link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Den Stundesløse (1731), Act. I

| Index | -1 | +1 |
Actus I.
Scen. 1.

PERNILLE.
Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre. Man vil vel sige at saadanne Characterer ere rare, og at ingen tænker derpaa, men der findes en Hob slige stundes-løse Folk her i Landet, der stoye som de vare afsindige over slet intet, ligesom tvertimod der ere visse Folk, der kand have ti Ting i Hovedet paa engang, og er dog at ansee som de vare gandske ørkesløse. Jeg erindrer for nogle Aar siden, da jeg tiente hos en Lands-Dommer, og jeg engang reysede med hans Frue, da kom vi ind paa Veyen til en Kone, hvilken tog meget vel imod os, men syntes at giøre alt formeget deraf. Nu var hun i Stuen, nu i Kielderen, nu satte hun sig paa Hylden, nu under Bordet, nu klamrede hun med Piiger, nu med Drenge. Vi bade hende ti gange, hun skulde ingen Umag giøre sig for vor Skyld; thi vi kunde lade os nøye med et stykke Smøre-brød. Hun tørrede Sveeden af sig ti gange, og bad os have Taalmodighed en halv Times Tid. Fruen svor for mig, at hvis hun havde vidst, at Konen vilde have giort saadan Væsen, havde hun heller taget ind i Kroen. Thi hun vilde nødig være formeget i Gield hos samme Kone, efterdi hun havde en Sag for Landstinget. Endelig blir Bordet bredet, og ventede jeg da i det ringeste at see en Postei til den første Ræt, men alle disse Anstalter faldt ud til en klumpede Meelgrød og 8 haardkaagede Eg. Men det var dog noget. Kunde Hr. Vielgeschrey endnu med ald sin stoyen giøre saa meget, som et Eg, var det ikke saa forunderligt som det er. Dersom han endnu giorde det for at fordrive Kuld eller Skørbug, kunde man sige, at der dog blev noget giordt. Saaledes bar en gammel Magister fordum om Vinteren brende op paa sit Kammer af Kielderen; og siden af Kammeren ned i Kieldern igien, saa længe indtil han ingen Varme meer behøvede. Men Herren arbeider paa intet, det er intet og det blir til intet. Der er ingen udi Huuset, som han roser for Flittighed uden mig, og der er dog ingen, som giør mindre Gavn, endskiønt jeg er altid geskæftig. Forgangen da en spurdte, hvor mange Folk han holdte, svarede han, ikkun een, thi Pernille er min Stuepige, min Kokkepiige, min Cammertiener, min Secretaire, min Huusholderske, min Koene, hvorvel det sidste i Sær var Løgn. Ikke fordi jeg er just meere kydsk end en anden, men han har ikke stunder at ligge hos nogen, og jeg er aldrig smukkere i hans Øyen, end naar jeg har en Pen siddende bag Øret. Men der seer jeg Huusholdersken Magdelone komme.
Scen. 2.

Magdelone, Pernille.

MAGDELONE.
Gid I faae en U-lykke, hvilke Skriver-karle I ere.

PERNILLE.
Altid skielder hun, hvad fattes nu Jomfrue?

MAGDELONE.
Jeg saae igiennem en Sprekke ind udi Skriver-stuen, der sidder de Hunde og drikker Spansk-Viin, og Herren veed ikke andet, end de skriver. Og een af dem drak saadan Skaal. Magdelones Skaal, gid det gamle Orgelverk var gift.

PERNILLE.
Ha! ha! ha!

MAGD.
Jeg er, Himlen skee Lov, ikke saa gammel endnu, at de har fornøden at ligne mig ved et gammelt Orgelverk.

PERNILLE.
Det skulde jeg ogsaa meene.

MAGDELONE.
Jeg har jo endnu ikke naaet mine 40 Aar.

PERNILLE.
Ja hvad er det at regne for Alder? En Piige kand man nytte indtil hun er 50. Aar.

MAGDEL.
Og derforuden bær jeg min Alder meget vel; thi jeg har endnu ingen Rynker.

PERNILLE.
Ey hun har, min troe! et got brugeligt Legeme endnu, det er Synd at sige andet. Det er slet ikke for hendes Ansigt eller Skabning, de foragte hende, men fordi hun forklager dem iblandt for Herren.

MAGD.
Det er sand Pernille. Det er for min Ærlighed, at jeg maa lide alt saadant. De bilder Herren ind, at de slæber sig ihiel i hans Tieniste, og raaber paa høyere Løn, da de dog ikke fortiener halvdeelen af det, de faaer, og derforuden har aldrig ringeste Skilling under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf, saa at han omsider blir til en Staader.

PERNILLE.
Ey sig ikke det. Herren har min Troe alt for mange Øjen i Hovedet, og seer alt for nøye til udi Huuset, at nogen skulde kunde bedrage ham.

MAGDEL.
Just fordi han er saa flittig og geskeftig, just derfor blir han bedragen. Naar jeg vil vare ham ad om hans Tieneris Utroeskab, har han formedelst andre unyttige Forretninger aldrig stunder at høre mig. Jeg skulde aldrig have blevet her saa længe, var det ikke for en Tings skyld.

PERNILLE.
Hvad er det?

MAGDEL.
Det er, at han har lovet at skaffe mig en Mand. Men disse forbandede Forretninger, som kommer imellem, hindrer ham i hans Forsæt.

PERNILLE.
Han har jo ikke stunder at gifte sig selv engang, langt mindre sin Huusholderske.

MAGDEL. (grædende bitterlig.)
Jeg havde maaskee længesiden kundet være gift, om jeg ikke havde forladt mig paa hans Løfter.

PERNILLE.
Jeg veed I kand jo ikke frie selv Jomfrue. Jeg vilde ønske, det var Moden. Jeg skulde min troe ikke heller gaae saa længe som jeg giør.

MAGD.
Ney, det er sandt. Men Madame Kirsten Gifte-Kniif har tilbudet mig adskillige gange for en Discretion at skaffe mig en brav Mand, men jeg har altid biet paa Herrens Naade.

PERNILLE.
Hun maa da ræt bryde en gang over tvert, Jomfru, og tage Herren med en Trompf, naar hun engang finder ham ledig.

MAGDEL.
Naar finder man ham leedig Pernille. Ach: ach! om een kunde komme noget til i det samme; thi vi ere alle Mennisker, saa havde han det paa sin Samvittighed. Ach! ach! den forbandede Geskæftighed. Men hvoraf kand det komme, at visse Mennisker ere saa Stundesløse?

PERNILLE.
Jeg kand ikke viide Jomfru. Jeg meener, at ligesom de, som ere fødde paa en Juule-Nat, seer altid Spøgelse, de som er fød udi Regenveyr, græder altid, saa bilder jeg mig ind, at slige Stundesløse og arbeidsomme Folk som Herren, maae være giordt i en Skriver-stue eller fødde paa en Postdag.

MAGDELONE.
Ey snak.

PERNILLE.
Ja Jomfru. Det er saa kun min Meening, som jeg ikke vil tvinge andre til. Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere. Der maa visselig være en Hob geskæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir. Eller han i steden for Blod maa have Blek, som løber om i Aarene.

MAGD.
Hvad det er eller ikke er, saa lider jeg derved, og min Velfærd, sat til side ved hans Stundesløshed.

PERNILLE.
Hans egen Dotters Velfærd blir sat til side derved. Han har jo lovet hundrede gange at flye hende en Mand, men glemt det hundrede gange igien, og Monsieur Leander som elsker hende i et heelt Aar, har endnu ingen Leilighed faaet at tale med ham derom.

MAGD.
Men er det Leanders og Jomfruens rette Alvor, at de vil have hverandre.

PERNILLE.
Ja vist I skal nok faae det at see.
Scen. 3.

Leonora. Magdelone. Pernille.

LEONORA.
Hvor er Huusholdersken? Min Far kalder paa hende.

MAGD.
Saa maa jeg da løbe.

PERNILLE.
Det var ræt vel, at hun gik. Nu kand vi tale noget sammen om det andet.

LEONORA.
Ach! Pernille. Jeg forlader mig paa din Hurtighed, og den Credit, du har hos min Far.

PERNILLE.
I Dag skal det min troe blive noget af; thi jeg veed ikke Herren har haft nogen Tid mindre at bestille. Jeg har bestilt Leander at komme hid Klokken 9. Og saa haaber jeg nok, at han skal faae et Qvarteers Tid at tale med Herren. Det er os kun om Tiden at giøre.

LEONORA.
Jeg haaber nok, at naar min Far seer hans Person, og hører hans Stand og Vilkor, saa blir det ikke saa vanskelig Sag.

PERNILLE.
Det er sandt nok Jomfru. Men Knuden er kun at finde en leedig Time hos ham. Men der hør jeg han kommer. Det er best, at I løber til side.
Scen. 4.
(Pernille sætter sig ned ved Bordet at skrabe Penne-fieder, og Vielgeschrey kommer ind udi sin Slaaprok efterfuldt af 4re Skriverkarle, alle med Penne-fiere bag Ørene. Vielgeschrei gaaer frem og tilbage, stirrende paa et Stykke Papir, raaber:)
Lars Dintfass!
(Lars løbende til ham.)
Ja Herre!
(Vielgeschrey gaaende til den anden Side.)
Lars Dintfass!

LARS.
Her er jeg Herre.
(Vielg: gaaende til den anden Side stirrende.)
Christoffer Phedermesser.

CHRISTOFFER (løbende til ham.)
Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHR.
Hvad vilt du. Du seer jo, at jeg har at bestille.

CHRISTOFFER.
Herren kaldte paa mig.

VIELGESCHREY.
Det var løgn, bi kun til jeg kalder paa dig. Hvor er Jens Sandbüchs? Er han ikke tilstede.

CHRISTOFFER.
Jo han er Herre.

VIELGESCHREY.
Jens Sandbüchs.
(Jens løbende til ham.)
Her er jeg Herre.
(Vielgeschrey gaaer stirrende til den anden Side.)
Jens Sandbüchs.
(Jens løbende til ham.)
Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHREY.
Har du reenskrevet Copien af forrige Uges Udgifter?

JENS.
Ja Herre! her er den.

VIELGESCHREY.
Er den confereret med Klakken?

JENS.
Ja Herre. Jeg og Christen Griffel confererede i Maares ved Lys.

VIELGESCHREY.
I confererede vel saadan, som I confererede sidste gang. Jeg tør nu slet intet lade passere uden jeg har seet det igiennem selv, hvad bestiller du Pernille?

PERNILLE.
Jeg sidder og skraber Penne til rette for Skriber-Karlene.

VIELGESCHREY.
Det holde jeg af. Jeg har meere Nytte af den Pige end af alle jer andre Døgenichter. Stadt kun op lidt Pernille. Jeg maae sidde og conferere. Jens Griffel! læs du, Du læser tydeligst.

JENS.
Den 21 udgivet (1) 3 Rdlr 2 Mark Arbeydsløn for Herrens brune Klædning. (2) 4 Mark for et par Tøfler til Pernille.

PERNILLE.
Det er sandt. Jeg har glemt at takke Herren derfor. Jeg takker gunstige Herre! jeg skal slide dem op paa Herrens Sundhed.

VIELGESCHREY.
Du kandst takke mig en anden gang Pernille, ikke naar jeg sidder i Forretninger. Nu kunde vi allerede have avanceret et temmelig stykke, hvis du ikke havde kommet med den Snak. Læs videre.

JENS GRIFFEL.
(3) for 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark (4) For 4 Potter Melk en Mark. (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring 1 Mark. Summa lateris 5 Rdlr. 5 Mark. (6) et pund Caffe-Bønner 1 Rdlr. hendt 2 skilling i The vand, 3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth.

VIELGESCHR.
Holdt! læs op igien. Hvad fuldte efter de 2 ß i Theevand?

JENS GRIFFEL.
Derpaa følger 3 Skilling til en Qvint.

VIELGESCHREY.
Gid I faae en Ulykke for jer Copiering og Conferering. Paa de 2 ßl. i Theevand følger 1 ßl. givet i Almisse til en Staader.

PERNILLE.
Det var uforskammet at glemme saadant. Nu blir jo den heele Regning gal.

VIELGESCHREY.
Maae du ikke vel sige det Pernille? Er jeg ikke et Ulyksaligt Menniske, der har slige Tienere. I steden for at lette mig i mine Forretninger, flyer de mig fleere paa Halsen. Skriver nu om igien I Skabehalse hver sin Copie, saa veed jeg endelig den maa blive rigtig.

PERNILLE.
Vil ikke Herren drikke Thee?

VIELG.
Faaer jeg stunder til at æde eller drikke? Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes, kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa engang tænkes paa Postpapiir, Pen, Blek, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa.

PERNILLE.
Herren glemte endnu at regne Lak med.

VIELG.
Det er sandt Pernille, det er uendeligt. Nu skriver I Karle der henne?

KARLENE.
Ja.

VIELG.
Hvor ere alle mine Skriver-sager Pernille?

PERNILLE (flyver omkring.)
Her er Postpapiir, her er Lak, her er Signet.

VIELG.
Denne Piige kunde jeg ikke undvære; thi hun har Memoriam localem.
@REGIOP = (Sætter sig ned at skrive, men reiser sig strax.)
Pernille.

PERNILLE.
Herre!

VIELG.
Har Hønsene faaet Mad?

PERNILLE.
Ney! Herren plejer selv at give dem.

VIELG.
Hvor er de Oste-skaarper, jeg skar i gaar?

PERNILLE.
De ligger hen i Skuffen.
(Vielgeschrey kaster ud igiennem Vinduet.)
Tipe, Tipe, Tipe.
Scen. 5.

Leander. Personerne af forrige Scene:

PERNILLE.
Nu kommer han ræt til pas, førend Herren kommer i med at skrive. See! gak nu imod ham.

LEANDER.
Jeg beder ydmygst om Forladelse min Herre. Jeg har noget at tale med ham, som er mig saavelsom ham selv magt paa liggende.

VIELGES.
Hvad er det? Han er saa god at sige sin Meening kort, thi Tiden er knap for mig.

LEANDER.
Jeg er Jeronimus Christophersens Søn.

VIELG.
Jeg kiender Monsieur Jeronimus. I har en brav Mand til Far.

LEANDER.
Jeg er kommen her efter min kiære Fars Raad og Villie, at - -

VIELG. (til Skriverne.)
Skriver I der henne Karle?

TUTTI.
Ja vi giør.

VIELG.
Lad engang see, hvor vit I er kommen. Om Forladelse Monsieur, et Øyeblik.
(gaaer hen til det lange Bord.)
Scen. 6.

Vielgeschrey. En Barbeer, En Skredder, En Bonde, Leander, Pernille.

BARBEEREN (kommer først ind).
Ich bin schon zwei mahl hier heute gewesen umb den Herren zu barbieren, aber der Herr war noch nicht aufgestanden.

VIELG.
Ja Mester, I maa expedere mig saa hastig som mueligt er; thi jeg har Hænderne fulde af Forrætninger.
(Han sætter sig ned at lade sig barbeere, medens Barberen sæber ham,
fører han saadan Snak.)
Es ist ein grausames Wetter heute.

VIELGESCHR.
Det merker jeg.

BARBEEREN.
Ich weiss nicht, wie es mit der Welt beschaffen ist, jo mehr man lebt jo ärger gehts, man höret und siehet nichts als Böses. Der Herr hat vielleicht gehöret, was in diesen Tagen passiret ist.

VIELG.
Ney jeg har intet Nyt hørt; Jeg har ikke heller stunder at spørge om Nyt! thi jeg har nok i mine egne Sager, og faaer ikke et Øyeblik Tid til at tale med en ærlig Mand.

BARBEEREN.
So will ich es denn ihro Gnaden erzehlen. Eine Matrosen-Frau in den Neuenbuden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau: Wie kan Ihro Gnaden das begreiffen.

VIELGESCHREY.
Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det; thi jeg maa først vide, om det er sandt.

BARBEEREN.
Dass ist so wahr als ich hier stehe, denn ich kan die Historie mit Umbständen erzehlen. Denn die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf.
(En Bonde kommer ind.)
God Morgen Husbond. Jeg har penge at yde for 2 pund Byg og et Boel-svin.
(Vielgeschrey gaaer fra Barbeeren gandske oversæbet.)
Du staaer jo for 3 pund Byg.

BONDEN.
Ja jeg veed det nok go Hosbond, men Hosbonden maa give mig efter det eene pund Byg i Aar; Thi Tiderne ere saa slet for os, som de aldrig har været.

VIELG.
Det er en gammel Snak den. I klager altid.

BONDEN.
Ja Hosbond, hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar: Kornet syntes vel at være noget, da det stod paa Ageren. Drollen splide mig ad Hosbond, fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior. Og det er knapt, at man vil give os en Rdlr. for Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels Kiøb blir i Aar.

VIELG.
Ney. Jeg kand ikke viide. Men hør! Du maa give mig Penge for 3 Pund.

BONDEN.
Ach! jeg vilde gierne go Hosbond! jeg vilde gierne, men Hosbonden maae have Taalmodighed med mig i Aar, saa skal jeg siden stræbe som en ærlig Mand, baade at betale Skat og Landgilde.

VIELG.
Du lover saa alle Aar, og det er dog lige nær.

BONDEN.
Ja Gud bedre, Hosbond! naar Skab kommer paa Qvæget og tar vore Heste bort, saa at vi maa leye for Penge vore Naboes Heste at pløye Jorden med.
(Bonden tar nogle Penge op af en Klud, som Vielgeschrey tæller.)

EN SKRÆDDER.
Herren har vist forlanget, at jeg skulde tage Maal til en Klædning?

VIELGESCHREY (løber fra Pengene.)
Naar det kommer, saa kommer det altsammen paa engang.

SKRÆDDEREN.
Det skal være giordt i et Øyeblik Herre.
(Hand lader tage Maal af sig.)

BONDEN.
Pengene var jo rigtig Hosbond for de 2 Pund Byg?

VIELGESCHREY (løber til Bonden igien.)
Det er sant, jeg talte ikke alle Penge. Her kommer saa meget paa engang, at man maa blive gal i Hovedet.
(Tæller Pengene igien.)

BARBEREN.
Will der Herr, dass ich ein ander mahl wiederkommen soll?

VIELGESCHREY.
Jeg er jo alt raget Mester?
(Tar sig om Hagen og føler Sæben.)
Hillement! Sæben tørres ind i Ansigtet, hav Taalmodighed lidt, medens jeg rages.
(Sætter sig ned og siger:)
Ach! Gud bedre den, der har meere at forrette, end hand kand overkomme. Skriver I der henne?
(De svarer ja.)

PERNILLE.
Ach! gunstige Herre! vil hand ikke tale et Ord med denne fremmede Herre, der har biet saa længe?

VIELGESCHREY.
Hillement! det var sant. Gaaer bort I andre og kommer igien om en Time. Om Forladelse Monsieur, at jeg har ladet ham staae saa længe. Hand seer selv, hvordan jeg er omspendt af Forretninger. Hvad er ellers hans Begiæring?

LEANDER.
Min Herre! Jeg er Jeronimus Christophersens Søn, som med min Fars Villie kommer hid at begiære hans kiære Datter, som jeg nogen Tid har baaret Kiærlighed til. Min Far skulde selv have haft den Ære at opvarte Hr. Vielgeschrey, og paa mine Vegne giordt dette Forslag, men en liden Upasselighed hindrer ham at komme ud i disse Dage.

VIELGESCHREY.
Monsieur! jeg takker ham for hans gode Tilbud. Men maatte jeg tage mig Frihed, og spørge, hvortil hand har appliceret sig?

LEANDER.
Min Far har intet sparet paa min Optugtelse, hand har ladet mig reise Udenlands, ladet mig lære alle galante Exercitier, og adskillige Sprog foruden Latin.

VIELGESCHREY.
Det er got nok, Monsieur, men jeg er meget for en Sviger-Søn, der er arbeidsom, der føer en god Pen, og kand gaae mig noget til Haande i mine Forretninger.

LEANDER.
Hvad det angaaer, saa kand jeg viise min Herre Prøver paa min Færdighed af adskillige Breve, som jeg har i min Lomme, og vil tage mig den Frihed at viise Herren.

VIELGESCHREY.
Skriver I noget der henne?

TUTTI.
Ja.

VIELGESCHREY.
Lad see, hvorlangt I er kommen.
(Gaaer hen og kommer til Leander igien.)

LEANDER.
See her min Herre! her er adskillige Breve saa vel paa Fransk som paa Latin.

VIELGESCHREY.
Ney, Monsieur, det er ikke saa jeg meener, forstaaer hand sit Bogholderie?

LEANDER.
Ney min Herre! hvor til skulde det nytte mig?

VIELGESCHREY.
Det kunde nytte mig; thi det andet slags Skrift er jeg ikke tient med. Jeg vil, at min Datter skal have en god Bogholdere, og eftersom Monsieur ikke forstaaer Bogholderie, saa maa hand ikke tage ilde op, at jeg afslaaer hans Begiæring.

LEANDER.
Jeg vil gierne legge mig efter Bogholderiet for hans Jomfru Dotters skyld, som jeg saa inderlig elsker.

VIELGESCHREY.
Ej, Monsieur! tal ikke derom. Den Profession skal man have lærdt fra Barndommen op. Og til med saa har jeg halvdeeles lovet min Dotter bort til Bogholder Erik Madsens ældste Søn Peder, som skal være en dygtig Karl, og træde i sin Fars Fodspor.

LEANDER.
Jeg er forsikret paa, at Jomfruen aldrig beqvemmer sig til at tage saadan Pedant, og jeg undrer mig over, at min Herre vil give sin Dotter til saadan en.

VIELGESCHREY.
Jeg tænkte det nok. I gode Cavalliers kalde alle dygtige og lærde Folk Pedanter. Det er en Person, som kand lette mig meget i mine store Forretninger, som voxe mig over Hovedet.

LEANDER.
Jeg veed ikke, hvad Forretninger en Mand kand have, der sidder i ingen Bestilling?

VIELGESCHREY.
Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faar ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! hand siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kand du vidne med mig.

PERNILLE.
Herren har 10 Mænds Arbeide. Det er hans U-venner, som siger ham at hand har ingen Forretninger. Herren holder jo foruden mig 4 Skriverkarle; hvilket alleene er Beviis nok, at hand har Forretninger.

VIELGESCHREY.
Og jeg kommer endnu til, at tage et Par an. Skriver I noget der henne Karle?

TUTTI.
Ja, vi skriver af ald Magt.

LEANDER.
Min Herre! jeg kand forsikre ham paa, at hans Dotter aldrig skal faa den Pedant.

VIELGESCHREY.
Hvem Pokker vil hindre mig derudi?

LEANDER.
Det skal jeg, det skal jer Dotter selv.

VIELGESCHREY.
Det er artig.

LEANDER.
Jeg kand forsikre min Herre paa, at der intet skal blive af.

VIELGESCHREY.
Og jeg kand forsikre jer paa, at hun skal blive gift med Peder Erichsen Bogholder, inden Soel gaaer ned. Adieu! Monsieur, jeg har ikke Stunder at tale med ham meere.
(Leander gaaer bort.)

VIELGESCHREY.
Har du hørdt Magen til den Karl Pernille?

PERNILLE.
Det bekiender jeg, havde det ikke været af Respect for Herren, saa havde jeg givet ham een paa hans Mund.

VIELGESCHREY.
Den Karl vil foreskrive en brav Mand, hvem hand skal gifte sin Dotter til, og foragte en Bogholder. Jeg har en hob at bestille, men jeg faar da at tale med min Dotter lidt. Leonora kom ind.
Scen. 7.

Leonora. Vielgeschrey. Pernille. Skriverne.

VIELGESCHREY.
Min Dotter! hvor vel mine Forretninger ere store, saa tænker jeg dog paa din Velfærd.

LEONORA.
Jeg takker min hierte Far.

VIELGESCHREY.
Jeg har i Sinde at gifte dig.

LEONORA.
Jeg takker.

VIELGESCHREY.
Og det med en brav forstandig Karl.

LEONORA.
Jeg er forsikret om, at min Far gir mig ikke bort uden til et skikkeligt Menniske.

VIELGESCHREY.
Og jeg vil, at du skal have Bryllup med ham inden Aften.

LEONORA.
Ligesom min kiære Far finder det for got.

VIELGESCHREY.
Jeg har ikke villet spørge dig til Raads, førend jeg lovede dig bort, saasom jeg er vis paa din Lydighed imod din Far.

LEONORA.
Ach! min hierte Far, jeg faaer just den Person, som jeg mest elsker.

VIELG.
Det er den Person, som jeg nævnede for dig i gaar Aftes.

LEONORA.
Ney! Papa talede intet derom i Aftes.

VIELG.
Saa har du glemt det mit Barn! Jeg har hundrede Ting udi Hovedet, og kand dog bedre komme en Ting ihu end nogen af jer andre, Personen er et fornuftig ung Menniske.

LEONORA.
Ja det er min troe vis.

VIELG.
Og har en brav Mand til Far, i hvis Fodspor han vil træde.

LEONORA.
Det tviler jeg ikke paa.

VIELG.
Og inden 4re Aar vil blive den dygtigste Bogholder udi Byen.

LEONORA.
Hvad, Leander Bogholder?

VIELG.
Hand heeder ikke Leander, han heeder Peder og er Erik Madsen Bogholders Søn.

LEONORA.
Ach! Himmel! hvad hører jeg. Jeg tænkte, at det var Leander Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.
Ha! ha! ney mit Barn. Det er ikke Parti for dig. Den Snushane var her nyelig, men fik strax Afslag.

LEONORA.
Ach! jeg elendige Menniske! Vil I give mig bort til saadan en Pedant?

VIELG.
Hør! Mine Forretninger tillader mig ikke at holde længere Snak med dig, gak strax ind, og lav dig paa at giftes med den unge Bogholder inden Aften.

LEONORA (gaar grædende.)

VIELG.
Pernille! følg du efter hende og forehold hende den Lydighed, hun er sin Far skyldig.

PERNILLE.
Herren maa ikke tvile derpaa. Jeg skal herudi være ham ligesaa troe som i alt andet.

VIELG.
Skriverkarle! kommer op paa Salen, der kand vi forrette vore Sager i Roelighed.
(De stikke alle Pennene under Ørene og gaaer.)
Scen. 8.

Pernille. Leonora.

PERNILLE.
Den som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. Naar Herskabet i et Huus er Gudfrygtig, stille alle habile Tienere sig ogsaa Gudfrygtige an og derved komme fort og giøre hvad de vilde. Naar store Herrer giøre sig en Glorie af at drikke hin anden i Seng, insinuere Tienere sig ved det samme. Naar store Herrers Genie er at stoye over slet intet, seer man ogsaa Tienere at puste og tørre Sveden af sig, skiønt de intet forrette. En habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel, og iføre sig det samme. Dette har jeg taget i agt og derfore stoyer meest i Huuset, og mindst forretter, hvorudover jeg meest er hørt af alle. Naar Herren klager over sit arbeide, klager jeg med, naar han stoyer, stoyer jeg med, naar han tør Sveeden af sig, tørrer jeg med, naar han for sine Forretningers skyld finder det raadeligt, at give sin Datter bort til en Bogholder, roeser jeg saadant Parti, skiøndt jeg i mit Hierte er saa lidt derfor, at om I selv Jomfru blev saa gal at ville have saadan Mand, skulde ingen være meere jeres Fiende end jeg.

LEONORA.
Du har ikke behov at være bange derfor.

PERNILLE.
Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammel Blek-Horn. Er hand skabt til at ligge i saadan Jomfrues Arm, og er I skabt til at være Madame Bogholders!

LEONORA.
Ach! Pernille! jeg forlader mig alleene paa dig. Men hvori bestaar det Anslag, hvorved du agter at giøre det til intet, og befodre min Kierlighed med Leander.

PERNILLE.
Ey Jomfru! jeg siger ikke mit Anslag, førend det heele Senat blir samlet.

LEONORA.
Jeg troer, at Leander og hans Tiener kommer hid paa Øjeblikket.

PERNILLE.
Gid de vilde komme; thi nu er den eeniste Tid vi faaer Leylighed at tale sammen i Dag. Jeg laver til Barsel med Tvillinger, og Leanders Favorit, Oldfux skal være Jordemoer. Jeg har Bud efter dem. Men see! der kommer de.
Scen. 9.

Leander, Leonora, Pernille, Oldfux.

LEANDER.
Ach! Allerkiæreste Jomfrue! Jeg har aldrig havt saadan ond Time som denne, siden jeg fik saadan haanlig Afvisning af hendes Fader.

LEONORA.
Ach! Leander! den har ey heller været mindre ond for mig.

PERNILLE.
Hør I got Folk! Her er ingen Tid til at holde lang Fadder-Snak. Jeg har en hob Machiner i Hovedet, som skal sættes i Verk.

LEONORA.
Lad os nu høre dit Anslag.

PERNILLE.
Mit Anslag? Meen I Jomfrue, at et Anslag vil forslaa. Der har mødt mig saa mange Vanskeligheder udi mit foretagende, at jeg har været nogle gange færdig til at forlade det heele Verk.

LEANDER.
Ach! lad os da høre, hvad du har paafundet for, at hielpe os.

PERNILLE.
Hør Monsr. Kand I agere en Pedant udi Nødsfald? Derudi bestaar Hovedposten.

OLDFUX.
Hvad han ikke kand, det skal jeg nok lære ham.

PERNILLE.
Kiender du Peder Madsen Bogholders Søn?

OLDFUX.
Jeg har seet ham mange gange paa Gaden.

PERNILLE.
Hans Person maa Leander tage sig paa, og komme til Herren for at frie.

OLDFUX.
I dette første Anslag giør jeg to Anteigninger. (1) Har Hr. Vielgeschrey nyelig talt med Leander, og (2) Kiender han Bogholderen, efterdi han har udvalt ham til Sviger-Søn.

PERNILLE.
Dine tvende Anteignelser sætter jeg en Stræg over igien. Hr. Vielg. har aldrig talt med Leander uden eengang. Og lad være han havde talt 10 gange med ham, saa kiendte han ham dog ikke. En Mand, i hvis Hovet vrimler saa mange Forretninger, som Myrer i en Tue, kiender ikke saa læt Folk igien. Det er knapt, at han kiender mig iblant; thi i gaar stod hand længe og talte med mig, og kaldte mig Magdelone. Tilmed skal Leander føre sig saaledes op baade udi Klædedragt og lader, at han skal kunde bedrage hvem det skulde være. (2) Har jeg udspionered, at Herren har aldrig talt med den unge Bogholder, men alleene med hans Far. Meener du, at jeg ikke overlegger mine Sager?

OLDFUX.
Ja saa tar jeg mine Ord tilbage. Jeg hører, at det kand lade sig giøre. Men naar da den rette Bogholder kommer, saa blir jo Bedrageriet aabenbare.

PERNILLE.
Han maa vel komme. Det skal dog ikke blive aabenbaret. Naar Leander har været her først, maa den anden gierne komme siden.

OLDFUX.
Ey! det gaaer aldrig an, uden man mager det saa, at den rette Bogholder ikke kommer ind.

PERNILLE.
Hvis det stod i min Magt, saa havde jeg ikke nær havt saa mange Omsvøb at speculere paa. Jeg kand ikke hindre ham at komme ind; thi jeg staaer ikke altid ved Porten, og Gaardskarlen har Ordre at lukke ham ind. Men hør nu, hvad der maa giøres, Leander skal komme hid Klokken 2 som er en Time for den anden kommer, og saa faaer han Herren i Tale og Tilsagn paa hans Datter. Men førend Pedanten kommer, maa vi indvikle Herren udi nogle uformodende Forretninger, saa at han ikke faaer stunder at tale med ham.

OLDFUX.
Meener du da, at han gaaer bort uden Beskeed?

PERNILLE.
Han skal gaae meget fornøyet bort.

OLDFUX.
Hvor pokker kand det lade sig giøre?

PERNILLE.
Jeg er ikke kommen halv-veys endnu. Vi har her en gifftesyg Huusholderske, hun heeder Magdelone, som Herren har tit lovet at forsørge; Hende bilder jeg ind, at Bogholderen frier til. Naar han nu kommer, medens Herren er i Forretninger op til Ørene, saa raader jeg ham at lade Jomfruen komme ned at entretenere Bogholderen, men i steden for Jomfruen bringer jeg ham Magdelone ned, som meener, at det er hendes Frier

OLDFUX.
Hillement! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est. Men eftersom Magdelone er noget til alders, kand hand maaskee ikke fatte Kierlighed for hende.

PERNILLE.
Fatter han ikke Kierlighed til hende, saa er det disbedre. Men resolverer han sig til at tage hende, som jeg nok troer (thi slige Karle seer kun efter Penge og Velstand) saa kand Magdelone derover ogsaa blive gift, og Comoedien disartigere blive spillet; thi jeg kand ikke nægte, at jeg jo gierne vilde have Magdelone gift med denne Bogholder.

OLDFUX.
Ha! ha ha. Men jeg seer saa mange Vanskeligheder ved alt dette, at jeg kand aldrig bilde mig ind, at det vil løbe vel af.

PERNILLE.
Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om got Udfald.

OLDFUX.
Men at vikle ham ind i Forretninger, kand just forderve Sagen; thi saa sætter han Bryllupet op, og faaer imidlertid Sandheden at viide.

PERNILLE.
Det skal jeg nok sætte en Pind for; thi jeg svær ham til, at Leander luurer paa at snappe Jomfruen bort (hvilket er sant) og raader ham at iile med Bryllupet. Og, som jeg blir Herrens Geheime Raad, saa bestemmer jeg Leander, som er forklæd, i en Hast, og den anden skal ikke komme, førend det er forsilde. Jeg skal nok drive dette igiennem uden Hexerie.

OLDFUX.
Jeg ønsker dig Lykke Pernille!

PERNILLE.
Meener du, at du skal imidlertid være ørkesløs?

OLDFUX.
Jeg seer ikke, at jeg har noget at forrette udi alt dette, med mindre du ogsaa vil gifte mig med det samme, og paa eengang have den Ære at slutte en Triple-Alliance eller 3 Gifte-Tractater.

PERNILLE.
Ney. Du skal faae nok at bestille. Du skal bringe Herren udi Forretninger og Uroelighed, først skal du komme hid som et Bud fra Leander at lade Herren viide, at han har i Sinde at paaføre ham en Proces, efterdi han vil give til en anden hans Datter, som ved adskillige Breve har forpligtet sig til Leander. Naar han saa faaer det at høre, blir Hovedet kruset paa ham, og jeg raader ham da at skrive et fyndigt Brev til Leander, og at consulere en Advocat, om han strax skal fare fort med Bryllupet for at giøre slige Trudseler til intet. Ald den Hielp jeg behøver af dig, er kun at sætte Herren udi fortrædelige Forretninger.

OLDFUX.
Men naar Advocaten kommer, saa siger han vel, at Herren skal give sig tilfreds, og at de Trudseler har intet at betyde.

PERNILLE.
Derfor skal du ogsaa agere Advocat, og stille dig saa gal an, at han gaaer lige klog fra dig. Kand du ellers hitte paa noget andet at spilde Tiden for ham, saa er det disto bedre; thi Vrede og Forretninger ere Hiulene, som skal drive vor Machine.

OLDFUX.
Det er en forbandet Machine. Jeg kand blive Hovedsvimled alleene af det, jeg hører fortælle, hvordan den er sammensat, hvad Fanden er det, ikke disse Qvinder kand hitte paa?

PERNILLE.
Du skal være ved Haanden og lave dig paa saadan Dragt, som er nødig at bruge, og jeg skal ved en liden Pige, som jeg har, lade jer begge vide, naar Tid er at spille en Rulle. 3 Personer skal du agere, først budet fra Leander, siden Advocat. Og endelig en Barbeer; thi han maa have Skiægget af sig i Eftermidag, om en Time maae du være her med dine Præparatorier. Jeg skal indlade dig i et Cammer, og vare dig ad, naar du skal komme ind. Det er alt, hvad du skal have i dit Hoved. Det øvrige skal jeg sørge for.

LEANDER.
Men om nu denne Machine gaaer i stykker, hvad da?

LEONORA.
Om det ikke lykkes, saa forlader jeg jer dog ikke Leander. Jeg omkom mig for selv, førend jeg tog dend Pedant.

PERNILLE.
Jeg skulde før vride Hovedet om paa jer Jomfru, førend I skulde blive Madame Peder Bogholders.

LEANDER.
Jeg takker dig for din Iver og Troeskab Pernille!

OLDFUX.
Han takker hende for hun vil have den godhed at vride Hovedet om paa hans Kiæriste.

LEANDER.
Ney! Oldfux det er ikke saa at forstaae.

OLDFUX.
Dette Giftermaal med Magdelone kunde man ikke lade det fare for at giøre Intriguen mindre vanskelig.

PERNILLE.
Men kunde du ikke holde din Mund og alleene tage vare paa det, som jeg har sagt dig. Jeg vil, at Magdelone skal blive gift med det samme for en vis Aarsags skyld. Naar man vilde giøre noget, saa maa man giøre det saa, at det kand høres og spørges, gaaer nu jer vey.
(de gaaer.)

PERNILLE.
Ney! bie lidt. Jeg vil see, hvordan Monsieur Leander bær sig ad, at agere Pedant.

LEANDER.
Jeg ved min troe ikke, førend Oldfux Exercerer mig.

OLDFUX.
Maatte jeg kun gaae i jer sted, skulde det ingen Fare have. Lad eengang see, hvordan I vil bære jer ad, naar I skal spille saadan Person, bild jer ind, at jeg er Hr. Vielgeschrey, hvis Datter I skal begiære.

LEANDER.
Jeg kommer efter min Papas Ordre, til hvilken min Hr. Vielgeschrei har behaget at proponere - - -

OLDFUX.
A - - - - er i gal? Det er jo Kammer-junker Snak og Complimenter, er det at agere Skoelemester? Giv nu agt engang paa mig. Jeg Peder Erich Madsens ældste Plante, Barnefød udi Aabenraa, kommer her i dag at angrasere min allerringeste Person i min gunstige Herres Huld og Bevaagenhed, og at begiære til Ægte denne hans prima kiære Datter, secunda ikke, som eders Gunst har lovet min kiære Fatter Erich Madsen Bogholder, siger Erich Madsen Bogholder at accordere give og overantvorde til min Kiæreste Ægtefælle og det strax efter Sigt. Jeg tilskriver saadant allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters Valuta; thi jeg bekiender, at naar jeg ligner min Persons Ringhed med Saadan Jomfru paa hvilken eders Gunstighed har behaget at give mig Transport, er jeg ikke værd at løse hendes Skoeremme, ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Sæddel mod en Banco Daler ligerviis og ligesom en Skriver tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes, og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkor mine Dyder, min Stand, og min Vilkor. Hun er Skrivertavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel. Imidlertid medens I saa taler, skal i stedse svinge med den høyre Haand og brav svelge Ordene ned.

PERNILLE.
Det er got nok Oldfux, men du maae dog ikke outrere din Tale saa meget.

OLDFUX.
Ja ja! vi kand altid slaae noget af. Kom lad os nu gaae hiem.
Scen. 10.

Leonora. Pernille.

LEONORA.
Ach! Pernille! Jeg skielver og bæver, naar jeg tenker paa alt dette. Først er jeg bange, at Anslaget ikke skal lykkes og for det andet frygter jeg for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far.

PERNILLE.
Ey Jomfru! er ikke Kierligheden sterkere end som saa, saa har jeg en skiøn Invention: I skal skille jer ved Leander, og blive Leonora Peder Erichsens.

LEONORA.
Ach! ney Pernille.

PERNILLE.
Ach! jo Jomfru. Vi har jo da ikke saa mange Hocuspocus fornøden.

LEONORA.
Ach! Pernille! hør mig.

PERNILLE.
Jeg har eftertænkt det Jomfrue. Det er en stor Synd at narre sine Forældre. Og det for en ringe Ting.

LEONORA.
En ringe Ting siger du.

PERNILLE.
Ja vist, mon det være en ringe Ting, naar I tar i Betænkning at Spille et Puds for at nyde den - - -

LEONORA.
Jeg har aldrig taget det i Betænkning, men jeg siger kun, at - - - -

PERNILLE.
Adieu! Leonora Bogholders.

LEONORA.
Ach! jeg døer af Sorg.

PERNILLE.
Adieu! Madame Skrivertavle.

LEONORA.
Hvis du slaaer Haanden af mig, tar jeg Livet af mig selv.

PERNILLE.
Jeg har efter hendes Begiering først brudt mit Hovet, saa jeg nær er gal, og siden holder hun det for Synd at bruge List.

LEONORA.
Jeg, vist giør jeg ey, hielp mig allerkiæreste Pernille.

PERNILLE.
Mon jer Far er ikke bekiendt tilforn over den heele Bye for hans Stundesløshed?

LEONORA.
Jeg tar det aldeeles ikke i Betænkning.

PERNILLE.
Mon han ikke af saadan Historie kand blive klog igien.

LEONORA.
Ach! plag mig dog ikke meer.

PERNILLE.
Mon nogen staaer større Fare, end jeg, naar det bliver aabenbaret?

LEONORA.
Vil du da ikke tilgive mig det Pernille.

PERNILLE.
Kys mig paa Haand da! og beed mig om Forladelse.

LEONORA.
Ach! gierne.

PERNILLE.
Saa! nu er jeg god igien. Men der kommer Magdelone. Comoedien maa begyndes paa hende.
Scen. 11.

Pernille, Magdelone, Leonora.

PERNILLE.
Nu Jomfrue! giv jer nu tilfreds. Nu er jer Forløsnings Tid kommen. I kommer, kand skee, i Brude Seng denne Aften.

MAGD.
Ach! er det sant Pernille?

PERNILLE.
Ja det er ganske sikkert.

MAGD.
Med hvem Pernille?

PERNILLE.
Med en smuk velhavende ung Person.

MAGD.
Ach! mit Hierte pikker i mig af Glæde.

PERNILLE.
Som forstaaer sit Bogholderie.
(Magd: græder.)

PERNILLE.
Der udi Brøcken og Regnekonsten er den anden Alexander Magnus.
(Magd: græder.)

PERNILLE.
Der forstaaer sit Een maal Een som sit Fader-Vor.

MAGD.
Ach min deilige Pernille! du glæder mit Hierte.

PERNILLE.
Der kand udregne baade med Griffel og Blianspen hvor mange Draaber der er i Pebling Søen.
(Magd: græder igien.)

PERNILLE.
Men Herren har betinget sig af ham, at han skal gaa ham til Haande iblant i hans Forretninger.

MAGD.
Han maae gierne bruge ham om Dagen, naar jeg kun ellers maae beholde ham - - - -

PERNILLE.
Det forstaaer sig. Gid pokker have en Mand paa andre Vilkor.

MAGD.
Men seer han vel ud.

PERNILLE.
Han seer saa vel ud, at jeg blev gandske slagen, da jeg saae ham; thi han har et Ansigt og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestatz, og gaaer paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Liig.

MAGD.
Men har han ogsaa noget til beste.

PERNILLE.
Det faaer I nok at viide, naar I blir gift med ham, ellers om han aldrig havde Midler, saa kunde han dog ved sin Pen, og sin Griffel rigelig forsørge hende.

MAGD.
Men jeg er saa bange Pernille, at Herren glemmer det igien.

PERNILLE.
Ey det er alt en sluttet Sag. Der fattes kun, at I skal tale med ham og give ham ogsaa Ja. Og staaer han jer ikke an, saa vil jeg nok have ham.

MAGD.
Du skal have en god Dag. Herren har jo friet for mig.

PERNILLE.
Men om saa var, han ikke var fornøyet med hende, og syntes at hun var noget ved alder, vilde hun da fortryde paa, om jeg tog ham?

MAGD.
Hvor gammel meener du vel, at jeg er?

PERNILLE.
I er jo Fyrretyve Aar gammel.

MAGD.
Jeg har selv tilforn tænkt det samme, men nyelig seet efter og fundet, saa sant som jeg er ærlig, at jeg er ikke meere end 30 Aar gammel; thi jeg har min Salig Faders Haand derfor som ikke kand lyve.

PERNILLE.
Man kand let forreigne sig. Jeg holdes nu af alle for at være 24 Aar gammel, men jeg er vis paa, at naar jeg engang ogsaa skal giftes, og seer efter, saa finder jeg min Salig Faders Haand for at jeg ikkun er 16 Aar, min ældste Søster Anne havde ogsaa giort en Misreigning, men tvertimod denne, hun fik en frier, da man holdt for, at hun gik i sit alders 14de Aar man holdt det for tilligt at gifte hende i den Alder, men da man saae efter i Bogen, fandt man, at hun var 18 Aar gammel.

MAGD.
Ja see engang, hvordan man kand forregne sig, Pernille! Men naar kommer han hid?

PERNILLE.
Han kommer Klokken 3 i Eftermiddag. Det er best, at Jomfruen gaaer hen og pynter sig, hun kommer ellers ihu, hvad hun har lovet mig; thi jeg har formaaet Herren dertil.

MAGD.
De 50 Rixdaler skal du være vis paa. Der har du min Haand.
(Hun giver Haand.)

PERNILLE (aparte.)
Nu er der allerede giort Begyndelse. Det er stor Almisse ellers at skaffe denne Pige en Mand. Jeg har aldrig kiendt nogen saa Gifte-Syg. Dersom alderen nu allene hindrede hende i at blive gift, gik hun gierne op paa tinget, og svor sig Fanden i Vold paa, at hun var kun 30 Aar. Men lad os komme ind i jer Kammer lidt Jomfrue!
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek