Tilbage

Basilisk


Münster, Sebastian: Cosmographia. Basel, 1544


Gallus οφιομοςφόι. En hane-basilisk
Kircher, Athanasius: Mundus subterraneus in 12 libros digestus. Amstelodami, 1665-1664

Teksten til det øverste billede lyder: Basiliscus ein gifftig thier - og et giftigt dyr er netop, hvad man antog den for at være.

Basilisken er et af de klassiske fabeldyr, og et mere giftigt kryb end basilisken skulle man lede længe efter. Oldtidens grækere og romere kunne fortælle, at basilisken levede i Nordafrika. Man døde af at røre ved den, dens ånde dræbte buskene, og det blev fortalt, at da en rytter engang havde dræbt en basilisk med sin lanse, trængte giften op gennem lansen og dræbte både rytteren og den hest, han red på; en ganske kraftigt virkende gift! Ikke nok med det, basiliskens blik var dræbende. Basilisken betragtedes som slangernes konge, og den beskrives med en hvid plet i hovedet, som ligner et diadem.

Et sådant dyr var det rart at kende midler til dræbe, og en af metoderne var at kaste en væsel ned i basiliskens hule. Basilisken skulle så blive dræbt af lugten fra væselen, som samtidig skulle omkomme selv. Hanen var basilisken også bange for; den skælver ved synet af den, og hører den hanen gale, dør den under krampetrækninger. 

I middelalderens bestiarier fik basiliskens giftighed en tand til. Luften omkring en basilisk blev fordærvet, og alt levende døde i basiliskens nærhed; træer og buske, frugterne faldt ned og rådnede, og selv fuglene styrtede døde ned fra luften. Den blik blev stadig betratet som dødbringende; den som blev truffet af det skulle dø under svære pinsler. Lykkedes det derimod at holde et spejl op for basilisken, var det den selv, som døde af sit eget blik. Heldigvis var det også sådan, at hvis mennesket så basilisken først, var det basilisken, som måtte dø.

Hanen, basiliskens gamle fjende, var stadig farlig for basilisken, og nu anførtes den tilmed som en art mor til basilisken. Med visse mellemrum, syv eller ni år, skulle hanen lægge et æg i gødning, og af dette æg skulle en skrubtudse kunne udruge en basilisk.

Basiliskens udseende kan tage form efter ophavet, en hane. Den forsynes med hanehoved og -fødder, mens kroppen er forsynet med skæl og ender i en lang slangehale.

      © Copyright 2003, Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek