Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 24

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 24

[1,177 s148 Spild ikke tiden med tom aktivitet]

               Libr. I. Epigramm. 177. 

     Pars vitæ male agendo perit permagna, Leander! 
         Maxima agendo nihil, tota et agendo aliud.

   En Deel af Menneskets Liv bortrives ved at giøre ont, den største Deel ved at giøre intet, og fast det heele Liv ved at giøre u-nyttigt Arbeide. Om de tvende første Levemaader vil jeg her ikke tale, saasom alle Mennesker er eenige derudi, at en stor Deel af Tiden anvendes paa onde Gierninger og spildes ved Dovenhed. Jeg vil ikkun melde noget korteligen om det sidste, saasom der findes utallige Mennesker der ere ideligen udi Arbeide, men som er til ingen Nytte. Og, saasom de samme i Henseende til deres u-afladelige Fliid og Vindskibelighed ansee sig selv som duelige Lemmer udi et Societet, da man dog ingen Frugter seer af deres Arbeide, da er fornødent at tilkiendegive den Vildfarelse, som herved findes, og at vise deslige arbeidsomme Folk, hvad Forskiel der er imellem nyttigt Arbeide og blotte Bevægelser, item at de ofte kunde giøre meere, hvis de giorde mindre. Visse Folks Arbeide er ikke af anden Betydning, end Diogenis, hvilken veltede sin Tønde igiennem Stadens Gader og Stræder, eller som en gammel Magisters udi vor Tiid, hvilken bar sit Brænde op af Kielderen, for siden at bære det ned igien. Intet kand bedre hermed lignes end det som sees i daglig Levemaade. Man seer Folk at begiere Brændeviin for at varme sig, siden Vand eller tynt Øl for at ledske sig, og endeligen Brændeviin igien for at forsette Vandet, eller for at corrigere Øllets Virkning. Saadant er jo ikke andet end at giøre Knuder, alleene for at løse dem, eller at bygge alleene for at rive ned, og derfore ikke kand kaldes Gierning, men alleene blot Bevægelse. Hvad vilde man dømme om den, der steeg op i et Cathedra, løb frem og tilbage, slog med Hænder, og gav sig alle de Bevægelser, som Oratores gemeenligen give sig, men derhos talede intet uden at repetere disse Ord: Kiære og elskelige Tilhørere. Ingen kunde negte, at han havde jo haft et stort Arbeide, men derhos ligesaa unyttigt som besværligt. Sandelig, mange virkelige Taler, naar man vejer Materien eller Ordene, blive af lige saa liden Vigtighed, og mangen Prædiken, der varer udi halvanden Time, kunde ved Mynstring og Tautologiers Udeladelse reduceres til nogle faa Linier. Jeg haver for Exempel intet gammelt Academisk Programma seet, der andet haver givet tilkiende end disse Ord: I morgen skal holdes en Grad. Og dog fylder det et heelt Ark paa Regal Papiir. Thi de mange Broderier om Apolline, Phoebo, de ni Gudinder og andre Ting, som kommer aldeeles intet Invitationen ved, maa fylde Papiret; saa at man herom maa sige det, som Alexander sagde om de mange Nationer, der fandtes udi Darii Krigshær: Nomina veriùs, qvàm auxilia.
   Det vilde blive for vidtløftigt at examinere alle Menneskers Idrette: thi hvor man kaster Øyen, finder man Ting af samme Beskaffenhed. Ja man finder ofte, at de arbeidsomste Folk giøre allermindst. Ligesom de Haner gale mest, som gale ilde; de Høner, som kagle mest, legge mindst Eeg ud; og de Katte, som miave mest, muse mindst. De derimod, som giøre mindst Allarm, giøre det største Arbeide. Roerknegtene udi en Baad bevæge sig hæftigen; men den som regierer Fartøjet, sidder stille ved Roret, og forretter det vigtigste uden Bevægelse. Man kand ansee en Vielgeschrey eller een, der er gescheftig udi intet, som en Beriider-Hest, hvilken giør sine Exercitier paa Gaden med Ophævelser og krumme Spring, saa at den staaer udi fuld Skum, og sveeder, førend den kommer til Gadens Ende. Jeg siger, det vilde blive for vidtløftigt at examinere alle Gierninger. Jeg vil derfore her fornemmeligen giøre en løslig Reflexion over Skrifter, hvoraf er en saa uhørlig Mængde, at Titlerne, og Fortegnelserne derpaa synes at kunde tiene til Beviis paa det menneskelige Kiøns Fliid og Vindskibelighed, allerhelst udi vort Seculo, da man seer fast ligesaa mange Autores, som Mennesker, og det Handverk at instruere Verden ved Skrifter, strækker sig indtil Bønder. Hvad, siger jeg, kand give højere Idée om Menneskets Fliid og Arbeide? sær, naar man betænker, at det meeste giøres utvungen og af frie Villie. Thi hver Autor kand ansees som en Voluntaire, der af frie Villie og Generositet tilbyder Verden sin Tieneste; og, naar en af fri Villie underkaster sig Arbeide, holdes han for at Arbeyde desmeere udi de Ting hvortil han er kaldet. Men, naar man legger disse mange Skrifter paa Vejskaal, bliver Vægten ikkun maadelig. Bondens Ager staaer ofte tyk og prægtig; men, naar Klinten og Heiren derfra tages, bliver ikkun lidet Korn tilbage. Een Sneemoos fylder et stort Fad, men bliver til intet udi en liden Mund. Naar 20 Autores udcopiere en eeneste Skribent, bliver der tilsyne 21 Bøger, skiønt der i Gierningen bliver ikkun een og den samme: Og, naar fylde Kalk tages af et stor Skrift in Folio, bliver ofte intet uden Bindet og Titelen tilbage. Herudover sagde de gamle om Chrysippis Skrifter, at naar alt hvad han af andres haver giort til sit eget, fratages, bliver intet uden de reene Blade tilbage. Vi have derfor ikke nær saa mange Skrifter, som vi have Titler. Een giør den lærde Verden Present af staalne Koster, hvorpaa han alleene haver sat et nyt Stempel, for at giøre dem ukiendelige: saadan een er strafværdig, efterdi, han giør en andens Arbeid til sit. En anden opfylder Skrifter med unyttige Curiositeter: saadan een er lastværdig, efterdi han bryder sit Hoved med unyttige Ting, og lader see sin Konst og Adresse udi Børneverk. Anniceris lod engang offentligen vise Prøve paa sin Behændighed udi at styre en Vogn, og det saaledes, at han agede lige frem efter en Linie. Da alle Tilskuerne forundrede sig derover, rystede Plato med Hovedet, og sagde: denne Mand maa ikke have giort mange vigtige Ting, efterdi han haver anvendet saa megen Tiid paa Bagateller. En anden lod see sin Konst for Alexandro Magno ved at kaste Erte-Frøe igiennem et Naale-Hoved, saaledes, at det aldrig slog ham feil. Han ventede derfor en anseelig Belønning; men bekom intet uden en Skieppe fuld af Erter, saasom Alexander holdt for, at saadant Arbeide fortienede ikke anden Løn. En Lacedæmonier blev engang inviteret at høre een, der udi Lyd kunde imitere Nattergalen; men han svarede: Jeg har ofte hørt Nattegalen selv. Diogenes, da han saae, een brøstede sig af, at han havde vundet Priiser i at løbe, og at komme først til Maalet, sagde han: En Hiort løber end stærkere, og er dog et feigt og foragteligt Dyr. Han sagde ved en anden Leilighed: den er ikke Sejerherre, som slaaer en anden omkuld, men den, der bestrider Gierighed, Vellyst, Hovmod og andre Laster, som ere Menneskets største Fiender. Endeligen for at vise, hvor daarligt det var, at krone dem, som havde holdet sig best udi Figten, Løben og Bryden, kronede han engang en Hest, der havde slaaet en anden Hest fra sig og beholdet Marken.
