, hvorfor du beder. Dette Præceptum tilstaaer jeg gierne at være heel paradox, hvorfore jeg det og med ingen Haardnakkenhed vil forfægte. Jeg vil derfore ikkun eene lade mig nøye med at tilkiende give, hvad som kand siges til dets Forsvar. Saasom GUd haver befalet os at bede, saa ere vi forbundne til at efterleve hans Befalning: men, saasom han er alvidende, og vort Anliggende er ham bedre bekiendt end os selv, saa er ufornødent at tilkiende give Aarsagen. Thi GUd behøver ingen Oplysning i noget, efterdi alting er ham bekiendt. Saaledes kand een bede GUD om at redde sig af en Nød, uden at det er fornødent at specificere de Hendelser, som have bragt ham derudi. Adskillige Vildfarelser have indsneget sig udi Gudsdyrkelse, efterdi vi ikke have giort os ret Idée om det Væsen, som vi dyrke. Saaledes, efterdi mange have forestillet sig GUd som et Menneske, og givet ham legemlig Skikkelse, saa have de indrettet Dyrkelsen heller legemlig end aandelig. Herpaa grunde sig Ofringer, populaire Talemaader og andet deslige. Derudaf maa ogsaa reise sig dette, at adskillige Folk udi deres Sang og Bønner raabe med høy Stemme, ret ligesom de ere bange for, at GUd ellers ikke kand høre dem. Den samme kiødelige Idée, som man haver giort sig over GUd, kand endeligen og have foraarsaget disse heromtalte Forklaringer, som legges til Bønner. Thi, saasom man haver merket, at Ansøgninger til jordisk Øvrighed maa belegges med Forklaringer og Attester, paa det at en jordisk Øvrighed eller Dommer deraf kand lære, om deres Sag eller Ansøgning er vel grundet; saa have de og holdet saadant nødigt i Henseende til GUd, ey eftertænkende, at de adressere sig til et u-endeligt alvident Væsen. En anden og vigtigere Motif, hvorpaa denne Anmerkning grunder sig, er, at udi saadanne slags Bønner er en Art af Bebreidelse. For Exempel: en Tiener kand bede sin Herre om Klæder, Kostpenge, Løn og andet, uden at Herren fortørnes derover. Men, naar han tilligemed giver Aarsagen tilkiende, nemlig, at han i lang Tiid ingen Løn haver faaet, og fremviser sine lappede og forslidte Klæder, er derudi en Art af Bebreidelse, som bliver Herren ubehagelig. Ligeledes, naar et Menneske beder GUd simpliciter om Hielp, er udi Bønnen intet anstødeligt: men, naar det tillige med anfører Aarsagen, og indretter Bønnen saaledes: Hielp mig HErre! thi jeg haver udstaaet mange U-lykker: er derudi en Art af Bebreidelse, og synes han dermed ligesom at ville besværge sig over GUd, der haver ladet ham geraade udi saadan Nød.
   Jeg tvivler ikke om, at mange jo ville criticere denne Dissertation fra Begyndelsen til Enden, foregivende, at det vil blive vanskeligt at bede, naar alle disse Regler behøves at i agttages, og Bønner saaledes maa settes paa Skruer. De ville og maaskee sige: viis os nogen saadan Bøn. Men man kand reede sig ud derfra, ved at henvise dem til den daglige Bøn, hvilken GUD selv haver dicteret og givet os som en Modell at bede efter. Jeg meener ved denne Bøn: Vor Fader &c, hvilken de fra Begyndelse til Ende ville fornemme at være overeensstemmende med alt hvad som herom er anført; og meener jeg, at ingen tager feil, der grunder alle sine Bønner paa saadant autentique Plan.

Ludvig Holberg Homepage