Udstilling på Det kongelige Bibliotek i 50-året for Danmarks befrielse
Velkomsttale d. 25. april 1995
Ærede gæster, mine damer og herrer!
Som Tyskland ved besættelsen d. 9. april nedkastede sit Oprop »Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk«, udsendte Det kongelige Bibliotek straks ved befrielsen et opråb til alle om at indsende illegale blade, bøger, løbesedler, plakater og billeder til biblioteket, således at dets samling kunne blive så komplet som mulig. Indsamlingen var dog for længst påbegyndt - efter den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Bests mening illegalt - under selve besættelsen, og siden ødelæggelsen af Gestapos egen formidable samling af illegal litteratur, herunder en del beslaglagt fra Det kgl. Bibliotek, ved Shellhusets bombardement d. 21. marts 1945, har nationalbiblioteket været i besiddelse af den mest omfattende samling af illegale tryk i landet - en samling, der selv i de seneste år er blevet betydeligt forøget. Det er derfor ikke blot naturligt, men en særlig forpligtelse for biblioteket, at dets bidrag til fejringen af 50-året for Danmarks befrielse bl.a. bliver en større udstilling baseret på denne samling, der befinder sig i Danske Afdeling med tillæg i Håndskriftafdelingen.
Udstillingen, der bliver bibliotekets sommerudstilling og derfor må påregnes at blive set ikke bare af vore normale benyttere, men også af mange turister, er udarbejdet og redigeret af en af dem, der i den yngre generation kender samlingen bedst, forfatteren John Fellow Larsen i samarbejde med Danske Afdeling og Kontakt- og Oplysningsafdeling- en. Redaktøren har skrevet en instruktiv folder om udstillingen
Det kongelige Bibliotek indrammer og udbygger udstillingen på forskellig måde. Tilblivelsen af bibliotekets samling af illegale tryk beskrives i en artikel af bibliotekets forskningsleder, dr. phil. John T. Lauridsen i det nummer af vort kulturtidsskrift Magasin fra Det kgl. Bibliotek, der udkommer i denne uge, og artiklen, der har den sigende titel »Censuren til trods«, udsendes også i særtryk som en slags introduktion eller katalog til udstillingen. Artiklen beskriver bl.a. bibliotekets modtagelse og behandling af illegale forsendelser under selve besættelsen, Gestapos arrestation kl. 3 natten til lørdag d. 2. december 1944 af den bibliotekar, historikeren Albert Fabritius, der i Danske Afdeling alene håndterede den indkomne illegale litteratur, det efterfølgende forhør i Shellhuset, dernæst razziaen kl. 7 lørdag morgen i bibliotekets magasin i lommelygters skær, hvor man p.g.a. Fabritius« mere eller mindre bevidste vildførelse af det tyske politi nøjedes med at beslaglægge l0 pakker, videre via Shellhuset igen til celle 352 i Vestre Fængsel, hvorfra han til sidst blev løsladt sent lørdag aften. Allerede dagen efter, søndag d. 3. december, skrev Albert Fabritius to indberetninger - en officiel og en fortrolig - til bibliotekets chef, rigsbibliotekar Svend Dahl, som efterfølgende gennem Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen d. 6. februar 1945 protesterede kraftigt over for den rigsbefuldmægtigede Werner Best imod beslaglæggelsen, dog uden resultat. Og halvanden måned senere gik det beslaglagte formentlig op i røg ved Shellhusets ødelæggelse.
Artiklen i Magasin vil i næste årgang af vor videnskabelige årbog Fund og Forskning i Det kgl. Biblioteks Samlinger blive fulgt op af en dyberegående studie over samme emne og de nyfund, der er sket siden biblioteket i l954 udsendte sin bibliografi Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945 udarbejdet af bibliotekarerne Leo Buschardt og Albert Fabritius samt den senere forvalter Helge Tønnesen, med supplement og rettelser i 1960, der omend stadig grundlæggende nu af andre gode grunde er ved at være forældet.
Endvidere vil der i løbet af de næste måneder blive udsendt en vandreudstilling i plancheform i flere eksemplarer baseret på originaludstillingen, der åbner i dag. Den redigeres ligeledes af John Fellow Larsen og tilbydes folkebiblioteker, gymnasier, seminarier, højskolen og andre interesserede uddannelsesinstitutioner. Ligeledes udgiver biblioteket i løbet af sommeren en kildeudgave til brug for undervisning på forskellige uddannelsestrin med titlen Læs og giv videre! Illegale løbesedler i modstandskampen 1940-1945 bestående af ca. 100 udvalgte flyveblade i facsimiletryk indledt og kommenteret af den mangeårige afdelingsleder for Universitetsbiblioteksafdelingens Systematiske Katalog Mogens Weitemeyer, selv gammel modstandsmand i Holger Danske, og historikeren Steen Bille Larsen, nu bibliotekets ene souschef og leder af Nationalbiblioteksområdet. Endelig udgives i løbet af maj en særligt hjælpemiddel sigtende på især studerende, lærere og andre formidlere, nemlig en bredt anlagt forskningsoversigt i bogform over De danske nazister 1930-45, der desuden i et tillæg for første gang indeholder en introduktion til en af Det kgl. Biblioteks særsamlinger, der i modsætning til mange andre af slagsen har ført en underlig skyggetilværelse, og i hvert fald slet ikke er blevet udnyttet efter indholdets mulighder og kildeværdi, nemlig den såkaldte »Nazisamling«. Den består af litteratur fra tyske biblioteker og samlinger i Københavnsområdet, der blev beslaglagt allerede fra d. 6. maj, i Sønderjylland 1945-46 og i 1946 tillige en mindre del af dr. Bests privatbibliotek på Rydhave. I alt beslaglagdes o. 20.000 bind, hvoraf en mindre del kasseredes, mens flere fordeltes til universitetsbibliotekerne, institut- og fagbiblioteker. Den tilbageblevne »Nazisamling« består i dag af ca. 8.000 bind og er fortrinsvis til forskningsbrug. Som John Lauridsen skriver, er der tale om en så omfattende samling af primærlitteratur af nazistisk oprindelse, at dens lige vist ikke findes i Skandinavien. Som kildesamling for nazismeforskningen har den således betydelig værdi den dag i dag.
Vi ville gerne i dagens anledning have kunnet udsende en ny, videnskabeligt baseret fortegnelse eller håndbog over alle kendte illegale tryk i de 3-4 danske hovedsamlinger. En sådan har vi haft planlagt længe, men det har ikke været muligt at skaffe finansielt grundlag i den størrelsesorden - knap 1 million kroner - der er påkrævet. Vi håber, at det vil lykkes os i en ikke al for fjern fremtid. Indtil denne foreligger, har medarbejdere ved DD-projekterne dog lagt den gamle bibliografi fra 1954-60 ind på bibliotekets World Wide Web-server suppleret af udvalget eksempler på illegale blade i fuldtekst . En demonstration heraf offline vises i dag i Forhallen.
Vor ubetinget største bidrag til udbredelsen af kendskabet til Danmarks besættelse og frihedskamp i jubilæumsåret er imidlertid hverken vore udstillinger eller publikationer, men derimod opbygningen og tilgængeliggørelsen fra og med i dag af de første dele af, hvad der efterhånden vil udvikle sig til Den nationale Billedbase. Siden 1993 har Kort- og Billedafdelingen i samarbejde med Edb-afdelingen været i gang med i hastigt tempo at digitalisere og registrere billeder i et nyt edbregistreringsformat som et led i bibliotekets omfattende plan for digitalisering af kataloger, bibliografier og samlinger. To store samlinger er nu indscannet og tilgængeliggjort i baseform med tilhørende nyregistrering i REX, den første er Müllers berømte Pinakotek med o. 4.000 kobberstik af historiske billeder til Danmark-Norges historie før 1794, den anden er en samling på ca. 8.000 fotografier og andre billeder fra besættelsestidsårene. Den viser alle aspekter af besættelsen fra sabotage til mørkelægning, dagligliv og DNSAP. Oplysninger om billederne i form af emner, navne, årstal m.v. kan søges i REX, og med en enkelt kommando kan de fundne billeder kaldes frem på skærmen og dernæst printes ud i aviskvalitet, d.v.s. af forskellige grunde ikke i helt samme kvalitet, hvori de er lagret. ÊRegistreringsformatet er et nyt såkaldt »konvolutformat«, d.v.s. at billederne ikke altid registreres enkeltvis, men sædvanligvis er et varierende antal billeder - op til ca. 25 - registreret under hvert emne, og når man så har søgt, folder alle relevante henvisninger sig ud under emnet. Efter min mening er denne registreringsform et virkeligt fremskridt i forhold til den traditionelle enkeltpostregistrering. Søgning og fremvisning kan af tekniske og dermed forbundne økonomiske grunde endnu kun ske på udvalgte arbejdsstationer på Slotsholmen, men i løbet af højst 2 uger bliver basen online tilgængelig via Webserveren på Internettet. I forbindelse med udstillingen er der opstillet en arbejdstation i det ene hjørne af Forhallen, hvorpå der kan søges i Billedbasen.
I alt 15 personer fra de nævnte afdelinger har været involveret i det konkrete arbejde med at få denne billedbase klar til i dag, og jeg vil gerne afslutningvis bringe en hjertelig tak til alle i de forskellige afdelinger og enkeltpersoner, der har bidraget til bibliotekets aktiviteter i anledning af Befrielsesjubilæet, det være sig i form af udstillinger, skrifter, billedbase eller blot bistand til arrangementer.
Herefter har jeg den store glæde at give ordet til grundlæggeren og lederen af en af de store modstandsorganisationer Ringen, førstemanden i Danmarks Frihedsråd, fhv. minister Frode Jakobsen, der vil gøre os den ære at holde den officielle åbningstale. Efter Frode Jakobsen taler udstillingens redaktør, forfatteren John Fellow Larsen.
Hjertelig velkommen til alle.
Erland Kolding Nielsen
Litteratur og databaser fra Det kongelige Bibliotek om Besættelsestiden:
1. Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945. En bibliografi udarbejdet af Leo BUSCHARDT, Albert FABRITIUS & Helge TØNNESEN. Kbh.: Det kongelige Bibliotek, 195. 201 ss. Reg. - Supplement og rettelser til .... Kbh.: Det kgl. Bibliotek i kommission hos Dansk bibliografisk Kontor, 1954. 8 ss. - Database tilgængelige via Det kgl. Biblioteks World Wide Web-server [Adr. >http://www.kb.bib.dk< kontakt: Ivan Boserup], indgang >Danish Hypertext Library and Text Archive<>Project DIB - Danske illegale Blade>, scannet og indlagt af Lisbeth HOLTSE og Ivan BOSERUP.
2. Steen BILLE LARSEN &ÊMogens WEITEMEYER:ÊModstandsbevægelsen - en bibliografi. Litteratur om modstandsbevægelsens historie i Danmark udkommet 1945-1984. Kbh.: Det kongelige Bibliotek, 1985. 65 ss. Reg. (Serien:ÊDet kongelige Bibliotek. Specialhjælpemidler nr. 12).
3. John FELLOW LARSEN: Illegale tryk. Udstilling på Det kongelige Bibliotek april-september 1995. Kbh.:ÊDet kgl. Bibliotek, 1995. Ill. Udstillingsfolder.
4. John T. LAURIDSEN:Ê»Censuren til trods. Opbygningen af Det kongelige Biblioteks samling af illegale tryk fra tiden 1940-1945«, Magasin fra Det kongelige Biblkotek, 1994:4 [udk. 1995], ss. 3-22. Ill. - Også udsendt som særtryk i anledning af udstillingen.
5. John T. LAURIDSEN:ÊDe danske nazister 1930-45. En forskningsoversigt. Kbh.:ÊDet kgl. Bibliotek, 1995. 85 ss. (Serien:ÊDet kongelige Bibliotek.Specialhjælpemidler nr. 29). [Udk. ultimo maj]. Med tillæg:Ê»Nazisamlingen« på Det kongelige Bibliotek, ss. 63-75. Litteraturfortegnelse ss. 76-84. - Forkortet udgave uden tillæg i Historisk Tidsskrift , 1995:1 [under udgivelse].
6. Steen BILLE LARSEN & Mogens WEITEMEYER: Læs og giv videre! Illegale løbesedler i modstandskampen. Kbh.:ÊDet kgl. Bibliotek i kommission hos Museum Tusculanums Forlag, 1995. Ca. 140 ss. Ill. - Kildeudgave med fascimiletryk. [Udk. sommeren 1995]
7. Den nationale Billedbase. [Del 2:] Danske Historiske Billeder 1940-1945. Ca. 8.000 fotografier og andre billeder fra Kort- og Billedafdelingen samlet i o. 325 poster. Oplagt i REX. [Internet-adr.: >http://www.kb.bib.dk<] Nærmere oplysninger hos forskningsbibliotekar Henrik DUPONT eller projektmedarbejder Anders KRAGH SØRENSEN.
8. John T. LAURIDSEN: »Frihedskæmperbilleder. Et essay om historisk billeddannelse«, Bogens Verden nr. 2 1995. Ill.; også i Fortid og Nutid nr. 2 1995.
9. John T. LAURIDSEN: »Opgør og udrensning. De danske nazister efter befrielsen i 1945 », Den jyske Historiker, nr. 71, 1995, ss. 59-88. Ill.