Bogens Verden 1996 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Grublen og klarsyn
George Eliot og "Middlemarch"

Af Marianne Sørensen, cand. mag.



Som et blik på sommerens biografannoncer kan overbevise en om, er 1800-tallets litteratur in. Filmen "Fornuft og Følelse" (bygget over Jane Austens roman) fik bragende anmeldelser i de danske aviser og blev nomineret til 7 Oscars. En anden romanfilmatisering "Oberst Chabert" (efter Balzacs roman) blev læst op som føljeton i Danmarks Radio samtidig med lanceringen som film - og fra udlandet forlyder det om flere Jane Austen-filmatiseringer, nemlig af "Persuasion", af "Stolthed og Fordom" og af "Emma". De to sidste som TV-serier.

Den danske biografgænger skulle således have gode muligheder for at stifte bekendtskab med Austen og Balzac, men også for at se nærmere på deres forfatterskaber i bogform, da de begge er udgivet på dansk. Værre ser det ud med hensyn til forfatterinden George Eliot og romanen "Middlemarch" fra 1800-tallets England. For bogen bag TV-serien, som kørte på DR-TV i februar-marts, er ikke oversat til dansk siden 1873, ligesom der heller ikke findes andre danske nyoversættelser af Eliots romaner. I det hele taget kender de færreste danskere noget særligt til forfatterinden bag "Middlemarch".

"Middlemarch" (1871-72) er George Eliots næstsidste roman. George Eliot (1819-80) hed egentlig Mary Ann Evans, og hun voksede op på landet, hvor hun holdt hus for sin far, der var godsforvalter. På trods af de provinsielle omgivelser var hendes skolegang og videre studier meget omfattende for en ung pige på denne tid, og de resulterede bl.a. i en oversættelse af Strauss' bibelkritiske "Das Leben Jesu". Da faderen døde drog hun som 30-årig alene til London for at forsørge sig selv ved hjælp af sin pen.

I London blev hun ansat som medredaktør på det højt estimerede Westminster Review, et magasin om politik, religion, videnskab og litteratur. Her traf hun forfatteren og kritikeren G.H. Lewes, som hun flyttede sammen med, selv om Lewes ikke kunne blive lovformeligt skilt fra sin kone1). Det uægteskabelige - og dermed uviktorianske - samliv isolerede imidlertid Eliot socialt. Hun blev nu ikke længere "modtaget" i selskabslivet, men til gengæld blev den sociale isolation baggrund for et stort skønlitterært forfatterskab, som bl.a. talte syv romaner.

Romanerne udkom alle under pseudonymet "George Eliot". At vælge et pseudonym var en temmelig almindelig praksis, men i dette særlige tilfælde skyldtes det også hensynet til udlejningsbibliotekerne, som ellers ikke ville købe bøger skrevet af en "falden kvinde" som Eliot. Romanerne blev til gengæld genstand for mange nysgerrige gætterier om forfatterens køn, og de blev på en gang populære hos anmeldere og hos publikum. Store forfattere som Dickens og Thackeray hilste respektfuldt den ukendte Mr. Eliot velkommen - så da pseudonymet efter et par år blev afsløret, var Eliot allerede en etableret og højt estimeret romanforfatter. Med sine romaner har hun åbenbart opfyldt nogle presserende behov hos et læsende publikum, som dyrkede hende som en slags karismatisk "viskvinde", der havde svar på alt. Den "umoralske" forfatterinde blev nu anset for et orakel i forhold til moralske og filosofiske spørgsmål, og samtidig blev romanerne læst som historiske og socialpsykologiske kulegravninger af det engelske samfund efter 1860, et samfund, som i manges øjne var præget af social fremgang, men også af kulturel og værdimæssig forarmelse.

Bag denne forarmelse lå følgerne af moderniseringen af landbruget og af industrialiseringen. Men også en opløsning af traditionelle værdier, hvor bibelkritikken og Darwins teorier var med til at undergrave viktorianernes religiøse overbevisninger. Resultatet var en søgen efter mening, som Eliot skriver sig ind i med sine moralske og filosofiske afsøgninger af menneskers ansvar i forhold til hinanden.

Som Jane Austen undersøger hun forholdet mellem familien og de sociale værdier. Men Eliots sigte er mere ambitiøst med hensyn til dybde og bredde, og "Middlemarch" er på en gang en psykologisk/filosofisk roman og en historisk og sociologisk "Studie i Provinslivet" (som undertitlen lød). Hun ønskede med bogen at skabe et "Panorama", som hun kaldte det, og til dette formål inddrog hun i "Middlemarch" et antal på ca. 140 personer, som repræsenterer næsten alle positioner i samfundet, fra fåretyve og skomagere til godsejere og bankdirektører. Hovedpersonen i romanen bliver dermed selve byen Middlemarch med dens sociale liv og dets samspil mellem individer - med hver deres individuelle udviklinger og deres indbyrdes relationer og afhængigheder af hinanden. I denne afsøgning af det sociale investerer Eliot et teoretisk og intellektuelt input, der gør hende til en meget anderledes forfattertype end Dickens, og hun bliver samtidig en mere moderne forfatter, når hun f.eks. fremstiller konflikten mellem den enkelte og samfundet som en gennemgående og tragisk modsætning i romanerne.

Med sin klassiske dannelse var Eliot fascineret af tragedierne, især af Antigone, den unge kvinde, der (som Eliot selv) bragte sig i modsætning til fællesskabets "lov" på grund af sin respekt for en højere moral. I "Middlemarch"'s borgerlige verden føres personerne imidlertid ikke mod deres skæbner gennem spektakulære dramaer, men gennem selve hverdagen. For det er i denne uheroiske hverdag, at personerne kan føres fra ungdommelig sejrsikkerhed til resignation eller til nederlagets selvhad gennem langsomme og umærkelige processer, der leder frem fra den ene position til den anden, uden at selve bevægelsen virker påfaldende.

I "Middlemarch" kommer konflikten mellem individ og samfund til udtryk hos bogens to hovedpersoner, nemlig hos arvingen Dorothea Brooke og hos lægen Dr. Lydgate, som ankommer til Middlemarch ved romanens begyndelse.

Dorothea beskrives fra starten som en smuk og klog pige. Hun er desuden rig, men er på trods af sine penge fuld af ungdommelig entusiasme i sit ønske om at hjælpe andre i samfundet. For Dorotheas vedkommende opstår det tragiske imidlertid som en modsætning mellem hendes ønske om at udrette noget stort og godt og de manglende muligheder, "the meanness af opportunity", på den anden side. Dorothea sammenlignes her med middelalderens St. Theresa, Theresa af Avila, som reformerede klostervæsenet i Spanien. I modsætning til Theresa får Dorothea dog ikke mulighed for at skabe noget nyt og bedre ud af Middlemarchs begrænsede og begrænsende samfund, for hendes liv bliver et almindeligt kvindeliv og ikke et "episk" liv.

Hun gifter sig først med den indskrænkede forsker Casaubon. Han dør nu (heldigvis) efter et kort, ulykkeligt ægteskab, og Dorothea kan derefter gifte sig med udlændingen og outsideren Will Ladislaw, som til slut bliver et respekteret parlamentsmedlem. Dorothea, som er blevet et mere modent menneske i løbet af romanen, fylder nu pladsen ud som hans kone, men selv får hun ikke mulighed for at efterlade sig et "spor" og realisere det "store", som George Eliot med en vag og utopisk feminisme kunne ønske for hende.

Lægen Dr. Lydgate kommer til gengæld til at svigte den store opgave, som han faktisk havde mulighed for at påtage sig som forsker med videnskabelige ambitioner. Han får nemlig aldrig fuldført sit forskningsprojekt, men dør i stedet som 50-årig som en desillusioneret og resigneret modelæge. Denne udvikling skyldes bl.a. hans konventionelle ægteskab med den forkælede og egoistiske Rosamond Vincy, der ikke sympatiserer med hans intellektuelle mål i tilværelsen, og som i stedet ønsker sig penge og position. Indirekte peger romanen på nogle begrænsninger i det traditionelle kvindeliv, som gør Rosamond uforstående over for Lydgates visioner, for der er ikke noget ved livet i dagligstuen, som kan dæmme op for Rosamonds egocentri.

Romanen har således en form for feministisk pointe i beskrivelsen af kvindens (Dorothea) såvel som mandens (Lydgate) kommen til kort i forhold til de store ønsker og mål. Pointen afleveres dog ikke i form af fikse og færdige forslag til løsning af de komplekse problemstillinger, det drejer sig om, for selv om Eliot sympatiserede med mange af tidens feminister, gjorde hendes interesse i kvinders vilkår hende ikke til talerør for entydigt feministiske synsvinkler eller kvindepolitisk agitation. I det hele taget var hun ikke nogen -ist, ej heller rationalist eller scientist, selv om hendes tabte barnetro og hendes interesse for videnskab kunne have ført hende i disse retninger.

I stedet opfatter Eliot sine historiske, filosofiske og moralske afsøgninger af verden som et æstetisk projekt, og hun udtaler sig eksplicit om sine æstetiske idealer. I et essay, "Notes on Form in Art" fra 1868 2), beskriver hun således det store kunstværk som en slags organisme, der udgøres af et stort antal indre forbindelseslinjer eller "relations" mellem dets forskellige dele. Den højeste form opstår gennem "the most varied group of relations bound together in a wholeness which again has the most varied relations with all other phenomena". Det drejer sig ikke blot om at beskrive det størst mulige antal personer og begivenheder, men om at binde et stort antal personer og begivenheder sammen, direkte eller indirekte. I en notesbog, som Eliot førte under skrivningen af "Middlemarch", nævner hun f.eks. ti relationer, der skal udvikles, bl.a. Raffles til Bulstrode og Ladislaws til Mr. Brooke.

Det største kunstværk er det mest komplekse, og forbindelseslinjerne kan både trækkes på det handlings- og personbårne plan og på et implicit plan, hvor de bliver symbolske analogier. Der er f.eks. en implicit parallel mellem Dr. Lydgates mislykkede søgen efter "det primitive væv" inden for lægekunsten og Casaubons fejlagtige søgen efter "The Key to all Mythologies", hans planlagte, men aldrig skrevne bog, som skulle være en slags universalnøgle til fortolkning af alle myter på tværs af historie og kultur. (For begge mænd tager fejl i en søgen, som er monoman og dermed i modstrid med romanens vægt på komplekse fortolkningsmodeller og på "relations"). Andre paralleller er sammenligningen mellem Dorothea og St. Theresa eller den bemærkelsesværdige omtale af en basilikumplante, der trives i en potte, hvor jorden dækker en død mands hjerne - en omtale som både findes i forbindelse med Rosamond, Lydgates kone og i forbindelse med Madame Laure, hans tidligere elskerinde.

Romanen dækker over en sand undertekst3) af eksempler fra klassisk mytologi, fra folkeeventyr, fra kristne martyrers og helgeners historier, fra Brødrene Grimms fortællinger, fra fortællinger om høvisk kærlighed osv., osv. På denne måde bliver den meget krævende læsning, fordi det fulde udbytte nærmest forudsætter en klassisk dannelse på linje med forfatterens. Det sidste kan vel ikke være en indvending (og romanernes rige liv under overfladen har da også været med til at gøre Eliot til "gefundenes Fressen" for vore dages sprogbevidste dekonstruktivister, som også har kastet sig over den spændende metaforik i "Middlemarch", f.eks. "vævet", "tråden", "labyrinten", "kanalen" og "mikroskopet"). Til gengæld virker romanens slutning noget uelegant, fordi der nu er et overvældende stort antal ender (de mange "relations") som pludselig skal skæres over og bindes op på en gang. Det store format kan virke diffust med sin overvældende mængde af detaljer, som det gjorde det på forfatteren og kritikeren Henry James. "It sets a limit, we think, to the development of the old-fashioned English novel", skrev James i en både rosende og kritisk anmeldelse af bogen 4). Men James var nu i det hele taget skeptisk over for de store romaner, som blev skrevet på Eliots tid. Han mente selv, at kunsten skulle være "koncentreret oplevelse", og han kaldte Dostojevskis og Tolstojs store romaner for "flydende buddinger"! Ved at gøre op med dem fandt han til gengæld sin egen romanform.

Hvad James og en række senere engelske forfattere bl.a. gjorde op med, var anvendelsen af den olympiske, alvidende fortæller, som stadig var typisk for Eliot. Ordet "alvidende" får her en ekstra dimension, for der er noget næsten fallisk ved den måde, hvorpå Eliot sætter et uhyre antal diskurser - inden for videnskaberne, kunstarterne og videnskabshistorien - i spil med hinanden i romanerne. Men kombineret med denne autoritet findes der en kvindelig karisma i fortællerens stemmeføring, når denne igen og igen opfordrer sine læsere til at udvise tolerence, indlevelse og kærlighed i forhold til deres medmennesker i romanerne og i det virkelige liv. Eliot ville ikke komme med forskrifter eller prædike i sine romaner, skrev hun. I stedet ønskede hun at vække "ædle følelser", et begreb som kan lyde corny i dag, men som ikke desto mindre gav mening for viktorianerne, hvor selv kølige sjæle som James måtte overgive sig til romanernes intelligente inderlighed -der næsten altid er fri for den konventionelle sentimentalitet og letkøbte moraliseren, vi i dag forbinder med viktorianismen.

Spørgsmålet er så, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at omsætte sådanne romaner til filmens eller TV's medie. BBC har i hvert fald haft de økonomiske midler til den kostbare produktion af "Middlemarch", som har strakt sig over 7 afsnit a cirka en time. Med glimrende besætning af rollerne, med scenerier og interieurer, der virker både smukke og overbevisende, er et vist sobert niveau lagt an, og det har ikke været svært at fastlægge handlingsgangen i serien, for romanen er i forvejen delt op i portioner, som det er rimelig let at følge.

Når man ikke desto mindre kan sidde tilbage med en lidt utilfreds fornemmelse, skyldes det bl.a. en noget tung instruktion, som ind imellem giver et folkekomedieagtigt eller melodramatisk præg. Til det sidste bidrager en musik, der sine steder bringer tanken hen på gamle dages skolebio, som når Casaubon pludselig får et hjerteanfald, mens musikken stiger til et crescendo.

At TV-filmatiseringen af Eliot ikke har den Mozartagtige lethed, som findes i filmen "Fornuft og Følelse", kan måske ikke undre. Austens romaner slutter i forvejen om sig selv som perfekte stykker musik med et begrænset antal instrumenter - mens Eliots romaner snarere er som lange symfonier med både betagende og kluntede partier. At omsætte "Middlemarch" til et visuelt medie er måske i sig selv en umulighed, og efter TV-filmatiseringens fremstilling af romanens personer, handlinger og "relations" er der i hvert fald meget tilbage af bogen, som ikke har ladet sig forløse visuelt. Hele den symbolske og suggererende undertekst af analogier, allusioner og metaforer går tabt, sammen med romanens mange dialoger med 1800tallets videnskabsgrene og videnskabshistorie. Men samtidig bliver fortællerstemmen borte. Trist, fordi Eliot som den alvidende fortæller har lagt en stor del af romanens "sjæl" ind i sine mange fortællerkommentarer og refleksioner. Det er her, hun udtrykker sin særlige form for kontemplativ inderlighed - en inderlighed,som James på trods af hendes olympiske position måtte overgive sig til, når han skrev om det klare i hendes "grublen", en særlig "luminious brooding". For det er selve forholdet mellem denne komtemplative grublen og byen Middlemarch, som er nerven i bogen. Efter TV-serien sidder vi bare tilbage med - Middlemarch.


Noter:



Tilbage til toppen