Herman Bang: Stuk (1887), 1,4
IV
- - -
Berg gik hjem med og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny Bufet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Aakande - en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin Moder.
- Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf - hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen - jeg holder ikke af det ... det »Elektro« ... Vi spiste med Jern, Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« ... Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten ...
- Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.
- Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.
Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting - »de putter saa meget sammen«, sagde hun til Berg - og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.
- Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge.
- Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.
- Udmærkede, sagde han.
- Ja - de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.
- Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud - helt nervøs af Glæde.
Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.
Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen - gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol - og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.
Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke - For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun -; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spilede Øren og Øjne op:
- Ja - de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, Marie.
Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.
- - -
Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagde gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.
Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og det lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang. Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.
Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig - den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat: alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.
Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i Krogen stirrede kun mod Loftet - Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.
De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderummet.
Dekorationen, man saa', var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen: det var »Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.
Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for Rampen.
- Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.
Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:
- Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.
- Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
... Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i Logen glædestraalende til Fru Adolf - de var i Ivren rykket hinanden ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det -:
- Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.
- Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru Martens.
Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede igen.
- Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt.
Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens de sang, Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:
Og dett skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra - Hurra, Den skaal var bra', Hurra.
- - -
- Asta - - du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent Vindu. Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.
- Ja - det var dem - hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra.
- Det er Teatervognene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen .... Fra Victoriateatret ....
- Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun.
- Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens.
Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi - Trin og Stemmer og Latter .... Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn - Gang paa Gang hans Navn.
- Ja - det var gaaet godt ... det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.
Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.
- Asta - men det trækker, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.
- Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.
- Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.
- Ja - der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg ...
- Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet. - -
Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet »Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i Stuerne, hvor Lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de ydre Gemakker - Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles »heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine - og »Tante« Strøm blev kaldt ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.
Stemningen var mat og forsulten. Familien Mølbom var i det hele krænket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en Pille, saa de intet kunde sé; og Bastrup havde i Garderoben faaet forvexlet sin Paraply.
Fru Dunker holdt bag en Lampe nervøst Øje med Scheele, der var altfor optaget af Strøms franske Guvernante, - en Genferinde med Haaret i Slangekrøller og et Par ængstende Øjne, for hvem Scheele i den siste Tid havde interesseret sig - som var her i Aften med sin Elev Agathe, en sværlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en Krog og ilsomt »telegraferede« til Moderen, som aabnede Døren og nu ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.
Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru Strøm, alt, hvad det Pigebarn sér.
Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe, der havde en Maade at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.
- Man tror det ikke, sagde Fru Strøm, hvad min Agathe har for Øjne.
Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her, lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strøm op til Obersten, der havde Fru Dunker (Oberstinden havde i sidste Øjeblik venlig placeret Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker over vis-à-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare og hjælpsomme Smil, saa man saa' alle hendes velbevarede Tænder.
- Naa - saa Gud være lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da Maden paa Bordet. Hun præsiderede med Sundt midt for Døren til Sovekammeret, der saa' indbydende ud med en mat Loftslampe ved Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget blomstret Kretonne. Mitte - den tiaarige ældre Udgave Canth - og Putte sov i to smaa Senge bag et Skærmbrædt. Til den lille Asessor blev der om Aftenen redt paa Sofaen i hans Værelse.
Stemningen hævede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste rundt paa sine Gæster med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Mølbom drak »Mo'er« til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vækkede Fru Mølbom.
- Primadonnaen havde været uanstændigt klædt paa, erklærede hun afgørende.
- Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og løftede veltalende Armene i Vejret, naar man skal være bararmet .... Skaal, »de Smaa«, sagde hun og drak Ungkarlene til.
- Det var uanstændigt, sagde Fru Mølbom oprørt. Arthur, sagde hun over Bordet - gav jeg Dem ikke Kikkerten?
Arthur bevidnede det: Men De saa' jo ingenting, sagde Sundt, for Pillen.
- Lidt saa' man vel, sagde Fru Mølbom krænket.
Alle lo og talte højt, glade og mætte. Fru Strøm sad og smilte ligeoverfor Fru Dunker, der havde store røde Pletter paa Kinderne og ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden manøvrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe Redaktøren i Ansigtet.
- Skaal, lille Frue, sagde Mølbom, med fremrakt Glas og tog »Vidne«.
Man brød op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire Ægtemænd sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Værelse, og den franske Guvernante, der drev »Chiromanti«, læste Skæbnen af Hænderne i Dagligstuen.
Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at kærtegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strøm sad paa en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesøster, der endelig hører Maskinen i Kog.
Agathe drev rundt i Spisestuen i Nærheden af Portieren til Sovekamret, hvor Fru Mølbom, der stadig var fornærmet, havde trukket sig tilbage for at hviske med Bastrup.
Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at Guvernanten bare kildede. Alle strømmede sammen, da Turen kom til Scheele, og Genferinden tog hans Haand.
- Scheele, sagde Fru Dunker næsten skrigende og gik et Par Skridt frem, hun havde ikke taget Øjnene fra den »chiromantiske« Lærerinde fra det Øjeblik, hun begyndte sine Kunster:
Scheele tog sin Haand løs, og der var et kort Øjeblik stille i Stuen, til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo - hun kildrer, og fik Sundt praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.
Hun bød Bastrup op, og de begyndte at valse paa Tæppet, rundt om Møblerne. De andre fulgte efter og selv Mølbom stod op fra Toddyen og kom frem i Døren: Vi to, Mo'er, sagde han og bød Fru Mølbom op, der drejede i Valsen som et svært Taarn midt paa Gulvet. Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.
Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.
Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagde, siddende foran Scheele med Ryggen til Døren, holdende ham fast i en Krog, mens hun hviskede en Strøm af Ord, og han svarede, halvhøjt, i korte opbragte Sætninger, og hun atter hviskede, bevæget og næsten, som hun hulkede.
Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var krøben ned ved Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevægelig og stirrede paa de stridende med store Øjne.
Agathe gik helt hen til Portieren. Nu hørte hun, at Fru Dunker græd, og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte klagende.
Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker ...
Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.
Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for at vaske sine Øjne. Men saa begyndte hun at græde igen og rakte Armene op i Luften: Aa - Gud nej - aa, Gud nej .... sagde hun.
- Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke, blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var gaaet.
Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede under de dansende, saa Børnene mærkede det helt ind under deres Senge som et rent Jordskælv.
- Det er Mo'r, sagde Putte - der lød en høj Latter derind.
Begge Pigebørnene listede ud af deres Senge, frem fra Skærmbrædtet hen til Døren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Møbler skubbet til Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede .... Moderen forrest med Sundt.
- Gud- Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhøjt ved at sé de to natkjoleklædte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.
Men Sundt løb efter dem og bar Putte ind paa Armene; han løftede hende højt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev ved at spille, saa Strængene dansede.
Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa Natkjolen fløj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej - se dog Barnet - se dog Barnet ...
Der lød en stor Støj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet. Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og jublede:
- De følger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og man hørte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de andre begyndte at vifte med Lommetørklæderne: Gratulerer, gratulerer; og nede svarede de, saa Støjen lød helt hen over Parken i Natten.
- Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Sværmen.
- Ja, svarede Herluf.
- Kom herop, raabte hun.
De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Trækken paa de bare Bén og vilde ogsaa sé.
Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Bæger tømt paa »Dagen«; lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.
- Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve - raabte Fru Canth: Med ni Hurraer ... en, to, tre ...
- Lille Edvard - ta'e mig, ta'e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene paa Sundt.
Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage Billetter - hos Fætter Gravesen.
Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med Løbelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad Porten.
De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Mølbom gik. Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag faldt ham ikke i Haanden.
Lille Canth sad forknyt og »regnede«, med den ene Strømpe i Haanden, paa Kanten af sin opredte Sofa ...
Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.
- Nu skulde du lægge dig, Martens, sagde Fru Martens.
- Ja, sagde Martens og blev gaaende.
Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens hun gik stille om og lagde de sorte Klæder sammen. Hun bredte Kjolen ud og løste Korset, mens hendes Hænder rystede.
Det nye Kors straalte i Lampelyset ... Fru Martens tog det hastigt op mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.