link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 19

[1,161 s118 Påtagen værdighed kan imponere for en tid]

            Libr. I. Epigramm. 161. 

      Affectata viri gravitas est corporis ingens 
         Arcanum, mentis qvò tegitur vitium. 

   Keiser Carl 5. siges at have givet saadan Betænkning over de trende Europæiske Folk, nemlig Franske, Spanier og Italiener: De Franske synes at være galne, og ere dog kloge: Spanierne synes kloge, og ere galne: Italienerne synes kloge, ere og kloge. Denne Critique vil jeg lade staae ved sit Værd, dristende mig ej til at underskrive den, sær saa vidt den angaaer det Spanske Folk, hvorvel ikke kand negtes, at deriblant findes mange Daarlige, ja ligesaa daarlige, som de ved antagen Gravitet synes at være kloge. Man haver undertiden Ærbødighed for saadanne Folk, efterdi man af deres Exterieur tager qvid pro qvo, anseer en Gøgler, som en Cato, efterdi han haver en Catonisk Mine, og efterdi hans Daarlighed skiules under Viisdoms Kaabe. Men, naar man tager Kaaben til side, og betragter Manden, naar man seer ikke efter Mandens Skiegg, men efter Mandens Gierninger, forvandles den store Æstime man haver fattet, til yderste Foragt; saa at Daarlighed, som udi sig selv er latterlig, bliver desmeere latterlig, efterdi den lader sig see under Ærbarheds og Viisdoms Kaabe. Hvad Syn kand meere divertere, end at see en Abe udi en Raadsherres Dragt. Scenen haver langt større Effect, end om den lader sig see udi sin naturlige Skikkelse. En Pikkelheering af Profession diverterer mig ikke meget, efterdi han præsenterer ofte en Person, som han ikke er; thi Tilskuerne, som lade sig bedrage, fortiene heller at belees, end Personerne, som ved forestilt Giekkerie komme dem til lee. Jeg diverteres ti gange meer ved at see en ung Portugiis med sine Briller paa Gaden: thi udi ham seer jeg en Dreng at spille en gammel Mands Rulle; hvilket er det samme, som at see en Markat udi en Doctor-Kiole. Det maa være af den Aarsag, at man gemeenligen giver Pikkelheeringer Kraver om Halsen eller Cardinals Huer paa Hovedet, paa det at Personen ved saadant ærbart Insigne kand giøres desmeere latterlig. Naar den antagne Gravitet passer sig ikke paa Personen, er den ingen Prydelse, men een Vanheld. Thi det er ligesom en liden Dreng vil iføre sig en voxen Mands Kiole, eller en Bonde vil sætte en Gyldenstykkes Lap til en Vadmels Trøje.
   Jeg tilstaaer vel, at een ved en affecteret Gravitet kand til en Tiid erhverve sig Navn af en ærbar Mand, ligesom en Stoder ved en laant guldbroderet Klædning kand ansees for en riig Mand, og en Dosmer ved Taushed kand passere for en Philosophus eller Statsmand. Det var ved saadan Taushed en vis Skriver erhvervede sig Navn af en stor Politicus, efterdi hans mysterieuse Opførsel gik saa vidt, at han holdt det for et Crimen at sige, om nogen af Raadet havde hostet eller nyset, medens Retten varede, og at han blegnede, da han hørte, at det var bleven bekiendt i Staden, at Borgemesteren havde udi Raadstuen spildt Blek paa sin Klud. Dette og andet, som reiser sig af Daarlighed og Vankundighed, fører ofte Navn af Viisdom, Dybsindighed og politisk Præcaution, naar det skeer med en ærbar og spansk Mine. Mangen haver ogsaa ved en ærbar Taushed