Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 12

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 12

[1,101 s87 Ingen kan sige, hvad sjælen er]

            Libr. I. Epigramm. 101. 

             Ad Janum Metaphysicum. 

      O te felicem! cui rerum noscere causas 
         Soli, Jane, datur, cuî, nihil abditum erit. &c.

   Materien hvortil dette Epigramma giver Anledning, haver Overeensstemmelse med den foregaaende, efterdi her handles om dem, som fordybe sig udi abstracte og transcendentalske Betragtninger, det er saadanne, som hverken ere magtpaaliggende at vide, eller som ved Menneskets Forstand aldrig kand udfindes: (qvorum naturam indagare nec interest, nec capit humanæ conjectura mentis). Man kand regne dette blant Menneskernes Daarligheder, at mange af dem sette til side magtpaaliggende Ting, og som ved Studering og Meditation kand udfindes, for at fordybe sig udi Speculationer, som enten er u-nødvendige, eller som stedse vil blive Hemmeligheder. Jeg kunde herpaa til Beviis anføre u-tallige abstracte Ting, paa hvis Udgrandskning man i nogle tusinde Aar haver anvendet alle kræfter, uden at vinde noget derved. Men jeg vil ikkun her korteligen alleene tale noget om det, som kaldes Siæl eller Aand, hvorom findes store og vitløftige Beskrivelser, saavel af gamle, som af nye Metaphysicis, skiønt, naar man haver læset dem alle igiennem, er man i samme Stand, som man intet havde læset. Vi vide af Revelation, at Aand er noget, som er adskilt fra Legeme, og at Siælene ere u-dødelige. Det maa være os nok: ville vi derimod ikke lade os dermed nøje, men fordybe os udi Philosophiske Bøgers Læsning herom, begive vi os paa et stort Hav, fuld af Skiær og Klipper. Jeg veed nok, at mange holde det for en udgiort Sag, at demonstrere Siælens Natur og Egenskab af Naturens Lys; men det er gemeenligen saadanne Folk, som have ladet sig alleene nøje med at læse een Bog. Thi naar man vil examinere alle Philosophorum Meeninger eller Gisninger, seer man hvormeget de Dybsindigste af dem herudi have vaklet, saa at der ere blevne ligesaa mange Systemata, som Lærere, ja Christne Theologi selv have haft stridige Meeninger derom. At de ældere Kirke-Fædre ikke have haft nogen ret Idée om Englers eller Siæles Aandelighed sees af Kirke-Historien indtil det andet Nicæniske Concilium, da Johannis Thessalonici Ord uden Antegnelse bleve læsede; nemlig: pingendi sunt Angeli, qvia corporei. Det er: Englene kand afskildres, efterdi de have Legemer.
   Man haver anseet det, som en stor U-held for Verden, at den hellige Anselmus døede for hastig, da han havde i sinde at forfærdige et Skrift om Siælen, hvilket han selv tilkiendegiver, og frygter, at ingen efter hans Død vil foretage sig saadant Arbeide. Men hans Død haver herudi foraarsaget mindre Uheld, end man indbilder sig; thi det er troeligt, at han ikke havde givet os anden Oplysning, end den man tilforn havde, og at hans Skrift om Siælen ikke skulde være bleven uden en Afrisning, hvorover Efterkommerne vilde slaae en Streg. Man forundrer sig over, at de viise gamle Philosophi have brudt deres Hoveder saa meget med Siælens Beskrivelse, og giort saa mange selsomme Gisninger derover. Men man kand ikke forundre sig saa meget derover, naar man eftertænker, at jo større Begreb de have haft, jo fleere Vanskeligheder have de fundet. Hvormeget haver man ikke plaget sig med at udfinde Siælenes Oprindelse. Saadant haver været en Pinebænk for philosophiske Hierner, og end større den Eftersøgning om Tankernes Formation eller Dannelse: thi man seer, at Siælen haver en Evne til at tænke successive; men man begriber ikke, hvorledes den kand føres udi praxin. Og er det derfore den lærde Th. Bartholin siger om ovenmeldte Anselmo: Jeg troer, om GUd havde lagt ligesaa mange Aar til hans Alder, som de han havde levet udi, havde han dog ikke kunnet give nogen Oplysning herudi (Valde dubito, si vel totidem annos, qvot vixerat, illi addidisset Deus vitæ Arbiter, ad finem qvæstionis dubiæ nunqvam potuerit pervenire.)
   Mange Philosophi have ingen Forskiel giort imellem Legem og Siæl, men giort Siælen til en subtile Materie, meer og mindre forstandig, ligesom Machinerne have været dannede, hvorudi den opererede. De have holdet for, at deraf rejser den Forskiel imellem meer og mindre Forstandige. Andre derimod have skillet Aand fra Legeme. Democritus, som holdes for den rette første Autor af den Atomistiske Philosophie, haver giort alting i Verden til Materie. De som have fuldt hans Systema, føre Navn af Corporealister. De samme troe Materiens Particler ved Middel af Organisation at perfectionere sig selv, indtil at erhverve sig Liv og Forstand: det er en slags Kundskab, som findes hos Dyrene, og Skiønsomhed, som findes hos Mennesker. Efter dette Systema kand Siæl og Aand være legemlig.
   Disse Corporealister deeles igien udi tvende Classer, hvoraf nogle med Democrito og Epicuro troe, at all Materie udi sig selv er død og uden Liv, men at den ved særdeles Disposition og Organisation bliver levende. De samme ere pure og grove Atheister, og ingen reede kand giøre for deres Systema, saasom døde Atomi eller Particler kand ved ingen Slags Disposition blive levende, og af en død Materie kand ved intet Middel dannes en levende Siæl. Dette have andre Philosophi merket, og derfore holdet for, at ved Materien hænger et Slags Liv, som i sig selv er uforgiengeligt. De samme føre Navn af Hylozoiter. Autor til denne Sect meenes at være Strato af Lampsaco, hvilken med Epicuro vel holdt for, at alting dannedes af Slumpelykke, og de smaa Particlers eller Atomorum Sammenmængelse, men derhos tillagde dem et Slags Liv, hvorudover han synes at have anseet Materien som en Slags Guddommelighed. Nogle have af den Aarsag regnet bemeldte Strato blant dem som troede, at der var en GUd, hvorvel han dog egentligen ikkun holdes for en Atheist. Thi, endskiønt han legger et Slags Liv til Materien, saa erkiender han dog intet almindeligt Væsen, som danner Materien, men holder for, at levende og fornuftige Creature ere dannede ved slige livlige Particlers Organisation.
   Anaxagoras er den første, som haver skillet Materie eller Legeme fra Siæl eller Aand, og holdet for, at der var et fornuftigt Væsen distinct fra Materien, der dannede og styrede alting, saa at han er den, som haver giort Skaar udi de gamle Materialisters Systemata. Han er bleven efterfulgt af de sundeste Philosophis, som have viset, at Liv og Aande ikke kunde flyde af Materie. Men, endskiønt de have været eenige udi at skille Siæl fra Legeme, saa ere dog adskillige Meeninger reiset sig iblant dem om Siælenes Natur og Egenskab, og det saa stridige, at man heller forvildes end oplyses af de Skrifters Læsning, som herom ere komne for Lyset.
   Man haver tvistet, om en Aand haver Extension eller Udstrækning. De fleste have negtet saadant, saasom det er ikke uden Legeme, som Extension kand tillegges, og som haver de saa kaldne 3 Dimensioner. Thi hvad som haver Extension, kand deeles, og conseqventer blive fordervet. Andre derimod have ikke kunnet begribe, at der kand være noget i Naturen, som ingen Extension eller Udstrækning haver, sigende: at, om man vil forestille sig Siælen saa liden, som et Solegran, saa haver den dog Extension. Videre er bleven disputeret om Siælens Udødelighed. Nogle have holdet for, at en Aand kand ikke forgaae, men alleene Legemer, som ere sammensatte af Parter, der kand løsnes. Andre have meenet, at, saasom Siælen er en Skabning, saa kand den og forgaae, saa at dens Udødelighed tilskrives alleene GUds synderlige Villie; og haver man seet en stor Theologum udi vor Tiid at være af den Meening. De have søgt at bestyrke denne Tanke af Dyrenes Siæle, hvilke ikke kand være Legemer, efterdi man udi dem finder visse Qvaliteter, som tillegges Aander alleene, og man dog ikke kand tillegge dem Udødelighed, efterdi deraf vilde flyde, at alle Ting maatte være opfyldte med afdøde Dyrs, Insecters og Fiskes udødelige Siæle. Knuden herudi er funden saa stor, at Cartesius, for nogenledes at løse den, haver foregivet, at Dyrene var ikke andet end Machiner, og, hvor selsomt end dette Foregivende er, have dog mange fundet Smag udi denne Lærdom, for at reede sig ud af saadan Labyrinth.
   Man haver ogsaa tvistet om Siælen kand øve sine Faculteter og raisonnere uden Legeme. De fleste sige ja dertil, saasom Legemet er ikke uden Siælens Boelig, og meene de, at Siælen uden for Legemet øver sine Faculteter stærkere, hvilket de bevise af Ecstaser og Henrykkelser, hvorved Siælen ved Tanker abstraheres fra Legemet, og derfore raisonnerer stærkere, saa at den seer og kiender mange Ting, som den ikke kand see udi Legemet, hvor den er ligesom udi Lænker og udi et Fængsel. Derimod have andre giort adskillige specieuse Indvendinger, saasom at Erfarenhed viser, at, naar Legemet kommer udi U-orden og Organa derudi beskadiges, ophører Siælen at raisonnere; item at ligesom Legemet meer og mindre er fuldkommet, saa er og Siælen meer og mindre fornuftig, og at derfore et spædt Barns Siæl ingen Reflexion kand giøre, og at en ældgammel Mands er mindre fornuftig end dens, hvis Legeme er i sin Vigeur. Nogle have holdet det for en Ugudelighed at tillegge Materien Tanker og Følelse: Andre derimod have holdet det for en større Ugudelighed at nægte, at GUd kunde give Materien saadan Qvalitet. Begge Meeninger have været forfægtede af store Mænd. Cartesius, Malebranche og andre, have fægtet for den første, adskillige Kirkefædre, blant hvilke Tertullianus, og mange store Mænd i vor Tiid, blant hvilke den bekiendte Philosophus Locke, have stridet for den sidste Meening, og have i sær forundret sig over, at de, som holde for at GUd ofte vender op og ned paa Naturen og giør Mirakler i Faveur af Munke og Abeder, driste sig til at nægte, at han kand give Materien Tanker og Følelse.
   Der have ej heller været mindre Tvistigheder om Siælenes Forplantelser. Nogle have holdet for, at de forplantes tillige med Sæden (per Traducem) hvoraf flyder, at alle Menneskers Siæle have været i Adam. Andre ere af anden Meening, og holde for, at hvert Menneskes Siæl dannes umiddelbarligen af GUd. Begge Meeninger have sine Vanskeligheder. Den første Meening synes at føre en Slags Materialitet med sig. Den anden bliver anfegted, efterdi det synes at stride imod GUds Retfærdighed at skikke en pur og reen Siæl ind udi et besmittet Legeme, item mod Anstændighed, at saa ofte en Undfangelse skeer udi Hoer eller Blodskam, GUd skulde være reede til at skabe en Siæl, for at foreene den med Sæden.
   Der disputeres ogsaa om Siælens Boelig, og udi hvilken Part af Legemet den residerer. Nogle holder for, at den haver sit Sæde udi Hiernen; andre udi Hiertet; andre udi det, som man kalder Systole og Diastole: og findes der endeligen de, som holde for, at den udi ingen særdeles Part af Legemet residerer. Den største Knude er at udfinde, hvorledes den er foreenet med Legemet, hvorledes den derudi opererer, og hvorledes alle Lemmer bevæge sig, naar Siælen paaminder, og ligesom giver Nik.
   Disse og andre Vanskeligheder have tilvejebragt mange adskildte og stridige Systemata, og er det troeligt, at Stridighederne ville vare til Verdens Ende, og indtil Forstanden udi det andet Liv bliver ret forklaret. Jeg veed vel, at mange herudi holde for, ikke at være saa stor Vanskelighed; man seer og dagligen unge Menneskers dristige Decisioner udi Metaphysiske Spørsmaal, og vil man spørge enhver Philosophiæ Candidatum, hvad Siælen er, tager han ikke i Betænkning strax at giøre en i sine Tanker accurat Beskrivelse derover. Men jeg haver forhen sagt, at alle de, som have ikkun læset een Bog, ere gemeenligen store Doctores. Jo meere man pønser paa de Ting, jo mindre seer man, saa at det gaaer her til, som med Turno hos Virgilium, hvilken, jo meere han fuldte Æneæ Skygge eller Gespænst, jo længer kom han fra Stedet, hvor Fienden var. Jeg kand her ikke forbigaae at anføre, hvad Autor til den bekiendte Tænkekonst herom taler. Den, siger han, som paa eengang bekiender at han veed intet, avancerer meere udi eet Øjeblik end den, som udi 20 Aar raisonnerer over slige Sager. Den eneste Forskiel imellem dem er denne, at den, som stræber at udgrunde disse Hemmeligheder, falder en Grad dybere ned udi Ignorance, som bestaaer derudi, at han ikke alleene intet veed, men og at han troer sig at vide det han ikke veed.
   Jeg forkaster ikke det Metaphysiske Studium, tvertimod jeg læser ofte Metaphysiske Skrifter, men bekiender derhos, at jeg liden Fremgang derudi haver kunnet giøre. Det var at ønske, at alle Philosophi vilde efterfølge den berømmelige Newtons Modestie udi Mathesi, og intet herudi dømme á priori: Jeg vilde, at de skulde entholde sig fra de Spørsmaal om Aandernes Egenskab, og Siælenes Skikkelse, deres Virkning, hvorledes de subsistere, om de forplantes ved Sæden, eller om de skabes umiddelbar, hvorledes de raisonnere uden for Legemet, om de ere Atomi, eller, om de have Udstrækning og de 3 Dimensioner &c. Jeg vilde, siger jeg, at de holdte sig fra deslige Eftersøgninger, hvormed Sindet alleene forgieves plages, og derimod alleene dømme à posteriori, det er, efter Siælens Virkninger, saa lærede vi i det ringeste noget lidet vist i Steden for utalligt uvist. Jeg vilde, at man herudi alleene vilde holde sig ved Revelationer, hvoraf vi lære at Siælen er skildt fra Materie eller Legem, og at den er udødelig. Hvad dens andre Egenskaber angaaer, da vide vi intet deraf, faaer ej heller noget at vide. Det heder her, som Poeten siger:

            - - Incerta hæc, si tu postules 
        Ratione certa facere, nihilo plus agas, 
        Qvàm si des operam, ut cum ratione insanias.

Ludvig Holberg Homepage