   Mange Materier, som i sig selv ere aldeles u-nyttige, koste ofte meer Umag at udføre, end Ting af største Vigtighed. Derfor kalder en vis Poët dem difficiles nugas, det er: vanskeligt Sladder. Et Fruentimmer Coiffure for Exempel er af meget liden importance; men hvor megen Tiid, Umage og Behændighed vil der ikke til at sette det udi Skik? det heder: Dum moliuntur, dum comuntur, annus est. Man har Exempel paa Skribentere, der have sat Helbred og Forstand paa at oplyse visse Ting udi Antiqvitæter, som intet fornuftigt Menneske bør forlange at vide. Jeg vil ikke tale om Ting, hvorudi mange med mig ere eenige, som om Romeres og Grækers Halsbaand, Skoe, Støvler, Hatte, Armbaand &c. hvorom findes utallige Skrifter. Jeg kunde og til Beviis herpaa anføre Materier, som de største og skarpsindigste Mænd have anvendt deres Tiid paa, og hvorved de have indlagt sig stor Reputation hos den lærde Verden. En Columbus, der haver opfundet den fierde Part af Verden, er ikke Navnkundigere end een, der for Exempel haver beskrevet Jerusalems Tempel. Det sidste Arbeid haver ogsaa kostet lige saa megen Umag som det første, skiønt Nytten er lige saa vanskelig at vise, som Materien er vanskelig at beskrive. Det er alleene et Beviis paa, hvad en Autor kunde giøre, hvis han vilde anvende sin Tiid paa meere magtpaaliggende Ting, og i Steden for at undersøge om en gammel Port, et Altar, en Støtte, eller et Forhæng stod i Ost eller Vest, anvende sine Gaver paa at danne Mennesker, at bestyrke Societeter, og at opfinde de Konster, hvorved Menneskets Handteringer faciliteres. Der maa ikke spørges, om een er mest lærd, men om han er best lærd: ikke hvo der haver lært mest at tale, men hvo der haver lært best at leve. Men dette tages dog ikke udi agt: thi det gaaer, som Seneca siger: Non vitæ, sed Scholæ discimus: Vi studere ikke for at blive viise, men for at vide unyttige Curiositeter.
   Jeg vrager dog ikke alle unyttige Ting; thi der gives visse Arbeider, som i sig selv ere unyttige, men som fornøje Sindet. Saadanne ere store Kunststykker udi Architecture, Skilderier, Musiqve, Poesie, &c. som kand være et Land til Zirath og Ære. Jeg befatter og herunder lystige og sindrige Skrifter, hvorved et Menneskes Geist opmuntres, og udi hvis Læsning jeg ofte haver fundet meere Lægedom, end udi virkelig Apotheker-Medicine.
   Men utallige Skrifter komme for Lyset, som tiene hverken til Nytte eller Zirath, saa de hverken undervise eller fornøje, og kand lignes ved beeske og ilde smagende Piller, hvilke med Viderlighed maa nedsvelges, og dog ikke operere. Det allerforunderligste herved er at see lærde Commentarier over Ting, førend man er forvisset om, at de samme have været til in rerum natura, som om Basilisker, Salamandrer, Drager, den Fugl Phoenix; at bryde sig med Chronologiske Udregninger udi Materier, som ere mørke og ubeviislige, ja at udlede u-visse Personers rette Navne, at disputere om deres Bedrifter, som man kand tvivle om nogen Tiid at have været paa Jorden; og at forklare Aanders og Englers Natur og Beskaffenhed, hvor om ingen Idée haves eller kand haves. Med slige Skrifter ere dog alle Bibliothequer opfyldte, hvilke ere ikke til meere Zirath og Nytte, end Spindelvæve. Og kand Skribentere derudover ikke lignes bedre end med Edderkoppe, der spinde sig selv til intet, og deres Arbeide med Spindelvæve, hvilke ere ligesaa unyttige, som ubehagelige udi et Bibliothek.
   Man haver ikkun at igiennemløbe de Extracter, som aarligen giøres af publicerede Bøger, der end holdes for de vigtigste, for at blive overbeviiset herom. Man skulde finde mange tykke Volumina, som ved Mynstring vilde blive meget tynde. Man kand ligne deslige Skrifter ved unge Jomfruer, hvilke, naar de staae ved deres Toilette, ere af saa liden Circumference, at de fast kand gaae igiennem Husets Sprekker, men naar de ere ret i Klæder, indtage med deres 3 dobbelt skandsede Skiørte heele Gader, saa at der ere faa Porte, som jo blive dem for snevre. I gamle Dage, da Verden laborerede af Mangel paa Bøger, behøvedes Opmuntringer til at skrive: nu derimod, da vi have ligesaa mange Skribentere, som Fluer udi September Maaned, behøves at formindske deres Tall, og burte til den Ende alleene beskikkes Censores, for at eftersee, om et Skrift var en Copie eller en Original, om det befattede vigtige Ting eller Sladder. Udi det Førstendom Potu vare adskillige nyttige Anstalter herimod. Ingen blev tilladt at skrive Bøger, uden han havde naaet den Alder og Capacitet, at man kunde være nogenledes forvisset om, at intet vanskabt Foster vilde komme for Lyset. Ligesom de Lacedæmonier fordum ikke tillode skrøbelige Mænd at ligge hos deres Hustruer, paa det at Staden ikke skulde opfyldes med Krøblinger. En anden Anstalt udi samme Land var, at Censores aarligen examinerede Boglader, for at eftersee, om unytte Bøger havde indsneget sig udi Landet; efterfølgende derudi Urtegaardsmænd, hvilke ideligen luge Bederne for at rense dem for Ukrud, og at befordre de gode Urters Vext. Ligesom man haver Omsorg for Legemet, at den Mad og Drikke maa forbydes, som skader et Menneskes Sundhed: saa maa og Omsorg haves for Sindet, at det ved unyttige og u-rimelige Skrifters Læsning ikke bliver forderved. Thi man seer heele Nationers Smag ved triviale Bøger at være bleven saaledes depraveret, at de finde mest Smag udi Skrifter, som uden Skiønsomhed er sammenskrabede: ligesom visse Folk finde meere Smag udi Tran end udi Viin, og meer Behag udi Dissonancer end udi Harmonie. Og, naar saa er, maa man ikke forundre sig over at see gemeene Skrifter at debiteres med Succes, da nyttige Bøger derimod ligge skimlede paa Boglader. Man kunde herpaa anføre adskillige Exempler. Den Engelske Skribent Blakmore haver viset, hvor ofte den Engelske Nations Smag udi Skrifter haver været forandret. Hvorledes de Franskes Smag udi Spectacler i dette Seculo er bleven fordervet, vise de Prøver, som nu komme for Lyset, naar man ligner dem ved Molieres Skuespill, hvilke alle ansee med Admiration, da de nye af Fremmede ikke læses uden med Væmmelse.
   Dannemark haver tilforn af Fremmede været censurered, efterdi saa faa Skrifter der komme for Lyset. Nu derimod er Scenen saa forandret, at vi laborere af Bøgers Mængde. Thi ikke at tale om de mangfoldige Dissertationer, som aarligen publiceres af unge Mennesker, førend de have faaet Skieg paa Hagen, saa findes der andre, hvilke ligesom Maaneds Duer legge Egg ud 12 gange om Aaret. Men u-anseet forrige Tiders Mangel og vore Tiders Frugtbarhed, saa kand man sige, at der skreves meere tilforn end nu omstunder. Hvad som haver tilveyebragt den store Mængde Skribentere i vor Tiid, er den Invention med Prænumerationer, hvilke have taget saadan Overhaand, at lærde Societeter have faaet Anseelse af Vexel-Banquer og Kiøbmænds Comptoirs, hvor Lagie betales forud. Den Forskiel alleene er, at de Latinske Handelsmænd beholde Lagien eller de Penge, som gives paa Haanden, enten Vahrene due eller ey. Denne Prænumerations Handel, saasom den gaaer saa vidt, at man kand frygte, at den vil indsnige sig end ogsaa paa Børs og Kramboder, saa giver den Anledning til skiemtsomme Indfald. En Bogtrykker fik for nogen Tiid siden et forseglet Brev af saadant Indhold.
