link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 16

[1,116 s106 Mød kritik med koldsindighed]

            Libr. I. Epigramm. 116. 

      Bilem jure movet Censoris crisis acerba, 
         Inqve hostem calamum stringere, Qvinte, cupis. 
      Expecta, ut videas cursum sortemqve libelli: 
         Judicio populi forsitan illa cadat. &c. 

                    Til * * 

   Jeg haver bekommet dit Forsvars Skrift, som du af en retmessig Iver haver forfattet mod en ubillig Censor, der haver skierpet sin Pen, og udøset sin Galde mod dit sidste Verk. Du beder mig med Fliid læse det igiennem, og at legge til og tage fra hvad som behøver at fratages og tillegges. Jeg finder intet at udsette i Særdeleshed, men vrager det heele Arbeide udi Almindelighed. Jeg laster ikke Skriftet, men jeg laster alleene at det er skrevet. Jeg beder at du holder inde dermed, i det ringeste til en Tiid, for at høre, hvad andre dømme om din Modstanderes Critiqve. Maaskee den vil falde af sig selv og fordømmes af publico: og i saa fald haver du ikke nødigt at hvesse din Pen. Du maa ansee deslige plumpe Skrifter, som rindende Bekke, hvilke rase mest, naar man vil standse dem. De kand med intet bedre svekkes, end ved at give dem deres fri Lob, og ved at lade dem rinde indtil de udtørres. Den Sejer er den Priisværdigste, som erhverves uden Sverdslag. Hvis dit Forsvars-Skrift kommer for Lyset, vil din Modstander ansee sin Critiqve, som et Verk af Importance, og dømme, at du maa være bleven saaret, efterdi du klager dig. Hvis du derimod tracterer den med Foragt, og tier stille, tænker han: jeg haver maaskee ikke træffet ret. Din Taushed vil i saa Maade gaae ham meer til Hierte end den skarpeste Apologie. Ingen criticerer ubeden en andens Arbeide, uden hans Hænder kløer, og han haver Lyst til Strid. Hvis du derfore tier stille, og lader Publicum alleene dømme, vinder du ved din Taushed dette. Din Modstander, som haver Begierlighed til Kriig, faaer ingen Leilighed dertil; og derforuden vil ansee de Piile, hvilke han engang haver udskudt, som Papiirkugle, hvilke ikke ere komne inden for den tynde Hud. En god Sag forsvarer sig selv, og behøver ingen Talsmand. Apologie opvækker ikkun Mistanke. Naar en Kræmer roser sine Varer, begynder jeg at tvivle om deres Vigtighed, og, naar min Debitor sværger paa, at han er en ærlig Mand, opsiger jeg ham Capitalen. Det er ikkun udi dubieuse og svage Sager, hvor man hører en Advocat at replicere og duplicere: naar Sagen er klar og rigtig, refererer han sig alleene til sin første Deduction, og dermed clausulerer sin Action. Lad Publicum dømme, som er tredie Mand imellem dig og din Modstander; hvor kraftig du end igiendriver ham, saa taler du dog i din egen Sag, hvorudi du est ingen lovlig Dommer. Efterfølg derudi de Advocater, som have en god Sag, giør din Modstander ikke den Ære at replicere, men henskyd dig til dit Skrift, som du engang haver underkastet Publici Kiendelse. Derved vinder du tvende Ting. Først lader du see en Tilliid til din Sags Rigtighed, og ved din Taushed indprenter andre gode Tanker der om. Dernest erholder du derved den tilstrekkeligste Hævn over din Modstander, hvilken anseer sig med Foragt, og sit Skrift u-værdigt at besvares. Bliver din Taushed af nogle ufornuftige Mennesker regnet til en Frygt, saa bliver den derimod af fornuftige Folk udtolket som en Moderation og Fuldkommenhed. Ja du bliver anseet som en klog Anfører, hvilken Fienden ved Spot og Skieldsord ikke kand udlokke af sin Fordeel. En vis General trodsede engang den Rommerske Feltherre C. Marium, sigende: Est du den store Marius, saa begiv dig ud af dine Forskandsninger. Hvortil Marius svarede: Est du den berømte General, saa tving Marium til at forlade sin Fordeel.
   De beste Skrifter blive mest igiennemheilede, Triviale Bøger derimod blive gemeenligen u-anfægtede. Thi, som Censure rejser sig af Avind, saa haver en Erasmus, en Grotius, en Scaliger fleere Censores end slette Skribentere; thi af hvert Frøe de saae, opvoxe bevæbnede Mænd.
             Crescit seges clypeata virorum. 

