Enhjørning
Gesner, Conrad: Historiæ Animalium. Tiguri, 1551-1620

Enhjørning
J. Jonstone: Historia Naturalis. Amstelodami 1657

Frontispicen til Museum Wormianum
Narhvalhovedet med stødtand står i anden vinduesniche
Worm, Ole: Museum Wormianum. Amstelodami, 1655

Billede af en fisk, kaldet Vletif, en art narhval.
Paré, Ambroise: Les oeuvres d'Ambroise Paré. Paris, 1614

Forbillederne for enhjørningen er if. Anker og Dahl dels det indiske næsehorn, dels assyriske profilbilleder af urokser og endelig lidt mere ubestemt et persisk æsel. Disse meget forskellige dyr har da lagt hver sine træk til enhjørningens sammensatte natur: et vildt og stridbart dyr, som holder af ensomhed, og som er så hurtigt, at det er umuligt at indfange - og samtidig et blidt og gazelleagtigt dyr, som gerne lader sig indfange af en jomfru. Alle disse træk var klar i oldtiden og ændredes ikke meget i middelalderen. I den kristne kirke blev enhjørningen til symbol på Frelseren, mens jomfruen var symbol på Jomfru Maria. Hornet blev da til symbol på korset.

Enhjørningens horn fik en ganske særlig betydning langt op i tiden. Hornet kunne beskytte mod gift, og i forlængelse heraf blev hornet anset som en kraftigt virkende medicin, især mod infektioner; man kunne lægge et enhjørningehorn i vand, eller man kunne støde det. Selv om intet menneske havde set en levende enhjørning (og zoologiske forfattere luftede forsigtig tvivl om dyrets eksistens), så var enhjørningens horn velkendte, og de kunne købes, men det var overordentlig kostbart.

I 1636 fik den danske læge og oldgransker Ole Worm (1588-1654), som havde anlagt en stor samling af naturalier, et kranium fra en narhval med stødtand. Her var et klokkeklart bevis for, at enhjørningens horn ikke var, hvad man troede, men derimod en tand, som voksede ud fra overkæben på en hval. Det, at en lang, lige og snoet stødtand vokser ud af hovedet på en hval, er i grunden en lige så utrolig tanke, som at et dyr skulle have ét horn, men man havde dog set en narhval. Det skrev Worm om i 1638. Før ham havde der været beretninger om hvaler i de nordlige farvande med et horn i panden, med det var Worm, som beviste sammenhængen. Selv om man nu kendte sammenhængen, blev man ved med at betragte hornet/stødtanden som god medicin langt op i tiden.

Frank Jæger (1926-1977) har i sine Hverdagshistorier givet et ganske indtagende billede af enhjørningens kraft, omend i ny skikkelse. Novellesamlingen foregår i et nordsjællandsk univers med Farum som midtpunkt. Historien foregår i en vinter, som ingen ende vil tage. Skovhuggeren fra Ganløse går tur i skoven sammen med sin kæreste. Der møder de en enhjørning, som braser frem gennem skoven med stort bulder. men som lægger sig til hvile med hovedet i skovhuggerens kærestes skød. Enhjørningen beder jomfruen om at skrue hornet af; det gør hun (med skovhuggerens skjulte hjælp), og ud af hullet i enhjørningens pande strømmer foråret: Blaa himmel, den varme sol, de fine, gennemsigtige skyer, det nye grønne løv ...