Havfrue, fanget ved Borneo
Renard, L.: Poissons écerevesses & Crabes de divers couleurs et figures extraordinaires, que l'on trouve autour des Isles Moluques et sur les côtes des Terres australes. Amsterdam, u.å. [1754?]

Sirene
Cuba, Johann v.: Ortus sanitatis. U.st. 1517

Havfruen var, som enhjørningen, svær at ’aflive’. Havfruen er kendt gennem årtusinder, og hun har hentet sine træk fra flere forskellige væsener. Visdom, spådomsevne og magt over elementerne har hun fra både indiske og græske væsener. Stemmen har hun fra sirenen. Sirenerne sang så smukt, at de kunne lokke søfolk til sig, og så gik det dem ilde. Kun få gange lykkedes det mennesker at høre sirenernes sang, uden at der skete noget. En af dem var Odysseus, som lod ørerne på sine søfolk tilstoppe og sig selv binde til masten, så han ikke kunne slippe løs. Den erotiske udstråling har havfruen fra alle sine ’stammødre’.

Havfruerne kunne som nævnt spå; heldigvis var det sådan, at hvis man slog havfruen ihjel, gik spådommen ikke i opfyldelse, og det var jo ganske bekvemt, hvis det var en ubehagelig spådom. 

Der går mange sagn om havfruerne. Sagnene var ifølge sagens natur hovedsagelig fortalt af søfolk, og deres historier blev ikke dårligere med tiden. Der fortælles om væltede skibe, liderlige havfruer og meget andet. Så ikke alle havfruer havde det blide og selvopofrende sind, som H.C. Andersen udstyrede sin havfrue med – hun fik til gengæld en statue.

- og hvad så de så, søfolkene? Nogle har gættet på søkøer, men de ser ret klodsede ud. Måske sæler.