   Min tienstlig Begiering er at notificere udi Avisen efterfølgende Insinuation:
   N. N. Entrepreneur her i Staden haver i Sinde at anlegge et Manufacture og til Publici Nytte tilkommende Vinter at underholde 4 veldannede Demoiselles. De tvende deraf, som ere in Folio, koste for denne Vinters Brug 10 Rdr., de andre, som ere af mindre Format 7 Rdr. Prænumeranterne nyde Varene den fierde Deel ringere. Jeg forbliver &c.
   Jeg merkede strax, at dette var en fiin Satyre, som sigtede paa disse Lærde Bodmerier, og derfor bad Bogtrykkeren at forvare Seddelen som en Curiositet. Jeg haver ellers selv givet Anledning til Prænumerationers Indførsel her udi Landet: men da jeg merkede, at det blev til en slags Betlerie, og at unyttige Skrifter derved befordredes, tilstod jeg mig at have giort ilde, og strax dermed ophørede.
   De samme Anmerkninger, som jeg haver giort over Skrifter, kand ogsaa giøres over andre menneskelige Idretter. Thi Forretninger ere ikke saa store som de synes at være; og den som klager over Tidens Knaphed, haver Tiid nok, hvis han vilde separere fornødne fra ufornødne Ting, og naar han vilde i agttage dette: hic Rhodus, hic salta. Jeg haver udført denne Characteer udi min underjordiske Rejse ved tvende Nationer, hvoraf den eene, som anvendte 10 Timer af 24 paa Søvn, forrettede meere, end den anden, der ideligen vaagede og arbeidede. De første havde Tiid nok, efterdi de giorde ikke uden fornødne; men for de sidste var Tiden knap, efterdi de giorde saa mange ufornødne Ting. Man hører Folk i Hobetal at klage over deres Forretninger; men man kand ligesaa lidet ynke dem, som Sejlere, der lavere sig igiennem Søen, skiønt de have Vinden i Nakken, og kand seile lige frem. En Naboe haver ikkun nogle faa Skrit at giøre til en anden Naboe; men man kand gaae sig tret førend man kommer didhen ved at giøre Omsvøb igiennem andre store Gader. Den Stundesløse udi Comoedien klagede stedse over, at Dagen var for kort, skiønt en halv Time var meer end der behøvedes til hans Forretninger: ja man kand sige om visse Folk, at hvis de til Forretninger alleene vilde bruge den Tiid, som de anvende paa at klage over Forretninger, kunde alting blive giort. Det var at ønske, at visse Anstalter kunde giøres ved deslige Ting, ligesom ved Gader, Huuse og Skorsteene, og at der vare beskikkede en Art af lærde Skarnagere og Skorsteenfejere, der vilde giøre Munstring udi publiqve og private Forretninger, som ved u-vedkommende Ting og Vidtløftigheder saaledes tilvoxe, at Republiquer og Societeter deraf laborere, ikke mindre end syge Legemer af formeget Blod og formange Vædsker. Dette kunde skee en Deel ved Skrifters Censores, og en Deel ved Præsides udi Retterne. De første kunde ved Skrifters Examina, førend de komme til Trykken, reense Klinten fra Hveeden, det ufornødne fra det fornødne, saa at Publicum alleene kunde faae det sidste, og at Autores kunde beholde Klinte og Fyldekalk for dem selv. Det andet kunde skee ved Præsides udi Retterne, der kunde mulctere Advocater for deres vidtløftige Actioner og Indlegge, saa at de toge sig vare for, intet at frembringe uden de Ting, som vare Sagerne vedkommende: eller efter de gamle Grækers og Romeres Maade at regulere ved Time-Glas, hvor lang Tiid der maatte bruges for begge Parter til at agere en Sag. Man har ikkun alleene at examinere Tings Forhør af Vidner, for at blive overbeviset om saadan Reformations Nødvendighed: thi finder man eet Spørsmaal, som henhører til Sagen, saa finder man 10, som ere aldeeles u-vedkommende. Ved saadant maa Tiden spildes, Dommerne plages, og Parterne, som skal have alle disse Excrementa beskrevne, settes i dobbelt Omkostning. Saadant kunde og burde iligemaade i agttages med Domme, Contracter, Tractater og andre publiqve Instrumenter, udi hvilke man gemeenligen finder Præludia og Repetitioner at giøre 2 tredie Deele. Det samme kand og siges om geistlige Prædikener, hvilke ved saadan fornøden Munstring kunde blive eengang saa korte, og dog indeholde det selvsamme. Jeg for min Part vilde glæde mig derover, saasom intet plager mig meer end Vidtløftighed, og jeg intet meere hader end de Skrivere, der endeligen ville have Arket fuld, item Oratores af lange periodi, hvilke giøre sig en Ære af at kunne udsige mange Ord udi et Aandedret. Jeg vilde ikke ønske de gode Mænd Lunge-Syge: thi det var et syndigt Ønske, men alleene lidt Trangbrøstighed, som kunde tvinge dem til at giøre deres periodos lidt kortere; thi saadant Ønske kunde forsvares i Henseende til Publici Nytte. Det var fordum brugeligt i Rysland at antage den til Messe-Præst, der kunde oftest repetere disse Ord: Hospodi Pomiglio uden at trekke sin Aande. Hvis mig derimod var betroet at antage Oratores, saae jeg mest paa dem, som havde stakket Aande, og mindst kunde sige udi et Aandedret: thi saadant vilde nøde dem til at bruge alleene fornødne Ord, og at indeholde med saa mange Vidtløftigheder, hvorved deres egne Brøste og Publici Øren læderes. Omne nimium nocet. Ved formegen Mad og Drikke forderves Legemet, ved formegen Snak og Vidtløftighed confunderes Sindet, og den ædle Tiid spildes. Theophrastus beklagede i sin Tiid, at Krager og Hiorte levede saalænge, og at Mennesket derimod, som et langt Liv er magtpaaliggende, havde saa kort Leve-tiid. Men man kand sige, at Tiden er kort, efterdi man anvender den paa saa mange unyttige Ting, og at den vilde være lang nok, hvis man holdt sig alleene til det fornødne. Senecæ Betænkning herover er saa grundig, at jeg ikke kand efterlade den her at indføre. Han siger: den største Deel af Mennesker klager over Naturen, at den haver givet for kort Leve-Tiid; men vi anvende den ikke paa gode og fornødne Ting: thi, ligesom Riigdom og Midler, naar de falde udi Øderes Hænder, i en Hast forsvinde; maadelige Midler derimod, som tilfalde en god Huusholder, blive ikke alleene conserverede, men forøges. Saaledes er Livet langt, naar vi veed ret at bruge det; og den bruger det ret, som anvender det paa nyttige Ting. Vi maa derfor ikke stræbe saa meget efter at leve længe, som efter at leve vel, og naar vi leve vel, saa er Livet langt: Non ut diu vivamus, curandum est, sed ut bene: longa est vita, si plena est.
   Jeg haver exprimeret dette ved et andet Epigramma saaledes:

             Temporis haud pauci suspirant ob brevitatem: 
                  At vitio nostro portio magna perit. 
             Vita satìs longa est, essent si tempora vitæ 
                  Transacta à nobis atqve locata bene.

Ludvig Holberg Homepage