Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 11

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 11

[1,100 s80 Guds væsen er uudgrundeligt]

               Libr. I. Epigramm. 100. 

      Nos, qvid sit Deus, haud comprendere mente valemus: 
          Solo ex effectu novimus esse Deum. 
      Ignis sic formam neqveat cognoscere coecus; 
          Scit tamen esse ignem, corpora qvando fovet.

   Simonides en bekiendt Græsk Philosophus blev engang adspurt af den Syracusanske Konge Hiero, hvad GUd var. For at svare paa saadant Spørsmaal, bad han om een Dags Frist. Da Kongen spurte ham den anden Dag, tilbad han sig to Dage, og continuerede en Tiid lang med at fordobble Dagene. Dette forundrede Kongen sig over, og endelig vilde vide Aarsag dertil. Hvorpaa Simonides erklærede sig saaledes: Aarsagen til saadan Forhaling er denne: at jo meere jeg tænker derpaa, jo vanskeligere kommer mig Spørsmaalet for. Denne tilstandene U-videnhed er en stor Prøve paa Simonidis Dybsindighed, og er det i den Henseende, at han med Berømmelse bliver citeret af store Philosophis. Thi det er et Beviis paa menneskelig Daarlighed, at ville beskrive et Væsen, som er og stedse vil blive u-begribeligt for Forstanden. Man kand herom sige hvad Pomponius Mela forteller om en vis Huule, hvis Angenemhed lokkede Vandringsmænd til sig, men jo dybere de komme derudi, jo større Skrek og Redsel overkom dem, saa at en majestætisk Ærbødighed, hvormed de bleve slagne, tvang dem omsider til at give sig tilbage. Derfore siger Augustinus: Det er GUd, som siges og ikke kand siges, som agtes og ikke kand agtes, som lignes og ikke kand lignes, som beskrives og voxer udi Beskrivelsen (cum definitur, ipsa definitione crescit). Thi her er et non plus ultra for den menneskelige Forstand, og en Hemmelighed, hvilken, jo meere man vil udgrunde, jo tykkere Skyer finder man at møde sig; saa at enhver vil nødes til at sige med Simonide: jo meer jeg tænker derpaa, jo vanskeligere bliver det, og jo meer jeg aabner Øjene, jo mindre seer jeg. Det er et Chiffre, hvortil Nøgelen endnu ikke er funden, og neppe vil findes udi denne Verden, saa at man alleene kand sige, at GUd er GUd: qvicqvid est in Deo, Deus est.
   Den almindelige Concept, som vi kand giøre os om det Guddommelige Væsen, er denne: Vi see for vore Øjen en Verden, som synes u-endelig. Vi see en forunderlig Bygning, som holdes vedlige. Vi see derudi over alt en Ordentlighed, Konst og Ziirlighed. Vi see, at alt dette kand ikke være af en Hendelse, men at det maa have en Skaber og General-Bygmester. Af dette giøre vi os saadan Concept, at der maa være et Væsen, som er ævigt, u-endeligt, almægtigt, allvidend, og som opholder alle Ting, og at det er saadant som gives Navn af GUD. Med saadan almindelig Idée, som formeeres af de synlige Ting, maa vi lade os nøje saaledes, at vi af Skabningen giør en løslig Concept om Skaberen. Men hvis vi herudi tage os for at ville subtilisere, og med endeel selvkloge Philosophis og Theologis eftersøge, om GUd er et udstrakt Væsen; hvorledes han opfylder alle Ting; hvad en Aand er; hvorledes den skilles fra Materien: om et udstrakt Væsen kand være uden Legeme; hvad GUds Ævighed, U-endelighed, Alvidenhed, Alværenhed, Almagt er, drukne vi udi vore Undersøgninger, saa at jo dybere vi komme derind, jo mindre see vi. Jeg veed vel, at meenige Theologi ikke befalde saadant, ja at de fleste holde for, at Simonidis Svar haver reiset sig af en Hedensk Blindhed, hvoraf de Christne ved Revelation ere udkomne, og er det derfore, at Tertullianus taler herom, som om en klar Sag, sigende: Den U-videnhed, som Hedninge have været udi om GUds Væsen, er nu forsvunden, saa at enhver Christen Haandverksmand seer og kiender GUD, (Deum qvilibet opifex christianus invenit, ostendit.) endskiønt Plato vidner, at Verdens Skaber er ikke let at finde, og naar man finder ham, ikke mueligt at beskrive. Jeg priser meer Euclidem, hvilken, da han blev spurt om nogle Particulariteter, GUds Væsen og Egenskaber angaaende, svarede: Derom kand jeg intet sige; det veed jeg alleene, at GUd hader curieuse og nysgierige Mennesker, som dig og dine lige, der ville vide hemmelige Ting. Den gode Tertullianus haver med all sin Lærdom ladet see, at han haver selv været gandske blind udi de Ting, som han foregiver, hver Christen Handverksmand at vide, ja at han haver giort sig mange falske Concepter om GUd, hvilken han haver holdet for et legemligt Væsen, underkastet Affecter og Passioner. Mange andre af de saa kaldne højoplyste Fædre have ikke taget i Betænkning at tillegge GUd menneskelig Gestalt, og derfore anseet som Kiettere dem der have holdet GUd for at være en Aand. Det var i den Henseende, at den gamle Serapion, da man havde overtalet ham til at forlade sin Vildfarelse, og at troe, at GUd var en Aand, og han derpaa engang skulde giøre sin Bøn, faldt han i Graad og raabte: man har taget min GUd fra mig! og det efterdi han havde ingen Skikkelse eller Figur at stille sig for Øjene. Vel er sant, at man siden Origenis Tiid gemeenligen haver lært, at GUd er en Aand; men der lader som Lærdommen haver bestaaet i det blotte Navn. Thi, endskiønt det er indført i alle symboliske Bøger og Catechismer, at GUd er en Aand, saa seer man ham dog paa alle Kirke-Tavler afmalet som en gammel Mand med et langt Skieg. Det er bekiendt, hvilken Bevægelse den Forordning om Skiegges Afskaffelse for nogle Aar siden opvakte udi Rysland, hvor mange vilde heller miste deres Liv end deres Skieg, saasom de foregave, at det var efter GUd Faders Lignelse, hvilken de saae paa alle Kirke-Tavler med et langt Skieg. Det er just denne grove og kiødelige Concept man haver giort sig over GUd, som haver givet Anledning til adskillige Scrupler om den guddommelige Almagt og Providence. Thi den samme bliver i Henseende til dens U-endelighed des meere utroelig hos os, naar vi tillegge GUd Øjne, Hænder, Fødder og saadanne Organa, hvorved Mennesker virke, see og høre.
   Mange have af Misforstand udi det Gamle Testamentes Forklaringer, hvor der tales om GUds Hænder, Fødder og andre Lemmer, samt om hans Vrede, Medynk, Fortrydelse og andre Affecter, giort sig en kiødelig Idée om GUd, ey eftertænkende, at GUd herudi haver accommoderet visse Talemaader efter et dumt Folks Begreb. Thi man haver ikkun at sammenligne deslige populaire Talemaader med andre Skriftens Steder, hvor der tales om GUd, som et ubegribeligt Væsen, som ikke kand beskrives, for derom at blive overbeviset; saa at man seer, at Psalmisten og Propheter ere eenstemmig med Simonide. Jeg siger, at mange udaf saadanne falske Udtolkninger have giort sig nedrige Concepter om GUds Væsen, og forplantet dem paa Efterkommerne, og at, endskiønt de have læret, at GUd er en Aand, have de dog forestillet sig en Aand, som en Skygge eller tynd Hinde af et Legeme, saaledes som vor Orbis pictus afmaler Siælen for den studerende Ungdom.
   Astronomien, efter de Decouverter, som i de sidste Tider ere giorte, have givet Menneskene større Idée om GUd, end de havde tilforn, hvorudover man maa holde for, at Naturkyndige have højere Tanker om det Guddommelige Væsen, end den gemeene Almue, ja end mange Geistlige selv. Vel siges der, at hvor der ere 3 Mathematici eller Medici, der ere 2 Atheister (ubi tres Medici, ibi duo Athei) men man maa heller sige, at ingen retskaffen Naturkyndig kand være Atheist. Førend Astronomiske Decouverter bleve giorte, ansaae man vor Jord, som en stor Portion af Verden, ja af den Betydning, at alle Planeter, Soel og Stjerner vare skabte for Jordens skyld, og for at være ligesom dens Drabantere og Ministri. De holdte for, at Jorden, som det eeneste beboede og store Corpus stedse stoed stille, og at det heele Firmament var beskikket til i 24 Timer at velte sig derom, endeel for at vederqvæge Jorden og lyse for Menneskene, endeel og for at tiene til Zirath. Saadanne Tanker havde endog Astronomi selv giort sig om Verden. Almuen derimod ansaae Stjerner som smaa Kugle, fast ikke anderledes end de, som findes afmalede paa vore Kirkehvelvinger, og holdte for, at de samme circulerede om den store Jord, hvilken agtedes i det ringeste for den halve Deel af Skabningen; og var det derfor at de deelede alting udi 2 lige Parter, saa at under det Navn af Himmel og Jord den heele Verden blev begreben. De samme Tanker, som de havde fattet om Jordens Vigtighed, foraarsagede, at de holdte for, hvert Menneske at have en vis Stjerne til Tieneste og Opvartning, at Soel, Maane og Planeter ved Formørkelser og andre Tegn gave tilkiende, hvad som skee skulde paa Jorden, og at Cometer med et langt Riis lod sig tilsyne, naar nogen U-lykke forestod, naar en Første skulde døe, en Fæstning skulde indtages, en Kriig begyndes, eller en fornemme Frue fare ilde. Ja denne Præsumtion er gaaen saa vidt, at man haver anseet himmelske Corpora, som Menneskers Opvartere; og fortælles der om en vis Helgen, at Soelen bar hans Handsker, naar han vandrede.
   Nu omstunder derimod haver man ved Hielp af Perspectiver og andre Instrumenter faaet anden Oplysning; saa at den store Jord i Henseende til heele Verden er ikkun et lidet Sandskorn, hvilken tillige med andre Planeter løber omkring Soelen, der er en Million gang større end Jorden, ja det som meere er, man haver merket, at den Hvirvel eller Vortex, hvorunder Soelen med Jorden og de andre Planeter befattes, giør ikkun tilsammen en liden Verden i Mignature, og bliver til en liden Punct at regne mod den u-endelig store Machine, som er den store Verden. Thi, naar vi forestille os, at vor Soel er ikke andet end den Stjerne, som er os nærmest, og at hver Stjerne er en Soel, der haver Planeter om sig, saa at, saa mange Stjerner, saa mange Verdener: Naar vi saa tillige med betragte Stjernernes Mangfoldighed, nemlig, at vi see nogle 1000 med vore Øjen, og utallige 1000 med Perspectiver, og endeligen imaginere os, om vi vare udi Melkeveyen, hvor vi med Perspectiver see de længstfraværende Stjerner, at vi vilde see lige saa lang Udstrekning og lige saa mange Verdener paa den anden Side, maa vi staae ligesom henrykkede over Skabningens Storhed, og sige: O hvilket stort og ubegribeligt Væsen, der haver dannet og der underholder saadan Machine. Vi maa da bekiende med Simonide, at jo meere vi see, jo mindre see vi, og jo meere vi tænke derpaa, jo meere formørkes Forstanden: ja tilstaae, at der intet daarligere Foretagende kand være, end at ville beskrive GUd. Jeg vil slutte denne Dissertation med de høye Tanker, som den Franske Philosophus Charron haver om GUd. Hans Ord ere disse:
   Det er en dristig Daarlighed, at ville beskrive det Guddommelige Væsen, og sige, hvad GUd er: thi Menneskets Fornuft og Creaturernes Grændser strækker sig ikke saa vidt. GUds Væsen er noget, som ikke kand kiendes, end ikke fornemmes; Der er ingen Proportion imellem det Endelige og U-endelige, og ingen Adgang fra det første til det sidste. Det skarpsindigste Hovet og den stærkeste Imagination kommer her ikke nærmere end den svageste og ringeste. Den største Philosophus, den lærdeste Theologus kiender GUd ikke meere end den ringeste Haandverksmand. Hvor ingen Vej eller Tilgang er, er der intet kort eller langt. GUd, Guddommelighed, Evighed, Almægtighed, U-endelighed ere Ord, som tales hen i Vejret og røre os intet. Thi det ere Ting, som ikke manieres af den menneskelige Fornuft. Dersom alt det vi sige og tale om GUd, skulde dømmes efter Rigueur, blev det ikke uden Daarlighed og Uvidenhed. Derfore siger en stor og gammel Lærer, at det er farligt at tale om GUd, endskiønt man siger Sanden. Aarsagen dertil er, at, foruden deslige høje Sandheder besmittes ved at passere igiennem vore Sandser og vore Munde, saa kand vi dog ikke selv være forvissede om de ere sande. Det er ligesom ved en Slumpelykke, at vi finde dem; thi vi ere blinde derudi, og vide ikke, hvad det er. Derfore at tale om GUd udi Tvivlsmaal og Uvished er farligt, og kand vi ikke vide, om GUd finder Behag derudi, undtagen at vi forlade os paa hans Godhed, og haabe, at han ikke regner os til onde, at vi tale om ham udi god Intention, og ære ham saa meget som vi kand. Men hvo veed ogsaa, om denne Tillid er ham behagelig. Hvorudover det sikkerste Expedient, som og er mueligt for Menneskerne, er, at Siælen efter en almindelig Abstraction fra alting, opløfter sig over alting, saasom udi et Vacuo og U-endelighed med en dyb og hellig Taushed, med Forundring fuld af Frygt, forestiller sig en skinnende Afgrund uden Bund og Grendser, uden højt, uden lavt, uden at helde sig til noget, som kommer i Imaginationen, alleene lader sig drukne og opsluge i det U-endelige. Og stemmer dette overeens med Helgenes gamle Vidnesbyrd herom: nemlig, at Kundskab om GUd er en fuldkommen Ignorance om hans Væsen. At nærme sig til GUd, det er at erkiende et Lys, som man ikke kand nærme sig til, og at opsluges deraf. Det er nogenledes at kiende GUd, at føle, at han er overalt, og at han ikke kand kiendes. At prise GUd med Veltalenhed, det er med Forundring og Skræk at tie, og i Taushed at tilbede ham i Siælen. Men saasom det er vanskeligt, og hartad umueligt for Siælen at subsistere udi saadan Uvished, saa er det fornødent at forestille sig GUd alleene, som et got, mægtigt og fornuftigt Væsen, der anseer vor Intention, og eftertænker, at det er ikke i Menneskets Evne at giøre sig en Idée eller Billede om den Guddommelighed, hvilken han dyrker og venererer som sin GUd &c.
