link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Den Stundesløse (1731), Act. III

| Index | -1 |
Actus III.
Scen. 1.

Vielgeschrey. Leonard.

VIELG.
Jeg har haft mange fortrædelige Dage i Verden, men ingen som denne. Den halve Deel af saadanne Fortreeder var mægtig til at giøre det sterkeste Hoved forvirret. En kommer og vil true sig til at være min Svigersøn. En anden rykker mig i Haaret og siger det betyder Parenteses. Den tredie støder mit Skriver-Bord omkring. De maae endelig være udsat paa mig af onde Mennisker. Pernille skal nok udspionere det for mig. Havde jeg ikke den Piige, saa forgik jeg rent. Hun gaaer mig til Haande. Hun ynker mig i mine Forretninger, og jeg er vis paa, at disse mine Fortreder gaaer hende ligesaa meget til Hierte, som mig selv. Huusholdersken Magdelone derimod har jeg ingen Nytte af; thi hun gaaer stedse i Gifte Tanker. Og, saasom en Mand ikke staaer strax paa Pinde for hende, blir hun saa ond som Peber. Gid jeg vel var skilt med det Spøgels. Gid jeg kunde giøre hendes Bryllup tillige med min Datter i Aften. Men der seer jeg min Broer Leonard komme, god aften Monfrere! Jeg tog mig den Frihed at skikke Bud efter ham.

LEONARD.
Ja, hvad skal det betyde? I pleyer ikke have Bud efter mig, er I ikke vel?

VIELG.
Ney jeg er færdig at døe af harme. Jeg har haft mit Huus fuld af galne og uriimelige Folk, der ligesom forsætlig viis ere hid komne for at giøre mig Fortred og at hindre mig i mine Forretninger, jeg har Seigr. Langspræck mistænkt derfor.

LEONARD.
Hvad ont har I da giort ham, som har kundet drive ham til saadant?

VIELG.
Fordi jeg vilde ikke høre paa en Proces saa lang, som Kiøbmagergade, som han fortalte overgaar.

LEONARD.
Men hvorfore kunde I ikke høre ham tale?

VIELG.
Har jeg stunder til saadant Monfrere?

LEONARD.
Det er sandt, Monfrere I har aldrig stunder, skiønt I har aldrig noget at bestille.

VIELG.
Spot ikke Monfr. hvorfor skulde jeg holde 4re Skriverkarle, uden jeg havde at bestille.

LEONARD.
Vil I da sige mig, hvori de Forretninger bestaaer.

VIELG.
Vil I tælle mig Stiernerne paa Himmelen.

LEONARD.
Sig mig da en af disse vigtige Forretninger? Hvad har I bestilt i Dag?

VIELG.
For lutter Mengde af Forretninger har jeg intet kundet forrette i Dag.

LEONARD.
Saa haaber jeg ogsaa, at I kunde sige i gaar og ligeledes i overgaar.

VIELG.
Ikke uden 5 Bryllups Breve, som jeg har ladet skrive, men har ikke faaet Leilighed at skikke dem bort med Posten.

LEONARD.
Hvad er det for Bryllups Breve?

VIELG.
Min Datter Leonora skal giftes i Aften. Det er for den Aarsag, at jeg har haft bud efter Monfrere.

LEONARD.
Med hvem skal hun giftes.

VIELG.
Med Erik Madsen Bogholders ældste Søn Peder.

LEONARD.
Hvad! skiemter I. Vil I give jer Datter bort til en Skolemester.

VIELG.
Monfrere! Jeg maae have en Sviger-Søn, der kand gaae mig til haande i mine Forretninger.

LEONARD.
Specificer mig nogle af de Forretninger.

VIELG.
Om I vil plage mig, saa vær saa god at sætte det op til den anden Dag; thi i Dag kand jeg ikke bære meere.

LEONARD.
Skal jeg tale for jer Datters beste, saa maae det være i Dag; thi i Morgen er det forsilde.

VIELG.
Men hvad har I at sige paa det Parti.

LEONARD.
Det er jer Familie gandske u-anstændigt.

VIELG.
Er ikke en Bogholder en Brav Mand?

LEONARD.
Ikke for en ung Jomfrue af den Stand og Education. Jeg er vis paa, at hun vil gremme sig til Døde derover; jeg kiender ikke Personen, men jeg har hørt ham beskrive.

VIELG.
I tar feil Monfr. Min Datter er ligesaa meget derfor som jeg. Det første hun saae ham, blev hun saa forliebt, at jeg ingen Roe har haft, førend jeg har maat loved hende at slutte Contracten i Aften.

LEONARD.
Det faaer I mig i ævighed ikke til at troe. Det er u-naturligt.

VIELG.
Da skal jeg strax hielpe jer af Drømmen. Leonora og Pernille kommer ind.
Scen. 2.

Leonora pyntet som Brud, Leonard. Vielgeschrey. Pernille.

VIELG.
Min Datter! Din Farbroer vil ikke troe, at dette Giftermaal staar dig an. Han holder for, at det er u-anstændigt for vort Huus, og derfor har overtalt mig at bryde mit Løfte.
(Leonora og Pernille græder.)

LEONARD.
Tænkte jeg ikke nok Monfrere! at hun ikke har samtykket tilforn uden af Tvang, see! hvor bevæget hun blev, da hun hørdte sin Befrielse.

VIELG.
Hvorfor græder du mit Barn?

LEONORA.
Har jeg ikke Aarsag at græde jeg svær ved alt det, som helligt er, at jeg ingen anden Mand vil have end Peder Eriksen Bogholder.

PERNILLE.
Gaaer det Parti over styr saa forlader jeg Herrens Huus.

VIELG.
Ha ha ha! kand I nu høre Monfrere. Giv dig kun tilfreds min Datter! jeg sagde det kun for at friste dig.

PERNILLE.
Men hvorfor er Monsieur Leonard saa meget imod det Parti?

LEONARD.
Nu ikke meere, Pernille! eftersom jeg hører, hun selv er derfor.

LEONORA.
Det er en meget fornuftig Karl, min hierte Farbroer!

LEONARD.
I har giort et got Val mit Barn.

PERNILLE.
Han har giort en nye Regel udi Regnekonsten, kaldet Regela St. Petri.

LEONARD.
Ej er der da noget at tage i Betænkning?

PERNILLE.
Om hand ingen Midler havde, saa kand hand forsørge Jomfruen alleene ved sit Pen og Griffel.

LEONARD.
Hvad Nød har hun da.

PERNILLE.
Hans Fætter Jonas siger, at hand er den største Regnemester i Staden.

LEONARD.
Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.
Og at hand kysser Støvet under hans Fødder.

LEONARD.
Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.
Hans Far, hans Forfar og Oldefar har ogsaa informeret i Bogholderie, saa at hand kand regne sine 16 Ahner af Bogholdere.

LEONARD.
Slaae til, slaae til, slaae til.

PERNILLE.
Saa at hand har Videnskab ved Fødselen.

LEONARD.
Det er sant, hun kunde aldrig giøre bedre Parti. (sagte) Jeg er bleven saa hovedsvimlet af dette Tøy, at jeg neppe kand staae paa mine Been. Jeg kand dog aldrig bilde mig ind, at dette maa være rigtigt.

VIELG.
Seer I nu vel, Monfrere! I bildte jer ind, at jeg tvang min Dotter.

LEONARD.
Jeg har ikke et Ord at sige derimod, efterdi baade Faren og Dotteren er eenige. Men der kommer Fremmede; det maa være Frieren, eftersom Notarius følger med.
Scen. 3.

Leander. Oldfux, klædde som Pedanter. Leanders Far-Broer Corfitz, som en gammel Mand. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.
Velkommen min kiære Svigersøn.

LEANDER.
Jeg er her kommen efter Aftale og har taget min Fetter Jonam Candidatum udi Bogholderie, samt min kiære Far-Broder Corfitz med mig, at bivaane denne min udi deres Familie indlemmelse; thi min Far Erich Madsen er ikke saa vel, at hand kand komme nu i Dag.

VIELG.
Er da denne Mand ikke hans Fader, mig synes ogsaa, at det er ikke Seign. Erich Madsen selv.

CORFITZ.
Ney! jeg er u-værdig hans Farbroder, men kommer her udi hans Fars Sted. Men denne unge Person Jonas Corfitzen er min egen Søn.

VIELG.
Ja Børnlille! vi vil giøre det kort og got; thi Tiden er knap for mig, saa gaaer hen og gir hinanden Hænder.
(Leander og Leonora gir hinanden Hænder, hvorpaa enhver udi Compagniet
giør dem en Compliment i sær.)

CORFITZ.
Her Notarius! vil I nu være saa god at indføre dette i jer Bog, at paa denne Dag imellem disse Personer er sluttet Ægteskab.

NOTARIUS.
Naar jeg kun veed Navnene.

VIELG.
Min Dotter er fød her i Byen, gaaer udi sit tyvende Aar, og Brudgommen - - -

LEANDER.
Jeg skal sige ham de Omstændigheder om min Person.
(Notarius skriver og Leander dicterer sagte.)

CORFITZ.
Jeg forsikrer min Herre om, at min Bror-Søn Thomas skal være ham en lydig Svigersøn, som med Fornøyelse vil gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

VIELG.
Det er just derfor jeg har foretrækked ham adskillige fornemme unge Personer, besynderlig en ung Straten-Junker, som hun halvdeels uden mit Vidende havde forlovet sig med. Samme Knægt har i Dag truet mig med Retten, derfor har jeg iilet med at slutte Contracten.

CORFITZ.
Hr. Svoger har giordt vel derudi, saa faar hand en lang Næse.

PERNILLE.
Ach! gunstige Herre! jeg har en ydmygst Bøn til ham.

VIELG.
Hvad er det Pernille! du veedst, at jeg giør alting for din skyld; thi du har tienet mig trolig og ærlig. Du vil vel maaskee ogsaa have en Mand?

PERNILLE.
Ney! gunstige Herre, det er ikke for mig, det er for den stakkels Magdelone.

VIELG.
Gid hun var vel af Huset. Det er ikke min skyld, at hun ikke er gift, men jeg kand ikke trække hende en Mand efter Hals og Haar. Jeg har tit sat mig for at frie en eller andensteds for hende, men jeg er altid hindret af Forretninger.

PERNILLE.
Ney vil Herren behage at høre mig, hun er forlovet.

VIELG.
Med hvem?

PERNILLE.
Med een af de fornemste Byens Bedemænd. Vi har stevned ham hid just paa denne Tid at begiære hende af Herren, eftersom Herren har besluttet at sætte sine Forretninger en Times Tid til side.

VIELG.
Det er vel overlagt af dig; thi jeg veed ellers ikke, naar jeg faar Tid dertil.

PERNILLE.
Det kunde i mine Tanker blive afgiort i Aften, medens Notarius er her.

VIELG.
Det skulde være mig usigelig kiært; Hr. Notarius vær saa god og tøv et Øyeblik, her falder maa skee noget andet at forrette.

PERNILLE.
Mig syntes, at det var allermageligst for Herren; thi det er at slaae to Fluer med en Smekke. Men der kommer min Troe Bedemanden med sin Far.
Scen. 4.

Peder Erichsen. Erich. Personerne af forrige Scene.

ERICH.
Her kommer jeg med min Søn efter Løfte at fuldbyrde Forlovelsen.

VIELGESCHREY (til Pernille.)
Hvad vil det sige efter Løfte?

PERNILLE.
Det heder saa udi Bedemands Stiil. De slags Folk har altid en hob Fyldekalk for at giøre deres Tale vitløftig. De har egne Tale-Maader, som for Exempel, Pigerne udi Huset kalder de Døttre, naar hand har talt med mig om Herren, saa har hand sagt i Steden for jer Herre og Principal, jer kiære Far.

VIELG.
Ej det er artig.

PERNILLE.
Derfor giør man Forskiæl mellem Bedemands Stiil og anden Menniskelig Stiil.

VIELGESCHREY (til Erich Madsen.)
Det er mig kiært min Herre. Jeg forsikrer paa Brudens Vegne, at hun er en brav forstandig Huusholderske.

ERICH MADSEN.
Jeg tviler ikke derpaa; thi af saadant got Træe, som min Herre er, kand ikke komme uden gode Frugter.

VIELGESCHREY (til Pernille.)
Det er sant du siger: Disse Bedemænd har underlige Tale-Maader, lad Magdelone komme ind.
(Pernille springer efter Magdelone.)

VIELGESCHREY til Erich Madsen.
Monsieur! det kommer mig for, som jeg har haft den Ære at see ham ofte tilforn.

ERICH MADSEN (til Pernille.)
Hvad vil det sige, lille Barn. Hand lader, som hand kiender mig ikke; da hand dog har selv i Dag været henne hos mig for at fri for sin Dotter.

PERNILLE.
Hr. Bogholder maa ikke regne Herren, saaledes taler hand hundrede gange om Dagen hen i Taaget; thi hand har saa mange Forretninger i Hovedet.

ERICH MADSEN.
Ha, ha, ha!

VIELGESCHREY.
Kommer Magdelone? Pernille!

PERNILLE.
Ja hun kommer i dette Øyeblik.

ERICH MADSEN (til Vielgeschrey.)
Hans kiære Dotter pynter sig maa skee.

VIELGESCHREY (sagte.)
Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ja jeg troer det. Hun er ellers ikke meget for Stads; men jeg kand tænke, at hun griber sig nu an.

ERICH MADSEN.
Min Herre er selv ikke meget for Stads; derfor kand hans Børn ikke heller være.

VIELGESCHREY (sagte.)
Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ney af mig skal ingen i Huset lære Vellyst.

ERICH MADSEN.
Ja min Herre har sagt mig det selv.

VIELGESCHREY.
Har jeg da nyelig haft den Ære at tale med Monsieur?

ERICH MADSEN (sagte.)
Ha, ha, ha! atter hen i Taaget. (høyt) Jeg merker, at min Herre har altid Hovedet fuld af Forretninger.

VIELG.
Ja det er sant Monsieur! derfor har jeg udvalt en arbeidsom ung Person til min Svigersøn, som kand gaae mig til Haande.

ERICH MADSEN.
Jeg takker skyldigst.

VIELGESCHREY (sagte.)
Atter Bedemands Stiil.

PERNILLE.
Er det ikke sant, som jeg siger. Det er lutter Bedemands Formularier.

VIELG.
Men det lader, som min Herre har kiendt mig tilforn.

ERICH MADSEN (sagte.)
Atter hen i Taaget. Men der kommer Bruden. See min Herre, der er hans kiære Dotter.

VIELGESCHREY (sagte.)
Atter Bedemands Stiil. Gid Fanden fare i slige Tale-Maader.
Scen. 5.

Magdelone med Haarhue. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.
Kom frem mit Barn. Det er mig usigelig kiært, at det er kommen saa vidt, at jeg kand gifte jer af mit Huus. I faar en brav Mand, som kand forsørge jer.

MAGDELONE.
Jeg tviler ikke derpaa, i sær eftersom - - -

PERNILLE.
Det er best, at vi giør det kort og got; thi Herren har ellers en hob Forretninger i Aften.

ERICH MADSEN.
Finder min Herre det for got, at Ægteskabs Contracten sluttes i Aften?

VIELG.
Ja Monsieur jeg er fornøyet dermed.

PERNILLE.
Saa gir hin anden strax Hænder da. De ere begge to som forliebte Rotter.
(De gir hin anden Hænder, omfavner hin anden, enhver i sær giør Gratulation.
Notarius skriver og Pernille siger ham sagte til.)

VIELG.
Adieu! Hr. Notarius jeg skal skikke ham Pengene i Morgen.
(Notarius gaar bort.)

VIELG.
Saa fortrædelig som denne Dag har været for mig, saa glad og angenem derimod har Aftenen været, i det jeg har paa eengang faaet baade min Datter og min Huusholderske forsørget.

ERICH MADSEN (til Pernille).
Har han ogsaa giftet sin Husholderske bort i Aften?

PERNILLE. (Pegende paa Leonora.)
Ja Monsieur! Det er det unge Menniske, som han der seer - - - -

ERICH MADSEN.
Det er et kiønt Menniske, hvem faaer hun?

PERNILLE.
Denne unge Person, som der staaer. Han er Bedemand her i Byen.
(Begge Brude-Folkene staaer imidlertid og caresserer hin anden.)

VIELG.
Nu har jeg glemt ald min Fortræd.

ERICH MADSEN.
Ja det er faldet ræt vel ud; thi i hvorvel Bogholdere og Bedemænd, af hvilke den eene har faaet hans Datter og den anden hans Huusholderske, ere kun ringe Folk, saa kand de dog begge rigelig forsørge deres Koener; thi jeg vil tiene kiære Svoger - - -

VIELG.
Hvorfor kalder han mig Svoger?

ERICH MADS.
Jeg er en gammeldags Mand og rætter mig efter den gamle Verden.

VIELG. (sagte)
Det maa være, som Pernille siger, paa sin Bedemands stiil (høyt) jeg siger det ikke af Hofmod, men fordi det er ikke brugeligt.

ERICH MADS.
Jeg ved nok, at det er brugeligt iblant fornemme Folk at sige Monsieur til Alting.

VIELG.
Ey han maa ikke tage det op, som en Hofmod af mig.

ERICH MADS.
Aldeeles ikke, men ellers er jeg en Mand, der ikke har fornøden at skiemme mig ved min Profesion, baade jeg og min Søn kan leve reputerlig, og derforuden legge Penge op hvert Aar.

VIELG.
Jeg troer det nok, men et Aar er dog ikke saa got, som et andet. Det Aar efter Pesten, troer jeg var et got Aar for Folk af hans Profession.

ERICH MADS. (sagte)
Nu snakker han hen i Taaget igien (høyt) jeg veed aldeles ikke, hvad han vil sige med dette?

VIELG.
Jeg meener, da falt der saa mange Brylluper ind.

ERICH MADS.
Hvad kommer Brylluper min Profession ved.

VIELG.
I er jo Bedemand her i Staden.

ERICH MADS. (sagte)
Jeg troer aldrig, at han er rigtig i Hovedet (høyt) hør kiære Svoger! taler han saa i Tanker, saa ynker jeg ham, og taler han saa, for at spille Gæk med mig, saa giør han ikke vel.

VIELG.
Holdt op med den Svoger-Titul udi pokkers Navn, er jeg jer Svoger?

ERICH MADS.
Er min Søn ikke gift med jer Datter?

PERNILLE. (sagte)
Ræt nu vil det bryde løs, men det maae ikke hielpe.

VIELG.
Jeg veed nok, at det er en Talemaade af jer Bedemænd at kalde en Pige udi Huset Datter og Herren for Svoger, men om jer Søn har faaet min Huusholderske, saa er vi derfor ikke Svogre; thi jeg har min troe aldrig rørt hende.

PERNILLE.
Holt nu Ørene stive Pernille.

ERICH MADS.
Hvad pokker vil I sige med jer Huusholderske. Vil I giøre jer Datter til jer Tieneste-Pige.

VIELG.
Ney jeg kiender nok min Datter og jeg kiender nok min Huusholderske Hr. Bedemand!

ERICH MADS.
Jeg er ingen Bedemand i pokkers Skind.

VIELG.
Pernille! han siger, at han er ingen Bedemand, jo min Siæl er I Bedemand.

PERNILLE.
Jo Herre! det er en af de ældste Bedemænd her i Staden.

ERICH MADSEN.
Gid du faae en Ulykke din Laptaske, saa vist som du lyver. Mit Navn er Erich Madsen og jeg er Bogholder. Og det er min Søn Peder, som offentlig er bleven Gift med jer Datter.

VIELG.
Hvad pokker er dette for Koglerie. Jeg er allerede halv forrykt i mit Hoved (til Leander) hør Monsieur. Er I ikke Erich Madsens Bogholders Søn.

LEANDER.
Forlad mig det kiære Sviger-Far. Jeg heeder Leander og er Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.
Hør Seign. Jonas Corfitzen. Er det ikke jer Fetter.

OLDFUX.
Forlad mig det min Herre. Jeg heeder Oldfux og er en bekiendt Pudsenmaker her i Staden til tieniste.

VIELG.
Jeg spør jer nok engang Monsieur. Er I ikke Bedemand her i Byen.

ERICH MADS.
Og jeg svarer jer nok engang for alle, at jeg er Erich Madsen Bogholder.

VIELG.
Og I Unge Person, som har faaet min Huusholderske er I ikke en Bedemand og en Bedemands Søn.

PEDER.
Jeg er Peder Bogholder, som har faaet hans Datter.

VIELG.
I er gal, der staaer jo Peder Bogholder.

LEANDER.
Ney Herre! jeg heeder Leander.

VIELG.
Ach! Himmel! hvad er dog dette. Enten er jeg gal eller I galne, eller Ovidii Metamorphosis er kommen i vore Tider. Hør min Datter est du ikke min Datter?

LEONORE.
Jo jeg er hierte Papa!

VIELG.
Og I Magdelone! er I ikke Magdelone?

MAGD.
Jo Herre!

VIELG.
Og du min Datter est du ikke gift med Peder Erichsen Bogholder.

LEONORE.
Forlad mig hierte Papa! jeg er gift med Leander Jeronimi Søn.

VIELG.
A - - - - og I Magdelone! Er det ikke en Bedemand, I har faaet.

MAGD.
Forlad mig Herre! det er en Bogholder.
(Vielgeschrei sætter sig ned paa en Stoel og grunder)

ERICH MADSEN (til Leonard.)
Min Herre! hans gode Broder er kommen reent fra Forstanden. Vi maa have Bud efter en Doctor; thi han kiender jo ikke en af os igien.

LEONARD.
Jeg har staaet gandske fortabt og hørt paa alt dette. Jeg troer ikke andet end her er spillet nogen hocus pocus.

VIELGESCHREI. (springende op af Stoelen.)
Jeg er Alexander Magnus og I andre ere alle Slyngle, som skal døe for min Haand.
(Tar Stoelen i Haanden og jager iblant dem, Leonard fatter ham om Livet og sætter ham.)

LEONARD.
Min hierte Broder kiender I mig ikke?

VIELG.
Ach! ach! ach! Jeg var gandske fra mig selv over disse Historier I er min Broder Leonard.

LEONARD.
Giv jer tilfreds min hierte Broder! lader os examinere Sagen med Kaaldsindighed; thi her er vist nok spillet Intriguer. Hør min kiære Leonora! Jeg kand merke, at jer Far har villet gifte jer til en mod jer Villie, og I derfore har brugt List for at undgaae saadant Giftermaal.

LEONORA (paa knæ.)
Ach! min allerkiereste Far. Jeg beder med grædende Taare om Forladelse. Kierlighed til Monsieur Leander paa en side og Desperation paa den anden har forførdt mig til at gribe til disse ulovlige Midler.

LEANDER (ogsaa paa Knæ.)
Gunstige Hr. Svigerfar. Jeg er den Person, som han i maares visede saa haanlig bort. Jeg har stillet mig an, som jeg var Peder Erichsen Bogholder for, under det Navn at nyde den Skat, som jeg ellers ikke kunde blive mægtig.

PERNILLE (ogsaa paa Knæe.)
Gunstige Herre! Jeg er Capitain for dette hele Compagnie af Intriguer. Jeg har opspundet alle disse Listigheder, ikke for at bespotte min Herre, men for at redde jer kiære Datter, hvilken af Fortvilelse havde taget Livet af sig selv, hvis hun havde blevet tvunget at tage denne Bogholder.

OLDFUX (ogsaa paa Knæe.)
Gunstige Herre! jeg er Oldfux en vel-studeret vandrende Ridder. Det var mig, som agerede Advocat og Skriver i Eftermiddag, for at hindre Herren, at han ikke fik Leylighed at tale med Peder Erichsen, da han kom at frie til Magdelone, som man bildte ham ind var Herrens Daatter.

VIELGESCHREY.
Ach! Monfrere! dette maae jeg hevne, om det skal koste mit Liv.

LEONARD.
Monfrere! Jeg kand forsikre, at dersom de havde taget mig udi Ledtog med, havde jeg u-anseet dend Estime jeg har for min Broer, ladet mig ogsaa bruge dertil. I maa forlade disse unge Mennisker, og ansee disse Intriguer, som Kierligheds- og Fortvilelses-Virkninger. Kierlighed er saadan sterk Passion, at man overtræder alle Grendser for at nyde det, som man inderlig attraaer. Hvad har I ellers at sige paa dette Parti? Er det ikke ti gange bedre og reputerligere end det andet? Er det ikke en skikkelig, fornem og riig Person.

VIELGESCHR.
Men Monsieur! han forstaaer ikke sit Bogholderie. Jeg vil have en Svigersøn, som var færdig derudi, og kunde gaae mig til Haande i mine besværlige Forretninger.

LEONARD.
Hør Monfrere! Vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle jere Skriver-Karle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov jer Middags-Søvn, og bild jer ind, at I har intet at forrette, og see saa til, om der ikke skal blive meere bestilt udi Huuset.

VIELGESCHR.
Ey Monfrere før ikke saadan Snak. Ingen veed, hvordan Skoen trykker, uden den, som har den paa Foden.

LEANDER.
Ach! min hierte Sviger-far! dersom han vilde lade sin Vrede fare, forsikrer og lover jeg at legge ald min Tid an paa at regne og skrive, for at gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

PERNILLE.
Ja det vil jeg cavere for, at han giør Herre!

VIELGESCHR.
Ja, du din Laptaske! Du skal betale mig Leegen.

PERNILLE.
Hvis jeg ikke havde havt Estime for Herrens Huus, saa havde jeg ladet alting gaae sin gang. Men som jeg ikke kunde taale at see Herren prostitueres, og Jomfruen bragt til Fortvilelse ved saadant Parti, har jeg grebet til dette Middel.

LEONARD.
Det er sant, som hun siger; thi hvorfor skulde hun sætte sig udi saadan Fare, uden Nidkierhed havde drevet hende dertil.

VIELGESCHR.
Lover I mig da Monsieur at legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.
Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELG.
Hvad raader I mig da at giøre Monfrere!

LEONARD.
Jeg raader og beder for ald den broderlig Kierlighed, der er imellem os, at I forlader dem det alle; thi Contracten er alt sluttet, som ikke kand ophæves.

VIELGESCHR.
Saa blir det vist Monsieur, at I vil legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.
Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHR.
Saa vil jeg da kalde jer Svigersøn, og forlade alle de, andre, hvad de har giort mig imod. Staaer kun op igien.
(De reyser sig alle.)

VIELGESCHR.
Min Hr. Erik Madsen. I seer hvordan er tilgaaet. Jeg havde tænkt at give min Datter til hans Søn, men disse forliebte Personer har spillet ham i Huusholderskens Hænder. Hun er ellers et skikkeligt Menniske, er kommen af got Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kand være Forhaabning, at hun kand fortplante Bogholderiet.

ERICH MADSEN.
I maae selv beholde jer Huusholderske. Det I faaer en Ulykke. Hun skal aldrig blive min Sviger-Daatter.

VIELGESCHR.
Det maae I trækkes om.

ERICH MADS.
Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHR.
I maa stevne min Piige, og den Karl, som har smedet paa det Ægteskab; thi jeg kand giøre min Eed paa, at det er mig u-afvidende.

ERICH MADS.
Ach jeg elendige Mand.

PEDER.
Ach jeg fattige Per Erichsen!

MAGDELONE.
Ach min Engel! vær ikke vred.

PEDER.
Ey gak til Bloksbierg.

MAGDELONE.
Jeg har 3000 Rixdlr. paa Rente, som jeg har lagt mig til gode udi Herrens Tieniste. Hans Datter faaer ikke saa meget til Medgift

PEDER.
Jeg kommer da til at skikke mig derudi, Papa!

ERICH MADSEN.
Giør hvad du vil. Kom lad os gaae hiem uden at tage Afskeed med de Bedragere.

VIELG.
Hans Tiener Hr. Bogholder. Jeg vil recommendere min Svigersøn til hans Information.

ERICH MADSEN.
I maa recommendere Fanden.

LEANDER.
Adieu Hr. Bogholder.

OLDFUX.
Hans Tienere, Peder Erichsen! jeg ønsker til Lykke.

PERNILLE.
Adieu Hr. Bogholder, prosit die Malzeit.

PEDER.
Adieu! I Slyngle tilsammen.

LEONARD (til Spectatores.)
   Af dette korte Skue-Spil
   See til at du kand lære,
   At der vil meer end stoyen til
   For flittig at passere;
   Thi seer man en at spilde Tid
   Ved Søvn og gode Dage,
   Saa een ved alt for megen Fliid
   Sig sætter og tilbage.
   En løber slider et par Skoe,
   For ringe Ting at vinde,
   Han baadet meere, hvis i Roe
   Bag Ovnen han sad inde;
   Thi som det stundom farligt er
   At være alt for vittig,
   Saa mangen ødelagt man seer
   For han er alt for flittig,
   For han af lutter Hurtighed
   Frem og tilbage løber.
   En bygger for at rive ned,
   En støber og omstøber.
   Den Stundesløses Characteer,
   Saa vit jeg kand besinde,
   Jeg veed ey i Comoedier
   Om man skal kunde finde.
   Jeg bryder Iis her samt i meer,
   Mig underkaster Dommen,
   At intet udi Verden er
   Den første gang fuldkommen.

FINIS.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek