Münster,
Sebastian: Cosmographia. Basel, 1544
Gallus
οφιομοςφόι. En hane-basilisk
Kircher,
Athanasius: Mundus subterraneus in 12 libros digestus. Amstelodami, 1665-1664 |
Teksten
til det øverste billede lyder: Basiliscus ein gifftig thier - og et giftigt dyr er
netop, hvad man antog den for at være. Basilisken
er et af de klassiske fabeldyr, og et mere giftigt kryb end basilisken skulle man lede
længe efter. Oldtidens grækere og romere kunne fortælle, at basilisken levede i
Nordafrika. Man døde af at røre ved den, dens ånde dræbte buskene, og det blev
fortalt, at da en rytter engang havde dræbt en basilisk med sin lanse, trængte giften op
gennem lansen og dræbte både rytteren og den hest, han red på; en ganske kraftigt
virkende gift! Ikke nok med det, basiliskens blik var dræbende. Basilisken
betragtedes som
slangernes konge, og den beskrives med en hvid plet i hovedet, som ligner et diadem.
Et sådant dyr var det rart at kende midler til dræbe, og en af
metoderne var at kaste en væsel ned i basiliskens hule. Basilisken skulle så blive
dræbt af lugten fra væselen, som samtidig skulle omkomme selv. Hanen var basilisken
også bange for; den skælver ved synet af den, og hører den hanen gale, dør den under
krampetrækninger.
I middelalderens bestiarier fik basiliskens giftighed en tand til.
Luften omkring en basilisk blev fordærvet, og alt levende døde i basiliskens nærhed;
træer og buske, frugterne faldt ned og rådnede, og selv fuglene styrtede døde ned fra
luften. Den blik blev stadig betratet som dødbringende; den som blev
truffet af det skulle dø under svære
pinsler. Lykkedes det derimod at holde et spejl op for basilisken, var det den selv, som
døde
af sit eget blik. Heldigvis var det også sådan, at
hvis mennesket så basilisken først, var det basilisken, som måtte dø.
Hanen,
basiliskens gamle fjende, var stadig farlig for basilisken, og nu anførtes den tilmed som
en art mor til basilisken. Med visse mellemrum, syv eller ni år, skulle hanen lægge et
æg i gødning, og af dette æg skulle en skrubtudse kunne udruge en basilisk.
Basiliskens
udseende kan tage form efter ophavet, en hane. Den forsynes med hanehoved og -fødder,
mens kroppen er forsynet med skæl og ender i en lang slangehale. |