   Saa vidt Charron. Om denne hans Betænkning ellers er orthodox, skal jeg ej kunne sige. Vist nok er det, at den giver os en høye Idée om GUD og indprenter os slette Tanker om vor egen Skrøbelighed og Afmagt, formaner os til Ydmyghed, og ikke at nævne GUds Navn uden med dybeste Veneration: ej heller at fremkomme for ham med Bønner uden med Sømmelighed. Dette tages dog ikke udi Agt, og vise de Adresser, som mange Mennesker giøre til GUD, at de have ikke den rette Idée om dette store og u-begribelige Væsen. En Skoemager adresserer sig til ham med en Syel i Haanden, en Skræder med sin Sax, en anden paa anden usømmelig Maade, saa at intet er almindeligere iblant Christne, end at tale med GUD udi deres daglige Handtering og Arbeide, og det ligesom en passant, for ikke at spilde Tiden: ligesom det ikke var U-magen værd at sette nedrige Forretninger til side, naar man forlanger Audientz hos Verdens store og u-endelig Monarch. Jeg drister mig ikke til at tale med nogen Iver herom, saasom det er bleven saa almindeligt, at man holder det for en merite at sye, væve, høvle, &c. og tilligemed at synge og bede, det er at andrage sit Anliggende for den store Gud og at tilbede sig hans Barmhiertighed. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at enhver, som ikke var vant dertil, vilde forundre sig derover, og ansee det som en stor U-rimelighed. Man kand sige, at Mahomedaner, hvor lidet de ellers ere oplysede udi Religion, dog bede med behørig Andagt og Anstændighed; thi, naar de indstille sig med deres Bønner for GUD, sette de ikke alleene alle verdslige Handteringer tilside, men staae ligesom henrykte, saalænge Bønnen varer. Adskillige Hedninge støde sig og over visse Expressioner udi Christne Bønner. Man seer af de Beretninger om Missionen udi Tranqvebar, at, da en Missionarius engang catechiserede for den nys omvendte hedenske Ungdom, satt Udtolken hans Ord i anden højere Stiil, saasom han syntes de vare ikke ærbødige nok i henseende til GUD. Jeg for min Part vil ingen Proces have med nogen derfor, saasom der er intet herudi mod Orthodoxie, og saasom nogle af saadanne populaire expressioner findes udi de hellige Bøger: alleene jeg kand ikke nægte, at, naar jeg hører for Exempel en Prædikant giøre Bønner for syge Hospitals Lemmer, og beder GUD, at han selv vil reede Sengen under dem, jeg jo gierne saae, at dette blev sat i anden Stiil. Hvad de aandelige Entretiens angaaer, eller den Syngen og Læsning, som skeer ved daglig Arbeide, derover haver jeg stedse stødet mig, en Deel, saasom ingen ret Andagt kand være til, naar man haver Tankerne fæstet til sit Arbeide, en Deel ogsaa, efterdi mig synes, at det er mod Anstændighed. Jeg veed vel, at de fleeste foregive, at man maa erindre GUD i alt sit Arbeyde, og at man ikke kand læse og synge for ofte. Men det er Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse over sine begangne Synder og tillige med fuld af Tillid til GUds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen siger: GUD vær mig Synder naadig! Jeg siger, det er Spørsmaal, om han ikke beder meere, end den der ved en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog igiennem. Bønnen bestaaer ikke i Ordenes Mængde, men udi deres Vægt; og af hvad Vigtighed kand Bønner være, naar Sindet og Tankerne ere fæstede til Arbeidet, og Ordene alleene udøses til GUD. Jeg overlader dette til andres videre Betænkning, og haaber en mild Critiqve af enhver, naar han giør sig den rette Concept om GUD, og eftertænker, udi hvilket vigtigt ærinde et ringe Menneske er, naar det fordrer et saadant stort og u-begribeligt Væsen til Samtale.

Ludvig Holberg Homepage