erhvervet sig Navn af Lærdom. Udi Molieres Liv og Levnet tales om en Lay, ustuderet Munk, som engang var kommen udi en Baad, der førte Moliere med hans heele Bande over Floden Seine. Paa Vejen reisede sig en lærd Disput mellem visse Acteurs, som vare vel studerede. Munken blev imidlertiid staaende stille med en ærbar Mine. Acteurerne adresserede sig en og anden gang udi Disputen til ham, forlangende hans Decision. Han blev stedse ved sin Taushed: alleene ved en Nik eller Rynke i Panden lod som han bifaldt eller forkastede det, som blev ham forebragt. Denne affecterede Gravitet forøgede de høje Tanker de havde fattet om ham, saa at de ansaae ham, som en sublime Philosophus, der holdt sig for god til at begive sig i Discours med halv lærde Folk. Dette varede indtil de skulde stige i Land; da saae de af Munkens Vadsæk, som han tog paa Ryggen, at han var ikkun en lay Frater, det er saadan een, som gaae de rette Munke til haande udi Klosteret, hvorudover deres Ærbødighed blev forvandlet til Latter. Jeg kand ellers vise et Exempel herpaa udi mig selv. Jeg læsede udi min Ungdom flittigen Aviserne, og derved blant Almuen erhvervede Anseelse af en stor Politicus. Men jeg forlod siden det Studium, og slog mig til anden Læsning, som jeg holdt for at være meere solide. Efterat jeg udi nogle Aar havde holdet mig fra de publique Tidenders Læsning, saa at jeg ignorerede end ogsaa de Ting, som alle vidste omstændigen at tale om, hendte det sig engang, at en vis Borger, som tænkte, at jeg endda var lige saa stor Statsmand som tilforn, nærmede sig til mig paa et Theehuus, og spurte mig, hvad Tanker jeg havde om en vis Artikel udi den Pragmatiske Sanction. Materien var mig da gandske ubekiendt; men, som jeg ikke vilde røbe min Vankundighed, svarede jeg intet dertil uden ved en suur Miine, saa at de høje Tanker Borgeren havde om mit Statsvidenskab, forøgedes derved, efterdi han ansaae mig enten som en heel Politicus, der vilde ikke give mine Tanker tilkiende, eller som den der holdt sig for god til at indlade sig udi Discours med en simpel Borger om Stats Sager.
   Saaledes seer man, at een ved affectered Gravitet, ved en Catonisk Mine og en ærbar Klædedragt kand erhverve sig Anseelse af Viisdom og Ærbarhed udi Almuens Øjen, som seer efter Barken alleene og examinerer ikke Kiernen. Men for dem, som seer lidt dybere ind udi Tingen, bliver han des latterligere, efterdi hans Daarlighed præsenteres udi en ærbar Dragt. Plinius fortæller om Regulo, at han gemeenligen smurte sine Øjen med en vis Olie, paa det at man skulde troe, at han af idelig Læsning var bleven suurøjed. Saa megen Æstime, som han derved opvakte hos Almuen, der tilskrev saadant hans u-afladelige Læsning, saa stor Foragt og Latter derimod opvakte det hos Plinium og andre, der kiendte Manden. Naar en Pikkelheering udstafferer sig med Bielder og Ræverumper, seer jeg, at det er en Nar, hvis han derimod lader sig præsentere udi en philosophisk Dragt, seer jeg at det er en Erke-Nar. At see en ung Dreng med et nedslaget Hoved og Briller paa Næsen, er et Syn ligesaa latterligt, som at see en gammel graahærdet Mand at ride paa et Kosteskaft eller at spille Top paa Torvet.
              Ludere par impar, eqvitare in arundine longa. 

   En Narrehætte er, som man siger, mindst latterlig paa et Narrehoved. En affectered Gravitet, hvorved Sindets Feil skiules, kand med intet bedre lignes end med een af Qvæksølv besmurt Kobberpenge, hvilken passerer for en Sølvmynt, indtil den bliver prøvet. Lader os herudi efterfølge Guldsmedene, hvilke intet Metal antage uden det haver passeret deres Prøvesteen. Lader os ikke dømme efter udvortes Skikkelse, men opsætte vore Domme, indtil vi merke, at Materien svarer til Formen. Lader os efterfølge den viise Mand, hvilken, da man visede ham een udi en Philosophisk Dragt med et langt Skieg, sagde sig alleene at see et Skieg. Man kand binde Ugelspeils Eventyr ind udi et Fløjels Bind, Bogen bliver dog den samme, ja des latterligere, efterdi den lader sig see udi en u-rimelig Dragt, og Bindet passer sig aldeeles ikke til Bogen. Hidhen sigter Ordsproget: Klæder man Asnet udi Løvehud, saa forraades det dog af Ørene. Den er best prydet, som er mindst pyntet, ligesom det Fruentimmer lugter best, som lugter af intet. Gregorius Nazianzæus anfører en Fabel, som han siger sig at have hørt af en fornuftig Mand. Fuglene, siger han, tvistede engang om, hvo der skulde være Konge. Enhver lod sig indfinde paa Valldagen herligen pyntet. Ørnen alleene mødte udi sin naturlige Dragt, hvorudover, saasom han syntes smukkest, efterdi han var mindst pyntet, blev han af de fleeste Stemmer udvalt til Konge. Det er i den Henseende at Kiendere vrage de Skrifter, som ere satte paa Skruer, og hvilke lugte, som man siger, for meget af Olien eller Lampen.
   De ærbareste Acter i Verden ere ofte, naar man anseer dem med philosophisk Øje, mest latterlige. Hvad kand have større Anseelse af Majestet end Statsforsamlinger? Man seer Riger og Republiquer at beramme en Congres: man anvender heele Aar paa dens Præparatorier: man skikker de viseste Mænd til en Sammelplads. Man skulde tænke, efter den udvortes Anseelse, at der vilde handles om at støbe Verden i en anden Form, og at reformere det heele Menneskelige Kiøn. Men man seer der ofte Ting at foretages, som gemeen Almue holder sig at være for nedrige. Der disputeres om, hvilken Gesant der skal besøge hinanden først; hvor mange Skrit een skal gaae for at modtage den anden: om en Titul er skreven med Fracturbogstaver eller ej: om Creditiverne skal være paa Pergament eller Papiir; og andre deslige Ting: og det med saadan Iver og Hidsighed, at mangen Congres derover bliver brudt over tvers, og Hovedsagerne sættes til side. Da Diogenes merkede Bagateller med Gravitet at forrettes udi Athenen, rullede han sin Tønde igiennem Gaderne, givende dermed tilkiende, hvad Tanker han havde om de andres Arbeide.
   Man haver ofte seet Forsamlinger af den heele Christendoms Geistlighed. Bispe, Prælater, Abeder, Doctores ere fra alle Jordens Ekker sammenkomne paa et Sted, for at deliberere om Religionens Velfærd. Hvad syn kand være meere behageligt? Hvad kand indprænte større Veneration, end at see paa et Sted forsamlede alle Meenigheders Engle? Men, naar man eftertænker, hvad paa disse majestætiske Forsamlinger ofte er bleven forhandlet, og at man efter aflagde Devotion med største Gravitet haver delibereret om Geistlighedens Klædedragt og Skiægge; om Dage, paa hvilke man maatte æde Kiød, Fisk og Egg; om Kirkernes Rang, om Bispernes Titler, og andet deslige; forvandles den fattede Veneration til Foragt og Latter: saasom de forhandlede Materier synes heller at henhøre til Fruentimmer-Assemblées, end til Forsamlinger af hellige Kirke-Forstandere.
   Hvad kand med større Gravitet forrettes end de hellige Processioner, som skee udi Pavedommet? man kommer ind udi en Stad, finder Huuse illuminerede, og Gader beklædde med Tapeter: man seer en hellig Andagt afmaled paa alle Ansigter: Stadens Klokker ringe: den heele Geistlighed gaaer igiennem Gaderne med reglerede Skrit efter Tacten. Den omstaaende Almue, bevæget af saadant majestætisk Syn, falder enten paa Knæ eller Næsegrus. Hvo skulde vel kunde indbilde sig, at en saa højtidelig Act sigtede alleene til at bære et gammelt ubekiendt Been, en Skaldepande, &c. fra et Sted til et andet? jeg siger ubekiendt, efterdi ingen for visse kand sige, om de ombaarne Reliquier ere ægte eller u-ægte. Burnet skriver