Bogens Verden 2-96 Poul Bager

Bogens Verden 1996 nr.2

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Mellem utopi og realitet
Om Hans Kirks 30er romaner

Af Poul Bager, lektor

Generelt blev Hans Kirks debutroman Fiskerne (1928) rost fra alle sider og fra København til Frederikshavn. Men Hans Kirk selv var knap så tilfreds. I et brev til Gyldendals direktør Aksel Garde, som udgiverne af Omkring Fiskerne (1977) ikke kunne få adgang til 1), skriver Hans Kirk 2)
Bogen er forkert komponeret og virker noget stillestående; jeg har hele tiden været klar over det, men er af mange grunde ikke i stand til at omarbejde manuskriptet. Nu må det gå, som det kan med denne bog, men næste gang skal jeg nok tage fastere om stoffet.
Når man kender samtidens - og eftertidens - reaktion, virker Kirks egen vurdering umiddelbart overraskende. Som den første herhjemme havde han introduceret den sociologiske roman, hvor man følger en gruppe og dens vilje til magt, og gjort det så objektivt, at ordet 'fotografisk ' meget symptomatisk går igen i de fleste anmeldelser. Dertil havde han gennem mosaik-opbygningen af det enkelte afsnit sørget for, at gruppen på én gang fremtrådte som en gruppe med fælles mål og som en række personer med individuelle træk. Med denne opbygning var det lykkedes Kirk at distancere sig, dels fra den videnskabelige sociologi (Emile Durkheim), dels fra hans læremester i teknisk henseende, Knut Hamsun, hvor gruppen alene holdes sammen af det rum, personerne befinder sig i (jfr. Segelfoss By, 1915). På de her nævnte punkter må man derfor sige, at Kirk har løst sin opgave kunstnerisk overbevisende. Den svaghed, Kirk er sig bevidst, men ikke konkretiserer, må derfor findes andetsteds, og her kan der næsten kun være tale om det for Kirk så centrale forhold mellem kunstnerisk udformning og tendens.
I den artikel om Litteratur og tendens, Hans Kirk året forud havde offentliggjort i Kritisk Revy, slår han på, at litteraturen ikke blot bør have, men altid besidder en tendens 3). Det er denne tendens, der markeres i romanens suggestive slutning, hvor Tabita skiller sig ud fra fiskerkollektivet og tager tilbage til byen med sit uægte barn. Hermed tager hun konsekvensen af den flytning fra den jyske vestkyst til de anderledes blide Limfjordsegne, der er romanens bestemmende, ydre begivenhed. Hun har efter sit ophold i byen ikke længere brug for den strenge, missionske tro, der er kædet sammen med de barske produktionsbetingelser på Vestkysten.
Som det tidligere er blevet påvist, er denne reaktion foregrebet de få steder, hvor Tabita optræder i romanen 4), samtidig med at den er en logisk konsekvens af den beskrivelse, Kirk har givet af det inkonsekvente i fiskernes forhold til deres flytning og seksualitet. Hvad der derimod ikke er blevet understreget, er, at der er tale om en individuel reaktion, som mere peger væk fra det missionske og kollektive univers, der er tegnet i romanen, end frem mod et fællespunkt eller en bestemt samfundsformation, hvorfra forfatteren overskuer og dirigerer handlingsgangen i sin roman. På denne måde virker slutningen mere som et dementi af den fælles kamp end som en retningsgivende handling, der gælder for andre end personen selv, hvor suggestiv denne slutning end måtte være. Heraf følger så, at den kollektive form mister sit indholdsmæssige potentiale, hvad der er det samme som, at form og tendens ikke går op i en højere enhed.
Når det går så galt på dette afgørende punkt i kompositionen, synes det at bero på, at Kirk har løsnet sin beskrivelse af fiskerne fra den afgørende, ydre begivenhed: flytningen, og i bredere forstand fra den historiske udvikling. Eller sagt mere teknisk: at Kirk har løsnet sin sociologiske beskrivelse fra dens historiske forudsætninger.
Det er således påfaldende, at fiskerne, dels lever i overensstemmelse med årstiderne, som også Kirk har fulgt nøje i sin komposition, hvor de danner grundmønsteret, dels lever ahistorisk i forholdet mellem et her og et hisset, sådan som de også gjorde det, før de flyttede ind i Limfjorden. Selv er de altså uden noget andet udviklingsperspektiv end troens fremgang i deres nye sogn, og dette forhold har Kirk respekteret i sin solidariske, men samtidig distancerede og kritiske beskrivelse. Kirk har med humor og ironi peget på inkonsekvenser i fiskernes synsmåde, så man er på det rene med forfatterens holdning til figurernes tro og kamp, herunder dens omkostninger, men han har ikke tildelt fiskerne en for dem selv fremmed indsigt i historiens gang, heller ikke Tabita, ligesom han ikke har hævet sig op over sine figurer ved at demonstrere en sådan indsigt på tværs af deres bevidsthed. Derfor har Kirk kun kunnet få tendensen frem ved at indramme begivenhederne på en sådan måde, at han i realiteten sprænger den kollektive beskrivelse. Dette sker altså ved, at han lader en enkelt figur træde ud af gruppen og drage konsekvensen, dels af flytningen og mødet med bykulturen, som alene Tabita har oplevet, dels af det mere naturlige liv, som den verdslige gårdmandsdatter Mariane har levet midt i fiskernes kreds. Men med denne slutning har Kirk faktisk sat mere gang i romanen, end der er basis for.
Set fra slutningen kan man som tidligere anført se, at Kirk diskret har forberedt den afsluttende udvikling ved at lade Tabita gøre oprør i det små - en afklippet fletning f.eks. -, men under læsningen fornemmer man ikke, at der her er tale om et dynamisk element, der skulle være i stand til at knytte indledning og slutning sammen. Dertil fylder personen for lidt i den brede, kollektive beskrivelse, og dertil er romanen alt for episodisk og - som Kirk selv var klar over - stillestående. Der eksisterer ganske enkelt ikke et episk fremaddrivende princip, der foregriber og sandsynliggør slutningens suggestive morale.
At Kirk selv kunne se svagheder ved sin roman i 1927-28, betyder imidlertid ikke, at han også havde en plan for, hvordan han i fremtiden skulle gribe fastere om stoffet, som det hedder i brevet til Aksel Garde, for han har ingen fast formel (se næste afsnit). Havde det været tilfældet, ville han næppe have bakset forgæves med den roman om landproletariatet, han påbegyndte i 1930 og definitivt opgav i 1933 5). Det er derfor først med Daglejerne fra 1936, at man kan sige, at Kirk er nået frem til en afklaring af treenigheden stof, mål og midler og dermed til den sand(e), kunstnerisk(e) Marxisme, som Tom Kristensen vel tidligt proklamerede i sin anmeldelse af Fiskerne6).

