Bogens Verden 1996 nr.4



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Fanden skulle da trække i Galla for at "have det hyggeligt"
Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62

Af Lisbet Holst, forskningslektor



Som ung litteraturstuderende rettede Frans Lasson, der ikke selv nåede at blive optaget i kredsen på Rungstedlund, i anledning af Karen Blixens 70-årsdag henvendelse til hendes forlag Gyldendal, for at opfordre det til at arrangere et fakkeltog af studenter til Rungstedlund; et arrangement, der ligesålidt blev til noget som alle de storslåede planer, som de litterære hoveder på Rungstedlund havde fabuleret om. På den store aften sad hun som bekendt og kukkelurede, alene og dybt krænket i sin søsters lejlighed i Sølvgade, mens vennerne holdt et stort kalas for hende i Ole Wivels lejlighed med begavede og åndfulde taler, lettede og skyldbetyngede som var hun allerede en afdød. Om begivenheden og de vidtløftige og fejlslagne arrangementer skriver Frans Lasson meget præcist i nærværende udgivelse: "Man valgte ærgerligt nok at tro på, hvad hun vel havde sagt i et øjebliks depression over, at der tilsyneladende ingenting skulle ske, og lod hende endnu engang uden sværdslag få sin vilje, som imidlertid ikke blev til glæde for noget menneske, mindst af alt hende selv" (bd.II, s.288).

Frans Lasson har med en lang række udgivelser af og om Karens Blixen siden taget grundig revanche både for det udeblevne fakkeltog og for den unge students beskedne position. Blandt andet som medredaktør af Blixeniana 1976-1985, som udgiver af et par bind med hendes efterladte fortællinger, hendes Breve fra Afrika 1914-31, og altså nu sidst med denne kolos af et bogværk: Karen Blixen i Danmark. Breve 1931-62 , omfattende et stort udvalg af breve fra og til Blixen fra hendes opbrud fra Afrika til hendes død, udgivet sammen med bibliotekar ved det Kongelige Bibliotek Tom Engelbrecht.


1.
Der er grund til at være Frans Lasson taknemmelig for den kærlige ihærdighed, hvormed han har gennemført den ømtålelige rolle og det enorme arbejde som forvalter af Karen Blixens litterære testamente.

Når det har været muligt, skyldes det, på godt og ondt, at han i modsætning til Karen Blixens egne "litterære starutter", har foretaget sit arbejde med rask hånd og ikke har taget det så tungt med, hvad hun måtte have ment i sin levetid eller hvad hun siden måttes tænkes at kunne mene om hans dispositioner. Der er noget forfriskende ved det. Med al den beundring og respekt for Karen Blixen, som hans arbejde i øvrigt afspejler, giver han hende dermed på sin facon desuden ret til at være et dødeligt menneske.

Men der er også noget irriterende ved en udgivelse af denne bulderbassetype. "For at kunne vurdere brevenes indhold uforstyrret af skiftende hånd- og maskinskrifter afskrev jeg til personligt brug alt, hvad jeg mente burde være med i den ny samling", skriver Frans Lasson i sin introduktion. Hvad han har ment burde med, kan man jo læse sig til, men hvad han af tilgængeligt materiale har ment ikke burde med, får man ikke den mindste oplysning om. Bortset fra de tilfælde hvor han har medtaget hele brevvekslinger, hvoraf nogle dog ikke er mere hele end Lasson har skønnet det for godt, siger han ikke en lyd om sine kriterier for udvælgelse. Det gælder både for valget af breve i deres helhed og for beskæringer i de medtagne breve. "-- markerer udeladelser i brevene", får man venligt oplyst, men intet om hvorvidt udeladelser skyldes at indholdet har været kompromitterende, irrelevant eller blot kedsommeligt. Eller om udeladelser eventuelt sker efter en brevskrivers eget ønske.

Det er irriterende for den almindelige læser, fordi det, der er udeladt, når man ikke ved, hvad det er eller hvorfor det er udeladt, har en tendens til at brede sig og forflygtige det, der faktisk står - for gemmer det afgørende sig nu ikke bag de tre tankestreger. Og irriterende er det ikke mindst for den Blixenforsker, for hvem bogen i øvrigt, også ved sit omfattende noteapparat og omhyggeligt udarbejdede register, udgør en guldgrube. Hun kan ikke forlade sig på den som en videnskabelig udgave, men må alligevel selv opstøve arkiverne.

2.
Videnskabelig eller ej og selvom denne ny brevsamling i saft og kraft ikke kan måle sig med Breve fra Afrika fra 1978, som er skrevet direkte fra "felten", fra den del af hendes liv, om hvilken hun siden sagde: "Det er vist kun en Gang i Tilværelsen at man lever", så er der nok til flere generationer af litteraturhistorikere og almindelige Blixenfans.

Den rummer således en omfattende dokumentation af fortællingernes tilblivelses- og udgivelseshistorie. Dels fordi Blixen havde for vane at sende sine historier i mere eller mindre færdig form til slægt og venner med den klausul, at der skulle svares, dels fordi Lasson har skaffet sig adgang til korrespondancen mellem Blixen og hendes engelske og amerikanske forlæggere, hvoraf han bringer et bredt udvalg. Denne sidste korrespondance er, som optakt til Blixens forfatterkarriere elementært spændende læsning. Efter vanskeligheder og skepsis omkring den første udgivelse, og i det længere perspektiv efter mange lidelser og svære ulykker, der strækker sig tilbage til hendes sidste år i Afrika, eller går de tilbage til krisen i 1926, eller måske i virkeligheden til 1914, som både er det år, Blixen ankom til Afrika og det år hun fik konstateret sin syfilis? "-- jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål om lidelsernes begyndelse", så vågner hun faktisk op en morgen og er berømt.

Skal man tro det foreliggende udvalg, har Karen Blixens praksis, først at prøve sine historier af på venner og slægtninge, ikke været forgæves, i alt fald ikke hvad angår mængden og omfanget af de svar, hun har modtaget gennem tiden. De fleste har virkelig tydeligvis stået både på hovedet og tæerne, og nogle har svunget sig op i øjenhøjde, for at leve op til tilliden. Bortset fra Thorkild Bjørnvig, som mere digter end læser, han "ser... gennem saa gruelig mange Adjektiver", er Aage Henriksen, hvis brevveksling tidligere er udgivet, stadig langt den mest kompetente, dristige og lidenskabelige læser. Til Blixens ærgrelse til tider også mere dristig end han selv kunne stå ved, når det viste sig, at hans tolkninger eller mod\-historier ikke svarede til hendes egne intentioner: "Det gik mig for nogle Aar siden på samme Maade med Aage Henriksen, han var rent fortvivlet, fordi han havde taget fejl angaaende en af mine Historier, og det var der slet ingen Grund til, for jeg syntes egentlig det var en morsom og åndfuld fejltagelse" (14.11.1958). Og man kan virkelig under genlæsningen af denne stadig hjertegribende og forrygende korrespondance blive svært ærgerlig på Aage Henriksen. De få gange, hvor han virkelig slipper tøjlerne og derved kommer til at gøre "det forkerte", så, uanset hvor "rigtigt" det i Blixens øjne siden viste sig at være, bliver han dog ved med at spekulere over sin forkerthed. Ak, havde han dog blot jokket lidt mere i suppedasen.

Har Henriksen gjort sig unødige bekymringer angående kvaliteten af sine fortolkninger, så kan man sandt for dyden ikke sige det samme om en anden af hendes, endnu yngre, venner, Jørgen Gustava Brandt: "Da hun (Rosina i Vejene omkring Pisa næres en smule af bibliotekets bøger, aner prinsen med en lille aandelig kræmmers klarsyn en fare. Han sætter hende til musik uden at ane den endnu større fare der. Mødet med Marelli, dette lille strejf af mythos i hendes fattige tilværelse, bliver af afgørende betydning for hende. Hun funderer over muligheden for at give sin drøm, der næsten kun er en trang, en veg forestilling, at give den virkelighed. Jeg tager baronessens, eller kardinalens, yderliggaaende anskuelse af, hvad der blot var nødvendig for hende, fuldstændigt alvorligt. Jeg kan slet ikke le over Marelli-episoden..." (14.2.1954), og sådan fortsætter han lystigt og ganske ubekymret med at genfortælle Karen Blixens historier for hende selv. Når dette forhold til Elishama, som hun kaldte ham efter tjeneren og bogholderen i "Den udødelige Historie", som det eneste af Blixens mere tætte relationer til danske digtere og litterater viste sig så holdbart, så skyldes det udover den hengivenhed og beundring, han delte med de andre, måske netop den bekymringsløse vægtløshed, hvormed han gik ud og ind af hendes tilværelse.

Aage Henriksen har iøvrigt selv i et lille satirisk og, på hans egen bekostning, meget vittigt optrin, som han skrev og sendte Karen Blixen, da hun lå på hospitalet i 1955, karakteriseret forholdet mellem sig selv og den yngre og mere letfodede medbejler. Det er i denne sammenhæng, at han i en fingeret dialog med Brandt (de optræder begge som serenade-syngere under Karen Blixens balkon) siger til ham: "Det er hændet mig een gang før, at jeg gjorde det, jeg havde fået besked om, og så gjorde De det forkerte, som var rigtigt...." Alligevel bliver han stående i mørket og synger sin serenade til ende, som han har fået besked om, indtil han ser skyggen af Brandt, som forlængst er smuttet op af trapperne, bag den tilbedtes rullegardin. Et brev, som Lasson besynderligt nok (sammen med enkelte andre af Aage Henriksens breve) uden forklaring har udeladt.

Kunne Henriksen således i egne øjne undertiden tage sig ud som den bedrøvelige ridder, er det dog det rene vand mod en anden type af Madames læsere: "Kære, smukke, rare, begavede, trofaste lille Birthe/ Hvor kan Du nu være saadan en Knaldidiot!...hvad i alverden kan det gøre enten Dig eller mig, at Du har en anden Opfattelse af en Forfatters Historier end han selv ?" (14.11.1958).

Forholdet til Birthe Andrup, som Blixen iøvrigt omfattede med tålmodig hjertelighed, ligner lidt hendes forhold til den danske læseverden i almindelighed. Ikke så meget fordi Andrup ofte og grundigt misforstår hendes historier, end ikke fordi hun af samme grund bliver så skrækkeligt fortvivlet, men for den stærkt tvetydige medlidenhed, som hun med grædende tåre og ikke så lidt hovmod, overdynger sin baronesse med: "Jeg har det næsten som Grandjean, der er syg i Hjertet - jeg synes næsten den (Skæbneanekdoter) er skrevet af en Dæmon og ikke af et Menneske. Den har saa blændende og herlige Enkeltheder, men saa kold i sin blanke Stil, saa grufuld under en uskyldig Overflade...Jeg har Lyst til at raabe, som jeg havde Lyst til for et Aar siden: "Lad heksen flyve og stig ned fra den ensomme Færd i det iskolde Verdensrum, stig ned blandt Menneskene, hvor der er Varme og Kærlighed og Haab" (30.10.1958). På denne salut, som er meget længere, svarer Blixen dagen efter, og her har hun hvæsset kløerne:

"Tak for dit Brev. Jeg synes at jeg engang imellem maa svare Dig, naar Du saa venlig vedbliver at give mig selv og min Virksomhed saa megen Interesse og Deltagelse. Du kan da være sikker paa at jeg ved, Du altid vil være fair mod mig og Rungstedlund. Der er kun det, at du nogle Gange er saa bedrøveligt ved Siden af i Din Opfattelse af vort Væsen og vore Foretagender, at det falder os svært at entrere paa den. Som nu med "Skæbne-Anekdoter". Der er slet ikke Behov for Din sorgfulde Sympati og Dvælen i mine Lidelser..."
(2.11.1958).

Birthe Andrup er en af de få uden for familien, som Karen Blixen er dus med. Det vil sige, som hun siger du til. Birthe Andrup siger De og Baronessen eller "man": "Tak for Deres lange Brev, jeg er rørt over, at man tager sig Tid til at svare saa omhyggeligt, især i travle Tider..." skriver hun, ikke uden malice, i sit svarbrev på ovenstående, og returnerer således Karen Blixens pluralis majestatis. Brevenes tiltaleformer og udgangshilsner, deres brug af pronominer og titler er overhovedet i sig selv et studium værd.


3.
Selvom Birthe Andrups medfølelse er noget ud over kanten og desuden en medfølelse med det forkerte, så har det nu været vanskeligt ikke blot for hende, men for de fleste at finde ud af hvad ben de skulle stå på over for de enorme mængder af lidelser, Karen Blixen kunne henvise til.

Aage Henriksen taler flere gange om den afmagt, han følte ved ikke at kunne finde eller finde på den ting i verden, der kunne gøre hende glad, fuldkommen venneløs, som hun kaldte sig, skønt han, som andre havde gjort det, just sad over for hende som en ven, der var rede til at ofre alt. Som antydet ovenfor kan det da også være vanskeligt helt at bestemme lidelsens art og oprindelse. Forsåvidt fremgår det jo klart, at det er tabet af farmen, Afrika, "my black Brother", af hendes projekt eller "Kulturmission", som hun bagfra anså for sit egentlige livsprojekt. Eller var det først og fremmest Denys, hun talte om, når hun nævnede Ngong Hills, eller er det det barn, som hun engang ventede, men ikke fik, sådan som Else Brundbjerg argumenterer for i martsnummeret af dette tidsskrift? Eller er det det hele på eengang "dette ene Liv", som hun siger om sin Afrikanske tilværelse i et brev til Gustav Mohr. Men da hun var midt i det, talte hun, også der, om "min Landflygtighed" og "min Ensomhed", om at hun ikke var blevet til noget eller nogen, "Will you help me to get to Europe, I shall die if remaining here", skriver hun i kriseåret 1926 i et (uafsendt) telegram til Thomas. Og i den ceremoni, hvormed de unge adepter efter tur blev optaget på Rungstedlund, er den store ulykke i hendes liv, som hun betror dem, den syfilis, som hun fik få måneder efter ankomsten til Afrika.

Angående denne ene af hendes ulykker, hendes sygdom: Allerede året efter, at lægen i Nairobi havde konstateret den, var de foretagne Wassermann-prøver negative, hvilket tydede på, at de behandlinger, hun havde gennemgået, havde fået bugt med sygdommen, og at hun klinisk set var helbredt. Men symptomerne, eller "de særeste symptomer og mest ulidelige smerter" fortsætter ufortrødent - gennem hele hendes Afrikaophold og gennem alle årene herhjemme skønt ingen rigtigt vidste, hvad de var symptomer på. I 1938 erklærede den "højtansete" professor Einar Meulengrath efter en grundig undersøgelse, at han ærligt talt ikke anede, hvad hun fejlede. Det anfægtede ikke symptomerne, men nok Karen Blixen selv. Da Mogens Fog i 1940 efter fornyede undersøgelser foreslår, at hendes symptomer stammer fra et senstadium af hendes syfilitiske infektion fra 1914, reagerer hun med lettelse, ja lykkelig opstemthed:

"Angaaende min Kur, som du spørger om", skriver hun til Sophie Bernstorff, "saa har jeg det virkeligt bedre, og alle Folk synes jeg ser saa rask ud. For mig har Professor Fogs Hypothese været en slags Oplevelse, - nemlig en Forklaring, i mange Retninger tilfredstillende, paa mange helt uensartede Symptomer, som jeg egentlig i disse sidste Aar har følt som en uforklarlig Forbandelse over mig..."
(5.2.1940).
Mogens Fog giver da Blixen hendes syfilis igen, som hun derefter lever velbeholdent med, om jeg så må sige, indtil mange år efter hendes død endnu en professor, dermatologen Kaare Weismann, i 1993 studerer hendes journaler og helt forkaster teorien om sensyfilitiske symptomer til fordel for en anden teori, som indtil videre er den, der gælder om dette mærkelige emne. Karen Blixens symptomer skulle stamme fra en kronisk kviksølvforgiftning, forårsaget af de mange kure, hun gennem årene gennemgik mod en syfilis, som altså sandsynligvis forlængst var helbredt.

Karen Blixen har naturligvis handlet i god tro, når hun i årevis blev ved med at proppe sig med kviksølv, heroisk underlægge sig de skrappeste diæter og de mest halsbrækkende kure, som da hun i 1942 på Mogens Fogs foranledning lader sig anbringe 3 timer i en hermetisk lukket kasse - hovedet fik hun dog lov at beholde udenfor - hvori luften var opvarmet til 8o grader. Kuren skulle foranledige at "Blodet en vis Tid gaar op over en Temperatur af 40"! Det skulle være godt mod blandt andet malaria. Kuren er selvfølgelig ved at tage livet af hende, så hun "sveder af Skræk, bare jeg tænker paa det". Det forstår sig. Alligevel kaster hun sig opstemt og heltemodigt ud i dens gennemførelse.

Og læseren må ved alle disse nytteløse kvaler tænke: hvor har hun dog været skrækkelig uheldig, og må give Frans Lasson ret, når han udtaler, at der med Weismanns nye teori "falder en skygge af tragik over Karen Blixens livsskæbne".

Men denne skygge af tragik, er nu slet ikke noget, som hr. Weismann eller nogen bestemt ulykke i Blixens liv kan gøres ansvarlig for. For da kunne jo enhver, alt efter personligt tykke, komme og sige: hvis bare hun aldrig var kommet til Afrika, hvor hun fik den slemme sygdom, hvis Denys bare havde været lidt mere hjemmemenneske, hvis bare hun dog havde fået det barn, hvis hun bare var blevet i Afrika og havde fået lov til at fuldende sit livsværk - og hvis bare hun ikke havde spist alt det kviksølv, så...Ja, så havde der selvfølgelig slet ikke været nogen Baroness eller Lioness. Det siges jo i den store drømmefortælling, at Pellegrina mistede sin stemme ved branden i Milano, men sandheden er naturligvis den, at uden den store operabrand, havde man slet ikke fået Pellegrinas stemme at høre.

I betragtning af den pris, hun satte på sit livs store ulykker, når hun siden fortalte om dem, er der grund til at tro, at det ikke lader sig gøre at skille hende fra dem. Hun har selv ofte nok erklæret, at syfilisen var en rimelig pris for baronessetitlen, og sådan var hendes opfattelse i det hele taget - temmelig utidssvarende - at man ikke kan betale sine varer for dyrt. For varen vil, straks eller sidenhen, vise sig at være i overensstemmelse med prisen.



Tilbage til toppen