(Optrykt i Information, Jubilæumsudgave, 4.-5. maj. 1995)
Den spændende historie om arrestationen af Børge Outze den 14. oktober 1944, om hans eventyrlige aftale med Gestapo om at blive tysk spion, om den fingerede flugt, og om hvad Gestapo fik ud af deres spion, eller rettere ikke fik ud af ham, er velkendt. Den kan læses i Erik Lunds Fire millioner frie ord fra 1970. At Børge Outze allerede en måned forinden havde følt sig så trængt, at han skrev sit "testamente", er derimod ikke kendt.
Forud for arrestationen var gået en periode, hvor det illegale Information måtte flytte fra sted til sted i det indre København med Gestapo i hælene, og Børge Outze havde vænnet sig til at gå med både pistol og håndgranat på sig. I længere tid var Information hver dag blevet til i digteren Hjalmar Söderbergs arbejdsværelse, som Børge Outze havde fundet frem til via sin ven Hakon Stangerup, hvis svigermoder var Söderbergs enke. Under sommerens folkestrejke i København, hvor Information fejrede nogle af sine største triumfer, var nyhedsformidlingens centrum en klublejlighed på fjerde sal i Holbergsgade.
Derefter blev flytningerne hyppigere. Undertiden opholdt redaktionen sig kun et par døgn samme sted. Man skiltes, når dagens Information var færdig uden at vide hvor hver især begav sig hen og mødtes næste morgen et nyt sted. Først efter den 19. september, hvor politiet blev taget, fulgte nogle uger med fast tilholdssted i en lejlighed på Christianshavn, indtil Børge Outze blev arresteret den 14. oktober og den første Informationsgruppe blev trevlet op.
Lørdag den 9. september, nøjagtig 5 uger før det gik galt, skrev Børge Outze ikke blot dagens Information, men også et brev, som han selv kaldte sit "testamente". Heri gjorde han status over sit liv, fordi han følte, at han havde Gestapo i hælene, og at heller ikke hans ny tilholdssted var sikkert. Levende ville han ikke tages. Hvis det alligevel skulle ske, regnede han med at blive skudt. Som de dødsdømte i tysk fangenskab bad han om, at man ville sende den sidste hilsen til slægtninge og venner, at man ville hjælpe hans kone og børn, en datter og det barn, som ventedes til jul, og at man bl. a. ville "støtte enkelte, som ikke hører til hos os. 3 af dem er Tyskere!"
Brevet forseglede han i en konvolut, som kun måtte åbnes, hvis han døde, og som han håbede at kunne få uåbnet tilbage efter krigen. På den yderste kuvert skrev han: "Til Henrik i Malmö (Leo)", og afsenderkoden slørede han yderligere ved at foregive, at brevet var afsendt fra "Aarhus".
"Leo" i Malmö var Henrik Kraft, reklamechef på Tuborg. Henrik Kraft havde på Tuborg stået for en intern informationsskrivelse til Tuborgs direktion af samme karakter som de interne informationer på Nationaltidende, der havde udviklet sig til det illegale nyhedsbureau Information. En af Henrik Krafts meddelere var Børge Outze, og Henrik Kraft benyttede ikke blot selv Børge Outzes informationer, men allerede i august 1943 sendte han dem også ud af landet. Han sendte dem bl. a. til Ebbe Munck i Stockholm, som tog initiativet til oprettelsen af "Dansk Pressetjeneste", der kom til at fungere som mellemstationen i den videre formidling af nyhederne til resten af verden. Også illegal rutefart over sundet og flere andre illegale aktiviteter var Henrik Kraft med i. I december 1943 blev han sendt til Sverige, fordi han med sin viden om det illegale Danmark var en for stor sikkerhedsrisiko, hvis han skulle falde i Gestapos hænder.
Til denne Henrik Kraft var det altså, at Børge Outze sendte det "testamente", som han skrev 5 uger før det gik galt - på en anden måde og med andre følger for både hans eget og Informations liv end han havde forestillet sig. Sammen med den forseglede kuvert fulgte et følgebrev:
Kære Henrik.
Denne lidt makabre Konvolut bedes du gemme, til der evt. bliver Brug for den. Forhåbentlig kan du give mig den tilbage en Dag efter krigen!
Jeg betror dig den, fordi jeg regner dig for min Ven og for en besindig Mand. Gem den.
Jeg er ellers ikke hensunken i Traurighed, men her er bandsat hedt efterhaanden, kan du tro. De er paa Sporet af mit ny Kontor ogsaa. Det er ikke sikkert, det bliver ved at gaa godt med mig. Derfor dette tilsyneladende saa teatralske Skridt!
Din O.
Børge Outze fik sin "lidt makabre Konvolut" tilbage igen efter krigen, ved vi i dag. I slutningen af halvfjerdserne solgte Børge Outze nemlig fra sin vandskadede kælder resterne af sine papirer fra besættelsestiden til en antikvarboghandler, og således er både "testamentet", nogle af Børge Outzes identitetskort og flere andre papirer fra dengang havnet i Niels Gyrstings private samling, hvorfra Det kongelige Bibliotek har lånt nogle genstande til den udstilling af bibliotekets illegale tryk, der åbner i bibliotekets forhal den 25. april. Det er første gang, Børge Outzes "testamente" vises offentligt, og hermed kan vi altså føje en ny kilde til Informations historie. "Testamentet" som Børge Outze skrev den 9. september 1944, som han forseglede, og som han selv åbnede efter befrielsen, lyder i sin helhed:
9. September 1944
Bjørn.
Til mine Venner.
Det Held, som har fulgt mig indtil nu, varer muligt ikke ved. Jeg vil ikke tages levende. Sker det alligevel, regner jeg med at blive skudt. Man overdriver fra tysk side min Betydning.
Hos en Ven i Sverige deponerer jeg derfor dette. Jeg har ikke søgt noget Martyrium. I ved at Rørstrømskhed ligger mig fjernt. Jeg ønsker ikke at blive kaldt Hero, fordi jeg blev. Det var nødvendigt at blive, fordi jeg maatte frygte, at den Nyhedstjeneste, som havde udviklet sig af Meddelelser i Ny og Næ til illegale Blade, vilde falde sammen som den flyvende Sommers Spind, naar Traaden fra oven klippes over, om jeg rejste. Det hænger sammen med, at Arbejdet byggede paa Tillidsforhold til personlige Venner og journalistiske Forbindelser, som det vilde være næsten umuligt for andre at arve. De legale Kolleger, som kunde gøre det hele lige saa godt som jeg, savnede den Kontakt med alle illegale Grupper, som jeg havde faaet efterhaanden. Men lad mig sige, at jeg uden en Kollega, som er blevet min Ven i det sidste Aar, ikke kunde have holdt Arbejdet i Gang, og at en anden Kollega, som vi engang kaldte tyskvenlig, ogsaa har ydet mig daglig Støtte, som jeg ikke kunde have undværet. De, som er inde i Forholdene, ved, hvilke to, jeg tænker paa.
Jeg beder Mænd, som har haft Nytte af mit Arbejde, eller som er blevet mine Venner i de sidste to Aar, om at hjælpe min bedste Ven - min Kone, gennem den første svære Tid. Vejled hende i økonomiske Spørgsmaal, saa hun ved Hjælp af Livsforsikringer og Pension kan beholde vort Hus, som hun holder af. Det vil være det bedste Hjem for min lille Pige og for det Barn, vi venter til Jul. Jeg har været min lille Datter en daarlig Far, men hun maa hellere engang faa at vide, at hendes Far var et Mandfolk, end beholde ham og ane, at han var en Stymper, da det gjaldt. Jeg beder mine Venner hjælpe min Kone og mine Børn engang i Fremtiden, naar alt dette er Historie, og vi, som nu er med, er glemt. Det varer næppe længe. lad mig sige her, at jeg er gift med den tapreste Pige, jeg har truffet. Hun har ofret mere end mange. Hun vidste, hvad det betød, at jeg blev. Hun bad mig aldrig rejse.
Send min Far og Mor min sidste Hilsen. Ogsaa de har lidt meget under, hvad jeg gjorde. Sig dem, at det var nødvendigt, og at de maa tilgive mig, at jeg har voldt dem Sorg og søvnløse Nætter. Sig min Far, at jeg forstod, at han vilde mit Bedste, men at jeg med den Ret, det giver at ofre sit Liv for et Standpunkt, siger ham, at jeg handlede rigtigt. Bed dem hilse min Ven fra Henriettevej. Sig mine andre Kære, at jeg tænkte mere paa dem, end de mærkede til!
Glem ikke min Svigerfar, Redaktør Lillevang, som bor i mit Hus. Han havde været med os, om han blot havde været 10 Aar yngre.
Videre beder jeg om, at man skaffer to unge Mænd, der har hjulpet mig meget, godt Arbejde. De er 100 pct. allright og har aldrig skelet efter egen Sikkerhed. Da den ene er i Frøslev og den anden efterlyst, kan jeg nævne deres Navne: Birger Mouritzen og Erik Grundt Larsen. Den første bor Ribegade 2, den anden ingen Steder. Han var reservepolitibetjent paa St. 4, da han gik under Jorden. De kan bruges overalt, hvor der er Brug for et Mandfolk, man kan stole paa.
Jeg beder om, at man vil hjælpe en Kvinde, som uden at ængstes huser mig nu. Hun er Enke efter en af mine fhv. Kolleger. "Vennernes" journalistven eller hans Navnefælle paa St. 2 kan sige, hvem hun er.
Glem heller ikke Bitten Søderberg, hvis Indsats i sin Tid var en Spore for mange af os. Jeg takker hende, Johannes Fosmark og Sven Seehusen for, at jeg gik ind i et Arbejde, som har givet mig flere Glæder end noget andet.
Endelig beder jeg om, at man vil støtte enkelte, som ikke hører til hos os. 3 af dem er Tyskere!
1) Min Ven Hakon Stangerup, der vel engang var et tyskvenligt Asen, men som altid har været min Ven - ogsaa dengang, vi var uenige. Jeg ved, at min gamle Chef, Schock, vilde have støttet ham, fordi ogsaa han kan lide Fyren. Maaske kan Schock ikke gøre det. Man bør lade Stangerup bruge sine Evner igen. Det er ikke hans Skyld, at han ikke nu tilsidst blev brugt til aktivt Arbejde. Han er 100 Gange bedre end sit Rygte!
2) Min Svoger, Frantz Berliner, Skanderborg, for hvis rigtige Indstilling hele Skanderborg vil sige god. Lad ham ikke falde ind under summariske Bestemmelser om Tyskere. Han er, skønt tysk statsborger, bedre Dansker end mange. Lad ham blive her, saa hans tre Børn kan vokse op som Danskere.
3) En Ministerialembedsmand Dr Otto Noltenius, gift med en dansk Pige, Ellen, født Thomsen. Hun bor med sine tre Børn i Odense. Jeg har kendt ham i en Aarrække og ved, han er allright. skulde han ønske at slaa sig ned i Danmark, kan man trygt give ham lov.
4) Kunsthistorikeren Rich. Groosmann, Stuttgart, om han er i live. Han har ydet den danske frihedsbevægelse store Tjenester, jfr. rapporten til Bestyrelsen.
Jeg har her nævnt Personer, som ikke er almindeligt kendt, eller som bedømmes forkert.
Til Slut kun dette:
Høst I nu, hvad vi sammen saaede. Sørg for, at vort Offer ikke bliver forgæves. Gør Danmark bedre, end det var.
Jeg har kæmpet min lille Del af den store Krig uden Had til andet end usselhed og Terror. Jeg har end ikke hadet den enkelte Tysker. Har jeg gjort nogen Uret - og det har jeg i Kampens Hede og paa Grund af tekniske Vanskeligheder ved at faa alle Oplysninger tilstrækkeligt godt undersøgt - saa beder jeg om Tilgivelse. Jeg har aldrig ud fra et personligt Motiv angrebet nogen.
De mange Venner, jeg har faaet i denne Tid, siger jeg Tak for Kampen. Den var alle ofre værd. Jeg nævner ikke Navne, som kan genkendes, da Brevet jo skal sendes - men giv min Tak videre til Johannes, Galatius, Niels, Morten Mørch, Sø, Thies, Mads, Ingrid, Michael, Peter Frandsen, Erik, Lundtofte, Hans Fos-, Færdselsulykken, From, Roug, Willumsen, Stig, Hunbrunen, Jessen, Lassen, Otto, og alle de andre, og hils dem, som er i Sverige: Søderbergerne, Hejl, Bierberg, Finsen, Scavenius, Foss, Seidenfaden, Ebbe, Hendil, Amvig, og mange andre. Ogsaa Vennerne i England, ikke mindst Truelsen og Lippmann, som jeg har arbejdet sammen med, beder jeg jer hilse. Skriv til Christmas, at jeg gerne vilde have været med til at byde ham velkommen tilbage.
Og gør mig den sidste Tjeneste at meddele to Venner - i dette Forhold spiller Kønnet ingen Rolle - Alice Hammerby, Thorshavn, og Eila Kännö, Svellmanninkatu 28-30, Helsinki, eller Suomen Polisienlitto, Helsinki, at jeg aldrig glemte dem.
Og saa farvel, og undskyld, Testamentet blev saa langt. Det var Skade, dette Brev skulde aabnes - men hvad, lad os trøste os med, at det ikke er Kvantiteten af Tid, det kommer an paa i Livet.
Se saa at faa noget ud af tilværelsen, alle I, som endnu har den foran jer.
Jeres Ven
I det illegale Information nr. 273 fra den 9. september 1944 kan man i forbindelse med en rettelse af en mindre fejl i gårsdagens Information læse følgende linier: "Red. bedes undskylde, at der af og til er Fejl. Der arbejdes, efterhaanden som Stoffet er svulmet op og Abonnentlisten er forlænget flere gange, i ret haardt Tempo, da hele arbejdet må gøres indenfor et ret begrænset Tidsrum af Hensyn til Postgangen. Hertil kommer, at Gestapo i den senere Tid har været nærgaaende."
Det giver en særlig oplevelse at læse disse linier, når man ved, at de er skrevet samme dag, som "testamentet" blev til.
John Fellow Larsen
forfatter
redaktør af udstillingen "Illegale tryk" på Det Kongelige Bibliotek.