2.
Sideløbende med, at Hans Kirk skrev Fiskerne, skrev han i 1927 et par artikler Om Proletarkunst og Litteratur og Tendens, der viser, hvor ivrigt optaget han var af netop dette forhold. På den ene side fastslår han, at "Al litteratur er tendentiøs", på den anden, at kunst skal være kunst og ikke camouflerede afhandlinger 7). Medens det første udsagn i særlig grad tager sigte på den tilsyneladende neutrale, men i realiteten borgerlige litteratur, retter det andet sig både mod den borgerlige og socialistiske litteratur, der tager sig friheder på kunstens bekostning. Dette sidste synspunkt møder man allerede i Kirks første litterære artikel om Henri Barbusse fra 1924, hvor han tager afstand fra den ellers så beundrede Barbusses litterære unoder, og man genfinder det i en nærmest skærpet form i hans anmeldelse af Martin Andersen Nexøs roman Midt i en Jærntid fra 1929. Her kritiseres Andersen Nexø bidende, fordi tendensen - med Kirks ord - stikker ud af bogen som knoglerne på en mager krikke, samtidig med at virkelighedsskildringen virker utroværdig, og anskueligheden og formsansen er sat over 8).
Den her fremsatte kritik af Andersen Nexø findes foregrebet i Om Proletarkunst. Efter at have rost den geniale proletarskildring i 1. bind af Pelle Erobreren (1906-10), skriver Kirk 9):
Men når Andersen Nexø prøver at sprænge sine forudsætninger og lave en uvirkelig, klassepræget kunst, må det jo slå fejl. Her >er en indvending, som ikke kan gentages tidt nok. Man kan ikke rejse en proletarkultur efter et program. Kunst kan ikke konstrueres, den må gro organisk frem. Formen, så gennemtænkt og revolutionær den er, skaber aldrig en ny kunst, men det friske, nyoplevede stof kan gøre det. Man må søge stoffet og foreløbig ikke bryde sig om formen. Den skal tiden nok slibe til.
De sidste sætninger afspejler jo udmærket Kirks situation, da han skrev Fiskerne på baggrund af det ophold, han havde foretaget i fiskerkolonien på Gjøl. Men som portrættet af Henri Barbusse og anmeldelserne af Midt i en Jærntid og flere andre socialistiske romaner viser, kan hele det citerede stykke også vendes om og opfattes som et program, som Kirk havde formuleret tidligt og selv forblev tro det meste af sit liv, i hvert fald til 1943. For det er ikke blot til Fiskerne, at Kirk forbereder sig grundigt. Også senere forberedte han sig ved at tage et stof op, han kendte nøje, eller ved at læse sig grundigt ind på sit stof, sådan som det var tilfældet, da Kirk skrev sit første manuskript til Slaven (1948) i interneringsperioden i Horserød og Vestre Fængsel 10).
Når den normalt velorienterede Werner Thierry anfører, at Hans Kirk fandt modellen til Daglejerne og fortsættelsen De ny Tider (1939) uden for døren i barndommens Hadsund 11), er der al mulig god grund til at tro ham, men der er mindst lige så god grund til at tro, at Kirk er gået til kilderne og har undersøgt sit stof med omhu, før han gav sig til at slibe formen til. Der er således en ganske nøje overensstemmelse mellem roman og virkelighed, som det vil blive demonstreret nedenfor, og hvor der er afvigelser, synes disse at være ganske bevidste og en følge af romanens idé.
Selv om de to romaner kan bringes i overensstemmelse med den socialistiske realisme, sådan som den blev proklameret på den 1. alsovjettiske forfatterkongres i 1934 - dog ikke i kulturkommissærens Zdanovs svulstige og dogmatiske udlægning 12), ja, tilmed ses som et eksempel på den genre, der normalt benævnes industriromanen 13), er der ingen tvingende grund til at tro, at Kirk skulle have rejst sine romaner efter et program eller konstrueret dem 14). At der er en tendens i romanerne, og at denne tendens er socialistisk, kan derimod ikke overraske, men i overensstemmelse med hans kritikerpraksis er det ikke en tendens, der tager magten fra kunstneren Hans Kirk, så den stikker ud af romanen. Tendensen findes i romanen, sådan som det vil blive påvist i den efterfølgende analyse.
3.
Styrken i Daglejerne er, at Hans Kirk ikke beskriver en enkelt gruppe og fremhæver den, som det skete i Fiskerne, men beskriver den på lige fod og i samspil med samtlige grupper i et klart stratificeret klassesamfund, der angiver den gamle produktionsmåde i landbosamfundet. Det er en yderligere styrke, at han knytter sin beskrivelse til ledefiguren Marinus Jensen, der ikke i første omgang tilhører den gruppe af daglejere, som har Kirks særlige interesse og sympati. Da Marinus er dus med alle i sognet og samtidig er en sagtmodig mand med ét ben i den gamle bondeideologi og et andet i den kristne almuekultur, får Kirk ophævet præget af sociologisk fremstilling i selve beskrivelsen, der er præget af Marinus' opfattelse og oplevelser. Derimod er den sociologiske metode ført fuldt og klart igennem i formen, hvor Kirk præsenterer gruppe efter gruppe gennem sin ledefigur. På denne måde får Kirk skabt et indforstået helhedsbillede af samfundet, som gør fremstillingen både levende, nær og anskuelig. Hver eneste person har sin klare plads i helheden, samtidig med at personerne er tegnet som særegne - ja, originale - figurer, der ville røbe sig gennem tale og handling, selv om vedkommende ikke var navngivet, og her er brugen af ledemotiver egentlig ikke så afgørende.
Kirk har en idé med denne i enhver henseende heldige præsentationsform. Det samfund, der beskrives, er - og skal fremstå som - en lukket sogneverden, som man kender den fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. I denne verden står tiden tilsyneladende stille, og udefra kommende impulser og personer vurderes med samme skepsis som hos Johannes V. Jensen (jfr. t.ex. Cecil og Jens). På dette tidspunkt kan ingen derfor tage Kirks senere helt Cilius Andersen alvorligt. Som tilrejsende børste, hvis fortid og herkomst fortaber sig i det uvisse, er han udenfor, hvad Kirk stiltiende respekterer. Af samme grund - og nok så væsentligt for romanens udvikling - kan beboerne ikke tage videnskabsmænd og andre statstjenere alvorligt, når lige undtages egnens egne: præsten og læreren, der jo skal være der og er den øvrighed, man skal respektere. Denne holdning afspejles i synet på de geologer, der undersøger skrænt og fjord som indledning til det industriprojekt, som siden skal forandre denne sogneverden radikalt. Som det underfundig naivt hedder (D, s. 84f.):
Men de (mændene i købmandsbutikken/PB) var enige om, at det var et nemt levebrød at gå og rode i jorden og undersøge, hvad den bestod af. Og megen nytte var det jo ikke til, for man vidste da i forvejen, hvad der kunne gro på den jord, man selv dyrkede. Og hvorfor skulle de absolut undersøge, hvordan bunden var i fjorden? Der kom jo ikke flere ål af den grund. "Det er narrestreger", sagde Lars Sjældenglad. "Men de skal vel foretage sig noget for de store penge, de får udbetalt af staten. Der er jo snart så mange embedsmænd og videnskabsmænd, de kalder det, at en knap kan spytte for dem".15)
Det er væsentligt, at Kirk lægger de sidste ord i munden på daglejeren Lars Sjældenglad. Hermed får han vist,i hvilken grad bondeideologien er den fælles anskuelsesmåde i sognet. På trods af de markante forskelle i social henseende, man er blevet præsenteret for under Marinus' indledende rundgang, og som kun er blevet uddybet af den fejlslagne høst, der er romanens udgangspunkt, skal man ikke vente nogen ændring af forholdene herfra. Ideen om, at udviklingen i sig selv skulle føre til ændringer, når de sociale modsætninger med nødvendighed blev skærpet, deler Kirk derfor ikke. Skal der ske forandringer, må de derfor komme til sognet udefra. Andre må tage en bestemmelse og føre den igennem på tværs af sognets fællesideologi og den produktionsmåde, der har skabt denne ideologi. Det er her den fra USA hjemkomne ingeniør Høpner kommer ind i billedet som en homo novus, der har et klart blik for de produktivkræfter, som kan forvandle gold bondejord til en anderledes givtig ressource, nemlig cement.
I den her skitserede tankegang har man i al enkelhed Kirks recept på udvikling. Skal Sogne- og Bonde-Danmark ændres, skal der ske en industrialisering. Skal man løse de sociale problemer på landet - et emne der også optager Kirk i artikelform - , er det ligeledes nødvendigt, at der sker en udvikling af produktivkræfterne, så både produktionsmåden og den hermed forbundne ideologi kan ændres. Det er denne lektie, Kirk illustrativt og fornøjeligt læser over det i enhver henseende jordbundne landbosamfund, han beskriver.
På dette sted i romanen kan man så stoppe op og diskutere forholdet mellem tendens og virkelighed for første gang. Det er nemlig her, man skal gå bag om skildringen, idet den kunstneriske anskueliggørelse, som allerede angivet, er uangribelig. Det samme kan man ikke sige om virkelighedsgengivelsen, hvor intim, lokal og realistisk, den end kan tage sig ud.
I sin kritiske anmeldelse af Midt i en Jærntid, fremfører Kirk bl.a., at storbonden Jens Vorup er tegnet som en type - i romanen beskrives han direkte som "Manchester-liberalist" - , men en type, der næppe findes mange af i det ganske land. Senere konkluderer han, at "Sagen er sagtens, at Andersen Nexø har skrevet bogen uden noget virkeligt kendskab til den moderne bonde, udfra en politisk indstilling og på grundlag af et studium af danske aviser"16). At "Bondelægen"s søn Hans Kirk skulle falde i den samme grøft er naturligvis ikke at vente - det ville også stride mod hans arbejdsmetode på nuværende tidspunkt - så hos Kirk er tendensen bedre skjult, også fordi beskrivelsen af bønderne er indirekte. Men den er der. Det er således påfaldende, at ingen af de beskrevne gårdejere, Marinus søger støtte hos, da falitten truer, selv arbejder med i marken. Som Henrik Pontoppidans gårdmænd er de alle tegnet som proprietærtyper, der forvalter deres jord og pund ved snu spekulation og listig tale. Som gårdejeren Anders Toft så direkte og selvafslørende udtrykker det(d, s. 19):
Der skal mange spekulationer til for at få det til at rende rundt. A kan fæste folk til at gøre arbejdet, men spekulationerne slipper a ikke for. Om a ikke havde kunnet spekulere det hele ud, var a gået fra gården for mange år siden, kan a fortælle dig (Marinus/PB). Og a tror ikke spekulationerne ligger for dig, selv om a aldrig skal nægte, at du er en grumme forstandig mand i andre dele.
Det billede, Kirk giver af gårdejerne her og bekræfter andre steder, må siges at være klart fortegnet, men ikke uden idé. Beskrivelsen af gårdmændene som ikke-arbejdende uddyber og tydeliggør klasseskellene. Bønderne udbytter de arbejdende, der således - med Pontoppidans ord fra Idyl - var "bestemte til at lægge deres 'værdier' rundt om i bondens marker og moser"17). Samtidig foregriber Kirk den senere udvikling, hvor gårdejerne danner et konsortium, der udstykker byggegrunde til cementarbejderne (D., s. 137ff.), så de får deres - stadig arbejdsfrie - del af den almindelige værdistigning, som følger af den nye produktionsmåde. Hermed er de spekulerende bønder virkelig blevet gjort til spekulanter, og så meget desto mere gjort, som det faktisk var cementfabrikken selv, der byggede arbejderboliger i Assens, romanens Alslev sogn 18). At de fortsætter under krigen med disse spekulationer, siger næsten sig selv, men denne detalje hører fortsættelsen - De ny Tider - til (DnT, s. 170, 184, 203f.).
Også på andre måder forenkler og fordrejer Kirk billedet af den historiske udvikling, så forandringen fra landbo- til industrisamfund tydeliggøres og dramatiseres. I begyndelsen af Daglejerne glæder den gamle Povl Bøgh sig nærmest som den eneste over tørken, fordi den giver ham lejlighed til at høste med le i stedet for mejemaskine: "Det var som i gamle dage, før menneskene blev slaver af maskiner2 (d, s. 7).
De her omtalte mejemaskiner hører man imidlertid ikke mere til i Daglejerne. Først i De ny Tider dukker de pludselig op og nu i stort tal (DnT, s. 101). I Daglejerne skal alt i landbosamfundet nærmest se ud som på Pontoppidans tid, så udviklingen fra landbo- til industrisamfund bliver til at tage og føle på. Men mejemaskinerne fandtes altså i 1907-08, hvor bogen foregår (se nedenfor) - ja, kunne iflg. Politiken for den 22.07.1932 faktisk fejre 100-års jubilæum denne dag (Mac Cormick) - , og det samme gælder en lang række andre maskiner. Lige bestemt på dette tidspunkt tager den tekniske udvikling i landbruget tilmed fart på grund af de nye, små elektromotorer, sådan som det fremgår af Tage Kaarsteds bog om Thomas B. Thrige 19). At Kirk fortier disse forhold (se dog D, s. 195), kan synes temmelig paradoksalt, da han i den nu flere gange nævnte anmeldelse af Nexøs Midt i en Jærntid skrev 20):
Værre er det, at Andersen Nexø i sin iver for at få ram på den moderne bondeindstilling retter et voldsomt angreb på den moderne teknik i landbruget. Men den "materialisme", som bestræber sig for at få noget til at gro på markerne, for at øge produktion og omsætning, er vel ikke af det onde. I hvert fald arbejdes der i det kommunistiske Rusland energisk på at få netop den skik på tingene.
På baggrund af den her påpegede modstilling mellem teori og praksis kan man synes, at Kirk slår sig selv for munden - alvorligt endda - , men modstillingen lader sig nok forklare med, at historiens hjul havde drejet sig en gang siden 1929 og især i Rusland, hvor man i forbindelse med den første 5års plan (1928/29) havde proklameret, at det var udviklingen af de "industrielle" produktivkræfter, som skulle sikre "det store spring fremad". Samtidig var de selvstændige og spekulerende bønder - kulak'erne - gjort til klassefjenden, der stod udviklingen imod 21). Selv om Kirk havde sine egne meninger om forholdet mellem kunst og tendens er det svært at se bort fra, at den tildækkede tendens i Daglejerne og De ny Tider, men specielt i Daglejerne, er afledt af eller kan ses i sammenhæng med denne parole. Nu skal også det søvnige og bondefeudale Danmark vækkes, så man kan forstå det.
Denne industrialisering på landbrugets bekostning sker unægtelig lidt tidligt, hvis realismen skal have sit, ja rundt regnet 50 år for tidligt, hvorfor bogen i sit anlæg bliver mere programmatisk end realistisk.
I og med, at Kirk knytter sin roman til et ganske bestemt stykke industrihistorie, der har fundet sted på det nævnte tidspunkt, virker fortegningen dog knap så påfaldende. Tendensen ligger derfor indkapslet i valget af lokalitet og i den uudtalte generalisering af den eksemplariske historie, der fortælles.

4.
Den meget positive indstilling, Hans Kirk har til industrialiseringen, smitter naturligt nok af på hans syn på ingeniør Høpner og arbejdet for at få fabrikken bygget og gjort funktionsdygtig (Daglejerne), senere på industriproduktionen og -arbejdet (De ny Tider). Men også på dette felt fortegner Kirk kendsgerninger og udvikling på en sådan måde, at man mere end aner tendensen. Der kan derfor være grund til i dette afsnit at se lidt på kendsgerningerne, før romanens udviklingsbeskrivelse præsenteres.
Den cementfabrik, Kirk kendte fra sin barndom, men stadig havde for øje på sine besøg hjemme, f.eks. på udgivelsesdagen 22), er egentlig et kompleks af cementfabrikker. Den første af disse blev bygget først i 70erne, og den omtales i øvrigt af Henrik Pontoppidan i afsnittet "Mellem Fjordene" i det kapitel om Kronjyder og Molboer, Pontoppidan leverede til Martinus Galschiøts store samleværk Danmark i Skildringer og Billeder (Bd. 1, 1887). At den forhenværende stud. polyt. ikke var så optaget af det nye foretagende som Kirk, fremgår af, at han ikke når længere end til udsigtspunktet Hohøj ved Mariager, hvor han møder en husmand, der "For Resten arbejder ... ude paa Cementfabriken Cimbria ved Fjorden"23), dvs Assens mellem Mariager og Hadsund.
Her byggede man så i 1885 endnu en cementfabrik, nemlig den i dag mere kendte Dania. Den tredje cementfabrik, Kongsdal - og det er den der interesserer Kirk i særdeleshed - bygges i 1907-08 24).
Når Hans Kirk fortier, at der gennem tiår var produceret cement i Assens - et forhold selv Per Sidenius lader sig anfægte af i Lykke-Per25) - , og at der i øvrigt havde været placeret industrianlæg her siden Chr. IVs tid, skyldes det oplagt nok, at industrialiseringen skal komme over sognet som "et uvejr" (D, s. 123), som en "revolution", ikke som en del af en langsom og fremadskridende proces, som man har været mere eller mindre fortrolig med. Det er ikke den reformistiske udvikling, der interesserer Kirk. Han ønsker at illustrere springet, den omskabende og omkalfatrende bevægelse, der skaber helt nye arbejds- og organisationsmønstre ud af næsten intet og dermed rejser et håb om en ny og mere menneskeværdig tilværelse for samfundets fattige.
Hvor klar denne optimistiske tendens, der var en del af den socialistiske realismes program, skulle træde frem, er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt at præcisere, da Daglejerne og De ny Tider kun udgør to bind af den trilogi, Kirk havde planlagt. Hans omtale af fortsættelsen synes dog at antyde, at industrialismens velsignelser var til at overskue,26), men i 1936 er det altså optimismen, der råder.
Når Kirk har valgt at bruge Kongsdal som baggrund, skyldes det formodentlig flere forhold. Kirk har denne gang villet indskrive sin roman og dens figurer i den store historie - det der altså ikke skete i Fiskerne - , og her passer tidsangivelsen 1907-08 meget bedre end f.eks. 1885, selv om Cimbria og Dania må anses for nok så epokegørende industrielle nyskabelser som Kongsdal. For det første skal Kirk bruge de allerede etablerede fagforeninger og politiske partier til sit formål: fremvæksten af fagforeninger på landet og etablering af politisk tilhørsforhold. For det andet skal han have givet et billede af de politisk sociale forhold, specielt af den radikalt inspirerede Hjælpekasselovgivning af 1907 (se nedenfor). Endelig kan Hans Kirk på sine køreture med faderen, der meget tidligt fik bil for at kunne klare sin vidtstrakte praksis, ved selvsyn have set og undret sig over det vældige nybyggeri ved Assens, sådan som han nu lader egnens børn og voksne undre sig i Daglejerne (D, s.195).
Når igangsætteren eller entreprenøren Høpner kommer hjem fra USA for at realisere sin plan, passer heller ikke denne detalje sammen med kendsgerningerne, hverken i Assens eller i Ålborg, de to centre for dansk cementindustri. Selv om der er tale om sværindustri, og selv om der er tale om meget kapitalkrævende projekter, er samtlige danske cementfabrikker skabt af danske ingeniører og dansk kapital 27). Igen kan man derfor spørge, hvad Kirk tilsigter med sin afvigelse.
Dels kan han have ladet sig inspirere af den folkelige idé om mulighederne i USA (jfr. Marinus' drømme), men han kan naturligvis også i dette tilfælde have ladet sig inspirere af den sovjetiske propaganda, der har arbejdet ud fra de samme forestillinger. Det var ikke Vesteuropa, men det efter første verdenskrig så magtfulde USA, der var forbilledet for industrialiseringsprogrammet. Som det hedder i Arthur Koestlers erindringsværk Skriften på væggen 28):
Min opfattelse af Rusland (i 1930, hvor AK emigrerede til Sovjet/PB) var fuldstændig blevet formet af Sovjetpropagandaen. Det var billedet af et Super-Amerika, der var kastet ud i historiens mest gigantiske foretagende, og som summede af aktivitet, handlekraft og begejstring ... Ved grænsen skulle jeg skifte tog til det 21. århundrede, som et andet slagord havde lovet mig.
Uanset hvor Kirk har sine ideer fra: Høpner kommer fra USA, han står ikke som bønderne uden for arbejdet, men tager selv del i forreste række, og han sætter et amerikansk tempo, så Alslev sogn summer af aktivitet, handlekraft og begejstring, nu hvor man skal rejse det nye og gigantiske foretagende i det før så rolige landdistrikt. Selv bønder, der af nysgerrighed står i vejen, bliver inddraget i arbejdet og tager ved. Tydeligere kan revolutionen i Alslev vist ikke beskrives. At det sker med et lunt glimt i øjet, kan enhver selv forvisse sig om. Kirk har en idé med det, han skriver, men er mere folkelig end fanatisk.

5.
I modsætning til Henrik Pontoppidan har Hans Kirk altså en fremtid at byde sine landarbejdere. Af samme grund har Kirk kunnet fremstille sine daglejere som en flok ukuede personer, der overlever på hver deres måde, samtidig med at de holder sammen. Om noget egentligt organiseret sammenhold er der dog ikke tale, da bønderne ikke vil vide af fagforeninger (D, s. 172). Daglejerne er derfor individer, der står sammen, fordi arbejdet og især aflønningen af arbejdet har placeret dem i samme sårbare situation, sådan som Lars Sjældenglad forklarer Marinus sagen, da denne har måttet forlade sit husmandssted efter den fejlslagne høst og selv gå på dagleje (D, s. 36). Til at skabe forandringer er denne informelle organisation ikke stærk nok. Daglejerne reagerer konkret i konkrete situationer. Noget videre mål, endsige nogen teori, har de ikke begreb om, hvad der som tidligere påpeget har gjort dem modtagelige for bondeideologien på andre områder.
Derfor er deres fordringer også beskedne. De kæmper for det daglige brød, og skulle det gå vidt: fast arbejde og en løn, man kan leve af. Det er denne almueindstilling, Kirk vil have ændret på, hvor sympatisk han end skildrer de personer, der fremfører den. Det er i denne forbindelse han skal bruge en udefra kommende kraft, som kan sætte sognet i bevægelse.
I første fase er det som nævnt Høpner, i næste den fordrukne og selvhævdende børste Cilius Andersen. Det her nævnte personvalg og den valgte rækkefølge svarer til, at industrialiseringen ses som organiseringens forudsætning. Det er imidlertid vigtigt, at potentialet for organiseringen er til stede i daglejernes sammenhold. De skal blot vækkes og have det fornødne overskud og dertil en leder, der ikke lader sig kyse.
De ideer, Kirk fremlægger her - og som også ligger gemt i Fiskerne - , har ingen i sognet tænkt, end ikke i deres vildeste fantasi, men det er som sagt vigtigt for Kirk at vise, at potentialet findes, herunder den æres- og selvværdsfølelse, som i særlig grad repræsenteres af den grundtvigianske lærer Ulriksen og Marinus' stoute kone, Tora. Det er dem, der står imod og står stejlt, når Marinus og ligesindede er ved at vakle under indtryk af deres egen autoritetstro og den missionsbevægelse, som også optræder i Daglejerne, men her i en stærkt vigende position. Den oprindelige gruppe af daglejerne udviser ikke den samme grad af ydmyghed - den har de ikke haft råd til - på den anden side har de ikke verbaliseret selvværdsfølelsen og gjort den til rettesnor. Derfor er de heller ikke helt på det rene med, hvad det vil sige, når Ulriksen og Tora prædiker den gavnlige livslære, at det gælder om at holde ryggen rank og svare enhver sit, også på det holdningsmæssige plan. De modtager, hvad de kan få, f.eks. nådsensbrød og fattighjælp, og til tider tager de også, hvad de kan få fat på.
Det er også denne indstilling, Kirk vil til livs, og det er her, han lader den sagtmodige og fromme Marinus vise, at der er en kant, og dermed også, at den nye, sociale lovgivning kun kan virke yderligere demoraliserende. Da købmanden Skifter således opfordrer Marinus til at modtage penge fra Hjælpekassen, der kan yde fattighjælp uden tab af borgerlige rettigheder, er svaret nej, og der står videre (D, s. 46):
Men Marinus var stejl. "Der er aldrig nogen af min familie, som har taget mod fattighjælp", sagde han. "Og I kan kalde det hjælpekasse, så meget I vil, det kommer alligevel fra kommunekassen, det a ved. Der er ingen, som skal råbe fattiglem efter mig. Det havde a ikke ventet af dig, købmand, at a skulle høre den snak fra dig.
A vil hellere sulte, end a vil tage mod hjælp af kommunen."
De ord, Marinus udtaler her - og til en afveksling uden Tora som sufflør - repræsenterer den sunde, folkelige fornuft og moral, der uden nogen teoretiseren sætter den grænse for ret og rimeligt, som er udviklingens folkelige salt - og altså noget ganske andet salt end det evangeliske, missionsfolkene og fiskerne talte om. Samtidig er ordene som talt ud af K.K.Steinckes bog om Almisser og Rettigheder (1912), der udgør en næsten samtidig kommentar.
Hvad Kirk end måtte mene om Steinckes senere virke, især som justitsminister - og det er ikke så lidt, kan man se af pamfletromanen Klitgaard og Sønner fra 1952 29) - synes de aldeles enige om virkningen af den nye sociallov af 1907: den er demoraliserende 30). Netop fordi den synes human, kræver det rygrad at stå imod og hævde sit værd, men endnu bedre er det naturligvis, hvis man kan etablere en situation, der overflødiggør hele den lovgivning, som sætter andre - i dette tilfælde gårdmændene - til at skønne, hvem der kan modtage hjælp og i hvilket omfang. Her kommer det sociale og individuelle perspektiv i Kirks industrielle revolution ind i billedet. En velorganiseret arbejderklasse vil også blive en selvbevidst arbejderklasse, der vil kunne afvaske småmandssindet og dermed kræve sin ret. Man skal kunne leve af sit arbejde, ikke af nåde, hvis man skal bevare selvrespekten.
Kirk har et mål og en plan, hvor daglejerne som sagt reagerer konkret i konkrete situationer, men der er ingen afgørende forskel i grundindstillingen, sådan som det var tilfældet i Fiskerne. Derfor kan Kirk i den sidste del af Daglejerne og i >i>De ny Tider trin for trin løfte sine daglejere op på et højere organisations- og bevidsthedsniveau i takt med den industrielle udvikling, som andre satte i gang. Det er 30er-romanernes nye og virkelig optimistiske pointe. Eller hypotese, om man vil.

6.
Nu hvor udviklingslinien og tendensen er lagt fast, kan der kun blive tale om at følge romanernes forløb i meget grove træk. Samtidig er der jo renonceret på den bredde i fremstillingen, som også er et kendetegn ved Kirks romaner, og som Tom Kristensen med rette karakteriserede således i sin opstemte anmeldelse af Daglejerne31):
Man kan blive ved at øse af denne Roman. Hans Kirk ved, hvad Mandfolk snakker om, naar de blusser Aal. Han ved, hvordan Kæften gaar paa dem, naar de er svirendes til Marked. Han ved, hvad Børsterne i Arbejdsbarakkerne fordriver Fritiden med. Hver Replik er hørt. Hver Samtale og Diskussion er samvittighedsfuldt aflyttet.
Hans Kirk ved, hvad Kvindfolk snakker om, naar de er til Barsel. Han ved, hvad der kogler i dem, naar de kører Hø hjem. Og han ved, hvad der nager dem, naar de ligger for Døden. Ingen samtidig dansk Digter har saa dyb en Forstaaelse af Nutidens Mangfoldighed som han, og ingen saa ærlig Vilje til at gengive denne Mangfoldighed saa sagligt som muligt, og alligevel er han aldrig kedelig.
Med en klar reference til indledningens livløse og fatale tørkesommer hedder det, at "Arbejdet kom som et uvejr over sognet" (D, s. 123), da Høpner går i gang med det forberedende jordarbejde. Hermed får daglejerne deres drøm opfyldt - og mere til. De får fast arbejde, og Høpner giver en løn, som de ikke blot kan leve, men også lægge op af. På dette punkt kunne bønderne derfor have sparet deres bekymringer (D, 121, jfr. 110 og 127). Daglejerne ved udmærket, hvordan de skal omgås penge, da de endelig får nogen mellem hænderne. Også for kvinderne betyder forandringen en uhyre lettelse. Ganske vist går de stadig hjemme og passer hus, børn og mand - enkelte udslag af emancipation ses nærmest som en mangel på disciplin - , men bekymringerne for det daglige brød og dagen i morgen eksisterer ikke længere, og hermed er den værste byrde løftet fra deres skuldre af den eventyrlige udvikling.
Efter denne løfterige begyndelse, kommer der nye folk til egnen, men nu er de velkomne. Det er faglærte og organiserede arbejdere med partibog, der skal færdiggøre fabrikken og montere maskinerne. Hermed introduceres det organisationsarbejde, der er sket andre steder i landet, dog kun i byerne. Nu når denne udvikling også til Alslev sogn, hvor Kirk endelig kan skyde den rødhårede og storkæftede Cilius Andersen frem i front. Kun en person af hans støbning formodes at kunne stå sig over for Høpner, og antagelsen viser sig ikke overraskende at være rigtig.
I modsætning til Marius er der oprør i proletaren Cilius, men han vokser med opgaven, nu hvor andre har betroet ham et mandat, og viser sig at kunne beherske og udnytte sin energi. Det er ikke blot Høpner, der ved, hvad han vil. I mandskabsbarakkerne har Cilius annammet læren om kapital og arbejde af de faglærte. Hermed er linierne lagt for den store kamp i De ny Tider, der samtidig er forudsætningen for den bevidstgørelse, som er kampens yderste mål.
Det mest interessante i denne del af Daglejerne er nok Høpners taler (D, s. 138f., 186f., 218f.). Det kan nemlig være svært at se, hvor megen afstand Kirk lægger til den skabende og rationelle bedriftsejer. Selv om man aner tendensen - men her mangler man mest føleligt det 3. bind af trilogien - , vil det være svært at sætte en finger i teksten og sige, at her distancerer Kirk sig. Indirekte - nemlig gennem sine monologer og taler - fremstilles Høpner ganske vist som en kyniker og overrationel realist, der kun har sit eget som mål, men i handling supplerer Kirk disse egenskaber, så Høpner også fremstår som et menneske, der ved, hvordan folk tænker, og hvilke naturlige behov de har. Pur beregning, vil nogle nok sige - og Kirk skal ganske rigtigt bruge Høpner i det større spil i De ny Tider, hvor den anonyme kapitalmagt drages ind - , men Høpner er faktisk fremstillet som en figur af format (som den lokale "cementkonge" i Assens, direktør Aksel Boeck-Hansen). Han er en med- og modspiller, der med både fremsyn, overblik og organisationsevne driver en udvikling frem med myndighed og kraft. Han er en mand, der vil se resultater - det er hans liv, forstår man af beskrivelsen af hans glædesløse privatliv (se også DnT, s. 180) - og det er resultater, alle kan se og glædes over, som det fremgår af det afsluttende rejsegilde, romanens slutning.
Da Høpner ved denne fest taler om maskinerne, der kan skabe et bedre liv end det, man fandt i det gamle bondesamfund, forstår de forhenværende daglejere, hvad ingeniøren taler om. Dette er ikke teori, det er en realitet, ved de af erfaring. Da han forudseende og samtidig besværgende taler om, at de har magt til at sætte maskinerne i stå, åbner han nye, vældige perspektiver. Det samme gør Kirk i god overensstemmelse med den socialistiske realismes program 32), men en meget bedre slutning kunne han ikke have givet denne optimistiske roman, der er kendetegnet ved trin for trin at åbne for nye indsigter og nye horisonter. Som Høpner ved han jo, at forholdet mellem kapital og arbejde ikke lader sig harmonisere, og at det kun er i festtaler, at alle er i samme båd. Hermed har Kirk også lagt grunden til fortsættelsen De ny Tider.
At Hans Kirk selv satte mere pris på Daglejerne end Fiskerne, kan ikke overraske. Daglejerne er - med de klart tendentiøse fortegninger, der er påpeget - en stort tænkt og overbevisende gennemført roman, og en meget mere konsekvent gennemført roman end Fiskerne,hvis man endelig skal anstille en sammenligning.

7.
De ny Tider står ikke mål med Daglejerne. Selv om Tom Kristensen, der i 1936 havde udråbt Kirk til 30ernes største danske romanforfatter 33), synes mærkelig tam i sin ros, selv om han også denne gang svinger sig op til en slutbemærkning, der lader sig citere 34). Men der er gode grunde til, at De ny Tider måtte falde anderledes og mindre optimistisk ud. Det store spring er sket og dermed den forvandling, som næsten organisk satte sig igennem som struktur i Daglejerne. Nu følger så hverdagene og dermed det lange, seje træk, der udmønter sig i et mere eller mindre lineært forløb. De begivenheder, der nu finder sted, og de mål, arbejderne sætter sig, står naturligt nok i et mindre glansfuldt skær end det eventyrlige gennembrud.
Den første afgørende begivenhed i De ny Tider er den strejke, som næsten blev forudskikket i Daglejernes slutkapitel. Her fik arbejderne jo at vide, at de havde magt til at sætte maskinerne i stå. Samtidig gjorde de den opdagelse, at Høpner nok ikke besad den suveræne magt, de hidtil havde troet: >>Der sad Høpner og hans ingeniører, det var dem, der havde sat værket i gang. Bag dem stod folk med penge, og det var nok for deres skyld, fabrikken var bygget (D, 218f). Det er den her anførte omvurdering af magtforholdene, der konkretiseres i De ny Tider. Høpner er nok bedriftsbestyrer, muligvis også medejer - forholdet afklares aldrig - men han besidder ikke den handlefrihed, daglejerne og siden arbejderne troede. Derfor kan konflikter af mere substantiel karakter ikke længere afgøres i Alslev sogn, de afgøres af organisationerne i København. På denne måde er både Høpner og Cilius blevet brikker i det store spil mellem kapital og arbejde. For Høpner fører denne situation til et åbenbart nederlag - han er underlagt mere magtfulde interesser, sådan som det også viste sig at være tilfældet med ledelsen på cementfabrikken Kongsdal35). For Cilius er den samme begivenhed derimod en sejr, dels fordi arbejderne har vist sig at kunne stå fast, dels fordi de har fået bekræftet, at de er en del af en større og stærkere bevægelse, der er baseret på den samme solidaritet som den, de kender i Alslev.
Med deres sejr er arbejderne fra det engang så isolerede sogn blevet integreret i den nationale kamp, som skal tvinge udviklingen fremad og ende med en langt større sejr end den, der nu er vundet i en enkelt branche. Endnu et perspektiv og endnu et håb er således blevet proklameret, og denne gang har arbejderne selv skabt resultatet. Dette er den virkelige pointe og accentforskydning i De ny Tider og den pointe, der danner grundlag for de nye, lokale mål, Cilius nu stikker ud: cementarbejderne skal danne deres egen brugsforening og bygge deres eget forsamlingshus. Nu kan de selv, både når det gælder den materielle og åndelige rejsning. De ny Tider handler derfor ikke blot om arbejdernes kamp og sejr, den handler også - og især - om deres bevidstgørelse, deres forøgede selvværdsfølelse og i sidste instans om deres selvforvaltning. Heri ligger det afgørende politiske perspektiv, der dels forklarer Kirks arbejdstitler: Det nye Liv/Nyt Liv 36), dels angiver den socialistiske tendens i romanen. Kirk er derfor alt andet end en videnskabelig frimærkesamler, der blot samler og ordner de sociale kendsgerninger, som Henning Kehler udtrykte det i sin anmeldelse, han er indtil dette punkt heroisk eller utopisk realist, som den socialistiske realisme forlanger det. Det realistiske knytter sig til faktiske bygninger, som kom til i denne periode, det utopiske i de videre perspektiver disse bygninger tillægges, først magten i sognerådet, siden på nationalt og internationalt plan. Men sådan kom det jo ikke til at gå, så på dette sted bøjes denne tro på en ny forvandling ind under den kendsgerning, at den internationale udvikling artede sig anderledes. Med den 1. verdenskrig afbrydes den opadgående og forhåbningsfulde lokale og nationale udvikling.
Som lykken i sin tid kom som et uvejr over sognet, kommer ulykken det. Denne gang er det imidlertid "et uvejr over verden" (DnT, s.137). Denne horisont, der afspejler det vidtgående i forhåbningerne, snævres dog hurtigt ind i romanen, da den internationale arbejderbevægelses forventede modstand mod krigen udebliver. Krigen reflekteres derefter i sogneperspektiv: højere priser, uregelmæssigt arbejde på grund af kulmanglen, spekulation og skærpede økonomiske modsætninger. Strengt taget kan man vel beskrive denne del af romanen med dens egne ord: "Tiden gik, man havde vænnet sig til, at der var krig. Det var, som om den havde varet i årevis, og den ville måske vare mange år endnu" (DnT, s. 159). Den sidste sætning afspejler naturligvis ikke Kirks, men beboernes opfattelse af forholdene, og samtidig siger den jo klart nok, at det håb, arbejderne havde, er tonet ud i en uoverskuelig modløshed, der ligner den, der prægede dem, før fabrikken blev bygget.
På denne måde signalerer romanen, hvilket vældigt tilbageslag krigen er. Af samme grund vinder de spekulerende bønder nu frem, så alt synes ved det gamle. Men sådan forholder det sig ikke - kun tilsyneladende. Det, der er vundet, er organisationen, der i sig selv er et pant på fremtiden. Det er kun krigskonjunkturerne, der går arbejderne imod, og efterhånden får de jo også ved hjælp af fagforeningen "en tarif, der hjalp på lønnen" (DnT, s. 206): Derfor kan de også begynde at se lys forude og forberede sig på at vinde det tabte tilbage. På dette sted begynder Kirk at lægge linierne til rette for det tredje bind i trilogien. Skal man følge en samarbejdslinie, som den socialdemokratiske maskinist Børgesen mener, eller skal man kræve ind og tage sig selv til rette, som Cilius anbefaler, når han siger: "Vi må endelig ikke være nøjsomme. Har vi fået i posen, skal vi også kræve sækken fuld. Inden mange år skal vi gennemføre socialismen. Det er den vej, det bærer" (DnT, s.206).
Sådan som Kirk har komponeret romanen, kan der næppe være tvivl om hans mening. Cilius tager jo blot tråden op, hvor den blev skåret over, da verdenskrigen brød ud. Som så mange andre har Cilius det håb, at verdenskrigen kan opfattes som en parentes, og det er i forvisningen om, at alt nok skal lykkes, at han i romanens slutkapitel kan holde sin sølvbryllupsfest i det nye forsamlingshus, hvis lys skinner om kap med fabrikkens i den mørke nat. Således slutter romanen med et billede af en stabiliseret, men stadig vital mand, der har vundet en sejr, også i sit privatliv.
Parallellen til Daglejernes slutning er slående. Dengang var det Høpner, der var festens centrum, nu er det Cilius. Høpner lovede brød, Cilius lover kamp (DnT, s.211). Spørgsmålet er så - men det må forblive ubesvaret, da Kirk aldrig fik genskabt manuskriptet til trilogiens 3. del: - vil Cilius falde som Høpner, vil også Cilius blive overvundet af større og stærkere kræfter, nu hvor historiens hjul havde drejet sig endnu en gang på den internationale scene? Foretager man en parallelforskydning på baggrund af de to slutscener bliver det afsluttende billede af den sejrende Cilius i hvert fald knap så entydigt,som man umiddelbart skulle tro.
Det samme gælder i givet fald synet på Kirks optimistiske industriepos.

Noter:

Omkring Fiskerne ved Bo Elbrønd-Bek og Ole Ravn, 1977, s.7. Tilbage
Werner Thierry: Hans Kirk, 1977, s. 26.Tilbage
Litteratur og tendens ved Børge Houmann, 1974, s. 25f. Tilbage
Se oversigt i indledningen til Omkring Fiskerne, s. 26. Tilbage
Werner Thierry, anf. skr., s. 50f.Tilbage
Tom Kristensen i Tilskueren, 1929, I, s. 197. Tilbage
Litteratur og tendens, 1974, s. 25f.Tilbage
Samme s. 82f; oprindeligt i Lolland-Falsters Folketidende 22.8. 1927.Tilbage
Samme, s. 19f.Tilbage
Jfr. samtale med Eric (Danielsen) i Land og Folk 26.09.1948. Se også Otto Gelsted Besøg hos Hans Kirk i Ekstrabladet 15.06.1937, hvor Hans Kirk studerer cementfabrikation med henblik på De ny Tider. Tilbage
Werner Thierry, anf. skr., s. 51.Tilbage
Se talen i Fritz J. Raddatz (red,): Marxismus und Litteratur, Hamburg 1969, Bd. I, s. 347-353. Hvor langt, der er mellem den sovjetiske og den danske indstilling, kan ses af partiformanden Aksel Larsens meget åbne fortolkning af den sociale roman i indledningen til hans anmeldelse af Daglejerne i Arbejderbladet 04.12.1936. Tilbage
Se det officielle værk Zur Theorie des sozialistischen Realismus, Berlin 1974, spec. s. 117.Tilbage
Se også Ib Bondebjergs Kritisk realisme og socialistisk realisme i Litteratur og samfund i mellemkrigstiden, 1979, s. 239-43.Tilbage
Der citeres efter tranebogsudgaverne, Daglejerne fra 1967, De ny Tider fra 1968.Tilbage
Litteratur og tendens, 1974, s. 85.Tilbage
Henrik Pontoppidan: Fra hytterne, tranebogsudgave 1982, s. 109. Tilbage
De eksisterende arbejderboliger ved Assens kan på ingen måde rumme de da. 1200 arbejdere, der var beskæftiget ved cementfabrikkerne i Assens før 1. verdenskrig, men der findes ingen udstykning som den, Kirk beskriver, hverken i Assens by eller i omegnen. Tilbage
Tage Kaarsted: primus motor, 1983, s. 65. Tilbage
Litteratur og tendens, 1974, s. 85.Tilbage
Om den førte 5års plan og det temmelig komplekse forhold mellem industri og landbrug i Sovjet, se Maurice Dobb: Soviet Economic Development since 1917, 2. udg. London 1966, kap. 8-10. Specielt om kulak'erne, se s. 194-99, 227f., 244. Stalins parole for den industrielle udvikling, se s. 245.Tilbage
Se interview med Spada (Ole Vinding), Ekstrabladet 121936. Tilbage
Henrik Pontoppidan: Kronjyder og molboer, ved Thorkild Skjerbæk, Randers 1989, s. 36. Se Danmark, Bd. I, 1883, s. 256. Tilbage
Se Knud Hedegaard i jubilæumsskrift for Dansk Ingeniørforenings Afdeling for Midtjylland 1925-65, s. 38-45. I denne artikel tidsfæstes oprettelsen af "Kongsdal" til perioden 1907-09, men i Sø- og Handelsrettens dom af 12.05.1914 i sagen mellem de danske Cementfabriker og Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger fastsættes Kongsdals grundlæggelse til 1907-1908, da priskrigen mellem "Kongsdal" og de øvrige cementfabrikker pågår i 1908, se Den store Cementproces, 1915, s. 43. Af bilagene, specielt bilag 12, fremgår det, at denne kamp mellem "Kongsdal" og de øvrige cementfabrikker, populært kaldet "Cementringen", medførte, at "Kongsdal" måtte slutte sig til "Cementringen" og dermed føre samme prispolitik som denne. Der bygges på disse oplysninger og de nævnte kilder i det følgende og i særlig grad i forbindelse med strejken i DnT. Tilbage
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, 1937, Bd. I, s.240. Det fremgår ikke, hvad Per ser, kun at han må afsted efter faderens begravelse.Tilbage
Se ovenfor omtalte interview med Eric Danielsen, jfr. n.10. Tilbage
Se note 23 og Henning Bender: Aalborgs industrielle udvikling 1735-1940 ( Bd. 4 i Aalborgs historie), Aalborg 1987, s. 374ff.Tilbage
Arthur Koestler: Skriften på væggen, 1954, s.40. Tilbage
Hans Kirk:Klitgaard og Sønner, 1969 (1952), s.66. Tilbage
K. K. Steincke: Almisser og Rettigheder, 1912, s. 97ff.og 108. Tilbage
Politiken 02.12.1936; hvordan Kirk arbejder i praksis, får man et glimrende indtryk af i de artikler, han skrev til brugsforeningernes medlemsblad Samvirke i 1950erne, og som posthumt er samlet i Danmarksrejsen, 1966. Her udviser Kirk en særlig evne til at komme i snak med jævne folk og høre deres meninger om enkle, men afgørende forhold.Tilbage
Zdanov, s. 352 (se note 12).Tilbage
Politiken 02.12.1936.Tilbage
Politiken 15.11.1939.Tilbage
Om kampen mellem ";Kongsdal" og "Cementringen", se note 23.Tilbage
Se interviews med Spada, Ekstrabladet 02.12.1936, og Otto Gelsted, Ekstrabladet 15.06.1937.Tilbage

Tilbage til toppen