Bogens Verden 1996 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Jens Peder Larsen
Den indre stemmes redelighedAf Bent Andersen, litterær konsulent
"Du skal se. Det går nok."
"Ja, det gør det jo nok."
Hr. Nokkelbæk kiggede nysgerrigt på hende.
Der var noget i Frys stemme, et håb, et mod.....Denne lille sentens fra Den giftige Tråd kunne stå som pejlemærke for forfatteren Jens Peder Larsens indre stemme, og hvad denne stemme udtrykker, når den slipper tankerne fri. Mange vil placere Jens Peder Larsen som specifik børnebogsforfatter, og sligt får jo nogle litterære gourmeter til at fryse i 30 graders varme.
Det kan Jens Peder Larsen - og mange andre med ham - tage ganske roligt, og det gør han også! Børne- og ungdomslitteraturens betydning kan næppe overvurderes. Her lægges kimen og opbygges indgangen til oplevelse og erkendelse, til sprogets mange finurligheder. Men i øvrigt skriver Jens Peder Larsen for alle aldersgrupper.
Det er ikke ham, der anbringer etiketter på litteraturen. Litteratur er handling og holdning og ikke mindst sprog. Det er i sprogets forhold, at kunsten får mæle. Realisme (70erne) og fantasi (80erne) er underlagt dette selvfølgelige imperativ, og det gælder naturligvis også for 90ernes børne- og ungdomsbøger. Jens Peder Larsens værker fra indeværende årti viser med klarhed, at sådanne tidsbestemte opstillinger er uden værdi, når det kommer til substansen. Han lader sig ikke sådan rubricere:
Den tyrkiske Prinsesse fra 1993 tenderer socialrealismen.16 bøger på 11 år kan synes af meget, men er i og for sig ganske normalt. Det er da rigtigt, at nogle kommer ud med færre titler (Peter Seeberg, som også har skrevet for børn), andre med flere (Bjarne Reuter), men kvalitet og tempo kan ikke opstilles matematisk. Vil man hæve ved kassen, skal der dog først noget på kontoen. Med 16 bøger, kone, 6 børn og et mindre landsted kan Jens Peder Larsen under alle omstændigheder være kvantiteten bekendt. Og endnu bedre: også kvaliteten. Den beskedne mand ses normalt ikke i skaren af receptionsgæster og er ikke kendt fra visse blades enqueter. Ikke desto mindre har der været kig på ham. I 1988 modtog han Danmarks Skolebiblioteksforenings litteraturpris, og i 1992 fik han et mindre chok, da han blev tildelt Kulturministeriets Børnebogspris. Jeg hørte dengang en hengemt bemærkning om, at når han ikke mødte op i ministeriet for at modtage prisen, var det et udtryk for krukkeri. Det var ikke tilfældet - han var forkølet og søger ikke rampelyset.Den giftige Tråd fra 1994 er science-fiction-lignende, med fantasiens vingesus som følgesvend.
Der er langt til Lønneberg kombinerer det dagligt trivielle med den løssluppenhed, der kendetegner Astrid Lindgrens berømte Emil. Og det er ham, vi møder i Jens Peder Larsens bog, ligesom Otto jo da var et næsehorn i Ole Lund Kirkegaards velkendte fortælling om næsehornet, der steg ned fra tapetet og var sultent.
Prisen blev hængt op på romanen Brønden fra 1994. Læsningen af den bog efterlader en isnende fornemmelse af weltschmerz og umiddelbar håbløshed. Hvordan kan dog forfatteren til Dupra-bøgerne finde på at skrive så sort en fortælling? Priskomiteens medlemmer spurgte da formodentlig også både sig selv og hinanden, om dette i grunden var en bog for børn og unge. Den blev valgt og belønnet med disse målgrupper, især den sidste, i kikkerten, men Jens Peder Larsen har næppe - eller snarere garanteret ikke - arbejdet ud fra den tese.
Det gør han normalt ikke. Han skriver bare, når han vil have noget fortalt, han er digter, ikke pædagog. Brøndens forfatter har gennemlevet sit stof, inden det blev til ord. Papiret har ikke været taknemmeligt. Forfatteren har haft sind til historien, en indre kamp med noget, som han skulle om på den anden side af. Man skal være i en bestemt stemning for at skrive en bog som Brønden, har jeg hørt ham fortælle. "Sådan en bog skriver jeg aldrig mere." Underforstået, at den erkendelsesproces, der ruller sig gennem arbejdet med stoffet, substansen, er en personlig kamp for skriverkarlen. Hans rolle flytter sig så at sige fra tasterne ud i lidelsen, gennemlevelsen af tragedien. Det er før set, at betydelig kunst er kommet til verden, når der blev digtet på risikoen for sjælelige skrammer. Man har sammenlignet Brønden med Herman Bangs digtning.
Det er selvfølgelig ikke rimeligt for nogen af de to forfattere - alt for snævert. Men på den anden side er Jens Peder Larsen ikke et litterært svøbelsesbarn, han har både læst og erfaret.
Så uden sammenligning i øvrigt, drager jeg så - forsigtigt - Martin A. Hansen ind i billedet. Hans digtning blev heller ikke til uden personlig kamp, som bl.a. Midsommerfesten (1946) viser det.
Eller mon ikke også det har kostet Klaus Rifbjerg andet end tid at skrive Falsk Forår (1984). Skriveprocessen kan efterlade sig mere end overfladiske ar på sjælen, når iagttageren bliver fortolket af sine egne iagttagelser. Enhver brønd har en bund, som man kan røre ved og ane det uafvendelige, det endelige nederlag, som vi nærmer os i Jens Peder Larsens roman, men som man tillige kan løfte hovedet fra og få færten af lys og håb - som bogen ender. Med indledningscitatet in mente er kursen i Brønden til slut sat mod et ledemotiv i Jens Peder Larsens digtning.
Han mente ikke at kunne skrive en bog som Brønden igen. Men det kunne han! Olines Sang fra 1994 er en barsk bog, der ikke lader læseren i fred. Som i andre af Jens Peder Larsens bøger konfronteres vi i historien om Oline med en lettere forvirret, distræt alenefar, en menneskeligt særdeles sammensat kunstnertype, der i sin nød, der har flere vinkler, bliver afhængig af andre, ikke mindst sine børn: jeg-fortælleren Jonas - og Oline... Intrigen er på sin vis neddæmpet, men finder vej ind til menneskesindets krinkelkroge. Bogens udgang er alvorlig og tankevækkende. Det er ikke alene kunstfaderen der er trængt op i en krog. Det er også - og vel især - Oline. I sin sorg over sin moders død er hun forfærdende og destruktiv, vikler sig ind i en okkultistisk dyrkelse af hende, vil ikke tåle noget eller nogen ved siden af. Når alt andet er skrællet væk, står Oline tilbage med en ubærlig skyld i forhold til de øvrige hovedpersoner. Hun repræsenterer en protest mod, at det gode forsvinder, og sætter - ubevidst - ondskaben i en slags system. Men trods alt er det gode og det onde hinandens forudsætninger: "På én gang fattede jeg smerten i hendes gråd og forstod, hvorfor hun ikke kunne være alene med sin hemmelighed", summerer jeg-personen Jonas, der aner, at tragedien, der ikke her skal røbes, er knyttet til Olines trods, en sindstilstand hun ikke alene kan magte. Oline er hovedperson gennem Jonas!