udi sin Engelske Kirke-Historie en Procession, som gav Anledning til Spot og Latter. Da den Romerske Geistlighed udi London, lavede sig til en stor Procession med det indviede Brød, listede nogle Protestanter sig uformerkede til Stedet eller Repositorium, hvorudi Hostia var lagt, og toge det bort. Derpaa skeede Processionen med sædvanlig Højtidelighed. Men, da den var til Ende, og man aabnede Repositorium, saae man, at Brødet var borttaget, og at de havde ikke baaret uden et tomt Kar. Enhver kand slutte, hvad Critique der er falden over saadan Procession, helst saasom blant andet var siungen disse Ord: Surrexit, non est hi^c: det er: Han er opstanden, han er ikke her.
   Højtidelige Academiske Acter ere af samme Natur. Man seer paa et Sted forsamlede alt hvad Apollo, Minerva og de ni Gudinder kand bringe til veje. Man seer en Rector geleidet af fire Faculteter: man seer Ministre med afpassede Skrit og Zepter udi Hænder: hvor man kaster Øjene, forestilles noget, som giver tilkiende, at Acten maa være betydelig. Fremmede Tilhørere, som dømme alleene efter Synet, vente at høre noget mærkeligt. Men denne Veneration haver hastig en Ende, naar de høre, at der bliver med Iver disputeret om blotte Ord og Bogstaver, om gamle uddøede Nationers Klædedragt og andet deslige.
   Hvor tit seer man ikke Skrifter komme for Lyset med prægtige Titler, kostbare Kobberstykker, nette Characterer, ja med alle de Tilberedelser, som kand give høje Tanker om deres Indhold? Thi hvo kand tænke, at, naar Bogen kommer ud i saadan Dragt, og Titelen giver tilkiende, at den er arbeidet paa i 30 Aar, det er 2 gange saa lang Tiid, som Alexander anvendte paa at undertvinge Verden, at det jo maa være et Mesterstykke? Naar man seer forgyldte Porte paa et Huus, venter man jo ikke at komme ind udi en Koestald eller en Svinestie? Men ligesom man ofte seer en Slyngel udi en brodered Klædning, eller som Ordsproget lyder: fuule Huude under hvide Klude; saa finder man ogsaa udi mange Skrifter intet uden Bind og prægtige Titler, saa at Kiøberen for sine Penge haver intet uden det puure Foderal.
   Naar ingen Realitet er ved en Ting, bliver den intet uden et Skuespill, hvad Navn man end sætter derpaa, og med hvad Stads og Ærbarhed den forrettes. Vi havde for nogle Aar siden her udi Staden et paveligt Consistorium, som ugentligen blev celebreret med stor Gravitet. Hvad som udi det virkelige Romerske Consistorio bliver forhandlet, er mig ikke bekiendt; men udi dette handledes ikke uden om Galskab: hvorudover det med all dets udvortes Gravitet var ikke uden et Skuespill. Parlaments Herrernes Tienere rottede sig for nogle Aar sammen udi London, og stiftede et Lakei-Parlament, som de deelede udi Over- og Under-Huuset. Det samme blev holdet med saadan Alvorlighed, at Splid og U-eenighed, som udbrød til aabenbare Fiendskab, reisede sig blant Lemmerne udi Underhuuset, da der handledes om at udvælge en Orator eller Talsmand; men med all den Alvorlighed var det dog ikkun en Leeg, efterdi der delibereredes alleene om Giøglerie. Man kand ligeledes dømme om mange anseelige Acter, og i visse Maader holde dem for Leeg og Skuespill, naar unyttige Ting derudi blive forhandlede. Thi det er ikke efter Apparencen og Formen, men efter Materien man maa slutte en Ting.
   Vi maa ikke troe, at den er altid en riig Mand, der ager i en forgyldt Vogn, at det er en lærd Mand, der haver et stort Bibliothec, at den er en viis Mand, der haver en ærbar Mine. Det heder her:
                   - - - Nimium nè crede colori. 

   En Dverg er og bliver stedse en Dverg, endskiønt han gaaer paa Stylter, en Kroget stedse kroget, endskiønt han haver Titel af Velbaaren; en Kobberpenge bliver stedse en Kobberpenge, hvad Præg man end sætter derpaa; og en gammel grim Kierling bliver aldrig kiøn og ung, med hvad Farve og Sminke hun end illuminerer sit Ansigt. Man kand illuminere en Leervegg, men Grunden bliver den samme. Skal et Menneske omstøbes, saa maa der bruges Medéæ Cuur: det heele Legeme maa omkaages, det gamle Blod udtappes, og nyt Blod indlades.
           Hic opus est succis, per qvos renovata Senectus 
           In florem redeat, primosqve recolligat annos. 

Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek