En af de illegale bøger hedder "Haandbog i Oversvømmelser". Den kan man nå frem til ad mange veje. Bogen er fremlagt som den sidste udstillingsgenstand, og at følge udstillingen er altså en vej frem til den. Her vil jeg følge en anden.
Da jeg blev født, var krigen forbi, og den erkendelse fyldte i verden. Atombomben havde afsluttet krigen, og den havde umuliggjort alle krige i fremtiden. Bomben var ganske vist en konstant trussel. Man vidste aldrig, hvornår en gal mand trykkede på knappen og udløste den næste krig, der ville blive den sidste og udslette alt liv. Man måtte regne med, at der endnu kunne være gale mennesker i verden, selv om Hitler var død og tyskerne slået.
Vi levede i den bedste af alle verdener. Det gik fremad på alle områder. Snart fik vi vores andet par plusfours og tredje par strømper. Drankerne var ved at uddø, og rotterne var på retur ligesom arbejdsløsheden, som aldrig ville komme igen. Det ville derimod paradiset i skikkelse af fritidssamfundet uden slavearbejde, og inden længe ville vi blive familiens første student, hvis ikke den gale mand kom galt afsted med knappen forinden. Man kunne gå på gaden og standse op og se i vejret og have det dårligt over, at man ikke havde sagt ordentlig farvel til forældre og søskende om morgenen: nu kom den gale bombe flyvende og gjorde alting forbi, før man nåede hjem.
Man måtte ikke have sine tanker alle mulige steder, når man gik i trafikken; så nåede man heller ikke hjem. Faktisk kostede trafikken i tresserne lige så mange dræbte danskere, som anden verdenskrig havde gjort det. Bomben havde dog den fordel frem for trafikken, at de andre heller ikke fik lov at overleve. Så kom Cubakrisen, og de fleste af os var stadig i live. I nogle døgn følte vi, at det var meningsløst, at vi var blevet født i den bedste af alle verdener på det mest privilegerede tidspunkt i verdenshistorien, blot for at vi skulle gå under sammen med denne verden lige efter konfirmationen.
Så galt gik det ikke. Der kom en vis afspænding og lettelse, men så piblede krigene for alvor frem rundt omkring i verden, og de kom tættere på i det tv, hvis anskaffelse ikke længere kunne udsættes efter det tredje par bukser og det femte par sokker. Da vi også måtte have køleskab og bil, var der en overgang i de rige tressere, hvor vi igen kun havde to par sokker.
Siden er krigene blevet ved. Da der blev stoppet en finger i det store verdenshul, brød hullet op som mange små rundt omkring i verden. Den gale mand afgik efterhånden ved døden, eller han blev til de mængder af små gale mænd, der løber rundt og fører krig. Verdenskrigen er blevet til borgerkrige, til en stor verdensborgerkrig, der også er trængt ind i den gamle verdens metropoler.
Hvad har nu alt dette med befrielsen, besættelsestiden og dens illegale tryk at gøre? Ingenting? Vi har bevæget os bort fra emnet, som verden har gjort det i det forløbne halve århundrede! Det er i det mindste ét godt argument for, at Det kongelige Bibliotek har opbygget og bevaret en meget stor samling af besættelsestidens illegale publikationer.
Vi må endnu længere bort, for at nå tilbage. Omtrent midtvejs mellem dengang og nu var vi nået allerlængst bort fra besættelsestiden. Samtidig havde vi, der ikke havde oplevet befrielsen, opdaget, at Europas skyggeside var ældre end den fascistiske skygge, som var blevet bortmanet kort før vores fødsel. Den skygge havde jeg besluttet at se lidt nærmere på i Asien.
En dag stod jeg på grænsen mellem Iran og Afghanistan. Grænsen var et blikskur og et træskur, blikskuret var grænsekontor, og træskuret var tehus. Det var råkoldt, og jeg gik ind i træskuret for at varme mig ved et glas the. På bænken ved tehusets simple bræddebord sad en afghaner. Med fødderne på bænken sad han på hug på asiatisk vis; han havde ryggen til bordet, og han stirrede lige ind i væggen. På trævæggen var der ophængt et færdselskort over Europa. Kortet hang på hovedet. Afghaneren havde europæiske briller på. De var uden glas, og han var høj af et af de stoffer, som også utallige europæere var begyndt at indtage for at se den omvendte verden og Europa på ret køl eller i det mindste for at undgå at se nogen af delene.
Hermed er vi nået ud, og fra mødet med afghaneren og hans syn på Europa fører vejen tilbage til Danmark, til besættelsestiden og til de illegale skrifter! Barndommen på krigens solside var en barndom efter syndfloden. At syndfloden også kommer med os og efter os, er en senere alders erkendelse. Vi, der blev født umiddelbart efter befrielsen, blev født, da verdenshistorien igen begyndte forfra med år 0.
Det måtte naturligvis give tømmermænd at erfare, at verden forandrede sig til det værre i samme takt, som vi selv blev ældre. Jeg skrev en roman, hvori fortællerens uskyld bryder sammen i takt med, at efterkrigssamfundets uskyld gør det. Dermed var myten om år 0 punkteret, og det var alligevel med god grund, at tidsregningen ikke var blevet nulstillet før vores fødsel, som den blev det efter Jesus'.
Nu var der ingen vej udenom forhistorien, men det var stadig fristende at springe den allernærmeste fortid over. Vi, der er født i dens skygge, kan synes, at den har fået opmærksomhed nok, og at verdenshistorien er andet end vores forældres ungdom. Desuden er det moderne sammenbrud sat på musikalsk begreb allerede i Carl Nielsens sjette symfoni fra 1924, og hvis ikke den efterfølgende verdenskrig var så forfærdelig, var den slet ikke interessant.
Men forfattere kan heldigvis ikke leve af at være forfattere. En dag stod jeg som arbejdsløs og bad om arbejde på Det kongelige Bibliotek, og da verden er så viseligt indrettet, at hvor der er arbejdsløse, er der også meningsfyldt arbejde, der ikke bliver gjort, fik jeg tilbudt arbejdet med ordningen af de illegale tryk - og måtte krybe til korset.
Det blev en stor oplevelse. Når man gennemgår tusinder og atter tusinder af illegale tryk, bliver begivenheder og datoer levende på en ny måde. Besættelsestiden bliver et forløb, hvor der knap er to datoer, der ligner hinanden. Tidsstemningen er under konstant udvikling, og skredet, som finder sted i holdninger, bevidsthed og tidsånd i løbet af de 5 år, er ikke det mindst interessante. Alene den kendsgerning at 21 millioner ud af det skønnede samlede oplag på 24 millioner illegale publikationer er blevet til i krigens sidste halvandet år, peger klart på det skred, som krigen var for danskerne.
Skred i bevidsthed er ofte forbundet med erindringstab og forskydninger. For os, der blev født i de første år efter krigen, fik skredet den følge, at besættelsestiden blev identificeret med dens gloriøse afslutning, og at vi skulle være temmelig gamle, før der blev pillet ved det falske billede. Det fik også den følge, at alle parter i det danske samfund, befolkning, politikere og modstandsbevægelse, kom ud af krigen og befrielsessommeren med et betændt forhold til deres egen fortid. Politikerne og befolkningen løb med i modstandsrusen og glemte, hvad de havde stået for i krigens længste periode. Modstandsbevægelsen endte i opgivende frustration, da Danmark efter valget i efteråret 1945 vendte tilbage til normale tilstande.
Den evne til at løbe med og fra standpunkter og gerninger, den opportunisme, som karakteriserer vor tids demokrati og dets demokrater, er også en arv fra besættelsestiden, en arv der har haft mere vind i sejlene end den kamp for demokratiet, der gik af med våbensejren.
Det er altså med god grund, vi vender tilbage til befrielsen og den nulstilling af historien, som alligevel ikke blev til noget dengang, og som verden sukker mere og mere smerteligt efter. Måske kunne det vise sig, at nogle af de betragtninger, som man allerede under krigen gjorde sig om den kommende fred, stadig har gyldighed.
I vores "Haandbog i Oversvømmelser", som angives at være udgivet af "Det Kgl. Danske Afvandingsselskab", og som altså er det, vi kalder en kamufleret illegal bog, finder vi et essay af Thomas Mann, hvori han beskæftiger sig med, hvordan vi skal vinde - ikke krigen, men freden.
Vi er i den situation, at vi ved noget om denne bogs tilblivelse. Den 25årige Viggo Wedel-Brandt blev nemlig arresteret på et trykkeri under arbejdet med "Haandbog i Oversvømmelser". Det var blodig alvor ikke blot at deltage i sabotagehandlinger, også at udgive illegale skrifter. Den 12. februar 1945 døde Viggo Wedel-Brandt i koncentrationslejren Porta Westfalica. Vi vil lade ham stå som repræsentant for de mange og slutte med at se på, hvad det bl. a. var for tanker, der kostede ham livet at mangfoldiggøre.
Essayet "Hvordan skal vi vinde freden?" er skrevet i USA, hvor Thomas Mann befandt sig i eksil, og hvorfra han talte og skrev til sine landsmænd imod nazismen. For Mann, der under første verdenskrig havde hævdet et upolitisk synspunkt og ment, at "demokratiet er et symptom på aftagende kraft og fysiologisk udmattelse", var demokratiet siden blevet identisk med samfundenes sande udvikling, og nazismen var en kriminel modrevolution. Under anden verdenskrig konstaterede Mann ligefrem, at menneskets problem først og fremmest præsenterer sig for os i politisk form, og at demokratiet er et ord, hvis religiøse overtone nu er lettere at høre end nogen sinde.
Også for os er demokratiet helligt, og vi tænker i bund og grund politisk. Vi har demokrati, og vi går ind for, at demokratiet udbredes til hele verden. Men mener vi det samme som Mann, der skrev, at når vi siger demokrati og kalder os for demokrater, så tænker vi ikke så meget på en bestemt styreform og repræsentation?
Vi - i dag - tænker netop på styreformen og repræsentationen, som vi med næp og klør - ikke forsvarer - men benytter som spilleregler for en kold borgerkrig. I forhold til Mann er vort syn på demokratiet nøjagtig så omtåget som afghanerens, der stirrer på Europa. Vi har vendt verden og demokratiet på hovedet, skønt vi bruger - næsten - de samme ord. Som politiske dyr, for hvem politik sjældent hæver sig over interessen, er vi netop så upolitiske, som Mann var det oprindelig, og så skyldigt skyldløse i politikens afsporing, som det upolitiske borgerskab var det i nazismens vækst.
Mann taler om frihed, sandhed og ret som grundlag for socialt og politisk liv, og han - den dybt konservative åndspersonlighed! - mener, at især friheden er et problem, og at verdens fremtid afhænger af en ny løsning af dette problem. "Det væsentlige indhold i den revolution, der nu finder sted, er forvandlingen af frihedsbegrebet fra vilkårlighed, forvirring og anarki til social forståelse og demokratisk disciplin." Mann skriver under den endnu varme krig. Han forestiller sig, at den kamp, som de vestlige lande og sovjetunionen nu fører i fællesskab mod diktaturerne, også kan medføre, at den vestlige liberalisme og den østlige kollektivisme nærmer sig hinanden i et socialt demokrati. Mann havde hverken forudset den kolde krig eller den blanding af varm og kold verdensborgerkrig, som blev dens afløser.
Han havde derimod set, at den igangværende verdenskrig var en parodi på en krig mellem nationer. Der var i virkeligheden tale om "en verdens borgerkrig"; fronterne gik overalt, og krigen adskilte "sindene lang mere end nationerne". Mann iagttog allerede en verdenstilstand, der minder om den, som Hans Magnus Enzensberger ud fra en helt anden tradition har skildret i "Med udsigt til borgerkrigen" fra 1993.
Også på en anden måde rækker de to vidt forskellige tyske forfattere hinanden hånden hen over det halve århundrede. Enzensberger skrev for få år siden om "tilbagetogets helte", om de storpolitikere, f. eks Gorbatjov, der havde mod til at afvikle magthierarkierne. Borgerkrigstilstanden er på sin vis en følge af hierarkiernes afvikling, en følge af, at vi ikke alle følger med i denne afvikling. Mann taler om, at hvis demokratiet skal bestå, og frihedens krise løses, må det ske "gennem glade og frivillige indrømmelser til ligheden, gennem en økonomisk retfærdighed, der knytter alle børn af demokratiet sammen". Det gælder både internationalt og nationalt, og vi kan tilføje, at det ikke er symbolske håndslag, der fordres.
Det er demokratiets rolle som instrument for kampen mellem gruppeinteresser, der ikke blot truer dets udvikling, men også dets eksistens. De undertrykte kunne i forrige århundrede og langt op i vores tilkæmpe sig deres rettigheder i takt med demokratiets udvikling. Vor tids undertrykte sidder som afghaneren i en rus og stirrer på et Europakort, der vender på hovedet, både i Afghanistan og på Nørrebro. Og Europa vender på hovedet! Opretningen - for nu ikke at bruge det før befrielsen så belastede ord genrejsningen - må foretages af dem, der er kommet til ære og værdighed, de magtfulde, der måske ikke føler, at de har nogen magt. Vi må alle i vore relationer, på arbejdsplads, i institutioner og organisationer blive tilbagetogshelte, hvis vi vil videreføre arven fra de modstandshelte, der bidrog til demokratiets sejr, da det var truet på en anden måde, end det er nu. Som tilbagetogshelte ville vi med forsinkelse atter kunne se - frem til befrielsen.