Brønden og Olines Sang er digtet med sjæl og krop. Der er alvorlige ridser i lakken, men der er ikke opgivet, og ledemotivet i forfatterskabet præciseres. Jens Peder Larsens bestræbelser, søgen, har udgangspunkt i centrale menneskelige vilkår: sammenhold og samhørighed, social forståelse, nærhed og indre frihed. Gennem det sidste begreb beskrives håbet om lyset for enden af tunnelen, negationen får nogle omdrejninger mod solen. Disse elementer genfindes i Vejen mod Stjernerne fra 1986 og i Paradistræet fra 1989. I den sidste fortælling føres læseren - som vanligt i forfatterskabet - ud i en mindre by, hvor sladder og ondskab trives. Mord og folkesnak, beskyldninger, vejen til brøndens bund. I Vejen mod Stjernerne drømmer hovedpersonen Kenneth i store bobler, en slags flugt, men samtidig en nølende nærmen sig en virkelighed, han ikke kender, men som han konstruerer. Ingen er med ham i hans univers, hvilket gør ham hjælpeløs. Hos læseren fryser sjælen lidt, fordi vi ikke ved, hvor typisk Kenneth i grunden er.
I begge disse bøger er der gravet brønde, men ansigtet ender med at være vendt mod håbet - og lyset: "Kenneth smilede. Så gav han pokker i plasteret omkring munden og brød ud i en høj latter. Det var meget længe siden, at han havde grinet så inderligt."
For en del år siden oplevede vi en "bogdropperdebat", der gav genlyd. Inden for det seneste år er debatten søgt genoplivet, dog uden større held. I første omgang var følgesvenden en slags "isme-debat", centreret omkring realisme og fantasi, begreber der syntes at udelukke hinanden! Børnene var ligeglade. De fandt og finder selv frem til det, de vil læse. Og i nogle digterhuler sad der nogle spørgsmålstegn og spurgte om meningen... Men ville de følge med, måtte de pænt lade sig putte ned i isme-kasserne, hvad der kom en del dårlige bøger ud af. Nogle forfattere grundede på, om det vigtigste ved en fortælling var akset og ikke kærnen, litteraturen. Spekulationerne var overflødige, for de havde ingen resonans ude ved reolerne eller i ærlige digtersjæle.
Men kasser skal vi fortsat have. I begrundelsen for at prisbelønne Brønden blev det angivet, at den kan ses som repræsentant for en ny realisme i dansk børnelitteratur, en realisme, der er rå, ligepå og hård. Der er ingen pædagogisk hævede pegefingre.
Nej, det er der ikke. Det kunne aldrig falde Jens Peder Larsen ind. Han er ikke skolelærer, og han er lige så fabulerende som realist. Vejen mod Stjernerne er et glimrende eksempel. Det er rigtigt, at han ikke skåner børnene og sine andre læsere. Han taler ikke til nogen, han taler med os, på lige vilkår - om vi er børn, unge eller voksne. Læseren kan så optage dialogen eller lade bogen ligge. Men skal virkeligheden have sit med, såvel de indre som de ydre sider, da skal både de barske og de eventyrlige flanker af tilværelsen have part i mosaikken, hvis psykologien skal fremstå som troværdig. Og den form for resultater lader sig ikke eksercere på plads. Det ved forfatterne godt, og det er jo det vigtigste!
I 1988 udsendte Jens Peder Larsen Halmbjerget. forfatterskabets egentlige gennembrud, en litterær gouache. Forfatteren har ikke for ingenting været svinepasser engang. Allerede i Duprabøgerne møder vi disse elskelige dyr. I Halmbjerget indgår de i en allegori, en fabel om frihed, samhørighed og håb - atter nøglebegreberne. Den ydre ramme er burgrisenes ynkelige tilværelse. Det indre univers er et oprør mod snærende bånd. Som hos George Orwell i Kammerat Napoleon (1945) og i nogen grad i Richard Adams' Kaninbjerget (1972) tager grisene sagen i egen hånd og søger mod det forjættede land - Halmbjerget.
De må lede efter noget, der kan forbedre deres vilkår. At resignere er udsigtsløst. En næsten Orwellsk figur i romanen er Grisso, som kommer til at repræsentere det tyranni, som de ellers flygter fra og på trods af. Han er ukendt og uset og derfor et godt skræmmebillede, kan formes efter behov. Men end ikke Grisso kan i længden kvæle håbet om frihed, lyset over brønden. Båsene er virkeligheden, Halmbjerget drømmen, og fællesskabet en nødvendighed for at drømmen kan opfyldes.
Drømme vågner man af, men håb kan bevares. Modsat i Grisen der fik lov at leve af Elwyn B. White (1952) findes lykken ikke umiddelbart, heller ikke på Halmbjerget, men derfor holder "man ikke op med at lede efter noget, der er bedre end det vi har", hedder det som bogens morale. Det er en kompositorisk stram fortælling, et erkendelsesskrift.
Jens Peder Larsens beskrivelser af den elskelige gris startede allerede med Guffe (!). Og dermed introduceres de to Duprabøger, der indledte forfatterskabet. De er ikke kedelige. Christian, hovedperson sammen med Anders, er ikke tryg ved, at Guffe skal slagtes og serveres som bl.a. blodpølse med sirup til. Videre får læserne i disse to snurrige beretninger Den er Dupra! fra 1984 og Den er stadig Dupra fra 1985 følgeskab af en baggårdskat, der skal på dyrskue, en syg kanin og Anders' farfar, der er smed og kan alt, og endelig Christians forældre, der er fra Polen og lyder efternavnet Jaroslav. De bor allesammen i Østergade i landsbyen Nyrup på Fyn. Der er tale om løjer fra en bizar verden, men analysen kan ikke stoppe ved det let burleske. Duprabøgerne er lige så meget et forord til forfatterskabets kerne. Som senere hos grisene i Halmbjerget hænger tingene sammen. I Nyrup er tryghed og fællesskab korrelativer til frihed, et fælles kernepunkt, hvorfra cirklerne breder sig. I Halmbjerget søges mod de samme idealer, og de nås måske en dag, som de gør det for Kenneth i Vejen mod Stjernerne.
Christian og Anders kompletterer hinanden, nærmest som en organisk helhed med trygheden i baggrunden. De kan i nogen grad lignes med Dan og Rune i Søren Vagn Jacobsens tre Dan-bøger. Tonen i forfatterskabet blev lagt. Jens Peder Larsen kaster sig ikke ud i uigennemsigtige fabuleringer, han lader børnene handle på deres egne præmisser af såvel drøm som virkelighed. Alt kan ikke lade sig gøre, men meget kan nås. Også af det, der bevæger, det som giver sindet og erfaringen ballast. Nyrup er kulisse for en virkelighed, der er sandhed for såvel tro som håb.
Et karakteristisk islæt i Jens Peder Larsens digtning er hans valg af titler til bøgerne. De er ikke det mindste tilfældige, men genspejler oftest en symbolik, der rører ved handlingens nerve. Brønden kan betragtes som en slags ledemotiv for store dele af forfatterskabet, Halmbjerget som drømmenes mål. Tendensen gælder hele vejen rundt.
Således også i Den store Oversvømmelse fra 1990, Jens Peder Larsens bud på syndfloden. Og helt symptomatisk i to af de senere bøger, Den giftige Tråd fra 1993 og Der er langt til Lønneberg fra 1994. I syndflodsbogen antyder titlen en sækularisering, som også er synlig.
Det falder umiddelbart naturligt at sammenligne med Cecil Bødkers version over samme emne, Da Jorden forsvandt (1961). Man behøver ikke at læse bøgerne for at fornemme forskellen, men det er nu anbefalelsesværdigt - de er begge et bekendtskab værd. Den store Oversvømmelse fra 1990 er en meget dialogpræget bog, lidt spydig her og der, men indfanget i samme dur og mol som resten af forfatterskabet. Når nøden er størst, er der trods alt håb forude, håbet om frihed og fællesskab, ikke til en frihed, der indebærer egotrips, og ikke et fællesskab der udelukker eller klemmer personlig udvikling. Det er de to nøglebegrebers nærhed, der bærer igennem, de er hinandens forudsætninger. Og så får Noah sig en overraskelse, som Det gamle Testamente ikke kan byde på!
Titelvalget fungerer desuden som indgang til En loppe kan også gøfra 1989 og efterfølgeren Så du loppen hoppe fra 1995, hvor det kendte mundheld i den første bog bliver vendt på hovedet og får yderligere realitet i den anden. Loppen er den handicappede Rosa på 11 år. Og det er ikke spor hårdt at høre på dén loppe. Rosa er positiv og selvstændig, altfavnende. Hun repræsenterer i grunden alt, hvad forfatteren vil med sine historier. Hun er realisationen af håb og samhørighed, fællesskabets ukronede dronning. Hun er handicappet - har et kunstigt ben - men af samme grund stærk: Svaghedens mysterium, der i flere forfatterskaber er genstand for forundring, er paradoksalt nok samtidig dens styrke... og sindets styrke. Der er i den første Rosa-bog paralleller til Kejserens Krone fra 1987, der har sin handling henlagt til Kina, Rosa analogt til Lo Pin, hvis handicap er af en anden art: manglende frihed. En eventyrfigur, der som grisene gør oprør for at forandre tingenes tilstand. Hun er en Rosa, men i en anden fase. Hun stræber mod det, som Rosa har opnået. Men begge er ens i deres svaghed, der kun er tilsyneladende.
I Så du loppen hoppe fra 1995 er de menneskelige relationer yderligere udbygget, næsten at betragte som en række psykologiske portrætter, garneret med kærlighed - og mangel på samme - pengeknaphed og stolthed. Nogle portrætter fra den første Rosa-bog står sig, andre krakelerer logisk. Først og fremmest Henriette og Mads og i nogen grad faderen Otto. Henriette er en overfladefigur, der spiller på skønhed og herkomst, men taber i kampen om sjælens dybde. Hun har mindelser til H. C. Branners Alice i novellen Iris (Om lidt er vi borte, 1939). For Rosa er livsvilkårene sværere, men mindre komplicerede. Hun skal i sin tilværelse finde en balance mellem de handicaps, som hun ikke vil acceptere (ud over benprotesen er hun rødhåret!), og den nødvendige erkendelse. Rosa må - som andre børn hos Jens Peder Larsen - endvidere tage vare på sin voksne far. Disse voksnes svaghed er ikke forbundet med mysteriet, kun svaghed. Bogen markerer en stilistisk proces hos forfatteren, hvor små pointer og antydninger giver fortællingen liv i stedet for lange passager af dialog og handlingsbeskrivelse.
Når nuet ikke giver sjælelig genklang, kan der leves på minder og håb, drømme. Selv den mest ynkelige kan være omfavnelig. Jens Peder Larsen er ikke ene om i nyere dansk børne- og ungdomslitteratur at placere handicappede i centrale roller (bl.a. igen hos Søren Vagn Jacobsen - bøgerne om Trine), en bevidst tendens i tiden, som kan føre i flere retninger. I dette forfatterskab genkendes de hver gang som stærke figurer, trods alt: Knud, der er mongol, Rosa, Christian i Dupra-bøgerne og Martins bror i Paradistræet fra 1989.
Mens Kejserens Krone fra 1987 har den fjerne mystik som handlingsmoment, spiller Åmanden, Hyldemor og alle de andre på vores egen gamle folketro, formuleret gennem den umiddelbarhed der bl.a. kanaliseres gennem børnene. Det er børnene, der tegner samhørigheden, det er dem, der forener grænserne. Bogen kan opfattes som et oplæg til diskussion om børns selvforståelse og selvforventnig. Hyldemor er bundet til sit hyldekrat, der er truet med udryddelse. Her griber børnene ind, kontakter det metafysiske ud fra en forståelse, som voksne søger at give rationelle forklaringer på: "Næ, mosekonen brygger kun om aftenen, når luften afkøles, og jorden er varmere end luften. Det er på den måde, tågen dannes, forstår du." Til hjælp får ungerne foruden mosekonen tillige lygtemændene og elverpigerne. Åmanden, der i nogle egne af landet - og hos H. C. Andersen - hedder Nøkken, er ikke til megen gavn. Engang var han frygtelig og krævede et menneskeliv om året, hos Jens Peder Larsen er farligheden ganske gået af ham. Tilbage står en vennesæl bamse, præget af godmodig pessimisme. Tilsvarende er gravsoen afmytologiseret. Forureningen har så at sige fjernet livsvilkårene for hende og andre underjordiske væsener. Når troen på dem er væk, er de det også selv! Nissen vantrives af mangel på både anerkendelse og grød. Helt væk er allerede troldene, dværgene, helhesten og valravnen.
En morale i bogen er, at alle skabninger har brug for nogen, der tror på dem, ellers er man ikke noget værd. Bogen om Åmanden og Hyldemor er en poetisk beskrivelse af naturens glæder, af erindringsstof. Som H. C. Andersens sømand i Hyldemor (1845) ikke kan glemme, men huske, kan Hyldemor hos Jens Peder Larsen det også, til gavn for hende selv og andre væsener, herunder børn. Bogen spidder nogle betænkelige hjørner af civilisationen. Nissens hverdag er i for høj grad truet af en campingplads og for høj musik fra cafeteriaet. Der er en anelse vrængning ad grillmad, og så ødelægger arkæologerne gennem deres udgravninger tilværelsen for gravsoen. Og det er jo alvorligt nok, men værst er dog kommercialiseringen af idyllen! Dog er der håb og tro: "Hyldemor, hyldemor,/ vi ved, hvor de er,/ Vi besøger dig igen,/ når du har sorte hyldebær."
Når Jens Peder Larsen sætter sig til tastaturet, er han som tidligere nævnt normalt ikke bundet af målgrupper - med Kejserens Krone fra 1987 som en undtagelse. Hans bøger henvender sig til dem, som har lyst til at læse. Således også med Landskab med blomster og øldåser fra 1989, som dog er den bog i hans produktion, der kommer nærmest begrebet voksenlitteratur. Bogen havde betydelig gennemslagskraft, da den udkom. Tematisk er den forfatterskabet lig. Omdrejningspunktet er igen selvforvaltning i en kombination af intellekt og følelse og i et samspil med omgivelserne. Det kræver mod at handle selv og undgå omklamring: En lettere fordrukken kunstmaler bliver pludselig et hit i hovedstadspressen. Han bliver rig - og bundet på hænder og fødder af andres egoisme og ræs. Stillet over for dette, står han ganske simpelt af og forærer sine billeder til en lokal forening. Hans integritet skal ikke antastes. Han bliver i sin landsby og bevarer sig selv. Går mod strømmen og genvinder sin frihed. Der er klangbund af mange sind i den bog!
Den tyrkiske Prinsesse udkom i foråret 1993. I dens forløb er indbygget en lille kriminalhistorie, der blandt en del andet drejer sig om vort forhold til de fremmede i landet, tilsyneladende de svage, men igen kun tilsyneladende... De egentlig svage findes i lillebyens eget nære miljø: Mads oplever sin far gå fallit og i opløsning. Sammen med en kammerat tager han på sig at udrede trådene, der inkluderer et maleri - "Den tyrkiske Prinsesse". Opklaringen kommer, og er mere kompleks, specielt i social retning, end oplægget antyder. Handlingen har ingredienser af komik, elendighed og håb, hvorved den kobler sig på forfatterskabets hele linie. Håb og fællesskab, helhed i tilværelsen, er begreber, vi genfinder i de senere bøger.
Efteråret 1993 bød på Den giftige Tråd, en væsentlig roman. Her fortælles om en fremtid efter en atomkrig. I dette af mennesker skabte tomrum giver vilkårene, at man må beskytte sig mod en ydre fjende, kaninerne, der i kaos er vokset menneskene over hovedet. Tilsyneladende dirigeres de af en ukendt magt, hvis mål er herredømme. Mod denne trussel opstår tanken om at "genopfinde" et middel til beskyttelse. Heraf titlen Den giftige Tråd, elhegnet. Men såfremt opfindelsen skal gentages, kræves der hjælp langt borte fra. Hovedpersonerne er opfinderen Hr. Nokkebæk, en herlig fru Narso og to børn, Fry og Jon. Der udvikler sig en parallelhistorie, hvor enderne samles til sidst, og faren afværges. Rejsen mod målet og den endelige opdagelse udvikler sig til en ren odyssé med tilfangetagelse i en kaninlejr, en mærkelig sekt i en bjerggrotte, en landsby hvor man ikke må blive gammel, en morkelskov med meget mere. Det kan lyde forvirrende, men er det ikke. Der er tale om en fremtidsroman med både ide og begge ben på jorden. Læseren har hele teksten igennem noget at hænge hatten på! Jens Peder Larsen er både positiv realist og fabulator i denne bog.
Der er langt til Lønneberg fra 1994 er en episodisk opbygget fortælling, hvor den ydre handling ikke er synderlig dramatisk. Handlingen bæres af en indre, psykologisk sammenhæng. Personerne karakteriseres overvejende indirekte gennem handling og indre monolog - i en i øvrigt dialogpræget tekst. Jens Peder Larsen har til lejligheden hentet Emil fra Lønneberg ned fra hylden, dristigt, men rimeligt. Fantasien hos en 11års knægt tåler gerne at tage Emil med ind som en slags HARVEY. Konsekvensen bliver en kombination af ledefiguren Felix' pragmatiske hverdag og hans fantasi. Bogen indeholder mange naturskildringer, detaljerne er der kælet for - og bogen slutter endelig med det gennemgående tema: "Men vejen frem VILLE han i hvert fald se", en slags ramme og identifikation.
Jens Peder Larsens geografiske udgangspunkt er Fyn og lillebyen, i hvert fald indtil nu. Denne praktiske kendsgerning ændrer imidlertid ikke ved det enkle forhold, at bøgernes egentlige univers er personerne. Man kan ikke nedskrive Larsen til "lillebyens fortæller" eller noget, der tangerer. Landsbyen og dens mennesker spejler den verden, vi alle til syvende og sidst lever i. Himmerlandshistorierne er heller ikke blot og bart et spejlbillede af Farsø og Himmerland, Christian Winthers digte rækker ud over Sjælland, Knud Sørensens digtning har appel til andre end landbefolkningen. Sladder og andre vederstyggeligheder trives i de små samfund, nærhed kan belaste samværet mellem mennesker, men ikke kun, hvor få lever sammen. Fænomenet trives også i en opgang i Ballerup... Det er mennesket, Jens Peder søger, der hvor hverdagens trivialiteter ses og mærkes - og hvor de kan forandres. Hans bøger er oplæg til indre iagttagelse, ikke kun hos børn, men hos alle. Hvis man ellers vel at mærke vil høre efter og tale med. Jens Peder Larsen har tilbagelagt en lang vej over skiftende jobs til den station, der hedder forfatter. Han har hentet sine erkendelser i erfaringens "brønd", livlinjen til håb og frihed holdt turen rundt. Det blev som hos Rosa til et overskud, vi som læsere får lov til at dele med ham.
Jens Peder Larsen digter på sine egne betingelser. Han har ikke sin gang på parnasset for at opdrive ismer og tendenser. Hans fællesnævner er håb, frihed og fællesskab, sammenhæng. Det, der står over brøkstregen, er en ny opdagelse hver gang.
LitteraturlisteDen er Dupra! (Fremad 1984)
Den er stadig Dupra (Høst 1985)
Åmanden, Hyldemor og alle de andre (Fremad 1985)
Vejen mod Stjernerne (Fremad 1986)
Kejserens Krone (Fremad 1987)
Halmbjerget (Fremad 1988)
En loppe kan også gø (Fremad 1989)
Paradistræet (Fremad 1989)
Landskab med blomster og øldåser (Fremad 1989)
Den store oversvømmelse (Fremad 1990)
Brønden (Fremad 1991)
Den tyrkiske Prinsesse (Grøns Forlag 1993)
Den giftige Tråd (Grøns Forlag 1993)
Der er langt til Lønneberg (Grøns Forlag 1994)
Olines Sang (Grøns Forlag 1994)
Så du loppen hoppe (Grøns Forlag 1995)
Tilbage til toppen