   Men jo fleere Modstandere der oprejse sig, jo mindre bevæges de deraf. Man siger udi Ordsproget: Tyk Hud agter ey Loppebid. Det gaaer med dem, som med Manden udi Lilleput, mod hvilken heele Regimenter af Dværge stormede med Spyd og Piile, men kunde end derved ikke forstyrre hans Søvn, saasom han bildte sig ind, heller at være infestered af Lopper end af bevæbnede Kriigsmænd.
   Still dig dette da for Øjene, og bild dig ind, at den bittre Critique mod dit Skrift er udpresset af Misundelse. Eftertænk, at det smukke, som man ey kand giøre efter, det sverter man. Eftertænk, at den som giøer mest, giør mindst Skade, og Hunden bieffer ad Maanen, men bider den aldrig. Eftertænk, at den vinder Seyer, der ligesom et stort og ædelt Dyr uden Bevægelse hører Hundene at giøe. Eftertænk ogsaa, at Vrede og Hævngierighed er Tegn til et svagt og skrøbeligt Sind.
                  - - - Qvippe minuti 
          Semper & infirmi est animi exiguiqve voluptas 
          Ultio. - - - 

   Keiser Constantinus Magnus blev engang advaret, at man havde handlet ilde mod hans Støtte, saa at Ansigtet derpaa var gandske skamferet. Men han, i stedet for at hævne sig, visede dem sit Ansigt, at det var gandske heelt og holdend. De Lacedæmoniske Ephori, da dem blev sagt, at nogle Clazomeniske Gesantere havde af Spot svertet deres Dommer-Stole, som de sadde paa, lode alleene offentligen udraabe, at det skulde staae de Clazomenier frit for at være uhøflige. Arcesilaus blev engang udskieldet af en Poet; men, i steden for at svare ham, førte han ham hen paa et offentligt Sted, hvor alle kunde høre ham skielde. Hvis dit Skrift er got, forsvarer det sig selv, og hvis det er slet, kand det ved ingen Apologie blive got. Thi Apologier for et slet Skrift, er ikke andet end en ubestandig Fernis, som skiuler til en Tiid en Materies Fejl, men giør den ikke bedre.
   Jeg for min Part haver haft størst Anfægtning formedelst mine beste Skrifter. Jeg haver tilforn med Iver figtet mod mine Censores, men, saasom jeg af Erfarenhed haver lært, at de mest desarmeres ved Taushed, haver jeg tiet stille, og ladet Publicum være Dommer. Giør du det samme, og lad din Modstander ikke faae din Villie frem: han venter en Apologie, og maaskee haver allerede forsynet sig med Materialier til en Repliqve. Tænk, hvor ilde han vil blive til mode, naar han seer, at Krigen, hvortil han haver giort store Præparatorier, haver Ende. Det vil gaae ham, som den, der haver samlet paa Kalk, Steen og Tømmer til en Bygning, men siden merker, at Grunden, hvorpaa Bygningen skal settes, hører ham ikke til, saa at han derudover maa sukke og sige: Oleum & operam perdidi.
   Det holdes for en Tapperhed at gaae sin Fiende under Øjene: men det er en virkelig Mandhaftighed at foragte den. Socrates blev engang slagen paa Gaden, og, i steden for at slaae igien, lod tegne disse Ord paa sin hovne Pande: N. N. fecit. En brav Kriigsmand blev i vor Tiid skieldet for en Poltron: i steden for at hævne sig, spurte han de Nærværende, om de holdte ham for at have fortient saadan Titel. Da alle vidnede om hans Bravoure, gik den anden bort udi Fortvivlelse, ja meer, end om han virkeligen havde været prygled: saa at denne kaaldsindige Opførsel havde samme Virkning, som Socratis: Qvid si Asinus me calcitret. Mange bryde Fred med berømmelige Mænd, ikke udaf Had, men af Ambition, paa det at de som Dverge kand have den Ære at duellere mod Kiemper. Mit Raad skal derfore være, at hvis du endeligen vil besvare den haarde Censure, du lader Svaret alleene blive saadant: Saasom N. N. haver nyligen ved en haard Critique søgt at sværte mit Skrift, saa beder jeg, at Læseren vil conferere Skriftet med Critiquen, for deraf at dømme, hvilken af os der haver ret.
                            FINIS. 

Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek